Résumé over tidligere aktiviteter i USA
Bilag E viser en oversigt over foranstaltninger og initiativer fra myndigheder
og private organisationer’s side med de tre hovedformål: At forske i MCS’s
årsagsforhold, at anerkende MCS i forhold til den sociale lovgivning, og at yde en
forebyggende indsats i perioden 1979-1996.
Gennemgang af Bilag E:
Politikere, domstole og de sociale myndigheder har proforma anerkendt MCS, og
patienter, der har MCS, har ret til diverse sociale ydelser for deres lidelse i henhold
til gældende lovgivning. Dette er sket ved domsafsigelser i flere delstater i USA. I et
tilfælde har Californiens appeldomstol i en erstatningssag vedtaget, at en persons sygdom
(MCS) skyldtes mangeårig udsættelse for polychlorerede biphenyler, og at han var
erstatningsberettiget.
USA’s socialstyrelse har i 1989 sat MCS på listen over lidelser, der giver ret
til invaliditetsydelser. Ti af USA’s delstater har ved lov vedtaget at etablere et
"register for pesticidsensitive personer" som en del af et varslingssystem i
forbindelse med udendørs pesticidsprøjtning (Langley, 1995).
Lægerne og de videnskabelige selskaber har i starten været imod eller har tøvet med
at deltage i forskningsaktiviteter vedrørende MCS. I Californien har den lokale
lægeforening modarbejdet én af parlamentet vedtaget lov for MCS-forskning, som i sidste
ende blev annulleret af guvernøren. Og bestyrelsen for miljøvidenskab og toksikologi
under det Nationale Videnskabs Akademi har ikke fulgt akademiets anbefaling om at
iværksætte forskning i MCS. Fra 1990 var lægegruppen mere villig til at deltage i
regeringens aktiviteter, som for den største dels vedkommende blev formidlet via ATSDR
(se kap. 3).
I 1994 etablerede regeringen i delstaten Washington flere medicinske diagnose- og
behandlingscentre for kemiske sygdomme (Langley, 1995). Dette initiativ blev fulgt op af
et forskningsfond på 1.4 millioner US$ til forskning i bl.a. MCS.
Den sidste vigtige handling på regeringsniveau angående MCS var etableringen af den
tværsektorielle arbejdsgruppe, som havde til opgave at udarbejde en rapport over aktuel
viden om MCS (Interagency rapport, 1998).
Nuværende praksis
U.S. Environmental Protection Agency (EPA)(USA’s miljøstyrelse), som
er ansvarlig for det ydre miljø, får sjældent henvendelser vedrørende MCS.
EPA har i mange år været stærkt involveret i MCS-forskningsprojekter, især i
forbindelse med indendørs luftforurening. Administrativt er hovedvægten lagt på
spredning af information fremfor regulering, opfølgning og andre kontrol-aktiviteter.
EPA har i mange år haft et tæt samarbejde med sundhedsmyndighederne og ATSDR i deres
støtte til udforskningen af MCS, men har for tiden ingen nye planer med hensyn til.
kemiske stoffer og MCS.
National Institute for Occupational Safety and Health (NIOSH)
NIOSH, som er ansvarlig for arbejdsmiljø, får flere hundrede henvendelser om
året igennem en gratis oplysningstjeneste, hvor der søges efter oplysninger om MCS. Der
udsendes informationsmateriale om MCS og der foretages også arbejdsplads- vurdering i
MCS-sager på forlangende af ansatte, ledelse eller myndighed. Der er i øvrigt ingen nye
aktiviteter i forbindelse med MCS.
Canada, tidligere aktiviteter
Sundhedsmyndighederne i provinsen Ontario og forbundsregeringen har ved to
lejligheder taget initiativ til MCS-forskning og samtidig givet støtte til MCS- patienter
i 1985 og i 1990 (se Bilag E).
I provinsen Nova Scotia blev i begyndelsen af 1990’erne etableret den
første miljø- medicinske afdeling i Canada. Igennem en to-årig periode blev over 500
ansatte fra det lokale sygehus undersøgt på grund af indeklimagener. Mange af de
undersøgte havde efter syv måneder udviklet kemisk overfølsomhed, herunder MCS.
Sundhedsmyndighederne udstedte - i samarbejde med hospitalsledelsen og fagforeningen - et
forbud mod at bruge parfume- og duftholdige produkter på sygehuset, fordi et flertal
vurderede, at dufte var blandt de hyppigste udløsende faktorer. Forbudet blev iværksat
og fulgt op på en "blød" måde med gode resultater (Fox, 1999).
Senere kom flere skoler og det offentlige transportvæsen med lignende initiativer.
Sammenslutningen af parfumeproducenter og –forhandlere gik imod et parfumeforbud på
skolerne under henvisning til at sygdomsårsagen til MCS ikke var bevist. Initiativgruppen
henviste til, at dufte bidrager til en forringelse af indendørs luftkvalitet og kan være
udløsende faktor for børneastma, som forekommer hyppigt i Nova Scotia. Der blev ikke
indført et forbud. Mange skoler har på eget initiativ igangsat et duftfrit miljø og har
samlet gode erfaringer med aktionen.
Dette eksempel fra Canada viser en decentral, tværfaglig og –sektoriel indsats
med deltagelse af fagforening og befolkningen overfor forebyggelse af MCS. Ifølge det
foreliggende baggrundsmateriale koncentrerer de Canadiske myndigheder sig om en
forebyggende indsats overfor MCS ved at fokusere på duftstoffer.
Health Canada (HC), nuværende praksis
Sundhedsmyndighederne har været villige til at anerkende tre miljøsygdomme (MCS,
kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi) selv om der ikke fandtes objektive beviser
herfor. Som led i anerkendelsesprocessen skulle patientforeninger mødes med bl.a.
kosmetikindustrien og medicinske specialister til en fælles konference. Patientforeningen
ville dog ikke mødes med industrien, hvorefter HC har opgivet deres planer.
Et udvalg af det canadiske parlament presser stadigvæk på for at få anerkendt MCS
for at finde en løsning på de sociale problemer, som mange personer med MCS belastes af.
Ottawas byråd har støttet et lokalt initiativ til forebyggelse af MCS, der begrænser
privatpersoners anvendelse af pesticider.
Industri og forhandlere af parfume og kosmetiske produkter har oprettet et
samarbejdsorgan med deres partnere i USA med henblik på at lave en informationskampagne,
der går ud på at advare mod at lukke kosmetikindustrien på basis af udokumenterede og
usikre beviser for en årsagssammenhæng mellem MCS og dufte.
I USA og Canada er der fundet handlemåder på delstatsniveau overfor MCS-patienter
med erstatningsmæssige og sociale problemer, og der er blevet oprettet undersøgelses- og
behandlingsfaciliteter.
De centrale myndigheder i USA har deltaget i og støttet den medicinske forskning
omkring MCS og de har aktivt informeret om MCS. At dømme ud fra baggrundsmaterialet er
interessen for MCS dalende. Myndighedernes interesse koncentrerer sig nu mere omkring
Golfkrigssyndromet.
I Canada synes sundhedsmyndighederne mere indstillet på en "normalisering"
af miljøsygdommenes anerkendelse end i USA. Der er ikke taget nye initiativer til videre
forskning i MCS. Health Canada forbereder et beslutningsforslag om stramning af
regler for parfume og kosmetik-produkter. De canadiske sundhedsmyndigheder har også
sammen med miljømyndighederne deltaget i forebyggende initiativer på decentralt plan.
De fleste MCS-patienter i USA og Canada bliver antageligvis undersøgt og behandlet på
de såkaldte klinisk-økologiske centre som er spredt ud over begge lande. Der foreligger
ingen præcise oplysninger herom, men det ser ud til, at mange klinisk-økologiske centre
i Canada har et tættere samarbejde med det etablerede sundhedsvæsen end det er
tilfældet i USA.
Patientorganisationer i Canada har haft en del succes med deres aktioner for duft-frie
miljøer.
I forbindelse med forberedelsen af denne rapport er flere europæiske lande (Norge,
Sverige, Finland, Tyskland, Holland, England, Irland, Frankrig, Østrig, Belgien) samt
Canadas og USAs miljøagenturer eller styrelser for kemikontrol blevet bedt om oplysninger
vedrørende deres nuværende politik i forhold til MCS-problemet, om mulige strategier, og
om ideer og planer for nye initiativer.
Bortset fra Østrig og Belgien har alle svaret på henvendelsen. Alle adspurgte lande
er bekendt med MCS, men i ingen af landene er MCS anerkendt som en selvstændig sygdom.
For eksempel svarer Environmental Chemicals Unit under det britiske
sundheds- ministerium, at en særlig komité, sammensat af udvalgte eksperter, har
gennemgået al tilgængelig litteratur om MCS, og ikke fundet tilstrækkelig dokumentation
til at kunne udtale sig om mulige sygdomsmekanismer eller at anbefale yderligere forskning
på området. Komitéen anbefaler, at udviklingen på området følges nøje.
I ingen af de lande, der er blevet kontaktet, anerkendes MCS som en sygdom, og landene
oplyser, at der ikke foregår aktiviteter til forebyggelse af MCS. Miljømyndigheden fra
flere lande har henvist til landets miljømedicinske ekspertise/myndighed (Sverige,
Tyskland, Holland), mens Irland, England og Frankrig har henvist til deres
arbejdsmiljømyndighed eller -institut. Grunden til videresendelse af forespørgslerne kan
dels være, at der i de forskellige lande er forskellige fordelinger af ansvarsområder
mellem myndighederne, hvorfor forespørgslerne ikke nødvendigvis har været stilet til
den rigtige myndighed, og dels at der kan have været uklarhed om ansvaret for dette
forholdsvis nye, kontroversielle område.
De miljømedicinske myndigheder i Sverige har gennemført en landsdækkende
befolkningsundersøgelse om MCS-forekomst (resultater ikke modtaget), mens myndighederne i
Tyskland har delt opgaven imellem Sundhedsministeriet, som er ansvarlig for
MCS’ kliniske definition, og Miljøministeriet som har ansvaret for kemiske stoffers
sundhedseffekter i forbindelse med MCS9.
Begge ministerier får teknisk opbakning fra henholdsvis. Robert Koch Institut
(folkesundhedsinstitut) og Umweltbundesamt (miljøstyrelse).
Under Bilag H findes en liste over undersøgelser vedrørende MCS, som henholdsvis er
afsluttet i indeværende år og som er stadig i gang. Disse undersøgelser skal kortlægge
årsager til og forløb af MCS, samt kvalitetssikre og evaluere de anvendte metoder til
undersøgelse, diagnostik og behandling.
Det tyske Sundhedsministerium er i gang med en omfattende styrkelse af undersøgelses-
og behandlingskapacitet for miljøsygdomme, herunder MCS.
Det franske arbejdsmiljøinstitut (Institut National de
Recherche et de Sécurité, INRS) har oplyst, at MCS er kendt under
betegnelsen Syndrome d’intolérance aux odeurs chimiques (SIOC), og at
undersøgelse, diagnosticering og behandling forgår på arbejdsmedicinske
hospitalsafdelinger (se også 4.1).
8.2.2 Andre aktiviteter
Sverige og Tyskland er de to lande som udmærker sig ved at der findes
klinisk-økologiske centre for miljøsygdomme.
I Tyskland er oprettet flere såkaldte "Ambulanz"-centre for undersøgelse og
behandling af personer med miljøsygdomme. I medierne diskuterer mindst én gang om
måneden MCS-problemer belyst udfra patienternes og Ambulanz-lægernes synspunkter. Dette
har medført, at mange på - baggrund af oplysninger fra medierne - opsøger deres egen
læge for at blive undersøgt, fordi de er bange for at lide af en miljøsygdom.
I Sverige findes et centrum for miljørelateret "ohälsa" og stress i Uppsala
(CEOS), som tager sig af personer med MCS, el-allergi og stress-relaterede lidelser.
Miljømyndigheder i andre europæiske lande har kendskab til MCS, men de har ikke
foretaget sig nogen specielle initiativer i forhold til MCS. I Sverige og Tyskland er
sundhedsvæsenets miljømedicinske enheder i gang med befolkningsundersøgelser
vedrørende. MCS. I begge lande findes klinisk-økologiske centre for behandling af
miljøsygdomme, og der findes større bevågenhed i befolkningen om miljøsygdomme.
I Danmark bruges ikke nogen officiel betegnelse for MCS. Arbejdsmedicinere kalder
tilstanden for duftoverfølsomhed eller intolerance for opløsningsmidler. Tilstanden er
ikke anerkendt som en selvstændig sygdom.
I forhold til gældende regler og praksis inden for kemikalie- og miljøområdet
forholder man sig ikke konkret til MCS-patienters særlige følsomhed for kemiske
påvirkninger. Miljøstyrelsens (MST) nuværende praksis ved kemikalieregulering sigter i
høj grad på udpegning af problematiske kemikalier, der kan medføre særligt alvorlige
effekter som f.eks. kræft, allergi og reproduktionsskader mm., med henblik på at
regulere disse stoffer og forhindre at befolkningen udsættes for dem.
Miljøreguleringen, som blandt andet sikrer en beskyttelse af befolkningen mod kemiske
stoffer i luft, jord og drikkevand, beskytter til en vis grad MCS-patienter, idet der
indgår et krav om at forurening af disse medier, ikke må medføre lugt/ smag fra
forureningen.
MST har fået en del henvendelser fra MCS-patienter, bl.a. i forbindelse med klager
vedrørende produktet Rentolin, der anvendes til overfladebehandling af træ.
Som resultat herpå forbød miljøministeren salg af produktet til indendørs brug,
idet det ved mærkning af produktet herefter skulle fremgå, at Rentolin kun er beregnet
til udendørs brug.
I tilknytning hertil udstedte Miljøstyrelsen en generel bekendtgørelse pr. 1. februar
2000, der medførte, at privates brug af produkter til indendørs overfladebehandling af
vægge, lofte og gulve med et højt indhold af flygtige organiske opløsningsmidler blev
begrænset eller forbudt i Danmark. Produkter med et for højt indhold af flygtige
organiske opløsningsmidler skal i dag mærkes med sætningen "Må ikke anvendes
indendørs til lofter, vægge og gulve".
I 1999 udarbejdede Miljøstyrelsen sammen med Forbrugerstyrelsen og Statens
Husholdningsråd en pjece "Ren besked om træ – vedligeholdelse og miljø",
hvor der er en række gode råd om valg af malinger også af hensyn til indeklimaet. I
2001 blev en pjece om valg af træ til indendørs brug "Træ ånder – du ånder
med" udsendt af Miljøstyrelsen i samarbejde med Astma-Allergiforbundet. Pjecen giver
gode råd om hvilke træsorter, der afgiver mindst kemiske stoffer til indeklimaet.
I 1999 kom en informationspjece om kemikalier i tøj, som anbefaler forbrugerne at
vaske nyt tøj før brug.
Der har desuden i 2001 været gennemført en informationskampagne kaldet "Gør det
sikkert selv" for at gøre opmærksom på de nye regler og om vigtigheden af grundig
udluftning efter malearbejde.
Under programmet "systematisk kortlægning af kemiske stoffer i
forbrugerprodukter" er der igangsat en række projekter for at få mere viden på
dette område. Herunder en kortlægning af duftstoffer i rengøringsmidler og andre
forbrugerprodukter, som viser hvilke duftstoffer, der anvendes.
I 2001 har Miljøstyrelsen desuden startet en debat om brugen af unødvendige
kemikalier. Det drejer sig både om duftstoffer i tekstiler og farvestoffer i
rengøringsmidler. Målet er at skabe debat om den omfattende brug af kemikalier i det
moderne samfund - hvor nogle kemikalier anvendes uden at det har betydning for produktets
tekniske funktion.
MST ønsker til stadighed at styrke sin målrettede indsats på områder hvor
beskyttelse mod sundhedseffekter er relevant. Denne rapport er første skridt på vejen
til at opnå større viden på området vedrørende visse befolkningsgruppers særlige
følsomhed, samt at sætte fokus på områder, hvor befolkningen udsættes for unødige
kemiske påvirkninger.
Arbejdstilsynet kender til eksistensen af henholdsvis MCS eller duftoverfølsomhed, men
har ikke beskæftiget sig med syndromet. Der har været henvendelser, som er blevet
henvist til behandling hos Arbejdsmiljøinstituttet (AMI), som har et stort
erfaringsgrundlag i sundhedseffekter som skyldes indendørs luftforurening.
Igennem de sidste 20 år har flere danske institutioner været blandt de førende inden
for indeklimaforskning. Et af de mest effektive resultater af denne forskning har været
mærkning af byggematerialer og dertil hørende regler og vejledninger, som blev
gennemført i samarbejde mellem flere ministerier. Indsatsen har i første omgang
koncentreret sig om nedsættelse af indendørs kemisk og biologisk luftforurening (især i
høje koncentrationer).
Erhvervs- og Boligstyrelsen har det lovmæssige ansvar for bygningers byggematerialer
og dermed også for indendørs luftkvalitet. By- og Byg (Statens Byggeforskningsinstitut)
samarbejder med de to ovennævnte institutioner (MST og AMI) med hensyn til
indeklimakvalitet.
Sundhedsmyndighederne (Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutioner) har indtil nu
ikke beskæftiget sig med MCS-problematikken.
Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd (SSVF) har i sit strategioplæg
prioriteret et område, hvor MCS’ behov muligvis vil kunne tilgodeses: Forskning i
indeklimaets betydning for sygdomme i luftveje og lunger, hud og fordøjelsessystem.
Statens SundhedsVidenskabelige Forskningsråd har desuden nedsat en tværfaglig
arbejdsgruppe vedr. forskning i alternativ behandling som vedrører forebyggelse,
diagnostik og behandling, som ligger udenfor de grænser, som det offentlige
sundhedsvæsen for tiden sætter. Det er muligt, at denne arbejdsgruppe vil kunne støtte
en forskningsindsats vedrørende forekomst af MCS i Danmark.
I 1980’erne blev mange patienter med særlig intolerance for organiske
opløsningsmidler undersøgt på Rigshospitalets arbejds- og miljømedicinske klinik og
øre-næse-hals afsnit.
Der blev foretaget en form for åben provokationstest (beskrivelse se kap. 7), hvis
udfald gav både patienten og læger et konkret resultat at forholde sig til: Ved positivt
udfald var det dokumenteret, at patienten reagerede med fysiologiske forandringer på
bestemte lugte. Takket være denne dokumentation har det ofte været nemmere, at få de
sociale myndigheders accept til f.eks. en revaliderings foranstaltning. Mange patienter
var på undersøgelses- tidspunktet truet af langtidssygemelding og arbejdsløshed.
Andre patienter med MCS er blevet undersøgt på amternes arbejdsmedicinske afdelinger.
Undersøgelsen sluttede som regel med, at der ikke fandtes sikre og objektive tegn på
sygdom, hvorefter patienten blev afsluttet med diagnosen duftoverfølsomhed. Specialister
i lungesygdomme og allergologi kender til eksistensen af MCS, men har ikke vist interesse
i undersøgelse af patienter med MCS.
De fleste praktiserende læger har begrænset viden om MCS /duftoverfølsomhed og
derfor dårlige forudsætninger for at hjælpe deres patienter.
Mange patienter bliver ved med at føle sig syge og samtidig "tilbagevist" af
det danske sundhedsvæsen. De har søgt alternative læger og behandlere og har dannet en
patientforening som hedder Forening for Duft- og Kemikalieoverfølsomme i Danmark.
Foreningen har 225 medlemmer som alle lider af duft- eller kemikaliefølsomhed.
Der henvises til foreningens præsentationsskrivelse (Bilag F), hvori
foreningens fem hovedformål beskrives, og til referat af beskrivelser fra
patientforeningens medlemmer om, hvordan de oplever behandlingen i det danske
sundhedssystem (Bilag G). Det fremgår ikke tydeligt af det tilsendte materiale
hvorvidt foreningens medlemmer er blevet udsat for kemiske stoffer i deres hjem eller på
arbejde. Tidligere planer om at undersøge foreningens medlemmer på de arbejdsmedicinske
klinikker på Bispebjerg og i Slagelse kunne ikke gennemføres. Foreningens medlemmer
ønskede at blive undersøgt i deres hjem, hvilket var praktisk umuligt for lægerne.
MCS-patienter har et problem som myndigheder og det offentlige behandlingssystem ikke
på nuværende tidspunkt har kunnet håndtere, fordi der savnes viden, og fordi der
foreligger en række uafklarede spørgsmål vedrørende definition/anerkendelse af
lidelsen. MCS-patienter angiver, at de savner støtte fra det etablerede sundhedsvæsen og
har svært ved at få hjælp fra socialforvaltningen, fordi tilstanden ikke anerkendes som
medicinsk sygdom. Mange angiver problemer med at færdes ude eller i offentlige bygninger
og benyttelse af offentlig transport, fordi de her udsættes for kemiske lugte, som de
bliver syge af.
De fleste kendte tilfælde af MCS i Danmark er blevet beskrevet af arbejdsmedicinere og
enkelte øre-næse-halslæger og skyldes eksponering på arbejdspladsen. Selv om risikoen
for udsættelse for kemiske stoffer på arbejdspladser er mindre i dag end tidligere, er
der fortsat en vis risiko for eksponering med kemiske stoffer i høje koncentration
(f.eks. ved ulykker eller store udsving ved uforudsete udslip). Der er også fortsat
problemer med påvirkning fra dårligt indeklima på arbejde.
Mærkning af byggematerialer igennem en årrække har formentlig haft en gavnlig effekt
på indeklimaet og dermed en forebyggende effekt på antallet af MCS-tilfælde. Omfanget
af problemer, der skyldes kemisk eksponering i private husholdninger og i fritiden, er
ikke kendt.
Der findes mange danskere, udover de duftoverfølsomme, som føler sig generet af
tilsætning af duftstoffer til mange forbrugsvarer (unødvendig kemi). Udover at indholdet
af kemiske stoffer i disse varer p.t. ikke er oplyst, risikerer forbrugerne også at blive
udsat for kemiske stoffer i en række sammenhænge, hvor de ikke umiddelbart har tænker
på dette, f.eks. ved kontakt med kemisk renset tøj.
Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljøinstituttet har som
følge af vanskelighederne med at definere MCS og de forskelligartede opfattelser med
hensyn til fænomenets eksistens, hidtil ikke taget MCS-problematikken op, udover i
forbindelse med konkrete henvendelser og forespørgsler.
Det er vigtigt at definere det grundlag, der danner udgangspunkt for den fremtidige
indsats mod MCS. Skal det være udfra et rent medicinsk-lægefagligt synspunkt (objektivt
lægevidenskabeligt bevis for MCS) eller er MCS blevet til et samfundsmæssigt anliggende,
som kræver en indsats, selv om sygdommen ikke er aner-kendt? Problemstillingen
illustreres til en vis grad af forskellen i holdningen til MCS-problemet hos myndighederne
i USA og i Canada.
Ud fra et hygiejnisk og sundhedsmæssigt synspunkt synes der at være gode argumenter
for en forebyggende indsats fra myndighedernes side. Det er oplagt, at opgaven bedst vil
kunne løses ved en koordineret indsats mellem alle involverede parter.
De væsentligste og mest oplagte fokusområder for at begrænse udviklingen og generne
ved MCS vil være:
- at reducere risikoen for eksponering for kemiske stoffer i relativt høje
koncentrationer, og dernæst
- at begrænse kemiske lugte og dufte i lave koncentrationer.
En sådan indsats vil skabe et renere og sundere indeklima i offentlige bygninger og
private hjem. Det er meget muligt, at en forstærket indsats indenfor eksisterende
fokusområder kan nedbringe kemikalietrykket, hvilket vil have en gavnlig virkning på
udvikling af MCS og for personer, der allerede har MCS.
I den forbindelse må man også være opmærksom på det særlige forhold omkring
triggerfasen ved fremkaldelse af MCS, idet forebyggelse, af selv i forvejen meget lave
koncentrationer af kemiske stoffer, må forventes at kunne have en gavnlig virkning for
MCS-patienter med hensyn til reduktion af omfanget af gener.
I forhold til denne problemstilling er det nødvendigt for myndighederne at anvende nye
metoder i forbyggelsesstrategien, idet man, udover den gængse farlighedsvurdering af
stoffer (der ikke p.t. omfatter MCS-effekter), må søge at minimere kemisk udsættelse
generelt.
I forbindelse med forebyggelse af MCS er det vigtigt, at befolkningen deltager i selve
bevidstgørelses- og beslutningsprocessen omkring brugen af kemikalier og især
duftstoffer i eget hjem og til personlig brug. Kun igennem en individuel medvirken fra
borgerne kan det lykkes, at nedbringe unødvendig duftforurening i offentlige omgivelser.
Det stiller store krav til information og debatskabende aktiviteter, som skal resultere
i, at borgerne selv tager initiativ. Den enkelte borger skal først indse, at nogle
medborgere ikke kan tåle parfume, og beslutte sig til at vise hensyn. Se i øvrigt om
fælles initiativer mellem miljømyndigheder og befolkning i Canada (kap. 8.1.1 ).
Med hensyn til tilsætning af duftstoffer til forbrugsvarer gælder lignende krav om
nytænkning til forebyggelsesinitiativer. Se i øvrigt anbefalinger (9.3).
Lignende overvejelser om en forebyggende indsats gælder ligeledes for sundheds- og
arbejdsmiljøområdet. På flere indsatsområder vil det være en fordel at planlægge
indsatsen og at koordinere gennemførelsen i fællesskab med hinanden og med flere andre
sektorer.