| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Undersøgelse af børnefamiliers viden, holdning og adfærd ved brug af lettere forurenede grunde

4 Delprojekt A – kvalitativ undersøgelse

Formålet med den kvalitative undersøgelse var gennem tematiserede og fokuserede, dybdegående og eksplorerende kvalitative interviews at afdække de begreber og overvejelser, som er relevante i beskrivelsen af beboernes syn på forureningen, deres opfattelse af myndighedernes rådgivning og eventuelle ændring af adfærd.

Kvalitative interviews er en forskningsmetode, som beskriver informantens opfattelse ud fra dennes sproglige begreber og betydningsdannelse. Der spørges til det konkrete (handling) som kontrast til holdning. Man arbejder ud fra overordnede emner i en interviewguide, men ikke med faste spørgsmål. Informanterne vælges strategisk ud fra et ønske om at få belyst problemstillingen så bredt som muligt. Man søger efter forskelle og variation, men ikke repræsentativitet, som man forstår det indenfor den kvantitative forskning. I den kvalitative forskning leder man efter forskellige måder at se eller løse ting på, forskellige opfattelser, f.eks af forurening, og adfærd i relation til forurening. Man er på jagt efter mulige opfattelser. Derfor har det i princippet ingen betydning, om det er en eller alle interviewede, der opfatter en ting på en bestemt måde.

Analysen tager udgangspunkt i informanternes udtalelser, og ser efter: betydning, sammenhænge og kulturelle opfattelser.

Kvalitative interviews kan både bruges alene og til at danne baggrund for kvantitative spørgeskemaer, hvor man har et ønske om at etablere et spørgeskema, som tager udgangspunkt i de perspektiver, som er vigtigt for svarpersonerne.

4.1 Valg af temaer til interviews

Et kvalitativt interview gennemføres ofte ud fra nogle temaer, som forskeren vælger i relation til det første interview og siden udvider med de temaer, som kommer frem i de efterfølgende interviews. I denne undersøgelse blev temaerne valgt ud fra en eksisterende forskningsbaseret viden om holdninger og adfærd i danske børnefamilier indsamlet i forbindelse med projektet "Den sunde familie, den sunde krop - samspillet mellem biologi og kultur i det (post)moderne samfund". Dette projekt 2) afdækker en gruppe danske børnefamiliers forhold til sundhed og sundhedens placering i hverdagen. Denne undersøgelse understreger, at sundhed opfattes som et relationelt begreb, hvor sundhed vurderes i relation til fravær af sygdom. Det dækker også en adfærd, som er til forhandling i familien, hvor målet er familiens trivsel snarere end sundhed i en medicinsk forstand. Desuden er der en tæt forbindelse mellem sundhed og risiko. Således reguleres sundhedsadfærden i relation til begrebet ”variation”, som er en måde, hvorpå risiko begrænses ved at sprede adfærden over forskellige tiltag. Dette sker, fordi sundhedsbudskaberne ændres hele tiden og derfor er vanskelige at efterleve. Den førnævnte undersøgelse gav inspiration til at belyse denne undersøgelses problemstilling med udgangspunkt i begreberne forurening, sundhed, risiko, adfærd og informationsmateriale. De valgte begreber blev i denne undersøgelse indledningsvis af os afgrænset således:

Forurening. Forurening er noget, der er til stede som en del af den verden, vi lever i. Forurening er en ting, som alle kender til, men som først bliver aktuel, når den har betydning for det liv, der leves. Spørgsmålet er her, hvordan disse familier oplever den forurening, som de er udsat for, og hvilken ændring denne forurening medfører i deres liv.

Sundhed. Sundhed er en ting, som optager børnefamilierne meget. Forældrene føler, at de er ansvarlige for børnenes sundhed, og mange ændrer deres sundhedsadfærd, netop når de får børn. De voksne er meget opmærksomme på de sundhedsbudskaber, der kommer gennem kampagner m.m., men ofte er den sundhed, der skabes i familierne, præget af det mulige snarere end det ideelle. Sundhed er på mange måder en speciel ting. For sundhed er på den ene side noget, som der arbejdes på her og nu, og på den anden side en ting, som vil/kan få betydning i fremtiden. Sundhed er i dette projekt vigtigt som en kontrast til forureningen, som også vil få betydning i fremtiden.

Risiko. Risiko er et begreb, som ofte anvendes i videnskabelige redegørelser. Vi ved meget lidt om, hvordan risiko opfattes f.eks. af børnefamilier. Hvilken risiko oplever familierne f.eks., at de har i relation til den forurenende jord. Hvilken risiko oplever de, at den udgør for deres børn. Hvordan afgrænses, opfattes og håndteres en risiko, som man ikke umiddelbart kan opfatte. I relation til sygdom ved vi, at det at blive syg ofte opfattes som noget tilfældigt, som noget der rammer, uden at man kan gøre noget. Selvom vi ved, at sygdom kan ramme, er det først, når den rammer, at vi forholder os til den. På samme måde er forurening noget, vi ved eksisterer, men først forholder os til, i det øjeblik det er en kendsgerning.

Spørgsmålet er her, hvilken risiko familierne oplever, at de er udsat for, om de føler, at den er her og nu, og hvordan de informationer, de får, indgår her.

Adfærd. Det er en almindelig antagelse, både i den medicinske verden og i de sundhedskampagner, som staten gennemfører som massekampagner, at viden styrer holdning og dermed adfærd 3). Der er en tendens til at betragte det som uproblematisk at få mennesker til at ændre adfærd ved at "tilføre" dem viden. Men sådan fungerer det ikke. Mennesker er i virkeligheden ikke tomme kar, som venter på at blive fyldt med viden. Således viser evalueringer af sundhedskampagner, at viden ikke styrer adfærd. Tværtimod kan mennesker godt have viden (om f.eks. sundhed) men samtidig undlade at handle i overensstemmelse hermed. Fra hverdagslivsundersøgelser 4) ved vi, at der er mange faktorer, f.eks. forhold i familien, som spiller ind i de beslutninger, der tages i børnefamilierne. I undersøgelsen her er det vigtigt at få afdækket disse yderligere faktorer, og den rolle de spiller.

Informationsmateriale. Det skriftlige informationsmateriale, som familierne på den lettere forurenede jord har fået, er den eneste skriftlige oplysning og påvirkning, de har fået. Spørgsmålene bliver her, om de har læst det tilsendte, hvilken betydning de tillægger det, og hvordan dette materiale indgår i den almindelige diskussion af forurening i hverdagen. Henter man oplysninger fra aviser m.v.?

Temaerne indgik i en såkaldt interviewguide, som blev brugt som inspiration i interviewene, men ikke fulgt slavisk. Den er præsenteret i bilag 1.

4.2 Informanter

Informanterne blev strategisk udvalgt, således at de repræsenterede forældre til børn i børnehaver med forskellig blybelastning. I den forbindelse kontaktede vi i alt 9 institutioner, hvor vi på forhånd kendte blybelastningen af jorden. De var fordelt med 3 med lav belastning (40mg/kg), 3 med en belastning på 150mg/kg og 3 institutioner, der allerede havde fået udskiftet jord. Rationalet bag dette valg var, at vi ønskede at interviewe forældre med forskellig erfaring omkring forurenet jord. Forældre, der ikke kendte til forurening i børnehaven, ville give os indblik i de tanker, man i al almindelighed gør sig om forurening, risiko mm. Den næste gruppe var potentielt blevet informeret om forurening. De ville give os indblik i, hvilken information de i givet fald havde fået, samt reaktionerne, når forureningen var tættere på. Vi ville gerne have interviewet forældre med børn i børnehaver med større blybelastning, men det viste sig ikke muligt. Derfor blev de sidste institutioner valgt blandt nogle, der allerede havde fået skiftet jord. De havde været igennem processen og var, fordi de havde det lidt på afstand, lettere at udspørge om deres oplevelser, forklaringer og reaktioner. Ikke alle institutioner havde børn i den ønskede aldersgruppe. Dette udelukkede en institution. En institution mente ikke, at forældrene ville være motiverede. Tre institutioner udtrykte interesse, men ønskede senere ikke at deltage. Forældrene kom derfor fra fire institutioner. Desværre medførte frafaldet, at der ikke blev interviewet forældre med børn i børnehaver med lav blybelastning.

Der blev gennemført 10 interviews med i alt 11 børneforældre. 8 mødre og 3 fædre. To familier kom fra Bispebjerg. De havde børn i en børnehave med en blybelastning på 150 mg/kg jord, og børnehaven stod for at skulle have skiftet jord 5). 3 familier boede i Vanløse og havde børn i en børnehave med en blyforurening på 128 mg/kg. Børnehaven stod for at skulle have skiftet jord. 3 familier kom fra Christianshavn og havde børn i en børnehave med en belastning på 95 mg/kg, denne havde i løbet af sommeren fået skiftet jord og jernbanesveller. 2 familier boede i Sundby på Amager og havde børn i en børnehave med en belastning på 150 mg/kg. Børneforældrene havde forskellig uddannelsesmæssig baggrund og repræsenterede forskellige boformer: villa, rækkehus og lejlighed. Deres børn var mellem 3 og 5 år gamle. (Opgørelse over forældrene vedlagt som bilag 3).

Vurderet i relation til forældrene i spørgeskemaundersøgelsen fordelte forældregruppen sig med 1/3 i hver af de erhvervskategorier, som er beskrevet i spørgeskemaundersøgelsen.

Interviewene blev gennemført hjemme hos børnefamilierne. De tog i gennemsnit en time. De blev transskriberet og fylder hver mellem 20 og 25 sider i transskriberet form.

4.3 Beskrivelse og tolkning af interviews

I det følgende beskrives de overordnede emner, sådan som børneforældrene beskrev dem, og tolket af os i relation til de teoretiske perspektiver som bedst perspektiverer forældrenes udtalelser.

Som illustration til analysen præsenteres forskellige udsagn fra interviewene. Disse repræsenterer forældrenes erfaringer og overvejelser. Citaterne er valgt, så de præsenterer generelle opfattelser i den interviewede forældregruppe. Det gælder også, hvor der i rapporten alene citeres en enkelt forælder.

4.3.1 Hvad er forurening?

For børneforældrene var forurening et spørgsmål om støj, os og snavs. En forælder siger: ”Ja, men det er støj. Og det er os, og det irriterer mig…6) jeg kører den vej, og henter børn der også. Og det generer mig, støjen. Og om sommeren, der kan jeg lugte det, meget mere end om vinteren, og det generer mig”.

For børneforældrene er det især støjen og luftforureningen, forårsaget af biler, som er generende, både for dem selv og deres børn. Forureningen er meget håndgribelig. Det er noget, der kan høres (støj) og lugtes (os), og det er snavset. Flere gør opmærksom på, at når man har været væk fra byen og vender tilbage, så lugter den snavset Sammenfattende er forureningen til stede, og noget alle tænker på. Men samtidig skal man kunne leve med og håndtere den. Flere er således inde på, at forurening er et vilkår, der følger med, når man bor i byen. De beskriver også, at hvis man ikke kan leve med forureningen, så er man nødt til at flytte fra byen, ”drastiske valg”, som forældrene siger. Og i og med at familierne i denne undersøgelse stadig bor i byen, så har de besluttet (eller været nødt til at beslutte), at forureningen kan de leve med. Udtalelsen ”det er nok ikke så slemt” går igen.

Karakteristisk for forældrenes opfattelse af forurening er, at de selv er med til at skabe den. Flere forældre gør opmærksom på modsætningen mellem deres brug af bil og den forurening, den skaber. Denne adærd er et spørgsmål om at få familielivet til at fungere, selvom man så forurener selv. Nogle vælger at bruge cyklen, og ser det som en forureningsnedsættende faktor. De inddrager ikke den sundhedsmæssige betydning af, at de selv udsætter sig for den forurening, de omtaler fra bilerne.

Karakteristisk for forureningen af møg (i betydningen møgbeskidt), støj og os er, at den er synlig. Den står dermed i modsætning til den forurening, som ikke kan ses, høres og lugtes, f.eks. jord- og vandforurening.

Når børneforældrene skal prioritere indsatsen mod forureningen, er det helt klart luftforureningen, især fra bilerne, som får første prioritet. En far siger: ”Trafikken er ..en meget større sundhedstrussel end forurenet jord. Men det er ligesom, at man accepterer det som et vilkår.. det er noget, som man må tage med, når man bor i en by”.

Madforurening er noget, mange forældre nævner. Maden opfatter de som forurenet med tilsætningsstoffer, som de forsøger at undgå eller begrænse. Det samme gælder for tilsætningsstoffer i og forurening via rengøringsmidler mm. Det, der er karakteristisk for denne form for forurening, er, at den opfattes, som noget den enkelte kan kontrollere. Man kan købe økologisk, undgå tilsætningsstoffer og bruge vaskemidler, som ikke forurener. Det begreb, der hyppigst bruges om maden, er, at den skal være ”ren”. Dette i kontrast til den ”snavsede” forurening.

En mor, der har en uddannelse i og arbejder med miljøproblemer, har en anden definition på forurening, som ligger meget tættere på den videnskabelige. Hun siger ”forurening er gift eller skadelige stoffer, som spredes til luft, jord eller mad. Som findes i grundvand, drikkevand og badevand – som skader mennesker”. Men hendes daglige adfærd er ikke anderledes end de andre børneforældres.

Sammenfattende er forurening således ikke et entydigt begreb hos de interviewede børneforældre, og deres holdninger er præget af, at de skal leve med forureningen i deres dagligdag.

4.3.2 Hvornår bliver forurening relevant?

De interviewede børneforældre ser forurening som noget, der er til stede, men som de må leve med. En mor siger om vandforurening ”så må vi håbe, at han ikke tager skade af det”. Andre siger ”det (sygdom) sker kun for andre”. En mor udtrykker det samme om jordforureningen i børnehaven. Hun føler det anmassende og som noget, hun ikke har bedt om at få ind på livet – ”Og det synes jeg er.. for dårligt, at man ikke reagerer hurtigere… I virkeligheden, så giver det lidt en følelse af at.. jeg er havnet i det her problem. Fordi.. sådan noget, det er noget, der kun sker for andre. Men når det (forureningen) ikke indvirker på en, så glemmer man det. Der er Gud ske lov ingen af os, der har astma og sådan noget, så vi mærker det ikke”.

”Så længe man er rask, er der ingen problemer”, siger en mor, og det, hun specielt tænker på, er sygdomme som astma. En mor, som har haft et barn med astmatisk bronkitis (og således haft problemerne inde på livet), ser en relation mellem barnets sygdom og luftforureningen. Familien har taget konsekvensen (som de andre taler om) og er flyttet ud i byens periferi. At moderens måde at se sammenhænge på er anderledes end videnskabens kommer til udtryk, når hun kæder det mindste barns mellemørebetændelse sammen med madforurening.

Sammenfattende er forurening et vilkår ved at leve i byen. Den bliver først relevant hvis børnene bliver syge, for sygdom ses bl.a. som et resultat af forurening. Og som ved sygdom generelt er det et vilkår, som indtil man selv bliver syg, findes i livets periferi. Når sygdom så opstår, begynder man at tænke i årsager og skaber forklaringsmodeller, som bl.a. indeholder overvejelser over sygdommens årsag.

4.3.3 Forurening af jord og legepladser

Jordforurening og forurening af legepladser ser forældrene også i udpræget grad som et spørgsmål om synlighed og kontrollerbarhed. Forurening af legepladsen handler mest om katte- og hundelort i sandkassen. Disse kan man selv fjerne, hvorved forureningen bliver kontrollerbar.

Man går ud fra, at de offentlige legepladser ikke er forurenede. Som en far siger ” Der er faktisk en naturlegeplads tæt på Christianshavn, hvor jeg tilfældigvis gik forbi. Og der..var sat store skilte op,.. en advarsel til folk (om at legepladsen var forurenet). Jeg har ikke set sådan ét (tidligere)..”. Med andre ord er det først, når budskabet træder ind i den egne virkelighed, at forureningen bliver virkelig. Det er først, når forældrene ser skiltene på den offentlige legeplads med forurening, at det går op for dem, at den kan være forurenet med andet end dyrenes efterladenskaber.

Den egne have har blandt forældrene en speciel status som ren. Den anses ikke for at være forurenet til trods for, at den måske ligger op af et forurenet banelegeme. Medens forældrene ikke ville drømme om at spise de bær, der vokser langs banelegemet, så spiser de frugt og grønt fra egen have, som måske yderligere ligger på en tidligere losseplads. Til gengæld er det ofte begrænset, hvad familierne har af frugt og grønt i haven. Haven prioriteres til leg og afslapning, hvilket gør, at man begrænser arbejdet og dermed grøntsagerne. Der er ingen af forældrene i interviewene, som udtrykker, at de er lige glade med forureningen, eller at børnene ikke leger ude.

I relation til børnene er der mange ting, der spiller en rolle. F.eks. siger flere forældre, at børn skal have lov til at være børn. De skal kunne snavse sig til og more sig. Og de må ikke gøres bekymrede for forurening.

4.3.4 Forurening af børnehavejorden

For mange forældre handler forurening i børnehaven om bilos, støj og efterladenskaber fra hunde og katte.

Når de taler i generelle vendinger omkring børnehaver og forurening, siger flere, at ”de (myndighederne) ville ikke lave en børnehave sådan et sted”. Eller sagt med andre ord, den generelle holdning er, at man ikke kan forestille sig, at myndighederne udsætter små børn for forurening ud over den generelle.

I relation til deres eget barn nedtoner forældrene den potentielle risiko ved forurening og bemærker, at ”det er nok ikke så slemt”. Som en mor udtrykker det: ”jeg har tænkt, at det ikke var specielt vigtigt. Fordi så ville de (børnehavens ledelse) jo heller ikke lade børnene lege (i jorden), de har jo rendt og leget i jorden derhenne”

Andre synes om den forurenede jord ” at det er synd, børnene ikke kan grave huller”. En mor beskriver, at det med den forurenede jord ikke er noget problem, fordi hendes barn er børnehavebarn og ikke putter jord i munden. Som hun siger ”de spiser jo ikke jord på det tidspunkt – altså, jeg er ikke sikker på, at det overhovedet udgør en risiko”.

En mor, der har professionel viden om bly og et barn i en børnehave, som skal have skiftet jorden, siger: ”bly, det er jo selvfølgeligt et giftigt metal. Men det er jo alle steder, hvor der er meget trafik. Og specielt er det jo fra før den blyfri benzin kom, så jeg tror, at man skal spise meget jord for at få blyforgiftning”. Flere andre argumenterer for at blyforurening fra benzin er en form for ”begrænset” forurening, der nu er stoppet.

En anden mor siger om håndvask i børnehaven, at ”det ved jeg jo ikke (om de vaskede hænder efter leg i jorden). Det var jo i børnehaven, det foregik. Vores jord er ikke forurenet”. (Børnehaven og egen have ligger i samme område). Når forældrene taler om håndvask som indsats imod jordforurening, relaterer de det til noget, der skal ske i børnehaven. En indsats som er uden for deres kontrol. En husker, at de i børnehaven fik udleveret en pixibog om jordforurening og håndvask. Men det var for 3-4 år siden og til et ældre barn. Hun nævner selv, at hendes børn vasker hænder i forbindelse med måltider. Andre forældre nævner ikke spontant relationen mellem håndvask og jordforurening, ej heller information de har modtaget om dette.

Så længe der ikke er håndgribelige tegn på forurening, oplever forældrene ikke, at det er deres problem, men et problem, som børnehaven må håndtere.

En mor beskriver, at barnets børnehave er på venteliste til at få jorden skiftet ud. Hun siger ”nå, men så tænker man, så er den nok ikke så slem som de andres. Så det går nok”. Hun tolker således, at det bliver positivt og håndterbart.

Svellerne, som er blevet fjernet i mange børnehaver, betragter forældrene som et synligt og afgrænset problem, som de ikke er specielt foruroligede over, og som der kan tales åbent om. Anderledes synes det at forholde sig med den forurenede jord, når man begynder at fjerne den. Det er først, når der bliver gravet op i børnehaven, at jordproblemet jf. forældrenes beskrivelser bliver virkeligt, fordi opgravningen viser, hvor meget der skal fjernes. Og så begynder de at spekulere. En far siger ”nu har de arbejdet på det i 10 uger, og de sagde, at det ville vare 4”. Faderen tolker de 10 uger som et udtryk for, at det må være meget værre end forventet. Han spørger børnehaveledelsen, men får ikke noget ordentligt svar.

De fleste forældre beskriver, at de ikke insisterer på at få oplysninger fra personalet om forureningens karakter. Som en mor forklarer: ”jeg er også bange for, at det skal gå ud over mine børn, at jeg er sådan én, der kommer og kritiserer”.

Sammenfattende ser det ud, som om relationen til børnehaven er ømtålelig for forældrene, hvilket kan betyde, at de ikke insisterer på at få oplysninger.

4.3.5 Information om jordforurening

I interviewene fortæller flere forældre, at de har været til informationsmøder i børnehaven omkring det, at jorden skulle udskiftes. Nogle er blevet informeret om, at der er tale om bly. Men de giver ikke udtryk for, at de havde specifikke behov for information på dette tidspunkt, og en del er slet ikke klar over, hvilken form for forurening, der er tale om. Andre husker alene, at de har fået besked om opgravning, men ikke årsagen. En mor gør opmærksom på, at hun ikke er klar over, om det er børnehaven, der informerer dårligt, eller den selv er blevet informeret dårligt. Der er således ingen af forældrene, der har tjek på, hvordan og gennem hvem informationsstrømmen går, og det gør det måske også svært f.eks. at søge oplysninger hos myndighederne. Og derfor bliver det institutionen, der set fra forældrenes synspunkt kommer til at bære hele oplysnings- og vidensformidlingsansvaret. Det gælder for alle de interviewede forældre, at de bor i en kommune, hvor man har valgt alene at informere om jordforurening gennem institutionen.

Når udskiftningen af jord er en realitet, giver forældrene udtryk for, at der er et behov for yderligere og specifik information.

En far siger ”..det kom meget bag på mig. En dag, da jeg..skulle aflevere min søn, så var børnehaven gravet op. Jeg havde ikke hørt noget inden. Det er jo klart, man bliver bekymret over, hvad det nu skyldes - og jeg så selv nede i jorden, at de rodede rundt i sådan nogle olie- plamager, og det så meget voldsomt ud. Et eller andet sted har vi altid vist, at der var noget forurening dernede, fordi man har talt meget om de trykimprægnerede stolper, som har afgrænset sandkasserne… men jeg tror ikke rigtig, at der har været nogen forældre, der har været så opmærksomme på (det).” Citatet understreger, at forældrene ikke skelner mellem forskellige typer forurening, men slår dem sammen i en kategori.

En far fortæller, at den sandkasse, der er udgravet i 1 1/2 meters dybde, og som ikke bliver fyldt med nyt sand, giver ophav til mange tanker. I en sådan situation er der nogle (få) forældre, der spørger. Typisk de forældre som har et fagligt kendskab til forurening. Men denne mors beskrivelse er typisk: ” Jamen, jeg fik ikke noget at vide. Jeg har faktisk spurgt lederen, hvad det var, den egentlig var forurenet med. Men det vidste de ikke noget om. Fordi jeg beskæftiger mig selv med miljø i forbindelse mit arbejde. Jeg arbejder i miljø-afdelingen. Og så spurgte jeg: ”Er det tungmetaller?” Jamen, det vidste de ikke. Det var måske noget gammelt forurening. Og vi har også diskuteret omkring et højere hegn, måske kunne afhjælpe noget af det os og partikler, der kunne komme ind... Men det mente ledelsen ikke. Så jeg har sådan set indtryk af, at pædagoger og ledelse intet ved om det. Jeg ved ikke, om de har sat sig ind i det, men de ved intet om det.”

Men en far gør opmærksom på, at information ikke kun er en ting, men kan gives på mange måder. ”Vi er jo aldrig nogensinde blevet orienteret om, hvor galt det egentlig er med den forurening. Vi har hørt en masse ting og fået en masse ting at vide, af pædagoger og andre lægfolk, men vi har aldrig nogensinde fået en officielhenvendelse fra Københavns Kommune, hvor de skriver at – ”Kære forældre…– Det har vist sig, at jeres børnehave er forurenet. Det er så-og-så slemt. Vi vurderer risikoen til at være sådan-og-sådan.” .. Og egentlig så synes jeg, hvis det er en – hvis grunden er forurenet, og det er alvorligt, så vil jeg egentlig gerne have en personlig orientering. Dvs. et brev med mit navn skrevet på, eller med min kones navn skrevet på, eller med mit barns navn skrevet på, hvor Københavns Kommune, uden at lægge fingrene imellem, fortæller mig om, hvor galt det er, sådan at jeg kan tage stilling til, hvad jeg udsætter mit barn for ved at aflevere det i børnehaven”.

4.3.6 Opsummering

• For familierne er forurening en del af det at bo i byen. Forurening er røg, støj og møg. Den er registrerbar i hverdagen. Jordforurening, som ikke er registrerbar, er derfor en anden type forurening, end den familierne umiddelbart tænker på.
• Forurening er noget der både er ukontrollerbart (f.eks. et muligt udslip fra Barsebäk) og noget, man selv mener at kunne kontrollere (f.eks. madforurening)
• Familierne har tendens til at definere egen have som ”ren”, selvom den ligger i et forurenet område. Dette er udtryk for, at haven klassificeres som hørende til hjemmet.
• Jordforurening af legepladser er i forældrenes tanker primært efterladenskaber fra hunde og katte, som de selv fjerner. Anden jordforurening af legepladser er generelt ikke noget, forældrene overvejer. Den bliver først synlig i det øjeblik, der bliver sat skilte op på legepladsen.
• Forældrene giver udtryk for, at de opfatter denne sidstnævnte type jordforurening af legepladsen som noget, kommunen tager sig af.
• Forurening af jorden i børnehaver håndteres forskelligt blandt forældrene. De, der har fået skiftet jorden ud, er rystede over hvor meget, der er blevet gravet op, over hvor lidt information, de har fået, og hvordan de oplever, at de ved at spørge ledelsen (som ikke ved noget) kan blive rubriceret som besværlige forældre. De, der endnu ikke har fået skiftet jorden ud, men skal have det, beskriver, at de har været til informationsmøde i børnehaven. Men det eneste, de kan huske bagefter, er, at der skal skiftes jord. Er de ikke de første, der skal have skiftet jord, tolkes denne oplysning som et udtryk for, at deres børnehave ikke er så slemt ramt.
  

4.4 At leve med risiko

Kvalitativ forskning er optaget af de betydninger, som begreber tillægges af den enkelte. I dette projekt er et af fokusområderne, hvordan informanter i bestemte sociokulturelle miljøer (her bestemt af bosted) lever med og konstruerer et risikobegreb, som giver mening for dem. Samtidig sker denne risikokonstruktion indenfor bredere samfundsbestemte rammer. En beskrivelse af disse samfundsbestemte rammer kan man finde i den samfundsvidenskabelige teori omkring risikobegrebet. På den måde sættes forældrenes syn på og håndtering af forurening ind i et større teoretisk perspektiv. Denne mere teoretisk orienterede synsmåde gør det muligt at komme et niveau videre fra forældrenes specifikke udtalelser ”sådan gør vi” til en mere overordnet forståelse af, hvorfor mennesker under dagens samfundsbetingelser handler, som de gør, udtrykt på en anden måde ”hvad det sagte er udtryk for”.

Visse former for forurening af jorden er en risiko for de børn (eller andre), der kommer i berøring med jorden. Risikoen er en risiko i forhold til helbredet, det vil sige en sundhedsrisiko.

Jordforurening og de tanker, som forældre og andre gør sig, kan derfor med fordel sættes i relation til teoretiske perspektiver på opfattelsen af og håndteringen af risiko. I det følgende er det især antropologen Mary Douglas 7), sociologerne Anthony Giddens og Ulrich Beck og historikeren Michel Foucault, der refereres til. Douglas interesserer sig for relationen mellem risiko og kultur og ser risiko som noget, der håndteres ud fra kulturelle spilleregler. Giddens og Beck er optaget af betydningen af risiko i relation til forskellige historiske epoker, og ser risikoopfattelsen som bestemt af samfundets struktur. De skriver om risikobegrebet i samtiden, som de omtaler som det senmoderne. Foucault har samme interesse som Giddens og Beck, nemlig at se risikoopfattelsen i relation til forskellige historiske epoker. Men han er optaget af statens rolle i håndteringen af risiko, et perspektiv, der er interessant for vores problemstilling, specielt i relation til formidling af information om forurening.

4.4.1 Risiko og kultur

Ifølge Douglas skal risiko forstås i relation til den kulturelle sammenhæng, hvori den forstås og forhandles. Der er således ikke ét risikobegreb men mange, som fungerer i forskellige sociale sammenhænge. Definitioner af risiko skaber grænsedragning, specielt mellem det risikofyldte og det ikke så risikofyldte. Også den klassiske opdeling i rent og urent findes i relation til forurening, når den betragtes som røg, støj og møg, d.v.s. snavs.

For den enkelte bliver risiko en del af menneskelivet. Risiko er noget, der kan håndteres gennem menneskelig intervention, og risiko forbindes med opfattelser omkring valg, ansvar og bebrejdelse.

For Douglas og andre kulturforskere er risiko ikke et statisk begreb, hvis indhold bestemmes objektivt, f.eks. via videnskabelig erkendelse. Det er et begreb, hvis indhold genereres i en social sammenhæng. Risikobegrebet er hele tiden åbent for forhandling og ændring. Hovedformålet med at afgrænse risikoen er, at bringe orden, betydning og håndterbarhed af risikoen i relation til de livsbetingelser, som den enkelte har. Det er det, der sker, når familierne bruger fravær af sygdom hos børnene som udtryk for (tolkning på), at forureningen nok ikke er så slem. Et andet eksempel er, når familierne betragter deres havejord som ”ren” i modsætning til omgivelserne, som betragtes som forurenet. Her skaber de orden i et system, hvor hjem betragtes som rent, og det der er udenfor som urent. For at haven kan inkorporeres i det rene, må den symbolsk kategoriseres som ikke-forurenet.

Når familierne i en anden sammenhæng bemærker, at de i børnehaven alene fik besked på, at jorden skulle udskiftes, og at de i øvrigt ikke stod først på listen, hvorfor det ”nok ikke var så farligt”, må det tolkes som en måde at gøre problemet håndterbart på. Denne tolkning understreges af spørgeskemasvarene på scenariet omkring den forventede handling i tilfælde af mistanke om forurening i børnehaven. Her svarer de fleste, at man skal tage det roligt, undersøge og undgå panik. Alle tre ting, som gør problemet håndterbart for en børnefamilie, som ikke oplever, at den kan gøre meget for at undgå den samfundsskabte forurening. Som de i øvrigt selv ser de bidrager til.

4.4.2 Samfundet i senmoderniteten

Samfundet i senmoderniteten er præget af opfattelser og vilkår, som gør denne tidsperiode anderledes end tidligere perioder. I det senmoderne opfattes risiko som et livsvilkår, men også som en ting, der kan håndteres, kan forebygges og til en visgrad undgås. Man har dog ikke længere troen på fremtiden som fri for risiko, men heller ikke troen på, at risiko er skæbnebetinget og rammer tilfældigt. Risiko er blevet et livsvilkår. Noget den enkelte må leve med og forholde sig til. Men samtidig også noget den enkelte ikke personligt kan forhindre eller kontrollere.

Det er dette meget globale risikobegreb, som informanterne refererer til, når de taler om risikoen ved atomudslip og den generelle risiko ved luftforurening mm.

Risiko eksisterer ikke alene i relation til omgivelserne, men findes også i hverdagslivet som noget, den enkelte bør styre og kontrollere. Samtiden lægger, med dagens individualisme og opfattelsen af livet som formbart, et yderligere ansvar på den enkelte med hensyn til at styre og forme sit liv. Risikoen og dens styring kommer til udtryk, når familierne, for at undgå tilsætningsmidler i maden, vælger at spise økologisk. De ved godt, at de ikke kan gøre meget for at få nedlagt Barsebäck, men maden, den har de kontrol over.

Der er således en generel optagethed omkring at forebygge risiko, hvor forebyggelse af problemerne kan ses som et forsøg på at bringe fremtiden under kontrol. Det er i denne sammenhæng, at staten får en rolle som forebygger af/ beskytter mod risiko.

Både Beck og Giddens bruger begrebet refleksivitet i beskrivelsen af risiko. Dette begreb knyttes både til individet og til staten. I refleksiviteten ligger, at opfattelser f.eks. af risiko og sundhed løbende ændres. En af de ting, der indgår i refleksiviteten, er “ekspertviden”. Men ekspertviden er ikke nogen fast størrelse, fordi den hele tiden ændres. Dette ses bl.a. i ernæringsdebatten, hvor det rigtige, det sunde, løbende ændres. Men det forekommer også indenfor forureningsdebatten.

Eksperten i det senmoderne er, i modsætning til tidligere eksperter, ikke en person i kød og blod, men en institution. Råd og anvisninger, som tidligere kom fra andre personer i lokalsamfundet, kommer nu fra upersonlige statsinstitutioner. Rationalet for rådene er ikke, som tidligere erfaring eller personlige oplevelser, men begrundes ofte i udregninger, tal, og fremskrivninger, og tal er upersonlige.

4.4.3 Risiko og tillid

Samtidig etablerer mennesker i følge Giddens nære personlige relationer, som bygger på tillid. Børnehaven er del i en sådan nær relation. Og spørgsmålet om tillid kommer op netop i relation til oplysning om forurening. Når børnehaven f.eks. ikke kan eller vil fortælle om måleresultater, oplever forældrene et brud på tilliden.

Men tillid er ikke noget, man kan skabe permanent. Den skal vindes og løbende forhandles. Også eksperterne har brug for tillid. I den sammenhæng er det ikke godt for tilliden, hvis eksperternes budskaber enten er uklare, som man ser det omkring fødevarer, eller ikke kommer direkte frem. Som en del af forældrene giver udtryk for i denne undersøgelse.

4.4.4 Statens rolle

Foucault gør opmærksom på, at staten, når den opstår, får en interesse i at styre befolkningen, bl.a. dens sundhed. Det er i denne sammenhæng, at eksperterne opstår. Viden om samfundet indsamles og bearbejdes af disse. Den viden, der opsamles, er ofte statistisk, og formidling af resultaterne sker via tal, f.eks. gennemsnit.

Risiko bliver problematiseret, beregnet og opfattet af staten som noget, der kan styres. Nogle grupper i befolkningen udpeges som værende i høj risiko og andre i lav risiko. Perspektiver som vi tydeligt ser i relation til livsstilens betydning for sundheden.

I relation til de resultater, som er indsamlet og bearbejdet af staten, fastsættes generelle retningslinier. Disse retningslinier implementeres og håndteres af amter og kommuner. Men amter og kommuner og disses ansatte, er også en form for upersonlige eksperter, som ikke har en personlig relation til borgerne, og dette påvirker mulighederne for deres oplysningsindsats.

4.4.5 Kommunikation om risikoen

I relation til oplysninger om risiko er det karakteristisk, at kommunikationen oftest sker gennem relativt upersonlige kommunikationskanaler (kommune, TV). Dette har betydning for modtageren og den tillid, der kan opbygges uden sociale relationer.

Det interessante i styringen af risikoen er, ifølge Lupton 8) (1999), at det enkelte menneske frivilligt arbejder med på og til en vis grad underlægger sig statens interesser. En form for selvkontrol – eller i dette tilfælde kontrol over en sårbar gruppe: børnene og deres sundhed. Diskursen om risiko handler generelt om kroppen, et perspektiv vi genfinder i relation til jordforurening, hvor det også er risikoen for den sunde krop, der er i fokus.

I håndteringen af risiko ligger et stærkt element af forebyggelse. At ikke håndtere risiko bliver betragtet som at fejle. Opførsel, der sigter mod at undgå risiko (f.eks. håndvask), bliver derfor et moralsk projekt, som bliver udtryk for selvkontrol, viden og selvforbedring. Lupton gør opmærksom på, at tanken om, at man er personligt ansvarlig for at undgå risiko, grundlægges tidligt i barndommen. Et godt eksempel på dette er ting som håndvask, tandbørstning mm.

4.4.6 Risiko i kontekst

Der er ofte forskel på den måde, som eksperterne og læge personer opfatter risiko. Simpelthen, fordi de to grupper sætter risiko ind i to forskellige sammenhænge. Eksperterne i relation til hele befolkningen (f.eks. via epidemiologien), mens den enkeltes referenceramme er det levede hverdagsliv med dets vilkår, forhandlinger og muligheder. Der er tale om to former for rationalitet.

4.4.7 Opsummering

Det teoretiske perspektiv supplerer således informanternes udtalelser, og sætter forståelsen af deres holdninger til og håndtering af risiko ind i et større teoretisk perspektiv:

• At der er forskel på hverdagslivets og videnskabens opfattelse af risiko.
• I det levede hverdagsliv skal forurening gøres kontrollerbar og håndterbar. At man samtidig har en opfattelse af, at der også er ikke-håndterbar forurening, er ikke en modsætning, men en logisk konsekvens af håndteringen af risiko. 31 .
• Mennesket i dagens samfund er opdraget til og vil gerne udøve kontrol for at have styring over eget liv. Men denne kontrol skal ligge indenfor det muliges grænser
• Tillid er vigtig i formidling af oplysning, samtidig med at det må erkendes, at ”det rigtige” ikke er endeligt, men foranderligt og forhandlbart, både af eksperter og brugere.
• At statens, amternes og kommunernes rolle som formidler er underlagt nogle betingelser, som vanskeliggør arbejdet, idet der er tale om en upersonlig formidling, som ikke skaber den sociale relation, som formidling almindeligvis bygger på.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |