Statistik for madaffald 2001

3 Datakvalitet

3.1 Skøn af potentialet
      3.1.1 Potentialet bestemt gennem andre undersøgelser
3.2 Kilder

”Statistik for madaffald 2001” bygger på indberetninger fra de danske anlæg, der oparbejder madaffald til foder.

Dækningen er 100 %, og den indberettede mængde baseres på vejning af affald, madpulp m.v. Disse dele af statistikken er således fuldstændige og dækkende. I det følgende påpeges de områder, hvor ”Statistik for madaffald 2001” er behæftet med usikkerhed og skøn.

3.1 Skøn af potentialet

Anlæggene har givet deres skøn på potentialet for indsamling af madaffald.

Anlæggene angiver meget forskellige skøn for potentialet af madaffald fra detailhandel og fremstillingsvirksomhed. Dette kan skyldes der endnu ikke er tilstrækkelig erfaring med indsamling af madaffald fra disse kildetyper. Beregning af en indsamlingseffektivitet for madaffald fra detailhandel og fremstillingsvirksomhed bliver usikker så længe der ikke foreligger en mere præcis bestemmelse af potentialet.

Ét oparbejdningsanlæg skønner, at potentialet for indsamling af madaffald fra storkøkkener kun udgør 20.000 tons pr. år. Dette er mindre end den faktisk indsamlede mængde madaffald fra storkøkkener. Der er således behov for at justere den nedre grænse for potentialet for madaffald fra storkøkkener.

3.1.1 Potentialet bestemt gennem andre undersøgelser

Andre undersøgelser har ligeledes søgt at fastlægge potentialet for madaffald. Fælles for disse undersøgelser er, at når potentialet for madaffald fra detailhandel og fremstillingsvirksomhed skal bestemmes, så er resultatet generelt forbundet med stor usikkerhed. Andre undersøgelser peger således på at potentialet sandsynligvis er større. Det kunne overvejes fremover at bestemme potentialet på baggrund af disse andre undersøgelser.

3.2 Kilder

Der er en mindre usikkerhed angående, hvor mange kommuner og virksomheder der har etableret ordninger for indsamling af madaffald fra storkøkkener. Ikke alle kommuner har storkøkkener og muligvis kan flere oparbejdningsanlæg modtage affald fra samme kommune.

Større usikkerhed er knyttet til opgørelsen over antallet af virksomheder i detailhandel og fremstillingsindustrien, hvorfra der indsamles fast madaffald. Usikkerheden har dog kun betydning for beregning af den gennemsnitlig indsamlede mængde madaffald pr. virksomhed.