Statistik for madaffald 2001

2 Kortlægningens resultater

2.1 Potentiale
2.2 Indsamling
2.3 Afsætning
      2.3.1 Madpulp
      2.3.2 Kød-/benmel m.v.

2.1 Potentiale

I 2001 skønnede anlæggene, at potentialet for indsamling af madaffald fra storkøkkener var mellem 20.000 og 30.000 tons. I samme periode skønnede anlæggene at mellem 5.000 og 20.000 tons madaffald potentielt kan indsamles fra detailhandel og fremstillingsindustri.

Det totale potentiale for indsamling af madaffald skønnes således at være mellem 25.000 og 50.000 tons.

Det skal pointeres, at der er tale om et skøn, hvorfor det anførte potentiale skal tages med forbehold. Især er der stor variation i anlæggenes skøn over potentialet af madaffald fra detailhandel og fremstillingsvirksomheder.

Lovpligtig indsamling af madaffald fra storkøkkener har eksisteret siden 1986, jvf. afsnit 1.4. Det betyder, at såvel affaldsproducenter som affaldsmængde i dag er identificeret og kendt. Usikkerheden omkring fastlæggelsen af potentialet for mængden af madaffald fra storkøkkener må først og fremmest tilskrives om den enkelte affaldsproducent frasorterer al madaffald til indsamling.

For indsamling af madaffald fra detailhandel og fremstillingsvirksomhed findes ingen lovhjemmel. Her er der usikkerhed omkring såvel antallet af affaldsproducenter som mængden af madaffald pr. affaldsproducent.

Som påpeget i afsnit 1.2.1, så viser andre undersøgelser, at mængden af organisk affald alene fra dagligvarehandelen er ca. 46.000 tons, /12/. Såfremt dette er korrekt, så er potentialet for indsamling af madaffald langt større end det skønnes af behandlingsanlæggene. Den følgende gennemgang viser også, at det kun er et meget begrænset antal virksomheder fra dagligvarehandelen, hvorfra der i dag indsamles madaffald.

Udover dagligvarehandelen, så er der også andre virksomheder inden for detailhandel og specielt blandt fremstillingsvirksomheder, der frembringer madaffald, der potentielt kunne indsamles.

2.2 Indsamling

I år 2001 har DAKA, KAMBAS og PNA 83 haft aftaler i henholdsvis 96, 129 og 155 kommuner om indsamling af madaffald fra storkøkkener. I nogle kommuner er der således aftaler med flere indsamlere af madaffald.

Ikke alle anlæg kan oplyse den eksakte fordeling af indsamlet mængde, og antallet af indsamlingssteder for storkøkkener henholdsvis detailhandel og fremstillingsvirksomheder.

Det skønnes, at der i 2001 blev indsamlet madaffald fra ca. 2.090 storkøkkener, hvor der i år 2000 blev indsamlet fra ca. 2.100 storkøkkener – altså uændret antal.

Der indsamles fast madaffald fra ca. 70 detailhandelsbutikker og fremstillingsvirksomheder, hvilket ligeledes er uændret i forhold til tidligere år.

I Tabel 2.1 er vist mængden af madaffald indsamlet og behandlet på oparbejdningsanlæggene i perioden 1997 - 2001.

Tabel 2.1
Madaffald indsamlet og behandlet på oparbejdningsanlæg. Tons.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2.1‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2.1‘‘

For årene 1997-2000 er mængden afrundet til hele 100 tons.
Kilde: Indberetninger til Statistik for madaffald 2001.

I 2001 har oparbejdningsanlæggene modtaget og behandlet 20.637 tons madaffald fra storkøkkener. Det svarer til mængden, der er indsamlet tidligere år.

Med 2.090 storkøkkener, hvorfra der indsamles madaffald, så indsamles der gennemsnitlig 9,9 tons madaffald pr. storkøkken. Dette svarer til 190 kg madaffald pr. storkøkken pr. uge.

Indsamlingseffektiviteten for indsamling af madaffald fra storkøkkener er (i forhold til det skønnede potentiale for indsamling af madaffald, 20.000 – 30.000 tons) 70 - 100 %.

I 2001 modtog og behandlede oparbejdningsanlæggene 3.144 tons fast madaffald fra detailhandel og fremstillingsvirksomhed. Det er et fald på 340 tons (10 %) i forhold til 2000.

Med ca. 70 indsamlingssteder for fast madaffald fra detailhandel og fremstillingsvirksomhed blev der i 2001 gennemsnitlig indsamlet 44,9 tons fast madaffald pr. virksomhed. Dette svarer til 864 kg pr. virksomhed pr. uge.

Indsamlingseffektiviteten for indsamling af fast madaffald fra detailhandel og fremstillingsindustri er (i forhold til det skønnede potentiale for indsamling af madaffald, 5.000 – 20.000 tons) 16 – 63 %.

2.3 Afsætning

2.3.1 Madpulp

Udover madpulp oparbejdes en del af madaffaldet til kød-/benmel henholdsvis mel/fedt.

PNA 83 og KAMBAS oparbejder madaffald til madpulp. I 2001 blev der fremstillet og afsat 19.886 tons madpulp. Pulpen blev afsat til 30 lokale svineproducenter.

Prisen på madpulp er koblet til EU’s interventionspris for foderkorn og afregnes efter madpulpens foderværdi. Prisen på madpulp er ca.75 % af prisen på korn (opgjort pr. foderenhed –FE), mens substitutionsværdien er anslået til ca. 90 %.

Madpulp kan erstatte 20-30 % af foder – beregnet efter antallet af foderenheder. Erstattes 25 % af foderet med pulp, så rækker 19.000 tons madpulp til produktion af ca. 170.000 slagtesvin (25-95 kg), /3/.

Som hovedregel skal den enkelte svineproducent have en besætning på mindst 2.000 slagtesvin før investeringen i opbevaringssiloer m.v. kan forrentes.

2.3.2 Kød-/benmel m.v.

Tidligere år har KAMBAS oparbejdet en del af det indsamlede madaffald til kød-/benmel, hvilket de ikke gjorde i 2001. DAKA fremstiller mel/fedt på basis af det indsamlede madaffald.

I alt fremstilles ca. 1.000 tons mel/fedt. Mængden er lavere i forhold til tidligere år - og er ekskl. den mængde, der er oparbejdet til madpulp.