Affaldsstrategi 2005-08Bilag E: FraktionerE 1 Animalsk affald herunder madaffald fra storkøkkener
E 1.1 Status Sigtelinie år 2008
Der produceres animalsk affald på både slagterier og i fiskeindustrien samt i storkøkkener. En stor del af det animalske affald er hidtil betragtet som homogene biprodukter og indgår derfor ikke i ISAG (Informationssystemet om affald og genanvendelse, se bilag B), men har været oparbejdet til kødbenmel og fedt. I industrien produceres der årligt 1,0 – 1,5 mio. tons animalsk affald. Affaldet er biologisk nedbrydeligt affald ofte med lavt tørstofindhold. Hovedparten er hidtil genanvendt enten gennem oparbejdning til kødbenmel og fedt eller ved tilførsel til biogasanlæg som energikilde. Med problemerne om BSE og mund- og klovsyge epidemien i England i 2001 er der kommet øget fokus på genanvendelsen og håndteringen af animalsk affald. Dette er udmøntet i en forordning fra EU om animalske biprodukter i efteråret 2002. Der vil i fremtiden være kraftige begrænsninger eller forbud mod at anvende animalsk affald til kødbenmel med henblik på fodring af produktionsdyr. De ca. 800.000 tons animalsk affald, der årligt omdannes til kødbenmel og fedt, vil i fremtiden skulle genanvendes efter en hygiejnisering til gødningsformål eller skulle forbrændes. Dette vil sænke genanvendelsen fra det tidligere niveau på 95%. Fosforindholdet i kødbenmel er en vigtigt ressource, der bør udnyttes. Det samlede fosforindhold i kødbenmel vil kunne gøde ca. 400.000 ha med fosfor. Madaffald fra storkøkkener91 er hidtil blevet oparbejdet til dyrefoder. Dette er pr. 1. november 2002 ikke længere tilladt, og den fremtidige håndtering af storkøkkenaffald er blevet evalueretunder afklaring. Denne evaluering har medført, at kravet om indsamling af madaffald fra storkøkkener er ophævet per 1. august 2003. Indsamlingen af storkøkkenaffald har i de seneste år været ca. 22.000 tons. E 1.2 Fremtidige initiativer Midler
Der er i foråret 2003 udarbejdet nNye regler for genanvendelse og bortskaffelse af animalsk affald, herunder storkøkkenaffald er under udarbejdelse i foråret 2003 i samarbejde med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Årsagen til ændringen er, at det ikke er tilladt at anvende dette affald til dyrefoder. Reglerne indgår i Slambekendtgørelsen og har til formål at sikre den optimale behandling af det animalske affald udfra såvel miljømæssige som veterinære overvejelser. Der gennemføres undersøgelser af mulighederne for at genanvende øgede mængder animalsk affald til jordbrugsformål gennem bioforgasning. Der gennemføres forsøg med udvinding af fosfor fra slagge fra forbrænding af kødbenmel. E 1.3 Regulering Der er i foråret 2003 udarbejdet nye regler for håndtering af animalsk affald og storkøkkenaffald. Disse regler er udsted af såvel Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri som Miljøministeriet. E 1.4 Kapacitet Biogasfællesanlæg og biogasgårdanlæg vil kunne aftage en del af de organiske affaldsprodukter. For kødbenmel vil det dog ikke være muligt at tilføre hele mængden, bl.a. på grund af det høje gødningsindhold i kødbenmel, særligt fosfor, og de deraf følgende harmoniproblemer ved udspredning. En stor del af kødbenmelsproduktionen vil derfor også i fremtiden skulle forbrændes. E 1.5 Miljøvurdering Forbuddet mod anvendelse af kødbenmel og storkøkkenaffald til foder til produktionsdyr medfører væsentlige omlægninger af håndteringen af animalsk affald, og en større del vil derfor skulle forbrændes. Kødbenmel har en stor positiv brændværdi (ca. 15-16 MJ/kg), men der anvendes store mængder energi ved destruktionsanstalternes behandling af det animalske affald. Det bør derfor overvejes, om det er miljømæssigt bedre at brænde det animalske affald direkte. E 1.6 Økonomi Med vedtagelsen af EU’s forordning om animalske biprodukter92 er anvendelsen af kødbenmel som foder indtil videre forbudt. Ligeledes forbydes anvendelse af storkøkkenaffald til foder. Den danske kødbenmelsproduktion skal derfor i fremtiden forbrændes helt eller delvist. Det vurderes at mængden vil være ca. 200.000 tons pr. år. Affaldsafgiftsloven er i 2000 ændret, således at forbrænding af kødbenmel og animalsk fedt er fritaget for affaldsafgift. Forbrænding af kødbenmel sker dels på forbrændingsanlæg og dels i cementindustrien. Alene udgiften til forbrænding af kødbenmel koster mindst 100 mio. kr. pr år. Dertil kommer udgifter til indsamling og behandling i samme størrelsesorden. Ophævelsen af kravet om indsamling af madaffald fra storkøkkener93 vil medføre mindre omkostninger for restauranter og storkøkkener til håndtering af affald.Ændringen i håndteringen af madaffald fra restauranter og storkøkkener vil betyde ændrede udgifter for brugerne af ordningen. Ordningen er under evaluering. Hvis det af veterinære grund kræves, at der fortsat skal ske en central indsamling og registrering af affaldsmængderne, vil ordningen blive mere omkostningskrævende, mens decentrale løsninger eller ophævelse af indsamlingskravet forventes at medføre mindre omkostninger for restauranter og storkøkkener. E 1.7 Betydning for de nationale myndigheder Der vil være en betydelig opfølgningsindsats i forhold til de i 2003 implementerede regelsæt, der udspringer af EU‘s forordning om animalske biprodukter. E 1.8 Betydning for de kommunale myndigheder Ingen ____________________________________________________________ E 2 Asfalt
E 2.1 Status Sigtelinie år 2008
Asfalt består af sten, grus, sand, filler og et oliedestilat (bitumen). Filler kan være materialer så som kalk, cement og flyveaske. Asfalt udgør i 2001 11% af den samlede mængde affald fra byggeri og anlæg. Hovedparten af asfalten som affald genbruges eller genanvendes. Genanvendelse af asfalt foregår primært på stationære anlæg eller semimobile anlæg, men en del genbruges direkte på mobile anlæg. Stationær genanvendelse er den mest udbredte form, og på disse anlæg nedknuses gammel, opbrudt asfalt. Herefter transporteres det til udlægning enten som bærelag på vej eller som erstatning for stabilt grus Semimobile anlæg er mindre enheder, der relativt nemt transporteres til nye vejprojekter, hvor de i princippet fungerer som stationære anlæg. Mobile anlæg anvendes til at affræse og nedknuse asfalten, som efterfølgende udlægges direkte som nyt bære- eller slidlag. Asfalt, der behandles på mobile anlæg, opfattes ikke som affald og indgår derfor ikke i de registrerede mængder asfalt i ISAG. De registrerede mængder asfalt i ISAG udgøres derfor af genanvendte mængder på stationære asfaltfabrikker samt semistationære anlæg. Det skønnes, at der behandles en mængde svarende til 37% af de samlede genanvendte mængder behandles på mobile anlæg (genbrug).. I nedenstående tabel ses en opgørelse over de samlede affaldsmængder.
Kilde: Affaldsstatistik E 2.2 Fremtidige initiativer Midler
Det skal sikres, at den fremtidige genanvendelse af asfalt kan ske på en miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig måde. Første trin er at sikre, at den sundhedsmæssige risiko udlægning af knust asfalt minimeres. Dette sker ved at kræve, at asfalten skal komprimeres eller stampes efter udlægningen, således at støvemission er så lav som muligt. På sigt forventes det, at bekendtgørelsen om genanvendelse af restprodukter og jord i bygge- og anlægsarbejde. Også vil indeholde retningslinier for genanvendelse af asfalt. E 2.3 Regulering Retningslinierne for genanvendelse af opbrudt asfalt fremgår i dag af cirkulæret om anvendelse af opbrudt asfalt til vejbygningsformål mv. Heraf fremgår det, at genanvendelsen af opbrudt asfalt kan ske frit, hvilket indebærer, at genanvendelse af opbrudt asfalt til bundsikring og befæstelse af veje, stier, pladser o.lign. ikke kræver en § 19- tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven94. Og dette gælder uanset om disse anvendelser forsynes med et vandtæt bærelag/slidlag. Ønsker man derimod at etablere permanente eller midlertidige deponier af opbrudt asfalt, skal der foreligge en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 595.
E 2.4 Kapacitet Der skønnes ikke at være mangel på behandlingskapacitet i Danmark.
E 2.5 Miljøvurdering Ved gennemførelse af regler, som mindsker støvemissionen ved udlægning af opbrudt asfalt, vil den sundhedsmæssige risiko blive reduceret. Affaldsindikatorer
Figur: Besparelse ved genbrug og genanvendelse af 1 ton asfalt-affald, set i forhold til deponering af samme mængde (i mPE)
Der er ikke fundet LCA-data for genanvendelse ved bortkørsel og oparbejdning eller genbrug ved mobile anlæg. Hvis der er en forskel, vil den givetvis være lille, da det typisk drejer sig om nærtransport. Figuren viser derfor kun indikatoren for besparelse i deponering af 1 ton affald for henholdsvis genanvendelse og genbrug. Besparelsen i forhold til deponering af 1 ton asfaltaffald er ens for genbrug og genanvendelse, idet genbrug og genanvendelse i denne situation giver anledning til samme håndtering. E 2.6 Økonomi Det forventes ikke, at ændring af reglerne vil få indflydelse på omkostningerne til genanvendelsen af opbrudt asfalt. E 2.7 Betydning for de nationale myndigheder Der skal udarbejdes nye retningslinier for genanvendelse af opbrudt asfalt. Der skal desuden foretages miljø-økonomiske vurderinger af konsekvenserne ved at lade genanvendelsen af opbrudt asfalt være omfattet af restproduktbekendtgørelsen. E 2.8 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne skal gennem deres tilsyn sikre, at reglerne og retningslinier for genanvendelse af opbrudt asfalt overholdes. ____________________________________________________________ E 3 Batterier og akkumulatorer
E 3.1 Status Sigtelinie år 2008:
Der findes i dag særlige indsamlingsordninger og egnede genanvendelsesmetoder for blyakkumulatorer og for nikkel-cadmium batterier. Indsamlingsordningerne fungerer godt. Der blev i 2001 solgt 16.963 tons blyakkumulatorer i Danmark. Akkumulatorerne skønnes hovedsagelig at komme fra servicesektoren og storskraldet. Tallet svarer til den mængde akkumulatorer, der i gennemsnit pr. år bliver til affald. Indsamlingsprocenten for brugte blyakkumulatorer er på 98,7%. Batterier kan groft grupperes i to grupper: Engangsbatterier og genopladelige batterier (se tabel). I 2001 blev der indsamlet 91 tons nikkel-cadmium batterier, som blev eksporteret til oparbejdning i udlandet. Dette tal må antages ikke at svare til den faktiske mængde kasserede nikkel-cadmium-batterier, idet det forventes, at en del batterier ender i affaldsforbrændingen, hvor batteriernes indhold af metaller bidrager til forurening af restprodukterne.
Udfra opstillede modeller97 kan der beregnes den potentielle mængde nikkel-cadmium-batterier, som kan indsamles. Indsamlingspotentialet kan beskrives ud fra beregninger af, hvor mange batterier, der henfalder, dvs. bliver defekte hvert år. Dette skal kombineres med en vurdering af, dels hvor længe batterier opbevares hos brugeren efter, at de er blevet defekte (pulterkammereffekt), dels hvor lang tid batterierne befinder sig iindsamlingssystemet (pipeline effekt). På basis heraf kan indsamlingseffektiviteten for batterierne beregnes. Med en tilnærmet beregning ses det, at indsamlingseffektiviteten for 2001 ligger på mellem 44-75%. Tilsvarende er der i 2000 indsamlet 58 tons, hvilket svarer til en indsamlingseffektivitet på mellem 28-62%. Variationen i tallene kan skyldes, at opgørelserne er baseret på udbetaling af godtgørelse for indsamling af batterierne. Selve indsamlingen af batterierne kan godt have fundet sted i et andet år end det registrerede tidspunkt. Nikkel-cadmium batterier og blyakkumulatorer sendes til Sverige eller Frankrig til oparbejdning. Erfaringer fra mange års indsamling af batterier i Danmark viser, at forbrugerne har vanskeligt ved at skelne mellem de forskellige batterityper til trods for, at de batterier, som skal indsamles, er mærket med et særligt genanvendelsesmærke. Det betyder, at mange forbrugere enten indsamler alle batterier samlet eller også bortskaffer alle typer - uanset indhold - via dagrenovationen. Resultatet er, at ca. halvdelen af den kasserede mængde batterier samles ind som en blanding af engangs- og genopladelige batterier. Resten bortskaffes via dagrenovationen. Kommunerne, de kommunale affaldsselskaber eller Kommunekemi A/S sorterer nikkel-cadmium batterierne fra til genanvendelse, og resten af de indsamlede batterier deponeres. Kviksølvholdige batterier deponeres typisk på Kommunekemi A/S’’s specialdepot og resten på almindelige deponeringsanlæg. Kviksølvindholdet i batterier har tidligere hindret oparbejdning. Hovedparten af engangsbatterierne i dag indeholder ikke kviksølv, hvilket letter en eventuel genvinding. I internationalt regi sker der store fremskridt i udviklingen af ny teknologi til genvinding af ressourcerne i de kviksølvfrie batterisystemer. Det må derfor forventes, at langt flere batterier i fremtiden vil kunne genvindes. Danske undersøgelser igangsat i 2002 vil, når de er afsluttet, afdække mulighederne for genvinding af danske batterier. En forudsætning for en effektiv genanvendelse er imidlertid, at der foruden genvindingsteknologi også udvikles en pålidelig sorteringsteknologi. Det forventes, at EU vil revidere det gældende batteridirektiv i affaldsstrategiens gyldighedsperiode. Der er dog ikke fremlagt en tidsplan for revisionen. E 3.2 Fremtidige initiativer Midler:
På EU-plan vil Danmark arbejde for at påvirke forhandlingerne om revisionen af batteridirektivet, således at batterierne indsamles og genvindes. Desuden vil Danmark lægge vægt på at der sker en udfasning af tungmetallerne cadmium i genopladelige batterier samt kviksølv i knapcellebatterier. Der vil være behov for at revidere eksisterende beregninger for indsamlingspotentialet af nikkel-cadmium-batterierne, som grundlag for fremtidige effektivitetsberegninger. Øvrige nationale initiativer om indsamling af batterier og udfasning af tungmetaller vil afvente den endelige vedtagelse af EU’s reviderede batteridirektiv, som forventes at stille nye krav til indsamling og oparbejdning. E 3.3 Regulering Indsamlingen af batterier reguleres af Affaldsbekendtgørelsen98. Nikkel-cadmium batterier og blyakkumulatorer er såvel som usorterede batterier klassificeret som farligt affald, mens rene fraktioner af bl.a. ikke-tungmetalholdige batterier generelt ikke er farligt affald. Der er knyttet økonomiske styringsmidler til indsamlingen af nikkel-cadmium-batterier og blyakkumulatorer, og indsamlingen foregår både via private og offentlige selskaber. Indsamlingen af blyakkumulatorer er sikret gennem en aftale mellem miljøministeren og branchen (Returbat), som forpligter Returbat til at indsamle alle brugte blyakkumulatorer i Danmark. Aftalen er suppleret af to bekendtgørelser. Den ene99 fastlægger betingelserne for at blive registreret som indsamler og opnå tilskud. Den anden100 danner det finansielle grundlag for ordningen. Returbat administrerer ordningen og får på baggrund af et godkendt budget overført midler til udbetaling af tilskud fra Miljøstyrelsen. Der ydes et tilskud på maksimalt 0,90 kr./kg til indsamlere, der afleverer brugte akkumulatorer til godkendte genanvendelsesanlæg. Der er indført miljøafgift101 på nikkel-cadmium batterier. Afgiften tilbageføres gennem en godtgørelse for indsamlingen af brugte nikkel-cadmium batterier. I forbindelse med ordningen er der udstedt en bekendtgørelse102, der angiver, hvilke kriterier indsamlerne af brugte nikkel-cadmium batterier skal opfylde for at opnå registrering som professionel indsamler og opnå udbetaling af godtgørelse. Der ydes en godtgørelse på 150 kr. pr. kg. indsamlede brugte danske batterier, som afleveres til et godkendt genanvendelsesanlæg. E 3.4 Kapacitet Der er kapacitet til genvinding af bly, cadmium og nikkel i Sverige og Frankrig. Kviksølvholdige batterier kan behandles i bl.a. Tyskland, Holland og Schweiz. E 3.5 Miljøvurdering Etablering af en indsamlingsordning for alle batterier kan føre til en endnu bedre indsamlingsprocent - også for nikkel-cadmium batterierne. Indsamlingen af alle batterityper vil desuden på sigt føre til et bedre grundlag for en økonomisk udnyttelse af ressourcerne i flere batterityper. En forudsætning for at ressourcerne kan udnyttes er imidlertid, at plast og kviksølvindholdet i batterierne er på et niveau, som ikke generer behandlingen. E 3.6 Økonomi Den nøjagtige pris for behandling af alle batterityper kan først fastsættes, når behandlingsmetoderne er udviklede. En endelig beslutning om krav til behandling af batterier vil afvente forhandlinger og initiativer i EU, samt en samfundsøkonomisk analyse af de forskellige alternativer. E 3.7 Betydning for de nationale myndigheder Som følge af revisionen af EU’s batteridirektiv vil der efter vedtagelsen skulle ske en implementering af direktivet i dansk lovgivning. E 3.8 Betydning for de kommunale myndigheder Implementeringen af batteridirektivet i dansk lovgivning vil kunne medføre ændringer i de kommunale myndigheders planlægning og regulativer. ____________________________________________________________ E 4 Beton
E 4.1 Status Sigtelinie år 2008
Beton udgør sammen med tegl den væsentligste del af byggeaffaldet og vil kunne erstatte ca. 5% af det samlede grus- og stenforbrug i Danmark. Beton udgør i 2001 28% af den samlede mængde affald fra byggeri og anlæg. Beton nedknuses og genanvendes ved anlæg af nye veje og som tilslag til beton. Afstanden til deponier og grusgrave med jomfruelige materialer er afgørende for, hvor attraktiv genanvendelsen af beton er. Mængden af ren beton, som er tilført affaldsbehandlingsanlæg, ses i nedenstående tabel.
E 4.2 Fremtidige initiativer Midler
På sigt vil reglerne for håndtering af beton blive inkluderet i bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord. E 4.3 Regulering Beton i bygge- og anlægsaffald håndteres primært gennem cirkulæret ”Cirkulære om kommunale regulativer om sortering af bygge- og anlægsaffald med henblik på genanvendelse”, 1995 samt cirkulæret om ”Anvendelse af rent, sorteret bygningsaffald til bygge- og anlægsformål”, 1990. Cirkulæret angiver, at kommunerne skal udarbejde et regulativ for håndtering af bygge- og anlægsaffald. Kommunen har to muligheder for at opbygge ordningen: I den ene mulighed kan affaldet enten anvises til genanvendelse på stedet eller til et oparbejdningsanlæg. I den anden mulighed kan affaldet enten anvises til genanvendelse på stedet, eller kommunalbestyrelsen kan beslutte, at affald, der ikke genanvendes på stedet, er omfattet af en indsamlingsordning for genanvendeligt bygge- og anlægsaffald. Genanvendelsen af rene fraktioner af beton kan, i henhold til cirkulæret fra 1990, ske frit. Det indebærer, at genanvendelsen af rene fraktioner beton ikke kræver en §19 tilladelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven. E 4.4 Kapacitet Det vurderes, at der er tilstrækkelig behandlingskapacitet i Danmark. E 4.5 Miljøvurdering Ved at ændre bekendtgørelsen om genanvendelse af restprodukter og jord vil der blive udformet et mere ensartet regelsæt, der sikrer, at genanvendelsen af en række større affaldsfraktioner sker på lige vilkår. Affaldsindikatorer
Figur: Besparelsen ved genanvendelse af 1 ton beton, set i forhold til deponering af 1 ton beton (i 10 mPE).
Figuren viser besparelsen ved genanvendelse af 1 ton beton, set i forhold til deponering af samme affaldsmængde. Genanvendelse er eneste behandlingsform, der er medtaget, idet genanvendelse var eneste behandlingsform for beton i 2000. Det har ikke været muligt at medtage data for nedknusning af betonaffaldet samt transport, hvorfor det kun er indikatorværdien for deponi, der indgår i figuren. Samtidigt er der dog heller ikke indregnet udvinding og transport af sand og grus, som spares ved genanvendelse af knust beton. Tilsammen vil udeladelserne tendere til at ophæve hinandens virkning. E 4.6 Økonomi Der skal foretages en miljøøkonomisk vurdering af konsekvenserne ved at lade genanvendelsen af beton være omfattet af bekendtgørelsen om genanvendelse af restprodukter og jord. E 4.7 Betydning for de nationale myndigheder Grundlaget for at udarbejde de nye retningslinier for genanvendelse af beton skal tilvejebringes. De nationale myndigheder vil være ansvarlige for at udarbejde de nye retningslinier samt foretage den miljø-økonomiske vurdering af konsekvenserne. E 4.8 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne skal gennem deres tilsyn sikre, at reglerne og retningslinierne for genanvendelse af opbrudt asfalt overholdes. ____________________________________________________________ E 5 Bilaffald
E 5.1 Status
Der er fastsat regler for affaldshåndtering af udtjente motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra i bilskrotbekendtgørelsen. Den reviderede bilskrotbekendtgørelse, som trådte i kraft d. 1. juli 2002, er en implementering af EF-direktivet om udrangerede køretøjer I bilskrotbekendtgørelsen er der bl.a. fastsat regler om, at en række affaldsfraktioner, der opstår ved affaldshåndtering af udtjente køretøjer og ved reparation af køretøjer, skal genanvendes. Der er endvidere fastsat regler om betaling af miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af person- og varebiler. Dette skaber incitament til, at udtjente biler afleveres til registrerede ophugningsvirksomheder, der foretager ophugning og skrotning i overensstemmelse med regelsættet. Udtjente person- og varebiler skal afleveres til virksomheder, der er registreret og har etableret et certificeret miljø eller kvalitetsledelsessystem. Andre former for udtjente køretøjer skal afleveres til godkendte ophugningsvirksomheder. Regelsættet sikrer eller bidrager til en effektiv genanvendelse af bilaffald, herunder spildolie, blyakkumulatorer, nikkel-cadmium batterier, katalysatorer, dæk, glasruder og plastkomponenter. For spildolie, dæk, blyakkumulatorer og nikkel-cadmium batterier findes der særlige ordninger, som hver især er beskrevet i de respektive afsnit i dette bilag. Ved shredning fremkommer der fraktioner som jern og andre metaller, der genanvendes. Restfraktionen (shredderaffaldet) deponeres i dag. Der henvises til afsnit E 28. I 20021 blev der afmeldt 1190.000 person- og varebiler, og ca. 8067.000 biler blev afleveret til ophugning på registrerede virksomheder. Derudover eksporteres et betydeligt antal brugte person- og varebiler til Afrika, Østeuropa m.v. Ifølge Danmarks Statistik eksporteres ca. 15.000 brugte biler pr. år. EndvidereDerudover eksporteres et ukendt antal person- vare- og lastbiler, hvor eksporten ikke indberettes til Danmarks Statistik, fordi eksporten forestås af private personer eller mindre virksomheder, der ikke har pligt til at indberette data til Danmarks Statistik. Ud over den affaldsmængde, der fremkommer ved ophugning og skrotningBilaffald, fremkommer der tilsvarende mængder ved både ved ophugning og ved reparation af biler. Et groft skøn viser, at halvdelen af bilaffaldet er udtjente biler, der afleveres til affaldshåndtering på registrerede ophugningsvirksomheder. Den anden halvdel Det er hovedsageligt er udtjente dæk, blyakkumulatorer, karosseridele, andre metal- og plastkomponenter samt spildolie og andre væsker, der fremkommer som affald ved reparation og vedligeholdelse af motordrevne køretøjer. Af den samlede mængde bilaffald fra ophugning og skrotning skønnes det, at der genanvendes ca. 75% og deponeret ca. 20%. De resterende 5% forbrændes. Målet i år 2006 er, at mindst 80% af affaldsmængden, der opstår ved ophugning og skrotning af person- og varebiler skal genbruges eller genanvendes. Målet skal nås ved øget genanvendelse af plastkomponenter og glas fra biler. Der foreligger p.t. ikke data for affaldsmængderne fra reparation, bortset fra de tre fraktioner, der er omfattet af særlige indsamlingsordninger, dvs. dæk, akkumulatorer og spildolie. Med hensyn til herreløse biler, blev der ved ændring af loven indført bestemmelser om, at kommunerne og politiet kan få godtgørelse forudsat, at de øvrige betingelser for godtgørelse er opfyldt. Folketinget har i forbindelse med lovændringen besluttet, at der ikke skal indføres særlige regler for herreløsehenstillede biler på privat ejendom.
E 5.2 Fremtidige initiativer Midler
Ved en ændring af bilskrotbekendtgørelsen i planperioden vil der blive fastsat krav om forøget genanvendelse af plastkomponenter. Initiativer, der støtter udvikling af nye separationsteknologier med henblik på genanvendelse af plast og nyttiggørelse af andre organiske fraktioner, skal fremmes mest muligt. Der er gennemført kortlægninger af behandlingsteknologier. Arbejdet hermed vil blive fortsat med henblik på, at der etableres anlæg til nyttiggørelse af shredderaffald, der fremkommer ved skrotning af såvel køretøjer som en række andre sammensatte produkter. Der vil blive udarbejdet informationsmateriale om bilskrotningen. Initiativet vil blive finansieret af provenuet fra miljø- og skrotningsbidrag. Der vil i 2005-06 blive gennemført regler om producentansvar for person- og varebiler med henblik på ikrafttræden den 1. januar 2007. E 5.3 Regulering Håndtering af bilaffald er reguleret bilskrotbekendtgørelsen og i miljøgodkendelser af de virksomheder, der ophugger og skrotter biler. E 5.4 Kapacitet Der er registreret ca. 210 virksomheder, der kan affaldsbehandle biler i overensstemmelse med reglerne i bilskrotbekendtgørelsen. Herudover findes et mindre antal ophugningsvirksomheder, der ophugger andre former for køretøjer og udtjente biler, der er affaldsbehandlet på en registreret ophugningsvirksomhed. Desuden findes der seks shreddervirksomheder, hvor bilskrot neddeles og sorteres. E 5.5 Miljøvurdering Andelen af bilaffaldet, der skal deponeres, vil falde fra 25% til maks. 20%. Genanvendelsen af plastkomponenter vil øges fra ca. 5 kg til ca. 25 kg pr. bil. E 5.6 Økonomi Det skønnes at de øgede omkostninger ved demontering og genanvendelse af plastkomponenter vil andrage 2-5 mill. kr. E 5.7 Betydning for de nationale myndigheder Der skal foretages ændring af bilskrotbekendtgørelsen. E 5.8 Betydning for kommunale myndigheder Ingen. E 6 Dæk
E 6.1 Status Mål år 2008
Indsamling og nyttiggørelse af dæk er reguleret med bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk. Dæk består af gummi, stål og tekstiler. Gummi og stål kan genanvendes, og tekstilaffaldet kan nyttiggøres ved forbrænding. I 2001 var affaldsmængden ca. 42.800 tons, hvoraf ca. 34.500 tons blev genbrugt eller genanvendt. Resten blev forbrændt eller deponeret. Ca. 40 % af den samlede mængde dæk skønnes at komme fra private forbrugere, 60 % skønnes at komme fra erhvervssektoren. Det skønnes endvidere, at hHovedparten af dækkene bortskaffes via servicesektoren, hvor dækkene opstår som affald ved udskiftning og reparation.
E 6.2 Fremtidige initiativer
Som led i aftalen med Dækbranchens Miljøfond gennemføres der informationskampagner, hvis formål er at minimere affaldsmængderne og at fremme anvendelsen af regummierede dæk. E 6.3 Regulering Miljø- og energiministeren indgik den 20. februar 1995 en aftale med dæk- og autobranchens organisationer, Genvindingsbrancherådet og de kommunale organisationer om en tilbagetagningsordning for kasserede dæk. Med aftalen sikres det, at kasserede dæk indsamles og genanvendes eller forbrændes, hvorved deponering undgås, og der sikres en ressourcemæssig udnyttelse af affaldet. Indsamlings- og behandlingssystemet tilrettelægges efter følgende prioritering: Regummiering, gummipulverproduktion og forbrænding. Aftalen forpligter virksomheder, der forhandler dæk, til at tage et tilsvarende antal kasserede dæk tilbage uden omkostninger for forbrugerne. Erhvervsmæssige indsamlere er forpligtet til at aftage samtlige dæk fra de virksomheder, hvorfra der indsamles eller modtages kasserede dæk, herunder fra kommunale indsamlingsordninger, og at levere disse til genanvendelse eller forbrænding. I forlængelse af aftalen blev der indført gebyr på dæk104 til finansiering af indsamlings- og behandlingsomkostninger, administration af gebyrordningen samt informationskampagner105. Tilskuddet udbetales til dækindsamlerne, der skal være registreret i Miljøstyrelsen. Registrerede virksomheder skal oplyse, i hvilke kommuner de indsamler dæk. Virksomhederne er på visse betingelser forpligtet til at afhente dæk fra affaldsproducenterne. Udbetalingen af tilskud til indsamling forudsætter, at dækkene er leveret til en oparbejdningsvirksomhed. Der ydes ikke tilskud til dæk, der afsættes til genbrug, herunder regummiering. Som delmål skal mindst 80% af alle kasserede dæk fra person- og varebiler samt motorcykler inden 1997 indsamles og genanvendes eller forbrændes. Ifølge aftalen skal 80% af alle kasserede dæk genanvendes eller forbrændes inden år 2000. Målet er, at mindst 90% genbruges eller genanvendes i 2008. E 6.4 Kapacitet I Danmark eksisterer der ca. 10-15 genbrugsanlæg, hvor der foretages regummiering af dæk. Herudover eksisterer der to genanvendelsesanlæg, hvor dækkene anvendes til fremstilling af gummipulver eller -granulat. E 6.5 Miljøvurdering Alle dæk, der har været anvendt på motorkøretøjer, er omfattet af bekendtgørelsen. Indsamlingsordningen sikrer, at 98% af de kasserede dæk indsamles. Mindst 80% genbruges eller genanvendes. En lille andel af dækkene svarende til 5-10% kan af tekniske grunde ikke genanvendes og bliver derfor nyttiggjort ved forbrænding. Der vil være mulighed for at minimere affaldsmængder ved forebyggelse og øget genbrug (regummiering) af dæk. Affaldsindikatorer
Figur: Besparelser ved forbrænding, genanvendelse og genbrug af et ton autogummi i forhold til deponering af mængden (i mPR, mPE, 10 mPE).
Der er ikke fundet LCA-data for granuleringsprocessen, som derfor ikke indgår i beregningen. Der er således ikke taget højde for, at gummipulver og –granulat erstatter nye gummiråvarer. Den beregnede fordel stammer således fra genanvendelsen af dækkets stålindlæg og den sparede deponering af dæk. I beregningen er der imidlertid ikke taget højde for, at det stål, der havner i forbrændingsslaggen, i praksis opsamles og udnyttes. For genbrug spares der fremstilling af nyt gummi, hvilket er indregnet med LCA-data for butadiengummi. Figuren viser, at der opnås de største besparelser pr. ton ved forbrænding og genbrug. Især opnås der ved disse to behandlingsformer en væsentlig besparelse for energiressourcer og bruttoenergi. Ligeledes bør det bemærkes at besparelsen for energiressourcer, andre ressourcer og bruttoenergi er ganske beskedne ved genanvendelse. Genanvendelse af gummi er ikke mulig efter vulkanisering, da dækkene ikke kan vulkaniseresformes igen. Kun ved genbrug af selve dækket ved regummiering opnås en betydelige energi- og ressourcegevinst. E 6.6 Økonomi Informationsaktiviteterne vil ikke medføre meromkostninger, fordi der er afsat midlerne hertil via gebyrindtægterne. E 6.7 Betydning for de nationale affaldsmyndigheder Ingen E 6.8 Betydning for de kommunale affaldsmyndigheder Kommunerne skal anvise dæk til særskilt behandling. ____________________________________________________________ E 7 Elektriske og elektroniske produkter
E 7.1 Status Mål år 2008
Elektriske og elektroniske produkter er primært radio- og fjernsynsapparater, IT-produkter, regulerings- og styringsaggregater, hårde hvidevarer, kølemøbler og kontorudstyr. Indsamling og oparbejdning af elektriske og elektroniske produkter sker i dag i henhold til bekendtgørelse nr. 1067 af 22. december 1998 om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter. Der eksisterer en særlig ordning for behandling af kølemøbler, se afsnit E 15. Kommunerne har i henhold til bekendtgørelse nr.1067 etableret indsamlings-/anvisningsordninger for affald af elektriske og elektroniske produkter. I bekendtgørelse nr. 1067 er der stillet krav om, at produkter, der er opført i bekendtgørelsens bilag I, skal oparbejdes i henhold til bilag II og III. Endvidere påhviler det i henhold til bekendtgørelsens §8 enhver, der modtager affald af elektriske og elektroniske produkter, at udtage nikkel-cadmiumbatterier og blyakkumulatorer inden oparbejdning. Den samlede mængde af elektriske og elektroniske produkter fratrukket køleskabe og frysere, der omtales i afsnit E 15, er beregnet til 103.000 tons i 1997107. Den største mængde affald skønnes at komme via den kommunale storskraldsordning (48%). Resten antages at komme via dagrenovationen (15%), fra institutioner, handel og kontor, servicesektoren (20%) samt industrien (15%). Registrering af mængden af elektriske og elektroniske produkter er behæftet med meget stor usikkerhed på grund af en storpulterkammereffekt samt omfattende handel med second-hand produkter. De anførte tal må derfor betragtes som overestimerede. I 2001 blev der indsamlet og specialbehandlet 21.200 tons elektronikskrot og 11940 tons køle- frysemøbler. Hertil kommer de produkter, der er tilført shredderanlæggene for oparbejdning. Mængden er i 1997 beregnet til 64.400 tons/år. Sidstnævnte produkter er ikke registrerede i ISAG, men produkterne handles sjældent som second-hand produkter og har typisk en størrelse, så de ikke dumpes. En fastsættelse af den oparbejdede mængde på 50.000 tons i 2001 må derfor anses for en konservativ beregning. På baggrund af foranstående vurderes det, at ca.75% af affaldet af alle elektriske og elektroniske produkter er blevet ført til oparbejdning/genanvendelse i 2001, medens ca. 15% er ført til forbrændingsanlæg, og 10% er handlet som second-hand produkter. Den 10. oktober 2002 opnåede Europa Parlamentet og EU’‘s Ministerråd enighed om et direktiv, der fastlægger regler for den fremtidige håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter. Direktivet skal implementeres ultimo 2004.
E 7.2 Fremtidige initiativer Midler
EU’s direktiv om elektriske og elektroniske produkter skal implementeres. Sigtet er, at der skal gennemføres en minimumsimplementering, idet der dog for særligt farlige fraktioner vil blive fastsat supplerende behandlingskrav. EU’‘s direktiv om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter bygger på producentansvar. Dette forhold indebærer, at producenterne 30 måneder efter direktivets ikrafttræden overtager ansvaret for, at håndteringen af affaldet sker på en miljømæssig forsvarlig måde samt finansierer håndteringen af affaldet fra indsamlingsstedet. I direktivet er der fastsat regler for, hvordan affaldet skal oparbejdes, samt hvilke genanvendelses- og nyttiggørelsesprocenter der skal opnås inden 31. december 2006. Oparbejdningen af affaldet må kun finde sted på godkendte oparbejdningsvirksomheder. Gennemførelse af direktivet betyder, at kravene ændres og flere produkter bliver omfattet af særskilt behandling. Producenterne er endvidere forpligtiget til 30 måneder efter direktivets ikrafttræden at mærke produkterne med markedsføringsdato og at orientere forbrugerne om, hvilke muligheder der er for at opgradere produktet, så levetiden af produktet kan forlænges, samt hvor forbrugerne omkostningsfrit kan komme af med de kasserede produkter. Endelig er producenterne forpligtiget til at oplyse oparbejdningsvirksomhederne om, hvilke miljøskadelige stoffer/komponenter der findes i produkterne, samt hvor disse er placeret. Direktivet pålægger medlemsstaterne at sikre, at der 30 måneder efter direktivets ikrafttræden er etableret indsamlingsordninger, der minimerer, at elektrisk og elektronisk affald blandes med andet kommunalt affald. Medlemsstaterne pålægges i direktivet at sikre, at der med udgangen af 2006 er opnået en indsamlingskvota på minimum 4 kg affald af elektriske og elektroniske produkter fra husholdninger pr. person pr. år. Som følge af Handlingsplanen for miljøbevidste offentlige indkøbere er der udarbejdet vejledninger til offentlige indkøbere om en række elektroniske kontormaskiner, og der vil blive udarbejdet miljømærkekriterier for flere produkter. Den produktorienterede miljøpolitik skal produkterne forbedres, så der bl.a. tages højde for affaldsbehandlingen i produktdesignet. Der blev i 1999 nedsat et produktpanel for elektronikområdet. Nogle af de initiativer, Produktpanelet har stået fadder til, har været en konference for designere om konstruktion af oparbejdningsvenlige produkter samt et elektronisk værktøj til at hjælpe designerne i deres daglige arbejde. Udviklingen af nye teknologier for oparbejdning af elektriske og elektroniske produkter vil løbende blive vurderet. Såfremt der er behov for at ændre regelgrundlaget med henblik på anvendelse af den bedst tilgængelige teknologi, vil dette ske løbende. E 7.3 Regulering Affaldshåndteringen af elektriske og elektroniske produkter er indtil videre reguleret af generelle regler i Affaldsbekendtgørelsen, Elektronikbekendtgørelsen og via miljøgodkendelser af de virksomheder, der håndterer, oparbejder eller bortskaffer affaldsfraktionen. E 7.4 Kapacitet Af den samlede mængde af elektriske og elektroniske produkter anslås det, at yderligere ca. 10.000-20.000 tons skal indsamles og behandles særskilt. Der eksisterer i dag ca. 20 demonteringsvirksomheder. Den nuværende kapacitet er ca. 90.000 tons pr. år, og der forventes ikke kapacitetsproblemer i fremtiden. E 7.5 Miljøvurdering EU’‘s direktiv om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter vil medføre en miljømæssig bedre håndtering af affaldet. Direktivet kræver særskilt behandling af en hel række elektriske og elektroniske produkter, som i dag ikke skal specialbehandles efter den danske bekendtgørelse. Direktivet kræver ydermere, at betydeligt flere stoffer/komponenter skal separeres fra produkterne før mekanisk behandling. Denne selektive forbehandling vil reducere miljøbelastningen i forbindelse med den efterfølgende oparbejdning på bl.a. forbrændingsanlæg og stål- og metalværker. Genanvendelsen/nyttiggørelsen af de tungmetaller og den energi som findes i produkterne, vil i mindre grad blive øget på grund af de oparbejdnings- og nyttiggørelseskrav, der er fastsat i EU’‘s direktiv. Den største miljømæssige effekt af EU’‘s direktiv kommer imidlertid fra kravet om selektiv forbehandling af produkterne. Ved denne proces fjernes de miljøskadelige komponenter og stoffer, eksempelvis kviksølv, PCB, bly og brommerede flammehæmmere, som erfaringsmæssigt medfører miljøgener i forbindelse med den endelige genanvendelse/nyttiggørelse Det forventes, at EU‘sEU’s direktiv vil flytte omkring 15.000 tons elektronik fra affaldsforbrænding og deponering til genvinding og nyttiggørelse. Den produktorienterede miljøpolitik forventes også i de kommende år at medføre, en større markedsandel af produkter, der lettere kan genanvendes, samt af produkter, der indeholder færre miljøbelastende stoffer. E 7.6 Økonomi Omkostninger i forbindelse med indsamling og oparbejdning af elektriske og elektroniske produkter vil udgøre mellem 0,2 og 3 % af produkternes købspris, og udgør således stadig en lille del af omkostningerne ved anskaffelse. Denne stigning på anskaffelsesprisen vil/bør i nogen grad kompensere ved reducerede kommunale renovationsafgifter. E 7.7 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne har stadig mulighed for at foretage indsamling af elektriske og elektroniske produkter, men producenterne kan oprette alternative indsamlingsordninger. Kommunerne vil, når EU‘sEU’s direktiv træder i kraft ultimo 2004, ikke længere have ansvaret for den miljømæssig forsvarlige oparbejdning af det indsamlede elektriske og elektroniske affald. E 7.8 Betydning for producenterne Når EU‘sEU’s direktiv træder i kraft, vil ansvaret for håndtering af de indsamlede produkter, herunder genanvendelse/nyttiggørelse af produkterne samt de økonomiske omkostninger, der er forbundet hermed, skulle varetages af producenterne. Producenterne kan overlade den praktiske transport og oparbejdning til tredjepart, der handler på deres vegne. Miljøstyrelsen vil i forbindelse med implementeringen af direktivet og i samarbejde med elektronikbrancheforeningerne samt de lokale myndigheder sikre, at oparbejdningskrave i AnnexAnnex II og AnnexAnnex III efterleves på en effektiv og miljømæssig og økonomisk forsvarlig måde. ____________________________________________________________ E 8 Emballageaffald
E 8.1 Status Mål år 2008
Mængden af emballageaffald er i 2000 opgjort til ca. 1. mill. tons. Det svarer til 186 kg pr. indbygger i Danmark. Her skal dog noteres, at 57% af denne mængde består af transportemballage, som kun i begrænset mængde ender hos de private husholdninger. Salgsemballagerne udgør 43%. Emballagemængden har været svagt stigende siden 1997108. Emballageaffaldet udgør ca. 8 % af den samlede affaldsmængde i Danmark. I modsætning til en række andre lande har Danmark valgt ikke at opbygge et separat håndteringssystem for alt emballageaffald med undtagelse af indsamling af engangsemballage, der er anvendt til øl og kulsyreholdige læskedrikke. I stedet fokuseres der på, hvordan man bedst udnytter de forskellige genanvendelige materialer i affaldet fra de forskellige sektorer - også når det gælder emballageaffald. Emballageaffald dækker over en lang række affaldsfraktioner, som glas, papir og pap, metal, træ samt plast. Disse er tillige omtalt under de respektive fraktionsafsnit. Der var opstillet følgende mål for genanvendelse i år 2001: pap-/papiremballage - 55%, plastemballage - 15%, metalemballage - 15% og glasemballage - 65%. I 2001 var alle mål opfyldt bortset fra plast, hvor der blev genanvendt 14%. Foreløbige data viser, at det samme er tilfældet for 2001. FolkeFolketinget vedtog i 2001 en beretning om genanvendelse af plast, hvor målet er 22% plastgenanvendelse i 2004 under en række forudsætninger. I 2000 var den samlede genanvendelse 56% for de fire emballagematerialer (pap/papir, plast, metal og, glas). De nationale mål for genanvendelse af emballageaffald i 2008 er afstemt med de forventede målsætninger i EU’s reviderede emballagedirektivet. Revisionen forventes endelig vedtaget i 2003. Det har indtil nu været hovedreglen ikke at inddrage salgsemballager af papir og pap, metal og plast fra husholdningerne i genanvendelsessystemerne. Disse salgsemballager vurderes ud fra en miljøøkonomisk og arbejdsmiljømæssig betragtning at være mindre hensigtsmæssige at indsamle med henblik på materialegenvinding end transportemballager. For at nå målene i 2008 vil det dog være nødvendigt i højere grad at inddrage salgsemballager i genanvendelsen for at nå målene. Målet for materialegenvinding af papir og pap skal primært opfyldes via genanvendelse af papemballager fra erhverv og husholdninger. Der er indgået en frivillig aftale om genanvendelse af transportemballager, mellem den tidligere miljø- og energiminister, Dansk Industri, Plastindustrien i Danmark og Emballageindustrien i 1994. I 2000 var genanvendelsesprocenten for transportemballager af papir og pap 83%. Genanvendelsesmålet for plastemballager forventes ligeledes opfyldt primært ved hjælp af transportemballager fra erhverv. Der skal ske en kraftig styrkelse af indsamlingen fra erhverv. Endvidere skal udvalgte salgsemballage fra erhverv og husholdninger indsamles for at bidrage til målet. Engangsemballage indsamlet via Dansk Retursystem vil ligeledes bidrage til målet. Genanvendelse af metalemballager består dels af genanvendelse af stål- og hvidblikemballage fra erhverv, dels af en vis genanvendelse af det metalskrot, som ender på forbrændingsanlæggene efter forbrænding af bl.a. dagrenovation. Endelig bidrager metalemballage indsamlet via Dansk retursystem til genanvendelsen. For at nå det fremtidige mål vil det være nødvendigt indsamle metalemballager fra husholdninger til genanvendelse samt undersøge muligheder for forbedret håndtering på affaldsforbrændingsanlæggene. Genanvendelse af glasemballager består dels af genanvendelse af udtjente øl- og sodavandsflasker, dels af genanvendelse af vin- og spiritusflasker samt emballageglas indsamlet via de kommunale ordninger. Endelig bidrager engangsglasemballage, indsamlet via Dansk retursystem, til genanvendelsen. Kravet til 15% genanvendelse af træemballage er nyt. Kravet skal nås ved at medregne reparation af paller og genanvendelse af paller til spånplader. Mængden af træemballage affald i Danmark er vanskelig at opgøre. Det er af afgørende betydning at få kortlagt mængden, idet dette vil have stor betydning for, hvordan målet om 15% ’s genanvendelse af træemballage og det samlede mål på 55% genanvendelse skal nås. Langt hovedparten af den resterende del af emballageaffaldet forbrændes med energiudnyttelse. På baggrund af de iværksatte og planlagte initiativer på emballageområdet forventes det, at den samlede nyttiggørelse af emballageaffald vil overstige 90% i 2008, når forbrænding i affaldsforbrændingsanlæg medtages. Dansk Retursystem A/S Allerede i maj 2001 vedtog Folketinget en ændring af Miljøbeskyttelsesloven , der bl.a. muliggjorde en modernisering af ca. 2000 dagligvarebutikker returautomater. Moderniseringen er forårsaget af stigende problemer med sorteringen af genpåfyldelige flasker, især af plast, men også at forberede modtagelsen af engangsemballage, hvis det skulle blive tilladt i Danmark. De samlede investeringer vil beløbe sig til 260 mio. kr.. Desuden vil der blive udbetalt butikkerne en håndteringsgodtgørelse for håndteringen af genpåfyldelige flasker. I december 2002 blev Dansk Retursystem A/S tildelt eneret til at forestå effektiviseringsopgaven. Den 23. september 2002 var den første dag, hvor dåser og anden indgangsemballage mærket i henhold til de nye krav, kunne købes i butikkerne. Systemet betyder, at forbrugerne nu har langt lettere ved at komme af med øl- og sodavand i engangsemballager. De ca. 2000 butikker med moderniserede automater kan modtage alle typer af engangsemballager, uanset om butikken sælger det pågældende produkt. Dansk Retursystem A/S har fået tildelt eneret til også at forestå opgaven med driften af pant- og retursystemet for engangsemballager. Danmark er det eneste land i EU, der har opbygget et enstrenget obligatorisk pant- og retursystem for alle typer øl og sodavand i engangsemballager. Det vil give mulighed for høje returprocenter for engangsemballager samt at undgå, at disse henkastes på gader og i naturen . Desuden udnyttes ressourcerne i emballageaffaldet til gavn for miljøet. Målsætningen er, at Dansk Retursystem A/S inden 1. januar 2004 skal have en returprocent for engangsemballagerne på mindst 90% og senest den 1. januar 2005 på mindst 95%. Målsætningen for genpåfyldelige emballager er 98%. Det fremtidige salg af øl og sodavand i engangsemballager er vurderet i de kommende år at være minimum 320 mio. enheder. Det betyder, at der med en returprocent på minimum 95% i 2005 vil blive genanvendt 4000 tons metalaffald, knap 1000 tons plastaffald og knap 5000 tons glasaffald. Eneretten til Dansk Retursystem A/S til at drive det samlede pant- og retursystemet udløber 4. september 2008. Miljøministeren vil senest i september 2006 komme med en redegørelse til Folketinget om erfaringerne med systemet, herunder en vurdering af, hvordan systemet mest hensigtsmæssigt kan fungere efter enerettens udløb. Det vil i den forbindelse blive vurderet, om ordningen bør blive liberaliseret, hvis etableringen af eventuelle flere nye alternative pant- og retursystemer samlet set ikke kan forventes at medføre en forringelse af ordningen miljømæssigt eller for forbrugerne. Andre særlige danske initiativer til forebyggelse af emballageaffald og genbrug af emballager gennemgås i bilag A 2.2.9 om særlige krav for emballage og emballageaffald. E 8.2 Fremtidige initiativer Der er i de enkelte fraktionsafsnit beskrevet initiativer for at nå de specifikke materiale mål. Der skal især iværksættes initiativer for at øge genanvendelsen af plast, metal og træ emballager. Indsamling af plastemballage fra erhverv skal styrkes. Borgerne skal fremover have mulighed for at aflevere metalemballager samt udvalgte plastemballager til genanvendelse f.eks. på genbrugspladser eller gennem storskraldsordningen. Der skal gennemføres en kortlægning af affaldsmængden af træemballage i 2004. Denne skal indgå i en af undersøgelse af, hvordan en genanvendelse af træemballage kan organiseres. Mængden af træemballageaffald vil være af afgørende betydning for, hvilke yderligere initiativer det vil være nødvendigt at tage for at nå målet om 55% genanvendelse af al emballageaffald i 2008. Der vil i 2005 blive udarbejdet en redegørelse til Folketinget om, hvordan målet om de 55% genanvendelse, kan nås. De yderligere initiativer skal foretages, så der sikres mest miljø for pengene. Det vil blive vurderet, om flere drikkevareemballager bør indgå i et pantsystem. Miljørådet for renere produkter finansierer i øjeblikket et projekt, hvor udvalgte drikkevareemballager vurderes. Der fokuseres på produkter med stor volumen og et forbrugsmønster som øl og sodavand. Der henvises til fraktionsafsnittene om henholdsvis: plast, papir og pap, glas, metal samt træ. E 8.3 Regulering Midler
Reglerne vedrørende håndtering og nyttiggørelse af emballageaffald er gennemført i Bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald. Krav til emballages fremstilling og sammensætning er gennemført i Bekendtgørelse nr. 298 af 30. april 1997 om visse krav til emballager. Krav til drikkevareremballage er gennemført i Lov nr. 475 af 7. juni 2001 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Pant- og retursystemer) og Bekendtgørelse nr.713 af 24. august 2002. E 8.4 Kapacitet, miljøvurdering og økonomi Det vurderes, at de nye initiativer, der igangsættes for at nå de specifikke mål for plast og metal, vil koste i alt ca. 2. mill. kr. pr. år. Såfremt det vil være nødvendigt at gennemføre yderligere initiativer for at nå det samlede mål for genanvendelse, kan det medføre ekstra udgifter. Dette vil fremgå af redegørelsen til Folketinget i 2005. Der henvises til fraktionsafsnittene om henholdsvis plast, papir og pap, metal , glas samt træ. E 8.5 Betydning for de kommunale affaldsplaner Kommunerne skal i deres affaldsplaner i følge affaldsbekendtgørelsen give en redegørelse for initiativer til forebyggelse og genanvendelse af emballageaffald. Der henvises endvidere til fraktionsafsnittene om henholdsvis plast, papir og pap, metal , glas samt træ. ____________________________________________________________ E 9 Farligt affald
E 9.1 Status Sigtelinie år 2008
Farligt affald er affald, som er brandfarligt, farligt for sundheden eller for miljøet. Reglerne for farligt affald er EU-reguleret og udvikles løbende. Farligt affald omfatter både affald fra primære kilder og fra sekundære kilder (f.eks. restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg). I 2001 blev der produceret 288.154 tons fra primære kilder (svarende til ca. 2% af den samlede affalds-mængdeaffaldsmængde) og 86.149 tons fra sekundære kilder. Affald fra sekundære kilder medregnes ikke i den totale affaldsproduktion, da disse mængder i så fald ville blive medregnet to gange. Farligt affald dækker over mange forskellige affaldsfraktioner, som kommer fra alle sektorer. Nogle fraktioner er beskrevet særskilt i dette bilag. Det drejer sig om batterier og akkumulatorer, biler, elektronik, trykimprægneret træ, klinisk risikoaffald, PCB/PCT og spildolie. For disse fraktioner findes der særlige ordninger. Derudover er nogle restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæggene, der er klassificeret som farligt affald. Det drejer sig om de sure røggasrensningsprodukter. Disse fraktioner er beskrevet i E25. Tabellen giver en oversigt over de væsentligste kilder af farligt affald fordelt på behandlingsform.
Kilde: Affaldsstatistik 2001; Miljøstyrelsen 2003 Udover de sure røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrændingsanlæggene producerer Kommunekemi restprodukter fra deres eget anlæg. Disse restprodukter er ligeledes farligt affald. Kriterierne for farligt affald følger stort set EU direktivet om farligt affald109 og Det Europæiske Affaldskatalog110. Under Basel-konventionenBaselkonventionen er der vedtaget kriterier for egenskaben ”miljøfare”. Kravene til indberetning af farligt affald via ISAG er blevet udvidet, så Miljøstyrelsen fremover vil modtage oplysninger om farligt affald opgjort med EAK-koder. Efterhånden er der flere reguleringer om behandling af affald (deponering, forbrænding), som anvender begrebet ”farligt affald” til at afgrænse, hvordan affaldstyper må behandles. Farligt affald er fritaget for affaldsafgiften. Der er gennemført en undersøgelse af, hvorvidt det er hensigtsmæssigt ud fra en miljøvinkel fortsat at fritage farligt affald for afgiften, men denne undersøgelse har ikke givet noget entydigt svar. En mere tilbundsgående vurdering vil komme til at indgå i arbejdet med strategien for farligt affald. Røggasrensningsaffald vil ikke blive behandlet i strategien for farligt affald, idet dert er planlagt at udarbejde en særskilt handlingsplan for dette. E 9.2 Fremtidige initiativer Midler
Der skal udarbejdes en strategi for farligt affald. Formålet er dels at afdække om de forskellige reguleringer, der vedrører/refererer til farligt affald, lægger barrierer for den økonomisk og miljømæssigt bedste behandling af affaldet, dels at pege på mulige initiativer for at minimere barriererne. Det skal vurderes om, QSAR-klassificeringer skal bruges til vurdering af affaldets farlighed. Der ligger en løbende opgave i at udbrede forståelsen af, hvordan kriterierne for farligt affald skal anvendes. Både for at sikre, at der sker en miljømæssig fornuftig håndtering af affaldet og for at sikre, at der ikke er unødige omkostninger forbundet med behandling af affald, som ikke burde håndteres som farligt affald. Initiativer til at øge nyttiggørelsen af farligt affald skal fremmes. Det skal sikres, at der gennemføres kriterier for ”miljøfare” i den danske lovgivning – helst gennem en vedtagelse i EU. E 9.3 Regulering Farligt affald er reguleret af affaldsbekendtgørelsen111 og særlige bekendtgørelser om enkelte fraktioner. Reglerne for farligt affald blev indarbejdet i dansk lovgivning i 1996 og følger stort set reglerne om klassificering af kemiske stoffer og produkter. Virksomhederne har ansvaret for at vurdere om, affaldet er farligt og meddele dette til kommunen. Kommunerne skal indsamle alt farligt affald. E 9.4 Kapacitet 25% af det farlige affald fra primær kilder går i dag til genanvendelse:
32% bliver forbrændt:
6% bliver underkastet særlig behandling:
37% bliver deponeret:
Af farligt affald fra sekundær kilder går 114% til genanvendelse og 896% til deponi. Der findes en række virksomheder, der forbehandler farligt affald med henblik på at udsortere de ikke farlige fraktioner (oliefiltre, malingstromler og den vandige komponent i spildolie). For enkelte affaldsfraktioner (sølv fra fotobranchen og organiske opløsningsmidler) er der genanvendelsesvirkomheder (genvinding af sølv og kølervæske), men traditionelt er der ikke udviklet mange behandlingsmetoder til f.eks. genvinding eller genanvendelse af farlige affaldsfraktioner. Biler, der ikke er tømt for væsker eller andre farlige dele, er klassificeret som farligt affald. Der er fastsat regler for affaldshåndtering af udtjente motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra i bilskrotbekendtgørelsen. Udtjente person- og varebiler skal afleveres til virksomheder, der er registreret og har etableret et certificeret miljø eller kvalitetsledelsessystem. Andre former for udtjente køretøjer skal afleveres til godkendte ophugningsvirksomheder. Der er registreret ca. 210 virksomheder, der kan affaldsbehandle biler i overensstemmelse med reglerne i bilskrotbekendtgørelsen. Herudover findes et mindre antal ophugningsvirksomheder, der ophugger andre former for køretøjer og udtjente biler, der er affaldsbehandlet på en registreret ophugningsvirksomhed. Desuden findes der seks shreddervirksomheder, hvor bilskrot neddeles og sorteres. Elektriske og elektroniske produkter I 2001 blev der indsamlet og specialbehandlet 21.200 tons elektronikskrot. Af den samlede mængde af elektriske og elektroniske produkter anslås det, at yderligere ca. 10.000-20.000 tons skal indsamles og særskilt behandles. Der eksisterer i dag ca. 20 demonteringsvirksomheder. Den nuværende kapacitet er ca. 90.000 tons pr. år, og der forventes ikke kapacitetsproblemer i fremtiden. Filterstøv og røgrensningsprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæg udgør ca. 30% af den samlede mængde farligt affald. Røggasaffaldet eksporteres og deponeres, indtil en permanent løsning er blevet etableret. Kravene til genanvendelse af restprodukterne skal tilpasses, så hensynet til grundvandet tilgodeses, se endvidere afsnit E25. E 9.5 Miljøvurdering Farligt affald består af mange forskellige affaldstyper med mange forskellige miljøegenskaber. Det er klassificeret på grund af dets iboende egenskaber, hvilket betyder, at det er potentielt farligt at håndtere. Den reelle farlighed vil dog være afhængig af de forhold det håndteres/behandles under. E 9.6 Betydning for de nationale myndigheder Der skal udarbejdes en strategi for farligt affald med det formål at sikre den økonomisk og miljømæssigt bedste behandling af affaldet. E 9.7 Betydning for de kommunale myndigheder De kommunale myndighed skal informere borgerne om den kommunale ordning for farligt affald. ____________________________________________________________ E 10 Glas
E 10.1 Status Mål år 2008
Ved genanvendelse af glas reduceres energiforbruget til produktion af nyt glas. Desuden udnyttes råvaren (glasset) flere gange. Indsamlingen af planglas, flasker og emballageglas til genanvendelse skal derfor opretholdes på nuværende niveau og forbedres. Mængden af planglasaffald er i 2000 vurderet til ca. 35.000 tons. Heraf blev ca. 27.000 tons eller 78% genanvendt i Danmark primært til isoleringsmateriale. En del af den restende mængde er eksporteret til genanvendelse, resten er deponeret. Teknologien til at adskille genanvendelige planglas fra rammer findes og fungerer på mindst et anlæg i Jylland. Glasset genanvendes bl.a. i glasuldproduktion. Ifølge et endnu ikke offentliggjort projekt med titlen ”Andre problematiske stoffer i bygge- og anlægsaffald” kan der dog være problemer med frasortering af PCB-fugemasse. Mængden af glasemballage markedsført i Danmark i 2001 var 18468.000 tons. Der blev indsamlet 132.000 tons glasaffald fra vin/spiritusflasker, glasemballage til fødevarer og medicin. Heraf blev 130.000 tons genanvendt som skår eller hele flasker til genbrug. Mængden til genanvendelse har været svagt stigende de seneste år113. Fra retursystemet for øl og vand blev der fra bryggerierne i 2001 indsamlet 9.000 tons skår til genanvendelse. Den totale genanvendelse af glas i Danmark var i 2001 på 140.000 tons eller 76%. Den private grænsehandel udgjorde ca. 20.000 tons. Hvis denne indregnes i forsyningsmængden er genanvendelse for glasemballage 65%. Mængden af glasemballage i skraldespandene hos de danske husholdninger er opgjort til ca. 29.000 tons i 2001. Denne mængde føres til affaldsforbrændings-anlæg, hvor glasset ikke bidrager til energiudnyttelsen, men ender i slaggen. Fra den indsamlede mængde af glasemballage udsorteres en stor mængde hele flasker som genbruges som hele flasker. Miljøstyrelsen har i 1999-2000 vurderet markedet for vinflasker til genbrug i Danmark samt vurderet de miljømæssige effekter ved eksport af vinflasker til genbrug uden for Danmark114. Undersøgelsen viste, at det miljømæssigt er en fordel at genbruge flasker, også hvis de eksporteres til Mellemeuropa. Genbruget af hele flasker kan øges ved at anvende skånsomme indsamlingssystemer, der reducerer skårprocenten. Forskellige kommunale erfaringer med indsamlingssystemer er indsamlet og formidlet i 2002. Ca. 60% af den mængde, som genanvendes, omsmeltes til nye emballager. Der er ikke tilstrækkelig kapacitet i Danmark til at oparbejde farvede skår til nye glasemballager. Der er derfor behov for at udvikle alternative genanvendelser for glasskår. Der er kapacitet til, at flere klare skår kan oparbejdes til ny glasemballage i Danmark. Men det vil kræve, at flere skår farvesorteres. I dag farvesorteres skår ved kilden i et par enkelte kommuner. Størstedelen af de klare skårfremkommer ved farvesortering på flaskeskyllerier og sorteringsanlæg. Det vurderes at ca. 70% af skårene fra de kommunale indsamlinger farvesorteres. Der kan udsorteres yderligere klare skår fra den nuværende indsamling, men mængden vurderes at være begrænset. EU’s emballage direktiv er under revision. Det forventes, at målet for genanvendelse af glas bliver 60% i 2008. E 10.2 Fremtidige initiativer Midler
Der er i 2002 igangsat et projekt for at finde alternative anvendelse for glasemballage. Projektet vil kortlægge mængder og vurdere muligheder for anvendelse i cement, tegl og vejbyggeri. Der vil være behov yderligere udvikling og afprøvning af metoder til alternativ genanvendelse af glas. E 10.3 Regulering Kommuner er forpligtet115 til at etablere indsamling af glas fra private bebyggelser med mere end 2000 husstande. Indsamlingen skal tilrettelægges, så væsentlige dele af glasset genanvendes. De fleste kommuner har indført bringeordninger, hvor kuber er placeret på centrale steder i kommunen og på containerpladser. For indsamlingsordningerne gælder det, at borgerne er forpligtet til at benytte ordningerne som beskrevet i det kommunale affaldsregulativ. Genanvendeligt planglas og emballageglas fra erhverv skal anvises til genanvendelse. E 10.4 Kapacitet Den mængde indsamlet glas til genanvendelse vurderes at kunne afsættes til genvindingsindustrien i fuldt omfang, når alternative anvendelsesmuligheder er taget i brug. E 10.5 Miljøvurdering Lavere skårprocent vil reducere ressource- og energiforbruget i forbindelse med fremstilling af glas. Nedsættelse af skårprocenten kan medføre øget genbrug af hele flasker, hvorved der opnås en betydelig reduktion af energiforbruget, da dette kun kræver omkring 15% energi i forhold til fremstilling af en ny flaske. Affaldsindikatorer Glasemballage Figur: Besparelser ved forbrænding, genanvendelse og genbrug af 1 ton glasemballage, i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE og 10 mPE). Figuren viser generelt, at der opnås de største besparelser ved genbrug af glasemballage. Dette gælder for alle indikatorer med undtagelse af "fornyelig bruttoenergi", som er lig nul for alle tre behandlingsformer. Genanvendelse giver anledning til besparelse af cirka samme mængde affald til deponi, men bruttoenergien ligger væsentligt lavere, hvilket skyldes det høje energiforbrug forbundet med produktion af glas ud fra glasemballageaffaldet. Ved forbrænding ses en marginal negativ besparelse (-1 i figurtabellen) for henholdsvis "ikke fornyelig bruttoenergi" og "affald til deponi". Dette skyldes at forbrænding af glasemballage kræver energi og ikke skaber energi. Planglas Figur: Besparelser ved henholdsvis forbrænding, genanvendelse og genbrug af et ton planglas i forhold til deponering af mængden (i mPR, mPE og 10 mPE).
Resultatet for behandling af 1 ton planglas er det samme som for emballageglas, idet der anvendes samme data. Der opnås således de største besparelser ved genbrug. E 10.6 Økonomi En fastholdelse af indsamlingsniveauet for glasemballage forventes ikke at få indflydelse på renovationsgebyret. E 10.7 Betydning for nationale myndigheder Udvikling af alternative genanvendelsesteknologier skal fremmes. E 10.8 Betydning for de kommunale myndigheder For at opretholde indsamlingsniveauet for glasemballage er det vigtigt løbende at informere om indsamlingsordningerne og sorteringskrav. Der skal sikres et skånsomt indsamlingssystem, så flest mulige flasker kan genbruges. ____________________________________________________________ E 11 Havbundssediment
E 11.1 Status Sigtelinier år 2008
Havne har et behov for at skille sig af med det materiale, der aflejrer sig dels på bunden af havnene, dels i sejlrender. Materialet kaldes havbundssediment (eller havnesediment/havneslam). Bortskaffelsen af materialet kan ske enten ved deponering på land eller ved at dumpe det uden for havnen på et anvist sted, som amtet har udpeget. Dumpning af havbundssediment på havbunden kaldes klapning. Materialet kan også nyttiggøres eller genanvendes. Hvert år opgraves der i gennemsnit ca. 3 millioner tons havbundssediment (målt i tørstof) for at holde havne og sejlrender sejlbare. Heraf er hidtil klappet ca. 90%, mens ca. 10% er deponeret. Mange havne har i de senere år oplevet stigende problemer i forbindelse med bortskaffelse af havbundssediment. Dette skyldes primært et stigende kendskab til tilstedeværelsen af en række organiske miljøgifte i havbundssedimentet – specielt antibegroningsmidlet TBT. Amterne er således blevet mere tilbageholdende med at tillade klapning. Indholdet af forurenende stoffer i sedimentet har betydet, at flere havne har fået afslag på at klappe, og i stedet har måtte ty til den dyrere løsning: at deponere sedimentet på land. Der er dog i dag store forskelle på, hvorledes amterne vurderer specielt havbundssedimentets indhold af organiske miljøgifte. Den aktuelle problematik har skabt et behov for at finde en løsning, der:
Miljøministeren har ultimo 2002 nedsat en arbejdsgruppe, som har til opgave at skabe et nyt administrationsgrundlag for håndtering af havbundssediment. I arbejdsgruppen deltager foruden Miljøministeriet overvejer sammen med repræsentanter fraor Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Sammenslutningen af Danske Havne et nyt administrationsgrundlag for håndtering af havbundssediment, som . Forslaget til nyt administrationsgrundlagtidligst forventes at ligge klar i efteråretblive sendt i ekstern høring i første halvdel af 2003. E 11.2 Fremtidige initiativer
Med henblik på at kunne vurdere, om de bestående anlæg for deponering af havbundssediment kan videreføres efter den 16. juli 2009, har Miljøstyrelsen gennemførtigangsat et et projekt, der skulle kunne bistå amterne og anlægsejerne med en vurdering af, hvorvidt bestående anlæg kan fortsætte driften efter 2009 Eventuellet. yderligere relevante initiativer afventer indholdet af et i forslaget til nyt administrationsgrundlag for håndtering af havbundssediment. E 11.3 Regulering Amterne kan efter havmiljøloven118 som udgangspunkt give tilladelse til klapning af havbundssediment, når sedimentet indeholder ubetydelige mængder af forurenende stoffer. Klapning er omfattet af havmiljøloven samt bekendtgørelse119 om dumpning af optaget havbundssediment. Det sediment, der ikke kan klappes, nyttiggøres eller genanvendes, skal bringes på land og anbringes i dag hovedsageligt i kystnære depoter. Der findes ca. 17 en række større depoter og såkaldte spulefelter samt en række mindre depoter til deponering af forurenet havbundssediment. Deponering af havbundssediment på landjorden er som udgangspunkt omfattet af deponeringsbekendtgørelsen120, som er en del af implementeringen af EU‘sEU’s deponeringsdirektiv121. Dette indebærer, at alle nye deponeringsanlæg skal indrettes og drives i overensstemmelse med bekendtgørelsens krav. Bestående anlæg skal overholde (eller bringes til at overholde) bekendtgørelsens krav - alternativt skal anlæggene være nedlukket senest den 16. juli 2009, jf. i øvrigt Bilag D 3. Det er i dag uvist, om nogle af de bestående anlæg til deponering af havbundssediment kan fortsætte driften efter den 16. juli 2009, da der ikke er tilstrækkelig viden til at vurdere, om anlæggene kan overholde deponeringsbekendtgørelsens krav til bl.a. membran- og perkolatopsamlingssystemer. Til brug for belysning af problemstillingen har Miljøstyrelsen igangsat et projekt, der vil kunne bistå amtsrådene og anlægsejerne med denne vurdering. De foreløbige resultater synes at vise, at der skal ske en individuel bedømmelse af det enkelte anlæg. Projektet forventes afsluttet og offentliggjort i februar/marts 2003. Ovennævnte problemstilling forventes at indgå i forslaget til nyt administrationsgrundlag for håndtering af havbundssediment. E 11.4 Kapacitet Det skønnes, at der i dag og fremover årligt er behov for at optage i gennemsnit ca. 3 mio. tons havbundssediment (målt i tørstof) i forbindelse med oprensning af havne og sejlrender. Hidtil er ca. 90% af havbundssedimentet blevet klappet, mens ca. 10% er deponeret på landjorden. Som følge af, at administrationsgrundlaget er under revision, er det ikke muligt at fremkomme med et kvalificeret bud på, hvor store mængderhavbundssediment, der vil være behov for at deponere på landjorden i fremtiden. I værste fald kan det nye administrationsgrundlag betyde, at der vil kunne opstå kapacitetsproblemer, hvis en større mængde havbundssediment end hidtil skal deponeres på landjorden. Kapacitetsproblemerne vurderes dog først for alvor at slå igennem efter den 16. juli 2009, hvor en række af de bestående aanlæg til deponering af havbundssediment, der ikke opfylder bekendtgørelsens krav, vil forventes at være nedlukket. E 11.5 Miljøvurdering Havbundssediment består hovedsageligt af sand, ler, og organisk materiale. Der sker store omflytninger af havbundssediment i de fleste danske farvande – også fra klappladserne, og mange havne fungerer som sedimentfælder – specielt for finkornet sediment, der indeholder hovedparten af de forurenende stoffer. I havnen tilføres også forurenende stoffer fra lokale kilder, som varierer alt efter havnens brug. Klapning af havbundssediment betyder derfor først og fremmest en omfordeling og for en stor del en tilbageførsel til havmiljøet af forurenende stoffer. Gennem de seneste år har en række havne oplevet stadigt stigende problemer med håndteringen af forurenet havbundssediment. Problemet blev først synliggjort i Det sydfynske Øhav, hvor et stigende antal sedimentprøver havde et højt indhold af TBT (organisk tinforbindelse der indgår i antibegroningsmidler). Det er især i de indre farvande problemerne ses. På den baggrund har amterne afslået mange ansøgninger fra havnene om klapning af havbundssediment, og havnene må i stedet håndtere det forurenede havbundssediment på anden måde – typisk ved at bringe det på land, hvilket er væsentligt dyrere. For så vidt angår indholdet af forurenende stoffer i sedimentet er der ved kemiske analyser fundet en lang række tungmetaller med en koncentration over baggrundsniveauet – bl.a. kviksølv, cadmium, bly og kobber, samt i stigende grad miljøfarlige stoffer som TBT og PAH’er (polyaromatiske kulbrinter, der især dannes ved forbrænding af fossilt brændsel). Miljøstyrelsen har gennemført en række projekter, hvor havbundssediment er screenet for 113 miljøfarlige stoffer. Heraf findes 34 stoffer i sedimentet i alle typer af havne, mens de øvrige stoffer stort set ikke forekommer. Især visse tungmetaller, TBT og PAH’er udgør et problem. Dette afspejler sig i forekomsten af disse stoffer blandt de forurenende stoffer i havbundssedimentet, og samtidig er det disse stofgrupper, der især bidrager til sedimentets giftighed. Ud over de nævnte stoffer blev der blandt de 34 stoffer fundet en række andre miljøfarlige stoffer - blandt andet nonylphenoler og DEHP (Di(2-ethylhexyl)phthalat) Tungmetaller er ikke nedbrydelige og i forskellig grad giftige og bioakkumulerbare. Tungmetaller findes i alle typer af havbundssediment i vekslende koncentrationer, men oftest mindre end 2 gange den lokale baggrundsværdi. Baggrundsværdien er det niveau, der kan findes i et område, der kun er diffust belastet og ikke direkte er påvirket af udledninger fra punktkilder. TBT indgår i antibegroningsmalinger til skibe, og der er påvist effekter heraf i form af tvekønnethed og blandingskønnethed på marine organismer ved meget lave koncentrationer i stort set alle de indre danske farvande og i de åbne dele af Skagerrak og Nordsøen. Der er i dag ophobet en stor mængde TBT i havbundssediment i de danske farvande, ligesom der dagligt sker tilførsler fra større skibe i transit eller skibe, som anløber danske havne. Det skønnes, at 90 % af det TBT, der for tiden tilføres havmiljøet, afgives fra skibe, mens de resterende 10% kan tilskrives klapning. Øvrige organiske miljøfarlige stoffer – herunder PAH’er – findes i vekslende koncentrationer i havbundssediment i danske havne og havområder. PAH’er findes typisk i koncentrationer over 2 gange baggrundsværdien. PAH’er tilføres især via luften som nedfald fra forbrænding af fossilt brændsel samt fra kilder som oliespild m.v. Der er generelt ingen klar sammenhæng mellem en havns brug og havbundssedimentets indhold af organiske miljøfarlige stoffer. E 11.6 Økonomi Det skønnes, at havnenes årlige udgifter til bortskaffelse af opgravet havbundssediment i dag er i størrelsesordenen 160 millioner kr. Disse omkostninger betales af skibene gennem havne- og vareafgifter, der dog reelt er gebyrer, selvom de benævnes ”afgifter”. En ændring af reglerne for bortskaffelse af forurenet havbundssediment, så mere sediment skal deponeres på landjorden, vil medføre øgede udgifter. Området er fuldt brugerfinansieret, og havnegebyrerne vil derfor stige i takt med de øgede udgifter. Det drejer sig om årlige merudgifter i størrelsesordenen 60-110 millioner kr. afhængigt af kravene til deponeringsform. Finansministeriet har skriftligt meddelt Miljøstyrelsen, at de øgede havnegebyrer som følge af en stramning af reglerne for bortskaffelse af forurenet havbunds-sedimenthavbundssediment ikke vil være omfattet af skattestoppets brugerbetalingsbestemmelser. Begrundelsen herfor er, at der er tale om en omkostningsstigning i forbindelse med strammede lovgivningsmæssige krav og ikke indførelse af ny form for brugerbetaling eller en forøgelse af brugerbetalingsandelen. E 11.7 Betydning for de nationale myndigheder Et nyt administrationsgrundlag for håndtering af havbundssediment forventes tidligst at foreligge i efterforåret 2003. Som opfølgning på det nye administrationsgrundlag forventes Miljøstyrelsen - i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen - at udarbejde et udkast til en bekendtgørelse (inkl. tilhørende vejledning) om håndtering af havbundssediment. Udkast til bekendtgørelse samt vejledning forventes at blive sendt i høring omkring årsskiftet primo 2004. E 11.8 Betydning for de kommunale myndigheder Betydningen for kommunerne vil først kunne vurderes, når det nye administrationsgrundlag ligger klar. I lyset af, at mange danske havne er ejet af kommunerne, vil skærpede krav om deponering af havbundssediment på landjorden og/eller krav, der medfører, at større mængder havbundssediment skal deponeres, medføre væsentlige meromkostninger, der som hovedregel vil blive dækket via havnenes indtægter fra havneafgifterne. ____________________________________________________________ E 12 Jern og metalemballager
E 12.1 Status Mål år 2008
Mængden af jern- og metalemballage i Danmark blev i 2001 opgjort til 43.000 tons. Stål- og hvidblikemballager udgør den største mængde. Der blev i 2000 direkte indsamlet 8.400 tons jern- og metalemballager til genanvendelse. Den restende mængde jern- og metalemballageaffald tilføres forbrændingsanlæggene, hvor jern separeres fra slaggen og genanvendes som forbrændingsjern. Tabet af jern i denne proces har hidtil ikke være vurderet. Forsøg udført i 2002 viser imidlertid, at tabet af jern og metalemballager er stort. Der vurderes, at tabet for hvidblik emballage er 76% ved et middeltab. Varierende fra 62% ved et minimumstab til 90% ved et maximumstab. I 2002 er der iværksat indsamling af metalemballage til øl og sodavand via Dansk Retursystem. Mængden kendes ikke på nuværende tidspunkt. Dette vil især give et positivt bidrag til aluminiumsgenanvendelsen. Størstedelen af metalemballageaffaldet kommer fra husholdningerne. Mængden af metalemballage i skraldespandene hos de danske husholdninger er opgjort til ca. 31.000 tons i 2001. For at nå målet i emballagedirektivet er der flere muligheder for at forbedre håndteringen af metalemballage i Danmark. Herunder kan nævnes øget separat indsamling af metalemballager fra erhverv og husholdninger, forbedret udsortering af metal fra slaggen samt forsortering af jern- og metalaffald på affaldsforbrændingsanlæg. E 12.2 Fremtidige initiativer Midler
Der skal stilles krav om øget indsamling af jern- og metalemballager fra husholdninger f.eks. via genbrugspladser eller som led i de eksisterende storskraldsordninger. Det skal undersøges, hvilke muligheder der er for forsortering af jern og metal på affaldsforbrændingsanlæggene samt mulighederne for bedre udsortering af slaggen. Det skal præciseres i affaldsbekendtgørelsen, at metalemballage fra erhverv skal anvises til genanvendelse. E 12.3 Regulering Reglerne vedrørende håndtering og nyttiggørelse af emballageaffald er gennemført i Bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald. Krav til drikkevareremballage er gennemført i Lov nr. 475 af 7. juni 2001 om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Pant- og retursystemer) og Bekendtgørelse nr.713 af 24. august 2002. E 12.4 Kapacitet Jern- og metalaffald bortset fra aluminium eksporteres til genanvendelses-virksomhedergenanvendelsesvirksomheder i udlandet. Det anses ikke for sandsynligt, at der vil optræde kapacitetsproblemer på de udenlandske oparbejdningsanlæg. E 12.5 Miljøvurdering Øget genanvendelse vil spare energi- og metalressourcer. Reduktion af jern og metaller i husholdningsaffaldet vil reducere fastbrænding i ovnene på affaldsforbrændingsanlæggene og øge genanvendelsesmulighederne for forbrændingsslagger. Affaldsindikatorer Aluminium
Figur: Besparelser ved forbrænding og genanvendelse af et ton aluminium, set i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE, 10 mPE).
Af figuren ses det, at der ved genanvendelse af aluminium spares væsentligt på indikatoren "andre ressourcer", ligesom der spares bruttoenergi og affald til deponi. Forbrændingsløsningen giver ikke nogen besparelse, hvilket skyldes, at forbrænding af aluminium ikke vurderes at give et energiudbytte.Tværtimod vil der blive brugt lidt energi til forbrændingen, som afspejles i værdien -1. Der findes gode data for primært og sekundært jern og stål, og figuren nedenfor giver derfor et billede af besparelserne ved genanvendelse af et ton jern og stål.
Figur: Besparelserne ved forbrænding og genanvendelse af et ton jern og stål, i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE og 10 mPE).
Det ses, at der ved genanvendelse opnås en høj besparelse for affald til deponi, ligesom der spares på de samlede ressourcer og ikke fornyelig bruttoenergi. Ved forbrænding er der tilsyneladende ingen besparelse, hvilket ikke er korrekt. I praksis vil jern og stål, der havner i forbrændingsanlæg, blive sorteret fra slaggen og blive genanvendt. Hvis det var indregnet, ville der optræde en besparelse ved forbrænding i omtrent samme størrelsesorden som ved genanvendelse. E 12.6 Økonomi Etablering af en indsamlingsordning for jern og metalemballage vil betyde ekstra omkostninger for nogle af kommuner. Men de fleste kommuner har allerede indsamling af jern og metal via genbrugsplads eller storskraldsordning. Metalemballage kan indsamles sammen med den øvrige jern og metalfraktion. Ved separat indsamling af metalemballage spares udgifter til håndtering af disse emballager i affaldforbrændingsanlæggeneaffaldsforbrændingsanlæggene og efterfølgende slaggerhåndtering. Det vurderes derfor, at der vil være meget begrænsede øgede udgifter ved at indsamle metalemballage via genbrugspladser. E 12.7 Betydning for de nationale myndigheder Der skal fastsættes regler om indsamling af metalemballager. E 12.8 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne skal sikre at metalemballager indsamles via storskraldsordninger eller lignende. Endvidere skal kommunerne sikre at metalemballageaffald fra erhverv anvises til genanvendelse. ____________________________________________________________ E 13 Jord
E 13.1 Status Sigtelinie år 2008
Der håndteres dagligt store mængder jord i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder samt rensning af forurenede ejendomme. I henhold til ISAG blev der i 2001 genanvendt 588.000 tons sten og jord, men denne mængde omfatter ikke jord, der er anvendt i forbindelse med etablering af støjvolde og andre aktiviteter, som er omfattet af bekendtgørelse nr. 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsformål. Der er således kun et begrænset kendskab til, hvilke mængder jord der flyttes samt til, hvordan denne jord håndteres. Der er på denne baggrund igangsat et udredningsarbejde for at klarlægge, hvilke jordmængder, der håndteres i dag. Undersøgelsen vil give etøjebliksbillede af forholdene, men ikke en løbene statistik, der viser udviklingen på området. E 13.2 Fremtidige initiativer Midler
Der vil blive udarbejdets på en vejledning om genanvendelse af restprodukter og flytning af jord. Bekendtgørelse nr. 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af jord og restprodukter i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder skal revideres så den også omfatter jord forurenet med organiske forbindelser. E 13.3 Regulering Forurenet jord er reguleret lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord og bekendtgørelse nr. 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder. Der betales ikke afgift af affald, der genanvendes. Derimod skal der som udgangspunkt betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtigt virksomhed. Alle virksomheder, der deponerer jord og restprodukter, er registreringspligtige i henhold til affaldsafgiftsloven. I forbindelse med den seneste ændring af affaldsafgiftsloven er der åbnet mulighed for, at forurenet jord i begrænset omfang kan anvendes til daglig afdækning og interimsveje på deponeringsanlæg, uden at der skal betales affaldsafgift. ord til bygge- og anlægsarbejder. E 13.4 Kapacitet Amterne har i forbindelse med udarbejdelse af regionplanerne mulighed for at udlæggeudlagt arealer til deponeringi af forurenet jord. E 13.5 Miljøvurdering Forurenet jord kan påvirke grundvandet samt de mennesker, der bor på eller anvender arealerne. E 13.6 Økonomi Initiativerne forventes ikke at have økonomiske konsekvenser indflydelse i forbindelse med genanvendelse og flytning af jord. E 13.7 Betydning for de nationale myndigheder Miljøstyrelsen skal udarbejde en vejledning om genanvendelse og flytning af jord og restprodukter, samt revidere bekendtgørelse nr. 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af jord- og restprodukter til bygge- og anlægsarbejder. E 13.8 Betydning for de kommunale myndigheder De nye regler forventes at lette kommunernes administration i forbindelse med flytning og ggenanvendelse af restprodukter og jord af jord i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder. E 14 Klinisk risikoaffald
E 14.1 Status Sigtelinie år 2008
Klinisk risikoaffald kommer fra såvel den primære som den sekundære sundhedssektor og er karakteriseret ved at affaldet ved direkte kontakt under håndteringen kan indebære en smitterisiko. Ifølge ISAG blev der i 2001 frembragt 5.105 tons klinisk risikoaffald. Klinisk risikoaffald er med henvisning til smittefaree123 klassificeret som farligt affald. Stort set alt klinisk risikoaffald kommer fra servicesektoren. Affaldet bortskaffes ved forbrænding både på specialforbrændingsanlæg og på traditionelle affaldsforbrændingsanlæg under overholdelse af særlige vilkår, der reducerer risikoen for kontakt med affaldet. Selve forbrændingsprocessen adskiller sig miljømæssigt ikke fra forbrænding af f.eks. dagrenovation. Ved forbrænding opnås en inaktivering af affaldet, energiudvinding, volumenreduktion og en ugenkendelighed, hvilket er hensigtsmæssigt navnlig for vævsaffaldet. Bortskaffelsen er relativ emballageforbrugende. I det omfang en forbedret sortering vil mindske mængden af klinisk risikoaffald, vil det indirekte kunne reducere den samlede affaldsmængde, da emballageforbruget tilsvarende reduceres. En vejledning om klinisk risikoaffald er udsendt i 1998124. E 14.2 Fremtidige initiativer Der vil ikke umiddelbart blive taget nye initiativer for klinisk risikoaffald. E 14.3 Regulering Håndteringen af klinisk risikoaffald er reguleret med Affaldsbekendtgørelsen. Klinisk risikoaffald er farligt affald, og kommunerne skal derfor i henhold til Affaldsbekendtgørelsen etablere indsamlingsordninger i form af afhentningsordninger for affaldet. E 14.4 Kapacitet Affaldet bortskaffes på 1 specialanlæg og på 7 traditionelle affaldsforbrændingsanlæg. E 14.5 Betydning for de nationale myndigheder Ingen betydning E 14.6 Betydning for de kommunale myndigheder ____________________________________________________________ E 15 Kølemøbler
E 15.1 Status Mål år 2008
I cirkulæret om kommunale regulativer om bortskaffelse af CFC-holdige kølemøbler er der fastsat regler om, at kommunerne i regulativer skal fastsætte regler om indsamling og miljømæssig forsvarlig håndtering af udtjente køleskabe og frysere, der indeholder CFC. Kølemøbler, der er fremstillet før 1995, indeholder CFC og andre miljøbelastende fraktioner. De kommunale regulativer sikrer, at kølemøbler indsamles og behandles, samt at miljøbelastende stoffer udtages til særskilt behandling. De genanvendelige fraktioner (jern- og metaldele) udsorteres til genanvendelse. For andre former for affald i form af elektriske og elektroniske produkter eksisterer der en særlig ordning, se bilag E 7. Det samlede antal udtjente kølemøbler udgjorde i 2001 ca. 300.000. I 2001 blev der indsamlet og affaldsbehandlet 266.000 kølemøbler svarende til 89% af potentialet. 80% af de indsamlede kølemøbler indsamles fra husholdninger enten via tilbage-tagningsordningertilbagetagningsordninger eller via de kommunale storskraldsordninger. 15% kommer fra institutioner, handel og kontor. De resterende 5% indsamles fra industrien.
E 15.2 Fremtidige initiativer Reglerne om affaldshåndtering af kølemøbler indarbejdes i en revideret bekendtgørelse om håndtering af affald i form af elektriske og elektroniske produkter, som forventes udstedt i 2004. E 15.3 Regulering Indsamling og håndtering af CFC-holdige kølemøbler er sikret ved en aftale mellem ministeren og organisationerne om bortskaffelse af CFC-holdige kølemøbler samt et cirkulære125 om kommunale regulativer om bortskaffelse af CFC-holdige kølemøbler. Aftalens mål er at indsamle mindst 90% af det totale antal kasserede kølemøbler til behandling i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i cirkulæret. Mindst 95% af indholdet af kølemiddel CFC-12 skal udtages og opsamles. Opskumningsmiddel CFC-11 skal opsamles med en effektivitet på mindst 80%. Det opsamlede CFC-12 skal enten genanvendes eller destrueres. CFC-11 skal destrueres. Derudover skal kviksølvkontakter og kondensatorer (PCB) udtages med henblik på miljømæssig forsvarlig håndtering, se bilag E21. E 15.4 Kapacitet Der eksisterer 1 specialanlæg til affaldsbehandling af kølemøbler. En tredjedel af de indsamlede kølemøbler eksporteres til affaldsbehandling i Tyskland. Derudover affaldsbehandles kølemøbler på ca. 5 andre danske virksomheder, der kan udtage CFC fra kølemøbler. E 15.5 Miljøvurdering 250.000-300.000 kølemøbler (svarende til ca. 12.500 tons) håndteres i overensstemmelse med cirkulæret. Ca. 100 tons CFC samt PCB-holdige kondensatorer udtages og destrueres på miljømæssig forsvarlig vis. E 15.6 Betydning for de nationale affaldsmyndigheder Ingen. E 15.7 Betydning for de kommunale affaldsmyndigheder Ingen ____________________________________________________________ E 16 Mineraluld
E 16.1 Status Sigtelinie år 2008
Mineraluld anvendes primært i bygge- og anlægssektoren, men har også udbredelse i gartnerier som vækstmedium. Der er ingen nyere undersøgelser, som opgør det årlige forbrug eller den akkumulerede mængde af mineraluld i Danmark. Forbruget anslås dog til at være på 40.000 tons pr. år for stenuld og glasuld tilsammen. Fra bygge- og anlægssektoren dannes der affald ved nybyggeri i form af afskær ved tilpasning til byggeriet og ved nedrivninger og ombygninger af eksisterende byggeri. Mineraluld blev optaget på listen over farlige stoffer i 1999. Herefter skal affald af mineraluld klassificeres som farligt affald. Miljøstyrelsen har imidlertid anbefalet, at kommunerne afventer en vejledning for håndtering af mineraluldsaffald for at sikre en ensartet praksis på området. Det må derfor formodes, at en del af mineraluldsaffaldet i dag går til affaldsbehandling sammen med blandet bygge- og anlægsaffald. Der er ikke tilstrækkelig viden om, hvorvidt brugt mineraluld fra gartnerier ender som affald eller bliver genanvendt af gartnerierne til andre formål. En mindre mængde mineraluldsaffald sendes i dag som farligt affald til affaldsbehandling fortrinsvis til forbrænding. Mineraluld ikke er forbrændingsegnet, og årsagen til forbrændingen må formodes at være forurening med andre farlige stoffer, som kan forbrændes på særlige forbrændingsanlæg. E 16.2 Fremtidige initiativer Midler
Der er behov for større viden om mulighederne for håndteringen af mineraluldsaffaldet. Der skal igangsættes initiativer, der undersøger potentialerne og barriererne for genanvendelse af mineraluldsaffald enten som erstatning for jomfruelige råvarer eller til alternative formål. Som følge af undersøgelserne kan der udvikles egnede metoder til genanvendelse. Desuden skal det undersøges, hvordan mineraluld, som ikke er egnet til genanvendelse, kan deponeres på en miljømæssig forsvarlig og samfundsøkonomisk effektiv måde. E 16.3 Regulering Mineraluld reguleres af Affaldsbekendtgørelsen126 og er klassificeret som farligt affald. Desuden er der udarbejdet en vejledning om, hvordan mineraluld skal klassificeres, samt hvordan det skal håndteres som affald. E 16.4 Kapacitet Der er ikke tilstrækkelig viden om mulighederne for at genanvende mineraluld og kapaciteten hertil. Mineraluld skal ved deponering på grund af klassificeringen deponeres på specialdepot for farligt affald. E 16.5 Miljøvurdering Mineraluld udgør et sundhedsmæssigt problem, når det håndteres som affald. Det klassificeres som farligt affald på grund af dets lokalirriterende og kræftfrem-aldendekræftfremkaldende effekter. Nyere mineraluld (produceret efter år 2000) kan dog anses for kun at være lokalirriterende, da mineraluldsfibrenes udformning ikke som tidligere giver anledning til en kræftfremkaldende effekt. Den lokalirriterende effekt giver stadig anledning til, at mineraluld klassificeres som farligt affald. Udfra et ressource- og miljømæssigt synspunkt tyder det på, at det er hensigtsmæssigt at genanvende mineraluldsfibrene. E 16.6 Økonomi Det er ikke muligt at forudsige økonomien i genanvendelse af mineraluldsprodukterne, før nye teknologier er udviklet. Afgift og gebyrer for deponering af mineraluld kan blive ændret som følge af en ændring i deponeringspraksis. Inden der gennemføres særskilte regler for håndtering af mineraluldsaffald skal der gennemføres en miljø- og samfundsøkonomisk analyse af eventuelle konsekvenser. E 16.7 Betydning for de nationale myndigheder Undersøgelserne af deponeringsmulighederne kan medføre, at reglerne for deponering af mineraluldsaffald skal ændres. E 16.8 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne skal tage højde for, at der kan være særlige regler for deponering af mineraluldsaffaldet. ____________________________________________________________ E 17 Organisk dagrenovation
E 17.1 Status Sigtelinie år 2008
Organisk dagrenovation udgør en ressource, som i dag primært forbrændes og kun i mindre omfang udnyttes ved kompostering eller bioforgasning. Bioforgasning er den højest prioriterede genanvendelsesform for organisk dagrenovation, idet både affaldets energiindhold og dets gødningsindhold udnyttes. Kompostering, herunder specielt hjemmekompostering, er fortsat en hensigtsmæssig behandlingsform til udnyttelse af affaldets gødningsindhold. Ved organisk dagrenovation forstås vegetabilsk og animalsk madspild og andet let nedbrydeligt organisk materiale. Den samlede mængde organisk affald udgør omkring 50% af den samlede dagrenovation127. I 2001 blev ca. 60.000 tons organisk dagrenovation genanvendt via biologisk behandling128 svarende til ca. 5% af dagrenovationen. Heraf blev knap 40.000 tons behandlet i centrale biogas- eller komposteringsanlæg, mens resten blev hjemmekomposteret. Ved forbehandlingen ved central behandling frasorteres mellem 15 og 40% af den indsamlede mængde afhængig af behandlingsteknologien. Dette indebærer, at der separat blev indsamlet op mod 55.000 tons organisk dagrenovation i 2001. Restprodukterne fra den biologiske behandling af organisk dagrenovation er underlagt de samme krav som slam fra offentlige spildevandsanlæg med hensyn til indhold af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i forbindelse med jordbrugsmæssig anvendelse, se afsnit E 29. På baggrund af indholdet af tungmetaller og miljøfremmede stoffer vurderes det, at der generelt ikke vil være problemer med behandlet organisk dagrenovations overholdelse af grænse- og afskæringsværdier. Undersøgelser viser endvidere, at komposteringsprocessen fremmer nedbrydningen af miljøfremmede organiske stoffer. Der er over de seneste år gennemført en lang række detaljerede forsøg og undersøgelser, der belyser forskellige aspekter af genanvendelse af organisk dagrenovation primært gennem bioforgasning. Det tekniske grundlag for at vurdere relevante aspekter ved indsamling, håndtering og genanvendelse af organisk dagrenovation er således væsentligt forbedret. E 17.2 Fremtidige initiativer Midler
Der sigtes mod at klarlægge, hvilke lokale forhold der er afgørende for, om det er mest hensigtsmæssigt at forbrænde, bioforgasse eller kompostere den organiske del af dagrenovationen. Miljøministeriet vil udvikle et værktøj til hjælp for kommunernes vurdering, og kommunerne får herved mulighed for at vurdere, hvilken håndtering af den organiske dagrenovation, der er miljøøkonomisk mest optimal og træffe afgørelse herom. Relevante aktører vil blive inddraget i arbejdet. For at opnå en bedre miljømæssig vurdering af de forskellige anvendelser af den organiske del er det nødvendigt at arbejde på yderligere at værdisætte en række af de sideeffekter, der vil være - afhængig af om affaldet forbrændes eller genanvendes. De hidtidige undersøgelser har peget på, at det især er den to-delte indsamling og forbehandlingen, der er meget omkostningskrævende og afgørende for, om det kan betale sig at genanvende det organiske affald. Derfor sigtes mod at minimere indsamlingsomkostninger og udvikle forbehandlingsteknologien. Som alternativ undersøges mulighederne for, at den samlede dagrenovation sorteres centralt med henblik på at genanvende den organiske del. Undersøgelsen skal fokusere på, om der vil være arbejdsmiljøproblemer ved et centralt sorteringsanlæg samt på kvaliteten af det udsorterede materiale. E 17.3 Regulering Ifølge Bekendtgørelse om affald nr. 619 af 27. juni 2000 skal kommunerne i bebyggelser, hvor der til stadighed er mere end 1000 indbyggere, iværksætte indsamling af dagrenovation fra husholdninger. Kommunalbestyrelsen kan via regulativ tillade, at borgerne hjemmekomposterer den vegetabilske del af dagrenovationen. E 17.5 Økonomi Erfaringerne viser, at det er forholdsvis omkostningskrævende at etablere to-delt indsamling af dagrenovationen med henblik på at genanvende den organiske del. Merudgiften på landsplan overstiger således den billigere behandling i biogas- og komposteringsanlæg samt de miljøfordele, det på nuværende tidspunkt har været muligt at prisfastsætte. Genanvendelse af afgasset eller komposteret organisk dagrenovation i jordbruget kræver en meget ren biomasse. De kendte forbehandlingsteknologier kan leve op til kravet om en ren biomasse, men forbehandlingen er dyr, og der frasorteres en meget stor andel af affald på forbehandlingsanlæggene, hvilket har stor indflydelse på energibalancen. E 17.6 Miljøvurdering En sammenligning af energiudbyttet fra henholdsvis bioforgasning og forbrænding af den organiske del af dagrenovationen på landsplan viser, at bioforgasning giver en mindre energigevinst i forhold til forbrænding. I beregningerne indgår transport, procesenergi, energiproduktion samt energiforbruget til substitution af kunstgødning. Årsagen er foruden den store frasortering ved forbehandlingen, at biogaspotentialet af den indsamlede organiske dagrenovation er mindre end tidligere antaget og, at energiudnyttelsen på forbrændingsanlæggene er forbedret væsentlig de seneste 3-5 år. Energimæssigt kan der således ikke generelt peges på, at forbrænding er bedre end bioforgasning eller omvendt. Lokale forhold som indsamlingssystem, indsamlede mængder, forbehandling m.m. har afgørende indflydelse på, hvilken behandlingsform der ud fra et miljøsynspunkt bør foretrækkes. Restproduktet efter bioforgasning af 1 tons organisk dagrenovation har en gødningsværdi i størrelsesordenen 3-8 kg kvælstof, 0,5-1,1 kg fosfor og 1,2-2,6 kg kalium. Kompost giver generelt ikke et energiudbytte, hvilket vejer tungt i miljøvurderingen. Lokal- og specielt hjemmekompostering kan dog fortsat være en god ide, og det er ofte billigere at kompostere end at bioforgasse. I vurderingen af miljøeffekterne ved forskellige behandlingsformer for organisk dagrenovation er der en række positive effekter knyttet til anvendelsen af kompost og bioforgasset affald, som det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at inddrage. Det skyldes enten, at det er vanskeligt at opgøre effekten eller, at den ikke umiddelbart kan prisfastsættes. Affaldsindikatorer Figuren viser besparelserne ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse (bioforgasning). I de anvendte LCA- data for biogasproduktion godskrives der 4.5 MJ pr. kg organisk affald, som naturgas. Dette tal indeholder både gassens forbrændingsværdi og værdien af kvælstofgødningen i den afgassede biomasse. Værdien af biomassen som jordforbedrende materiale kan være betydelig, men vanskelig at kvantificere og er ikke indregnet. Ved forbrænding af det organiske affald regnes med en udnyttelse på 4 MJ, som godskrives som øvrig energi fra affaldsforbrænding, dvs. med en vis andel som elproduktion. Genbrug af madaffald er ikke indregnet, da det i 2002 er blevet forbudt at anvende madaffald som dyrefoder. Genbrug er derfor ikke en mulig behandlingsform for madaffald i dag.
Figur: Besparelser ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse til biogasfremstilling af et ton madaffald, i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE eller 10mPE) .
Det ses af figuren, at genanvendelse ved bioforgasning giver lidt mindre energiudbytte end forbrænding. Balancen påvirkes derfor også af den anvendte forudsætning om energiudnyttelse fra affaldsforbrændingsanlæg. En følsomhedsberegning, hvor energiudnyttelsen fra affaldsforbrænding er halveret giver derfor en besparelse ved biogas frem for forbrænding. Der er dog flere forhold, der ikke indgår i beregningen – dels slagge og aske fra forbrændingsprocessen, dels de jordforbedrende egenskaber ved udnyttelse af afgasset biomasse fra biogasanlæg. Af figuren ses resultatet, at hvis det organiske dagrenovationsaffald bioforgasses (genanvendes) giver det lidt mindre energibesparelse end forbrænding. Det forudsætter dog, at udbyttet ved forbrænding er så højt som forudsat, idet følsomhedsberegdningen med det halve energiudbytte ved forbrænding giver det omvendte resultat. Det netop afsluttede LCA-studie for behandling af madaffald bl.a. ved forbrænding og bioforgasning (Miljøstyrelsen, 2003) viser samme tendens. Der er dog regnet med lidt forskellige forudsætninger, bl.a. om energiudnyttelsen. De viste indikatorberegninger er baseret på, at energiudnyttelsen ved forbrænding er 4 MJ/kg, som anvendes til produktion af el og varme. Men ændres forudsætningerne for udbyttet af forbrændingen, vil billedet ændres. E 17.7 Betydning for de nationale myndigheder Miljøministeriet igangsætter udvikling af model for en lokal vurdering af, hvilken håndtering af den organiske dagrenovation der er mest hensigtsmæssig såvel miljømæssigt som økonomisk E 17.8 Betydning for de kommunale affaldsmyndigheder Kommunerne skal lokalt vurdere, hvilken håndtering af den organiske dagrenovation der er miljøøkonomisk mest optimal. ____________________________________________________________ E 18 Organisk affald fra industrien, bortset fra animalsk affald og madaffald fra storkøkkener
E 18.1 Status Sigtelinie år 2008
Der produceres organisk affald fra både industri og storkøkkener. En stor del af affaldet fra industrien er homogene biprodukter og indgår derfor ikke i ISAG (Informationssystemet om affald og genanvendelse, se bilag B). I industrien produceres der årligt knap 8,5 mio. tons organisk affald. Affaldet er biologisk nedbrydeligt affald som f.eks. slagteriaffald, mejeriaffald, fiskeriaffald m.v. ofte med lavt tørstofindhold130. Animalsk affald primært fra slagterier og fiskeindustrien udgør 1,0 – 1,5 mio. tons pr. år og er behandlet i bilag E 1. Hovedparten er hidtil genanvendt. En del af affaldet er anvendt direkte som gødning på landbrugsjord, andet substituerer andre råvarer. Den resterende tiendedel går til biogasproduktion131. Kun omkring 1% er blevet forbrændteller deponeret. Der er generelt set ikke afsætningsproblemer for restprodukter af vegetabilsk oprindelse. E 18.2 Fremtidige initiativer Ingen. E 18.3 Regulering Genanvendelse af organisk affald til jordbrugsformål er reguleret i slam-bekendtgørelsenslambekendtgørelsen132. E 18.4 Kapacitet For den del af affaldet der ikke genanvendes i andre produktioner kan affaldet afsættes til jordbrugsformål eventuelt gennem et biogasanlæg, hvis affaldet har et stort biogaspotentiale. E 18.5 Miljøvurdering Der forventes ingen særlige ændringer i de miljømæssige forhold for de ikke animalske organiske affalds og restprodukter fra industrien E 18.6 Betydning for de nationale myndigheder Ingen. E 18.7 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne skal fastholde den nuværende indsats. ____________________________________________________________ E 19 Ozonlagsnedbrydende stoffer i affaldsfraktioner
E 19.1 Status Mål år 2008
Der er i halvfemserne gennemført internationale regler om udfasning af anvendelsen af ozonlagsnedbrydende stoffer med Montreal-protokollen og EF-forordning om stoffer, der nedbryder ozonlaget. De nuværende regler omfatter bl.a. forbud mod anvendelse af alle CFC-er og HCFC-er. Disse stoffer har i mange år været anvendt til opskumning af polyurethanpolyuretan, der bl.a. er anvendt som isolationsmaterialer i køleskabe, frysere, kølemontre, fjernvarmerør og kølecontainere. Der blev i 1996 fastsat regler om indsamling og oparbejdning af køleskabe og frysere med henblik på miljømæssig forsvarlig håndtering af CFC-indholdet. Der blev endvidere indgået en frivillig aftale om opsamling af CFC ved reparation og kassation af større køleanlæg (KMO-ordningen). Der er i 2002 gennemført en kortlægning af CFC-er og HCFC-er i affald. Kortlægningen viser, at kasserede fjernvarmerør fra år 2007 er den affaldsfraktion, der indeholder den største mængde CFC. Ifølge kortlægningen udgjorde CFC-mængden i kasserede fjernvarmerør 57 tons i 2002, og den årlige mængde vil være stigende indtil 2018, hvor den vil udgøre ca. 250 tons. Herefter vil kassationen af fjernvarmerør med indhold af CFC falde gradvist, og CFC-mængden vil i 2040 udgøre ca. 50 tons pr. år. Ozonlagsnedbrydende stoffer er derudover bl.a. anvendt i konstruktionsskum, isoleringspaneler, isolerede aluminiumsporte og bygningsisolering. Bortset fra aluminiumsporte anses det ikke for muligt at etablere særskilte indsamlings- og behandlingssystemer for disse fraktioner. E 19.2 Fremtidige initiativer Midler
Der fastsættes i henhold til et EU’s Forordning om stoffer, der nedbryder ozonlaget -direktiv særskilte regler om affaldshåndtering af præisolerede fjernvarmerør, der indeholder CFC-er eller HCFC-er. Der gennemføres undersøgelse af mulighederne for særskilt håndtering af andre affaldsfraktioner, der indeholder ozonlagsnedbrydende stoffer, og i hvilket omfang fjernvarmerør opgraves efter kassation. E 19.3 Regulering Affaldshåndteringen af kølemøbler er reguleret med cirkulære om kommunale regulativer om bortskaffelse af CFC-holdige kølemøbler. Den frivillige KMO-ordning blev etableret i 1992 og omfatter miljømæssig forsvarlig håndtering af kølemidler fra større køleanlæg. Affaldshåndteringen af andre affaldsfraktioner, der indeholder ozonlagsnedbrydende stoffer, er reguleret i affaldsbekendtgørelsen. E 19.4 Kapacitet Det vurderes, at der på eksisterende anlæg er tilstrækkelig kapacitet til oparbejdning af kasserede fjernvarmerør. Der kan dog vise sig behov for at modificere disse anlæg afhængig af de behandlingskrav, som vil blive fastsat. E 19.5 Miljøvurdering Opsamling og destruktion af den samlede mængde ozonlagsnedbrydende stoffer i affaldet forventes at forøges fra ca. 30% til ca. 50%. E 19.6 Økonomi Der er stor usikkerhed om mængden af kasserede fjernvarmerør, der opgraves efter kassation. Der skal derfor gennemføres en undersøgelse heraf, inden omkostningerne ved særskilt behandling af fjernvarmerør, der indeholder ozonlagsnedbrydende stoffer, kan opgøres. E 19.7 Betydning for de nationale myndigheder Der skal foretages ændring af affaldsbekendtgørelsen eller udarbejdes en særskilt bekendtgørelse om håndtering af affald, der indeholder ozonlagsnedbrydende stoffer. E 19.8 Betydning for de kommunale myndigheder Ingen bortset fra tilsyn med overholdelse af regelsættet. E 20 Papir og pap
E 20.1 Status Mål år 2008
Forbruget af papir og pap er i 2001 opgjort til 1.360.000 tons. Papirforbruget har været på samme niveau i perioden 1997-2000. I 2001 blev der indsamlet 721.000 tons papir og pap, svarende til at 53% af papirforbruget blev indsamlet133. Indsamlingsmængden har generelt været stigende fra 1990 til 20010. Mængden af papir og pap, der er egnet til genanvendelse, er mindre for husholdninger end fra de andre sektorer tilsammen. Aftørringspapir og besmudsede emballager (ca. 200.000 tons) optræder hyppigere i husholdningsaffaldet og er ikke egnet til genanvendelse. Målet for husholdninger på 60% genanvendelse af genanvendeligt papir- og pap affald svarer til ca. 48% af den totale mængde pap og papir affald i husholdninger. Målet for virksomheder på 75% genanvendelse af genanvendeligt pap og papiraffald svarer til 68% af den totale mængde pap- og papiraffald fra erhverv. I 2001 blev der ifølge ISAG indsamlet 192.000 tons pap og papiraffald fra husholdninger og 516.000 tons fra virksomheder, institutioner, handel og kontor134. Kommuner, som ikke har henteordninger, har for 2001 indberettet de indsamlede mængder til Miljøstyrelsen. Hvis der tillægges ISAG tal for de kommuner, der har henteordninger, er der i alt indsamlet 237.000 tons pap og papir fra husholdningerne i 2001. Dette svarer til 59% af potentialet for genanvendeligt papir og pap fra husholdninger. Den resterende mængde papir- og papaffald ca. 63920.000 tons føres primært til affaldsforbrændingsanlæggene og energiudnyttes. I husholdningernes restaffald er der ca. 262.000 tons papir og pap. Ca. 46% af denne mængde vurderes at være velegnet til genanvendelse. E 20.2 Fremtidige initiativer Det kan blive nødvendigt at øge mængden af emballageaffald af pap og papir, som skal indsamles til genanvendelse, for at nå målet på 55% genanvendelse af al emballageaffald i 2008. Det vil kunne medføre, at der skal indføres indsamlingsordninger for pap fra husholdninger. Dette vil blive afklaret i den redegørelse til folketinget i 2005, som er omtalt i afsnit E8. E 20.3 Regulering Reglerne om indsamling og genanvendelse af papir og pap følger af Affaldsbekendtgørelsen135. Kommunerne er i følge Affaldsbekendtgørelsen forpligtet til at sikre genanvendelse af transportemballager af pap og papir fra virksomheder, offentlige og private institutioner. Denne forpligtelse skal ses i forlængelse af Transportemballageaftalen, som blev indgået mellem Miljøministeriet, Dansk Industri, Plastindustrien i Danmark og Emballageindustrien i 1994. Kommunerne er forpligtet til at indsamle papir fordelt på en række typer til genanvendelse fra private bebyggelser med mere end 1.000 indbyggere. Dette skal ske ved hjælp af fast opsamlingsmateriel. Endvidere skal kommunerne indsamle andet papir og pap herunder papemballager i bebyggelser med mere end 1000 indbyggere. Kommunerne skal dog ikke opfylde disse regler, såfremt kommunen i 2001 og 2002 indsamlede henholdsvis 40% og 55% af det genanvendelige papir og af pappotentiale fra husholdningerne. Kommunerne skal fremover kun opfylde de ovenfor nævnte regler, hvis den indsamlede mængde udgør mindre end 55% af det genanvendelige papir og af pappotentiale i to på hinanden følgende kalenderår regnet fra og med 2003. E 20.4 Kapacitet Afsætningsmulighederne for returpapiret er gode både på det nationale såvel som det internationale marked, men priserne varierer. Der findes i dag omkring 20 virksomheder i Danmark, som handler returpapir, og 4 returpapirforbrugende virksomheder, der genanvender returpapiret i nye produkter. Behandlingskapaciteten er tilstrækkelig til at genanvende den indsamlede mængde af returpapir. E 20.5 Miljøvurdering I forhold til nyt papir giver genanvendelse en række miljømæssige fordele. Øget genanvendelse af papir vil i alt give en CO2-reduktion og mindsket belastning fra spildevandsudledning. Endvidere begrænses mængden af dagrenovation, der skal behandles på forbrændingsanlæg, hvilket frigiver kapacitet. Affaldsindikatorer Figuren nedenfor viser besparelserne ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse af 1 ton papir og pap set i forhold til, hvis 1 ton papir og pap blev deponeret. De fem søjler for hver behandlingsform viser således besparelserne for energiressourcer, andre ressourcer, bruttoenergi og deponi af affald. Det gælder således at jo højere søjlerne er, des større besparelse opnås der i forhold til en deponeringsiløsning. Figur: Besparelser ved behandling af 1 ton papir og pap ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse. Værdierne er: mPR pr. ton for de to ressourcefaktorer, mPE pr. ton (1 PE=160GJ) for de to energiindikatorer samt 10 mPE pr. ton (1 PE= 403 kg) for deponeringsifaktoren
Det ses således af figuren, at der opnås den største besparelse i fornybar bruttoenergi ved genanvendelse af 1 ton papir og pap frem for forbrænding, hvilket også afspejles i indikatoren for energiressourcer. For de øvrige 3 indikatorer er besparelsen ved genanvendelsen marginal. En vigtig forudsætning for denne konklusion er den anvendte godskrivning af energien fra affaldsforbrænding. En følsomhedsberegning, der forudsætter det halve energiudbytte ved forbrænding, viser en øget besparelserne ved genanvendelse. Begrundelsen for, at energifordelen ved forbrændingen kan blive mindre i fremtiden, er, at det må forventes, at effektiviteten ved det samlede elproduktionssystem til stadighed forbedres og i stigende grad baseres på vedvarende energi. Der er imidlertid betydelige forskelle på de energi- og miljømæssige fordele ved genanvendelse af forskellig papirtyper. Især mangler der en samlet vurdering af, hvad de enkelte returpapirkvaliteter i praksis erstatter. ProjektetAnalysen er igangsat og resultaterne vil kunne give et differentieret billede af, hvilke papirkvaliteter der kan genanvendes med størst energi- og miljømæssige fordel. E 20.6 Økonomi En fastholdelse af målet på 60% genanvendelse af papir og pap forventes ikke at medføre ekstra udgifter. E 20.7 Betydning for nationale myndigheder Miljøstyrelsen vil vurdere, om der er behov for en yderligere indsats vedrørende emballage af papir og pap. E 20.8 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne skal i deres kommende planlægning tage højde for løbende at informere om indsamlingsordninger og sorteringskrav for at opretholde niveauet i papirindsamlingen. ____________________________________________________________ E 21 PCB og PCT
E 21.1 Status Sigtelinie år 2008
PCB er en gruppe af klorerede biphenyler, og PCT er en gruppe af klorede terphenyler. Stofferne er svært nedbrydelige og akkumuleres i fødekæden. PCB og PCT er fosterskadende, kræftfremkaldenekræftfremkaldende og er desuden mistænkt for at kunne udøve hormonlignende effekter hos kryb- og pattedyr. Der er fundet høje koncentrationer af PCB og PCT i fedtvævet af f.eks. isbjørne, sæler og rovfugle. PCB er et af de 12 stoffer, som er på Stockholm konventionens liste over stoffer, der bør sikres et stop for produktion, anvendelse og forbrug af samt sikre en miljømæssig forsvarlig destruktion af. PCB og PCT er blevet anvendt som køle- og isoleringsvæske i elektriske apparater som transformatorer og kondensatorer. Desuden er det blevet anvendt i varmepumper, gasturbiner, hydrauliske systemer, lim, brandhæmmere, fugemasse m.m. Der er såvel herhjemme som internationalt gjort en særlig indsats for at afvikle brugen af stofferne. Det har været forbudt at importere og sælge PCB/PCT samt apparater, der indeholder disse stoffer i Danmark siden 31. oktober 1986. Herudover har det siden 1. januar 1995 været forbudt at anvende PCB/PCT- holdige kondensatorer og transformatorer over en vis størrelse (totalvægt > 1 kg eller en effekt > 2 kW). Store transformatorer (>5 l PCB) findes derfor ikke i Danmark. Mindre kondensatorer og transformatorer må anvendes, indtil deres levetid er udløbet. Siden 1. januar 1999 har der været krav om, at transformatorer med en PCB- koncentration over en vis grænse (>0,05 vægtprocent), skulle dekontamineres hurtigst muligt. PCB er anvendt i fugemasse og i forseglingen af termoruder i perioden 1950-1976. Undersøgelser tyder på, at forbruget af PCB i fugemasse i perioden har været 110 tons PCB og 200 tons PCB i forseglingslim. Den tekniske levetid af fugemasse sættes normalt til 25 år. I praksis har det vist sig, at fugemassen udskiftes mere sjældent, og en screeningsundersøgelse tyder på, at der stadig er en stor del af den gamle fugemasse tilbage i eksisterende bygninger. Der skønnes at være 75 tons PCB tilbage i fugerne i dag. Tilsvarende viser undersøgelser fra Norge og Sverige, at kun en meget lille del af termorunderne er udskiftet. Det skønnes, at der stadig er 160 tons PCB tilbage i termoruderne. E 21.2 Fremtidige initiativer Midler
Der vil blive igangsat en undersøgelse af, hvorvidt der opstår miljø- og sundhedsmæssige effekter i forbindelse med brug, renovering eller nedrivning af bygninger, der indeholder PCB. I projektet vil der blive lagt vægt på vurdering af PCB-bidrag fra husstøv, indeluft og jord tæt ved bygninger samt i forhold til bidrag fra øvrige kilder og TDI-værdier for udvalgte PCB-stoffer. E 21.3 Regulering I Affaldsbekendtgørelsen er PCB/PCT-affald reguleret som farligt affald. Kommunerne har derfor ansvaret for at indsamle affaldet. I 1998 blev der udstedt en bekendtgørelse om PCB, PCT og erstatningsstoffer137. Bekendtgørelsen trådte i kraft 1. januar 1999. I bekendtgørelsen om elektriske og elektroniske produkter138 er PCB-holdige kondensatorer endvidere reguleret. E 21.4 Kapacitet I Danmark er Kommunekemi den eneste virksomhed, som må destruere PCB/PCT kondensator- og transformatorolier med et PCB/PCT indhold på mere end 50 ppm. E 21.5 Miljøvurdering De nye krav vil sikre en kontrolleret bortskaffelse af de sidste rester PCB/PCT. E 21.6 Økonomi Såfremt projektet om PCB i bygge- og anlægsaffald giver anledning til ændringer i lovgivningen, vil der blive foretaget en miljøøkonomisk vurdering af konsekvenserne. E 21.7 Betydning for de kommunale myndigheder I takt med dekontaminering af transformatorer med PCB-holdig olie skal kommunerne indsamle affaldet. ____________________________________________________________ E 22 Plast
E 22.1 Status
For Danmark opgøres behovet for plast til ca. 604.000 tons og affaldsmængden til ca. 345.000 tons i 2000. Mængden af plast i affaldet vurderes at være lavere end forbruget, fordi det indgår i mange produkter med meget lang levetid så som vand-, kloak-, el-, telefon- og fjernvarmeledninger, bygningsdele og vindmøller. Forbruget af plast og affaldsmængden er steget med ca. 40% fra 1996 til 2000. Forbruget af plastemballager i 20010 er opgjort til ca. 1570.000 tons. Mængden har været på samme niveau fra 1997-2000139. Der blev i 20010 indsamlet og genanvendt ca. 403.000 tons plast i Danmark. Dette tal inkluderer både produktions- og emballageaffald, som er oparbejdet i Danmark. Der blev indsamlet ca. 210.000 tons plastemballageaffald til genanvendelse, heraf blev ca. 10. 8000 tons eksporteret til genanvendelse140. Plast udgør ca. 9% af indholdet i skraldespanden dagrenovationen fra husholdninger. Det svarer til ca. 1505.000 tons i 20010 - heraf er plastemballagen den mest dominerende del. Den genanvendesegnedelige del af plastemballagen udgør ca. 27.000 tons. Stort set al den plast, der ender i dagrenovationen, tilføres affaldsforbrændingsanlæg, hvor der produceres varme og el. Det må forventes, at der er en del plast i den brændbare del af affaldet fra erhvervsvirksomheder (institutioner, handel og kontor samt fremstilling), men der foreligger ingen opgørelser af plastindholdet i disse fraktioner. Det vurderes, at der i alt går ca. 280.000 tons plast til forbrænding om året. Endelig findes plast i tre miljøbelastende affaldsfraktioner – PVC, elektroniske produkter og bilaffald. Der henvises til bilag E23, E7 og E5. Danmark har primært har satset på at nå minimumskravet om 15% genanvendelse i emballagedirektivet i 2001 ved at genanvende transportemballageplast fra erhverv, da der typisk er tale om større, renere og mere homogene fraktioner. I modsætning hertil forekommer plastaffald fra husholdninger i små mængder, som er snavsede og består af mange plasttyper. I 20001 udgjorde transportemballageplast ca. 50% af den samlede forsyning af emballage. Danmark forventede at nå minimumskravet i emballagedirektivet, således at minimum 15% af emballageplasten blev genanvendt i 2001. De foreløbige data for 2001 viserpeger på, at Danmark ikke har nået målet.genanvendte 14%, og dermed lige netop ikke har nået målet for 2001. Folketinget har i 2001 vedtaget en beretning om genanvendelse af plastemballage, hvor målet er 22% genanvendelse i 2004. Dette er dog underforudsætning af et højt prisniveau, konstante mængder, og at en række initiativer bliver igangsat. Der forhandles i øjeblikket om en revision af emballagedirektivet. Det forventes, at målet for genanvendelse af plastemballage vil være 22,5% i 2008. Dette svarer til 35.000 tons baseret på affaldsmængden af plastemballager i 2000. Der er i 2002 etableret en indsamling af engangsflasker til kulsyreholdige læskedrikke via Dansk Retursystem. Genanvendelsen af disse vil kunne bidrage til at nå målet med ca. 1000 tons. En del af affaldsplasten er ikke velegnet til genanvendelse og skal derfor energiudnyttes. Det bør derfor overvejes, om denne type plastaffald med fordel kan mekanisk udsorteres med henblik på energiudnyttelse på særlige anlæg, der sikrer en optimal udnyttelse af plastens brændværdi, således at det kun er konverteringen fra olie til plast, der giver et tab i ressourceudnyttelsen. Der er i 2002 igangsat et projekt, der skal vurdere de miljømæssige forhold ved forskellige former for energiudnyttelse af plast. E 22.2 Fremtidige initiativer Midler
Øget udsortering af transportemballagefolie fra industri, byggeri, handel m.v. Affaldsproducenterne skal i større grad deltage i tilrettelæggelsen af effektive ordninger. Det skal være lettere for brancheforeninger repræsenterende affaldsproducenter/kædeforretninger at etablere indsamlingsordninger, som dækker hele landet. Det vil blive undersøgt, hvilke lovgivningsmæssige ændringer dette vil kræve med henblik på en ændring af lovgivningen i 2004, og således at de nye ordninger kan fungere fra 2005. Det er samfundsøkonomisk og miljømæssigt mest hensigtsmæssigt, at virksomheder med store mængder udsorterer. Det vurderes, at der ca. er 42.000 tons plastfolie affald fra virksomheder med mere end 10 ansatte141. Derfor skal der øget fokus på virksomheder med større mængder indenfor industri, byggeri, handel og service. Det kan blive nødvendigt at udvide kravene om indsamling til mindre virksomheder. Et igangværende projekt undersøger indsamlingssystemer for indsamling af transportemballage af plast fra små og mellemstore virksomheder. Øget udsortering af anden plastemballage fra industri, handel m.v. Obligatoriske ordninger for indsamling af plastdunke og flasker fra husholdninger. Endvidere er der gennemført en miljøvurdering af genanvendelse contra forbrænding af plastflaske og dunke fra husholdninger. Det er miljømæssigt fornuftig at genanvende, hvis der er tale om emballager, der nemt kan tømmes for produktet 143. Endelig er der gennemført en miljøøkonomisk vurdering af genanvendelse contra forbrænding af plastflasker og dunke144. Der blev sammenlignet to indsamlingssystemer til genanvendelse; en bringeordning til kuber og en indsamling på genbrugsstationer. Resultaterne viste, at det samfundsøkonomisk vil være dyrest at etablere en bringeordning til kuber, billigere at indsamle på genbrugsstationer og billigst at forbrænde disse emballager. Det er især de manuelle sorteringsomkostninger, som belaster økonomien i genanvendelsen. På baggrund af disse undersøgelser vil det blive pålagt kommunerne fra år 2005 at give borgerne mulighed for at sortere de relevante emballager ud og aflevere dem til genanvendelse på f.eks. genbrugspladser, som samfundsøkonomisk set er den billigste genanvendelsesordning. Såfremt mængden af indsamlet plast til genanvendelse ikke stiger i tilfredsstillende tempo i de kommende år, vil det blive overvejet at indføre tvungne kommunale indsamlingsordninger for transportemballage af plast eller producentansvar for transportemballage af plast. E 22.3 Regulering Kommunerne er i følge Affaldsbekendtgørelsen145 forpligtet til at sikre genanvendelse af transportemballager af plast fra erhvervsvirksomheder. Denne forpligtelse skal ses i forlængelse af Transportemballageaftalen, som blev indgået mellem Miljøministeriet, Dansk Industri, Plastindustrien i Danmark og Emballageindustrien i 1994. Lettere adgang for brancheorganisationer til at etablere landsdækkende indsamlingsordninger og en kommende genanvendelsesordning for plastflasker og –dunke fra husholdninger og erhverv vil forudsætte en ændring af lovgivningen. E 22.4 Kapacitet Det vurderes, at den nødvendige kapacitet til oparbejdning af transportemballager af plast findes i Danmark. Der har siden 1999 været en stigende eksport af plastemballageaffald til Fjernøsten. Der er p.t. ikke kapacitet til at oparbejde plastflasker og –dunke i Danmark, men der er kapacitet i andre europæiske lande eller Fjernøsten E 22.5 Miljøvurdering Plast er sædvanligvis fremstillet på basis af olie, der er en ikke-fornybar ressource. Konverteringen af olie til plast er forbundet med et væsentligt energiforbrug. Forbruget af olie er tæt på 2 kg pr. 1 kg produceret plast. Genanvendelse af plast, hvor virgin plast erstattes af genvundet plast, medfører således en væsentlig miljøgevinst. Det er besværligt at genanvende plast, da der findes mange forskellige plasttyper. Genanvendelse af plast på et højt miljømæssigt niveau kræver derfor, at plasten er sorteret ud i rene fraktioner. Meget af plastaffaldet genereres af mange små affaldsproducenter - især husholdningerne - hvilket gør sortering/indsamling vanskelig og ressourcekrævende. Ved forbrænding af plast forsvinder den energi, der er bundet til konverteringen af olie til plast. Energiudnyttelse af plast i konventionelle affaldsforbrændingsanlæg giver en dårlig udnyttelse af plastens brændværdi, da der kun opnås elproduktion på 20-25% af den indfyrede energi. Affaldsindikatorer Polyethylen - PE
Figur: Besparelser ved forbrænding og genanvendelse af et ton polyethylen (PE ikke at forveksle med figurens enhed der er mPE - personæekvivalenter) i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE og 10 mPE).
I forhold til forbrænding er der en ressourcemæssig og energimæssig besparelser ved genanvendelsen. Modsat er der lidt mindre besparelse pådeponeringsifaktoren ved genanvendelse. Det skyldes et vis mængde affald fra genanvendelsesprocessen, som i beregningen forudsættes deponeret. Genanvendelse af polyethylen giver en energimæssig besparelse. Et mere detaljeret livscyklusstudie147 viser, at det energimæssigt kun kan betale sig at indsamle det rene plastaffald fra husholdninger. En følsomhedsanalyse viser ikke overraskende, at fordelen ved genanvendelsen er større ved mindre energiudbytte fra affaldsforbrænding. Energigevinsten ved forbrænding bliver således afgørende for vurderingen af, hvilke plastfraktioner det kan betale sig at genanvende. E 22.6 Økonomi En øget indsamling af transportemballage fra virksomheder med større mængder forventes ikke at påføre virksomhederne øgede nettoudgifter. Virksomhederne vil få ekstra omkostninger til sortering, men vil få en lille indtjening på plastaffaldet samt spare udgifterne til behandling på forbrændingsanlæg og affaldsafgift. Såfremt det vil blive nødvendigt at indsamle fra virksomheder med små mængder, vil det betyde ekstra omkostninger for virksomhederne. En obligatorisk indsamlingsordning for plastflasker og dunke på genbrugspladser er beregnet til at give borgerne ekstra udgifter på 1.9 mill. kr. E 22.7 Betydning for nationale myndigheder Lovgivningen skal ændres. Indsamling af plastemballage skal følges nøje, således at yderligere initiativer kan iværksættes om nødvendigt. E 22.8 Betydning for kommunale myndigheder Kommunerne skal i deres kommende planlægning tage højde for, at det fra 2005 vil blive krævet, at borgernes skal sikres mulighed for at aflevere visse flasker og dunke af plast til genanvendelse - f.eks. på genbrugspladser. Anvisning af transportemballage og andre plastemballager fra erhverv skal prioriteres højt. ____________________________________________________________ E 23 PVC
E 23.1 Status Sigtelinie år 2008
Der skal gennemføres en målrettet indsats mod de miljøproblemer, der knytter sig til PVC. Miljø- og sundhedsbelastende tilsætningsstoffer skal afvikles, og affaldsforbrændingsanlæggene skal friholdes for chlorholdigt- affald, herunder PVC-holdigt affald. Der skal etableres egnede behandlingsmetoder til PVC-affaldet. Det skønnes, at der i 2002 blev produceret ca. 34.000 tons PVC-affald148. PVC-affald fremkommer med ca. en tredjedel fra hhv. bygge- og anlægssektorer, erhvervssektoren (handel og kontor samt industrisektoren) samt fra husholdninger. Mængden af PVC-affald fra bygge- og anlægssektoren forventes at stige. Fra de øvrige sektorer vil mængden være faldende.
Selskabet Wuppi A/S indsamler i dag genanvendeligt PVC-affald. I 2002 blev der indsamlet 1100 tons, hvilket svarer til 3% af de samlede affaldsmængder og 16% af de affaldsmængder, der potentielt kan genanvendes. Fremstilling af rå PVC sker ikke i Danmark. Til PVC er der tilsat forskellige additiver så som farvestoffer, stabilisatorer, antistatika, brandhæmmende stoffer, fyldstoffer og blødgørere. Til de enkelte additiver knytter der sig forskellige miljøforhold.
I april 2001 kom der nye regler for håndtering af PVC-affald. Dette indebærer, at genanvendeligt PVC-affald skal udsorteres til genanvendelse, mens resten skal deponeres. Der er imidlertid ikke muligt at udsortere alt PVC, og der ender derfor mellem 50-60% af PVC-affald på de danske affaldsforbrændingsanlæg. Ved forbrænding af PVC i anlæg med tør og semitør rensesystemer dannes der syre, som efterfølgende ved tilsætning af kalk skal neutraliseres. Herved forøges mængden af røggasaffald til deponering. Generelt antages det, at forbrænding af 1 kg PVC giver anledning til dannelse af 0,4-1,7 kg røggasrensningsprodukt. Tungmetallerne (bly og cadmium) vil ved forbrændingsprocessen koncentreres i produkterne. Mekanisk genanvendelse er i dag en mulighed for en række hårde PVC-produkter. Forekomsten af tidligere anvendte tilsætningsstoffer som bly og cadmium begrænser den mekaniske genanvendelse. Der er i dag taget stilling til, at brugen af bly og cadmium skal ophøre til fremstilling af nye produkter. En dispensation til i en kortere periode at sælge bly-holdige produkter kan komme på tale. Der er udviklet alternative behandlingsmetoder, der udnytter ressourcerne og eliminerer problemerne med tilsætningsstofferne. E 23.2 Fremtidige initiativer Midler
Der skal etableres en arbejdsgruppe, som fastlægger de markedsførte mængder af PVC samt opstiller en model til beregning af den forventede affaldsmængde. Affaldsmængden vil blive estimeret frem til år 2020. Det skal sikres, at PVC-affaldet håndteres på en miljømæssig fornuftig måde. Dette kan ske ved, at der udarbejdes krav til indsamling og behandling af PVC-affald, samt at der sker en afgiftsfritagelse for de produkter, der håndteres på en miljømæssig fornuftig måde. Miljøministeriet vil tage kontakt til Skatteministeriet med henblik på at fritage de aktuelle behandlingsanlæg for registreringspligt. Det skal sikres ved udarbejdelse af fremtidige regler for håndtering af PVC-affald, at bly- og cadmiumholdige produkter udsorteres til enten kemisk behandling eller deponi. Hvis der gives dispensation til salg af blyholdige produkter, skal der udarbejdes retningslinier for, hvordan genanvendelse af regenereret blyholdigt PVC-materiale kan foregå. For at fremme anvendelsen af ny teknologi til behandling af PVC-affaldet skal der arbejdes for en ændring af loven om afgift af affald og råstoffer149, således at de nye anlæg fritages for at betale affaldsafgift. Det er ikke muligt helt at friholde affaldsforbrændingsanlæggene for PVC-affald. Miljøstyrelsen har i 2002 gennemført en vurdering af alternativer til byggeprodukter af blødgjort PVC. Miljøstyrelsen vil løbende vurdere andre områder for at se på mulighederne for at fremme anvendelsen af alternativer til de produkter, der ender på affaldsforbrændingsanlæggene. Der er igangsat et miljø og samfundsøkonomisk studie af håndtering af PVC-affald. I analysen vurderes, hvor store meromkostningerne er ved mekanisk genanvendelse og kemisk behandling i forhold til deponering. Dette studie forventes at blive afsluttet i 2003. E 23.3 Regulering Miljøministeren og Plastindustrien indgik i 1991 en aftale om håndtering af PVC-affald. Aftalens overordnede mål har været at friholde affaldsforbrændingsanlæggene for PVC. Der er i aftalen fastsat specifikke mål for byggeprodukter, emballage og andre produkter samt tungmetaller og brandhæmmende stoffer150. PVC-affald, der ikke har kunnet genanvendes, er indtil videre reguleret af Affaldsbekendtgørelsens generelle bestemmelser.
I april 2001 blev der udstedt nye regler for håndtering af PVC-affald. Regler sikrer, at genanvendeligt PVC-affald udsorteres særskilt til genanvendelse, mens resten skal deponeres.
Sammen med udstedelsen af reglerne, blev der udsendt en liste til samtlige kommuner over hvilke produkter Miljøstyrelsen anså for at være egnet til genanvendelse og hvilke der bør deponeres.
For at lette identifikationen af PVC-produkter har Miljøstyrelsen udsendt en håndbog om PVC. E 23.4 Miljøvurdering Frasortering af PVC med henblik på at friholde affaldsforbrændingsanlæggene for denne affaldsfraktion vil medføre en reduktion i mængden af røggasaffald. Endvidere vil en friholdelse af affaldsforbrændingsanlæggene for PVC medføre en forbedret slaggekvalitet af de restprodukter, der genanvendes. Det skønnes imidlertid, at en del af PVC-affaldet ikke kan identificeres som PVC-affald. Dette affald forventes fortsat tilført affaldsforbrændingsanlæggene. Nye anlæg til kemiske behandling af PVC-affald vil bidrage til, at ressourcerne udnyttes bedre, og problemerne med de miljøbelastende tilsætningsstoffer elimineres. Affaldsindikatorer Figur nedenfor viser besparelserne ved forbrænding og genanvendelse af et tons PVC. Figur: Besparelser ved forbrænding og genanvendelse af et tons PVC, set i forhold til deponering af mængden (i mPR, mPE og 10 mPE).
Figuren viser, at besparelsen for de totale ressourcer (energiressourcer og andre ressourcer summeret) og for bruttoenergiforbruget er højest ved genanvendelse. Som ved de øvrige plasttyper har det ikke været muligt at skaffe specifikke data for genanvendelse af PVC, og der er anvendt PE-data for genanvendelse. Derfor er der som ved PE også indregnet en betydelig mængde affald ved genanvendelsen, og rigtigheden heraf bør undersøges nærmere for de specifikke plastmaterialer til genanvendelse. Der spares noget deponeringsiplads ved genanvendelse af PVC, da forbrænding giver anledning til dannelse af en stor mængde røggasrensningsprodukter til deponi. Resultatet af indikatorberegningen er derfor, at der er en væsentlig energi- og deponeringsimæssig besparelse ved genanvendelse PVC regnet pr. ton. E 23.5 Økonomi Der er igangsat et miljø og samfundsøkonomisk studie af håndtering af PVC-affald. I analysen vurderes, hvor store meromkostningerne er ved mekanisk genanvendelse og kemisk behandling i forhold til deponering. Dette studie forventes at blive afsluttet i 2003. E 23.6 Betydning for de nationale myndigheder Når der er udviklet egnede behandlingsmetoder, vil der blive udstedt nye krav til håndtering af affaldet. E 23.7 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne skal sikre, at det PVC-affald, der ikke kan genanvendes, anvises til deponering. Når nye behandlingsmetoder er udviklet, vil der blive udstedt nye krav til håndtering af affaldet. ____________________________________________________________ E 24 Restprodukter fra biobrændsler
E 24.1 Status
‘I 2000 blev en bekendtgørelse om genanvendelse af bioaske udstedt. Denne gør det muligt at genanvende bioaskens indhold af næringsstoffer, primært kalium og fosfor til gødningsformål på landbrugsarealer og i skove. En opgørelse i miljøprojekt om separation og genanvendelse af aske fra biobrændselsanlæg (2003) viser, at der i 2000 blev produceret ca. 32.300 tons bioaske, hvor af ca. 64% af bioasken blev genanvendt til jordbrugsformål på landbrugsjord og i skov. Hovedparten af bioaskens indhold af tungmetaller findes i flyveasken, og der er derfor initiativer i gang på kraftværker, hvor flyveaskens indhold af kalium udvaskes og genanvendes til jordbrugsformål, mens resten med indholdet af tungmetaller deponeres. Frem til 2030 forventes mængden af bioaske at stige til op mod 70.000 tons pr. år som følge af biomasseplanen. E 24.2 Fremtidige initiativer Midler
Bekendtgørelsen om bioaske skal revideres, hvor der bl.a. den nyeste viden om tilgængeligheden af næringsstofferne i hærdede bioasker skal inkluderes. E 24.3 Regulering Genanvendelse af bioaske er reguleret i bekendtgørelse nr. 39 af 20. januar 2000 om anvendelse af aske fra forgasning og forbrænding af biomasse og biomasseaffald til jordbrugsformål – kaldet bioaskebekendtgørelsen. E 24.4 Kapacitet I det omfang bioaske har tilstrækkelig høj kvalitet kan det genanvendes uden kapacitetsproblemer til jordbrugsformål. Alternativ deponeres asken. E 24.5 Miljøvurdering Der forventes ingen særlige ændringer i de miljømæssige forhold E 24.6 Betydning for de nationale myndigheder Bekendtgørelsen om bioaske skal revideres. E 24.7 Betydning for de kommunale myndigheder Der forventes inden særlige tiltag i kommunerne. E 25 Restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg
E 25.1 Status Sigtelinie år 2008
Restprodukterne fra affaldsforbrænding indeholder tungmetaller. Restprodukterne består af slagge og røggasaffald, herunder flyveaske. I 2001 blev 87% af slaggen genanvendt, og resten blev deponeret. Røggasaffaldet bliver eksporteret og deponeret i Norge og Tyskland, indtil en permanent dansk løsning er etableret. Kravene til genanvendelse af øvrige restprodukterne fra affaldsforbrændingen skal tilpasses, så hensynet til grundvandet tilgodeses. Målet for genanvendelse af restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg er nået152, idet der i 2001 blev genanvendt 75% af restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg. I 2001 blev der fraført 465.600 tons slagge og 73.825 tons røggasaffald. Røggasaffaldet indeholder store mængder miljøbelastende stoffer og har en meget høj udvaskning af salte og tungmetaller ved gennemstrømning af vand. Røggasaffald er farligt affald. Figur 17. Behandling af restprodukter fra ført affaldsforbrænding.<←xml:namespace prefix = o ns = "urn:schemas-microsoft-com:office:office" />
Slagger og røggasrensningsaffald fremkommer fra 31 affaldsforbrændingsanlæg samt fra Kommunekemi A/S og SWS specialforbrændingsanlægget i Nørre Alslev. Slaggen fra affaldsforbrænding genanvendes primært i bygge- og anlægsarbejder. De hidtidige kriterier for genanvendelse skal justeres for at beskytte grundvandet, da kriterierne ikke omfatter organiske forbindelser. I 2001 eksporteredes 139.700 tons røggasaffald fra affaldsforbrændingsanlæg og midlertidige deponier til deponering i Norge eller Tyskland. Eksporten skyldes, at der hidtil ikke er udviklet tilfredsstillende metoder til stabilisering eller oparbejdning af røggasaffaldet, og en deponering i Norge eller Tyskland vurderes miljømæssigt at være betydelig bedre end midlertidige deponering i Danmark. Der er udviklet metoder til stabilisering af røggasaffaldet, men metoderne vurderes ikke på længere sigt at være miljømæssig eller økonomisk konkurrencedygtige med de oparbejdningsteknologier, der forventes udviklet inden for en kortere årrække. På udenlandske anlæg er der opnået gode resultater med hensyn til stabilisering af røggasrensningsaffaldet. I forsøgene har det vist sig muligt at genanvende zink og bly. Mineralerne i røggasrensningsprodukterne er endvidere kommet ud som en slagge, der kan genanvendes til bygge- og anlægsarbejder. E 25.2 Fremtidige initiativer Midler
1. januar 2001 trådte bekendtgørelse nr. 655 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsformål i kraft, og denne bekendtgørelse regulerer genanvendelsen af slaggen fra affaldsforbrændingsanlæg. Formålet med bekendtgørelsen er at sikre hensynet til grundvandet ved genanvendelse af restprodukterne. For at sikre dette formål vil bekendtgørelsen blive udvidet med grænseværdier for organiske stoffer. Genanvendelse af slagge fra affaldsforbrændingsanlæg afhænger af risikoen for udvaskning af de tungmetaller og salte, som findes i slaggen. En øget genanvendelse af slaggen er derfor afhængig af slaggens indhold af disse stoffer, samt hvordan stofferne er bundet i slaggen. Hertil kommer, at slaggen ikke er nogen homogen affaldsstrøm, hvorfor en separation af slaggen umiddelbart efter ovnene kan øge genanvendelsen. Genanvendelse af slaggen fra affaldsforbrændingsanlæg forventes at kunne kan således øges, når effekten af de indførte regler om ved en frasortering af de tungmetalholdige affaldsfraktioners PVC, imprægneret træ samt elektriske og elektroniske produkter kan registreres. trømme, der typisk indeholder stoffer, som nemmest udvaskes.Andre tungmetalholdige fraktioner kan blive aktuelle, men først efter en miljø- og samfundsøkonomisk analyse. I 2002 er der startet undersøgelser af, under hvilke forbrændingsforhold miljøfremmede stoffer bindes bedst i slaggen samt af om slaggen ud fra tungmetalindholdet kan separeres umiddelbart efter ovnene. På baggrund af de foretagne stabiliseringsforsøg vurderes en stabilisering af røggasrensningsprodukterne med en efterfølgende deponering i Danmark på længere sigt ikke at være den mest miljømæssige eller økonomiske optimale løsning. Der er globalt udviklet oparbejdningsteknologier som på baggrund af de hidtil opnåede resultater ser meget lovende ud såvel miljømæssigt som økonomisk. Også på området ”udvikling af danske oparbejdningsteknologier” forventes der positive resultater indenfor en kortere årrække (1 til 2 år). Miljøstyrelsen vil på denne baggrund i 2003 udarbejde en handlingsplan for den fremtidige håndtering af røggasrensningsprodukterne i samarbejde med affaldsforbrændingsanlæggene. Handlingsplanen skal indeholde terminer for, hvornår problemerne med røggasrensningsprodukterne skal være løst. Danmark vil om muligt selv løse sine problemer med røggasrensningsprodukterne, og et Et element i handlingsplanen vil være at få etableret miljømæssigt forsvarlige oparbejdningsmetoder, således at røggasrensningsprodukterne vil kunne genanvendes. Når miljømæssigt forsvarlige oparbejdningsmetoder er etableret vil der blive udarbejdet konkrete regler for håndtering af røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg. E 25.3 Regulering I følge de generelle regler om affald153 skal kommunerne anvise slaggerne til bortskaffelse, og de har ansvaret for at indsamle røggasaffaldet. Genanvendelse af slagger reguleres af Bekendtgørelse nr. 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder. Eksport af røggasrensningsprodukter til deponering i Norge og Tyskland er omfattet af bekendtgørelse nr. 971 af 19. november 1996 om import- og eksport af affald. E 25.4 Kapacitet Der kan blive behov for deponering af en øget mængde slagge i forhold til tidligere på grund af de reviderede regler for genanvendelse. E 25.5 Betydning for de nationale affaldsmyndigheder Amterne kan undlade at planere med etableringen af landsdækkende kystnære depoter er, når der udvikles miljømæssigt forsvarlige oparbejdningsmetoder E 25.6 Betydning for de kommunale affaldsmyndigheder Kommunerne skal i deres fremtidige planlægning tage højde for de ændrede vilkår for håndteringen af restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæggene, herunder den fremtidige håndtering af røggasrensningsprodukterne. Såfremt bekendtgørelse nr. 655. af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder medfører deponering af en større mængde slagge, skal kommunerne tage højde for en øget deponeringskapacitet i deres planlægning. ____________________________________________________________ E 26 Restprodukter fra kul-, olie eller naturgasfyrede kraftværker
E 26.1 Status Sigtelinie år 2008
Energifremstillingen fra kraftværkerne er i dag baseret enten på kul, olie, naturgas eller biobrændsler. Ved produktionen fremkommer der en række restprodukter, som i vid udstrækning kan genanvendes til forskellige formål. Brugen af kul til energifremstilling skal ifølge Energi 21 stort set ophøre inden for de næste 30 år. Afviklingen vil ske samtidig med, at energiproduktion baseret på biobrændsler øges. Produktion af restprodukter fra kulfyrede kraftværker vil derfor i denne periode falde, hvorimod mængden af restprodukter fra de biobaserede kraftværker vil stige. Der kommer stort set ingen restprodukter fra de olie- og naturgasfyrede kraftværker. Restprodukter fra kulfyrede kraftværker I 2001 blev der produceret 1,21 mio. tons restprodukter, hvilket var samme mængde som året før. Målet for genanvendelse af restprodukter fra kulfyrede kraftværker er nået. Der blev genanvendt 99% i 2001, og den tidligere målsætning var 90% genanvendelse i 2004. I nedenstående figur ses udviklingen i behandlingen af restprodukterne fra de kulfyrede kraftværker.
Godt 70 % af de restprodukter, der genanvendes, indgik i 1997 som genanvendelige materialer i industriel produktion (se nedenstående tabel). Den resterende del af restprodukterne nyttiggøres i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder i form af fyldmateriale under bygninger, veje og pladser, opfyldning af ledningsgrave og lignende. Restprodukterne kan endvidere også nyttiggøres som fyldmateriale, f.eks. til havneopfyldning eller opbygning af kulpladsvolde. Ved deponering tilstræbes en kystnær deponering af hensyn til grundvandet. E 26.2 Fremtidige initiativer Midler
Bekendtgørelse nr. 655. af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder vil blive udbygget med grænseværdier for organiske stoffer. Bekendtgørelsens formål er at sikre grundvandsressourcerne ved genanvendelse. E 26.3 Regulering Genanvendelse af slagger og flyveaske fra de kulfyrede kraftværker reguleres af Bekendtgørelse nr. 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsformål. Der blev indført affaldsafgift på restprodukter den 1. januar 1998. Formålet var at sikre, at der tilstadighed er incitament til at reducere restproduktmængden, alternativt genanvende restprodukterne. E 26.4 Miljøvurdering På sigt afvikles energiproduktion baseret på kul. Hermed nedbringes mængden af restprodukter fra de kulfyrede kraftværker. E 26.5 Betydning for de nationale affaldsmyndigheder Revisionen af bekendtgørelse nr. 655 af 27. juni 2000, der regulerer genanvendelsen af restprodukter og jord, vil sikre grundvandet ved genanvendelsen af restprodukterne. E 26.6 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunen skal i deres fremtidige planlægning tage højde for de ændrede vilkår vedrørende håndteringen af restprodukterne fra kulfyrede kraftværker. Såfremt revisionen af bekendtgørelsen nr. 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord vil medføre deponering af en større mængde restprodukter, vil det få betydning for den kommunale planlægning. E 27 Roejord
E 27.1 Status Roejord er den restfraktion, der opstår, når roer vaskes og rengøres før sukkerproduktionen. Nedenstående figur viser udviklingen i mængden af roejord fra 1995 til 2001. I 2001 blev der produceret 264.000 tons roejord. Det betyder, at roejord udgør ca. 10% af danske industris samlede affaldsproduktion. Figur 19. Udviklingen i mængden af roejord 1995-2001.
Miljøstyrelsen ydede i midten af 1990-erne støtte fra renere teknologipuljen til to projekter, der havde til formål at nedbringe mængden af roejord. E 27.2 Fremtidige initiativer Der er ikke planlagt nye initiativer. E 27.3 Regulering Bortskaffelse af roejord i såkaldte roejordsbassiner er som udgangspunkt omfattet af deponeringsbekendtgørelsen. Det betyder, at amterne skal vurdere om de bestående roejordsbassiner på sukkerfabrikkerne lever op til (eller kan bringes til at leve op til) deponeringsbekendtgørelsens krav. Er dette ikke muligt skal de bestående roejordsbassiner være nedlukket senest den 16. juli 2009. Deponeringsbekendtgørelsen er nærmere beskrevet i bilag A 2.3.1 og bilag D3. Roejord, som deponeres i roejordsbassiner er fritaget for affaldsafgiften. Fritagelsen er præciseret ved den seneste ændring af Affaldsafgiftsloven med ikrafttrædelse 1. januar 2003. E 27.4 Kapacitet Under forudsætning af, at der fortsat kan deponeres roejord på sukkerfabrikkernes egne roejordsbassiner, er der tilstrækkelig deponeringskapacitet på sukkerfabrikkernes i en længere årrække. Hvis de nuværende roejordsbassiner derimod ikke kan godkendes til fortsat drift efter den 16. juli 2009, skal der tilvejebringes ny deponeringskapacitet – enten ved etablering af nye deponeringsanlæg på sukkerfabrikkerne eller ved at deponere roejorden på lokale deponeringsanlæg (dvs. på Fyn og Lolland-Falster). E 27.5 Miljøvurdering Som angivet i ovenstående figur deponeres der årligt mellem 200.000 og 300.000 tons roejord i roejordsbassiner beliggende på Sukkerfabrikkernes arealer. Baggrunden for at deponere roejorden frem for at lade jorden returnere til landbruget er at imødegå risici for inficering af landbrugsjorden med smittekim for plantesygdomme fra det foregående års høst. Roejorden forbliver i jordbassinerne. Problemet med denne fremgangsmåde er de meget store mængder roejord, der skal deponeres hvert år – herunder at skulle forholde sig til de skærpede krav, der fremover forventes at blive stillet til deponeringen af roejorden, jf. deponeringsbekendtgørelsens krav til indretning og drift. E 27.6 Økonomi Hvis det vurderes, at roejorden fremover skal deponeres på deponeringsanlæg, der lever op til kravene i deponeringsbekendtgørelsen, vil det kunne medføre store økonomiske konsekvenser for sukkerfabrikkerne. E 27.7 Betydning for de nationale myndigheder Ingen. E 27.8 Betydning for de kommunale myndigheder De amtskommunale myndigheder administrerer reglerne i deponeringsdirektivet og skal derfor vurdere, hvilke krav der fremover skal stilles til deponering af roejord. Tilsynsmyndigheden og sukkerfabrikkerne bør fortsat arbejde på at nedbringe mængden af roejord. E 28 Shredderaffald
E 28.1 Status Sigtelinie år 2008
Shredderaffald fremkommer som produktionsaffald på virksomheder, der neddeler en række metalholdige produkter, f.eks. biler, hårde hvidevarer. Hovedparten af shredderaffaldet deponeres i dag. Shredderaffald har et højt indhold af miljøbelastende stoffer (tungmetaller, PCB). Behandlingen af affald fra shredderanlæg skal forbedres, og muligheden for udvikling af nye behandlingsteknikker skal undersøges. Den årligt producerede mængde shredderaffald udgjorde i 2001 92.000 tons som blev deponeret. Det er sigtelinien at nyttiggøre 30% af shredderaffaldet i år 2008 på en måde, der sikrer, at tungmetallerne genvindes, og energien udnyttes. I 2002 blev der afsluttet et dansk projekt for en optimering af shredderprocessen. Projektet resulterede i en markant reduktion af shredderaffaldets indhold af tungmetaller specielt kobber og jern. Forsøg med oparbejdning af shredderaffald i specialanlæg, hovedsageligt forgasningsanlæg, har hidtil voldt store problemer. Inden for de sidste år er der imidlertid investeret store ressourcer i udvikling af ny teknologi, som kan behandle shredderaffald og andre tungmetalholdige affaldsfraktioner på en miljømæssig hensigtsmæssig måde. For at få del i denne udvikling blev der med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi startet en undersøgelse af, hvilke anlæg der på verdensplan er etableret i industriel skala, og som kan tilpasses danske affaldsforhold. Projektet er afsluttet januar 2003. Undersøgelsen viste, at der eksisterer 2 funktionelle anlæg i Japan, samt at der er flere interessante anlæg under etablering. Endvidere er der i pilotskala foretaget flere forsøg med udvikling af en dansk oparbejdningsmetode.
I 2001 blev alt shredderaffald deponeret. E 28.2 Fremtidige initiativer Midler
Resultaterne af de igangsatte projekter er så lovende, at de i løbet af 2003-2004 forventes at danne grundlag for en realistisk beslutning om, hvilken teknik til behandling af shredderaffald der bedst kan passes ind i den danske affaldsstruktur. Teknologierne er opbygget som en række af termiske processer, afsluttende med en proces ved så høj temperatur, at zink og bly fordamper og kan udskilles fra afkastluften, medens de øvrige metaller udskilles som en legering, der må deponeres. Zink og bly kan ved en efterfølgende proces genanvendes. Slaggen fra disse højtemperaturprocesser indeholder så få tungmetaller, at den kan genanvendes i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder. Specielt ser nogle processer, hvor energien i shredderaffaldet udnyttes i forbindelse med oparbejdning af røggasrensningsprodukterneandre tungmetalholdige affaldsfraktioner, lovende ud. Initiativer, der følger og støtter udviklingen af bedre behandlingsmetoder, som er i stand til at udnytte de ressourcer, som shredderaffald indeholder, skal fremmes mest muligt. Når behandlingsteknikken er klar, skal der på baggrund af en samfundsøkonomisk redegørelse udarbejdes regler for den fremtidige håndtering af shredderaffald. E 28.3 Regulering Affaldshåndtering af shredderaffald er indtil videre reguleret af generelle regler i Affaldsbekendtgørelsen og via miljøgodkendelser af de virksomheder, som anvender shredderanlæg i forbindelse med oparbejdning af sammensatte produkter. De virksomheder, som oparbejder produkterne, er jern- og metalgenvindingsvirksomheder. Disse er anført på Miljøbeskyttelseslovens liste over særlige forurenende virksomheder under punkt K2 samt autoophugningsvirksomheder, der er anført på samme liste under punkt K5. Endvidere må implementeringen af EU‘sEU’s direktiver om affald i form af motordrevne køretøjer og affald af elektriske og elektroniske produkter få afgørende indflydelse på shredderanlæggenes drift, og affaldets indhold af miljøbelastende stoffer. E 28.4 Kapacitet Det vurderes, at der er tilstrækkelig kapacitet til at deponere shredderaffaldet, men det må forventes, at der vil gå mellem 6 og 7 år, før der findes tilstrækkelig oparbejdningskapacitet set i lyset af den udvikling, der sker på området. E 28.5 Miljøvurdering De miljømæssige konsekvenser ved oparbejdning af shredderaffaldet vil ligge i en minimering af mængden af affald til deponering og hermed en reduceret risiko for nedsivning af perkolat til grundvandsressourcerne, øget genanvendelse af affaldets indhold af metaller samt en udnyttelse af energien i den organiske affaldsfraktion. E 28.6 Betydning for nationale affaldsmyndigheder Når der foreligger en brugbar behandlingsmetode og den er samfundsøkonomisk effetiveffektiv, skal der udstedes regler om håndtering af shredderaffald. Der skal i den kommende planperiode arbejdes aktivt på at få udformet retningslinier for miljørigtigt produktdesign og udnytte de muligheder, der ligger i det produktpanel på elektronikområdet, som er etableret i henhold til produktstrategien. E 28.7 Betydning for de kommunale affaldsmyndigheder Når bekendtgørelsen om håndtering af shredderaffald er udstedt, skal kommunerne anvise affaldet til de anlæg, der opfylder kravene til håndtering af affaldet. E 29 Slam fra offentlige spildevandsanlæg
E 29.1 Status Sigtelinie år 2008
Der blev i 1999 produceret ca. 157.000 tons slam (tørstof) på de kommunale renseanlæg. Heraf blev 61% genanvendt, hvilket opfylder den tidligere målsætning om 50% genanvendelse i år 2004. 9% blev forbrændt med industriel genanvendelse af asken. 21% blev forbrændt og 9% deponeret. Der er krav til visse organiske miljøfremmede stoffer i slammet ved jordbrugsmæssig anvendelse. Kravene trådte i kraft i 1997 og blev skærpet i år 2000 og 2002154. De nye kravværdier har medført, at genanvendelse af slam til jordbrugsformål gennem en årrække har været faldende. Den nuværende høje udbringning af slam på landbrugsjord forventes ikke at kunne opretholdes, hvilket skyldes et øget pres på jorden fra husdyrgødning, således at det er sværere for kommunerne at finde arealer til genanvendelsen. Denne tendens er meget geografisk betinget. Det forventes, at en øget del af slammet vil i de kommende år blive anvendt i termiske industrielle processer så som fremstilling af sandblæsningsmiddel og cement. Ved disse processer forbrændes slammet, og den uorganiske del, der typisk udgør 30-40% af slammets tørstof, indbygges i produkterne og genanvendes hermed. Sigtelinien er derfor at genanvende 50% af slammet i år 2008 og forbrænde 25% i industrielle processer med udnyttelse af slammets uorganiske bestanddele. Det forventes, at maksimalt 20% forbrændes og maksimalt 5% deponeres i år 2008. Kvaliteten af slammet og mulighederne for øget genanvendelse forventes at blive forbedret gennem en reduktion af forbruget af de miljøfremmede stoffer. Slammets indhold af visse kemiske stoffer, der er fastsat grænse- og afskæringsværdier for, forventes fortsat nedbragt. Miljøministeriet opfatter ikke forbrændingsprocesser med genanvendelse af asken f.eks. sandblæsning og cementproduktion som genanvendelse, men derimod som bortskaffelse med en intelligent udnyttelse/genanvendelse af den uorganiske rest. Det er ministeriets opfattelse, at genanvendelse kræver, at slammets indhold af næringsstoffer udnyttes. E 29.2 Fremtidige initiativer Midler
Der forventes ikke igangsat initiativer inden for området slam fra offentlige spildevandsanlæg. E 29.3 Regulering Genanvendelsen af slam på landbrugsjord er underlagt Slambekendtgørelsen155, samt Ministeriet for Fødevarer, landbrug og fiskeri’s Bekendtgørelse om tilsyn med kvaliteten af kommunalt spildevandsslam og komposteret husholdningsaffald m.m. til jordbrugsformål156. I Slambekendtgørelsen er fastlagt grænseværdier for en række tungmetaller og afskæringsværdier for de organiske, miljøfremmede stoffer NPE, DEHP, LAS og visse PAH’er. E 29.4 Kapacitet Det forventes at der vil være tilstrækkelig kapacitet til at forbrænde mindst 30% af slammængden ved industrielle processer, og at mindst 50% af slammet vil være af en sådan kvalitet, der kan genanvendes til jordbrugsformål E 29.5 Miljøvurdering Der forventes på sigt en mindskelse af indholdet af miljøfremmede stoffer i slammet, således at slammet fortsat kan genanvendes til jordbrugsformål. og slammets indhold af næringsstoffer specielt af fosfor, der er en begrænset ressource i verden, kan derved bliver genanvendt. For slam, der ikke genanvendes til jordbrugsformål, er det vigtigt, at det uorganiske indhold (asken) kan genanvendes i industrielle processer som cement eller fremstilling af sandblæsningsmiddel. Affaldsindikatorer Der mangler data for godskrivning af slammets gødningsværdi. Ved forbrænding af slam regnes forbrændingsprocessen energineutral. Det skyldes det høje indhold af vand, og slammet skal i modsætning til organisk husholdningsaffald derfor tørres inden forbrænding. Figuren nedenfor viser besparelserne for deponi af affald ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse. Figur: Besparelse ved forbrænding og genanvendelse af et ton slam, set i forhold til deponering af samme mængde (10 mPE). Det ses, at der opnås en stor besparelse i deponeringsibehovet ved genanvendelse, hvilket skyldes, at slammængden indeholder ca. 50 % slagge/aske til deponi, hvis det slammet forbrændes. Ved genanvendelse bliver denne slaggemængde også genanvendt – hvilket også sker med slagge fra forbrændingsanlæg, med mindre den er forurenet. Deponeringsifaktoren er i dette tilfælde ikke detaljeret nok til at give et dækkende billede af, hvad der sker ved de to forskellige behandlingsformer. Ud over deponeringsifaktoren kommer tab af gødningsværdi, som ikke har kunnet indregnes pga. manglende data. Beregningen kan ikke bruges til at vurdere, om forbrænding eller genanvendelse er mest fordelagtigt, da det især afhænger af toksiske reststoffer i slammet. E 29.6 Betydning for nationale myndigheder Ingen. E 29.7 Betydning for kommunale myndigheder Ingen. ____________________________________________________________ E 30 Spildolie
E 30.1 Status Sigtelinie år 2008
Spildolie indsamles og mindst 75 % oparbejdes ved regenerering. Den resterende mængde nyttiggøres ved forbrænding. Mineraloliebranchen har etableret en ordning, som sikrer, at spildolie indsamles med en høj effektivitet. Spildolien indsamles fra bl.a. autoværksteder, transportvirksomheder, industrivirksomheder, forsvaret og privatbilister. Indsamlingen af spildolie foregår private indsamlere. Efter indsamlingen leveres spildolien tilregenereringsanlæg som fremstiller baseolie og et brændselsprodukt, der er sammenlignelig med fuelolie. Ved regenereringen af spildolien fremkommer der 2.000-3.000 tons vand og destillationsrester. Destillationsresten afsættes til nyttiggørelse på Ålborg Portland. Derudover indsamles olieaffald fra skibsfarten (slopolie). Disse affaldstyper afleveres primært til de kommunale modtagestationer, som leverer affaldet til destruktion på Kommunekemi. I 1997 modtog Kommunekemi A/S 13.217 tons olieaffald. Mineraloliebranchens ordning skaber et økonomisk incitament til, at spildolien indsamles og nyttiggøres med stor effektivitet E 30.2 Fremtidige initiativer Ingen. E 30.3 Regulering Håndteringen af spildolie er reguleret i affaldsbekendtgørelsen. Spildolie er farligt affald, og kommunerne skal derfor i henhold til affaldsbekendtgørelsen etablere indsamlingsordninger i form af afhentningsordninger for affaldet. Kommunerne kan meddele dispensation fra virksomhedernes pligt til at aflevere spildolie til de kommunale ordninger for indsamling af farligt affald. E 30.4 Kapacitet Spildolie oparbejdes på et dansk regenereringsanlæg og på regenereringsanlæg i udlandet. Den danske virksomhed har en betydeligt større kapacitet, end hvad der er behov for i Danmark. Virksomheden oparbejder derfor spildolie fra andre skandinaviske lande. E 30.5 Miljøvurdering Affaldsindikatorer Den energi- og ressourcemæssige fordel ved genraffineringen af spildolie ligger i den sparede indvinding af råolie, afsvovling samt raffinering. Til gengæld koster genanvendelsen ca. 25 % ekstra energi i forhold til raffinering af råolie. Der findes LCA-data for disse specifikke processer, som er anvendt til begningerne. Figuren nedenfor viser således en lille besparelser ved genanvendelse af spildolien, men usikkerhed på data taget i betragtning er der ikke afgørende forskel.
Figur: Besparelser ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse af 1 ton olie. Figuren viser, at med den anvendte godskrivning af energi fra affaldsforbrænding af olie er der en lille energimæssig fordel ved at genanvende olien. En følsomhedsberegning viser, at hHvis energiudnyttelsen ved affaldsforbrænding ikke er optimalhalveres, vil genanvendelse af olie energimæssigt være klart bedst energi- og ressourcemæssigt betragtet. E 30.6 Betydning for de nationale myndigheder Ingen. E 30.7 Betydning for de kommunale myndigheder Ingen. ____________________________________________________________ E 31 Støberiaffald
E 31.1 Status Sigtelinie år 2008
Støberiaffald udgør en stor del af det affald, der blev deponeret fra industrien. Der er nu udviklet egnede genanvendelsesmuligheder for affaldet, som er ved at blive udbredt i branchen, men der mangler fortsat løsninger for ca. 25.000 tons/år. Støberibranchen består af knap 40 støberier (10 jernstøberier, resten metalstøberier) med mellem 1- 300 ansatte og producerer 85.000 tons affald i 2001. De miljømæssige problemer stammer hovedsageligt fra kasseret støbesand, som udgør 75.000 tons pr. år. Sandet indeholder kemikalier, som anvendes i forbindelse med produktion af forme samt ca. 5.000 tons slagge pr. år. Desuden produceres der ca. 400 tons ovnfilterstøv om året, som er farligt affald. De større støberier har indført miljøstyring og arbejder med affaldskortlægning og affaldsminimering. Resultaterne af dette arbejde har medført en reduktion af affaldsmængderne med godt 10% ved hjælp af en miljømæssig gennemgang af virksomheden, og dette resultat forventes at kunne forøges med minimum 10%. Der er udviklet gode behandlingsmetoder, så f.eks. sortsand kan genanvendes, og zink og bly kan genvindes fra filterstøvet. Branchen undersøger mulighederne for genanvendelse af slaggen fra smelteovne og -støbeskeer. Store dele af jernstøberiernes affald kan således - teknisk set - genanvendes i dag. E 31.2 Fremtidige initiativer Midler
Initiativer, der støtter udvikling af genanvendelsesmetoder for kemiske bundet formsand, skal fremmes mest muligt. Resultaterne og udviklingen vil løbende blive vurderet. Store dele af branchens affald kan teknisk set genanvendes i dag. Det skal derfor sikres, at alle støberier i Danmark arbejder på at genanvende affaldet. Dette skal ske i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen og branchen. E 31.3 Kapacitet Brugt sortsand er velegnet til anvendelse i forbindelse med fundering ved anlægsarbejder og forventes at kunne erstatte jomfrueligt sand i produkter. Endvidere anvendes en del brugt støberisand i forbindelse med fremstilling af cement og andre bygningsmaterialer. Genanvendelseskapaciteten er til stede for de store fraktioner, og ovnfilterstøvet oparbejdes i dag på virksomheder i Tyskland og Sverige. Behovet for deponering vil falde over en årrække i takt med en øget genanvendelse. E 31.4 Miljøvurdering Den miljømæssige påvirkning af omgivelserne ved genanvendelse af støberisand og filterstøv fra ovnene forventes at være næsten analog med anvendelse af jomfruelige råvarer, mens genanvendelse af slaggen vil have en minimal påvirkning. E 31.5 Økonomi Ved indførelse af miljøstyring på virksomhederne vil det være muligt at genanvende en større del af affaldet. Øget genanvendelse vil medføre en besparelse for virksomhederne, idet
E 31.6 Betydning for de nationale myndigheder Støberisandet bruges i forbindelse med afdækning af lossepladserne, og kommunerne skal derfor i deres planlægning tage hensyn til, at der med tiden vil blive mindre af denne type affald til rådighed. E 31.7 Betydning for de kommunale myndigheder Et faldende behov for deponering af støberiaffald kan få betydning for den kommunale planlægning. E 32 Tegl
E 32.1 Status Sigtelinie år 2008
Tegl udgør sammen med beton den væsentligste del af byggeaffaldet, og sammen vil de to fraktioner kunne erstatte ca. 5% af det samlede grus- og stenforbrug i Danmark. Tegl udgør i 2001 8% af den samlede mængde affald fra byggeri og anlæg. Genanvendelse af tegl kan eksempelvis ske som flisegrus på gang- og stiarealer, mens det ikke umiddelbart er så anvendeligt som bærelag i trafikbelastede veje, idet teglens evne til at suge vand kan give anledning til frosthævninger. Afstanden til deponier og grusgrave vil som for betonen have en vis betydning for, hvor attraktiv genanvendelsen af tegl er. Tegl som ren fraktion, der er tilført behandlingsanlæg, ses i nedenstående tabel.
Kilde: Affaldsstatistik E 32.2 Fremtidige initiativer Midler
På sigt vil reglerne for håndtering af tegl blive inkluderet i bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord. E 32.3 Regulering Tegl i bygge- og anlægsaffald håndteres primært gennem cirkulæret ”Cirkulære om kommunale regulativer om sortering af bygge- og anlægsaffald med henblik på genanvendelse”, 1995 samt cirkulæret om ”Anvendelse af rent, sorteret bygningsaffald til bygge- og anlægsformål”, 1990. Cirkulæret angiver, at kommunerne skal udarbejde et regulativ for håndtering af bygge- og anlægsaffald. Kommunen har to muligheder for at opbygge ordningen:
Genanvendelsen af rene fraktioner af tegl kan i henhold til cirkulæret fra 1990 ske frit. Det indebærer, at genanvendelsen af rene fraktioner beton ikke kræver en §19 tilladelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven. E 32.4 Kapacitet Det skønnes, at der er tilstrækkelige behandlingskapacitet i Danmark. E 32.5 Miljøvurdering Ved at ændre bekendtgørelsen om genanvendelse af restprodukter og jord til også at omfatte tegl, vil der blive udformet et mere ensartet regelsæt, der sikrer, at genanvendelsen af en række større affaldsfraktioner sker på lige vilkår. Affaldsindikatorer Besparelsen af affaldsmængden til deponi ved genanvendelse af teglaffaldet ses i figuren nedenfor.
Figur: Besparelse ved genanvendelse af et ton tegl, set i forhold til deponering af samme mængde (i 10 mPE). Der indgår ikke energi til knusning af tegl inden anvendelse som fyld i beregningerne. Omvendt indgår heller ikke energi til udvinding af sand og sten - hvilket skal modregnes i den opstillede beregning. Resultatet må forventeligt blive nær 0. Figuren viser ganske enkelt, at der spares 2,5 PE (= 1 tons) affald til deponi, hver gang et ton tegl genanvendes som fyldmateriale. E 32.6 Økonomi Der skal foretage en miljøøkonomisk vurdering af konsekvenserne ved at lade genanvendelsen af tegl være omfattet af bekendtgørelsen om genanvendelse af restprodukter og jord. E 32.7 Betydning for de nationale myndigheder Grundlaget for at udarbejde de nye retningslinier for genanvendelse af tegl skal tilvejebringes. De nationale myndigheder vil være ansvarlige for at udarbejde de nye retningslinier samt foretage den miljø-økonomiske vurdering af konsekvenserne. E 32.8 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne skal gennem deres tilsyn sikre, at reglerne og retningslinierne for genanvendelse af tegl overholdes. ____________________________________________________________ E 33 Træ
E 33.1 Status Sigtelinie år 2008
Imprægneret træ Imprægneret træ med indhold af tungmetaller giver problemer, hvis det forbrændes, fordi stofferne ikke nedbrydes, men genfindes i slaggen eller røggasaffaldet. Træ, der er trykimprægneret med arsen, er farligt affald. Kreosotbehandlet træ (f.eks. jernbanesveller, træ fra kajanlæg) kan nedbrydes ved forbrænding, da kreosoten vil blive destrueret. Det kræver imidlertid, at træet forbehandles (neddeles), så en fuldstændig forbrænding sikres, og at temperaturen er tilstrækkelig høj. Kilderne for imprægneret affaldstræ er primært storskrald og bygge- og anlægssektoren. Siden april 2001 har alt imprægneret træ skulle bortskaffes ved deponering, bortset fra kreosotimprægneret træ. Kreosotimprægneret træ er farligt affald og kan forbrændes i godkendt anlæg. Der er ved at blive udviklet bedre behandlingsmetoder, der er i stand til at udnytte de ressourcer (energi, krom og kobber), som imprægneret træ indeholder. Det forventes, at der i de kommende år vil være en stigende mængde af imprægneret træ, der skal bortskaffes som affald. Det skønnes, at der siden 60’erne er anvendt (ophobet) ca. 4 mio. tons imprægneret træ, og at der i år 2010 er behov for bortskaffelse af omkring 100.000 tons imprægneret træ160. Mål år 2008
Træemballage Forsyningsmængden af træemballage blev i 2000 vurderet til ca. 150.000 tons. Hovedparten af mængden består af returpaller eller engangspaller. Affaldsmængden er sandsynligvis mindre, men det er meget svært at skaffe data for mængderne. Mængden af træemballageaffald, der behandles via dettraditionelle affaldsbehandlingssystem, er meget lille. En del træemballage affald energiudnyttes i private brændeovne. Men denne mængde er ikke kendt. Mængden af træemballageaffald er af afgørende betydning for, hvilke yderligere initiativer der skal tages for nå det samlede mål for genanvendelse af al emballageaffald på 55% i 2008. Danmark har ingen erfaring med indsamling af træemballage til genanvendelse af f.eks. spånplader. Der er foreløbig kun identificeret en dansk spånpladeproducent, som teknisk vil kunne genanvende træemballage. Nogle lande tæller reparation af genbrugspaller med som genanvendelse. I Danmark repareres ca. 23.000 tons paller årligt. E 33.2 Fremtidige initiativer Midler
Det skal sikres, at:
Træemballage
Initiativer til udvikling af metoder, så tungmetaller fra imprægneringsmidlerne kan genvindes, skal fremmes. Det skal vurderes, hvordan Danmark nemmest og billigst kan nå målene om 15% genanvendelse af træemballage og 55% genanvendelse af al emballageaffald i 2008 i henhold til nye EU-regler.
E 33.3 Regulering Siden april 2001 skal alt imprægneret træ udsorteres som ikke-forbrændingsegnet affald, dvs. bortskaffes til deponi. Dog kan kreosotimprægneret træ forbrændes. Træ, der er trykimprægneret med arsen og kreosot, er klassificeret som farligt affald og skal håndteres derefter. E 33.4 Miljøvurdering Imprægneret træ bortskaffes i dag primært ved deponering. Forbrændingsanlæggene skal fortsat friholdes for imprægneret træ, der indeholder krom, kobber og arsen for fortsat at sikre en reduktion af tungmetalindholdet i slaggen og i røggasaffaldet. Ved deponeringen går den potentielle energi og ressourcer tabt. En behandlingsmetode, som kan sikre en udnyttelse af energien og mulighed for genvinding af imprægneringsmidler, skal fremmes. Der er ikke fra EU-kommissionens eller medlemslandenes side foretaget en miljøvurdering af fordele og ulemper ved henholdsvis genanvendelse og forbrænding af træemballage. Affaldsindikatorer Imprægneret træ
Figur: Besparelserne ved behandling af 1 ton imprægneret træ ved henholdsvis forbrænding og genbrug. Besparelserne er set i forhold til deponering af et ton imprægneret træ (i mPR, mPE og 10 mPE) Det ses af figuren, at besparelserne for det samlede ressourceforbrug (energiressourcer og andre ressourcer) er større ved forbrænding end ved genbrug af et tons imprægneret træ. Lægges de to indikatorer "fornyelig" og "ikke fornyelig energi" sammen, ses en lille fordel for genbrug. Besparelsen for mængden af affald, der skal deponeres, er næsten ens for de to behandlingsformer. Men forbrænding af imprægneret træ vil først blive aktuel, hvis man kan fjerne de miljøbelastende stoffer inden eller i forbindelse med forbrændingen. På længere sigt vil det formentlig være muligt at forbrænde imprægneret træ, hvis det lykkes at udvikle processer, der effektivt fjerner miljøbelastende stoffer inden eller i forbindelse med forbrændingen. E 33.5 Økonomi Der vil blive foretaget en samfundsøkonomisk vurdering af behandlingen af imprægneret træ. Inden for en kortere årrække vurderes det, at der ikke er væsentlige merudgifter i forbindelse med bortskaffelse af imprægneret træ. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at forudsige behandlingsomkostningerne ved behandling med fremtidige teknologier. Der er ikke fra EU-kommissionens eller medlemslandenes side foretaget en miljøøkonomisk analyse af henholdsvis genanvendelse og forbrænding af træemballage. Når mængden af træemballageaffald er kortlagt, skal der laves en økonomisk vurdering af, hvordan Danmark billigst når målene om 15% genanvendelse af træemballage samt 55% genanvendelse af al emballageaffald. E 33.6 Betydning for de nationale myndigheder Affaldsbekendtgørelsen skal revideres. Kravet om udsortering af alt imprægneret træ blødes op, så træ, der ikke er imprægneret med krom,kobber og arsen, kan anvises til forbrænding. Baseret på de tekniske muligheder og samfundsøkonomisk vurdering vil der blive indsat behandlingskrav til træ, som er imprægneret med krom, kobber og arsen. Mængden af træemballageaffald skal kortlægges i 2004. Affaldsbekendtgørelsen skal revideres, så det fremgår, at træemballage (især paller) skal anvises til genanvendelse. E 33.7 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne skal i deres planlægning tage højde for, at imprægneret træ skal udsorteres efter behandlingsmuligheder. Endvidere skal træemballageaffald anvises til genanvendelse. ____________________________________________________________
|
