Retningslinier for etablering af beplantede filteranlæg op til 30 PE

8 Drift og vedligeholdelse

8.1 Generelt

Drift og vedligeholdelse af afløbsinstallationer, herunder beplantede filteranlæg, er ejerens ansvar.

Driftvejledning

Den autoriserede kloakmester, der har udført anlægget, er forpligtet til at give ejeren en driftsvejledning for anlæggets drift og vedligeholdelse.

Har ejeren modtaget tilbudet om medlemskab af kloakforsyningen, er det den kommunale kloakforsyning, der driver og vedligeholder anlægget, fra udløbet af bundfældningstanken (se afsnit 2 om administrative bestemmelser).

Drift og vedligeholdelse af beplantede filteranlæg omfatter i hovedtræk følgende:

  • Tømning af slam fra bundfældningstanken
  • Spuling af fordelerrør
  • Serviceeftersyn af mekaniske dele, herunder kontrol af pumpe
  • Kontrol og rensning af recirkuleringsanordning
  • Kontrol og pasning af plantevækst
  • Sikkerhed
  • Regenerering af tilstoppet anlæg

8.2 Tømning af slam fra bundfældningstanken

Funktion vigtig for anlæggets funktion

Bundfældningstankens effektivitet er yderst vigtig for driften af det beplantede filteranlæg, hvorfor drift og vedligeholdelse af tanken skal være meget omhyggelig.

Tømning én gang pr. år

Bundfældningstanke for op til 30 personer opbygget efter denne vejledning, skal tømmes én gang om året.

Slam fra bundfældningstanke med særlige belastninger skal tømmes med den frekvens, der er forudsat ved dimensioneringen af tankene, eller i det omfang det ved den løbende kontrol af mængden af opsamlet slam, viser sig nødvendigt.

Top- og bundslam skal fjernes, mens vandet gerne må blive tilbage i tanken.

Efterfyld med vand

Tanken skal fyldes ¾ op med vand straks efter slamtømningen. Ved tilbagefyldning med frasepareret vand skal dette være pH-neutralt og indeholde et minimum af fortyknings- eller flokkuleringsmidler, for at sikre det beplantede filteranlæg mod nedsat funktion.

8.3 Spuling af fordelerrør

Spul hvert andet år

Det vil være hensigtsmæssigt at spule fordelerrørene jævnligt, f.eks. hver andet år, da der sker en naturlig bakterievækst i rørene og omkring hullerne, ligesom der kan forekomme slamdannelser.

8.4 Serviceeftersyn

Alle mekaniske dele skal serviceres i overensstemmelse med leverandørens anvisninger, dog mindst én gang om året. Alle mekaniske deles funktion bør jævnligt testes, herunder pumpens start og stop funktion.

8.5 Rensning af recirkuleringsanordning

Recirkuleringsanordningen bør efterses og renses jævnligt, f.eks. hver tredje måned, for at sikre at det rensede spildevand fordeles ligeligt mellem recirkulering og udløb. Der vil naturligt dannes bakterievækst på anordningen og der kan dannes slam som sætter sig fast i V-overfaldene.

8.6 Kontrol af plantevækst

Ukrudt skal fjernes

Såfremt der forekommer andre planter end tagrør (brændenælder, dueurter, og lignende) i anlægget, skal disse fjernes manuelt. Pas på ikke at beskadige rodsystemet af de udplantede tagrør.

Efterbeplantning

Efter den første vækstsæson kontrolleres, om de udplantede tagrør er i live. Såfremt der forekommer områder i anlægget, hvor tætheden af planterne er mindre end 2 pr. m2, skal der efterplantes.

8.7 Regenerering af tilstoppet anlæg

Sker det, at filteranlægget stopper til med omsætteligt organisk materiale som følge af midlertidig overbelastning, er der en mulighed for at regenerere anlægget.

Den bedste måde at regenerere anlægget på, er at undlade spildevandstilledning i 2-3 uger eksempelvis ved at undlade at anvende anlægget i denne periode eller lukke af for det beplantede filteranlæg og pumpe det bundfældede spildevand uden om filteret. Er dette ikke tilstrækkeligt, kan det efter endnu et forsøg blive nødvendigt at grave op og udskifte de øverste 0,1-0,2 m filtersand.

 



Version 1.0 November 2004, © Miljøstyrelsen.