Afgivelse af kemiske stoffer fra produkter af eksotisk træ

2 Kortlægning af produkter af eksotisk træ på det danske marked

For at skabe et overblik over hvilke eksotiske træarter og produkter der findes på det danske marked, er der foretaget en markedsundersøgelse. Markedsundersøgelsen er baseret på oplysninger fra Danmarks Statistik samt kontakt til en række importører, forhandlere og producenter af gulve, møbler, køkkenudstyr, brugsgenstande samt kunst- og pyntegenstande.

Importører, forhandlere og producenter er udvalgt på baggrund af arbejdsgruppens kendskab til virksomheder på markedet og anbefalinger fra de kontaktede virksomheder, samt søgning på Internettet.

Oplysninger om mængde og værdi af varer af træ, der i 2002 blev importeret til Danmark, er indhentet fra Danmarks Statistik. De importerede mængder er i opgørelsen angivet i forskellige grupper. I opgørelserne fra Danmarks Statistik over Danmarks udenrigshandel skelnes der mellem "tropisk træ" og "andet træ". Bilag A angiver hvilke træarter, der er omfattet af "tropisk træ".

Desværre skelner opgørelserne fra Danmarks Statistik ikke mellem forskellige træarter, men udelukkende mellem "tropisk træ" og "andet træ", samt hvilke produktkategorier, der er tale om. Langt hovedparten af Danmarks import af eksotisk træ (opgjort i mængde) udgøres af tømmer. Denne produktkategori falder uden for rammerne for dette projekt. Tabel 6 nedenfor opgør Danmarks import af resterende produktkategorier af "tropisk træ" i 2002 (Danmarks Statistik, 2002).

Tabel 6 Danmarks import af "tropisk træ" opgjort efter produktkategori (2002 tal)

Kategori Mængde [kg] Værdi [kr]
Rammer til malerier, fotografier, spejle og lign. 41.849 1.758.838
Vinduer, glasdøre og rammer dertil 602.550 24.955.369
Døre og rammer dertil, samt dørtærskler 156.621 3.794.288
Bordservice og køkkenudstyr 254.863 11.871.483
Æsker, skrin mv. samt boligudstyr (ekskl. møbler) 84.749 4.798.922
Statuetter og andre dekorationsgenstande 101.362 3.901.290
I alt 1.241.994 51.080.190

Danmarks Statistiks Udenrigshandel fordelt på varer og ydelser opgør i kapitel 94 "diverse varer" importen af møbler. Opgørelsen skelner ikke mellem møbler af forskellige træarter, men udelukkende mellem møbler af træ, plast og andre materialer.

Det er således ikke muligt i de statistiske opgørelser at finde oplysninger om hvilke træarter, der importeres. Det er således heller ikke muligt at finde oplysninger om hvilke træarter, der primært benyttes til forskellige produkter. Oplysninger om disse forhold er derfor søgt indhentet ved kontakt til importører, producenter samt forhandlere af produkter af eksotisk træ. Der er fra disse virksomheder indhentet oplysninger om specifikke produkter (Johansen, Jensen, Lorentzen, Rubæk, Bendtsen, Møller, Andersen, Konge, Frederiksen, Gottlieb, Indo Art, IQI, IKEA 2003). Disse er angivet i Tabel 7. I tabellen er ligeledes angivet virksomhedernes oplysninger om eventuel overfladebehandling.

Hvor det har været muligt, er der ligeledes indhentet oplysninger om importeret mængde og oprindelsesland (Johansen, Lorentzen, Bendtsen, Andersen, Konge, Frederiksen, Indo Art, 2003). Disse er gengivet i Tabel 8.

Tabel 7 Oplysninger om produkter af eksotisk træ

Importør/producent/forhandler Produkt Træart Eventuel overflade-behandling
Tarkett Sommer A/S Gulve Merbau, Kirsebær Olie*
Lak*
Faxe Design A/S Gulve Merbau, Kirsebær Olie**
SPEKVA A/S Køkkenbordplader Bubinga, Iroko, Jatoba, Khaya Mahogni, Merbau, Sipo, Teak, Valnød, Kirsebær, Skandinavisk Kirsebær, Orientalsk Kirsebær Olie, sæbe, lak, bejdse
Badmiljø Kirsebær, Sipo, Teak Olie, sæbe, lak, bejdse
IKEA A/S Seng Gummitræ Lak
Trip Trap Denmark a/s Gulve Teak, Merbau, Jatoba, Keruing, Wengé, Ipé Ubehandlet eller olie
Brugsgenstande Teak Ubehandlet
HTH Køkkener a/s Køkkenlåger Karri (udgår), Kirsebær, Massaranduba, Mahogni Lak
BIVA Møbler A/S Spiseborde Gummitræ Voks
Rustic Furniture A/S Møbler Sheesham, Mahogni Bejdse, voks
Inbodan A/S Møbler Sheesham, Gummitræ, Kirsebær Voks, lak, bejdse
Asian House Brugsgenstande/
kunst
Ukendt ("monkey pot wood") Bejdse
Ejnar Debel A/S Brugsgenstande (persienner) Ramin Bejdse, lud, lak***
International Quality Import Kunst Belalu (Batai)  
Indo Art Aps Kunst, brugsgenstande Belalu (Batai) Lak

* Produktet er indeklimamærket, ** Olien er indeklimamærket, *** Overfladebehandling ifølge producent uden indhold af bla. azo-farvestoffer

Brugsgenstande er køkkenredskaber, service og bestik, serveringsbakker, servietholdere, knagerækker, persienner mv.

Tabel 8 Liste over oplyst mængde og oprindelse for import af produkter af eksotisk træ

Importør/producent/
forhandler
Træart Mængde pr. år Oprindelse
BIVA Møbler A/S Gummitræ ca. 600 stk Malaysia
Rustic Furniture A/S Sheesham ca. 95% af omsætning Indien
Mahogni ca. 500 m3 Indonesien
Inbodan A/S Sheesham 600-700 m3 Indien
Asian House - - Thailand
Indo Art Aps Belalu (Batai) 10 m3 Indonesien
HTH Køkkener A/S Mahogni 30 m3 Sydamerika
Kirsebær - Nordamerika
Massaranduba 60 m3 Sydamerika
Ejnar Debel A/S Ramin ca. 30.000 enheder Kina

 



Version 1.0 September 2005, © Miljøstyrelsen.