Kortlægning og Sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i smykker

4 Migrationsanalyse

4.1 Udvælgelse af metalsmykker til migrationsanalyse

Der blev i alt udvalgt 25 delsmykker til migrationsanalyse for afgivelse af metaller. Årsagen til, at det var delsmykker og ikke smykker, der blev udvalgt til migrationsanalyse, var, at smykker som tidligere nævnt består af flere separate dele med hver deres indhold (og dermed afgivelse) af metaller.

Delsmykkerne blev udvalgt således, at de dækkede produkttyperne så bredt som muligt, dog med det primære kriterium, at de repræsenterede en del af smykket, som havde kontakt til huden. Dvs. et delsmykke i form af et vedhæng til en ørering blev ikke udvalgt.

Nedenfor er kort gennemgået baggrunden for udvælgelseskriterierne.

4.1.1 Fokus på delsmykker med lavt indhold af Pb og Cd

Udvælgelsen af smykker til migrationsanalyse blev foretaget blandt de delsmykker, der havde et indhold af hhv. bly og cadmium varierende fra ca. 100 ppm til de maksimalt målte værdier. Årsagen til, at der blev fokuseret på smykker, der indeholdt primært disse to metaller var, at det derved var muligt at udvælge nok smykker til at illustrere en eventuel sammenhæng mellem migration og indhold.

I alt blev der udvalgt 15 delsmykker blandt de delsmykker, der indeholdt mere end 100 ppm bly, og 10 delsmykker blandt dem, der indeholdt mere end 75 ppm cadmium.

De udvalgte delsmykker repræsenterer hele koncentrationsspændet, dog blev fokus lagt på den lave ende af spektret, dvs. for bly mellem 100 og 2000 ppm og for cadmium mellem 75 og 2000 ppm. Årsagen hertil var ønsket om at belyse, hvor stor en lovovertrædelse der skal til, før der kan forekomme en sundhedsrisiko.

4.1.2 Jævn fordeling i de overordnede kategorier guld, sølv og uægte metal

Idet resultaterne fra XRF-screeningen viste, at der ikke lader til at være en sammenhæng mellem indhold af tungmetal og de overordnede produktkategorier: guld, sølv og uægte metal (jf. Tabel 3-14), blev der udvalgt delsmykker, der så vidt muligt fordelte sig jævnt i de tre overordnede kategorier.

4.1.3 Jævn fordeling i de specificerede produktkategorier

Idet screeningsresultaterne (Tabel 3-15 og Tabel 3-16) indikerede, at der ikke umiddelbart var markant forskel på indhold af bly og cadmium i relation til de specifikke produktkategorier (ædelmetalbelagt guld, ædelmetallignende sølv, osv.), blev der udvalgt delsmykker, der så vidt muligt fordelte sig jævnt blandt produktkategorierne. Dog blev der ikke medtaget delsmykker fra kategorien ’Juvelersmykker sølv’, idet disse ikke var fokus for projektet.

4.1.4 Forfordeling blandt typer af delsmykker og smykketyper

Screeningsresultaterne indikerede, at en forholdsvis stor procentdel af de undersøgte vedhæng havde et indhold af hhv. bly og cadmium (se Tabel 3-11, Tabel 3-12 og Tabel 3-13). 70% af de undersøgte vedhæng (hørende til produkttyperne øreringe, halskæder og armbånd) viste sig at indeholde over 100 ppm bly, mens det for cadmium gjaldt, at 78% af de undersøgte vedhæng havde et cadmium indhold over 75 ppm. Der blev således under udvælgelsen fokuseret på at vælge flere vedhæng end f.eks. ringe og armbånd.

Derudover blev det forsøgt så vidt muligt at få et repræsentativt udsnit af de forskellige produkttyper (armbånd, halskæder mv.); dog var der begrænsede valgmuligheder blandt enkelte produkttyper (bl.a. piercingsmykker og ankelkæder), hvilket betød, at der blev udvalgt en overvægt af delsmykker hørende til de andre produkttyper (især halskæder).

4.1.5 Udvalgte delsmykker til migrationstest

Under udvælgelsen af delsmykker til migrationstest, blev det som hovedregel forsøgt at udvælge delsmykker, som fordelte sige ligeligt blandt udvælgelseskriterierne (indhold af tungmetal, belægning, produkttype samt delsmykketype).

Dog blev der i relation til udvælgelseskriteriet ’indhold af tungmetal’ udvalgt flere delsmykker blandt dem, der havde et forholdsvist lavt indhold af tungmetal. Årsagen hertil var at afklare, hvorvidt der kunne være en sundhedsmæssig problemstilling relateret til smykker, der havde et indhold af hhv. bly og cadmium omkring den tilladte grænse.

Ligeledes blev der i relation til delsmykketyper, udvalgt forholdsvis flere delsmykker af typen vedhæng, idet knap 80% af disse ifølge XRF-screeningen viste sig at indeholde tungmetal.

Det skal påpeges, at det grundet det begrænsede antal indkøbte smykker ikke var muligt at lave en 100% ligelig fordeling. I bilag K er vist, hvorledes de udvalgte delsmykker opfylder udvælgelseskriterierne.

4.2 Analysemetode

De 25 delsmykker blev analyseret for afgivelse af følgende metaller: As, Ba, Cd, Cr, Cu, Hg, Ni, Pb, Sb og Se.

Metoden, der blev anvendt, var ”Migration til kunstig sved” efter DS/EN 1811:2000.

Opløsningen til kunstig sved bestod af:

1,0 g urinstof, 5,0 g NaCl og 0,940 µl mælkesyre opløst i 1 liter demineraliseret vand. pH indstillet til 6.5. Ekstraktion ved 40 grader.

Prøvestykker á 2 g med varierende areal blev anbragt i 25 ml kunstig sved og henstillet ved 40 °C i 4 timer. Derpå blev vandfasen dekanteret fra prøvestykkerne. Vandfasen blev efterfølgende undersøgt for indhold af afgivne metaller ved optisk emissionsspektrometri (ICP-OES). De bestemte indhold blev angivet i forhold til såvel prøvevægt (µg ekstraheret metal per gram prøve) som i forhold til prøvens overflade (µg ekstraheret metal per cm²).

Den afklippede side fra delsmykker belagt eller legeret med guld eller sølv blev bagsiden dækket med voks for at sikre sig, at migrationen kun skete fra de dele af metallet, der var belagt/legeret med ædelmetaller.

Som detektionsgrænse blev anvendt det, der svarer til ca. 5 gange detektionsgrænsen for ICP-OES analysen.

Der er udført dobbeltbestemmelse på samtlige prøver. Dog fandtes to delsmykker (begge nålestikker) kun i så små mængder, at prøvestykker á 2 x 2 g ikke kunne opnås. I disse to tilfælde er en mindre prøvevægt anvendt, og detektionsgrænsen er estimeret til den aktuelle prøvevægt.

I en del tilfælde var dobbeltbestemmelser ikke i forventet indbyrdes overensstemmelse. I disse tilfælde er metalbestemmelsen ved ICP-OES gentaget, uden at dette dog generelt har medført anderledes resultater.

Bestemmelse af arealet på 2 grams prøvestykkerne er sket ved individuel udmåling og efterfølgende beregning. Da smykkerne varierer meget i udformning, kan det være vanskeligt at bestemme arealet nøjagtigt, hvorfor arealbestemmelsen er sket med nogen tilnærmelse.

4.3 Analyseresultater

Resultaterne for migration til kunstig sved beregnet i forhold til prøvevægt (µg ekstraheret metal per gram prøve) er præsenteret i Tabel 4-1. Værdierne repræsenterer gennemsnitsværdien for de to dobbelttest. I tilfælde, hvor de to dobbelttest afviger signifikant fra hinanden, er begge værdier præsenteret.

Tabel 4-1: Resultater for migrationsanalyse (kunstig sved) af metaller fra 25 delsmykker. Værdierne er beregnet som metalafgivelse pr. gram delsmykke. Blanke felter indikerer prøver, hvor migrationen ikke overskred detektionsgrænsen (detektionsgrænsen varierede fra 0,25 – 2,5 afhængig af metalet og er angivet i bilag H).

Del-smykke nr. Beskrivelse af delsmykke As Ba Cd Cr Cu Hg Ni Pb Sb Se
Enhed: µg/g
136.1 Lås         0,2/11   0,5/23 17    
164.1 Hjerte bagside         2,6     2/4    
152.2 Mat ring         0,46          
138.1 Vedhæng bagfra     2,4   0,57     150/210    
136.2 Skilt     1,2   0,81     100    
130.1* Nåle         25/1300          
125.1 Fingerring     0,86   0,73   0,5/29 93/540    
107.1 Kæde med kugler         53          
101.3 Kræmmerhus         16/34          
101.1 Bagside af hjerte         1,5     73    
99.2* Ikke snoet del         150/220          
99.1 Snoede ringe         160          
95.3 Lås         3,3     250    
91.1 Stor kugle         26/160   90/210      
91.3 Kæde         16/28   13      
88.1 Ring uden sten     0,6/16   2,3     2 / 5    
70.3 Lås         1,5     140    
70.1 Vedhæng     0,31   0,50          
68.1 Ring     3,8   0,89     140    
62.1 Vedhæng     3,0   0,67     39    
60.1 Armbånd         3,4          
56.1 Vedhæng bagside         2,1     23/64    
38.1 Smykke uden sten     12   0,59     220    
26.2 Lås         0,44          
6.1 Engel     21   0,30     6/160    

NB. Prøver markeret med * er udført med justeret kvantifikationsgrænse pga. reduceret prøvestørrelse.

Resultater for migration til kunstig sved beregnet i forhold til prøveareal (µg ekstraheret metal per cm²) er præsenteret i bilag J.

Figur 4-1: Migration af hhv. Cd, Cu, Ni og Pb i relation til indholdet af de respektive metaller (ifølge XRF-screening) i smykkerne.

Figur 4-1: Migration af hhv. Cd, Cu, Ni og Pb i relation til indholdet af de respektive metaller (ifølge XRF-screening) i smykkerne.
Figur 4-1: Migration af hhv. Cd, Cu, Ni og Pb i relation til indholdet af de respektive metaller (ifølge XRF-screening) i smykkerne.

NB: Prøver hvor dobbeltværdien har afveget væsentligt er den højeste værdi medregnet.

Som det ses i Figur 4-1 er der ingen umiddelbar sammenhæng mellem migration og indhold af de forskellige metaller, dvs. man kan ikke antage, at en høj koncentration af metallet i smykket medfører en høj migration. Det skal dog bemærkes, at for smykker, hvor blyindholdet ligger under ca. 1% er der stort set ingen migration fundet sted. Lignende tendens ses ikke for de andre metaller (se bilag L).

Der er for få smykker i migrationsanalysen til at det er muligt at udlede sammenhænge mellem smykkedelene, smykketypen og smykkekategorierne.

 



Version 1.0 Juli 2008, © Miljøstyrelsen.