[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Co2-virkemidler på transportområdet - et samarbejdsprojekt med Svendborg Kommune

2. Trafik- og miljøplanlægning i Svendborg

Miljøhandlingsplan
Svendborg kommune har i 1994 godkendt en Miljøhandlingsplan, som har til mål at fremme en miljømæssig bæredygtig udvikling i kommunen. Planen indeholder mål for en række af de miljøfaktorer, som trafikken berører. Miljøhandlingsplanen peger på at den bæredygtige udvikling kan fremmes ved at der opstilles handlingsplaner, der så konkret som muligt forpligter kommunen til en miljømæssig indsats.

Handlingsplanen for trafikmiljø, som blev vedtaget i 1995 er sådan en plan.

Handlingsplan for trafikmiljø
Arbejdet med handlingsplanen for trafikmiljø, som påbegyndtes i 1992, blev gennemført i et tæt samarbejde med Miljøstyrelsen. Handlingsplanen er udarbejdet i følge Miljøstyrelsens vejleding "Trafik- og miljø i kommuneplanlægningen", som havde til formål at støtte de større bykommuner som på det tidspunkt stod for at skulle i gang med trafik- og miljøhandlingsplaner.

I trafik og miljøhandlingsplanen opereres med målsætninger indenfor de sædvanlige effektområder: Støj, sikkerhed, luftforurening, energiforbrug, barriereeffekt og risikovirkning samt visuelt miljø. For energiforbruget, og dermed også CO2-udslippet, har kommunen indskrevet det nationale mål: "At stabilisere energiforbruget i transportsektoren inden år 2005 på niveauet fra 1988 og herefter reducere forbruget med 30% frem til år 2030" i handlingsplanen.

Udover de miljømæssige mål er der opstillet særlige mål for cykel- og gangtrafikken og den kollektive trafik.

På baggrund af kortlægningen, målsætningerne og borgernes meninger om trafik og miljø blev der udpeget en række indsatsområder:

Regulering af trafikken i og omkring bymidten
Fredeliggørelse af lokaltrafik områder
Miljøforbedring langs trafikveje
Forbedring af trafiksikkerheden
Fremme af cykeltrafik
Styrkelse af kollektiv trafik
Styrkelse af de lette trafikanternes adgang til natur og rekreative områder

De virkemidler, som foreslås i handlingsplanen er i høj grad i form af anlægsprojekter og trafiktekniske løsninger. På sikkerhedsområdet og i forbindelse med påvirkning af transportmiddelvalg til fordel for cykeltrafik spiller kampagner og information en væsentlig rolle.

Flere af handlingsplanens projekter er realiseret med støtte fra Miljø- og Energiministeriets Trafik- og miljøpulje. Det drejer sig om 3 trafiksaneringsprojekter i bymidten – projekter, som er formuleret under indsatsområdet: "Regulering af trafikken i og omkring bymidten".

Svendborg sikker cykelby
Handlingsplanen indeholder mål om at øge cykling som dagligt transportmiddel og forbedre sikkerheden og trygheden for cyklister. For at leve op til disse mål søgte og fik kommunen 6 mio. kr. fra Trafikministeriets Trafikpulje i 1995. Pengene er primært anvendt på at etablere en sammenhængende cykelrute fra bymidten via Christiansminde til Thurø. Derudover er der iværksat kampagner for overflytning af trafik fra bil til cykel, og der planlægges kampagner for cykling blandt ansatte i kommunen og i udvalgte større virksomheder.

Udover ovennævnte projekter er der siden vedtagelsen af handlingsplanen ikke realiseret større projekter, som har haft til formål at påvirke biltrafikkens omfang, hastighed eller sammensætning.

Borgerinddragelse har i flere tilfælde været et element i kommunens trafik- og miljøplanlægning, og også i dette projekt har inddragelse af borgere og interesseorganisationer i spillet en betydende rolle. Et nedsat debatforum med bl.a. repræsentanter for de politiske udvalg, erhvervslivet, handelsstanden og interesseorganisatoner i øvrigt, har gennem diskussionerne på to seminarer bidraget væsentlig til projektets resultater.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]