Status og perspektiver for kemikalieområdet

Debatoplæg

Indholdsfortegnelse

Forord

Sammendrag (Sammenfattende artikel)

English summary (Summary)

1.Indledning
1.1 Baggrund
1.2 Formål
1.3 Omfang og afgrænsninger
1.4 Begreber og definitioner

2.Brugen af kemiske stoffer og produkter
2.1 Kemiske stoffer
2.2 Kemiske produkter
2.3 Varer/produkter

3. Udslip til og forekomst i miljøet
3.1 Generelt om "stofstrømme"
3.2 Overvågning
3.3 Luft
3.4 Vand
3.5 Jord
3.6 Affald
3.7 Stoffer på tværs af medier

4. Nuværende indsats
4.1 Indledning
4.2 Den kildeorienterede indsats
4.3 Den medieorienterede indsats
4.4 Kvalitetskriterier og grænseværdier
4.5  Den kemikalieorienterede indsats
4.5.1 Internationalt samarbejde
4.5.2 Databehov og -krav
4.5.3 Farevurdering, klassificering og mærkning
4.5.4 Risikovurdering
4.6 Reduktionstiltag
4.6.1 Substitutionsprincippet
4.6.1 Anvendelsesbegrænsning
4.7 Virkemidler
4.8 Internationale aftaler

5. Problemområder
5.1 Den kilde- og mediebaserede indsats
5.2 Den kemikalieorienterede indsats
5.2.1 Datakrav/databehov
5.2.2 Undersøgelsesmetoder
5.2.3 Farevurdering (klassificering)
5.2.4 Risikovurdering
5.3  Reduktionstiltag
5.4 International handelsregulering

6. Forslag til fremtidige initiativer
6.1 International samarbejde
6.2 Reduktion og afvikling af miljøbelastende stoffer
6.3 Styrkelse af EU-arbejdet
6.3.1 Klassificering og mærkning
6.3.2 Risikovurdering af eksisterende stoffer
6.4 Videnopbygning
6.5 Bedre information og aktørinddragelse

Litteraturfortegnelse

A. Bilag 1
B. Bilag 2

1. Indledning

1.1 Baggrund

Kemiske stoffer bliver brugt i alle sektorer af samfundet. Som led i produktion, anvendelse og bortskaffelse vil der ske en spredning af disse - eller af deres omdannelsesprodukter - til både luft, vand og jord.

Mange af de anvendte og udledte stoffer er miljø- og sundhedsfarlige. Nogle er umiddelbart giftige for mennesker, dyr og planter, mens andre har mere langtrækkende effekter, bl.a. fordi de pågældende stoffer ophobes i miljøet og i levende organismer.

National indsats

Indsatsen mod de kemiske stoffers udledning til og spredning i miljøet samt deres påvirkning af sundheden foregår primært indenfor rammerne af miljøbeskyttelsesloven, lov om kemiske stoffer og produkter, lov om affaldsdepoter, vandløbsloven og havmiljøloven.

International indsats

Baggrunden for indsatsen er dog ikke bare nationale miljøproblemer. De kemiske stoffers transport over landegrænserne betyder, at der i stadig større omfang indgås internationale aftaler for på denne måde at udnytte de samlede ressourcer med henblik på at løse de regionale og globale miljøproblemer.

Udover EU-reguleringen findes der internationale aftaler, der kan være bindende eller frivillige, indenfor bl.a. OECD, FN og nordisk regi samt en række konventioner og protokoller på luft-, hav- og affaldsområdet.

Mange initiativer

Området er præget af mange initiativer, der ofte indbyrdes kun er svagt koordineret.

Denne rapport er udarbejdet for at give en oversigt over de mange initiativer, der er taget indenfor kemikalieområdet, med henblik på at synliggøre de faglige/strategiske målsætninger på området samt for at bidrage til en bedre koordinering af den fremtidige indsats.

1.2 Formåls

Formål

Formålet med denne rapport er at give et samlet overblik over brugen af kemikalier og kendskabet til udslipsmængder og forekomst i miljøet, samt at beskrive den nuværende indsats og de faglige målsætninger på området nationalt såvel som internationalt

I lyset heraf vurderes mulighederne for at optimere, intensivere og implementere den samlede indsats for at nedbringe udslippet af sundheds- og miljøfarlige stoffer til miljøet.

1.3 Omfang og afgrænsninger

Kemiske stoffers påvirkning af miljø og sundhed er et bredt orienteret problem. Mange kemikalier opfattes ikke af offentligheden som kemiske stoffer, fordi de har en særlig nyttevirkning, f.eks. levnedsmidler, gødningsstoffer og brændstoffer.

En stor del af de miljø- og sundhedsfarlige stoffer fremstilles industrielt ved kemisk syntese. Derudover kan der, f.eks. under brug og bortskaffelse, dannes farlige stoffer - f.eks. ved afbrænding af imprægneret træ eller ved nedbrydning af bekæmpelsesmiddel i jord eller vand. Der kan Være tale om "fortidens synder" i form af nedgravede kemikaliedepoter og nutidens endnu ikke erkendte problemer. Problemstillingen kan vedrøre flora og fauna, arbejdstageres sundhed, samt befolkningens sundhed generelt i relation til bl.a. forbrugsvarer, medicin, mad og drikke, kemiske produkter, og kontakt med omgivende miljø.

Omfang

I denne rapport behandles kemikalieområdet bredt, d.v.s. at alt hvad der - i større eller mindre omfang - ligger inden for Miljøstyrelsens arbejdsområde, vil blive inddraget.

Det er dog ikke hensigten at lave en generel udredning om de skader og problemer, som kemikalierne kan forvolde på miljø og mennesker. Hensigten er derimod at beskrive, hvad vi ved/ikke ved, og belyse hvad vi gør/kunne gøre på det kemiske område.

I de tilfælde, hvor der for specifikke områder allerede foreligger redegørelser og handlingsplaner (f.eks. inden for sektorområderne trafik og energi, for bekæmpelsesmiddelområdet, renere teknologi og affaldsområdet samt for tungmetaller), vil der blive henvist hertil.

Afgrænsning

For en række områder ligger den primære reguleringsmæssige indsats udenfor Miljøstyrelsens ansvarsområde. Det gælder for områder som:

-lægemidler og veterinærmedicin
-levnedsmidler og foderstoffer
-arbejdsmiljø
-radioaktive stoffer
-ammunition/eksplosive stoffer

Indsatsen på disse områder vil derfor ikke indgå i denne rapport.

1.4 Begreber og definitioner

På kemikalieområdet anvendes et virvar af begreber og betegnelser, der - hvis definitionerne ikke er nogenlunde entydige - kan give anledning til mange misforståelser. Derfor er de mest anvendte begreber defineret i dette afsnit.

Additiver

Se tilsætningsstoffer

Artikler

Artikler er i EU-terminologien betegnelsen for varer til forskel fra kemiske stoffer og produkter. Artiklen skal have sin primære egenskab i kraft af sin geometriske form og ikke sine materialeegenskaber. F.eks. er et plastkrus en artikel, mens plastgranulat, der bruges til at støbe kruset, er et kemisk produkt.

Bestanddele

Se kemiske stoffer.

Bioakkumulerende stoffer

Stoffer, som kan ophobes i organismer, således at koncentrationen i disse er højere end i organismens føde eller det medium - f.eks. jord og vand - der omgiver den.

Halvfabrikata

Beskriver forskellige stadier i produktionen af en vare.

Hjælpestoffer

Kemiske stoffer og produkter, der anvendes i forbindelse med en given produktion.

Industriprodukter

Se varer

Kemikalier

En samlebetegnelse for kemiske stoffer og blandinger af disse.

Kemiske materialer

Sammensætninger af to eller flere kemiske stoffer. Begrebet anvendes i arbejdsmiljølovgivningen, og svarer stort det til begrebet kemiske produkter

Kemiske produkter

Kemiske produkter er både opløsninger og faste, flydende eller luftformige blandinger af to eller flere kemiske stoffer. Kemiske produkter er tilsigtede blandinger af kemiske stoffer.

Kemiske stoffer

Ved kemiske stoffer forstås grundstoffer og deres forbindelser, sådan som de forekommer naturligt eller industrielt fremstillet.

I teknisk og lovgivningsmæssig sammenhæng defineres et kemisk stof som "stoffet som det forekommer eller som det fremstilles". Et kemisk stof vil typisk i denne sammenhæng bestå af et eller flere kemiske stoffer (i videnskabelig forstand), som i lovgivningsmæssig sammenhæng betegnes bestanddele og urenheder (der ligeledes hver for sig er kemiske stoffer).

Materialer

Materialer omfatter en række råvarer og halvfabrikata, som anvendes i meget store mængder f.eks. grus, træ, beton, keramiske materialer og rå-PVC. Miljøproblemerne er hovedsageligt knyttet til et stort ressourceforbrug, problemer med store affaldsmængder og kun i mindre omfang stoffernes direkte miljåpåvirkning.

Mellemprodukter

Se halvfabrikata

Miljøbelastende stoffer

Naturligt forekommende eller menneskeskabte stoffer, der optræder i skadelige koncentrationer i miljøet.

Miljøfremmede stoffer

Miljøfremmede stoffer er stoffer, som ikke findes i naturen under normale forhold. Strengt taget er miljøfremmede stoffer ikke nødvendigvis miljø- eller sundhedsfarlige.

I miljødebatten anvendes begrebet miljøfremmede stoffer dog ofte som synonym for miljøbelastende stoffer.

Omdannelsesprodukter

Betegnelse for de stoffer, der dannes, når et kemisk stof ved en given kemisk reaktion (forbrænding, nedbrydning m.v.) omdannes til andre stoffer.

Produkter

Se varer.

Persistente stoffer

Betegnelse der anvendes for stoffer, der i naturen enten er tungtnedbrydelige eller ikke-nedbrydelige.

Præparater

Svarer til begrebet kemiske produkter. Ordet "præparater" anvendes i EU-lovgivningen (f.eks. Præparatdirektivet).

Restprodukter

En samlebetegnelse for de rester, der opstår efter forbrænding, affaldsbehandling eller spildevandsrensning (slagger, flyveaske, røggasrensningsprodukter, slam m.v.).

RÅVARER

Kemiske stoffer eller stofblandinger (faste, flydende m.v.), der indgår som nødvendige elementer eller "byggesten" i produktionen af et givet produkt.

Sporstoffer

Anvendes om visse stoffer - f.eks. jern, jod og mangan - der i små mængder er nødvendige for det naturlige forløb af en organismes fysiologiske processer.

Stoffer

Dagligdags betegnelse for kemiske stoffer.

Sundhedsfarlige stoffer

Ved sundhedsfarlige stoffer forstås kemiske stoffer, som er skadelige for sundheden.

Tilsætningsstoffer

Kemiske stoffer, der er tilsat bevidst for at forbedre et kemisk stofs eller produkts egenskaber. Kaldes undertiden også for hjælpestoffer.

Toksicitet

Kemiske stoffers skadelige virkninger på levende organismer.

Urenheder

Kemiske stoffer, der som følge af fremstillingsprocessen for et givet stof, kan forefindes i dette - ofte i meget små mængder.

Varer

En vare kan defineres som et produkt, der har gennemgået en forædlingsproces, og hvis videre anvendelse ikke indebærer yderligere industriel sammenføjning eller bearbejdning. Kaldes også Færdigvarer, industriprodukter, artikler eller bare produkter.

Økotoksicitet

Miljøgiftes påvirkning af populationer og hele økosystemet.

2. Brugen af kemiske stoffer og produkter

2.1 Kemiske stoffer

CAS-stoffer

Der er i dag identificeret omkring 14 millioner kemiske stoffer, der er blevet registreret med et såkaldt CAS-nummer i Chemical Abstract Registry Service. De fleste af disse findes dog kun i laboratorier og er alene derfor uden den store betydning for sundhed og miljø.

Stoffer på verdensplan

På verdensplan antages det, at der markedsføres ca. 100.000 kemiske stoffer. Af disse dækker ca. 1.500 stoffer mængdemæssigt over 95% af den totale verdensproduktion (UN, 1992).

Eksisterende stoffer i EU

For at få et overblik over hvilke kemiske stoffer, der på europæisk plan blev anvendt i perioden 1971-1981, blev der på EF-niveau udarbejdet en liste over markedsførte kemiske stoffer (eksisterende stoffer). Listen byggede på materiale fra industrien. Denne liste - EINECS-listen - indeholder nøjagtig 100.116 stoffer. Stoffer, der ikke er opført på listen, defineres som nye, hvilket indebærer, at de er omfattet af EU's anmeldeordning for nye stoffer (se afsnit 4.2).

Det er diskutabelt, om stofferne på EINECS-listen dækker den virkelige verden. På den ene side er f.eks. polymere, d.v.s. stoffer opbygget af en række ens molekyler og hvor det kun er antallet af molekyler, der adskiller stofferne fra hinanden, ikke alle medtaget, selv om de kan have stor miljømæssi betydning. På den anden side kan det ikke udelukkes, at den europæiske kemiske industri ved at anmelde stoffer, som måske kun har været anvendt en enkelt gang i få milligram, har medvirket til, at listen blev ekstra lang for på den måde at "slippe for" den besværlige anmeldeprocedure for nye stoffer.

Hertil må også lægges, at en del af stofferne på listen kun adskiller sig fra hinanden ved f.eks. hydratiseringsgrad (antallet af tilknyttede vand-molekyler), hvilket ikke har nogen miljø- eller sundhedsmæssig betydning. Endvidere er EINECS-listens definition af et "kemisk stof" bredere end normalt. Således omfatter EINECS-listen også stoffer som f.eks. vand, bordsalt, stivelse, stikkelsbærekstrakt og kokossmør.

Det er endeligt vigtigt at understrege, at det formentlig kun er højst halvdelen af de 100.000 stoffer, der markedsføres i EU i dag, og som derved reelt kan udgøre en risiko for mennesker og miljø. Hertil kommer, at der ved vurderingen af risikoen forbundet med et stof bør lægges vægt på hvilke mængder, stoffet produceres i. Der må også lægges vægt på om der er tale om et stof, som markedsføres bredt eller om et rent industrikemikalie, som udelukkende anvendes i laboratorier eller som led i en produktion, og som derfor ikke kommer ud af det lukkede produktionssystem.

High-volume stoffer i EU

Ca. 2.700 af EINECS-listens stoffer er såkaldt high-volume stoffer, d.v.s. stoffer der indenfor EU markedsføres i Mængder på over 1.000 tons pr. producent pr. år. Heraf markedsføres i alt 41 stoffer i årlige mængder på mellem 10 og 100 millioner tons.

Industrien skal i 1998 indberette hvilke stoffer, der i EU produceres i mængder over 10 tons. Ud fra erfaringer fra USA vedrørende sammenhæng mellem mængder og antallet stoffer vil der sandsynligvis ikke blive indberettet mere end 10.000 - 20.000 stoffer, som på EU-plan produceres i over 10 tons årligt pr. producent.

I tabel 2.1.1 findes en oversigt over de stoffer på EINECS-listen, der markedsføres i størst mængde.

Tabellen viser, at det primært drejer sig om en række brændstoffer og petroleumsdestillater samt om stoffer, der anvendes inden for bygge/anlægssektoren og til produktion af f.eks. kunstgødning.

Tabel 2.1.1 EINECS-stoffer/stofblandinger markedsført i størst mængde

Antal nye stoffer

Siden EINECS-listen blev etableret i 1981 er der i EU anmeldt ca. 1.800 nye stoffer (juni 1996). Af disse er det dog kun et mindre antal, der anvendes i Danmark.

Stoffer i Produktregistret

Danmark har en meget specialiseret kemisk industri uden stor aktivitet i primær kemisk produktion. Derfor er antallet af eksisterende kemiske stoffer på det danske marked betydeligt lavere end de ca. 100.000 på EINECS-listen.

Information om antallet af kemiske stoffer anvendt i Danmark kan bl.a. hentes i det danske Produktregister, der er fælles register for Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen. I registeret har man oplysninger om ca. 85.000 kemiske produkter, hvor de indgående indholdsstoffer er inddateret for ca. 60.000 kemiske produkter.

I disse kemiske produkter indgår i alt 11.350 forskellige kemiske stoffer. (I afsnit 2.2 findes der en mere udførlig beskrivelse af Produktregistrets indhold.)

Figur 2.1.1 viser en oversigt over udviklingen i antallet af henholdsvis kemiske stoffer og produkter i Produktregistret i løbet af de sidste 10 år.

Der er således registreret ca. 5 gange så mange kemiske produkter som kemiske stoffer. Når nye produkter kommer til, indeholder de altså hovedsagelig allerede kendte stoffer.

Som det ses stiger antallet af nyregistrerede stoffer kun lidt i forhold til antallet af kemiske produkter.

Antal stoffer i Danmark

Som nævnt ligger der i dag oplysninger i Produktregistret om ca. 85.000 kemiske produkter inklusive kemiske råvarer, der anvendes i den kemiske industri. Produktregistret er dog endnu ikke fuldt dækkende, bl.a. hvad angår ikke-farlige kemiske produkter samt kemiske produkter, der er farlige for miljøet, da disse ikke er anmeldepligtige. Det antages derfor, at antallet af anvendte kemiske produkter i Danmark er ca. 100.000.

Ved at tage udgangspunkt i udviklingen i antallet af registrerede stoffer i de kemiske produkter samt i antagelsen om, at der anvendes ca. 100.000 kemiske produkter i Danmark, kan man beregne, hvor mange forskellige stoffer de 100.000 kemiske produkter ca. indeholder. Dette er illustreret i figur 2.1.2.

Figuren viser, at antallet ligger i intervallet 15.000 - 17.000 stoffer. Da Produktregisteret imidlertid ikke registrerer kemiske stoffer, der alene indgår i varer, vurderes det, at der i alt markedsføres ca. 20.000 kemiske stoffer i Danmark.

Hyppigst anvendte stoffer

En oversigt over de kemiske stoffer, der indgår i flest kemiske produkter i Produktregistret, fremgår af tabel 2.1.2.

Tabel 2.1.2 Hyppigst anvendte stoffer (jan. 1995)

Tabellen viser, at det især drejer sig om organiske oplysningsmidler og pigmenter samt om kvarts, der bl.a. anvendes som fyldstof i malinger, og om formaldehyd der bl.a. indgår i visse bindemidler samt anvendes som desinfektionsmiddel.

2.2 Kemiske produkter

Produktregistret

Det danske produktregisters database PROBAS er et vigtigt værktøj for miljø- og arbejdsmiljømyndighederne. PROBAS giver hurtig adgang til aktuelle oplysninger om kemiske stoffer og produkter på det danske marked. Oplysningerne bruges til at vurdere risikoen ved kemiske stoffer og produkter såvel i det ydre miljø som i arbejdsmiljøet. Oplysningerne er nødvendige for at kunne prioritere myndighedernes forebyggelsesindsats overfor farerne ved kemiske stoffer og produkter.

PROBAS er en fælles database for Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen. Databasen blev oprettet i 1980 i Produktregistret på Arbejdsmiljøinstituttet.

Registrets formål

Produktregistret har til formål at indsamle, registrere og formidle oplysninger om kemiske stoffer og produkter, der importeres, produceres eller anvendes i Danmark.

Oplysningerne i PROBAS indkommer via lovpligtige anmelderegler, forespørgsler til myndighederne samt via kortlægningsundersøgelser.

Farlighedsbegrebet

Hovedparten af de registrerede produkter er omfattet af Miljøstyrelsens eller Arbejdstilsynets farlighedsbegreber, hvilket giver et skævt billede af kemiske produkter anvendt i Danmark, idet der er størst vægt på de farlige produkter. Hidtil har farlighedsbegrebet kun omfattet sundhedsfarlige egenskaber, men fremover vil begrebet også dække over miljøfare.

Miljøstyrelsens farlighedsbegreb omfatter stoffer og produkter, der skal klassificeres i overensstemmelse med de af Miljø- og Energiministeriets fastsatte regler om klassificering. Disse regler bygger alle på harmoniserede EU-direktiver.

Arbejdstilsynets farlighedsbegreb er udvidet til en række stoffer og produkter, som ifølge særskilte nationale bekendtgørelser anses for farlige for eller i øvrigt forringende for sikkerhed og sundhed. Som eksempler kan nævnes kemiske produkter med indhold af epoxy, isocyanat, letflygtige organiske opløsningsmidler eller stoffer, der anses for at være kræftfremkaldende.

Registrerede oplysninger

I dag er der registreret 85.000 kemiske produkter i PROBAS ved handelsnavn og firmanavn. Af disse er ca. 60.000 inddateret i databasen med oplysninger om:

-produkternes kemiske sammensætning/indholdsstoffer
-indholdsstoffernes tekniske funktion i produkterne
-producerede, importerede og eksporterede mængder
-produkttype/anvendelsesområde
-brancher der bruger produkterne
-klassificering og mærkning ifølge Miljøstyrelsens regler
-tekniske data (fysisk/kemiske egenskaber).

Det samlede forbrug af kemiske produkter registreret i Produktregisteret antages at være i størrelsesordenen 8 mill. tons om året. Da Registeret ikke dækker alle kemiske produkter, er det samlede forbrug i Danmark endnu højere, men det præcise omfang kendes ikke.

Udtræk fra PROBAS

De mange data i PROBAS gør det muligt at udarbejde oversigter over hvilken type af kemiske produkter, der er hyppigst forekommende, og hvor de især anvendes samt oversigter over mere specifikke produktgrupper.

Derudover kan PROBAS anvendes som værktøj ved miljøvurderinger og substitutionsovervejelser.

I det følgende gives der et par eksempler på anvendelsen af data fra PROBAS.

Hyppigste anvendelser

I figur 2.2.1 findes en oversigt over, hvad produkterne hyppigst anvendes til.

Det ses, at der er registreret flest kemiske produkter inden for anvendelsesområderne vaske- og rengøringsmidler (ca. 8.250 produkter) og maling/lak (ca. 6.500 produkter).

Hyppigste brancher

I figur 2.2.2 findes en opgørelse over i hvilke brancher, der anvendes flest kemiske produkter. Figuren viser, at jern- og metalindustri (ca. 10.000 produkter) kommer ind på en førsteplads. Herefter følger kemisk industri og servicevirksomheder med hver ca. 8.000 produkter.

PROBAS som værktøj

Med baggrund i PROBAS er der udviklet en registerbaseret model, der kan anvendes som værktøj i forbindelse med miljøvurderinger og substitutionsovervejelser (MP 244, 1994). Som datakilder anvendes - foruden PROBAS - forskellige miljøregisterdata for kemiske stoffer.

Modellen kan anvendes på større homogene produktgrupper. Kort fortalt udtrækker man først de miljømæssigt set mest "uønskede" stoffer i en produktgruppe. Uønskede stoffer kan f. eks. være stoffer med gift- eller langtidsvirkninger. Herefter søges der efter substitutionsmuligheder for de "uønskede" blandt de ikke-udtrukne indholdsstoffer i databasen, idet man søger efter stoffer med samme teknisk/kemiske funktion.

I en konkret afprøvning af modellen på fire produktgrupper viste det sig, at ca. 1/4 af indholdsstofferne i alle fire grupper blev udtrukket som "uønskede" stoffer. For visse af de "uønskede" var det muligt at finde alternative stoffer (MP 244, 1994).

Vaske/rengøringsmidler

I 1987 blev der foretaget en totalregistrering af vaske- og rengøringsmidlers indhold, mængde og anvendelse for Året 1986 (AMI-rap. 44/1994). Produktgruppen er interessant ud fra et miljømæssigt synspunkt, da store dele af de anvendte vaske- og rengøringsmidler udledes med spildevandet. Registreringen er en speciel form for anmeldelse til Produktregistret, idet det er en engangsregistrering af alle midler for 1986 uden ajourføringspligt, hvilket betyder, at visse data vil være forældede i dag.

De registrerede midler, i alt 250.000 tons, indeholder 1.281 forskellige kemiske stoffer, hvor de største grupper omfatter overfladeaktive stoffer (30% af stofferne) samt opløsningsmidler, farvestoffer og PH-regulerende stoffer (hver med 10%). I tabel 2.2.1 findes en oversigt over de vigtigste registreringstal.

Tabel 2.2.1 Data fra rengøringsmiddelkortlægningen (1986-tal)

Tallene viser, at der kun er ca. dobbelt så mange vaskerengøringsmidler som indholdsstoffer, sandsynligvis fordi produkterne jævnligt redesignes. Stoftilgangen inden for dette produktområde stiger således mere end for gennemsnittet af alle produkter i PROBAS. Blandt de stoffer, der indgik i flest rengøringsmidler, fandtes bl.a. de såkaldte nonylphenolethoxylater. Forbruget af disse stoffer i Danmark er siden blevet kraftigt begrænset efter aftale mellem Miljøstyrelsen og producenterne. Aftalen blev indgået, fordi nonylphenolethoxylater ved udledning nedbrydes til stoffer, der bl.a. er giftige for vandmiljøet (nonylphenoler).

Andre kortlægninger

I det følgende gives der to eksempler på andre typer af produktkortlægninger. Det ene eksempel er husholdningskemikalier, hvor oplysningerne om forbrugsmængder primært er hentet fra Danmarks Statistik (f.eks. forsyningsstatistikken). Det andet eksempel er bekæmpelsesmiddel, hvor mængdeoplysningerne løbende indsamles af Miljøstyrelsen.

Husholdningskemikalier

Ved husholdningskemikalier forstås kemiske stoffer og produkter, som forhandles i detailforretninger. Brændstoffer til opvarmning og transport (benzin, olie m.v.) samt byggematerialer (mørtel, cement m.v..) regnes ikke som husholdningskemikalier. Opgørelser over husholdningernes samlede forbrug af kemikalier er sparsomme og ikke opdaterede. Den seneste opgørelse er fra 1985/86 (MP 152, 1990). Tallene fra denne undersøgelse er vist i tabel 2.2.2

Tabel 2.2.2 Detailsalg af kemikalier i 1985/86 (MP 152, 1990)

Tabellen viser, at forbruget af autoplejemidler, rengøringsmidler, tekstilbehandlingsmidler og maling/lak er stort (fra 22.000 til 100.000 tons pr. år). Vaskemidler udgør ca. 80% af tekstilbehandlingsmidlerne. I husholdningerne anvendes der således i alt ca. 40.000 tons vaskemidler pr. år. Tekstilskyllemidler udgør ca. 10.000 tons pr. år. Denne mængde udledes med spildevandet, hvor ca. 10% udledes direkte til vandmiljøet, og de resterende ca. 90% udledes til kommunale renseanlæg (M&S, 1993).

På nuværende tidspunkt er der ikke et samlet overblik over udviklingen i anvendelsen af husholdningskemikalier samt de mulige miljø- og sundhedsskader, privatforbruget kan give anledning til.

Bekæmpelsesmidler

Bekæmpelsesmidler består af et eller flere aktivstoffer, forskellige hjælpestoffer samt inaktive fyldstoffer som f.eks. vand. Aktivstofferne er i reglen syntetiske organiske forbindelser. De er ofte biologisk aktive i meget små mængder og kan - især ved forkert anvendelse - forårsage skade på den menneskelige sundhed og miljøet, f.eks. grundvandsforurening, bioakkumulering, skader på nyttedyr, vildtlevende planter, følsomme afgrøder m.v.

I 1994 blev der i alt solgt 6.209 tons bekæmpelsesmiddel (målt som aktivstoffer). Landbruget er langt den største forbruger med 3.919 tons svarende til 2/3 det samlede forbrug (Orient. 8/1995). Derudover anvendes pesticider også i industrien og i de private husholdninger (forbruget i husholdningen er under 100 tons/år). Indtil slutningen af 80'erne er forbruget af bekæmpelsesmiddel i landbruget over en 30-årig periode steget med mere end 400% målt som aktivstof. Alene fra 1981 til 1984 var stigningen 20%. Dog er denne udvikling stagneret, og i den sidste halvdel af 80'erne har forbruget af aktivstoffer (mængde) været faldende. En del af årsagen til dette er, at der er fremkommet en række nye insekt- og ukrudtsmidler, der er baseret på aktivstoffer, som er virksomme i meget lavere doseringer end de traditionelle (Orient. 3/1992).

Bekæmpelsesmiddelforbrug/behandlings hyppighed

I takt med udviklingen af aktivstoffer, der er effektive i små mængder, er opgørelser af forbruget i mængde aktivstof ikke tilstrækkeligt til at vurdere om forbruget - og dermed belastningen af miljøet - er faldet. Derfor opgøres bekæmpelsesmiddelforbruget også ved hjælp af behandlingshyppighed. Behandlingshyppigheden er et udtryk for, hvor mange gange årligt landbrugsarealet kan sprøjtes med den solgte mængde bekæmpelsesmiddel - anvendt i den anbefalede dosering. Behandlingshyppigheden afspejler i nogen grad hvilket "behov", der er for af bekæmpe ukrudt, sygdomme og skadedyr og varierer som følge heraf også år for år (Orient. 3/1992).

Den samlede behandlingshyppighed faldt i 1993 til 2,57 og i 1994 til 2,51 og nåede dermed for første gang siden 1988 ned under gennemsnittet for perioden 1981-1985 (2,67).

Mest anvendte aktivstoffer

I 1994 blev der anvendt i alt 224 forskellige aktivstoffer i alle typer af bekæmpelsesmiddel. Dette er et fald i forhold til 1993, hvor tallet lå på 243. En oversigt over de aktivstoffer, der blev solgt i størst mængde i 1994 ( > 200 tons/år) findes i tabel 2.2.3 (Orient. 8/1995). Alle de i tabel 2.2.3 nævnte aktivstoffer bruges til landbrugsformål.

Tabel 2.2.3 Mest solgte aktivstoffer (1994)

Den løbende revurdering af pesticider er medvirkende til, at listen over tilladte aktivstoffer til stadighed ændres. F.eks. er to af de aktivstoffer, der blev solgt i størst mængde i 1994 - nemlig de to phenoxysyrer mechlorprop og MCPA - i dag indstillet til forbud grundet mulighederne for nedsivning til grundvandet, (Orient. 1/1995).

2.3 Vare/produkter

Definition

Ved en vare forstås et produkt, som har gennemgået en forædlingsproces, og hvis videre anvendelse ikke indebærer yderligere industriel sammenføjning eller bearbejdning.

Mange varer

I Danmark forbruges/omsættes ca. 15.000 grupper af varer og industriprodukter. Selv om en del af disse er beslægtede både sammensætnings- og funktionsmæssigt, er der alligevel tale om meget komplekse grupper, som repræsenterer over 200.000 produkter (MP 281/1995).

Hvor ligger belastningen?

Miljøbelastningen fra produktionsprocesser i form af direkte udledninger fra industrivirksomheder er reduceret kraftigt i de senere år. Til gengæld er forbruget af ressourcer, varer og tjenesteydelser fortsat stigende (NMPR, 1995).

Hovedbelastningen fra industrien er herefter i høj grad knyttet til aktiviteter før og efter selve produktionsprocessen, hvor f.eks. forarbejdning af råmaterialer samt anvendelse og bortskaffelse af produkter medfører miljøbelastninger, som kan have lokale og globale effekter. Virksomhedernes forbrug af importerede råvarer, halvfabrikata og produkter bidrager også indirekte til belastningen af miljøet i andre dele af verden.

Det er derfor vigtigt, når man skal vurdere miljøbelastningen fra et produkt, at inddrage produktets hele livsforløb - d.v.s. at anvende livscyklustankegangen. I denne sammenhæng er det ligeledes vigtigt at graden af et produkts belastning afhænger både af totale mængder og af enkelte indholdsstoffer. Således kan små mængder indeholdende farlige stoffer være meget belastende for miljøet ligesom store mængder af mindre farlige stoffer kan være det.

Livscyklusvurderinger

Livscyklusvurderinger af produkter har i de sidste ca. 10 år vundet stadig større udbredelse som et værktøj til at kortlægge og vurdere de miljømæssige belastninger, et givet produkt kan give anledning til fra vugge til grav. Livscyklus starter med råstofudvinding, raffinering/forædling, produktion af halvfabrikata/delkomponenter og fortsætter med fremstilling af færdigvaren, distribution, brug (professionel og/eller privat) og vedligehold samt bortskaffelse og genbrug.

Livscyklusvurderingerne har hidtil hovedsageligt koncentreret sig om mængder og energiforbrug, hvorimod man endnu kun i beskedent omfang har inddraget elementer som farlighed og overvejelser om konsekvenser i forbindelse med forskellige bortskaffelsesmetoder.

Varer/kemikalier

Umiddelbart, når man ser på rækken af produkter, kan det være vanskeligt at se, hvor "kemien" kommer ind i billedet. Men den er der.

Asfaltbitumen, beton og mineraluld er f.eks. altid tilsat diverse kemiske additiver; ved produktion af tryksager og aviser bruges trykfarver, fotokemikalier til billedfremstilling og pladekemikalier til fremstilling af trykforme; levnedsmidler vil altid være indpakket i emballage - f.eks. plast der efterfølgende kan lække kemikalier til bl.a. vandmiljøet; ølflasker skal inden genbrug vaskes i rengøringsmidler; møbler skal lakeres; spånplader limes m.v.

Visse varer er meget kemikalietunge. Som eksempler kan nævnes batterier, blyakkumulatorer og elektroniske komponenter, hvor det især er tungmetallerne, der har miljømæssig betydning. For sådanne varegrupper er det relevant med indsamlingsordninger, så de ikke ender ukontrolleret i affaldsstrømmene. Andre varer - f.eks. mange af de varer, der bruges i bygge/anlægssektoren - giver ikke anledning til væsentlige kemiske miljøbelastninger, hvilket er med til at øge mulighederne for genanvendelse.

Samlet belastningsfald

Ved at anvende livscyklustankegangen kan man medvirke til at sikre en reduktion af den samlede miljøbelastning og ikke blot en miljøforbedring i en af livscyklusfaserne på bekostning af måske større forringelser i andre faser.

F.eks. skal man ved overvejelser vedrørende substitution af trykfarver inddrage genbrugsfasen, da visse trykfarvetyper vil forringe mulighederne for at genbruge papiret. Ved valg af møbellak skal man se på vedligeholdelsesfasen, da det jo ikke nytter at vælge en laktype, der løbende skal påføres grundet nedsat slidstyrke. Ved overvejelser om udskiftning af opløsningsmiddelbaseret maling, lim, trykfarve, rensemiddel m.v. med vandbaserede produkter skal bortskaffelsesfasen vurderes - herunder effekter på vandmiljøet - så man sikrer sig, at man ikke har flyttet et "luftproblem" til et "vandproblem".

Status

I de senere år har Miljøstyrelsen som opfølgning på den gældende handlingsplan for renere teknologi taget en del initiativer med det formål at øge aktiviteterne omkring produktområdet. F.eks. er der igangsat projekter på områder som konkrete udviklingsprojekter vedrørende udvikling af produkter med forbedrede miljøegenskaber, metodemæssig udvikling, miljømærke for produktgrupper og offentlig grøn indkøbspolitik.

Produktorienteret miljøindsats

Den hidtidige indsats på produktområdet har især været rettet mod dele af produkters livscyklus, oftest produktionsprocesser, brug af særligt farlige stoffer, affaldsbortskaffelse - og mod specielle aktører, især industrivirksomheder og affaldsselskaber. Denne indsats har givet resultater men er ikke længere tilstrækkelig.

Miljøstyrelsen har derfor udarbejdet et oplæg til en styrket produktorienteret miljøindsats, der indebærer en sammenhængende indsats i forhold til alle dele af produkternes livscyklus. Oplægget er udarbejdet i dialog med alle de aktører, der direkte eller indirekte har indflydelse på produkternes miljøbelastning.

3. Udslip til og forekomst i miljøet

3.1 Generelt om"stofstrømme"

Punktkilder

En lang række af de stoffer, som udledes til miljøet, udledes via punktkilder, d.v.s. virksomheder, spildevandsanlæg, kraftværker lossepladser m.v. Disse udledninger er gennem efterhånden mange år blevet reguleret. Dette giver samtidig rimeligt gode muligheder for at skønne over, i hvilke mængder kemiske stoffer udledes fra disse kilder.

Diffuse kilder

Derimod er det ofte vanskeligt at afgrænse og indkredse de kemiske stoffers samlede miljøbelastning. Dette skyldes, at den samlede belastning også omfatter den diffuse belastning, som er en konsekvens af, at de kemiske stoffer indgår som "byggesten", tilsætningsstoffer eller urenheder i en lang række varer eller produkter, som cirkulerer rundt i samfundet.

Disse stoffer vil på et eller andet tidspunkt ende i miljøet. En vis del vil blive afgivet i produktions- eller brugsfasen, mens resten vil havne i vore affaldsstrømme.

De kemiske stoffer kan således "slippe ud" til miljøet ad mange veje, hvor vi kun har godt styr på nogle af dem - f.eks. udslippene fra produktionsprocesserne. Dette betyder, at når de kemiske stoffer genfindes i bortskaffelsesfasen, f.eks. i spildevandsslam, kan det være svært at finde hovedkilderne.

Et eksempel på dette er det relativt store indhold af phthalater i nogle renseanlæg til- og udløbsvand (MP 278/1994) og spildevandsslam (AR 15/1995).

Massestrømsanalyser

I forbindelse med Miljøstyrelsens øgede indsats mod miljøfarlige stoffer er analyser af stofstrømme - eller massestrømsanalyser - taget i brug. Princippet for sådanne analyser er i store træk enkelt, nemlig, at den mængde kemikalie der sættes ind i den ene ende vil - på et eller andet tidspunkt - komme ud igen.

Ved på samfundsplan at opstille en massestrømsanalyse for et givet kemisk stof (eller en given stofgruppe) bliver det muligt at bestemme de vigtigste kilder til udslip samt at klarlægge, hvilke anvendelser af det kemiske stof, der er årsag til disse udslip. Anvendt på denne måde kan analysen være et vigtigt redskab i indsatsen for at minimere udslip af kemiske stoffer til miljøet.

For at sikre ensartethed og sammenlignelighed mellem forskellige analyser er der udarbejdet en standardmetode for massestrømsanalyser af kemiske stoffer (AR 57/1993).

I figur 3.1.1 vises en forenklet illustration af stofkredsløbet i det danske samfund. Illustrationen er et principielt diagram for transport og omsætning af kemiske stoffer i det danske samfund (AR 57/1993).

Hvor sker tabene?

Hvor i stofkredsløbet tabene til miljøet er størst afhænger af produktionsstrukturen og teknologianvendelsen samt af færdigvarernes/anvendelsernes karakter.

Nogle kemiske stoffer, f.eks. dem der indgår i vaskepulver, tabes næsten 100% ved brugen. Andre afgives kun i små mængder i brugsfasen (f.eks. ved slid eller korrosion), hvorfor hovedparten først vil tabes, når færdigvaren indeholdende de kemiske stoffer kasseres/bliver til affald. Som eksempler her kan nævnes kobber eller nikkel i diverse metalvarer (som legeringer eller overfladebehandlinger).

For andre igen vil tabet ved brugen ske til andre recipienter end det tab, der sker ved bortskaffelsen. F.eks. vil der fra bildæk ske en væsentlig spredning af gummi og additiver til jord- og vandmiljøet i brugsfasen, mens tabet ved bortskaffelsen vil gå til luftmiljøet, hvis dækkene brændes frem for at blive genanvendt.

Nogle kemiske stoffer har ekstra lang levetid eller brugstid. Som et eksempel her kan nævnes træimprægneringsmidler. For disse vil det samlede udslip i brugsfasen være væsentligt, og udslippet vil ske løbende over en længere årrække til især jord- og vandmiljøet.

3.2 Overvågning

Det store antal anvendte herunder omdannede kemiske stoffer gør det umuligt at foretage en systematisk overvågning af spredning, forekomst og effekt af stofferne i omgivelserne (jord, vand og luft).

For en række stoffer er der i gennem årene foretaget en lang række undersøgelser af tilførslen og forekomsten af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i omgivelserne. Tilførsel og effekter af næringsstoffer til vandmiljøet og tilførslen af forbrændningsprodukter til atmosfæren har i de seneste år indgået i en række landsdækkende overvågningsprogrammer.

Generelt er behovet for opgørelserne over emissioner til luft, vand og jord i de seneste år blevet øget betydeligt i forbindelse med, at der i faktisk alle nye EU-direktiver om regulering af kemiske stoffer indgår bestemmelser om, at der skal foretaget overvågning af både tilførslen af disse stoffer til omgivelserne og deres effekt på miljø- og naturtilstanden. En del ældre direktiver har fået tilføjet nye bestemmelser om, at der løbende skal indsamles oplysninger om emission, forekomst og effekt af de foretagne miljømæssige reguleringer.

I en række konventioner om luftemmissioner og luftkvalitet herunder klima er der bl.a indgået aftale om årlige rapporteringer af målte mængder af svovldioxid (SO₂) og kvælstofoxider (NO_X) fra kraftværker, opgørelser af emissionen af drivhusgasser (CO₂, NO_X , SO₂, CO, ammoniak, methan og VOC'er).

Luft

I forbindelse med EMEP-luft måleprogrammet om grænseoverskridende stoffer er der siden 1978 målt luftens indhold af en række forurenende stoffer bl.a svovl- og kvælstofforbindelser. Programmet omfatter også opbygning af modeller til beregning af spredningen af stofferne i Europa. Ud fra de enkelte landes meteorologiske forhold og forureningsslip beregnes stoffernes spredning over Europa.

Vand

På vandområdet har Vandmiljøplanens overvågningsprogram i de seneste snart 10 år sikret løbende indsamling af oplysninger om tilførslen, spredningen og effekterne af næringsstoffer og organisk stof. På grundvandsområdet er der ligeledes indgået en systematisk overvågning af pesticider.

I de seneste år er der i konventioner til beskyttelse af havområderne omkring Danmark (Paris-konventionen og Helsingfors-konventionen) blevet lagt større vægt på, at der bliver etableret overvågningsprogrammer, som kan give oplysninger om tilstand og udvikling af havområdernes miljø- og naturmæssige tilstand. Løbende indsamling af oplysninger om tilførslerne fra land og luft er ligeledes en vigtig i konventionernes overvågningsprogrammer.

Affald

På affaldsområder udarbejdes opgørelser over affaldsmængder og genanvendte mængder fra ISAG systemet (Informations System for Affald og Genanvendelse). Opgørelserne er baseret på halvårlige indberetninger fra 300 affaldsbehandlende virksomheder. Årlige opgørelser af afleveret kemikalieaffald opgøres af Danmarks Statistik/Kommunekemi

Fremtidig overvågning

Det stigende behov oplysninger og dokumentation om miljø- og naturtilstanden og årsagerne hertil gav i 1994 Miljøministeriets sektorforskningsudvalg anledning til at nedsætte en arbejdsgruppe til at udarbejde en strategi for den fremtidige overvågning. Gruppen konstaterede, at de nuværende overvågningsprogrammer ikke opfylder såvel nationale som internationale forpligtelser. F.eks. er det meget begrænset, hvad Danmark gennemfører af overvågning af udledningen af tungmetaller og miljøfremmede stoffer til vandmiljøet. Effektvurderinger i medierne er ligeledes begrænset.

På denne baggrund er Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen nu i gang med at udarbejde en opgørelse over behovet for overvågning og efterfølgende at udarbejde forslag til et overvågningsprogram for miljø- og natur. Det er fundet hensigtsmæssigt, at de nuværende spredte overvågningsaktiviteter kommer til at indad i en fælles organisatorisk ramme, som kan sikre, at overvågningsresultater indsamles og rapporteres løbende, og at de anvendes i alle relevante sammenhænge.

Et samlet landsdækkende overvågningsprogram forventes at kunne iværksættes den 1. januar 1998.

3.3 Luft

Luftforureningen kommer fra mange forskellige kilder, der hver for sig udsender et spektrum af kemiske stoffer. Luftforureningen kan være af enten lokal, regional eller global karakter og påvirke befolkningens sundhed samt dyr og planter, vandet, jorden, materialer, klima og ozonlag. De største forureningsmængder til luften skyldes anvendelse af fossile brændsler.

Når luftforurenende stoffer transporteres over lange afstande, vil de undervejs ofte blive omdannet til andre stoffer via kemiske processer. Virkningerne på miljøet kan finde sted langt fra forureningskilderne, og ofte er der tale om effekter forårsaget af omdannede stoffer. Sammenhængen mellem stoffernes transport, omdannelsen i atmosfæren og virkningerne på miljøet er meget kompliceret og kendes endnu ikke fuldt ud.

Faldende luftforurening

Den samlede luftforurening fra industri og kraftværker er faldet betydeligt i Danmark de seneste 20 år. Til gengæld er der kommet mange nye stoffer til, for hvilke de miljømæssige effekter ikke kendes. F.eks. er der i befolkningsundersøgelser konstateret effekter på luftvejene ved langt lavere koncentrationer end dem, der viser effekter ved dyreforsøg med enkeltstoffer. En forklaring kan være, at nogle stoffer forstærker andre stoffers skadevirkning. Bl.a. tyder meget på en sådan forstærkende virkning ved samtidig udsættelse for svovldioxid, kvælstofdioxid og partikler (NMPR, 1995).

Kuldioxid (CO₂)

Forurening med kuldioxid fremkommer ved afbrænding af fossile brændsler som kul, naturgas og olie. Forureningen er først og fremmest global, idet kuldioxid bidrager til en øget drivhuseffekt. Det vurderes, at kuldioxid er ansvarlig for over halvdelen af den forøgede drivhuseffekt. Den samlede danske kuldioxidemission var i 1992 ca. 60 millioner tons. Heraf står energisektoren for ca. 75 %. Transportsektoren bidrager med ca. 20%, hvor hovedparten af emissionerne kommer fra vejtransporten (NMPR, 1995). Kuldioxid-emissionen er stort set uændret siden 1975. Der er forskel på mængden af udslip fra de forskellige brændsler. F.eks er forurening med kuldioxid kun halvt så stor ved forbrænding af naturgas som ved forbrænding af kul. Kraftværkernes CO₂-udslip er steget kraftigt siden 1975, hvilket skyldes, at de har skiftet fra olie- til kulfyring. også i transportsektoren er emissionerne steget, mens de er faldet for andre kildetyper (N&M, 1994).

Methan (CH₄)

Den næstvigtigste drivhusgas i global sammenhæng er methan. Udslippene stammer primært fra landbruget, hvor kreaturhold er langt den vigtigste kilde med et udslip på 65% af den samlede danske emission på ca. 406.000 tons. Emissionerne fordeler sig nogenlunde ligeligt på methan fra fordrøjelse og gylle (NMPR, 1995).

Derudover er der methan-emissioner fra den biologiske iltfri nedbrydning af deponeret affald (lossepladsgas), hvor den årlige emission skønnes at være ca. 120.000 tons (tallet angiver den værst tænkelige situation og er behæftet med stor usikkerhed) (NMPR, 1995). Dannelsen af lossepladsgas forventes at aftage kraftigt i de kommende år, i takt med at alt brændbart affald bliver dirigeret til forbrænding eller genanvendelse. De resterende methankilder er mindre udslip fra kullagre, naturgasnettet, raffinaderier og fra forbrændingsprocesser (NMPR, 1995).

Lattergas (N₂O)

Skønnet over lattergasemissionen på 10.700 tons i 1992 for hele Danmark er behæftet med en endnu større usikkerhed. Ca. 80 % menes at stamme fra denitrifikation af kvælstofholdig gødning i landbruget. Emissionen anslås at variere mellem 0 % og 5 % af den tilførte kvælstofmængde. Andre kilder er kraftværker, biler og opvarmning, som samlet anslås at bidrage med 1.900 tons (NMPR 1995).

Andre kvælstofforbindelser

Luftbårne Kvælstofforbindelser omdannes til andre stoffer og bidrager bl.a. til sur nedbør, der kan medføre skovdød og ødelægge søers biologiske liv. Endvidere bidrager kvælstofforbindelserne også til kvælstofbelastningen af kyst- og havområderne. Forsuringen fremkommer ved reaktion mellem kvælstofforbindelserne og andre stoffer - herunder vand - hvorved der sker en omdannelse til salpetersyre. Kvælstofforbindelser emitteres enten ved forbrænding af fossile brændsler (NO_x) eller afdamper ved spredning af gødning (NH₃).

Kvælstofoxider (NO_x)

Den totale udledning af NO_x i Danmark var ca. 275.000 tons i 1992. Emissionerne kommer Især fra transportsektoren og kraftværkerne. Transportsektoren bidrager således med ca. 42% af det samlede NO_x-udslip, og bidraget er steget markant siden 1975. Dette skyldes, at energiforbruget i transportsektoren har været jævnt stigende. Energisektoren bidrager med ca. 33% (NMPR, 1995). For NO_x-emissionerne er der ikke nogen klar udviklingstendens, men der kan muligvis konstateres et svagt fald i de senere år. Udover den egentlige NO_x-emission kommer der også bidrag fra omdannet ammoniak.

Ammoniak (NH₃)

Den samlede danske årlige emission af ammoniak fra såkaldt menneskeskabte kilder anslås at være ca. 113.000 tons (Total-N), hvor landbruget tegner sig for hovedparten (97%). Emissionerne stammer fra stalde, husdyrgødningslagre, udbragt husdyrgødning og fra gødningen fra græssende husdyr (NMPR, 1995).

Svovldioxid (SO₂)

Svovldioxid medfører forsuring, idet stoffet omdannes til svovlsyre og derefter falder ned med nedbøren og forsurer jorden og vandet. Det samlede udslip af svovldioxid har været faldende siden 1979. Udslippet af SO₂ var således ca. 205.000 tons i 1992 (NMPR, 1995) mod 486.000 tons i 1979 (N&M, 1994). Det er et fald på godt 50%. Årsagen til faldet er primært røggasrensning på kraftværkerne, samt at svovlindholdet i forskellige brændsler er blevet reduceret. Fordelt på kilder kommer størstedelen af SO₂-forureningen fra kraftværkerne (ca. 65% i 1992). Den samlede energisektor (kraftvarme, decentral fjernvarme, private oliefyr) tegner sig for ca. 71% af SO₂-emissionerne (NMPR, 1995).

VOC

Forkortelsen VOC står for Volatile Organic Compounds - d.v.s. flygtige organiske forbindelser såsom benzin og organiske opløsningsmidler. VOC-emissioner er især et luftforureningsproblem i byerne. VOC medvirker ved en fotokemisk proces til dannelse af bl.a. ozon i atmosfærens nedre luftlag. De sidste hundrede år er ozonkoncentrationen mere end fordoblet. Høje ozonkoncentrationer tæt på jordoverfladen er et problem, fordi ozon er en meget reaktiv luftart, som bl.a. kan angribe levende organismers cellemembraner. Den samlede emission af VOC i Danmark var i 1992 ca. 169.000 tons (NMPR, 1995).

Transportsektoren bidrager med mest - ca. 2/3 - hvor hovedparten af udslippene kommer fra vejtransporten (NMPR, 1995).

Industriens andel af den samlede udledning af VOC udgjorde i 1992 ca. 33.000 tons svarende til ca. 20%. Generelt er VOC-emissionerne fra industrien faldende på grund af et skift i både teknologier og materialer (NMPR, 1995). F.eks. er forbruget og emissionerne af stofferne toluen og xylen gået stærkt tilbage i de senere år, hvilket bl.a. skyldes den stigende anvendelse af vandbaserede malinger og lakker frem for de opløsningsmiddelbaserede (AR 64/1995). I efteråret 1995 har industrien i en frivillig aftale forpligtet sig til inden udgangen af 1999 at reducere udledningen af VOC fra en række industrielle brancher med 40 % i forhold til 1988-niveauet.

Chlorerede opløsningsmidler

Også industriens forbrug og dermed emissioner af chlorerede opløsningsmidler er faldet jævnt i de sidste mange år på grund af løbende substitutionstiltag. Afviklingen af CFC'erne ser dog ud til at have medført en vis stigning i forbruget af stofferne - f.eks. dichlormethan (forbrug: 350 tons i 1992 og 475 tons i 1993) og trichlorethylen (forbrug: 1.050 tons i 1992 og 1.200 tons i 1993) (AR 64/1995). De nyligt indførte grønne afgifter på chlorerede opløsningsmidler tilsigter et yderligere fald i forbruget.

Ozonlagsnedbrydende stoffer

En særlig gruppe af kemiske stoffer er de klor- og bromholdige kemiske forbindelser, der har en nedbrydende kemisk virkning på stratosfæren (f.eks. CFC'er og haloner). Ud over at nedbryde ozonlaget bidrager stofferne også til drivhuseffekten. Forbruget af ozonlagsnedbrydende stoffer er en indikator for belastningen af ozonlaget, men selv om forbruget falder, vil denne belastning fortsat kunne stige på grund af udslip fra tidligere forbrug, og fordi stoffernes levetid i atmosfæren er lang.

Ved at korrigere for stoffernes forskellige ozonlagsnedbrydende effekt får man det såkaldte ODP-vægtede forbrug. Forkortelsen ODP betyder ozone-depleting-potential, d.v.s. evnen til at nedbryde ozon. Dette ODP-forbrug er i perioden 1986-1994 faldet med ca. 91% - svarende til et fald fra knap 6.800 tons i 1986 til ca. 600 tons i 1994. Af 1994-forbruget udgjorde CFC'erne ca. 61%, HCFC'erne ca. 18%, 1,1,1-trichlorethan ca. 10% og halonerne ca. 9% (MST, 1995).

Hvad angår bortskaffelse og genbrug genvindes/destrueres ca. 10% af CFC-indholdet i de kasserede køleskabe og frysere (pr. juni 1995). Resten (ca. 70 tons/år) udledes. Bortskaffelsen af præisolerede fjernvarmerør, kølecontainere, kølepaneler i køle/fryserum m.v., hvor der er anvendt polyurethan-isolering, medfører ligeledes CFC-emissioner. Der er oprettet en "opsamlings-bank" for både CFC'er og haloner, hvorfra stofferne kan genbruges (MP 261, 1994).

Tungmetaller

De samlede opgørelser over tungmetaludledningerne til luften er behæftet med stor usikkerhed. Omfanget af langtransporten er kun dårligt belyst, hvorfor det ikke kan vurderes, hvor stor en del af den danske emission, der medvirker til belastningen af miljøet i Danmark. De tungmetaller, som der er mest viden om i forbindelse med luftforurening, er bly, cadmium og kviksølv. Nedenstående tabel viser beregnede mængder af de totale årlige udledninger for de seneste år.

Tabel 3.2.1 Årlige danske luftemissioner af tungmetaller fordelt på hovedkilder. Tabellen skal fortolkes med en del usikkerhed og tallene stammer fra forskellige år (Red.1/1995 og MST/1995)

Trafikken har tidligere været hovedkilden for bly-udslippene (tidligere ca. 1000 tons/år). Der tilsættes nu ikke længere bly til motorbenzin. Udslippet fra vejtrafik udgøres derfor alene af naturligt forekommende bly.

Øvrige kilder for bly dækker bl.a. udslip fra blyakkumulatorer samt industriel afbrænding af spildolie og fossile brændstoffer (MST, 1995).

Affaldsforbrænding er hovedkilde til cadmium-emissioner, idet brændbart affald, herunder især PVC - og i stigende grad nikkel-cadmium batterier - kan indeholde cadmium. Ved forbrænding vil en del af dette fordampe (ca. 12% af den tilførte mængde) (MST, 1995). Den faktiske emission afhænger af kvaliteten af røggasrensningen ved forbrændingsanlæggene. På dette punkt er der sket væsentlige forbedringer i perioden 1980-1990. En række mindre forbrændingsanlæg med dårlig røgrensning er blevet lukket, og kravene til røgrensning ved de øvrige anlæg såvel som ved nye anlæg er blevet skærpet betydeligt. Alle affaldsforbrændingsanlæg i Danmark skal i dag være udstyret med rensningssystemer for bl.a. tungmetaller (NMPR, 1995).

Der udledes årligt godt 2 tons kviksølv til luften, og der er flere kilder hertil. De væsentligste er affaldsforbrænding og kraftværker (baseret på kul) samt cementfremstilling (Udkast, aug. 1996).

PAH'er

PAH'er (polycykliske aromatiske hydrocarboner/kulbrinter) er svært nedbrydelige stoffer, der bl.a. dannes i forbrændingsprocesser. Udstødningen fra bilernes diesel- og benzinmotorer er en af de væsentligste kilder sammen med kraftværker, boligopvarmning, industri og fjerntransport. Det skønnes, at det samlede udslip af PAH'er ligger på 1.300 - 1.500 tons/år (1992-tal) (AR 64/1995). De fleste PAH'er er bl.a. mutagene og kræftfremkaldende. Til gengæld er deres kemiske reaktioner i luften ikke kendt fuldt ud. I en nyere undersøgelse (MP 285, 1995) har man målt og risikovurderet forekomsten af visse PAH'er i storby-miljøer og landområder. Det vurderes heri, at de målte PAH'er ud fra en samlet betragtning bidrager væsentligt til risiko for kræft.

Den stadig stigende anvendelse af katalysator-biler forventes at medvirke til lavere PAH-udledning, fordi de nye katalysatorer effektivt fjerner PAH'er - til under 10% af den oprindelige udledning. Derudover medfører ændringer i dieselbrændstoffet, at færre PAH'er frigives (MP 285, 1995).

Dioxiner/Furaner

Dioxiner (polychlorerede dibenzodioxiner) omfatter ca. 75 forskellige kemiske stoffer; furaner (polychlorerede dibenzofuraner) ca. 135. De dannes som uønskede biprodukter/forureninger ved et antal af forskellige processer - f.eks. under affalds- og skrotforbrænding og ved papirfremstilling, hvor der er en klorkilde til rådighed. Stofferne kan også udledes fra biler, fra visse industriers spildevand og fra spildevandsslam fra renseanlæg (M&S, 1993). Dioxiner anses for at være kræftfremkaldende, at kunne påvirke immunsystemet og stofskiftet samt menes at have en hormonlignende virkning.

Data om dioxin/furan-emissionen er sparsom, og der foreligger kun få målinger. Det samlede udslip af dioxiner anslås at være ca. 30 gram om året (NMPR 1995). Affaldsforbrænding var tidligere den væsentligste kilde til dioxin-udslippet i Danmark, men som følge af røggasrensningen på forbrndingsanlæggene er disse udslip til luften reduceret betydeligt.

Lindan

Bekæmpelsesmidlet lindan (hexachlorcyclohexan) har et specielt højt damptryk, og det er den eneste organiske chlorforbindelse, for hvilken der løbende foretages målinger af det atmosfæriske nedfald. Målingerne har vist store koncentrationer af lindan i nedbøren i forårsmånederne - sprøjtesæsonen.

På baggrund af målingerne er den gennemsnitlige deposition af lindan fra nedbøren beregnet til 550 kg i 1992 (M&S, 1993). Til sammenligning blev der i Danmark solgt 10.058 kg lindan i 1992 (Orint. 1/1994). Lindan anvendes ikke længere i Danmark. Tilførslen af lindan skyldes hovedsageligt langtransport især fra kilder syd og vest for Danmark (M&S, 1993).

POP'er

Et fælles træk for dioxiner/furaner, mange chlorerede pesticider og PCB er, at de er persistente og bioakkumulerbare samtidig med, at de bl.a. via luften kan transporteres over lange afstande. Populært kaldes disse stoffer for POP'er (Persistent Organic Pollutants). De lange transportmuligheder betyder, at mange af disse stoffer kan findes i det danske miljø, selv om det har været forbudt at anvende dem i Danmark i mange år.

3.4 Vand

I Danmark er der de seneste årtier konstateret en række forringelser af vandkvaliteten. Øget tilførsel af kvælstof og fosfor har medført algevækst og iltsvind med efterfølgende effekter. Undersøgelser af vores grundvandsressourcer - som vi tidligere har betragtet som godt beskyttet - viser, at også grundvandet er forureningstruet fra forskellige kilder. Desuden er forekomster af forskellige miljøbelastende stoffer med til at forringe vandkvaliteten.

Vandkvaliteten påvirkes af direkte udledninger i form af spildevandsudledning, afvanding fra marker og nedsivning, men påvirkninger sker også i form af nedfald af stoffer, som primært er udledt til luften. Nogle miljøbelastende stoffer, f.eks. PAH'er og POP'er, kan transporteres over lange afstande og er således bl.a. fundet i arktiske områder.

Kvælstof

Den samlede tilførsel af kvælstof i 1993 til de marine områder fra vandløb, direkte udløb fra punktkilder og atmosfæren er beregnet til ca. 147.000 tons. Heraf kom ca. 2/3 fra vandløb, mens det atmosfæriske bidrag var ca. 39.000 tons. Den samlede tilførsel af kvælstof er steget, hvilket primært skyldes øget nitrattilførsel fra vandløb på grund af udvaskning fra jordarealerne. I perioden fra 1988-93 er den samlede tilførsel således steget med ca. 40.000 tons. Men her skal det bemærkes, at kvælstoftilførslen er tæt knyttet til de nedbørsmængder, der falder i vinterhalvåret, hvorfor der er store udsving mellem de enkelte år (Red. 2/1994). Derimod er udledningen af kvælstof fra punktkilder faldet - siden 1984 med ca. 41% (Red. 2/1994).

Ved de kommunale renseanlæg er der opnået en markant reduktion af udledningerne af kvælstof. I 1993 blev der udledt 10.800 tons, hvilket er en reduktion 46% sammenlignet med udledningen fra midten af 80'erne (Red. 2/1994).

I 1993 var industriens udledninger på 2.600 tons kvælstof. Denne opgørelse er dog behæftet med usikkerhed, da der ikke er data for længere tidsintervaller, og udledningerne kan variere meget afhængig af ændringer i produktionen. Dertil kommer, at mængderne er baseret på indberetninger fra 103 store virksomheder, hvorved der er et ukendt antal mindre virksomheder, der ikke er omfattet af opgørelsen (Red. 2/1994).

Grundvandets nitratindhold skyldes overvejende gødningstilfrrslen på landbrugsarealerne. Såfremt gødningen ikke omsættes, sker der en udvaskning af nitratholdigt vand fra rodzonen til vandløb og grundvandet. Ud fra en gennemsnitsbetragtning må nitratindholdet i grundvandet på landsplan betragtes som stigende. Forholdene er dog forskellige fra de enkelte områder i Danmark, hvor især Midt- og Nordjylland er ramt af grundvandsforurening som følge af nitratnedsivning. Det skyldes bl.a. de forholdsvis sandede jorder i området. Det forhøjede indhold af nitrat forekommer hovedsageligt i de øvre dele af grundvandsmagasinerne. Her er den gennemsnitlige koncentration ca. 40-50 mg/l. De dybereliggende grundvandsmagasiner, som normalt bruges til drikkevandsforsyning, har en gennemsnitlig nitratkoncentration på ca. 15 mg/l. (grænseværdien i drikkevand er 25 mg/l; det højest tilladte indhold er 50 mg/l). Dog er der i visse jyske områder målt nitratkoncentrationer i de nedre grundvandsmagasiner på op til 50 mg/l (Red. 2/1994).

Fosfor

Den totale udledning af fosfor til det marine miljø var i 1993 ca. 3.900 tons. Heraf kom godt 90% fra vandløb, mens det atmosfæriske bidrag var ca. 240 tons. Også for fosfor gælder det, at udledningen fra punktkilder har været faldende - i perioden 1984-94 med ca. 74%. (Red. 2/1994).

I 1993 udledte de kommunale renseanlæg 1.800 tons fosfor, hvilket svarer til ca. 45% af den totale udledning. Fra midten af 80'erne til i dag er fosfor-udledningen blevet reduceret med 71%. Dette skyldes primært, at renseanlæggene er blevet bedre til at tilbageholde fosfor, samt at sammensætningen i råspildevandet har ændret sig. Alene de sidste 5 år er fosforindholdet i spildevandet faldet med 1/3 som følge af øget forbrug af fosfatfrie vaskemidler. Denne ændring medfører en betydelig reduktion i anvendelsen af kemikalier i de renseanlæg, der fjerner fosfor (Red. 2/1994).

Industriens andel af fosforudledningen er beskeden sammenlignet med den totale udledning. I 1993 blev der udledt 246 tons. Ligesom ved kvælstofudledningen fra industrien er disse mængder behæftet med usikkerhed (Red. 2/1994)..

Olieudledning

Havforureningslaboratoriet vurderede i 1983 den samlede olieudledning til danske farvande til mellem 9.000 og 30.000 tons pr. år, hvoraf den overvejende del stammer fra skibstrafik. Under 1% af olieudledningen stammer fra off-shoreindustrien.

PAH'er

Forekomsten af PAH'er i det marine miljø er kun sparsomt kendt. Der er konstateret problemer i disse miljøer, men problemets omfang kan ikke vurderes. Kilderne til PAH-emissioner er enten olieforureninger, landbaserede forbrændingskilder eller direkte udledninger fra off-shore installationer med udslip og forbrænding af olie samt direkte udledninger fra skibe. PAH'er spredes let i havmiljøet især med sediment. Fra sediment kan PAH'er optages i mikroorganismer, som derefter optages af fisk.

Der er også fundet PAH'er i renseanlæggenes udløb. Således er det beregnet, at der på denne måde udledes mellem 3 og 8 kg årligt af henholdsvis phenatren, anthracen og benz(a)pyren (MP 278, 1994).

Tungmetaller

En oversigt over de årlige udledninger af en række tungmetaller til de danske farvande ses i tabel 3.4.1 (Red. 2/1994).

Tabel 3.4.1 Beregnet tungmetaludledning til danske farvande i tons (1993), ekskl. klapning og spildevandsslam

Industriens udledninger af tungmetaller er generelt blevet reduceret i forhold til midten af 80'erne. Tungmetal-udledningen vurderes at være ca. 8 tons i 1995 (fremskrivningstal) mod ca. 20 tons i 1985 (MP 153, 1990). Fremover forventes disse udledninger at falde yderligere på grund af stadig bedre renseforanstaltninger på virksomhederne samt grundet indførslen af renere teknologi.

Ved klapning af havbundsmateriale flyttes og deponeres der store mængder tungmetaller i havmiljøet. De beregnede mængder er vist tabel 3.4.2. Tallene er dog maksimumtal, og er i en vis grad udtryk for tilledning fra kilder, der allerede er opgjort (Red. 2/1994). Man kan sige, at man ved klapning flytter rundt på allerede sediment-ophobede tungmetaller. I 1993 blev der klappet 6,4 mio. tons, hvilket er lidt over gennemsnittet af, hvad der klappes årligt.

Tabel 3.4.2 Samlet mængde tungmetaller klappet årligt i tons

Nedfald fra luft er en væsentlig kilde. Det vurderes ud fra beregninger (MST Red. 1/1995), at der ad denne vej i 1990 tilføres de danske havområder 0,5 ton kviksølv, 4,8 tons cadmium og 170 tons bly. Mængden af bly er dog formodentlig reduceret kraftigt siden 1990.

Overfladeaktive stoffer

Et stort forbrug af vaske- og rengøringsmiddel gør disse produkter til en betydelig forureningskilde. Produkterne indeholder overfladeaktive stoffer som tensider, kalkbindere, fosfonater samt parfume og farvestoffer, hvoraf nogle har toksiske effekter over for akvatiske organismer. Visse af de mest toksiske stoffer er dog - efter indgåelse af en brancheaftale - blevet substitueret, bl.a. er nonylphenolethoxylater næsten fuldstændigt afviklet i vaske- og rengøringsmidler.

I 1985/86 var det samlede forbrug (industri, husholdning) på ca. 145.000 tons rengøringsmidler og ca. 142.000 tons vaskemidler (der foreligger ingen nyere opgørelse, men forbruget forventes at være steget). Disse mængder udledes før eller siden med spildevandet. Alene i husholdningen blev der brugt ca. 70.000 tons rengøringsmidler og ca. 50.000 tons vaskemidler (MP 152, 1990).

Renseanlæg kan aldrig fjerne alle kemiske stoffer fra spildevandet. Dertil kommer de direkte spildevandsudledninger fra spredt bebyggelse, der udgør ca. 10% af den samlede spildevandsudledning (Red. 2/1994). Desuden sedimenteres nogle af stofferne i spildevandsslammet og tilføres derigennem til jorden, når slammet anvendes til jordbrugsformål. Endelig anvendes overfladeaktive stoffer i off-shore industrien. Forekomster af de overfladeaktive stoffer i vandmiljøet er på nuværende tidspunkt ikke nøjere undersøgt, og udledninger af overfladeaktive stoffer er dårligt belyst.

Pesticider

Pesticider er først og fremmest en alvorlig trussel mod drikkevandskvaliteten, fordi nogle kan udvaskes eller nedsive til grundvandet. Via afstrømning fra marker sker der også en udledning til det øvrige vandmiljø. Der kan være en betydelig tidsmæssig forsinkelse mellem det tidspunkt, hvor et pesticid anvendes og det tidspunkt, hvor det kan konstateres i grundvandet. Den forurening, der konstateres i dag, kan således stamme fra anvendelse eller bortskaffelse af pesticider gennem de sidste årtier.

I tabel 3.4.3 findes en oversigt over grundvandskoncentrationerne af 8 pesticider målt i perioden 1990-93. Fundene er baseret på analyser af ca. 825 filtre. Fund på under 0,01 mg/l indgår ikke i opgørelsen. I perioden 1990-1993 blev der fundet pesticider i ca. 9% af prøverne svarende til 71 af de undersøgte filtre. Dichlorprop, merchlorprop og atrazin er blevet fundet hyppigst. Grænseværdien (0,1 mg/l) var overskredet i 25 af de undersøgte filtre - svarende til 3 % (Red. 2/1994).

Tabel 3.4.3 Fund af pesticider i grundvandet i perioden 1990-1993 (Red. 2/1994)

I forbindelse med vandværkernes boringskontrol er godt 2.450 boringer undersøgt for pesticider i 1993 og 1994. Her er der fundet pesticider i ca. 12% af de undersøgte boringer og godt 3% overskred den tilladte grænseværdi for drikkevand. På nuværende tidspunkt skønnes det, at godt 20% af landets vandværksboringer er blevet analyseret for pesticider, hvorfor forholdene vurderes at være nogenlunde repræsentative som udtryk for den samlede grundvandstilstand (Red. 2/1994).

De fire phenoxysyrer, der er fundet i grundvandet, er også fundet i renseanlæggenes udløb. Man har således beregnet, at der herfra totalt udledes ca. 150 kg 2,4-D pr. år. For de tre øvrige ligger mængderne under 50 kg/år (MP 278, 1994).

Siden 1992 har det været ulovligt at anvende dinoseb som plantebeskyttelsesmiddel i Danmark. DNOC er tidligere udgået fra det danske marked. I forbindelse med revurderingen og den indførte forbudsprocedurer blev det forbudt at anvende atrazin og 6 andre stoffer som plantebeskyttelsesmidler fra juli 1995. I sommeren 1996 blev yderligere 12 stoffer føjet til listen over stoffer, der enten ikke må indgå i plantebeskyttelsesmidler, eller hvor anvendelsen bliver meget stærkt reduceret. På denne liste er bl.a. phenoxysyrerne, hvis anvendelse bliver stærkt indskrænket fra sommeren 1997. Yderligere en række produkter er i efteråret 1996 på vej gennem forbudsproceduren. Fremover kan det derfor forventes, at almindelig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler ikke vil forårsage koncentrationer af plantebeskyttelsesmidler i grundvandet over drikkevandsdirektivets grænser

Andre chlorerede organiske stoffer

I 1988/89 blev udledningen af chlorerede aromatiske forbindelser via industrispildevand vurderet til at være ca. 40.000 tons/år, mens udledningen af chlorerede alifatiske forbindelser (organiske opløsningsmidler) var ca. 17.300 tons/år (opgjort på baggrund af enkeltstofanalyser). På grund af renseforanstaltninger er disse udledninger blevet reduceret kraftigt til under 2.000 tons i 1995 (fremskrivningstal), hvilket svarer til en reduktion på 95% i forhold til 1988/1989 (MP 153, 1990).

De chlorerede organiske stoffer findes også i renseanlæggenes udløb. Her har man f.eks. fundet dichlor- og pentachlorphenol (beregnet til ca. 60 kg/år) og chlorerede organiske opløsningsmidler (beregnet til 80-800 kg/år) (MP 278, 1994)

Andre ikke-chlorerede organiske stoffer

Udledningen af ikke-chlorerede organiske stoffer via industri-spildevand vurderes at være under 10 tons i 1995 (fremskrivningstal), hvilket er en reduktion på ca. 97% i forhold til 1988/89, hvor udledningen var ca. 310 tons/år (MP 153, 1990).

En række ikke-chlorerede organiske forbindelser er desuden fundet i renseanlæggenes udløb og slam. Det drejer sig først og fremmest om phenol (beregnet til ca. 4 tons/år) og nonylphenol (beregnet til ca. 350 kg/år) (MP 278, 1994). Endvidere skønnes det samlede årlige udslip af phthalater fra renseanlæg, d.v.s. udløb fra renseanlæg og slam, at være 20-30 tons (middelværdital). Kilder hertil er udslip fra industrien samt brug af produkter med blød PVC. Analyser foretaget i 1995 viser, at vask af bl.a. PVC-gulve og tekstiler med PVC-tryk er en betydelig kilde til udledning af phthalater fra private husholdninger (Status okt. 1995).

I Danmark er der de seneste årtier konstateret en række forringelser af vandkvaliteten. Øget tilførsel af kvælstof og fosfor har medført algevækst og iltsvind med efterfølgende effekter. Undersøgelser af vores grundvandsressourcer - som vi tidligere har betragtet som godt beskyttet - viser, at også grundvandet er forureningstruet fra forskellige kilder. Desuden er forekomster af forskellige miljøbelastende stoffer med til at forringe vandkvaliteten.

Vandkvaliteten påvirkes af direkte udledninger i form af spildevandsudledning, afvanding fra marker og nedsivning, men påvirkninger sker også i form af nedfald af stoffer, som primært er udledt til luften. Nogle miljøbelastende stoffer, f.eks. PAH'er og POP'er, kan transporteres over lange afstande og er således bl.a. fundet i arktiske områder.

Kvælstof

Den samlede tilførsel af kvælstof i 1993 til de marine områder fra vandløb, direkte udløb fra punktkilder og atmosfæren er beregnet til ca. 147.000 tons. Heraf kom ca. 2/3 fra vandløb, mens det atmosfæriske bidrag var ca. 39.000 tons. Den samlede tilførsel af kvælstof er steget, hvilket primært skyldes øget nitrattilførsel fra vandløb på grund af udvaskning fra jordarealerne. I perioden fra 1988-93 er den samlede tilførsel således steget med ca. 40.000 tons. Men her skal det bemærkes, at kvælstoftilførslen er tæt knyttet til de nedbørsmængder, der falder i vinterhalvåret, hvorfor der er store udsving mellem de enkelte år (Red. 2/1994). Derimod er udledningen af kvælstof fra punktkilder faldet - siden 1984 med ca. 41% (Red. 2/1994).

Ved de kommunale renseanlæg er der opnået en markant reduktion af udledningerne af kvælstof. I 1993 blev der udledt 10.800 tons, hvilket er en reduktion 46% sammenlignet med udledningen fra midten af 80'erne (Red. 2/1994).

I 1993 var industriens udledninger på 2.600 tons kvælstof. Denne opgørelse er dog behæftet med usikkerhed, da der ikke er data for længere tidsintervaller, og udledningerne kan variere meget afhængig af ændringer i produktionen. Dertil kommer, at mængderne er baseret på indberetninger fra 103 store virksomheder, hvorved der er et ukendt antal mindre virksomheder, der ikke er omfattet af opgørelsen (Red. 2/1994).

Grundvandets nitratindhold skyldes overvejende gødningstilfrrslen på landbrugsarealerne. Såfremt gødningen ikke omsættes, sker der en udvaskning af nitratholdigt vand fra rodzonen til vandløb og grundvandet. Ud fra en gennemsnitsbetragtning må nitratindholdet i grundvandet på landsplan betragtes som stigende. Forholdene er dog forskellige fra de enkelte områder i Danmark, hvor især Midt- og Nordjylland er ramt af grundvandsforurening som følge af nitratnedsivning. Det skyldes bl.a. de forholdsvis sandede jorder i området. Det forhøjede indhold af nitrat forekommer hovedsageligt i de øvre dele af grundvandsmagasinerne. Her er den gennemsnitlige koncentration ca. 40-50 mg/l. De dybereliggende grundvandsmagasiner, som normalt bruges til drikkevandsforsyning, har en gennemsnitlig nitratkoncentration på ca. 15 mg/l. (grænseværdien i drikkevand er 25 mg/l; det højest tilladte indhold er 50 mg/l). Dog er der i visse jyske områder målt nitratkoncentrationer i de nedre grundvandsmagasiner på op til 50 mg/l (Red. 2/1994).

Fosfor

Den totale udledning af fosfor til det marine miljø var i 1993 ca. 3.900 tons. Heraf kom godt 90% fra vandløb, mens det atmosfæriske bidrag var ca. 240 tons. Også for fosfor gælder det, at udledningen fra punktkilder har været faldende - i perioden 1984-94 med ca. 74%. (Red. 2/1994).

I 1993 udledte de kommunale renseanlæg 1.800 tons fosfor, hvilket svarer til ca. 45% af den totale udledning. Fra midten af 80'erne til i dag er fosfor-udledningen blevet reduceret med 71%. Dette skyldes primært, at renseanlæggene er blevet bedre til at tilbageholde fosfor, samt at sammensætningen i råspildevandet har ændret sig. Alene de sidste 5 år er fosforindholdet i spildevandet faldet med 1/3 som følge af øget forbrug af fosfatfrie vaskemidler. Denne ændring medfører en betydelig reduktion i anvendelsen af kemikalier i de renseanlæg, der fjerner fosfor (Red. 2/1994).

Industriens andel af fosforudledningen er beskeden sammenlignet med den totale udledning. I 1993 blev der udledt 246 tons. Ligesom ved kvælstofudledningen fra industrien er disse mængder behæftet med usikkerhed (Red. 2/1994)..

Olieudledning

Havforureningslaboratoriet vurderede i 1983 den samlede olieudledning til danske farvande til mellem 9.000 og 30.000 tons pr. år, hvoraf den overvejende del stammer fra skibstrafik. Under 1% af olieudledningen stammer fra off-shoreindustrien.

PAH'er

Forekomsten af PAH'er i det marine miljø er kun sparsomt kendt. Der er konstateret problemer i disse miljøer, men problemets omfang kan ikke vurderes. Kilderne til PAH-emissioner er enten olieforureninger, landbaserede forbrændingskilder eller direkte udledninger fra off-shore installationer med udslip og forbrænding af olie samt direkte udledninger fra skibe. PAH'er spredes let i havmiljøet især med sediment. Fra sediment kan PAH'er optages i mikroorganismer, som derefter optages af fisk.

Der er også fundet PAH'er i renseanlæggenes udløb. Således er det beregnet, at der på denne måde udledes mellem 3 og 8 kg årligt af henholdsvis phenatren, anthracen og benz(a)pyren (MP 278, 1994).

Tungmetaller

En oversigt over de årlige udledninger af en række tungmetaller til de danske farvande ses i tabel 3.4.1 (Red. 2/1994).

Tabel 3.4.1 Beregnet tungmetaludledning til danske farvande i tons (1993), ekskl. klapning og spildevandsslam

Industriens udledninger af tungmetaller er generelt blevet reduceret i forhold til midten af 80'erne. Tungmetal-udledningen vurderes at være ca. 8 tons i 1995 (fremskrivningstal) mod ca. 20 tons i 1985 (MP 153, 1990). Fremover forventes disse udledninger at falde yderligere på grund af stadig bedre renseforanstaltninger på virksomhederne samt grundet indførslen af renere teknologi.

Ved klapning af havbundsmateriale flyttes og deponeres der store mængder tungmetaller i havmiljøet. De beregnede mængder er vist tabel 3.4.2. Tallene er dog maksimumtal, og er i en vis grad udtryk for tilledning fra kilder, der allerede er opgjort (Red. 2/1994). Man kan sige, at man ved klapning flytter rundt på allerede sediment-ophobede tungmetaller. I 1993 blev der klappet 6,4 mio. tons, hvilket er lidt over gennemsnittet af, hvad der klappes årligt.

Tabel 3.4.2 Samlet mængde tungmetaller klappet årligt i tons

Nedfald fra luft er en væsentlig kilde. Det vurderes ud fra beregninger (MST Red. 1/1995), at der ad denne vej i 1990 tilføres de danske havområder 0,5 ton kviksølv, 4,8 tons cadmium og 170 tons bly. Mængden af bly er dog formodentlig reduceret kraftigt siden 1990.

Overfladeaktive stoffer

Et stort forbrug af vaske- og rengøringsmiddel gør disse produkter til en betydelig forureningskilde. Produkterne indeholder overfladeaktive stoffer som tensider, kalkbindere, fosfonater samt parfume og farvestoffer, hvoraf nogle har toksiske effekter over for akvatiske organismer. Visse af de mest toksiske stoffer er dog - efter indgåelse af en brancheaftale - blevet substitueret, bl.a. er nonylphenolethoxylater næsten fuldstændigt afviklet i vaske- og rengøringsmidler.

I 1985/86 var det samlede forbrug (industri, husholdning) på ca. 145.000 tons rengøringsmidler og ca. 142.000 tons vaskemidler (der foreligger ingen nyere opgørelse, men forbruget forventes at være steget). Disse mængder udledes før eller siden med spildevandet. Alene i husholdningen blev der brugt ca. 70.000 tons rengøringsmidler og ca. 50.000 tons vaskemidler (MP 152, 1990).

Renseanlæg kan aldrig fjerne alle kemiske stoffer fra spildevandet. Dertil kommer de direkte spildevandsudledninger fra spredt bebyggelse, der udgør ca. 10% af den samlede spildevandsudledning (Red. 2/1994). Desuden sedimenteres nogle af stofferne i spildevandsslammet og tilføres derigennem til jorden, når slammet anvendes til jordbrugsformål. Endelig anvendes overfladeaktive stoffer i off-shore industrien. Forekomster af de overfladeaktive stoffer i vandmiljøet er på nuværende tidspunkt ikke nøjere undersøgt, og udledninger af overfladeaktive stoffer er dårligt belyst.

Pesticider

Pesticider er først og fremmest en alvorlig trussel mod drikkevandskvaliteten, fordi nogle kan udvaskes eller nedsive til grundvandet. Via afstrømning fra marker sker der også en udledning til det øvrige vandmiljø. Der kan være en betydelig tidsmæssig forsinkelse mellem det tidspunkt, hvor et pesticid anvendes og det tidspunkt, hvor det kan konstateres i grundvandet. Den forurening, der konstateres i dag, kan således stamme fra anvendelse eller bortskaffelse af pesticider gennem de sidste årtier.

I tabel 3.4.3 findes en oversigt over grundvandskoncentrationerne af 8 pesticider målt i perioden 1990-93. Fundene er baseret på analyser af ca. 825 filtre. Fund på under 0,01 mg/l indgår ikke i opgørelsen. I perioden 1990-1993 blev der fundet pesticider i ca. 9% af prøverne svarende til 71 af de undersøgte filtre. Dichlorprop, merchlorprop og atrazin er blevet fundet hyppigst. Grænseværdien (0,1 mg/l) var overskredet i 25 af de undersøgte filtre - svarende til 3 % (Red. 2/1994).

Tabel 3.4.3 Fund af pesticider i grundvandet i perioden 1990-1993 (Red. 2/1994)

I forbindelse med vandværkernes boringskontrol er godt 2.450 boringer undersøgt for pesticider i 1993 og 1994. Her er der fundet pesticider i ca. 12% af de undersøgte boringer og godt 3% overskred den tilladte grænseværdi for drikkevand. På nuværende tidspunkt skønnes det, at godt 20% af landets vandværksboringer er blevet analyseret for pesticider, hvorfor forholdene vurderes at være nogenlunde repræsentative som udtryk for den samlede grundvandstilstand (Red. 2/1994).

De fire phenoxysyrer, der er fundet i grundvandet, er også fundet i renseanlæggenes udløb. Man har således beregnet, at der herfra totalt udledes ca. 150 kg 2,4-D pr. år. For de tre øvrige ligger mængderne under 50 kg/år (MP 278, 1994).

Siden 1992 har det været ulovligt at anvende dinoseb som plantebeskyttelsesmiddel i Danmark. DNOC er tidligere udgået fra det danske marked. I forbindelse med revurderingen og den indførte forbudsprocedurer blev det forbudt at anvende atrazin og 6 andre stoffer som plantebeskyttelsesmidler fra juli 1995. I sommeren 1996 blev yderligere 12 stoffer føjet til listen over stoffer, der enten ikke må indgå i plantebeskyttelsesmidler, eller hvor anvendelsen bliver meget stærkt reduceret. På denne liste er bl.a. phenoxysyrerne, hvis anvendelse bliver stærkt indskrænket fra sommeren 1997. Yderligere en række produkter er i efteråret 1996 på vej gennem forbudsproceduren. Fremover kan det derfor forventes, at almindelig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler ikke vil forårsage koncentrationer af plantebeskyttelsesmidler i grundvandet over drikkevandsdirektivets grænser

Andre chlorerede organiske stoffer

I 1988/89 blev udledningen af chlorerede aromatiske forbindelser via industrispildevand vurderet til at være ca. 40.000 tons/år, mens udledningen af chlorerede alifatiske forbindelser (organiske opløsningsmidler) var ca. 17.300 tons/år (opgjort på baggrund af enkeltstofanalyser). På grund af renseforanstaltninger er disse udledninger blevet reduceret kraftigt til under 2.000 tons i 1995 (fremskrivningstal), hvilket svarer til en reduktion på 95% i forhold til 1988/1989 (MP 153, 1990).

De chlorerede organiske stoffer findes også i renseanlæggenes udløb. Her har man f.eks. fundet dichlor- og pentachlorphenol (beregnet til ca. 60 kg/år) og chlorerede organiske opløsningsmidler (beregnet til 80-800 kg/år) (MP 278, 1994)

Andre ikke-chlorerede organiske stoffer

Udledningen af ikke-chlorerede organiske stoffer via industri-spildevand vurderes at være under 10 tons i 1995 (fremskrivningstal), hvilket er en reduktion på ca. 97% i forhold til 1988/89, hvor udledningen var ca. 310 tons/år (MP 153, 1990).

En række ikke-chlorerede organiske forbindelser er desuden fundet i renseanlæggenes udløb og slam. Det drejer sig først og fremmest om phenol (beregnet til ca. 4 tons/år) og nonylphenol (beregnet til ca. 350 kg/år) (MP 278, 1994). Endvidere skønnes det samlede årlige udslip af phthalater fra renseanlæg, d.v.s. udløb fra renseanlæg og slam, at være 20-30 tons (middelværdital). Kilder hertil er udslip fra industrien samt brug af produkter med blød PVC. Analyser foretaget i 1995 viser, at vask af bl.a. PVC-gulve og tekstiler med PVC-tryk er en betydelig kilde til udledning af phthalater fra private husholdninger (Status okt. 1995).

3.5 Jord

Kemikalieforurening af jord kan opdeles i to problemområder. For det første kan der være tale om "fortidens synder", d.v.s. de arealer, der er forurenet på grund af eksisterende eller tidligere virksomheder på stedet, eller fordi der tidligere er blevet deponeret affald på grunden. Det andet område dækker de kemiske påvirkninger af jorden, der løbende sker gennem nedfald fra luften, landbrugets anvendelse af gødningsstoffer, (herunder restprodukter), kalk og pesticider.

Forurenede grunde

I marts 1994 var der registreret ca. 3.000 forurenede grunde i Danmark. Ca. halvdelen af disse er gamle lossepladser og ca. 1/3 er gamle industrigrunde. Godt 10% af grundene anvendes til helårsbeboelse, men langt flere ligger nær boligområder.

Ud over de allerede registrerede grunde forventes yderligere 7 -8.000 grunde at blive registreret (NMPR, 1995).

På landsbasis skønnes det, at det årlige behov for rensning/deponering af kemikalieforurenet jord ligger på ca. 560.000 tons (groft estimat). Mængderne kan opdeles i 4 kategorier (MP 334, 1996):

1) tungmetalforurenet jord: ca. 250.000 tons
2) olieforurenet jord: ca. 240.000 tons
3) tjæreforurenet jord: ca. 45.000 tons
4) opløsningsmiddelforurenet jord: 20.000 - 35.000 tons

En skærpet indsats overfor jordforurening vil betyde, at mængderne af forurenet jord til behandling/deponering vil stige fra det nuværende niveau til ca. 800.000 tons i 1997.

Tungmetalforurenet jord bortskaffes i Danmark næsten udelukkende ved forskellige former for deponering. Ahængig af forureningsniveauet, bliver jorden enten brugt som afdækningsjord på lossepladser, fyld i bygge- og anlægsarbejder eller deponeret i specialdepoter. Det er vurderet, at størsteparten (ca. 75%) vil være egnet som afdækningsjord (AR, 1994).

I 1992 blev ca. halvdelen af den olie-, tjære- og opløsningsmiddelforurenede jord tilført jordrensningsfirmaer. Derudover blev en mindre mængde - ca. 2% - afbrændt på kraftværkerne, mens resten antages at blive brugt som afdækningsjord på lossepladser (AR, 1994).

Kvælstof

I 1993 blev der i alt tilført 550.585 tons Total-N med kvælstofsholdig gødning til dansk dyrkningsjord. I tabel 3.5.1 findes der en oversigt over mængden af de forskellige typer af gødning (Notat, april 1995).

Der er ikke nogen klar udviklingstendens i gødningsforbruget, når der sammenlignes med tidligere års opgørelser. Dette fordi forbruget varierer fra år til år afhængig af afgrødefordelingen i landbruget.

Tabel 3.5.1 Mængderne af kvælstof tilført dyrkningsjord i 1993

Udledninger af ammoniak fra landbruget medvirker i et ikke ubetydeligt omfang til forsuringen af jorden. Hvert år afsættes der således ca. 59.000 tons kvælstof i form af NH₃ på de danske landarealer. Heraf stammer ca. 75% fra danske kilder, mens resten importeres fra andre lande (NMPR, 1995).

Fosfor

En samlet oversigt over tilførte mængder fosforholdig gødning findes i tabel 3.5.2. I 1993 blev der i alt tilført 80.000 tons til dyrkningsjord (Notat, april 1995). Som for kvælstofholdig gødning er der heller ingen klar udviklingstendens for den fosforholdige gødning.

Tabel 3.5.2 Mængder af fosfor tilført dyrkningsjord i 1993

Svovl

I Danmark er afsætningen af svovl fra luften den største kilde til jordforsuring. Det samlede nedfald af svovl i Danmark var i 1992 ca. 48.000 tons. Heraf går noget dog til vandarealerne (N&M, 1994).

Tungmetaller

Jorden får tilført en række tungmetaller bl.a. ved atmosfærisk nedfald, fra kunstgødning og fra affaldsprodukter til jordbrugsformål. Desuden deponeres der store mængder tungmetaller i form af restprodukter fra affaldsforbrænding. Her er der dog tale om kontrolleret deponering og ikke diffus spredning. De tungmetaller, der udgør det største problem, er bly, cadmium og kviksølv.

Bly

Det skønnes, at blykoncentrationen i dansk jord varierer fra ca. 11 mg bly/kg tørstof i landbrugsjord til 300-500 mg bly/kg tørstof i overfladejord langs meget trafikerede veje (Red.1/ 1995). De væsentligste årsager til blykoncentration i jorden er den tidligere anvendelse af blyholdig benzin og blyhagl til jagt. Disse to kilder bidrog med en samlet belastning af miljøet på henholdsvis 700-800 tons/år i 1990 og 1.500-1.600 tons/år i perioden 1970-75 (Red. 1/1995). Især på sure jorder kan forhøjede blykoncentrationer medføre risiko for øget optagelse af bly i planter. På jorder med højere ph er bly meget fast bundet, og der er derfor næppe risiko for blyoptagelse på landbrugsarealer, hvor ph af dyrkningsmæssige årsager holdes høj ved kalkning (NMPR, 1995).

Den samlede mængde bly, der tilføres jorden (eksklusiv deponering), var mellem 1.000 og 4.000 tons i 1990. Heraf er skrotpladser og produkthandlere de største kilder, idet skrottet ofte opbevares direkte på jorden uden overdækning. Blyforureningen fra disse kilder (der er behæftet med stor usikkerhed) skønnes at være fra 500 - 2.500 tons pr. år (Red. 1/1995). En anden væsentlig kilde til blyforurening er gamle el-kabelkapper. Skønsmæssigt befinder der sig mellem 100.000 og 200.000 tons bly i jorden som kapper omkring el-kabler, der er i brug. En del af blyet vil efterhånden blive opløst ved korrosion. Forureningen fra denne kilde er også behæftet med stor usikkerhed, men er med forbehold vurderet til at være 100 -1.000 tons bly/år (Red.1/1995).

Bly-mængden fra atmosfærisk nedfald er opgjort til ca. 240 tons i 1990. Heraf er størstedelen import fra udlandet (Red. 1/1995). Derudover blev der i 1993 tilført landbrugsjorden ca. 12 tons bly via spildevandsslam. Det gennemsnitlige indhold af bly i spildevandsslam er uændret i forhold til tidligere års opgørelser (Notat, april 1995). I 1994 blev de sidste blyholdige additiver i benzin substitueret, hvorfor blyforurening fra transporten i dag vurderes at være ca. 5 tons pr. år (MST, 1995) i modsætning til ca. 100 tons/år i 1990.

Generelt må det påregnes, at der vil ske en løbende ophobning af bly i det danske samfund, idet store mængder fortsat er "gemt" i produkter, materialer mv. Alt andet lige betyder ophobningen, at mængderne - som med tiden skal bortskaffes og potentielt kan forurene miljøet - er stigende.

Cadmium

Det skønnes, at cadmiumkoncentrationen i dansk landbrugsjord er ca. 16 mg/kg tørstof i jorden (DMU, 4/96). Den samlede mængde cadmium, der tilføres jorden (eksklusiv affaldsdeponering), ligger på ca. 8,6 tons pr. år. Det er en kvalitativ vurdering baseret på opgørelser fra 1990 og 1993 (Red. 1/1995 & Notat, april 1995). Tilførslen af cadmium stammer hovedsageligt fra atmosfærisk nedfald, som i dag udgør en baggrundsbelastning på 4,7 tons/år. De væsentligste danske kilder her er forbrænding af fossile brændstoffer og affaldsforbrænding. Disse kilder udgør dog kun en mindre del af den samlede baggrundsbelastning. Størstedelen af det amosfæriske nedfald er import fra udlandet (Red. 1/1995).

Næststørste kilde er fosforholdig handelsgødning, idet råfosfat naturligt indeholder cadmium. Cadmiumtilførslen via handelsgødning blev vurderet til at være ca. 2,6 tons i 1993. I de seneste 10 år er der sket en reduktion i denne type tilførsel, hvilket skyldes mindsket forbrug af fosforholdig gødning samt forbrug af fosfatforekomster med et lavere indhold af cadmium. (Notat, april 1995).

Endelig tilføres der ca. 1 ton cadmium/år fra kalk (1990-tal) og ca. 300 kg/år fra spildevandsslam (1993-tal). Indholdet af cadmium i spildevandsslam var i perioden 1991-94 ca. 60 mg pr kg fosfor. Indholdet af cadmium i slam er dog fortsat langt under den skærpede grænseværdi på 200 mg/kg total-fosfor (Notat, april 1995).

Tidligere er det beregnet, at cadmiumkoncentrationen i dansk landbrugsjord - hovedsageligt på grund af tilførsler fra fosfatholdig handelsgødning og nedfald fra luft - øges med 5-6 g cadmium/ha/år svarende til en stigning på 0,8% pr. år. Udviklingen i belastningen af landbrugsjorden har dog været væsentlig mindre, end det først var skønnet. Således var nettotilførslen af cadmium i 1990 mindsket til ca. 1,5 g/ha/år svarende til 0,3% pr. år (Red. 1/1995).

Kviksølv

Det skønnes, at kviksølvkoncentrationen i dansk landbrugsjord er ca. 0,04 mg/kg tørstof i jorden (DMU, 4/96). Den samlede udledning af kviksølv til jorden (eksklusiv deponering) er ca. 200-300 kg/år. (Udkast, aug. 1996)

Det atmosfæriske nedfald til dansk jord vurderes til at være ca. 0,5 tons/år. Da emissionen af kviksølv fra danske kilder (primært forbrændingsanlæg og kulkraftværker) vurderes at være ca. 1,5 tons/år, må der altså være tale om en væsentlig eksport (NMPR, 1995). Efter at alle danske forbrændingsanlæg har fået installeret røggasrensning i løbet af 1995, forventes det, at den samlede emission af kviksølv fra forbrændingsanlæg vil ligge på ca. 0,5 tons/år (mod ca. 1,2 ton i 1990). Alt andet lige vil dette reducere tilførslen af kviksølv til jorden. Af andre kilder til kviksørlvtilførsel (opgjort for 1992 og 1993) kan nævnes spildevandsslam (ca. 140 kg/år), gødning (ca. 100 kg /år) samt øvrige kilder (ca. 50 kg/år) (Udkast, aug. 1996).

Pesticider

Landbrugets brug af pesticider bidrager også til belastning af jorden. De indeholdte aktivstoffer kan forårsage miljøproblemer såsom skader på følsomme afgrøder - eller efterfølgende afgrøder på grund af langsom nedbrydning i jorden - bioakkumulering samt skader på mikroorganismer, flora og fauna. Der foreligger dog ikke oplysninger om, at disse påvirkninger har medført væsentlige ændringer af landbrugsarealernes værdi som dyrkningsjord. Da der ikke findes noget overblik over jordforureningen som følge af pesticider - f.eks. fra gamle depoter hvor den enkelte landmand har bortskaffet pesticidrester og emballage - er det ikke muligt at beregne forekomsten af jordforurening fra pesticider. I afsnit 2.2 findes der en oversigt over de aktivstoffer, der i 1994 blev brugt i størst mængde i landbruget.

3.6 Affald

Produktionen af affald i Danmark er betydelig. I 1994 udgjorde den samlede affaldsmængde 10,9 mio. tons, hvoraf 55% blev genanvendt, 20% forbrændt og 24% deponeret, mens omkring 1% blev behandlet som særligt miljøfarligt affald.

Til sammenligning kan nævnes, at den samlede affaldsmængde i 1985 var 9 mio. tons. Affaldet fremkommer ved råstofudvinding, produktion, forbrug og i forbindelse med serviceydelser, men også ved rensning af luft og spildevand. Affald er generelt set udtryk for et ressourcespild, og det udgør - enten i sin oprindelige form eller i form af et restprodukt - en belastning for miljøet (NMPR, 1995).

Det nye affaldsregistreringssystem ISAG (Informations System for Affald og Genanvendelse) er medvirkende til, at der i dag eksisterer en bred viden om mængderne i de danske affaldsstrømme (Notat, jan. 1996). Ifølge ISAG blev der i 1994 produceret 124.586 tons olie- og kemikalieaffald. ISAG indsamler dog ikke data om affaldets kemiske indhold.

De affaldstyper, der især kan forårsage miljøproblemer, er olie- og kemikalieaffald og såkaldte restprodukter (d.v.s. slam fra renseanlæg og slagger, flyveaske mv. fra forbrændingsanlæg). Miljøfarlige stoffer, der deponeres, vil ende i perkolatet fra lossepladserne og derefter via renseanlæggene ende i spildevandsslammet.

Restprodukter

Restprodukter omfatter affald fra rensningsanlæg, kulfyrede kraftværker og affaldsforbrændingsanlæg. Mængden af slam, sand og ristestof fra rensningsanlæg samt flyveaske og afsvovlingsprodukter fra kraftværker registreret i 1994 er 2,9 mio. tons.

Hertil kommer slagger, flyveaske og røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrændning, hvoraf der er registreret 480.000 tons i 1994.

Spildevandsslam

Den totale mængde kommunalt spildevandsslam, der blev produceret i 1993, kan beregnes til ca. 170.00 tons slamtørstof. Af denne mængde blev ca. 67% anvendt i jordbruget (Notat, oktober 1995). I en nyligt publiceret undersøgelse, er der foretaget analyser for en række miljøbelastende organiske stoffer i spildevandsslam fra tre udvalgte renseanlæg. Analyseprogrammet repræsenterede bl.a. PAH'er, PCB, DDT, chlorbenzener, chlorphenoler, phthalater og detergenter. Af disse kunne der i samtlige prøver påvises PAH'er (1,5 - 6 mg/kg tørstof), phthalaterne herunder DEHP (17 - 120 mg/kg tørstof) og detergenter herunder nedbrydningsproduktet nonylphenol (62 - 110 mg/kg tørstof), mens mange af de øvrige stoffer kun blev påvist i få prøver eller slet ikke. Koncentrationerne af de påviste stoffer lå i næsten alle tilfælde i den lave ende eller endnu lavere end de niveauer, der er rapporteret i den internationale litteratur (AR 15/1995). Vidensgrundlaget om mulige miljøkonsekvenser af slamudbringning på landbrugsjord er i dag begrænset, men der er taget initiativer for at fremskaffe den nødvendige viden.

Slagger

Den årlige produktion af slagger fra affaldsforbrænding udgør ca. 20% af den indfyrede affaldsmængde, svarende til godt 420.000 tons. I øjeblikket genanvendes ca. 74% af slaggen til anlægs- og vejbygningsformål, mens resten deponeres.

I restprodukter fra forbrændingsanlæg findes et bredt spektrum af tungmetaller (bly, cadmium, arsen, nikkel m.fl.) samt lave koncentrationer af en række organiske stoffer. Sammenligner man koncentrationerne af tungmetaller i slaggen med kvalitetskrav for jord til fri anvendelse ses, at fremtidig anvendelse af slagger er problematisk. Der er både konstateret problemer i forhold til en overfladenær anvendelse men også i forhold til udvaskning af stoffer til grundvandet, da undersøgelser har vist, at en række tungmetaller udvaskes.

Koncentrationer af tungmetaller ligger generelt en faktor 1000 over de organiske forbindelser. I en undersøgelse af restprodukter fra et konkret affaldsforbrændingsanlæg, blev der påvist en lang række organiske forbindelser (PAH'er, chlorbenzener, chlorphenoler, PCB og phthalater). Niveauerne betegnes som moderate eller lave. Koncentrationen af phthalater var op til 5 mg/kg tørstof, og det var den gruppe af organiske forbindelser, som blev fundet i de største koncentrationer (MP 269, 1994).

Med den nuværende kvalitet af slaggen må det forventes, at en større del skal deponeres efter revision af reglerne om anvendelse af forbrændingsslagger. Ved at hæve kvaliteten af slaggerne kan man ved genanvendelse dels spare på anvendelsen af jomfruelige materialer og dels sikre kapaciteten på de kontrollerede lossepladser. En fortsat genanvendelse af slaggen kræver dog, at kvaliteten af denne hæves.

En forbedring af slaggen kan først og fremmest ske ved en udfasning af miljøbelastende stoffer i produktionsfasen, hvor dette er muligt. For de anvendelsesområder, der ikke kan erstattes med miljøvenlige kemikalier og materialer kan slaggekvaliteten forbedres ved en udsortering af de problematiske fraktioner. Selv, hvis en udfasning af de miljøbelastende stoffer på kort sigt bliver muligt, vil der alligevel være behov for en udsortering af en række problematiske produkter, da disse er ophobet i samfundet og vil blive bortskaffet i årtier frem.

Flyveaske

Der produceres på landsplan omkring 50.000 tons flyveaske om året. Afhængig af røggasrensningsmetoden vil flyveaske forekomme sammen med de sure røggasrensningsprodukter eller separat. Flyveaske indeholder høje koncentrationer af tungmetallerne bly, cadmium og kviksølv samt arsen og zink. Af organiske stoffer er det især phthalater, chlorphenoler og chlorbenzener, der forefindes. Ved målinger herhjemme har niveauerne for de organiske stoffer vist sig at ligge lavere end de værdier, som findes i litteraturen for sammenlignelige anlæg i udlandet.

Røggasrensningsprodukter

Røggasrensningsprodukterne (rensning af partikler og sure røggasser (saltsyre) fra affaldsforbrændingen) udgør ca. 10.000 tons pr. år. Røggasrensningsprodukterne indeholder store mængder tungmetaller og salte (primært chlorider).

Røggasrensningsprodukterne deponeres i dag midlertidigt, da man endnu ikke har fundet egnede anvendelsesmuligheder for denne gruppe restprodukter. Problemet med anvendelsen af røggasrensningsprodukter er, at mobiliteten af tungmetaller er meget stor. Der arbejdes i øjeblikket på to strategier for bortskaffelse af denne restproduktgruppe. Den ene er ekstraktion af de belastende salte og tungmetaller med henblik på en senere nyttiggørelse. Den anden drejer sig om at stabilisere produkterne med henblik på deponering.

Selv om betydelige mængder salte og tungmetaller fjernes fra røggasrensningsprodukterne, vil der fremover formodentlig stadig vedblive at være et håndteringsproblem.

Olie- og kemikalieaffald

Affald, som indeholder miljø- og sundhedsfarlige stoffer, som f.eks. mineralolie, organiske opløsningsmidler, tungmetaller og kræftfremkaldende stoffer skal indsamles særskilt. Generelt er det Kommunekemi A/S, der behandler det farlige affald, men kommunerne kan give konkret tilladelse til oparbejdning eller genanvendelse af miljøfarligt affald, og det foregår i større omfang end tidligere. Det er især olieaffald, der bliver behandlet andre steder, bl.a. har Storkøbenhavns Modtagestation behandlet 2.200 tons i 1994. Det anslås, at Kommunekemi A/S behandler 65-70% af det danskproducerede miljøfarlige affald (DS, 1995).

I 1994 fik Kommunekemi A/S tilført 89.254 tons olie- og kemikalieaffald. Herudover blev der importeret ca. 14.000 tons (primært organiske opløsningsmidler). Kemikalieaffaldet forbrændes og resterne - d.v.s. slagger, filterstøv og -kage - deponeres. Af olieaffaldet udvindes olieprodukter til genanvendelse, hvorefter resterne forbrændes.

Ca. 18% af den samlede mængde olie- og kemikalieaffald var olieaffald. De resterende 82% var kemikalieaffald svarende til 73.542 tons. I tabel 3.5.1 findes en oversigt over forskellige typer af kemikalieaffald tilført Kommunekemi A/S i 1994.

Tabel 3.5.1 Kemikalieaffald fordelt efter type (1994). Dækker ca. 65-70% af den totale mængde (DS, 1995)

Betragtet over en længere tidsperiode er mængderne af olie- og kemikalieaffald forøget fra ca. 63.000 tons i 1982 til ca. 89.000 i 1994, hvilket svarer til en stigning på ca. 42%. Tallene afspejler, at en stigende mængde indleveres og bortskaffes miljømæssigt forsvarligt. Der har dog i de senere år været en tendens til fald i de mængder, der tilføres Kommunekemi A/S. Dette kan bl.a. tilskrives: anvendelse af renere teknologi, substitution af rå- og hjælpestoffer, øget genanvendelse af affaldsprodukter samt at mere affald - især olieaffald - behandles andre steder. F. eks. er mængden af indleveret olieaffald reduceret med 15% i forhold til 1993 (DS, 1995).

Mængden af svovl- og halogenholdigt affald og det kviksølvholdige affald er faldet betydeligt fra 1993 til 1994. Mængden af andet kemisk affald er til Gengæld steget med 57%, hvilket hovedsagelig skyldes øget modtagelse af flyveaske til deponering samt en øget mængde forurenet jord fra oprydning på affaldsdepoter. Det svarer til en stigning på godt 5.000 tons i forhold til 1993 (DS, 1995).

Kommunekemi A/S har ca. 7.000 kunder, hvoraf de 150 største står for godt 60% af den tilførte affaldsmængde. I 1995 modtog Kommunekemi A/S ca. 92.000 tons affald.

3.7 Stoffer på tværs af medier

Visse miljøbelastende stoffer optræder i alle medier. Dette kan skyldes, at de udledes til alle medier, eller at de primært udledes til et medie, f.eks. luften, hvorfra de ved senere nedfald tilføres vand- og jordmiljøet. Eksempler på sådanne stoffer, som kan svæve ofte over meget lange afstande inden de falder ned, er PAH og POP'erne.

Stoffernes evne til at bevæge sig over lange afstande betyder for det første, at det kan være meget vanskeligt, at finde den kilde, der er årsagen til et stof optræder i mediet. Derfor kan kilden til udledningen befinde sig geografisk langt fra det sted, hvor stoffet optræder i miljøet. Desuden omdannes en række stoffer i miljøet, således at det stof, der findes i miljøet, ikke er identisk med det stof, der oprindeligt udledtes men derimod et nedbrydningsprodukt heraf.

Under alle omstændigheder understreger denne problemstilling, at det er afgørende på dette område, at arbejde for, at stoffernes ses reguleret internationalt, idet dansk enegang ikke kan løse forekomsten af alle uønskede problemstoffer i det danske miljø.

4. Nuværende indsats

4.1 Indledning

I arbejdet med at undgå forurening og andre miljø- og sundhedsskadelige effekter fra kemiske stoffer anvendes forskellige grundlæggende tilgange:

Disse forskellige tilgange har hver deres styrker og svagheder, når det gælder en forebyggende indsats vedrørende miljøproblemer forårsaget af kemiske stoffer:

Den kildeorienterede indsats

Den kildeorienterede indsats har særligt sin styrke i forhold til indsatsen over for kendte kilder og i forhold til at prioritere indsatsen overfor forskellige kildetyper. Overfor de større punktkilder er det muligt at gennemføre en intensiv indsats, hvor hver parameter (stof) kan vurderes intensivt. En kildeorienteret indsats har yderligere den fordel, at det er muligt at gå dybere ind i teknologi, økonomi m.m. i relation til de enkelte kilder. Derimod omfatter denne indsats kun et begrænset antal stoffer, der udgør et miljøproblem, og tilførsler fra diffuse kilder kan kun med vanskelighed gøres til genstand for en direkte indsats.

Den medieorienterede indsats

Den medieorienterede indsats er et supplement til den kildeorienterede indsats, idet en enkeltvis regulering af et stort antal kilder ikke hindrer, at den samlede emission kan overstige recipientens kapacitet. Svagheden ved den medieorienterede indsats er, at den ikke kan stå alene, og ikke umiddelbart er operationel, idet en kvalitetsmålsætning ikke direkte kan "oversættes" til konkrete udlederkrav.

Den kemikalieorienterede indsats

Den kemikalieorienterede indsats har særlig sin styrke, når der skal gås i dybden med det enkelte kemiske stofs toksikologiske og økotoksikologiske egenskaber. Dette vil særlig have betydning, hvor indsatsen gælder en lidt bredere gruppe af stoffer end de vigtigste få parametre (stoffer). Den stoforienterede indsats vil særlig have sin fordel i forbindelse med diffuse kilder og punktkilder, hvor der er tale om stoffer, der mængdemæssigt er af mindre betydning, men af miljømæssig stor betydning.

Den produktorienterede indsats

Den produktorienterede indsats har særlig sin styrke, når det gælder den diffuse forurening fra produkter og en tværgående vurdering af stoffer, som indgår i mange produkter.

Da der i Miljøstyrelsens oplæg til en styrket produktorienteret miljøindsats findes en grundig beskrivelse af den produktorienterede tilgang - herunder forslag til initiativer - vil denne indsats ikke blive nærmere beskrevet i denne baggrundsrapport.

4.2 Den kildeorienterede indsats

Regulering af kilder

En væsentlig del af den danske indsats i forureningsbekæmpelse har været kildeorienteret og primært rettet mod punktkilderne. Det grundliggende princip i indsatsen har i den forbindelse bygget på to forskellige strategier. For naturligt forekommende og ikke-miljøfarlige stoffer har der været anvendt en medie(recipient)orienteret strategi, som baserer sig på mediets evne til at omsætte de tilførte stoffer uden at der opstår uønskede effekter i miljøet. For sundheds- og miljøskadelige stoffer (inkl. tungmetaller m.v.) har princippet været at begrænse emissionerne mest muligt ved kilden ved anvendelse af en teknologibaseret strategi især i relation til industrielle aktiviteter, som medfører forurening.

Miljøbeskyttelsesloven

Emission af forurenende kemiske stoffer m.m. til luft, vand, jord og undergrund, der kan være skadelig for sundhed og miljø, er omfattet af miljøbeskyttelsesloven og har heri været reguleret siden 1974. Det grundlæggende princip i denne lov er, at stoffer, der kan forurene ikke må tilføres miljøet. Lovgivningen er ligeledes baseret på princippet om, at forureneren betaler. Dette betyder, at en virksomhed, der forårsager forurening eller skaber risiko herfor, selv skal betale for gennemførelsen af myndighedernes krav om forureningsbegrænsende foranstaltninger.

Ifølge loven må en uundgåelig emission af kemiske stoffer kun ske således, at mennesker ikke udsættes for en direkte eller indirekte sundhedsfare som f.eks. forurening af afgrøder eller drikkevand. Emissionen må heller ikke skade eller belaste det naturlige plante- og dyreliv. Der skal tages hensyn både til lokale og globale miljøforhold, f.eks. ved at beskytte atmosfæren mod ændringer i ozonlaget, samt ved hensyn til klimaændringer, indsats mod forsuring og persistente organiske forurenende stoffer i havet. I hovedelementerne ved regulering af kilder indgår anvendelse af renere teknologi, som blandt andet omfatter anvendelse af den bedste tilgængelige teknologi, herunder, substitution, renseteknologi og bedste miljømæssige praksis.

Punktkilder

Miljøbeskyttelsesloven definerer i en liste, de virksomheder eller virksomhedstyper, der anses for særligt forurenende og derfor er omfattet en godkendelsesordning. Det skønens at ca. 6.000 virksomheder er pålagt godkendelsespligt, hvoraf halvdelen betegnes som bestående virksomheder, det vil sige virksomheder etableret før miljøbeskyttelsesloven ikrafttræden i 1974. For disse virksomheder er der etableret en indkaldelsesordning, der udløber i år 2002, hvorefter alle forurenende virksomheder vil have gennemgået en godkendelsesbehandling.

Reduktion af emissionen

Den hidtidige indsats over for særligt forurenende og derfor godkendelsespligtige virksomheder har resulteret i, at emissionen af nogle stærkt miljøbelastende kemiske stoffer til det ydre miljø er reduceret markant i de senere Dr. Der er sket fremskridt indenfor både rensningsteknologi og substitution af visse farlige kemiske stoffer. Ikke mindst spildevandsplanlægningen og Vandmiljøplanen med udbygningen af de kommunale renseanlæg har, i betragtning af, at størstedelen af Danmarks industrielle udledninger sker til de kommunale afløbssystemet, haft en væsentlig betydning. Godkendelse af de bestående virksomheder, der vil være tilendebragt inden for de næste 8-10 år, må forventes yderligere at nedbringe emissionen til det ydre miljø.

Fra oprydning til Renere teknologi

Hvor den første fase i miljøbeskyttelsesarbejdet - begyndende i 1960-70'erne - havde karakter af oprydning, hvor myndighederne greb ind over for en umiddelbar synlig forurening, så opstod der i 80'erne ideen om renere teknologi også kaldet den bedste tilgængelige teknologi, d.v.s. den mindst forurenende teknologi, der er teknisk gennemførlig og økonomisk opnåelig for den pågældende virksomhedstype, og hvis anvendelse resulterer i en reel reduktion af emissionen.

Emissionsbegrænsning

I dag skal kravene til indretning og drift af godkendelsespligtige virksomheder fastsattes ud fra, hvad der kan opnås med renere teknologi. Den derefter uundgåelige emission imødegås med krav om anvendelse af den bedste tilgængelige renseteknik, der ligeledes skal være økonomisk opnåelig for virksomheden.

Forebyggende indsats

I takt med at oprydningsarbejdet er skredet frem, er der kommet en mere nuanceret forståelse af miljøproblemer med vægten lagt på forebyggende arbejde. Det omfatter i dag regulering af materialestrømmen, d.v.s. emissionen fra hele det kredsløb som stoffer, produkter og materialer gennemløber fra råvare, gennem produktionsproces, anvendelse af slutprodukt til affald og bortskaffelse. I forlængelse heraf skal genanvendelse ses som en metode til at udnytte ressourcer i det affald, der trods renere teknologi altid vil blive produceret i et samfund.

Affaldsdepoter

I henhold til lov om affaldsdepoter bevilges der penge til oprydning af affalddepoter, der er forurenet af tidligere tiders ukontrollerede spild, henlæggelse og nedgravning af affald. Oprydningerne sker i prioriteret rækkefølge, således at de affaldsdepoter, som udgør den største trussel mod grundvand, recipienter og sundhed, ryddes op først. Jordforureningsudvalget har i sin betænkning fra foråret 1996, gennemgået reguleringen af indsatsen overfor affaldsdepoter og foreslået en ny samlet regulering med en mere målrettet indsats.

4.3 Den medieorienterede indsats

Fortyndingsprincip

I begyndelsen af 1970'erne vurderedes miljøeffekten fra emissioner hovedsagelig som et spørgsmål om koncentration af kemiske stoffer efter udledningen i forhold til koncentrationen i det omgivende miljø. Effekten i miljøet på plante- og dyrelivet blev kun sjældent vurderet og oftest kun i situationer, hvor der forekom direkte synlige miljøskader. Såfremt en emission skabte lokale miljøproblemer, bestod indsatsen i enten at flytte udledningsstedet til et område med større fortyndingsevne eller at etablere rensning før udledningen.

Vandmiljøet

Med miljøbeskyttelsesloven blev planlægning for vandområdernes kvalitet introduceret (oprindeligt recipientkvalitetsplanlægning) som et centralt styrende instrument i relation til beskyttelse af vandmiljøet. Oprindeligt blev udledningstilladelser givet udfra hvad recipientkvalitetskvaliteten viste, at recipienten kunne tåle. Denne anvendelse af recipientkvalitetsplanlægningen blev opgivet med vandmiljøhandlingsplanen i slutningen af 80'erne.

Recipinetkvalitetsplanlægningen består i dag i at kortlægge forureningskilderne og forureningstilstanden, fastsætte målsætninger for vandområdernes kvalitet på baggrund af en afvejning mellem hensynet til miljøet og konsekvensvurdering af indsatsen i relation til industriel og bymæssig udvikling samt andre anvendelser af vandet og endelig planlægge og iværksætte de indgreb, som vil Være nødvendige for, at målsætningerne kan opfyldes. Som udgangspunkt fastsattes i denne sammenhæng oftest en generel målsætning om ingen eller kun svag påvirkning af vandmiljøet i et ønske om at bevare et naturligt og alsidigt dyre- og planteliv.

I relation til udledninger indgår der i planlægningen mulighed for at udlægge et område omkring udledningen med en såkaldt lempet målsætning. Ved udledning af miljøbelastende stoffer Må der i et sådant område ikke forekomme akut giftvirkning umiddelbart efter udledningen, og på grænsen af området Må der ikke forekomme kroniske miljøeffekter på plante- og dyreliv. I praksis vurderes dette på baggrund af kvalitetskrav til vandområdet udtrykt som kvalitetsgrænseværdier for vandet, sedimentet og biologiske forhold.

Jordmiljø

En tilsvarende planlægning og kortlægning eksisterer ikke for jordmiljøet. Som led i indsatsen overfor gamle affaldsdepoter udfører amter og kommuner en uformaliseret kortlægning. Jordforureningsudvalget har i sin betænkning foreslået en mere formaliseret kortlægning og overvågning af jordmiljøet.

Overvågning

En styrke ved den medieorienterede tilgang er, at den indebærer en helhedsvurdering af miljøtilstanden og menneskeskabte påvirkninger. Der findes flere eksempler på, at konstaterede miljøeffekter i et medie har givet anledning til en kilde-, kemikalie- eller produktorienteret indsats for at nedbringe påvirkningerne af miljøet.

4.4 Kvalitetskriterier og grænseværdier

Vejledning til de decentrale myndigheder

For at støtte de decentrale myndigheder i deres arbejde med vurdering af udledninger af kemiske stoffer fra særligt forurenende virksomheder (som defineret i miljøbeskyttelsesloven), har Miljøstyrelsen gennem årene udført et omfattende udrednings- og vejledningsarbejde vedrørende fastsættelse af grænseværdier.

Miljøstyrelsen har f.eks. gennemført et udredningsarbejde om industrispildevands miljøeffekt. Angrebsvinklen er her dels farlighedsvurdering af de enkelte stoffer, som udgør spildevandsblandingen, dels en strategi for økotoksikologiske undersøgelseskrav og en stedsspecifik risikovurdering af den samlede spildevandsblanding.

Miljøstyrelsen har endvidere udsendt vejledninger som f.eks. luftvejledningen, der omfatter tilsvarende principper for vurdering af luftafkast fra virksomheder, således at der i vejledningen er fastsat udledningsværdier og bidragsværdier ("B-værdier") for en lang række kemiske stoffer. B-værdierne er fastsat som den konkrete udlednings maksimalt tilladelige bidrag til tilstedeværelsen af forurenende stoffer i luften beregnet som "immission". Ved fastsættelsen af "immissionskoncentrations-bidrag" tages der hensyn til, at koncentrationen skal være sikker at opholde sig i hele døgnet også for mere følsomme befolkningsgrupper. Udfra b-værdierne kan man beregne de tilladelige udledningsværdier fra skorstene samt skorstens-højden.

Som supplement til denne udledningsbaserede tilgang er der også i miljølovgivningen en medie- eller recipientbaseret tilgang. Således er der fastsat konkrete grænseværdier for den maksimalt tilladelige koncentration for en lang Række stoffer som en given udledning til f.eks. overfladevand eller luft måtte give anledning til. En lille del af udledningsgrænseværdierne er fastsat for at implementere EU-direktiver.

I EU-regi er der siden 1976 foretaget økotoksikologiske effektvurderinger og fastsat udledergrænseværdier og kvalitetskriterier for ca. halvdelen af de 130 stoffer på Liste I til direktivet for det akvatiske miljø. (Liste I omfatter stoffer, der i forbindelse med udarbejdelsen af direktivet blev udpeget, fordi man dengang skønnede, at de var særligt problematiske for vandmiljøet). Danmark har for nylig selv på tilsvarende måde fastsat økotoksikologisk baserede vandkvalitetskriterier for hovedparten af de resterende stoffer på Liste I, ligesom der tilsvarende for nylig er fastsat både sundheds- og miljømæssigt baserede kvalitetskriterier for en række stoffer i jordmiljøet.

Et kvalitetskriterium er en fagligt/videnskabelig begrundet nul-effekt koncentration for økosystemet eller for human påvirkning.

Det videnskabelige grundlag

Den videnskabelige vurdering, der danner grundlag for kvalitetskriteriumfastsættelse, foretages ved at man udfra stoffernes iboende effektegenskaber - undertiden ved også at inddrage relevante eksponerings-relaterede iboende egenskaber - beregner den dosis/koncentration af stoffet, der ikke vil medføre skader. Denne koncentration kaldes NOEL/C (No Observed Effect Level/Concentration).

Ved bedømmelsen indgår både om eksponeringen sker over kort henholdsvis lang tid, og om det er beskyttelse af sundhed henholdsvis miljøet, som er formålet.

Toksikologiske kvalitetskriterier

Når der er tale om beskyttelse af mennesket, sker fastsættelsen af kvalitetskriterier som oftest ved at beregne den for mennesket højeste ikke-skadelige dosis eller koncentration. Dette sker typisk ved "oversættelse" (ekstrapolation) af data for forsøgsdyr i laboratoriet til anslået sikre doser/koncentrationer for mennesket under anvendelse af en passende "sikkerhedsfaktor". Undertiden kan man i bedømmelsen også inddrage andre data så som erfaringer med skadelige effekter på mennesker udsat for stoffet eller data vedrørende relevante fysisk-kemiske parametre vedr. f.eks. stoffets evne til at fordampe (mulighed for optagelse ved indånding) eller stoffets fedtopløselighed (mulighed for hudoptagelse og mulighed for ophobning i fedtvæv).

Økotoksikologiske kvalitetskriterier

Når der er tale om miljø, sker fastsættelsen af kvalitetskriterier ved anvendelse af effektdata på forskellige naturligt forekommende organismer, der samlet "repræsenterer" de forskellige led i fødekæderne og samtlige de arter, som forekommer i den del af miljøet, som ønskes beskyttet. Her ekstrapoleres (beregnes) tilsvarende, som når kvalitetskriterier fastsattes for at beskytte sundheden. Man ekstrapolerer dog her fra få data angående kemikaliers direkte skadevirkninger på de enkelte forsøgsorganismer i laboratoriet til kemikaliernes evt. skadevirkninger på hele økosystemets naturlige struktur og funktion.

Sikkerhedsfaktor

Ofte findes der ikke data om skadelige langtidseffekter af kemikalier. Derfor er man ved fastsættelse af kvalitetskriterier i relation for både sundhed og miljø ofte nødt til at benytte data om eventuelle korttidseffekter, og derefter udfra disse anslå, hvilken dosis/koncentration af et givet kemikalie, som vil være relevant i forhold til beskyttelse imod forskellige langtidseffekter. Konkret sker det ved at anvende en passende "sikkerhedsfaktor". Sikkerhedsfaktorens størrelse vælges udfra, hvad der vil være rimeligt at anvende under iagttagelse af forsigtighedsprincippet, idet man bruger erfaringer med stoffer, hvor der findes både relevante korttids- og langtidsundersøgelser på forsøgsdyr samt evt. befolkningsundersøgelser. F.eks. anvendes ofte en "sikkerhedsfaktor" til oversættelse af undersøgelsesresultater på forsøgsdyr i laboratoriet til anslåede sikre doser eller koncentrationer for mennesket.

Fravær af data

Af videnskabelige grunde er der begrænsninger i brugen af "sikkerhedsfaktorer". I fravær af data om f.eks. kræftfremkaldende eller reproduktionsskadelige egenskaber ved et stof, anslår man ikke blot én eller anden stor "sikkerhedsfaktor". I sådanne tilfælde undlader man simpelthen at fastsætte en grænseværdi, der angiver en sikker dosis / koncentration imod disse effekttyper. Dette skyldes, at man ikke kan forudsige om et givet stof kan have de her nævnte effekter, hvis man ikke har egentlige data fra enten dyreforsøg eller befolkningsundersøgelser.

M.h.t. fastsættelse af kvalitetskriterier for miljøet benytter man typisk de tilgængelige data om effekter efter korttidsudsættelse for stoffet, idet man udfra de iboende egenskaber vedr. stoffets fordeling og omsætning i miljøet, vælger en passende "sikkerhedsfaktor". Er stoffet unedbrydeligt og ophobes det i f.eks. fisk, vælges således en stor "sikkerhedsfaktor", mens man kun vælger en mindre "sikkerhedsfaktor", hvis stoffet er letnedbrydeligt og ikke ophobes i diverse organismer.

Usikkerhed

Det er klart, at fastsættelse af kvalitetskriterier på denne måde er forbundet med relativ stor usikkerhed. Den skyldes som nævnt oftest mangel på information om langtidsvirkninger, hvad enten disse skyldes langtidsudsættelse for kemikaliet eller forsinket fremkomst af de skadelige effekter.

Fastsættelse af kvalitetskriterier for miljøeffekter er herudover usikre, fordi der kun findes data for kemikaliers direkte effekter overfor enkelte arter, som så skal "oversættes" til sikre koncentrationer for hele økosystemets struktur og funktion. En tilsvarende fundamental usikkerhed er forbundet med sundhedsfarevurderinger, der baserer sig på dyreforsøg. En af usikkerhederne skyldes bl.a. "at forsøgsdyr er forskellige fra mennesker", og at man ikke kender og derfor heller ikke kan tage højde for alle forskelle. Et tilknyttet fundamentalt problem er, at "dyremodellen" ikke kan forudsige alle effekttyper f.eks. kan den på nuværende tidspunkt ikke identificere luftvejsallergifremkaldende stoffer og kun visse af de hormonbalanceforstyrrende, neurotoksiske eller immunotoksiske stoffer. Tilsvarende har man i dag kun få internationalt anerkendte testmetoder, der kan sige noget om kemikaliers effekter på organismer, der lever i vandmiljøet, mens der er endnu færre testmetoder på dyr, der lever i jordbunden.

Der findes endelig yderligere en fundamental usikkerhed ved anvendelse af dyreforsøg til forudsigelse af kemikaliers effekter på sundheden eller naturen. Man kan kun i meget begrænset omfang forudsige effekterne af den samlede påvirkning af mennesket eller miljøet med mange forskellige kemikalier på Én gang. Farevurderinger foretages normalt på ét stof ad gangen. I modsætning hertil udsættes mennesket og naturen for mange kemikalier på Én gang.

Kvalitetskriterier og grænseværdier

Kvalitetskriterier har ikke status af udledergrænseværdier. De fortæller kun noget om ved hvilken koncentration i miljøet, der kan være et problem, men ikke noget om, hvorvidt man kan møde denne værdi, kontrollere udledningen eller om den er større eller mindre end baggrundskoncentrationen.

Ved fastsættelse af udledningsgrænseværdier indgår foruden den faglige vurdering af stoffets nul-effekt-koncentration (kvalitetskriteriet) også en vurdering af, i hvilken koncentration stoffet vil forekomme efter udledning i miljøet. Værdien er afhængig af udledningens fortynding i recipienten. Denne vurdering er en form for simpel risikovurdering af stoffet (se afsnit om risikovurdering).

I fastsættelsen af grænseværdier indgår der desuden tekniske, økonomiske og samfundsmæssige hensyn, idet det er udfra en afvejning af disse hensyn, at det fastsattes, hvilken koncentration af et stof, der kan accepteres i miljøet

Ved denne afvejning indgår det, at udledning/udslip m.v. som følge af forsigtighedsprincippet skal nedbringes mest muligt, hvis det er teknisk og økonomisk overkommeligt og at eksistensen af en grænseværdi ikke betyder, at man uden videre "fylder op til" grænseværdien.

Bekæmpelsesmidler i grundvand

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at de hidtidige EUregler for maksimale koncentrationer af bekæmpelsesmidler og bekæmpelsesmiddellignende omdannelsesprodukter i grundvand er fastsat udfra et andet princip end det ovenfor nævnte. Her har målsætningen været, at man ikke ville acceptere disse stoffer i grundvand. I praksis er det sket ved at fastsætte en lav koncentrationsgrænse for ethvert bekæmpelsesmiddel. Grænsen er 0,1 mg/l svarende til den kemiske analysegrænse, der var typisk for bekæmpelsesmidler, da EU-reglerne blev fastsat (1980). EU-grænseværdien for den samlede belastning med bekæmpelsesmidler og bekæmpelsesmiddellignende omdannelsesprodukter blev skønsmæssigt fastsat til 5 gange værdien for de enkelte bekæmpelsesmidler, d.v.s. 0,5 mg/l. Denne skulle tage højde for, at der ofte anvendes flere forskellige bekæmpelsesmidler på de samme jorder, og at mange bekæmpelsesmidler giver anledning til dannelse af flere farlige nedbrydningsprodukter.

Filosofien bag etableringen af de her to nævnte generelle og lave grænseværdier var ønsket om at kunne kontrollere, at grænseværdien bliver overholdt. En anden Årsag var princippet om, at man ikke ville acceptere forurening af grundvand, der i mange områder, som f.eks. Danmark, anvendes urenset til at forsyne befolkningen med drikkevand. EU-reglerne benyttes i forbindelse med vurdering af nødvendigheden for afværgeforanstaltninger til beskyttelse af grundvandet mod forurening med bekæmpelsesmidler. EU-reglerne bruges også i godkendelsesordningen for bekæmpelsesmidler, hvor man udfra midlernes påtænkte anvendelse og aktivstoffernes iboende egenskaber vedr. deres omsætning og transport i jord, vurderer om aktivstofferne og deres nedbrydningsprodukter vil overskride grundvandsgrænseværdierne.

Andre stoffer i grundvand

Som supplement til grænseværdifastsættelsen for bekæmpelsesmidler i grundvand har Miljøstyrelsen i en vejledning redegjort for, hvorledes man på et teknisk fagligt (toksikologisk) korrekt grundlag, som beskrevet ovenfor, kan fastsætte grænseværdier for andre typer af kemikalier, der kan forekomme i grundvand. Disse grænseværdier bruges til at vurdere om grundvandsboringer, hvor grænseværdierne overskrides, skal lukkes, eller om der skal etableres afværgeforanstaltninger.

4.5 Den kemikalieorienterede indsats

Kemikalieloven

Kemikaliereguleringen sker med baggrund i kemikalieloven (Lov om kemiske stoffer og produkter), som supplerer bl.a. miljøbeskyttelsesloven, havmiljøloven, arbejdsmiljøloven og levnedsmiddellovgivningen. Kemikalielovgivningen er meget kompliceret. Det skyldes dels det teknisk/faglige indhold, dels de mange bindinger til EU lovgivningen. Det er karakteristisk for kemikalielovgivningen, at den i modsætning til andre typer af lovgivning, der regulerer kemikalier (f.eks. miljø- og arbejdsmiljølovgivning), generelt følger de kemiske stoffer fra "vugge til grav", og at kemikaliereguleringen på denne måde går på tværs af traditionelle opdelinger mellem sektorer og medier. Generelt regulerer kemikalieloven derimod ikke indholdet af kemiske stoffer i almindelige varer og produkter. Dette betyder, at den diffuse udledning af kemiske stoffer, som hidrører fra almindelige forbrugsgoder, generelt ikke er reguleret af kemikalieloven.

Lidt forenklet kunne man sige, at mens miljølovgivningen navnlig regulerer de miljøforhold, som er forbundet med selve produktionen, supplerer kemikalielovgivningen med regler, som især retter sig mod de senere faser i et kemikalies livscyklus, d.v.s. under distribution, forbrug og som affald. Generelt må man derfor se kemikalielovgivningen som en supplerende angrebsvinkel til de kilde- og mediebaserede angrebsvinkler, der anvendes i andre typer af lovgivning, som regulerer kemikalier, herunder miljølovgivningen.

Lovens formål

Kemikalielovens formål er at "forebygge sundhedsfare og miljøskade i forbindelse med fremstilling, opbevaring, anvendelse og bortskaffelse af kemiske stoffer og produkter", idet "der lægges vægt på mulighederne for at fremme renere teknologi og for at begrænse problemer i forbindelse med affaldsbortskaffelse". Som det fremgår er lovgivningen altså en forebyggende lovgivning.

Forudsætninger

Forudsætningen for kemikalielovgivningens systematiske indsats er indgående kendskab til:

Først når denne viden er tilstede, er det muligt at udarbejde fareklassificeringer og risikovurderinger samt kvalitets- og acceptkriterier (grænseværdier), og dermed etablere et tilfredsstillende højt beskyttelsesniveau for miljøet og den menneskelige sundhed.

De tre grundlæggende elementer i dette arbejde er:

1) Tilfredsstillende data, herunder data om stoffernes fremstilling, brug og bortskaffelse samt undersøgelser, eller evt. beregning, af kemikaliernes egenskaber og effekter

2) Fare- og risikovurdering, hvor stoffernes farlighed og risikoen for mennesker og miljø vurderes på baggrund af data om kemiske stoffers egenskaber, anvendelse og skæbne.

3) Regulering, hvor ovenstående data og vurderinger benyttes, til at stille krav om emballering, faremærkning, forbud mod bestemte anvendelser eller deciderede markedsføringsforbud.

 

4.5.1 Internationalt samarbejde

Baggrund

De fleste sundheds- og miljøregler om kemikalier har international baggrund, der ofte går langt tilbage. Dette skyldes primært to forhold:

Harmonisering i OECD og EU

OECD og EU er derfor gået ind i kemikaliearbejdet for at sikre

landenes gensidige anerkendelse af data, for at harmonisere fare- og risikovurderinger af kemikalier med henblik på også at harmonisere reguleringen af kemikalier og dermed skabe basis for fri bevægelighed af kemikalierne som varer. I EU har dette resulteret i, at de EU-regler, der findes, i vidt omfang er totalharmoniseret. EU-reglerne er omfattende og indbefatter regler om beregnings- og undersøgelsesmetoder, datakrav, fare- og risikovurdering med tilhørende faremærkning og anvendelsesregulering af / forbud mod nye og eksisterende stoffer samt godkendelsesordninger for bekæmpelsesmiddel og biocider.

De totalharmoniserede regler i EU har betydet, at den danske indsats på kemikalieområdet i stadig stigende grad har koncentreret sig om at påvirke arbejdet med at fastsætte regler indenfor EU, og helst på et så tidligt tidspunkt som muligt.

Tilsigtede effekter

Generelt har den internationale harmoniseringsindsats vedr. kemikalier haft følgende tilsigtede effekter:

- at landene systematisk samarbejder og dermed reducerer dobbeltarbejde i forbindelse med fremskaffelse af data (herunder minimering af antallet af dyreforsøg) og de efterfølgende fare- og risikovurderinger,

- at landene samlet har kunnet stille mere omfattende oplysnings- og undersøgelseskrav og har fået fare- og risikovurderet betydelig flere kemikalier end et enkelt lille land, som Danmark, ville have været i stand til og

- at kemikalieindustrien i vidt omfang har undgået varierende data- og reguleringskrav fra de forskellige involverede lande, hvorved en meget væsentlig del af de tekniske handelshindringer for den frie kemikaliehandel er blevet fjernet.

Dette har på den anden side også medført, at det i realiteten er blevet vanskeligere at indføre nationalt begrundede nye anvendelsesreguleringer, i hvert fald når det drejer sig om deciderede markedsføringsforbud.

OECD's kemikalieprogram

OECD har siden 1981, hvor OECD's kemikaliegruppe blev etableret, beskæftiget sig med at udvikle og opdatere de såkaldte OECD test vejledninger for undersøgelse af kemikaliers iboende egenskaber i forbindelse med en beslutning om gensidig anerkendelse af testdata opnået ved brug af OECD's test vejledninger. Der findes OECD test vejledninger for fysisk-kemiske, toksikologiske og økotoksikologiske egenskaber, idet der p.t. er henholdsvis 17, 22 og 38 forskellige testvejledninger til bedømmelse af disse typer af egenskaber.

OECD's kemikalieprogram har også bidraget til at koordinere den internationale harmonisering af klassificeringsregler for kemikalier, d.v.s. FN's og andre organisationers klassificerings- og mærkningsregler m.v. af farligt gods og EU's regler om etikettering og mærkning af kemikalier på markedet. OECD har også etableret et pesticidprogram og forsøger at udforme internationale klassificeringskriterier for kemikaliers skadelige egenskaber overfor jordmiljøet.

Andre internationale fora

Også andre internationale fora som f.eks. diverse FN-organisationer samt luft- og havkonventionsorganisationer har udarbejdet og vedtaget konventioner, aftaler og løbende samarbejdsprogrammer vedrørende kemikalier, som Danmark har tiltrådt. Disse beslutninger er politisk - men ikke retligt - lige så forpligtende som EU-reglerne og er endvidere ofte udformet på en sådan møde, at landene i langt højere grad har frihed til at vælge, hvordan beslutningen skal efterleves. I modsætning hertil er de langt mere talrige EU regler særdeles detaljerede, totalharmoniserede og vedtaget med flertalsbeslutning. Desuden har EU-reglerne enten direkte retsvirkning i Danmark eller Danmark er retligt forpligtet til at implementere dem.

Danske rammer

En meget stor del af de eksisterende danske regler om kemikalier har således direkte og indirekte baggrund i internationale aftaler, regler eller samarbejde. Disse vil dog i næsten alle tilfælde have haft positiv dansk tilslutning og ofte have deres baggrund i initiativer fra den gruppe af miljøprogressive lande, som Danmark tilhører. Danmark har dog indimellem været imod det endelige forslag p.g.a. et for lavt beskyttelsesniveau.

Især EU-reglerne, men i ret vidt omfang også OECD-programmerne, der udgør en slags forbindelsesled mellem EU-reglerne og FN-programmerne, har meget stor betydning for de danske kemikalieregler. Udviklingen i EU og OECD er derfor også berørt i de efterfølgende afsnit.

4.5.2 Databehov og -krav

I den kemiske industris barndom blev der udviklet mange kemikalier, uden at man bekymrede sig synderligt om stoffernes farlige egenskaber. Der blev bl.a. som en konsekvens heraf ikke stillet krav om, at kemikalierne systematisk skulle undersøges for bl.a. sundheds- og miljøeffekter. I de tilfælde, hvor enten myndighederne eller industrien selv undersøgte kemikalierne for sådanne effekter, var der næsten altid kun tale om, at man undersøgte for akutte dødelige effekter på forsøgsdyr, som f.eks. rotter eller fisk, der optrådte som modeller for henholdsvis mennesket og vandmiljøet.

Mange effekter

Efterhånden øgedes imidlertid erkendelsen af, at kemikalier kunne have mange forskellige typer og grader af skadelige effekter og omfanget af undersøgelser steg derfor. Man inddrog også undersøgelser for forskellige langtidsskadelige sundheds- og miljøeffekter og undersøgelser af kemikaliernes fordeling og omsætning i naturen, herunder af kemikaliernes nedbrydelighed og evt. ophobning i forskellige organismer.

Manglende data

Selvom man i de seneste par årtier har undersøgt en lang række allerede markedsførte kemikalier, så er basale toksikologiske og økotoksikologiske data ofte ikke tilstede, selv ikke for kemikalier, som sælges i store mængder. Se tabel 4.1.

Tabel 4.1. Tilgængelige effektdata for de 2.700 stoffer, der markedsføres i størst mængde i EU.

Procentangivelserne i tabellen bygger på de data, som den kemiske industri har indsendt for stoffer, som indenfor EU-området markedsføres i mere end 1000 tons pr producent pr. år. Disse data er samlet i den såkaldte IUCLID-database. Datatilgængeligheden for de øvrige eksisterende stoffer - d.v.s. de stoffer, der ikke produceres i store mængder - er langt lavere end de i tabellen anførte. For eksempel anslås det, at kun 5-10 % af alle markedsførte kemikalier er undersøgt for akut giftvirkning og kun omkring 1 % for længerevarende giftvirkninger så som kræftfremkaldende effekter, skadevirkninger på formeringsevnen m.v.

Problemet med de mange dårligt undersøgte kemikalier blev sat på dagsordenen i fagkredse i 60'erne, hvor man fra miljømyndighedernes side i EU i 1967 vedtog det fortsat gældende kemikaliedirektiv omfattende "Listen over farlige stoffer", (se afsnit 4.5.3.).

Strategi

Herudover besluttede man sig i OECD- og EU-regi i begyndelsen af 80'erne for en strategi gående ud på:

- at nye stoffer skal vurderes udfra et minimum af oplysninger ("basissættet") før produktion eller markedsføring må finde sted,

- at der til kemikalier, der produceres / markedsføres i store mængder skal stilles yderligere oplysningskrav,

- at fremme udvikling af standardiserede metoder til bedømmelse af kemiske stoffers sundheds- og miljøskadelige egenskaber, såsom dyreeksperimentelle og reagensglasundersøgelser (OECD testvejledninger) samt computerbaserede beregnings-/vurderingsteknikker (de såkaldte Quantitative Structure Activity Relationships" eller QSAR's),

- at allerede markedsførte ("eksisterende") kemikalier skulle vurderes på stort set samme møde som nye stoffer, men i prioriteret rækkefølge, således at stoffer, der produceres i store mængder, skal vurderes først og de potentielt "værste" højtonnage stoffer allerførst og

- at udvikle og harmonisere fare- og risikovurderingsmetoder for kemikalier.

 

4.5.3 Farevurdering, klassificering og mærkning

Fareklassificering

EU's fareklassificerings- og -mærkningsregler er totalharmoniserede. Formålet med fareklassificering og -mærkning er at beskytte kemikaliebrugerne ved at advare om kemikaliernes farlige egenskaber samt at give passende generelle håndterings- og bortskaffelsesanvisninger.

Advarslen gives i form af fareklasser (hver klasse angives med hver sit store bogstav) med tilhørende iøjnefaldende faresymboler. F.eks. er fareklassen og -symbolet for "giftige" kemikalier henholdsvis et T og et dødningehoved, for "sundhedsskadelige" stoffer Xn og et Andreaskors, mens det for "miljøfarlige" kemikalier er N og et symbol med en død fisk og et vissent træ.

Klassificerings- og mærkningssystemet består herudover af forskellige standardiserede "Risikosætninger" (R-sætninger) og "Sikkerhedssætninger" (S-sætninger). De førstnævnte består af en nærmere beskrivelse af typen og graden af fare for et kemikalie i en given fareklasse. Sikkerhedssætningerne giver generelle anvisninger, der kan bruges for sikker håndtering, anvendelse og evt. bortskaffelse af et farligt kemikalie.

Klassificeringssystemet består af i alt 10 fareklasser og -symboler, 62 R-sætninger og 55 S-sætninger, der tildeles efter et detaljeret kriteriesæt p.b.a. tilgængelige data om stoffet, som skal klassificeres.

* D.v.s. den luftkoncentration af stoffet i gas-/dampform som i standardforsøg med rotter, der udsættes i 4 timer, dræber halvdelen.

** D.v.s. den koncentration af stoffet i vand som i korttidsforsøg dræber halvdelen af vandlevende organismer.

Ovennævnte eksempler på klassificeringer med tilhørende R- og S-sætninger er forsimplet, idet et kemisk stof ofte skal klassificeres og have R- og S-sætninger for flere forskellige sundheds- og miljøfarlige egenskaber på én gang.

Iboende egenskaber

Ved fareklassificering af kemiske stoffer inddeles stofferne altså i forskellige fareklasser og tildeles passende R- og S-sætninger udfra deres iboende egenskaber. Man anvender følgende detaljerede og formaliserede klassificeringskriterier:

1) Typen af fare fastlægges ved at se på forskellige typer af iboende egenskaber. Ved bedømmelsen af miljøfare benyttes f.eks. data om korttids- og langtidsgiftighed overfor fisk, dafnier og alger samt data om i hvilket omfang miljø udsættes for et stof, om stoffernes nedbrydelighed og evne til at bioakkumulere. Ved bedømmelsen af de forskellige typer af sundhedsfare inddrages data om akutte og kroniske giftvirkninger, der har relevans for menneskets sundhed, d.v.s. om kemikaliet umiddelbart er giftigt, hud- og øjenirriterende, ætsende, allergi- eller kræftfremkaldende, påvirker forplantningsevnen m.v.

2) Ved fastlæggelse af graden af fare bedømmer man, hvor markante de enkelte iboende egenskaber er. Ved denne bedømmelse afgøres f.eks. om et sundhedsfarligt kemikalie skal klassificeres som "sundhedsskadeligt", "giftigt" eller "meget giftigt", eller f.eks. om et miljøfarligt stof skal have tildelt R-sætningen "meget giftig... ", "giftig...." eller "skadelig for organismer, der lever i vand" og / eller om betingelserne for tildeling af R-sætningen "Kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet" er opfyldt.

3) Visse sundhedsfarlige egenskaber, som f.eks. kroniske giftvirkninger, kræftfremkaldende, fosterskadende og arveanlægsændrende egenskaber, er vanskelige at påvise med fuldstændig sikkerhed. Imidlertid findes der undertiden data der med stor sandsynlighed peger på, at et kemikalie faktisk besidder sådanne egenskaber. Klassificeringssystemet tager højde for behovet for at anvende forsigtighedsprincippet i denne situation. Kemikalier med visse sundhedsskadelige effekter skal således klassificeres forskelligt afhængigt af visheden for, om kemikaliet faktisk har/kan have den pågældende effekt. F.eks. skal uomtvisteligt kræftfremkaldende kemikalier klassificeres og mærkes med dødningehoved-symbolet, T og R-sætningen "Kan fremkalde kræft". Er visheden svagere, mærkes stoffet med Andreaskorset, Xn og R-sætningen "Mulighed for varig skade på helbred".

I EU har en stående arbejdsgruppe under Kommissionen farevurderet stadigt flere stoffer for et stigende antal skadelige egenskaber herunder også for en række langtidsskadevirkninger for menneskets sundhed. Det gælder f.eks. ca. 700 kul- og mineraloliekemikalier for kræftfremkaldende virkning. Ikke mindst p.g.a. nordisk input, har EU nu fået etableret et formaliseret kriteriesæt og vurderet en række stoffer for miljøfarlige egenskaber, som dog indtil nu kun omfatter skadevirkninger på vandmiljøet og det stratosfæriske ozonlag, (se tabel 4.3.).

* Disse klassificeringer omfatter kemiske stoffer og grupper af kemiske stoffer, hvorfor de i alt omfatter mindst dobbelt så mange enkelte kemiske stoffer som det antal, der er angivet i tabellen. Som illustration af at de enkelte "indgange" på "Listen over farlige stoffer" kan dække over mange forskellige stoffer, som findes på EU markedet (EINECS), kan det oplyses at f.eks. "akrylater / metacrylater" dækker 1031 stoffer, "arsen og arsenforbindelser" 230 stoffer, "selen og selenforbindelser" 271 stoffer, "cadmium og cadmimumforbindelser" 147 stoffer, "tin og tinforbindelser" 694 stoffer og "bly og blyforbindelser" 246 stoffer.

** Det største antal kræftklassificerede stoffer/stofgrupper er kul- og mineraloliefraktioner. Disse er ikke klassificeret udfra undersøgelser af hver enkelt oliefraktion men udfra disses indhold af en kræftfremkaldende komponent, f.eks. benzen, som i denne sammenhæng har fungeret som "kræftmarkør".

*** Antallet af miljøfareklassificerede stoffer/stofgrupper optaget på "Listen over farlige stoffer" i 1996 er 422. (En del af de vurderede stoffer på "Listen over farlige stoffer" skal nemlig ikke klassificeres for miljøfare).

Selvklassificering

Siden 1981 har producenter og importerer af farlige kemikalier i EU selv skullet klassificere og mærke ethvert farligt stof, som de ønsker at markedsføre i EU, og som ikke allerede står på "Listen over farlige stoffer". Selvklassificeringen skal i øvrigt ske i overensstemmelse med EU's "Mærkningsvejledning", som indeholder en beskrivelse af de detaljerede klassificeringskriterier. Beslutningen om at supplere det hidtidige "listeprincip" med dette "selvklassificeringsprincip" har medført en meget væsentlig forøgelse af antallet af stoffer, som bliver fareklassificeret og - mærket. Dette kan illustreres ved, at der i følge Produktregistret i 1996 er registeret ca. 4.100 forskellige kemiske stoffer, som er blevet klassificeret p.g.a. "selvklasificeringsprincippet". Dette antal "selvklassificerede" stoffer skal sammenholdes med de af EU klassificerede stoffer (se tabellen ovenfor) og med de ca. 11.000 totale antal forskellige kemiske indholdsstoffer, som indtil i dag er meddelt til Registeret. Af det foregående fremgår, at ca. halvdelen af de stoffer, som hidtil er blevet vurderet, skal fareklassificeres og -mærkes. Produktregistret indeholder i øvrigt ikke oplysning om alle fareklassificerede kemiske stoffer og produkter på det danske marked, idet indberetningspligten kun omfatter farlige stoffer og produkter, som benyttes på danske arbejdspladser. Selvklassificeringsreglen understreger i øvrigt, at enhver, der markedsfører farlige kemikalier, skal klassificere og mærke dem korrekt.

Kemiske produkter

Herudover udbyggede EU i 1988, ikke mindst p.g.a. danske initiativer, klassificerings og -mærkningsbestemmelserne for de sundhedsfarlige effekter til også at dække kemiske produkter, d.v.s. blandinger af stoffer. Det skete i erkendelse af, at langt det største volumen af kemiske stoffer markedsføres som bestanddele af kemiske produkter og ikke som enkeltstoffer. Regler for fareklassificering og -mærkning af kemiske produkter er udviklet på basis af de regler, der gælder for kemiske stoffer. Et produkts klassificering beregnes således udfra de enkelte indgående stoffers klassificering samt deres procentvise forekomst i produktet. Der er dog hidtil ikke gennemført regler for miljøfareklassificering af kemiske produkter, men et nordisk forslag indgår i et nyt forslag til rådsdirektiv om faremærkningsregler for produkter, som EU-Kommissionen har fremsendt til Rådet i juli 1996. Dette ændrede præparatdirektiv kan imidlertid tidligst forventes at træde i kraft omkring årtusindskiftet.

Klassificeringssystemet og andre regelsæt

Det er i denne forbindelse meget vigtigt at være opmærksom, at klassificeringssystemet ikke kun har betydning for reglerne om mærkning af kemiske stoffer og produkter, men at systemet også er grundlag for en række andre administrative regler såvel i Danmark som - endda i stigende grad - i EU.

Eksempler på vigtige danske regler er følgende:

Miljøbeskyttelseslovens regler om godkendelse af særligt forurenende virksomhed, hvor man på de indledende trin af vurderingen af de kemiske stoffer i industri-spildevandsudledninger benytter klassificeringsreglerne

Arbejdsmiljølovgivningens definition af farlige stoffer og materialer med tilhørende meddelsespligt til Produktregisteret om sammensætningen af produkter m.v. Arbejdstilsynets farlighedsbegreb baserer sig bl.a. på klassificeringskriterierne. Produktregistrets data er udgangspunktet for Arbejdstilsynets indsats vedrørende kemikaliesikkerhed. Produktregistrets data er også af meget stor betydning for danske muligheder for at påvirke EU's regeldannelsesarbejde både på miljø- og arbejdsmiljøområdet, idet de øvrige EU-lande ikke, bortset fra de nordiske lande, systematisk har indsamlet information om produktsammensætning og kemikaliebrug.

Eksempler på EU-regler er følgende:

Sevesodirektivet, der vedrører forebyggelse af større ulykker fra visse industrielle aktiviteter, benytter klassificeringsreglernes definition af farlige stoffer til at definere direktivets anvendelsesområde.

I farligt affaldsdirektivet danner reglerne for klassificering af kemiske stoffer grundlag for vurdering af, om affald er farligt.

Risikovurderingsreglerne for kemikalier, hvor man kun risikovurderer fareklassificerede stoffer, hvis der ikke er andre grunde til alligevel at foretage en risikovurdering (f.eks. fordi stoffet tilhører en gruppe kemikalier, som er mistænkt for én eller anden alvorlig egenskab såsom kræft, persistens m.v.)

Direktiver på arbejdsmiljøområdet vedrørende gravides arbejde, unges arbejde og regler for arbejde med kræftfremkaldende stoffer bygger direkte på klassificeringsreglerne, idet de henviser til den klassificering, som er besluttet i EU-Kommissionen arbejdsgruppe for klassificering.

Forbuds- og begrænsningsdirektivet bygger tilsvarende på en henvisning til den klassifikation, der er foretaget i henhold til klassificeringsreglerne. Som et eksempel kan nævnes et forbud mod salg af særligt farlige stoffer til private.

Af den mere produktorienterede regulering kan nævnes miljømærkedirektivet og legetøjsdirektivet, som begge indeholder en henvisning til klassificeringsreglerne med den konsekvens, at kemiske stoffer og produkter, der er klassificeret som farlige ikke kan tildeles et miljømærke eller indgå i legetøj.

Det følger af aerosoldirektivet, at aerosoldåse skal mærkes for brandfare i overensstemmelse med klassificeringsreglerne.

Direktivet om PIC-proceduren, d.v.s. pligten til forudgående anmeldelse til modtagerlandet inden eksport af farlige stoffer til tredjelande, afgrænser ordningens anvendelsesområde ved at henvise til klassificeringsreglerne.

Endelig bygger vurderingen af aktivstofferne egenskaber i forbindelse med plantebeskyttelsesdirektivet på klassificeringsreglerne.

4.5.4 Risikovurdering

Generelt

Meget ofte defineres ordet risiko som sandsynligheden for og konsekvenserne af, at en skadelig eller uønsket hændelse finder sted. Principielt anvender man også ordet "risikovurdering" af kemikalier i overensstemmelse med denne definition.

Definitionen passer dog bedre til at beskrive den fremgangsmøde, man anvender, når man vurderer risikobetonede aktiviteter, som det f.eks. gøres i forbindelse med myndighedernes behandling af risikobetonede virksomheder, end når man foretager generelle risikovurderinger af kemikalier.

Risikovurdering af kemikalier

Når man risikovurderer kemikalier sker det i praksis ofte ved at man simpelt hen sammenholder kemikaliernes iboende farlige egenskaber med den sandsynlige udsættelse af henholdsvis mennesker og miljø. I princippet anvender man altså samme form for farevurdering, som anvendes ved grænseværdifastsættelser, idet man dividerer den beregnede/vurderede "sikre dosis/ koncentration" med den dosis eller koncentration, som man kan forudse at mennesker eller miljøet, vil blive udsat for. Herved fås det såkaldte "risiko(karakteriserings)forhold". Er denne større end én, foreligger der en risiko. Dette har normalt som konsekvens, at man forsøger at foretage en mere sikker bedømmelse af risikoen, d.v.s. af udsættelsen og/eller de beregnede/vurderede sikre dosis eller koncentration.

Bedømmelser af udsættelsen kan typisk gøres ved at indhente flere oplysninger om stoffets produktion, anvendelse og/eller bortskaffelse. Hvis det ikke kan lade sig gøre at få yderligere oplysninger om stoffets egenskaber og/eller brug m.v., eller hvis også yderligere oplysninger viser, at risikoforholdet er større end én, bør der fastsættes bestemmelser, der mindsker risikoen.

Eksponeringsanalyser

Nedenfor omtales principielle forhold, der indgår i de generelle risikovurderinger (i modsætning til tids- og stedsspecifikke). Principperne for farevurdering er allerede behandlet i det foregående afsnit. De generelle eksponeringsanalyser omfatter hele livscyklus for stofferne, og foretages ofte således, at man kan bedømme udsættelsen på regionalt og lokalt niveau. Generelle risikovurderinger foretages normalt som forudsætning for evt. at indføre anvendelsesbegrænsninger eller forbud mod kemiske stoffer. De foretages især med henblik på beskyttelse af arbejdstagere, forbrugere, andre personer, som udsættes via drikkevand og føden, renseanlæg og de forskellige dele af miljøet (vand, jord og dyr), som befinder sig i enden af fødekæden.

Ved generelle risikovurderinger er formålet at vurdere om et kemikalie ved dets forudsete normale brug og anvendelse - samt evt. forudseelige misbrug - kan give anledning til, at der foreligger en risiko. Man er således nødt til i sine vurderinger, at forudsætte forskellige generelle - men rimelige - betingelser, der har betydning for i hvor høj grad stoffet vil belaste mennesker og miljøet. Disse standardbetingelser kan f.eks. vedrøre forskellige karakteristika ved den recipient, som modtager spildevand, der indeholder stoffet, såsom hvor meget af spildevandet, der renses, fortyndes o.s.v. Standardbetingelserne er ofte valgt således, at de repræsenterer forhold, der er "de værst tænkelige".

Modeller

Ved eksponeringsanalyserne bruges ofte beregninger/computermodelsimuleringer, og findes der moniteringsdata om stoffet, inddrages disse. Generelt kan man sige at eksponeringsmodeller er formaliserede og forsimplede modeller af den komplekse transport, fordeling og omsætning af kemikalier, der sker i f.eks. arbejdsmiljøet eller naturen med de store forskelle, der eksisterer fra sted til sted.

Produktregistre

En meget vigtig kilde til den samlede - ofte meget - store usikkerhed, der er forbundet med at foretage eksponeringsanalyser, hidrører fra selve grundlaget for eksponeringsanalysen, nemlig vurderingen af, hvorledes stoffet slipper ud til miljøet eller udsætter mennesket specielt i forbindelse med stoffets brug. Årsagen til denne usikkerhed er simpelthen, at kemikalieproducenterne og myndighederne meget ofte kun har et ringe kendskab til, hvorledes kemiske stoffer bruges, idet de ikke ved i hvilke kemiske produkter, stofferne indgår. I de nordiske landes produktregistre findes sådanne oplysninger imidlertid. F.eks. er der i det danske Produktregister oplysning om sammensætningen af ca. 60.000 kemiske produkter.

Diffus spredning

Det største problem, når man taler om eksponering, er nok den diffuse spredning af de kemiske stoffer, der indgår i en lang række produkter og varer, der cirkulerer rundt i samfundet.

Usikkerhed

Alt i alt kan man konkludere, at de generelle risikovurderinger af kemikalier faktisk kun kan sige noget om den potentielle risiko. Risikovurderingen foretages med baggrund i videnskabelige principper, men de enkelte led i risikovurdedringen indeholder store elementer af skøn og dermed forbundne usikkerheder, hvor anvendelse af forsigtighedsprincippet er vigtigt. Man kan altså ikke bevise, om resultatet af en generel risikovurdering passer med "den virkelige risiko", fordi en sådan ikke findes i abstrakt forstand, idet en konkret risiko afhænger af tid og sted og i øvrigt også vil være usikkert bestemt.

OECD var den første internationale organisation som i midten af 80'erne etablerede et risikovurderingsprogram for kemikalier, der produceres i store mængder samt et risikoreduktionsprogram. Angrebsvinklen i OECD har været "learning by doing" og først at tage fat på vurderingen af de højtonnagestoffer, hvor der mangler data, netop med henblik på at tilvejebringe de manglende data. De forskellige OECD lande har "delt byrden" m.h.t. dataindsamling, datagenerering og -vurdering, og der er indtil nu risikovurderet omkring 100 højtonnage stoffer i OECD's risikovurderingsprogram, mens ca. 300 stoffer er under vurdering. I de tilfælde, hvor en risiko er blevet identificeret, er fælles risikoreduktionstiltag ofte løbet mere eller mindre ud i sandet p.g.a. OECD landenes forskellige afvejning af mulige fordele/ulemper ved diverse risikoreduktionstiltag, herunder de erhvervsøkonomiske konsekvenser for de forskellige lande eller industrier.

EU - nye stoffer

I Danmark gennemførtes i 1981 i samarbejde med de øvrige EU-lande regler, der indebærer, at nye stoffer, der markedsføres over en vis mængde (1 ton/år) skal være undersøgt efter et bestemt undersøgelsesprogram ("basissættet"), der sikrer, at en rimelig farligheds- og risikovurdering foretages, før stoffet markedsføres. Det land, der modtager en anmeldelse af et nyt stof, optræder på de øvrige landes vegne og påser, at undersøgelserne er korrekt gennemført, fareklassificerer og -marker samt risikovurderer stoffet. Hvis den markedsførte mængde er større skal undersøgelsesprogrammet suppleres med flere og mere dybtgående undersøgelser. Der opereres med et trinvist opbygget datakravsystem således, at der til årlige tonnageniveauer på 10 tons, 100 tons og 1000 tons er tilknyttet krav om at gennemføre bestemte "undersøgelsespakker". Der kan altid stilles krav om yderligere data før et bestemt tonnageniveau når, hvis dette synes påkrævet udfra den risikovurdering, der foretages.

I perioden fra 1981 til i dag (juni 1996) er der anmeldt omkring 1.800 nye stoffer i EU, hvoraf en stor del er farvestoffer. Andre vigtige anvendelser blandt de nye stoffer er additiver til plast og smøreolie samt foto- og papirkemikalier.

Kun for to af de ca. 1.800 nyanmeldte stoffer er der i EU fastsat bestemmelser om forbud imod markedsføring, fordi risikovurderingen har resulteret i, at en uacceptabel risiko er blevet identificeret. Hertil skal dog tilføjes, at det vurderes, at anmeldelsesreglerne for nye stoffer har medført, at virksomhederne har indført en udstrakt grad af "selvcensur", d.v.s. har undladt at prøve at markedsføre stoffer, som måtte forventes at medføre en risiko for mennesker eller miljø. Kun omkring 10 nye stoffer er i alt blevet anmeldt i Danmark, mens Tyskland har modtaget op mod halvdelen af de 1.800 stoffer, fulgt af England, Frankrig, Holland og Italien. Opgaven med at kvalitetskontrollere en anmeldelse og foretage en risikovurdering er ressourcekrævende, og Danmark haster på dette område store fordele af samarbejdet med en beskeden egenindsats.

EU - eksisterende stoffer

Risikovurdering af de eksisterende stoffer foretages på samme møde som på nye stoffer. Men i forhold til risikovurdering af nye stoffer, er risikovurdering af eksisterende stoffer, der produceres i store mængder, betydeligt vanskeligere. Det skyldes, at de tilgængelige data er af varierende kvalitet og kvantitet, og at der ofte også foreligger moniteringsdata, som man også skal tage stilling til. En anden årsag er, at brugsmønstret - og dermed udslips- og eksponeringsanalysen - for de eksisterende højtonnagestoffer meget ofte er særdeles kompleks i modsætning til brugsmønstret for nye stoffer, der generelt må betegnes som specialkemikalier.

Risikovurderingsreglerne, der er fastsat i en EU forordning, indebærer følgende:

Danmark - eksisterende stoffer

Udover arbejdet med risikovurderinger i EU- og OECD-regi foretages der også rent danske risikovurderinger, når det skal afklares, hvorvidt der er behov for anvendelsesbegrænsninger overfor f.eks. produkter indeholdende skadelige kemiske stoffer. Disse farevurderinger foregår principielt på nogenlunde samme møde som EU- og OECD-vurderingerne, men de suppleres ofte med konkrete kortlægninger/målinger af tilstedeværelsen af de skadelige stoffer i forskellige medier. Derudover udarbejdes der massestrømsanalyser (se afsnit 3.1.), der skal sikre et så korrekt billede som muligt af stoffernes spredning via processer, produkter, brug og affald. Endelig er det i den forbindelse nødvendigt at vurdere mulige alternativer; det være sig alternative stoffer, produkter eller teknologier, samt de erhvervs- og samfundsøkonomiske forhold ved en given regulering.

Bekæmpelsesmiddeler

Aktivstoffer, der anvendes i bekæmpelsesmidler, er kendetegnet ved at være udviklet til at være biologisk aktive og er dermed ofte miljøfarlige, samtidig med, at de i anvendelsen tilfreds miljøet direkte. Generelt findes der langt flere data om disse aktivstoffers iboende egenskaber, herunder om farlige langtidseffekter end om andre kemiske stoffer. Der er f.eks. større viden om bekæmpelsesmidlernes brug, herunder om behandlingshyppighed, dosering og brugsomstændigheder. Dette betyder, at den generelle risikovurdering, der foretages af aktive stoffer i bekæmpelsesmidler er mere detaljeret og omfattende og mindre usikker end den generelle risikovurdering, der kan foretages af langt de fleste andre kemiske stoffer.

For bekæmpelsesmidler kræves i Danmark, ligesom i de fleste industrialiserede lande, godkendelse inden anvendelse. I Danmark markedsføres ca. 900 bekæmpelsesmidler indeholdende ca. 200 forskellige aktivstoffer.

For bekæmpelsesmidler foretager Miljøstyrelsen en samlet risikovurdering på baggrund af den ansøgte anvendelse. Godkendelsen skal sikre, at midlerne ikke har nogen skadelige direkte eller indirekte virkninger på sundhed og miljø, hvor der især lægges vægt på henholdsvis langtidseffekter som kræft og reproduktionsskadelige effekter og for miljøets vedkommende på udbredelse og omsætning i miljøet - herunder forurening af grundvand og indvirkning på arter udenfor målgruppen.

Helt nye (i EU) aktive stoffer, og stoffer der er under EU-revurdering bedømmes i en EU-Komité - Den stående Plantesundhedskomité. Såfremt stoffet optages på en positivliste, kan de nationale myndigheder efter ansøgning godkende et givet middel indeholdende dette stof, ligesom de enkelte nationale myndigheder gensidigt skal anerkende andre landes godkendelser af midler indeholdende dette stof. En sådan anerkendelse behøver dog ikke finde sted, hvis det kan bevises, at der i det land, som ikke vil anerkende stoffet, vil foreligge en risiko p.g.a. geografiske og/eller klimatiske forskelle mellem dette land og det land, som godkendte midlet.

Der er således en glidende overgang fra nationale godkendelsesordninger til en fælles EU-godkendelsesordning.

Biocider

Foruden den eksisterende EU-godkendelsesordning for plantebeskyttelsesmidler er der netop vedtaget en EU-ordning for biocidholdige produkter. Ved biocider forstås her produkter, der bruges til bekæmpelse af organismer, der er sundhedsskadelige for mennesker eller dyr, og organismer, der skader naturlige eller forarbejdede produkter. Gruppen omfatter en lang række meget forskelligartede produkter som træbeskyttelsesmidler, visse insekticider, akvatiske biocider og desinficerende midler. Det bør bemærkes, at dette direktiv er et fremskridt for Danmark, der ikke i dag regulerer biocider på samme indgående møde.

Direktivet om markedsføring af biocidholdige produkter skal sikre en harmonisering af godkendelsesproceduren med specificerede (minimums)krav til dokumentationsmateriale samt fælles principper for risikovurdering. Kravene til dokumentation ligger tæt op ad de krav, der i dag gælder for plantebeskyttelsesmidler, ligesom direktivet også omfatter udarbejdelse af en EU-liste med de aktive stoffer, der anvendes i biocidprodukter. Listen skal danne basis for gensidig godkendelse af biocidholdige produkter i medlemsstaterne.

I biociddirektivet indgår det som et krav, at det skal vurderes (på fællesskabsniveau), om der findes andre produkter eller metoder, som er betydeligt mindre farlige for sundheden eller mindre skadelige for miljøet. På EU-plan skønnes der at eksistere ca. 7-800 stoffer, der anvendes som biocider i ca. 15.000 forskellige midler. Antallet af stoffer og midler, der anvendes i Danmark, kendes endnu ikke.

4.6 Reduktionstiltag

4.6.1 Substitutionsprincippet

Regulering tættest muligt ved kilden

For at minimere sundheds- og miljøbelastningen belastningen fra kemiske stoffer i alle trin i livscyklus, skal indsatsen ske tættest muligt ved kilden. Dette indebærer, at der primært skal satses på substitution, sekundært på genanvendelse, rensning og deponering.

Anvendelse af substitutionsprincippet sikrer, at belastningen reduceres mest muligt. Substitution indebærer, at et skadeligt stof, produkt eller proces erstattes med andre mindre skadelige stoffer, produkter eller processer med samme funktion. Substitution skal foretages med de mindst miljø- og sundhedsbelastende stoffer og produkter, hvis der er flere muligheder. Tekniske forhold samt erhvervs- og samfundsøkonomiske forhold skal også tages i betragtning.

Samfundsøkonomiske omkostninger

Samfundet afholder betydelige omkostninger i form af personressourcer og penge til at monitere, kontrollere og minimere spredningen af farlige kemiske stoffer til miljøet samt for at afbryde virkningen af tidligere forurening. Disse omkostninger er reelt set en naturlig følge af de miljøbelastende stoffers anvendelse.

Et eksempler på et miljøfremmed stof, der giver betydelige samfundsøkonomiske omkostninger, er bly. Omkostninger til forureningsbekæmpelse kan beregnes til 80-120 millioner årligt, svarende til 4 kr./kg bly af det Årlige forbrug i Danmark (NMR, 1994). Et andet eksempel er PVC, hvor det alene koster samfundet ca. 2 kr. pr. kg PVC, der forbrændes.

4.6.2 Anvendelsesbegrænsning

Regler om forbud mod eller anvendelsesbegrænsning af særligt miljø- og sundhedsbelastende kemiske stoffer kan enten være baseret på beslutninger taget i internationale fora (herunder især EU) eller de kan være rent nationalt baserede.

Tungmetaller

I Danmark er der lagt et stort arbejde i at begrænse forureningen med tungmetallerne cadmium, kviksølv og bly.

På tungmetalområdet er det substitutionsprincippet, der ligger til grund for reglerne, der er udformet som generelle forbud mod anvendelse af tungmetaller men med undtagelser for de anvendelser, der endnu ikke kan substitueres.

Reguleringen af cadmium stammer fra 1983, kviksølv fra 1994. Vedrørende bly er der i dag indgreb mod enkelte former for anvendelser med stor betydning, f.eks. bly i benzin samt blyhagl. Et generelt forbud er undervejs.

Ozonlagsnedbrydende stoffer

Indsatsen over for de ozonlagsnedbrydende stoffer er i Danmark omfattende og har benyttet en kombination af række styringsmidler. Der har således siden 1987 været anvendt forbud, afgifter, internationalt samarbejde, udviklingsprogram/renere teknologi og information.

Andre stoffer

Der har desuden været en bred indsats over for enkeltstoffer i produkter, som i kraft af den møde, hvorpå produkterne anvendes, medfører risiko. Det drejer sig f.eks. om nikkel, nitrosaminer, creosot, PCP, PCB og PCT, bromerede flammehæmmere, formaldehyd, organiske tinforbindelser m.m.

PVC

PVC giver anledning til en række af miljøproblemer især ved bortskaffelsen men også under produktion og ved brug. Chlorindholdet og indholdet af tilsætningsstoffer nødvendiggør røggasrensning i forbindelse med affaldsforbrænding. Den store mængde af problematiske restprodukter, som fremkommer fra røggasrensningen, karakteriseres som farligt affald på grund af bl.a. PH og indhold af tungmetaller. I de seneste år er der endvidere kommet ny viden om miljøeffekter fra additiver til PVC, herunder phthalater, der bruges som blødgørere. Phthalaterne, der vurderes at have langtidseffekter på vandmiljøet, er fundet i store koncentrationer i spildevand og slam.

På baggrund af problemerne ved forbrænding af PVC indgik Miljøministeriet og Plastindustrien i Danmark i 1991 en aftale om anvendelsen af PVC. Formålet med aftalen er at friholde forbrændingsanlæggene i Danmark for PVC.

4.7 Virkemidler

I arbejdet med at reducere belastningen af mennesker og miljø fra kemiske stoffer anvendes forskellige virkemidler til bl.a. at gennemføre strategierne (substitution, genanvendelse, rensning o.s.v.). Som regel vil en kombination af virkemidler samlet være det bedste valg for at opnå den ønskede effekt. Der er dog forskel på egnetheden af de forskellige styringsmidler. Substitution fremmes f.eks. hurtigere ved retlig regulering end ved information.

De virkemidler, der i dag anvendes, omfatter en bred vifte af instrumenter:

Forbud

Forbud er udstedt mod salg af bestemte særligt farlige stoffer eller produkter, ligesom der til opfølgning af internationale aftaler er udstedt et forbud mod dumping af farligt affald.

Generelt kan man sige, at forbud som styringsmiddel er effektivt men ufleksibelt, idet det, samtidig med at man gennemfører et forbud, er nødvendigt detaljeret at tage stilling til, hvilke former for anvendelse, der eventuelt skal undtages. Endvidere nødvendiggør forbud tilsyn med, at det overholdes.

Godkendelse

Et klart eksempel på en godkendelsesordning på kemikalieområdet er godkendelsesordningen for bekæmpelsesmidler, men endvidere kan nævnes godkendelsespligten efter miljøbeskyttelseslovens kap. 4 (spildevandsudledning) og kap. 5 (særligt forurenende virksomheder), som er reguleringer, der medvirker til en væsentlig regulering af hvilke kemiske stoffer, der udledes.

Som styringsmiddel er godkendelse særdeles effektivt og samtidigt er det fleksibelt. Midlets største svaghed er, at det er ressourcekrævende, bl.a. fordi myndighederne p.g.a. det indbyggede medansvar for "forkerte" vurderinger, er nødt til at være omhyggelige.

Andre regler

Andre regler om salg, anvendelse eller bortskaffelse medvirker ligeledes til at begrænse den risiko, som mennesker og miljø udsættes for. Som eksempler kan nævnes forbud mod salg af giftige kemikalier til private, arbejdsmiljøregler om udluftning eller særlig påklædning samt regler om bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald. Endvidere findes reguleringer, der bygger på positiv- og negativlister, der angiver hvilke stoffer der kun mø eller ikke anvendes. Endelig findes eksempler på regler, der udformes som "performancekrav", d.v.s. at kun stoffer, der opfylder bestemte krav   anvendes, f.eks. krav om anvendelse af nedbrydelige stoffer i vaske- og rengøringsmiddel.

Økonomiske styringsmidler

I dag anvendes både egentlige miljøafgifter, som kan fremme substitution og pant, som kan fremme genanvendelse. Som eksempler på miljøafgifter kan nævnes afgifter på CFC'ere, visse chlorerede opløsningsmidler og pesticider.

Disse midlers styrke ligger i, at de udnytter markedsmekanismen til at fremme en hensigtsmæssig adfærd. Ofte kan de dog indebære et vist ressourceforbrug til administration og kontrol.

Også ved hjælp af støtteordninger til fremme af genanvendelse og renere teknologi kan man fremme udviklingen af nye teknikker og produkter, der begrænser anvendelsen af uønskede kemiske stoffer og produkter.

Mærknings- og emballeringskrav

Dette middel har længe været anvendt ved farlige kemikalier. Formålet med mærkningskravene er her at advare brugerne om stoffernes farlige egenskaber, så de enten kan fravælge dem, eller bruge og bortskaffe dem korrekt.

Disse krav er administrativt relativt enkle, og de er virksomme for så vidt angår håndtering af kemiske stoffer og produkter, som sælges og anvendes. Desuden er det indtrykket, at disse regler har en "selvregulerende" effekt på industrien, idet mange produkter sammensættes således, at de lige netop ikke skal klassificeres som farlige eller ligger lige under grænsen for en skrappere klassificering. Midlets begrænsning er, at det kun er anvendeligt på stoffer og produkter, der markedsføres, og at effekten af mærkningen/emballeringen forudsætter, at information om farlighed faktisk får brugerne til at opføre sig fornuftigt.

Aftaler

Aftaler er i de senere år bl.a. blevet anvendt til at få industrien til at reducere anvendelsen af PVC, alkylphenolethoxylater i vaske- og rengøringsmiddel samt udledningen af VOC'er. Desuden er der indgået en aftale med producenter og importører af blyakkumulatorer, som indebærer, at de tilbagetager brugte akkumulatorer.

Både aftalernes styrke og svaghed ligger i frivilligheden. På den ene side er det ofte muligt at opnå forståelse og støtte til mere vidtgående miljøtiltag, hvis industrien selv har haft indflydelse på udformningen, herunder de indbyggede tidsfrister. Omvendt er enkeltfirmaers tilslutning til en brancheaftale helt afgørende for, at den får en effekt. Endelig omfatter aftalerne ikke virksomheder eller importører udenfor de organisationer, der har indgået aftalerne. Ved indgåelse af aftaler skal man endvidere være opmærksom på, at branchen typisk vil have en meget stærk forventning om at være "fredet" i en længere årrække efter aftalens indgåelse, hvilket der bør tages højde for ved udformningen af aftalerne.

Grøn indkøbspolitik

Offentlig grøn indkøbspolitik er et relativt nyt middel. Effekten af dette middel afhænger i høj grad af motivationen hos de indkøbsansvarlige samt af de pågældende muligheder for at skabe sig overblik over hvilke alternativer, der findes.

Beslutningen i mange kommuner om ikke at indkøbe og anvende sprøjtemidler på offentlige anlæg er et eksempel på et sådant effektfuldt offentligt tiltag.

Standarder

Produktstandarder indeholder bl.a. retningslinjer for produkters funktion, sikkerhed og form. En standard er i princippet en frivillig aftale, som virksomheder i stor udstrækning refererer til ved handel nationalt og internationalt, men standarden kan gøres bindende, hvis den indarbejdes i lovgivning. Standarder fastlægges i internationale standardiseringsorganisationers regi. Endnu findes der ingen krav til, at standarder skal udformes på en sådan møde, at de tager hensyn til miljøet, men Miljøstyrelsen deltager i arbejde herom i den europæiske standardiseringsorganisation (CEN).

Miljødeklarationer

Miljødeklarationer indebærer en forpligtelse for producenter og importører til at tilvejebringe og videregive informationer om produkters miljøbelastning i forbindelse med produktion, brug og bortskaffelse. Miljødeklarationer kan virke som konkurrenceparametre, idet miljøbevidste formodes at fravælge produkter med dårlige miljøegenskaber. I modsætning til miljømærker (se nedenfor) vil miljødeklarationer være kendetegnet ved at omfatte samtlige produkter indenfor en produktkategori og vil formentlig være mere effektive, da også producenter eller importører af produkter med dårlige miljøegenskaber, vil være nødt til enten at deklarere deres produkter eller opgive at sælge dem. Endnu findes der i Danmark ikke erfaringer med effekten af miljødeklarationer.

Miljømærke.

Miljømærker, som producenter kan søge om at få lov til at sætte på deres produkter, er udviklet såvel på europæisk som på nordisk niveau. Ordningerne indebærer, at kun produkter, der overholder visse nærmere bestemte miljøkrav skal være berettigede til at få mærket. Mærkerne er tænkt som et konkurrenceparameter, idet de miljøbevidste forbrugere formodes at vælge et miljømærket produkt. Ordningernes succes afhænger i sidste ende af, hvor effektivt ordningerne for de forskellige varegrupper implementeres og i hvor høj grad miljøspørgsmål styrer forbrugerens produktvalg.

Information.

Informationskampagner m.v. om miljøspørgsmål bruges i dag i begrænset omfang som adfærdsregulator enten til at fremme efterspørgslen efter mindre miljøbelastende produkter, ved at minimere forbruget af miljøskadelige produkter eller sikre miljømæssig korrekt bortskaffelse af miljøskadelige produkter eller stoffer.

4.8 Internationale aftaler

Indenfor det kemiske område er der indgået en række globale (FN-regi) og regionale aftaler/konventioner, bl.a. fordi kemikalier handles internationalt, og deres virkninger kan være grænseoverskridende. Således arbejder adskillige internationale fora på afvikling af en lang række af kemiske stoffer, der er uønskede på grund af deres sundheds- og miljøfarlige egenskaber. Under sundhed- og miljøfarlige egenskaber forstås toksicitet, persistens eller tilbøjelighed til at bioakkumulere samt nedbrydning af ozonlaget.

Det skal bemærkes, at kemiske stoffer også indgår i internationale aftaler om bl.a. affald, f.eks. London-konventionen om forbud mod dumpning af farligt affald og Basel-konventionen om forbud mod eksport af farligt affald. Da disse konventioner ikke vedrører afvikling af stoffernes anvendelse men derimod forbud mod visse former for bortskaffelse, er disse konventioner ikke medtaget i nedenstående oversigt.

De første internationale initiativer søgte ad politisk vej at fremskynde afvikling af velkendte og yderst farlige kemiske stoffer, ved at opstille lister over uønskede stoffer.

I de senere år er arbejdet inden for internationale fora i højere grad koncentreret om kriterier for udvælgelsen af uønskede kemiske stoffer og opstilling af generelle mål for reduktionen af udledninger. Udpegning af enkelte veldefinerede kemiske stoffer erstattes gerne med angivelsen af hele stofgrupper, til tider meget bredt defineret.

På den baggrund er en udtømmende opstilling af alle uønskede kemiske stoffer, subsidiært stofgrupper ikke mulig, hvorfor tabellen, der fremgår af Bilag 1, ikke er udtømmende. I tabellen nævnes ca. 230 uønskede stoffer og 29 stofgrupper, som er omfattet af internationale beslutninger og/eller dansk regulering.

Tabellen sammenfatter afviklingslister fra følgende internationale fora:

EU-direktiver

Efter EU-direktivet om det akvatiske miljø fra 1976 er medlemsstaterne forpligtet til at træffe egnede foranstaltninger for at eliminere forureningen af ferske og marine områder med farlige stoffer, der er opført på Liste I. Desuden er medlemsstaterne forpligtet til at nedbringe forureningen med farlige stoffer, som er opført på en Liste II, men kun som et første skridt på vej mod elimination af disse stoffer. På denne baggrund er der i EU-regi for en række Liste I-stoffer (p.t. 17 stoffer) fastsat grænseværdier for udledninger, herunder tilslutninger til renseanlæg samt kvalitetsmåsætninger. For de øvrige stoffer, som er udpeget til at blive optaget på liste I (ca. 130 stoffer) er medlemsstaterne pålagt at fastsætte bindende kvalitetskrav.

NSK

Den internationale konference om beskyttelse af Nordsøen (NSK) søger at opnå en bæredygtig forvaltning af alle menneskets aktiviteter i Nordsøen og dens opland, d.v.s. områder som beskyttelse af arter og levesteder, fiskeri, miljøfarlige stoffer, næringsstoffer, skibsfart, off-shore installationer og radioaktive stoffer.

Nordsøkonferencens liste over stoffer, der skal afvikles (Liste 1A) nævner kemiske stoffer, der enten er persistente, toksiske eller bioakkumulerbare. Særlig opmærksomhed rettes mod pesticider, der er blevet fundet i Nordsøen samt transport af pesticider gennem luften.

Der er blevet afholdt 4 Nordsøkonferencer, nemlig 1984, 1987, 1990 og 1995. Nordsøkonferencerne har udpeget en række målsætninger, bl.a. om at reducere udledninger, udslip til luften og diffuse bidrag af miljøfarlige stoffer med 50% og 70% eller mere for stoffer, der udgår en alvorlig trussel for havmiljøet herunder dioxiner, kviksølv, cadmium og bly.

Desuden ønskes de diffuse bidrag af miljøfarlige stoffer bragt til ophør indenfor én generation (25 år) med det endelige mål at opnå koncentrationer i nærheden af baggrundsværdier for naturligt forekommende stoffer og koncentrationer tæt på nul for menneskeskabte syntetiske stoffer.

HELCOM

Helsingfors-Kommissionen (HELCOM) beskæftiger sig med beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet og søger at beskytte området mod farlige stoffer ved at begrænse udledningen og om muligt forbyde anvendelsen af en række stoffer i østersøområdet og dets afvandingsområde. Farlige stoffer defineres på baggrund af stoffernes iboende egenskaber som persistens, toksicitet eller andre skadelige egenskaber samt tendens til bioakkumulation. Det har været målet, at udledningen af de ovennævnte stoffer skulle være halveret senest i 1995. Blandt de grupper af stoffer, som er udpeget som skadelige, kan nævnes tungmetaller, visse organiske forbindelser, bekæmpelsesmidler og forskellige imprægneringsmidler, radioaktive stoffer m.v.

OSPARCOM

Oslo og Paris Kommissionen (PARCOM) arbejder for beskyttelse af miljøet i det nordøstlige Atlanterhav. Denne kommission er observatørorganisation til Nordsøkonferencen og arbejder indenfor de samme områder som denne med beskyttelse af arter og levesteder, fiskeri, miljøfarlige stoffer, næringsstoffer og skibsfart.

Opmærksomheden rettes mod uønskede stoffer, der udvælges i henhold til meget omfattende kriterier, herunder radioaktivitet, miljøkvalitetmålsætninger m.m.

Udledninger og udslip til luften af stoffer, som er giftige, svært nedbrydelige og bioakkumulerbare - især organohalogene stoffer - og som kan nå havmiljøet, skal senest i år 2000 reduceres til niveauer, der ikke er skadelige for mennesket eller naturen med det endelige formål at eliminere dem.

Der udarbejdes en sammenfattende strategi med retningslinier for at fremme anvendelsen af den bedst tilgængelige teknologi. I den forbindelse skal der tages hensyn til alle aspekter af et produkts livscyklus, f.eks substitution af brugen af miljøfarlige stoffer med brugen af mindre miljøfarlige stoffer eller helst miljøvenlige stoffer, eller ved anvendelse af miljøvenlig praksis.

IPPOP

Intergovernmental Panel on Persistent Organic Pollutant (IPPOP), De Forenede Nationers Miljøprogram, arbejder på beskyttelse af det globale havmiljø mod forurening fra land-baserede aktiviteter. Listen omfatter kemiske stoffer og stofgrupper for hvilke, der findes viden om deres toksicitet og svært nedbrydelighed. Det har vist sig, at sådanne stoffer transporteres over store afstande med vind- og havstrømme og når Arktis.

Regeringsrepræsentanter vedtog på et FN-møde i Washington i 1995 en ministerdeklaration om globalt indgreb mod miljøbelastende stoffer. Der er iværksat et arbejde m.h.p. at udarbejde en juridisk bindende aftale for at minimere forureningen med POP'er (Persistent Organic Pollutant).

UN-ECE

UN-ECE (United Nations Economic Commission for Europe) forestår konventionen om langtrækkende grænseoverskridende luftforurening omfattende organiske stoffer, defineret som stoffer, der er i forskellig grad er resistente mod photolytisk, biologisk og kemisk nedbrydning. En tilsvarende konvention findes for tungmetaller

Der nævnes en række enkelte kemiske stoffer og stofgrupper, der omfatter persistente organiske forbindelser (herunder nogle pesticider) og tungmetaller.

Der arbejdes på prioritering af persistente stoffer, udredninger vedrørende forskellige toksikologiske og økotoksikologiske virkninger, socio-økonomiske og teknologiske konsekvenser af et eventuelt forbud mod POP'er.

EU/PIC

Prior Informed Consent (d.v.s. princippet om at et land inden eksport af farlige kemikalier skal informere importlandet om eksportlandets egen regulering af disse kemikalier) indgår i EU-forordningen om udførsel og indførsel af visse farlige stoffer. Der er herved indført krav om forudgående informeret samtykke (prior informed consent) på baggrund af fælles anmeldelses- og oplysningsprocedurer for indførsel fra og udførsel til tredjelande af visse stærkt miljøbelastende kemikalier.

I bilag I nævnes således kemikalier, som ifølge EU-lovgivningen er forbudt eller underkastet strenge restriktioner på grund af deres sundheds- eller miljømæssige virkninger. Formålet med denne liste er at sikre, at bestemmelser vedrørende disse stoffer også gælder, når disse udføres fra EU-lande til tredjelande. Indførsel må ikke finde sted i strid med afgørelser truffet af den nationale myndighed i importlandet.

UNEP/CFC'ere

United Nations Environment Programme (UNEP) varetager sekretariatsfunktioner bl.a. for Wien-konventionen om beskyttelse af ozonlaget og den tilhørende Montrealprotokol fra 1987 om stoffer, der nedbryder ozonlaget. Særligt Montrealprotokollen, der er strammet flere gange, har været et gennembrud inden for international miljøbeskyttelse. Aftalen omfatter primært afvikling af en lang række stoffer/stofgrupper; CFC, halon, tetrachlormethan, trichlorethan, HCHC, HBFC og methylbromid. Danmark har implementeret Montrealprotokollens bestemmelser ved en EF-forordning, men har herudover selvstændigt valgt at gennemføre en væsentligt hurtigere afvikling af de fleste af stofferne.

UNEP/PIC

På FN's styrelsesråd i maj 1995 blev det besluttet, at ovennævnte PIC-procedure skulle gøres juridisk bindende globalt på samme møde, som det allerede er tilfældet i EU. Derudover blev det besluttet, at der skal tages stilling til hvilke yderligere skridt, der kan være nødvendige i den forbindelse.

UNEP/POP'er

Dette arbejde vedrører indsatsen for globalt at begrænse udbredelsen af sværtnedbrydelige stoffer, de såkaldte POP'er. Arbejdet omfatter i første omgang 12 navngivne stoffer (9 pesticider, PCB og dioxiner/furaner). En arbejdsgruppe nedsat under styrelsesrådet for FN's miljøprogram (UNEP) har i juni 1996 anbefalet, at der udarbejdes et juridisk bindende instrument, der sikrer, at disse stoffer afvikles globalt. Samtidig har arbejdsgruppen anbefalet, at der udarbejdes kriterier for identifikation af yderligere POP-stoffer, som ligeledes med tiden kan omfattes af global regulering.

5. Problemområder

5.1 Den kilde- og mediebaserede indsats

Miljøet eksponeres for kemiske stoffer igennem stoffernes hele livscyklus. Ved råstofudvinding og fremstilling vil der altid ske udledning til miljøet. Ved anvendelse og senere bortskaffelse sker ligeledes udledning. Nogle stoffer nedbrydes/omdannes næsten fuldstændig, f.eks. når stofferne indgår i en kemisk synteseproces. Da grundstoffer (herunder tungmetaller) ikke kan nedbrydes, vil de på et eller andet tidspunkt ende i miljøet - med mindre de recirkuleres (og det vil aldrig ske 100%).

Punktkilderegulering

En punktkilderegulering (regulering af energiproduktionsanlæg, industrivirksomheder, forbrændingsanlæg, lossepladser og rensningsanlæg) efter miljøbeskyttelseslovgivningen vil kunne reducere eller fjerne alle væsentlige udledninger af kemikalier til miljøet fra produktionsprocessen. Svagheden ved punktkildereguleringen ligger i at den ikke regulerer den udledning, der sker fra de produkter, som indeholder eller afgiver kemiske stoffer under brug eller ved bortskaffelse.

Nogle af disse stoffer og produkter er direkte fremstillet for at blive spredt til miljøet (pesticider og gødninger). Andre f.eks. malinger og aerosoler indeholder gasser og opløsningsmidler, der fordamper under brug, således at de i fuldt omfang tilføres miljøet.

For de fleste produkter gælder dog, at deres kemiske indholdsstoffer efter endt anvendelse skal passere et vandrensningsanlæg, et genbrugsanlæg, en losseplads eller et forbrændingsanlæg, der alle er reguleret som punktkildeanlæg. Men selv her kan alle kemiske stoffer ikke fjernes eller nedbrydes. Ofte genfindes de kemiske stoffer i perkolatet, slaggen, røggasrensningsproduktet eller i slammet.

Styrke/svaghed

Styrken i punktkildereguleringen ligger i, at der systematisk tages stilling til kendte emissioner fra anlæggene, og at der for disse emissioner opstilles vilkår og gennemføres kontrolforanstaltninger. Svagheden ligger omvendt i de ukendte emissioner og problemer med at regulere kendte emissioner, hvis effekter er dårligt undersøgte. Samtidig er der en tendens til, at reguleringen kun anskuer emissionerne i relation til ét medie af gangen, og at løsningen af et problem skaber et nyt problem. F.eks. betyder udbygningen af den kommunale spildevandsrensning, at tungtnedbrydelige stoffer, der nu ikke udledes med det rensede spildevand, i stedet genfindes i spildevandsslammet, og tilsvarende betyder krav om luftrensning, at visse stoffer i stedet optræder i slaggen og dermed konverteres fra et luftforurenings- til et affaldsproblem.

Denne type af emissioner er som regel ikke specifikt inddraget i rensningsanlæggets eller lossepladsens godkendelse. Dette skyldes, dels at der ikke er etableret et fuldt overblik over alle udledninger på stofniveau, dels at det ved en hensigtsmæssig regulering ofte ville være nødvendigt at gå et eller flere led tilbage til den husholdning eller virksomhed, hvorfra udledningen stammer. En effektiv regulering skulle således rette sig mod de varer, der tilbydes husholdningerne (f.eks. i form af vaskemidler) og ikke punktkilden (rensningsanlægget). Sådanne problemer kan således kun løses gennem en produktorienteret tilgang.

Problemet med vurdering af de kendte emissioner, hvis effekter er dårligt undersøgt, er delvis afhjulpet ved gennemførelse af princippet om en meget konservativ (d.v.s. forsigtig) vilkårsfastsættelse for emissioner, hvis effekter er dårligt undersøgt, som de nyeste vejledninger anbefaler (se afsnit 4.5).

Det kan således konkluderes, at den danske indsats over for punktkilder giver gode muligheder for at vurdere emissioner fra de primære punktkilder som energiproducerende anlæg og industrivirksomheder, mens den kun i begrænset omfang har nogen effekt i forhold til diffuse emissioner fra varer, selv om disse emissioner udledes gennem de sekundære punktkilder, som spildevandsanlæg, rensningsanlæg, forbrændingsanlæg og lossepladser.

Den medieorienterede indsats indebærer overvågning, og i det omfang bestemte stoffer overvåges, registreres den samlede belastning af en recipient, uanset om den hidrører fra kendte eller ukendte kilder. Omvendt er den medieorienterede tilgang bagudrettet, d.v.s. at den kun registrerer effekterne af fortidens emission og kun giver oplysninger om de stoffer, som man har besluttet at overvåge.

Grænseværdier

I den administrative fastsættelse af grænseværdier er det nødvendigt at forholde sig til hvilke mål, der samfundsmæssigt, økonomisk og teknologisk er opnåelige.

Som grundlag for fastsættelse af grænseværdier og kvalitetskriterier er det nødvendigt også at have viden om, hvorledes forskellige stoffer f.eks. via luftforurening påvirker plante- og dyreliv samt den menneskelige sundhed. Samtidig er det af stor betydning at kende baggrundsniveauer for at kunne vurdere betydningen af en given udledning.

Generelt er der behov for en vurdering af de nuværende metoder til fastsættelse af kvalitetskriterier.

Når der foretages farevurdering og administrativ regulering af udslip af forskellige stoffer, anskues de som enkeltstoffer, hvorimod der ikke foretages en vurdering af samvirkende effekter. Der er derfor et stort behov for at få udviklet metoder til sådanne vurderinger.

5.2 Den kemikalieorienterede indsats

Et grundlæggende vilkår for den danske indsats på kemikalieområdet er internationaliseringen. Kun gennem internationalt samarbejde kan der skaffes viden til at regulere stofferne. Og kun gennem bindende internationalt samarbejde, f.eks. EU-samarbejde, kan man styre handelen med disse stoffer! Det betyder på den anden side, at "de langsomste skibe i konvojen" let kommer til at bestemme farten.

5.2.1 Datakrav/databehov

Det nuværende EU-regelsæt for vurdering af kemiske stoffer betyder, at basisdata skal foreligge for nye stoffer inden markedsføring. Derudover arbejdes med opsamling af data for eksisterende kemikalier. På baggrund af en risikovurdering for nye og eksisterende stoffer, afgøres det senere, om yderligere data er nødvendige.

Kravene til de data, der skal foreligge før markedsføring af nye stoffer, er afhængige af den markedsførte mængde. De nuværende krav (over 1 ton/år) betyder, at der kan foretages en rimelig sikker foreløbig klassificering, men der er ikke et generelt krav om langtidsstudier af f.eks. kræftfremkaldende effekt. De undersøgelsesressourcer, der i dag sættes ind over for nye stoffer, overstiger de, der bruges på de eksisterende stoffer.

For de eksisterende stoffer på EU's EINECS-liste er det en svaghed i det opbyggede system, at der først skal foreligge en beslutning om at gennemføre en risikovurdering, før der kan stilles krav til producenterne om tilvejebringelse af supplerende nye data.

Manglen på data er endvidere et stort problem i relation til udarbejdelse af kvalitetskriterier/grænseværdier. Der findes i dag kun begrænsede oplysninger om stoffernes miljøeffekt, d.v.s. data vedrørende akut toksicitet på levende organismer, der lever i vand eller jord, i forhold til det store antal kemiske stoffer, der er behov for at regulere, og det er meget ressourcekrævende at indsamle sådanne data.

5.2.2 Undersøgelsesmetoder

De undersøgelser, der i dag foretages på kemiske stoffer, har deres baggrund i erkendte effekter. Man har altså erkendt, at kemiske stoffer kan medføre en given effekt og herefter udviklet en metode til at undersøge, om et stof har denne effekt. Nogle af de egenskaber, som stofferne har på mennesker, har imidlertid vist sig meget vanskelige at beskrive ved tests, der udføres på forsøgsdyr eller ved andre testsystemer.

Kendte effekter - utilstrækkelige testmetoder

Adskillige stoffer kan forårsage skader på nervesystemet. Skaderne kan ske efter en enkelt eller gentagen udsættelse. Skaderne kan være forbigående eller vedvarende. De kan omfatte skader på de perifere nerver, f.eks. nerverne i bevægeapperatet eller kroniske hjerneskader. Sidstnævnte er bl.a. kendetegnet ved træthed, vedvarende hovedpine samt koncentrations- og hukommelsesbesvær. At bestemte kemiske stoffer kan medføre sådanne skader lader sig af metodiske grunde kun vanskeligt påvise ved hjælp af dyreforsøg, fordi der netop for hjernens vedkommende er meget store forskelle mellem mennesket og forsøgsdyr. Alligevel er man for ganske nylig blevet enig om en internationalt accepteret undersøgelsesmetoder med forsøgsdyr vedrørende kemiske stoffers neurotoksicitet, men det er ret uvist, hvor relevant og følsom metoden er for alle typer af neurotoksiske skader forårsaget af kemiske stoffer, herunder ikke mindst kroniske hjerneskader. Det har bl.a. af disse grunde været vanskeligt på internationalt niveau at blive enige om, hvorledes man skal bedømme kemiske stoffers neurotoksiske egenskaber, og der er først nu ved at blive udarbejdet en vejledning herom. Bl.a. disse forhold har betydet, at det i EU har været vanskeligt at komme igennem med forslag om klassificering af en række organiske opløsningsmidler som neurotoksiske.

Der er observeret en stigning i forekomsten af astma og allergi. Risikoen for at udvikle allergi hos mennesket ved eksponering for et bestemt kemikalie afhænger af mange forskellige faktorer. Udover et stofs evne til at skade immunforsvaret, har eksponeringsformen en afgørende betydning, herunder dens styrke og/eller varighed. Af denne grund kan de eksisterende undersøgelsesmetoder (forsøg på marsvin) ikke i tilstrækkelig grad forudsige reaktioner hos mennesker. Derudover er det endnu ikke er muligt ved hjælp af forsøgsdyr at undersøge kemiske stoffers potentiale som luftvejsallergener.

Adskillige kemiske stoffer, f.eks. PCB, TCDD og organiske tinforbindelser kan undertrykke dele af det menneskelige immunapparat. Mennesker, der eksponeres for sådanne stoffer, udviser bl.a. nedsat modstandsdygtighed over for infektioner, især øget modtagelighed for salmonella infektioner. Her mangler egnede metoder.

Nogle kemiske stoffer udviser en hormonlignende virkning. Der er fremsat en hypotese om, at sådanne kemiske stoffer medvirker til en foruroligende stigning i hyppigheden af brystkræft hos kvinder samt testikelkræft, misdannelser og dalende sædkvalitet hos mænd. Der er et stort behov for testmetoder til at udpege og vurdere kemiske stoffers hormonlignende effekter.

Ligesom der findes en række svagheder og mangler ved de undersøgelsesmetoder, der er til rådighed for bedømmelse af kemikaliers skadelige effekter på sundheden, findes der tilsvarende svagheder i de metoder, der anvendes til at bedømme kemikaliers fordeling og omsætning i naturen samt deres skadelige effekter herpå. En overordnet svaghed er, at de metoder, der benyttes til at vurdere skadelige effekter, alle fokuserer på en afdækning af effektniveauet på de enkelte arter hver for sig og ikke på samspillet mellem forskellige arter. På tilsvarende måde er svagheden ved de metoder, der findes vedrørende kemikaliers fordeling og omsætning i naturen, at de fokuserer på hver sin specielle fordelingsparameter (f.eks. binding til jord) eller hver sin omsætningsparameter (f.eks. biologisk nedbrydelighed). Grunden til, at man har ikke kunnet standardisere mere "holistiske metoder" er, at sådanne undersøgelsesmetoder er meget vanskelige at kontrollere, standardisere og fortolke.

Generelt må man på miljøområdet konstatere, at også selve antallet og arten af undersøgelsesmetoder er særdeles begrænset. Der findes f.eks. kun få internationalt anerkendte standardmetoder til bedømmelse af effekterne på akvatiske organismer (alger, fisk og dafnier) og endnu færre på organismer, der lever i jordbunden (regnorm og planter). Endvidere er næsten alle undersøgelsesmetoderne korttidstest, hvilket indebærer, at forsinkede eller kroniske effekter ikke eller kun vanskeligt kan bedømmes. Noget tilsvarende gør sig gældende med undersøgelsesmetoderne til bedømmelse af kemiske stoffers omsætning og fordeling.

Nye ikke erkendte effekter

Sidst men ikke mindst er det historisk set velkendt, at der stadig erkendes helt nye eller uventede toksiske effekter af kemiske stoffer, f.eks. bioakkumulering i fødekæden og hormonvirkning Senest er hypotesen om østrogenlignende stoffer aktuel. Det er naturligvis umuligt at vurdere, om et stof har effekt af en type, der ikke er erkendt. Denne erkendelse maner ligeledes til forsigtighed med hensyn til eksponering af mennesker og miljø, særlig med hensyn til tungt/ikke nedbrydelige stoffer, hvor eventuelle skader er sværere at rette op på efterfølgende.

5.2.3 Farevurdering (klassificering)

Klassificeringen af stoffer anvendes som anført i afsnit 4.5.3. i vidt omfang ved risikoreduktion, idet mange anvendelsesgrænsninger af stoffer og produkter er hægtet sammen med stoffer og produkters klassificering - såvel i den nationale som den EU-baserede lovgivning. Da denne praksis er ved at udvikle sig, er det nødvendigt, at klassificeringssystemet er konsekvent og fungerer med en høj grad af sikkerhed.

Listen over farlige stoffer

Denne problemstilling accentueres når man ser på i hvilket omfang, de stoffer, der er klassificeret, er vurderet i forhold til alle de nugældende kriterier. Listen over farlige stoffer, der i dag består af 2.500 stoffer/stofgrupper, er udarbejdet over en knap 30-årig periode. Derfor lider den af en række svagheder:

Danmark har for nogle år siden foreslået, at man begrænsede listen over farlige stoffer og herefter besluttede at gennemføre en periodisk opdatering af hele listen. Forslaget blev dengang afvist.

Danmark har herudover valgt at fokusere på udvikling og forbedring af kriterierne for klassificering, idet producenter og importører er ansvarlige for den konkrete klassificering af stoffer, som bringes på markedet. Svagheden i denne strategi er imidlertid den kontrol, der skal sikre opfyldelsen af denne pligt.

Kemiske produkter

For kemiske produkter er selvvurderingspligten det vigtigste led i klassificeringsarbejdet (på baggrund af produktets sammensætning af stoffer og deres fareklassificering). De nuværende selvklassificeringsregler gælder imidlertid kun for humantoksikologiske og ikke for økotoksikologiske effekter. I det Kommissionsforslag til ændring af præparatdirektivet, som i sommeren 1996 er fremsendt til Rådet, indgår regler for selvklassificering af produkter for økotoksikologisk virkning. Gennemførelse af sådanne regler vil være et stort fremskridt, men den endelige vedtagelse og senere gennemførelse ligger et stykke ude i fremtiden.

5.2.4 Risikovurdering

Alle menneskelige aktiviteter er forbundet med en vis risiko, herunder også produktion og anvendelse af kemiske stoffer og produkter.

Det centrale efter at en risikovurdering er foretaget, er spørgsmålet om afvejning af hvilken risiko og/eller belastning af det enkelte individ og/eller det ydre miljø samfundet er parat til at acceptere for at opnå de meget forskelligartede fordele af kemiske stoffer (nye eller bedre lægemidler, udvikling af levnedsmiddelteknologi, bevarelse af arbejdspladser, eksport o.s.v.).

Der kan indgå et utal af betragtninger og ofte usammenlignelige vurderinger i forbindelse med en risikovurdering, og de vil tilsammen kunne tegne et billede af stoffets nytte og/eller skadeprofil samt danne baggrund for beslutningen om accept eller forkastelse. For at undgå unødige modsætninger og konflikter i risikovurdering og for at sikre at stofferne vurderes efter ensartede retningslinier, er der i dag udarbejdet internationalt accepterede principper for risikovurdering.

Arbejdet i EU med risikovurdering af eksisterende kemiske stoffer, der produceres i store mængder, er kun netop gået i gang. Det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at vurdere, med hvilken hastighed risikovurderingerne vil kunne gennemføres. Det er dog allerede nu klart, at det er vigtigt at presse på for at få det nuværende tempo, hvor der risikovurderes omkring 50 stoffer om året, sat op.

Hvad skal risikovurderes

I debatten om de mange ukendte kemiske stoffer anføres det, at hvis alle 100.000 EINECS-stoffer skal risikovurderes, og der fortsat kun risikovurderes 50 stoffer om året, da vil risikovurderingsarbejdet tage 2000 år. En målsætning om risikovurdering af samtlige EINECS-stoffer ville da også af mange grunde være urimelig. For det første er det formentlig kun omkring halvdelen af stofferne, der i dag markedsføres. For det andet anvendes en stor del af stofferne i meget små mængder eller kun i lukkede systemer, så den reelle eksponering er meget lille. Og for det tredje er en del af stofferne allerede så velbelyste, at eventuelle risikobegrænsningstiltag ikke behøver at afvente en omfattende risikovurdering. For det fjerde har en del af disse stoffer en karakter, der betyder, at de ikke giver anledning til bekymring.

Et andet vigtigt problem i forbindelse med EU-risikovurderingerne er, at de som alle andre systemer kan (mis)bruges til at udskyde krav om risikoreduktion. Risikovurderingerne er på grund af den indbyggede eksponeringsanalyse meget vanskelig at gennemføre "objektivt" og derved lettere at påvirke afhængigt af hvilket resultat, man ønsker. Hvor klassificeringsystemet bygger på gensidigt anerkendte testmetoder og kriterier, er eksponeringsanalysen og den efterfølgende cost-benefit betragtning i sagens natur genstand for indbyrdes forhandlinger mellem EU-landene både i forhandlingerne om hvilke lande, der skal risikovurdere hvilke stoffer og ved forhandlingerne om, hvordan risikoen skal vurderes og begrænses. Endvidere er det også tydeligt, at producenterne aktivt søger at påvirke risikovurderingen af egne stoffer for at opnå en generel hvidvaskning af stoffer, som det udfra stedsspecifikke vurderinger eller over en længere tidshorisont ville være hensigtsmæssigt at regulere eller afvikle. Endelig kan den lange tidshorisont i risikovurderingsarbejdet inddrages i igangværende begrænsnings- eller afviklingsarbejde ved at forlange at velbelyste stoffer, eksempelvis cadmium, skal risikovurderes, før der kan træffes beslutning om begrænsning eller afvikling. I denne forbindelse er det derfor vigtigt at fastholde, at beslutninger om at gennemføre anvendelsesbegrænsninger sagtens kan træffes uden en forudgående risikovurdering.

5.3 Reduktionstiltag

Det er fortsat nødvendigt med en målrettet anvendelsesbegrænsning over for særligt miljø- og sundhedsbelastende kemiske stoffer og produkter. Dette vil primært ske ved anvendelse af de styringsmidler - både retlige og mere "bløde" - der allerede er i brug.

Erfaringer

Gennem arbejdet med begrænsning af miljøbelastende stoffer er der gennem tiderne opbygget mange erfaringer med strategier og brugen af styringsmidler. Dette kan f.eks. være hvilken viden, der er en forudsætning for at sætte reduktionsmål, og forskellige styringsmidlers egnethed til at opnå reduktion i anvendelsen af stoffet. Der er behov for jævnligt at udarbejde status for anvendelsesreguleringen af kemiske stoffer og deres anvendelse i produkter. Til dette formål overvejes det derfor at lave en database indeholdende disse oplysninger.

Livscyklusindgang

Tidligere er indsatsen for at begrænse skadevirkningen fra kemiske stoffer og produkter sket med udgangspunkt i stoffets skadevirkning i et enkelt eller i få af trinene i livscyklus, og ofte ved successive indgreb.

Der er imidlertid ofte tale om multiproblem-stoffer, hvor der i livscyklus for stoffet opstår mange forskellige miljø- og sundhedsbelastninger og tilhørende samfundsøkonomiske omkostninger.

Indsatsen for at begrænse belastningen fra multiproblemstoffer bør derfor tage udgangspunkt i hele livscyklus og en samlet strategi bør udarbejdes og implementeres for en række højtprioriterede stoffer.

5.4 International handelsregulering

Internationalt samarbejde er som nævnt et grundvilkår for indsatsen overfor kemiske stoffer og produkter.

Samarbejdet lægger imidlertid nogle bindinger på de enkelte lande. Det internationale samarbejde om kemiske stoffer i OECD og særlig i EU har det dobbelte sigte at beskytte mennesker og miljø samt den frie bevægelighed af varer.

Dette betyder, at den del af reguleringen, der vedrører "varer" (som kemiske stoffer og produkter) er underlagt internationale forpligtelser - særlig givet i EU- og WTO-traktaterne, hvor udgangspunktet er "fri handel".

Forpligtelserne vedrørende regulering af "varer" betyder ikke, at et land generelt er afskåret fra en selvstændig regulering af et givent kemikalie. Kravene er imidlertid store med hensyn til dokumentation for reguleringens berettigelse, herunder at målet med indgrebet ikke kunne opnås ved tiltag, der ikke griber ind i princippet om varernes frie bevægelighed.

Forslag til anvendelsesbegrænsninger skal således notificeres til EU-Kommissionen, som behandler forslaget efter regler i et "Indre markeds"-direktiv, hvor hensynet til varernes frie bevægelighed har stor vægt. Det betyder ofte, at et forslag om at fastsætte nationale regler med henblik på at sikre et sundhedsmæssigt eller miljømæssigt højt beskyttelsesniveau, bliver genstand for langvarige forhandlinger.

Da toldbehandling, importkontrol m.m. ved grænserne imellem EU-landene ophørte 1. januar 1993 er kontrollen af en selvstændig national regulering besværliggjort. Dette er bl.a. konstateret i forbindelse med den illegale import af ikke godkendte bekæmpelsesmidler.

Arbejdet med at kvalitetssikre og vurdere undersøgelsesdata på de mange nye og eksisterende kemikalier er ressourcekrævende. Alene dette forhold vanskeliggør en selvstændig national indsats.

De internationale forpligtelser med hensyn til regulering af punktkilder som kraftværkers og industrivirksomheders emissioner er stort set alene givet ved minimumsforpligtelser, idet der her ikke er tale om markedsreguleringer (varereguleringer), hvorfor Danmark alt andet lige på dette område har lettere ved at indføre særlige nationale reguleringer.

6. Forslag til fremtidige initiativer

Målsætninger

I overensstemmelse med de tanker om økologisk råderum, som fremgår af den Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse, er det overordnede mål for dette forslag til kemikaliestrategi på langt sigt at reducere påvirkningen af miljøbelastende stoffer, så miljøkvaliteten ikke forringes for kommende generationer. Det betyder, at man skal sikre, at der ikke på grund af menneskelige aktiviteter forekommer sådanne koncentrationer af de enkelte stoffer eller kombinationer af stoffer, at det påvirker miljøkvaliteten, dvs. planters og dyrs levevilkår og formeringsevne, eller at det påvirker den menneskelige sundhed eller velfærd. Der forekommer allerede på nuværende tidspunkt påvirkninger af mennesker, dyr og planter p.g.a. produktion og brug af miljøbelastende stoffer. Disse effekter skal på længere sigt ophøre, hvis man vil opnå en bæredygtig udvikling.

Endelig skal forsigtighedsprincippet respekteres, dvs. at har man mistanke om en skadelig effekt, skal dette medtages i vurderingen, selv om der ikke foreligger endeligt bevis for den skadelige effekt.

Forudsætninger

Forudsætningen for, at en strategi for kemikalieområdet får gennemslagskraft og succes er, at alle aktører forstår den og tager den til sig . På dette punkt hæmmes debatten på kemikalieområdet af, at det er forskerne, der opdager problemerne, mens befolkningen ikke umiddelbart kan se, at ozonhullet vokser, eller om sædkvaliteten måske er faldende. Området er fagligt komplekst, og problemerne vedrører stoffer, hvis navne er fremmede og uforståelige for personer uden særlig kemisk viden.

Til trods herfor har kemiske miljøproblemer stor bevågenhed. Af aktuelle sager kan nævnes miljøbelastende stoffer i spildevandsslam, hypotesen om sammenhæng mellem kemiske stoffer og kræft, faldende sædkvalitet og misdannelser, problemer med bortskaffelse af farligt affald og fundet af bekæmpelsesmiddel i grundvandet.

Fremtidig prioritering

I det følgende beskrives en række kemikalierelaterede initiativer med henblik på den fremtidige prioritering.

Da kemikalieområdet er stærkt præget af internationalt samarbejde, gives der først en beskrivelse af det internationale arbejde - herunder forslag til hvilke strategiområder, der i fremtiden især bør arbejdes med.

Derefter gives der et bud på, hvorledes indsatsen vedrørende afvikling af miljøbelastende stoffer kan fremmes og udbygges, så det i højere grad bliver muligt at leve op til de nationale såvel som internationale beslutninger, der er taget på dette område.

Store dele af kemikalieområdet er reguleret på EU-niveau. For at forbedre dette regelværk og for at fremme de tilhørende EU-processer gives der - som et tredje indsatsområde - forslag til en række konkrete initiativer vedrørende vigtige dele af regelarbejdet i EU.

De to sidste indsatsområder er af mere generel karakter. Det ene omfatter forslag, der skal fremme videnopbygningen på det kemiske område. Det andet giver en række forslag til initiativer, der skal sikre en bedre information og aktørinddragelse.

Det skal understreges, at hvis de forskellige forslag til initiativer bliver gennemført, vil de medvirke til at sænke kemikaliebelastningen af mennesker og miljø, uanset om vi taler om den kildeorienterede, den medieorienterede, den kemikalieorienterede eller den produktorienterede tilgang.

Det skal pointeres, at forslagene ikke kan anskues isoleret som enten rent internationale eller rent nationale tiltag, da et bestemt mål ofte vil forudsætte en koordineret indsats på begge områder. Derudover vil en given international indsats altid kræve en meget grundig national forberedelse.

Regelforenkling

Endelig skal det overordnet nævnes, at Miljøstyrelsen planlægger at undersøge mulighederne for at forenkle det efterhånden store regelværk på kemikalieområdet.

6.1 Internationalt samarbejde

Den indbyrdes økonomiske afhængighed mellem verdens lande gør det nødvendigt at tilnærme og bringe landenes miljøkrav nogenlunde i overensstemmelse med hinanden. Ellers kan den skærpede konkurrence på et stadigt friere verdensmarked få uoverskuelige konsekvenser. Derfor har de industrialiserede landes miljøpolitik gennemløbet en udvikling, hvor den nationale indsats er blevet suppleret med og integreret i et stadigt mere omfattende internationalt samarbejde om bekæmpelse af forureningen.

Rammebetingelser

En realistisk national kemikaliestrategi må alt andet lige tage sit afsæt i det faktum, at internationalt samarbejde er en nødvendighed på grund af opgavens størrelse og forureningens grænseoverskridende karakter. Internationalt samarbejde er kort sagt en forudsætning for, at det nationalt vil lykkes at realisere målsætningerne på området. Dette samarbejde lægger til gengæld begrænsninger på mulighederne for en selvstændig national regulering.

Det forhold, at de overordnede aftaler og regler på kemikalieområdet i stadig større omfang er resultater af internationale forhandlinger betyder, at en række initiativer på området præges af alle deltagende landes politiske holdninger - herunder deres holdninger til forsigtighedsprincippet og etablering af en bæredygtig udvikling. Fra dansk side må man derfor indstille sig på, at de internationale resultater ikke fuldt ud vil opfylde alle danske ønsker. Desuden må man indstille sig på, at opnåelse af resultater tager tid - ofte lang tid.

Multilaterale miljøaftaler

Der er endnu kun få eksempler på global miljøregulering. Som et relevant eksempel kan nævnes Montrealprotokollen om global afvikling af de ozonlagsnedbrydende stoffer, hvor der i dag er fastlagt meget præcise bindende forpligtelser m.h.t. til reduktion og afvikling af forbruget af disse stoffer.

POP'er og PIC-proceduren

Desuden blev der i maj 1995 på styrelsesrådet for FNs miljøprogram (UNEP) taget to perspektivrige beslutninger på det kemiske område. Den ene vedrører indsatsen for at begrænse udbredelsen af en gruppe svært nedbrydelige stoffer - de såkaldte POP'er (Persistent Organic Pollutants). Her blev det besluttet, at der skal opstilles realistiske strategier for reduktion og/eller elimination af disse stoffer, og i de forslag, der foreligger nu, anbefales det, at der anvendes juridisk bindende instrumenter.

Den anden vedrører den såkaldte PIC-procedure (Prior Informed Consent), der indebærer, at et importland - specielt udviklingslandene - skal give samtykke til, at de industrialiserede lande eksporterer visse særligt farlige stoffer til landet. Her blev det vedtaget, at udarbejde en konvention, der kan gøre denne informationsprocedure juridisk bindende, ligesom det også blev besluttet, at der skal tages stilling til, hvilke yderligere skridt, der kan være nødvendige i denne forbindelse (PIC Further Measures). F.eks. om yderligere særligt farlige kemikalier skal inddrages i den globale regulering.

Agenda 21

Fremdriften i den globale regulering på kemikalieområdet skyldes bl.a. det handlingsprogram (Agenda 21), der blev vedtaget på FNs konference om miljø og udvikling i Rio i 1992. Selv om Agenda 21 ikke i juridisk forstand er bindende i forhold til de lande, der har tilsluttet sig denne, er der tale om et politisk og moralsk stærkt forpligtende dokument, som ligger til grund for det opfølgningsarbejde, der i dag foregår i såvel det enkelte land som i de regionale og internationale organisationer.

Antallet af lande, der ratificerer en global miljøaftale, og måden aftalen implementeres på i det enkelte land, er altafgørende for, om der er tale om en succes. Derfor er det meget vigtigt, at rige lande som Danmark er indstillet på fortsat at yde en målrettet miljøbistand, som stiller økonomiske midler, viden og teknik til rådighed for de økonomisk svagere lande, så disse kan leve op til de nødvendige aftalekrav. Derudover er det vigtigt, at Danmark fortsat bidrager aktivt til, at der bliver indgået flere og flere multilaterale miljøaftaler.

Global rammekonvention

I forbindelse med de internationale forhandlinger vedrørende kommende PIC- og POP-protokoller samt PIC Further Measures har det været drøftet, om der ikke burde arbejdes for en samlet global rammekonvention for kemikalieområdet. Der er ingen tvivl om, at dette med tiden klart må være perspektivet. En rammekonvention vil gøre det lettere at gennemføre ny international kemikalieregulering, og det vil samtidig indebære nogle rationaliseringsfordele. Diskussionerne om en rammekonvention må dog tilpasses de for tiden løbende forhandlinger på PIC- og POP-området, så det undgås, at tempoet i disse konkrete initiativer sættes ned grundet en generel diskussion om en samlet rammekonvention.

OECD

I OECD udføres bl.a. et omfattende arbejde med at forbedre kendskabet til eksisterende kemikalier, at harmonisere klassificeringssystemerne for disse og for at udarbejde fælles programmer for risikobegrænsning af særligt farlige kemiske stoffer. Et eksempel på det sidste er den Ministerdeklaration om risikobegrænsning af bly, der blev vedtaget i februar 1996. Oprindeligt var det planen, at der for bly skulle tages en for medlemslandene mere juridisk bindende beslutning (Council Act), men på grund af enkelte landes modstand, endte det med en efter dansk mening noget svagere deklaration. De politiske problemer, der opstod i forbindelse med udarbejdelsen af begrænsningsprogrammet på blyområdet, har betydet, at OECDs generelle begrænsningsarbejde på kemikalieområdet fremover især vil være koncentreret om ikke-regulerende initiativer.

Bl.a. fordi den grundlæggende målsætning for OECD er økonomisk, og fordi beslutningerne skal være enstemmige, er det vanskeligt at forestille sig, at denne organisation vil gå forrest i arbejdet med f.eks. at afvikle særligt farlige kemikalier. Derimod er OECD et vigtigt forum for industrilandenes diskussion af kemikaliespørgsmål. Her optræder organisationen i forskellige sammenhænge ofte som en slags mægler mellem især EU, USA og Japan.

For det fremtidige arbejde i OECD bør strategien være at koncentrere dette om de områder, hvor succesen er størst. Det gælder f.eks. OECDs arbejde med udvikling af internationale vejledninger for toksikologiske og økotoksikologiske undersøgelser. Derudover bør strategien være at anvende OECD offensivt på områder, der kan fremme EU-processen eller føre til forbedringer af EU-regelværket samt at forhindre at OECD på andre områder forringer EU-arbejdet.

EU

Kemikalieområdet er karakteriseret ved at være gennemreguleret på EU-niveau. Stort set alle direktiver og forordninger på området er udstedt i medfør af traktatens artikel 100A og der er ofte tale om totalharmoniseringsdirektiver med sikkerhedsklausuler og frihandelsklausuler. EU-reglerne er omfattende og indbefatter bl.a. regler om undersøgelsesmetoder, datakrav, fare- og risikovurderinger med tilhørende faremærkning, anvendelsesbegrænsning af eller forbud mod visse farlige stoffer samt godkendelsesordninger.

Da EU endnu har relativt få direktiver om forbud mod eller begrænsning af farlige kemiske stoffer, vil det være muligt nationalt at indføre forbud eller anvendelsesbegrænsninger for udvalgte stoffer, såfremt de nationale regler lever op til de krav, som stilles i EF-traktatens artikel 30 til 36. Her er især artikel 36 vigtig, da den i et vist omfang åbner mulighed for at fastsætte nationale regler med henblik på at beskytte miljø og mennesker. Nationale forslag til anvendelsesbegrænsninger af industrikemikalier skal notificeres i EU-Kommissionen, som behandler forslaget efter reglerne i 'Indre-marked'-direktivet, hvor hensynet til varernes frie bevægelighed har stor vægt. Dette indebærer, at kravene til dokumention for berettigelsen af national regulering er meget store. Bl.a. skal det dokumenteres, at det ikke er muligt at nå målet for indgrebet ved tiltag, der griber mindre ind i varernes frie bevægelighed.

På de områder, hvor der findes totalharmoniserede EU-regler, bør den danske indsats især koncentrere sig om at påvirke arbejdet med at fastsætte så gode regler som muligt inden for EU - og dette gøres i praksis ved at præge arbejdet på et så tidligt tidspunkt som muligt.

Andre internationale fora

Udover FN, OECD og EU deltager Danmark også i andre internationale fora f.eks. diverse hav- og luft-konventionsorganisationer, hvor der løbende udarbejdes og vedtages konventioner, aftaler og samarbejdsprogrammer vedrørende kemikalier. Disse beslutninger er politisk og moralsk - men ikke retligt - lige så forpligtende som f.eks. EU-reglerne. Men de er ofte udformet på en sådan måde, at landene i langt højere grad har frihed til selv at vælge, hvordan beslutningerne skal efterleves. Af de regionale havkonventioner er bl.a. arbejdet i OSPAR-Kommissionen vigtigt, da beslutningerne her er bindende for EU-Kommissionen, dvs. de efterfølgende skal implementeres i EU-regler.

Strategien på disse konventionsområder må - som det i stort omfang allerede sker i dag - være at satse på de samme stoffer og effektområder (f.eks. POP'er og hormonlignende effekter) i de forskellige fora.

Så længe arbejdet med risikovurdering i EU går så trægt, og så længe vi ikke har nogle erfaringer med, hvad en risikovurdering kan føre til af EU-tiltag, må vi sideløbende arbejde for udfasningsbeslutninger i hav- og luftkonventionernes regi, således at de kan påvirke EU's risikovurderingsarbejde.

Nordisk samarbejde

Det nordiske samarbejde på kemikalieområdet, såvel i Nordisk Ministerråds regi som det såkaldte uformelle samarbejde, har i de senere år fået et tydeligt internationalt præg. F.eks. anvendes resultaterne af fælles nordiske kemikalieprojekter under Nordisk Ministerråd i stort omfang som en platform for arbejdet i EU-regi.

Det er derfor vigtigt, at det nære nordiske samarbejde fortsættes fremover, så de nordiske landes progressive indstilling til beskyttelse af miljøet i så stor omfang som muligt afspejles i det internationale arbejde.

Samarbejde

Det faktum, at en stor del af det praktiske arbejde vedrørende f.eks. vurdering af kemiske stoffer udføres i et samarbejde med andre lande, betyder samtidig, at det samlede fremskridt på området afhænger af ikke kun Danmarks men også af andre landes ressourcemæssige prioriteringer

Forslag til målsætninger

6.2 Reduktion og afvikling af miljøbelastende stoffer

Det løbende arbejde

For visse særligt farlige stoffer er der gennem årene løbende gennemført tiltag for at udfase disse stoffer. Af større sammenhængende stofgrupper, hvor regulering via forbud er anvendt, kan nævnes de ozonlagsnedbrydende stoffer, tungmetaller og visse - men få - organiske miljøgifte (f.eks. PCB).

Herudover er bekæmpelsesmiddel underlagt en godkendelsesordning. De gamle bekæmpelsesmidler er siden 1988 blevet revurderet på grundlag af nye data og efter nye vurderingsprincipper, hvilket betyder, at en lang række midler er blevet trukket tilbage, mens andre er blevet forbudt at markedsføre og anvende. Da der således eksisterer en egentlig godkendelsesordning for bekæmpelsesmidler, indgår denne stofgruppe ikke i nedennævnte initiativer.

På den sidste Nordsøkonference blev der truffet beslutning om, at de diffuse bidrag fra miljøfarlige stoffer skal bringes til ophør inden for en generation. Folketinget har desuden vedtaget en motiveret dagsorden (23. november 1995) om den fremtidige miljøpolitik, hvor udfasning af miljøfremmede stoffer er anført som et højt prioriteret område. Af samme dagsorden fremgår det endvidere, at kommende handlingsplaner skal bygge på tankegangen om det økologiske råderum. I overensstemmelse hermed bør en indsats på kemikalieområdet prioritere de "værste" stoffer først og målsætningen på langt sigt bør være at standse udledningen af miljø- og sundhedsskadelige stoffer.

Endelig fremgår det af Handlingsplanen for Renere Teknologi 1993-97, at det overordnede mål med en renere teknologi-indsats på kemikalieområdet er at finde alternativer til de kemiske stoffer, der allerede er identificeret som givende de største sundheds- og miljømæssige problemer.

Som opfølgning herpå er det nødvendigt, at der gøres en særlig indsats afvikling af særligt miljø- og sundhedsbelastende stoffer, herunder deres anvendelse i produkter. Målsætningen skal være at reducere belastningen mest muligt i hele stoffets livscyklus ved en forebyggende indsats tættest muligt ved kilden. Anvendelse af substitutions- og forsigtighedsprincippet skal prioriteres højt for at sikre et højt beskyttelsesniveau for mennesker og dyr.

Listen over uønskede stoffer

Med henblik herpå og som et supplement til allerede igangværende aktiviteter og reguleringer af kemiske stoffer har Miljøstyrelsen udarbejdet en liste over stoffer, der er uønskede i produkter på grund af stoffernes påvirkning af mennesker og/eller miljø i produktion, anvendelse og/eller ved bortskaffelse. Listen findes som bilag 2 til denne rapport.

Miljøstyrelsen har udvalgt særligt betænkelige kemiske stoffer, der forekommer i produkter på det danske marked. Ved udvælgelsen er der lagt vægt på at identificere stoffer, som ud fra de foreliggende oplysninger om deres skadelige effekter og anvendelse vurderes at være årsag til en væsentlig belastning af sundhed og miljø.

Listen er en samling af stoffer, der dels er resultatet af en systematisk udvælgelse ud fra stoffernes effekter og forekomst i Danmark, dels af stoffer, der allerede i dag er identificeret som problematiske på grund af uønskede effekter.

Listen over uønskede stoffer er et signal og en vejledning til virksomheder, produktudviklere, indkøbere og andre aktører om kemiske stoffer, der er betænkelige, og hvor anvendelsen på længere sigt bør begrænses. Listen er hverken udtømmende eller den endelige sandhed, men er udarbejdet udfra de foreliggende data. Miljøstyrelsen vil fremover løbende arbejde videre med listen og vil med mellemrum opdatere den.

I forbindelse med udvælgelse af stoffer til listen har Miljøstyrelsen identificeret ca. 1100 stoffer, som ud fra en vurdering af stoffernes skadelige effekter er uønskede. Disse stoffer findes på en såkaldt Effekt-liste. Det er dog kun de af stofferne på Effekt-listen, der i dag anvendes i størst mængde, der er udvalgt til Listen over uønskede stoffer.

Også Effekt-listen vil senere blive offentliggjort.

Endvidere har Miljøstyrelsen udarbejdet en arbejdsrapport, hvori der findes en indgående teknisk beskrivelse af udvælgelsesprocessen.

Listen over uønskede stoffer skal primært danne grundlag for mindre indgribende initiativer som f.eks. frivillige aftaler, anbefalinger til forbrugere og producenter samt grundlag for en grøn indkøbspolitik. Derudover forventes det, at den vil initiere frivillige substitutioner af problemstofferne samt øge efterspørgslen efter produkter uden disse stoffer og hermed støtte udviklingen og anvendelsen af renere teknologier.

Prioriteret liste

Fra Listen over uønskede stoffer er der ved at blive udarbejdet en mindre liste på 20-40 højt prioriterede stoffer/stofgrupper. Denne prioriterede liste forventes færdig i 1997.

Stofferne på denne prioriterede liste vil være stoffer, som endnu ikke eller kun i utilstrækkeligt omfang er omfattet af anvendelsesreguleringer. Man kan sige, at den prioriterede liste vil være et signal til markedet om, at det primært er her, myndighederne vil sætte ind.

Målrettet program

Der bør desuden oprettes et målrettet program for reduktion og afvikling af miljø- og sundhedsbelastende stoffer. Programmets kerne vil være de overfor nævnte 20-40 højt prioriterede stoffer. For at finde frem til den mest hensigtsmæssige og virkningsfulde indsats over for de individuelle stoffer/stofgrupper på den prioriterede liste vil Miljøstyrelsen foreslå, at der som led i programmet udarbejdes en beskrivelse af:

Det vil ikke for alle stoffer/stofgrupper være nødvendigt med et dybtgående kendskab til samtlige parametre. Der kan forekomme tilfælde, hvor et stofs effekter ved en given anvendelse resulterer i så væsentlig en sundheds- eller miljøbelastning, at det i sig selv vil være tilstrækkeligt at basere en regulering på.

Forslag til målsætninger

6.3 Styrkelse af EU-arbejdet

Vigtige områder

Blandt de mange EU-direktiver og -forordninger på kemikalieområdet er det Miljøstyrelsens opfattelse, at der fra dansk side især bør lægges vægt på at fremme regelarbejdet med klassificering og risikovurdering.

Tidssvarende og hensigtsmæssige klassificeringskriterier samt flere og flere konkrete klassificeringer af kemikalier med tilhørende mærkningsbestemmelser er med til at sikre, at kemikaliebrugerne får en så korrekt information som muligt om stoffernes farlighed, så de enten kan vælge ikke at bruge kemikalierne, eller så de kan bruge og bortskaffe dem på korrekt vis.

Arbejdet med risikovurderinger er især vigtigt, fordi det må forventes, at EUs fremtidige anvendelsesbegrænsnings- og forbudstiltag på kemikalieområdet i stort omfang vil blive baseret på de konklusioner, som risikovurderingerne i EU-regi fører til.

6.3.1 Klassificering og mærkning

Prioritering

Den i dag anvendte prioritering på klassificeringsområdet, der indebærer, at vi koncentrerer den danske indsats om udvikling af kriterier for klassificering og mærkning for stadig flere effektområder, skal fastholdes.

Hvad angår selve stofklassificeringen, må der arbejdes for klassificering af flere og flere stoffer, samt for at klassificering for miljøfare ved mangel af data bl.a. sker ved hjælp af computerbaserede modelteknikker (de såkaldte QSAR-teknikker).

Klassificering af stofgrupper fremfor enkeltstoffer

Der er behov for yderligere at få klassificeret mange kemiske stoffer. Erfaringerne med at sundhedsklassificere stofgrupper er gode. Dette kan enten ske ved at klassificere en kemisk stofgruppe ens, som man f.eks. har gjort med tungmetalforbindelser og akrylater eller ved alene at klassificere for enkelte særligt farlige effekter, som man har gjort for gruppen af kul- og olieafledte produkter.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at klassificering af grupper af stoffer ikke er uden problemer. For det første kan metoden kun med mening anvendes i forhold til stoffer, der har fælles træk i relation til de farlige egenskaber, som klassificeringssystemet omfatter. For det andet betyder denne metode, at ikke alle stoffer i gruppen nødvendigvis bliver klassificeret "korrekt". Da der kan blive tale om både en overklassificering og en underklassificering af visse stoffer, må der findes et kompromis mellem yderpunkterne i en given gruppe. Samfundsøkonomisk og sundheds- og miljømæssigt kan der være betænkeligheder ved både over- og underklassificering.

Omvendt vil det med gruppeklassificeringer være muligt at gennemgå et langt større antal stoffer. Der bør derfor fremover ses på mulighederne for - i større omfang end i dag - at klassificere stofgrupper frem for enkeltstoffer.

Klassificering af stoffer, der produceres i store mængder

En anden mulighed for at få klassificeret flere stoffer relativt hurtigt er at anvende de mange data, som kemikalieproducenterne - ifølge EU-forordningen om risikovurdering - har indsendt for de 2.700 stoffer, der produceres i størst mængde.

Disse data bør ikke bare ligge og vente på en eventuel fremtidig risikovurdering. De bør i det mindste snarligt anvendes til en farevurdering efter klassificeringsreglerne, så de klassificeringspligtige stoffer kan blive optaget på 'Listen over farlige stoffer".

6.3.2 Risikovurdering af eksisterende stoffer

Hidtidig dansk indsats

Regelsættet vedrørende risikovurdering af eksisterende stoffer er netop i disse år begyndt at få effekt. Der er med aktiv dansk deltagelse udarbejdet en detaljeret EU-vejledning om, hvorledes en risikovurdering skal gennemføres. Derudover har de nordlige EU-lande i samarbejde med det Europæiske Kemikaliebureau (ECB) og kemikalieindustrien udarbejdet et tilhørende computerbaseret modelkompleks, der muliggør, at de enkelte risikovurderinger kan foretages på en overkommelig tid.

Den danske indsats har indtil i dag været - og bør også fremover være - koncentreret om udvikling af acceptable kriterier for prioritering af stoffer i EU-regi samt aktiv deltagelse i det løbende arbejde med risikovurdering af konkrete stoffer. Hvad angår sidstnævnte, har Danmark fuldt ud levet op til sine forpligtelser, idet vi som et af de eneste lande har gennemført konkrete risikovurderinger i henhold til de besluttede tidsplaner.

Det er i forbindelse med risikovurderingsarbejdet endvidere vigtigt, at Danmark ikke kun koncentrerer sig om de stoffer, som her og nu volder vanskeligheder, fordi de har en udbredt anvendelse her i landet. Risikovurderingerne afsluttes for hvert stof med, at det med kvalificeret flertal afgøres, hvilke bindende foranstaltninger, der skal træffes, herunder forbud og anvendelsesbegrænsninger. Derfor binder resultatet af en risikovurdering også Danmark i det omfang de vurderede stoffer senere skulle vise sig at blive et problem i Danmark, f.eks. som følge af en øget anvendelse.

EINECS-listen

På EU's liste over eksisterende stoffer (EINECS) er der registreret 100.000 stoffer, hvoraf formentlig højst halvdelen markedsføres i EU i dag. Set fra et myndighedssynspunkt er det ønskeligt at få de stoffer på listen, der ikke markedsføres, sorteret fra. Omvendt har den kemiske industri stor interesse i at bevare et én gang anmeldt stof på EINECS, da stoffer, der ikke står der, betragtes som nye stoffer med den konsekvens, at de skal anmeldes og vurderes af myndighederne, inden de må markedsføres.

Årligt listegebyr

En idé her kunne være at foreslå, at industrien pålægges at betale et årligt gebyr for hvert stof på EINECS, der endnu ikke er udtaget til risikovurdering. Hvis gebyret var tilstrækkeligt højt (dvs. på niveau med industriens omkostninger med at teste og anmelde et nyt stof), ville industrien ikke være interesseret i at betale for stoffer, som de ikke anså for at være aktuelle.

Konsekvensen kunne herefter være, at såfremt der i en periode ikke var betalt for et stof, da skulle stoffet ikke længere betragtes som et eksisterende stof. Hvis et sådant udgået stof alligevel senere blev taget i anvendelse, skulle det betragtes som et nyt stof med deraf følgende krav om undersøgelser af stoffet. indtægterne fra denne gebyrordning kunne anvendes til at styrke det generelle risikovurderingsarbejde.

Hvilke stoffer skal risikovurderes?

Der hersker tilsyneladende usikkerhed om, hvor mange af de eksisterende 100.000 stoffer, der bør underkastes en fælles europæisk (EU) risikovurdering. I debatten fremføres der jævnligt påstande om, at da der p.t. risikovurderes ca. 50 stoffer om året, vil det tage 2.000 år at risikovurdere alle 100.000 stoffer.

Dette er ikke rigtigt, da det aldrig har været målet for risikovurderingsarbejdet, at alle 100.000 stoffer skulle vurderes.

Som led i EUs risikovurderingsarbejde har man gennemført en udvælgelse og prioritering blandt de 2.700 stoffer, der produceres i størst mængde. På denne baggrund har EU-landene indtil videre opstillet lister over de 80 potentielt værste stoffer, som de er i gang med at risikovurdere først. I de kommende år vil der hvert år blive opstillet yderligere lister over de mest betænkelige stoffer, som landene vil risikovurdere.

Grundlaget for risikovurderingsarbejdet er data, som producenterne indsender. Som arbejdet er tilrettelagt i dag stilles der større krav til data om stoffer, produceres i størst mængde (>1000 tons/år), og mindre datakrav til stoffer, der produceres i næststørst mængde (<1000 tons og >10 tons/år), mens det er forudsat, at stoffer, der markedsføres i små mængder (< 10 t/år) indtil videre ikke skal risikovurderes. I EU-forordningen om risikovurdering er der i dag ikke indbygget et opdateringsystem, men Danmark kunne evt. foreslå en generel opdatering af mængderne hvert 10. år, med den konsekvens, at hvis mængden var steget, skulle der indsendes data i overensstemmelse med den generelle procedure.

Risikovurdering af stofgrupper frem for enkeltstoffer

Som for klassificeringsområdet er det nærliggende at foreslå, at man også på risikovurderingsområdet arbejder for en samlet vurdering af stofgrupper frem for stof for stof. Det kunne f.eks. være grupper som chlorerede aromatiske forbindelser, tungmetaller og deres forbindelser mv. Ved en gruppevis vurdering af kemikalier, kunne man tillige undgå, at et farligt kemisk stof blev substitueret med et kemisk lignende (strukturanalogt) stof, som sandsynligvis er lige så farligt, men endnu ikke risikovurderet.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at de enkelte stoffer i en gruppe kan have mange forskellige anvendelser og dermed give anledning til meget forskellige livscyklusrelaterede eksponeringer. Dette forhold - samt det forhold at stofferne i en gruppe kan have meget forskellig farlighed - betyder, at det kan være vanskeligt at gennemføre denne gode idé, også selvom Danmark vinder tilslutning fra de andre EU-lande. Samtidig kan visse dele af industrien forventes at ville kæmpe imod.

Ressourcetilførsel/ -frigørelse

En af de meget begrænsende faktorer, hvad angår hastigheden i risikovurderingsarbejdet, er de mange ressourcer, det kræver af medlemslandenes myndigheder. De ressourcer, der i de fleste lande hidtil er stillet til rådighed for arbejdet, er utilstrækkelige i forhold til den opstillede tidsplan.

En løsning på dette problem kunne være at etablere et EU-finansieret centralt program f.eks. i EUs europæiske Kemikaliebureau (ECB). Under dette program kunne det "hårde" risikovurderingsarbejde foretages. Medlemslandene ville dog stadig skulle have den overordnede beslutningskompetence.

Såfremt det besluttes at indføre et listegebyr, som foreslået overfor, vil det være nærliggende at anvende provenuet til at finansiere en styrkelse af risikovurderingsarbejdet.

Nedprioritering af andre områder

En anden mulighed kunne være at nedprioritere arbejdet på beslægtede områder. F.eks. kunne man i fællesskab vedtage at nedprioritere vurderingsarbejdet for anmeldelser af nye stoffer, der på EU-plan produceres i mindre end 1 ton pr. år. Ganske vist besluttede man i begyndelsen af 1990'erne at skærpe kravene til anmeldelse af nye stoffer, der på EU-plan produceres i mængder mellem 1 og 10 tons, men det er spørgsmålet, om det ud fra en samlet prioritering af indsatsen på kemikalieområdet er hensigtsmæssigt at bruge så mange ressourcer her.

En sådan fælles beslutning vil kunne frigøre ressourcer i de medlemslande, der har en stor kemisk industri. Disse lande kunne herefter påtage sig at risikovurdere flere af de "gamle" eksisterende stoffer.

Vurdering af velkendte farlige stoffer

Da en EU-risikovurdering som omtalt er meget omfattende og dermed meget ressource- og tidskrævende, kan der gå år før en vurdering er færdig. Dette er helt utilfredsstillende, især i de tilfælde, hvor der er tale om stoffer med velkendte særligt farlige egenskaber, som i et eller andet omfang bør anvendelsesreguleres. Der må derfor arbejdes for at finde frem til en hurtigere og mere effektiv måde at vurdere sådanne stoffer på. Der kan f.eks. være tale om udvikling af ad hoc-vurderinger eller screeningsvurderinger.

Mere retfærdig fordeling

Yderligere bør det overvejes at foreslå, at der laves bindende EU-regler om, hvor mange risikovurderinger, hver enkelt medlemsstat som minimum skal stå for om året. Dette skulle sikre en nogenlunde retfærdig fordeling af arbejdsbyrden landene imellem.

Fordelingen kunne naturligt tage udgangspunkt i fordelingen af stemmer i Ministerrådet.

Forslag til målsætninger

´

6.4 Videnopbygning

Udviklings- og forskningsbehov

Udviklings- og forskningsbehovet på det kemiske område fremgår bl.a. af "Opgørelse over behovet for forskning på miljø- og naturområde", som Miljø- og Energiministeriet udgav i marts 1996. Specielt skal der her henvises til medieafsnittene samt afsnittene om "Miljø og Sundhed", "Miljøfremmede stoffer" og "Kvalitetskriterier".

Data om kemiske stoffer samt metoder til at vurdere stoffernes farlighed for den menneskelige sundhed og miljøet udgør det helt afgørende grundlag for reguleringer af det store antal kemiske stoffer.

Omprioritering

Generelt er det vurderingen, at der i dag stilles store krav til industriens fremskaffelse af og myndighedernes vurdering af relativt få nye kemiske stoffer med en ofte begrænset anvendelse, mens der anvendes relativt færre ressourcer på at fremskaffe og vurdere data om det store antal eksisterende kemiske stoffer med en meget udbredt anvendelse.

Da den nuværende indsats sker på et fælles internationalt grundlag, er en ændret prioritering af indsatsen langt fra et rent dansk anliggende. Derfor bør dette spørgsmål tages op i de relevante internationale fora.

Kendte/ukendte effekter

Et fundamentalt problem i denne forbindelse er, at tilvejebringelse af relevante data om et givet stof forudsætter, at stoffets effekt er en generelt erkendt effekt, og at der findes relevante metoder til at påvise denne effekt. I det omfang anvendelsen af kemiske stoffer giver anledning til sundheds- eller miljømæssige effekter, som vi lige (eller endnu ikke) har erkendt, vil vi med de nuværende testmetoder ikke få viden herom. Senest har erkendelsen af, at visse stoffer kan have hormonlignende effekter, mindet os om denne problemstilling.

Markør "test"

Da vi således mangler viden om mulige effekter for en lang række miljøbelastende stoffer, er der et stort behov for udvikling af hurtige og simple markør'"test", der med tiden kan erstatte det efterhånden meget store undersøgelsesprogram, hvert enkelt stof skal gennemgå, inden der kan gennemføres en tilbundsgående vurdering. Dette vil samtidig støtte arbejdet for den politiske målsætning om, at anvendelse af forsøgsdyr skal reduceres.

Der kan her være tale om test på reagensglasniveau eller computerbaserede modelteknikker til forudsigelse af kemikaliers farlige egenskaber og effekter (f.eks. QSAR).

Bedre metoder

For at viden om kemiske stoffer kan omsættes til administrative retningslinjer (f.eks. grænseværdier, der fastsættes på grundlag af kvalitetskriterier), er det desuden vigtigt, at der sker en videreudvikling og forbedring af metoder, der kan identificere ved hvilke niveauer en given dosis eller koncentration vil være sundhedsmæssigt eller miljømæssigt problematisk.

På lignende måde er det vigtigt, at metoderne til bedømmelse af menneskets og/eller miljøets eksponering for kemikalier til stadighed forbedres. Det er især vigtigt, at der udvikles simple og konservative (pessimistiske/"worst-case") modeller for kemiske stoffers udslip, fordeling, transport og omsætning i miljøet i bred forstand.

Bedre vurderingsværktøjer

Et af de vanskeligste områder i risikovurderingsarbejdet er at dokumentere, at der reelt sker en udsættelse/eksponering af mennesker og miljø for et givet stof. Såfremt en risikovurdering viser, at der er tale om ingen eller kun lav eksponering, vil det være næsten umuligt at få sat udfasningsinitiativer i gang.

Større satsning på EU-finansieret forskning

Det er derfor vigtigt, at der oprustes på dette område bl.a. ved stadig stigende anvendelse af data fra de nordiske produktregistre. I denne forbindelse er det et problem, at miljøfarlige produkter efter de gældende regler ikke skal indberettes til det danske Produktregister. Det bør overvejes at udvide indberetningspligten til også at omfatte visse kategorier af forbrugerprodukter, der ikke er klassificeret for sundhedsfare (f.eks. husholdningskemikalier).

Det store forskningsbehov nødvendiggør internationalt forskningssamarbejde. På de forsknings- og udviklingsområder, der direkte kan relateres til udbygning og forbedring af eksisterende EU-direktiver og - forordninger, skal der i fremtiden satset mere på at få disse finansieret med EU-midler.

Større ansvar til producenter og importører

Den nuværende situation på kemikalieområdet i relation til de mange eksisterende stoffer er kendetegnet ved, at den kemiske industri har en ret til at markedsføre disse stoffer uanset mulige uhensigtsmæssige/skadelige virkninger, indtil myndigheder har bevist sådanne virkninger. Denne retstilstand pålægger myndighederne en meget tung bevisbyrde. Denne bevisbyrde bør vendes om, så det i højere grad bliver producenter og importører, der skal foretage undersøgelser og indsamle data, der viser, at et stof formentlig ikke er skadeligt.

Det bør derfor undersøges, om det - uden de store problemer bl.a. i forhold til EU - er muligt at opstille mere systematiske undersøgelseskrav til producenterne eller andre krav, der kan få industrien til at foretage undersøgelser og udlevere eksisterende ikke-publicerede undersøgelser/data for kemiske stof-/produktgrupper, der hverken er nye stoffer, bekæmpelsesmiddel eller stoffer udpeget til risikovurdering i EU's risikovurderingsprogram, men hvor det af andre grunde skønnes nødvendigt.

Dette ville f.eks. være relevant i forbindelse med klassificering, hvor klassificering i dag opgives ved mangel på data. En middel her kunne være at indføre et princip om, at fravær af data - eller hvor data kun indicerer, at et stof har én farlig egenskab - ud fra et forsigtighedssynspunkt medfører en streng klassificering eller medfører fastsættelse af ekstra lave kvalitetskriterier/grænseværdier. Desuden ville det være ønskeligt, om myndighederne kunne stille krav om, at stoffer, der anvendes til at substituere uønskede stoffer, blev undersøgt for mulige uønskede egenskaber.

Producentansvaret kunne derudover om muligt suppleres med, at det også pålægges kemikalieproducenterne at gennemføre løbende moniteringsundersøgelser.

Målsætninger

6.5 Bedre information og aktørinddragelse

Bedre information

Et vigtigt led i sikringen af en fortsat bred offentlig interesse for miljømålene er, at problemerne får et "ansigt", som både industrielle brugere, indkøbere i servicevirksomheder og detailhandel samt private forbrugere kan forholde sig til.

Der bør derfor udvikles en ensartet, informationsrig og forståelig måde at melde ud til offentligheden på bl.a. i vejledninger, pressemeddelelser og interviews. Det er især vigtigt at undgå indforstået jargon, forkortede bogstavbetegnelser og udeladelser, som kun specialister forstår, hvis man skal sikre befolkningens forståelse og opbakning til større og principielle miljøinitiativer.

Kvalificerede indkøbere

Industrielle brugere og større indkøbere i detailhandel mv. kan forventes at være i stand til at håndtere miljøinformation på et rimeligt højt niveau.

Blandt industrielle brugere kan det være et problem, at de ikke kan få de relevante oplysninger om produkternes indhold af farlige stoffer fra underleverandørerne. Principielt kan den industrielle bruger vælge at boykotte underleverandører, som ikke giver de nødvendige oplysninger, men dette kræver, at der enten er alternative leverandører - hvilket langtfra altid er tilfældet - eller at brugeren er en betydelig kunde hos underleverandøren.

Det foreslås derfor, at der iværksættes et arbejde med udvikling af koncepter for henholdsvis miljødeklaration og miljøbrugsanvisning. En yderligere beskrivelse af sådanne initiativer findes i Miljøstyrelsens 'Oplæg til en styrket produktorienteret miljøindsats'.

Den miljøbevidste forbruger

Det må være en klar ret for miljøbevidste forbrugere at kunne få god information om produkterne. Dette blev for nylig aktualiseret af brugerønsker om at få oplyst handelsnavne på bekæmpelsesmiddel, der indeholder østrogenlignende stoffer.

Forudsætningen for, at den bevidste forbruger har en reel chance for at foretage et miljørigtigt forbrugsvalg er, at de nødvendige oplysninger er til stede. Der bør derfor generelt arbejdes for en udvidelse af producenters og importørers pligt til at deklarere produkternes miljømæssige egenskaber herunder hvilke kemiske stoffer, der indgår eller er medgået ved produktionen.

Deklarationer til forbrugerne skal udformes således, at de er passende enkle og let forståelige. For husholdningskemikalier og forbrugsvarer kunne anvendes en gruppering af stofferne efter deres miljø- og sundhedsmæssige egenskaber (kræftfremkaldende, hormonlignende, ozonlagsnedbrydende mv.).

Det er vigtigt at understrege, at udvidede produktoplysninger ikke skal erstatte men supplere myndighedernes generelle bestræbelser på at få begrænset produkternes samlede miljøbelastning - herunder anvendelse af særligt uønskede stoffer.

Flere sammensætningsoplysninger

Der bør foretages en generel vurdering af reglerne om fortroligholdelse af kemiske produkters - herunder husholdningskemikaliers - sammensætning. Vurderingen skal også omfatte reglerne på arbejdsmiljøområdet, idet data om kemiske produkter hovedsagelig indsamles via regler i arbejdsmiljølovgivningen.

Der bør endvidere foretages en grundig vurdering af hvilke begrænsninger for selvstændige danske oplysningskrav, der findes i "Indre marked"-reglerne og andre EU-direktiver samt i WTO-aftalen.

Forslag til målsætninger

Litteratur

AMI-rap. 44/1994. AMI-rapport nr. 44, 1994. Kortlægning af vaske- og
rengøringsmiddeler.

AR 57/1993. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 57, 1993. Paradigma for
massestrømsanalyser.

AR, 1994. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, august 1994. Restprodukter. Mængder,
karakteristika og bortskaffelse.

AR 43/1994. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 43, 1994. Miljøbelastende stoffer i
affald.

AR 15/1995. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen. Forekomst og effekter af miljøfremmede
organiske stoffer i spildevandsslam.

AR 64/1995. Arbejdsrapport nr. 64, 1995. Nationale og industrielle emissioner af 38 stoffer.
En overbliksrapport.

DMU 4/96. Tungmetaller i danske jorder. Temarapport nr. 4, 1996 fra DMU

DS, 1995. Olie- og kemikalieaffald tilført Kommunekemi a/s i 1994. Danmarks Statistik,
Miljø 1995:3.

NMPR, 1995. Natur og miljøpolitisk redegørelse, Miljø- og Energiministeriet, 1995.

MP 152, 1990. Miljøprojekt nr. 152, 1990. Kemikalier i husholdningen.

MP 153, 1990. Miljrprojekt nr. 153, 1990. Danmarks udledning af industrielt spildevand.

MP 244, 1993. Miljrprojekt nr. 244, 1993. Miljøvurderinger og substitutionsovervejelser.

MP 261, 1994. Miljrprojekt nr. 261, 1994. Ozonlagsnedbrydende stoffer - forbrug i 1993.

MP 269, 1994. Miljrprojekt nr. 269, 1994. Miljøbelastning fra affaldsbehandlingsanlæg.

MP 278, 1994. Miljrprojekt nr. 278, 1994. Miljøfremmede stoffer i renseanlæg.

MP 281, 1995. Miljrprojekt nr. 281, 1995. Miljøprioritering af industriprodukter.

MP 285, 1995. Miljrprojekt nr. 285, 1995. Traffic PAH and other mutagens in Air in
Denmark.

MP 320, 1996. Miljrprojekt nr. 320 , 1996. Massestrømsanalyse for phthalater. Forbrug,
bortskaffelse og udslip til omgivelserne i Danmark.

MP 325, 1996. Miljrprojekt nr. 325, 1996. Miljøfremmede stoffer i spildevand og slam

M&S, 1993. Miljø og samfund - en status over udviklingen i miljøtilstanden i Danmark.
Faglig rapport fra DMU nr. 93, Dec.. 1993.

MST, 1995. Oplysninger fra Miljøstyrelsen.

N&M, 1994. Tal om natur og miljø, 1994. Miljøministeriet, Miljøstyrelsen, Danmarks
Statistik.

Notat, aug. 1994. Notat fra Miljøstyrelsens Erhvervsaffaldskontor. Affaldsmængderne i
Danmark i 1993 sammenholdt med målsætningerne i regeringens handlingsplan for affald
og genanvendelse 1993-97, august 1994.

Notat, april 1995. Notat fra Miljøstyrelsens Ferskvand- og Landbrugskontor.
Jordbrugsmæssig anvendelse af affaldsprodukter, april 1995.

Notat, oktober 1995. Notat fra Miljøstyrelsens Hav- og Spildevandskontoret.
Spildevandsslam i 1994.

Orient. 3/1992. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 3, 1992. Tal om landbrug og miljø.

Orient. 1/1994. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 1, 1994. Bekæmpelsesmiddelstatistik
1992.

Orient. 1/1995. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 1, 1995. Oversigt over godkendte
bekæmpelsesmiddel.

Orient. 8/1995. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 8, 1995. Bekæmpelsesmiddelstatistik
1994.

Red. 2/1994. Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 2, 1994. Vandmiljr-1994.

Red. 1/1995. Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 1, 1995. Tungmetaller.

Status 1995. Status for arbejdet med østrogenlignende stoffer, oktober 1995, udarbejdet af
Miljøstyrelsen.

Udkast, aug. 1996. Forbrug og forurening med kviksølv i Danmark. Rapportudkast,
Miljøstyrelsen, august 1996 (Ikke publiceret).

UN, 1992. Earth Summit. Agenda 21. The United Nations Programme of Action from Rio.

Bilag 1
Se tabel

Bilag 2

Listen over uønskede stoffer

Som et supplement til og i forlængelse af allerede igangværende aktiviteter og reguleringer af kemiske stoffer, herunder Handlingsplanen for Renere Teknologi 1993-97, har Miljøstyrelsen udarbejdet et udkast til en liste over stoffer, der er uønskede i produkter på grund af stofferne påvirkning af mennesker og/eller miljø i produktion, anvendelse og/eller ved bortskaffelse.

Miljøstyrelsen har udvalgt særligt betænkelige kemiske stoffer, der forekommer i produkter på det danske marked. Ved udvælgelsen er der lagt vægt på at identificere stoffer som udfra de foreliggende oplysninger om deres skadelige effekter og anvendelse vurderes at være årsag til en væsentlig belastning af sundhed og miljø.

Listen over uønskede stoffer er et signal og en vejledning til virksomheder, produktudviklere, indkøbere og andre aktører om kemiske stoffer, der er betænkelige, og hvor belastningen på længere sigt bør reduceres. For at opstille Listen over uønskede stoffer har Miljøstyrelsen først identificeret ca. 1100 stoffer, som udfra en vurdering af deres skadelige effekter er uønskede. Disse stoffer findes på en såkaldt Effekt-liste. Det er dog kun de af stofferne på Effektlisten, der anvendes i størst mængde, der er udvalgt til Listen over uønskede stoffer. Det er derfor vigtigt, at virksomheder ved substitution og udvikling af produkter ikke blot søger at undgå stofferne på Listen over uønskede stoffer men også søger at undgå stoffer på Effekt-listen samt andre stoffer med tilsvarende uønskede effekter. I denne forbindelse vil Kemikalieredegørelsens Bilag 2, der indeholder en oversigt over hvilke stoffer, der er omfattet af internationale afviklingslister eller dansk anvendelsesbegrænsning være et nyttigt redskab.

Effekt-listen vil senere blive offentliggjort.

At et stof står på en af eller begge disse to lister er således ikke udtryk for, at Miljøstyrelsen har besluttet at indstille disse stoffer til forbud, men for nogle af stoffernes vedkommende vil der senere kunne forventes initiativer fra Miljøstyrelsens side.

Udover anvendelsesregulering kan også substitution fremmes gennem krav eller aftaler om begrænsning af hvilke mængder, der må anvendes, indsamlings- og genanvendelsesordninger, deklaration og mærkning af produkter, grøn indkøbspolitik samt målrettet information. Beslutningen om hvilke virkemidler, der eventuelt skal anvendes, bestemmes udfra en vurdering af det enkelte stof i den konkrete anvendelse. Dette kræver, udover viden om stoffets effekter, viden om hvert enkelt stofs anvendelse, udslip, mængde, bortskaffelse m.m. I dag findes et sådan overblik ikke på alle områder, men Miljøstyrelsen vil fremover arbejde for, at det skabes.

Det skal betones, at listen ikke er udtømmende. Der kan meget vel findes stoffer, der ud fra en mere detaljeret vurdering af stoffets udbredelse og skadelige egenskaber ville forekomme på listen, hvis data herom havde været tilgængelige. Dog er der efter Miljøstyrelsens opfattelse ikke tvivl om, at de stoffer, der står på listen også bør være der.

Miljøstyrelsen vil fremover løbende arbejde videre med at konsolidere og udvikle listen, med henblik på at den med mellemrum kan blive opdateret.

De anvendte udvælgelsesmetoder.

Myndighederne i mange lande har prøvet at opstille lister over kemiske stoffer, der er særligt sundhedsmæssigt eller miljømæssigt betænkelige. De metoder, der er blevet anvendt til identifikationen af de betænkelige stoffer, har været forskellige, blandt andet afhængige af, hvad stoflisterne har skullet bruges til. Nogle af stoflisterne er blevet opstillet ved at benytte formaliserede udvælgelseskriterier, såsom stoffernes mængde, udledning, forekomst, samt forventede sundheds- og/ eller miljøeffekter. Andre lister er opstillet udfra en mere pragmatisk ikke-formaliseret udvælgelse, f.eks. at stoffer står på andre lister. En svaghed herved er, at man ikke identificerer nye betænkelige stoffer.

Disse svagheder har Miljøstyrelsen prøvet at imødegå ved dels at benytte en systematisk udvælgelse af kemiske stoffer med stor udbredelse, som har særligt betænkelige sundheds- og/ eller miljøeffekter, dels ved supplerende mere pragmatisk at udvælge stoffer som allerede er identificeret som værende problematiske.

Den systematiske udvælgelse

De benyttede udvælgelsesprocedurer ved den systematiske udvælgelse kan sammenfattes således:

I) Udgangspunktet er samtlige stoffer, som ifølge ProduktData findes på danske arbejdspladser enten som rene stoffer eller i kemiske produkter, eller som findes på EU´s liste over stoffer, der produceres/importeres i store mængder. Dette drejer sig om i alt ca. 9.000 stoffer. (De anvendte tal fra ProduktData er fra 1993. Det er dog muligt at lave en tilsvarende opgørelse fra 1996, hvilket Miljøstyrelsen vil gøre ved en senere opdatering af listen).

II) Herefter er de stoffer, der har særligt betænkelige sundheds- eller miljøeffekter identificeret.

Der er tale om stoffer, som står på "Listen over farlige stoffer", fordi de har høj akut og/eller kronisk giftighed, er kræftfremkaldende, allergifremkaldende, mutagene, reproduktionstoksiske, og/eller fordi de er miljøfarlige.

Anvendelse af "Listen over farlige stoffer" er dog ikke tilstrækkelig til identifikation af alle miljøfarlige stoffer. Dette skyldes, dels at langt fra alle stofferne på "Listen over farlige stoffer" på nuværende tidspunkt er vurderet for miljøfarlighed, dels at reglerne for miljøfareklassificering er så nye (fra 1993), at "Listen over farlige stoffer" i dag helt overvejende omfatter stoffer, som er optaget på listen, fordi de har sundhedsfarlige effekter.

Derfor er særligt økotoksikologisk betænkelige stoffer tilføjet. Disse stoffer er identificeret ved hjælp af computerbaserede estimeringsteknikker (QSAR).

III) De stoffer, der anvendes i store mængder (> 100 ton) i Danmark, er herefter identificeret ved hjælp af oplysninger i Produktregistret (tal fra 1996).

IV) Enkelte stoffer er endelig bortvalgt, fordi de allerede er omfattet af anden regulering, (f.eks. stoffer, der udelukkende anvendes som bekæmpelsesmidler, da disse er omfattet af en særlig godkendelsesordning).

Den supplerende udvælgelse

Som det fremgår ovenfor rummer den systematiske udvælgelse en række begrænsninger, bl.a. fordi det europæiske klassificeringssystem ikke har vurderet alle relevante stoffer. Derfor har det været nødvendigt efterfølgende at supplere med en række stoffer, som tidligere er identificeret som betænkelige, og som derfor bør medtages på listen.

Dette drejer sig om stoffer, som tidligere er vurderet at være problematiske på grund af deres direkte effekter på miljø og/eller sundhed, eller hvor deres anvendelse giver problemer i spildevand, ved affaldshåndtering, ved udledning til luft eller vandmiljøet.

Ved den supplerende udvælgelse af stoffer til listen over uønskede stoffer er følgende kriterier blevet anvendt:

Følgende stoffer/stofgrupper er ikke medtaget på listen:

Særlige bemærkninger

En mere detaljeret gennemgang af den foretagne udvælgelsesprocedure samt dens begrænsninger findes i Miljøstyrelsens Arbejdsrapport nr. 71/1996.

Brugervejledning til listen

En stofliste og en produktoversigt

For at gøre Listen mere bruger- og læsevenlig er som supplement til den egentlige liste, der er opstillet efter stofnavne udarbejdet en oversigt over de væsentligste produktgrupper, hvori stofferne indgår i. Da alle produktgrupper ikke er medtaget, vil der være enkelte stoffer fra selve listen, som ikke kan genfindes på produktoversigten

Hvorfor undgå stofferne?

Stoffer på listen er udvalgt på grund af stoffets egenskaber og fordi anvendelsen af stoffet kan give/øge risikoen for de nævnte effekter. Der er ikke på nuværende tidspunkt lavet en vurdering af alle stofferne i forhold til deres anvendelse i produkter. Nogle stoffer er allerede delvist anvendelsesbegrænset, mens andre af stofferne ikke er undersøgt med henblik på risiko ved anvendelse.

Den bedste måde at undgå en øget belastning af sundhed eller miljø er at reducere eller fjerne kilderne. Dette gøres bl. a. ved at undgå anvendelsen af stoffer, der kan give problemer enten ved fremstilling, under anvendelse eller ved bortskaffelse.

Hvordan kan listen bruges?

Hvis et stof på listen indgår i et produkt eller anvendes i en process, bør det overvejes, om stoffet kan erstattes med et mindre sundhedsskadende eller miljøbelastende stof.

Dette gøres ved først at undersøge, om de effekter, der er årsagen til, at stoffet optræder på listen, er relevante i forhold til anvendelsen i produktet. Hvis begrundelsen f.eks. er, at stoffet er giftigt i vandmiljøet, og anvendelsen set i et livscyklusperspektiv ikke giver anledning til udslip af stoffet til vandmiljøet, er der mindre grund til at overveje substitution.

Hvis den forudgående vurdering viser, at det er relevant at erstatte et stof, bør man sikre sig, at alternativet er mindre miljø- og sundhedsbelastende. Det bør tilstræbes, at anvende alternativer, hvis effekter er velbelyste. Også her bør man være opmærksom på, om erstatningsstoffets eventuelle miljø- og sundhedseffekter har betydning i relation til det produkt, hvori det ønskes anvendt. Det bør også undersøges, om alternativerne rent teknisk er brugbare i forhold til den konkrete anvendelse.

Miljøstyrelsens Effektliste kan bruges til at få et overblik over 1100 stoffer, der ligeledes har miljø- og sundhedsskadelige effekter. Da udvælgelseskriteriet for stoffer til Listen over uønskede stoffer har været, at forbruget er over 100 tons, kan mange af stofferne på Effektlisten have effekter, der er lige så alvorlige som effekterne for de stoffer, der i dag optræder på Listen over uønskede stoffer.

Hvem kan bruge listen?

Med de rette forudsætninger kan listen anvendes af virksomheders produktudviklere, i forbindelse med miljøbevidst indkøb, og af andre der har interesse for kemiske stoffers anvendelse i produkter. Anvendelsen af listen forudsætter en vis miljøfaglig viden for at kunne vurdere stoffernes anvendelse i produkter og alternativers egnethed m.v.

Hvordan skal listen læses?

Nogle stoffer er identificeret som problematiske på grund af det specifikke stofs effekter. For andre stoffer er det hele stofgruppen, hvis anvendelse er problematisk.

For tidligere identificerede problematiske stofgrupper, hvoraf enkelte af stofferne er fundet ved den systematiske udvælgelse, er disse stofnavne og CAS nr. angivet, da disse anvendes i mere end 100 tons på det danske marked. For andre stofgrupper er der givet eksempler på hvilke stoffer stofgruppen indeholder.

For hvert stof eller stofgruppe er der noteret hvilke væsentlige produktgrupper stofferne indgår i samt de produktgrupper, hvor anvendelsen kan være et specielt problem.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at listens oplysninger om anvendelsesområder for de enkelte kemikalier ikke er udtømmende. Et stof kan godt være i andre produktgrupper end de nævnte. Derfor er listen over stoffer i de forskellige produktgrupper hellere ikke fuldstændig. Endvidere er det vigtigt at være opmærksom på, at et stof på listen ikke nødvendigvis er problematisk i alle de anvendelser, hvori det indgår. At nikkel f.eks. står på listen er således ikke udtryk for, at Miljøstyrelsen finder alle dets anvendelser i rustfrit stål problematisk. Endvidere skal det generelt bemærkes, at listen indeholder en række metalforbindelser. Hermed menes kemiske forbindelser og ikke legeringer.

Begrundelse for udvælgelse

Anvendelsen af kemiske stoffer og produkter belaster mennesker og miljø gennem hele deres livscyclus ved produktion af stoffet, anvendelse af stoffet i en proces eller ved fremstilling til et produkt, brugen af produktet og bortskaffelsen af produktet.

Under begrundelse for udvælgelse på listen er det for hver stof/stofgruppe angivet, hvilke egenskaber stoffet er udvalgt på, og hvilke andre problemer anvendelsen af stoffet bevirker. Et stof, der er har miljø- og sundhedseffekter kan også være et problem ved affaldsbortskaffelse, hvis stoffet findes i betænkelige mængder i restprodukter.

Under egenskaber/effekter er stoffernes sundheds- eller miljøegenskaber/effekter angivet.

Akut giftighed

Anvendes om stoffer, der af EU's mærkningsgruppe er klassificeret som:

Kronisk giftighed

Anvendes om stoffer, der er af EU's mærkningsgruppe er klassificeret som:

Kræftfremkaldende

Anvendes om stoffer, der af EU's mærkningsgruppe er klassificeret som:

Allergi

Anvendes om stoffer, der af EU's mærkningsgruppe er klassificeret som:

Luftvejsallergi

Anvendes om stoffer, der af EU's mærkningsgruppe er klassificeret som:

Reproduktionstoksisk

Anvendes om stoffer, der af EU's mærkningsgruppe er klassificeret som:

Akkumulering

Anvendes om stoffer, der af EU's mærkningsgruppe er klassificeret som:

Neurotoksisk

Anvendes om stoffer, som Miljøstyrelsen på baggrund af foreliggende oplysninger vurderer

Drivhuseffekt

Anvendes om stoffer, der i UNEP's Klimakonvention er vurderet

Miljøfarlig

Anvendes om stoffer, der af EU's mærkningsgruppe er klassificeret som:

Skadeligt for vandmiljø*

Anvendes om stoffer, der er systematisk udvalgt ved computerberegning, fordi de er ikke let nedbrydelige, har en høj gifitghed for vandlevende organismer og har potentiale for ophobning i vandlevende organismer og sediment/slam.

Skadeligt for vandmiljø

Anvendes om stoffer, der er udvalgt supplerende udfra den foreliggende viden om deres giftighed, nedbrydelighed og potentiale for ophobning og opførsel i miljøet udgør en fare for vandmiljøet, eller stoffer der vil opfylde et eller flere af EUs klassificeringskriterier for miljøfare men som endnu ikke er officielt klassificeret.

Andre problemer kan være stoffer, der gør anvendelsen af restprodukter fra affaldsstrømmene problematisk.

Bemærkninger

For stoffer, der er omfattet af en politisk målsætning om afvikling er dette angivet.

For stoffer fundet ved systematiseret gennemgang af "Listen over farlige stoffer" for stoffer med særligt alvorlige sundheds- og eller miljøfarlige egenskaber, computerbaserede beregninger for nedbrydelighed og ophobning i vandorganismer, slam og fødekæder og som anvendes i mere end 100 tons i Danmark er dette angivet ved oplysningen "Systematisk udvalgt".

Hvis et stof er omfattet af en havkonventions afviklingsliste vil dette fremgå som "Prioriteret i havmiljø".

Regulering og internationale konventioner

På en række af stofferne på listen eksisterer der allerede en delvis anvendelsesbegrænsning, og desuden har Danmark forpligtiget sig til at følge en række internationale regler og rekommendationer. Der er for hvert stof/-stofgruppe på listen angivet om det allerede er omfattet af en dansk bekendtgørelse og hvilke internationale konventioner, der er aktuelle. Der er ikke alle steder målet er at afvikle brugen. I de fleste tilfælde målet en nedsættelse af udledningen.

Bkg. : Reguleret i en bekendtgørelse fra Miljø- og Energiminsteriet

EU-vand : Stoffet er på liste I i EU dir. om akvatisk miljø. I direktivet fra 1976 forpligtes medlemsstaterne til at eliminere forureningen af ferske og marine områder med stofferne på direktivets liste I.

EU-anv.begr.: Stoffet er omfattet af EU's direktiv om begrænsning af visse farlige stoffer og præparater.

EU-PIC : Stoffet er på EU's forordning om eksport og import af visse farlige kemikalier

Nordsø : Stoffet er på Nordsøkonferencens liste over stoffer, hvor udledning til miljøet skal reduceres eller anvendelsen skal afvikles. Nordsøkonference er en international konference om beskyttelse af Nordsøen.

HELCOM : Helsingfors-Kommisionens liste over farlige stoffer, for hvilke der er sat mål for at reducere udledningen.

OSPAR : Stoffet er omfattet af en beslutning eller anbefaling fra Oslo og Paris Kommisionen om at begrænse/afvikle brugen.

UN-ECE : Stoffet er på lister over persistente organiske forbindelser og tungmetaller under United Nations Economic Commission for Europe

UNEP-klima : Stoffet er på listen over drivhusgasser i Klimakonventionen under United Nations Environmental Programme.

Listen over uønskede stoffer opdelt efter stofnavne

Væsentlige produktgrupper, hvori stoffer på listen over uønskede stoffer indgår

Affedtningsmidler

Benzen

Mineralsk Terpentin, der indeholder benzen

Naphtha, der indeholder benzen

Naphtha (råolie) hydrogenbehandlet tung, der indeholder benzen

2,2,4,6,6-Pentamethylheptan

Råolie ved visse anvendelser

Trichlorethylen

Antifoulingsmidler (Skibsmaling)

Kobberforbindelser

Organiske tinforbindelser

Zineb

Batterier

Cadmium og cadmiumforbindelser

Kviksølv og kviksølvforbindelser

Nikkel ved visse anvendelser og nikkelforbindelser

Farvestoffer & pigmenter

Azofarvestoffer, udvalgte

Metallisk bly og blyforbindelser

Cadmium og cadmiumforbindelser

Chromforbindelser

C.I. Pigment Blue 60

Kobberforbindelser

Nikkel ved visse anvendelser og nikkelforbindelser

Fugemasser

2,4-Diisocyanattoluen

2,6-Diisocyanattoluen

Diphenylmethan-4,4'-diisocyanat

Imprægneret træ

Arsen og arsenforbindelser

Chromforbindelser

Creosotforbindelser

Kobberforbindelser

Organiske tinforbindelser

Kosmetik

Alkylphenolethoxylater

Butan, der indeholder butadien

C.I. Pigment Blue 60

Colophonium

Dichlormethan

Ethylglycol

Ethylglycolacetat

Formaldehyd

Methenamin

Methylglycol

Ligroine, der indeholder benzen

Phenol

Phthalater

Råolie ved visse anvendelser

Stenkulstjære

Vaselin, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Køle-smøremidler

Alkylphenoler

Butan, der indeholder butadien

Chlorparaffiner

Råolie ved visse anvendelser

Råolie solventraffinerede tunge paraffindestillater, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Råolie hydrogenbehandlet tunge naphthendestillater, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Råolie solventafvoksede tunge paraffindestillater, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Råolie ved visse anvendelser (råolie)

Vaselin, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Vaselin (råolie) oxideret, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Lim

Benzen

2,2-Bis(p-(2,3-epoxy-propoxy)phenyl)-propan

Bisfenol-A-diglycidylether, reaktionsprodukt; homologe med middelmolekylevægt mindre eller lig med 700

2,2'-Bisfenol-F-diglycidylether

Chlorparaffiner

C.I. Pigment Red 88

Colophonium

4,4'-Diaminodiphenylmethan

Diethylentriamin

2,4-Diisocyanattoluen

2,6-Diisocyanattoluen

Diphenylmethan-4,4'-diisocyanat

Ethylglycolacetat

Naphtha, der indeholder benzen

Ligroine, der indeholder benzen

Solventnaphtha (råolie) let alifatisk, der indeholder benzen

Solventnaphtha (råolie) let aromatisk, der indeholder benzen

Phthalater

Vaselin (råolie) oxideret, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Maling & Lak

Alkylphenolethoxylater

3-Aminomethyl-3,5,5-Trimethylcyclohexylamin

Azofarvestoffer, udvalgte

Beg, der indeholder Benzo(a)pyren

Benzen

2,2-Bis(p-(2,3-epoxy-propoxy)phenyl)-propan

Bisfenol-A-diglycidylether, reaktionsprodukt; homologe med middelmolekylevægt mindre eller lig med 700

2,2'-Bisfenol-F-diglycidylether

Metallisk bly og blyforbindelser

Butan, der indeholder butadien

2-Butanonoxim

Chlorparaffiner

Chromforbindelser

C.I. Pigment Blue 60

C.I. Pigment Red 88

Colophonium

Creosotforbindelser

4,4'-Diaminodiphenylmethan

Diethylentriamin

2,4-Diisocyanattoluen

2,6-Diisocyanattoluen

Ethylglycol

Ethylglycolacetat

Formaldehyd

Methylglycol

Methylmethacrylat

Mineralsk Terpentin, der indeholder benzen

Naphtha, der indeholder benzen

Ligroine, der indeholder benzen

Naphtha (råolie) hydroafsvovlet tung, der indeholder benzen

Solventnaphtha (råolie) let alifatisk, der indeholder benzen

Solventnaphtha (råolie) let aromatisk, der indeholder benzen

Organiske tinforbindelser

Phenol

Phthalater

Råolie hydrogenbehandlet tunge naphthendestillater, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Stenkulstjære

Tetrachlorethylen

Vaselin (råolie) oxideret , der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Zineb

Opløsningsmidler

Dichlormethan

Ethylglycol

Ethylglycolacetat

1,2,4-Trichlorbenzen

Trichlorethylen

Destillater (råolie), solventraffinerede middeltunge, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Plast

Metallisk bly og blyforbindelser

Cadmium og cadmiumforbindelser

Chlorparaffiner

Organiske tinforbindelser

Phthalater

Rustbeskyttelsesmidler

Naphtha (råolie) hydrogenbehandlet tung, der indeholder benzen

Råolie hydrogenbehandlet tunge naphthendestillater, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Råolie solventafvoksede tunge paraffindestillater, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Tunge paraffindestillater (råolie), visse anvendelser

Vaselin, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Trykfarve

Azofarvestoffer, udvalgte

2,2'-Bisfenol-F-diglycidylether

Metallisk bly og blyforbindelser

Ethylglycolacetat

Naphtha, der indeholder benzen

Ligroine, der indeholder benzen

Phthalater

Destillater (råolie), solventraffinerede middeltunge, der indeholder kræftfremkaldende stoffer

Vaske-og rengøringsmidler

Alkylphenolethoxylater

Chromforbindelser

Solventnaphtha (råolie) let alifatisk, der indeholder benzen

Overfladeaktive stoffer f.eks. Linære alkyl-benzensulfonater (LAS)

Tetrachlorethylen