Rapport fra udvalget om jordbrugsdyrkning

5 Den nuværende landbrugsproduktion

5.1 Forskellige bedriftstyper
5.2 Afgrødeudbytter i den nuværende produktion
5.3 Skadevoldere i nuværende dyrkningssystemer og pesticidforbrug
5.4 Årsvariationer i angreb og muligheder for at bestemme bekæmpelsesbehovet
5.5 Tab som følge af skadegørere i nuværende og alternative scenarier
5.5.1 Metoder til fastsættelse af tab
5.5.2 Metode til vurdering af de samlede tab
5.6 Nuværende produktion
5.7 Forbrug af pesticider i andre lande
5.8 Konklusion på den nuværende produktion

5.1 Forskellige bedriftstyper

Beskrivelse af nuværende struktur

For at kunne vurdere effekterne af en udfasning af pesticider i landbruget, har underudvalget udarbejdet en relativt detaljeret beskrivelse af den nuværende planteproduktion i landbruget, således at det vil være muligt at bedømme effekterne af pesticidafvikling i de forskellige bedriftstyper på henholdsvis ler- og sandjord (Mikkelsen et al., 1998).

En kvantitativ sammenstilling af sådanne relevante bedriftstyper var ikke tilgængelig ved arbejdets igangsættelse, men dette er etableret på baggrund af driftsregnskabsdata fra Landskontorerne for Driftsøkonomi i 1995 og 1996, der dækker 13.000 brug. Der er opstillet 12 bedriftstyper (tabel 5.1). I tabellen er angivet både tal for det totale areal på bedriftstyperne, såvel som arealet som indgår i sædskiftet. Forskellen på de to tal skyldes brak, varigt græs og none-food afgrøder. Disse arealer er ikke vurderet, da de er skønnet at være konstante.

Tabel 5.1
Behandlingshyppighed (BI), areal, antal dyreenheder og relative kornudbytter fra de 12 bedriftstyper, som er uddraget af bedriftsregnskaberne fra Landskontorerne for Driftsøkonomi. (sædskifte=areal der indgår i omdrift; i alt = total areal i sædskiftet). Behandlingshyppigheden (=BI) er fastsat udfra gennemsnitlige tal fra 1994. BI tallene er ekskl. kvikbekæmpelse, som i gennemsnit er på 0.2.

link til tabel

For hver af disse 12 bedriftstyper er der opstillet et sædskifte, der svarer til eksisterende praksis i landbruget. Driftsregnskaberne indeholder ingen informationer om fordelingen af de forskellige kornafgrøder på de forskellige bedriftstyper. Denne opdeling er foretaget, så de harmonerer med de samlede tal fra Danmarks Statistik på henholdsvis sand- og lerjord. Følgende principper er anvendt for denne fordeling: På de enkelte bedriftstyper er der dyrket vinterhvede efter alle sædskiftesanerende afgrøder (raps, ærter, havre, kartofler, 75% af frøgræsarealet, 25% af sukkerroearealet og 50% af sædskifte græsarealet). På kvægbrug på sandjord antages det, at kun 25% af sædskiftegræsset udnyttes som forfrugt til hvede. Der er mindst sået vinterbyg i et areal svarende til vinterraps arealet. Herudover er kornarterne fordelt på et areal, der svarer til arealanvendelsen i sand- og lerjordsamterne vurderet udfra Danmarks Statistik. Resterende areal er dyrket med vårbyg.

En kort beskrivelse af hvilke afgrøder, der indgår i de 12 sædskifter, er vist i tabel 5.2, for en mere detaljeret gennemgang henvises til bilag 1 og 2.

Tabel 5.2
Beskrivelse af nuværende afgrødesammensætning for sædskifter på ler- og sandjord. Planteavl med eller uden og svin er i disse tabeller slået sammen, da de indeholder de samme afgrøder. Øverst i tabellen er nævnt afgrøder med forfrugtsværdi efterfulgt af øvrige afgrøder. Diverse dækker over mindre arealer af forskellige specialafgrøder. I bilag 1 findes en mere detaljeret beskrivelse af sædskifterne, udbytteniveau, arealandel og behandlingshyppighed.

link til tabel

Bortset fra kvægbrugsbedrifterne er der i de fleste sædskifter fokuseret meget på produktion af korn. Afgrøderne sælges alle enten til foder, eller der produceres kvalitetskorn som f.eks. maltbyg, brødhvede eller sædekorn. Sædskiftet praktiseres på såvel rene planteavlsbrug som på svinebrug. Vintersædsandelen ligger typisk på ca. 60% af det samlede sædskifteareal. Der er repræsenteret tre typiske forfrugter til kornafgrøderne (raps, ærter, sukkerroer). Der er i 3 sædskifter inddraget planteproduktion med specialproduktion af sukkerroer, frøgræs eller kartofler. Der praktiseres i alle sædskifter normal jordbearbejdning og såteknik. Generelt er det forudsat, at der ydes en stor indsats for at optimere afgrødernes udbytte både med hensyn til planteværn og gødskning. Behandlingshyppigheden viser betydelig forskel for de forskellige bedriftstyper, som det fremgår af tabel 5.1.

5.2 Afgrødeudbytter i den nuværende produktion

Baggrund for valgte udbytteniveauer

Udbytter af salgsafgrøderne er fastsat ud fra DK-statistik i årene 1993-96. I disse år var der problemer med overvintring og ukrudt i vinterraps, og rapsudbytterne var derfor relativt lave i disse år. Derfor er rapsudbytterne fastsat ud fra årene 1989-96. Udbytter i de enkelte amter fra Landbrugsstatistikken (DK-Statistik) (Anon, 1993-1996b og Spieger, 1998) er anvendt til fastsættelse af kerneudbytterne på sandjord (N. Jylland, Ringkøbing og Ribe) og lerjord (Storstrøms, V. Sjælland, Bornholm, Fyn, Århus, Vejle). Viborg, Nordsjælland, Hovedstadsregionen og S. Jylland er udeladt på grund af varierende jordtype. I tabel 5.3 er angivet udbytter for de forskellige afgrøder på sand- og lerjorder. Lerjord omfatter jb nr. 5, 6 og 7. Sandjord omfatter jordtyperne jb. nr. 1, 2, 3, og 4.

For de 12 beskrevne bedriftstyper er de i tabel 5.3 viste kerneudbytter korrigeret til bedriftstype ved at gange alle kerneudbytter fra tabel 5.3 med de i tabel 5.1 viste relative kerneudbytter fra bedriftsregnskaberne i 1995 og 1996. Dette gør det muligt at afspejle effekterne af et 0-scenarium på forskellige udbytteniveauer, som findes på de forskellige bedriftstyper.

Tabel 5.3
Afgrødeudbytter målt i hkg/ha på sand- og lerjord 1993-96 (raps 1989-96, frø 1992-95). Salgsafgrødeudbytter ud fra amtslige udbytteopgørelse og grovfoderudbytterne beregnet ud fra bedriftsregnskaberne.

link til tabel

Vårsæd, som dækker over både vårbyg, havre og vårhvede, er fastlagt til samme udbytte som i vårbyg, der udgør langt det største areal. Rug/triticale indgår i 0-pesticidscenarierne med en højere arealandel end den nuværende dyrkning. Det medfører, at rugen også vil blive dyrket på "bedre" jordtyper, som har højere udbytteforudsætning i forhold til den nuværende rugdyrkning, hvor rugen ofte dyrkes på meget ringe kornjord. Det valgte rugudbytte er derfor ansat 4-5 hkg højere end i tabel 5.3 ifølge Danmarks Statistik.

Grovfoderudbytte

Grovfoderudbyttet er estimeret udfra kreaturernes behov for foderenheder justeret i forhold til dyreantal, -vægt og produktion (Kristensen, 1998). Ud fra driftsregnskabernes foderudgifter (kr.) og en justeret FE-pris (kr./FE) på indkøbt foder (Bisgaard, 1998) er indkøbte FE beregnet. Grovfoderudbyttet beregnes herefter som forskellen mellem teoretisk behov, minus opfodret hjemmeavlet korn, minus indkøbt foder. Det gennemsnitlige grovfoderudbytte pr. ha er herefter beregnet ved at dividere med det samlede sædskiftegrovfoderareal. Disse indirekte beregnede grovfoderudbytter er stærkt afhængige af den fastsatte pris på indkøbt foder. Ved beregning af græs- og helsædsudbyttet er foderoeudbyttet fastsat til 11.000 FE/ha. I gennemsnit ligger de beregnede grovfoderudbytter 15%-enheder under udbytter målt på konventionelt drevne helårsforsøgsbrug i årene 1989-93 (Halberg & Kristensen, 1997). Ved opstilling af scenarier er disse afstemt således, at der produceres samme grovfodermængder pr. dyreenhed.

5.3 Skadevoldere og pesticidforbrug i de nuværende dyrkningssystemer

I det efterfølgende er der foretaget en kort gennemgang af det nuværende pesticidforbrug, og hvilke skadegørere pesticiderne hovedsageligt anvendes til bekæmpelse af i landbruget.

Nuværende pesticidforbrug

Behandlingshyppigheden i 1994 (Miljøstyrelsens rapport nr. 8/1995) er valgt ved nudriften. Der er desuden foretaget en yderligere opdeling af forbruget på afgrøder inden for vintersæd, ligesom der er foretaget en opdeling på sand- og lerjord for vårbyg og hvede på baggrund af data fra AIM-Farmstat.

Tabel 5.4
Behandlingshyppighed fra 1994 jævnfør Bekæmpelsesmiddelstastikken, plus ekstra opdeling af vintersæd, vårsæd og sukkerroer. Tallene inkluderer ikke forbruget af bejdsemidler.

link til tabel

Baggrunden for valg af 1994 er, at dette år bedst afspejler det nuværende forbrug (tabel 5.4). Tal fra 1995 og 1996 har været berørt af store salgsmæssige forskydninger p.g.a. indførelse af en særlig afgift på pesticider og skønnes derfor ikke repræsentative. Den samlede behandlingshyppighed for Dansk Landbrug var i 1994 på 2,35, hvilket svarer til niveauet for den seneste statistik fra 1997, der viste en behandlingshyppighed på 2,45

Forbrugsmønster

Ca. 2/3 af alle behandlinger foregår med herbicider, mens insekticider udgør 10-15% , fungiciderne ca. 20% og vækstreguleringsmidlerne udgør 2-5%. Andelen af sprøjtet areal på de forskellige bedrifter svinger mellem ca. 60% for kvægbrug og 90% for svinebrugere (Schou, 1998). Den store andel af ikke sprøjtet areal på kvægbrug skyldes de store græsarealer.

Ca. 15% af alle sprøjtninger foregår i efteråret, mens mere end 65% foregår i april, maj og juni. (Schou, 1998). På grund af kornarealets store andel foretages ca. 65% af samtlige sprøjtninger i kornafgrøder. Mens intensiteten generelt var størst i specialafgrøder. Der foretages flest sprøjtninger på lerjorde, hvor den største specialisering i planteavl findes. Således er der fundet en gns BI på 3.3 i Storstrømsamt, med stor andel af sukkerroer, imod 1.9 i Ringkøbing amt, med stor andel af kvægbrug (Schou, 1998). Der er større forbrug af pesticider på de største bedrifter, hvilket delvis kan kobles til de arealanvendelser, der er på brugene (Schou, 1998).

Phytotoxicitet ved sprøjtning

Visse pesticider kan give skader på afgrøderne og dermed udbyttereduktion. Et forhold der er mest kendt fra herbicider. Størrelsen og betydningen af disse skader undersøges i forsøg og vurderes som en del af godkendelsen. Generelt vurderes disse skader til at være begrænsede. Udsprøjtningstidspunktet har stor indflydelse på, om der sker skader eller ej. I de store afgrøder er risikeon for herbicidskader størst i bederoer. I en række små afgrøder er riskoen for skader større på grund af herbicidernes mindre selektivitet. Risikoen for skader er generelt størst, hvis der sprøjtets i varmt vejr og ved stærk sol.

Bekæmpelse af ukrudt

Der bekæmpes ukrudt med herbicider i næsten alle afgrøder. Ved korn produktion inden for svine- og planteproduktion, hvor vintersædsandelen er stor i forhold til vårsæd, anvendes i betydelig udstrækning midler mod en-kimbladet ukrudt. Dette gælder såvel i vinterhvede som i sanerende afgrøder som raps og ærter. Der bekæmpes to-kimbladet ukrudt i alle afgrøder. Størst er indsatsen i sukkerroer og foderroer, hvor der sprøjtes med herbicider 2-3 gange. Kvik i sædskiftet bekæmpes i 1-2 afgrøder hvert år, hvilket betyder, at kvik typisk bekæmpes hvert fjerde år på samme areal. Ved korn produktion domineret af vårsæd anvendes herbicider mod to-kimbladet ukrudt hvert år og mod kvik hvert fjerde år. Jordbearbejdning (mekanisk renholdelse) anvendes ikke eller yderst sjældent til ukrudtsbekæmpelse i korn, mens der i vinterraps er en begyndende udvikling i gang med udsåning af afgrøden på stor rækkeafstand og anvendelse af radrensning til fjernelse af ukrudt.

På kvægbrug med stor grovfoderproduktion bruges generelt færre herbicider. I foderroer sprøjtes 2-3 gange. I korn bekæmpes næsten kun to-kimbladet ukrudt, og kvik bekæmpes en gang i en sædskifte rotation, hvilket typisk vil være hvert fjerde til sjette år.

Bekæmpelse af sygdomme

Mindst 85% af den anvendte kornudsæd bejdses mod svampesygdomme for at bekæmpe udsædsbårne sygdomme. Der bekæmpes hyppigt bladsygdomme i kornafgrøderne. Dette sker ca. to gange i hvedemarkerne og under en gang i vårbyg afhængig af sygdomstrykket og sorternes resistens. Svampeangreb i roer, ærter og raps giver kun behov for bekæmpelse ca. hvert 10 år. Knækkefodsyge kan i enkelte marker udvikle betydelig angreb med tab som følge. Generelt sprøjtes der i dag kun mod fodsyge på ca. 5% af vintersædsarealet.

Der er i vårbyg en differentieret indsats på sand- og lerjord. Tal fra AIM viser, at der sprøjtes væsentligt mindre på sandjord (40% af arealet) sammenlignet med lerjord (60% af arealet). Især hvor der satses på maltbygproduktion, som stiller krav til stor kernestørrelse (god sortering), behandles der med fungicider, som bekæmper bladsygdomme.

I specialproduktioner, som kartofler, bekæmpes kartoffelskimmel med en stor intensitet. Der er dog nogen sortsvariation og stor årsvariation. Et tidligt angreb af skimmel kan betyde op til 7 til 8 behandlinger i vækstsæsonen. I gennemsnit behandles 5-6 gange. Den hyppige anvendelse skyldes hovedsageligt, at de anvendte midler ikke har nogen god langtidsvirkning. Næsten alle læggekartofler bejdse for at undgå angreb af rodfiltsvamp.

Bekæmpelse af skadedyr

I raps bekæmpes skadedyr med én til to sprøjtninger hvert år. Bladlus i hvede og vårbyg bekæmpes i gennemsnit på ca. halvdelen af arealet. I forhold til forbrugstallene i 1994 er der sket en betydelig reduktion på dette felt. Således blev der i 1997 i gennemsnit kun foretaget behandling på ¼ af kornarealet (Miljøstyrelsen Bekæmpelsesmiddelstatistik 1997). I vinterbyg anvendes ikke insekticider. I ærter bekæmpes skadedyr i gennemsnit hvert andet år. I roer bekæmpes lus og andre skadedyr hvert år med i gennemsnit to sprøjtninger eller en bejdsning kombineret med en sprøjtning. I stivelseskartofler bekæmpes tæger og cikader.

Vækstregulering

Vækstreguleringsmidler anvendes på mellem 10 og 40% af vintersædsarealet. De seneste tal fra 1997 viser en behandlingshyppighed i vintersæd på 0.1, svarende til 10% af arealet. Det vurderes, at vækstregulering i konventionel dyrkning af vinterhvede er på vej ud som følge af, at der dyrkes stråstive sorter og anvendes mindre kvælstof. I visse rug-sorter vurderes der stadig at være et behov for vækstregulering, ligesom der er et forbrug i visse af frøgræsarterne.

5.4 Årsvariationer i skadevolderangreb og muligheder for at bestemme bekæmpelsesbehovet

Der er for sygdomme og skadedyr en meget betydelig variation i bekæmpelsesbehovet og tabsprocenterne de enkelte år imellem. Variationen i angrebsgrader har traditionelt været indsamlet via måndesoversigterne fra de Plantepatologiske Forsøg, som i over 100 år har samlet op på angrebsstyrkerne af skadegørere i de enkelte år (Stapel, 1983). Et system som i nyere tid er afløst af planteavls konsulenternes registreringsnet. I figur 5.1 er vist, hvordan sygdomsudviklingen for en enkelt svamp i hvede varierer i forskellige år. Overvågning af sygdomme giver mulighed for at følge udviklingen fra uge til uge lokalt såvel som på landsplan.

Varierende udbyttetab i korn

Til illustration af den store årsvariation er i tabel 5.5 vist de gennemsnitlige årlige merudbytter for svampebehandlinger i et meget stort antal forsøg, som er trukket ud af Landskontoret for Planteavls forsøgsdatabase (Kjær, 1998). Variationen i merudbytterne skyldes en kombination af forskelle i sygdomme, som dominerer i de enkelte år, samt variation i angrebsgraden og tidligheden for angrebene. Resultaterne kan bruges som indikator for det potentielle merudbytte/tab i korn ved sprøjtning eller udeladelse af sprøjtning. De nyeste svampemidler (strobiluriner), som blev godkendt i 1998, har højnet dette udbyttepotentiale i f.eks. hvede med 4-6 hkg/ha.

Tabel 5.5
Gennemsnitlige merudbytter i korn (hkg/ha) efter behandling med svampemidler. Ledene er typiske standardled fra forsøgsplaner og kan bruges som indikator for det potentielle merudbytte efter 2-3 sprøjtninger i hvede, 1-2 sprøjtninger i vårbyg og 2 sprøjtninger i vinterbyg, typisk med nedsatte doseringer (kilde: Landskontorets forsøgsdatabase,92-98). Udsvingene i enkelt forsøg kan være betydeligt større end årsvariationen.

Figur 5.1
Udvikling af meldugangreb i hvede bestemt i Landskontoret for Planteavls registreringsnet. Ved ugentlige indrapporteringer følges den aktuelle udvikling af de enkelte sygdomme på landsplan og regionalt. Informationerne bliver brugt i forbindelse med rådgivning om bekæmpelsesbehovet.

Bestanden af ukrudt på samme lokalitet varierer begrænset fra år til år. Det er vanskeligt at fastlægge en egentlig skadetærskel for bekæmpelse, da der på grund af langsigtede sædskifte betragtninger generelt ønskes et lavt niveau af tokimbladet ukrudt i afgrøderne. For en-kimbladet ukrudt, der har haft stigende udbredelse i de senere år, som følge af forøgede arealer med vintersædsafgrøder, er der målt betydelige gennemsnitlige merudbytter på 15-20% for bekæmpelse af vindaks og agerrævehale (Oversigt over Landsforsøgene 1997). I enkelt forsøg med meget store bestande af vindaks kan der være tale om en halvering af udbyttet. Kraftig opformering af en-kimbladet ukrudt er således en negativ konsekvens af det store skift fra vår- til vinterkorn.

Mens 2-kimbladet ukrudt bekæmpes hvert år på næsten hele arealet, bekæmpes en-kimbladede ukrudtsarter generelt kun på de arealer, hvor de forekommer.

Vurdering af bekæmpelsesbehovet i dag

I forbindelse med den første pesticidhandlingsplan har der været igangsat mange aktiviteter for at få bekæmpelsesbehovet justeret i forhold til angrebsgraderne i den enkelte mark og det enkelte år for på den måde at undgå unødvendige sprøjtninger. Udvikling af skadetærskelmodeller for sygdomme og skadedyr, som det f.eks. er gjort i PC-Planteværn, har været et led i disse bestræbelser. I PC-Planteværn er der skabt baggrund for, at jordbrugeren for en række skadegørere har muligheder for at foretage en egentlig behovsvurdering. For ukrudtsbekæmpelse har der generelt ikke været tale om anvendelse af egentlige skadetærskler, men derimod om justering af dosering og middel i forhold til en given ukrudtsflora på marken.

PC-Planteværn

Udbredelsen af de PC-baserede vejledningsprogrammer ligger på knapt 2000 abonnenter. Foruden denne direkte brug af modellerne er principperne i skadetærskler udbredt i stort omfang i bl.a. nyhedsbreve fra konsulenter, på inter-nettet m.m. Ved en interviewundersøgelse blandt landmænd har15% tilkendegivet, at de jævnligt anvender skadetærsklerne fra PC-planteværn (Sydjysk universitet 1998), mens en anden undersøgelse i 1994 tilsvarende viste, at landmændene generelt lavede en bedre behovsvurdering i dag end tidligere koblet med, at de i stigende grad anvender nedsatte doseringer af pesticiderne (Bager & Søgård, 1994). Det har således kunnet konstateres, at forbruget er reduceret for især fungiciderne i korn, selvom der kun i begrænset omfang er sket en reduktion i den samlede behandlingshyppighed. Sidstnævnte forhold skyldes bl.a., at der dyrkes mere vintersæd end tidligere, og vintersæd generelt har et større bekæmpelsesbehov end vårafgrøder. Nedgangen i forbruget har været begrænset for ukrudtsmidler og skadedyrsmidler, mens der har været betydelig reduktion i forbruget af fungicider i alle kornafgrøder, hvor pesticidhandlingsplanens reduktionsmål på 50% er nået. Korrigeret for ændringer i afgrødesammensætningen er behandlingshyppigheden i 1997 reduceret med 25% i forhold til handlingsplanens mål.

5.5 Tab som følge af skadegørere i de nuværende og alternative scenarier

Grundlaget for pesticidanvendelsen i jordbruget er ønsket om at minimere eller fjerne økonomisk betydende tab forårsaget af skadegørere. Ved flere tidligere udredninger er det forsøgt at estimere den økonomiske nyttevirkning af sprøjtning i jordbruget (Jørgensen et al., 1997; Thonke et al., 1989).

I forbindelse med nærværende udredning er foretaget en fornyet vurdering af de samlede afgrødetab opdelt på enkeltafgrøder, hvor alternative metoder er inddraget i det omfang, det er praktisk muligt (tabel 5.8). De økonomiske konsekvenser af disse tab er beregnet af Økonomi- og Beskæftigelsesudvalget. Tabene er opgjort i forhold til den teknologi, der er til rådighed i dag.

5.5.1 Metode til fastsættelse af tab

Tab ved angreb af sygdomme og skadedyr

Visse tab lader sig kun vanskeligt beregne herunder effekter på kvalitetsparametre. Specielt gælder det for kartofler, at tab som følge af dårligere lagring kun vanskeligt lader sig beregne. Kartoffelpartier med skimmelangrebne knolde er specielt vanskelige at opbevare i kuler og i bokse med løs lejring. Angrebne knolde har større ånding og afgiver fugt til omgivelserne og øger derved knoldforrådnelsen. Kartoffelpartier med mere end 2% angrebne knolde anses for risikopartier med hensyn til at kunne opbevares. De fastsatte tab i de 3 typer af kartoffelproduktion er sammensat, som det ses i tabel 5.6.

Tabene i kartofler beskriver meget godt de forskelle, der er i udbytteniveauet for økologiske spisekartofler (ca. 233 hkg/ha) og konventionelle kartofler (ca. 400 hkg/ha) (Holm et al., 1998 & 1999). Hvilket giver en reduktion i udbyttet på 42%. I tal for økologisk avl på Foulum i 1996-98 svinger de salgbare udbytter mellem 74 og 370 hkg/ha (Pers com. Jens Peter Mølgaard). Et meget stort problem er derfor forsyningssikkerheden for bl.a. den industrialiserede produktion.

Tabel 5.6
Tabsprocenter i 3 forskellige typer kartoffelproduktion, fordelt på skader som følge af sygdomme og skadedyr (Efter Holm et al., 1999).

*Direkte tab på grund af bladangreb plus frasortering af 20 hkg/ha med knoldskimmel
**Direkte tab på grund af bladangreb plus 5% tab i stivelse

Produktion af maltbyg er et andet område, hvor kvaliteten af afgrøden kan påvirkes væsentligt af, om der bruges pesticider eller ej. I visse år vil sortering (afregningen er påvirket af størrelsen af kernerne) kunne påvirkes i negativ retning af svampeangreb eller bladlusangreb, hvilket kan bevirke, at det ikke vil være muligt at afsætte sit korn som maltbyg.

Tab som følge af høstbesvær og tørringsomkostninger, som kan forekomme især ved store bestande af ukrudt, lader sig ligeledes vanskeligt kvantificere, ligesom det er svært at forudsige, hvor store arealer, der må omlægges, hvis de gror til i ukrudt.

Tab som følge af ukrudt

Tabsstørrelserne som følge af overgang til mekanisk ukrudtsbekæmpelse er behæftet med stor usikkerhed. Der findes kun et begrænset forsøgsmateriale, hvor ukrudtseffekt og udbytte ved mekanisk ukrudtsbekæmpelse er sammenlignet med en standard herbicidbehandling, og det vil i en del tilfælde ikke være muligt at skelne mellem, hvilken effekt restukrudtet har på udbyttet, og hvilken effekt (afgrødeskade) den mekaniske bekæmpelse i sig selv har. Samtidig er disse forsøg udført på konventionelle brug, hvilket betyder, at ukrudtsbestandens størrelse vil være lavere og sammensætningen formodentlig anderledes, end hvad der må forventes i et herbicidfrit sædskifte.

De ukrudtsarter, der optræder som problemukrudt i de nuværende sædskifter, er en følge af, at de pågældende arter er godt tilpasset til de pågældende afgrøder, samt at problemukrudtsarterne bekæmpes mindre effektivt med de herbicider, der er til rådighed. Eksempler er græsukrudt i sædskifter med meget vintersæd, hyrdetaske i sædskifter med vinterraps samt hundepersille i roerige sædskifter. På samme måde må et sædskifte, hvor ukrudtsbekæmpelsen er baseret alene på mekanisk bekæmpelse, forventes at være domineret af ukrudt, der begunstiges i de pågældende afgrøder samt er vanskelige at bekæmpe mekanisk som eksempelvis kamille og agersennep, der begge er meget konkurrencestærke arter.

Erfaringer fra økologisk brug

Som udgangspunkt for tabsstørrelserne i korn er anvendt et talmateriale fra de økologiske helårsforsøgsbrug, hvor der er registreret ukrudt efter, at den mekaniske bekæmpelse er udført (Rasmussen et al., 1998). I gennemsnit af 5173 bedømmelser af økologiske kornmarker fra 1989-97 på godt 30 brug (malkekvægs-, æg- og rene plantebrug) er der lavet en analyse af den gennemsnitlige ukrudtsforekomst og sammensætning (Kristensen, 1998). På de økologiske brug er intensiteten i den mekaniske bekæmpelse mere begrænset, end der generelt anbefales ved mekanisk ukrudtsbekæmpelse i korn (Rasmussen et al., 1998). Det fundne udbyttetab, som følge af den direkte effekt af ukrudt på de økologiske helårsbrug, er derfor foreslået halveret til brug for konsekvensberegningerne (Mikkelsen et al., 1998), idet det forudsættes, at en øget mekanisk bekæmpelse vil kunne reducere tabene fra det nuværende niveau. Denne reduktion opvejes dog af et væsentligt tab som følge af en betydelig skade på afgrøderne i forbindelse med mekanisk bekæmpelse. Den mekaniske afgrødeskade er således vurderet ud fra de beskrevne sammenligningsforsøg med herbicidbehandling. For de øvrige afgrøder, som ikke er indeholdt i de økologiske helårsbrug er tabene baseret på de få forsøg, der er gennemført samt på skøn. En mere detaljeret beskrivelse af baggrunden for de vurderede ukrudtstab findes i Mikkelsen et al., (1998). De anslåede tab, som følge af afgrødeskader ved mekanisk ukrudtsbekæmpelse og øget restukrudt er vist i tabel 5.7.

På arealer der lider af store problemer med græsukrudt, vil udbyttetabene i forbindelse med hvededyrkning uden herbicidanvendelse de første år overstige de værdier, der er angivet i tabellen, idet der vil gå en årrække, inden det ændrede sædskifte begrænser græsukrudtsproblemet. Til gengæld vil udbyttetabene som følge af tokimbladet ukrudt i en kort overgangsperiode være mindre end forudsat i tabellen, idet der går en årrække inden ukrudtsniveauet stiger fra det nuværende op til niveauet på økologiske brug, som er grundlaget for tabsberegningerne i tabellen.

Tabel 5.7
Anslåede tab i procent som følge af mekanisk renholdelse i landbrugsafgrøder. Tabet indgår i den samlede tabsfunktion. (Mikkelsen et al., 1998)

Tab som følge af kultur tekniske justeringer

I kapitel 8 er beskrevet hvilke alternative bekæmpelsemetoder, der kan bruges til at forbygge og minimere problemer med skadegørere. Inddragelse af visse af disse alternative metoder er imidlertid forbundet med udbyttemæssige ulemper, som også er listet i tabel 5.8. For at minimere problemer med ukrudt anbefales det at udsætte såningen af hvede, vinterbyg og rug. Det anbefales dog normalt at så i sidste halvdel af september for at sikre en god og konkurrencedygtig afgrøde. En yderligere udsættelse af såtiden vil i mange år mindske chancen for at få etableret vintersæden og vil derfor ikke blive anbefalet. Der kan forventes et mindre udbyttetab, som følge af den foreslåede udsættelse (Kjærsgård, 1996 og Pedersen et al., 1997). Udbyttenedgangen ved at udsætte såning fra 20. september til 10. oktober har ligget på ca. 7 hkg/ha i gennemsnit. Det er anslået, at under halvdelen af markerne vil blive sået så sent, at det får effekt på udbyttet. På den baggrund er tabet i hvede som følge af sen såning reduceret til 3 hkg/ha (svarende til 4%). I vinterbyg er tabet som følge af udsat såning sat til 7% (Pedersen et al., Pers comm.)

Af øvrige parametre, der kan sænke udbytteniveauet, er valg af de mest resistente hvedesorter. De mest resistente sorter har et lavere udbyttepotentiale, end de højstydende sorter, og det vil udfra forsøgene i 1995-97 have kostet 4-5 hkg/ha at prioritere resistens over udbytte (Hovmøller et al., 1998). Da der ved tab som følge af sygdomme er regnet med et gennemsnit af alle sorter i perioden 1992-97, og dermed ikke specielt taget højde for, hvilke tab der er i resistente sorter, er det valgt at halvere tabet på 4-5 hkg/ha som følge af, at der vælges resistente sorter, da merudbytterne i de mere resistente sorter vurderes realistisk at ligge 2 hkg/ha under de mere modtagelige (jævnfør tabel 8.4). Der er tillagt et tab på 3% til tabet som følge af valg af resistente sorter i hvede, mens der ikke er noget der tyder på et sådant tab i de andre kornarter.

5.5.2 Metode til vurdering af de samlede tabsstørrelser

Sammenvejning af udbyttetab

Det samlede tab er sammenstykket af 5 forskellige tabsstørrelser, der vurderes at være aktuelle i de forskellige afgrøder (se tabel 5.8). Hvor Tab 1 dækker; tab efter ændret dyrkningspraksis for at minimere risikoen for skadegørere, bl.a. udsat såtid og valg af resistente sorter. Tab 2 dækker; tab som følge af angreb af sygdomme. Tab 3 dækker; tab som følge af angreb af skadedyr. Tab 4 dækker; tab som følge af skade på afgrøden i forbindelse med mekanisk ukrudtsbekæmpelse og Tab 5 dækker; tab som følge af, at der er mere ukrudt tilbage efter mekanisk bekæmpelse end efter herbicidanvendelse.

Tabel 5.8
Estimerede tabsprocenter som følge af skadegørere m.m. i forskellige afgrøder i et 0-scenarium. Der er kun medregnet direkte udbytttab. Tab som følge af øgede omkostninger til lugning er ikke medtaget i denne tabel.

link til tabel

De forskellige tabstørrelser kan enten adderes eller multipliceres. I dette arbejde er der valgt multiplicationsmetoden. Metoden sikre bl.a., at man i ekstreme situationer ikke risikerer at få negative udbytter. Formlen til beregning af den samlede tabssum er følgende:

I forsøgene er tabene som oftest udtrykt i hkg/ha. Disse er så siden omregnet til et procentuelt tab. Generelt har det ikke været muligt at differentiere tabsstørrelserne afhængigt af afgrødens udbytteniveau. Kun for sygdomme i hvede har dette været muligt.

Vurdering af maximale udbyttetab

I tabel 5.8 er desuden angivet et maximalt tab (tab max), som dækker over den situation, at én af de 5 tabsfunktioner giver max tab og dermed vil skabe basis for det værst tænkelige tab i den pågældende afgrøde. Som det fremgår er maxtabene ofte omkring dobbelt så store som gennemsnitstabene. De kan f.eks. opstå, hvis kartoffelskimmelangreb udvikler sig meget tidligt i vækstsæsonen, eller hveden rammes af kraftige gulrust eller septoriaangreb. Hvor hyppigt sådanne maxtab vil optræde, er det vanskeligt at vurdere, da de er stærkt påvirkede af vejret.

5.6 Variation i udbytteniveauet i nuproduktionen

Generelt er der i konventionel dyrkning meget store spredninger i udbytteniveauet, som følge af såvel lokale dyrkningsmæssige forhold, klimatiske faktorer i det enkelte år og variation i niveauet af skadegørere. Der må umiddelbart forventes en større variation, hvis der ikke er pesticider til rådighed, da skadegørerne vil få større "frihed" til at forårsage udbyttetab. Hvilket bl.a. afspejler sig i de mange forsøg, hvor der høstes merudbytte, som følge af pesticidbehandling.

Udbytteniveauet varierer fra år til år

Tal fra Landskontorets forsøgsdatabase, som har samlet data fra 1992-98, viser en meget stor årsvariation i opnåede udbytter, for forsøgsled, der generelt er pesticidbehandlede (figur 5.2).

Figur 5.2
Årlig variation i de gennemsnitlige udbytter af 4 afgrøder dyrket under konventionelle forhold. På en given lokalitet kan variationen være betydeligt større. Kilde: Landkontoret for Planteavl- Forsøgsdatabase.

Ingen data til belysning af dyrkningssikkerheden i 0-scenarium

Der findes ikke data, der dokumenterer variationen i udbytteniveauet på arealer, der slet ikke er pesticidbehandlet. Data findes alene for enkeltfaktorer (sygdomme eller skadedyre eller ukrudt). Hvis man ser på variationen i forsøgsled, der ikke er fungicidbehandlede, og hvordan disse varierer over år, så er den gennemsnitlige forskel mellem behandlede og ubehandlede led i de fleste år blot en parallelforskydning af niveauet. I år med kraftige sygdomsangreb, som f.eks. i 1998, er der en klar tendens til, at kurverne viger, hvilket indikerer, at der vil være en mindre dyrkningssikkerhed (figur 5.3). Dyrkningssikkerheden vil forrringens mest i de afgrøder, der har det største pesticidforbrug, f.eks kartofler, grønsager , frugt og bær.

Figur 5.3
Årlige variationer i det gennemsnitlige udbytteniveau i vinterhvede i ubehandlede led, samt angivelse af min og max værdier. Kilde: Landskontoret for Planteavl- forsøgsdatabase.

5.7 Forbrugsmønster i andre lande

Stor forskel i mængden af anvendt pesticid i EU

Behovet for anvendelse af pesticider varierer betydeligt fra land til land.Denne variation er bl.a. betinget af forskelle i dyrkede afgrøder, klimatiske forhold samt en betydelig variation i sygdoms- og skadedyrstrykket. Generelt gælder det at jo længere nord på man kommer, desto mindre er skadetrykket fra sygdomme og skadedyr. Det forholdsvis lave forbrug i de øvrige nordiske lande hænger sammen med, at på store dele af det dyrkede areal, foregår der en mere ekstensiv produktion end den, der finder sted i Danmark. I flere af de andre lande i EU, bl.a. Holland og Belgien vurderes produktionen for at være mere intensiv.

Kun DK har tal for behandlingshyppighed

Figur 5.4 viser forbruget af aktivstof i forskellige lande. Som det fremgår har Danmark det 3. laveste niveau. Desværre findes der ikke opgørelser, der tillader en sammenligning af forbruget udfra behandlingshyppigheder, da Danmark er det eneste land, der opgør forbruget på denne metode.

Figur 5.4
Forbrug af pesticider i EU-lande i 1996 opgjort som kg aktivt stof pr. ha landbrugsareal (areal i omdrift+vedvarende græs+flerårige afgrøder). Kilde: Eurostat.

Tabel 5.9
Anvendt mængde pesticid (kg aktivt stof/ha) i forskellige afgrøder.

link til tabel

Lille information om forbrugsmønsteret i EU

Der findes kun begrænsede informationer om forbrugsmønsteret med pesticider i forskellige afgrøder, hvilket har betydning for en vurdering af, om danske frugter og grønsager f.eks. sprøjtes mere end udenlandske produkter. En undersøgelse fra 1996 (Landells Mills) beskrev forbruget i kg aktivstof i 4 forskellige lande. Fra dansk side har det været muligt at tilføje tal for det gennemsnitlige forbrug udfra Bekæmpelsesmiddelstatistikken (tabel 5.9). I kommentarerne fra Landels Mill undersøgelsen, der er foretaget i 1994 på 850 gårde fordelt på 13 regioner i EU, er det bemærkelsesværdigt, at de anvendte mængder inden for de enkelte regioner varierer så meget, som det er tilfældet. Dette indikerer, at selv om der er forskelle mellem regioner, så er forskellene væsentlig mindre end mellem gårde i samme region. De store forskelle hidrører fra forskelle i anvendte dyrkningssystemer, sortsvalg, sædskifte, variation i sygdomme og skadedyrstryk samt valg af middel og dosering. Som det fremgår, er det med vores nuværende viden vanskeligt at generalisere om pesticidindsatsen i afgrøder dyrket i forskellige regioner. Målt i kg aktivstof på de enkelte afgrøder hører Danmarks forbrug generelt til i den lavere ende. Som eksempel på et område, hvor der er væsentlig forskel på, hvad der bruges i Danmark sammenlignet med vores nabolande, kan nævnes forbruget af fungicider i korn (tabel 5.10). Den reduktion, der har fundet sted i Danmark er ikke i tilsvarende grad sket i de andre lande (Secher & Jørgensen, 1995).

Tabel 5.10
Behandlingshyppighed for fungicider i vinterhvede i fire europæiske lande. Tallene er baseret på forbrugerundersøgelser foretaget af analysebureauer (modficeret efter Secher & Jørgensen 1995).

5.8 Konklusion på den nuværende produktion

Den produktion og de sædskifter, der praktiseres i dag på konventionelle brug, er et resultat af, at der er pesticider til rådighed.

Som udgangspunkt for vurderingen af nuproduktionen er anvendt udbytter fra 1993-96 og behandlingshyppigheder fra 1994. Som baggrund for landbrugsscenarierne er foretaget en opdeling af dansk landbrug i 12 bedriftstyper med udgangspunkt i 13.000 bedriftsregnskaber fra 1995-96. Disse 12 bedriftstyper kan ved opskalering summere op så de samlede tal er i overensstemmelse med tal fra Danmarks Statistik. De 12 bedriftstyper beskriver de hovedtyper af sædskifter, der er på henholdsvis sand- og lerjord. De afspejler dog ikke alle nuværende situationer, men større differentiering har det ikke været praktisk muligt at indføje i analysearbejdet.

Nuværende bekæmpelses omfang

I konventionelle produktioner bekæmpes to-kimbladet ukrudt i alle afgrøder med herbicider. I visse dele af landet, hvor især vintersædsproduktionen er størst, bekæmpes både en- og to-kimbladet ukrudt. Størst indsats med herbicider sker i sukkerroer, hvor der sprøjtes med herbicider 2-3 gange. I 1-2 afgrøder hvert år bekæmpes kvik i sædskiftet, hvilket vil betyde, at kvik typisk bekæmpes hvert fjerde år på samme areal. Jordbearbejdning (mekanisk renholdelse) anvendes ikke eller yderst sjældent til ukrudtsbekæmpelse i korn. I vinterraps er en begyndende udvikling i gang med udsåning af afgrøden på stor rækkeafstand (5% af arealet i 1998/99) og anvendelse af radrensning til fjernelse af ukrudt.

Mindst 85% af det anvendte kornudsæd bejdses mod svampesygdomme for at bekæmpe udsædsbårne sygdomme. Der bekæmpes hyppigt bladsygdomme i kornafgrøderne. Dette sker ca. to gange pr. år i hvede markerne og under en gang i vårbyg afhængig af sygdomstrykket på tværs af produktionerne. Svampe bekæmpes i ærter og raps kun ca. hvert 10 år. I kartofler bekæmpes kartoffelskimmel med stor intensitet. I gennemsnit behandles 5-6 gange. Kartofler bejdses mod rodfiltsvamp for at sikre god etablering og undgå tab på ca. 3%.

Skadedyr bekæmpes i en række af landbrugsafgrøderne. I raps bekæmpes der skadedyr med én til to sprøjtninger hvert år. Bladlus i hvede og vårbyg bekæmpes i gennemsnit på ca. ¼ til ½-delen af arealet. I ærter bekæmpes skadedyr i gennemsnit hvert andet år og i roer bekæmpes lus og andre skadedyr hvert år med ca. to sprøjtninger eller med en bejdsning kombineret med en sprøjtning.

Der anvendes generelt kun begrænsede mængder af vækstreguleringsmidler. Det vurderes, at vækstregulering i konventionel dyrkning af vinterhvede er på vej ud, som følge af at der dyrkes stråstive sorter og anvendes mindre kvælstof. I visse rug-sorter og græsfrøarter vurderes der stadig at være et behov for vækstregulering

Variation i bekæmpelsesbehovet

Der er for sygdomme og skadedyr en meget betydelig variation i bekæmpelsesbehovet og tabsprocenterne de enkelte år imellem. Mens der for ukrudt generelt vurderes at være et mere ensartet behov for bekæmpelse for at holde det generelle ukrudtstryk nede.

Den anvendelse af pesticider, der er i Danmark er lav i forhold til mange af vores sydlige og vestlige nabolande, mens forbruget i Sverige og Finland er lavere end i Danmark på grund af lavere smittetryk og mere ekstensiv dyrkning. Behovet for anvendelse af pesticider varierer betydeligt fra land til land. Denne variation er bl.a. betinget af forskelle i dyrkede afgrøder, klimatiske forhold samt en betydelig variation i sygdoms- og skadedyrstrykket.

Forbruget af aktivstof i forskellige lande kan bruges som et indirekte mål for hvilken belastning, der er af miljøet i de enkelte lande. Der findes kun begrænsede informationer om det mere præcise forbrugsmønster med pesticider i forskellige afgrøder, som tillader en sammenligning af sprøjtemønsteret i forskellige lande.

Referencer

Anonym. (1995): Bekæmpelsesmiddelstatistik 1994. Rapport nr 8 fra Miljøstyrelsen.

Anonym, 1988-96a: Regnskabsstatistik. Landbrug. 1988-96. Landboforeningernes Landsudvalg for Driftsøkonomi.

Anonym, 1993-96b: Landbrugsstatistik 1993-96. Danmark Statistik.

Bager, T. Søgaard, V. 1994. Landmanden og miljøet. sydjydsk Universitetsforlag. Esbjerg.

Bisgaard, Chr. (1998): Personlig kommunikation. De Danske Landboforeninger.

Eurostat (1999): Forbrug af pesticider i EU

Jørgensen, L N, Hansen, L M & Kudsk P (1997). Pesticidanvendelsen i dansk landbrug 1987-1996. SP rapport nr 11, 93-99.

Kjær, L. (1998) Rapport over dataudtræk med udbytter fra Database fro markforsøg ved Landskontoret for Planteavl. Rapport udarbejdet til Pesticidudvalget.

Kjærsgaard, J. (1996) Såtidsforsøg, Planteavls beretning.Køge-Ringsted Landboforening. 157-184.

Halberg, N. & Kristensen, I. Sillebak (1997): Expected crop yield loss when converting to organic dairy farming in Denmark. BIo., Hort. and Agric. Sci.14:25-41.

Hovmøller, M.S.; Eriksen, B. Østergård, H.; Munk, L.; Birger Pedersen, J.(1998) Sammenskrivning af eksisterende viden om muligheder for at forebygge sygdomsangreb i landbrugsafgrøder ved brug af resistente planter. Rapport udarbejdet til Pesticidudvalget.

Kristensen, Ib Sillebak, 1998: Personlig kommunikation. DJF. Afd. For Jordbrugssystemer. Foulum.

Landell Mills (1996) Regional analysis of use patterns of ppps in 6 EU countries. Exexutive summary and cross regional reviews: wheat,potatoes, apples, vines. Landell Mills Market Research lmt, Bath. UK.

Mikkelsen, G. Sillebak-Kristensen, I. Holm, S.; Jensen, P.K.; Jørgensen, L.N.(1998) Sædskiftemodeller som skal danne baggrund for vurdering af produktion og økonomi ved nuværende og ingen anvendelse af pesticider. Rapport udarbejdet il Pesticidudvalget.

Rasmussen, K. Holst, N, Kristensen, I.S. (1998) Ukrudt på otte økologiske kvægbrug – betydende faktorer for ukrudtetes udvikling 1989-1996 15. Danske Planteværnskonference – ukrudt DJF rapport nr 2 203-217.

Pedersen J.B.; Kristensen, H. Nielsen, G.C. Petersen, P.H. (1998) Vintersædsafsnittet. Oversigt over Landsforsøgene. s. 84.

Schou, J.S (1998) Undersøgelser af landbrugets pesticidanvendelse. SJFI working paper, no 13.

Secher, B.J.M. &Jørgensen, L.N. (1995) Current development in fungicide use- Success aor failures SCI conference: A vital role of fungicides in cereal produktione 241-250.

Stapel, C. (1983) Plantesygdomme i Danmark gennem 100 års 1884-1883. Statens Planteavlsforsøg. 1984