Betænkning om principper for beregning af vandafledningsbidrag.Indhold1. Indledning 2. Udvalgets anbefalinger 3. Opdeling af vandafledningsbidraget 4. Målerdata 5. Fritagelse for eller nedsættelse af betaling for
vandafledningsbidrag i visse situationer BilagsfortegnelseBilag 3.1 Forudsætninger for boligfordeling og -vandforbrug Bilag 3.2 Forudsætninger for erhvervsfordeling og -vandforbrug Bilag 3.3 Forudsætninger for sommerhusfordeling og -vandforbrug Bilag 3.4 Vandafledningsbidrag for bolig-erhvervs-middelkommune Fast bidrag 10 % Bilag 3.5 Vandafledningsbidrag for bolig-erhvervs- Bilag 3.6 Vandafledningsbidrag for bolig-erhvervs-middelkommune Fast bidrag 25 % Bilag 3.7 Vandafledningsbidrag for bolig-erhvervs-ekstremkommune Fast bidrag 25 % Bilag 3.8 Vandafledningsbidrag for sommerhuskommune Fast bidrag 10 % Bilag 3.9 Vandafledningsbidrag for sommerhuskommune Fast bidrag 25 %
1. Indledning1.1 Udvalgets baggrund, kommissorium og sammensætning 1.1 Udvalgets baggrund, kommissorium og sammensætning 1.1.1 Baggrund Spildevandsudvalg I Miljø- og energiministeren anmodede i 1996 Miljøstyrelsen om at nedsætte et udvalg til at arbejde med opfølgning på Miljøstyrelsens "Spildevandsredegørelse 1995". Dette udvalg - Spildevandsudvalget - afgav i efteråret 1996 "Betænkning om spildevandsafledningen i det åbne land m.v." (betænkning nr. 3/1996). Som en del af kommissoriet blev det pålagt Spildevandsudvalget at overveje, om det var nødvendigt at ændre lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v.- herunder, om der skulle ske en opdeling af det årlige vandafledningsbidrag i en fast og en variabel del. Baggrunden herfor var et ønske om at gøre betaling af vandafledningsbidrag til kloakforsyningen mere kostægte. Spildevandsudvalget kunne ikke pege på en model for en sådan opdeling, men udvalget anbefalede, at ministeren blev givet hjemmel til at fastsætte regler om en opdeling i en fast og variabel del. Udvalget anbefalede endvidere, at der blev nedsat et særligt udvalg til at se på modeller for en opdeling af vandafledningsbidraget, således at reglerne om opdeling af vandafledningsbidraget først blev udarbejdet efter udvalgsarbejdet. Spildevandsudvalg II På denne baggrund anmodede miljø- og energiministeren Miljøstyrelsen om at nedsætte et udvalg til at arbejde med problemstillingen. 1.1.2 Kommissorium Udvalget fik følgende kommissorium for sit arbejde. "Udvalget skal med udgangspunkt i Betænkning nr. 3 1996 fra Miljøstyrelsen om spildevandsafledningen i det åbne land m.v., lov nr. 644 af 21. juli 1992 om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. med den seneste ændring lov nr. 325 af 14. maj 1997 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., Spildevandsredegørelse nr. 2 af 1995 fra Miljøstyrelsen samt øvrigt relevant materiale beskæftige sig med følgende emner og spørgsmål vedrørende det årlige vandafledningsbidrag. 1. Vandafledningsbidrag De gældende regler findes i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. § 2, stk.2-4. Vandafledningsbidrag opkræves som udgangspunkt efter målt eller skønnet vandforbrug. Spildevandsudvalget, der afsluttede sit arbejde med betænkning nr. 3 1996, har i sit arbejde overvejet at gøre betalingen af vandafledningsbidrag mere kostægte - herunder har udvalget overvejet om der skulle ske en opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del. Spildevandsudvalget kunne imidlertid ikke pege på en model hertil og foreslog derfor, at der blev nedsat et særligt udvalg til at se på modeller for en opdeling af vandafledningsbidrag. Udvalget bedes således overveje, om reglerne for beregning af vandafledningsbidrag bør ændres. I den forbindelse bedes udvalget: -vurdere, om der kan hentes inspiration fra andre forsyningsområder til opstilling af en model for en ændret beregning af bidraget. -vurdere konkrete modeller for opdeling af vandafledningsbidrag samt disse konkrete modellers økonomiske, administrative og miljømæssige konsekvenser. 2. Målerdata Der er ikke i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. hjemmel til, at kommunen kan kræve målerdata udleveret fra private vandforsyninger. Såfremt en kommune ikke kan lave en aftale med den private vandforsyning, må kommunen selv skaffe oplysningerne eksempelvis ved udsendelse af selv-aflæsningskort til de tilsluttede grundejere. Udvalget bedes overveje om kommunerne i videre omfang bør have adgang til at få udleveret målerdata. Udvalget bedes herunder overveje, om der er behov for regler om udlevering af målerdata fra private vandværker eller om der alternativt er behov for regler, der regulerer grundejeres eller vandforsyningens manglende eller ikke rettidige aflæsning og udlevering af målerdata. Udvalget bedes i den forbindelse vurdere de administrative og økonomiske konsekvenser af eventuelle forslag til ændringer. Udvalget bedes endvidere overveje, om der er behov for regler om tidsmæssig sammenhæng mellem aflæsning og takstperiode ved afregning på baggrund af målerdata. 3. Fritagelse for - eller nedsættelse af betaling for vandafledningsbidrag I lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. er det forudsatte udgangspunkt, at der skal betales for alt spildevand, der tilledes det offentlige spildevandsanlæg. Da det er praktisk vanskeligt at måle ved udledningen, er det i loven valgt at anvende vandforbruget som parameter til fastsættelse af vandafledningsbidrag, ud fra en betragtning om, at det afledte spildevand normalt vil svare til vandforbruget. Spildevandsudvalget har under udvalgets arbejde drøftet, hvorvidt der skulle ske fritagelse for - eller nedsættelse af vandafledningsbidrag for særlige typer spildevand - eksempelvis afværgepumpninger og tilledning af køle- og filterskyllevand. Der kunne ikke i Spildevandsudvalget opnås enighed om en ændring af reglerne om betaling af vandafledningsbidrag i disse tilfælde. Det er derfor valgt at medtage problemstillingen i dette udvalgsarbejde om vandafledningsbidrag. Udvalget bedes overveje, hvorvidt der skal gives adgang til, at vandafledningsbidraget for så vidt angår særlige typer spildevand - specielt vand fra afværgepumpninger - skal kunne nedsættes eller helt bortfalde. Udvalget bedes endvidere overveje, hvorvidt der skal kunne gives reduktion i vandafledningsbidraget for alternativ afledning af tag- og overfladevand. Udvalget bedes herunder redegøre for hvilke betingelser, der i givet fald bør være opfyldt, og skal endvidere redegøre for et eventuelt forslags økonomiske og administrative konsekvenser. 4. Konsekvenser for betalingsreglerne Udvalget bedes på baggrund af de indstillinger, der er fremkommet under pkt. 1-3, overveje hvilke konsekvenser, de eventuelt foreslåede ændringer får for betalingsreglerne, og om det er nødvendigt at ændre lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. Såfremt udvalget skønner, at det er nødvendigt at ændre lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv., bedes udvalget redegøre nærmere for, hvori disse ændringer skal bestå, og hvordan udvalget forestiller sig, at sådanne ændringer konkret kan udformes. 5. Generelt Udvalget kan senere få justeret sit kommissorium, såfremt det viser sig nødvendigt. Udvalget kan tilkalde særligt sagkyndige eller andre til at deltage i drøftelserne i udvalget, ligesom der kan nedsættes underudvalg." 1.1.3 Sammensætning Miljøstyrelsen nedsatte d. 3. oktober 1997 udvalget om vandafledningsbidrag med følgende sammensætning: Udvalgsformand: I udvalgets møder har endvidere deltaget følgende: Fuldmægtig Michael Rinder, Kommunernes Landsforening Sekretariat: 1.2 Udvalgets mødeaktivitet og arbejdsform Udvalget har afholdt 12 møder og har afsluttet sit arbejde med denne betænkning indeholdende udvalgets overvejelser og anbefalinger. Udvalget forudsætter, at lovforslag, der udarbejdes som opfølgning på udvalgets betænkning, sendes i høring således at de organisationer m.v., som ikke har været repræsenteret i udvalget, men hvis medlemmer vil blive berørt af udvalgets forslag, får lejlighed til at udtale sig om udvalgets forslag. 2. Udvalgets anbefalinger2.1 Opdeling af vandafledningsbidraget Opdeling af vandafledningsbidraget Udvalget anbefaler at der gives den enkelte kommune mulighed for at opdele vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del. Et eventuelt fast bidrag skal opkræves pr. stik ens for alle ejendomstyper. Det faste bidrag pr. stik må maksimalt udgøre 30 gange den variable kubikmetertakst, dog maksimalt 500 kr. pr. år. Målerdata Udvalget anbefaler, at der etableres hjemmel til, at kommunen kan få adgang til at aflæse vandmålere på enkeltejendomsniveau, samt at vandforsyningerne en gang årligt mod gebyr skal udlevere oplysninger om skift m.v. af målere. Nedsættelse af betaling for visse typer spildevand Udvalget anbefaler, at der i visse situationer gives den enkelte kommune mulighed for at nedsætte betalingen for visse typer spildevand. 2.1 Opdeling af vandafledningsbidraget 2.1.1 Generelt om opdeling af vandafledningsbidraget Udvalget har som den primære problemstilling vurderet om der ved ændring af reglerne om beregning af vandafledningsbidrag kan opnås en bedre afspejling af fordelingen mellem kloakforsyningens faste og variable omkostninger - og dermed en større grad af kostægthed ved betaling af vandafledningsbidraget. Udvalget har i den forbindelse vurderet omfordelingskonsekvenserne ved 4 modeller, der alle baseres på betaling af et fast og et variabelt bidrag. 2.1.2 Udvalgets overvejelser og forslag om opdeling af vandafledningsbidraget Det har været en forudsætning for udvalgets arbejde, at der fra politisk side lægges stor vægt på, at betalingsreglerne skal tilgodese en solidarisk fordeling af udgifterne og give incitament til vandbesparelse. For dele af udvalget har det været en forudsætning for udvalgets arbejde, at opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del skal være frivillig for den enkelte kommune, således at det også efter en evt. lovændring vil være muligt for den enkelte kommune at vælge den nuværende beregningsform, dvs. intet fast bidrag. Udvalget har været opmærksom på at der, afhængigt af hvordan en eventuel opdeling udformes, kan ske væsentlige omfordelinger af betalingsbyrden mellem virksomheder indbyrdes og mellem virksomheder og boliger. Tilsvarende kan der i kommuner med sommerhuse ske en væsentlig omfordeling mellem sommerhuse og de øvrige ejendomstyper. Udvalget har endvidere været opmærksom på, at forholdet mellem de enkelte brugergrupper, f.eks. helårsboliger, sommerhuse og virksomheder, varierer fra kommune til kommune. Disse forskelle vil derfor alt andet lige medføre, at konsekvensen af en opdeling af vandafledningsbidraget for sammenlignelige forbrugere vil være forskellig fra kommune til kommune. Kloakforsyningens samlede indtægter på ca. 5 mia. kr. om året vil ikke ændres ved indførelse af et fast bidrag, idet der fortsat gælder et "hvile-i-sig-selv-princip" for kloakforsyningen. Effekt af indførelse af vandmålere Udviklingen i brugen af vandmålerne er intensiveret op gennem 90’erne, og beregningsgrundlaget for vandafledningsbidraget er således tilsvarende ændret gradvist frem til i dag, hvor der er landsdækkende målerkrav. Det er udvalgets opfattelse, at den prisfastsættelse, der tidligere fandtes i områder uden målerkrav, var at sammenligne med et fast vandafledningsbidrag og intet variabelt bidrag. Da erhvervsejendomme i vidt omfang også tidligere blev afregnet på grundlag af målt forbrug, er udviklingen i brugen af målere særligt sket for boliger og sommerhuse. Der er herved sket en forskydning af betalingen fra sommerhuse til helårsboliger i områder, hvor der ikke tidligere var målerkrav, og der er hermed ikke samme forhold som tidligere mellem bidraget og den omkostning, de to brugergrupper påfører kloakforsyningen. Dette forhold er særlig markant i kommuner med mange kloakerede sommerhuse. Kostægthed Kloakforsyningens faste omkostninger, dvs. de omkostninger, der ikke er m3-afhængige, er skønsmæssigt ca. 85 pct. af de samlede omkostninger. Udvalget har diskuteret begrebet kostægthed indgående. Nogle omkostninger er umiddelbart faste, men kan - betragtet over en længere tidshorisont - være delvis variable. F.eks. vil omkostningerne for kloakforsyningen ikke falde nævneværdigt, hvis spildevandsmængden fra den ene dag til den anden falder dramatisk. På længere sigt kan f.eks. renseanlæggets størrelse tilpasses ændringer i den tilledte mængde spildevand, mens f.eks. omkostninger til drift og vedligeholdelse af ledningsnettet også på længere sigt kun i mindre omfang vil reduceres som følge af et fald i den tilledte vandmængde. Betragtet på landsplan er hovedparten af udgifterne for kloakforsyningen udgifter til etablering, drift og vedligeholdelse af ledningsnettet, mens udgifter til selve renseanlægget udgør en mindre andel. I større byer, hvor bebyggelsen er tættere, kan forholdet dog være et andet, idet udgifterne til ledningsnettet her ikke vil være så dominerende. Hvis betalingen skulle være mere kostægte, ville det være naturligt at sætte betalingen i forhold til, hvor langt der var fra brugeren til renseanlægget. Dette ville imidlertid være et brud med det grundlæggende princip i betalingsreglerne, der hviler på solidaritet uanset hvor den enkelte bruger er beliggende, og forholdet har ikke været berørt yderligere i udvalget. Alt i alt har udvalget måttet erkende, at en fuldstændig kostægthed ikke er forenelig med det grundlæggende princip om solidaritet uanset geografisk beliggenhed. Udvalget finder dog, at en opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del trods alt vil være et skridt i retning mod øget kostægthed og en opdeling kan modvirke de fordelingsmæssige konsekvenser, der er kommet i takt med indførelse af målere. Udvalget er dog også opmærksom på, at Folketinget netop i forbindelse med ændringen af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg i 1992 vedtog den ændring af vandforsyningsloven, der gav ministeren bemyndigelse til at indføre vandmålere. Det er denne bemyndigelsesbestemmelse, der ligger til grund for det landsdækkende målerkrav, der er gældende fra 1. januar 1999. Ændringen af vandforsyningsloven blev udformet som en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte nærmere regler for at give tid til og mulighed for at få løst de tekniske problemer, der knytter sig til indførelse af vandmålere i forskellige typer af ejendomme, inden reglerne blev udmøntet. Den tidsmæssige forskydning mellem principbeslutningen i 1992 og tidsfristen for indførelsen er således betinget af tekniske forhold. Modeller Udvalget har arbejdet med fire forskellige modeller til opdeling af vandafledningsbidraget, en arealmodel, en målermodel, en enhedsmodel og en stikmodel. Forskellen på modellerne ligger i metoden til beregning af det faste bidrag. Det variable bidrag er i alle tilfælde alene m3-afhængigt. For alle fire modeller gælder det i større eller mindre udstrækning, at konsekvenserne vil være, at forbrugere med et lille vandforbrug vil få en stigning i vandafledningsbidraget, mens forbrugere med et stort vandforbrug vil få en reduktion. Miljømæssige konsekvenser Indførelse af et fast bidrag vil betyde, at den variable takst nedsættes, hvilket vil reducere incitamentet til vandbesparelse. Ud fra en miljømæssig betragtning er den eksisterende metode til beregning af vandafledningsbidraget således den bedste, idet den giver det største incitament til vandbesparelse. Udvalget antager dog, at mulighederne for yderligere vandbesparelse bliver mindre og mindre, idet et vist mindsteforbrug er nødvendigt. Høje vandafledningspriser vil i disse situationer ikke give yderligere vandbesparelse af betydning, men vil naturligvis medvirke til at fastholde et lavt forbrug. Det er dog ikke alene vandafledningsbidraget, der giver incitament til vandbesparelse. Prisen på vand omfatter desuden bidrag til vandforsyningen, afgift på ledningsført vand, nyt gebyr på vandindvindingstilladelser samt moms. Da bidrag til vandværket i de fleste tilfælde består af både et fast og et variabelt bidrag, vil dette bidrags incitament til vandbesparelse dog afhænge af fordelingen mellem det faste og det variable bidrag. Udvalget er ikke gået nærmere ind i en vurdering af, om den ene model samlet set vil give større incitament til vandbesparelse end den anden. Udvalget har lagt vægt på, at der også efter en eventuel indførelse af et fast bidrag fortsat vil være et stort incitament til vandbesparelse, hvilket f.eks. kunne sikres ved at sætte begrænsninger på størrelsen af et fast bidrag. Ensartethed og administrativ enkelhed Udvalget er meget opmærksom på, at der gennem tiden er sket en større og større forenkling og ensartethed af betalingsreglerne, først med vedtagelse af den første lov om betalingsregler for spildevandsanlæg i 1987 og siden med lovændringerne i såvel 1992 som 1997. Opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og variabel del vil derfor alt andet lige betyde en større uensartethed kommunerne imellem og et administrativt merarbejde for kommunerne som følge af indførelse af en ekstra parameter. Udvalget er dog også meget opmærksom på, at muligheden for opdeling i en fast og variabel del vil medvirke til, at den enkelte kommune kan tilpasse betalingsprincippet til sammensætningen af brugergrupper i kommunen. Endvidere vil omfanget af de administrative konsekvenser afhænge af de eksisterende lokale forhold, herunder adgangen til de nødvendige data. Enigt Folketing Udvalget er endvidere opmærksom på, at de gældende regler, for så vidt angår vandafledningsbidraget, blev vedtaget af et enigt Folketing, og at man her gjorde op med regler, der for visse erhvervstyper havde karakter af rabatordninger. Reglerne skulle bl.a. forhindre, at kloakbetalingsforhold blev en konkurrenceparameter i bestræbelserne på at skaffe nye virksomheder til den enkelte kommune. Sammenligning med øvrige forsyningsområder Udvalget har erfaret, at der på alle andre forsyningsområder er mulighed for opkrævning af et fast bidrag svarende til en abonnementsafgift. På de øvrige forsyningsområder er der ikke fastsat et loft over det faste bidrags andel af den samlede betaling eller modeller for det faste bidrag. Udvalget er dog bekendt med, at det på varmeforsyningsområdet er anbefalet, at minimum 20 pct. opkræves som et fast bidrag, mens det på vandforsyningsområdet er anbefalet, at maksimalt 40 pct. opkræves som fast bidrag. På vandforsyningsområdet er det faste bidrag ofte beregnet til at dække udgifterne til målere og opkrævning af bidrag. Afvejning af fordele og ulemper ved modellerne Udvalget må konkludere, at hvis ønsket om en mere kostægte betaling skal tilgodeses, vil det have som konsekvens, at incitamentet til vandbesparelse vil falde, og reglerne gøres mere uensartede kommunerne imellem. Under hensyntagen til et fortsat stort incitament til vandbesparelse og for at sikre begrænsede omfordelingsmæssige konsekvenser, er det udvalgets vurdering, at det ikke vil være realistisk at lade det faste bidrag svare til de faste omkostninger, og at det bl.a. derfor ikke vil være muligt at opnå fuldstændig kostægthed. Administrativt set vurderes stikmodellen at være den enkleste løsning og må - i og med at hovedparten af kloakforsyningens omkostninger er omkostninger til etablering, vedligeholdelse og drift af ledningsnettet - betragtes som den mest kostægte af modellerne. Dette kommer også til udtryk ved, at modellen som hovedregel giver småforbrugere en stigning i vandafledningsbidraget, men alligevel tilgodeser småforbrugere i etageejendomme på én ejendom i modsætning til arealmodellen og enhedsmodellen, hvor småforbrugere i etageejendomme også får en stigning. Målermodellen giver nogenlunde samme ændringer i vandafledningsbidraget, men tilgodeser ikke i samme grad lejligheder i store etageejendomme på én ejendom. Endvidere vurderes målermodellen at give mere administration end stikmodellen i kommuner med private vandværker, mens målermodellen vil være relativ enkel at administrere i kommuner med kommunal vandforsyning. Begrænsninger Det er endvidere udvalgets opfattelse, at der bør sættes et loft over en eventuel fast andel af vandafledningsbidraget, således at der ikke opstår situationer, hvor den enkelte forbruger vil få voldsomme stigninger i den samlede betaling, og således at der bevares et incitament til vandbesparelse. Anbefalinger Udvalget anbefaler, at lov om betalingsregler for spildevandsanlæg ændres, således at der gives den enkelte kommune mulighed for, men ikke pligt til at opdele vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del. Udvalget lægger vægt på, at der herved skabes bedre grundlag for, at bidraget afspejler kloakforsyningens faste og variable omkostninger og derved en mere kostægte fordeling af bidraget på brugergrupperne inden for kloakforsyningen. Udvalget lægger endvidere vægt på, at muligheden for opkrævning af et fast bidrag i dag findes på alle andre forsyningsområder. Det er udvalgets anbefaling, at hvis kommunen vælger at gøre brug af et fast bidrag, så skal det udformes som en abonnementsordning på grundlag af stikmodellen, dvs. ét fast bidrag pr. stik ens for alle ejendomstyper. Udvalget forudsætter i denne forbindelse, at fastsættelsen af det faste bidrag relateres til områdets behov for vandbesparelser, således at et fast bidrag ikke modvirker ønskede vandbesparelser for såvel boliger som erhverv. Størrelsen af det faste bidrag bør derfor fastsættes lokalt efter en afvejning af fordele og ulemper. Det er udvalgets anbefaling, at der i sammenhæng med det faste bidrag indføres en bestemmelse, hvorefter det faste bidrag pr. stik maksimalt må udgøre 30 gange den variable kubikmetertakst, dog maksimalt 500 kr. pr. år. For den enkelte bolig er en eventuel merudgift mindre end det faste bidrag, idet det m³-afhængige bidrag samtidig reduceres, således at kloakforsyningens samlede indtægter forbliver uændrede, som følge af "hvile i sig selv"-princippet. Konsekvenser I nedennævnte to tabeller ses tallene for vandafledningsbidrag for stikmodellen, når der anvendes loft for den faste del af vandafledningsbidraget. De viste tal er for en såkaldt "middelkommune". I den første tabel er den eksisterende kubiktakst 15 kr., og det faste bidrag bliver her fastsat til 30 gange den nye variable kubikmeter takst. Dette giver et fast bidrag på 394 kr. og en kubikmetertakst for det nye variable bidrag på 13, 13 kr. I den anden tabel er den eksisterende kubikmetertakst 30 kr., og det maksimale faste bidrag bliver her fastsat til 500 kr. Dette giver en kubikmetertakst for det nye variable bidrag på 27, 63 kr. Tabellerne indeholder ikke sommerhuse, da middelkommuneeksemplet ikke indeholder sommerhuse. Konsekvenserne for et sommerhus med et årligt vandforbrug på 30 m3 vil være sammenlignelige med de i tabellerne anførte tal for et 30 m3-hus. Hvis der er tale om en kommune med mange kloakerede sommerhuse vil stigningen i vandafledningsbidraget blive mindre - hvis der eksempelvis er tale om en kommune med 75% kloakerede sommerhuse vil stigningen i eksemplet i den første tabel svare til 34% (153 kr.), mens den i eksemplet i den anden tabel vil svare til 28% (254 kr.) .
Det er udvalgets vurdering, at det faste bidrag med de beskrevne begrænsninger på landsplan maximalt vil komme til at udgøre 300-600 millioner kroner ud af en samlet opkrævning på 5 milliarder kroner. Endvidere at vurderes det, at omfordelingen mellem storforbrugere og småforbrugere maximalt vil komme til at udgøre 100-200 millioner kroner pr. år, og at omfordelingen fra erhverv til boliger maximalt vil komme til at udgøre 50-125 millioner kroner pr. år. 2.2 Målerdata 2.2.1 Generelt om målerdata Til brug for afregning af vandafledningsbidrag er kommunerne i dag afhængige af, at der kan indgås aftaler med vandforsyningsvirksomhederne - særligt de private forsyningsvirksomheder - om udlevering af målerdata. I nogle kommuner har det ikke været muligt at indgå en sådan aftale. Kommunerne skal - hvis ikke vandværkerne indsamler data og videregiver dem med eller uden betaling - selv forestå indsamlingen af data ved hjælp af selvaflæsning eller lignende samt tilhørende kontrolforanstaltninger, hvilket vil give/giver en unødvendig dobbelt administration og helt unødvendige gener for vandforbrugerne. Hertil kommer, at udgiften til indsamling af data i sidste ende bliver overvæltet på stort set den samme gruppe af forbrugere, hvad enten det er vandværkerne, kloakforsyningen eller begge forsyningsvirksomheder, der forestår indsamlingen af målerdata til brug for beregning af forbruget. Udvalget har derfor overvejet, om problemstillingen kan løses via en ændring af i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. 2.2.2 Udvalgets overvejelser og forslag om målerdata Hjemmel til kommunerne kan aflæse målere Udvalget foreslår, at der indføres en hjemmel i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., der hjemler adgang for kloakforsyningerne til ved henvendelse hos de tilsluttede tilledere at foretage aflæsning/kontrolaflæs-ning af ejendommens vandmålere. Forslaget vil betyde, at kommunen i tilfælde, hvor det ikke har været muligt at indgå aftaler med de private vandforsyningsvirksomheder, kan vælge at forestå aflæsningen selv, således at kommunen udsender selvaflæsningskort til de tilsluttede forbrugere. Hvis enkelte tilledere ikke rettidigt eller frivilligt videregiver oplysninger om ejendommens vandforbrug, kan kloakforsyningen med udvalgets forslag herefter selv forestå aflæsningen på de berørte ejendomme. Udvalget forventer og understreger, at en adgang for kommunen til selv at aflæse vandmålerne er tænkt anvendt rent undtagelsesvis. Udvalget lægger vægt på, at kommunerne og vandforsyningsvirksomheder - som hidtil - bør forsøge at indgå en mindelig ordning om aflæsning, således at forbrugeren besværes mindst muligt. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at en mindelig ordning om samarbejde mht. målerdata giver "stordriftsfordele" og således gavner begge parter. Af Danske Vandværkers Forening og Danmarks Private Vandværker, er det fremført, at det anses for nødvendigt, at det fortsat er vandforsyningerne, der har ansvaret - og den fulde handlefrihed - i forhold til målernes opsætning, vedligeholdelse og aflæsning. m.v. Udvalget er enig i, at vandforsyningerne fortsat har det fulde ansvar for målerne. I de tilfælde, hvor kommunen selv kommer til at forestå indsamling af målerdata, skal kommunen for at foretage en korrekt opkrævning af vandafledningsbidrag have oplysninger fra vandforsyningerne om skift af målere, justering m.v. Da vandforsyningerne ikke har pligt til at udlevere disse oplysninger uden betaling herfor, kan dette udgøre en hindring for en korrekt opkrævning af vandafledningsbidrag. Danske Vandværkers Forening og Danmarks Private Vandværker har derfor foreslået, at vandforsyningerne forpligtes til en gang årligt at udlevere oplysninger om udskiftning af målere m.v. mod gebyr. Vandværksforeningerne har foreslået, at gebyret beregnes på samme måde som i bekendtgørelse nr. 533 af. 28. juni 1995 om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder. Af denne bekendtgørelse fremgår en måde, hvorpå man kan beregne omkostningerne ved udlevering af målerdata. Anbefaling Udvalget anbefaler, at der i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. indsættes en hjemmel til, at kommunen til brug for opkrævningen af vandafledningsbidrag kan få adgang til at aflæse vandmålere på enkeltejendomsniveau. Udvalget anbefaler endvidere, at der i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. indføres en bestemmelse, om at vandforsyningerne en gang årligt mod gebyr skal udlevere oplysninger om skift af målere, justeringer af målere m.v. i det sidste kalenderår. Udvalget finder, at grundejere med egen vandindvinding, der er tilsluttet eller kontraktligt tilknyttet kloakforsyningen, tilsvarende skal tilpligtes en gang årligt at oplyse, om der er sket udskiftning, justering eller lignende af deres vandmåler. Udvalget foreslår, at vandforsyningerne og KL til brug herfor udarbejder en vejledning om, hvad vandforsyningerne kan indregne i et sådant gebyr. Udvalget anbefaler, at det i tilknytning til ændringerne i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. beskrives i en vejledning, at der til trods for adgangen for kommunerne til selv at aflæse målerne på enkeltejendomsniveau bør være tale om en koordineret indsats således, at borgerne besværes mindst muligt. Det skal samtidig fastholdes, at det fortsat er vandforsyningerne, der har den fulde handlefrihed med hensyn til målernes opsætning, vedligeholdelse m.v. 2.3 Fritagelse for - eller nedsættelse af betaling i visse situa-tioner 2.3.1 Generelt om fritagelse for - eller nedsættelse af betaling I overensstemmelse med princippet "forureneren betaler" er det i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. det forudsatte udgangspunkt, at der skal betales for alt spildevand, der tilledes det offentlige spildevandsanlæg, medmindre andet direkte eller indirekte fremgår af loven, som det f.eks. er tilfældet med tag- og overfladevand. I visse situationer kan der imidlertid være forhold, der kunne tale for en fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget 2.3.2 Udvalgets overvejelser og forslag i forbindelse med afværgepumpninger Udvalget finder, at det i mange tilfælde ikke er forbundet med væsentlige driftsudgifter at rense vand fra afværgepumpninger ved tilledning til offentlig kloak. Tilledning af afværgevand kan - hvis det er tilstrækkeligt rent - ske til regnvandsledning i separatsystem, og afledning kan således ske udenom renseanlæg med de deraf følgende reducerede omkostninger. Ved afværgepumpninger oppumpes imidlertid typisk store mængder vand, hvilket tilsvarende alt andet vand, der tilledes spildevandsanlægget, medfører en hydraulisk merbelastning på kloakledninger, pumpestationer, bassiner og renseanlæg, med deraf følgende øgede driftsudgifter. Den hydrauliske merbelastning medfører endvidere alt andet lige større total udledning af stoffer. På grund af den større udledning af stoffer bliver renseanlægget pålagt en større spildevandsafgift. Økonomisk kan det i dag være billigere at etablere avanceret vandbehandling til at rense vandet fra en afværgepumpning i stedet for at lade vandet transportere i det offentlige spildevandsanlæg, da de typisk store vandmængder medfører et tilsvarende stort vandafledningsbidrag. Udvalget er opmærksom på, at udgifterne ved afværgepumpninger ved en fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget, vil blive overvæltet på kloakforsyningen og dermed af dennes brugere, ligesom der kan være risiko for utilsigtet økonomisk tilskud til private bygherrer. Udvalget er endvidere opmærksom på, at de store udgifter til vandafledningsbidrag kan medføre, at man udskyder eller i værste fald undlader af foretage afværgepumpningerne. Omvendt kan det frygtes, at en generel fritagelse for vandafledningsbidraget ikke vil animere til, at der foretages en afvejning af, hvad der i det konkrete tilfælde vil være den miljømæssigt mest hensigtsmæssige renseløsning - eksempelvis etablering af en alternativ renseforanstaltning - hvis det er "gratis" at tillede afværgevandet til det offentlige spildevandsanlæg. En generel fritagelse vil endvidere stride mod princippet om "forureneren betaler". Administrative konsekvenser En konkret mulighed for nedsættelse eller fritagelse vurderes ikke at være forbundet med større administrative konsekvenser. Betaling eller fritagelse som udgangspunkt Det er udvalgets opfattelse, at meget taler for fritagelse eller nedsættelse af vandafledningsbidraget for afværgevand. Udvalget har diskuteret hvorvidt udgangspunktet skal være fritagelse eller mulighed for opkrævning af delvis betaling, eller om udgangspunktet skal være fuld betaling med mulighed for nedsættelse eller hel fritagelse for betaling af vandafledningsbidraget. Dansk Industri, Danske Vandværkers Forening, Danmarks Private Vandværker, Amtsrådsforeningen og Københavns Kommune har ønsket, at afværgevand som udgangspunkt skal være fritaget for vandafledningsbidrag, hvilket der dog ikke har kunnet opnås enighed om i udvalget. Denne del af udvalget har derfor valgt at støtte en anbefaling af, at udgangspunktet fortsat er betaling af fuldt vandafledningsbidrag med mulighed for nedsættelse eller hel fritagelse. Anbefaling Udvalget anbefaler, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag for afværgevand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget eller lade det helt bortfalde. Udvalget finder, at der ved en afgørelse om fritagelse for eller nedsættelse af bidraget særligt skal lægges vægt på, om der er tale om en afværgepumpning, der foretages af samfunds- og miljømæssige hensyn - herunder hensyn til beskyttelsen af grundvandsressourcer og overfladerecipienter. Udvalget lægger endvidere vægt på, at den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning finder anvendelse på kommunalbestyrelsernes afgørelse om fritagelse for eller nedsættelse af bidraget, ligesom udvalget lægger vægt på at "forureneren-betaler-princippet" fortsat finder anvendelse på betaling for afværgepumpninger. Udvalget finder endeligt, at fritagelse for eller nedsættelse af bidraget særligt kan blive aktuel, hvis andre afledningsløsninger ikke findes at være samfundsøkonomisk acceptable og hvis afledningen af afværgevandet sker uden om renseanlæg. 2.3.4 Udvalgets overvejelser og forslag for filterskyllevand og kølevand Udvalget finder, at det i mange tilfælde ikke er forbundet med væsentlige udgifter at behandle filterskyllevand og kølevand. Tilledning af filterskyllevand og kølevand kan - hvis det er tilstrækkeligt rent - ske til regnvandsledning i separat system, og afledning kan således ske udenom renseanlæg med de deraf følgende reducerede omkostninger. Det bemærkes dog, at tilledning af filterskyllevand og kølevand til offentligt spildevandsanlæg altid vil være forbundet med udgifter til drift af pumpestationer og ledninger tilsvarende andet spildevand. Ligeledes vil den hydrauliske merbelastning betyde større vandmængder gennem renseanlæggene, hvilket alt andet lige giver større total udledning af stoffer. Renseanlægget kommer herved til at betale mere i spildevandsafgift, og der vil generelt være tale om øgede omkostninger ved drift som følge af de større vandmængder. For filterskyllevand og kølevand vil der i mange tilfælde - hvis vandet er tilstrækkeligt rent - være mulighed for direkte at udlede vandet til vandmiljøet i stedet for at tillede vandet til renseanlæg. Muligheden herfor er yderligere aktualiseret i kraft af de nye regler om udtræden af den offentlige kloakforsyning, der blev indført med lov nr. 325 af 14. maj 1997. Etableringsomkostninger til direkte udledning af filterskyllevand og kølevand til vandmiljøet kan være betydeligt mindre end at betale for behandlingen af vandet via den offentlige kloakforsyning. Etablering af renere teknik til genanvendelse af filterskyllevand vil også ved større anlæg kunne være rentabelt i forhold til tilledning til offentlig kloak. Med renere teknik er det endvidere i dag muligt at genanvende filterskyllevand - således at tilledning af filterskyllevand kan reduceres væsentligt. Ved en fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget flyttes udgifterne til behandling af vandet på renseanlægget m.v. over på kloakforsyningen og dermed dennes brugere. Miljømæssige konsekvenser Afledning af filterskyllevand og kølevand rummer ikke de samme samfundsmæssige hensyn som afledning af vand fra afværgepumpninger. Imod fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag for filterskyllevand og kølevand taler, at fritagelse ikke animerer til etablering af genanvendelsesforanstaltninger af vandet på virksomheden eller til etablering af alternative metoder til behandling af vandet. Det er uhensigtsmæssigt at tillede vandet til renseanlægget - idet tyndere spildevand kan give en dårligere rensning. I bedste fald vil spildevandet blive renset til samme koncentrationsniveau og der vil - på grund af øgede vandmængder - blive udledt større stofmængder. Administrative konsekvenser En konkret mulighed for fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget i relation til filterskyllevand og kølevand vurderes ikke at være forbundet med større administrative konsekvenser. Betaling eller nedsættelse som udgangspunkt Udvalget finder ikke, der bør være mulighed for fuldstændig fritagelse for vandafledningsbidrag i forbindelse med afledning af filterskyllevand og kølevand. Udvalget finder endvidere, at det fortsat skal være et udgangspunkt, at der skal betales for afledning af disse typer spildevand. Anbefaling Udvalget anbefaler, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag for filterskyllevand og kølevand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget. Udvalget finder, at der ved en afgørelse om nedsættelse af bidraget særligt skal lægges vægt på, om der er miljømæssige hensyn, der taler for nedsættelse af bidraget. Udvalget finder, at en nedsættelse af bidraget særligt kan blive aktuel, hvis afledningen af filterskyllevandet eller kølevandet sker udenom renseanlægget og hvis andre afledningsløsninger ikke findes at være økonomisk acceptable. 2.3.5 Udvalgets overvejelser og forslag ved alternativ afledning af regnvand Med lov nr. 325 af 14. maj 1997 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. er der indsat hjemmel for miljø- og energiministeren til at fastsætte regler om hel eller delvis udtræden af kloakforsyningen. De nærmere betingelser for udtræden er fastsat i den nye spildevandsbekendtgørelse. Ved lovændringen blev der endvidere givet adgang til, at der kan ske hel eller delvis tilbagebetaling af tilslutningsbidraget. Ved udtræden for tag- og overfladevand kan der maksimalt tilbagebetales 40 pct. af det tilslutningsbidrag, der kunne være opkrævet på tidspunktet for aftalen om udtræden. Økonomisk incitament til udtræden for tag- og overfladevand Nogle kommuner har givet udtryk for, at tilbagebetaling af 40 pct. af tilslutningsbidraget (på nuværende tidspunkt svarende til 12.000 kr. ekskl. moms) ikke er et tilstrækkelig incitament for ejere af eksisterende ejendomme til at ville udtræde. En reduktion i vandafledningsbidraget forventes at ville forøge incitamentet. Det bemærkes dog, at andre kommuner har givet udtryk for, at tilbagebetaling af 40% af tilslutningsbidraget ved udtræden gør det økonomisk ufordelagtigt for kommunen at tillade udtræden, idet der ikke opnås den ønskede besparelse til bassiner m.v. Reduktion af vandafledningsbidraget er også relevant for nytilsluttede ejendomme, men her kan der ikke tales om incitamentsforøgelse, idet det er kommunerne, der i deres spildevandsplanlægning udstikker retningslinierne for tilslutning og dermed afgør, om der skal være tilslutning for tag- og overfladevand. Udvalget er opmærksom på, at tag- og overfladevand efter de nugældende regler i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg ikke indgår i beregningsgrundlaget for vandafledningsbidraget. Vandafledningsbidraget er således uafhængigt af mængden af tag- og overfladevand, der afledes til det offentlige spildevandssystem, og alle brugere bidrager således proportionalt i forhold til vandforbruget til betaling for afledning og behandling af tag- og overfladevand. Kostægthed Ved at yde en form for nedslag for de ejendomme, der ikke afleder tag- og overfladevand til det offentlige spildevandssystem, vil man opnå en vis grad af kostægthed. Særligt hvis en reduktion gives i form af et fast beløb, f.eks. ved en reduktion af en eventuel fast del af vandafledningsbidraget, vil betalingen til en vis grad være kostægte, idet en sådan reduktion vil være uafhængig af vandforbruget og idet reduktionen skal ses som et udtryk for, at en ejendom belaster det offentlige spildevandsanlæg med mindre vandmængder. Økonomiske konsekvenser Økonomisk må en reduktion i vandafledningsbidraget på kort sigt antages at medføre en stigning i m3 -prisen for vandafledning. På længere sigt må det antages, at anvendelse af alternative afledningsløsninger vil afspejles i form af besparelser i kloakforsyningernes udgifter til regnvandsbassiner og ledningsnet samt mindre omkostninger på renseanlægget. Det skal dog nævnes, at i de tilfælde, hvor der i kommunen er etableret separatsystemer for separering af regnvand, vil der ikke være særlige økonomiske fordele for kommunen i at etablere alternativ afledning. Miljømæssige konsekvenser Alternativ afledning - specielt i form af nedsivning af tag- og overfladevand vil fremme grundvandsdannelsen. Alternativ afledning vil endvidere mindske den hydrauliske belastning på kloakker og renseanlæg - og dermed nedsætte antallet og størrelsen af overløb fra kloaksystemet og forbedre rensningen af spildevandet på renseanlægget. I de tilfælde, hvor der allerede i dag er etableret separatsystemer for regnvand, vil der ikke være særlige miljømæssige fordele i etablering af alternativ afledning i form af eksempelvis nedsivning. Omfanget af den miljømæssige gevinst afhænger af, i hvor stort omfang den alternative afledning anvendes i kommunen. Administrative konsekvenser Administrativt vil en reduktion i vandafledningsbidraget kunne føre til et relativt merarbejde i kommunerne, idet kommunerne ved beregning af vandafledningsbidrag konkret skal tage hensyn til, om en ejendom har alternativ afledning. Endvidere vil der tillige bestå et spørgsmål om, hvordan ejendomme, der allerede i dag har alternativ afledning, skal opnå en reduktion i vandafledningsbidraget. Anbefaling Et flertal i udvalget kan ud fra en samlet vurdering ikke anbefale, at der skabes mulighed for en reduktion i vandafledningsbidraget ved alternativ afledning af tag- og overfladevand. Flertallet finder, at en reduktion i vandafledningsbidraget ved alternativ afledning af regnvand vil kunne give et øget incitament til anvendelse heraf - og dermed en ændret - men ønskelig afledningstruktur. Udvalget finder imidlertid ikke, at fordelene herved står mål med de administrative ulemper og det forhold, at betalingsreglerne herved ville blive mere komplicerede og uensartede kommunerne imellem. Mindretal Et mindretal bestående af Københavns Kommune, Danske Vandværkers Forening og Kommunernes Landsforening anbefaler at der gennem lovgivningen etableres et for grundejerne økonomisk incitament, der kan fremme etableringen af private anlæg for nedsivning af regnvand i de kommuner, hvor man ønsker en sådan udvikling. Det økonomiske incitament bør ikke alene knyttes til de i spildevandsplanerne udpegede nedsivningsområder, men også til byggerier - herunder ikke mindst bysaneringer - hvor der lægges vægt på byøkologiske tiltag. Mindretallet finder, at dette økonomiske incitament kan skabes ved at give kommunalbestyrelserne ret til - for byggerier, der lægger vægt på byøkologiske elementer - at yde tilskud på max. 40% af det aktuelle tilslutningsbidrag eller max. 12.000 kr. pr. boligenhed (indeksreguleret). Af hensyn til ordningens administration bør incitamentet alene være fremadrettet og gælde fra lovens vedtagelse. Udvalgets overvejelser og forslag ved genanvendelse af regnvand I tilfælde, hvor regnvand genanvendes f.eks. til toiletskyl og dermed erstatter en del af det normale vandforbrug, vil der efter de gældende regler skulle betales vandafledningsbidrag herfor, da loven bygger på et princip om, at der skal betales for alt det vand, der tilledes kloaksystemet. Begrundelse for dette er, at spildevandssystemets udgifter er helt uafhængige af, om de forurenende stoffer tilføres med genanvendt regnvand eller vandforsyningsvand. Det er således efter de nuværende regler sådan, at et separat forsyningssystem til opsamling af regnvand skal forsynes med måler, og at resultatet skal indgå i beregningsgrundlaget for vandafledningsbidraget. Selvom genanvendt regnvand tilledes kloaksystemet på lige fod med andet vand, der anvendes i ejendommen, kan der opnås en reduktion i belastningen på kloakker og renseanlæg, idet regnvandet ellers skulle afledes til kloakken på ejendomme, hvor tag- og overfladevand er tilsluttet det offentlige spildevandssystem. Dette er specielt udpræget hvis det offentlige spildevandssystem er et fællessystem. Kloakforsyningen kan således have både tekniske, miljømæssige og økonomiske interesser i, at regnvand genanvendes. Ændring af krav til kvalitet af regnvand Efter Miljøstyrelsens opfattelse rummer den nugældende lovgivning ikke mulighed for tilladelse til genanvendelse af regnvand. Miljøstyrelsen arbejder imidlertid for tiden med, at det inden for vandforsyningslovgivningen skal gøres muligt at genanvende tagvand til husholdningsformål såsom toiletskyl og tøjvask, uden at vandet lever op til de kvalitetskrav, der ellers gælder for drikkevand. Da lov om betalingsregler for spildevandsanlæg i forvejen bygger på forenklede principper, og da der i forvejen ikke er fuld overensstemmelse mellem den vandmængde, der betales for, og den spildevandsmængde, der afledes, bør det overvejes, om det i forlængelse af de initiativer, der tages inden for vandforsyningslovgivningen, skal gøres muligt, at der kan ydes reduktion eller fuldstændig fritagelse for vandafledningsbidraget for det regnvand, der genanvendes i husholdningerne. Det bemærkes, at man ved fuldstændig fritagelse for den genanvendte regnvandsmængde muligt "legaliserer" en løsning, der formentlig allerede har en vis udbredelse, i og med at vandtanke til opsamling af regnvand forhandles i byggemarkeder m.v. og derfor i en række tilfælde tages i anvendelse uden de fornødne tilladelser. Omvendt vil en fuldstændig fritagelse for betaling for genanvendt regnvand medføre en større udbredelse af sådanne løsninger, hvis tekniske og miljømæssige konsekvenser endnu ikke kendes fuldt ud. Økonomiske konsekvenser Det må antages, at fritagelse for vandafledningsbidrag ved genanvendelse af regnvand på kort sigt vil medføre en stigning i vandafledningsbidraget. På længere sigt, vil der ved udbredt anvendelse af løsninger til genanvendelse af regnvand være en mindre hydraulisk belastning på renseanlægget og bassiner m.v., hvilket naturligt vil medføre et fald i kloakforsyningens udgifter til renseanlægget og bassiner. Heroverfor står, at der ved en fastholdelse af de nuværende regler skal investeres i separate målere til beregning af regnvandsmængderne, der bliver genanvendt, ligesom de øgede administrative omkostninger for kommunerne må antages at blive afspejlet i vandafledningsbidraget. Miljømæssige og tekniske konsekvenser De miljømæssige, hygiejniske og tekniske konsekvenser ved genanvendelse af regnvand er som ovenfor nævnt endnu ikke fuldstændig belyst. Omfanget af den miljømæssige gevinst afhænger af, hvor stor udbredelse genanvendelse af regnvand får. I en rapport fra Miljøstyrelsen og By- og Boligministeriet fra januar 1998 om boligernes vandforbrug (Miljøstyrelsen og By- og Boligministeriet, 1998) fremgår det, at beregninger på genanvendelse af regnvand til husholdningsformål har vist, at genanvendelse af regnvand kun i et meget begrænset omfang vil kunne erstatte forbruget af vandværksvand. Administrative konsekvenser Fritagelse En fuldstændig fritagelse for betaling af genanvendt regnvand må antages at medføre en administrativ lettelse for kommunerne, idet der blot ses bort fra den mængde regnvand, der tilledes kloakken. Kommunerne vil således ikke som i dag skulle kræve, at der skal opsættes en speciel måler for regnvandet, der genanvendes i husholdningen, ligesom denne måler skal aflæses for at indgå i kommunernes beregning af vandafledningsbidraget. Reduktion Reduktion for betaling i forbindelse med genanvendelse af regnvand må antages at betyde et vist administrativt merarbejde, idet kommunerne skal tage konkret stilling til spørgsmålet om betaling i hvert enkelt tilfælde. Anbefaling Flertal Et flertal i udvalget finder, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag ved genanvendelse af regnvand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget eller lade det helt bortfalde. Flertallet i udvalget finder, at der med løsninger til genanvendelse af regnvand kan opnås en reduktion i belastningen på kloakker og renseanlæg samt den samlede udledning af stoffer, hvorfor der kan være både tekniske, miljømæssige og økonomiske fordele i, at regnvand genanvendes. Udvalget finder endvidere, at der med fritagelse for bidrag alene vil være tale om en administrativ lettelse for kommunerne. Mindretalsudtalelse Et mindretal i udvalget bestående af Danske Vandværkers forening og Danmarks Private Vandværker finder, at der bør skelnes mellem det regnvand, der opsamles og anvendes til havevanding, bilvask m.m. og det vand, der føres ind i bygninger og anvendes i den daglige husholdning som erstatning for den almindelige drikkevandsforsyning. I tilfælde hvor regnvand opsamles og anvendes til havevanding m.m., mener mindretallet at dette kan sidestilles med andre situationer, hvor vandet ikke ledes til det offentlige spildevandsanlæg. Ud fra denne betragtning kan der ske en fritagelse for at betale bidraget. Men i tilfælde hvor der sker en regnvandsforsyning til bygninger o.lign., er mindretallet af den opfattelse, at der ikke bør være mulighed for at fritage for betaling af vandafledningsbidrag. Dette vand vil blive afledt til det offentlige spildevandssystem, og der vil som sådan ikke kunne påvises nogen væsentlig besparelse for kloakforsyningen. Disse situationer er at sammenligne med forsyning fra egen boring eller brønd. Det er i øvrigt dette mindretals opfattelse, at betalingsreglerne ikke bør anspore til at indføre regnvand i bygningerne så længe, at der er tekniske samt miljø- og hygiejnemæssige problemer, der fortsat er uafklarede. Risikoen for folkesundheden må derfor anses for at være væsentligt større end den meget begrænsede miljøgevinst, der kan opnås i form af vandbesparelser. 3. Opdeling af vandafledningsbidraget3.1 Baggrund 3.1 Baggrund 3.1.1 Nugældende og tidligere lovgivning om vandafledningsbidrag De gældende regler for beregning og opkrævning af vandafledningsbidraget findes i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. § 2, stk. 2-4 (også kaldet betalingsloven). Lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. bygger på principperne fra den første betalingslov fra 1987, som undergik nogle ændringer i henholdsvis 1992 og 1997. Bidrag efter forbrug Vandafledningsbidraget opkræves som udgangspunkt efter målt eller skønnet vandbrug. Bidraget beregnes således som et beløb pr. kubikmeter forbrugt vand og er således udelukkende m3-afhængigt. Størrelsen af taksten pr. kubikmeter fastsættes af kommunalbestyrelsen, jf. lovens § 3, stk.1. Krav om måler Efter bekendtgørelse nr. 525 af 14. juni 1996 skal der senest 1. januar 1999 være installeret vandmåler på ejendomsniveau på alle ejendomme, der er tilsluttet almene vandforsyninger. Før 1987-loven Før 1987-lovens vedtagelse var betalingsspørgsmålet for fælles spildevandsanlæg reguleret af § 27 i den dagældende miljøbeskyttelseslov. Denne bestemmelse fastsatte ikke nærmere kriterier for, hvorledes udgiftene til fælles spildevandsanlæg skulle fordeles. Kommunalbestyrelserne var derfor inden for rammerne af § 27 i princippet frit stillet ved fastsættelse af betalingsordninger for fælles spildevandsanlæg. Det medførte, at betalingsordningerne indbyrdes varierede meget, og at det ikke var muligt at give en landsdækkende beskrivelse af disse. Betalingsreglernes udformning og indhold varierede endog fortsat inden for den enkelte kommune. Reglerne var endvidere så detaljerede og komplicerede, at de var vanskelige at administrere, ligesom de havde vanskeligt ved at vinde forståelse og accept hos de berørte brugere. Retstilstanden var således uensartet og uoverskuelig. Problemerne medførte, at der i 1984 blev nedsat et udvalg, der afgav betænkning i 1986. Udvalget fremsatte heri forslag om ensartede og forenklede kommunale betalingsregler for spildevandsbortskaffelse byggende på en forsyningsmodel. 1987-loven Hovedsigtet med 1987-loven var at gennemføre Vandmiljøplanens forudsætning om en forbedret spildevandsrensning i kommunerne og fuld brugerfinansiering af udgifterne hertil, samt at gennemføre en ensartethed og forenkling af reglerne. Forsyningsselskabsmodel Loven byggede på en forsyningsmodel, hvor spildevandsbidragene for ensartede grupper af udledere som udgangspunkt skulle være den samme uanset geografisk beliggenhed inden for kommunen og uanset, hvilke omkostninger, der havde været forbundet med etablering af spildevandsanlæg i det pågældende område. Udgiftsfordelingskriterier I modsætning til tidligere, hvor der havde været anvendt mange forskellige kriterier for udgiftsfordeling, opererede loven kun med ét, nemlig vandforbruget. Vandafledningsbidraget, der var delt op i et anlægsbidrag og et driftsbidrag, fastsattes for en boligenhed efter skønnet eller målt vandforbrug, hvor kommunalbestyrelsen havde krævet vandmålere. For erhvervsejendomme fastsattes vandafledningsbidraget tilsvarende, dog opererede loven for erhvervsejendomme med en mindsteafledningsret på 0,25 m3 pr. m2 pr. år, som var mindstebetaling på vandafledningsbidragets anlægsdel. Altså en form for fast bidrag. Tilslutningsbidraget fastsattes for boliger som et bidrag pr. boligenhed, mens tilslutningsbidraget for erhvervsejendomme fastsattes ud fra afledningsretten, der mindst skulle svare til ovennævnte mindsteafledningsret. Betalingslovens bestemmelser om mindsteafledningsret og bestemmelserne om beregning af tilslutningsbidrag og vandafledningsbidrag blev mødt med kritik fra ejere af ejendomme med et stort areal og et lille vandforbrug. Denne kritik gav anledning til, at det besluttedes at gennemføre en lovændring i 1992. Lovændring i 1992 Lovændringen indebar en afskaffelse af mindsteafledningsretten. Afregningsgrundlaget for en boligenhed uden krav om vandmåler blev endvidere maksimeret til 170 m3. Endvidere indførtes der i forbindelse med 1992-loven hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan give adgang til, at vandafledningsbidraget beregnes efter målt forbrug for ejendomme (boliger) med vandmåler opsat uden krav herom, og muligheden for at lave særregler ved særligt stort eller lavt vandforbrug blev afskaffet. Endelig indeholdt lovændringen visse ændringer for så vidt angår tilslutningsbidraget, idet dette blev maksimeret til 30.000 kr. inkl. moms pr. boligenhed eller pr. 800 m2 grundareal for erhvervsejendomme. Det primære sigte med ændringerne var at afbryde individuelle aftaler, der havde karakter af rabatordninger. Formålet var endvidere at forhindre, at kloakbetalingsforhold blev en konkurrenceparameter i bestræbelserne på at skaffe nye virksomheder til den enkelte kommune samt at forhindre store variationer i tilslutningsbidragene. Endvidere blev adgangen til at opkræve supplerende tilslutningsbidrag ved ændringer i ejendommen afskaffet. Lovændring i 1997 Lovændringen i 1997 indeholdt alene ændringer for så vidt angår tilslutningsbidraget. Tilslutningsbidraget skal ikke længere beregnes ud fra de faktiske omkostninger, men blev ændret til et ensartet standardtilslutningsbidrag, svarende til det tidligere loft på 30.000 kr. for en boligenhed/800 m2 grundareal, dog således at de 30.000 kr. nu er ekskl. moms mod tidligere inkl. moms. Status Udviklingen i betalingsreglerne for bortskaffelse af spildevand har således gennem regelændringer bevæget sig væk fra en tilstand, hvor de enkelte anlæg skulle hvile i sig selv med hver sin betalingsvedtægt og over til en ordning, der skaber lighed mellem samtlige offentlige spildevandsanlæg i den enkelte kommune, og hvor bidrag betales efter samme regler, uanset den enkelte ejendoms beliggenhed. Der er med de løbende ændringer skabt større og større ensartethed i reglerne, således at der ikke er markante forskelle i betalingsprincippet fra kommune til kommune. Udviklingen har endvidere bevæget sig i retning af en forsyningsselskabsmodel, der hviler på et solidarisk princip og på et princip om fuld brugerfinansiering, idet det forudsættes, at kloakforsyningen hviler i sig selv. Spildevandsafgift I 1997 indførtes en spildevandsafgift for udledning af spildevand. Spildevandsafgiften opkræves hos den enkelte udleder, det vil for kloakerede områder sige, at den opkræves renseanlægget for den udledning, der har været herfra. Spildevandsafgiften på renseanlægget skal opfattes som en generel meromkostning for kloakforsyningen, og afgiften tilbagevæltes på den enkelte bruger i overensstemmelse med reglerne i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg. Det er ikke muligt at beregne spildevandsafgiften for den enkelte bruger på anden vis, end efter betalingslovens regler. Det er vigtigt at pointere, at det samlede provenu af spildevandsafgiften ikke berøres af overvejelser om at ændre på betalingslovens regler. I den udstrækning, der med ændringer af betalingsloven sker forskydninger i omkostningsfordelingen mellem visse brugergrupper, vil spildevandsafgiften blot være en integreret del heraf. 3.1.2 Status for brug af vandmåler på enkeltejendomsniveau Boligministeren nedsatte i 1992 et udvalg om obligatorisk individuel måling af forbrugsposter. Udvalget havde bl.a. til opgave at opstille en overordnet samfundsøkonomisk strategi eller handlingsplan for obligatorisk individuel måling af forbrugsposter til el, gas, vand og varme. Til brug herfor iværksatte udvalget omfattende undersøgelser, kortlægning og redegørelser, der bl. a. afdækkede brugen af vandmålere i Danmark. Udvalget afsluttede i 1995 sit arbejde med "betænkning om obligatorisk individuel måling af forbrugsposter" (Boligministeriet, 1995). I betænkningen er der redegjort for den gennemførte kortlægning af brugen af vandmålere på enkeltejendomsniveau i Danmark. Kortlægningen blev gennemført i 1993 og viste, at ca. 64% af samtlige én-families huse var forsynet med vandmålere i 1993. Tilsvarende fremgår det, at ca. 77% af alle etageejendomme, ca. 25 % af alle fritidshuse samt 70% af erhvervsejendomme, tilsluttet almen vandforsyning, var forsynet med vandmålere på ejendomsniveau. Denne udvikling i brugen af målere er intensiveret fra 1993 frem til i dag, hvor der pr. 1. januar 1999 skal være installeret målere på enkeltejendomsniveau. 3.1.3 Kloakforsyningernes økonomi Kloakforsyningernes samlede udgifter udgjorde i 1996 4,4 milliarder kr. fordelt med 1,8 milliarder kr. i anlægsudgifter og 2, 6 milliarder kr. i driftsudgifter. Tilsvarende udgjorde indtægterne i 1996 4,1 milliarder kr. fordelt med 0,2 milliarder kr. i anlægsindtægter og 3,9 milliarder i driftsindtægter. Tallene stammer fra de kommunale regnskaber, hvori såvel anlægs- som driftsudgifterne tillige er fordelt på "fælles formål", "hovedkloak", "detailkloak" og "renseanlæg". Fordelingen af udgifterne og indtægterne fremgår af tabel 3.1. Tabel 3.1. Kloakforsyningernes samlede udgifter og indtægter i 1996 i milliarder kr.
Det præciseres, at kloakforsyningernes samlede udgifter for det enkelte år ikke svarer til de samlede indtægter, da der blot skal være balance mellem udgifter og indtægter over en årrække. Det pointeres endvidere, at den viste fordeling mellem anlægs- og driftsudgifter kan være noget "tilfældig", da det grundet det kommunale budget- og regnskabssystems indretning ikke er muligt at give et mere nuanceret billede af fordelingen. 3.1.4 Problemstilling Da en stor del af kloakforsyningens omkostninger ikke er m3-afhængige men faste, kan der argumenteres for, at det m3-afhængige bidrag suppleres med et fast bidrag, som det i en række tilfælde sker inden for andre forsyningsvirksomheder. Det er vanskeligt at fastslå, hvor stor en del af kloakforsyningens omkostninger, der er faste, henholdsvis variable, da de fleste omkostninger har et islæt af både fast og variabel karakter. Endvidere kan nogle omkostninger, der umiddelbart betragtes som faste, vurderet over en længere tidshorisont være delvis variable. Eksempelvis vil omkostningerne til vedligeholdelse af et allerede etableret renseanlægs konstruktioner være faste, men vurderet over en årrække kan der ved nyanlæg investeres i mindre anlæg. Alternativt kan en ellers planlagt udbygning undgås eller reduceres, hvis vandforbruget er faldet. Et realistisk skøn er ifølge betænkning nr. 3 1996 om spildevandsafledningen i det åbne land, (Miljøstyrelsen, 1996), at ca. 85 pct. af omkostningerne er faste. Problemstillingen er blevet yderligere aktualiseret af, at der fra den 1. januar 1999 er krav om måler på alle ejendomme tilsluttet alment vandværk. I områder, hvor der ikke hidtil har været krav om måler, og hvor det skønnede vandforbrug til beregning af vandafledningsbidrag for boliger som gennemsnit har været højere end det faktiske vandforbrug, vil kravet om målere medføre et fald i det samlede vandforbrug, hvorefter der beregnes vandafledningsbidrag. 3.1.5 Spildevandsudvalgets anbefalinger Spildevandsudvalget, der afsluttede sit arbejde med betænkning nr. 3 1996, har i sit arbejde overvejet at gøre betalingen af vandafledningsbidrag mere kostægte - herunder har udvalget overvejet, om der skulle ske en opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del. Spildevandsudvalget anbefalede på denne baggrund, at der i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. blev indsat en bemyndigelsesbestemmelse for ministeren til at fastsætte regler om opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del. Spildevandsudvalget anbefalede endvidere, at der blev nedsat et særligt udvalg til at se på forskellige modeller for en sådan opdeling, således at de nærmere regler om en opdeling af vandafledningsbidraget først blev udarbejdet efter udvalgsarbejdet, og således at det blev tilstræbt, at reglerne kunne træde i kraft samtidig med de øvrige ændringer i betalingsloven. Ministeren ønskede imidlertid ikke at medtage bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslaget, da han ønskede, at der forinden blev udarbejdet løsningsmodeller for udnyttelsen af bemyndigelsen og for de økonomiske konsekvenser for forslaget. 3.1.6 Kommissorium Udvalget er blevet bedt om at overveje, om reglerne for beregning af vandafledningsbidrag bør ændres. I den forbindelse er udvalget blevet bedt om at vurdere, om der kan hentes inspiration fra andre forsyningsområder til opstilling af en model for en ændret beregning af bidraget. Endvidere er udvalget blevet bedt om at vurdere konkrete modeller for opdeling af vandafledningsbidrag samt disse konkrete modellers økonomiske, administrative og miljømæssige konsekvenser. 3.2 Lovgivning vedrørende andre forsyningsområder 3.2.1 Vandforsyningsloven Takster for kommunale og private vandforsyninger Efter vandforsyningslovens § 53 fastsættes anlægs- og driftsbidrag for kommunale almene vandforsyningsanlæg af kommunalbestyrelsen. For private almene vandforsyningsanlæg godkendes bidragene af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra vandværket. De takster, som kommunalbestyrelsen fastsætter eller godkender, omfatter dels prisernes størrelse og dels nogle almindelige principper for beregning af priserne - f.eks. forholdet mellem priserne for forskellige grupper af ejendomme ("fordelingsnøgler"). For private vandværker kan kommunalbestyrelsen godkende eller nægte at godkende de priser, der er forslået af vandværket, men kan ikke frit fastsætte vandpriserne, dog kan kommunalbestyrelsen træffe bestemmelse om forhøjelse af visse former for bidrag, hvis forhøjelsen er en nødvendig følge af, at kommunalbestyrelsen har nægtet at godkende andre former for bidrag. Regler for betalingsprincipper Vandforsyningsloven indeholder i § 52a regler om hvilket elementer, der indgå i prisen for vand såsom udgifter til indvinding og distribution, lønning og andre driftsomkostninger m.v. Endvidere er det i bekendtgørelse om betaling for vand efter målt forbrug m.v. på ejendomsniveau bestemt, at betaling for levering af vand senest fra 1. januar 1999 skal ske efter målt forbrug. Af bekendtgørelsen fremgår yderligere, at der i betalingen kan indgå et fast bidrag. Inden for vandforsyningen opereres med to typer bidrag, et anlægsbidrag, der i dag kaldes tilslutningsbidrag. Tilslutningsbidraget betales normalt i forbindelse med en ejendoms tilslutning til vandværket, mens driftsbidraget er en løbende ydelse, der består af en m3-pris og almindeligvis en fast årlig afgift. Miljøstyrelsens vejledning nr. 1 1986 Miljøstyrelsen har i 1986 udsendt vejledning nr. 1 1986 om fastsættelse af takster for almene vandforsyningsanlæg (Miljøstyrelsen, 1986). Vejledningen er udarbejdet på grundlag af et udkast fra et udvalg om vandpriser, som Miljøministeriet nedsatte i 1981 med repræsentanter for bl.a. de kommunale organisationer, Dansk Vandteknisk Forening, Fællesrepræsentationen for Private Vandværker i Danmark, forskellige erhvervsorganisationer og forskellige myndigheder. Vejledningen indholder reelt ingen anbefalinger om et bestemt princip, men angiver blot en måde, som betalingen kan løses på. I vejledningen foreslås en fordelingsnøgle for anlægsbidrag til hovedanlæg og forsyningsledninger. For forbruget for en gennemsnitlig husstand i et enfamiliehus med egen stikledning foreslås fordelingstallet 1, mens der for andre grupper af forbrugere foreslås fordelingstal, der mest er påvirket af gruppens højeste døgnforbrug. For landbrugsejendomme, institutioner og erhverv foreslås dog tal, som fremkommer ud fra ejendomstypens højeste døgnforbrug. Om driftsbidrag for ejendomme med målere angiver vejledningen, at de fleste vandværker fra ejendomme med målere ud over det m3-afhængige bidrag også opkræver et fast årligt bidrag. Det faste bidrag er ofte beregnet til at dække udgifterne til målere og opkrævning af bidragene og er i så fald af begrænset størrelse i forhold til det bidrag, der opkræves pr. m3. Der er, ifølge vejledningen, dog intet til hinder for at fastlægge en større del af driftsbidraget som fast bidrag. Vejledning fra Danske Vandværkers Forening og Danmarks Private Vandværker I 1996 udsendte Danske Vandværkers Forening (DVF) i samarbejde med Danmark Private Vandværker (FVD) en vejledning om vandværkstakster (Danske Vandværkers Forening, Danmark Private Vandværker, 1996) udarbejdet med udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledning nr. 1 1986. Vejledningen fra DVF og FVD anbefaler, at anlægsomkostninger principielt dækkes ved anlægsbidrag og driftsudgifter ved driftsbidrag. I vejledningen findes en anbefalet fordelingsnøgle for hovedanlægsbidrag, hvorved store forbrugere pålignes større bidrag end små forbrugere. Ifølge vejledningen bør forsyningsledningsbidraget være ens for alle forbrugere i samme ejendomskategori, uanset forbrugets størrelse, idet omkostningerne til lægning af nye forsyningsledninger kun i ringe omfang påvirkes af ledningsdimensionen. Af hensyn til hurtigere inddragelse af ejendomme i det åbne land anbefales det, at forsyningsledningsbidraget ansættes ens for alle forbrugere, uanset ejendommens beliggenhed i forsyningsområdet. Fast del af driftsbidrag anbefales til højst 40 % Om driftsbidraget anbefales i vejledningen, at de faste årlige bidrags andel af vandværkets samlede driftsindtægter højst bør udgøre 40 %, uanset at måske mere end 90 % af omkostningerne reelt er uafhængige af hvor stor en vandmængde, der leveres. Det faste årlige bidrag bør være ens for alle forbrugere uanset forbrugets størrelse. Ifølge vejledningen bør prisdifferentiering på det variable driftsbidrag principielt ikke finde sted. Det vil ifølge vejledningen være at foretrække, at store vandforbrugere i stedet hjælpes til en mindre omkostning til vand ved vejledning i vandbesparelser, genbrug af vand eller ved brug af procesvand/teknisk vand. Ifølge data i Vandforsyningsstatistik 1996, (Danske Vandværkers Forening et al, 1997), udgør det fast bidrag for en normalbolig som gennemsnit 36 % på landsplan. Der er dog stor spredning på dataene, og det faste bidrag varierer på landsplan mellem 0 og 100 % af det samlede bidrag. Det bemærkes endvidere, at der i Vandforsyningsstatistikken kun er medtaget oplysninger om vandværker, hvor forbruget i eget forsyningsområde er mere end 100.000 m3 pr. år. Disse vandværker leverer dog størsteparten af landets samlede vandforbrug. 3.2.2 Varmeforsyningsloven og elforsyningsloven Varmeforsyningsloven Varmeforsyningsloven, der regulerer bl.a fjernvarmeforsyning, indeholder ingen lovfastsatte regler om betalingsprincipper til varmeforsyningen, men der findes en praksis anbefalet af Gas- og Varmeprisudvalget, der henhører under Erhvervsministeriets ressort. Gas- og Varmeprisudvalgets anbefaling Denne praksis kan kortfattet beskrives således: Det faste bidrag skal dække de faste omkostninger, og det variable bidrag skal dække de variable omkostninger. Mindst 20 % af de samlede bidrag skal udgøres af det faste bidrag. Der opkræves typisk et fast bidrag pr. m2 hus/lejlighed plus et variabelt bidrag og i en række tilfælde herudover et årligt abonnementsbidrag. Priser skal med angivelse af grundlaget for prisfastsættelsen anmeldes til Gas- og Varmeprisudvalget. Hvis udvalget finder, at fastsatte priser er urimelige, kan udvalget, hvis forholdet ikke kan løses gennem forhandling, give pålæg om ændring af priserne. Tilsvarende gælder, hvis prisen må antages at ville medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi. Elforsyningsloven Der er tilsvarende varme- og gasområdet nedsat et Elprisudvalg, der henhører under Erhvervsministeriets ressort. Principperne for fastsættelse af bidrag inden for elforsyningsloven svarer til varmeforsyningslovens principper. Modsat Gas og Varmeprisudvalget har Elprisudvalget dog ikke for elforsyningsområdet anbefalet, at der ved bidragsfastsættelsen skal beregnes et fast bidrag, svarende til mindst 20% af det samlede bidrag. Det bemærkes, at Miljø- og Energiministeriets El-reform forventes at få betydning både for forsyningsstrukturen og principperne for prisdannelsen på området. 3.2.3 Lov om forsyningspligt Prisfastsættelse for Telekommunikation Reglerne for prisfastsættelse inden for teleydelser findes i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren samt i bekendtgørelse om forsyningspligt. Der skal udpeges en eller flere forsyningspligtudbydere. Telestyrelsen fastsætter for en 2-årig periode efter forslag fra forsyningspligtudbyderen, hvor meget en regning for en "normalforbruger" må lyde på. Der er således i princippet ingen regler for fordeling mellem abonnementsbidrag og samtalebidrag, men forholdet er underlagt konkurrenceretlige krav. 3.3 Konkurrencelovgivningen m.v. 3.3.1 Konkurrenceloven Konkurrenceloven finder anvendelse på al erhvervsvirksomhed. Begrebet "erhvervsvirksomhed" skal forstås bredt, således at enhver økonomisk aktivitet, der foregår i et marked for varer og tjenester, er omfattet af loven. Af Konkurrencelovens § 2 fremgår: "§ 2. Reglerne i kapitel 2 og 3 gælder ikke, hvis en
konkurrencebegrænsning, er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. En
konkurrencebegrænsning, som er fastsat af en kommunalbestyrelse, er kun en direkte og
nødvendig følge af offentlig regulering, når konkurrencebegrænsningen er nødvendig
for, at kommunalbestyrelsen kan opfylde de opgaver, den er pålagt, i henhold til
lovgivning. Efter lovens § 2 følger det således, at offentlig virksomhed, der kan omfatte konkurrencebegrænsning, ikke er omfattet af loven, hvis konkurrencebegrænsningen, er fastsat i eksempelvis i en lov eller en bekendtgørelse, og begrænsningen er nødvendig udfra de hensyn og mål, der ligger bagved den pågældende lovgivning. Det følger endvidere, at det er den regeludstedende myndighed eller minister, der faktisk træffer afgørelse af spørgsmålet om, en konkurrencebegrænsning er en direkte og nødvendig følge af lovgivningen på området. Loven har således undtaget konkurrencebegrænsninger som følger af lov eller af kommunale vedtagelser, da disse kan være politisk vedtaget udfra andre samfundshensyn end lige netop hensynet til en effektiv konkurrence. Det skal således indledningsvis pointeres, at da betalingsforholdene på spildevandsområdet er fastsat i en lov, kan en mulig konkurrencebegrænsning (eks. i form af 100% forbrugsafhængige bidrag), muligt falde udenfor konkurrencelovens rammer på grund af de samfundsmæssige hensyn, der ligger bag vedtagelsen af loven. 3.3.2 Inddragelse af Konkurrencestyrelsen i udvalgets arbejde Selvom betalingsordningen for spildevandsafledning således muligt ikke er omfattet af konkurrencelovgivningen, har udvalget ved udarbejdelsen af betænkningen inddraget Konkurrencestyrelsen, for at få en vurdering af, om den prisfastsættelsen i den nuværende betalingsordning for spildevand er i overensstemmelse med konkurrencelovgivningens principper. Konkurrencestyrelsen har med brev af 29. marts 1999 fremsendt et notat omhandlende principper og metoder for fastsættelse af priser for adgang og benyttelse af "first mover"monopoler, der af Konkurrencestyrelsen som udgangspunkt vurderes, at kunne finde tilsvarende anvendelse på forsyningsmonopoler. (Konkurrencestyrelsen pointerer dog, at der kan være tilfælde, hvor et forsyningsmonopol har en så anderledes omkostningsstruktur, at der bør anvendes andre prisfastsættelsesmetoder.) Konkurrencestyrelsen angiver i brevet af 29. marts 1999, at udgangspunktet for at vurdere om "first mover" monopoler/forsyningsmonopolers priser er rimelige, er, at monopolets samlede indtægter for adgang og ydelser ikke må overstige de nødvendige omkostninger ved effektiv drift incl. en rimelig forrentning. Ved vurdering af effektiviteten bør anvendes benchmarking. Det fremgår videre, at infrastrukturejeren ved prisfastsættelsen af forsyningsvirksomhed kan opkræve en engangstilslutningsafgift, en abonnementsafgift samt en variabel forbrugsafhængig afgift. Engangsafgiften må ifølge Konkurrencestyrelsen ikke overstige de faktiske tilslutningsomkostninger. Der gives imidlertid et betydeligt spillerum for fordelingen af denne afgift. Abonnementsafgiften kan lovligt dække infrastrukturens faste omkostninger tillagt en rimelig forrentning. Det er Konkurrencestyrelsens vurdering, at de faste omkostninger er vanskelige at fordele objektivt, hvorfor der således er et betydeligt råderum for, hvorledes denne afgift kan fordeles. Endelig angiver Konkurrencestyrelsen, at den forbrugsafhængige afgift som udgangspunkt alene bør dække de variable omkostninger, som den enkelte forbruger giver anledning til. Men også her vil afvigelser fra hovedreglen efter Konkurrencestyrelsens vurdering kunne komme på tale. Efterfølgende har udvalget afholdt et møde med Konkurrencestyrelsen om problemstillingen den 4. juni 1999. Det blev ikke på mødet drøftet, at betalingsordningen for spildevandsafledning muligt ikke er omfattet af konkurrencelovgivning som følge af lovens § 2, stk. 2. Temaet for drøftelserne var alene om den nuværende betalingsordning var i overensstemmelse med de konkurrenceretlige principper. Konkurrencestyrelsen oplyste, at der i den konkurrenceretlige praksis er materialiseret 5 krav til betalingssystemer, hvor der er et naturligt monopol. Systemet skal være indrettet således at det er:
De 5 krav kan være overlappende og indbyrdes afhængige. F.eks. vil kravet om, at systemet skal øge incitamentet til korrekt adfærd, også indeholde et krav om størst mulig effektivitet og lavest mulige ressourceforbrug. For så vidt angår den nuværende betalingsordning med det 100% forbrugsafhængige løbende bidrag, er det Konkurrencestyrelsens vurdering, at betalingsordningen opfylder den nuværende betalingsordning punkterne 1)-4). Det var imidlertid Konkurrencestyrelsens holdning, at den nuværende betalingsordning kan lede til diskrimination af et ikke kendt omfang, idet de små forbrugere - qua et muligt lille forbrugsafhængigt bidrag - afholder en meget lille andel af omkostninger til administration og beredskab i forhold til store virksomheder med et større vandforbrug. Konkluderende var det Konkurrencestyrelsens holdning, at den nuværende betalingsordning for kloakforhold "nærmest ikke var imod den konkurrenceretlige regulering", og Konkurrencestyrelsen fandt, at på en skala fra 1-5 (med 5 som optimal opfyldelse af de konkurrenceretlige regler) var niveauet for den nuværende betalingsordning 4-4,5. På spørgsmål om det er muligt at finde et betalingsordning, der er i bedre overensstemmelse med konkurrenceretlige principper, fandt Konkurrencestyrelsen, at en betalingsordning med en fast mindre afgift til administration på eksempelvis 200 kr. om året kunne medføre, at de små forbrugere i højere grad kommer til at betale for den del af ressourceforbruget, forbrugeren giver anledning til. Konkurrencestyrelsen fandt at med indførelse af et fast mindre bidrag på en skala fra 1-5 (med 5 som optimal opfyldelse af de konkurrenceretlige regler) ville niveauet for betalingsordningen være 4,75. På spørgsmål om indførelse af en betalingsordning, der indeholder et fast bidrag, og som er frivillig for kommunerne, (således at kommunerne kan vælge mellem at indføre et fast bidrag eller fortsætte med den nuværende ordning), er i overensstemmelse med konkurrenceretlige principper, fandt Konkurrencestyrelsen, at det ikke ville være i strid med konkurrenceretlige regler, når blot der var tale om et beskedent beløb. 3.4 Konklusioner i rapport fra Dansk Industri/Kommunernes Landsforening Da det lovforslag, der blev fremsat den 18. december 1996 til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., ikke indeholdt hjemmel til ministeren til at fastsætte regler om en opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del, nedsatte Dansk Industri og Kommunernes Landsforening en fælles arbejdsgruppe til at søge at vurdere mulige modeller for opdeling af vandafledningsbidraget. Arbejdsgruppen har drøftet et stort antal modeller, og har for nogle af disse modeller belyst de bidragsmæssige konsekvenser for udvalgte ejendomme i Ikast Kommune. Det er arbejdsgruppens vurdering, at de lokale forhold, herunder sammensætningen af boliger og virksomheder vil være afgørende for en hensigtsmæssig udformning af et fast bidrag, og at der således ikke bør opstilles en generel model. Arbejdsgruppen anbefalede i lighed med spildevandsudvalget derfor, at der i loven blev givet ministeren hjemmel til at fastsætte regler om opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del, og at denne kunne træde i kraft samtidig med de øvrige ændringer vedrørende betalingsvedtægter 3.5 Forudsætningerne ved beregning på modeller til opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del Modeller til opdeling af vandafledningsbidraget Udvalget har valgt at belyse fire modeller til opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del.
Forskellen på de fire modeller ligger i metoden til beregning af det faste bidrag. Det variable bidrag er i alle tilfælde m3-afhængigt efter vandforbruget. Generelt betragtet vil opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del medføre et mindre vandafledningsbidrag for ejendomme med et stort vandforbrug og større bidrag for ejendomme med et lille vandforbrug. Ud over at gøre bidraget mere kostægte har udvalget i sit arbejde tilstræbt at finde løsninger, der er enkle og gennemskuelige og samtidig lette at administrere. Udvalget har endvidere lagt vægt på at finde løsninger, således at bidragene inden for kloakforsyningen fortsat kan bygge på solidaritetsprincippet, selvom de gøres mere kostægte. Kommunetyper Udvalget har valgt at belyse konsekvenserne for to principielt forskellige kommunetyper. Kommunetype A: Kommunetype B: I realiteten vil mange kommuner bestå af både boliger, erhverv og sommerhuse, men det er valgt ikke at medtage sådanne kommunetyper, idet disse vil være mellemløsninger af type A og type B. Udvalget har på baggrund af hver af de to kommunetyper lavet en række beregningseksempler med forskellige fordelinger mellem de to ejendomstyper, der indgår i den pågældende kommunetype, dvs. kommuner med henholdsvis lidt erhverv og meget erhverv og kommuner med henholdsvis få sommerhuse og mange sommerhuse. For kommunetype A er der endvidere lavet beregninger for forskellige fordelinger mellem erhvervsejendomme med henholdsvis stort og lille vandforbrug. Beregningseksempler Det er valgt kun at medtage få beregningseksempler i selve betænkningen, men resultater for en del af de øvrige eksempler, som udvalget har arbejdet med, findes i bilagene 3.4-3.9. I eksemplerne vil blive illustreret, hvilken stigning/reduktion i vandafledningsbidraget - i forhold til nuværende bidrag - en opdeling af vandafledningsbidraget vil medføre for udvalgte ejendomskategorier. Der er for alle modellerne forudsat, at kommunens indtægter fra det faste bidrag tilsammen udgør 25 % af kommunens samlede indtægter fra vandafledningsbidrag. Eksemplerne er endvidere gennemregnet for en fast andel på 10 %. Resultaterne for en fast andel på 10 % fremgår af bilagene 3.4, 3.5 og 3.8. For at gøre ændringen i vandafledningsbidraget uafhængig af m3-taksten, der varierer fra kommune til kommune, er det valgt at vise den procentvise stigning/reduktion i vandafledningsbidraget. Endvidere kan procentstigningen anvendes ved sammenligning af den byrde/lettelse, som forskellige forbrugertyper oplever. Eksempelvis vil en stigning på 1.000 kr. opleves som mere voldsom af en enlig pensionist/enkeltmandsvirksomhed end af en større industrivirksomhed med et årligt vandforbrug på f.eks. 10.000 m3. Omvendt vil betydningen af den procentvise stigning afhænge af m3-taksten, forstået således, at der bliver tale om en mindre stigning/reduktion i kroner i en kommune med en lav m3-takst end i en kommune med en høj takst. For at give et indtryk af størrelsesordenen i absolutte tal er også vist stigningen/reduktionen i kroner under forudsætning af et eksisterende vandafledningsbidrag på 15 kr. pr m3. Der er i betænkningen lagt vægt på at belyse situationen for ejendomme med målere, da alle ejendomme tilsluttet almen vandforsyning senest den 1. januar 1999 skulle have installeret måler. Tilstand før målerkrav Imidlertid er det fundet relevant også at sammenligne med tilstanden, før der var generelt målerkrav, idet boliger/sommerhuse, der tidligere ikke har haft krav om måler eller adgang til at betale vandafledningsbidrag efter målt forbrug, frem til tidspunktet for afregning efter måler har betalt efter et skønnet forbrug. Den prisfastsættelse, der tidligere fandtes i områder uden afregning efter måler, var således at sammenligne med et fast vandafledningsbidrag og intet variabelt bidrag. Vandforsyningslovens bemyndigelsesbestemmelse, der ligger til grund for bekendtgørelse om betaling for vand efter målt forbrug m.v. på ejendomsniveau og dermed for det landsdækkende målerkrav, der er gældende fra 1. januar 1999, blev vedtaget af Folketinget i forbindelse med vedtagelse af ændringen af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg i 1992. Ændringen af vandforsyningsloven blev udformet som en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte nærmere regler for at give tid til og mulighed for at få løst de tekniske problemer, der knytter sig til indførelse af vandmålere i forskellige typer af ejendomme, inden reglerne blev udmøntet. Den tidsmæssige forskydning mellem principbeslutningen i 1992 og tidsfristen for indførelsen er således betinget af tekniske forhold. Til illustration af en tilstand, hvor boliger/sommerhuse ikke afregnes efter måler, er det valgt at vise de tilsvarende tal for vandafledningsbidrag under forudsætning af et vandforbrug på 170 m3 pr år pr. boligenhed/sommerhus. Det skal bemærkes, at 170 m3 er det lovbestemte maksimum for et skønnet forbrug, og at den enkelte kommune derfor har kunnet vælge et mindre skønnet forbrug til opkrævning af vandafledningsbidrag. Endvidere kunne kommunen vælge at differentiere det skønnede forbrug efter ejendomskategori, f.eks. således at sommerhuse betalte for 100 m3, mens øvrige boliger betalte for f.eks. 150 m3. Det er ved beregning af stigningen/reduktionen i vandafledningsbidrag i eksempler, hvor boliger ikke har måler, forudsat samme totale indtægt fra vandafledningsbidrag som i eksempler, hvor alle ejendomme har måler. Vandafledningsbidragets m3-takst vil derfor ændres som følge af et større beregningsgrundlag for vandafledningsbidraget. Det er forudsat, at alle erhvervsejendomme har måler. Det skal her bemærkes, at mindre erhverv ikke nødvendigvis har haft måler før generelt krav om målere, men da loven ikke har opereret med skønnede forbrug for grupper af udledere for erhvervsejendomme, som det er tilfældet for boliger, har det i princippet været krævet, at der skulle foretages et individuelt skøn på den enkelte erhvervsejendom. I mange tilfælde er det "skønnede" forbrug blevet fastsat ud fra en måler, også selvom der ikke har været krav om måler eller kommunen har givet generel adgang til afregning efter måler uden krav. Overgang til generelt målerkrav vil derfor for erhvervsejendomme ikke give de samme markante ændringer i beregningsgrundlaget som for boliger/sommerhuse. Som det fremgår af afsnit 3.1.2 har tilvæksten i antallet af ejendomme med måler op gennem 90’erne været særlig markant for sommerhuse. Det er derfor specielt kommuner med mange sommerhuse, der som følge af målerinstallation har oplevet en voldsom ændring i vandafledningsbidragets beregningsgrundlag. Eksempler baseres på teoretiske forudsætninger Da det ikke har været muligt at skaffe tilstrækkeligt materiale om konkrete kommuner, har udvalget på baggrund af foreliggende oplysninger i stedet søgt at lægge realistiske teoretiske forudsætninger ind og i stedet vurdere de fire modeller ud fra disse. Det er udvalgets vurdering, at der med de valgte forudsætninger vil fås et muligt billede af virkeligheden. Det skal præciseres, at der af hensyn til overskueligheden ved fremstilling af udvalgets beregningsresultater er indlagt en del forenklinger ved valget af forudsætninger. Disse forenklinger vurderes at være uden større betydning for det samlede billede, men der vil, i det omfang forenklingerne vurderes at have konsekvenser for resultaterne, blive redegjort nærmere herfor. I afsnit 3.5.1- afsnit 3.5.4 beskrives de generelle forudsætninger, der er lagt til grund i modellerne. Visse af forudsætningerne er uddybet i betænkningens bilag. Resultater og konklusioner i afsnit 3.6 og 3.7 kan godt læses uden detaljeret kendskab til nedennævnte forudsætninger. 3.5.1 Boliger Boligfordeling og -vandforbrug I beregningseksemplerne for både kommunetype A og kommunetype B er der for alle modeller lagt forudsætninger til grund om boligfordelingen og boligernes vandforbrug. Boligfordelingen forudsættes således: 5 % af boligerne har et årligt vandforbrug på 30 m3. Med ovennævnte fordeling udgør det gennemsnitlige vandforbrug for en bolig 140 m3 pr. år. Vurderet på baggrund af oplysninger i bl.a. Vandforsyningsstatistik 1996 (Danske Vandværkers Forening, Miljøstyrelsen, Geus, 1997) svarer dette til det gennemsnitlige boligforbrug på landsplan. I fordelingen er - ligeledes ud fra oplysninger i Vandforsyningsstatistik 1996 - som det laveste boligforbrug valgt et forbrug på 30 m3 pr. år. Udvalget har modtaget oplysninger vedrørende fordeling af boligforbrug i Ikast Kommune. Vurderet på baggrund af oplysninger om antal indbyggere pr. husstand og aldersfordeling for hhv. Ikast Kommune og hele landet i (Indenrigsministeriet, 1995) er Ikast Kommune nogenlunde repræsentativ for en landsfordeling. En sammenligning af ovennævnte fordeling for boligforbrug med fordelingen af boligforbrug for Ikast viser god overensstemmelse. Spredningen er dog lidt større for Ikastfordelingen, men denne afvigelse i spredningen vurderes at være uden betydning for modellernes resultater. Det er således udvalgets vurdering, at ovennævnte fordeling er anvendelig som forudsætning i beregningerne. Endvidere er det forudsat, at 1/3 af boligerne med et vandforbrug på henholdsvis 30, 80 og 140 m3/år er lejligheder i etageejendomme, og at der er 10 lejligheder i en etageejendom. Forudsætningen om antal lejligheder pr. ejendom er kun relevant ved målermodellen og stikmodellen, idet princippet for beregning af vandafledningsbidraget efter arealmodellen og enhedsmodellen er uafhængigt af boligtypen. I praksis kan der ofte være væsentligt flere end 10 lejligheder i en etageejendom. I disse situationer vil det faste bidrag beregnet efter stikmodellen blive mindre, ligesom det vil blive større, hvis der er færre end 10 lejligheder pr. stik. Tilsvarende vil det faste bidrag beregnet efter målermodellen blive større, hvis færre end 10 lejligheder deler måler. Det vurderes ikke, at der kan være flere end 10 lejligheder om at dele den mindste måler. For yderligere uddybning af forudsætninger for boligfordeling og -vand-forbrug henvises til bilag 3.1. 3.5.2 Erhverv Erhvervsvandforbrug I beregningseksemplerne for kommunetype A er erhvervsejendommene delt op i erhvervsejendomme med et stort vandforbrug og erhvervsejendomme med et lille vandforbrug. For at sætte begreberne "stort vandforbrug"/"lille vandforbrug" i perspektiv har udvalget fundet det relevant at sætte vandforbruget i relation til ejendommens grundareal. Eksempelvis vil et vandforbrug på 500 m3 være stort for en lille enkeltmandsvirksomhed som f.eks. en skomager, mens det vil være lille for en større vandforbrugende industrivirksomhed. Man kunne også have valgt at sætte vandforbruget i forhold til f.eks. virksomhedens omsætning, idet denne også vil afspejle størrelsen af virksomheden. Da en større industrivirksomhed alt andet lige være beliggende på en større grund end den mindre erhvervsdrivende, vil grundarealet også give et indtryk af virksomhedens størrelse. Arealstørrelsen er endvidere en parameter, der anvendes i forbindelse med i spildevandsplanlægningen. Vandforbruget for de to kategorier "stort vandforbrug" og "lille vandforbrug" er fastsat således, at det udgør henholdsvis 10 gange og 1/10 af gennemsnitsvandforbruget (140 m3 pr. år for en boligenhed). Vandforbruget for de to kategorier forudsættes derfor således: Erhvervsejendomme med stort vandforbrug: Erhvervsejendomme med lille vandforbrug: Det er af hensyn til overskueligheden valgt kun at medtage disse to kategorier i beregningerne. En "mellemløsning" vil give resultater, der befinder sig imellem resultaterne for de to kategorier. Udvalget har lagt vægt på at belyse mulige ekstremer, forstået således, at de to valgte tal for erhvervsvandforbrug vil kunne findes i "virkeligheden", men de fleste erhvervsejendommes vandforbrug vil efter udvalgets opfattelse befinde sig imellem de nævnte tal for henholdsvis stort vandforbrug og lille vandforbrug. På baggrund af resultaterne for de to kategorier vil det være muligt at vurdere størrelsesordenen af resultatet for ejendomme med et andet vandforbrug end de to nævnte. I eksemplerne af kommunetype A, dvs. kommuner med boliger og erhverv, fastsættes fordelingen mellem de to kategorier "stort vandforbrug" og "lille vandforbrug" således, at det gennemsnitlige erhvervsvandforbrug svarer til erhvervsvandforbruget for det konkrete kommuneeksempel. Fordeling mellem erhvervsejendomme med stort og lille vandforbrug Variationen i ejendommes vandforbrug inden for et erhvervsområde kan være betydelig, hvorfor der illustreres eksempler for både en kommune med vandforbrugende erhverv, dvs. en stor andel af kategorien "stort vandforbrug" og en kommune med mindre vandforbrugende erhverv, dvs. en lille andel af kategorien "stort vandforbrug". Kommune med vandforbrugende erhverv I eksempler på kommuner med vandforbrugende erhverv er det forudsat, at 95 pct. af erhvervsejendommene er af typen "erhvervsejendomme med stort vandforbrug", og 5 pct. af typen "erhvervsejendomme med lille vandforbrug". Dette giver et gennemsnitligt vandforbrug på 2.940 m3 pr. år pr. hektar. Kommune med mindre vandforbrugende erhverv I eksempler på kommuner med mindre vandforbrugende erhverv er det forudsat, at halvdelen af erhvervsejendommene er af typen "erhvervsejendom-me med stort vandforbrug" og halvdelen af typen "erhvervsejendomme med et lille vandforbrug". Dette giver et gennemsnitligt erhvervsvandforbrug på 346 m3 pr. år pr. hektar. I tabel 3.2 ses fordelingen mellem erhvervsejendomme med stort og med lille vandforbrug. Tabel 3.2 Fordeling mellem erhvervsejendomme med stort og med lille vandforbrug.
Med hensyn til erhvervsfordelingen findes en del publikationer vedrørende forskellige branchers vandforbrug. Der mangler imidlertid oplysninger om typiske "kommunefordelinger" for såvel grundstørrelse som vandforbrug og sammenhængen mellem disse størrelser. Det er ud fra oplysninger om vandforbrug for industrikategorier med "mindre", "middel" og "stort" vandforbrug i (Miljøministeriet, 1983) samt almindeligt anvendte forudsætninger om vandforbrug for erhvervsområder i forbindelse med spildevandsplanlægning Miljøstyrelsens vurdering, at det gennemsnitlige erhvervsvandforbrug for de fleste kommuners vedkommende vil befinde sig i intervallet 346-2.940 m3 pr. år pr. hektar. Erhvervsvandforbrugets døgnvariation For erhvervsejendomme vil den nødvendige vandmålerstørrelse være afhængig af vandforbrugets års- og døgnvariation. Ved målermodellen er det af hensyn til overskueligheden forudsat, at erhvervsejendommes vandforbrug er jævnt fordelt over 250 dage pr. år. Tilsvarende er døgnforbruget jævnt fordelt over hele døgnet. Denne forudsætning har kun betydning for målermodellen. I praksis vil vandforbruget ofte være ujævnt fordelt over døgnet og evt. også over året. I disse situationer kan der være behov for en større måler, hvorved det faste bidrag beregnet efter målermodellen vil blive større. Fordeling af erhvervsgrundes arealstørrelse Ved nogle af modellerne er det nødvendigt at lægge forudsætninger om erhvervsejendommes fordeling efter grundstørrelse til grund. Disse forudsætninger fremgår af bilag 3.2. For yderligere uddybning af forudsætninger for erhvervsfordeling og -vandforbrug henvises således til bilag 3.2. 3.5.3 Sommerhuse Sommerhusfordeling og - vandforbrug For kommunetype B er der for alle modeller lagt forudsætninger til grund om sommerhusfordelingen og sommerhusenes vandforbrug. Sommerhusfordelingen forudsættes således: 25 % af sommerhusene har et årligt vandforbrug på 10 m3. For yderligere uddybning af forudsætninger for sommerhusfordeling og -vandforbrug henvises til bilag 3.3. 3.5.4 Vandmålere Vandmålerstørrelser Ved fastsættelse af det faste bidrag efter målermodellen er der lagt forudsætninger til grund om målerstørrelsen. Der er forudsat 8 forskellige vandmålerstørrelser med den maksimalbelastning, som er vist i tabel 3.3. Det faste bidrag er beregnet ud fra de opgivne forholdstal. Forholdstallene er fastsat proportionalt i forhold til vandmålernes maksimalbelastning, men er dog for overskuelighedens skyld afrundet. Tabel 3.3. Forholdstal for det faste bidrag efter målerstørrelse.
For en bolig i parcelhus og for et sommerhus er det faste bidrag beregnet efter den mindste måler. Eksempelvis vil det faste bidrag for en erhvervsejendom, der er forsynet med en vandmåler med maksimalbelastning på 13,00 m3 pr. time, være fire gange så stort som det faste bidrag for et parcelhus. For en lejlighed i etageejendom er det forudsat, at der anvendes den mindste måler pr. 10 lejligheder. 3.5.5 Fordeling mellem boliger og erhverv ved kommunetype A For eksempler af kommunetype A illustreres for hver af de fire modeller, hvilken stigning i vandafledningsbidraget - i forhold til nuværende bidrag - en opdeling af vandafledningsbidraget vil medføre for en "middelkommu-ne". Middelkommune Vurderet på baggrund af kommunernes konteringer af indtægter fra henholdsvis boliger og erhverv for 1995 udgør erhvervsandelen af kommunernes samlede vandforbrug - vægtet efter indbyggertal - 30 %. Nogle kommuner har konteret hele indtægten på boliger, og disse er således ikke medregnet. Da det må formodes, at de kommuner, der ikke har foretaget en opdeling på boliger og erhverv, overvejende er kommuner med en lille erhvervsandel, vil den reelle erhvervsprocent ligge lavere. Som middelkommune er derfor valgt eksempler, hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 % af kommunens samlede vandforbrug. Ekstremkommune Den højeste erhvervsandel er ifølge kommunernes konteringer for 1995 70 %. Der er derfor også lavet beregninger for en "ekstremkommune", hvor erhvervsvandforbruget udgør 70 % af kommunens samlede vandforbrug. Som nævnt i afsnit 3.5.2 illustreres der eksempler med såvel en kommune med vandforbrugende erhverv som en kommune med mindre vandforbrugende erhverv, dvs. middelkommunen illustreres for hver af disse to situationer. Tilsvarende er der lavet beregninger for ekstremkommunen for hver af de to situationer. Tallene er dog kun medtaget i selve betænkningen i det omfang, der ses væsentlige afvigelser fra middelkommunen. De resterende tal er medtaget i bilagene 3.5 og 3.7. 3.5.6 Fordelingen mellem boliger og sommerhuse ved kommunetype B For eksempler af kommunetype B illustreres for hver af de fire modeller, hvilken stigning i vandafledningsbidraget i forhold til nuværende bidrag, en opdeling af vandafledningsbidraget vil medføre for to forskellige eksempler, hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør henholdsvis 25 % og 50 % af det samlede antal kloakerede boliger/sommerhuse i kommunen. Endvidere er i bilagene 3.8 og 3.9 medtaget tal for en kommune, hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør 75 % af det samlede antal kloakerede boliger/sommerhuse i kommunen. Det er udvalgets vurdering, at 75 % er en øvre grænse for, hvor stor en andel kloakerede sommerhuse udgør af det samlede antal bolig-/sommerhus-enheder i kommunen. 3.6 Konsekvenser for vandafledningsbidraget for modeller for kommunetype A, bolig-erhvervs-kommune Det vil i det følgende for hver af de fire modeller blive illustreret, hvilken stigning i vandafledningsbidraget i forhold til nuværende bidrag, en opdeling af vandafledningsbidrag vil medføre for en "middelkommune", dvs. for en kommune, hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 % af kommunens samlede vandforbrug, jf. afsnit 3.5.5. Der illustreres stigningen for både en kommune med vandforbrugende erhverv og en kommune med mindre vandforbrugende erhverv, jf. afsnit 3.5.2. Tallene er som nævnt i afsnit 3.5 beregnet under forudsætning af, at indtægterne fra det faste bidrag tilsammen udgør 25 % af kommunens samlede indtægter fra vandafledningsbidrag. Tallene for et samlet fast bidrag på 10 % ses i bilag 3.4. Fordelingen mellem boliger, erhvervsgrunde med lille vandforbrug og erhvervsgrunde med stort vandforbrug for de to middelkommuneeksempler er illustreret i figur 3.1 og figur 3.2. Figur 3.1. Fordeling mellem boliger og erhverv i eksempel med middelkommune med vandforbrugende erhverv Figur 3.2. Fordeling mellem boliger og erhverv i eksempel med middelkommune med mindre vandforbrugende erhverv Da størrelsen af ændringen i vandafledningsbidraget er meget afhængig af erhvervsandelen i kommunen, er der endvidere lavet beregninger for en "ekstremkommune", dvs. for en kommune, hvor erhvervsvandforbruget udgør 70 % af kommunens samlede vandforbrug, jf. afsnit 3.5.5. Fordelingen mellem erhvervsgrunde med stort vandforbrug og erhvervsgrunde med lille vandforbrug i de to ekstremkommuneeksempler er den samme som ved middelkommuneeksemplerne, og der laves tilsvarende eksempler for en ekstremkommune med vandforbrugende erhverv og en ekstremkommune med mindre vandforbrugende erhverv. Tal for ekstremkommuneeksemplerne fremgår af bilagene 3.5 og 3.7. I det omfang ekstremkommunen giver markante afvigelser fra den stigning/reduktion i vandafledningsbidraget, der ses ved middelkommunen, vil dette blive nævnt i teksten i dette afsnit. Ejendomskategorier For hver af de fire modeller vil der for de to middelkommuneeksempler blive illustreret, hvilken stigning/reduktion i vandafledningsbidraget i forhold til nuværende bidrag en opdeling af vandafledningsbidrag vil medføre for de ejendomskatagorier, der er vist i tabel 3.4. Tabel 3.4. Ejendomskategorier, der illustreres i eksempler med kommunetype A
Det er af hensyn til overskueligheden i fremstillingen valgt kun at medtage de ejendomskategorier, der i vist i tabel 3.4, men tallene for de øvrige ejendomskategorier, der indgår i beregningerne, jf. afsnit 3.4.1 og 3.4.2, er medtaget i bilagene 3.4 - 3.7. 3.6.1 Arealmodellen Princip for beregning af fast bidrag Ved arealmodellen fastsættes den faste del af vandafledningsbidraget for boliger som et fast bidrag pr. boligenhed uanset art og størrelse. En lejlighed i etageejendom betaler således det samme i fast bidrag som eksempelvis et parcelhus. For erhvervsejendomme beregnes den faste del af vandafledningsbidraget som et fast bidrag pr. 800 kvadratmeter grundareal. I nedennævnte tabel 3.5 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidraget, forudsat at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, forudsat en m3-takst på 15 kr., stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter arealmodellen. Endvidere er der for de enkelte ejendomskategorier vist kategoriens samlede andel af kommunens samlede vandforbrug. Tabel 3.5. Vandafledningsbidrag for arealmodellen for en middelkommune, dvs. hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 pct. af kommunens samlede vandforbrug. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Det er forudsat, at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune med vandforbrugende erhvervsejendomme, mens nederste tal viser tallene for en kommune med mindre vandforbrugende erhverv.
*) 14 m3 pr. år pr. m2 grundareal Størst stigning for erhverv med lille vandforbrug Ved arealmodellen ses generelt den største stigning for erhvervsejendomme, der har et lille vandforbrug i forhold til grundarealet. Dette vil gælde både i en kommune med vandforbrugende erhverv og en kommune med mindre vandforbrugende erhverv. I eksemplet med en kommune med vandforbrugende erhverv er stigningen for en erhvervsejendom med lille vandforbrug 253 %, mens stigningen i eksemplet med en kommune med mindre vandforbrugende erhverv er 99 %. Reduktion for erhverv med stort vandforbrug Erhvervsejendomme med et stort vandforbrug i forhold til grundarealet får en reduktion i vandafledningsbidraget på ca. 20 %, uanset om der er tale om en kommune med vandforbrugende eller mindre vandforbrugende erhverv. Stigning for boliger Inden for boligkategorierne ses en stigning på 105 % for boliger med et vandforbrug på 30 m3 i en kommune med vandforbrugende erhverv og en stigning på 33 % i en kommune med mindre vandforbrugende erhverv. En bolig med gennemsnitsvandforbruget på 140 m3 får en mindre stigning eller en reduktion omkring 10 % eller derunder afhængigt af, om det er en kommune med vandforbrugende eller mindre vandforbrugende erhverv. Tal for de øvrige ejendomskategorier, der indgår i beregningerne, fremgår af bilag 3.6.a. Stigning i ekstremkommune I en ekstremkommune, dvs. hvor erhvervsvandforbruget udgør 70 % af kommunens samlede vandforbrug, vil stigningen for en erhvervsejendom med lille vandforbrug i en kommune med vandforbrugende erhverv blive 324 %. Stigningen for denne erhvervskategori er således større end i middelkommunen (25 % erhvervsvandforbrug). Hvis der er tale om en kommune med mindre vandforbrugende erhverv, vil en erhvervsejendom med lille vandforbrug for ekstremkommunen (70 % erhvervsvandforbrug) få en procentvis stigning på 40 %. Stigningen for denne kategori er således mindre end i middelkommunen. En bolig med et vandforbrug på 30 m3 vil i ekstremkommunen få en procentvis stigning på 138 % hvis der er tale om en kommune med vandforbrugende erhverv, med kun en beskeden stigning (5 %), i en kommune med mindre vandforbrugende erhverv. For gennemsnitsboligen (140 m3) afviger ekstremkommunen ikke nævneværdigt fra middelkommunen. Tallene for ekstremkommunen ses for samtlige ejendomskategorier i bilag 3.7.a. I nedennævnte tabel 3.6 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidraget i forhold til en situation, hvor vandafledningsbidraget før opdeling af bidraget for alle boligkategorier er beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3. For erhvervsejendomme er vandafledningsbidraget både før og efter opdeling beregnet ud fra målt forbrug, jf. afsnit 3.5. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter arealmodellen. Det bemærkes, at m3-taksten er fastsat således, at den samlede indtægt fra vandafledningsbidrag er den samme, som hvis alle ejendomme (dvs. også boliger) blev afregnet på grundlag af målt forbrug ud fra en m3-takst på 15 kr. Dette giver i dette eksempel en m3-takst på ca. 13 kr. Tabel 3.6. Vandafledningsbidrag for arealmodellen for en middelkommune, dvs. hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 pct. af kommunens samlede vandforbrug. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Vandafledningsbidraget er for alle boliger beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3 pr. år. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune med vandforbrugende erhvervsejendomme, mens nederste tal viser tallene for en kommune med mindre vandforbrugende erhverv.
*) 14 m3 pr. år pr. m2 grundareal 3.6.2 Målermodellen Princip for beregning af fast bidrag Ved målermodellen fastsættes den faste del af vandafledningsbidraget efter den enkelte ejendoms vandmålers størrelse, både for boliger og erhvervsejendomme. Flere lejligheder i en etageejendom deles således normalt om én måler og vil dermed også dele det faste bidrag. Det er i eksemplerne lagt til grund, at 10 lejligheder deles om én vandmåler af samme størrelse som et parcel/rækkehus. Det faste bidrag for en lejlighed i etageejendom udgør med denne forudsætning 1/10 af det faste bidrag for et parcel/rækkehus. I nedennævnte tabel 3.7 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidraget forudsat, at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, forudsat en m3-takst på 15 kr., stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter målermodellen. Endvidere er for de enkelte ejendomskategorier vist kategoriens samlede andel af kommunens samlede vandforbrug. Det er forudsat, at vandforbruget for erhvervsejendomme er jævnt fordelt over året og døgnet. En mindre jævn fordeling vil give behov for større vandmåler og dermed et større fast bidrag. Tabel 3.7. Vandafledningsbidrag for målermodellen for en middelkommune, dvs. hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 pct. af kommunens samlede vandforbrug. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Det er forudsat, at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune med vandforbrugende erhvervsejendomme, mens nederste tal viser tallene for en kommune med mindre vandforbrugende erhverv.
*) 14 m3 pr. år pr. m2 grundareal Ved målermodellen ses for en middelkommune (25 % erhvervsvandforbrug) ikke stor forskel på kommunen med vandforbrugende erhverv og kommunen med mindre vandforbrugende erhverv. Størst stigning for 30 m3-hus og erhverv med lille vandforbrug Der ses generelt den største stigning for en bolig i hus med et vandforbrug på 30 m3 og en erhvervsejendom med et lille vandforbrug på en lille grund. Stigningen udgør for begge disse to ejendomskategoriers vedkommende mellem 150 og 200 %. Gennemsnitsboligen (140 m3) får en stigning på 15-20 %, når der er tale om bolig i hus og en reduktion på ca. 20 % for en lejlighed. En 30 m3-lejlighed er næsten neutral. Ved flere henholdsvis færre lejligheder pr. måler vil den faste del af vandafledningsbidraget blive mindre henholdsvis større. Det vil næppe være realistisk, at der er flere end 10 lejligheder om den mindste målertype. Hvis der anvendes en større måler, vil den faste del af vandafledningsbidraget blive forholdsmæssigt større. Erhvervsejendomme med et lille vandforbrug i forhold til grundarealet (bortset fra ovennævnte erhvervsejendomme, der tillige har en lille grund) får en mindre reduktion på omkring 20 %. Jo større grundareal jo større reduktion. Erhvervsejendomme med et stort vandforbrug i forhold til grundarealet får en reduktion på ca. 25 % uanset grundstørrelsen. Tal for de øvrige ejendomskategorier, der indgår i beregningerne, fremgår af bilag 3.6.b. Stigning i ekstremkommune For en ekstremkommune (70 % erhvervsvandforbrug) vil de to kategorier med de største stigninger, nemlig en 30 m3-bolig i hus og en erhvervsejendom med lille vandforbrug på lille grund, få en stigning på ca. 400 % for en kommune med vandforbrugende erhverv. Stigningen er således ca. dobbelt så stor som ved middelkommunen (25 % erhvervsvandforbrug). En gennemsnitsbolig (140 m3) i hus vil få en stigning på 66 %. Hvis ekstremkommunen har mindre vandforbrugende erhverv vil stigningen for de to ejendomskategorier blive på mellem 150 og 200 % og afviger således ikke væsentligt fra middelkommunen. Tallene for ekstremkommunen ses for samtlige ejendomskategorier i bilag 3.7.b. I nedennævnte tabel 3.8 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidraget i forhold til en situation, hvor vandafledningsbidraget før opdeling af bidraget for alle boligkategorier er beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3. For erhvervsejendomme er vandafledningsbidraget både før og efter opdeling beregnet ud fra målt forbrug, jf. afsnit 3.5. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter målermodellen. Det bemærkes, at m3-taksten er fastsat således, at den samlede indtægt fra vandafledningsbidrag er den samme, som hvis alle ejendomme (dvs. også boliger) blev afregnet på grundlag af målt forbrug ud fra en m3-takst på 15 kr. Dette giver i dette eksempel en m3-takst på ca. 13 kr. Tabel 3.8. Vandafledningsbidrag for målermodellen for en middelkommune, dvs. hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 pct. af kommunens samlede vandforbrug. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Vandafledningsbidraget er for alle boliger beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3 pr. år. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune med vandforbrugende erhvervsejendomme, mens nederste tal viser tallene for en kommune med mindre vandforbrugende erhverv.
*) 14 m3 pr. år pr. m2 grundareal 3.6.3 Enhedsmodellen Princip for beregning af fast bidrag Ved enhedsmodellen fastsættes den faste del af vandafledningsbidraget som et fast bidrag pr. bolig eller pr. erhverv uden hensyntagen til ejendommens art og størrelse. En lejlighed i etageejendom betaler således det samme i fast bidrag som eksempelvis et parcelhus. Tilsvarende betaler et erhvervslejemål i en ejendom med flere lejemål det samme i fast bidrag som en erhvervsejendom med kun et erhverv eller som et parcelhus. Ét erhverv på en stor grund betaler således det samme i fast bidrag som ét erhverv på en lille grund. Det faste bidrag vil typisk ikke kunne mærkes af en erhvervsvirksomhed med et stor vandforbrug, hvorimod en erhvervsvirksomhed, med et lille vandforbrug, f.eks. en skomager eller bolig med lille vandforbrug, f.eks. en enlig pensionist, vil opleve en større stigning. I nedennævnte tabel 3.9 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidraget, forudsat at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, forudsat en m3-takst på 15 kr., stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter enhedsmodellen. Endvidere er for de enkelte ejendomskategorier vist kategoriens samlede andel af kommunens samlede vandforbrug. Tabel 3.9. Vandafledningsbidrag for enhedsmodellen for en middelkommune, dvs. hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 pct. af kommunens samlede vandforbrug. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Det er forudsat, at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune med vandforbrugende erhvervsejendomme, mens nederste tal viser tallene for en kommune med mindre vandforbrugende erhverv.
*) 14 m3 pr. år pr. m2 grundareal Ved enhedsmodellen ses for en middelkommune (25 % erhvervsvandforbrug) ikke stor forskel på kommunen med vandforbrugende erhverv og kommunen med mindre vandforbrugende erhverv. Størst stigning for 30 m3-bolig og erhverv med lille vandforbrug Der ses generelt den største stigning for en 30 m3-bolig (såvel hus som lejlighed) og for en erhvervsejendom med et lille vandforbrug på en lille grund. Stigningen udgør for disse tre ejendomskategoriers vedkommende 120 til 140 % Gennemsnitsboligen (140 m3) får en stigning på mellem 5 og10 %, både når der er tale om bolig i hus og i lejlighed. Erhvervsejendomme med et lille vandforbrug i forhold til grundarealet (bortset fra ovennævnte erhvervsejendomme, der tillige har en lille grund) får en mindre reduktion på omkring 20 %. Jo større grundareal jo større reduktion. Erhvervsejendomme med et stor vandforbrug i forhold til grundarealet får en reduktion på ca. 25 % uanset grundstørrelsen. Tal for de øvrige ejendomskategorier, der indgår i beregningerne, fremgår af bilag 3.6.c. Stigning i ekstremkommune For en ekstremkommune (70 % erhvervsvandforbrug) vil de tre kategorier med de største stigninger, nemlig en 30 m3-bolig i hus, en 30 m3-lejlighed og en erhvervsejendom med lille vandforbrug på lille grund, få en stigning på 300-350 % for en kommune med vandforbrugende erhverv. Stigningen er således ca. dobbelt så stor som ved middelkommunen (25 % erhvervsvandforbrug). En gennemsnitsbolig (140 m3) i hus eller lejlighed vil få en stigning på 52 % i en ekstremkommune med vandforbrugende erhverv. Hvis ekstremkommunen har mindre vandforbrugende erhverv, vil stigningen for de tre ejendomskategorier blive omkring 200 %. Tallene for ekstremkommunen ses for samtlige ejendomskategorier i bilag 3.7.c. I nedennævnte tabel 3.10 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidraget i forhold til en situation, hvor vandafledningsbidraget før opdeling af bidraget for alle boligkategorier er beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3. For erhvervsejendomme er vandafledningsbidraget både før og efter opdeling beregnet ud fra målt forbrug, jf. afsnit 3.5. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter enhedsmodellen. Det bemærkes, at m3-taksten er fastsat således, at den samlede indtægt fra vandafledningsbidrag er den samme, som hvis alle ejendomme (dvs. også boliger) blev afregnet på grundlag af målt forbrug ud fra en m3-takst på 15 kr. Dette giver i dette eksempel en m3-takst på ca. 13 kr. Tabel 3.10. Vandafledningsbidrag for enhedsmodellen for en middelkommune, dvs. hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 pct. af kommunens samlede vandforbrug. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Vandafledningsbidraget er for alle boliger beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3 pr. år. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune med vandforbrugende erhvervsejendomme, mens nederste tal viser tallene for en kommune med mindre vandforbrugende erhverv.
*) 14 m3 pr. år pr. m2 grundareal 3.6.4 Stikmodellen Princip for beregning af fast bidrag Ved stikmodellen fastsættes den faste del af vandafledningsbidraget som et fast bidrag pr. stik, både for boliger og erhvervsejendomme. En etageejendom med mange lejligheder betaler således det samme i fast bidag som eksempelvis et parcelhus, idet kloakforsyningen alene er forpligtet til at føre ét stik frem til hver enkelt ejendom uanset antallet af boliger/erhverv i ejendommen. Det faste bidrag vil typisk ikke kunne mærkes af en erhvervsvirksomhed med et stort vandforbrug, hvorimod en erhvervsvirksomhed med et lille vandforbrug eller en bolig med lille vandforbrug vil opleve en større stigning. Tilsvarende vil det faste bidrag ikke kunne mærkes af boliger i ejendomme med mange boliger, mens ejendomme, der består af en enkelt bolig, vil opleve en større stigning. I nedennævnte tabel 3.11 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidraget forudsat, at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, forudsat en m3-takst på 15 kr., stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter stikmodellen. Endvidere er for de enkelte ejendomskategorier vist kategoriens samlede andel af kommunens samlede vandforbrug. Tabel 3.11. Vandafledningsbidrag for stikmodellen for en middelkommune, dvs. hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 pct. af kommunens samlede vandforbrug. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Det er forudsat, at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune med vandforbrugende erhvervsejendomme, mens nederste tal viser tallene for en kommune med mindre vandforbrugende erhverv.
*) 14 m3 pr. år pr. m2 grundareal Ved stikmodellen ses for en middelkommune (25 % erhvervsvandforbrug) ikke stor forskel på kommunen med vandforbrugende erhverv og kommunen med mindre vandforbrugende erhverv. Størst stigning for 30 m3-hus og erhverv med lille vandforbrug Der ses generelt den største stigning for en bolig i hus med et vandforbrug på 30 m3 og en erhvervsejendom med et lille vandforbrug på en lille grund. Stigningen udgør for begge disse to ejendomskategoriers vedkommende mellem 150 og 200 %. Gennemsnitsboligen (140 m3) får en stigning på 15-20 %, når der er tale om bolig i hus og en reduktion på ca. 20 % for en lejlighed. En 30 m3-lejlighed er næsten neutral. Ved flere henholdsvis færre end 10 lejligheder pr. stik vil den faste del af vandafledningsbidraget blive mindre henholdsvis større. Erhvervsejendomme med et lille vandforbrug i forhold til grundarealet (bortset fra ovennævnte erhvervsejendomme, der tillige har en lille grund) får en mindre reduktion på omkring 20 %. Jo større grundareal jo større reduktion. Erhvervsejendomme med et stort vandforbrug i forhold til grundarealet får en reduktion på ca. 25 % uanset grundstørrelsen. Tal for de øvrige ejendomskategorier, der indgår i beregningerne, fremgår af bilag 3.6.d. Stigning i ekstremkommune For en ekstremkommune (70 % erhvervsvandforbrug) vil de to kategorier med de største stigninger, nemlig en 30 m3-bolig i hus og en erhvervsejendom med lille vandforbrug på lille grund, få en stigning på 400-450 % for en kommune med vandforbrugende erhverv. Stigningen er således ca. dobbelt så stor som ved middelkommunen (25 % erhvervsvandforbrug). En gennemsnitsbolig (140 m3) i hus vil få en stigning på 72 %. Hvis ekstremkommunen har mindre vandforbrugende erhverv, vil stigningen for ejendomskategorierne 30 m3-bolig i hus og en erhvervsejendom med lille vandforbrug på lille grund blive omkring 200-250 %. Tallene for ekstremkommunen ses for samtlige ejendomskategorier i bilag 3.7.d. I nedennævnte tabel 3.12 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidraget i forhold til en situation, hvor vandafledningsbidraget før opdeling af bidraget for alle boligkategorier er beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3. For erhvervsejendomme er vandafledningsbidraget både før og efter opdeling beregnet ud fra målt forbrug, jf. afsnit 3.5. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter stikmodellen. Det bemærkes, at m3-taksten er fastsat således, at den samlede indtægt fra vandafledningsbidrag er den samme, som hvis alle ejendomme (dvs. også boliger) blev afregnet på grundlag af målt forbrug ud fra en m3-takst på 15 kr. Dette giver i dette eksempel en m3-takst på ca. 13 kr. Tabel 3.12. Vandafledningsbidrag for stikmodellen for en middelkommune, dvs. hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 pct. af kommunens samlede vandforbrug. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Vandafledningsbidraget er for alle boliger beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3 pr. år. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune med vandforbrugende erhvervsejendomme, mens nederste tal viser tallene for en kommune med mindre vandforbrugende erhverv.
*) 14 m3 pr. år pr. m2 grundareal 3.6.5 Sammenligning af modellerne I tabel 3.13 er vist princippet for beregning af det faste bidrag for hver af de fire modeller. Tabel 3.13. Princip for beregning af fast vandafledningsbidrag efter de fire modeller i eksempler med kommunetype A
I figur 3.3 er vist stigningen/reduktionen i vandafledningsbidraget for de fire modeller for en middelkommune med vandforbrugende erhverv. Figur 3.3 Sammenligning af procentstigning i vandafledningsbidrag for de fire modeller for udvalgte ejendomskategorier i en middelkommune (type A) med vandforbrugende erhverv. I figur 3.4 er vist stigningen/reduktionen i vandafledningsbidraget for de fire modeller for en middelkommune med mindre vandforbrugende erhverv. Figur 3.4 Sammenligning af procentstigning i vandafledningsbidrag for de fire modeller for udvalgte ejendomskategorier i en middelkommune (type A) med mindre vandforbrugende erhverv. Overordnet forskel på de fire modeller Det generelle billede, der tegner sig ved sammenligning af de fire modeller, er, at der for alle ejendomskategoriers vedkommende stort set ingen forskel er på den stigning/reduktion, der fås ved målermodellen og den stigning/reduktion, der fås ved stikmodellen. Tilsvarende er der stort set ingen forskel på arealmodellen og enhedsmodellen, når der er tale om en kommune med vandforbrugende erhverv. Dog vil der være forskel på arealmodellen og enhedsmodellen for erhvervsejendomme med et lille vandforbrug i forhold til grundarealet. Denne forskel er særlig stor, hvis grunden samtidig er stor. For denne kategori vil enhedsmodellen i højere grad følge målermodellen og stikmodellen. Hvis der er tale om en kommune med mindre vandforbrugende erhverv, ses ikke helt samme overensstemmelse mellem arealmodellen og enhedsmodellen, som ved kommuneeksemplet med vandforbrugende erhverv. Her giver enhedsmodellen større stigninger for boligers vedkommende end arealmodellen. Tilsvarende giver enhedsmodellen en lidt større stigning for et erhverv med lille vandforbrug på lille grund end arealmodellen. For erhverv med lille vandforbrug i forhold til grundarealet på en stor grund følger enhedsmodellen målermodellen og stikmodellen. For erhverv med stort vandforbrug er der stort set ingen forskel på de fire modeller. Størst afvigelse mellem modellerne for 30 m3-lejligheden Ved sammenligning af alle fire modeller ses den mest markante afvigelse mellem modellerne for en 30 m3-lejlighed. Hvis der er tale om en kommune med vandforbrugende erhverv giver arealmodellen og enhedsmodellen 30 m3-lejligheden en stigning på 100-130 %, mens de øvrige to modeller giver en mindre reduktion. I en kommune med mindre vandforbrugende erhverv giver enhedsmodellen 30 m3-lejligheden en stigning på ca. 120 %, men her giver arealmodellen kun en stigning på ca. 30 %. De to øvrige modeller giver også her en mindre reduktion. For ekstremkommunen vil arealmodellen og enhedsmodellen give 30 m3-lejligheden en stigning, der ligger i intervallet fra omkring 100 % til over 300 %, hvis der er tale om en kommune med vandforbrugende erhverv, mens der i en ekstremkommune med mindre vandforbrugende erhverv vil være tale om en stigning på ca. 200 % for enhedsmodellen og ingen nævneværdig stigning for arealmodellen. Afvigelse mellem modellerne for erhverv med lille vandforbrug på stor grund Endvidere ses en afvigelse mellem modellerne for en erhvervsejendom med et lille vandforbrug på stor grund. Her giver arealmodellen en stigning på ca. 100 % henholdsvis ca. 250 % i en kommune med mindre henholdsvis mere vandforbrugende erhverv, mens de øvrige tre modeller giver en reduktion på ca. 20 %. I ekstremkommunen giver arealmodellen en stigning på ca. 40 % for en kommune med mindre vandforbrugende erhverv, mens de tre øvrige modeller giver en stigning på omkring 200 %. For ekstremkommunen med vandforbrugende erhverv giver arealmodellen en stigning på ca. 30 %, mens de øvrige tre modeller giver en reduktion på 10-20 %. Stigning til boliger med lille vandforbrug Generelt får boliger med et lille vandforbrug en stigning, dog får lejligheder en mindre reduktion ved målermodellen og stikmodellen. Stigning til erhverv med lille vandforbrug For erhvervsejendommes vedkommende vil ejendomme med et lille vandforbrug i forhold til grundarealet generelt få den største stigning. Ved arealmodellen gælder dette for alle erhvervsejendomme, hvor vandforbruget er lille i forhold til grundarealet, mens det for de tre andre modellers vedkommende kun gælder, hvis grundstørrelsen samtidig er lille. De beskrevne konklusioner vil være korrekte i de konkrete eksempler, dvs. at de vil passe på en kommune, hvor forudsætningerne svarer til de valgte. Ved andre vandforbrug og fordelinger vil tallene ændres, afhængigt af de ændrede forudsætninger. Resultaterne af de enkelte modeller belyst ved ekstremsituationer viser, at forudsætningerne er afgørende for de enkelte modellers konsekvenser. 3.7 Konsekvenser for vandafledningsbidraget for modeller for kommunetype B, bolig-sommerhus-kommune For kommunetype B vil der kun være tale om to forskellige modeller, idet areal- og enhedsmodellen indbyrdes vil give de samme resultater, ligesom måler- og stikmodellen indbyrdes vil give de samme resultater. Det vil i det følgende for hver af de to modeller areal/enhedsmodellen og måler/stikmodellen blive illustreret, hvilken stigning i vandafledningsbidraget i forhold til nuværende bidrag en opdeling af vandafledningsbidraget vil medføre for to eksempler, hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør henholdsvis 25 % og 50 % af det samlede antal kloakerede boliger/sommerhuse i kommunen. Tallene er som nævnt i afsnit 3.5 beregnet under forudsætning af, at indtægterne fra det faste bidrag tilsammen udgør 25 % af kommunens samlede indtægter fra vandafledningsbidrag. Tallene for et samlet fast bidrag på 10 % ses i bilag 3.8. For de to modeller vil det blive illustreret, hvilken stigning i vandafledningsbidraget i forhold til nuværende bidrag en opdeling af vandafledningsbidraget vil medføre for de ejendomskatagorier, der er vist i tabel 3.14. Tabel 3.14. Ejendomskategorier, der illustreres i eksempler med kommunetype B
Det er af hensyn til overskueligheden i fremstillingen valgt kun at medtage de ejendomskategorier, der i vist i tabel 3.14, men tallene for de øvrige ejendomskategorier, der indgår i beregningerne, jf. afsnit 3.5.1 og 3.5.3, er vist i bilagene 3.8 og 3.9. 3.7.1 Areal/enhedsmodellen Princip for beregning af fast bidrag I denne model fastsættes den faste del af vandafledningsbidraget for boliger og sommerhuse som et fast bidrag pr. boligenhed uanset art og størrelse. En lejlighed i etageejendom betaler det samme i fast bidrag som eksempelvis et parcelhus eller sommerhus. I nedennævnte tabel 3.15 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidraget, forudsat at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, forudsat en m3-takst på 15 kr., stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter areal/enhedsmodellen. Endvidere er for de enkelte ejendomskategorier vist kategoriens samlede andel af kommunens samlede vandforbrug. Tabel 3.15. Vandafledningsbidrag for areal/enhedsmodellen for en sommerhuskommune. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Det er forudsat, at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune, hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør 25 pct. af det samlede antal ejendomme i kommunen, mens nederste tal viser tallene, hvor sommerhusandelen udgør 50 pct.
Den største stigning ses for et sommerhus med et årligt vandforbrug på 10 m3. Stigningen for denne kategori er på 256 % i en kommune, hvor 25 % af vandet inden for kloakerede områder forbruges af sommerhuse, mens stigningen for samme kategori i en kommune, hvor 50 % af vandet inden for kloakerede områder forbruges af sommerhuse, er 188 %. En 30 m3-bolig (hus eller lejlighed) og et 30 m3-sommerhus får en stigning på 50 - 70 % afhængigt af sommerhusandelen i kommunen, mens gennemsnitsboligen (hus eller lejlighed) med et forbrug på 140 m3 får en reduktion på 5-10 %. Et 50 m3-sommerhus får en stigning på 20- 30 %. Tal for de øvrige ejendomskategorier, der indgår i beregningerne, fremgår af bilag 3.9.a. I nedennævnte tabel 3.16 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidrag i forhold til en situation, hvor vandafledningsbidraget for alle boligkategorier og sommerhuse er beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter areal/enhedsmodellen. Det bemærkes, at m3-taksten er fastsat således, at den samlede indtægt fra vandafledningsbidrag er den samme, som hvis alle ejendomme (dvs. også boliger) blev afregnet på grundlag af målt forbrug ud fra en m3-takst på 15 kr. Tabel 3.16. Vandafledningsbidrag for areal/enhedsmodellen for en sommerhuskommune. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Vandafledningsbidraget er for alle boliger og sommerhuse beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3 pr. år. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune, hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør 25 pct. af det samlede antal ejendomme i kommunen, mens nederste tal viser tallene, hvor sommerhusandelen udgør 50 pct.
3.7.2 Måler/stikmodellen Princip for beregning af fast bidrag Ved denne model fastsættes det faste bidrag som et fast bidrag pr. stik/måler. En ejendom med mange etagelejligheder betaler således det samme i fast bidrag som eksempelvis et parcelhus eller et sommerhus, idet kloakforsyningen alene er forpligtet til at føre ét stik frem til hver enkelt ejendom uanset antallet af boliger/erhverv i ejendommen. Da det er forudsat, at såvel en bolig i parcel som et sommerhus ved målermodellen er forsynet med den mindste måler, og da det er forudsat, at der er 10 lejligheder pr måler henholdsvis stik, vil målermodellen og stikmodellen være ens i eksempler for bolig-sommerhus-kommuner. I nedennævnte tabel 3.17 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidraget, forudsat at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, forudsat en m3-takst på 15 kr., stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter måler/stikmodellen. Endvidere er for de enkelte ejendomskategorier vist kategoriens samlede andel af kommunens samlede vandforbrug. Tabel 3.17. Vandafledningsbidrag for måler/stikmodellen for en sommerhuskommune. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Det er forudsat, at alle ejendomme har måler både før og efter en opdeling af vandafledningsbidraget. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune, hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør 25 pct. af det samlede antal ejendomme i kommunen, mens nederste tal viser tallene, hvor sommerhusandelen udgør 50 pct.
Den største stigning ses for et sommerhus med et årligt vandforbrug på 10 m3. Stigningen for denne kategori er på 313 % i en kommune, hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør 25 % af det samlede antal kloakerede boliger/sommerhuse i kommunen, mens stigningen for samme kategori i en kommune, hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør 50 % af det samlede antal kloakerede boliger/sommerhuse i kommunen, er 214 %. En 30 m3-bolig i hus og et 30 m3-sommerhus får en stigning på 60-90 % afhængigt af sommerhusandelen i kommunen, mens gennemsnitsboligen i hus med et forbrug på 140 m3 får en reduktion på under 10 %. En lejlighed (såvel 30 m3 som 140 m3) får en reduktion på ca. 20 %. Et 50 m3-sommerhus får en stigning på 20- 40 % afhængigt af sommerhusandelen i kommunen. Tal for de øvrige ejendomskategorier, der indgår i beregningerne, fremgår af bilag 3.9.b. I nedennævnte tabel 3.18 ses den procentvise stigning i vandafledningsbidrag i forhold til en situation, hvor vandafledningsbidraget for alle boligkategorier og sommerhuse er beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3. Endvidere ses til illustration af størrelsesordenen af de faktiske beløb i kroner det eksisterende vandafledningsbidrag, stigningen i vandafledningsbidraget samt det nye vandafledningsbidrag ved opdeling af vandafledningsbidraget efter måler/stikmodellen. Det bemærkes, at m3-taksten er fastsat således, at den samlede indtægt fra vandafledningsbidrag er den samme, som hvis alle ejendomme (dvs. også boliger) blev afregnet på grundlag af målt forbrug ud fra en m3-takst på 15 kr. Tabel 3.18. Vandafledningsbidrag for måler/stikmodellen for en sommerhuskommune. Vandafledningsbidraget er vist for udvalgte ejendomskategorier. Vandafledningsbidraget er for alle boliger og sommerhuse beregnet ud fra et skønnet forbrug på 170 m3 pr. år. Øverste tal (fed) viser tallene for en kommune, hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør 25 pct. af det samlede antal ejendomme i kommunen, mens nederste tal viser tallene, hvor sommerhusandelen udgør 50 pct.
3.7.3 Sammenligning af modellerne I tabel 3.19 er vist princippet for beregning af det fast bidrag for de to modeller. Tabel 3.19 Princip for beregning af fast vandafledningsbidrag efter de to modeller i eksempler med kommunetype B.
I figur 3.5 er vist stigningen/reduktionen i vandafledningsbidraget for de to modeller for en kommune, hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør 25 % af det samlede antal kloakerede boliger/sommerhuse i kommunen. Figur 3.5 Sammenligning af procentstigning i vandafledningsbidrag for de to modeller for udvalgte ejendomskategorier i en kommune (type B), hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør 25 % af det samlede antal kloakerede boliger/sommerhuse i kommunen. I figur 3.6 er vist stigningen/reduktionen i vandafledningsbidraget for de to modeller for en kommune, hvor sommerhusvandforbruget udgør 50 % af kommunens samlede vandforbrug inden for kloakerede områder. Figur 3.6 Sammenligning af procentstigning i vandafledningsbidrag for de to modeller for udvalget ejendomskategorier i en kommune (type B), hvor antallet af kloakerede sommerhuse udgør 50 % af det samlede antal kloakerede boliger/sommerhuse i kommunen. Ved sammenligning ses ikke væsentlig forskel på modellerne. For en 30 m3-lejlighed ses dog en relativt stor forskel, idet denne kategori ved areal/enhedsmodellen får en stigning på 50 - 70 % afhængigt af sommerhusandelen i kommunen, mens den ved måler/stikmodellen får en lille reduktion. De beskrevne konklusioner vil være korrekte i de konkrete eksempler, dvs. at de vil passe på en kommune, hvor forudsætninger svarer til de valgte. Ved andre vandforbrug og fordelinger vil tallene ændres, afhængigt af de ændrede forudsætninger. 3.8 Modellernes miljømæssige konsekvenser Vandafledningsbidraget som middel til vandbesparelse Jo større prisen på spildevandsafledning er, jo større vil incitamentet til vandbesparelse være. I 1999 varierer vandafledningsbidraget i landets kommuner fra ca. 7 kr. pr. m3 til ca. 48. kr. pr. m3 med et ikke vægtet gennemsnit på ca. 19,50 kr. pr. m3. Af en undersøgelse om vandforbrugets prisfølsomhed (AKF, 1992) fremgår, at en stigning i den samlede vandtakst på 10 pct. vil betyde et fald i husholdningernes vandforbrug på mellem 1 og 2 pct. på kort sigt. I hvilken udstrækning marginalomkostningerne, dvs. omkostningerne for den sidste kubikmeter, vil være afgørende for incitamentet til vandbesparelse, er ukendt. Det må dog antages, at incitamentet til vandbesparelse vil være størst, jo større prisen på den sidste kubikmeter er. Et eventuelt fast bidrag vil derfor - alt andet lige - give et mindre incitament til vandbesparelse. Det må antages, at størrelsen af omkostningerne til spildevandsafledning - i absolutte tal - har betydning for incitamentet til vandbesparelser. Vandafledningspriserne er de fleste steder i landet nået op på en betydelig størrelse. Det må endvidere antages, at mulighederne for yderligere vandbesparelse bliver mindre og mindre, idet et vist mindsteforbrug er nødvendigt. Høje vandafledningspriser vil i disse situationer ikke give yderligere vandbesparelse af betydning, men kan være medvirkende til at fastholde et lavt forbrug. Konklusionerne i undersøgelsen af vandforbrugets prisfølsomhed (AKF, 1992) vedrører alene husholdningers vandforbrug. For større industrivirksomheder, hvor beslutninger om investeringer i vandbesparende foranstaltninger i høj grad vil være baseret på en vurdering af, om investeringen vil være økonomisk rentabel i forhold til de samlede vandbidrag, herunder det vandafledningsbidrag, der skal betales, må det antages, at størrelsen af det faste bidrag vil indvirke negativt på incitamentet til vandbesparelse. Da ca. 85 % af kloakforsyningens omkostninger er faste, vil et fald i det samlede vandforbrug medføre en stigning i m3-taksten. Forudsat et generelt fald i vandforbruget i kommunen med en deraf følgende stigning i m3-taksten vil et fald i en ejendoms vandforbrug således indebære, at den enkelte ejendoms samlede vandafledningsbidrag ikke falder proportionalt med reduktionen i ejendommens vandforbrug. På trods heraf vides det erfaringsmæssigt, at afregning på grundlag af variabelt bidrag vil få den enkelte forbruger til at spare på vandet. Faldet i det samlede vandforbrug vil således ikke være proportionalt med den økonomiske gevinst for kloakforsyningen. Selvom kun ca. 15 % af kloakforsyningens omkostninger er variable, og der dermed kun kan opnås en beskeden reduktion i kloakforsyningens samlede omkostninger, kan den reelle vandbesparelse således blive forholdsmæssigt større end den økonomiske gevinst for kloakforsyningen. Opkrævning af vandafledningsbidrag efter målt forbrug er således - uanset at en stor del af kloakforsyningens omkostninger er faste - et effektivt adfærdsregulerende middel. Andre bidrags adfærdsregulerende effekt Det er ikke alene vandafledningsbidraget, der har en adfærdsregulerende effekt. Særligt må afgift af ledningsført vand, der udgør 5 kroner plus moms pr. m3 forbrugt vand, også forventes at have en adfærdsregulerende effekt. Endvidere vil vandbidrag til vandværker afhængigt af den variable dels størrelse ligeledes medvirke til adfærdsregulering. Den variable del af vandbidraget udgjorde i 1997 gennemsnitligt 4,50 kroner pr. m3, mens den faste del udgjorde gennemsnitligt 350 kroner, svarende til ca. 35 % af det samlede vandbidrag for en normalbolig. Af bemærkningerne til lov nr. 374 af 2. juni 1999 om ændring af lov om vandforsyning m.v. (gebyrer til finansiering af den amtskommunale planlægning af beskyttelsesindsatsen) fremgår, at gebyr på vandindvinding til finansiering af kortlægningen vil medføre en stigning i de gennemsnitlige pris pr. m3 på 17 øre ekskl. moms, som således også vil give et yderligere incitament til vandbesparelse. Endvidere vil opkrævning af særbidrag for afledning af særlig forurenet spildevand have en adfærdsregulerende effekt. Denne adfærdsregulerende effekt har dog ingen indflydelse på vandforbruget, men retter sig mod stoftilledninger til renseanlægget. Afledte miljømæssige konsekvenser Ud over selve vandbesparelsen og dermed besparelsen på de samlede grundvandsressourcer vil en reduktion i vandforbruget indebære en reduktion i den afledte spildevandsmængde. Dette vil indebære en mindre samlet stofudledning fra renseanlæggene, idet spildevandet renses til samme koncentrationsniveau eller et lavere niveau. En mindre stofudledning fra renseanlæggene vil særligt for næringssalte, kvælstof og fosfor, betyde en mindre belastning af vandmiljøet. Reduktionen i den udledte mængde stof vil dog ikke være proportional med reduktionen i vandforbruget, da en stor del af den vandmængde, der ledes gennem renseanlæggene, er regnvand. Som det fremgår af ovennævnte bør en vurdering af en konkret models incitamentet til vandbesparelse og dermed den miljømæssige konsekvens tage udgangspunkt i størrelsen af den økonomiske byrde, de enkelte forbrugere vil opleve. Udvalget er ikke gået nærmere ind i en vurdering af, om den ene model samlet set vil give større incitament til vandbesparelse end den anden. 3.9 Modellernes administrative konsekvenser Generelt vil der for alle fire modeller blive tale om et administrativt merarbejde, idet kommunen i et eller andet omfang skal skaffe oplysninger om og vurdere en ekstra parameter, enten i form af grundareal, målerstørrelse, antal enheder eller antal stik. Merarbejdet kan i høj grad reduceres ved en effektivisering og udbygning af kommunernes EDB-registre. Merarbejdet kan endvidere reduceres ved, at et regelsæt for ændret beregningsprincip for vandafledningsbidraget suppleres med bestemmelser om, at det er status på et bestemt tidspunkt af året, der er bestemmende for det faste bidrags størrelse, således at f.eks. ændring af grundareal, målerstørrelse, antal enheder m.v. i løbet af året ikke medfører ændringer i det fast bidrags størrelse. 3.9.1 Arealmodellen Arealmodellen hænger lovgivningsmæssigt godt sammen med den nuværende lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., idet princippet for beregning af den faste del af vandafledningsbidraget er parallelt til princippet for beregning af tilslutningsbidraget. For arealmodellen skal kommunen hvert år vurdere den enkelte erhvervsejendoms størrelse. Dette gøres i forvejen, når der opkræves tilslutningsbidrag, hvilket imidlertid er en engangsforeteelse. Da ejendommenes arealer er veldefinerede og findes i kommunernes registre, bør der med en samkøring og effektivisering af de kommunale registre og opkrævningssystemer ikke blive tale om et væsentligt merarbejde. 3.9.2 Målermodellen For målermodellen skal der skaffes oplysninger om den enkelte måler. Særligt for kommuner med private vandværker vil der blive tale om meradministration for både kommunen og for vandværket, idet der ud over udveksling af målerdata også skal udveksles oplysninger om målerstørrelse, herunder udskiftning til anden målerstørrelse. Også i kommuner med kommunal vandforsyning, hvor kommunen i forvejen er i besiddelse af måleroplysningerne, vil kloakforsyningen blive påført ekstra administration, hvis administrationsomkostninger opdeles stringent efter de forskellige forsyningsvirksomheder. Da der er mange forskellige målere på markedet, kan der opstå en uigennemsigtig betalingssituation på landsbasis. Indførelse af oplysninger om målerdata i f.eks. kommunernes BBR-register vil i høj grad kunne minimere de merarbejdet. 3.9.3 Enhedsmodellen For enhedsmodellen skal der hvert år foretages en vurdering af antallet af boliger/erhverv i ejendommene. Disse tal findes i kommunens registre, og der bør derfor med en samkøring og effektivisering af de kommunale registre og opkrævningssystemer ikke blive tale om et væsentligt merarbejde. 3.9.4 Stikmodellen Stikmodellen vil administrativt være en enkel løsning, idet der som hovedregel betales ét fast bidrag pr. ejendom. 3.10 Modellernes kostægthed Da udgangspunktet for udvalgets arbejde har været at finde modeller, der er mere kostægte end den eksisterende, har udvalget fundet det relevant, at der i betænkningen medtages en overordnet beskrivelse af forhold, som kan give indtryk af modellernes kostægthed. En models kostægthed kan vurderes både ud fra en ejendoms "her og nu- belastning", men også ud fra den kapacitet, som kloakforsyningen må stå til rådighed med, alternativt må tilvejebringe på et senere tidspunkt, hvis behovet opstår. I denne sammenhæng bør det tages i betragtning, at lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. ikke giver mulighed for opkrævning af supplerende tilslutningsbidrag, i tilfælde af at en ejendom ønsker at forøge sin spildevandsafledning. Kommunen kan dog til en vis grad anvende spildevandsplanen som et styringsredskab ved heri at fastsætte øvre grænser for tilladelige spildevandsmængder, ligesom den kan stille krav om forrensning alternativt opkræve særbidrag for at modtage særlig forurenet spildevand. De tilladelige spildevandsmængder fastsat i en spildevandsplan skal dog respektere kommunens øvrige planlægning. Det bør ved vurdering af en models kostægthed endvidere tages i betragtning, at en del af kloakforsyningens ikke m3-afhængige indtægter kommer fra tilslutningsbidrag. Hvis et tilslutningsbidrag på 30.000 kr. kapitaliseres ud fra en afskrivningstid på 25 år og en realrente på 4,5 pct., vil det svare til en årlig omkostning på ca. 2.000 kr. Et tilslutningsbidrag på 30.000 kr. ekskl. moms udgør således ca. 50 pct. af de samlede bidrag til kloak for en bolig med et årligt vandforbrug på 140 m3, forudsat en m3-takst på 15 kr. ekskl. moms. Modellernes kostægthed vil endvidere afhænge af kommunetypen, f. eks. vil der være forskel på en typisk storbykommune med mange etageejendomme og på en typisk landkommune, ligesom der vil være forskel på en kommune med store nye erhvervsudstykninger og en kommune med ældre mindre erhvervsejendomme, måske beliggende i et ældre blandet bolig/erhvervs-kvarter. Tilsvarende vil en models kostægthed afhænge af fordelingen mellem boliger, erhverv og sommerhuse i kommunen. For en typisk sommerhuskommune vil der således også være forskel på, om der for et sommerhusområde etableres lokal rensning, eller om spildevandet fra området afskæres til et større centralt renseanlæg. 3.10.1 Arealmodellen For erhvervsejendomme afspejler arealmodellen de planlægningsmæssige og dimensioneringsmæssige forudsætninger inden for kloakforsyningen, idet kloakforsyningen er forpligtet til at modtage de spildevandsmængder, herunder overfladevandsmængder, der er angivet i spildevandsplanen. Da en stor erhvervsejendom vil være relativt billigere at detailkloakere end flere mindre, der tilsammen har samme areal, vil modellen imidlertid ikke være kostægte på dette punkt. Tilsvarende er omkostningerne ved detailkloakering af boliger i etageejendomme og andre situationer med mange boliger på én ejendom mindre end ved fremføring af stik til f.eks. parcelhuse. 3.10.2 Målermodellen Målermodellen afspejler i nogen grad den potentielle belastning, en ejendom kan påføre spildevandssystemet. Modellen afspejler imidlertid ikke de planlægningsmæssige og dimensioneringsmæssige forhold for kloakforsyningen, hverken for spildevand eller tag- og overfladevand. I relation til detailkloakering er modellen til en vis grad kostægte for boliger i etageejendomme, idet flere boliger deles om én måler. For erhvervsejendomme med fradrag i vandafledningsbidraget for vand, der medgår i produktionen, vil modellen ikke nødvendigvis afspejle den faktiske afledning. For visse virksomhedstyper kan modellen føre til spekulation ved opsamling af vand i udligningstank og dermed anvendelse af mindre måler. 3.10.3 Enhedsmodellen For erhvervsejendomme afspejler enhedsmodellen ikke de planlægnings- og dimensioneringsmæssige forudsætninger inden for kloakforsyningen, idet store erhvervsgrunde har ret til afledning af store spildevandsmængder. For ejendomme med mange boliger vil modellen ikke være kostægte, idet detailkloakering af sådanne ejendomme er relativt billigere end detailkloakering af enkeltliggende boliger. 3.10.4 Stikmodellen For erhvervsejendomme afspejler stikmodellen ikke de planlægnings- og dimensioneringsmæssige forudsætninger inden for kloakforsyningen, idet store erhvervsgrunde har ret til afledning af store spildevandsmængder. Modellen vil derimod være kostægte i relation til detailkloakering, idet modellen afspejler omkostningerne hertil. 3.11 Loft for det faste bidrags størrelse Som det fremgår af afsnit 3.6 og 3.7, medfører de enkelte modeller varierende stigninger/reduktioner i den samlede betaling for den enkelte ejendomstype afhængig af kommunens sammensætning. Kommunens sammensætning, for så vidt angår fordelingen mellem parcelhuse, etageejendomme, erhverv med stort vandforbrug og erhverv med lille vandforbrug samt sommerhuse, er helt afgørende for størrelsen af stigningen henholdsvis reduktionen for den enkelte bruger. Under forudsætning af, at det faste bidrags andel udgør 25% af det samlede vandafledningsbidrag, således som det er forudsat i de beskrevne modeller, vil de største stigninger for nogle af de beskrevne ejendomskategorier blive omkring 250%, såfremt der er tale om en "normal" sammensætning af kommunen ("middelkommunen"). Hvis kommunen har en "ekstrem" sammensætning, dvs. hvis en meget stor del af vandforbruget i kommunen forbruges af erhverv, vil der kunne blive tale om stigninger for enkelte ejendomskategorier på omkring 450 %. Stadig under forudsætning af, at den eneste begrænsning er, at det samlede faste bidrag ikke må udgøre mere end 25% af det samlede vandafledningsbidrag i kommunen. For at imødegå sådanne situationer, kunne man i stedet for en bestemmelse om hvor stor en andel, det faste bidrag må udgøre, indføre en bestemmelse om, at det faste bidrag for den enkelte bruger ikke måtte overstige et fastsat loft. Med en bestemmelse om, at den faste andel af vandafledningsbidraget ikke måtte overstige 30 gange det aktuelle m3-afhængige vandafledningsbidrag pr. m3, ville det sikres, at brugere med et årligt vandforbrug på 30 m3 eller derover ikke ville få stigninger i den samlede betaling på mere end 100%. Det vil sige, hverken den enlige, virksomheden med meget lille vandforbrug samt det typiske sommerhus, ville få stigninger større end 100%. Forbrugere med lavere vandforbrug kunne få stigninger større end 100%, men i absolutte tal vil der være tale om begrænsede beløb. Man kunne alternativt indføre en bestemmelse om, at det faste bidrag ikke måtte overstige et fastsat beløb, f.eks. 500 kr. pr. år, og endelig kunne man kombinere de to begrænsninger, således at det faste bidrag ikke måtte overstige 30 gange den variable kubikmetertakst og heller ikke måtte overstige 500 kr. pr. år. Set i forhold til tilstanden før der blev indført et generelt krav om målere, vil ejendomme, der har et lille vandforbrug, og som ikke tidligere var omfattet af et målerkrav og derfor betalte på baggrund af et skønnet forbrug, under alle omstændigheder opnå en reduktion ved opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variable del. 3.12 De økonomiske konsekvenser på landsplan Konsekvenser afhængig af modelvalg Som tidligere beskrevet medfører de enkelte modeller forskellige reduktioner/stigninger for den enkelte ejendomstype. I det følgende er det forsøgt at give et indtryk af de økonomiske konsekvenser på landsplan ved indførelse af en stikmodel. De andre modeller vil give andre konsekvenser, men overordnet set vil der med alle modellerne være tale om at småforbrugere skal betale mere og storforbrugere skal betale mindre. Begrænsninger på det faste bidrag Det afgørende for de økonomiske konsekvenser er, hvilke begrænsninger der lægges i en eventuel ordning. I det følgende er det forudsat, at der fastsættes begrænsninger for det faste bidrags størrelse, således at dette ikke må overstige 30 gange kubikmetertaksten, og at det heller ikke må overstige 500 kr. pr. år. Kommunesammensætning Kommunens sammensætning, for så vidt angår fordelingen mellem parcelhuse, etageejendomme, erhverv med stort vandforbrug og erhverv med lille vandforbrug samt sommerhuse, er som tidligere beskrevet helt afgørende for størrelsen af stigningen henholdsvis reduktionen for den enkelte bruger. Det faste bidrags andel Ved at gennemregne stikmodellen for en middelkommune med de ovennævnte begrænsninger på det faste bidrag, kan man beregne, hvor stor en andel af de samlede opkrævninger det faste bidrag udgør i en kommune med den pågældende sammensætning. Resultatet bliver, at det faste bidrag udgør 6% til 12% af de samlede opkrævninger i kommunen. Variationen opstår som følge af, at begrænsningen i nogle kommuner vil være at det faste bidrag ikke må overstige 30 gange kubikmetertaksten (dem med lave takster) og i andre kommuner, at det ikke må overstige 500 kr. pr. år (dem med høje takster). Da de samlede årlige opkrævninger på landsplan udgør af størrelsesordenen 5 mia. kr., vil det, hvis middelkommunen er repræsentativ på landsplan, betyde, at det faste bidrags andel vil udgøre mellem 300 og 600 millioner kr. Det skal bemærkes, at der er tale om en øvre grænse for det faste bidrags andel af de samlede opkrævninger. Ved beregningerne er det forudsat, at alle kommuner indfører et fast bidrag, og at de fastsætter det så stort, som de kan. Hvis der bliver tale om frivillig indførelse af et fast bidrag, må det forventes, at en lang række kommuner ikke vil indføre et fast bidrag og at dem, der indfører et fast bidrag, ikke nødvendigvis vil fastsætte dette så stort som muligt. Omfordeling Tilsvarende kan det beregnes, hvor stor en andel af det samlede bidrag, der vil blive omfordelt mellem storforbrugere og småforbrugere. Resultatet bliver, at der omfordeles mellem 2% og 4% af de samlede opkrævninger i en middelkommune. På landsplan vil det svare til mellem 100 og 200 millioner kr. Som ovenfor nævnt, vil der også her være tale om en øvre grænse for omfordelingen. Omfordeling mellem boliger og erhverv Endelig kan det på tilsvarende vis beregnes, hvor stor en andel af det samlede bidrag, der flyttes fra erhverv til boliger. Resultatet bliver, at der flyttes mellem 1% og 2,5% af de samlede opkrævninger fra erhverv til boliger. På landsplan vil det svare til mellem 50 og 125 millioner kr. Også her vil der være tale om en øvre grænse for omfordelingen. Sommerhuse Middelkommuneeksemplet indeholder ikke sommerhuse. Der er i Danmark i alt kloakeret 100.000 sommerhuse. Den maksimale stigning disse sommerhuse vil få vil være 100.000 gange 500 kr. pr. år, svarende til 50 millioner kr. Reelt vil der blive tale om et mindre beløb, og det må antages, at omfordelingen i landsmiddelkommunen på maximalt 100 til 200 millioner kroner også indeholder sommerhuse. 3.13 Udvalgets overvejelser og forslag Det har været en forudsætning for udvalgets arbejde, at der fra politisk side lægges stor vægt på, at betalingsreglerne skal tilgodese en solidarisk fordeling af udgifterne og give incitament til vandbesparelse. For dele af udvalget har det været en forudsætning for udvalgets arbejde, at opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del skal være frivillig for den enkelte kommune, således at det også efter en evt. lovændring vil være muligt for den enkelte kommune at vælge den nuværende beregningsform, dvs. intet fast bidrag. Udvalget har været opmærksom på at der, afhængigt af hvordan en eventuel opdeling udformes, kan ske væsentlige omfordelinger af betalingsbyrden mellem virksomheder indbyrdes og mellem virksomheder og boliger. Tilsvarende kan der i kommuner med sommerhuse ske en væsentlig omfordeling mellem sommerhuse og de øvrige ejendomstyper. Udvalget har endvidere været opmærksom på, at forholdet mellem de enkelte brugergrupper, f.eks. helårsboliger, sommerhuse og virksomheder, varierer fra kommune til kommune. Disse forskelle vil derfor alt andet lige medføre, at konsekvensen af en opdeling af vandafledningsbidraget for sammenlignelige forbrugere vil være forskellig fra kommune til kommune. Kloakforsyningens samlede indtægter på ca. 5 mia. kr. om året vil ikke ændres ved indførelse af et fast bidrag, idet der fortsat gælder et "hvile-i-sig selv-princip" for kloakforsyningen. Effekt af indførelse af vandmålere Udviklingen i brugen af vandmålerne er intensiveret op gennem 90’erne, og beregningsgrundlaget for vandafledningsbidraget er således tilsvarende ændret gradvist frem til i dag, hvor der er landsdækkende målerkrav. Det er udvalgets opfattelse, at den prisfastsættelse, der tidligere fandtes i områder uden målerkrav, var at sammenligne med et fast vandafledningsbidrag og intet variabelt bidrag. Da erhvervsejendomme i vidt omfang også tidligere blev afregnet på grundlag af målt forbrug, er udviklingen i brugen af målere særligt sket for boliger og sommerhuse. Der er herved sket en forskydning af betalingen fra sommerhuse til helårsboliger i områder, hvor der ikke tidligere var målerkrav, og der er hermed ikke samme forhold som tidligere mellem bidraget og den omkostning, de to brugergrupper påfører kloakforsyningen. Dette forhold er særlig markant i kommuner med mange kloakerede sommerhuse. Kostægthed Kloakforsyningens faste omkostninger, dvs. de omkostninger, der ikke er m3-afhængige, er skønsmæssigt ca. 85 pct. af de samlede omkostninger. Udvalget har diskuteret begrebet kostægthed indgående. Nogle omkostninger er umiddelbart faste, men kan betragtet over en længere tidshorisont være delvis variable. F.eks. vil omkostningerne for kloakforsyningen ikke falde nævneværdigt, hvis spildevandsmængden fra den ene dag til den anden falder dramatisk. På længere sigt kan f.eks. renseanlæggets størrelse tilpasses ændringer i den tilledte mængde spildevand, mens f.eks. omkostninger til drift og vedligeholdelse af ledningsnettet også på længere sigt kun i mindre omfang vil reduceres som følge af et fald i den tilledte mængde. Betragtet på landsplan er hovedparten af udgifterne for kloakforsyningen etablering, drift og vedligeholdelse af ledningsnettet, mens selve renseanlægget udgør en mindre andel af udgifterne. I større byer, hvor bebyggelsen er tættere, kan forholdet dog være et andet, idet udgifterne til ledningsnettet her ikke vil være så dominerende. Hvis betalingen skulle være mere kostægte, ville det være naturligt at sætte betalingen i forhold til, hvor langt der var fra brugeren til renseanlægget. Dette ville imidlertid være et brud med det grundlæggende princip i betalingsreglerne, der hviler på solidaritet, uanset hvor den enkelte bruger er beliggende, og forholdet har ikke været berørt yderligere i udvalget. Alt i alt har udvalget måttet erkende, at en fuldstændig kostægthed ikke er forenelig med det grundlæggende princip om solidaritet uanset geografisk beliggenhed. Udvalget finder dog, at en opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del trods alt vil være et skridt i retning mod øget kostægthed og kan modvirke de fordelingsmæssige konsekvenser, der er kommet i takt med indførelse af målere. Udvalget er dog også opmærksom på, at Folketinget netop i forbindelse med ændringen af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg i 1992 vedtog den ændring af vandforsyningsloven, der gav ministeren bemyndigelse til at indføre vandmålere. Det er denne bemyndigelsesbestemmelse, der ligger til grund for det landsdækkende målerkrav, der er gældende fra 1. januar 1999. Ændringen af vandforsyningsloven blev udformet som en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte nærmere regler for at give tid til og mulighed for at få løst de tekniske problemer, der knytter sig til indførelse af vandmålere i forskellige typer af ejendomme, inden reglerne blev udmøntet. Den tidsmæssige forskydning mellem principbeslutningen i 1992 og tidsfristen for indførelsen er således betinget af tekniske forhold. Modeller Udvalget har arbejdet med fire forskellige modeller til opdeling af vandafledningsbidraget, en arealmodel, en målermodel, en enhedsmodel og en stikmodel. Forskellen på modellerne ligger i metoden til beregning af det faste bidrag. Det variable bidrag er i alle tilfælde alene m3-afhængigt. For alle fire modeller gælder det i større eller mindre udstrækning, at konsekvenserne vil være, at forbrugere med et lille vandforbrug vil få en stigning i vandafledningsbidraget, mens forbrugere med et stort vandforbrug vil få en reduktion. Miljømæssige konsekvenser Indførelse af et fast bidrag vil betyde, at den variable takst nedsættes, hvilket vil reducere incitamentet til vandbesparelse. Ud fra en miljømæssig betragtning er den eksisterende metode til beregning af vandafledningsbidraget således den bedste, idet den giver det største incitament til vandbesparelse. Udvalget antager dog, at mulighederne for yderligere vandbesparelse bliver mindre og mindre, idet et vist mindsteforbrug er nødvendigt. Høje vandafledningspriser vil i disse situationer ikke give yderligere vandbesparelse af betydning, men vil naturligvis medvirke til at fastholde et lavt forbrug. Det er dog ikke alene vandafledningsbidraget, der giver incitament til vandbesparelse. Prisen på vand omfatter desuden bidrag til vandforsyningen, afgift på ledningsført vand, nyt gebyr på vandindvindingstilladelser samt moms. Da bidrag til vandværket i de fleste tilfælde består af både et fast og et variabelt bidrag, vil dette bidrags incitament til vandbesparelse dog afhænge af fordelingen mellem det faste og det variable bidrag. Udvalget er ikke gået nærmere ind i en vurdering af, om den ene model samlet set vil give større incitament til vandbesparelse end den anden. Udvalget har lagt vægt på, at der også efter en eventuel indførelse af et fast bidrag fortsat vil være et stort incitament til vandbesparelse, hvilket f.eks. kunne sikres ved at sætte begrænsninger på størrelsen af et fast bidrag. Ensartethed og administrativ enkelhed Udvalget er meget opmærksom på, at der gennem tiden er sket en større og større forenkling og ensartethed af betalingsreglerne, først med vedtagelse af den første lov om betalingsregler for spildevandsanlæg i 1987 og siden med lovændringerne i såvel 1992 som 1997. Opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og variabel del vil derfor alt andet lige betyde en større uensartethed kommunerne imellem og et administrativt merarbejde for kommunerne som følge af indførelse af en ekstra parameter. Udvalget er dog også meget opmærksom på, at muligheden for opdeling i en fast og variabel del vil medvirke til, at den enkelte kommune kan tilpasse betalingsprincippet til sammensætningen af brugergrupper i kommunen. Endvidere vil omfanget af de administrative konsekvenser afhænge af de eksisterende lokale forhold, herunder adgangen til de nødvendige data. Enigt Folketing Udvalget er endvidere opmærksomme på, at de gældende regler, for så vidt angår vandafledningsbidraget, blev vedtaget af et enigt Folketing, og at man her gjorde op med regler, der for visse erhvervstyper havde karakter af rabatordninger. Reglerne blev endvidere udformet for at forhindre, at kloakbetalingsforhold blev en konkurrenceparameter i bestræbelserne på at skaffe nye virksomheder til den enkelte kommune. Sammenligning med øvrige forsyningsområder Udvalget har erfaret, at der på alle andre forsyningsområder er mulighed for opkrævning af et fast bidrag svarende til et abonnementsbidrag. På de øvrige forsyningsområder er der ikke fastsat et loft over det faste bidrags andel af den samlede betaling. Udvalget er dog bekendt med, at det på varmeforsyningsområdet er anbefalet, at minimum 20 pct. opkræves som et fast bidrag, mens det på vandforsyningsområdet er anbefalet, at maksimalt 40 pct. opkræves som fast bidrag. På vandforsyningsområdet er det faste bidrag ofte beregnet til at dække udgifterne til målere og opkrævning af bidrag. Afvejning af fordele og ulemper ved modellerne Udvalget må konkludere, at hvis ønsket om en mere kostægte betaling skal tilgodeses, vil det have som konsekvens, at incitamentet til vandbesparelse vil falde, og reglerne gøres mere uensartede kommunerne imellem. Under hensyntagen til et fortsat stort incitament til vandbesparelse og for at sikre begrænsede omfordelingsmæssige konsekvenser, er det udvalgets vurdering, at det ikke vil være realistisk at lade det faste bidrag svare til de faste omkostninger, og at det bl.a. derfor ikke vil være muligt at opnå fuldstændig kostægthed. Administrativt set vurderes stikmodellen at være den enkleste løsning og må - i og med at hovedparten af kloakforsyningens omkostninger er etablering, vedligeholdelse og drift af ledningsnettet - betragtes som den mest kostægte af modellerne. Dette kommer også til udtryk ved, at modellen som hovedregel giver småforbrugere en stigning i vandafledningsbidraget, men alligevel tilgodeser småforbrugere i etageejendomme på én ejendom i modsætning til arealmodellen og enhedsmodellen, hvor småforbrugere i etageejendomme også får en stigning. Målermodellen giver nogenlunde samme ændringer i vandafledningsbidraget, men tilgodeser ikke i samme grad lejligheder i store etageejendomme på én ejendom. Endvidere vurderes målermodellen at give mere administration end stikmodellen i kommuner med private vandværker, mens målermodellen vil være relativ enkel at administrere i kommuner med kommunal vandforsyning. Begrænsninger Det er endvidere udvalgets opfattelse, at der bør sættes et loft over en eventuel fast andel af vandafledningsbidraget, således at der ikke opstår situationer, hvor den enkelte forbruger vil få voldsomme stigninger i den samlede betaling, og således at der bevares et incitament til vandbesparelse. Anbefalinger Udvalget anbefaler, at lov om betalingsregler for spildevandsanlæg ændres, således at der gives den enkelte kommune mulighed for, men ikke pligt til at opdele vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del. Udvalget lægger vægt på, at der herved skabes bedre grundlag for, at bidraget afspejler kloakforsyningens faste og variable omkostninger og derved en mere kostægte fordeling af bidraget på brugergrupperne inden for kloakforsyningen. Udvalget lægger endvidere vægt på, at muligheden for opkrævning af et fast bidrag i dag findes på alle andre forsyningsområder. Det er udvalgets anbefaling, at hvis kommunen vælger at gøre brug af et fast bidrag, så skal det udformes som en abonnementsordning på grundlag af stikmodellen, dvs. ét fast bidrag pr. stik ens for alle ejendomstyper. Udvalget forudsætter i denne forbindelse, at fastsættelsen af det faste bidrag relateres til områdets behov for vandbesparelser, således at et fast bidrag ikke modvirker ønskede vandbesparelser for såvel boliger som erhverv. Størrelsen af det faste bidrag bør derfor fastsættes lokalt efter en afvejning af fordele og ulemper. Det er udvalgets anbefaling, at der i sammenhæng med det faste bidrag indføres en bestemmelse, hvorefter det faste bidrag pr. stik maksimalt må udgøre 30 gange den variable kubikmetertakst, dog maksimalt 500 kr. pr. år. For den enkelte bolig er en eventuel merudgift mindre end det faste bidrag, idet det m³-afhængige bidrag samtidig reduceres, således at kloakforsyningens samlede indtægter forbliver uændrede, som følge af "hvile i sig selv"-princippet. I nedennævnte to tabeller ses tallene for vandafledningsbidrag for stikmodellen, når der anvendes loft for den faste del af vandafledningsbidraget. De viste tal er for en bolig-erhvervs-middelkommune med mindre vandforbrugende erhverv. I den første tabel er den eksisterende kubikmetertakst 15 kr., og det faste bidrag bliver her fastsat til 30 gange den nye variable kubikmetertakst. Dette giver et fast bidrag på 394 kr. og en kubikmetertakst for det nye variable bidrag på 13,13 kr. I den anden tabel er den eksisterende kubikmetertakst 30 kr., og det faste bidrag bliver her fastsat til 500 kr. Dette giver en kubikmetertakst for det nye variable bidrag på 27,63 kr. Tabellerne indeholder ikke sommerhuse, da middelkommuneeksemplet ikke indeholder sommerhuse. Konsekvenserne for et sommerhus med et årligt vandforbrug på 30 m3 vil være sammenlignelige med de i tabellerne anførte tal for et 30 m3-hus. Hvis der er tale om en kommune med mange kloakerede sommerhuse, vil stigningen i vandafledningsbidraget blive mindre - hvis der eksempelvis er tale om en kommune med 75% kloakerede sommerhuse vil stigningen i eksemplet i den første tabel svare til 34% (153 kr.), mens stigningen i den anden tabel vil svare til 28% (254 kr.) .
Det er udvalgets vurdering, at med de beskrevne begrænsninger vil det faste bidrag på landsplan maximalt komme til at udgøre 300-600 millioner kroner ud af en samlet opkrævning på 5 milliarder kroner. Endvidere at omfordelingen mellem storforbrugere og småforbrugere maximalt vil komme til at udgøre 100-200 millioner kroner pr. år, og at flytningen af opkrævning fra erhverv til boliger maximalt vil komme til at udgøre 50-125 millioner kroner pr. år. 3.14 Konklusion Udvalget anbefaler, at lov om betalingsregler for spildevandsanlæg ændres, således at der gives den enkelte kommune mulighed for, men ikke pligt til at opdele vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del. Det er udvalgets anbefaling, at hvis kommunen vælger at gøre brug af et fast bidrag, så skal det udformes som en abonnementsordning på grundlag af stikmodellen, dvs. ét fast bidrag pr. stik ens for alle ejendomstyper. Endvidere er det udvalgets anbefaling, at der i sammenhæng med det faste bidrag indføres en bestemmelse, hvorefter det faste bidrag pr. stik maksimalt må udgøre 30 gange den variable kubikmetertakst, dog maksimalt 500 kr. pr. år. 4. Målerdata4.1 Baggrund 4.1 Baggrund 4.1.1 Nugældende lovgivning og problemstilling Vandforbrug som grundlag for opkrævning Vandafledningsbidraget beregnes og opkræves efter målt eller skønnet vandforbrug. Ved opkrævning efter målt vandforbrug anvendes vandforsyningsvirksomhedernes data om de enkelte ejendommes vandforbrug (målerdata). Indledningsvis bemærkes, at det ikke vurderes at være et problem for de kommunale kloakforsyninger at modtage målerdata fra kommunale vandforsyningsvirksomheder til brug for beregning og opkrævning af det årlige vandafledningsbidrag. I nedenstående er der derfor alene fokuseret på problemstillingen om udlevering af målerdata fra private vandværker. Problemstillingen er medtaget i udvalgets kommissorium, fordi der ikke i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. er fastsat bestemmelser, der regulerer kommunernes adgang til at modtage målerdata til brug for fastsættelse af vandafledningsbidrag for de kloakerede ejendomme i kommunen. Frivillige aftaler I kloakerede oplande med vandforsyning fra private vandværker, er kommunerne derfor henvist til at forsøge at indgå aftaler med de private vandforsyningsselskaber om udlevering af data. Til dette brug har Dansk Vandteknisk Forening og Kommunernes Landsforening i samarbejde udformet en vejledning (vejledning nr. 5 af 1993) om "Vejledende kontraktformular til samarbejde mellem kommuner og private vandværker angående oplysninger om vandforbrug". Såfremt en kommune ikke kan lave en aftale med den private vandforsyning, må kommunen selv skaffe oplysningerne eksempelvis ved udsendelse af selvaflæsningskort til de tilsluttede grundejere. Disse forhold kan hindre en hensigtsmæssig og effektiv administration af opkrævningen af vandafledningsbidraget. Tidspunkt for aflæsning For mange kommuner er det af afgørende betydning at kommunen rettidigt modtager oplysninger om vandforbrug, da kommunerne typisk opkræver bidrag efter lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. tidsmæssigt sammen med ejendomsskatterne. Selvom dette ikke er tilfældet, vil der dog i alle tilfælde være behov for fastsættelse af en tidsfrist af hensyn til kommunens beregning og opkrævning af bidrag. Det er endvidere et kendt problem, at grundejere kan spekulere i at undlade at aflæse vandmåleren og videregive oplysningerne til kommunen, hvis grundejeren har haft et større forbrug end det kommunen i sin betalingsvedtægt har fastsat som det skønnede forbrug. 4.1.2 Takstperioder og aflæsningsperioder Vandafledningsbidraget opkræves som et årligt bidrag, men der kan være forskel på vandforsyningens aflæsningsperiode og kommunens takstperiode. Udvalget er derfor blevet bedt om at overveje, om der er behov for regler om tidsmæssig sammenhæng mellem aflæsning og takstperiode ved afregning på baggrund af målerdata. 4.1.3 Hidtidig administrativ praksis mht. sammenfald af takstperioder I de tilfælde, hvor vandmåler anses som krævet efter vandforsyningslovens § 55, eller hvor kommunen har givet adgang til at betale vandafledningsbidrag efter målere opsat uden krav herom, har det været Miljøstyrelsens udgangspunkt, at alle ejendomme omfattet af disse vedtagelser skal have adgang til afregning af vandafledningsbidrag efter målt forbrug. Det gælder uanset om alle ejendomme i samme periode har et helt års forbrug, som der kan afregnes for. Tilsvarende gælder, at det forhold, at der er enkelte ejendomme, der ikke har efterkommet krav om opsætning af vandmåler, ikke fritager kommunen for at afregne efter målt forbrug for de ejendomme, der rettidigt har efterkommet kravet om opsætning af vandmåler. Kravet på afregning efter målt forbrug regnes fra det tidspunkt, hvor vandmåler anses som krævet. Vandafledningsbidraget betegnes som udgangspunkt som et årligt bidrag, fordi det i modsætning til tilslutningsbidraget er løbende og normalt opkræves på årlig basis. Der er dog ikke i loven noget, der hindrer, at kommunen (i en overgangsperiode hvor der overgås fra skønnet til målt forbrug,) kan vælge at opkræve vandafledningsbidraget for en længere eller kortere periode. Spørgsmålet om sammenfald af aflæsnings- og takstperioder kan således i høj grad løses i den allerede eksisterende praksis. Udvalget finder derfor ikke grundlag for at foreslå ændringer på denne baggrund - men vil foreslå, at man henstiller til kommuner og vandværker til muligt at aftale sig frem til fælles takstperioder, hvis der eksisterer et problem, der ikke løses af den nuværende praksis på området. Hvis der opstår det problem, at kloakforsyningen skal have indberetninger af data fra 10 vandværker og ikke kan få data, der er tidsmæssigt sammenfaldende, må kommunen gøre brug af proportionalitetsberegninger - dvs. beregning af vandforbruget udfra et gennemsnit indenfor det enkelte takstår for de måneder, hvor vandforbruget - på grund af det manglende sammenfald mellem aflæsningsperiode og opkrævningsperiode - ikke er kendt. Dette betyder, at kommunen for de perioder, hvor vandforbruget ikke er kendt må anvende et acontobidrag ved opkrævningen, der er beregnet på baggrund af det gennemsnitlige vandforbrug multipliceret med de for de enkelte takstår gældende takster, der skal fremgå af kommunens takstblad. Kommunen vil endvidere - hvis kommunen finder det lettest - til enhver tid være berettiget til selv at indhente oplysninger ved hjælp af udsendelse af selv-aflæsningskort.
4.1.4 Kommissorium Kommissorium Udvalget er blevet bedt om at overveje, om kommunerne i videre omfang bør have adgang til at få udleveret målerdata. Udvalget er herunder blevet bedt om at overveje, om der er behov for regler om udlevering af målerdata fra private vandværker, eller om der er behov for regler der regulerer grundejeres eller vandforsyningens manglende eller ikke rettidige aflæsning og udlevering af målerdata. 4.2 Udlevering af målerdata fra almene vandforsyninger m.v. 4.2.1 Regulering om udlevering af målerdata fra private vandværker m.v. i lov om afgift af spildevand Som nævnt ovenfor, er der ikke i lov om betaling for spildevandsanlæg m.v. indsat hjemmel til, at kommunen til brug for opkrævningen af vandafledningsbidrag kan kræve målerdata udleveret fra private vandforsyninger eller andre. Lov om afgift af spildevand Derimod er der med lov nr. 1098 af 29. december 1997 om ændring af forskellige afgiftslove, indsat et nyt stk.10 i § 7 i lov om afgift af spildevand, der pålægger privat og kommunale almene vandforsyningsanlæg efter anmodning en gang årligt vederlagsfrit at afgive oplysninger om de tilsluttede ejendommes afgiftspligtige vandforbrug, jf. lov om afgift af ledningsført vand. Der er dog kun tale om de måleroplysninger, der vedrører kommunens opkrævning af spildevandsafgift. Med lovændringen er det således ikke muligt for kommunen/kloakforsy-ningen at indhente oplysninger vedrørende vandforbrug for alle ejendomme, der kan være tilknyttet den offentlige kloak, men alene ejendomme med egen udledning eller eget spildevandsanlæg, da kommunen alene skal opkræve spildevandsafgift for ejendomme, der ikke er tilsluttet et offentligt spildevandsanlæg. 4.2.2 Udlevering af data fra grundejere med eget vandindvindingsanlæg Ændringen i spildevandsafgiftsloven gælder ligeledes for grundejere med eget vandindvindingsanlæg, således at disse grundejere også efter anmodning skal afgive oplysninger om vandforbrug til kommunen til brug for beregning af spildevandsafgift. I relation til opkrævning af vandafledningsbidrag efter lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., har det tidligere været af mindre betydning at få målerdata fra ejendomme med egen vandindvinding, da det er sjældent forekommende at ejendomme, der er kloakeret, får vand fra egen vandindvinding. Ejendomme "tilknyttet" kloakforsyningen Situationen er imidlertid blevet aktualiseret af indførelse af betalingslovens § 7a. Efter § 7a skal ejendomme i det åbne land, der modtager tilbuddet om kontraktligt medlemsskab af kloakforsyningen, også betale det årlige vandafledningsbidrag. Sådanne ejendomme vil hyppigt have egen vandindvinding. Det må således antages at være hensigtsmæssigt, at en regelændring om udlevering af oplysninger, også omfatter grundejere med egen vandindvinding. 4.3 Udvalgets overvejelser og forslag Målerdata fra de private vandværker I forbindelse med ovennævnte lovændring af spildevandsafgiftsloven har Danmarks Private Vandværker fremført, at det ikke for de private vandværker er håndtérbart, hvis de alene vederlagsfrit skal indberette vandforbrug for ejendomme, der ikke er tilsluttet offentlig kloak, da vandforsyningsvirksomhederne ikke har kendskab til, hvilke ejendomme, der er kloakeret, og hvilke der ikke er. Danmarks Private Vandværker konkluderer derfor i foreningens høringssvar til ændringen af spildevandsafgiftsloven, at den eneste håndtérbare situation vil være, at de private vandværker indberetter data for alle vandforbrugere, og at kommunen herefter i sit eget EDB-anlæg foretager en sorteringsproces til brug for opkrævning af spildevandsafgiften. Den opståede situation kunne tale for, at man indførte en tilsvarende hjemmel i betalingsloven. Det vil ikke ændre på det faktum, at vandværker allerede i dag på baggrund af ændringen af spildevandsafgiftsloven "tvinges af omstændighederne" til vederlagsfrit at udlevere alle data til kommunerne. Kommunerne ville - hvis ikke vandværkerne indsamlede data og videregav dem med eller uden betaling - selv skulle have forestået indsamlingen af data ved hjælp af selvaflæsning eller lignende samt tilhørende kontrolforanstaltninger, hvilket ville give/giver en unødvendig dobbelt administration og helt unødvendige gener for vandforbrugerne. Ændring af vandforsyningsloven - krav om måler på ejendomsniveau Indsamling af data for vandforbrug vil imidlertid fra 1. januar 1999 blive vitalt for vandværkerne - idet der i vandforsyningslovgivningen fra dette tidspunkt er krav om måler på ejendomsniveau for ejendomme tilsluttet almene vandforsyninger. Hertil kommer, at udgiften til indsamling af data, (der altså er en essentiel nødvendighed for vandværkerne i første række,) ligegyldigt om kommunerne medfinansierer vandværkernes udgifter til indsamling af målerdata, i sidste ende bliver overvæltet på samme gruppe af forbrugere. Ændring af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. Når der dertil lægges, at vandværkerne ikke har mulighed for at lave en sondringsindsats angående hvem der er kloakeret, og hvem der ikke er, og derfor som følge af den nye bestemmelse i spildevandsafgiftsloven må aflevere alle målerdata for ejendomme tilknyttet vandforsyningen vederlagsfrit, må det anses for nærliggende at foreslå, at der indføres en regel om årlig vederlagsfri dataudlevering fra alle almene vandforsyningsvirksomheder i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., svarende til den der er indsat i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 10. For at opnå et samlet datagrundlag for alle tilsluttede tilledere i kommunerne, er det endvidere nødvendigt at omfatte grundejere med eget vandindvindingsanlæg af en ændring af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg. Udvalget har endvidere overvejet en anden mulighed for at indsamle målerdata til brug for beregning og opkrævning af vandafledningsbidraget Hjemmel til kommunerne kan aflæse målere Det er således foreslået, at indføre en hjemmel i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., der hjemler adgang for kloakforsyningerne til ved henvendelse hos de tilsluttede tilledere at foretage aflæsning/kontrol-aflæsning af ejendommens vandmålere. Forslaget vil betyde, at kommunen i tilfælde, hvor det ikke har været muligt at indgå aftaler med de private vandforsyningsvirksomheder, kan vælge at forestå aflæsningen selv, således at kommunen udsender selvaflæsningskort til de tilsluttede forbrugere. Hvis enkelte tilledere ikke rettidigt eller frivilligt videregiver oplysninger om ejendommens vandforbrug, kan kloakforsyningen med udvalgets forslag herefter selv forestå aflæsningen på de berørte ejendomme. Af Danske Vandværkers Forening og Danmarks Private Vandværker, er det imidlertid fremført, at det anses for nødvendigt, at det fortsat er vandforsyningerne, der har ansvaret - og den fulde handlefrihed - i forhold til målernes opsætning, vedligeholdelse og aflæsning. m.v. Udvalget er enig i, at vandforsyningerne fortsat har det fulde ansvar for målerne. I de tilfælde, hvor kommunen selv kommer til at forestå indsamling af målerdata, skal kommunen for at foretage en korrekt opkrævning af vandafledningsbidrag have oplysninger fra vandforsyningerne om skift af målere, justering m.v. Da vandforsyningerne ikke har pligt til at udlevere disse oplysninger uden betaling herfor, kan dette udgøre en hindring for en korrekt opkrævning af vandafledningsbidrag. Danske Vandværkers Forening og Danmarks Private Vandværker har derfor foreslået, at vandforsyningerne forpligtes til en gang årligt at udlevere oplysninger om udskiftning af målere m.v. mod gebyr. Vandværksforeningerne har foreslået, at gebyret beregnes på samme måde som i bekendtgørelse nr. 533 af. 28. juni 1995 om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder. Af denne bekendtgørelse fremgår en måde, hvorpå man kan beregne omkostningerne ved udlevering af målerdata. På denne baggrund foreslår udvalget, at forslaget om, at kommunerne skal have hjemmel til at foretage aflæsning af målere på de tilsluttede ejendomme, kombineres med en pligt for vandforsyningerne til - mod et gebyr - at udlevere oplysninger (stamoplysninger) om udskiftning af målere m.v. Udvalget foreslår, at vandforsyningerne og KL til brug herfor udarbejder en vejledning om, hvad vandforsyningerne kan indregne i et sådant gebyr. Udvalget forventer og understreger, at en adgang for kommunen til selv at aflæse vandmålerne er tænkt anvendt rent undtagelsesvis. Udvalget lægger vægt på, at kommunerne og vandforsyningsvirksomheder - som hidtil - bør forsøge at indgå en mindelig ordning om aflæsning, således at forbrugeren besværes mindst muligt. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at en mindelig ordning om samarbejde mht. målerdata giver "stordriftsfordele" og gavner således begge parter. Anbefaling Udvalget anbefaler, at der i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. indsættes en hjemmel til, at kommunen til brug for opkrævningen af vandafledningsbidrag kan få adgang til at aflæse vandmålere på enkeltejendomsniveau. Udvalget anbefaler endvidere, at der i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. indføres en bestemmelse om, at vandforsyningerne en gang årligt mod gebyr skal udlevere oplysninger om skift af målere, justeringer af målere m.v. i det sidste kalenderår. Udvalget finder, at grundejere med egen vandindvinding, der er tilsluttet eller kontraktligt tilknyttet kloakforsyningen, tilsvarende skal tilpligtes en gang årligt at oplyse, om der er sket udskiftning, justering eller lignende af deres vandmåler. Udvalget anbefaler, at det i tilknytning til ændringerne i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. beskrives i en vejledning, at der til trods for adgangen for kommunerne til selv at aflæse målerne på enkeltejendomsniveau bør være tale om en koordineret indsats således, at borgerne besværes mindst muligt. Det skal samtidig fastholdes, at det fortsat er vandforsyningerne, der har den fulde handlefrihed med hensyn til målernes opsætning, vedligeholdelse m.v. 4.4 Konklusion Udvalget anbefaler, at der i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. indsættes en hjemmel til, at kommunen til brug for opkrævningen af vandafledningsbidrag kan få adgang til at aflæse vandmålere på enkeltejendomsniveau. Udvalget anbefaler endvidere, at der i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. indføres en bestemmelse, om at vandforsyningerne en gang årligt mod gebyr skal udlevere oplysninger om skift af målere, justeringer af målere m.v. (stamoplysninger) i det sidste kalenderår. Udvalget foreslår, at vandforsyningerne og KL til brug herfor udarbejder en vejledning om, hvad vandforsyningerne kan indregne i et sådant gebyr. Udvalget anbefaler, at grundejere med egen vandindvinding, der er tilsluttet eller kontraktligt tilknyttet kloakforsyningen. tilpligtes en gang årligt til at afgive oplysninger om udskiftning, justering eller lignende af ejendommens vandmåler. Udvalget anbefaler, at det i tilknytning til ændringerne i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. beskrives i en vejledning, at der til trods for adgangen for kommunerne til selv at aflæse målerne på enkeltejendomsniveau bør være tale om en koordineret indsats således, at borgerne besværes mindst muligt. Det skal samtidig fastholdes, at det fortsat er vandforsyningerne, der har den fulde handlefrihed med hensyn til målernes opsætning, vedligeholdelse m.v. 5. Fritagelse for eller nedsættelse af betaling for vandafledningsbidrag i visse situationer5. Fritagelse for eller nedsættelse af betaling for
vandafledningsbidrag i visse situationer 5.1 Baggrund 5.1.1 Nugældende lovgivning Betaling for alt vand der tilledes I overensstemmelse med princippet "forureneren betaler" er det i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. forudsatte udgangspunkt, at der skal betales for alt spildevand, der tilledes det offentlige spildevandsanlæg, medmindre andet direkte eller indirekte fremgår af loven, som det f.eks. er tilfældet med tag- og overfladevand. Da det rent praktisk er vanskeligt at måle den vandmængde, der tilledes det offentlige spildevandsanlæg, har man i loven valgt at lægge ejendommens vandforbrug til grund som parameter for opkrævning af vandaflednings-bidraget, udfra en betragtning om, at det vand, der går ind, svarer til det vand, der ledes til det offentlige spildevandsanlæg. Tag- og overfladevand indgår således ikke i beregningsgrundlaget for vandafledningsbidraget efter de nugældende regler i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg, såfremt det tilledes på traditionel vis. Begrundelsen herfor skal søges i et ønske om at sikre enkle regler samt betydelige komplikationer ved at regulere betalingen efter mængden af tag- og overfladevand, idet dette ville nødvendiggøre en måling af vandmængden, hvilket i praksis er vanskeligt at realisere generelt. Hvis tag- og overfladevand derimod erstatter almindeligt vandforbrug og derefter tilledes kloakken, skal der imidlertid opsættes måler og betales vandafledningsbidrag heraf. For afværgevand, filterskyllevand og kølevand gælder tilsvarende, at der skal betales for alt vand, der tilledes kloakken - også selvom der ikke er tale om et forbrug af vandværksvand. Princippet for betaling er det samme som for almindeligt spildevand. Der skal betales pr. m3 vand, der afledes til kloakken. 5.1.2 Problemstilling Problemstillingen om fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag for afværgepumpninger, filterskyllevand og kølevand var medtaget i Spildevandsudvalgets kommissorium. Vand fra afværgepumpninger, kølevand og filterskyllevand Spildevandsudvalget kunne imidlertid ikke nå til enighed. Flertallet i udvalget anbefalede, at der som udgangspunkt fortsat skulle betales vandafledningsbidrag for afværgevand, men at kommunalbestyrelsen kunne nedsætte vandafledningsbidraget eller lade det helt bortfalde. Flertallet anbefalede endvidere, at der som udgangspunkt skulle betales vandafledningsbidrag for filterskyllevand og kølevand, men at vandafledningsbidraget skulle kunne nedsættes. Flertallet i udvalget fandt, at dette særligt kunne blive aktuelt, hvis afledningen sker udenom renseanlægget. Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening anbefalede, at vand fra afværgepumpninger som udgangspunkt skulle fritages for vandafledningsbidrag og spildevandsafgift. Mindretallet fandt endvidere, at såfremt det afledte vand var af en sådan karakter, at spildevandsanlægget kunne påvise merudgifter i forbindelse med vandets behandling i anlægget, skulle der dog være mulighed for opkrævning af vandafledningsbidrag i overensstemmelse hermed. Da der ikke kunne opnås enighed i udvalget, besluttede ministeren, at der ikke skulle foretages ændringer på dette punkt i forbindelse med lovændringen om spildevand i det åbne land, men at problemstillingen i stedet skulle medtages i nærværende udvalgs kommissorium. Alternativ afledning af tag- og overfladevand Udvalget er endvidere blevet bedt om at overveje, hvorvidt der skal kunne gives fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget for alternativ afledning af tag- og overfladevand. Spørgsmålet om fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget ved alternativ afledning af tag- og overfladevand er blevet yderligere aktualiseret efter, at der med lov nr. 325 af 14. maj 1997 om spildevandsrensning i det åbne land i overensstemmelse med Spildevandsudvalgets anbefaling blev indsat en bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 29 til ministeren til at fastsætte nærmere regler om hel eller delvis ophævelse af tilslutningsretten og -pligten inden for offentligt kloakopland. De nærmere regler for udtræden er fastsat i den nye spildevandsbekendtgørelse - bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4. Nogle kommuner har givet udtryk for, at tilbagebetaling af 40 pct. af tilslutningsbidraget ikke er et tilstrækkelig incitament for ejere af eksisterende ejendomme til at ville udtræde. En reduktion af vandafledningsbidraget ville forøge incitamentet. Genanvendelse af regnvand Et andet forhold, som for tiden har politisk bevågenhed og er genstand for interesse fra kommuner og borgere, er spørgsmålet om betaling af vandafledningsbidrag ved genanvendelse af regnvand, f.eks. til toiletskyl. Dette udvalgs oprindelige kommissorium, dateret 11. september 1997, er derfor, som konkluderet på udvalgets første møde den 31. oktober 1997, udvidet til også at omfatte denne problemstilling. 5.1.3 Kommissorium Udvalget er blevet bedt om at overveje, hvorvidt der skal gives adgang til, at vandafledningsbidraget for så vidt angår særlige typer spildevand - specielt vand fra afværgepumpninger - skal kunne nedsættes eller helt bortfalde. Udvalget er endvidere blevet bedt om at overveje, hvorvidt der skal kunne gives reduktion i vandafledningsbidraget for alternativ afledning henholdsvis genanvendelse af tag- og overfladevand. Udvalget er bedt om at redegøre for hvilke betingelser, der i givet fald bør være opfyldt, og skal endvidere redegøre for et eventuelt forslags økonomiske og administrative konsekvenser 5.2 Udvalgets overvejelser og forslag 5.2.1 Fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag i forbindelse med afværgepumpninger Lovgrundlag m.v. Lovgrundlaget for nyere jordforurening - og dermed også afværgepumpninger - er miljøbeskyttelsesloven i de tilfælde, hvor man regulerer gennem tilladelser eller påbud i relation til forurening af jorden og grundvandet samt tilsynsaktivitet i relation hertil. Lovgrundlaget for administration af gammel jordforurening - afværgepumpninger er lov 420/90 om affaldsdepoter, senest ændret ved lov nr. 396 af 22. maj 1996. På affaldsdepotområdet er det amterne, der fører tilsyn og udarbejder forslag til afværgeforanstaltninger, godkender projekter og forestår udførelsen af de offentligt prioriterede projekter. I medfør af affaldsdepotloven er det amtet, der træffer beslutning om registrering af forurenede grunde. Amtet prioriterer hvilke grunde, der skal undersøges nærmere med henblik på oprydninger, og træffer beslutning om hvilke grunde, der skal iværksættes oprydninger på. Disse beslutninger baseres på den konkrete miljø- og sundhedsfare. Det er endvidere amtsrådet, der er ansvarlig myndighed i forbindelse med undersøgelser og afværgeforanstaltninger, der foretages i medfør af værditabsloven. Det vil sige såvel gamle forureninger, der også falder ind under affaldsdepotloven, som nyere forureninger før 1993, der ikke falder under affaldsdepotloven, men som er forurenet i tilsvarende grad. I medfør af miljøbeskyttelsesloven er det kommunalbestyrelsen, der fører det generelle tilsyn med forureninger, hvor dette ikke særligt er henlagt til amtsrådene. Opgavefordelingen er fastlagt i miljøbeskyttelsesloven §§ 65 og 66. Hertil kommer, at kommunen er kompetent myndighed i forhold til håndhævelse af olietankbekendtgørelsen. I dag løser de enkelte primærkommuner opgaver i forbindelse med jordforureninger som en del af deres miljøforvaltning. Af frivillige oprensningsprojekter kan specielt nævnes Oliebranchens Miljøpulje. Den 21.december 1992 underskrev Oliebranchens Fællesrepræsentation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg Kommuner og Miljøstyrelsen en aftale om oprydning af forurenede grunde, hvorpå der har ligget benzinstationer. Aftalen trådte i kraft medio 1993. Ordningen omfatter både grunde, hvor der tidligere har været detailsalg af benzin, og anlæg som skal nedlægges inden for en nærmere bestemt periode. Aftalen er et supplement til de traditionelle styringsmidler, idet den er baseret på den gældende lovgivning, og den har ikke medført ændringer i disse, hvilket også betyder, at den følger samme kompetencefordeling som findes efter hhv. affaldsdepotloven og miljøbeskyttelsesloven. Forslag til oprydningsprojekter kan indsendes af amter, kommuner og oliebranchen, hvor det er tidspunktet for forureningen, der bestemmer, hvilken myndighed, der er den kompetente. Til at foretage den landsdækkende miljømæssige prioritering af samtlige indsendte forslag, er der nedsat et råd, Miljøpuljerådet, der består af repræsentanter fra de organisationer der har indgået aftalen. Det er amterne der forestår godkendelse, afmelding og frigivelse af registrerede affaldsdepoter i forbindelse med oprydninger foretaget af Oliebranchens Miljøpulje. Herudover kan nævnes at også DSB og Forsvaret har iværksat store frivillige afværgeprojekter. Den nye jordforureningslov Der indføres med lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord fuldt forureneransvar for forureninger fra virksomheder, der sker den 1. januar 2001 eller senere. Det vil sige, at man har ansvaret for forureningen, selvom man ikke har handlet uforsvarligt, overtrådt regler eller lignende. Forureninger forårsaget af brand, hærværk og naturkatastrofer er dog undtaget. Med den nye jordforureningslov kan en virksomhed, der har forurenet en grund, ikke længere flytte fra sit ansvar. Myndighederne vil kunne kræve, at forureneren rydder op, selv om denne har solgt den forurenede grund. Påbud om oprydning kan fastholdes overfor nye ejere. Det fulde (ubetingede) forureneransvar er ikke et grundejeransvar, men et forureneransvar. Det betyder, at en grundejer, der ikke selv har forårsaget jordforureningen, ikke efter forslagets nye ansvarsregler kan pålægges at foretage en oprydning af en forurenet grund, som han måtte have erhvervet i god tro (det vil sige, at grundejeren ikke vidste eller burde have vidst, at der var varslet eller meddelt påbud til forureneren). Køberen af en forurenet ejendom kan kun forpligtes til at rydde op efter sælger, hvis der bl.a. er forvarslet eller meddelt påbud til sælgeren eller tidligere ejer. Økonomiske konsekvenser Som det fremgår af ovenstående er afværgepumpninger hovedsageligt en opgave, der varetages af de kommunale myndigheder, men der forekommer også afværgepumpninger foranlediget af private virksomheder - herunder private vandforsyninger. Afværgepumpningers karakter og tidsmæssige udstrækning varierer alt afhængig af mængde og kvalitet af vandet. Udvalget finder dog, at det i mange tilfælde ikke er forbundet med væsentlige driftsudgifter at rense vand fra afværgepumpninger ved tilledning til offentlig kloak. Tilledning af afværgevand kan - hvis det er tilstrækkeligt rent - ske til regnvandsledning i separatsystem, og afledning kan således ske udenom renseanlæg med de deraf følgende reducerede omkostninger. Ved afværgepumpninger oppumpes imidlertid store mængder vand, hvilket tilsvarende alt andet vand, der tilledes renseanlægget, medfører en hydraulisk merbelastning på kloakledninger, pumpestationer, bassiner og renseanlæg, med deraf følgende øgede driftsudgifter. Den hydrauliske merbelastning medfører endvidere alt andet lige større total udledning af stoffer. På grund af den større udledning af stoffer bliver renseanlægget pålagt en større spildevandsafgift. Økonomisk kan det i dag være billigere at etablere avanceret vandbehandling til at rense vandet fra en afværgepumpning i stedet for at lade vandet transportere i det offentlige spildevandsanlæg, da de typisk store vandmængder medfører et tilsvarende stort vandafledningsbidrag. Fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag ved afværgepumpninger vil kunne medføre den økonomiske konsekvens, at finansieringen af udgifterne hertil flyttes. Afværgepumpninger er af generel samfundsmæssig interesse, hvorfor det som nævnt typisk er en offentlig opgave, som i dag er skattefinansieret. Til billedet hører, at amterne over bloktilskuddene kompenseres i et vist omfang for opgaver i forbindelse med oprensning af grunde, hvor jorden er forurenet. Det er således borgerne eller forbrugerne, der totalt set finansierer merudgifterne ved håndtering af vandet fra afværgepumpningerne over skatten. Ved en fritagelse for vandafledningsbidrag - det vil sige "gratis" tilledning af afværgevandet til det offentlige spildevandsanlæg - vil merudgifterne til afværgepumpningerne blive minimeret for de for afværgepumpningerne ansvarlige. Merudgifter i form af øgede driftsudgifter på grund af hydraulisk merbelastning på renseanlæg og kloakker eller på grund af forøgelse af spildevandsafgift skal i stedet afholdes af kloakforsyningen, og dermed af dennes brugere. Der er i udvalget givet udtryk for den betragtning, at private afværgeforanstaltninger ikke nødvendigvis altid gennemføres ud fra de samfunds- og miljømæssige hensyn, som ligger til grund for de offentlige afværgeforanstaltninger. Ved private bolig- og erhvervsbyggerier, som har et økonomisk indtjeningssigte, vil en fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget for en afværgeforanstaltning, som gennemføres i forbindelse med byggeriet, således kunne tilgodese den pågældende bygherres økonomiske sigte på bekostning af spildevandsforbrugerne. En sådan situation bør undgås. Miljømæssige konsekvenser Det er ofte af samfundsmæssig interesse at foretage afværgeforanstaltninger, men som led i den økonomiske og miljømæssige prioritering (mest miljø for pengene) kan de store udgifter til vandafledningsbidrag ved tilledning af afværgevandet til offentligt spildevandsanlæg i dag medføre, at man udskyder eller i værste fald undlader af foretage afværgepumpningerne. Omvendt kan det frygtes, at en generel fritagelse for vandafledningsbidraget ikke vil animere til, at der foretages en afvejning af, hvad der i det konkrete tilfælde vil være den miljømæssigt mest hensigtsmæssige renseløsning - eksempelvis en alternativ renseforanstaltning - hvis det er "gratis" at tillede afværgevandet til det offentlige spildevandsanlæg. En generel fritagelse vil endvidere stride mod princippet om "Forureneren betaler". Miljømæssigt er det uhensigtsmæssigt at tillede vandet til renseanlægget - idet tyndere spildevand som udgangspunkt giver en dårligere rensning. I bedste fald vil spildevandet blive renset til samme koncentrationsniveau og der vil - på grund af øgede vandmængder - blive udledt større stofmængder. Administrative konsekvenser En konkret mulighed for nedsættelse eller fritagelse vurderes ikke at være forbundet med større administrative konsekvenser. Betaling eller fritagelse som udgangspunkt Det er udvalgets opfattelse at meget taler for fritagelse eller nedsættelse af vandafledningsbidraget for afværgevand. Udvalget har diskuteret hvorvidt udgangspunktet skal være fritagelse eller mulighed for opkrævning af delvis betaling, eller om udgangspunktet skal være fuld betaling med mulighed for nedsættelse eller hel fritagelse for betaling af vandafledningsbidraget. Dansk Industri, Danske Vandværkers Forening, Danmarks Private Vandværker, Amtsrådsforeningen og Københavns Kommune har ønsket, at afværgevand som udgangspunkt skal være fritaget for vandafledningsbidrag, hvilket der dog ikke har kunnet opnås enighed om i udvalget. Denne del af udvalget har derfor valgt at støtte en anbefaling af, at udgangspunktet fortsat er betaling af fuldt vandafledningsbidrag med mulighed for nedsættelse eller hel fritagelse. Anbefaling Udvalget anbefaler, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag for afværgevand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget eller lade det helt bortfalde. Udvalget finder, at der ved en afgørelse om fritagelse for eller nedsættelse af bidraget særligt skal lægges vægt på, om der er tale om en afværgepumpning, der foretages af samfunds- og miljømæssige hensyn - herunder hensyn til beskyttelsen af grundvandsressourcer og overfladerecipienter. Udvalget lægger endvidere vægt på, at den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning finder anvendelse på kommunalbestyrelsernes afgørelse om fritagelse for eller nedsættelse af bidraget, ligesom udvalget lægger vægt på at "forureneren-betaler-princippet" fortsat finder anvendelse på betaling for afværgepumpninger. Udvalget finder endeligt, at fritagelse for eller nedsættelse af bidraget særligt kan blive aktuel, hvis andre afledningsløsninger ikke findes at være samfundsøkonomisk acceptable og afledningen af afværgevandet sker uden om renseanlæg. 5.2.2 Fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag for filterskyllevand og kølevand Økonomiske konsekvenser Som nævnt i afsnit 5.1.1 skal der betales for alt vand, der tilledes det offentlige kloaksystem, og der differentieres ikke i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. mellem forskellige typer af spildevand, med den undtagelse, at der kan kræves ekstra bidrag - særbidrag - for tilledning af særligt forurenet spildevand, når rensning af vandet giver anledning til ekstra omkostninger på renseanlægget. Udvalget finder, at det i mange tilfælde ikke er forbundet med væsentlige udgifter at behandle filterskyllevand og kølevand. Tilledning af filterskyllevand og kølevand kan - hvis det er tilstrækkeligt rent - ske til regnvandsledning i separat system, og afledning kan således ske udenom renseanlæg med de deraf følgende reducerede omkostninger. Det bemærkes dog, at tilledning af filterskyllevand og kølevand til offentligt spildevandsanlæg altid vil være forbundet med udgifter til drift af pumpestationer og ledninger tilsvarende andet spildevand. Ligeledes vil den hydrauliske merbelastning betyde større vandmængder gennem renseanlæggene, hvilket alt andet lige giver større total udledning af stoffer. Renseanlægget kommer herved til at betale mere i spildevandsafgift, og der vil generelt være tale om øgede omkostninger ved drift som følge af de større vandmængder. For filterskyllevand og kølevand vil der i mange tilfælde - hvis vandet er tilstrækkeligt rent - være mulighed for direkte at udlede vandet til vandmiljøet i stedet for at tillede vandet til renseanlæg. Muligheden for direkte udledning af filterskyllevand og kølevand er aktualiseret i kraft af de nye regler om udtræden af den offentlige kloakforsyning, der blev indført med lov nr. 325 af 14. maj 1997. Med renere teknik er det endvidere i dag muligt at genanvende filterskyllevand - således at tilledning af filterskyllevand kan reduceres væsentligt. Etableringsomkostninger til direkte udledning af filterskyllevand og kølevand til vandmiljøet kan være betydeligt mindre end at betale for behandlingen af vandet via den offentlige kloakforsyning. Etablering af renere teknik til genanvendelse af filterskyllevand vil også ved større anlæg kunne være rentabelt i forhold til tilledning til offentlig kloak. Udgifter i forbindelse med tilledning af filterskyllevand og kølevand påhviler i dag de virksomheder, der tilleder filterskyllevandet og kølevandet til det offentlige spildevandsanlæg. Ved en fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget flyttes udgifterne til behandling af vandet på renseanlægget m.v. over på kloakforsyningens øvrige brugere. Miljømæssige konsekvenser Afledning af filterskyllevand og kølevand rummer ikke de samme samfundsmæssige hensyn som afledning af vand fra afværgepumpninger. Imod fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag for filterskyllevand og kølevand taler, at fritagelse ikke animerer til etablering af genanvendelsesforanstaltninger af vandet på virksomheden eller til etablering af alternative metoder til behandling af vandet. Det er uhensigtsmæssigt at tillede vandet til renseanlægget - idet tyndere spildevand kan give en dårligere rensning. I bedste fald vil spildevandet blive renset til samme koncentrationsniveau og der vil - på grund af øgede vandmængder - blive udledt større stofmængder. Administrative konsekvenser En konkret mulighed for fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidraget i relation til filterskyllevand og kølevand vurderes ikke at være forbundet med større administrative konsekvenser. Betaling eller fritagelse som udgangspunkt Udvalget finder ikke, der bør være mulighed for fuldstændig fritagelse for vandafledningsbidrag i forbindelse med afledning af filterskyllevand og kølevand. I udvalget er der endvidere enighed om, at udgangspunktet bør være fuld betaling med mulighed for, at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget. Dette findes særligt at være aktuelt, hvis tilledning kan ske udenom renseanlæg og hvis andre afledningsløsninger ikke findes at være økonomisk acceptable. Anbefaling Udvalget anbefaler, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag for filterskyllevand og kølevand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget. Udvalget finder, at der ved en afgørelse om nedsættelse af bidraget særligt skal lægges vægt på, om der er miljømæssige hensyn, der taler for nedsættelse af bidraget. Udvalget finder, at en nedsættelse af bidraget særligt kan blive aktuel, hvis afledningen af filterskyllevandet eller kølevandet sker udenom renseanlægget og hvis andre afledningsløsninger ikke findes at være økonomisk acceptable. 5.2.3 Fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag ved alternativ afledning af regnvand Hel eller delvis udtræden Med lov nr. 325 af 14. maj 1997 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. er der indsat hjemmel for miljø- og energiministeren til at fastsætte regler om hel eller delvis udtræden af kloakforsyningen. De nærmere betingelser for udtræden vil blive fastsat i den nye spildevandsbekendtgørelse. De nærmere regler for udtræden, der er fastsat i den nye spildevandsbekendtgørelse er fastsat i overensstemmelse med Spildevandsudvalgets anbefalinger til en procedure, der skal iagttages ved behandlinger af sager om udtræden af kloakforsyningen. Tilladelse til hel eller delvis udtræden af det offentlige kloakfællesskab kan herefter ske under behørig hensyntagen til tre hovedhensyn - vandmiljøet, kloakforsyningens tekniske funktion og kloakforsyningens økonomi. Der kan alene ske hel eller delvis udtræden af kloakforsyningen, hvis dette indgår i kommunernes spildevandsplanlægning. Endvidere skal der være enighed herom mellem kommunen og grundejeren. Med lov nr. 325 af 14. maj 1997 om ændring af miljøbeskyttelsesloven og lov om betalingsregler for spildevandsanlæg (Spildevandsrensning i det åbne land) blev der endvidere givet adgang til, at der kan ske hel eller delvis tilbagebetaling af tilslutningsbidraget. Ved udtræden for tag- og overfladevand kan der maksimalt tilbagebetales 40 pct. af det tilslutningsbidrag, der kunne være opkrævet på tidspunktet for aftalen om udtræden. Økonomisk incitament til udtræden for tag- og overfladevand Nogle kommuner har givet udtryk for, at tilbagebetaling af 40 pct. af tilslutningsbidraget (på nuværende tidspunkt svarende til 12.000 kr. ekskl. moms) ikke er et tilstrækkelig incitament for ejere af eksisterende ejendomme til at ville udtræde. En reduktion af vandafledningsbidraget ville forøge incitamentet. Det bemærkes dog, at andre kommuner har givet udtryk for, at tilbagebetaling af 40% af tilslutningsbidraget ved udtræden gør det økonomisk ufordelagtigt for kommunen at tillade udtræden, idet der ikke opnås den ønskede besparelse til bassiner m.v. Reduktion af vandafledningsbidraget er også relevant for nytilsluttede ejendomme, men her kan der ikke tales om incitamentsforøgelse, idet det er kommunerne, der i deres spildevandsplanlægning udstikker retningslinierne for tilslutning og dermed afgør, om der skal være tilslutning for tag- og overfladevand. Som nævnt i afsnit 5.1.1 indgår tag- og overfladevand efter de nugældende regler i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg ikke i beregningsgrundlaget for vandafledningsbidraget. Vandafledningsbidraget er således uafhængigt af mængden af tag- og overfladevand, der afledes til det offentlige spildevandssystem. Der kan anlægges den betragtning, at der i princippet "gratis" kan afledes en vilkårlig stor mængde tag- og overfladevand - dog inden for de rammer for spildevandsanlægget, kommunalbestyrelsen har fastsat i medfør af miljøbeskyttelseslovens regler. Sagt på en anden måde, bidrager alle således proportionalt i forhold til vandforbruget til betaling for afledning og behandling af tag- og overfladevand. Kostægthed Ved at yde en form for nedslag for de ejendomme, der ikke afleder tag- og overfladevand til det offentlige spildevandssystem, vil man opnå en vis grad af kostægthed. Særligt hvis en reduktion gives i form af et fast beløb, f.eks. ved en reduktion af en eventuel fast del af vandafledningsbidraget, vil betalingen til en vis grad være kostægte, idet en sådan reduktion vil være uafhængig af vandforbruget, og idet reduktionen skal ses som et udtryk for, at en ejendom belaster det offentlige spildevandsanlæg med mindre vandmængder. Økonomiske konsekvenser Økonomisk må en reduktion i vandafledningsbidraget på kort sigt antages at medføre en stigning i m3 -prisen for vandafledning. På længere sigt må det antages, at anvendelse af alternative afledningsløsninger vil afspejles i form af besparelser i kloakforsyningernes udgifter til regnvandsbassiner og ledningsnet samt mindre omkostninger på renseanlægget. Det skal dog nævnes, at i de tilfælde, hvor der i kommunen er etableret separatsystemer for separering af regnvand, vil der ikke være særlige økonomiske fordele for kommunen i at etablere alternativ afledning. Miljømæssige konsekvenser Alternativ afledning - specielt i form af nedsivning af tag- og overfladevand vil fremme grundvandsdannelsen. Alternativ afledning vil endvidere mindske den hydrauliske belastning på kloakker og renseanlæg - og dermed nedsætte antallet og størrelsen af overløb fra kloaksystemet og bedre rensning af spildevandet på renseanlægget. I de tilfælde, hvor der allerede i dag er etableret separatsystemer for regnvand, vil der ikke være særlige miljømæssige fordele i etablering af alternativ afledning i form af eksempelvis nedsivning. Omfanget af den miljømæssige gevinst afhænger af i hvor stort omfang den alternative afledning anvendes i kommunen. Administrative konsekvenser Administrativt vil en reduktion i vandafledningsbidraget dog kunne føre til et relativt merarbejde i kommunerne, idet kommunerne ved beregning af vandafledningsbidrag konkret skal tage hensyn til, om en ejendom har alternativ afledning. Endvidere vil der tillige bestå et spørgsmål om, hvordan ejendomme, der allerede i dag har alternativ afledning, skal opnå en reduktion i vandafledningsbidraget. Det har i udvalget været drøftet, hvorvidt en reduktion kun skulle tilbydes fremtidigt til ejendomme, der lå inden for oplande, hvor kommunalbestyrelsen var indstillet på at tillade udtræden for tag- og overfladevand. Dette forslag vurderes imidlertid at kunne medføre problemer med hensyn til lige behandling af kloakforsyningens øvrige brugere, der ikke i dag er tilsluttet for tag- og overfladevand. Anbefaling Et flertal i udvalget kan, ud fra en samlet vurdering, ikke anbefale at der skabes mulighed for en reduktion i vandafledningsbidraget ved alternativ afledning af tag- og overfladevand. Flertallet finder, at en reduktion i vandafledningsbidraget ved alternativ afledning af regnvand vil kunne give et øget incitament til anvendelse heraf, og dermed en ændret - men ønskelig afledningstruktur. Udvalget finder imidlertid ikke, at fordelene herved står mål med de administrative ulemper og det forhold, at betalingsreglerne herved ville blive mere komplicerede og uensartede kommunerne imellem. Et mindretal bestående af Københavns Kommune og Kommunernes Landsforening og Danske Vandværkers Forening anbefaler, at der gennem lovgivningen etableres et for grundejerne økonomisk incitament, der kan fremme etableringen af private anlæg for nedsivning af regnvand i de kommuner, hvor man ønsker en sådan udvikling. Det økonomiske incitament bør ikke alene knyttes til de i spildevandsplanerne udpegede nedsivningsområder, men også til byggerier - herunder ikke mindst bysaneringer - hvor der lægges vægt på byøkologiske tiltag. Mindretallet finder, at dette økonomiske incitament kan skabes ved at give kommunalbestyrelserne ret til - for byggerier, der lægger vægt på byøkologiske elementer - at yde tilskud på max. 40% af det aktuelle tilslutningsbidrag eller max. 12.000 kr. pr. boligenhed (indeksreguleret). Af hensyn til ordningens administration bør incitamentet alene være fremadrettet og gældende fra lovens vedtagelse. 5.2.4 Fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag ved genanvendelse af regnvand I tilfælde, hvor regnvand genanvendes f.eks. til toiletskyl og dermed erstatter en del af det normale vandforbrug, vil der efter de gældende regler skulle betales vandafledningsbidrag herfor, da loven bygger på et princip om, at der skal betales for alt det vand, der tilledes kloaksystemet. Begrundelse for dette er, at spildevandssystemets udgifter er helt uafhængige af, om de forurenende stoffer tilføres med genanvendt regnvand eller vandforsyningsvand. Det er således efter de nuværende regler sådan, at et separat forsyningssystem til opsamling af regnvand skal forsynes med måler, og at resultatet skal indgå i beregningsgrundlaget for vandafledningsbidraget. Selvom genanvendt regnvand tilledes kloaksystemet på lige fod med andet vand, der anvendes i ejendommen, kan der opnås en reduktion i belastningen på kloakker og renseanlæg, idet regnvandet ellers skulle afledes til kloakken på ejendomme, hvor tag- og overfladevand er tilsluttet det offentlige spildevandssystem. Dette er specielt udpræget hvis det offentlige spildevandssystem er et fællessystem. Kloakforsyningen kan således have både tekniske, miljømæssige og økonomiske interesser i, at regnvand genanvendes. Ændring af krav til kvalitet af regnvand Efter Miljøstyrelsens opfattelse rummer den nugældende lovgivning ikke mulighed for tilladelse til genanvendelse af regnvand. Miljøstyrelsen arbejder imidlertid for tiden med, at det inden for vandforsyningslovgivningen skal gøres muligt at genanvende tagvand til husholdningsformål såsom toiletskyl og tøjvask, uden at vandet lever op til de kvalitetskrav, der ellers gælder for drikkevand. Da lov om betalingsregler for spildevandsanlæg i forvejen bygger på forenklede principper, og da der i forvejen ikke er fuld overensstemmelse mellem den vandmængde, der betales for, og den spildevandsmængde, der afledes, bør det overvejes, om det i forlængelse af de initiativer, der tages inden for vandforsyningslovgivningen, skal gøres muligt, at der kan ydes reduktion eller fuldstændig fritagelse for vandafledningsbidraget for det regnvand, der genanvendes i husholdningerne. Det bemærkes, at man ved fuldstændig fritagelse for den genanvendte regnvandsmængde muligt "legaliserer" en løsning, der formentlig allerede har en vis udbredelse, i og med at vandtanke til opsamling af regnvand forhandles i byggemarkeder m.v. og derfor i en række tilfælde tages i anvendelse uden de fornødne tilladelser. Omvendt vil en fuldstændig fritagelse for betaling for genanvendt regnvand medføre en større udbredelse af sådanne løsninger, hvis tekniske og miljømæssige konsekvenser endnu ikke kendes fuldt ud. Økonomiske konsekvenser Det må antages, at fritagelse for vandafledningsbidrag ved genanvendelse af regnvand på kort sigt vil medføre en stigning i vandafledningsbidraget. På længere sigt, vil der ved udbredt anvendelse af løsninger til genanvendelse af regnvand være en mindre hydraulisk belastning på renseanlægget og bassiner m.v. , hvilket naturligt vil medføre et fald i kloakforsyningens udgifter til renseanlægget og bassiner. Heroverfor står, at der ved en fastholdelse af de nuværende regler skal investeres i separate målere til beregning af regnvandsmængderne der bliver genanvendt, ligesom de øgede administrative omkostninger for kommunerne må antages at blive afspejlet i vandafledningsbidraget. Miljømæssige og tekniske konsekvenser De miljømæssige, hygiejniske og tekniske konsekvenser ved genanvendelse af regnvand er endnu ikke fuldstændig belyst. Det er dog givet at genanvendelse af regnvand i husholdningerne vil reducere den hydrauliske belastning på kloakker og renseanlæg - og dermed forårsage færre overløb fra kloaksystemet og medføre bedre rensning af spildevandet på renseanlægget. Omfanget af den miljømæssige gevinst afhænger af, hvor stor udbredelse genanvendelse af regnvand får. I en rapport fra Miljøstyrelsen og By og Boligministeriet fra januar 1998 om boligernes vandforbrug (Miljøstyrelsen og By- og Boligministeriet, 1998) fremgår det, at beregninger på genanvendelse af regnvand til husholdningsformål har vist, at genanvendelse af regnvand kun i et meget begrænset omfang vil kunne erstatte forbruget af vandværksvand. Administrative konsekvenser En fuldstændig fritagelse for betaling af genanvendt regnvand må antages at medføre en administrativ lettelse for kommunerne, idet der blot ses bort fra den mængde regnvand, der tilledes kloakken. Kommunerne vil således ikke som i dag skulle kræve, at der skal opsættes en speciel måler for regnvandet, der genanvendes i husholdningen, ligesom denne måler skal aflæses for at indgå i kommunernes beregning af vandafledningsbidraget. Reduktion for betaling i forbindelse med genanvendelse af regnvand må antages at betyde et vist administrativt merarbejde, idet kommunerne skal tage konkret stilling til spørgsmålet om betaling i hvert enkelt tilfælde. Anbefaling Flertal Et flertal i udvalget finder, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag ved genanvendelse af regnvand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget eller lade det helt bortfalde. Flertallet i udvalget finder, at der med løsninger til genanvendelse af regnvand kan opnås en reduktion i belastningen på kloakker og renseanlæg samt den samlede udledning af stoffer, hvorfor der kan være både tekniske, miljømæssige og økonomiske fordele i, at regnvand genanvendes. Udvalget finder endvidere, at der med fritagelse alene vil være tale om en administrativ lettelse for kommunerne. Mindretalsudtalelse Et mindretal i udvalget bestående af Danske Vandværkers forening og Danmarks Private Vandværker finder, at der bør skelnes mellem det regnvand, der opsamles og anvendes til havevanding, bilvask m.m. og det vand, der føres ind i bygninger og anvendes i den daglige husholdning som erstatning for den almindelige drikkevandsforsyning. I tilfælde hvor regnvand opsamles og anvendes til havevanding m.m., mener mindretallet at dette kan sidestilles med andre situationer, hvor vandet ikke ledes til det offentlige spildevandsanlæg. Ud fra denne betragtning kan der ske en fritagelse for at betale bidraget. Men i tilfælde, hvor der sker en regnvandsforsyning til bygninger o.lign., er mindretallet af den opfattelse, at der ikke bør være mulighed for at fritage for betaling af vandafledningsbidrag. Dette vand vil blive afledt til det offentlige spildevandssystem, og der vil som sådan ikke kunne påvises nogen væsentlig besparelse for kloakforsyningen. Disse situationer er at sammenligne med forsyning fra egen boring eller brønd. Det er i øvrigt dette mindretals opfattelse, at betalingsreglerne ikke bør anspore til at indføre regnvand i bygningerne så længe, at der er tekniske samt miljø- og hygiejnemæssige problemer, der fortsat er uafklarede. Risikoen for folkesundheden må derfor anses for at være væsentligt større end den meget begrænsede miljøgevinst, der kan opnås i form af vandbesparelser. 5.3 Konklusion 5.3.1 Fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag ved afværgepumpninger. Udvalget anbefaler, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag for afværgevand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget eller lade det helt bortfalde. Udvalget finder, at fritagelse for eller nedsættelse af bidraget særligt kan blive aktuel, hvis afledningen af afværgevandet sker uden om renseanlæg og hvis andre afledningsløsninger ikke findes at være samfundsøkonomisk acceptable. 5.3.2 Fritagelse for eller nedsættelse af vandafledningsbidrag for filterskyllevand og kølevand Udvalget anbefaler, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag for filterskyllevand og kølevand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget. Udvalget finder, at der ved en afgørelse om nedsættelse af bidraget særligt skal lægges vægt på, om der er miljømæssige hensyn, der taler for nedsættelse af bidraget. Udvalget finder, at en nedsættelse af bidraget særligt kan blive aktuel, hvis andre afledningsløsninger ikke findes at være økonomisk acceptable og hvis afledningen af filterskyllevandet eller kølevandet sker udenom renseanlægget.
5.3.3 Fritagelse eller nedsættelse af vandafledningsbidrag ved alternativ afledning af regnvand Et flertal i udvalget kan, ud fra en samlet vurdering, ikke anbefale at der skabes mulighed for en reduktion i vandafledningsbidraget ved alternativ afledning af tag- og overfladevand. Et mindretal bestående af Københavns Kommune, Danske Vandværkers Forening og Kommunernes Landsforening anbefaler at der gennem lovgivningen etableres et for grundejerne økonomisk incitament, der kan fremme etableringen af private anlæg for nedsivning af regnvand i de kommuner, hvor man ønsker en sådan udvikling. Det økonomiske incitament bør ikke alene knyttes til de i spildevandsplanerne udpegede nedsivningsområder, men også til byggerier - herunder ikke mindst bysaneringer - hvor der lægges vægt på byøkologiske tiltag. Mindretallet finder, at dette økonomiske incitament kan skabes ved at give kommunalbestyrelserne ret til - for byggerier, der lægger vægt på byøkologiske elementer - at yde tilskud på max. 40% af det aktuelle tilslutningsbidrag eller max. 12.000 kr. pr. boligenhed (indeksreguleret). Af hensyn til ordningens administration bør incitamentet alene være fremadrettet og gældende fra lovens vedtagelse. 5.3.4 Fritagelse eller nedsættelse af vandafledningsbidrag ved genanvendelse af regnvand Et flertal i udvalget anbefaler, at der som udgangspunkt fortsat skal betales vandafledningsbidrag ved genanvendelse af regnvand, men at kommunalbestyrelsen konkret kan nedsætte vandafledningsbidraget eller lade det bortfalde. Et mindretal i udvalget bestående af Danske Vandværkers forening og Danmarks Private Vandværker finder, at der bør skelnes mellem det regnvand, der opsamles og anvendes til havevanding, bilvask m.m. og det vand, der føres ind i bygninger og anvendes i den daglige husholdning som erstatning for den almindelige drikkevandsforsyning. I tilfælde hvor regnvand opsamles og anvendes til havevanding m.m., mener mindretallet at dette kan sidestilles med andre situationer, hvor vandet ikke ledes til det offentlige spildevandsanlæg. Ud fra denne betragtning kan der ske en fritagelse for at betale bidraget. Men i tilfælde at der ske en regnvandsforsyning til bygninger o.lign., er mindretallet af den opfattelse, at der ikke bør være mulighed for at fritage for betaling af vandafledningsbidrag. Dette vand vil blive afledt til det offentlige spildevandssystem, og der vil som sådan ikke kunne påvises nogen væsentlig besparelse for kloakforsyningen. Disse situationer er at sammenligne med forsyning fra egen boring eller brønd. Det er i øvrigt dette mindretals opfattelse, at betalingsreglerne ikke bør anspore til at indføre regnvand i bygningerne så længe, at der er tekniske samt miljø- og hygiejnemæssige problemer, der fortsat er uafklarede. Risikoen for folkesundheden må derfor anses for at være væsentligt større end den meget begrænsede miljøgevinst, der kan opnås i form af vandbesparelser. 6. ReferencelisteMiljøstyrelsen, 1996; Betænkning nr. 3 1996 om spildevandsafledningen i det åbne land. Miljøstyrelsen, 1986; Vejledning nr. 1 1986 "Vandværkstakster". Danske Vandværkers Forening, Danmarks Private Vandværker, 1996; DVF vejledning nr. 12, FVD vejledning nr. 170 "Fastsættelse af vandværkstakster". Danske Vandværkers Forening, Miljøstyrelsen, GEUS, 1997; Vandforsyningsstatistik 1996. Indenrigsministeriet, 1995; Indenrigsministeriets Kommunale Nøgletal 1995. Miljøministeriet, 1983; Rapportbilag I til Vandprisudvalgets betænkning. Polyteknisk Forlag, 1976; Vandforsyningsteknik. Danske Vandværkers Forening; 1998; Indledende rapport om vandkvalitet i ledningsnet. Boligministeriet, 1995; Betænkning om obligatorisk individuel måling af forbrugsposter. AKF, 1992; En undersøgelse af vandforbrugets prisfølsomhed for husholdninger i København Miljøstyrelsen og By- og Boligministeriet, 1998; Boligernes vandforbrug. Bilag 3.1Forudsætninger for boligfordeling og -vandforbrug. I alle modeller, både ved kommunetype A (bolig-erhvervskommune) og kommunetype B (bolig-sommerhuskommune), forudsættes boligsammensætningen således: 5 % af boligerne har et årligt vandforbrug på 30 m3. Endvidere forudsættes, at 1/3 af boligerne med et vandforbrug på hhv. 30, 80 og 140 m3/år er lejligheder i etageejendomme, og at der er 10 lejligheder i en etageejendom. Forudsætningen om antal lejligheder pr. ejendom er kun relevant ved målermodellen og stikmodellen, idet arealmodellen og enhedsmodellen er uafhængig af boligtypen. Det gennemsnitlige årlige vandforbrug pr. bolig udgør med ovennævnte fordeling 140 m3. I henhold til Vandforsyningsstatistik 1996 (Danske Vandværkers Forening, Miljøstyrelsen, Geus, 1997) udgør det gennemsnitlige husholdningsforbrug for 1996 139 liter pr. person pr. døgn, hvilket svarer til et gennemsnitligt årligt vandforbrug på ca. 140 m3 pr. bolig. Minimumsforbruget til husholdning udgør i henhold til Vandforsyningsstatistik 1996 (Danske Vandværkers Forening, Miljøstyrelsen, Geus, 1997) 81 liter pr. person pr. døgn, hvilket svarer til 30 m3 pr. person pr år, hvorfor dette forbrug er valgt som det laveste forbrug i ovennævnte fordeling. Miljøstyrelsen har modtaget oplysninger vedrørende fordeling af boligforbrug i Ikast Kommune. Vurderet på baggrund af oplysninger om antal indbyggere pr. husstand og aldersfordeling for hhv. Ikast Kommune og hele landet (Indenrigsministeriet, 1995) er Ikast Kommune nogenlunde repræsentativ for en landsfordeling. En sammenligning af ovennævnte fordeling for boligforbrug med fordelingen af boligforbrug for Ikast viser god overensstemmelse. Spredningen er dog lidt større for Ikastfordelingen, men denne afvigelse i spredningen vurderes at være uden betydning for modellerne. Det er således Miljøstyrelsens vurdering, at ovennævnte fordeling er anvendelig som forudsætning i beregningerne. Bilag 3.2Forudsætninger for erhvervsfordeling- og vandforbrug. I alle eksemplerne med erhvervsejendomme, dvs. for alle modeller med kommunetype A (bolig-erhvervskommune), er erhvervsprocentandelen fastsat på baggrund af kommunens samlede vandforbrug. Vurderet på baggrund af kommunernes konteringer af indtægter fra henholdsvis boliger og erhverv for 1995 udgør erhvervsandelen af kommunernes samlede vandforbrug - vægtet efter indbyggertal - 30 %. Nogle kommuner har konteret hele indtægten på boliger, og disse er således ikke medregnet. Da det må formodes, at de kommuner, der ikke har foretaget en opdeling på boliger og erhverv, overvejende er kommuner med en lille erhvervsandel, vil den reelle erhvervsprocent ligge lavere. Som "middel-kommune" er derfor valgt eksempler, hvor erhvervsvandforbruget udgør 25 % af kommunens samlede vandforbrug. Da størrelsen af ændringen af vandafledningsbidraget er meget afhængig af erhvervsandelen i kommunen, er der i betænkningen endvidere medtaget tal for en "ekstrem-kommune". Den højeste erhvervsandel er ifølge kommunernes konteringer for 1995 70 %. Som ekstremkommune er derfor valgt en kommune, hvor erhvervsvandforbruget udgør 70 % af kommunens samlede vandforbrug. Erhvervsejendomme er delt op i erhvervsejendomme med stort vandforbrug og erhvervsejendomme med lille vandforbrug. Vandforbruget for disse to kategorier er fastsat således, at det udgør henholdsvis 10 gange og 1/10 af gennemsnitsvandforbruget for en boligenhed (140 m3 pr. år for en boligenhed, jf. bilag 3.1). Vandforbruget for disse to kategorier fastsættes derfor således: Erhvervsejendomme med stort vandforbrug: 1.400 m3/år pr. 800 m2 grundareal svarende til 17.500 pr. år pr. hektar. Erhvervsejendomme med lille vandforbrug: 14 m3/år pr. 800 m2 grundareal svarende til 175 m3 pr. år pr. hektar. Der er for både middelkommunen og ekstremkommunen for alle modeller lavet beregninger for både en kommune med vandforbrugende erhverv og en kommune med mindre vandforbrugende erhverv. Neden for ses fordelingen mellem de to erhvervskategorier for en kommune med vandforbrugende erhverv og en kommune med mindre vandforbrugende erhverv.
Med hensyn til erhvervsfordelingen findes en del publikationer vedrørende forskellige branchers vandforbrug. Miljøstyrelsen mangler imidlertid oplysninger om typiske "kommunefordelinger" for såvel grundstørrelse som vandforbrug og sammenhængen mellem disse størrelser. I Vandprisudvalgets betænkning (Miljøministeriet, 1983) er opgivet vandforbrug for industrikategorier med "mindre" "middel" og "stort" vandforbrug pr. arealenhed. Vandforbrugene for de tre kategorier er følgende: Mindre vandforbrug: 250-2.500 m3 pr. år pr. hektar Tallene stammer ifølge Vandprisudvalgets betænkning (Miljøministeriet, 1983) fra (Polyteknisk Forlag, 1976) og er således over 20 år gamle, hvorfor det må antages, at specielt vandforbruget for industrier med stort vandforbrug i dag er væsentlig lavere. COWI, Rådgivende Ingeniører AS, har oplyst, at firmaet ved udarbejdelse af kommunale spildevandsplaner fastsætter følgende vandforbrug, i tilfælde hvor kommunen ikke er i besiddelse af mere konkrete tal for fremtidige erhvervsområder: 1.000 m3 pr. år pr. hektar for områder, hvor der planlægges erhverv med lavt vandforbrug. 2.500 m3 pr. år pr. hektar for områder, hvor der planlægges erhverv med moderat vandforbrug (lettere fremstillingsindustri). Variationen i ejendommenes vandforbrug inden for et erhvervsområde kan dog være betydelig, ligesom der lokalt kan være udlagt områder til specifikke industriformål med særligt stort vandforbrug. Ovennævnte tal kan derfor blot give en indikation af størrelsen af det gennemsnitlige vandforbrug for erhvervsejendomme i områder, der ikke er udlagt til specifikke industriformål. Reguleringen af tilledningen fra den enkelte ejendom sker ved en tilslutningstilladelse meddelt efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, og denne tilslutningstilladelse skal være i overensstemmelse med spildevandsplanen. Kommunen er således kun forpligtet til at modtage den spildevandsmængde, der i spildevandsplanen er fastsat for det pågældende område. I praksis gives der dog, ved meddelelse af tilslutningstilladelser til konkrete ejendomme, tilladelser til afledning af en større spildevandsmængde, idet andre ejendomme inden for området afleder mindre mængder. Midtjysk Farveri i Ikast Kommune har et vandforbrug på ca. 300.000 m3 pr. år pr. hektar (1996) og er således et eksempel på en virksomhed med et vandforbrug, der er større end svarende til almindeligt anvendte planlægningstal. Ud fra oplysninger om vandforbrug for industrikategorier med "mindre", "middel" og "stort" vandforbrug i Vandprisudvalgets betænkning (Miljø-ministeriet, 1983) samt almindeligt anvendte forudsætninger om vandforbrug for erhvervsområder i forbindelse med spildevandsplanlægning er det Miljøstyrelsens vurdering, at det gennemsnitlige erhvervsvandforbrug for de fleste kommuners vedkommende vil befinde sig i intervallet 346 - 2.940 m3 pr. år pr. hektar. Bilag 3.3Forudsætninger for sommerhusfordeling og -vandforbrug. I alle eksemplerne med sommerhuse, dvs. for begge modeller med kommunetype B (bolig-sommerhuskommune), forudsættes sommerhussammensætningen således: 25 % af sommerhusene har et årligt vandforbrug på 10 m3. Det gennemsnitlige sommerhusforbrug udgør med ovennævnte fordeling 30 m3 pr. år. Dette forbrug er valgt med udgangspunkt i Rapporten om vandkvalitet i ledningsnet (Danske Vandværkers Forening, 1998). I eksemplerne med sommerhuse er sommerhusandelen beregnet som en procentandel af det totale antal boliger/sommerhuse i kommunen. Der er regnet eksempler med følgende fordelinger:
Bilag 3.4Vandafledningsbidrag for bolig-erhvervs-kommune Indhold: Bilag 3.4.a Arealmodellen Bilag 3.5Vandafledningsbidrag for bolig-erhvervs-kommune Indhold: Bilag 3.5.a Arealmodellen Bilag 3.6Vandafledningsbidrag for bolig-erhvervs-kommune Indhold: Bilag 3.7Vandafledningsbidrag for bolig-erhvervs-kommune Indhold: Bilag 3.8Vandafledningsbidrag for bolig-sommerhus-kommune Indhold: Bilag 3.9Vandafledningsbidrag for bolig-sommerhus-kommune Indhold: |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||