| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Efteruddannelse om grønne indkøb 

2. Målgrupper for tilbud om efteruddannelse om grønne indkøb

2.1 Beslutningstagere
2.2 Indkøbere
2.2.1 Centrale og decentrale indkøbere
2.2.2 Centrale indkøbere
2.2.3 Decentrale indkøbere
2.3 Miljøfaglige rådgivere

Målgruppen for tilbud om efteruddannelse om grønne indkøb er i princippet alle, der har indflydelse på indkøbet i den offentlige sektor. Det drejer som om ganske mange personer.

I dette kapitel er givet et overblik over hvor mange og hvem, der har indflydelse på, hvordan det offentlige indkøbsbudget anvendes. Formålet er at give en baggrund for valget af målgrupper for tilbud om efteruddannelse om grønne indkøb.

Målgrupperne er udpeget på baggrund af en vurdering, der bygger på indkøbsvolumen, miljømæssig betydning, målgruppens størrelse, indkøbsandel på markedet, eksisterende dokumentation og indkøbets kompleksitet. Der er lagt vægt på at sikre nogenlunde homogene målgrupper, og derfor er der i vid udstrækning taget udgangspunkt i den faglige identitet hos målgruppen. Den faglige identitet defineres af uddannelse, job-indhold og organisation.

Følgende 9 målgrupper er udpeget:

Set ud fra en produktvinkel skønnes det, at de udpegede målgrupper er ansvarlige eller involverede i indkøbet af de produkter, som er udpeget i forlængelse af indsatsen for en offentlig, grøn indkøbspolitik. Eksempelvis kan rengøringsmidler og ydelser både høre under de centrale indkøbere og det tekniske personale. Det tilsvarende gælder mere generelt også den produktorienterede miljøpolitik, hvor produkter på både tekstil- og elektronikområdet vil være repræsenteret.

Samlet skønnes det, at knap 45.000 - 50.000 personer i større eller mindre omfang kan få direkte eller indirekte indflydelse på, hvordan det offentlige indkøbsbudget på 203 milliarder kroner årligt anvendes¹. Det svarer til omkring 4,5-5 % af de offentligt ansatte. Først og fremmest er der sandsynligvis 30.000 - 35.000 personer i Danmark, som direkte køber ind på det offentliges vegne i større eller mindre omfang. Dertil skal lægges de beslutningstagere, som sætter rammerne i form af budgetter og indkøbspolitikker for indkøberne. Det vurderes, at der er op til omkring 16.000 personer, som har indflydelse – eller som kan få indflydelse på – hvad der købes ind.

Til de 45.000 - 50.000 personer kunne tilføjes andre, som på forskellig vis har indflydelse på, hvad det offentlige køber ind:

1. 4-5.000 valgte politikere i Danmark i folketing, kommuner og amter har indflydelse på indkøbspolitikken i det offentlige.
2. Godt 1 million andre offentligt ansatte, der i praksis har stor indflydelse på, hvad der købes ind. Det er offentligt ansatte, der skal anvende de indkøbte produkter, og det er de ansatte eller ledelsen, der efterspørger produkter.
3. Brugerne af det offentlige øver indflydelse: Elever, patienter, klienter, forældre, bestyrelser, børn, pensionister osv. stiller krav og har forventninger.
4. Organiserede interessenter, personer eller grupper som grønne guider, lokale Agenda 21-grupper eller græsrodsbevægelser har muligheder for at påvirke valget af produkter gennem holdningspåvirkning af medarbejdere og ledelse i det offentlige.
5. Leverandørerne, markedsføring og udbudet af varer spiller en rolle for, hvilke beslutninger indkøberne træffer.

Det er vurderingen, at disse kategorier falder uden for målgruppen, som Miljøstyrelsen i første omgang skal henvende sig til med tilbud om efteruddannelse om grønne indkøb, og disse grupper bliver derfor ikke behandlet yderligere i rapporten.

Opgaven i nærværende kapitel er at udpege, hvilke grupper blandt de 45.000 - 50.000 personer, der er særligt interessante for Miljøstyrelsen som målgrupper for tilbud om efteruddannelse om grønne indkøb. Beskrivelsen af målgrupperne er opdelt i 3 hovedkategorier:

	Beslutningstagere, der sætter de overordnede rammer
	Indkøbere, der gennemfører indkøb
	Miljøfaglige rådgivere (fx miljømedarbejdere og Agenda 21-koordinatorer), der kan støtte indkøberne i de miljømæssige vurderinger og valg

2.1 Beslutningstagere

Beslutningstagere er her defineret som personer, som har indflydelse på de overordnede rammer for indkøberne. De overordnede rammer kan være budgetter og retningslinier for indkøb i form af indkøbspolitikker. Det er vigtigt i forhold til de offentlige indkøbere, at det grønne indkøb får en markant profil gennem en skriftlig, grøn indkøbspolitik og en bred opbakning blandt de overordnede beslutningstagere. En formuleret indkøbspolitik er en meget vigtig måde at kommunikere principper og prioriteringer på til store offentlige organisationer.

Indflydelse på "de overordnede rammer" kan have vidt forskellig betydning alt efter organisationens størrelse. Hvis det antages, at alle offentlige arbejdssteder har en ledelse, som er ansvarlig for de indkøb, der foretages, er antallet af beslutningstagere lig med antallet af offentlige arbejdssteder.

Ifølge Danmarks Statistik er der i Danmark 29.287 (1997) offentlige arbejdssteder, hvoraf 55% af arbejdsstederne har 10 eller flere medarbejdere og beskæftiger 95% af de offentligt ansatte.

I de helt små institutioner (mindre end 10 ansatte) antages det, at indkøber og beslutningstager er en og samme person. De helt små omfatter bl.a. en række børneinstitutioner og kantiner. Selv om de ofte har små budgetter, så kan de små institutioner, særligt i kommuner hvor der ikke er truffet en central, politisk beslutning om grønne indkøb, være en kerneaktører i processen, der går nede fra og op med indførelse af miljøhensyn. Bortset fra børneinstitutioner, kantiner og andre tilsvarende institutioner, der kommer med under de decentrale indkøbere, så er de små institutioner næppe en oplagt målgruppe for efteruddannelse.

Hvis de helt små arbejdssteder fraregnes betyder det, at der er 16.150 arbejdssteder med omkring 16.150 beslutningstagere i den offentlige sektor med indflydelse på indkøb.

Der er naturligvis store usikkerheder i det tal, fordi der på de store arbejdspladser med over 100 ansatte muligvis er flere beslutningstagere involveret (eksempelvis afdelingschefer og flere fuldmægtige). Knap halvdelen af de offentligt ansatte arbejder i de store organisationer.

Ikke alle 16.150 beslutningstagere har lige stor betydning for det offentlige indkøb. Hvis det antages, at de største arbejdspladser med over 100 ansatte har de største indkøb, betyder det, at der er 1.618 centrale beslutningstagere. De fordeler sig (jf. ovenstående tabel) med 26% i staten, 16% i amterne og 44% i kommunerne. De sidste 14% i de offentlige virksomheder. I lidt rundere tal kan målgruppen blandt beslutningstagere antages at være på 2.000 centrale og 14.000 decentrale beslutningstagere.

Desværre er det på nær indkøbschefen de færreste beslutningstagere, som har emnet indkøb som første og daglige prioritet. Det betyder, at emnet grønne indkøb sandsynligvis skal kobles til bredere definerede emner for at være attraktive for beslutningstagere.

Indkøb har som funktion og mulig styringsinstrument været relativt overset. Beslutningstagere må antages at have et mere generelt behov for viden a la "hvad koster det", "hvad skal der til for at få indkøbspolitikken til at virke" og "grønne indkøb i miljø- og erhvervspolitikken". Den konkrete viden om indkøb og miljø er ofte begrænset.

De øverste beslutningstagere har afgørende indflydelse på, hvordan indkøbene tilrettelægges og beslutningerne prioriteres. Derfor er det vigtigt at få denne gruppe i tale og sætte dem i stand til at sende signalerne videre til indkøberne.

2.2 Indkøbere

Det anslås, at 30.000 - 35.000 personer har indkøbskompetence i det offentlige i Danmark. Offentlige indkøbere er her defineret som personer, der køber ind på det offentliges vegne.

I det følgende vurderes antallet af offentlige indkøbere, og en række målgrupper blandt de offentlige indkøbere udpeges. Indkøberne opdeles i centrale indkøbere og decentrale indkøbere.

Antallet af offentlige indkøbere

I staten har omkring 2.000 indkøbere abonnement hos Indkøbs Service og Indkøbs Service skønner, at deres statslige abonnementer repræsenterer 95% af samtlige personer i staten, der køber ind².

For kommunerne er det sandsynligvis cirka 10%, der har et abonnement hos Indkøbs Service. Indkøbs Service har omkring 3.300 kommunale medlemmer. Eksempelvis peger Kommunernes Landsforening (KL) i en undersøgelse for Miljøstyrelsen på, at der i en kommune med 20.000 indbyggere typisk er omkring 100 personer med indkøbskompetence. Det tal støttes af et eksempel fra Ballerup Kommune, der har omkring 250 decentrale medarbejdere med indkøbskompetence og 25-30 yderligere på rådhuset. Ballerup Kommune har omkring 45.000 indbyggere og udgør cirka 1% af landets befolkning. Skønnet på landsplan passer dermed med KLs tal, hvorfor det anslås, at et sted mellem 25-30.000 personer i kommunerne har indkøbskompetence.

Det samme kan gøre sig gældende i amterne. Her har 200 et abonnement hos Indkøbs Service, således at det kan anslås, at omkring 2-3.000 personer i amterne har indkøbskompetence, hvilket svarer til antallet af arbejdssteder.

Dermed kan det anslås, at 30.000-35.000 personer har indkøbskompetence i det offentlige.

Ved evalueringen af den grønne indkøbspolitik i staten (Sørensen, 1998) viste en spørgeskemaundersøgelse store forskelle på det indkøbsbudget, som den enkelte indkøber råder over.

Indkøbsbudgettets størrelse kan betragtes som en god indikator for, hvor central den enkelte indkøber er. En indkøber med et budget på 50 millioner kroner bruger flere kræfter på indkøb end en indkøber med et budget på 50.000 kroner. På samme måde kan antallet af EU-udbud være en indikator. EU-udbud er krævende, professionelt indkøbsarbejde, og 81% af de adspurgte indkøbere havde ingen erfaringer med EU-udbud. Samtidig kan det på baggrund af nedenstående figur anslås, at omkring 10% af de statslige indkøbere disponerer omkring 80% af det statslige indkøbsbudget. Det er de indkøbere, der har et indkøbsbudget på over 10 millioner kroner.

Indkøberne i staten kan på baggrund af undersøgelsen inddeles i tre kategorier:

1. De store indkøbere, som udgør omkring 10%. En enkelt respondent havde et årligt budget på over 100 mio. kroner, og ellers køber de store indkøbere ind for mellem 10 mio. kroner og 100 mio. kroner om året.
2. De mellemstore statslige indkøbere, som udgør 36% af indkøberne. De køber ind for mellem 1 mio. kroner og 10 mio. kroner.
3. De mindre indkøbere med et budget på under 1 mio. kroner. Dette er den største kategori med 54% af de statslige indkøbere.

For amter og kommuner findes desværre ingen tilsvarende opgørelser.

Til gengæld har KL i en undersøgelse for Miljøstyrelsen (KL, 1999) spurgt til organiseringen af indkøbene. Kun 2% af kommunerne og 8% af amterne (1 amt) har en central indkøbsorganisering, hvor institutioner og forvaltninger udelukkende anvender centralt indgåede aftaler. 36% af kommunerne og 25% af amterne har en decentral organisering, hvor institutioner og forvaltninger m.m. fuldt ud tilrettelægger indkøb uden samspil med en central indkøbschef eller centralforvaltning. Det mest almindelige i amter og kommuner er en blandingsform – koordineret decentralt indkøb – hvor nogle indkøb er centralt bestemte og andre decentralt.

Samme opdeling kan laves for statens område, men her er opgørelsen lavet pr. indkøber (Sørensen, 1998), hvor KLs undersøgelse er lavet pr. kommune eller pr. amt. Derfor er tallene ikke direkte sammenlignelige.

2.2.1 Centrale og decentrale indkøbere

Indkøbsbudgettets størrelse må antages at have betydning for indkøbernes vidensbehov omkring offentlige, grønne indkøb. De store indkøbere - som eksempelvis i staten der disponerer over 80% af midlerne - må antages at adskille sig markant fra de små, mere decentrale indkøbere. Ved vurderingen af målgrupper opdeles indkøberne i det følgende derfor i centrale indkøbere og decentrale indkøbere. Ud af de 30.000-35.000 indkøbere anslås det, at omkring 7-800 indkøbere – svarende til 2-3% - kan betegnes som centrale indkøbere.

Vurdering af hhv. antal centrale og decentrale indkøbere.	Antal centrale indkøbere	Antal decentrale indkøbere
Det anslås, at omkring 10% af indkøberne i staten er centrale indkøbere.	200	1.800
Det anslås, at 64% af kommunerne (176) har en central indkøbsfunktion med 3 medarbejdere.	528	(mindst) 25.000
Det anslås, at 75% af amterne (9) har en central indkøbsfunktion med 3 medarbejdere.	27	1.975

I det følgende identificeres og beskrives målgrupper blandt henholdsvis centrale og decentrale indkøbere.

2.2.2 Centrale indkøbere

De centrale indkøbere er centrale for offentlig, grøn indkøbspolitik, fordi de har afgørende indflydelse på et stort volumen af indkøb og dermed også på de miljømæssige effekter af de produkter og serviceydelser, der købes ind til det offentlige. Eksempelvis kan det estimeres, at de centrale indkøbere i staten er ansvarlige for 80% af indkøbsbudgettet.

De centrale indkøbere bruger hovedparten af deres tid på indkøbsfunktionen. De centrale indkøbere har typisk en indkøbsfaglig baggrund og har jobtitler som for eksempel indkøbschef, indkøbskonsulent, indkøbsmedarbejder, logistikchef. Deres faglige interesse betyder, at de vil være opmærksomme på indkøbsfaglige nyheder og tilbud som konferencer, seminarer, nyhedsbreve, uddannelsestilbud og foreninger, der har indkøb som tema. En del af dem er medlem af IKA - Foreningen af offentlige indkøbere. IKA har dog primært medlemmer blandt indkøbere i kommuner og amter. Det anslås, at de fleste centrale indkøbere i amterne og omkring halvdelen af de centrale indkøbere i kommunerne er medlem af IKA. Kun få statslige indkøbere er medlem af IKA. Endelig er indkøberne i "indkøbsvirksomheder" centrale indkøbere eksempelvis Indkøbs Service, H:S fællesindkøb, Als-sundsamarbejdet eller Indkøb Nord.

De centrale indkøbere er ofte ansat i organisationer og institutioner, der køber meget ind, og som har prioriteret en faglig ekspertise for indkøbsfunktionen. De centrale indkøbere arbejder centralt i det offentlige eller i enkelte, meget store institutioner. Evalueringen af statens institutioner viste, at det er de større indkøbere, der er omfattet af en grøn indkøbspolitik. Det er ikke overraskende, da prioriteringen af indkøb som fagområde, den miljømæssige belastning, indkøbenes størrelse og indkøbernes egen, faglige interesse og ressourcer her går hånd i hånd.

De centrale indkøbere har i nogle tilfælde ansvaret for indkøbet – i andre tilfælde har de ansvar for at udarbejde retningslinier, rådgive eller lave rammeaftaler med leverandører, som de decentrale indkøbere kan benytte sig af. Fælles for dem er, at de i deres organisation vil være centrale for indkøbsfunktionen.

De centrale indkøbere kan opdeles i generalister og specialister afhængig af bredden af de produkter, de har indkøbsansvar over for. Opdelingen er teoretisk, da mange centrale indkøbere vil have indkøbsopgaver, der er helt almindelige og indkøbsopgaver, der retter sig specifikt mod organisationens ydelser. De specialiserede har ansvar for indkøb på et særligt fagområde som fx jernbaner, militært isenkram og sygehusudstyr. På de meget specialiserede områder, hvor der ofte er tale om store indkøb, må det forventes, at den nødvendige bistand til miljøvurderinger osv. indhentes særskilt. Efteruddannelse til indkøbere af kampfly, isbrydere, undergrundsbaner eller forbrændingsanlæg vurderes at ligge ud over den generelle indsats for efteruddannelse af offentlige indkøbere.

2.2.3 Decentrale indkøbere

Den decentrale indkøber er den mest almindelige indkøber i den offentlige sektor. Det er sjældent, at den centrale indkøber suverænt bestemmer, hvad der skal købes. Det sker kun ved det helt centraliserede indkøb.

Det mest almindelige er det koordinerede, decentrale indkøb, hvor de centrale indkøbere stiller valgmulighederne op for den decentrale indkøber i form af en rammekontrakt, men det er den decentrale indkøber, som i sidste ende er tæt på de behov, brugerne har. Dermed har den decentrale indkøber det sidste ord at skulle have sagt. Endelig er en del af indkøbene helt decentraliserede. Det er tilfældet i en fjerdedel af amterne og en tredjedel af kommunerne. 80% af indkøberne i staten er decentrale indkøbere, men her bruger 95% i større eller mindre omfang Indkøbs Services rammekontrakter, så indkøbet her er også delvist koordineret.

De omkring 30.000 decentrale indkøbere (ca. 1 indkøber pr. 25 offentligt ansatte) har en meget nær kontakt til brugerne, og de er ofte selv bruger af de produkter, der købes ind.

Kontakten til brugerne, medindflydelsen og den udbredte decentralisering gør de decentrale indkøbere til en vigtig målgruppe – på trods af, at det kun er en mindre andel af det samlede offentlige indkøbsbudget, de har indflydelse på.

De decentrale indkøbere har ofte ikke nogen videre indkøbsuddannelse og dermed ikke en faglig identitet som indkøbere. De indkøbsansvarlige har deres faglige identitet i deres uddannelse, i deres jobbeskrivelse og deres organisation: Det kan være IT-chef, pedel, skoleleder, pædagog, kontormedarbejder eller sygeplejerske. Blandt de indkøbsansvarlige i staten udgør det teknisk-administrative personale 53% (Sørensen, 1998).

De decentrale indkøbere er ikke medlem af indkøbsfaglige foreninger og vil være mindre opmærksomme på indkøbsfaglige emner og tilbud, som seminarer, konferencer, artikler eller efteruddannelsestilbud. De fleste bruger kun lidt tid på opgaven med at købe ind til organisationen. I staten bruger 3 ud af 4 indkøbsansvarlige mindre end 15% af deres arbejdstid på indkøb og 40% har et indkøbsbudget på under 500.000 kroner (Sørensen, 1998).

De decentrale indkøbere har ingen eller kun lille indkøbsfaglig identitet og mangler dermed en vigtig fællesnævner som målgruppe. Hvis de decentrale indkøberes faglige identitet anvendes som fællesnævner for målgrupperne, er det muligt at udpege flere vigtige målgrupper blandt de decentrale indkøbere. Det er desuden en fordel, at målgruppens faglige forudsætninger og arbejdsmæssige situation er nogenlunde ensartet, når en efteruddannelsesindsats skal tilrettelægges.

Ved udvælgelsen af målgrupper er der lagt vægt på , at målgrupperne har indflydelse på indkøb af produkter og services inden for de indsatsområder, der er udpeget i handlingsplanen for en offentlig, grøn indkøbspolitik. Det betyder, at der er gode miljømæssige argumenter for en indsats, og at det offentlige indkøb repræsenterer en betydelig markedsandel. Kompleksiteten i de grønne indkøb er forskellig fra målgruppe til målgruppe. Erfaringsmæssigt er det komplekst at omlægge køkkener til miljøvenlig drift og økologiske fødevarer, hvorimod det er mere simpelt at installere en ny varmepumpe i bygningerne.

Målgrupper og indsatsområder er ikke nødvendigvis sammenfaldende. Eksempelvis er det typisk det tekniske personale, der køber rengørings-ydelser, men i mindre institutioner kan det også være det pædagogiske personale. Mellem målgrupperne eksisterer der naturligvis også sammenfald, hvor en IT-indkøber kan være placeret i den tekniske afdeling.

1. Indkøbere til den offentlige administration

Det administrative personale. Den offentlige administration bruger kontormaskiner, møbler, papir og andet kontorudstyr - produktgrupper, som i dag er omfattet af indsatsen for en offentlig, grøn indkøbspolitik. Der findes i dag mange hjælpemidler til det grønne indkøb på området.

De decentrale indkøbere på området findes typisk på rådhuse, amtsgårde, centraladministration og stort set alle offentlige kontorer og forvaltninger samt institutioner som fx skoler, biblioteker, domhuse, politistationer, museer og kaserner.

Det er en meget bred vifte af organisationer, men fælles for dem er, at alle skal drive og købe ind til en administration. Det administrative personale vil være ansvarlig for mange af de daglige indkøbsopgaver, og fagforeninger som HK eller FOA er en oplagt adgangsvej til disse indkøbere. Målgruppen her er primært det administrative personale.

Det administrative personale er sandsynligvis langt den største gruppe af decentrale indkøbere. En antagelse kunne være, at de fleste arbejdssteder har en administration, der køber ind. Det betyder, at der er omkring 29.000 administrative indkøbere (jf. tabel på s. 3). Mange er ansat i organisationer med under 10 ansatte og er derfor ikke særskilt interessante som målgruppe. Tilbage er omkring 15.000 decentrale, administrative indkøbere, der vil være interessante som målgruppe.

Det tekniske personale. Det offentliges bygninger og nære udenomsarealer har været mål for en del aktiviteter, der er relateret til grønne indkøb: Grønne arealer uden bekæmpelsesmidler, tilskud til energivenlige varmepumper, indkøb af fjernvarmerør, vejstribemaling, A-indkøbspolitik, miljømærker og vejledninger om rengøring.

De decentrale indkøbere her har stillingsbetegnelser som fx pedel, varmemester eller maskinmestre. På større institutioner er det typisk dem, der er ansvarlige for driften og vedligehold af bygningerne og for det tilhørende indkøb. På samme måde som det administrative personale findes det tekniske personale på tværs af alle institutioner i det offentlige.

Det tekniske personale kan være medlem af SiD, IDA og maskinmestre. Hvis det antages, at der ved alle større offentlige bygninger (arbejdssteder med mere end 20 ansatte) er ansat teknisk personale, kan det anslås, at der er omkring 9.000 personer med indkøbskompetence på det tekniske område. Sættes skillelinien ved arbejdssteder med mere end 50 ansatte, er der omkring 4.000 i denne målgruppe. Det samlede skøn ligger således fra 4-9.000 tekniske personer med decentral indkøbskompetence.

Det pædagogiske personale. Indkøbere i skoler, gymnasier, sociale institutioner og børneinstitutioner har mange fælles områder: Møbler, rengøring, IT, kontorartikler, vedligeholdelse, legeredskaber og kreative produkter. En del af områderne er allerede udpeget som indsatsområder, og der findes god miljømæssig dokumentation og hjælpemidler. Andre områder er mindre veldokumenteret, som fx legetøj og kreative produkter.

Målgruppen her kan forventes at have en fælles identitet omkring uddannelse, børn og unge og de udpegede institutionstyper. Til gengæld er den faglige baggrund sandsynligvis mere varieret: Det administrative personale tager sig af administrationen, det tekniske personale og pedeller tager sig af vedligeholdelse, rengøring og møbler. Kontorpersonalet og det tekniske personale er i forvejen udpeget som målgrupper.

Målgruppen er her derfor det pædagogiske personale, som ofte vil stå med det overordnede ansvar for institutionen og også i mange tilfælde for indkøbet – evt. i samarbejde med det administrative eller det tekniske personale. Målgruppen vil være medlem af organisationer som Børne- og ungdomspædagogernes landsforbund (BUPL) og Danmarks Lærerforening (DLF). På mindre institutioner som børnehaver, vuggestuer og fritidshjem er det ofte lederen, der også er ansvarlig for indkøbet.

På landsplan er der knap 8.000 sociale institutioner for børn og unge, knap 3.000 folkeskoler, 570 gymnasier og erhvervsfaglige skoler samt 3.120 steder med voksenundervisning (Danmarks Statistik, 1999 - tabel 251).

Hermed kan de indkøbsansvarlige på 8.000 sociale institutioner og 6.500 uddannelsessteder betragtes, som en målgruppe på op til 14.500 personer.

I øvrigt er det årlige budget til undervisning på godt 88 milliarder kroner, hvoraf der bruges en lønsum på knap 44 milliarder kroner. Det kan ikke opgøres, hvor stor en del af de resterende 44 milliarder kroner, der går til indkøb. (Danmarks Statistik, 1999 - tabel 415, 251).

Indkøbere på sygehuse og plejehjem har i indkøbsmæssig sammenhæng fællesinteresser. Den grønne indkøbspolitik har berørt området i enkelte sammenhænge med vejledninger om indkøb af handicaphjælpemidler, senge og PVC-fri indkøb. Hospitals-, pleje- og hygiejneartikler er et stort indkøbsområde, og en rapport fra 1992 (Weidling m.fl., 1992) giver som eksempel Århus Amt, hvor indkøb på dette område udgjorde 31% af de samlede vareindkøb.

Sundhedsvæsenets budget til hospitaler og administration er på godt 45 milliarder kroner årligt, og der er i alt registreret 164 hospitaler mv. Lidt over halvdelen af budgettet er afsat til lønninger (Danmarks Statistik, 1999 - tabel 251, 415). Grenaa Sygehus oplyser, at de med 120 sengepladser har et årligt indkøbsbudget på 10 millioner kroner til hospitalsudstyr. I det beløb er der ikke medtaget fødevarer, IT og drift af sygehuset. På landsplan er der knap 25.000 sengepladser svarende til et anslået indkøb af hospitalsudstyr på omkring 2 milliarder kroner årligt.

De store sygehusindkøbere har mere formel kontakt gennem sygehus-indkøbernes erfagruppe - SINERFA.

På pleje- og omsorgsområdet er der godt 2.400 institutioner bestående af plejehjem, dagcentre, døgninstitutioner for voksne, hjælpemiddelcentraler, forsorgshjem, revalideringsinstitutioner osv. (Danmarks Statistik, 1999 - tabel 166).

5. Indkøbere til kantiner og institutionskøkkener

Økologisk omstilling og miljøvenlig drift af offentlige køkkener er kommet på dagsordenen mange steder. Der er gennemført projekter med tilskud fra Strukturdirektoratet, Den Grønne Jobpulje, Den Grønne Fond og Program for renere teknologi – alle med det formål at accelerere den økologiske omstilling og miljøvenlige drift i de offentlige køkkener - herunder gennem indkøb. Hertil kommer, at det er et område, hvor rotations- og aktiveringsprojekter også er blevet anvendt til at styrke efteruddannelsen.

Kantiner og køkkener er synlige, og deres miljøprofil er et vigtigt signal til offentligt ansatte og brugerne af det offentlige. Manglende miljøbevidsthed i kantinen kan muligvis have en direkte modarbejdende virkning for en organisation med en grøn indkøbspolitik. Desuden er fødevarer et relativt indkøbstungt område. I en undersøgelse fra 1992 (Weidling, 1992) udgjorde fødevarerne 19% af indkøbet i Ballerup Kommune og 11% af indkøbet i Århus Kommune.

Økonomaforeningen har godt 9.000 medlemmer, hvoraf omkring 98% er offentligt ansatte og 2 ud af 3 arbejder på arbejdspladser med mere end 5 ansatte. Medlemmerne er både elever, medhjælpere og køkkenassistenter. Selve målgruppen kan begrænses til de 1000 køkkenledere, køkkenchefer, cheføkonomaer osv. – og muligvis knap 1000 økonomaer. (Tal fra Økonomaforeningens medlemsstatistik - ikke publiceret).

6. Indkøbere af IT-udstyr

IT-udstyr er et væsentligt indkøbsområde i det offentlige, og ofte gennemføres indkøbene af IT-ansvarlige, som ikke umiddelbart er repræsenteret af de andre målgrupper. Det gælder særligt, når indkøberen har titel af eksempelvis IT-chef eller IT-koordinator. I andre organisationer kan det være den tekniske afdeling, der er ansvarlig for indkøbene.

Modsat de andre målgrupper er det her vanskeligt at identificere en faglig identitet omkring indkøberne af IT-udstyr. Nogle indkøbere er medlem af PROSA (de professionelle edb-folks fagforening), andre er kommunalt uddannede FOA-medlemmer, som måske har taget ekstra kurser på Forvaltningshøjskolen og atter andre er som chefer medlem af DJØF (Dansk Jurist- og Økonomforbund) eller Ingeniørforeningen (IDA). Der er 500 indkøbere, der særligt abonnerer på Indkøbs Services rammekontrakt for datamater, hvorfor disse anses for at være kernen inden for denne målgruppe. Dermed er målgruppen på mindst 500 indkøbere.

Alle offentlige arbejdspladser har IT-udstyr, og i princippet er antallet af indkøbere på dette område i realiteten nok meget større. Det er dog et af de områder, hvor kommuner i et vist omfang har koordineret decentralt indkøb.

Målgruppen for efteruddannelse udpeges derfor til at være de betydende IT-indkøbere i det offentlige, der har en særlig interesse i at kende rammekontrakten fra Indkøbs Service og derfor er blandt abonnenterne. Tallet kan også være større, fordi rammekontrakten for datamater også er en del af Indkøbs Services almindelige abonnement.

I lyset af miljøindsatsen på IT-området gennem blandt andet den offentlige, grønne indkøbspolitik og Elektronikpanelet samt produkternes synlighed, miljøbelastning og hurtige omsætning anbefales det, at IT-indkøbere i det offentlige udpeges som målgruppe.

2.3 Miljøfaglige rådgivere

Denne målgruppe er ikke selv indkøbere, men er medtaget, da de spiller en vigtig funktion som potentielle rådgivere for indkøberne. Denne gruppe repræsenterer en miljøteknisk rådgivningskompetence, som er (relativt) tæt på indkøberen i kraft af, at de arbejder i samme kommune, amt eller organisation.

Der tænkes konkret på de kommunale og amtskommunale miljømedarbejdere, miljømedarbejdere i statsinstitutioner, Agenda 21-medarbejdere samt i nogle tilfælde de grønne guider.

Målgruppen vil ofte have miljøfaglig uddannelse og være medlem af

IDA, DJØF, HK eller Dansk Magisterforening. Visse Agenda 21-medarbejdere kan også have en mere kommunikationsorienteret baggrund.

En undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL, 1999) viser, at kun 36 ud af 245 deltagende kommuner har et samarbejde mellem miljøafdelingen og indkøbsafdelingen³. Det tilsvarende tal er 4 ud af 12 deltagende amter.

Ud over at samarbejde med de centrale indkøbere i en indkøbsafdeling kan den faglige miljørådgivning også være rettet mod de decentrale indkøbere.

Samarbejderne kan være af mere eller mindre formaliseret karakter. I nogle kommuner er der et helt fast samarbejde, hvor miljømedarbejderen/miljøkoordinatoren sidder med ved nye udbud, ved vurderingen af leverandørernes miljøpræstationer og ved dokumentationen af de grønne indkøb. De kommuner, som er længst i samarbejdet mellem indkøbsfunktionen og miljøfaglige medarbejdere, har ansat en miljømedarbejder, der udelukkende skal hjælpe kommunens indkøbere med grønne indkøb. Andre steder foregår samarbejdet ad hoc, hvis der er akutte miljøtekniske spørgsmål.

Antallet af potentielle miljøfaglige rådgivere burde optimalt set være en i hver kommune, amt og statsinstitution. I alle kommuner og amter er der miljømedarbejdere, i mere end 200 af kommunerne er der Agenda 21-kontaktpersoner, og i en del statsinstitutioner er der en miljømedarbejder eller teknisk chef med miljøansvar og kompetence. Det vurderes, at den samlede målgruppe p.t. rummer omkring 400 miljømedarbejdere, men målgruppen kan måske forventes at blive større, hvis flere kommuner og amter bliver opmærksomme på det oplagte samarbejde, der kan være mellem deres miljø- og indkøbsafdelinger.

¹1997-tal, se i øvrigt KPMG, 1999 for beregningen af det samlede indkøbsbudget.