| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Efteruddannelse om grønne indkøb 

4. Behovsanalyse

4.1 Indledning og opsamling
4.1.1 Konklusioner på behovsanalysen
4.1.2 Sammenstilling mellem udtrykt behov og udbudet af kurser
4.1.3 Sammenstilling af indholdet i kurserne i relation til behovene
4.2 Centrale aktører
4.2.1 Centrale beslutningstagere
4.2.2 Centrale indkøbere
4.2.3 Miljørådgivning til indkøbere fra miljømedarbejdere
4.3 Decentrale indkøbere
4.3.1 Indkøbere til den offentlige administration
4.3.2 Indkøbere ved driften af det offentlige – teknisk personale
4.3.3 Indkøbere til børneinstitutioner og uddannelsessteder
4.3.4 Indkøbere på sygehuse og plejehjem
4.3.5 Indkøbere til kantiner og institutionskøkkener
4.3.6 Indkøbere af IT-udstyr

4.1 Indledning og opsamling

Behovsanalysen har kortlagt, hvilke behov og ønsker de forskellige kategorier af målgrupper har for efteruddannelse inden for grønne indkøb. Behovsanalysen belyser, hvilke barrierer målgrupperne oplever for ikke at blive efteruddannet, og hvilke ønsker de har til tilrettelæggelsen af kurser, fx længde af kurser, pris, afstand til arbejdspladsen, tidspunkt på dagen, kultur for efteruddannelse m.m.

I behovsanalysen indgår derudover en kortlægning af kendskabet til kurser om grønne indkøb, og hvilke kursustyper de pågældende har positive erfaringer med.

Der er en kortlægning af erfaringer med grønne indkøb, herunder kendskab til værktøjer til hjælp i forbindelse med grønne indkøb, leverandørernes reaktioner og evtuelle problemer i forhold til miljøkrav ved EU-udbud.

Endelig indgår en indkøbsprofil, der belyser, hvor stor en del af indkøbernes arbejdstid, der går med indkøb, indkøbsbudgetter, brug af rammeaftaler og indkøbenes betydning for de interviewede.

Der tages udgangspunkt i de målgrupper, der er defineret i kapitel 2. Opdelingen i målgrupper kan ikke gøres knivskarp, da det er forskelligt fra institution til institution, hvem der har ansvaret for indkøb – også for institutioner af samme type.

Behovsanalysen er gennemført som kvalitative interview med 4-6 personer fra hver af de udpegede målgrupper. Kvalitative interview er valgt som metode til behovsanalysen, da det er en velegnet måde at få klarhed over behovet for viden og kompetencer hos en målgruppe. Manglende behov er oftest ikke erkendt af målgruppen selv, hvorfor man er nødt til indirekte at komme ind på spørgsmålene. Begrænsningen ved metoden er, at ressourcehensyn gør det nødvendigt at afgrænse analysen til en mindre del af målgruppen.

Der er gennemført i alt 38 interview fordelt med 4 fra hver af de udpegede målgrupper, undtagen de centrale indkøbere, hvor der er gennemført 6 interview. Interviewene er gennemført i perioden fra uge 14 til uge 20 2000. Alle interviewene er gennemført som kvalitative telefoninterview. Det blev uden succes forsøgt at samle flere deltagere til et gruppeinterview inden for gruppen af centrale indkøbere. De udvalgte var i store træk villige nok til at deltage, men problemet var primært, at det er travle folk, så det har været umuligt at finde et tidspunkt, hvor det kunne lade sig gøre at samle gruppen.

Ved udvælgelsen af interviewpersoner er der valgt personer, der står for indkøb til de pågældende funktioner, selvom det har vist sig, at de rent faktisk tilhører en anden gruppering. Det kan nogen steder være en pedel, der er indkøber til de administrative funktioner. På sygehusene kan det være det administrative personale, der er indkøbere for hele sygehuset. Mens det på det mindre institutioner typisk er lederen, der har flere forskellige funktioner fx administrative, ledelsesmæssige og pædagogiske opgaver.

Ved udvælgelsen af arbejdssteder til interview er ca. halvdelen valgt ud fra et kendskab til en vis miljøindsats det pågældende sted. Det har ikke nødvendigvis været ud fra en viden om en konkret indsats omkring grønne indkøb, men mere generel viden om, at miljø i en eller anden sammenhæng har været på dagsordenen. Det kan fx være skoler, der deltager i kampagnen "grønt flag – grøn skole". De øvrige er valgt tilfældigt ud fra telefonbogen. Der er ved udvælgelsen lagt vægt på at opnå en geografisk spredning, således at alle dele af landet er repræsenteret, og således at der er både større og mindre institutionstyper og kommuner repræsenteret.

Ved udvælgelsen er der generelt udpeget ca. det dobbelte antal inden for hver målgruppe. Det har været nødvendigt, dels fordi det har været svært at få fat i de aktuelle indkøbere/aktører på de udvalgte arbejdspladser, dels fordi ikke alle, som vi har kontaktet, har ønsket at medvirke i analysen. Der er en tendens til, at færre har ønsket at medvirke fra institutioner, hvor miljø ikke har været et tema, der er arbejdet konkret med.

Der er et stort behov og interesse blandt de fleste indkøbere for at deltage i kurser om grønne indkøb. De fleste peger på behov for produkt-specifikke kurser, hvor man gennemgår, hvilke krav man som indkøber kan og bør stille om miljøforhold. Kurserne skal meget gerne suppleres med skriftligt materiale om de konkrete miljøkrav, som indkøberne efterfølgende kan bruge i hverdagen.

Flere peger også på behov for kurser om generel information om grønne indkøb. Det kan være kurser, der gennemgår de eksisterende værktøjer fx forskellen på og anvendelse af de forskellige mærkningsordninger, eller det kan være kurser om, hvordan man finder miljøinformationer fx på Internettet.

Endeligt peger nogle af de interviewede på, at et kursus i omlægning af vaner vil være nyttigt, da en "grøn profil" ikke alene afhænger af indkøbene, men også af adfærden.

Det er et klart ønske fra de interviewede, at kurser om grønne indkøb målrettes til hverdagen for indkøberne, og at kurserne derfor tilrettelægges i forhold til de forskellige institutionstyper.

Den politiske opbakning til grønne indkøb nævnes af mange informanter som essentiel.

Der er stor forskel på indkøbsfunktionens betydning og omfang. Det er ved tilrettelæggelse af kurser vigtigt at være opmærksom på, om kurserne er for indkøbere, der er 100% beskæftiget med indkøb, eller det er for indkøbere, hvor indkøbene kun udgør en mindre del af jobfunktionen.

For de indkøbere, der bruger al deres tid på indkøb, betyder længden af kurser og afstanden til kurserne ikke så meget. De kan godt tage en eller flere dage fri til kurser. For de indkøbere, hvor indkøbsfunktionen kun er en mindre del af deres job, er det en fordel med korte kurser med korte afstande til kurset. Fx halvdagskurser i nærheden af arbejdspladsen, som kan kombineres med en halv arbejdsdag.

En stor del af dem, som er beskæftiget med eller har ansvaret for indkøb, har en ledende stilling. For nogle af lederne er økonomien i mindre grad begrænsende. De tager som regel på kursus i det omfang, det er relevant for deres arbejde. For dem, der ikke 100% er beskæftiget med indkøb, betyder det dog, at kurser inden for deres faglige områder i deres sektor er det væsentligste fx efteruddannelse inden for pleje og omsorg, pædagogiske udviklingstendens, IT osv.

En væsentlig barriere, som mange andre af de interviewede nævner, er dog prisen. Der er store forskelle mellem de forskellige kategorier af indkøbere på, hvilke midler der er afsat til efteruddannelse og kurser pr. medarbejder. Gennemsnittet ligger nok i nærheden af ca. 1-2.000 kroner pr. medarbejder pr. år. For sygehusene nævnes de mindste beløb på 3-500 kroner pr. medarbejder pr. år, mens IT-folkene angiver, at de har helt op til 50.000 kroner pr. medarbejder pr. år til efteruddannelse.

Tiden er en anden barriere, som nævnes af flere. Tiden er særligt en barriere for de indkøbere, som ikke er fuldtidsbeskæftiget med indkøb og for de grupper, hvor der kan være behov for vikardækning, fx pædagoger.

Mange af de interviewede nævner, at et vigtigt udbytte ved deltagelsen i efteruddannelse er at skabe netværk, der kan bruges i det videre arbejde med grønne indkøb. Dette understøtter ønsket om, at kurserne målrettes de forskellige institutionstyper, således at man bedre kan udveksle erfaringer. Erfaringen er, at udnyttelsen af eksisterende netværk både tiltrækker deltagere til kurset samt styrker det videre arbejde efter kurset. De konkrete muligheder vil blive gennemgået i kapitel 5.

Flere nævner, at de har god gavn af, at to fra samme institution deltager i samme kursus. Det betyder, at det bliver nemmere at få implementeret de nye ideer, når man kommer tilbage til hverdagen. Det kan især være gavnligt, hvis man også vil forholde sig til at ændre vaner og ikke alene fokusere på grønne indkøb. For nogle grupper kan det dog være svært at praktisere, da det kan være svært at undvære flere medarbejdere samtidigt.

De fleste anbefaler, at tilbud om kurser rettes direkte til indkøberne eller institutionerne pr. e-mail eller pr. brev. De færreste har nogen specielle krav til, hvem der bør være arrangører af kurserne. Nogen peger på, at de allerede får god information ved seminarer, som arrangeres af producenter eller leverandører, mens andre nævner, at de ikke vil deltage i et kursus, der er arrangeret af producenter eller leverandører. Enkelte peger på, at kommunerne fx gennem deres miljømedarbejdere eller Agenda 21-koordinatorer kan stå som formidlere af kurser, selvom det ikke behøver at være kommunerne selv, der arrangerer kurserne.

Omkring efteruddannelse peger mange på, at det giver nye ideer og inspiration, der er utroligt vigtige i forhold til udvikling både af jobbet og dem selv. Trods dette er det meget få steder, at der er udarbejdet egentlige efteruddannelsesplaner. Nogen steder tages det op i medarbejderudviklingssamtaler, mens det mange steder foregår lidt tilfældigt efter, om der dukker et spændende og relevant kursus op.

Skemaet på næste side er en opsamling af de forskellige målgruppers formulerede behov for efteruddannelse inden for miljøbevidste indkøb.

Behovene er meget kortfattet skitseret, og den videre uddybning skal findes i behovsanalysen. Det skal bemærkes, at behovene bygger på de interviewede i denne undersøgelse, der udgør 4-6 personer pr. målgruppe. De er ikke repræsentative for det gennemsnitlige vidensniveau og behov i målgrupperne, og nedenstående behov er derfor langt fra udtømmende for den pågældende målgruppe. I kapitel 5 er der forslag til kurser, der bredere dækker behovene inden for de respektive målgrupper.

4.1.2 Sammenstilling mellem udtrykt behov og udbudet af kurser

Der er foretaget en sammenligning af de kursustilbud, der er og har været i forhold til de behov, som er udtrykt hos de respektive målgrupper. Det viser noget om, i hvilket omfang der allerede er eller har været indtænkt de temaer, som der er efterspørgsel efter. Man kan ikke sige konkret, om behovene kan dækkes ud fra de tilbud, der er kortlagt. Hvis fx Århus Amt eller Nykøbing Falster Kommune afholder kurser for deres egne institutioner om et specifikt tema, så er det i princippet dækket i forhold til behovsanalysen, men det er ikke aktuelt for indkøbere i andre amter eller kommuner. Tilsvarende er det ikke aktuelt at parre behov med kurser, der allerede er afholdt bortset fra, at det medvirker til at give inspiration til relevante kurser.

Overordnet kan man sige, at indholdet i kurserne stort set matcher de behov, der er udtrykt. Der er efterlyst nogle temaer, der mere handler om organisering og samspil med andre medarbejdere, som man ikke hidtil har været opmærksom på, og så er der ønsker om mere produktspecifikke kurser.

Ser man på økonomien, så er over halvdelen af de fundne kurser gratis for deltagerne. Det stemmer godt overens med, at mange, særligt de decentrale indkøbere, udtrykker, at prisen er en barriere, dels fordi efteruddannelsesbudgetterne er små, dels fordi de prioriterer deres specifikke faglige områder, fx pædagogik, omsorg og IT, højere.

De øvrige kurser koster fra 150 til over 10.000 kroner. De dyre kurser er det dog meget få, der har mulighed for at deltage i.

Længden af kurserne harmonerer ikke så godt med de interviewedes ønsker. En stor del af særligt de decentrale indkøbere, der ikke er fuldtidsbeskæftiget med indkøb, ønsker kortere kursusforløb, gerne 2-3 timer, der bedre kan tilpasses med arbejdet. En meget stor del af de kurser, der er fundet er heldags eller over et længere forløb, dvs. mindst 2 dage eller flere halve dage eller et længere uddannelsesforløb på op til 16 eller 26 uger.

Målgruppe	Behov
1. Centrale aktører:
1.1 Centrale beslutningstagere	Fokus på udformning og udvikling af en grøn indkøbspolitik Status for miljøindsatsen: Metoder til dokumentation Økonomisk prioritering af grønne indkøb og efteruddannelse Koordinering af fuldstændigt decentrale indkøb
1.2 Centrale indkøbere	Metoder til at finde produktspecifikke miljøoplysninger Redskaber til produktvurderinger og sammenligninger Større hjælp fra miljømedarbejdere i kommune og amt Samarbejde med byggetekniske afdelinger om grønne indkøb ved nybyggeri og vedligeholdelse Erfa-samarbejder mellem indkøbere og producenter: Samarbejde om udvikling af produkter Omlægning af vaner og rutiner, hjælp til bevidstgørelse af decentrale indkøbere og brugere Muligheder og fordele ved elektroniske indkøb i forhold til grønne indkøb
1.3 Miljøfaglige rådgivere	Redskaber til produktvurderinger og sammenligninger Redskaber til iværksættelse af grønne indkøb blandt decentrale indkøbere og brugere Indsigt i det indkøbsfaglige felt
2. Decentrale indkøbere
2.1 Indkøbere til administrativt personale	Metoder til opsporing af mindst miljøbelastende produkter Redskaber til produktvurderinger og sammenligninger Synliggørelse af mulige kursustilbud
2.2 Teknisk personale	Hvor er grønne indkøb relevante? Kom godt i gang Hvordan gennemføres grønne indkøb? Vurdering og brug af miljøvenlige byggematerialer Energistyring i bygninger og energiregnskaber
2.3 Pædagogisk personale	Generel information om grønne indkøb Produktorienteret information fx om økologiske fødevarer, legepladser, urte- og køkkenhaver. Natur og miljøforståelse, formidling til børn
2.4 Plejehjem og sygehuse	Generel information om grønne indkøb Metoder til opsporing af mindst miljøbelastende produkter (herunder brug af deklarationer og miljømærker) Kravspecifikationer til leverandørerne, Produktorienteret information fx om plast
2.5 Kantiner og køkkener	Synliggørelse af eksisterende kursustilbud Miljøstyring i køkkener Efteruddannelse af serveringspersonalet
2.6 IT-udstyr	Generel information om grønne indkøb Metoder til opsporing af mindst miljøbelastende produkter Redskaber til produktvurderinger og sammenligninger Kommunalpolitisk prioritering af grønne indkøb Skriftlig formidling om grønne indkøb

4.1.3 Sammenstilling af indholdet i kurserne i relation til behovene

Der er kun 5 kurser (2 i 1998, 2 i 1999 og et planlagt efter 1.6.2000) med de centrale beslutningstagere som målgruppe. Kurserne har i et vist omfang dækket de behov, der er kommet frem i behovsanalysen. Relevante temaer har været grøn indkøbspolitik og handlingsplaner, fordele og barrierer, erfaringer med grønne indkøb samt fremtid og visioner for indkøb. Nogle af de temaer, der i forhold til behovsanalysen ikke tidligere har været omfattet af kurserne, er organiseringen i forhold til decentrale og centrale indkøb samt nødvendigheden af økonomisk prioritering af grønne indkøb og efteruddannelse af medarbejdere.

Der er en bred vifte af kurser (i alt 30) for de centrale indkøbere (fordelt med 2 i 1995, 1 i 1996, 2 i 1997, 7 i 1998, 16 i 1999, 1 før 1.6.2000 og 1 efter 1.6.2000). Behovene hos de centrale indkøbere, som vi har interviewet, viser, at de allerede er ganske godt klædt på inden for de temaer, der har været afholdt kurser om, det vil bl.a. sige om grøn indkøbspolitik og handlingsplaner, værktøjer til produktvurderinger, erfaringer fra andre (de er selv nogle af dem, der er kommet længst på området), sammenhæng mellem miljø og indkøb, fordele og barrierer samt EU-udbud. Yderligere temaer for de kurser, der er afholdt, kan læses i tabel 3.2.

Af de temaer, der ikke tidligere har været omfattet af kurser, efterlyser de centrale indkøbere kurser om:

hjælp til samarbejde mellem miljømedarbejdere og indkøbere

samarbejde med de byggetekniske afdelinger om grønne indkøb

erfa-samarbejde mellem indkøbere og producenter om udvikling af produkter

omlægning af vaner – hjælp til bevidstgørelse af decentrale indkøbere og brugere

samt muligheder og fordele ved elektronisk handel i forhold til grønne indkøb

Kursusudbudet i forbindelse med miljømedarbejdernes/Agenda 21-koordinatorenes indgåelse i samarbejde med indkøbere om grønne indkøb har været yderst begrænset. Der er fundet 4 kurser (3 fra 1999 og 1 planlagt efter 1.6.2000), der har omfattet temaerne som:

Grønne regnskaber

Tværsektorielt samarbejde

Generel information om grønne indkøb

Grøn indkøbspolitik og muligheder for miljøvenligt indkøb

Redskaber og miljøkrav i den grønne indkøbspolitik (miljømærker, LCA, miljøvejledninger, specifikke miljøkrav)

EU-udbud

SKIs rammekontrakter

Erfaringer om grønne indkøb

Kurserne dækker ganske godt behovene fra de miljømedarbejdere og Agenda 21-koordinatorer, som har medvirket i undersøgelsen. Det eneste tema, som ikke er omfattet er de hidtidige tilbud, er mere fokus på det indkøbsfaglige.

Indkøberne til det administrative personale har været underforsynet med kursustilbud. Der er kun fundet et kursus (1999), der er målrettet denne gruppe. Men nogle af kurserne, der bredt er henvendt til de decentrale indkøbere, er naturligvis også relevante for denne målgruppe.

Der er 26 kurser (2 i 1997, 6 i 1998, 14 i 1999, 5 før 1.6.2000 og 2 efter 1.6.2000), der i bred forstand er henvendt til decentrale indkøbere, hvor det ikke nødvendigvis er klart afgrænset mellem de forskellige kategorier af decentrale indkøbere. Indholdet i kurserne dækker således meget bredt de fleste aspekter om grønne indkøb (se tabel 3.2.)

De interviewede har udtrykt behov for:

	Metoder til opsporing af mindst miljøbelastende produkter
	Redskaber til produktvurderinger og sammenligninger
	Synliggørelse af kursustilbud

Bortset fra synliggørelsen af kursustilbudene har der således været kurser, der i dækker behovet hos indekøbere til det administrative personale, selvom de ikke specifikt er nævnt som målgruppe. Det tyder på, at et af problemerne er, at indkøberne har svært ved at få opmærksomheden på de kurser, der rent faktisk bliver afholdt om grønne indkøb, hvorfor en synliggørelse af kursustilbud er yderst relevant. Muligheden for synliggørelse eksisterer i dag via Grønt IndkøbsNet. Det kræver dog, at det i højere grad bruges, således at kursusudbyderne melder ind, og brugerne af indkøbsnettet bliver opmærksomme på denne mulighed.

Det tekniske personale udtrykker behov for kurser om følgende:

	Hvor er grønne indkøb relevante og kom godt i gang
	Hvordan gennemføres grønne indkøb?
	Vurdering og brug af byggematerialer
	Energistyring i byggeri og energiregnskaber

De første to temaer er godt dækket i forhold til det udbud af kurser, i alt 7 (1 i 1995, 1 i 1997, 2 i 1998, 4 i 1999, 3 før 1.6.2000 og 1 efter 1.6.2000), der har været for denne målgruppe. Omkring de to sidste – byggematerialer samt energistyring i byggeri og energiregnskaber – så er der i undersøgelsen ikke specifikt fundet kurser om disse temaer.

Der er fundet 9 kurser (1 i 1996, 2 i 1997, 3 i 1998, 4 i 1999, 4 før 1.6.2000 og 2 efter 1.6.2000) målrettet det pædagogiske personale, som dækker det generelle behov om information om grønne indkøb, værktøjer og særligt indførelse af økologiske fødevarer. De temaer, som de interviewede efterlyser, der ikke hidtil er dækket er:

	Produktorienteret information om fx legepladser samt urte- og køkkenhaver
	Natur- og miljøforståelse i relation til formidling for børn

For indkøbere til sygehuse og plejehjem er der fundet 10 kurser (1 i 1997, 2 i 1998, 4 i 1999, 4 før 1.6.2000 og 2 efter 1.6.2000). Alle kurser er dog ikke aktuelle for både plejehjem og sygehuse. De generelle behov for information om grønne indkøb er indeholdt i de kurser, der er fundet, så i forhold til behovene fra de interviewede, så er det stort set kun produktinformation om plast, der ikke allerede har været indeholdt i et eller flere kurser.

De interviewede indkøbere for kantiner og institutionskøkkener efterlyser en synliggørelse af eksisterende kursustilbud, hvilket allerede er omtalt under det administrative personale. Der har været mange kurser om omlægning til økologisk drift, så det er derfor i højere grad et spørgsmål om at få kendskab til kurserne end at skabe nye. Derudover er det et spørgsmål om at finde muligheder for støtteordninger for at kunne deltage i kurser eller skaffe vikardækning, mens personalet er på kursus. Et af de behov, der ikke er dækket af de 9 kurser (1 i 1997, 2 i 1998, 3 i 1999, 4 før 1.6.2000 og 2 efter 1.6.2000), der er fundet i analysen, er efteruddannelse af serveringspersonalet.

Indkøbere til IT-udstyr har ikke hidtil haft gode muligheder for efteruddannelse om grønne indkøb. Kun 1 kursus (i 1999) var delvist målrettet indkøbere til IT-udstyr. Behovene om generel information om grønne indkøb, metoder til opsporing af mindst miljøbelastende produkter og redskaber til produktvurderinger i almindelighed har de dog kunnet få dækket via brede kurser for decentrale indkøbere. Derimod er behovet om informationerne specifikt rettet mod IT-udstyr ikke dækket. Gruppen udtrykker, at det ville være fint blot med skriftligt materiale om IT-udstyr og grønne indkøb, hvorfor en større udbredelse af miljøvejledninger for deres område må være aktuelt.

4.2 Centrale aktører

Der er foretaget 4 interview med centrale beslutningstagere. Her har der været lagt særlig vægt på processen omkring udarbejdelse og gennemførelse af grønne indkøbspolitikker og ressourcer til efteruddannelse og implementering. Interviewene i de andre målgrupper har også medvirket til at beskrive processen om grønne indkøbspolitikker og ressourcer til området. Erfaringerne fra de andre grupper vil derfor blive medtaget i dette afsnit.

De interviewede i denne målgruppe er hhv. en kommunaldirektør, direktøren for en centraladministrativ styrelse, en økonomichef i en kommune samt en økonomi- og planlægningschef i et amt. Der er i alle organisationerne vedtaget en grøn indkøbspolitik.

For denne gruppe har det været særligt tydeligt, at institutioner, kommuner og amter uden en grøn indkøbspolitik ikke har ønsket at medvirke, bl.a. fordi de mener, at de ikke kan bidrage med viden på dette område.

Drivkræften bag en grøn indkøbspolitik

Alle de interviewede tilkendegiver, at drivkraften bag deres grønne indkøbspolitik har været et ønske om at signalere kommunens, amtets eller styrelsens holdning til miljø. De opfatter sig alle som aktive på miljøområdet, og en grøn indkøbspolitik har været naturlig som et led i en miljøprofil.

Initiativet til den grønne indkøbspolitik er for de flestes vedkommende taget på det politiske niveau, men har været præget af, at der har været ildsjæle blandt indkøberne, der også har villet medvirke til grønne indkøb.

Flere nævner, at den generelle samfundstendens omkring interesse for miljø og økologi også har været en medvirkende faktor, der har fremmet udarbejdelsen af en grøn indkøbspolitik.

Der er bred enighed om, at den politiske udmelding med en grøn indkøbspolitik er vigtig, og det er blandt andet udtrykt således:

Involvering i formuleringen af grøn indkøbspolitik

Generelt har de interviewede ikke været tæt på processen omkring vedtagelsen af en grøn indkøbspolitik. De beskriver det som, at de har været på anden hånd med den grønne indkøbspolitik eller har fulgt arbejdet fra sidelinien.

To af de interviewede er økonomiansvarlige, og de har gennem budgetforlig været inde over den grønne indkøbspolitik.

Økonomisk prioritering af grønne indkøb og uddannelse

Tre af de interviewede har ikke afsat ekstra økonomiske midler til institutionerne i forbindelse med, at de skal gennemføre grønne indkøb. Den øgede udgift, der kan være ved indkøb af grønne produkter, må institutionerne selv afholde.

En kommune har afsat midler til flere timer til køkkenpersonalet i daginstitutionerne i forbindelse med, at de har omlagt til økologiske køkkener. Derudover er der afsat midler til efteruddannelse af køkkenpersonalet, som alle har været på 2 ugers kursus:

Endelig fortæller en anden, at der er afsat midler til holdningsbearbejdelse omkring grønne indkøb, hvilket har været nødvendigt, da der har været en vis skepsis mod grønne indkøb ude i institutionerne.

Generelt spores der ikke den store politiske vilje til at afsætte ekstra ressourcer til øgede udgifter til produkter i forbindelse med grønne indkøb. Der er lidt større villighed til at afsætte midler til en omstillingsproces i en periode.

En central indkøber fortæller om nødvendigheden af, at der centralt afsættes midler til kurser. De decentrale indkøbere er villige nok til at gå ind i grønne indkøb, men mangler økonomiske ressourcer til det.

I den pågældende kommune er der planer om at afsætte midler centralt i en grøn pulje, som dækker efteruddannelse for de decentrale indkøbere på miljøområdet.

Behov for viden om miljø og indkøb

Tre af de interviewede kan ikke pege på områder, hvor de har oplevet at mangle viden i forhold til processen med udarbejdelse af en grøn indkøbspolitik. På trods af det mener de fleste, at det er et område, de sikkert kunne vide mere om.

En af de interviewede fortæller om opbygningen af deres viden i forbindelse med grønne indkøb:

Med hensyn til brugen af andre kommuners/amters/organisationers erfaringer, har det ikke været muligt - det er nærmere gået den anden vej. De interviewede har oplevet, at de selv er blevet brugt flittigt af andre kommuner/amter.

En peger på, at et kursus om generel status for miljøindsatsen, herunder brugen af værktøjer og LCA (livscyklusanalyser), hvor grøn indkøbspolitik og grønne indkøb indgår, vil være et relevant område. Vedkommende vil kunne afsætte ½ til 1 dag til formålet, hvis programmet er aktuelt og spændende nok.

I interviewene har der ikke direkte været fokus på organisering af indkøbene, men flere fra forskellige målgrupper har nævnt organiseringen som en barriere for at gennemføre grønne indkøb. I det følgende opsamles derfor de tilkendegivelser, der har været omkring dette. Organiseringen af indkøb medtages her, da det er et vigtigt centralt område. Det på trods af, at tilkendegivelserne primært kommer fra andre aktører end de centrale beslutningstagere.

I følge KLs status for grønne indkøb (KL, 1999) har 34% af kommunerne fuldstændigt decentraliserede indkøb. Hvilket betyder, at i en kommune med 20.000 indbyggere, vil der typisk være 100 personer der har indkøbskompetence.

Ingen af de interviewede centrale beslutningstagere kommer fra kommuner eller amter, hvor man har fuldstændigt decentrale indkøb. Nogle informanter i kommuner med fuldstændigt decentralt indkøb mener, at decentraliseringen er en barriere for grønne indkøb.

En informant fra en lille kommune med 5500 indbyggere (og ingen grøn indkøbspolitik) fortæller om deres decentrale indkøb:

"Der er ingen tvivl om, at de decentrale indkøb er dyrere for kommunen. Det, som er vanskeligt, er at frigøre timer til en person for at få det på plads med centrale indkøb. Og det har man utroligt svært ved. […] Det er klart, hvis man skal ind og gøre det centralt, så skal man også ind og lave noget politik omkring, hvad man skal gå efter, når man handler."

4.2.2 Centrale indkøbere

Der er blevet foretaget interview med 6 centrale indkøbere, heraf 4 interview med centrale indkøbere i kommuner og 2 interview med indkøbere i store statsinstitutioner. Da det organisationsmæssigt er en blandet målgruppe, tegner der sig ikke et entydigt billede af erfaringer og behovet for efteruddannelse. Variationerne vil fremgå af det efterfølgende.

De interviewede centrale indkøbere er på ingen måde repræsentative for alle landets centrale indkøbere, da de er længere med grønne indkøb end mange andre⁴. Ønsket har været at stille sig på skuldrene af deres erfaringer, samt at udnytte deres overblik over manglende uddannelse.

Indkøbsprofil

De centrale indkøbere er fuldtidsbeskæftiget med indkøb og har ansvaret for at forhandle indkøbsaftaler på plads. De interviewede har primært tilhørt formen koordineret decentralt indkøb, dvs. at der forhandles aftaler centralt, som anvendes decentralt af indkøber i institutionerne eller i afdelingerne.

Indkøbsbudgetterne er på mellem 200-800 millioner kroner for de kommunale centrale indkøbere og på 900 millioner og 3,2 milliarder kroner for de to statsinstitutioner.

Størstedelen af de interviewede nedsætter arbejdsgrupper/brugergrupper, når nye aftaler skal udformes. Grupperne er med til at vurdere, hvilke kvalitetskrav og miljøkrav der skal stilles til produkterne. Deltagerne i disse grupper er efterfølgende med til at markedsføre aftalerne og budskabet om grønne indkøb. De bliver en form for ambassadører for grønne indkøb.

Alle de interviewede kommunale indkøbsansvarlige er medlem af IKA, og derudover er 3 af dem medlem af Sammenslutningen af Indkøbschefer i Storkøbenhavn.

Alle de interviewede har en grøn indkøbspolitik, og dermed har de alle erfaringer med grønne indkøb.

Deres arbejde med at stille miljøkrav i forbindelse med indkøb er fuldstændigt integreret som et fast element i indkøbsarbejdet. Det er stort set alle produkter, der stilles miljøkrav til.

Derudover har en del af de interviewede deltaget særligt aktivt i arbejdet med grønne indkøb fx via udarbejdelse af kravspecifikationer i IKA, arbejdsgrupper i SKI eller ved deltagelse i forskellige udviklingsprojekter og netværk inden for grønne indkøb. Som tidligere nævnt ligger deres erfaringsniveau dermed en del højere end det gennemsnitlige.

De fleste indkøbsaftaler, som de centrale indkøbere indgår, skal i EU-udbud. Det opleves der ikke vanskeligheder med.

Næsten alle de interviewede har støttet sig til miljøafdelingerne i kommunerne/miljømedarbejdere i virksomheden. Erfaringen er, at det giver et godt udbytte at udnytte de miljøfaglige kompetencer, der findes i kommunen/organisationen. Samarbejdet er formaliseret, således at miljømedarbejderen fast deltager i indkøbsarbejdet.

Samarbejdet mellem miljøafdelingen og indkøbsafdelingen er dog ikke helt problemfrit. En af de interviewede oplever, at de kommunale miljøafdelingerne har tradition for at tænke i out-put og har svært ved at løsrive sig fra det. De er ikke orienteret mod en forebyggende og produktorienteret indsats, som fx kunne bestå i at samarbejde med indkøbskontoret om indkøb af renere produkter.

Flere kommuner er ved at overgå til elektronisk indkøb, og der udtrykkes store forventninger til fordelene i forhold til grønne indkøb.

De interviewede har stort set alle deltaget i forskellige kurser om miljø og indkøb. Det er både interne og eksterne kurser samt diverse konferencer, Deres vidensopbygning sker desuden gennem deltagelse i forskellige aktiviteter og projekter inden for miljø og indkøb.

De eksisterende kurser kritiseres for at have et for lavt niveau for de centrale indkøbere, der nu har mange års erfaring med grønne indkøb. De mest anvendelige kurser for dem er, når de relateres til specifikke produktgrupper.

De interviewede centrale indkøbere har nu så stor erfaring inden for grønne indkøb, at de har fundet metoder til at finde relevante miljøoplysninger og har organiseret og systematiseret dette arbejde. Men andre, der ikke er nået så langt, kunne gøre god brug af deres erfaringer.

Fælles for de interviewede er, at de alle indgår i brede netværk med andre indkøbere. Det påpeges, at erfaringsudveksling gennem disse netværk er mindst lige så berigende, som det at deltage på kurser og seminarer. Netværkene bruges desuden aktivt, når den enkelte indkøber har spørgsmål om dette eller hint. En informant peger på et muligt potentiale i at samtænke efteruddannelse/kurser om grønne indkøb med disse netværk.

Flere er selv flittige oplægsholdere på konferencer og hjælper gerne egne institutioner både i hverdagen og ved at holde kurser for dem. De to interviewede statsinstitutioner har gode erfaringer med at holde interne kurser om miljø. De er så store institutioner, at det giver mere mening for dem at afholde kurserne internt. Kurserne arrangeres både med ekstern hjælp og med hjælp fra de interne miljømedarbejdere.

Generelt påpeges vanskelighederne ved selv at definere, hvilke miljøkrav der skal stilles:

I den sammenhæng efterlyses information om metoder til at finde de rette produktspecifikke og tekniske miljøkrav. En informant kritiserer miljøvejledninger for at være for generelle, mens en anden roser dem for deres anvendelighed.

Også vurderingen af leverandørernes produktbeskrivelser kan volde besvær. Her har flere muligheder for at trække på forskellige miljøtekniske kompetencer fra andre steder i organisationen.

Der peges på et yderligere behov for at opbygge støttefunktioner for indkøberne. Fx kunne Agenda 21-medarbejdere eller miljøafdelingens medarbejdere passende modtage efteruddannelse, så de bedre kan bistå indkøberne med grønne indkøb. Det kræver også forandringer på et organisatorisk niveau.

En af informanterne fra en statsinstitution kunne forestille sig, at man afholdt kurser, der var opbygget omkring et erfa-samarbejde, hvor man i fællesskab går ind og påvirker leverandørerne. Fx er de selv i gang med et samarbejde med IBM om emballageminimering.

Flere efterlyser større udbredelse af miljømærkerne, så de kan bruges på flere områder.

Det påpeges, at grønne indkøb ikke kun er et spørgsmål om at indkøbe de rigtige produkter, men også at omlægge vaner og rutiner. Det mangler der kurser i.

Endelig tilkendegives en holdning om, at indkøbsverdenen har været prioriteret tilstrækkeligt med hensyn til kurser om miljø, nu er det andre områder inden for det kommunale system, der skal inddrages fx de tekniske forvaltninger, som for en stor dels vedkommende ikke inddrager miljøhensyn ved bygningsvedligeholdelse og nybyggeri.

Det nævnes, at kurser om grønne indkøb ville blive bemærket, hvis de kom direkte med e-mail, gennem IKA/Dilf eller gennem SKI (for brugerne af SKI).

Der er en høj grad af tradition for at bruge kurser blandt de centrale indkøbere. Det gælder både inden for miljø og andre områder. Det nævnes som en meget betydningsfuld del af de centrale indkøberes funktion, at holde sig orienteret gennem diverse kursustilbud og konferencer.

Tiden er ikke et problem, da det er en gruppe, der er vant til at afsætte tid til kurser og seminarer. De fleste kan godt afsætte et par dage til et kursus, hvis blot det er relevant.

Kursusbudgetterne til de centrale indkøbere opleves som værende tilstrækkelige til dækning af deres behov for efteruddannelse. Mange deltager derudover i andre aktiviteter, der ajourfører dem på miljøområdet uden de store udgifter. Manglende midler til efteruddannelse er derfor ikke en væsentlig barriere for de interviewede centrale indkøbere. Dog fortæller en af informanterne, at de dyre kurser på 7000-8000 kroner for to dage er helt udelukket. På hans arbejdsplads er det primært endags kurser, der benyttes.

De påpeger, at økonomien til gengæld er et stort problem for de decentrale indkøbere. En af de interviewede understreger nødvendigheden af, at der afsættes en særlig pulje i kommuner og amter til efteruddannelse inden for grønne indkøb. Ellers kan det ikke lade sig gøre at få efteruddannet de decentrale indkøbere.

Det nævnes af flere, at de centrale indkøbere også i miljømæssig sammenhæng er bindeleddet til de decentrale indkøbere. Miljøkompetencerne skal primært ligge hos de centrale indkøbere eller hos en miljøkoordinator, og de skal så sørge for at få de decentrale indkøbere med.

En generel barriere for udvikling af grønne indkøb er, hvis det ikke prioriteres politisk. Det gælder både i kommunerne, amterne og i statsinstitutionerne. Flere nævner, at forudsætningen for, at de grønne indkøb tages alvorligt, er, at der er politisk opbakning.

4.2.3 Miljørådgivning til indkøbere fra miljømedarbejdere

De interviewede i denne gruppe er ikke indkøbere, men derimod medarbejdere som har erfaring med at bistå indkøberne med miljøfaglig viden. Der er udelukkende gennemført interview med personer, der har erfaring inden for området. Miljømedarbejdere uden erfaring med grønne indkøb har været forsøgt interviewet, men har ikke ønsket at deltage, typisk fordi de ikke mente at have noget at bidrage med.

De 4 interview i denne gruppe fordeler sig på to Agenda 21-medarbej-dere samt to miljømedarbejdere i funktioner der særligt har til formål at bistå amtets/kommunens institutioner med miljøinitiativer. Den ene af de to miljømedarbejdere er fra et Grønt Amt-sekretariat, og den anden sidder i en stabsfunktion, der har til formål at forgrønne kommunen (som led i medlemskab af Green City).

Deres uddannelsesmæssige baggrund er folkeskolelærer, agronom og miljøteknikere.

Fælles for dem er, at de primært beskæftiger sig med andre miljøspørgsmål end grønne indkøb. Det er fx grøn husholdning, grønne regnskaber, miljøstyring og trafik. Grønne indkøb er dermed en mindre del af deres arbejdsområde.

Kun en af de interviewede har det udelukkende som arbejdsopgave at hjælpe kommunens institutioner med at blive grønnere, de øvrige beskæftiger sig også med borgerprojekter.

Den ene af Agenda 21-koordinatorerne har kun perifer berøring med indkøb. Han inddrages 2-3 gange om året i en større gruppe omkring indkøb og følger det fra sidelinien. Han har ingen kontakt til de decentrale indkøbere, men informerer borgerne om kommunens initiativer inden for miljø-bevidste indkøb. Det sker skriftligt gennem deres Agenda 21-nyhedsblad og mundtligt ved markeder mv.

Den anden Agenda 21-koordinator yder primært hjælp til de decentrale indkøbere. De kontakter hende, fx når de skal købe en ny kopimaskine, og spørger om, hvad de skal tage hensyn til. Så bruger hun miljøvejledningerne og giver dem nogle miljøråd.

Hun har desuden medvirket til at starte nogle brugergrupper for hhv. plejehjem og daginstitutioner, hvor flere institutioner hjælper hinanden med deres miljøarbejde.

Grønt Amt medarbejderen har gennem en tværgående gruppe samarbejdet med indkøbsafdelingen om grønne indkøb. Der har hun kunnet bidrage med miljømæssige oplysninger, og hun har gennem samarbejdet selv fået indblik i de problemer, som indkøberen står med, når der forhandles aftaler. Samarbejdet med den centrale indkøber vil blive opprioriteret snarligt, idet der ansættes en medarbejder i Grønt Amt-sekretariatet, der har det som sin primære arbejdsfunktion at samarbejde med den centrale indkøber om grønne indkøb.

Den kommunale miljømedarbejder i Green City-kommunen har jævnligt samarbejde med den centrale indkøber. Han inddrages, når der skal stilles miljøkrav i udbudsmateriale, og når dokumentationen skal vurderes. Når der er mindre udbud og aftaler, foregår samarbejdet meget ad hoc.

Desuden hjælper han de decentrale indkøbere med grønne indkøb. De ringer fx til ham og spørger, hvilket produkt de helst skal vælge. Derudover hjælper han de decentrale indkøbere ved at lave en side om vigtige miljøforhold omkring forskellige produktgrupper. Det samles i en indkøbshåndbog, der ligger ude i kommunens institutioner.

Det er tydeligvis oplagt at bruge miljøkoordinatorerne og miljømedarbejderne som sparringspartnere for både de decentrale indkøbere samt for de centrale indkøbere. For de interviewedes vedkommende sker det gennem nyoprettede stillinger og ikke inden for det eksisterende miljøafdelinger.

Som det tidligere er nævnt, er det et problem, at de (amts)kommunale miljømedarbejdere ikke har tradition for at tænke forebyggende og produktorienteret. Problemet kan løses ved at have en brobygger mellem indkøbsafdelingen, miljøafdelingen og de decentrale indkøbere. Dette kræver nye samarbejder på tværs og uddannelse af miljøkoordinatorerne.

De fleste af de interviewede har deltaget på kurser om miljø og indkøb. En har været til et IKA-kursus. Desuden har hun selv stået for at afholde et minikursus på Rådhuset om grønt kontorhold. Erfaringen var, at det både var svært at finde nogen til at holde oplæg og få folk til at deltage.

En anden har deltaget i et kursus om miljøstyring, hvor grønne indkøb indgik som en del af kurset.

Endelig har en af informanterne deltaget i et weekendseminar om grønne indkøb, som blev afholdt internt i kommunen. Det gav ham mest af alt et netværk inden for indkøbsverdenen, som han senere hen kunne trække på.

Der er gode erfaringer med kurser, hvor man udveksler erfaring med de andre deltagere, samt de praksisorienterede kurser, hvor man selv skal være aktiv med at få prøvet metoderne af.

Stort set alle de interviewede i denne gruppe udtrykker ønsker om at få mere viden om miljø og indkøb.

En af de interviewede fortæller, at han har en følelse af, at hans arbejde med grønne indkøb bliver venstrehåndsarbejde, fordi han mangler viden på området. Det er et område, han meget gerne vil have mere viden om.

Der efterspørges generelle ting som "metode og systematikker til vurdering af leverandørers miljøoplysninger" og mere specifikke emner fx grønt kontorhold, samt specifikke miljøkrav til specifikke produkter.

Desuden savnes flere miljøvejledninger og flere miljømærkede produkter.

En mener, at det ikke er hende selv som koordinator, der mangler viden, men i højere grad de decentrale indkøbere. Hun savner et undervisningsmateriale, hun kan gå ud og bruge, så hun kan skubbe institutionerne i gang med at lave grønne indkøbspolitikker, organisere arbejdsgrupper osv.

En anden har erfaring med at arrangere møder om grønne indkøb for kommunens administative personale. I den sammenhæng efterlyser hun en liste over oplægsholdere, der kan holde foredrag om miljø og indkøb.

Flere af de interviewede udtrykker, at de har lært meget om den indkøbsfaglige verden gennem samarbejdet med de centrale indkøbere. De oplever selv at få et stort udbytte af samarbejdet. En pointerer, at den centrale indkøber har en meget travl hverdag, og det derfor er nødvendigt, at en fast person varetager miljøsiden i indkøbet.

En forudsætning for, at miljøfolkene kan samarbejde med de centrale indkøberne, er, at de har en forståelse for indkøbsverdenen. Miljøfolkene skal også efteruddannes eller oplæres i det indkøbsfaglige.

De interviewede kan stort set selv beslutte, hvilke kurser de vil deltage i. Det er en vigtig del af deres funktion at holde sig orienteret på miljøområdet, og de fleste er ofte til konferencer, kurser og møder om miljø. En af de interviewede anslår således, at han bruger 5-6 hele arbejdsuger om året på kurser og seminarer. Generelt er de interviewede meget udadvendte qua deres koordinatorfunktion.

Flere af dem har det endvidere selv som arbejdsopgave at arrangere møder og konferencer om miljø.

Kun én ser økonomien som en barriere for at deltage i efteruddannelse. De øvrige oplever hverken økonomi eller tid som et problem. Den største barriere er, at de aldrig ser kurser udbudt om grønne indkøb til deres målgruppe.

Til gengæld oplever de, at de decentrale indkøbere har meget få økonomiske ressourcer til deltagelse i kurser om miljø.

En informants opfattelse er, at det primære problem med implementering af grønne indkøb er, at miljø- og indkøbssektionen fungerer fuldstændigt adskilt i de fleste kommuner og amter. Altså en organisatorisk barriere, som betyder, at den miljøfaglige viden ikke udnyttes.

Der er tradition for, at ny viden indhentet på kurser, møder, seminarer mv. vendes med kollegaer. Dog fortæller en, at det er noget, de kunne blive bedre til.

4.3 Decentrale indkøbere

De decentrale indkøbere er fordelt på forskellige kategorier, hvori indkøb indgår med forskelligt omfang og betydning. Nogle decentrale indkøbere har ansvaret for indkøb til en hel institution, selvom de kun selv træffer nogle af valgene, mens andre kun har et meget begrænset indkøbsområde.

4.3.1 Indkøbere til den offentlige administration

De indkøbere, som har ansvaret for indkøb til administrativt personale i den offentlige administration, er en meget spredt målgruppe. Ofte er indkøbsfunktionen blot en mindre del af en medarbejders opgaver, og indkøbernes faglige identitet er derfor meget blandet i denne gruppe. De interviewede fordeler sig på to indkøbere til en amtslig administration og to indkøbere til kommunale administrationer. Deres jobtitler er servicechef, rådhusbetjent, bygningsinspektør/beredskabschef og assistent. Deres uddannelsesmæssige baggrund er på samme vis meget forskellig: Arkitekt, møbelsnedker, bygningskonstruktør og højere handelseksamen.

De interviewede i denne kategori bruger i gennemsnit mellem 1 og 10 timer om ugen på indkøb. De interviewede har et indkøbsbudget på mellem 100.000 og 6 millioner kroner om året. Budgetterne er ofte varierende afhængig af, om der skal ske store udskiftninger af fx kontormøbler. De interviewede nævner eksempelvis, at de er ansvarlige for indkøb af kontorartikler, inventar, papir, telefoner og rengøringsartikler.

Kun en af de interviewede er underlagt en grøn indkøbspolitik. Til gengæld følger to af de interviewede en politik, der handler om at benytte de lokale leverandører. Det er dog ikke en politik, der er skriftligt formuleret, men den efterleves i praksis.

Da indkøb er en sidebeskæftigelse for de interviewede i denne gruppe, er der en udbredt følelse af, at indkøbsarbejdet kræver længere tid end de har til rådighed. Flere ville gerne være grundigere og undersøge flere alternativer, men når det ikke i en travl hverdag.

Der er blandede erfaringer med grønne indkøb i denne gruppe. To indkøbere har stort set ingen erfaring, og to indkøbere har nogen erfaring med grønne indkøb. Indsatsen og erfaringerne er dels afhængig af om der er en grøn indkøbspolitik i amtet/kommunen, dels afhængig af den enkelte indkøbers interesse for miljøhensyn. En indkøber, der ikke er underlagt en grøn indkøbspolitik, fortæller, at han altid indtænker miljø ved indkøb. Han bruger miljøvejledningerne og spørger leverandørerne om, hvad de kan præstere på miljøområdet. Det samme gør indkøberen, der har en grøn indkøbspolitik.

De oplever begge vanskeligheder med at gennemskue, hvilke krav der er relevante at stille, især når der ikke er en miljøvejledning på området.

På trods af vanskelighederne med at stille relevante miljøkrav bruger indkøberne ikke miljøafdelingerne i deres respektive kommuner/amter. Det begrundes med manglende tid.

En af de interviewede, der ikke stiller miljøkrav, beskriver den manglende grønne indkøbspolitik i kommunen med, at der ikke er økonomisk opbakning til at gennemføre en sådan. Kommunen ser især gerne, at der spares på energien, men det støttes ikke økonomisk.

Omkring den politiske proces med at nå frem til at få en grøn indkøbspolitik siger han:

Indkøbs Services (SKI) rammeaftaler anvendes af to af de interviewede. De anvender dem til gengæld også i stor udstrækning. De mener, at SKI er garant for, at der er taget tilstrækkeligt miljøhensyn. En udtrykker det således:

Det er ofte mange småindkøb, der foretages af denne gruppe indkøbere, og kun en af de interviewede har erfaring med at skulle i EU-udbud. Til gengæld føler han, at det er et meget vanskeligt område, hvor han sidder tilbage med en følelse af usikkerhed om, hvorvidt kravene er formuleret korrekt. Han efterlyser et paradigma, han kan følge ved EU-udbud.

Flere af de interviewede har bemærket kurser om miljø og indkøb, men de har aldrig deltaget. Kun en af de interviewede har deltaget på et møde om miljø og indkøb, som blev afholdt af SKI.

Der er generelt en interesse for at få viden om miljø og indkøb. De føler sig overladt til leverandørernes oplysninger og oplever, at det kan være vanskeligt at gennemskue leverandørernes forskellige oplysninger. Af øvrige redskaber anvendes miljøvejledningerne af to indkøbere.

En indkøber siger, at han mangler miljømæssig viden inden for et bredt spektrum af områder. Hvis han skulle deltage på et kursus, skulle det ikke være for et specifikt indkøbsområde, da han indkøber så mange forskellige produkttyper. Han ville hellere lære om generelle metoder til at opspore de mindst miljøbelastende produkter.

Han savner desuden et samlet overblik over tilbuddet af kurser om miljø og indkøb. Han foreslår, at der laves et samlet kursuskatalog ved årets begyndelse på samme vis, som man har det inden for byggebranchen.

Med hensyn til kursernes længde fortæller en, at hvis han skal deltage, så skal kurset ikke vare mere end en dag, da det er svært for ham at slippe af sted i længere tid ad gangen. Der er generelt god erfaring med de korte fyraftenskurser/møder. En anden udtrykker ønske om den korte form, da han ikke kan sidde stille en hel dag. Han er vant til at bevæge sig meget, når han arbejder.

Det er dog ikke et entydigt billede. Andre af de interviewede er mere vant til stillesiddende arbejde. En af dem, der ofte er på kurser og seminar, har særlig god erfaring med kurser, der er baseret på en deltagende form. Han synes, det er meget lærerigt at høre om de øvrige deltageres erfaringer.

Generelt er der i gruppen en høj grad selvbestemmelse over egen efteruddannelse, kun en af de interviewede skal have godkendelse fra chefen.

Det er forskelligt, i hvilken grad de interviewede bliver efteruddannet.

De har været på kurser og seminarer mellem 1 og 6 gange i løbet af det sidste år. De fleste af kurserne foregår i nærheden af arbejdspladsen, typisk inden for en radius på 50 km. Særligt informanten fra Bornholm understreger de økonomiske problemer ved at deltage på kurser uden for Bornholm.

Det er også forskelligt, hvilken økonomi der er til efteruddannelse. Alle steder er der særskilte midler afsat til efteruddannelse. Kun to af de interviewede kender uddannelsespuljens størrelse, her er den på hhv. 3.000 og 5.000 kroner pr. medarbejder årligt.

To af de interviewede oplever tiden som den største forhindring for at komme af sted. En oplever, at kursusinvitationer ofte kommer alt for sent ud. Hans kalender er allerede fyldt, når han ser kurset. De to øvrige peger på, at det er økonomien, der er den begrænsende faktor og i mindre grad tiden. Særligt efter sommerferien kan det være vanskeligt at få bevilget penge til kurser, idet uddannelsespuljen da er ved at være brugt eller øremærket.

Der er generelt god erfaring og positiv indstilling over for brug af efteruddannelse. De fleste af de interviewede er som oftest af sted alene på kurser, men der er tradition for at udveksle erfaringer med kollegaerne efterfølgende.

4.3.2 Indkøbere ved driften af det offentlige – teknisk personale

De interviewede i denne gruppe er ikke udvalgt efter særlige initiativer. Det viste sig dog, at en af de interviewede har været spydspids inden for energirigtige indkøb i det offentlige.

Det tekniske personale er en meget forskelligartet gruppe, som kun har indkøb som en mindre del af deres jobfunktion. De interviewede har jobtitler som teknisk koordinator, bygge- og energichef, bygningschefer og byggesagsbehandler. Deres uddannelsesmæssige baggrund er lægesekretær, 2 ingeniører og en arkitekt. De interviewedes arbejdspladser er en fagskole, et amt, en højere læreranstalt og en kommune.

Det tekniske personale råder over store budgetter til indkøb og drift, da budgettet ofte også indbefatter ombygninger og nybygninger.

Indkøb er ikke den primære jobfunktion, men indgår dog i mange af funktionerne. De interviewede opfatter ikke byggeprojektering som "indkøb" og er derfor ikke selv kommet ind på miljørigtig projektering under interviewene.

Eksempler på produkter, der indkøbes af de interviewede, er inventar, maling, ting til bygningsvedligeholdelse, gulvbelægning, rengøringsartikler, hårde hvidevarer og elartikler. Styring af energiforbrug er centralt for denne gruppe, og deres fokus ligger derfor på energibevidste indkøb.

Kun en af de interviewede har ansvar for vedligeholdelse af udendørs arealer. Her er man gået bort fra at anvende pesticider, og der afsættes derfor flere timer til lugning. Det har krævet en organisatorisk forandring, som der har været ledelsesmæssig opbakning til at prioritere.

SKIs rammeaftaler anvendes af to af de interviewede, men de laver derudover også mange aftaler selv.

En af de interviewede har særlig erfaring med energibevidste indkøb, da vedkommende har initieret et projekt på det område. Projektet har omhandlet udskiftning af energiforbrugende hårde hvidevarer (A-mærkede). Amtet har formuleret en A-politik og har afsat 2 millioner til en lånepulje til amtets institutioner. Således kan institutionerne låne til investeringer i nye A-mærkede hårde hvidevarer og betale tilbage over en årrække. Amtet har udviklet sit eget koncept for, hvordan A-politikken udmøntes.

A-politikken er ikke direkte sammentænkt med amtets øvrige indkøbspolitik. Informanten foretrækker at arbejde adskilt med de to områder, hvilket han udtrykker således:

De tre øvrige informanter har ikke de store erfaringer med grønne indkøb. Det foregår ikke systematisk, men ad hoc hvis der er et område, som falder lige for (der nævnes eksempelvis lavenergipærer).

En fortæller, at det ikke er systematiseret, men at hun tænker meget over det miljømæssige. Når hun falder over noget nyt på miljøområdet, tager hun det med som et muligt alternativ. Hendes kilder til ny information er tilfældige. Det er primært fagblade, blade og TV, men hun savner mere materiale. Hendes motivation for at handle miljøbevidst skyldes ikke en politisk beslutning på arbejdspladsen, men hendes egen motivation og interesse for emnet.

To af de interviewede har ikke deltaget i kurser, der omhandler miljø eller energi.

En har deltaget i to kurser vedrørende energi og miljø, som var et halvdagskursus og et heldagskursus.

Den sidste informant deltager bredt inden for alt, hvad der sker på energiområdet, blandt andet i kraft af sin position som formand for amternes energiudvalg samt som landsformand for foreningen Energi og Miljø. Han bliver primært opdateret via sit brede netværk, men deltager desuden i alle konferencer på området.

De interviewede i denne gruppe udtrykker interesse i at få flere oplysninger om, hvordan miljø integreres i deres arbejde. Det er især inden for energiområdet, det er oplagt. Flere af de interviewede har indflydelse på valg af byggematerialer mv., da de er med i projekteringsfasen. Det er ikke et område, de har kompetencer på, og der ligger et stort potentiale for at indtænke miljø- og energiforhold på dette område.

De interviewede efterlyser oplysninger om grønne indkøb. Det kunne både være på kursusform og på skriftlig form. Hvis det skal være et kursus udtrykker en af de interviewede, at hun kan afsætte 3 dage, hvis det er højt prioriteret.

Informanten, der har 10 års erfaring med energistyring i amtet, fortæller, at der mangler et kursus om grønne energiregnskaber. Der mangler retningslinier til, hvordan de skal standardiseres, og hvad de skal indeholde. Det er et behov, han ser i mange kommuner og amter.

En af informanterne understreger, at det for ham er vigtigt, at et kursus er så relevant, at han kan omsætte det til direkte brug i sit arbejde.

De interviewede oplever, at de frit kan komme på kursus, som det passer dem. Hertil skal tilføjes, at flere sidder i lederstillinger. De er af sted, når de oplever, de har et behov, der nævnes en frekvens på 2-3 kurser om året. Der er generelt en positiv holdning til brug af kurser.

De føler ikke, at økonomien er en barriere, og hvis indholdet er relevant, prioriteres et kursus, selv om tiden altid er knap. Den største barriere er tilsyneladende, at de interviewede ikke får øje på kurser om miljø og energi. Derudover at kursusindholdet ikke er så relevant, at de kan bruge det direkte i deres arbejde.

Mange steder arbejdes der med uddannelsesplaner for medarbejderne i afdelingen. Initiativet til at komme på kursus kommer både fra medarbejderne selv og fra afdelingsledelsen.

Når de er på kursus, er de som regel alene af sted. Flere nævner, at de bruger erfaringsudveksling med kolleger, når man vender hjem fra kursus.

De fleste møder kursustilbud gennem kursuskataloger/pjecer, der bliver sendt direkte.

4.3.3 Indkøbere til børneinstitutioner og uddannelsessteder

Ved udvælgelsen af institutioner under kategorien børneinstitutioner og uddannelsessteder er der lagt vægt på at få kontakt til indkøbere, der ikke er fuldtidsbeskæftiget med administration eller som teknisk personale fx som pedel. I de institutioner, som vi har været i kontakt med, er det personer med en ledelsesfunktion koblet med en pædagogisk funktion, som har ansvaret for indkøb. Det er ledere fra daginstitutioner, fritidshjem og en viceskoleinspektør, der er interviewet i denne gruppe med uddannelse som pædagoger og en skolelærer suppleret med grunduddannelse i skoleledelse.

De interviewede inden for denne kategori bruger i gennemsnit 1-5 timer om ugen på indkøb. Indkøb udgør dermed kun en lille del af deres arbejde. De pågældende har et indkøbsbudget på 100.000 - 500.000 kroner. Der er 5 til 45 ansatte. I 3 af de 4 aktuelle kommuner er der indkøbs- eller rammeaftaler, hvori der også er medtaget vurdering af miljøforhold.

Der er kun et af stederne egentlige brugergrupper/fagpaneler, som tages med i beslutningerne om indkøb. Men personalet indgår i beslutningerne om indkøb på de øvrige institutioner dog i et mere uformelt samarbejde. Der er en enkelt, der opfatter indkøb som en ren administrativ opgave, mens de øvrige ser indkøbsfunktionen som en integreret del af institutionens virke og vil gerne sikre, at de værdier for kvalitet og miljøhensyn, som de mener er vigtige i det pædagogiske arbejde, også afspejles ved indkøb.

Der er meget forskellige erfaringer med grønne indkøb. En enkelt har ikke selv miljø inde som en parameter ved indkøb og stiller stort set ikke selv miljøkrav. Han anfører, at flere leverandører selv gør opmærksom på, at deres produkter er svanemærket eller på anden måde et godt miljøvalg.

Andre stiller krav for enkelte produkttyper – det gælder især for papir, rengøringsmidler og økologiske fødevarer. En enkelt institution oplyser, at der stilles miljøkrav til stort set alle produkter, men at kravene ikke altid kan honoreres. Fx er det svært at få de store legepladsproducenterne til at omlægge til naturlegepladser, og det vanskeliggør en indsats på området.

Generelt nævner alle inden for denne kategori, at leverandørerne er imødekommende over for miljøkrav, og at de gør meget for at fortælle, at deres produkter miljømæssigt er et godt valg. En enkelt påpeger dog, at det nogen gange kan være svært at vurdere, om det rent faktisk også er tilfældet.

Det er primært tid og pris, der nævnes som en barriere for at stille flere miljøkrav. De fleste er bekendt med flere hjælpeværktøjer i form af miljømærker, miljøvejledninger, det Grønne IndkøbsNet eller andet. De fleste mener, at de vil kunne finde den hjælp, som de har brug for.

Ingen af de interviewede er store nok til selv at have EU-udbud, hvorfor de ikke har erfaringer med dette.

Kendskabet til miljøkurser, herunder kurser om grønne indkøb, er begrænset. En har for et par år siden deltaget i et kursus om grønne indkøb i Green Network-regi. En anden af de interviewede er formand for de grønne daginstitutioner i sin kommune. Han er selv med til at holde kurser om legepladser og miljøforhold, men savner kursustilbud vedrørende naturforståelse og naturholdning.

Alle nævner et behov for efteruddannelse om forskellige temaer under overskriften grønne indkøb. De efterspurgte temaer er grøn legeplads, økologiske madvarer, urte- og køkkenhaver, naturforståelse og etik, således at man når bredere ud end kun at diskutere forbrugsvaner og ændring af disse. En understreger, at kurser gerne skal være produktsnævre, således at man kan vælge lige den produktinformation, der er behov for. Endelig peger en på behovet for et bredt orienterende kursus om grønne indkøb. Flere anfører, at det er vigtigt, at kursusindholdet har en direkte sammenhæng med hverdagen.

Det er generelt for institutionerne, at der er et lille kursusbudget, og at de faglige temaer i forbindelse med institutionens virke bliver prioriteret højst. For alle gælder det, at indkøb kun er en mindre del af deres jobindhold. Alle nævner, at et kursus om grønne indkøb skal være gratis eller rimeligt billigt.

De fleste vil foretrække, at kurset afholdes i nærheden, men er programmet, og dermed indholdet spændende og væsentligt nok, så er det ikke afgørende, hvor det holdes. For de tre er længden af kurset ikke afgørende, men en foretrækker et halvdagskursus om eftermiddagen, så man kan være på arbejde en halv dag først. Formen er ikke afgørende, men en enkelt anfører, at vedkommende har god erfaring med kurser, hvor der er et længere forløb – gerne fordelt over en periode.

Kurset skal præsenteres spændende og gerne ved direkte personlig henvendelse, f.eks. via e-mail fra kommunen eller en anden arrangør. Alle vil dog også finde kurserne, hvis de annonceres i deres respektive fagblade. Der lægges vægt på, at kurserne afholdes af kompetente arrangører, og flere påpeger, at arrangøren ikke skal være leverandører eller producenter.

Tre nævner økonomien som den væsentligste barriere, mens den sidste oplever, at tiden til at deltage i et kursus er den væsentligste barriere for, om de vil deltage i et kursus om grønne indkøb.

Alle de interviewede oplever, at der er en god kultur omkring efteruddannelse på arbejdspladsen. En af institutionerne har lige fået bestyrelsens godkendelse til fordobling af kursusbudgettet. Ud fra de økonomiske ressourcer er efteruddannelse noget, som bliver prioriteret højt. Budgetter er dog generelt rimeligt beskedne. To steder har de et kursusbudget på 800 kroner pr. medarbejder pr. år. Der, hvor kursusbudgettet er fordoblet, er det forhøjet fra ca. 1.000 til 2.000 kroner pr. medarbejder pr. år.

Det har stor betydning for medarbejdernes hverdag, at de kommer på kursus og får ny inspiration og nye input til arbejdet. Ny viden bliver formidlet til kollegaer ved præsentation på personalemøder og et enkelt sted har de en idemappe, hvor de samler op på kurser.

Der er ikke decideret planer for efteruddannelse for medarbejderne på nogle af de pågældende institutioner.

4.3.4 Indkøbere på sygehuse og plejehjem

Ved udvælgelsen af institutioner under denne kategori er der lagt vægt på at få kontakt med indkøbere fra institutioner med forskellige størrelser. Der er endvidere lagt vægt på at interviewe personer, der står med ansvaret for om ikke al, så hovedparten af indkøbene til institutionerne.

I analysen indgår således et plejehjem, hvor det er lederen, der står for indkøbene, og tre sygehuse, hvor det er hhv. en indkøbschef og to fuldmægtige, der står med indkøbsfunktionen. Deres uddannelsesmæssige baggrund er henholdsvis sygeplejeske med videreuddannelse inden for ledelse og undervisning, en merkonom og to kontoruddannede med hhv. første del af merkonomuddannelsen og den kommunale commonomuddannelse som overbygning.

Indkøberne for de tre sygehuse bruger al arbejdstiden på indkøb, mens lederen af plejehjemmet bruger ca. ¼ af arbejdstiden, dvs. ca. 8-10 timer om ugen på indkøb. På plejehjemmet, hvor der er ca. 60 ansatte, indkøbes for ca. 1 million kroner om året. De to mindre sygehuse med 450 og 650 ansatte indkøber for ca. 26-29 millioner kroner om året, mens indkøberen fra det større sygehus med i alt 2200-2300 ansatte ikke kender det samlede indkøbsbeløb.

Lederen på plejehjemmet er både fagligt og økonomisk ansvarlig og bruger ¾ af tiden på ledelse og økonomi. Hun nævner, at indkøbene er væsentlige for institutionen, men peger på, at ikke alle indkøb er materielle ting, fx køber de også aktiviteter i form af en ugentlig tur i svømmehallen og en bytur en gang om måneden.

Alle 4 indkøbere indgår i samarbejder med tilsvarende institutioner om indkøb. Lederen af plejehjemmet indgår i samarbejde med andre plejehjem i kommunen om indkøb, men kommunen har ikke egentlige rammeaftaler. For sygehusene indgår indkøberne i en fællesindkøbsgruppe med andre sygehuse i de respektive amter, hvor de laver rammeaftaler for fællesindkøb.

Selvom ansvaret for indkøbene er placeret hos hver af de 4 interviewede, så er der de 3 steder en vis decentralisering i indkøbene. Det er kendetegnende, at medarbejderne/afdelingerne på sygehusene er med i beslutninger om større anskaffelse og indkøb af nye apparaturer og på plejehjemmet fx vedrørende nye møbler, mens toiletpapir og lignende hverdagsprodukter indkøbes uden medvirken fra andre end indkøberne.

De 3 sygehuse har en indkøbspolitik, hvor miljøhensyn indgår, således at de i de tilfælde, hvor der forekommer et valg mellem et traditionelt og et miljøvenligt produkt, vælger det mindst miljøbelastende. Et af sygehusene nævner bl.a., at de ikke længere bruger rengøringsmidler med LAS. Plejehjemmet har ikke en decideret indkøbspolitik, men de har formuleret en miljøpolitik, hvor der også indgår retningslinier for indkøb. Plejehjemmet vil gerne være miljøvenlig og sikre et sundt arbejdsmiljø, hvilket er i tråd med kommunens miljøpolitik.

Plejehjemmet har bl.a. skiftet rengøringsmidler som følge af miljøhensyn. De har fået nogle elever fra Sorø Erhvervs- og Husholdningsøkonomer til at lave analyser af rengøringsmidler for at finde de produkter, der er mindst skadelige for personale og miljøet. Resultaterne af deres undersøgelser er vurderet af "den grønne konsulent i kommunen" – kommunens Agenda 21-kontaktperson. Plejehjemmet er netop nu ved at sende bleer i udbud. Et af kravene er, at de skal leve op til kriterierne for Svanemærket. Derudover har institutionen i 1997 udarbejdet en miljørapport om vand, varme og el.

Sygehusene har alle erfaringer med grønne indkøb. Et af sygehusene stiller krav til enkelte produkttyper, fx kontorartikler, rengørings- og opvaskeartikler. Her er miljøkravene indarbejdet i forhold til de valgte leverandører. De oplever kun enkelte leverandører, der ikke vil levere miljøoplysningerne.

Et andet af sygehusene stiller stort set altid krav om miljøcertificering. Der er standardbeskrivelser, som medsendes, hver gang de indhenter et tilbud eller sender et køb i udbud. Leverandøren skal altid oplyse, hvilke miljømæssige foranstaltninger, som producenten har vedrørende kontrollerede miljømærker, miljøordninger og miljøcertificeringer. For områder, der ikke er omfattet af miljømærkekriterier bedes producenten oplyse, om der er foretaget vurderinger ud fra Miljøstyrelsens vejledninger eller ud fra andre kompetente kilder. De møder en positiv reaktion fra leverandørerne, men oplever selv en begrænsning i, at der ikke tilføres flere penge, når der skal stilles miljøkrav.

Det tredje sygehus har arbejdet systematisk med miljøkrav i gennem flere år. Papirprodukter skal være svanemærket, plast skal være uden PVC, osv. De samarbejder med producenterne for at afprøve nye produkter bl.a. plast uden PVC.

To af de 4 institutioner har ikke selv været involveret i EU-udbud. De to andre har ikke oplevet problemer med at stille miljøkrav. Det ene sted anfører, at de i øvrigt heller ikke har oplevet, at andre end danske leverandører har henvendt sig for at give tilbud ved udbudene.

Indkøberne på sygehusene oplever generelt ikke, at de mangler værktøjer til at stille miljøkrav – de kender miljømærker, miljøvejledninger og Det Grønne Indkøbsnet. Den ene af indkøberne har en miljømedarbejder at støtte sig til ved miljøkravene. En af indkøberne oplyser, at han har lært det meste ved i praksis at arbejde med grønne indkøb gennem flere år.

Generelt har indkøberne kun i begrænset omfang set kurser, der handler om grønne indkøb. Kun en har indtil videre deltaget i kurser i IKA-regi. En fortæller, at hun ikke har deltaget, fordi de fleste kurser er "hulens dyre". Det er også vigtigt, at kurset er meget relevant i forhold til ens hverdag. En anden har tidligere fået afslag på at deltage i et kursus, men skal snarligt af sted på Den Kommunale Højskole på 2x3 dages kursus om indkøb, hvori også grønne indkøb indgår. En har deltaget i Agenda 21-kursus om fødevarer.

En peger på behov for kurser om generel information om grønne indkøb og brug af værktøjer bl.a. miljømærker og miljøvejledninger. Dette suppleres af en anden, der angiver, at et kursus om grønne indkøb skal handle om deklarationer, hvad de forskellige mærker står for. En peger på, at et kursus skulle handle om de krav, som indkøberne skal stille til leverandørerne, hvad det er man skal tage højde for. Det ville være rart at komme på kursus, hvor man fik en tjekliste for alle produkter, som man efterfølgende kan have liggende og bruge. To nævner særligt plast som produkttype, hvor det er svært at stille kravene.

Alle nævner, at et kursus ikke må være for dyrt – gerne gratis - men for en enkelt er det ok med op til et par tusind kroner for et kursus. Afstanden er ikke afgørende, men dog væsentlig, det er bedst, hvis det er i nærheden. For lederen af plejehjemmet, der ikke er fuldtidsbeskæftiget med indkøb, kan halvdags kurser bedst indpasses i arbejdet, men længden af kurset er ikke afgørende for indkøberne på sygehusene.

Hvis deltagerne skal have et godt udbytte, peger de alle på en deltagerbegrænsning, der dog varierer fra mellem 12-15 til op til ca. 30 personer. To peger desuden på, at det er særligt nyttigt, hvis to fra samme institution er med på det samme kursus, så kan man bedre støtte hinanden i senere at indarbejde den nye viden. Den ene angiver, at det kan være en indkøbskollega fra sygehuset, en af de øvrige medarbejdere fra sygehuset eller en indkøber fra et af de andre sygehuse i amtet, som de samarbejder med.

Viden om kurserne når bedst ud via direkte e-mail eller brev til indkøberne. En peger på annoncering i IKAs eller amtets kursusprogram, mens andre peger på, at kurserne kan annonceres i fagbladene.

Kursusbudgetterne er generelt meget små. To nævner beløb på 300-500 kroner pr. medarbejder pr. år. På flere institutioner betyder de lave budgetter til efteruddannelse, at man i stor stil satser på interne kurser til medarbejderne. En indkøber fra et af sygehusene nævner også, at producenterne gerne holder seminarer, hvor de fortæller om deres produkter og deres miljøforhold. På et af sygehusene er der ikke et fast kursusbudget, og det er generelt ikke vanskeligt at komme på kursus.

Der er generelt gode erfaringer og traditioner for efteruddannelse. Flere peger på, at de har god erfaring med kurser med et længere forløb, hvor man når at få nogle diskussioner med folk, der sidder i samme situation som en selv. En peger dog på, at de længerevarende kurser ind i mellem kan flyde lidt ud, hvorfor det er godt at komme hurtigt hjem igen og komme i gang med at praktisere den nye viden. Meldingen er også, at de kortere kurser lettere kan indpasses i dagligdagen. For lederen af plejehjemmet skal et kursus helst være halvdags, så man kan nå på arbejde først.

Der er en positiv oplevelse af at være på kursus. Alle nævner, at det giver inspiration til arbejdet, og at det er godt med et brud på hverdagen. Deltagelse i kurser giver som regel udvikling af jobbet og af deltagerne.

4.3.5 Indkøbere til kantiner og institutionskøkkener

Også i denne gruppe er der foretaget 4 interview. Der er interviewet indkøbsansvarlige for et hospitalskøkken, en rådhuskantine, en handelsskolekantine, og en daginstitutution. Deres budgetter er på hhv. 11 millioner, 3 millioner, 2 millioner og 120.000 kroner. De tre førstnævnte er økonomaer, og den indkøbsansvarlige for daginstitutionen er pædagogisk uddannet.

Alle de interviewede bruger i stor udstrækning økologiske fødevarer. De har alle kørt omstillingsprojekter fra konventionel køkkendrift til økologiske køkkener. Dermed har denne gruppe et særligt kendskab til grønne indkøb og indsigt i mulighederne for efteruddannelse i den forbindelse. De interviewede i denne kategori er også efter egne udsagn længere fremme med indførelse af økologi end gennemsnittet af institutioner og køkkener.

To af de interviewede står ikke med den konkrete indkøbsopgave selv, men er ansvarlige for de overordnede retningslinier for indkøbene (hospitalskøkkenet og daginstitutionen), og de har et tæt samarbejde med medarbejderne, der gennemfører indkøbene. Her anvendes rammeaftaler med udvalgte leverandører. De to øvrige står med indkøbsplanlægningen i praksis og vælger selv deres leverandører.

I de tre store køkkener er der ansat både faglært og ufaglært arbejdskraft.

Alle de interviewede er ledere for enten helt eller delvist økologiske køkkener. De har alle været med under omlægningsprocessen fra konventionel køkkendrift til økologisk. De har derfor alle at gøre med den proces samt med indkøb af økologiske varer. De bruger i høj grad det røde ø-mærke. Flere har skiftet leverandører i forbindelse med indførelse af økologien.

En fortæller, at det har givet et større arbejde, da de er nødt til at have flere leverandører. Det kræver større styring og giver mere papirarbejde.

De tre af køkkenerne/institutionerne har en grøn indkøbspolitik, idet amtet/kommunen har en generel grøn indkøbspolitik. Den fjerde er ikke underlagt en grøn indkøbspolitik, men køber alligevel 40% økologisk ind:

Initiativet skyldes lederens interesse for økologi, samt at nogle politikere for 5 år siden spurgte om deres holdning til økologi.

Vanskelighederne ved grønne indkøb i køkkener opstår, når der ikke findes økologiske råvarer af en bestemt type. Det økologiske marked er hele tiden i udvikling, og ved at stille krav får de leverandørerne til at føre nye økologiske varer.

Ud over økologiske indkøb har to af de interviewede erfaring inden for andre miljøprojekter i køkkener. Fx deltager et køkken i projektet "Fra jord til bord, fra bord til jord", hvor det forsøges at bruge leverandører inden for amtets grænser, samt at sende restaffaldet tilbage dertil.

Hospitalskøkkenet har deltaget i flere projekter, blandt andet et om miljøstyring i køkkener. De arbejder nu efter ISO 14001 principperne (dog uden at være certificeret) og har udgivet en håndbog om miljøstyring i storkøkkener og en pjece til de mindre køkkener.

Alle de interviewede har været gennem en omlægningsproces, og de har derfor også erfaringer med kurser inden for dette område. De har generelt deltaget i konferencer på området, flere af dem har ofte selv været brugt som oplægsholdere. Derudover har to af de interviewede udarbejdet redskaber i form af video, håndbøger og pjecer til andre køkkener, der ønsker at arbejde mere miljøbevidst.

Det understreges af flere interviewede, at forudsætningen for, at økologisk køkkendrift skal lykkes, er, at medarbejderne er med. Langt de fleste medarbejdere har da også været på efteruddannelse. Kurserne har været afholdt af Økonomaforeningen, tekniske skoler, AMU-centre, og Hotel- og Restaurationsskolen, Kantineledernes Landsklub og Økologisk Oplysningsforbund.

Netop for denne gruppe indkøbere og deres personale er omlægning til økologiske køkkener forbundet med megen uddannelse. Meget af økologien i et køkken handler om adfærden omkring råvarerne fx at ændre arbejdsgange, bruge årstidens råvarer, bruge nye opskrifter osv.

En af de interviewede beskriver, hvordan omlægningen til økologisk drift har givet et løft i kantinearbejdet. Arbejdet er ikke så monotont, da råvarerne ikke bare tages ud fra frosten. Årstidernes variation med friske råvarer bidrager med en stor glæde og udfordring.
Flere har brugt at arrangere ekskursioner ud til producenterne, det være sig både konventionelle landbrug og økologiske landbrug.

Også i denne gruppe af indkøbere nævnes netværk som et vigtigt element i kompetenceudviklingen, især for kantinelederne/cheføkonomaerne.

Også de øvrige informanter har deres forskellige netværk, hvor der ofte diskuteres miljø og økologi. Eksempler, der nævnes, er Kantineledernes landsklub, Økologisk Landscenter, et netværk med øvrige kommunale kantiner, et samarbejdsnetværk med Aggerselskabet og et samarbejde med studerende fra DTU.

Især inden for kantine-/køkkenområdet tilbydes der mange kurser vedrørende omlægning til økologi. Flere af de interviewede mener ikke, der mangler tilbud på dette område for deres medarbejder. Eventuelt skal de forskellige kursustilbud til kantinemedarbejdere synliggøres.

For kantinemedarbejderne er det vigtigt, at kurserne er anvendelsesorienteret, og ikke for langvarige:

En anden siger:

Hvis det er kurser, der løber over længere tid, er der god erfaring med veksling mellem undervisning og praksis. Så medarbejderne kommer hjem og prøver tingene af, eller får opgaver med hjem i køkkenet, som senere gennemgås på kurset.

Med hensyn til områder som lederne mangler viden på, nævner en af de interviewede miljøstyring i køkkenet. Det vil hun gerne have mere viden om, for det er noget, hun står over for at kaste sig ud i.

En anden svarer, at hun ikke mangler viden, men at det i højere grad er hendes medarbejdere, hun vil prioritere i den sammenhæng.

To informanter nævner vigtigheden af, at dem, der serverer maden, har indsigt i det økologiske, så de kan formidle og "markedsføre" menuplanen.

Grundet vanskelighederne med at holde fri i dagtimerne har en kantineleder god erfaring med at holde korte fyraftensmøder direkte efter arbejdets ophør. De har god erfaring med at mødes fx fra kl. 15.00 – 17.00.

De helt store barrierer er tid og økonomi. Her har flere af de interviewede kunne opnå offentlig støtte, bl.a. gennem jobrotations- og/eller aktiveringsprojekter, som har givet dem en ny arbejdskraft, mens en medarbejder er på kursus.

To af de interviewede har fået offentlig støtte til omlægningen og uddannelsen blandt andet fra Den Grønne Jobpulje og Den Grønne Fond.

Budgettet til kurser er på 500-1.500 kroner pr. medarbejder pr. år blandt de interviewede. Ingen af de interviewede har kunne finansiere deres kursusaktivitet inden for det almindelige kursusbudget. De har måtte trække på diverse støtteordninger, netværkssamarbejder, gratis tilbud osv.

De interviewede chefer er meget bevidste om betydningen af efteruddannelse af deres personale. De oplever, at når personalet kommer på kursus, får de glæde ved det daglige arbejde, og det er tiltrængt i en branche med hårde arbejdsvilkår.

Flere beskriver, hvordan de oplever, at deres medarbejdere bliver meget stolte af deres arbejde og bliver gladere af at komme på efteruddannelse. En siger således:

En anden fortæller, hvordan kommunen prioriterer efteruddannelse af personalet i køkkenet, fordi det er med til at gøre jobbene mere interessante og kan fastholde folk i jobbene. Det er vigtigt:

Der bruges generelt erfaringsudveksling mellem medarbejderne, når de har været på kursus fx på personalemøder.

4.3.6 Indkøbere af IT-udstyr

De interviewede indkøbere af IT-udstyr er tilfældigt udvalgt, der er ikke blevet skelet til særlige initiativer på området. De interviewede i denne gruppe må derfor antages at give et relativt nøgternt billede af niveauet for grønne indkøb på IT-området.

Alle de interviewede er chefer for IT-afdelinger, der har indkøb som en del af deres arbejde. En er chef for indkøbsfunktionen i Rigspolitiet og er fuldtidsbeskæftiget med indkøb. Deres uddannelsesmæssige baggrund er cand. merc., revisor, og systemplanlægger.

IT-branchen er en travl og tempofyldt branche, hvilket også er kommet til udtryk i dette projekt, idet det har været vanskeligt for de interviewede at afsætte tid til et interview. Endvidere er flere af interviewene foregået "mobilt", således klares flere ting på en gang af informanterne.

Indkøbsprofil

Det er kendetegnende for de interviewede indkøbere af IT, at deres indkøbsfunktion er mere centraliseret, end det er tilfældet for andre indkøbs-områder i det offentlige. Nogle har tidligere været mere decentralt organiseret, men har nu samlet IT-indkøbene:

"Det er slut med, at man lige tager i Bilka."

En stor del af de interviewede IT- indkøbere bruger i stor udstrækning SKIs rammekontrakter. Tre af de interviewede bruger næsten udelukkende SKIs rammekontrakter, og en fortæller, at de bruger SKI på en del områder, men også selv går i udbud. Men da indkøberne primært bruger SKI, har de kun få gange selv været i EU-udbud.

Budgetterne for IT-indkøberne er af forskellige størrelser, men dog gennemgående større end i de øvrige målgrupper. De interviewede kommunale IT-indkøbere har relativt små budgetter på ca. 1-3 mio. kroner, amtet indkøber for ca. 50 mio. kroner, og den helt store indkøber er Rigspolitiet med et budget på 660 mio. kroner.

Erfaring med grønne indkøb

Det er kun en af de interviewede, der har en grøn indkøbspolitik. Den indgår som en del af deres miljøhandlingsplan og foreskriver, at de så vidt muligt skal købe svanemærkede produkter og lavenergiprodukter.

En anden fortæller, at amtet overvejer at få en A-politik, hvilket fremover kan kræve øget opmærksomhed på energiforbrug ved indkøb af IT-udstyr. Han mener dog ikke, at det umiddelbart får større betydning, da det indkøbte stort set allerede lever op til kravene.

Generelt har de interviewede kun få erfaringer med at stille miljøkrav i deres indkøb. En del af de manglende erfaringer kan tilskrives, at der købes meget ind gennem SKI, og indkøberne mener, at det er SKIs ansvar at sørge for det miljømæssige. En udtrykker stor tillid til, at det sker og ved, at der er ansat en miljømedarbejder særligt til denne opgave.

Kun en enkelt af de interviewede kender miljøvejledninger, en anden har set Grønt IndkøbsNet på SKIs hjemmeside dog uden at have kigget nærmere på det.

Erfaring med miljøkurser

Ingen af de interviewede har nogen sinde set kurser om miljø annonceret, og dermed heller aldrig deltaget. To af de interviewede har fået informationer om Siemens’ genbrugsinitiativer på en konference i anden sammenhæng.

Behov for og krav til kurser om grønne indkøb

Særligt informanten, der er underlagt en grøn indkøbspolitik, savner flere informationer om grønne indkøb. Det er et område, han gerne vil prioritere højt og kan afsætte 2-3 dage til formålet.

Med hensyn til erfaringerne med kursers længde er der fra de øvrige god erfaring med korte forløb fx fyraftensmøder. Informanten fra Nordjylland understreger vigtigheden i, at kurset er lokalt forankret. Det er en stor barriere for dem, hvis et kursus afholdes i København.

Internettet er naturligvis en del af dagligdagen hos denne gruppe af indkøbere. Annoncering over Internettet nævnes som en god mulighed, enten via SKIs hjemmeside eller via e-mail.

Der var blandt 3 af de interviewede interesse for at blive bedre til at stille miljøkrav. Dog oplevede en af de interviewede det ikke som et stort problem at stille miljøkrav, da han får hjælp til dette fra kommunens miljøafdeling.

En efterlyser i stedet for kurser noget skriftligt materiale, det kan han bedre bruge i hverdagen.

En anden holdning, der tilkendegives, er, at det er et område, der ikke prioriteres i kommunen, så det er kun en ordre fra chefen, der kan få vedkommende til at deltage.

Da 3 af de interviewede ikke har en grøn indkøbspolitik, må det konkluderes, at der er et behov for, at det politiske niveau i kommuner og amter stimuleres til at få gang i den proces.

Barrierer og traditioner for efteruddannelse

IT-branchens hurtige udvikling sætter sig også igennem i forhold til medarbejdernes uddannelse. Der er stor tradition for at bruge efteruddannelse, og budgetterne hertil er væsentlig højere inden for denne sektor end inden for andre sektorer. For de interviewede ligger uddannelsesbudgettet på mellem 15.000 og 50.000 kroner pr. medarbejder pr. år. Efteruddannelsesfrekvensen er høj, og medarbejderne er vant til megen efteruddannelse, primært inden for IT-faglige områder.

Hos de interviewede (som alle er chefer) er der stor autonomi med hensyn til kursusdeltagelse. De udtrykker, at der også er stor mulighed for deres medarbejdere for at komme af sted, som de har lyst.

En erfaring er, at barriererne ligger hos medarbejderne – de kan godt være tunge at få af sted på kurser generelt. Han tilføjer, at det måske også kan tilskrives, at det er de forkerte kursustilbud, der findes.

En fortæller, at det er nødvendigt med ekstra ressourcer til oplæring og efteruddannelse, da mange nyuddannede starter med en stilling inden for det offentlige og efter kort tid springer videre til et job i det private.

Medarbejderne er som regel af sted enkeltvis på kurser. Det er ikke på alle arbejdspladserne, der udveksles erfaringer, når en medarbejder kommer hjem fra kursus, men hos to af de interviewede er der formaliserede former for opsamling og erfaringsspredning til kollegaer.