Økologisk håndtering af spildevand

6. Andre projekteringsregler

6.1 Ledningssystemer
6.1.1 Mindste ledningsdimension
6.1.2 Separate urinledninger
6.1.3 Godkendte samletanke
6.1.4 Samletankens placering og størrelse
6.1.5 Afstand til vandindvindingsanlæg
6.1.6 Sundhedsrisici og gener for omkringboende
6.1.7 Tømning og bortskaffelse
6.2 Urintanke
6.3 Kompostbeholder
6.4 Udluftninger
6.5 Krav til rumindretning
6.5.1 Ventilation i bade- og kloset-rum

6.1 Ledningssystemer

6.1.1 Mindste ledningsdimension

6.1.1.1 I bygninger

Ledninger, der fører gråt spildevand (afløb fra vask, bad, gulvafløb mv.), skal have en indvendig diameter på minimum 26 mm.

Liggende samleledninger, (ledninger der fører afløb fra mere end én installationsgenstand), der fører gråt spildevand, skal have en indvendig diameter på minimum 26 mm og dimensioneres efter DS 432.

Ledninger, der fører urin, skal have en indvendig diameter på minimum 44 mm.

Liggende samleledninger, (ledninger der fører afløb fra mere end én installationsgenstand), der kun fører urin, skal have en indvendig diameter på minimum 44 mm.

Ledninger, der fører afløb fra wc (fækaliedelen), skal have en indvendig diameter på minimum 75 mm.

6.1.1.2 I jord

Ledninger, der fører gråt spildevand, skal have en indvendig diameter på minimum 75 mm.

Ledninger, der fører urin, skal have en indvendig diameter på minimum 75 mm.

Ledninger, der fører afløb fra wc, skal have en indvendig diameter på minimum 96 mm.

6.1.2 Separate urinledninger

6.1.2.1 Urinsorterende kloset

Dimension: Separate urinledninger skal i bygning have en indvendig diameter på minimum ø 44 mm og gerne ø 75 mm. Tilsvarende ledninger i jord skal have en indvendig diameter på minimum ø 75 mm og gerne ø 100 mm.

Ledninger, der kun fører urin og skyllevand, dimensioneres efter DS 432, Norm for afløbsinstallationer. Reglerne for dimensionering af ikke-udluftede ledninger anvendes, og den forudsatte spildevandsstrøm for et urinafløb kan sættes til 0,3 l/s.

Fald: Separate urinledninger skal lægges med et fald på minimum 20‰.

Rensemulighed: Der vil forekomme aflejringer i urinledninger, som med jævne mellemrum skal fjernes ved spuling eller anden rensemetode.

Separate urinledninger skal derfor være forsynet med gode rensemuligheder. Renseadgangene bør placeres følgende steder:
på ledning i eller under gulv på jord med en afstand på højst 20 m,
ved overgange mellem stående og liggende samleledning i bygning,
efter sammenlagt retningsændring på mindst 90° uanset afstanden til næste renseadgang,
i jord uden for bygningen, så afstanden mellem renseadgangene højst er 40 m. Afstanden mellem den sidste renseadgang
i bygning og den første i jord, bør dog højst være 20 m, i bygning ved overgang fra ledning i bygning til ledning i jord.

Rense- og inspektionsbrønde skal udføres med lugttæt dæksel, så det hindres, at urinlugt trænger op fra systemet.

Ventilation: Separate urinledninger skal ikke ventileres.

Tæthed: Urinledninger skal være fuldstændig tætte for at undgå indsivning. Derfor bør de udføres i PEH med svejste samlinger.

6.1.2.2 Urinaler med og uden vandskyl

Dimension: Ledningen efter et urinal skal have en indvendig diameter på minimum 44 mm.

Fald: Ledningen efter et urinal skal lægges med et fald på minimum 20‰.

Spildevandsstrøm: Den forudsatte spildevandsstrøm kan i forbindelse med dimensionering sættes til 0,3 l/s.

6.1.3 Godkendte samletanke

Kommunalbestyrelsen skal ved meddelelse af tilladelse sikre, at en af følgende betingelser vedrørende samletankens kvalitet er opfyldt.

6.1.3.1 Typegodkendt af PUFO

Samletanken er typegodkendt af Prøvningsudvalget for Olietanke (PUFO) i henhold til den til enhver tid gældende bekendtgørelse om kontrol med oplag af olie.

6.1.3.2 Kvalitetskrav i henhold til tilladelsesmyndighedens vurdering

Samletanken skal efter kommunalbestyrelsens vurdering kunne opfylde lignende kvalitetskrav til opbevaring af spildevand. Herved forstås krav, der i henhold til bekendtgørelsen om kontrol med oplag af olie, kan være relevante i forbindelse med en vurdering af en samletanks anvendelighed til opbevaring af spildevand. Det kan også være tanke, der er godkendt i andre lande til opbevaring af spildevand eller tanke, der evt. kan være godkendt til opsamling af tagvand.

6.1.3.3 Vakuum-systemer

Såfremt en ejendom har et afløbssystem, der kræver 100% beholdertæthed (vakuum-system), skal samletanken af kommunalbestyrelsen kunne godkendes til at indgå i et sådant system.

6.1.3.4 Betonkonstruktion: Udført af en autoriseret kloakmester

Hvis samletanken skal udføres på stedet som en betonkonstruktion, skal arbejdet udføres af autoriseret kloakmester, og forinden etablering skal kommunalbestyrelsen godkende tegning til konstruktionen/samletanken.

6.1.3.5 Anvendelse af eksisterende andre tanke som samletanke

Eksisterende tank, der har været anvendt til et andet formål, kan godkendes af kommunalbestyrelsen til anvendelse som samletank. Dog skal det sikres og kunne dokumenteres, at tanken har en tilstrækkelig kvalitet, så den kan anvendes til opsamling af spildevand. Her er således tale om en konkret vurdering, og udgangspunktet bør være, at den pågældende tank opfylder de kvalitetskrav, der stilles til nye samletanke.

Ved tanke, der er udført på stedet som en betonkonstruktion, skal kommunalbestyrelsen vurdere betonens kvalitet og tankens tæthed samt sikre, at der ikke forefindes aflejret materiale i tanken. Dette kan ske ved inspektion og spuling af tanken for at fjerne eventuelle aflejringer. Tætheden kan undersøges ved inspektion, herunder om der er revner i betonen, men kan også undersøges ved hjælp af en tæthedsprøve (beholderen fyldes med vand, og efter eksempelvis et døgn konstateres det, hvorvidt beholderen lækker eller ej).

For andre typer end betontanke, eksempelvis tanke af plast, glasfiber mv. gælder de samme kriterier for vurderingen af tankens anvendelighed.

6.1.4 Samletankens placering og størrelse

De samletanke, kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til, skal være helt eller delvist nedgravet på ejendommen, dvs. samletanken skal kunne relateres til den pågældende ejendoms matrikelnummer/numre.

6.1.4.1 Afstandskrav til veje og skel

Kommunalbestyrelsen skal derudover sikre, at afstanden fra samletanken til veje og skel er mindst 2 meter.

6.1.4.2 Afstand til bygninger

Med hensyn til afstanden til bygningen henvises til Bygningsreglementet af 1. april 1995, samt Bygningsreglementet for småhuse af 25. juni 1998. I nærheden af bygninger skal tanken placeres, så kravene i DS 415, Norm for fundering af bygværker, overholdes.

6.1.4.3 Samletankens placering

Samletanken skal endvidere placeres og indrettes således, at der uden problemer vil være adgang for en slamsuger til tømning af samletanken. Dækslet til samletanken skal være frit tilgængeligt. Det skal være muligt for én mand at løfte dækslet af, og dækslet må ikke være tildækket af jord, græs eller andre materialer.

6.1.4.4 Samletankens størrelse

Samletanken skal have en i forhold til den tilførte spildevandsmængde og til den ønskede tømningshyppighed passende størrelse.

6.1.4.5 Tilslutning til tanken

Samletanken skal være udformet for tilslutning af minimum 110 mm plastafløbsrør og med 110 mm rørformet slamsugerkobling.

6.1.4.6 Tankens sætning

Tanken skal i udgravningen på alle sider være omgivet af et lag sand på 150 mm. Tankens indløb skal være mindst 750 mm under terræn, eller også skal tanken isoleres for at undgå frostskader.

6.1.4.7 Udluftning

Tanken udluftes gennem en mindst 50 mm ventilationsledning, der er tilsluttet afløbsledningen eller tanken. Ventilationsledningen skal udmunde over terræn på et passende sted, hvor den ikke forvolder lugtgener.

6.1.5 Afstand til vandindvindingsanlæg

Hvis der på grunden, hvor samletanken er helt eller delvist nedgravet, findes vandindvindingsanlæg, hvortil der stilles krav om drikkevandskvalitet i henhold til lov om vandforsyning, skal kommunalbestyrelsen ved meddelelse af tilladelse påse, at afstandskrav angivet i figur 6.1 er overholdt, jf. bekendtgørelsens § 37, stk. 3 og 4.

Figur 6.1
Afstand mellem samletank og vandindvindingsanlæg.

Vandindvindingsanlæggets karakter Minimumsafstand mellem samletank og vandindvindingsanlæg Bekendtgørelsens regelsæt
Anlæg, der forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme

50 m

§ 37, stk. 3, nr. 1
Anlæg, der forsyner eller har til formål at forsyne mindre end 10 ejendomme

30 m

§ 37, stk. 3, nr. 2
Anlæg, der forsyner eller har til formål at forsyne en enkelt ejendom

15 m

§ 37, stk. 3, nr.3
Øvrige anlæg, hvortil der ikke stilles krav om drikkevandskvalitet

15 m

§ 37, stk. 4

6.1.6 Sundhedsrisici og gener for omkringboende

Når der meddeles tilladelse til etablering af samletanke, skal det sikres, at der ikke opstår sundhedsfare for mennesker eller dyr eller gener for omkringboende.

6.1.7 Tømning og bortskaffelse

Ved meddelelse af tilladelse til etablering af samletanke skal tilladelsesmyndigheden generelt sikre, at tømning, transport og slutdeponering af affaldsprodukter fra samletanke sker på forsvarlig vis. Dette omfatter bl.a. dokumentation for transport, og at der foreligger tilladelse til slutdeponering, herunder angivelse af lokalitet for slutdeponering.

Udluftning af afløbsinstallationer skal dels sikre, at der ikke opstår for store over- og undertryk i ledningerne, og dels sikre at der ikke opstår lugtgener.

I en del af de økologiske afløbssystemer skal der etableres en eller flere separate udluftninger. I disse tilfælde er det primært for at forhindre lugtgener.

6.2 Urintanke

De generelle krav til en urintank er de samme som til en samletank, se afsnit 6.1.3.

Dimensionering: En urintank skal være stor nok til 6 måneders oplagring af urin. Lagringstiden afhænger af udbringningsmuligheder, hygiejne mv. og afgøres af myndighederne.

Dimensioneringen af tanken afhænger af, hvilken klosettype der er tilsluttet, og hvilken skyllevandsmængde der anvendes ved skylning af urindelen. Ud fra målinger er der fastlagt følgende dimensioneringskriterier for to klosettyper.

"Dubletten": Urinproduktionen kan sættes til 1,5 liter/person x døgn forudsat, at man opholder sig hjemme ca. 15 timer/pr. døgn. Skyllevandsmængden er 0,1 liter pr. urinskyl.

"DS": Urinproduktionen kan sættes til 2,5 liter/person x døgn forudsat, at man opholder sig hjemme ca. 15 timer/pr. døgn. Skyllevandsmængden er 0,2-0,3 liter pr. urinskyl.

Tilløb: Tilløbet til tanken skal udføres som et dykket tilløb. Et dykket tilløb minimerer ammoniakfordampningen gennem tilløbssystemet og i tanken. Hvis det ikke er muligt at udføre et dykket tilløb, kan der udlægges olie på tankens væskeflade for at minimere fordampningen. Hvis urintanken forsynes med et afløb (fx til en aflastningstank), skal afløbet udføres som et dykket afløb.

Ventilation: Urintanke skal ikke ventileres. En ventilation vil medføre fordampning af kvælstof.

Renseadgang: Urintanke skal forsynes med en renseadgang på min. ø 600 mm. Renseadgangen skal placeres tæt på tilløbet, så det kan inspiceres og eventuelt renses. Dækslet på renseadgangen skal være tæt og låsbart.

Korrosion: På grund af ammoniakdampene må der ikke findes metaldele i tanke eller tilløbssystemer.

Tæthed: Urintanke skal være 100% tætte. Der skal derfor udvises stor omhu ved valg/udførelse af alle samlinger, tilslutninger mv.

6.3 Kompostbeholder

De generelle regler for kompostbeholdere er de samme som for samletanke se kapitel 6.1.3.

Dimension: En kompostbeholder skal være stor nok til 1 års lagring af kompost. Størrelsen af en kompostbeholder afhænger af, hvor effektiv en afdræning/fordampning af væske der etableres.

Afdræning: Da det er vigtigt, at fugtindholdet ikke er for stort, skal det være muligt at afdræne overskydende væske fra kompostbeholderen. Bunden af beholderen bør være forsynet med et afløb til kloak eller nedsivning. Nederst i beholderen udlægges et 3-5 cm lag af vasket grus, der kan virke som filter. Derefter afdækkes med et lag bark/flis.

Renseadgang: Kompostbeholder skal forsynes med passende renseadgang, så tømning og rensning af beholderen kan foregå på en miljømæssig forsvarlig måde.

Ventilation: Det er vigtigt, at kompostbeholdere ventileres. Dette skal ske gennem en separat udluftnings-/ventilationsledning, der ikke er fælles med afløbsinstallationen.

Rumindretning: Når kompostbeholdere anbringes indendørs, bør der stilles krav til de lokaler, beholderne anbringes i. Der skal dels være mulighed for ordentlig rengøring af lokalet, og der skal være tilstrækkelig plads til, at arbejdet kan foregå uden akavede arbejdsstillinger. Tømning skal desuden kunne foregå uden, at komposten skal transporteres gennem opholdsrum.

I afsnit 6.5.1 er fx angivet, hvilke krav man normalt stiller til lokaler, hvor der opbevares affald.

Sikkerhed og sundhed: Kompostbeholderen tømmes normalt manuelt med en skovl. Man skal derfor være opmærksom på de miljø- og sundhedsmæssige risici og anvende korrekte værnemidler (minimum handsker).

6.4 Udluftninger

Udluftning af afløbsinstallationer skal udføres i henhold til DS 432, Norm for afløbsinstallationer, som angiver krav og regler for udluftningers placering og udførelse.

I SBI-anvisning 185, Afløbsinstallationer, beskrives detaljeret, hvordan sådanne udluftninger kan udføres, så de opfylder normens krav.

I DS 432 er kravet at:

Udluftning af afløbsinstallationer til det fri placeres således, at der ikke opstår lugtgener.

Dette krav kan opfyldes ved at anbringe udluftningerne i overensstemmelse med følgende vejledning, der stammer fra SBI 185, Afløbsinstallationer.

Udluftning over tag:

Udluftningsledningers udførelse adskiller sig kun fra andre afløbsledninger derved, at de skal føres over tag og skal inddækkes i taget. Udmundingen skal være mindst 50 mm over tagfladen for at undgå indstrømning af regnvand.

Ved placeringen på taget er der vidtgående hensyn at tage til vinduer, døre, aftrækskanaler, luftindtag for ventilationsanlæg, tagterrasser og lignende opholdsarealer samt vindforholdene. Taghældningen spiller en væsentlig rolle for vindforholdene, og der er derfor regler for placering ved forskellige tagformer.

På tage med mindre hældning end 30° med vandret plan anbringes udmundingen mindst 0,3 m over det højeste punkt af oplukkelige vinduer eller døre fra beboelsesrum, køkkener, bade-, kloset, trappe- og forrum samt over udmundingen af kanaler for naturlig ventilation, hvis de er nærmere end 1 m målt i vandret plan, se figur 6.2.

På tage med større hældning end 30° med vandret plan anbringes udmundingen mindst 0,8 m over de ovenfor nævnte punkter, hvis de er nærmere end 3 m målt i vandret plan, se figur 6.3.

Figur 6.2
Anbringelse af udluftninger på tage med hældning på mindre end 30° (SBI 185, Afløbsinstallationer).

Figur 6.3
Anbringelse af udluftninger på tage med en hældning på mere end 30° (SBI 185, Afløbsinstallationer).

I opholdsarealer, fx på flade tage, anbringes udmundingen mindst 2 m over opholdsarealet. Kravet gælder også det tilgrænsende område i indtil 3 m’s afstand målt i vandret plan fra arealets grænser, se figur 6.4.

Ved luftindtag til anlæg for mekanisk ventilation anbringes udmundingen i mindst 5 m’s afstand målt i vandret plan og føres så langt som muligt ud fra den flade, som den er anbragt på, se figur 6.5.

Figur 6.4
Anbringelse af udluftninger i nærheden af opholdsarealer på flade tage (SBI 185, Afløbsinstallationer).

Figur 6.5
Anbringelse af udluftninger i nærheden af luftindlæg til mekanisk ventilation (SBI 185, Afløbsinstallationer).

Udluftninger udføres således, at deres funktion ikke hindres som følge af tilisning mv. Udluftningers udmunding bør derfor placeres mindst 50 mm over tagfladen for at undgå indstrømning af regnvand.

6.5 Krav til rumindretning

Mange af de økologiske afløbssystemer medfører, at alternative klosetter og tanke/beholdere af forskellige slags anbringes indendørs.

I Bygningsreglementet stilles der krav til indretning af bade- og wc-rum, og disse krav skal naturligvis opfyldes, også når det er et økologisk kloset, der anvendes.

6.5.1 Ventilation i bade- og kloset-rum

I forbindelse med økologiske klosetter er det lugt, der kan blive det største problem, og det er derfor vigtigt, at Bygningsreglementets krav til ventilation overholdes.

I henhold til BR 95 er der følgende krav til ventilation i bade- og wc-rum.

6.5.1.1 Bade- og wc-rum

Tilførsel af luft: Oplukkeligt vindue, lem eller udeluftventil, og/eller åbning mod adgangsrummet. Udsugning: Volumenstrøm 15 l/s.

6.5.1.2 Særskilt wc-rum

Udsugning: Volumenstrøm 10 l/s.

6.5.1.3 Biologiske klosetter

I byggelovgivningen er der ingen krav til indretning af lokaler i forbindelse med kompostanlæg, fordi det er et relativt nyt begreb. Dog kan man hente inspiration i Bygningsreglementet, når der skal stilles krav til indretning af lokaler til indendørs anlæg.

I det følgende gengives relevante krav, der i BR 95 stilles til affaldsrum.

Stk. 3. Affaldsbeholdere, bokse, mv. skal være placeret i samme niveau som tilkørsel for renovationsafhentningen eller så affaldet nemt kan afhentes ved hjælp af teknisk egnet hjælpemiddel.

Adgangsdør skal være til det fri. Rummet skal ventileres med et ventilationsanlæg kombineret med åbninger til det fri eller et indblæsnings- og udsugningsanlæg. Kravene til ventilationen er:

Tilførsel af udeluft: Rist eller anden åbning til det fri ved gulv. Åbningsarealet skal kunne tilføre en volumenstrøm svarende til den udsugede volumenstrøm. Ved benyttelse af indblæsningsanlæg skal den indblæste volumenstrøm svare til den udsugede volumenstrøm.

Udsugning: Volumenstrøm 1 l/s pr. affaldsbeholder, dog mindst 15 l/s.

I SBI-anvisning 185, Afløbsinstallationer, er angivet følgende vejledning vedrørende afløbsanlæg i affaldsrum.

"I bygningsreglementet stilles der ikke krav om, at det skal være muligt at rengøre affaldsrum og affaldsskakte. Ofte vil det imidlertid være hensigtsmæssigt at indrette affaldsrum og affaldsskakte, så rengøring er mulig. Rengøringen kan foretages via en aftapningsventil anbragt uden for rummet, suppleret med et afløb anbragt i rummet, eller ved installation af spulehane og afløb i selve rummet.
Da afløbsvandet fra et affaldsrum oftest vil indeholde faste stoffer, er det nødvendigt at føre afløbet til ejendommens afløbsinstallation gennem en mindst 300 mm nedløbsbrønd. Den kan anbringes i selve affaldsrummet og forsynes med rist.
Anbringes nedløbsbrønden uden for affaldsrummet, skal afløbet i selve rummet udføres som en 100 mm gulvafløbsskål. Af hensyn til frost- og tilstopningsfaren bør der ikke være vandlås på ledningen. I separatsystemer skal afløbet fra affaldsrum ledes til spildevandssystemet."

Desuden kan det være relevant at stille krav om tilstrækkeligt arbejdsrum til at håndtere komposten/tømme kompostbeholderen.

Endelig skal der stilles krav til de hygiejniske forhold omkring tømning. Kravene kan fx omhandle:
Krav om værnemidler (handsker, åndedtrætsværn mv.)
Kompost må ikke transporteres gennem køkken, stue mv.

Som nævnt er kravene i bygningsreglementet stillet ud fra den måde afløbsanlæg er udformet i dag. Man må forvente, at kravene vil blive skærpet i bygningsreglementet både i forbindelse med kopostanlæg og urinsorterende klosetter.