Miljøbistand til udviklingslandene - Årsberetning 2000
Kapitel 2:
Den globale situation:
Klodens miljøproblemer forværres
Forureningen kender ingen grænser, og de globale miljøproblemer kan kun løses, hvis
verdens lande arbejder sammen om det.
En banal sandhed, måske, der er sagt og hørt mange gange, men ikke mindre rigtig af den grund.
Drivhuseffekten og nedbrydelsen af ozonlaget rammer hele verden, forureningen af en flod mærkes af alle, der bor langs floden og afskovning påvirker afgivelsen af vand til forbrug og landbrugsproduktion med stigende vandmangel i mange områder.
Hvor begrebet "den globale landsby" kan virke som et smart modeord, når det bruges generelt om globaliseringen eller om den IT-revolution, der via tv, computere og internettet har knyttet verdens lande sammen i et virtuelt fællesskab, så får begrebet en helt anderledes kontant betydning, når talen er om miljøproblemerne, der ofte rammer de fattigste hårdest.
Denne erkendelse er da også slået bredt igennem, og der er etableret en række organisationer og netværk, hvor man samarbejder regionalt og internationalt om at løse miljøproblemerne. Bedømt ud fra den målestok går udviklingen i den rigtige retning, men det tager tid at skabe forståelse for de tiltag, der skal sættes i værk, det tager tid at skabe den nødvendige politiske og økonomiske opbakning og det tager tid, inden man kan se effekten af den hidtidige indsats. Og målt på den led, sker der for lidt: også i år 2000 blev udsigten til en bæredygtig udnyttelse af klodens ressourcer forværret, målt ud fra en række centrale parametre så som en stigning i antallet af fattige, fortsat stigning i mængden af drivhusgasser i atmosfæren, reduktion af arealerne med regnskov, øget nedslidning af landbrugsjorden og så videre.
 |
I en række lande i det sydlige Afrika vil træ være den dominerende energikilde i private husholdninger mange år fremover. Det øger presset på skovene |
Det fastslår f.eks. FN’s miljø-organisation UNEP (United Nations Evironmental
Programme), der ved årtusindskiftet udgav et digert værk, hvor man gjorde status over
verdens tilstand. ’GEO-2000’ (Global Environment Outlook 2000), som titlen
lyder, er baseret på indsamling af data fra FN’s mange organisationer verden over
samt en række andre samarbejdspartnere. Værket fastslår, at "det globale
miljøstyringssystem bevæger sig i den rigtige retning, men det bevæger sig alt for
langsomt. Der findes allerede effektive og velafprøvede metoder, der meget hurtigere
kunne føre til bæredygtighed. Hvis det nye årtusinde ikke skal skæmmes af store
miljøkatastrofer, er det nødvendigt hurtigt at implementere alternative
politikker."
Klimaforandringer
I slutningen af 90’erne var der næsten fire gange så meget kuldioxid i atmosfæren som i 1950, og niveauet var dermed ifølge ENEP det højeste i 160.000 år, først og fremmest som følge af landenes produktion og forbrug. Samtidig var der stigende enighed blandt forskerne om, at denne stigning allerede har ført til temperaturstigninger verden over, og at ændringerne vil føre til dramatiske og langvarige forandringer, såsom ændrede klima-zoner, forandringer i sammensætningen af dyr og planter et givet sted, et øget antal ekstreme ’vejr-begivenheder’ (storme, oversvømmelser mv.) og ofte uforudsigelige forandringer i økosystemer kloden over. Forandringerne i det store vand- og strømsystem i Stillehavet ud for Sydamerika, El Niño, der har været omtalt en del i medierne, har f.eks. påvirket klimaet og afgrøderne så langt væk som i det østlige Afrika.
Der er samtidig grund til at advare om, at den såkaldte Kyoto-protokol, der er en aftale om at reducere udledning af kuldioxid, ikke i sig selv er tilstrækkelig til bare at stabilisere kuldioxid-niveauet i atmosfæren på det nuværende niveau. Udsigten til, at Kyoto-protokollen kan træde i kraft i 2002, er samtidig blevet kraftigt forringet af den nye amerikanske regerings meddelelse i begyndelsen af 2001 om, at man ikke vil ratificere protokollen.
Kvælstof-katastrofe
Forskerne advarer med voksende styrke om, at den megen brug af kvælstof i bl.a. kunstgødning kan have globale skadevirkninger på samme niveau som dem, der skyldes forstyrrelserne i kuldioxid-balancen. Samtidig er mange udviklingslande, ikke mindst i Afrika, underforsynet med kvælstof og andre næringsstoffer til jorden.
Modsat er der grund til at glæde sig over, at der er opnået betydelige fremskridt med hensyn til at reducere produktionen, forbruget og udledningen af ozonnedbrydende stoffer, selv om der bl.a. stadig smugles store mængder over grænserne til illegalt brug særligt i udviklingslandene. Indholdet i den nedre atmosfære af disse stoffer nåede et højdepunkt i 1994 og mindskes nu langsomt. Det forventes, at ozonlaget omkring år 2050 vil nå tilbage på det niveau, det var på før 1980’erne.
Den skæve klode
Verdens befolkning fortsætter med at vokse med alarmerende hast, selv om der er tegn på, at væksten langsomt er ved at aftage, og at man omkring år 2050 vil nå et højdepunkt på godt 9 milliarder mennesker. Samtidig med at den globale gennemsnitsindkomst nu har passeret 5.000 $ om året (hvilket er 2,6 gange så meget som i 1950), så må knap hver fjerde indbygger i verden stadig leve for mindre end 1$ om dagen, og denne udbredte fattigdom er en af hovedårsagerne til mange miljøproblemer.
Indkomstforskellene mellem den rigeste femtedel og den fattigste femtedel af klodens befolkning blev mere end fordoblet på en generation: hvor forskellen var som 30:1 i 1960, nåede den op på 80:1 i 1995.
Modsat den fattigste femtedel fortsætter indbyggerne i den rige del af verden med at være storforbrugere af verdens ressourcer. De rigeste 20% af jordens befolkning står således for 60% af energiforbruget, og en nylig, detaljeret undersøgelse af forbrugsmønstrene i fire industrialiserede lande viste, at det totale forbrug af naturressourcer, der var nødvendigt for at understøtte disse landes økonomi, lå mellem 45 og 85 tons pr. person pr. år. En stor del af disse råvarer kommer fra udviklingslandene. Hvis der skal være tilstrækkeligt med ressourcer til at tilfredsstille behovene hos befolkningerne i udviklingslandene, skal ressourceforbruget i den industrialiserede verden reduceres samtidig med, at ressourceeffektiviteten skal forbedres, så den hidtidige kobling mellem økonomisk vækst og en stigning i ressourceforbruget ophæves.
Pres på ressourcerne
Befolkningsvæksten medfører bl.a., at der bliver stadig mindre landbrugsjord til rådighed pr. indbygger. Mens der i 1975 var et verdensgennemsnit på omkring 0,32 ha pr. indbygger, var tallet i 1995 nede på 0,24 ha – et fald på 25%. Mulighederne for at inddrage ny landbrugsjord er begrænset, og derfor stiger presset på den eksisterende jord, der nedslides og/eller udsættes for massiv gødning for at øge udbyttet.
Presset på klodens fiske-ressourcer har nået et niveau, hvor omkring 60% af alle fiskepladser enten har nået eller er tæt på at nå det punkt, hvor man ikke kan opretholde bestanden på det nuværende niveau.
Også presset på jordens ferskvandsressourcer er voksende og har nået et omfang, hvor der tales om en global vand-krise. Omkring 20% af verdens befolkning mangler således adgang til sundt drikkevand, og halvdelen har ikke adgang til et sundt og sikkert kloaksystem.
 |
Udbygningen af vejnettet halter ofte langt efter behovet |
Brug for vækst
Halvdelen af jordens befolkning bor nu i byer, og mange lever under miserable forhold og med en ofte alarmerende forurening. Omkring halvdelen af alle kroniske luftvejssygdomme menes således at have forbindelse til luftforurening.
Listen over miljøproblemer er lang, og det er især de fattige, der rammes. En løsning kræver en økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig udvikling, hvor økonomisk vækst, fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne går hånd i hånd. En meget væsentlig reduktion af den globale fattigdom er en forudsætning for at kunne mindske klodens miljøproblemer.