Miljøbistand til udviklingslandene - Årsberetning 2000
Kapitel 3:
Rammerne for den danske miljøbistand
I det følgende opridses nogle af de overordnede rammer, som arbejdet med at udmønte den
danske miljøbistand foregår indenfor. I hver af de to regioner – Sydøstasien og
det sydlige Afrika – beskrives en række af de generelle problemstillinger og
udviklingstendenser samt udviklingen inden for de syv indsatsområder, der er valgt ud som
særlige mål inden for MIFRESTA-rammen:
 | Byudvikling og industrialisering |
| Bæredygtig energianvendelse |
| Landbrug |
| Vandressourcer |
| Skove og træressourcer |
| Biologisk mangfoldighed |
| Kystzoner |
Sydøstasien
Den danske miljøbistand i Sydøstasien omfatter Cambodia, Laos, Malaysia, Thailand og Vietnam.
Landene i Sydøstasien er kun langsomt ved at komme over den økonomiske krise, som ramte regionen i 1997. Selvom den negative økonomiske udvikling er vendt, vil det tage mange år at overvinde de sociale konsekvenser af krisen, der på dramatisk vis har demonstreret, hvor sårbare de asiatiske økonomier er over for pludselige, udefra kommende finansielle påvirkninger. Behovet for at omstrukturere de finansielle markeder, indføre mere demokratiske og gennemsigtige regeringsformer og at etablere en vis form for socialt sikkerhedsnet for befolkningen i de enkelte lande er blevet åbenbart. Det er også blevet klart, at et tættere regionalt og internationalt samarbejde kunne have gjort landene mindre sårbare over for krisen.
Den stærke økonomiske vækst i regionen gennem de seneste 10 år har øget problemerne med f.eks. industriforurening, øget energiforbrug og øgede mængder affald. Den økonomiske krise har yderligere bidraget til at skærpe miljøproblemerne. Arbejdsløsheden har tvunget folk til at søge andre indtjeningsmuligheder med yderligere pres på naturen til følge, f.eks. i form af udpining af landbrugsjorden, skovrydning og overudnyttelse af kystområderne, f.eks. ved stærkt forurenende rejedambrug.
Byudvikling og industrialisering
Den kraftige vækst i byerne har ofte medført, at infrastrukturen halter bagefter. Det gælder ikke mindst i Vietnam og Thailand, men også i de øvrige lande i regionen og i den fattige del af Malaysia har kun et mindretal af byboerne adgang til rent drikkevand og kloakering, affaldshåndteringen kan slet ikke følge med væksten i affald, ligesom både den kollektive trafik (busser og tog) og vejsystemerne ikke kan klare det stigende befolkningspres.
I de fleste lande i regionen forventes det, at befolkningstallet i de store byer vil blive tredoblet over de næste 40 år.
En forholdsvis høj andel af industriaffaldet, herunder også farlige kemikalier, bortskaffes ubehandlet.
Bæredygtig energianvendelse
Energiforbruget i regionen er kraftigt stigende som en følge af både industrialiseringen og befolkningstilvæksten. Energibehovet forventes således at blive fordoblet hvert 12. år mod en fordoblingstakt på 28 år på verdensplan.
I mange lande i Sydøstasien har plantager til blandt andet palmeolie-produktion erstattet store dele af den oprindelige regnskov
En stor del af forbruget kommer fra fossile brændstoffer, hvoraf kul står for omkring halvdelen. Meget af den forbrugte olie og kul indeholder relativt store mængder svovl, hvilket har ført til en kraftigt forøget svovlforurening, som rammer store områder i regionen.
I byerne er udstødningen fra de mange biler, herunder ikke mindst blyforureningen, et stort problem.
Landbrug
I Sydøstasien er der over årene sket store forandringer med anvendelsen af jorden, først og fremmest på grund af kommerciel skovhugst og introduktionen af store plantager. For eksempel blev det dyrkede areal i Malaysia femdoblet i perioden fra 1900-1950 for at skabe plads til store gummi- og palmeolie-plantager – og ikke til landbrugsafgrøder.
I de senere år er den del af jorden, der bruges til landbrug, kun vokset langsomt, f.eks. fra 16,8% i 1975 til 19,6% i 1992 for hele det sydøstlige Asien. Det betyder, at landbrugsarealet pr. indbygger er faldet kraftigt og er helt nede på 0,09 ha mod et verdensgennemsnit på 0,24 ha. Især i kystområderne inddrages landbrugsjord til de voksende byer, til veje og anden infrastruktur samt til industrien.
Alt dette gør det nødvendigt at øge udbyttet pr. ha ved hjælp af kunstgødning, forbedrede dyrkningsmetoder, indførelse af højtydende sorter, kunstvanding mv. I Mekong Deltaet har udvaskningen af naturligt forekommende salte sammen med saltvandsoversvømmelser fra havet skabt store skader på nogle af de mest frugtbare landbrugsområder.
Vandressourcer
Skønt der er meget ferskvand til rådighed pr. indbygger i Sydøstasien – knap 11.000 kubikmeter pr. indbygger pr. år mod 4.200 i hele Asien og et verdensgennemsnit på 7.000 kubikmeter – trues drikkevandsressourcerne nogle steder af forurening både fra industrien og fra utilstrækkelig eller manglende kloakering, ligesom den massive udbygning af store dæmninger og opførelsen af kunstvandingsanlæg har skabt forstyrrelser i den naturlige vandforsyning i visse områder.
Indholdet af opløst tørstof (især jord) i floderne er stærkt stigende på grund af nedslidningen af landbrugsjorden. Således fragtes 4 gange så mange enheder opløst tørstof nu som for 20 år siden, og floden har ligesom andre vandveje i regionen ofte et alarmerende højt indhold af colibakterier mv. En af følgerne er, at diarré på grund af forurenet vand er en af de mest udbredte sygdomme i regionen, og ikke mindst en alvorlig trussel mod børn under fem år.
Overgødskning af overfladevand som følge af både menneskelig forurening og kvælstof fra landbruget samt industrispildevand er et alvorligt problem, bl.a. i Mekong Deltaet.
Skove og træressourcer
Omfattende skovhugst til eksport og rydning af skove til fordel for plantager gennem hele det sidste århundrede har medført, at de oprindelige skove er blevet markant reducerede i omfang. Mange af de tilbageværende skove i regionen er blevet overudnyttede i en grad, så de nu er af en kritisk lav kvalitet. For eksempel er kun 10% af den tilbageværende skov i Laos af en kvalitet, hvor den kan udnyttes kommercielt. Skovrydningen er stadig på et niveau, hvor omkring 1,6% af den tilbageværende skov forsvinder hvert år. For at stoppe denne udvikling er der nu indført forbud mod skovhugst i Cambodia, Laos, Thailand og Vietnam, men illegal skovhugst florerer stadig i en del områder. I disse lande er der også sat omfattende træplantningsprojekter i gang.
Det sydøstlige Asien er et af de områder i verden, der i 1990’erne har været hårdest ramt af omfattende skovbrande. De store brande i 1997 var de værste i 15 år og ødelagde mindst 4,5 mio. ha skov, mens røg og dis påvirkede mindst 70 mio. mennesker.
Også krige har sat sine spor på skovene. I Vietnam blev 2 mio. ha skov ødelagt på grund af bomber og kemikalier, og eftervirkningerne af dette kan endnu mærkes, især i mangroveområderne.
Biologisk mangfoldighed
Sydøstasien har et rigt og varieret dyre- og planteliv, og Malaysia er således med blandt de 12 lande i verden, der har den største biodiversitet. Men mangfoldigheden er under pres, og alene i denne region er 59 pattedyr-arter, 81 fugle-, 23 krybdyr-, 16 fiske- og 1 padde-art på listen over truede dyrearter.
En bæredygtig forvaltning af regnskovene har afgørende betydning for det globale miljø
Især den store eksport af træ og fisk truer sammen med befolkningsvæksten, den intense udnyttelse af arealer, der tidligere "bare" lå hen, og nedslidningen af jorden den biologiske mangfoldighed.
Ved kysterne er mangroveskovene mange steder stærkt truede, fordi store områder ryddes. Således er halvdelen af Vietnams mangroveskov forsvundet siden 1950, og i Thailand er arealet gået tilbage fra 368.000 ha i 1961 til 160.000 ha i 1996.
Kystzoner
I mange lande i regionen foregår hovedparten af de økonomiske aktiviteter i kystområdet, hvilket har sat kystzonernes økosystemer under enormt pres. Også fiskeriet er vokset gennem mange år, men er nu mange steder oppe på den maksimale udnyttelse – eller endog i en situation hvor udbyttet er faldende på grund af overfiskning.
Den kraftige tilbagegang i mangroveskovene skyldes ikke mindst en kraftig vækst i dambrug (akvakultur – dvs. aflukkede områder, hvor man dyrker f.eks. rejer). Det betyder, at disse områder er mere sårbare over for følgerne af tropiske storme, og det har ført til en generel tilbagegang i biodiversiteten og en nedslidning af områderne. Trods de negative virkninger forventes det, at vil øges i de kommende år, fordi det traditionelle fiskeri er nået til grænsen for overfiskning.
Det sydlige Afrika
Den danske miljøbistand til det sydlige Afrika omfatter Angola, Botswana, Lesotho, Malawi, Mozambique, Namibia, Sydafrika, Swaziland, Tanzania, Zambia og Zimbabwe.
Miljøproblemerne i disse lande hænger nøje sammen med den udbredte fattigdom, de svage regeringsapparater og de begrænsede økonomiske ressourcer, som gør det vanskeligt for hovedparten af landene i tilstrækkelig grad at beskytte miljøet.
Mange af landene i det sydlige Afrika hører til verdens mindst udviklede og fattigste, om end Sydafrika har et større økonomisk potentiale.
De fleste af landene er først inden for de seneste år begyndt at tage hånd om den nationale miljøplanlægning og opbygningen af en miljøforvaltning. Det samme gælder koordineringen af miljøpolitikken, og miljøministerierne hører ofte til de svagere ministerier i centralforvaltningerne. På samme måde er de kommunale myndigheder ved at opbygge deres kapacitet på miljøområdet, hvilket hænger snævert sammen med decentraliseringen af forvaltningen i landene.
Voksende fattigdom
Afrika syd for Sahara er det område, der forholdsmæssigt har flest fattige, idet halvdelen af alle afrikanere i år 2000 levede under fattigdomsgrænsen – og hver fjerde var underernæret. Afrika er den eneste verdensdel, hvor det forventes, at fattigdommen vil stige i de kommende årtier. Det er også den verdensdel, hvor befolkningstilvæksten er størst, og det forudses, at den afrikanske befolkning i år 2025 vil være næsten dobbelt så stor som i dag og nå op på knap 1,5 milliarder mennesker. Fattigdommen er også både en vigtig årsag til og en følge af det miljømæssige forfald og den formindskelse af naturressourcerne, der truer regionen. Overalt i Afrika er bekæmpelse af fattigdommen den vigtigste prioritet at tage fat på.
HIV/AIDS er blevet en af de vigtigste dødsårsager i mange lande og har sænket den gennemsnitlige levealder dramatisk i en række lande i regionen.
Byudvikling og industrialisering
Selv om flertallet af befolkningen i regionen stadig bor på landet, er udviklingen ikke mindst Sydafrika præget af store slumområder med massive menneskelige og miljømæssige problemer, overalt ser man, at udbygningen af infrastruktur og serviceydelser i form af bl.a. rent drikkevand, kloakering mv. ikke følger med. Mangel på rent drikkevand, især i de fattige bydele, giver store sundhedsmæssige problemer. Affalds- og hygiejnesituationen er i mange byer kritisk: i f.eks. Zambias hovedstad Lusaka er det kun 10% af de 1.400 tons fast affald, befolkningen producerer hver dag, der skaffes bort, og kun en tredjedel af befolkningen har adgang til kloakerede toiletter.
Forurening fra industrien er også et voksende problem i regionen, ikke blot i de lande, hvor industrialiseringen er langt fremme som i Sydafrika og Zimbabwe, men også dér hvor industriudviklingen er af nyere dato. I f.eks. Mozambique er der over hundrede fabrikker i og omkring hovedstaden Maputo, som leder deres affaldsprodukter direkte og urenset ud i omgivelserne.
Også arbejdsmiljøet i virksomhederne er et område, der hidtil har været temmelig overset i regionen, og hvor der er et stort behov for at skabe forståelse for at koble forbedringer af arbejdsmiljøet sammen med forbedringer af produktiviteten.
Mange steder er industri placeret klos op og ned af de fattigste og mest befolkede boligområder i byerne.
Generelt er luftforurening, både fra industri og biler, ved at blive et miljøproblem i en række byer, og især i de sydafrikanske slumbyer er der store miljøproblemer, fordi der fyres med dårlige kul.
Bæredygtig energianvendelse
Trods industrialisering og udbygningen af kraftværker i mange lande, er biobrændsel stadig den dominerende energikilde for den almindelige befolkning. Selv i år 2010 forventes 80% af energiforbruget i Afrika syd for Sahara at bestå af biobrændsel i form af brænde eller trækul. Landene i det sydlige Afrika er dog den region, hvor dette forbrug er mindst.
Den forventede vækst i regionen vil betyde, at udledningen fra kraftværker vil blive 10-doblet, mens bilernes udstødning vil være en vigtig årsag til luftforurening, og den meget gamle bilpark i det sydlige Afrika betyder, at energiforbruget og forureningen pr. kørt km er højt.
Sydafrika er verdens 15. største udleder af drivhusgasser på grund af landets mange kraftværker, der fyrer med kul af en dårlig kvalitet og udnytter energien dårligt.
Pres på ressourcerne
Befolkningernes vækst i landområderne og i byerne skaber et voksende pres på naturressourcerne. I landområderne øges den voksende befolknings efterspørgsel efter jord til græsning og dyrkning, samtidig med at forældede dyrkningsmetoder gør det svært at udnytte jorden hensigtsmæssigt, hvilket ofte kan føre til udpining af jorden. Efterspørgsel efter brænde skaber mange steder afskovning, der kan føre til jorderosion og i værste tilfælde til ørkendannelse. Tab af naturlige vådområder og biodiversitet er ligeledes miljømæssige udfordringer for en bæredygtig udvikling. Tilbagevendende tørkeperioder i regionen forværrer problemerne omkring jordudpining. Det er derfor nødvendigt med en bedre udnyttelse og forvaltning af naturressourcerne på en måde, der tillige kan give lokalbefolkningerne indtægter.
Landbrugsudbyttet i det sydlige Afrika risikerer at blive halveret i de næste 40 år på grund af nedslidning af jorden
Landbrug
I Afrika syd for Sahara skønnes det, at omkring 500 mio. ha jord, heraf 65% af al landbrugsjord, siden 1950 er blevet ramt af mærkbar jordnedslidning. Alene Sydafrika menes at miste 400 mio. tons jord om året, og forskerne advarer om, at landbrugsudbyttet i det sydlige Afrika kan blive halveret i løbet af de næste 40 år, hvis udviklingen fortsætter på det nuværende niveau.
I det sydlige Afrika er en massiv vækst i kvægdrift og den deraf følgende over-græsning den vigtigste årsag til den stigende nedslidning af jorden. Denne udvikling er blevet fremskyndet af, at nogle lande så som Namibia har givet store tilskud til kvægdrift, men nu er denne politik ved at blive ændret, og der er dermed håb om, at nedslidningen af de sårbare områder vil mindskes i de kommende år. De faldende høstudbytter, der præger landbruget i SADC-regionen, skyldes udhuling af vandreserverne samt mangel på bæredygtige landbrugsteknikker, der kan øge udbyttet pr. ha uden nedslidning, og som samtidig via den mere intensive drift kan friholde sårbare økosystemer til fordel for bl.a. biodiversiteten.
En del af jorden er tør eller halvtør og i fare for at blive ramt af ørkendannelse. Regionen rummer dog også landområder, der kan udnyttes langt mere end tilfældet er i dag.
Antallet af underernærede børn i Afrika syd for Sahara er fordoblet til 200 mio. siden 1960, ikke mindst fordi fødevareproduktionen pr. indbygger som det eneste sted i verden er faldende.
De seneste år er der kommet tegn på, at der har fundet et voldsomt overfiskeri sted i farvandene ud for det sydlige Afrika
Biologisk mangfoldighed
Afrika har et meget rigt og varieret dyre- og planteliv, men mange arter trues af udryddelse. I Lesotho og Swaziland er fire antilope-arter allerede forsvundet, det samme er den blå gnu i Malawi. Andre arter er forsvundet fra områder, hvor de har holdt til så længe, man ved. Også i vådområder som Okavango-deltaet i og omkring Zambezi-floden er dele af det rigt varierede dyre- og planteliv i fare.
I Sydafrika og dele af Zimbabwe er de naturligt voksende træer ved at blive udkonkurreret af akacie- og pinje-arter fra Australien.
Skove og træressourcer
Indtil for nyligt mistede det sydlige Afrika over 200.000 ha skov om året på grund af den udbredte anvendelse af en særlig dyrkningsmetode, hvor skoven brændes ned og jorden dyrkes nogle få år, hvorefter man rykker et nyt sted hen. Nu er denne praksis ved at blive afløst af mere bæredygtige landbrugsmetoder, men presset på regionens skove vil fortsætte med at vokse på grund af den kraftigt voksende befolkning.
Behovet for træ til brænde og for trækul er fortsat stort og forventes at vokse yderligere i det kommende årti.
Modsat er der en stigende tendens til at genplante træer, ligesom kommerciel, bæredygtig skovdrift er i vækst. Det er dog endnu langt fra oppe på et niveau, hvor det kan modvirke afskovning og nedslidning af de tilbageværende skovområder.
 |
Det ser idyllisk ud på landet i Afrika, men er der en fremtid for de unge, så de ikke alle søger ind til byerne |
Kamp om vandressourcer
Det stigende pres på naturgrundlaget skaber interessekonflikter både lokalt og mellem lande i regionen. Vand er et godt eksempel på en naturressource, som mange mennesker og lande må deles om, og som kan skabe konflikter både i knaphedssituationer og i tilfælde af oversvømmelser, hvor udnyttelsen af flodsystemets øverste del for eksempel gennem dæmninger kan have store konsekvenser for lande i den nedre ende af floden.
Inden for de kommende 10-20 år menes landene i det sydlige Afrika at ville stå over for permanent knaphed på vand. Med den stigende befolkning og dens berettigede forventning om en forbedret levestandard og en ekspanderende udvikling inden for industri og landbrug vil vandknaphed blive et meget alvorligt problem. Hertil kommer, at regionen også er berørt af tilbagevendende tørkeperioder og oversvømmelser, som forværrer situationen.
En bedre regulering af fordelingen af vandressourcer, f.eks. i delte flodsystemer og søer, vil kunne forebygge økonomiske og politiske konflikter i enkelte lande og i regionen. Miljøindsatser kan hermed også virke konfliktforebyggende på regionalt plan.
Kystzoner
I kystzonerne er de miljømæssige udfordringer relateret til vandforurening fra industri, turisme, ødelæggelse af vigtige økosystemer, overudnyttelse af fiskeressourcer og tab af biologisk mangfoldighed.
I havene ud for det sydlige Afrika fanges der omkring 1,25 mio. tons fisk om året, og i Namibia står fiskeindustrien for 35% af bruttonationalproduktet og beskæftiger 12.000 mennesker.
De årlige fangstkvoter kan teoretisk komme helt op i nærheden af 3 mio. tons om året og stadig være bæredygtigt. De seneste år har man dog oplevet et skarpt fald i sammensætning af de fisk, der landes, og i antallet af tons. Det er tegn på, at der har fundet et voldsomt overfiskeri sted i disse farvande, der regnes for nogle af de rigeste i verden.
Kystzonerne rummer store muligheder for turisme, der dog stort set kun udnyttes i Sydafrika.
Modsat udgør de hastigt voksende byer en trussel mod kystzonerne, og det er for få år siden blevet beregnet, at der hver dag blev pumpet over 850 mio. liter vand med industriaffald og menneskeligt affald ud i havene i det sydlige Afrika – det meste af det helt ubehandlet.