Barrierer for genanvendelse af forurenet, renset og ren jord

Forord

Denne rapport er resultatet af et udredningsarbejde om, hvilke barrierer der er for genanvendelse af forurenet, renset og ren jord, og hvilke handlemuligheder der er for at mindske disse barrierer.

Projektet er udført af Dorte Nejrup, Birgitte Mortensen, Ole Lützen og Niels Konge Nielsen fra Carl Bro as, og er gennemført med tilskud fra Udviklingsordningen under Miljøstyrelsens Program for renere produkter m.v.

Projektet er gennemført med udgangspunkt i brug af metoden Logical Framework Approach, der er en analysemetode, der på en systematisk måde medvirker til at beskrive projektets problemkompleks.

Metoden har i projektet været anvendt med den nedsatte følgegruppe som aktive deltagere til processen. Det er således følgegruppen, der med sit kendskab til området har identificeret, hvilke barrierer der er for genanvendelse, hvilke barrierer der er de væsentligste, og hvilke muligheder der er for overvinde nogle af disse barrierer.

De udsagn, der er anført i rapporten, står for følgegruppens regning, og der har ikke indenfor projektets rammer været mulighed for at dokumentere udsagnene. Ligeledes er udsagnet om, at der ikke genanvendes "nok" ren og forurenet jord - det udsagn, der har givet anledning til projektets gennemførelse - ligeledes ikke nærmere dokumenteret, ligesom det ikke er defineret hvad "nok" er i denne sammenhæng. Dette udsagn er dog udtryk for, at der øjensynligt deponeres relativt store mængder jord, der måske kunne genanvendes. Udsagnet om, at der ikke genanvendes "nok" jord, skal derfor også ses som et udtryk for, at Miljøstyrelsen, som et led i regeringens affaldspolitik, ønsker det vurderet, om der er barrierer for at genanvende jord, der pt. deponeres, og om disse barrierer kunne fjernes i større eller mindre grad.

Projektet er gennemført i perioden februar 2001 til oktober 2001.

Den nedsatte følgegruppe har bestået af:

Mette Hyldebrandt-Larsen, Miljøstyrelsens Erhvervsaffaldskontor
Povl Rasmussen, Miljøstyrelsens Erhvervsaffaldskontor
Ulla Højsholt, Miljøstyrelsens Jordforureningskontor
Christina Burkal, Miljøstyrelsen Jordforureningskontor
Berit Haahr Hansen, Miljøkontrollen Københavns Kommune (*)
Annette Bech Nielsen, Miljøkontrollen Københavns Kommune (*)
Lars Mikkelsen, Aalborg Kommune (*)
Tyge Wanstrup, Vestsjællands Amt (*)
Gitte Falstrup, Vejdirektoratet, Vejteknisk Institut (*)
Ole Milvang-Jensen, Vejdirektoratet, Vejteknisk Institut
Tony K. Andersen, Vejdirektoratet, Anlægsområdet
Niels Remtoft, Kommunernes Landsforening
Kim Nytofte-Bæk, RGS 90 A/S
Jens Nejrup, Kalvebod Miljøcenter
Inger Gregersen, Århus Kommune
Jens Holger Helbo Hansen, Skatteministeriet
Poul Himmelstrup, DTL
Thomas Locht, DSV (*)
Lene Nielsen, DSV
Christian Engelhardt, Dansk Jordrens A/S
Claus Munk Petersen, Højgaard og Schultz as indtil 15. marts 2001
Søren Riber Carlsen, Højgaard og Schultz as fra 15. marts 2001

De personer der er markeret med (*), har desuden deltaget i en arbejdsgruppe, der har gennemført de indledende diskussioner om barrierer og mål.