Undersøgelse af internationale erfaringer med påvirkning af markedet for mindre miljøbelastende elektronikprodukter

6 Australsk indsats for energibesparelser

6.1 Australian Greenhouse Office
6.2 National strategi for standby-forbrug
6.2.1 Standby-forbrug betyder ikke noget for den enkelte forbruger
6.2.2 Hvilke indsatsområder peges der på i den nationale strategi?
6.3 Grundig undersøgelse af standby-forbruget
6.4 Er forbrugerne med?
6.4.1 Forbrugerbevidsthed om miljøspørgsmål ved køb af elektronik
6.5 Opsamling
6.6 Referencer
   

Hovedtræk
Indsatsen for at nedbringe elektronisk udstyrs energiforbrug er højt prioriteret i Australiens energipolitik. Der er nedsat et agentur samt et sekretariat med dette som en selvstændig opgave.
Der er udarbejdet en national handlingsplan for nedbringelse af apparaters standby-forbrug. Handlingsplanen er udarbejdet med deltagelse fra myndigheder, producenter og forbrugerorganisationer.
De australske forbrugere er energibevidste, når de køber hårde hvidevarer og elektriske apparater. Men med hensyn til miljøbevidsthed i øvrigt vurderes det fra australske myndigheder ikke at være på samme niveau som i visse af de europæiske lande.
Det diskuteres i Australien, hvilke virkemidler der er mest effektive i forhold til energibesparelser: Forbrugeroplysning og adfærdsregulering eller påvirkning af producenters produktdesign.

6.1 Australian Greenhouse Office

I Australien har man etableret det såkaldte Australian Greenhouse Office (AGO), som et agentur under Miljøministeriet. Det blev etableret i 1998 som verdens første statslige agentur, der koordinerer den nationale indsats for at reducere drivhuseffekten, bl.a. er alle ministeriers arbejde med drivhusgasser samlet i agenturet.

Agenturet har energibesparelser som hovedindsatsområde. I 2000 blev der gennemført et projekt, som havde til formål at fokusere på standby-energiforbruget for elektroniske produkter. Kampagnen mundede ud i formulering af en national strategi for at nedbringe standby-energi forbruget.

Australien tilsluttede sig i 1990’erne til Energy Star ordningen, i første omgang alene for kontorudstyr, siden hen også for hjemmeudstyr. Det er National Appliance & Equipment Energy Efficiency Committee (NAEEEC), der er sekretariat for den australske deltagelse i Energy Star ordningen.

Hvad er NAEEEC?

The National Appliance and Equipment Energy Efficiency Committee, NAEEEC er en komite eller et sekretariat, som skal arbejde for at nedbringe energiforbruget fra forskelligt elektronisk udstyr og apparater. Sekretariatet er en del af Australian Greenhouse Office.

NAEEEC har repræsentanter fra de nationale og lokale myndigheder.

Deres lovbundne indsats er blandt andet varetagelsen af Australiens energimærke program for hårde hvidevarer og udvikling af standarder for minimum af energiforbrug. Desuden skal de varetage Energy Star ordningen.

Deres frivillige indsats handler blandt andet om at lave informationskampagner til forbrugere, producenter og detailhandel om energiforbrug og energimærker.

6.2 National strategi for standby-forbrug

Australian Greenhouse Office påpeger, at der netop med standby-forbruget er tale om en "win-win" situation, da forbrugerne får en økonomisk gevinst, samtidig med der sker en reduktion af miljøbelastningen.

Der har været stor mediefokus på standby-forbruget, hvilket ifølge AGO har givet en respons hos forbrugerne. Det blev besluttet at udarbejde en national strategi for en nedbringelse af standby-forbruget.

Som et led i udarbejdelsen af den nationale strategi for nedbringelse af standby-forbruget holdt Australian Greenhouse Office og National Appliance & Equipment Energy Efficiency Committe i 2000 en workshop om standby-energiforbrug på elektriske husholdningsapparater, herunder tv, video og pc’ere.

Workshoppen, der også blev kaldt et "Stakeholder Forum", varede en dag og havde omkring 40 deltagere fra både industri, forbrugerorganisationer og myndigheder. Opgaven for workshopdeltagerne var at diskutere, hvilke muligheder australierne har for at reducere standby-forbruget.

Workshoppen mundede ud i en række anbefalinger, som blandt andet omhandlede indsamling af mere data om forbrugeradfærd og standby-forbrug, om salgsvolumen af de lavtforbrugende apparater og udvikling af bedre teststandarder. Endelig om at Australien må præge de internationale beslutninger på området.

6.2.1 Standby-forbrug betyder ikke noget for den enkelte forbruger

Repræsentanten fra Australian Consumer Association (ACA) pegede i sit indlæg til workshoppen på, at Forbrugerorganisationen var begyndt at teste og oplyse om standby-forbruget i forbrugertests. Deres undersøgelser viste, at et apparat typisk bruger for 5-10$ om året i standby-forbrug. Hans holdning var, at det er for lille et beløb til at påvirke forbrugernes indkøbsadfærd.

En konklusion på workshoppen blev da også, at standby-forbruget i højere grad skal reduceres, inden produkterne er i butikkerne, det vil sige gennem producenternes design af produkterne frem for regulering gennem forbrugernes valg af produkter med lavt standby-forbrug.

Repræsentanten fra ACA understregede dog også, at han under workshoppen var blevet opmærksom på, at standby-forbruget kunne blive et meget vigtigere spørgsmål, også for forbrugerne, end ACA hidtil havde forestillet sig.

For at understøtte "et bæredygtigt forbrug" er ACA er på vej med mere helhedsorienterede produktoplysninger til forbrugerne. Oplysninger som inkluderer informationer om hele produktets livscyklus.

Desuden oplyser Michael Hohl fra ACA, at de rutinemæssigt tester standby-forbruget i deres produkttests og meget ofte inkluderer resultaterne for standby-forbrug i deres "rating" af produkterne.

6.2.2 Hvilke indsatsområder peges der på i den nationale strategi?

Umiddelbart efter workshoppen om standby-energiforbruget blev der formuleret en national strategi for nedsættelse af standby-energiforbruget.

Strategien er baseret på anbefalinger, der kom frem under workshoppen.
Der skal arbejdes mod et et-watt standby-forbrug for alle produkter (en anbefaling der orienterer sig mod industri og myndigheder), og det er en indsats, der skal arbejdes internationalt med.
NAEEEC vil gå yderligere ind i Energy Star programmet og øger bevillingen med 100% til denne indsats (ca. 500.000 D.Kr). Således vil de nu udvide programmet, så forbrugerne også får mulighed for at købe energimærket "hjemmeudstyr" for eksempel radio, TV, video og DVD afspillere. I begyndelsen var det alene Energy Star programmet for kontorudstyr, som australierne var tilsluttet.
En database, der gør det muligt at sammenligne standby-forbruget, vil blive oprettet.
Energy Rating Label, et obligatorisk energimærke, skal omfatte standby-forbrug fra hårde hvidevarer.
Der skal iværksættes yderligere undersøgelser af standby-forbrugets omfang.
Den internationale udvikling bør følges nøje.

Det nævnes i strategien, at en lang række produkter, som har standby-forbrug, ikke er omfattet af Energy Star programmet, for eksempel opladere til mobiltelefon, modemer, trådløse telefoner, mikrobølgeovne, clockradioer, osv.

NAEEEC vurderer, at disse produkter udgør omkring halvdelen af standby-forbruget i en australsk husholdning. Derfor stiller de spørgsmålet i oplægget til, hvordan disse "non Energy Star" produkter kan dækkes, og hvilke supplerende initiativer kan tænkes.

Ifølge Australian Greenhouse Office kom der høringssvar ind på den nationale strategi, og de arbejder aktivt videre ud fra strategien. Blandt andet vil de udgive et diskussionspapir i løbet af 2002, som vil forholde sig til, hvordan flere produktgrupper kan blive omfattet.

6.3 Grundig undersøgelse af standby-forbruget

Som en opfølgning på oplægget til en national strategi for reduktion af standby-energiforbruget blev der iværksat en større undersøgelse af omfanget af det australske standby-forbrug.

Der var tale om en undersøgelse, som bestod af flere elementer:
Måling af energiforbrug og standby-forbrug i 64 hjem forskellige steder i Australien. Hvert stik i huset blev fundet og målt, og alle apparater blev målt.
Telefoninterview med 801 forbrugere om deres adfærd i hjemmet med hensyn til energiforbrug, alderen af deres apparater mv.
Måling på nye apparater af energiforbrug i standby. I alt 533 apparater blev målt.
En analyse af energiforbrugets udvikling siden 1994 med henblik på at estimere energiforbrugets vækst de kommende år.

Undersøgelse konkluderede blandt andet, at 12% af energiforbruget i et australsk hjem går til standby-forbrug. Det medfører mere end 5 millioner tons CO2 pr. år, hvilket svarer til udledningerne fra 1 million australske biler.

Prisen for standby-forbruget er for hver husholdning i gennemsnit 95 australske $, omkring 430 kr.

Øvrige resultater fra undersøgelsen findes på http://www.greenhouse.gov.au se under Energy & Transport, derefter under Energy efficiency, og endelig under Appliances and Equipment

6.4 Er forbrugerne med?

Standby-forbruget har været anledning til en del mediedebat i Australien.

"Tidligere rapporter om dette emne har fremkaldt en stærk medie respons og reaktioner fra samfundet", som man kan læse på AGOs hjemmeside.

Forbrugerorganisationen Australian Consumer Association, ACA, bekræfter, at undersøgelsen resulterede i en del medieopmærksomhed. Michael Hohl fra ACA fortæller, at mange journalister var overraskede over, at apparater, der ikke "lavede noget," brugte så meget strøm. I gennemsnit viste undersøgelsen, at der er tale om 80-100 $ (~350-435 kroner) pr. år for en husstand.

ACA mener ikke, det er ikke økonomien, der i Australien kan motivere forbrugerne til at nedsætte standby-forbruget. En kWh koster 50 øre, og det er for lidt til, at forbrugerne vil lade det afgøre deres valg af apparat.

Derfor har ACA satset på to strategier fortæller Michael Hohl, ACA.

"Vi appellerer til forbrugernes omsorg for miljøet blandt andet ved at påpege, at 98% af australske husholdninger har TV, og standby-energiforbruget fra disse er 350000MWh, hvilket giver 350000 tons CO2 med vores energiproduktion".

"Desuden påpeger vi, at en husholdning ofte har et dusin af husholdningsapparater, der har et standby-forbrug. Så selv om det enkelte apparat ikke koster så meget om året i standby, så har det samlede standby-forbrug betydning for en husholdning".

Michael Hohl fra ACA har ikke stor tillid til, at standby-problemet kan løses gennem ændret adfærd. Hvor sandsynligt er det, at forbrugerne vil slukke deres fjernsyn på kontakten, spørger han tilbage. ACA ser standby-problematikken som en opgave for myndigheder og producenter.

"Der findes teknologi til at løse standby-forbruget med. I Australien findes der flere 68 cm TV’er med mindre end 1W standby-forbrug. Det er bare et spørgsmål om at anvende teknologien. Der arbejdes internationalt for at få en "1 watt politik" for standby-forbrug, og vor regering har lovet, at de vil gøre et lobbyarbejde for at nå det mål. Selv om det australske marked er lille og nok ikke har stor betydning for de store producenter", fortæller Michael Hohl fra ACA.

Når vi spørger Australian Greenhouse Office om forbrugernes miljøbevidsthed ved køb af elektroniske produkter, svarer en medarbejderen Charles Edlington, at der er en stigende bevidsthed af nødvendigheden og fordelene ved grønne produkter, men det på ingen måde er på de niveauer, vi har opnået i visse europæiske lande. Det er primært inden for de produktgrupper, som er mærket med det australske Energy Rating Label (pendant til A-mærket), der er set ændringer i salget til fordel for de mærkede produkter.

Der findes ikke salgstal eller andre registreringer for de Energy Star mærkede produkter, men det er noget, man arbejder med.

6.4.1 Forbrugerbevidsthed om miljøspørgsmål ved køb af elektronik

I 2001 er der gennemført en kampagne for Australiens Energy Rating Label, der er et obligatorisk mærke for apparaters energiforbrug i lighed til A-mærket og dækker stort set de samme produktgrupper.

I forbindelse med kampagnen er der gennemført analyser af markedet før og efter kampagnen. Blandt andet blev der spurgt til, hvad der har betydning for forbrugerne, når de køber et elektrisk apparat.

Tabel 6.1
Undersøgelse af forbrugernes prioritering ved køb af hårde hvidevarer

Faktorer som forbrugerne tager i betragtning, når et apparat købes

% som svarer vigtigt

Price / Value for money

88%

Energy efficiency / Environmental friendliness

83%

Warranty / After sales service

80%

Product features or capacity

78%

Brand or reputation of product

65%

Past experience / Recommended by friend or relative

62%

Appearance / Look / Design

54%

Country of manufacture

50%

Opinion of sales person

22%


Det viser sig, at bevidstheden om miljø og energi er stigende i Australien. Ovenstående undersøgelse fra efteråret 2001 viste, at miljø og energi kommer ind på en andenplads blandt de faktorer, der er spurgt til.

Det udløser følgende kommentar fra projektlederen bag kampagnen:

"Energiforbrug er på vej til at blive en nøglemotivation for en stor del af forbrugerne. Betydningen af energiforbruget er tydeligvis stigende, og det er godt nyt for de virksomheder, der har energieffektive produkter til salg". (Nyhedsbrevet Switched On, oktober 2001).

Forbrugeranalyserne har ikke alene til formål at undersøge effekten af kampagnerne, men også til at skubbe til industrien i en mere energibevidst retning.

6.5 Opsamling

Det er lykkedes AGO at placere standby-forbruget højt på den energipolitiske dagsorden i Australien. De har fået udarbejdet en "National Strategi for nedbringelse af standby-energi forbruget". I den proces er det lykkedes dem at samle en række aktører inden for feltet (NGO’er, producenter og forskere) og få dem engageret i et workshop initiativ, hvor resultaterne dannede grundlag for formuleringen af strategien.

I dette arbejde har også den australske forbrugerorganisation deltaget. Det har været vanskeligt at få eksakte oplysninger om forbrugernes reaktioner på standby-initiativerne. Men tilsyneladende er forbrugernes bevidsthed om standby-forbruget stigende. Blandt andet kommer energi- og miljøforhold ind på andenpladsen efter prisen, når forbrugerne fortæller, hvad der har betydning, når de vælger et produkt (inden for hårde hvidevarer).

Ved workshoppen forud for formuleringen af en national strategi for nedbringelse af standby-forbruget blev der peget på, at det formentlig er lettere at regulere standby-forbruget gennem en påvirkning af producenter frem for en påvirkning af forbrugerne. Det er Australian Consumer Association’s klare opfattelse, at det er en myndigheds- og producentopgave at løse problemet og ikke en forbrugeropgave.

Australien står i dilemmaet med Energy Star, at den ikke dækker alle de elektriske apparater. Således kan forbrugerne kun købe Energy Star mærkede elektronik til omkring halvdelen af hjemmets behov. Det er ikke afklaret, hvordan man vil dække hullet for non-Energy Star produkter.

I Australien har man valgt at nedsætte en komite for energibesparelser ved udstyr (NAEEEC). Med denne konstruktion arbejdes der proaktivt, ikke alene med at påvirke forbrugerne, men også producenterne. For eksempel er opgaverne at indføre en energimærkningsordning, at formulere udkast til en national strategi for standby-forbrug og at koordinere den nationale indsats mv.

Det er en konstruktion, der giver mere koordinering og sammenhængskraft end i Danmark, hvor Elselskaberne, Elsparefonden og Energioplysningen/ Energistyrelsen har et fælles ansvar for information om energibesparende foranstaltninger.

6.6 Referencer

Australian Greenhouse Office

http://www.greenhouse.gov.au

Kontaktperson

Charles Edlington, Energy Efficiency Team
charles.edlington@greenhouse.gov.au

Nyhedsbrev fra Australian Greenhouse Office.

Switched On, -the latest news on energy efficient appliances and electrical equipment. Issue 5 October 2001.

Australian Consumer Association

http://www.choice.com.au/

Kontaktpersoner

Michael Hohl, Content Producer for Energy, Motoring and Transport
mhohl@choice.com.au

Norm Crothers
ncrothers@choice.com.au

 

Det Australske sekretariat for Energy Star

http://www.energystar.gov.au

International Energy Agency (IEA) har endvidere beskrevet de australske initiativer i deres rapport "Energy Labels & Standards" fra 2000.

Publikationen findes på

http://www.iea.org/public/studies/labels.htm#chap1