Undersøgelse af internationale erfaringer med påvirkning af markedet for mindre miljøbelastende elektronikprodukter

9 TCO-mærket

9.1 Hvad dækker TCO-ordningen?
9.2 TCO-mærkets udbredelse
9.3 Historie
9.4 Organisation
9.5 Producentens pris for TCO-mærket
9.6 Kriterier for forbrugerelektronik
9.6.1 TCO-99 krav
9.6.2 TCO-01 krav for mobiltelefoner
9.7 6E-modellen
9.8 Referencer
    

Hovedtræk
TCO er en mærkningsordning, som integrerer arbejdsmiljø- og ydre miljøhensyn. Bag ordningen står de svenske statsansattes faglige organisation - Tjenestemændenes Centralorganisation.
TCO omfatter primært kontormiljøet og er i dag verdensdækkende inden for computerteknologi og har som de første udviklet kravspecifikationer til mobiltelefoner.
TCO omfatter også en standard for et ledelsessystem, som integrerer arbejdsmiljø og det ydre miljø, og sigter på at skabe et helhedssyn på kontorarbejdspladsen.
TCO har haft stor indflydelse på produktudviklingen inden for især pc-monitorer, hvor f.eks. strålingen er nedsat med mere end en faktor 10 efter introduktionen af TCO's første krav hertil.

9.1 Hvad dækker TCO-ordningen?

Det er den svenske fagforening TCO (Tjenestemændenes Centralorganisation), der står bag TCO-mærkningsordningen. Ordningen er oprettet med henblik på at skabe forudsætninger for et godt arbejdsmiljø på kontorarbejdspladser gennem udvikling af systemer for kvalitets- og miljømærkning af kontorudstyr og arbejdsmiljøvurdering af kontorer.

TCO-ordningen er ikke bare et mærke, men omfatter også en række værktøjer til brug for konkret miljøtilpasning af arbejdspladser samt mere overordnede miljøledelsesværktøjer.

Mærkningsordningen omfatter 3 mærker TCO-95, TCO-99 og TCO-01.

TCO-99 erstatter TCO-95 og er en videreudbygning af denne (skærpede krav og nye krav), og disse to mærker dækker en række computerprodukter som pc-skærme - både traditionelle (CRT) og fladskærme (LCD) - bærbare computere, systemenheder og keyboards) samt andre kontorprodukter (kopimaskiner, faxmaskiner og printere). TCO-01 dækker alene mobiltelefonområdet. P.t. foregår der et projektarbejde, som skal lede frem til en opdatering af TCO-99 omfattende monitorer, systemenheder og bærbare computere. Den nye opdaterede mærkning, som forventes klar sommeren 2002, får navnet TCO-02.

TCO har udviklet vidensværktøj til brug for virksomheder og organisationer, som vil miljøtilpasse arbejdspladser, både hvad angår arbejdsmiljø og eksternt miljø.

Som det tredje har TCO udviklet et ledelsesværktøj kaldet 6E. Det står for "Ekologi, Energi, Ekonomi, Ergonomi, Effektivitet og Emission". 6E er en standard for et ledelsessystem, som integrerer arbejdsmiljø og det ydre miljø og sigter på at sikre et helhedssyn i det samlede miljøarbejde. Virksomheder, som har et ledelsessystem, kan få dette certificeret efter 6E-standard.

9.2 TCO-mærkets udbredelse

Mærkningsordningen er meget udbredt i dag. Ifølge TCO er ca. halvdelen af alle monitorer i dag TCO-mærket, og kravene danner norm over hele verden.

Det er bemærkelsesværdigt, at en relativt lille uafhængig part på miljø/arbejdsmiljøområdet har været i stand til at skabe et så succesfuldt mærke, og dette har vi set lidt nærmere på.

Ifølge TCO's sekretariat er der ofte stillet krav om TCO-mærket i tilknytning til offentlige indkøb i Sverige, hvilket vurderes at have bidraget til mærkets udbredelse. Endvidere menes TCO's medlemmer at have fungeret som drivkræfter herfor.

Der er ikke foretaget undersøgelser af forbrugernes eller indkøbernes kendskab til TCO-mærket. I miljøprojekt 688 "Forbrugernes interesse og muligheder for køb af grøn elektronik" er de danske forbrugeres kendskab til mærket undersøgt, og her genkender 11% af forbrugerne TCO-mærket. En medarbejder fra TCO-sekretariatet mener, at de svenske forbrugeres kendskab til mærket er højere end 11%. Men der findes ikke målinger af forbrugernes kendskab til mærket, da det er professionelle indkøbere på arbejdspladserne, der er mærkets primære målgruppe.

Medarbejderen fra TCO understreger, at en stor andel af producenterne har et grundigt kendskab til TCO-mærket.

9.3 Historie

Initiativet stammer tilbage fra diskussionerne i 70'erne, hvor computerne var på indtog i kontormiljøer. I kølvandet herpå opstod en diskussion om farerne ved stråling fra skærme, hvilket udløste overvejelser om regler for maksimal tid for skærmarbejde. Industrien afviste med støtte fra forskere de mulige problemer, hvilket affødte, at TCO som fagforening for de offentligt ansatte brugere af computere selv definerede en række krav til computere - i første omgang med krav til strålingens størrelse.

Gennembruddet kom, da det finske Nokia besluttede at gennemføre et udviklingsarbejde, som efter et år betød produkter, der opfyldte TCO-kravene i slutningen af 80'erne. Fra 1989 til 1997 oplevede Nokia ifølge sales-manager Helge Tiainen en salgsvækst på næsten 150 gange på deres monitorer. Omsætningen steg i løbet af disse 8 år fra 1,5 til 200 mio. ECU. Selv om andre faktorer spiller ind, mener Nokia selv, at det var opfyldelsen af de strenge TCO-krav, der var afgørende.

I starten af 90'erne indledte TCO et samarbejde med grønne bevægelser og myndigheder om udbygning med ydre miljøkrav, så mærket i dag kombinerer "røde og grønne" krav, hvilket ligeledes kan forklare dets succes.

9.4 Organisation

TCO-mærket m.m. drives af "TCO Development" med 12 ansatte, og hvis formål er at skabe godt arbejdsmiljø for mennesker på kontorer. De ejes af Tjenestemændenes Centralorganisation (TCO), der har 1,2 mio. medlemmer. I 1997 var indtægterne fra certifikationer på små 20 mio. kr.

9.5 Producentens pris for TCO-mærket

Prisen for en TCO-99 certificering svinger fra 10.000 SEK for et keyboard til 35.000 SEK for monitorer, printere m.m. Hertil kommer en årlig afgift på 5.000 SEK (som først træder i kraft 2. år efter certificeringen).

9.6 Kriterier for forbrugerelektronik

9.6.1 TCO-99 krav

Der er udarbejdet individuelle krav til forskelligt udstyr, men gennemgående er der krav til ergonomi, emissioner, energi, elektrisk sikkerhed og støj.

Kravene til de enkelte faktorer er udformet med baggrund i en helhedsbetragtning. Eksempelvis beskrives energiforbrug som et problemfelt, der ikke alene påvirker det ydre miljø, men også påvirker udgifter, luftkvalitet og emissioner til luften, samt arten af støj, kemikalier og elektriske og magnetiske felter.

TCO anses for at have afgørende indflydelse på produktudviklingen inden for computerteknologien. Således er den magnetiske stråling omkring pc-monitorer (som var kernen i de første kravspecifikationer) reduceret med mere end en faktor 10, og bromerede flammehæmmere, cadmium og kviksølv er blevet fjernet fra millioner af monitorer.

De prioriterede krav i TCO-mærket afviger dog markant fra f.eks. kravområderne, der anvendes i EU-blomsten og i Svanen. Den amerikanske organisation "Silicon Valley Toxics Coalition" har foretaget en sammenligning mellem en række mærker, og heraf fremgår det, at for computer desktops har TCO 10 kravfelter, mens Svanen har 24. Imidlertid er det kun 3 af disse kravfelter, der er overlappende. De 3 overlappende er krav om oplysning om anvendte flammehæmmere samt delvist forbud mod bromerede flammehæmmere i anvendt plast samt forbud mod cadmium i monitorer.

TCO-mærket har herudover 7 kriteriefelter, som Svanen ikke omfatter (vedrører genbrug, brugervejledning, klorerede flammehæmmere og halogener i plast, og krav om at der i produktionsprocessen ikke er anvendt kloropløsninger, og at Montreal-protokolen er overholdt . Endelig skal indhold af kviksølv i monitorer deklareres (hvor dette er forbudt i Svanen).

Svanen har omvendt 21 kriteriefelter, som TCO ikke omfatter (krav vedr. tungmetaller, emballage, energi, design og klimagasser).

9.6.2 TCO-01 krav for mobiltelefoner

TCO har som de første defineret et mærke til mobiltelefoner. Der tages udgangspunkt i forsigtighedsprincippet, da "bekymring i sig selv kan føre til dårligt helbred". Der er opstillet kriterier vedr. stråling, økologi og ergonomi, men i det første kriteriesæt er vægten lagt på stråling med henblik på at påvirke udviklingen i retning mod lavere stråling fra mobiltelefoner.

For at blive godkendt i henhold til "TCO ‘01 Mobile Phones" kræves en lav strålingsværdi, at telefonen er let at anvende, og at den ikke indeholder miljøfarlige materialer og substanser.

9.7 6E-modellen

TCO har udviklet denne standard ud fra den filosofi, at arbejdsmiljø og ydre miljø hænger sammen og påvirker hinanden ("Det, som er godt for naturen, er også godt for mennesker - og omvendt").

6E er en standard for et ledelsessystem, som integrerer arbejdsmiljø og det ydre miljø, og betegnes som et symbol på det helhedssyn, der er nødvendigt i forbindelse med miljøarbejde. Betegnelsen 6E refererer til følgende seks områder: Økologi, energi, økonomi, ergonomi, effektivitet og emission. Virksomheder med et ledelsessystem kan få det certificeret som 6E, hvis det overholder kravene heri.

De syv vejledende principper i standarden er:
Integration af arbejdsmiljø og ydre miljø
Miljøarbejdet er integreret i den øvrige virksomhed
Stadige forbedringer af mål og ledelsessystem
Deltagelse og løbende øget kompetence for alle
Forebyggende miljøarbejde
Lovgivning er minimumsniveau
Ledelsens engagement og handlinger

6E er kompatibel med andre standarder, f.eks. ISO 14001, BS 8800. Der findes i dag 8 virksomheder, som er 6E-godkendte.

9.8 Referencer

TCO-Development's hjemmeside:

www.tcodevelopment.com

Kontaktperson:

Helena Ahlberg, udviklingsansvarlig hos TCO-Development helena.ahlberg@tco.se

Annika Overödder, TCO Development
annika.overodder@tco.se

Silicon Valley Toxics Coalition's hjemmeside:

http://www.svtc.org/
Clean Computer Campaign)

Baggrundsrapport

Dr. Tech. Ernst Hollander: "The TCO enviro-labelling in IT - a case study of demand shaping and union proactivity", december 1999 (et EU DGXIII finansieret SPHERE+ projekt)