| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Opsamling, opbevaring og udnyttelse af urin fra Museumsgården på Møn

3 Human urin

Produktionen af human urin varierer meget med hensyn til såvel kvantitet som indholdsstoffer fra person til person og fra kultur til kultur. På baggrund af revurderinger af standardtal fra Sundberg, 1995, er følgende baseret på en udsondret urinmængde pr. person og døgn på 1,5 liter (Jönsson, 2000, og Vinnerås, 2001).

Næringsstoffer

Koncentreret human urin indeholder betydelige mængder næringsstoffer. Mængderne er angivet som normværdier i tabel 3.1.

Tabel 3.1
Standardværdier for masse, tørstof samt indhold af makronæringsstoffer i koncentreret urin.

Kilde: Sundberg, 1995, og Vinnerås, 2001.

Det fremgår af figur 3.1 og tabel 3.2, at human urin er den spildevandsstrøm, der indeholder hovedparten af næringsstofferne set i forhold til indholdet i de øvrige spildevandsstrømme fra en husstand.

Human urin udgør normalt kun 1–1,5 % af husholdningsspildevandet, men bidrager med ca. 80% af N, 55% af P og 44% af K i spildevandet. Af de næringsstoffer, der udsondres via urinen og fækalierne, stammer følgende procentdele fra urinen: 80-90% af N, 50–80% af P og 70–90% af K (Sundberg, 1995, Jönsson et al., 2000, Eilersen et al., 1998, Vinnerås, 2001). Det er i modstrid med mange lægfolks opfattelse af, at hovedparten af næringsstofferne skulle være indeholdt i fækalierne.

Den mængde næringsstoffer, som et menneske udskiller, kan bruges til at producere den mængde vegetabilsk føde, som mennesket har behov for. Det kan f.eks. være 250 kg majs pr. år, når der tages udgangspunkt i afgrødens kvælstofbehov (Jönsson, H., 1997). Ved beregningen er det forudsat, at den mængde næringsstoffer (N, P, K), som et voksent menneske indtager med føden, stort set bliver udskilt igen.

Tabel 3.2
Procentvis fordeling af makronæringsstoffer i husspildevandet fordelt på fraktionerne urin, fækalier og gråt spildevand.

Kilde: Sundberg, 1995, Vinnerås, 2001.

Forholdet mellem næringsstofindholdet i urin og fækalier kan yderlige sammenlignes i relation til tørstofindholdet og i form af NPK-forhold og N/P-kvote. Et gødningsprodukt karakteriseres almindeligvis ved forholdet mellem indholdet af N, P og K eller ved forholdet mellem N og P, der så kan sammenholdes med en given afgrødes gødningsbehov. Forholdene, og især N/P-kvoten, kan bruges til at vurdere urinblandingens sammensætning i forhold til koncentreret urin og andre urinblandinger. Det fremgår af tabel 3.3, at koncentreret urin er karakteriseret ved et højt kvælstofindhold målt i relation til tørstof (TS). Indholdet af fosfor og kalium er stort set det samme i urin og fækalier målt i relation til tørstof.

Figur 3.1
Fordeling af næringsstoffer i spildevandsstrømmene.
Kilde: Sundberg, 1995, og Vinnerås, 2001.

Tabel 3.3
Indhold af tørstof og næringsstoffer i urin og fækalier i relation til tørstof samt NPK-forhold og N/P-kvoter.

Tungmetaller i human urin og fækalier

Selv om human urin står for hovedparten af næringsstofferne i husstandsspildevandet, indeholder urinen kun en brøkdel af det samlede indhold af tungmetaller. I tabel 3.4 er de procentvise fordelinger af de enkelte tungmetaller i fraktionerne beregnet ud fra værdier fra Sundberg (1995) modifieret ud fra senere målinger (Vinnerås, 2001).

Tabel 3.4
Procentvis fordeling af masse, næringsstoffer og tungmetaller i husspildevandets fraktioner (urin, fækalier og gråt spildevand).

Kilde: Sundberg, 1995, og Vinnerås, 2001.

Tallene viser potentialet for at kildesortere og tilbageføre human urin separat til landbrugsjorden. De humant udskilte tungmetaller udskilles primært via fækalierne. Ved tilførsel af en given mængde N, P og K i form af human urin til landbrugsjorden ville der kun blive tilført 0,06–3,0% af de enkelte tungmetaller i husspildevandet. Urinen bidrager således kun med 0,6% af indholdet af cadmium. Det fremgår af tabel 3.4, at hovedparten af de humant udsondrede tungmetaller udsondres via fækalierne. Tungmetalindholdet i fækalier i relation til TS spænder fra 0,66% for bly til 46,1% for kviksølv.

Tabel 3.5 viser, at udskillelsen via urin også er væsentligt mindre end via fækalierne set i relation til TS, N og P.

Tabel 3.5
Indhold af tungmetaller i urin og fækalier i relation til indhold af TS, N og P samt grænseværdier i henhold til slambekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 49 af 20. januar 2000).

Kilde: Beregnet ud fra Sundberg, 1995, og Vinnerås, 2001.

På grund af urinens relativt store indhold af kvælstof bliver forskellene i indhold af tungmetaller endnu større ved relatering til kvælstof end ved de normalt anvendte parametre tørstof og fosfor. Relationen er relevant, da urin typisk vil blive doseret ud fra den tilladte/ønskede mængde kvælstof pr. hektar. Der vil da eventuelt blive suppleret med et andet gødningsmiddel i tilfælde af fosforkrævende afgrøder. Samtlige værdier for tungmetalindhold i urin og fækalier ligger under de grænseværdier, som er fastsat i slambekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 49 af 20. januar 2000). Værdierne for urin ligger langt under. Opsamlet urin har ikke i sig selv et betydeligt eller problematisk indhold af tungmetaller. Ved opsamling af urin kan tungmetaller blive tilført fra andre kilder, som tilføres toilettet, eller fra dele af installationerne. Tal for indhold af tungmetaller i opsamlede urinblandinger og i andre gødningsmidler præsenteres i kapitel 8.

Miljøfremmede stoffer

De miljøfremmede stoffer LAS, PAH, NPE og DEHP (defineret i kapitel 2) udsondres i ubetydelige mængder i human urin. Fund i urinblandinger tillægges derfor andre kilder. Der findes ingen standardværdier for urins indhold af miljøfremmede stoffer og medicinrester.

Indikatororganismer og sygdomsfremkaldende bakterier

Human urin indeholder, ud over generelt meget lave koncentrationer af tungmetaller og miljøfremmede stoffer, kun få bakterier i forhold til fækalier, som har et højt indhold af bakterier (jf. tabel 3.6). Der er desuden generelt ikke smitstoffer, der kan blive overført via miljøet. Risikoen for overførsel af sygdom ved håndtering og anvendelse af urin fra kildesorterende toiletsystemer er stort set afhængig af krydskontaminering af fækalt materiale.

Kildesorteret urin forventes derfor som udgangspunkt, at være et gødningsmiddel af høj kvalitet, som kan anvendes i landbruget (Höglund, 2001). Dette er også en nødvendig forudsætning, hvis produktet skal bruges som gødningsmiddel. Det er derfor vigtigt, at kildesorterende sanitetssystemer indrettes på en sådan måde, at krydskontaminering begrænses mest muligt. Endvidere skal tilførslen af skyllevand begrænses for at sikre en god koncentration af ammonium og høj pH, der har stor betydning for nedbrydningen af sygdomsfremkaldende bakterier under lagringen.

Tal for indhold af indikatorbakterier og smitstoffer i urinblandingen fra Museumsgården og i andre gødningsmidler præsenteres i kapitel 8.

cfu: colony forming units
Kilde: Jönsson et al. 2000, Höglund 2001.