Helhedsorienteret miljøvurdering af minkavl og forslag til indsatsområder3 Resultater af udvalgte forsøgsaktiviteter3.1 Reduceret protein i vækstperioden3.1.1 Materialer og metoder 3.1.2 Registreringer 3.1.3 Statistik 3.1.4 Resultater og diskussion 3.1.5 Konklusion 3.1.6 Bemærkninger 3.2 Analyse af bundsediment fra gyllebeholder 3.3 Citrus og Quillaja i minkfoder med henblik på binding af kvælstof 3.4 Absorbering af urin og gødning i spagnum 3.5 Biogaspotentiale ved bortskaffelse af kadavere på biogasanlæg 3.5.1 Mængder 3.5.2 Biogaspotentiale 3.5.3 Tilførsel på biogasfællesanlæg 3.5.4 Hygiejniske forhold 3.5.5 Økonomi 3.5.6 Konklusion Kort gennemgang af referencer og ideer med hovedvægt på forebyggende indsats for forsuring og næringssaltbelastningen 3.1 Reduceret protein i vækstperiodenPFR har gentagne gange vist, at det er muligt at sænke proteinindholdet i foderet i vækstperioden. I nogle tilfælde uden negative konsekvenser for dyrene, medens der i andre tilfælde har været en negativ indflydelse på pelskvalitet og sundhed /18,19,20,21/. Ved fastlæggelse af de gældende aminosyrenormer var der desuden negative sundhedsmæssige konsekvenser i nogle af holdene med et lavt indhold af visse essentielle aminosyrer (EAS) /13,14/. Det er ikke afkl aret om en del af disse negative effekter skyldes mangel på glucogene aminosyrer. Der er derfor fortsat behov for at få afklaret behovet for visse essentielle aminosyrer. I relation til gluconeogenesen, er der behov for viden om, hvorvidt balancen mellem essentielle og ikke essentielle aminosyrer (IEAS) er af betydning. Hos fjerkræ og rotter har man fundet at forholdet mellem EAS og total kvælstof (TN) bør ligge mellem 0,5 og 0,65. Hos grise er det tilsvarende fundet til at skulle være mellem 0,42 og 0,55 afhængigt af det total proteinindhold i foderet /16/. Hos katte har det vist sig at der er en forholdsvis stor tolerance overfor forholdet EAS:IEAS, såvel som overfor proteinindholdet i foderet /22/. Egentlige aminosyreforsøg til fastlæggelse af behovet er relativt dyre at gennemføre med store hold p.g.a. prisen på visse syntetiske aminosyrer. Udgangspunktet for nærværende oplæg er derfor at sænke proteinindholdet i foderet til 25 % af OE samtidig med at det tilstræbes at ligge så tæt på normerne, som praktisk muligt med de tilgængelige råvarer. Med dette som udgangspunkt ønskes det belyst om mink ud over behovet for essentielle aminosyrer også har et behov for aminosyrer til gluconeogenesen og hvorvidt balancen imellem EAS og IEAS har nogen betydning for produktionsresultaterne og dyrenes sundhed. 3.1.1 Materialer og metoderDyr: Hvalpene i wildmink produktionsgruppen blev fordelt tilfældigt i vækstperiodeholdene. Derefter blev hvalpene vejet enkeltvis, og meget små samt meget store dyr blev fjernet fra holdene. Til undersøgelsen blev anvendt 7 hold wildmink á 138 han- og 138 tævehvalpe. Foder: Kontrolholdet (K25) opfylder den gældende norm for essentielle aminosyrer (efter tilsætning af methionin). Forholdet mellem essentielle aminosyrer og det totale aminosyre (TAS) indhold EAS:TAS er 0,52. Ud fra K25 blandingerne fremstilles to blandinger med hhv. 29 % og 33 % af OE fra protein, med de samme råvarer som i K25 og med et EAS:TAS indhold på 0,52. Til K25 foder tilsættes en blanding af nogle af de essentielle aminosyrer (27,5 % methionin - 25,5 % treonin - 7,8 % tryptofan - 39,2 % lysin) op til et indhold på 29 % af OE fra protein (K29EAS) samt op til et indhold på 33 % af OE fra protein (K33EAS), med en stigning i EAS/TAS fra ca. 0,56 til 0,60. Til K25 foder tilsættes ligeledes ikke essentielle aminosyrer (2/3 glycin og 1/3 glutaminsyre) op til et indhold på 29 % af OE fra protein (K29IEAS) samt op til et indhold på 33 % af OE fra protein (K33IEAS), med et fald i EAS:TAS fra ca. 0,48 til 0,44. Forsøgsopstillingen fremgår af tabel 3.1.
Overgangen fra fodercentralfoder til forsøgsfoder foregik over en uge, så dyrene kunne tilvænne sig den eventuelle ændrede smag af foderet. Forsøgsfoder blev tilført fra 11/7 indtil pelsning. Foderet blev tilsat en vitaminblanding (DPF 12453), med den anbefalede tilsætning på 0,25% på vægtbasis. Vitamin tilsætningen til foderet blev justeret efter energiindholdet i foderet. Forsøgsholdenes fodersammensætninger blev kontrolleret ved analyse af protein, fedt, tørstof og aske ved forsøgets start samt én gang pr. måned. Derudover blev råvarerne (fiskeaffald, industrifisk, fiskeensilage og fjerkræaffald) kontrolleret hver gang, der kom et nyt parti hjem. Hvis råvarerne afveg væsentligt fra tabelværdierne, blev råvarerne byttet. Da der var fuld kontrol af analyseværdierne på råvarerne (fiskeaffald, industrifisk, fiskeensilage og fjerkræaffald), og der samtidig blev anvendt ensartede varer gennem hele perioden, blev de udsving, der kom i analyseværdierne af de enkelte forsøgsblandinger minimale. Foderets sammensætning fremgår af tabel 3.2.
3.1.2 RegistreringerSamtlige hanhvalpe blev vejet efter udsætning (i uge 27), d. 3 - 4. september og ved pelsning. I oktober udtages blodprøver til bestemmelse af HCT fra 20 hvalpe pr hold i uge 30, 33, 35 og 36. Wildmink i forsøg blev pelset fra d. 12/11 til d. 20/11. På samme dag blev der pelset lige mange mink fra hvert hold i en forsøgsserie, således at der ikke er forskel i pelsningstidspunktet mellem holdene. Til pelsning vejes lever og tarm, tarmlængden måles og den afpelsede kropslængde måles på 15 hanner pr hold. Leverprøver gemmes til fedtbestemmelse. Døde dyr obduceres. Der gennemføres almindelig skindsortering efter følgende karakterskala: Kvalitet: 1-12, 12 bedst Farve: 1-5, 5 mørkest Renhed: 1-5, 5 mest rødlig Silkede: silket / ikke silket Flade / Fyldige dårlig uld, flade / normal / god uld, fyldige Længde: i cm. 3.1.3 StatistikBeregningerne er foretaget mellem de forskellige hold i en forsøgsserie. Ingen bogstaver i kolonnen angiver, at der ingen statistisk sikker forskel er. Forskelligt bogstav angiver, at der er statistisk sikker forskel mellem holdene. Der er regnet statistik på tilvæksten fra udsætning til vejning i september, og på tilvæksten fra vejning i september til pelsning. De statistiske beregninger er udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss4, ss3), LSMEANS / PDIFF er anvendt med 5 % som signifikansniveau. Fødselsdatoen er medtaget som kovariant ved beregning af tilvæksten, hvorved der korrigeres for om hvalpene er tidligt eller sent fødte. Der er regnet statistik på skindlængde, skindkvalitet, farve og renhed. Skindlængden er medtaget som kovariat ved de statistiske analyser af skindkvalitet. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en nonparametrisk test (GENMOD). Silket, fyldighed og metallic er analyseret med proceduren PROBIT eller ?2. 3.1.4 Resultater og diskussionI tabel 3 vises holdenes gennemsnitsvægte og spredning (st.dev.) ved udsætning, i september og ved pelsning. Holdenes gennemsnitlige tilvækst fra udsætning til vejning primo september, og fra september til vejning ved pelsning fremgår ligeledes af tabellen.
K25 har en signifikant bedre tilvækst fra udsætning til september end K29, der igen er signifikant bedre end K33. I alle fodringshold er anvendt den samme proteinblanding. I holdene K29 og K33 er der anvendt en større procentdel af denne blanding end i K25, for at opnå en højere andel af den omsættelige energi fra protein, 29 og 33 %, frem for 25 % i K25 blandingen. Råvarevalget i protein blandingen er lidt atypisk i forhold til hvad der normalt bruges, bl.a. er der et forholdsvis højt indhold af kartoffelprotein og ærter. Det er muligt at råvarevalget kan være medvirkende årsag til, at der er lavere tilvækst ved stigende protein indhold i foderet. K29IEAS har den samme tilvækst fra udsætning til september som K25, og en signifikant bedre tilvækst end de øvrige hold, hvor der er tilsat essentielle eller ikke essentielle aminosyrer (K29EAS, K33IEAS, K33EAS). Både for de essentielle og de ikke essentielle aminosyrer, bliver tilvæksten dårligere jo mere der tilsættes. Ved tilsætning af store mængder essentielle aminosyrer (K29EAS og K33EAS), kan årsagen til den faldende tilvækst skyldes en ubalance mellem de essentielle aminosyrer, samt evt. en toxisk effekt af store mængder methionin. For tilvæksten fra september til pelsning er forholdene nogenlunde omvendt, således at de hold der havde den dårligste tilvækst indtil primo september kompenserer for suboptimale forhold og nu har den bedste tilvækst, dog har K29IEAS stadig en god tilvækst. Slutvægtene ved pelsning var bedst for de hold der havde fået tilsat ikke essentielle aminosyrer, det ser således ud til at hvalpene ud over det behov de har for essentielle aminosyrer, også har et behov for ikke essentielle aminosyrer.
Forskellige bogstaver i en kolonne i samme serie angiver, at der er statistisk sikker forskel, NS angiver at der ikke er forskel. Skindlængden er signifikant som kovariat ved beregning af kvalitet. Skindlængderne afspejlede pelsningsvægtene, der blev set de længste skind i K25 samt de to hold hvor der blev tilsat ikke essentielle aminosyrer. De korteste skind blev set i det hold der havde den højeste tilsætning af essentielle aminosyrer, evt. på grund af en negativ effekt af store mængder methionin. Kvaliteten var bedst i K25, K29 og K33 hvorimod der var dårligere skind i de hold, hvor der blev tilsat essentielle hhv. ikke essentielle aminosyrer. Det samme gjorde sig gældende for frekvensen af silkede skind og skind med god uld, samt renheden, hvor de mest røde skind blev fundet i K25, K29 og K33. Der var ingen forskel i farven mellem holdene. Dødsfald blandt forsøgsdyrene fremgår af tabel 3.6.
Der var kun få dødsfald i holdene, disse var overvejende forårsaget af nyreblære problemer, samt afmagring af dyrene. Der blev ikke fundet noget unormalt ved gødningsvurderingen. 3.1.5 KonklusionMed hensyn til tilvæksten ser det ud til at dyrene har gavn af et øget indhold af ikke essentielle aminosyrer ud over de essentielle. Endvidere viser forsøgsresultaterne, at der kan opnås samme vækst og skindkvalitet selvom proteinindholdet sænkes til K29 og det ser ikke umiddelbart ud til at hav e nogen større effekt at sænke proteinindholdet til K25, hvilket er en betragtelig sænkning i forhold til det nuværende niveau i foderet. Det anbefales derfor at der indledes en dialog med fodercentralerne om muligheder og de økonomiske aspekter ved at sænke proteinindholdet i foderet. Umiddelbart vurderes det at foruden den miljømæssige fordel, også at kunne reducere kostprisen for foderet, hvis proteinindholdet sænkes. 3.1.6 BemærkningerRegistreringer for HCT, tarmvægte og –længde samt levervægt forefindes; men databehandlingen foretages p.t. M.h.t. leverprøver til fedtbestemmelse er situationen følgende: I løbet af efteråret kom vi under vejr med at man i et projekt med malkekøer, på DJF Foulum, havde udarbejdet hurtiganalysemetoder til bestemmelse af fedt, glykogen, protein, DNA, FFA, glycerol og glukose. Samtidig skulle man kunne bestemme enzymerne GLDH, ASAT og ALAT, samt bestemme henholdsvis fedtsynteseaktiviteten og fedtoxidationen og muligvis også gluconeogenese aktiviteten. Metoden kan evt. anvendes – enten direkte eller efter mindre modifikationer – på minklevere. Følgelig har vi sat fedtbestemmelserne i ro, da merprisen på ovennævnte er marginal i forhold til de ekstra informationer. Undersøgelsen er dels finansieret af midler fra Miljøstyrelsens program for renere produkter og dels via PFR’s basismidler fra pelsdyrafgiftsfonden. 3.2 Analyse af bundsediment fra gyllebeholderVed tømning af gyllebeholdere efterlades et sediment, som efter flere tømninger graves op. Med udgangspunkt i fodersammensætningen og dermed det høje indhold af affaldsprodukter fra fisk og fjerkræ må det forventes, at sedimentet indeholder betydelige mængder af knoglerester, som bundfældes i gyllebeholderen. I nærværende undersøgelse er indholdet af mineraler søgt afkl aret gennem en analyse af tre prøver udtaget fra sediment i forbindelse med opgravning. Af hensyn til bestemmelse af kvælstofindholdet (N) er prøverne frosset ind umiddelbart efter udtagning med henblik på senere analyse. Analyserne har omfattet: Tørstof, N i frisk optøet materiale og aske samt følgende mineraler bestemt efter frysetørring og formaling: Calcium (Ca), fosfor (P), magnesium ( Mg), natrium (Na), kalium (K), kobber (Cu), mangan (Mn), zink (Zn) og jern (Fe). Resultaterne er angivet i tabellen nedenfor, hvor indholdet beregnet som procent af aske ligeledes en angivet.
Til sammenligning kan anføres, at indholdet af calcium, fosfor og magnesium i knogleaske er angivet til ca. 36 %, ca. 17 % og ca. 1 % /4/ hvilket omregnet til indbyrdes forhold svarer til de i nærværende undersøgelse fundne resultater. Herved sandsynliggøres således at knoglerester udgør en meget betydelig del af det undersøgte sediment. En egentlig afsætning af sedimentet ligger uden for projektets rammer, men det falder nærliggende dels at pege på, at mængden skønsmæssigt udgør i størrelsesordenen 10.000 tons pr. år dels muligheder for afsætning som råvarer til gødnings- eller anden produktion, udbringning på arealer med særligt henblik på surbundsområder, herunder måske skovarealer. Surbundsarealer vurderes at være en fordel, da denne jordtype vil medvirke til at gøre fosforen hurtigere opløselig. Det kan afsluttende anføres, at den her benyttede form for gylleseparering kræver meget få ressourcer med henblik på at reducere udbringningen specielt af fosfor på landbrugsjord, idet sedimentet forventes at kunne udspredes med allerede kendte teknikker. På dette grundlag er der rettet forespørgsel til KEMIRA Agro, som vurderes at være en af de få danske aftagere med henblik på gødningsproduktion. KE-MIRAS foreløbige reaktion på sedimentproduktet var, at det kunne have potentialer, dog ses indholdet af Ca (fyldstof) som problematisk højt /5/. 3.3 Citrus og Quillaja i minkfoder med henblik på binding af kvælstofI forsøg med kyllinger og smågrise fodret med foder, hvor de to ovennævnte produkter har været tilsat, er der opnået en signifikant højere tilvækst og dermed et lavere foderforbrug pr. kg tilvækst. Årsagsforklaringen kan være den hypotetiske, at produkterne binder ammoniak (NH3), som frigøres i tarmen, hvorved absorption af NH3 reduceres med deraf følgende mindre syntese og udskillelse af urea og dermed en energisparende effekt. En sådan effekt vil i givet fald fremkomme ved en øget udskillelse af kvælstof (N) i gødningen. Det har endvidere været anført, at der i produkterne findes indholdsstoffer, som øger optagelsen af næringsstoffer og evt. også af uønskede stoffer. Indenfor rammerne af dette projekt er der gennemført en eksperimentiel undersøgelse i samarbejde med Nor-Feed, APS,1 omfattende afprøvning af effekten af de to produkter i forsøg med udvoksede hanmink. Ved forsøget blev følgende mængder tilsat foderet: Citrus: 400 mg pr. kg tørstof og Quillaja: 124 mg pr. kg tørstof. Som indledning blev der gennemført en accepttest, hvor de to produkterne blev iblandet farmfoder i de angivne mængder og udfodret til minkhanner (5 dyr pr. behandling) i farmen over en periode på 3 dage. Dyrenes umiddelbare reaktion var afventende første dag, men de efterfølgende dage åd alle dyr den udmålte foderration på 250 g. Der var således baggrund for at gennemføre det egentlige forsøg omfattende N-balanceforsøg, opsamling af NH3 i udgående luft fra respirationskamre samt udtagning af blodprøver ved forsøgets afslutning til bestemmelse af urea. Forsøget gennemførtes med farmfoder, og det omfattede 3 grupper af 5 dyr: Kontrolhold, Citrus og Quillaja. Der indgik en forperiode på 3 dage, efter at dyrene var anbragt i balanceburene, efterfølgende en forsøgsperiode på 5 dage med kvantativ opsamling af foderrest, gødning og urin. Efter sidste opsamling af gødning og urin blev gødningsnet og urintragt erstattet med en bakke ("gylle"), hvorefter dyrene flyttedes til respirationskammer i et døgn. I respirationskammeret måltes frigjort mængde af ammoniak ved at udgående luft blev ledt gennem en bobleflaske med H2SO4 (10 % v/v). Analyserne af kvælstof er gennemført i afdelingen og plasmaurea blev bestemt ved Klinisk Centrallaboratorium, KVL, idet blodprøverne blev kølet ned umiddelbart efter udtagning, og de blev analyseret samme dag for at hindre en reduktion i den fundne koncentration af urea som følge af længere tids opbevaring. De opnåede resultater er anført i tabel 1, og N-fordøjelighed og -balance ligger for alle 3 grupper på det forventede niveau vurderet ud fra tidligere forsøg gennemført med foder af den for vinterfoder karakteristiske sammensætning. Der blev ikke fundet nogen NH3-fordampning i det døgn, hvor dyrene opholdt sig i respirationskamrene. Som det umiddelbart fremgår af de opnåede resultater, er der ikke på de undersøgte parametre fundet nogen forskel som følge af forsøgsbehandlingen. En mulig binding af NH3 i mavetarmkanalen ville i givet fald have medført en lavere fordøjelighed af N som følge af et højere indhold i gødningen. Specielt vedrørende NH3-fordampning fra gødning/urin skal det som medvirkende årsag anføres, at den anvendte teknik er udviklet med det formål at hindre N-tab med henblik på at opnå kvantitative mål for N-balancen. Hertil kommer, som det også er kendt fra tidligere undersøgelser, hvor minkene er sat ind i rengjorte bure, at NH3-fordampningen er stigende gennem de første døgn, hvorefter den når et konstant niveau. En væsentlig årsag må her forventes at være tidsfaktoren i opbygningen af den ureaproducerende bakteriepopulation, som er en af forudsætningerne for frigørelse af NH 3. Endvidere er temperaturafhængigheden elimineret i det aktuelle forsøg, som er gennemført ved en konstant temperatur på ca. 15 EC.
Den iblandede mængde af de to produkter blev valgt at være den samme, som er anvendt i forsøg med smågrise og kyllinger. Uanset at de benyttede koncentrationer, som er fastlagt i tidligere forsøg og afprøvninger, relaterer til mængde pr. kg tørstof, bør det overvejes, om dette i alle tilfælde er biologisk velmotiveret. I foder til smågrise og kyllinger er N-indholdet pr. kg tørstof tilnærmelsesvis det samme, medens det i foder til mink og andre carnivore dyrearter er væsentligt højere. Der vil således være baggrund for at vurdere, om den iblandede mængde i stedet burde angives som mængde pr. kg N i den aktuelle foderblanding både i forbindelse med en fortsat praktisk anvendelse og i fremtidige undersøgelser over de aktuelle eller tilsvarende produkters effekt på N-omsætning og NH3-binding også hos mink. 3.4 Absorbering af urin og gødning i spagnumSpagnum har med en vis succes været anvendt som absorberingsmateriale i pelsdyrproduktionen i Finland. Yderligere har forskellige kombinationer af savsmuld, træuld og spåner været undersøgt som absorberingsmateriale. At det netop er den type produkter, der har været undersøgt, skal ses i lyset af, at man i Finland ikke har den samme adgang til halm, som i Danmark. Således anvender man bl.a. hø, træuld og træspåner som strøelse og til pakning af redekasser. I Danmark har vi ikke den samme adgang til spagnum, men til gengæld har vi adgang til halm i rigelige mængder. Formålet med at anvende disse produkter til at absorbere minkurinen er dels at binde denne i størst muligt omfang og efterfølgende at producere en salgbar gødning baseret på kompostering. Et sådant produkt ville også kunne sælges uden for langbruget og ville således afhjælpe næringsstof overskuddet i de områder, der har en koncentreret animalsk produktion, ikke mindst med mange pelsdyrfarme, da sidstnævnte ofte ikke har det fornødne jordtilliggende til selv at anvende den producerede gødning. Med tanke på at producere en næringsberiget spagnum, ved hjælp af minkgødning og –urin, som kunne afsættes udenfor primærerhvervet, blev der iværksat en pilotundersøgelse. Denne undersøgelse blev udført som en screening af forskellige typer af absorberende materialer. Der blev anvendt produkter på linie med de af finnerne undersøgte, halm som er let tilgængeligt i Danmark, og kattegrus, som repræsentant for moler. Sidstnævnte kunne evt. være anvendeligt i det omfang producenterne af molerprodukter måtte have et anvendeligt affaldsprodukt, idet inerte jordarter generelt er kendt som gode absorpberings materialer Halm blev dels anvendt i form af den naturlig strøelse oven på redekasselågene og dels suppleret med et ekstra lag på ca. 10 cm under burene. Alle absorberingsmaterialer blev undersøgt med fast bund under burene, i form af en kraftig plastbane. ”Halmholdene” blev yderligere checket uden den faste bund og altså under forhold som generelt er fremherskende i den danske minkproduktion. Under alle hold blev placeret en træramme, som dækker arealet under seks bure. Mellem hvert af holdene var seks bure, som ikke indgik i undersøgelsen. I hver af trærammerne blev der ved undersøgelsens start udlagt en mængde absorberende materiale (tabel 1A). Yderligere faldt der i løbet af perioden en ens mængde naturlig strøelse oven i dette materiale. Dette udgjorde i forsøgsperioden i gennemsnit 3,25 kg (2.42 – 4.55 kg). Ved forsøgets afslutning tilstræbtes det, at skille den naturlige strøelse fra det øvrige absorberende materiale. De registrerede mængder af absorberende materiale og de foreliggende analyseresultater fremgår af tabel 1 i bilag F Forsøget blev igangsat den 4.10.2001 og afsluttet d. 7.11.2001. Den samlede varighed var således 35 dage. Efterfølgende blev repræsentative prøver udtaget og sendt til Stein’s Laboratorium til analyse for tørstof, total N, ammoniak N og fosfor. Det viste sig, at flere af prøverne gav analytiske problemer, og måtte reanalyseres flere gange. Den største forskel, som umiddelbart er synlige er analyseresultatet for fosfor i strøelse ved forsøgets afslutning. Det var ikke muligt at få nogen plausibel forklaring på dette. Baseret på DJF‘s resultater (2001) blev det vurderet, at fosforindholdet i strøelsen ved afslutningen af forsøget var fejlagtig i kontrolholdet med fast bund under burene. Værdierne for kontrolholdet uden fast bund er derfor valgt til de videre beregninger. Resultaterne (jf. bilag E) indikerer at praktisk talt alt fosfor opsamles i det absorberende materiale. I DJF’s undersøgelse (2001) blev der i gennemsnit opsamlet 0,29 g N/dyr/dag. Tallene i nærværende undersøgelse giver i gennemsnit 0,26 g N/dyr/dag og dækker over en variation fra 0,15-0,38 g N/dyr/dag. De lave værdier for kontrolholdet med fast bund hænger sandsynligvis sammen med den lille mængde naturlig strøelse. Det høje tal for savsmuldspiller skyldes en minks atypiske urinering uden for renden. Resultaterne tyder på, at godt med strøelse på redekasselågene, vil være en anvendelig løsning. 3.5 Biogaspotentiale ved bortskaffelse af kadavere på biogasanlægNærværende aktivitet havde til formål at vurdere om minkaffald, dvs. minkkadavere fra pelsningen, vil kunne tilføres biogasanlæg, som et alternativ til den nuværende praksis med at køre materialet til forbrænding, med deraf følgende relativt store omkostninger for minkavlerne. 3.5.1 MængderI Danmark blev der produceret ca. 17.000 tons minkkadavere i 1999. Denne størrelse antages at være repræsentativ i de følgende beregninger. Andelen af organisk tørstof kendes ikke præcis men skønnes at være ca. 25 %. Der er således tale om 4.167 tons organisk tørstof pr. år. Ca. 30 % af det organiske tørstof er fedt, som har et stort biogaspotentiale. 3.5.2 BiogaspotentialeFor at få den maksimale biogasproduktion er det vigtigt at materialet neddeles og blandes med andet materiale på biogasanlægget. Biogaspotentialet udgør skønsmæssigt: 4.167 tons * 600 Nm3/tons = ca. 2,5 mio. Nm3 pr. år. Gasproduktionen har et forventet methanindhold på ca. 60 %, resten er hovedsagelig CO2. Biogaspotentialet svarer således til ca. 1,5 mio. Nm3 n-gas, som ved en vægtet pris, gældende for kombineret el- og fjernvarmeproduktion, på 2,5 kr/Nm3 svarer til et indtjeningspotentiale for biogasanlæggene på 3,75 mio. kr. pr. år, forudsat at biogasanlæg og gasmotorer har den fornødne kapacitet, og at der er afsætning for den producerede varme. 3.5.3 Tilførsel på biogasfællesanlægI Danmark er der følgende biogasfællesanlæg, som alle modtager affald.
Snertinge, Hashøj og Nysted ligger relativt nær København, og kan foreslås anvendt til et pilotforsøg. Nysted er relativt lavt belastet og anses for mest velegnet. Som tommelfingerregel vil der samlet kunne modtages omkring 25 % andet affald i forhold til den totalt tilførte mængde på biogasfællesanlæggene. Hvis det antages, at den årlige mængde kadavere tilføres over 1 måned i foråret og 2 måneder i efteråret, skal der ved en gennemsnitsbetragtning bortskaffes ca. 5.500 tons pr. måned. Mængden er størst i efteråret – ca. 10-12 mio. dyr og i foråret ca. 0,4-0,5 mio. dyr (kun parringshanner) Ved iagttagelse af 25 % ‘s reglen vil der jvf. ovenstående tabel kunne afsættes ca. 2.200 tons til Thorsø, 1.500 tons til Studsgård, 1.100 tons til Lemvig, 1.000 tons til Nysted, 900 tons til Ribe, 400 tons til Lintrup og 100 tons til Davinde, dvs. i alt 7.200 tons. Hvis en del af minkkadaverne stadig køres til forbrænding, ser det således ud til at biogasanlæggene vil kunne aftage en væsentligste andel af minkaffaldet. Det må påregnes at minkavlerne har mellemlagre f. eks. i form af frysere til den nødvendige sæsonudjævning. Minkkadaverne skal neddeles (macereres) f. eks. i en kødhakkemaskine før det tilføres biogasanlæggene. Dette er nødvendigt for at opnå en tilstrækkelig opblanding i processen og sikre at materialet omsættes optimalt. Neddelingen kan evt. ske på selve biogasanlægget. 3.5.4 Hygiejniske forholdDet er ikke uproblematisk at tilføre animalsk affald til biogasanlæg, hvis dyrene er blevet fodret med kød og benmel eller dyrefoder fra f.eks. Kambas hvor råmaterialet er affald fra storkøkkener, der indeholder animalsk materiale fra kvæg. Sandsynligheden at BSE overføres fra køkkenaffald er dog meget lille da køkkenaffaldet principielt bør være fri for BSE. BSE prioner nedbrydes ikke i biogasprocessen, det kræver opvarmning til 600-800oC for at være sikker. Det er derfor afgørende for om minkkadaverne kan tilføres biogasanlæggene, at der er fuldstændig kontrol med foderet til minkene. Øvrige smitstoffer reduceres til et acceptabelt niveau ved en hygiejnisering af gyllen og affald på biogasanlæggene, typisk opvarmning til 70oC i 1 time. Endelig spredes gyllen normalt på jord, der ikke benyttes til græsning. Det må forventes, at myndighederne stiller krav om udtagning af prøver til analyse fra leverandører af minkkadavere. 3.5.5 ØkonomiHvis minkkadaverne køres til forbrændingsanlæg koster det et behandlingsgebyr plus statsafgift på 280 kr./tons . Den samlede forbrændingsafgift ekskl. transport er typisk 450-500 kr./tons ved storbyer og 500-600 kr./tons i det øvrige land. Det koster altså 17.000 tons * 500 kr./tons = ca. 8,5 mio. kr. pr. år at forbrænde minkkadaverne. Værdien for biogassen er som tidligere nævnt ca. 3,75 mio. kr. pr. år. Biogasanlæggene vil normalt lægge en "fifty/fifty" betragtning til grund for fastsættelse af behandlingsgebyret, som således kan forventes at blive omkring. 2,25 mio. kr. svarende til 135 kr./tons ekskl. transport. Dertil kommer omkostninger til transporten som let bliver 600 kr./tons uafhængig af om materialet køres til forbrænding eller til bioforgasning samt udgifter til indfrysning og frostlager. 3.5.6 KonklusionDet vurderes at være realistisk og økonomisk attraktivt at køre minkkadavere til behandling i biogasfællesanlæg, forudsat at der er fuld kontrol på minkfoderet og at tilladelse fra myndighederne kan opnås. Dog er det nødvendigt at vurdere aspekterne vedrørende smitterisiko ved anvendelse af minkkadavere i biogasreaktorer, idet det organiske affald fra biogasanlægget efterfølgende skal kunne genanvendes, f.eks. til jordforbedringsformål.
1 Aktiviteten er gennemført med økonomisk støtte fra Nor-Feed Aps, som også har stillet de afprøvede produkter til rådighed.
|
