Miljøzoner og effekter

1 Forord

Som led i en beskrivelse af virkemidler til reduktion af partikelforureningen i Danmark har COWI for Miljøstyrelsen gennemført en overordnet vurdering af effekterne af en miljøzone i København.

Denne rapport udgør dokumentationen for vurderingen, hvilket også omfatter en beskrivelse af forudsætningerne for miljøzonen.

Selve begrebet miljøzoner er forholdsvis nyt i Danmark, mens det har eksisteret i Sverige i flere år.

En miljøzone er i "Miljøzoner, fase 1" (3) defineret som

et geografisk afgrænset byområde, hvor der indføres særlige bestemmelser eller restriktioner for biltrafikken med henblik på at reducere trafikkens miljøbelastning i byen.

Indtil april 2000 var der ikke juridisk grundlag for at etablere miljøzoner, idet lokale trafikrestriktioner skulle være begrundet i sikkerhedsmæssige eller afviklingsmæssige forhold.

I april 2000 vedtog folketinget en ny paragraf i Færdselsloven - §92 d - som giver en kommune lov til at indføre forsøgsordninger med trafikale restriktioner, som er miljømæssigt begrundet. Ordningen skal godkendes af Justitsministeriet, inden den kan sættes i værk.

Nærværende rapport beskriver alene de trafikale og emissionsmæssige effekter af en miljøzone. De juridiske og kontrolmæssige aspekter ridses op, men behandles ikke nærmere, og rapporten omfatter heller ikke en samfundsøkonomisk eller sundhedsmæssig vurdering.

Vedrørende økonomiske betragtninger kan det dog nævnes, at der i projektet BeTa (9) er anført marginale eksterne omkostninger for emissioner af partikler (PM2.5) og andre stoffer i samtlige EU-lande. For Danmark er den marginale eksterne omkostning estimeret til 5.400 €/ton i landområde, hvilket er væsentligt lavere end EU-gennemsnittet på 14.000 €/ton. For en by med en million indbyggere - som Storkøbenhavn - er omkostningen imidlertid estimeret til næsten 250.000 €/ton, svarende til knap 2.000 kr/kg, hvilket er betydeligt højere end de tilsvarende omkostninger for emissioner som SO2, NOx og VOC‘er.

Disse tal indikerer, at partikelforureningen er af stor vigtighed, og at indsatsen i byområder er af særlig værdi. I tætbefolkede lande som Belgien og Holland er omkostningen estimeret som værende fire gange højere end i Danmark, hvilket også understreger vigtigheden af befolkningstætheden.

Antallet af personer, som udsættes for partikelemissioner, har stor betydning for beregningen af omkostningen, da den i høj grad er baseret på værdien af sygedage og for tidlige dødsfald. Dette afspejles i de store forskelle mellem værdierne for by- og landområde. Heri ligger også, at der er god mening i at koncentrere indsatsen mod partikelforurening om byområder.