| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljø og sundhed hænger sammen

5 Tværgående indsatser

5.1 Beskyttelsesniveau

Arbejdet med at begrænse befolkningens udsættelse for skadelige miljøfaktorer varetages på det administrative niveau af forskellige myndigheder afhængigt af, om vi taler om miljøfaktorer i det ydre miljø, arbejdsmiljøet, indeklimaet, fødevarer eller forbrugerprodukter.

Et givent beskyttelsesniveau i forhold til påvirkning med en miljøfaktor opnås fra myndighedernes side gennem det samlede sæt af reguleringer og initiativer, som myndighederne iværksætter på området. Ved etablering af et beskyttelsesniveau indgår ofte en risikovurdering, der omfatter en vurdering af farlighed og risiko ved en given miljøfaktor og en efterfølgende risikohåndtering¸ hvor det vurderes om og hvordan, der skal handles på baggrund af den faglige risikovurdering.

Beskyttelsesniveauet i forhold til en konkret påvirkning er bestemt af lovgivningskravene på området, hvilke metoder der, anvendes ved risikovurderingen, og hvordan den efterfølgende risikohåndtering udformes og iværksættes samt ikke mindst, hvor effektive de konkrete tiltag er. Som oftest kan beskyttelsesniveauet udelukkende beskrives kvalitativt ud fra de normer, politiske beslutninger eller retningslinier og de procedurer, myndighederne anvender. I nogle tilfælde kan beskyttelsesniveauet beskrives mere kvantitativt, hvor beskyttelsesniveauet eller en tilbageværende risiko kan beskrives ved en talmæssig størrelse.

Når befolkningens udsættelse er kendt, kan beskyttelsesniveauet angives som den afstand (margin), der er fra niveauet for den aktuelle udsættelse og op til det niveau, hvor skadelige effekter begynder at optræde.

Status

På fødevareområdet, miljø- og kemikalieområdet, arbejdsmiljøområdet og indeklimaområdet udgør de fastsatte love forudsætningerne og rammerne for, hvordan myndighederne fastlægger et beskyttelsesniveau.

Lovgivningen har stor indflydelse på, hvordan risikovurdering og risikohåndtering kan administreres, og hvordan elementerne sammen med myndighedernes risikokommunikation kan anvendes som instrumenter til at opnå et givent beskyttelsesniveau.

Nedenstående figur angiver væsentlige delelementer, der er indeholdt i risikovurdering, risikohåndtering og risikokommunikation, og illustrerer vekselvirkningen mellem begreberne/faserne.

Figur 2
Delementer i risikovurdering, risikohåndtering og risikokommunikation

Fødevaredirektoratet, Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen er de væsentligste myndighedsaktører i forbindelse med risikovurdering og risikohåndtering. Sundhedsstyrelsen overvåger, rådgiver, holder sig orienteret om befolkningens sundhed og har ret og pligt til også på andre myndigheders ansvarsområder at påpege sundhedsmæssige problemer. I forbindelse med dette arbejde respekterer Sundhedsstyrelsen generelt de grænseværdier, kvalitetskriterier, etc. som fastsættes af andre ansvarlige myndigheder i Danmark, og de grænseværdier og lignende, der er direktivfastsat i EU. Sundhedsstyrelsen støtter sig også til værdier anbefalet internationalt, for eksempel af WHO.

Risikovurdering

Udgangspunktet for Fødevaredirektoratets, Arbejdstilsynets og Miljøstyrelsens vurderingsmetode for risikovurdering af kemiske stoffer er internationalt accepterede fagligt-videnskabelige principper. Hvordan myndighederne i praksis anvender principperne i risikovurderingen, er kort beskrevet nedenfor.

For de fleste stoffer anses der at være en nedre tærskelværdi for, om en udsættelse kan medføre skadelige effekter. Ved risikovurdering af sådanne stoffer tages udgangspunkt i det såkaldte nul-effekt-niveau. Nul-effekt-niveauet er den daglige udsættelse, der ikke viser skadelige effekter i den mest følsomme, relevante undersøgelse. Som oftest er det viden fra dyreforsøg, der anvendes til at fastsætte dette niveau, men især inden for arbejdsmiljøområdet anvendes i udtalt grad erfaringer fra arbejdsmiljøet, dvs. fra udsættelse af arbejdere.

Viden om et nul-effekt-niveau bruges til at beregne en tolerabel daglig udsættelse eller, som det sker i forbindelse med arbejdsmiljøet, en grænseværdi. Ved beregningen anvendes en eller flere (u)sikkerhedsfaktorer. Den samlede (u)sikkerhedsfaktor udtrykker afstanden mellem nul-effekt-niveauet og den højeste eksponering, som de respektive myndigheder accepterer, at mennesker udsættes for. Denne afstand varierer i almindelighed mellem 1 og 1.000 (det vil sige myndighedernes tolerable udsættelse er 1-1.000 gange lavere end det nul-effekt-niveau, der tages udgangspunkt i fra en relevant undersøgelse). Den konkrete talstørrelse er afhængig af de forskellige myndigheders praksis for anvendelse af (u)sikkerhedsfaktorer.

Ved myndighedernes valg af (u)sikkerhedsfaktorer indgår der overvejelser om "omregning" af effekter set i forsøgsdyr til effekter i mennesker, om der skal tages hensyn til forskelle i menneskers følsomhed, og om det datagrundlag, der er udgangspunkt for beregningen, er tilstrækkeligt med hensyn til kvalitet og relevans, eller om der er "huller" i vor viden.

Inden for arbejdsmiljøområdet anvender man i mindre grad (u)sikkerhedsfaktorer ved fastsættelse af grænseværdier. I arbejdsmiljøet er der primært tale om erhvervsaktive personer, hvor beskyttelsen, og dermed den maksimale tolerable udsættelse fastsættes i relation til en arbejdsdag på 8 timer. Beskyttelsen af særligt følsomme grupper sker ikke alene ved grænseværdifastsættelsen, men ved særskilt regulering rettet mod for eksempel gravide og ammende kvinder samt børn og unge under 18 år, der generelt ikke må arbejde med eller udsættes for farlige kemikalier, se også afsnittet om risikohåndtering.

I arbejdsmiljøsammenhæng er der ikke som i miljø- og fødevaresammenhæng tradition for at øge (u)sikkerhedsfaktoren i tilfælde, hvor der mangler viden om et stofs skadelige effekter. Det gælder for eksempel, hvis der savnes viden om påvirkning af gravide og dermed om effekter på forplantningen. Det vil sige, at man ikke "forsikrer" mod uopdagede effekter. En række forhold medfører således, at den accepterede udsættelse i arbejdsmiljøet ofte ligger en faktor 100-1.000 højere end inden for fødevare- og miljøområdet.

Man skal dog være varsom med at sammenligne myndighedernes beskyttelsesniveau ved at sammenligne myndighedernes talværdier for forskellige typer grænseværdier. Det skyldes, at der er store forskelle i, hvordan myndighederne anvender værdierne i praksis. Samtidig kan myndighedernes praksis for anvendelse af store eller små (u)sikkerhedsfaktorer få efterfølgende betydning for risikohåndteringen, herunder i vurderingen af, i hvilken udstrækning værdierne yder beskyttelse mod kombinationsseffekter fra øvrige miljøfaktorer (se under risikohåndtering).

EU anvender ikke (u)sikkerhedsfaktorer i risikovurderinger af kemiske stoffer. Her beregnes i stedet den sikkerhedsmargin, der er mellem udsættelsesniveauerne i forskellige sammenhænge (for eksempel udsættelsen i arbejdsmiljøet eller udsættelsen hos forbrugeren) og nul-effekt-niveauet baseret på effekter set i dyreforsøg. Det vurderes ud fra de konkrete data, om denne margin anses for høj nok til at give en acceptabel beskyttelse af sundheden.

Stoffer, som virker kræftfremkaldende ved at beskadige arveanlæg (genotoksiske kræftfremkaldende stoffer), vurderes generelt anderledes. Det skyldes, at der ikke vurderes at være en nedre tærskelværdi for skadelig effekt. Det vil sige, at selv en meget lille udsættelse anses for at bidrage til en øget kræftrisiko. For sådanne stoffer udgør den tolerable dosis ofte en teoretisk beregnet meget lav risiko. Inden for fødevareområdet (forureninger i fødevarer) og miljøområdet anvendes en politisk fastsat tolerabel udsættelse, der svarer til en teoretisk risiko på ét ekstra kræfttilfælde pr. en million eksponerede i en livslang (70-årig) periode.

I arbejdsmiljøsammenhæng derimod anvendes også for genotoksiske, kræftfremkaldende stoffer (u)sikkerhedsfaktorer i risikovurderingen, idet (u)sikkerhedsfaktorens størrelse som nævnt ovenfor vurderes ud fra det konkrete datagrundlag. Udgangspunktet for grænseværdien i arbejdsmiljøet er således ikke, at der angives en konkret tolerabel livstidsrisiko - udgangspunktet er snarere, at man under anvendelse af andre virkemidler end grænseværdien søger at få alle kræftfremkaldende stoffer ud af arbejdsmiljøet.

Statens Institut for Strålehygiejne under Sundhedsstyrelsen vurderer livstidsrisiko ved ioniserende stråling i omgivelserne under anvendelse af de samme principper, som både Miljøstyrelsen og Fødevaredirektoratet anvender ved vurderingen af genotoksiske, kræftfremkaldende stoffer.

Risikohåndtering

I risikohåndteringsfasen afgøres det ud fra risikovurderingen, om der for en given miljøfaktor er tale om et acceptabelt beskyttelsesniveau, og om der eventuelt forekommer overskridelse af grænseværdier eller kvalitetskriterier. Det besluttes, hvilke initiativer der kan nedbringe eller fjerne risikoen. Ved risikohåndteringen vurderes usikkerhederne og omfanget af evt. manglende viden, som en risikovurdering afslører.

I denne fase kan forsigtighedsprincippet i konkrete tilfælde blive anvendt, hvis der er tale om mulige alvorlige konsekvenser, men hvor der savnes endegyldige videnskabelige beviser for, at befolkningens sundhed er truet. En konkret regulering vurderes samtidig ud fra proportionalitetsprincippet. Proportionalitetsprincippet skal sikre, at den regulering, der iværksættes for at opnå det fastsatte formål, er relevant, og at den ikke rækker længere end nødvendigt for at opnå formålet.

Ved risikohåndteringen vil der alt efter problemets art og ikke mindst ud fra lovgivningen på området være en række forskellige virkemidler. Der kan for eksempel stilles konkrete krav i forbindelse med godkendelse og anmeldelse, og der kan indføres regler om anvendelsesbegrænsninger eller forbud Andre virkemidler er funktions- og kvalitetskrav (for eksempel grænseværdier, klassificeringer) og tekniske og organisatoriske foranstaltninger (for eksempel ventilation, rensning, substitution, anvendelse af renere teknologi og produkter, frivillige aftaler, afgifter). Endvidere kan der iværksættes information, kampagner, motivation, vejledning og instruktion (for eksempel efteruddannelse, grønne vejledninger). Virkemidlerne udvælges ud fra hensyntagen til effektiviteten, til graden af acceptabel risiko og ud fra "cost-benefit" eller "risk-benefit" betragtninger.

De forskellige myndigheder anvender i vid udstrækning de samme generelle risikohåndterings-filosofier og -virkemidler. Generelt er beskyttelsesniveauet højt for kemiske stoffer, hvis anvendelse kræver en forudgående godkendelse, eller hvor brugen let kan begrænses eller erstattes. Beskyttelsesniveauerne er ofte lavere for stoffer, som ikke lader sig fjerne eller reducere uden meget store omkostninger for samfundet. De forskelle, der kan konstateres i konkrete beskyttelsesniveauer på de enkelte områder eller imellem de enkelte miljøfaktorer, skyldes især en håndteringsmæssig erkendelse af, hvad der er samfundsmæssigt, økonomisk og teknologisk muligt.

I bilag 1 er der en nærmere beskrivelse af, hvorledes risikohåndteringen foretages inden for de forskellige myndighedsområder og en vurdering/beskrivelse af, hvilket beskyttelsesniveau, der tilsigtes.

Risikokommunikation

Myndighedernes arbejde med risikovurdering og risikohåndtering kalder i stigende omfang på kommunikation med befolkningen. Risikokommunikation er et af de væsentlige virkemidler i forbindelse med risikohåndtering. Kommunikation og information er nødvendig for borgernes stillingtagen og handlemuligheder og har dermed stor betydning for det beskyttelsesniveau, der sluttelig opnås. I andre forbindelser, for eksempel ved regelfastsættelse, udsender myndighederne ofte forslag til høring hos erhvervs- og forbrugerorganisationer. Risikokommunikation vil fremover i stigende grad være et instrument i den overordnede håndtering af risici. Der henvises i øvrigt til afsnit 5.4.

5.2 Registrering og overvågning

I Danmark sker der en betydelig overvågning og registrering af såvel miljøfaktorer som dødsårsager og forekomst af en række sygdomme.

Status

I Danmark sker der en betydelig overvågning og registrering af såvel en række miljøfaktorer som forekomst af en række sygdomme og dødsårsager. For at få en bedre forståelse og overblik over sammenhængen mellem miljøfaktorer og sundhed er det nødvendigt at foretage systematiske målinger af forekomst af miljøfaktorer (typer og omfang), eksponeringsveje og omfanget og typer af sundhedsmæssige effekter.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet ved Sundhedsstyrelsen har ansvaret for at overvåge sundhedsforholdene i Danmark. Styrelsen driver flere forskellige registre, blandt andet Landspatientregistret og Dødsårsagsregistret. Landspatientregistret indeholder mange oplysninger om befolkningens kontakt til sygehusvæsenet, for eksempel diagnosen ved en indlæggelse eller et ambulant besøg. Dødsårsagsregistret giver blandt andet oplysning om, hvilken sygdom, der har forårsaget døden. Kun ved få diagnoser og dødsårsager indeholder registrene oplysninger om, hvad der har forårsaget den sygdom, der har været årsag til kontakten med sygehusvæsenet eller dødsfaldet. Det betyder, at registrene kun i nogen udstrækning giver viden om befolkningens miljørelaterede sygdomme, og at det er vanskeligt ud fra disse registre alene at få overblik over omfang og karakter af sygdomme og dødsfald, der skyldes miljøfaktorer.

Embedslægeinstitutionerne har ansvaret for at overvåge sundhedsforholdene i deres lokalområder.

Statens Institut for Folkesundhed (SIF) gennemfører regelmæssigt interviewundersøgelser om den danske befolknings sundhed og sygdomsmønstre. I 2000 var der som et særligt tema fokus på miljøfaktorer. Formålet var at få en bedre kortlægning af befolkningens samlede udsættelse for væsentlige miljøfaktorer, som har betydning for sundhedstilstanden, samt af de interviewedes oplevelse af risici fra miljøfaktorer. Der lægges særlig vægt på miljøfaktorer, der kan påvirkes ved en forebyggende indsats.

Miljøministeriet ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har sammen med amter og kommuner ansvaret for at overvåge miljøtilstanden i vandmiljøet og luftkvaliteten.

I Det Landsdækkende Luftskvalitetsmåleprogram (LMP) overvåges indholdet af en række forurenende og sundhedsskadelige stoffer i luften. På nuværende tidspunkt foretages målinger i København, Århus, Odense og Aalborg samt to steder uden for byerne. Programmet omfatter i dag måling af luftens indhold af svovldioxid, kvælstofoxider, bly, partikler (svævestøv), benzen, kulilte og ozon. Formålet er først og fremmest at sikre befolkningen mod, at de sundhedsrelaterede grænseværdier overskrides. Desuden er måleprogrammet en opfyldelse af EU’s direktiver om luftkvalitet. Måleprogrammet gør det også muligt generelt at følge udviklingen i luftens indhold af disse stoffer og dermed se, om reguleringen af stofferne har den ønskede effekt. I tilfælde af forhøjede ozonkoncentrationer informeres befolkningen. Informationer om luftforurening findes både på DR Tekst-TV og på DMU’s hjemmeside. På DMU’s hjemmeside er der også 3-døgns prognoser for luftforureningen. I Det atmosfæriske Baggrundsovervågningsprogram (BOP) overvåges luft- og nedbørskvalitet samt nedfald fra atmosfæren på landet.

DMU er ansvarlig for den nationale database for udledninger til luften og opgør de nationale udledninger af en række af forsurende stoffer, drivhusgasser, persistente organiske forbindelser (POP'er), tungmetaller og partikler. Miljøstyrelsen står for opgørelse af udledningerne af de ozonlagsnedbrydende stoffer og de industrielle drivhusgasser.

I Det Nationale Vandmiljøovervågningsprogram (NOVA 1998-2003) overvåges udledninger af kvælstof og fosfor til de forskellige dele af vandmiljøet. Endvidere overvåges op mod 300 miljøfremmede stoffer i forskellige dele af vandmiljøet, især i spildevand og grundvand. Overvågningen af grundvand, som varetages af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS), skal sikre, at drikkevandet opfylder de sundhedsmæssige og tekniske krav, der er til kvaliteten.

Fødevaredirektoratet etablerede i 1983 en overvågning af indholdet af udvalgte forureninger i basisfødevarer (korn, frugt, grønt og animalske produkter) solgt i Danmark. Overvågningssystemet omfatter 5 grupper af stoffer: Næringsstoffer, forurening med kemiske stoffer (tungmetaller, nitrat, organiske miljøforureninger, svampegifte), produktionshjælpemidler (pesticider og veterinærlægemidler), tilsætningsstoffer og mikrobiologiske forureninger. Rapporten offentliggøres på Fødevaredirektoratets hjemmeside.

Arbejdsmiljørådet og Arbejdstilsynet har igangsat en overvågning af fremdriften i de syv visioner for et sundt og sikkert arbejdsmiljø i handlingsprogram for et Rent arbejdsmiljø 2005 (se afsnit 4.2). Der indgår tre hovedelementer i overvågningen, som rapporteres hvert år: Overvågning af påvirkninger og helbredsforhold for lønmodtagere ud fra eksisterende datakilder (for eksempel registre). Overvågning af fremdriften i forebyggende aktiviteter på virksomhederne ved interviews med ansatte og ledere fra udvalgte virksomheder. Overvågning af øvrige aktørers forebyggende aktiviteter, for eksempel i Arbejdstilsynet og Branchearbejdsmiljørådene.

Arbejdsmiljøinstituttet har udviklet 3 registreringssystemer, der indgår i arbejdsmiljøovervågningen. Det drejer sig om den Nationale Arbejdsmiljøkohorte (NAK), der består af 8.000 repræsentativt udvalgte arbejdstagere, som er blevet interviewet i 1990, 1995 og 2000. Hertil er knyttet en virksomhedskohorte, der består af de ca. 5.000 virksomheder, hvor arbejdstagerne i NAK er ansat. Der er foretaget interview af virksomhederne i 1995 og 2000. Erhvervsindlæggelsesregistret omfatter diagnoser m.v. for alle danske indlæggelser fra 1980-1998 opdelt på branche- og jobgrupper.

Giftinformationscentralen rådgiver læger (ikke offentligheden) om forgiftningstilfælde. Forespørgslerne, der typisk vedrører børns indtagelse af for eksempel svampe eller andre giftige produkter, registreres, og oplysningerne indgår blandt andet i vurderinger af behovet for en målrettet indsats på området. Giftinformationscentralen vejleder om behandling og modgifte. På baggrund af produktoplysninger foretager Giftinformationscentralen desuden risikovurderinger.

Miljøstyrelsens og Arbejdstilsynets fælles Produktregister drives af Arbejdstilsynet. Registret er baseret på en generel pligt til at anmelde kemikalier, der er farlige og markedsføres til erhvervsmæssigt brug. Registret indeholder også data om kemiske produkter, som indsamles af Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen i forbindelse med andre ordninger (pesticider, kosmetik, offshorekemikalier med flere). De centrale data i registret er oplysninger om produkternes sammensætning, tekniske funktion, brancheanvendelse og forventede årlige mængder på det danske marked. Der indsamles detaljerede oplysninger om sammensætningen af samtlige indgående råvarer i produkterne. Tilsvarende detaljeringsgrad kendes kun fra det svenske og det norske produktregister. Data anvendes typisk i forbindelse med kortlægninger af udvalgte stoffers forekomst i bestemte produkttyper og brancher. I de senere år er data i høj grad anvendt i forbindelse med risikovurderingsarbejdet i EU og OECD, hvor det danske produktregister har været en unik kilde til information.

Derudover laver Miljøstyrelsen massestrømsanalyser for at skabe overblik over forbrug og udledninger af stofferne i Danmark. For nogle stoffer laves de hvert år, og for andre stoffer laves de med flere års mellemrum, det gælder for eksempel for kviksølv, dioxin og bromerede flammehæmmere.

I embedslægevæsenet er der i 1999-2000 gennemført et pilotprojekt, der sammenkobler Cancerregistret med visse geografiske informationssystemer. Projektet viste, at det er muligt at udtrække nye oplysninger om den geografiske fordeling af visse sygdomme og dødsfald.

Men herudover er muligheden for at koble resultaterne af miljøovervågning med sundhedsregistre for dermed at få nye informationer om sammenhængen mellem miljø og sundhed ikke belyst og udnyttet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet og EU har bevilget midler til gennemførelse af et case-studie, hvor geografiske informationssystemer er taget i brug i en aktuel sag, hvor en større befolkningsgruppe har været eksponeret i en årrække for dioxin.

Kobling af data fra undersøgelser som "Bedre sundhed for mor og barn" til adresseregistre vil kunne danne grundlag for analyser af sygdomsmønstre i tid og sted. Videre kobling af adresseoplysningerne til registre over målinger af luftforurening og vandkvalitet vil kunne danne grundlag for studier af mulige skadelige påvirkninger af luft- og vandforurening tidligt i livet. Oplysninger om kostindtag i graviditeten vil kunne danne grundlag for estimering af eksponering og dermed også af mulige effekter af forureningsstoffer fra for eksempel fed fisk. Der kunne også kobles til oplysninger om for eksempel eksponering for højspændingskabler og nærhed til lossepladser.

Sådanne koblinger mellem registre er imidlertid vanskelige, når det gælder belysning af folks sundhed, fordi folk bor, arbejder og dyrker fritidsinteresser forskellige steder, ligesom de transporterer sig på forskellige måder. De flytter en del rundt, skifter arbejde, transportmidler og fritidsinteresser i stort omfang, så det er meget vanskeligt selv med meget gode registerdata at beskrive specielt eksponeringssiden ordentligt. Dertil kommer, at menneskers valg af bolig, transportmidler og fritidsinteresser er afhængig af andre forhold, der i sig selv bidrager til sygdom og død. Endelig giver den lange latensperiode fra eksponering til sygdom yderligere problemer.

5.3 Forskning – behov og indsats

Forskning og udviklingsprojekter om sammenhænge mellem miljøfaktorer og sundhed er et vigtigt led i den forebyggende indsats. En lang række forsknings- og udviklingsmiljøer i Danmark og i udlandet deltager i videnopbygningen.

Forskning i sammenhængen mellem miljøfaktorer og sundhed ligger i grænselandet mellem en række forskellige forskningsområder. Det er dels den sundhedsvidenskabelige forskning, dels forskellige forskningsområder, der beskæftiger sig med miljøfaktorer som for eksempel forskning i arbejdsmiljø, fødevarer, miljø, trafik og indeklima. I afsnit 6 findes en nærmere beskrivelse af hvilke institutter og institutioner, der forsker på dette område.

Forskning i sammenhængen mellem miljøfaktorer og sundhed skal bygge videre på de resultater, der allerede er opnået. Samtidig skal forskningsindsatsen bindes bedre sammen på tværs af faglige og organisatoriske inddelinger.

Det Strategiske Miljøforskningsprogram (SMP) har haft en central rolle for finansiering af forskning i sammenhængen mellem miljø og sundhed. Det samme har EU’s forskningsprogrammer.

SMP har i perioden 1992-2000 udbudt en række delprogrammer, der helt eller delvist drejede sig om sammenhængen mellem miljø og sundhed. SMP bevilgede knapt 108 mio. kr. i løbet af godt 10 år til følgende delprogrammer:

	det humane delprogram (1992–1997),
	hormonlignende stoffers forekomst og virkning på reproduktionen (1996-1999),
	miljø- og sundhedsfarlige stoffer (1998-2001) og
	miljø og transport (1999-2003).

Derudover har nogle SMP-delprogrammer haft til formål at understøtte indsatsen for at forebygge sundhedsskadelige miljøfaktorers spredning i miljøet. Det gælder blandt andet for grundvandsprogrammerne, som fik bevilget godt 85 millioner kroner over knap 10 år.

I 2000 blev det som led i det forskningspolitiske forlig i Folketinget besluttet at afvikle Det Strategiske Miljøforskningsprogram og at overføre konkurrencen om eksternt finansieret miljøforskning til forskningsrådene - se afsnit 6. Som indspil til finansloven i de senere år har miljø og sundhed været omfattet af de brede temaer, som midlerne under "større tværgående forskningsgrupper" har kunnet søges under. Forskningsrådene forventes også at ville prioritere dette tema højt i tilknytning til finansloven for 2004.

I foråret 2002 indgik kredsen af partier bag teleforliget en aftale om udmøntning af midlerne fra salg af licens til 3. generations mobiltelefoni (UMTS). Som en del af denne aftale er forskningsrådenes frie midler forøget i 2002 og 2003. Midler fra forskningsrådene til forskning i sammenhængen mellem miljøfaktorer og sundhed skal søges i fri konkurrence med anden forskning.

I efteråret 2002 blev der indgået en bred, politisk aftale om udmøntning af forskningsreserven. I den sammenhæng blev det besluttet udover en forøgelse af de frie midler til forksningsrådene og basismidlerne til universiteterne bl.a. at afsætte i alt 40 mio. kr. i perioden 2003-2005 til tværfaglig forskning i hormonlignende stoffer. Midlerne udmøntes af forskningsrådene.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets Miljømedicinske Forskningscenter er et center uden mure, der blandt andet skal koordinere den eksisterende forskning i sammenhænge mellem udsættelse for miljøfaktorer og sundhed. Centeret har også i mindre omfang midler til at finansiere forskningsinitiativer.

Forskning i sammenhængen mellem miljøfaktorer og sundhed er også et internationalt forskningsområde. Den danske forskningsindsats skal ses i sammenhæng med forskningen i andre lande. Danmark har en særlig forpligtigelse til at yde en forskningsindsats på områder, hvor dansk forskning er i front for den internationale forskning eller der, hvor der er problemstillinger, der er særlig vigtige for Danmark. Samtidig er det vigtigt, at der er forskningsmiljøer i Danmark, som kan bringe de internationale forskningsresultater ind i det danske videngrundlag og dermed i de danske beslutningsprocesser.

5.4 Information, åbenhed og risikokommunikation

Aktiv kommunikation og stor åbenhed om viden – og især mangel på viden – er vigtig for at kunne give befolkningen bedre muligheder for at vurdere risici. De mange aktører, som formidler viden og formodninger om koblingen mellem sundhed og miljø, har et stort ansvar for at sikre balanceret og nuanceret information.

De fleste danskere har en forventning om, at vandet fra hanen er sundt og rent, og at legetøj, kosmetik, maling, fødevarer mv. ikke indeholder farlige stoffer. Det er helt berettigede forventninger, men ikke desto mindre forventninger, som ikke altid kan indfries. Vi lever i et teknologisk meget kompliceret samfund, som giver os mange fordele, men hvor vi ikke har fuld viden om den eventuelle risiko for sundhedsskadelige effekter. Der kan være risiko for, at legetøj, der indeholder phthalater, skader vores børn, eller at forhøjede mængder af dioxin i fødevarerne kan være kræftfremkaldende. Derfor er det helt afgørende, at der er stor åbenhed om den viden, vi har om miljø og sundhed, og om de risici, vi måske løber ved vores forbrug og livsstil.

Ingen har monopol på den korrekte viden. Forskere, interesseorganisationer, detailhandel, producenter, myndigheder, medier osv. er alle centrale aktører, som har en forpligtelse til at sikre åbenhed og aktiv kommunikation om de informationer, som de hver især har til rådighed. Alle har et ansvar for at arbejde for åbenhed og dialog, så tilgængelig og relevant information om sammenhænge mellem sundhed og miljø formidles bredt, og hvor det samtidig sikres, at der ikke skabes unødig panik og angst. Også medierne har et medansvar for at formidle viden om miljø og sundhed på en nuanceret måde. Myndighederne har et særligt ansvar for, at der stilles viden til rådighed, blandt andet om risiko, så borgere, forhandlere og producenter kan handle i overensstemmelse med den eksisterende viden. Der er også behov for at sikre, at forbrugerne kan få uafhængig information om emner, som relaterer sig til miljøfaktorer og sundhed, herunder i forhold til for eksempel kemiske stoffer i forbrugerprodukter, indeklima og fødevarer.

Det ændrer dog ikke ved, at producenterne i langt de fleste situationer har ansvaret for at informere om effekterne af deres produkter. Det er for eksempel slået fast i den nye europæiske kemikaliepolitik, at det er industrien, der har ansvaret for at undersøge og vurdere kemikalier, herunder at sikre fuld åbenhed om al eksisterende viden, og at kemikalierne kan anvendes uden risiko for brugerne. I den sammenhæng må det også understreges, at importører og detailhandlen har et stort ansvar for aktivt at opsøge viden hos producenterne. Detailhandlen kan ikke forvente, at myndighederne kortlægger og undersøger alle potentielle risici. Ingen myndighed kan gennemføre en så finmasket kontrol af alle produkter, at detailhandlen kan læne sig tilbage.

For at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø har arbejdsgiveren ansvaret for at udarbejde såkaldte arbejdspladsvurderinger (APV), brugsanvisninger for anvendelse af kemikalier og for at instruere de ansatte. De ansatte har ansvaret for at følge arbejdsgiverens anvisninger.

Den enkelte borger – og forbruger – har også selv et ansvar for at vurdere, hvilke risici man vil løbe, og hvilke man ikke vil løbe. Som borger må man aktivt søge og bruge informationer, men man er fuldstændig afhængig af, at producenter, detailhandel, myndigheder mv. rent faktisk kommunikerer åbent og aktivt.

Status

I disse år styrkes formidlingen af informationer om problemer, der relaterer sig til miljø og sundhed. Det sker gennem større og mindre kommunikationsaktiviteter, hvor borgerne oplyses om problemer med for eksempel alger i badevand, henna-tatoveringer, farlige stoffer i forbrugerprodukter, børn og kemikalier, legionella i vand og lignende. På fødevareområdet er der fra 1. oktober 2001 iværksat en ny strategi for offentliggørelse af kontrolresultater, hvor alle tilsyn i detailbutikker og restauranter afsluttes med, at kontrolrapporten hænges op på et lettilgængeligt sted i butikken. Kontrolrapporten opsummeres i en "smiley", som på en lettilgængelig måde giver et indtryk af virksomhedens standard ved det seneste tilsyn. Der er her tale om kommunikationsaktiviteter, som giver borgerne en mulighed for at ændre adfærd for at beskytte dem selv eller deres børn.

Kommunikation kan begrænse adfærd, som kan føre til forurening af miljøet og dermed giver skader på sundheden. Det gælder for eksempel kommunikationsaktiviteter, der skal begrænse brugen af sprøjtemidler, sikre at elektronikskrot med farlige kemikalier afleveres til særskilt behandling eller stoppe privat afbrænding af affald.

Danmark deltager i arbejdet med det europæiske og det nordiske miljømærke – Blomsten og Svanen. Miljømærkerne har til formål at gøre det let for forbrugerne at tage miljøhensyn, når de køber ind. Produkter med Blomsten eller Svanen lever op til en række miljøkrav, uden at det går ud over produktets kvalitet. Kriterierne for tildeling af et miljømærke er baseret på en vurdering af miljøbelastningen, fra produktet bliver fremstillet, til det ender som affald. Desuden indgår sundhedsaspekter ved fastlæggelse af kriterierne.

Grøn Information har siden 1994 givet forbrugere uafhængig information om særligt kemikalier og forbrugerprodukter. De seneste år har Grøn Information årligt haft ca. 300.000 besøgende på deres hjemmeside og ca. 8.000 telefoniske henvendelser.

Også Forbrugerrådet har som Danmarks største forbrugerorganisation set det som sin opgave at give information om miljø og forbrug. Det sker primært i forbrugerpolitiske sammenhænge og med det formål at påvirke markedet. Hjælpen til den enkelte forbruger består primært i udgivelsen af forbrugerbladet Tænk+Test i 85.000 eksemplarer suppleret med telefonrådgivning i mindre omfang.

Med Forbrugerinformationens oprettelse i 1999 blev en række statsligt finansierede informationsaktiviteter på forbrugerområdet samlet under én hat. Formidlingen sker gennem Forbrugernes Internetportal og via telefonisk rådgivning (50.000 henvendelser årligt), pjecer mv. Forbrugerinformationen leverer desuden artikler med testresultater til Tænk+Test. Miljø og ressourcebesparelse indgår i stigende grad som tema i undersøgelser og informationsaktiviteter. Især produkter, der er årsag til stor miljøpåvirkning, har Forbrugerinformationens bevågenhed.

Miljøstyrelsen informerer bredt om miljø og sundhed, bl.a. via sin hjemmeside (www.mst.dk), hvor forbrugerne kan få generel viden om kemikalier, forbrugerprodukter, vand, jordforurening og så videre. Borgerne kan på Miljøstyrelsens hjemmeside få en række grønne tips, hvor der gennem et søgesystem kan fås gode ideer til, hvad den enkelte selv kan gøre i hverdagen.

Erhvervs- og Boligstyrelsen er i 2003 startet på at udbygge sin hjemmeside (www.ebst.dk) med en portal med informationer om byggelovgivningen rettet til såvel den enkelte boligbruger som byggebranchen.

Under Beskæftigelsesministeriet har Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljøinstituttet oprettet hjemmesider. Arbejdsmiljøinstituttets hjemmeside indeholder primært information om forskningsresultater og dokumentation. Arbejdstilsynet kommunikerer om tre kerneydelser: Tilsyn med virksomhederne, udarbejdelse af regler samt information om arbejdsmiljø. Målet med Arbejdstilsynets information og kommunikation er at være åben, rettidig og præcis. Hjemmesiden omfatter derfor alle regler på arbejdsmiljøområdet samt de fleste af Arbejdstilsynets informationsmaterialer. Arbejdstilsynet udgiver endvidere et elektronisk nyhedsbrev, der jævnligt informerer virksomheder, arbejdsgivere og ansatte om nye love og AT-vejledninger, ny arbejdsmiljøfaglig forskning og arbejdsmiljø i tal. En række af disse informationer har relevans for miljø og sundhed.

Med hensyn til formelle rettigheder er Århus-konventionen om borgernes miljørettigheder trådt i kraft i Danmark. Konventionen slår fast, at borgere har ret til viden, ret til at deltage og ret til at klage på miljøområdet. Konkret betyder konventionen, at danskernes formelle indflydelsesmuligheder på miljøområdet er styrket. For eksempel har konventionen betydet større mulighed for aktindsigt, udvidet klageadgang og pligt til offentlig høring i forbindelse med planer og programmer på miljøområdet. Sammen med de formelle regler er ånden i konventionen også, at det er myndighedernes opgave at informere borgerne om deres rettigheder og samtidig sætte skub i den nødvendige miljødialog. Miljøministeriet satte derfor fokus på borgernes miljørettigheder i kampagnen "Sæt miljøbeslutninger i bevægelse" i 2001 og forsætter også i fremtiden arbejdet med åbenhed på miljøområdet. Embedslægerne har oprettet en fælles hjemmeside om generel information om miljø og smitsomme sygdomme. Hjemmesiden er en service til borgere, offentlige myndigheder og personer i sundhedsvæsnet.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |