Renere teknologi til undgåelse af biologisk vækst på murværk, tegl- og betontage

18 Forebyggelse af vækst ved opførelse/udførelse

18.1 Transport og håndtering af materialer
18.2 Fugeudformning
18.3 Afsyring
18.4 Forebyggende overfladebehandlinger
18.5 Overfladebehandlinger generelt

18.1 Transport og håndtering af materialer

Det er vigtigt, at materialer transporteres og håndteres på en måde, så der ikke sker skader på materialerne. Der er i projektet set eksempler på, at vækst er startet i "skureskader" fra transport. Disse skader vil typisk give øget overfladeruhed og kan dermed give øget mulighed for vækst. Der vil være tale om vækst, der starter meget uensartet på stenen, og dette vil ofte ikke opfattes som naturlig patinering og være uønsket. Når væksten først er etableret på de beskadigede områder, vil der sandsynligvis være øgede muligheder for at den kan sprede sig ud over resten af materialet og dermed give anledning til kraftigere vækst, end der ellers ville være kommet.

18.2 Fugeudformning

Vækst i fuger starter ofte i de revner, der kan opstå mellem fuge og sten, hvis mørtelfugen ikke er trukket korrekt. Væksten vil typiske brede sig fra disse revner ud over hele mørtelfugens tværsnit.

Derfor er det særligt vigtigt ved opførsel af byggeri, hvor vækst ikke ønskes, at mørtelfugerne udføres korrekt.

18.3 Afsyring

For kraftigt udført afsyring, der resulterer i forvitring af overfladen med efterfølgende udvaskning af bindemiddel og øget porøsitet til følge, vil give bedre betingelser for biologisk vækst.

18.4 Forebyggende overfladebehandlinger

Der findes en række produkter på markedet til overfladebehandling, der markedsføres med en forebyggende virkning overfor biologisk vækst.

I delrapporten "Kortlægning af midler og metoder" er overfladebehandlinger, der markedsføres med en forebyggende effekt overfor vækst, nærmere beskrevet.

Indeværende projekt har ikke omfattet afprøvning af disse midlers effektivitet, og offentlig tilgængelig dokumentation er ikke fundet.

Det vides således ikke, om der er produkter på markedet, som effektivt kan forebygge biologisk vækst over længere tid.

Det anbefales derfor, at midlers effektivitet undersøges og dokumenteres inden evt. anvendelse.

Det er væsentligt at gøre opmærksom på, at hvis man overfladebehandler tegl, bortfalder teglværkernes garanti på produkterne.

Produkternes evt. virkning overfor algevækst kan undersøges ved brug af indeværende projekts laboratoriemetode efter påføring på relevante materialer og gennemførelse af relevant ældning. Derudover bør overfladebehandlingens påvirkning på de relevante materialeparametre karakteriseres (pH, ruhed, porøsitet, fugtegenskaber i overfladen).

Midlernes kemiske sammensætning bør vurderes inkl. nedbrydningsprodukter. Det skal sikres, at nedbrydningsprodukterne ikke er næringsstoffer for vækst. Der eksisterer dog ikke gennemprøvede standardmetoder der kan anvendes til denne vurdering.

Hvis overfladebehandlinger vælges anvendt, bør der altid foretages en vurdering af risici for skade på materialerne ved anvendelse. Følgende punkter som et minimum vurderes:
Er materialet velegnet til behandling.
Murværk med højt indhold af opløselige salte vil f.eks. ikke være velegnet til overfladebehandlinger, da udfældning af saltkrystaller bag en imprægnering/forsegling/maling kan resultere i afskalninger og forvitring.
Ved anvendelse af midler, der ændrer på materialenes evne til at optage og afgive fugt - herunder f.eks. imprægneringsmidler, forseglingsmidler, maling mv., er det vigtigt, at midlernes anvendelighed vurderes i forhold til den aktuelle konstruktion der ønskes behandlet. Hvis produkterne ikke er tilstrækkeligt diffusionsåbne til den aktuelle konstruktion, er der risiko for, at vand ophobes bag imprægneringen og derved forårsager frostsprængninger.
Hvis overflader, der behandles med midler der nedsætter muligheden for vandfordampning, ikke er hele og sunde og uden revner, kan der lokalt ske stor indtrængning af vand, som efterfølgende vil have svært ved at fordampe fra konstruktionen igen.

Det bør pointeres, at forebyggende overfladebehandlinger indebærer en ekstra miljøpåvirkning i forhold til ubehandlede konstruktioner. Behandlingerne kan derfor kun betragtes som en miljøvenlig løsning i de tilfælde, hvor de evt. kan erstatte hyppig afrensning med kemiske bekæmpelsesmidler. Projektet har som tidligere nævnt ikke omfattet dokumentation af produkternes evt. effektivitet, og det vides således ikke, om der er produkter på markedet som effektivt kan forebygge biologisk vækst over længere tid.

18.5 Overfladebehandlinger generelt

Valg af overfladebehandlinger sker ofte udfra et ønske om et bestemt æstetisk udseende. Ved kraftig vækst opnås dette udseende ikke. Derfor bør der inden valg af overfladebehandling foretages en vurdering af hvilken indflydelse behandlingen har på forekomst af vækst og om konstruktionens placering, materialer og udformning er egnet til den ønskede behandling. Vurdering kan ske på baggrund af oplysninger om materialets sammensætning og egenskaber sat i relation til indeværende projekts undersøgelser af væsentlige materialeparametre, konstruktionsforhold mv.