| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Vurdering af muligheder for forebyggelse og alternativ bekæmpelse i frilandsgrønsager
1 Indledning og baggrund
1.1 Status og nuværende videngrundlag
1.2 Metodebeskrivelse – forebyggelse og alternative metoder
1.2.1 Videnindsamling
1.2.2 Vurdering af metodernes praktiske anvendelse
I pesticidhandlingsplan II af marts 2000 er fastsat en række mål og virkemidler, der skal virke i bestræbelserne på at nedsætte belastningen af miljøet og sundheden samt at fjerne overforbruget af pesticider. Blandt de specifikke mål er, at behandlingshyppigheden på behandlede arealer i landbrugsafgrøder bliver så lille som mulig og at reduktionsmålet med en behandlingshyppighed på under 2,0 skal være opnået inden udgangen af år 2002.
Pesticidhandlingsplanen tager udgangspunkt i Bicheludvalgets indstillinger og anbefalinger i rapporterne fra 1999. For så vidt angår gartneri og frugtavl anbefales, at dette område inddrages i en fremtidig strategi for reduktionen af pesticider, men at der foretages en yderligere konsekvensvurdering før der fastsættes reduktionsmål. Udvalget nævner herunder, at der findes forskellige alternative muligheder og metoder, som kan reducere angreb af plantesygdomme og skadedyr, men at ingen af disse dog kan holde kulturerne fri for problemerne, og at flere af disse metoder har økonomiske begrænsninger i form af store meromkostninger i forhold til anvendelsen af kemiske metoder (eks. merudgifter til biologisk bekæmpelse på 3 til 4 gange det normale). På området ukrudtsbekæmpelse findes der potentielle muligheder for mekaniske og andre ikke kemiske løsninger, men igen med betydelige meromkostninger til følge(3 til 10 gange det normale ).
1.1 Status og nuværende videngrundlag
En del af den viden, som ligger til grund for ovennævnte betragtninger om potentialet i alternative løsninger stammer fra den igangværende forskning vedrørende økologisk dyrkning og integreret produktion. På begge områder har der været arbejdet med problemstillinger om samspillet mellem den naturlige fauna og de forskellige skadevoldere, om forebyggende foranstaltninger til imødegåelse af angreb, om sorters resistensegenskaber og om alternative bekæmpelsesmetoder og –teknikker, herunder alternativer til kemisk vækstregulering.
I delrapporter til Bicheludvalgets arbejde er nærmere redegjort for muligheder og perspektiver vedrørende økologisk dyrkning af bl.a. grønsager, mens der på alle områder inden for gartneri og frugtavl er gjort status over anvendelsen af pesticider og de igangværende tiltag til og mulighederne for at reducere pesticidforbruget . I en delrapport dækkende både land- og havebrugsafgrøder er i oversigtsform beskrevet ’mulighederne for biologisk bekæmpelse af sygdomme og skadedyr’; biologisk bekæmpelse er i delrapporten defineret som udbringning af levende organismer i afgrøden.
Men der savnes konkret viden om hvilke alternative forebyggelses- og bekæmpelsesmetoder der findes inden for de enkelte områder i gartneri og frugtavl, og hvor meget der kan opnås ved alternative metoder og strategier i forhold til anvendelsen af herbicider, fungicider, insekticider, vækstreguleringsmidler og andre hjælpestoffer. Hvor meget af den kemisk behandling kan f.eks. afløses af ikke kemiske alternativer og hvad bliver konsekvenserne af disse både mht. produktion og økonomi.
Den danske produktion af frilandsgrønsager omfatter en lang række arter som dyrkes til enten frisk konsum eller til industriel forarbejdning. Der dyrkedes skønsmæssigt i alt ca. 10.500 ha i år 2000 (seneste officielle arealtælling fra 1996/97 angiver i alt ca 12.000 ha; siden er arealet med ærter til dybfrost reduceret væsentligt). Tages der højde for en stor eksportandel af dybfrosne ærter skønnes den danske produktion at dække gennemsnitlig 75 % af hjemmemarkedsforbruget.
De største grønsagskulturer udgøres af kålarterne dvs. hovedkål, blomkål, kinakål, broccoli, rosenkål (1590 ha), gulerødder (1465 ha), løg (1440 ha), porre (370 ha), salat (270 ha). Disse kulturer dækker ca. 80% af arealet med grønsager på friland, ekskl. ærter til dybfrost (Danmarks Statistik, 1998).
I grønsager er kvalitet en afgørende parameter for afsætningen. Kvalitetsegenskaber som friskhed og udseende er meget vigtige salgskriterier . De nuværende regler for salg betyder, at produkterne skal være fri for skadedyr og sygdom og skader efter disse for at kunne sælges som første kvalitet.
En vurdering af alternative bekæmpelsesmetoders anvendelighed må derfor nødvendigvis omfatte mere end effekten på den egentlige skadegører. Forhold som virkning på plantens vækst, udvikling, udbytte og kvalitet og på nyttedyr må også inddrages, lige som evt. effekt på det øvrige dyrkningsmiljø, på energi- og arbejdsforhold er vigtige at få vurderet.
1.2 Metodebeskrivelse – forebyggelse og alternative metoder
1.2.1 Videnindsamling
For at kunne foretage en samlet vurdering af mulighederne for at reducere pesticidforbruget i frilandsgrønsager ved hjælp af forebyggende metoder eller alternativ bekæmpelse er det nødvendigt at foretage en grundig videnindsamling og en bearbejdning af den foreliggende viden.
Ud fra en sådan videnindsamling beskrives i delrapporten hvilke metoder, teknikker og produkter, der er udviklet i dag og i hvilken grad disse anvendes på nuværende tidspunkt. Desuden bliver der foretaget en vurdering af potentialet for disse metoder og en samlet vurdering af metodernes virkning og effekter.
Ovennævnte videnindsamling og opfyldelsen af projektets overordnede målsætning ’at skabe overblik over mulighederne for at reducere pesticidforbruget og at fremkomme med forslag til ikke-kemisk forebyggelse og til alternative bekæmpelsesmetoder imod betydende skadedyr’ er løst via:
Litteraturstudier
Der er gennemført litteraturstudier, hvor mulighederne i forebyggelse og alternativ bekæmpelse inden for ovennævnte hovedkulturer af frilands-grønsager er blevet gennemgået, hvad angår ukrudt, plantesygdomme og skadedyr. Der ertaget udgangspunkt i afsluttede, dokumenterede og publicerede resultater . Materialet er fremskaffet via søgninger på relevante internationale databaser indeholdende ’refereed’ videnskabelig artikler.
Gennemgang af ’grå’ litteratur
Denne gruppe af resultater om alternative metoder kan stamme fra litteratur, der af forskellige årsager ikke er publiceret i kendte videnskabelige tidsskrifter. Det kan dreje sig om foreløbige resultater fra igangværende undersøgelser præsenteret ved workshops eller symposier eller meget praktisk orienteret litteratur. Materiale fra personlige studierejser og materiale udvekslet mellem institutioner hører også til denne kategori. Den ’grå’ litteratur er benyttet i det omfang, som resultaternes validitet berettiger til.
Erfaringer fra nuværende økologisk dyrkning
I forbindelse med Kirsten Jensen udvalgets arbejde er udgivet projektrapport ’Vurdering af økologisk produktion i gartneri og frugtavl’. Gennemgangen af erfaringerne fra den nuværende økologiske dyrkning er baseret på denne rapport.
1.2.2 Vurdering af metodernes praktiske anvendelse
Resultatet af litteraturstudiet samt gennemgangen af erfaringerne fra økologisk og IP-dyrkning bliver sammenfattet i :
- oversigt over potentielle alternative metoder
- vurdering af muligheder for anvendelse, herunder barrierer og mulighederne for at fjerne disse
- effekt af en praktisk anvendelse
I den forbindelse bliver vurderet, om det er muligt at inkludere nogle af de ovennævnte metoder i principper og regler for integreret produktion. Virkningen og konsekvenserne af de alternative løsninger skal vurderes for deres samlede effekt biologisk, plantekvalitets- og arbejdsmæssig samt økonomisk , og det skal vurderes om det er realistisk at gennemføre ændringen og hvilken tidshorisont man kan forvente.
I nærværende delrapport er primært samlet informationer om de mulige metoder og de direkte angivne virkninger af forebyggelsen eller de alternative metoder til bekæmpelse af skadegørere m.m. Den endelige rapport præsenteret ultimo maj vil inkludere de resterende effekter samt vurderingerne af den praktiske anvendelse af metoderne.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
|