| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Vurdering af muligheder for forebyggelse og alternativ bekæmpelse i frugt og bær

9 Alternative metoder skadedyr

9.1 Problemstilling

• Mulighederne for at reducere pesticidforbruget inden for frugt og bær gennemgås
• Alternative metoders praktiske anvendelse og effekt på pesticidforbruget er vurderet
• Rapporten omfatter de 5 hovedkulturer: surkirsebær, solbær, æbler, pærer og jordbær og de væsentligste skadedyr, som knytter sig hertil.
  

Definitionen på væsentlige skadedyr er de skadedyr, som specifikt er nævnt som alvorlige i Bicheludvalgets rapport, samt de skadedyr der i fagbladet ‘Frugt og bær‘ i løbet af de senest 7-8 år er blevet betegnet som meget betydende.

Hvad angår alternative metoder er alle tænkelige realistiske metoder nævnt. Specielt inden for de mekaniske metoder vil der være områder, som det på nuværende tidspunkt ikke vil være økonomisk rentabelt at anvende. De er imidlertid alligevel nævnt, idet den teknologiske udvikling går så hurtigt, at rentabiliteten måske allerede vil være til stede i løbet af blot få år.

Inden for de enkelte kulturer er nævnt en række alternative forslag til bl.a. biologisk bekæmpelse. Det vil typisk være således, at en kombination af flere metoder vil være det mest effektive.

Et beslutningsstøttesystem bør opbygges inden for de enkelte kulturer og skadedyr, således at de enkelte skadedyr håndteres via modeller - primært styret af meteorologiske parametre. Sådanne systemer kan kobles sammen med andre systemer (andre skadedyr, svampe, ukrudt, vækst osv.), således at man for kulturen ender med at have et beslutningsstøttesystem for den totale dyrkning.

I de senere år er der opstået problemer med skadedyr, som ikke tidligere var et problem. Tidligere blev disse dyr bekæmpet ved brug af bredspektrede pesticider. Disse bredspektrede midler er der ikke så mange godkendte af mere. Derfor optræder disse problemskadevolder både i almindelig og integreret produktion. Der er opstået problemer med f.eks. pæregalmyg, pærebladlopper og bladtæger. Hvis man derfor skal have bragt antallet af skadedyr ned på et acceptabelt niveau, er det nødvendigt at tage andre metoder i brug, som f.eks. mekanisk bekæmpelse, biologisk bekæmpelse osv.

Næsten alle skadedyr har naturlige fjender, men i mange tilfælde er sammenhængene ukendte eller dårligt beskrevet. Det er imidlertid nødvendigt, at man kender skadedyrenes naturlige fjender såvel som deres betydning for at kunne tilpasse sædskifter og dyrkningssystemer, så de bliver optimale i forhold til en udnyttelse af de naturlige fjender.

Mange skadedyr spredes over relativt korte afstande, hvorfor enkelte foranstaltninger vil kunne begrænse eller forhindre angreb. Det er kendt, at mange plantearter (oftest non crop) påvirker insekter i negativ retning ved deres repellerende virkning. Eksempelvis kan nævnes Tagetes repellerende virkning over for flere skadedyr. Det er også kendt at nogle plantearter ved skadedyrsangreb udsender stoffer, som tiltrækker nyttedyr. Dyrkningssystemer, hvor specielle plantearter indgår på strategisk vigtige steder, vil kunne bidrage væsentligt til en nedsættelse af skadedyrsangreb.

Der er også mulighed for at anvende fangplanter, hvor mere attraktive planter for skadedyrene end afgrødeplanterne placeres direkte i afgrøden.

Angreb af planteskadelige insekter synes i nogle sammenhænge at være mindre, når afgrøderne dyrkes i samdyrkning, end hvis de dyrkes i renbestand. Til samdyrkning regnes ikke kun kulturplanter men i ligeså høj grad forskellige ukrudtsarter.

Når der tales om insektresistens hos planter, er der sjældent tale om “on/off” fænomener. Som regel er resistensen delvis. Det kan komme til udtryk ved, at de pågældende skadedyr af adfærdsmæssige årsager vælger en anden art eller sort, da planten er umuligt at kolonisere, lægge æg i, er frastødende osv. Det kan også komme til udtryk som fysiologiske årsager, hvor skadedyrene ikke ’trives’ så godt på planten, og derfor ikke gør den store skade. I ekstreme tilfælde, vil insekterne dø.

Delvis resistens er imidlertid af stor betydning, da selv små sortsforskelle kan få store populationsdynamiske effekter. En anden form for delvis insektresistens er tolerance. Her har planten udviklet et “system”, som gør det muligt at fortsætte væksten og give stort set normalt udbytte trods et insektangreb.

Der er i dag en stigende interesse for at udnytte naturstoffer fra planter til regulering af skadedyr.

Naturstoffer er underlagt samme lovmæssige krav med hensyn til dokumentation og godkendelse som kemiske bekæmpelsesmidler.

Naturstoffer i planter kan udnyttes ved at dyrke planter indeholdende naturstoffer sammen med afgrøder, at anvende uoprensede vandige ekstrakter af plantemateriale eller at ekstrahere naturstofferne og anvende disse som rene produkter.

Det kan nævnes, at forskellige ekstrakters nedbrydningsprodukter fra korsblomstrede arter, har vist sig effektive til bekæmpelse af bladlus og forskellige billearter under laboratorieforsøg.

I de sidste ca. 20 år, har man forsøgt at reducere insekticidforbruget ved mere og mere at gå over til en såkaldt behovsbekæmpelse - altså kun bekæmpe når der er rimelig stor sandsynlighed for, at den økonomiske skadetærskel overskrides. Der eksisterer nu anvendelige skadetærskler og populationsudviklingsmodeller for få skadedyr i frugt og bær.

For at disse modeller kan virke, er det imidlertid essentielt at vide noget om start-populationens størrelse, og den får man kun ved at foretage en visuel opgørelse i selve marken. For at få det fulde udbytte af de udviklede modeller, skal man som planteavler regne med at skulle optælle sine skadedyr et par gange i en vækstsæson.

En af de måder, man på længere sigt kan løse dette problem på, er at udnytte, at skadedyrene anvender kemiske signalstoffer (alarmferomoner) til at kommunikere fare. Man kan udvikle et registreringsudstyr (kemiske sensorer), som ved hjælp af mængden af afgivet alarmferomon er i stand til at bestemme arten og antallet af det pågældende skadedyr, som forekommer på et givet område. En efterfølgende ’spot’-bekæmpelse kan herefter foretages, med kraftig nedsættelse af insekticidforbruget til følge. Sådanne systemer bør anvendes i sammenhæng med andre tiltag så som biologisk bekæmpelse, værtplanteresistens og planteekstrakter/naturstoffer.

9.2 Æble (Malus spp.)

Væsentlige skadedyr i denne afgrøde er æblebladhveps, æblevikler, grå og rød knopvikler, æbletæge, grøn og rød bladlus.

9.2.1 Æblebladhvepsen (Hoplocampa testudinea)

Æblebladhvepsen overvintrer som larve i jorden, hvor forpupningen finder sted om foråret. Æggene lægges ved basis af blomsternes bægerblade, og larverne gnaver sig ind i frugtanlægget og helt ind i kernehuset, hvilket ofte fører til at frugten falder af træet, samtidig med at larverne forlader den.

Kemisk bekæmpelse foretages umiddelbart efter afblomstringen, hvis der er et stort antal æg tilstede.

Muligheder for at reducere insekticidforbruget

Æblebladhvepsen forekommer ikke altid i et antal, hvor bekæmpelse er nødvendig. Udvikling af et varslingssystem bestående af en populationsdynamisk model til bestemmelse af flyvning og æglægnings i forbindelse med monitering (limplader) og skadetærskler vil kunne reducere insekticidforbruget til det absolut nødvendige. I bl.a. Schweiz har man arbejdet med udvikling af et sådant system i nogle år.

Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Manuel bekæmpelse, hvor angrebne frugter fjernes inden larverne bevæger sig ned i jorden.
• Mekanisk bekæmpelse, hvor jorden bearbejdes med henblik på at ødelægge larver og pupper.
• Biologisk bekæmpelse med snyltehvepse og entomofile nematoder. Et system med snyltehvepse, som bekæmpelsesmiddel, findes ikke, men der har været foretaget nogle begyndende studier i udlandet. Afprøvning af entomofile nematoder til bekæmpelse af Æblebladhvepsen har ligeledes været afprøvet i udlandet med varierende resultater fra meget gode til middel.
• Forøge antallet af fugle i området.
• Samdyrkning med forskellige blomstrende planter, som tiltrækker de pågældende snyltehvepse og dermed øger den naturlige biologiske bekæmpelse.
• Resistente sorter. Totalt resistente sorter findes ikke, men sorter med forskellig grad af modstandsdygtighed er allerede på markedet.
  

9.2.2 Æblevikleren (Cydia pomonella)

Æblevikleren overvintrer som kokon under barkflager og ligende beskyttede steder. De voksne kommer frem om foråret, omtrent samtidig med at æbletræerne afslutter deres blomstring. Hunnerne vil nu i de næste 6-8 uger lægge æg (20-80 stk.) på blade og frugter, hvor larverne gnaver sig ind i kernehuset, som æder. Frugten nødmodner og falder af. Her i landet er der kun én generation.

Æbleviklerens økonomiske betydning er stærkt varierende fra år til år, men den forårsager hyppigt skade af betydeligt omfang, hvis der ikke træffes foranstaltninger til at undgå dette. Æblevikleren er forholdsvis sedentær, men enkelte individer kan dog flyve flere kilometer. Muligheder for at reducere insekticidforbruget

Æblevikleren forekommer ikke altid i et antal, hvor bekæmpelse er nødvendig. Videreudvikling af varslingssystem bestående af feromonfælder og en populationsdynamisk model til bestemmelse af flyvning og æglægnings i forbindelse med fastsættelse af mere præcise skadetærskler vil kunne reducere insekticidforbruget til det absolut nødvendige. I både Danmark og udlandet har man arbejdet en del med udvikling af et sådant system.

Der eksisterer i forbindelse med dyrkning af IP-frugt et system med feromonfælder, som fortæller hvornår skadetærskelen er overskredet. Metoden har været almindelig anvendt siden midten af 80’serne, hvor den blev udviklet.

Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Manuel bekæmpelse, hvor angrebne frugter fjernes inden larverne bevæger sig ned i jorden.
• Biologisk bekæmpelse med snyltehvepse, entomofile nematoder og virus. Et system med snyltehvepse, som bekæmpelsesmiddel, findes ikke, men der har været foretaget nogle begyndende studier i udlandet. Afprøvning af entomofile nematoder til bekæmpelse af æblevikleren har ligeledes været afprøvet i udlandet med varierende resultater. Afprøvning af forskellige vira med til tider godt resultat, har været afprøvet i udlandet.
  Forøge antallet af fugle i området.
  Optimering af relevante tægearter til biologisk bekæmpelse. Anvendelse af feromon til massefangst af æbleviklere. Anvendelse af feromon i forbindelse med forvirringsteknik, systemet praktiseres i flere lande.
  Anvendelse af sterilteknik.
• Samdyrkning med forskellige blomstrende planter, som tiltrækker de pågældende snyltehvepse og dermed øger den naturlige biologiske bekæmpelse.
• Resistente sorter. Totalt resistente sorter findes ikke.
  

9.2.3 Grå knopvikler (H. nubiferana) og Rød knopvikler (S. ocellana)

Viklerne flyver fra slutningen af juni (grå) og i juli (rød), hvor de lægger deres æg på æbletræerne. Larverne ernærer sig i sensommeren af blade og ved overfladiske gnav på frugterne. De fleste individer overvintrer som halvvoksne larver på æbletræerne, hvor de om foråret gnaver sig ind i knopperne, der ødelægges, hvorved alvorlige skader kan opstå. Der er kun én generation årligt.

De muligheder der er for at reducere insekticidforbruget bl.a. ved at anvende alternative metoder er generelt de samme, som for æbleviklerens vedkommende med de forskelle, der klart skyldes artspecifitet.

9.2.4 Æbletægen (Plesiocoris rugicollis)

Æbletægen lever på æbletræet hele året. Æggene lægges i barklommer i juni-juli måned, og det er dette stadium som overvintrer. I løbet af maj måned klækkes æggene, og både larver og voksne suger på blade, skudspidser og frugter. Skaderne består primært i, at der opstår korkagtige dannelser på frugterne, som dels hæmmes i deres udvikling og dels er vanskelige at sælge på grund af udseendet.

Muligheder for at reducere insekticidforbruget

Æbletægen er ikke årsag til bekæmpelse i alle plantager og hvert år. En mulighed for at reducere insekticidforbruget er at konstruere en populationsdynamisk model som er i stand til at forudsige æbletægernes klækning, således at en evt., insekticid-behandling vil ramme præcist. Dette i forbindelse med bestemmelse af en mere præcis skadetærskel end den som anvendes nu, vil kunne reducere insekticidforbruget.

Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Biologisk bekæmpelse med snyltehvepse, entomofile nematoder og virus er potentielle muligheder. Der er imidlertid endnu ikke udviklet noget brugbart system.
• Samdyrkning med forskellige blomstrende planter, som tiltrækker de pågældende snyltehvepse og dermed øger den naturlige biologiske bekæmpelse.
• Resistente sorter. Totalt resistente sorter findes ikke.
  

9.2.5 Grøn æblebladlus (Aphis pomi)

Grøn æblebladlus er den mest almindelige på æble, hvilket primært skyldes, at den ikke har værtskifte og derfor findes på æble hele året. De forekommer ofte meget talrigt på skudspidser og frugter, hvor deres sugning fremkalder deformiteter.

Muligheder for at reducere insekticidforbruget

Grøn æblebladlus forekommer ikke hvert år i antal så den giver anledning til bekæmpelse i alle plantager. Den grønne æblebladlus får en lang række generationer hen over forår og sommer, hvilket betyder at en evt. bekæmpelse ofte skal gentages - specielt i varme somre. Den eneste mulighed for at reducere insekticid-forbruget er derfor at reducere den lokale population af grøn æblebladlus. En måde at gøre dette på er at udvikle en populationsdynamisk model til bestemmelse af klækningstidspunktet med henblik på en mere præcis bekæmpelsestidspunkt. Desuden anvendelse af en mere præcis skadetærskel.

Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Biologisk bekæmpelse med snyltehvepse, entomofile nematoder og virus er potentielle muligheder. Der er imidlertid endnu ikke udviklet noget brugbart system.
• Samdyrkning med forskellige blomstrende planter, som tiltrækker de pågældende snyltehvepse og dermed øger den naturlige biologiske bekæmpelse.
• Resistente sorter. Totalt resistente sorter findes ikke.
  

9.2.6 Rød æblebladlus (Dysaphis plantaginae)

Rød æblebladlus har æble som vintervært og flyver til forskellige vejbredarter i løbet af foråret. Selv om den kun forekommer ganske kort tid på æbletræet, kan den dog forvolde alvorlige skader. Den suger primært på de blomsterbærende skud, hvorved den injicerer toksiner, der kan fremkalde alvorlige deformiteter på skudspidser og frugter. Den røde æblebladlus må derfor anses som mere betydende end den grønne æblebladlus.

De muligheder der er for at reducere insekticidforbruget bl.a. ved at anvende alternative metoder er generelt de samme, som for grøn æblebladlus vedkommende med de forskelle, der klart skyldes artspecifitet.

9.3 Pære (Pyrus communis.)

Væsentlige skadedyr i denne afgrøde er pæregalmyg, pærelopper og knopviklere.

9.3.1 Pæregalmyg (Contarinia pyrivora)

Pære galmyg lægger æg i de endnu ikke udsprungne blomsterknopper. Larverne ernærer sig af frugtknuden, som svulmer op og til sidst bliver sort indvendig. Frugten falder af og larverne går i jorden, hvor de opholder sig indtil næste forår. Der er kun én generation.

Muligheder for at reducere insekticidforbruget

Pæregalmyggen forekommer ikke altid i et antal, hvor bekæmpelse er nødvendig. Udvikling af et varslingssystem bestående af en populationsdynamisk model til bestemmelse af flyvning og æglægnings i forbindelse med monitering (limplader) og skadetærskler vil kunne reducere insekticidforbruget til det absolut nødvendige.

I Kina har man arbejdet en del med dette skadedyr, men her er de klimamæssige forhold meget anderledes, hvilke bl.a. betyder, at de biologiske data ikke umiddelbart kan overføres til Danmark. Eksempelvis har pæregalmyggen i Kina 2 generationer.

Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Manuel bekæmpelse, hvor angrebne frugter fjernes inden larverne bevæger sig ned i jorden.
• Mekanisk bekæmpelse, hvor jorden bearbejdes med henblik på at ødelægge larver og pupper.
• Biologisk bekæmpelse med snyltehvepse og entomofile nematoder. Et system med snyltehvepse eller nematoder findes ikke.
• Samdyrkning med forskellige blomstrende planter, som tiltrækker de pågældende snyltehvepse og dermed øger den naturlige biologiske bekæmpelse.
• Resistente sorter. Totalt resistente sorter findes ikke, men der er konstateret sortsforskelle.
  

9.3.2 Pærebladlopper (Psylla piri)

Pærebladlopper overvintrer som voksen på pæretræer eller i disses omgivelser. Kun larverne forårsager væsentlig skade og kun når de optræder i store antal. Der er to generationer om året.

De muligheder der er for at reducere insekticidforbruget bl.a. ved at anvende alternative metoder er generelt de samme, som pæregalmyggens vedkommende med de forskelle, der klart skyldes artspecifitet.

9.3.3 Knopviklere

Knopviklere (se ovenfor) kan også angribe pærer. Foranstaltninger og forskningsbehov som beskrevet for æbler er de samme for pærer.

9.4 Surkirsebær (Prunus cerasus)

Surkirsebær kan være vært for flere forskellige insekter, men alvorlige angreb af skadedyr ses næsten aldrig, selv om fugle en gang imellem godt kan finde på at spise af dem.

Der er således ikke det store behov for at nedsætte insekticidforbruget i denne afgrøde, og tilsvarende er behovet for alternativ bekæmpelse lille.

9.5 Solbær (Ribes nigrum)

9.5.1 Solbærgalmiden (Cecidophyopsis ribis)

Solbærknopgalmiden er det ubetingede værste skadedyr på solbær. Den lever inden i knopperne, der i løbet af vinter og forår svulmer op og bliver til nogle karakteristiske store, kuglerunde knopper, som ikke springer ud. I hver knop kan ligge op til 30.000 af de ca. 0.25 mm store galmider. Miderne spreder sig langs med grenene og vil i løbet af forsommeren smitte de nydannede knopper. Ud over at ødelægge knopperne, spreder de en virus (ribbesvind), der gør buskene ufrugtbare. Denne virussygdom må betragtes som en meget betydende skadevolder på solbær.

Der er ikke udviklet integrerede bekæmpelsesmetoder til håndtering af solbærgalmiden, samt den heraf følgende smitte med ribbesvind.

Muligheder for at reducere insekticidforbruget

Kemisk bekæmpelse er kun muligt i forbindelse med at miderne spreder sig fra de gamle knopper til de nydannede. Det vil derfor være muligt, at reducere insekticidforbruget væsentligt ved udvikling af en populationsdynamisk model, som mere præcist beskriver tidspunkt for spredning og deraf tidspunkt for effektiv kemisk behandlingsindsats.

Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Manuel bekæmpelse, hvor angrebne knopper og buske fjernes. Bruges i dag.
• Biologisk bekæmpelse med rovmider etc. Et sådant system findes ikke, men kan sandsynligvis udvikles.
• Resistente sorter mod såvel solbærgalmiden som ribbesvind er på vej. I Skotland foregår forædlingsforsøg, og det skønnes at der inden for en 8-10 års periode er egnede sorter til rådighed
• Varmtvandsbehandlings af stiklinger for at dræbe miderne forl at sikre sundt plantematerieale. Der pågår i øjeblikket forsøg med dette ved Danmarks JordbrugsForskning.
  

9.6 Jordbær (Fragaria sp)

Alvorlige og udbredte skadedyr er viklerlarver, hindbærsnudebiller, tæger, thrips, spindemider og på enkelte lokaliteter jordbærmider.

Skadedyrsbekæmpelse foretages i praksis ved konstateret behov, men der savnes mere præcise skadetærskler og varslingsredskaber. Skadedyr som her beskrives nærmere er: jordbærdværgmiden, hindbærsnudebillen, øresnudebiller og jordbærnematoder.

9.6.1 Jordbærdværgmiden (Steneotarsonemus fragariae)

Jordbærdværgmiden angriber vækstpunkterne på jordbær, hvilket under den videre vækst giver skade som misdannede, bronzefarvede eller delvist visne blade. Ved stærke angreb bliver blomsterdannelsen og frugtsætningen ringe. Miderne følger passivt med udløbernes skudspidser, hvorfor også de nye unge planter vil være angrebet.

Der er ikke udviklet integrerede bekæmpelsesmetoder til håndtering af jordbærgalmiden.

Af alternative metoder til kan nævnes:

• Manuel bekæmpelse, hvor angrebne skud og planter fjernes og destrueres.
• Det mest optimale er naturligvis, at man sikrer sig, at udgangsmaterialet er fri for mider, samt at det friholdes for mider evt. i samdyrkningssystemer.
• Biologisk bekæmpelse med rovmider etc. Et sådant velfungerende system findes ikke, men kan sandsynligvis udvikles.
• Resistente sorter mod jordbærdværgmiden findes ikke.
  

9.6.2 Hindbærsnudebille (A. rubi) og diverse Øresnudebiller

Hindbærsnudebillen som hellere vil have jordbær end hindbær, overgnaver blomsterknoppernes stilke og lægger sine æg i knopperne. I de halvt visne blomsterknopper udvikles larverne. Skaden består således i de ødelagte blomsterknopper. Der er én generation årligt.

Øresnuddebillerne er alle polyfage og kan fortære en del blade og blomster i jordbærkulturen. De har ingen vinger.

Hos disse snudebillearter er det primært de voksne, som gør skade.

Muligheder for at reducere insekticidforbruget

Snudebillerne giver jævnligt årsag til bekæmpelse. En mulighed for at reducere insekticidforbruget er at konstruere en populationdynamisk model, som er i stand til at forudsige deres begyndende aktivitet om foråret, således at en evt. insekticidbehandling vil ramme præcist. Dette i forbindelse med bestemmelse af en mere præcis skadetærskel end den som anvendes nu, vil kunne reducere insekticidforbruget.

Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Biologisk bekæmpelse med snyltehvepse, entomofile nematoder og virus er potentielle muligheder. Der er imidlertid endnu ikke udviklet noget brugbart system, selv om man er ret langt inden for nematodområdet.
• Samdyrkning med forskellige blomstrende planter, som tiltrækker de pågældende snyltehvepse og dermed øger den naturlige biologiske bekæmpelse.
• Resistente sorter. Resistente sorter findes ikke.

9.6.3 Jordbærnematoder (Aphelenchoides fragariae)

Jordbærnematoder angriber bladene, hvilket på grund af misdannede planter giver stærkt nedsat udbytte. Angrebet breder sig fra moderplanten til udløberne, og kun en kompliceret varmebehandling kan bekæmpe dem.

Angreb forebygges ved at bruge sundt plantemateriale, dvs undlade at bruges eget plantemateriale.

Referencer

Anonym (2001). Dansk I.P. Integreret produktion af kernefrugt. Optællingsskema for skadedyr. Gartneribrugets Afsætningsudvalg.

Bylemans, D. and Thirry, M. (1999). The sinuate pear borer, Agrilus sinuatus (Olivier), and the pear blossom weevil, Anthonomus cinctus (Kollar): do they become more important? Parasitica. 54: 2-3, 121-125;

Graf, B., Höhn, H. & Höpli, H.U. 1999. Optimising the control of rosy apple aphid Dysaphis plantaginea (Pass.)(Homoptera: Aphididae). In Polesny, F. & Graf, B. (eds.) IOBC Workshop on Arthropod Pest Problems in Pome Fruit Production. Bulletin IOBC /WPRS , 22 (7), 71-77.

Grauslund, J., Bertelsen, M., Polesny, F. (ed.), Muller, W (ed.) and Olszak, R.W. (1996). Comparison of integrated and conventional production of apples.

International conference on integrated fruit production, Cedzyna, Poland, 28 August-2 September 1995. Bulletin-OILB-SROP. 19: 4, 75-79.

Hansen, L. M. (1997). Skadedyr i frugttræer. Upublicerede noter, DjF.

Losel, P.M., Penners, G., Potting, R.P.J., Ebbinghaus, D., Elbert, A. & Scherkenbeck, J. (2000). Laboratory and field experiments towards the development of an attract and kill strategy for the control of the codling moth, Cydia pomonella. Entomologia Experimentalis et Applicata. 95: 1, 39-46.

Miduturi, J. S., de-Clercq, R., Casteels, H. and de-Grisse, A. (1994). Effect of temperature on the infectivity of entomopathogenic nematodes against black vine weevil (Otiorrhynchus sulcatus F.). Parasitica, 50: 3-4, 103-108.

Miljøstyrelsen (1998). Rapport fra Bichel-Udvalget.

Polesny, F. (1990). The pear gall-midge Contarinia pyrivora - increased pest occurrence can be determined. Pflanzenschutz-Wien. 6, 2-3.

Stewart, H.C. and Walde, S. J. (1997). The dynamics of Aphis pomi De Geer (Homoptera: Aphididae) and its predator, Aphidoletes aphidimyza (Rondani) (Diptera: Cecidomyiidae), on apple in Nova Scotia. Canadian-Entomologist.

1997, 129: 4, 627-636.

Wyss, E., Villiger, M., Hemptinne, J. L. and Muller-Scharer, H. (1999). Effects of augmentative releases of eggs and larvae of the ladybird beetle, Adalia bipunctata, on the abundance of the rosy apple aphid, Dysaphis plantaginea, in organic apple orchards. Entomologia-Experimentalis-et-Applicata. 90: 2, 167-173.  

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |