Miljøhensyn ved udvikling af fødevareprodukter

4 Aktør- og SWOT-analyse

I dette kapitel præsenteres udvalgte citater fra de gennemførte interview med de vigtigste interne aktører (Marketing, Innovation, Produktion og Globalt indkøb). Dette gøres for at give et indtryk af de erfaringer og forventninger, de har i forbindelse med integration af miljøhensyn.

Endvidere præsenteres resultatet af SWOT-analysen. Denne er opbygget ved at koble udtalelserne fra interviewene - det vil sige interne styrker og svagheder samt eksterne muligheder og trusler ved det produktorienterede miljøarbejde med projektgruppens delkonklusioner ved analyse af eksisterende livscyklusanalyser, Arla Foods miljøpolitik/-målsætninger og produktudviklingsforløb. [8]

4.1 De interne aktørers syn på miljøintegration

Marketing (Marketingdirektør Åke Lundquist, AFS og Kategorichef Karsten Jeppesen, AFD)

Marketing har bl.a. givet følgende udsagn vedrørende miljø i sammenhæng med produktudviklingen:

”Vi inddrager miljø i produktudviklingen, når det vurderes relevant”/Karsten Jeppesen.

”Miljø har forskellig prioritet alt efter produktgruppen – inden for mælk har miljø forholdsvis høj prioritet.”/Karsten Jeppesen.

”I øjeblikket er miljø ikke helt så interessant i samfundet, men at vi er opmærksomme på miljøprofilen, er måske det der gør, at vi i forvejen kan være konkurrencedygtige”/Åke Lundquist.

”Vi skal være med til at stimulere udviklingen – også inden for miljøområdet - inden vores konkurrenter gør det”/Åke Lundquist.

”Når vi taler økologiske produkter så hænger miljø sammen med økologi.....”/Åke Lundquist.

Marketing skelner imellem økologiske og ikke økologiske produkter. Hvis der ses bort fra økologiske produkter, er det vurderingen, at efterspørgslen efter deciderede miljøvenlige produkter er begrænset. Kunder og forbrugere forventer, at Arla Foods' produkter bredt har en god miljøprofil, og at Arla Foods kan redegøre herfor.

På spørgsmålet om Arla Foods markedsmæssigt ville kunne udnytte en situation, hvor mælkeleverandører i Sverige og Danmark kan differentiere sig i forhold til andre leverandører på markedet, svarer Marketing:

”Ja, hvis det vi differentierer os på, er relevant for forbrugerne, og hvis vi kan gøre det enkelt og troværdigt”/Karsten Jeppesen.

”Det der er vigtigt for Arla Foods, er at udnytte, at vi er en andelsejet virksomhed, og at vi derfor har mulighed for at sikre tæt kontakt til primærsiden, og at sikre kvalitet, miljø og etik i hele kæden fra bord til jord. Dette er unikt og en god mulighed for at forebygge skandaler...”/ Åke Lundquist.

Marketings behov for miljødokumentation synes primært at være til afdækning af risici og primært som et ”beredskab” i forhold til kunder og forbrugere:

”For mig er Miljøkonsekvensbeskrivelsen (som i dag anvendes i AFS) et must......dokumentation generelt og dokumentation af risici”/ Åke Lundquist.

”Vi har nogle checklister. Her kan miljøvurderingen indarbejdes. Det vil være rigtig godt...jeg vil helst have en miljøvurdering af f.eks. emballage i baghånden”/Karsten Jeppesen.

Innovation (Udviklingschef Robert Svanberg og Produktudvikler, Stefan Albertson)

Innovations udsagn vedrørende integration af miljø i produktudviklingen er i tråd med udsagnene fra Marketing:

”Forbrugerne forventer, at Arla Foods' produkter har en høj miljøprofil. Den forventning skal Arla Foods leve op til”/Robert Svanberg

”Miljø skal vægtes i forhold til en række andre karakteristika som f.eks. convenience og holdbarhed”/Robert Svanberg.

Innovations erfaringer med Miljøkonsekvensbeskrivelsen i AFS er bl.a., at denne kun i begrænset omfang bliver brugt proaktivt:

”Det positive ved miljøkonsekvensbeskrivelsen er, at det er muligt at beskrive miljøeffekter. Det er vigtigt”/Robert Svanberg.

”Tilbagemeldingerne fra produktudviklerne viser, at der udarbejdes miljøkonsekvensbeskrivelser, men udviklerne vurderer det som en administrativ opgave.....Den skal forpligte”/Robert Svanberg.

”Der mangler retningslinier for, hvad vi skal bruge resultaterne fra miljøkonsekvensvurderingen til”/Stefan Albertson.

Produktion (Mejerichef Sjur Fitje)

Produktionen (repræsenteret ved Brabrand Mejeri) angiver følgende kommentarer til integrering af miljøhensyn i produktudviklingen og dokumentation herfor:

”...fokus (for produktionen), at der er god ”husholdning” med råvarer, hjælpestoffer og produkter samt at arbejdsmiljøet tilgodeses”/Sjur Fitje.

”Miljøkonsekvensbeskrivelsen kunne med fordel integreres i selve produktudviklingsforløbet, og samtidig holdes på et mere overordnet niveau. Der er ikke værdi i at sætte tal på alt”/Sjur Fitje.

”Globalt Indkøb er ligeledes en vigtig aktør både i forbindelse med indkøb af maskiner og indkøb af emballager”/Sjur Fitje.

For produktionen er det vigtigt, at produkterne produceres med lavest mulige omkostninger, hvilket bl.a. sikres ved minimering af ressourceforbrug og minimering af miljø- og arbejdsmiljøpåvirkninger.

Globalt Indkøb (Kvalitets- og miljøchef Kirsten Buchbjerg)

Globalt Indkøb er ligeledes en intern aktør i produktudviklingen, idet de forestår indkøbsaftalerne, som i dag alene er baseret på specifikationer fra Produktionen og Innovation.

Globalt Indkøb er ”ejer” af leverandørerne og har viden om dem...definerer ikke kravene, det gør Innovation og Produktion...”/Kirsten Buchbjerg.

”I Globalt Indkøb har man ikke taget stilling ti,l hvor ambitiøs man skal være på miljøområdet – hvor overliggeren skal være”/Kirsten Buchbjerg.

”...er i gang med at udpege de væsentligste miljøpåvirkninger, som skal ligge til grund for en overordnet prioritering i Globalt Indkøb”/Kirsten Buchbjerg.

”..afventer også resultatet af CSR (Coorperate Social Responsibility)/etik-projektet”/Kirsten Buchbjerg.

4.2 SWOT-analyse

STYRKER SVAGHEDER
1)Både AFS og AFD:
Miljø indgår direkte (MKB integreret i AFS) og indirekte (varekalkulation) i R&D project checklist, 2002/. Der er en god dokumentation af miljøomkostninger med varekalkulationer (Projektgruppen).

2)AFS:
Temaerne i MKB'en vurderes i hovedsagen som relevante (Projektgruppen).

3)Arla Foods har en produktorienteret miljøpolitik, som støtter op om integration af miljø i produktudviklingen (Projektgruppen).

4) Valg af emballage er et fokusområde i forbindelse med produktudviklingen (Interview).
1)Integration af miljøhensyn er i AFD kun integreret indirekte i håndbogen for R&D i form af brug af varekalkulationer og optimering af råvareforbrug (Projektgruppen).

2) Koncernen/AFD har kun opstillet produktionsorienterede mål (Projektgruppen).

3)Resultaterne af den svenske MKB anvendes kun i begrænset omfang, og synes ikke forankret ved de relevante interne interessenter (Interview).

4)Der skelnes ikke i AFS mellem forskellige typer af produktudviklingsforløb. MKB'en skal således anvendes i alle produktudviklingsforløb (Projektgruppen).

5) Der mangler på koncernniveau en politisk udmelding af, hvordan miljø og miljøpåvirkninger skal prioriteres i forbindelse med produktudviklingen (Interview).

6) Aktørgruppen involveret ved udformning af MKB'en er for smal (Interview) .

7) LCI værktøjet, der anvendes til beregning af emballagers miljøbelastning, er ikke brugervenligt (Interview).
 
MULIGHEDER TRUSLER
1)Forbrugerne forventer, at miljø er integreret i Arla Foods' produkter – særligt øko-produkter (Interview).

2)Integrationen af miljø i produktudviklingen kan bidrage til at nå koncernmiljømål (Interview).

3)Inddragelse af miljø kan ruste AF til at imødegå et udvidet markedstræk (Interview).

4)Det er relevant at prioritere miljø i produktudviklingen, hvor det skaber værdi (Projektgruppen).

5)Modificering af eksisterende ledelsessystemer kan være en måde, hvorpå miljøhensyn kan integreres i produktudviklingen (Interview ).

6) MKB'en kan med fordel integreres i udviklingsforløbet i DK, men bør dog holdes på et overordnet niveau. Ikke alt skal dokumenteres (Interviews).

7) Miljøhensynene bør integreres i udviklingsprojektet som f.eks. checklister (Interview).

8) Der er muligvis et potentiale i at markedsføre "Arlagården". Pt. har man dog ikke undersøgt, om dokumentation af miljøbelastning fra "Arlagården" ville kunne differentiere Arla Foods mælkeproducenter i forhold til andre mælkeproducenter (Interview).

9) Opstilling af leverandørkrav (mælk, maskiner, emballage etc.) vil indirekte kunne medføre integration af miljø for nye produkter.(Projektgruppen).
1)Mangel på ledelsesopbakning svækker integrationen af miljø i produktudviklingen (Projektgruppen).

2)Manglende viden i organisationen vedr. værdiskabelse ved integration af miljø i produktudvikling (Projektgruppen).

3)Miljø har forskellig prioritering i forskellige forbrugersegmenter. Prioritering af f.eks. Convenience kan være på bekostning af miljø (Interview).


Fodnoter

[8] Interviewguides samt den detaljerede SWOT-analyse kan fås ved henvendelse til Arla Foods Danmark Miljøafdeling.

 



Version 1.0 August 2005, © Miljøstyrelsen.