| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

National Implementeringsplan - Stockholmkonventionen om persistente organiske forurenende stoffer

2 Landebasislinie

• 2.1 Landeprofil
  • 2.1.1 Geografi og befolkning
  • 2.1.2 Politisk profil
  • 2.1.3 Økonomi og erhvervsliv
  • 2.1.4 Den overordnede miljøsituation i Danmark
• 2.2 Miljøpolitisk, lovgivningsmæssig og institutionel ramme
  • 2.2.1 Miljøpolitik, strategi for bæredygtig udvikling og lovgivningsmæssig ramme
  • 2.2.2 Offentlige institutioners roller og ansvarsområder
  • 2.2.3 Internationale forpligtelser i relation til POP-området
  • 2.2.4 Lovgivning på POP-området
  • 2.2.5 Centrale tilgange og procedurer
• 2.3 POP-situationen i Danmark
  • 2.3.1 Bilag A og B stoffer (eksklusive PCB)
  • 2.3.2 Bilag B stoffer - DDT
  • 2.3.3 Tilsigtet anvendelse af PCB
  • 2.3.4 Utilsigtet produktion af dioxin, HCB og PCB
  • 2.3.5 Lagre, affald og forurenede grunde
  • 2.3.6 Fremtidig tilsigtet produktion af POP-stoffer og behov for undtagelser
  • 2.3.7 Programmer for monitering af udslip, sundhedsmæssige risici og emissionsopgørelser
  • 2.3.8 Information til befolkningen og udveksling af oplysninger med andre konventionsparter
  • 2.3.9 Aktiviteter af ikke-offentlige interesseorganisationer
  • 2.3.10 Teknisk infrastruktur for POP-vurdering, målinger, analyser, forskning og udvikling
  • 2.3.11 Særligt udsatte befolkningsgrupper
  • 2.3.12 Systemer for vurdering og optagelse af nye stoffer under konventionen

2.1 Landeprofil

2.1.1 Geografi og befolkning

Danmarks areal er på 43.093 km² og består af halvøen Jylland og 406 øer, hvoraf Sjælland er den største. Knap en femtedel af disse øer er beboede. Den samlede kystlinie er på 7.031 km. Danmark er forbundet med Tyskland med en 69 km lang landegrænse. Fra 1. juli 2000 har Danmark også været fast forbundet med Sverige via en knap 16 km lang bro over Øresund mellem København og Malmø.

Danmark har 5,4 mio. indbyggere, hvilket er godt 1,4% af den samlede befolkning i EU. Befolkningstætheden er ca. 123 pr. km². Befolkningen fordeler sig relativt jævnt, dog med en koncentration i hovedstadsregionen, hvis indbyggertal er ca. 1,7 mio. Der er godt 3 mio. mennesker i den erhvervsaktive alder, mens gruppen af unge under 17 år og gruppen af ældre over 60 år begge udgør godt 1 mio. Gennemsnitslevealderen er 79 år for kvinder og 75 år for mænd.

Danmark har tempereret kystklima. Klimaet er præget af landets beliggenhed tæt ved større havområder og i et mildt vestenvindsbælte. Denne placering betyder, at temperaturen om sommeren ligger på omkring 20^oC, og at middeltemperaturen om vinteren ligger omkring frysepunktet. Nedbøren fordeler sig jævnt året igennem, dog med de største mængder i efterårsmånederne.

2.1.2 Politisk profil

Styreformen i Danmark er parlamentarisk demokrati med et kongeligt statsoverhoved. Folketinget har eneretten på at vedtage love. Det består af 179 medlemmer, der er valgt ved forholdstalsvalg. 175 af medlemmerne vælges i Danmark, mens Grønland og Færøerne hver vælger to medlemmer. Danmark er medlem af EU, men har på enkelte områder valgt at stå uden for samarbejdet. Det gælder bl.a. den fælles europæiske mønt, euroen, og det militære samarbejde.

2.1.3 Økonomi og erhvervsliv

Historisk er Danmark et landbrugsland, men i de seneste årtier er erhvervslivet blevet mere komplekst, domineret af en stor eksportorienteret industri og en udviklet servicesektor.

Antallet af landbrug er faldet støt og var i 2002 nede på 50.500 bedrifter. Erhvervet tegner sig nu for under 5% af den samlede værditilvækst i samfundet og beskæftiger under 4% af de beskæftigede. Til trods herfor stod landbruget for ca. 11% af Danmarks samlede eksport i 2004.

Industrien tegner sig for omkring 16% af landets årlige værditilvækst, hele 75% af eksporten (2004) og godt 15% af de beskæftigede. Nogle af de vigtigste produkt- og serviceområder er fødevarer, møbel og beklædning, design og boligindretning, søtransport, vindmøller, medicin og medicinale hjælpemidler, udstyr til automatisk nedkøling og opvarmning, følsomme måleinstrumenter samt IT og kommunikation.

Erhvervslivet er præget af mange små og mellemstore virksomheder, hvor arbejdssteder med 1-19 ansatte udgør over 90% af det samlede antal.

Tabel 2.1

De økonomiske sektorers bruttoværditilvækst*, beskæftigelse og fordeling af virksomheder på størrelser

*Bruttoværditilvækst opgøres som værdien af produktionen minus værdien af forbrug i produktionen. Dette svarer til bruttonationalprodukt (BNP) minus (produktskatter minus produktsubsidier).

Kilde: Danmarks Statistik: Danmark i tal 2005 (kolonne 1), Statistisk Årbog 2005 (kolonne 2) og DS tal fra ultimo november 2001 gengivet i Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling: www.workindk.dk/Virksomheder (kolonne 3-6).

2.1.4 Den overordnede miljøsituation i Danmark

Den overordnede miljøsituation i Danmark er betinget af en række særlige karakteristika. Landet har en høj befolkningstæthed og høj økonomisk aktivitet. Skove og naturområder udgør kun omkring 10% af landarealet, og Danmark er et ø-rige omgivet af følsomme lavvandede havområder. Miljøets kapacitet til at optage udledte forureningsstoffer er derfor relativt lille, og en reduktion af udledningerne har været på den politiske dagsorden i en lang årrække.

Gennem en opfattende regulering og et tæt samarbejde mellem de forskellige samfundsaktører er Danmark gennem det seneste halve århundrede kommet langt med at løse en række miljøproblemer gennem f.eks. at rense spildevandet, sætte filtre på skorstene, forbyde brugen af de farligste kemikalier, beskytte naturområder, bruge mindre gødning og færre giftige sprøjtemidler i landbruget samt at indføre miljømærker og andre tiltag til støtte af økologisk og anden miljøvenlig produktion og forbrug. Mens problemerne knyttet til udledninger af farlige stoffer fra større punktkilder i det store og hele er løst, har fokus rettet sig mod de miljøproblemer, der er knyttet til den moderne livsstil og et industrialiseret landbrug.

Danmark er et af de lande i verden, der har det højeste forbrug af varer, ressourcer og energi pr. indbygger. Landbrugsarealet udgør omkring 65% af det samlede areal. Selv om udledninger af næringsstoffer fra landbruget er mindsket væsentlig de senere år gennem en målrettet indsats, er mange vandområder stadig belastede af for store næringsstoftilførsler. Gennem et stigende forbrug af forbrugsgoder, produceret overalt i verden, bliver befolkningen udsat for et meget stort antal kemikalier, på trods af de forbedringer, der er opnået ved, at de mest problematiske stoffer er blevet forbudt.

Udslip fra den stigende trafik giver anledning til forurening med partikler og støj, og det høje forbrug af fossile brændsler medfører, at Danmark har et relativt højt udslip af drivhusgasser pr. indbygger på trods af intensiv satsning på vedvarende energikilder. Høj velstand og moderne livsstil resulterer i et stigende ressourceforbrug, hvilket udgør en udfordring, hvad angår affald og deraf afledte miljøeffekter.

En afkobling af stigningerne i ressourceforbrug, energiforbrug og affaldsproduktion fra den økonomiske vækst er en prioritet i miljøpolitikken, og på især energiområdet er det lykkedes at afkoble vækst og forurening. Afkobling vil også i de kommende år være en af de store prioriteter i miljøpolitikken.

2.2 Miljøpolitisk, lovgivningsmæssig og institutionel ramme

2.2.1 Miljøpolitik, strategi for bæredygtig udvikling og lovgivningsmæssig ramme

Danmarks miljøpolitik har som udgangspunkt, at landet skal være et samfund med plads til både økonomisk fremgang, social udvikling og et bedre miljø. Målet er, at Danmark udvikler sig i en bæredygtig retning, blandt andet gennem bedre integration mellem miljø og andre samfundssektorer, bedre ressourceudnyttelse, ansvarliggørelse af erhvervsliv og forbrugere og støtte til lokalt Agenda 21 arbejde.

Danmarks strategi for bæredygtig udvikling skal derfor også ses som landets svar på opfordringen fra Agenda 21-dokumentet, vedtaget på FN’s generalforsamling i Rio i 1992, om at udarbejde nationale strategier for bæredygtig udvikling. Den danske vision om bæredygtig udvikling er baseret på otte mål og principper:

• Velfærdssamfundet skal udvikles, og der skal ske en afkobling af sammenhængen mellem vækst og miljøpåvirkning;
• Der skal være et sikkert og sundt miljø for alle, og der skal opretholdes et højt beskyttelsesniveau;
• Der skal sikres en høj biologisk mangfoldighed og økosystemerne skal beskyttes;
• Ressourcerne skal udnyttes bedre;
• Der skal ydes en aktiv international indsats;
• Miljøhensyn skal indgå i alle sektorer;
• Markedet skal understøtte bæredygtig udvikling;
• Bæredygtig udvikling er et fælles ansvar, og fremskridt skal måles.

Strategien er bygget op omkring en række sektorer: fødevareproduktion, skovbrug, industri, transport, energi, by- og boligudvikling foruden tværgående indsatser: klimaændringer, biologisk mangfoldighed, miljø og sundhed, ressourcer og ressourceeffektivitet, videngrundlag og virkemidler, den globale dimension og offentlighedens deltagelse. Kemikalieindsatsen er placeret under miljø og sundhed, og de overordnede målsætninger er dels generationsmålet som indgår i den nordiske strategi for bæredygtig udvikling - at udslip af kemikalier, som udgør en trussel mod miljø og sundhed, skal ophøre inden for en generation -, og dels at ingen produkter eller varer på markedet i 2020 skal indeholde kemikalier med særligt problematiske sundheds- eller miljøeffekter. Disse målsætninger er siden blevet suppleret med kemikaliemålsætningen fra verdenstopmødet i Johannesburg, at kemikalier i 2020 ikke må produceres eller anvendes på en måde, som har væsentlige negative effekter på miljø og sundhed.

Kemikaliehandlingsplan

Danmark har op gennem 1980’erne og 1990’erne skærpet indsatsen på kemikalieområdet. Formålet er at reducere de miljø- og sundhedsrisici, der er forbundet med anvendelsen af kemikalier. Det sker navnlig gennem et stærkt internationalt samarbejde, særlig dansk regulering, kontrolsanktioner og ved at give borgerne, virksomhederne og landbruget større viden om kemikalierne.

I efteråret 2005 præsenterede regeringen den seneste kemikaliehandlingsplan, ”Styr på kemikalier - Regeringens handlingsplan for en styrket kemikalieindsats 2006 - 2009”.

Helt konkret indeholder den danske indsats på kemikalieområdet i dag i hovedtræk følgende initiativer:

Klik her for at se figuren.

Særligt på tre områder har regeringen valgt at opprioritere indsatsen i perioden 2006- 2009. Det er områder, der tilsammen vil kunne sikre, at danskerne og det danske miljø bliver bedre beskyttet: (i) mere kontrol, (ii) større fokus på produkter til forbrugerne og (iii) bedre kommunikation med virksomhederne.

Kemikaliehandlingsplanen suppleres af regeringens affaldsstrategi 2005-2008.

Affaldsstrategi 2005-2008

Regeringen udsendte i 2003 Affaldsstrategi 2005-08 som et vigtigt element i dens samlede strategi for bæredygtig udvikling. Der er tre formål med strategien: At beskrive regeringens affaldspolitik frem til 2008, at udstikke rammerne for kommunernes lokale affaldsplaner og deres gennemførelse og at udarbejde en national affaldsplan i overensstemmelse med EU-forpligtelser på området.

Ifølge strategien skal der gøres en indsats for at forebygge tab af ressourcer og miljøbelastning fra affald. Desuden skal væksten i affald afkobles fra den økonomiske udvikling, og der skal sikres mere miljø for pengene.

Affaldsstrategien indgår som et strategisk element i samspil med regeringens andre miljøpolitiske strategier, herunder (i) kemikaliestrategien, der er vigtig i indsatsen for at nedbringe indholdet af de miljøbelastende stoffer i affaldet, (ii) den produktorienterede miljøstrategi med hensyn til forebyggelse af affald, (iii) strategien ”Miljø og sundhed hænger sammen” samt (iv) ”Grøn markedsøkonomi”.

2.2.2 Offentlige institutioners roller og ansvarsområder

Nedenfor beskrives de offentlige institutioner, der på forskellig vis er involveret i aktiviteter, som knytter sig til gennemførelse af handlingsplanen.

Folketinget

Folketinget vedtager lov- og beslutningsforslag og har til opgave at kontrollere regeringens administration og politik ved, at de stående udvalg orienteres, stiller spørgsmål til ministrene eller kalder disse i samråd.

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Arbejdet i Folketingets udvalg knytter sig først og fremmest til behandling af lov- og beslutningsforslag og den parlamentariske kontrol med regeringen. Miljø- og Planlægningsudvalgets sagsområder omfatter miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, skovbrug og fysisk planlægning samt genteknologi, jagt, vildtforvaltning, erhvervelse til rekreative formål, naturfredning, råstoffer i jorden og på havbunden m.v.

Miljøministeriet

Miljøministeriet varetager forvaltnings- og driftsopgaver inden for områderne fysisk planlægning, miljøbeskyttelse, miljørelateret sundhedsbeskyttelse, natur- og skovforvaltning og opmåling og kortlægning. Opgaverne varetages i vid udstrækning af en række styrelser. Herudover varetager ministeriet en række undersøgelses- og sektorforskningsopgaver inden for miljø- og naturområdet, skov- og landskabsområdet og det geologiske område. Ministeriet udarbejder miljø- og naturstrategier på en række områder.

Departementet varetager den centrale ministerbetjening samt politiske og strategiske funktioner. Departementet varetager derudover koordinering på EU-området og på det horisontale internationale niveau, herunder UNEP og CSD.

Miljøstyrelsen administrerer miljølovgivningen, udarbejder udkast til lovgivning, politikker og strategier og rådgiver miljøministeren. Styrelsen varetager de statslige opgaver, som miljøministeren har ansvaret for, på følgende områder: Miljøpåvirkninger af vand, luft og jord og på menneskelig sundhed. Den samler og bearbejder viden om miljøets udvikling og om sammenhænge mellem miljøpåvirkninger og -effekter. Miljøstyrelsen har endvidere ansvaret for at sammenfatte og vurdere forsknings- og overvågningsresultater samt resultater af miljøkontrol mv. Miljøstyrelsen igangsætter undersøgelser og forskningsprojekter på miljøområdet, deltager i internationalt samarbejde på miljøbeskyttelsesområdet og administrerer miljøstøtteordninger for EU’s nye naboer og for det arktiske område.

Styrelsen er ansvarlig myndighed for godkendelse af bekæmpelsesmidler og for kontrol og tilsyn med overholdelse af kemikalieloven og bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion forestår således tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i kemikalieloven, som bl.a. forbyder markedsføring eller anvendelse af POP-pesticiderne omfattet af Stockholmkonventionen. Miljøstyrelsen er også ansvarlig for tilsyn med og håndhævelse af reglerne i en bekendtgørelse om PCB.

Skov- og Naturstyrelsen administrerer naturlovgivningen, udarbejder udkast til lovgivning, politikker og strategier og rådgiver miljøministeren. Styrelsen varetager de statslige opgaver, som miljøministeren har ansvaret for, på følgende områder: naturbeskyttelse og naturforvaltning, landsplanlægning, landbrugets miljøforhold, skovbrugserhvervet, jagt- og vildtforvaltning, genteknologi, friluftsliv, råstofforvaltning samt miljøvurderinger og lokal Agenda 21.

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) er en sektorforskningsinstitution under Miljøministeriet. DMU har til opgave at forberede og styrke det faglige grundlag for de miljøpolitiske prioriteringer og beslutninger, at varetage dataindsamling, rådgivning og formidling, og at udvikle værktøjer og metoder til sikring af en sammenhængende og konsekvent prioritering.

Siden år 2000 har DMU i samarbejde med Miljøstyrelsen stået for en række undersøgelser af emissionen fra kendte dioxinkilder samt for at estimere omfanget af dioxinforureningen i Danmark generelt. I forlængelse heraf er det DMU’s ansvar at udarbejde officielle danske årsopgørelser af emissioner til atmosfæren og rapportere om de samlede dioxinemissioner til EU og UNECE. DMU foretager overvågning af forurenende stoffer i det arktiske miljø, bl.a. i forbindelse med Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP) og deltager i overvågningen af natur- og miljøforholdene i de danske fjorde og havområder i samarbejde med de regionale myndigheder.

Center for Koncernforvaltning er Miljøministeriets administrative center med ansvar for ministeriets opgaver inden for personale og organisation, økonomiadministration, informatik samt praktisk informations- og ejendomsservices.

Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) er et selvstændigt sektorforskningsinstitut under Miljøministeriet. GEUS varetager faglige opgaver i forbindelse med dele af den lovgivning, som Miljøministeriet administrerer, f.eks. på vandforsynings-, råstof- og undergrundsområderne. Desuden deltager GEUS i nationale og internationale forskningsprogrammer, og løser miljø- og energirelaterede opgaver på kontraktvilkår. GEUS har i relation til POP-stoffer bl.a. lavet en række undersøgelser af POP-stoffer i iskerner fra Grønland.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Et af ministeriets hovedformål er at sikre, at de fødevarer, der produceres og afsættes til forbrugerne, er sunde og af høj kvalitet, og sikre et højt informationsniveau herom. Ministeriet varetager planlægnings- og udviklingsaktiviteter samt regulerende, administrative og kontrolmæssige funktioner. Der varetages opgaver, der vedrører EU-samarbejdet og andre internationale forhold af betydning for landbrugs-, fiskeri- og fødevaresektoren. Ministeriet deltager bl.a. i et initiativ om en forstærket indsats for at reducere befolkningens belastning med dioxin i samarbejde med Miljøministeriet og Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Samarbejdet omfatter bl.a. den såkaldte dioxinhandlingsplan, der er rettet mod både fødevarer og foderstoffer.

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender

Ministeriet varetager familiernes interesser i bred forstand, herunder forbrugerbeskyttelse og fødevaresikkerhed, inklusive ernæring, husdyrsygdomme og fødevarekontrol. Som omtalt ovenfor samarbejder ministeriet med Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om en reduktion af befolkningens dioxinbelastning. Fødevarestyrelsen under ministeriet står for udvikling, koordinering og regeldannelse på veterinær- og fødevareområdet, og varetager kontrollen med fødevarer og tilsyn med de veterinære forhold. Fødevarestyrelsen er også ansvarlig for målingen af dioxin i modermælk.

Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesministeriet varetager beskyttelse af arbejdstagerne og forvalter bl.a. et produktregister over kemiske produkter, som anvendes professionelt i Danmark. Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen bruger bl.a. registret til at få oplysninger om, hvilke kemiske stoffer der anvendes i Danmark.

Produktregistret indeholder oplysninger om ca. 38.000 kemiske produkter og ca. 140.000 kemiske stoffer. Produktregistret indeholder oplysninger om indholdet af kemiske stoffer i kemiske produkter, som anvendes professionelt i Danmark. Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen anvender bl.a. data til at få overblik over kemikaliernes anvendelse i Danmark. Lovgivningen bag registret er Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 466 af 14. september 1981 og bekendtgørelse nr. 559 af 4. juli 2002 om særlige pligter for producenter, leverandører og importører m.v. af stoffer og materialer efter lov om arbejdsmiljø med senere ændringer.

Produktregistret blev etableret i 1979. Registret indeholder oplysninger om kemiske produkter, der er anmeldt af danske og udenlandske virksomheder. Registret indeholder oplysninger om produkternes handelsnavn, sammensætning, faremærkning, brug (hvor og hvad de bruges til) og importerede/producerede mængder.

Virksomheder, som fremstiller, importerer eller ændrer handelsnavn på kemiske produkter, der bruges erhvervsmæssigt, har pligt til at anmelde produkterne til Produktregistret.

Kommuner

Danmark er i dag inddelt i 271 kommuner. Fra 1. januar 2007 erstattes den kommunale struktur af 98 storkommuner. De største serviceområder er socialområdet, børnepasningsområdet, skole- og fritidsområdet samt ældreområdet. På affaldsområdet er kommunerne ansvarlige for håndtering af alt affald, der er produceret i kommunen. Kommunerne skal etablere ordninger, der sikrer, at affaldet, som er frembragt i kommunen, håndteres miljømæssigt forsvarligt. Ordningerne kan enten være anvisnings- eller indsamlingsordninger. Desuden skal kommunen udarbejde affaldsplaner samt regulativer om affaldsordningernes omfang og tilrettelæggelse mv. De har endvidere en række tilsynsopgaver på affaldsområdet. Kommunerne har tillige ansvaret for driften af forbrændingsanlæg, ofte gennem fælleskommunale affaldsselskaber. De nye storkommuner overtager de fleste nuværende amtslige natur- og miljøopgaver samt fysisk planlægning.

Amter

Danmark er i dag inddelt i 13 amter. Tre kommuner - Københavns og Frederiksberg kommuner samt Bornholms Regionskommune fungerer både som amt og kommune. Fra 1. januar 2007 erstattes den amtskommunale struktur af fem nye regioner.

Foruden et antal andre områder har amterne inden omstruktureringen en række opgaver inden for natur- og miljøbeskyttelse. Disse omfatter tilsyn med særligt forurenende virksomheder, kontrol med vandkvalitet, kortlægning og rensning af forurenede grunde, planlægning af vand- og råstofindvinding samt naturbeskyttelse. Amterne udarbejder desuden regionplaner for den fysiske planlægning. Amterne deltager i overvågningen af natur- og miljøforholdene i de danske fjorde og havområder.

Regioner

De fleste miljøopgaver vil efter omstruktureringen blive placeret i enten kommunerne eller hos staten. På natur- og miljøområdet får de nye regioner høringsret og mulighed for indspil i forhold til statslige planlægningsforslag. Regionerne får desuden en koordinerende rolle og en mæglerfunktion i forhold til kommunerne. Regionerne får endvidere ansvar for en del af opgaverne vedrørende råstofindvinding og jordforurening.

2.2.3 Internationale forpligtelser i relation til POP-området

Udover Stockholmkonventionen har Danmark også en række andre internationale forpligtelser på POP-området gennem deltagelse i internationale eller regionale miljøkonventioner og -samarbejder. Disse er gennemgået nedenfor.

UNECE’s POP-protokol

Parallelt med forhandlingerne af Stockholmkonventionen under FN’s Miljøprogram blev der i 1998, i regi af FN’s Økonomiske Kommission for Europa (UNECE) vedtaget en protokol om begrænsning af brug og udledninger af en række POP-stoffer (POP-protokollen). Den er vedtaget som en protokol til 1979-konventionen om langtrækkende grænseoverskridende luftforurening (LRTAP). POP-protokollen trådte i kraft den 23. oktober 2003. POP-protokollen omfatter udover Stockholmkonventionens nuværende 12 stoffer endvidere fire stoffer: polyaromatiske hydrocarboner (PAH), chlordecon, hexachlorcyclohexan (HCH) og hexabromobiphenyl.

POP-protokollen stiller mange af de samme krav til parterne som Stockholmkonventionen, men er bl.a. mere konkret med hensyn til specifikke grænseværdier for udslip af dioxin og furaner fra forbrændingsanlæg og brug af de bedst tilgængelige teknikker til reduktion af utilsigtet dannelse og udledninger af POP-stoffer fra en række industrielle sektorer. Desuden retter POP-protokollen sig kun mod begrænsninger af udledningerne til atmosfæren.

Danmark ratificerede POP-protokollen 6. juli 2001. POP-protokollen er i EU gennemført i Forordning (EF) nr. 850/2004 om persistente organiske miljøgifte (POP-forordningen).

Baselkonventionen

Der er en tæt sammenhæng mellem Stockholmkonventionens krav til håndtering af POP-affald og Baselkonventionen, der omhandler kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelsen heraf.

Affald, der består af, indeholder eller er forurenet af POP-stoffer, skal efter Stockholmkonventionen bortskaffes på en sådan måde, at POP-indholdet destrueres eller omdannes irreversibelt, så det ikke udviser POP-egenskaber. Hvis dette ikke udgør den miljømæssigt foretrukne mulighed, eller hvis POP-indholdet er lavt, bortskaffes affaldet på anden miljømæssigt forsvarlig måde. Bortskaffelsesoperationer, der kan føre til nyttiggørelse eller genanvendelse af POP-stoffer, er udtrykkelig forbudt.

Der er under Baselkonventionen udarbejdet en foreløbig generel vejledning for miljømæssig forsvarlig håndtering af POP-affald^[3], der skal lette implementeringen af Stockholmkonventionens krav til bortskaffelse af POP-affald. Der arbejdes videre med vejledningen. Flere vejledninger, herunder om pesticider, HCB, DDT, dioxin og furaner, er under udarbejdelse.

Danmark ratificerede Baselkonventionen den 6. februar 1994. Baselkonventionen er i EU gennemført i transportforordningen^[4], der suppleres af en række direktiver om håndtering af affald. Transportforordningen er under revision.

Rotterdamkonventionen

Der er endvidere en tæt sammenhæng mellem Stockholmkonventionen og Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke (Prior Informed Consent - PIC) for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel.

Rotterdamkonventionen kræver forudgående samtykke ved handel med visse farlige pesticider og industrikemikalier, hvis brug er forbudt eller strengt regulerede. Parterne underretter sekretariatet om alle bestemmelser, der vedtages for et eller flere kemikalier eller pesticider på deres område. Anmeldelsen skal være ledsaget af oplysninger vedrørende kemikaliets egenskaber, identifikation og anvendelse samt lovgivningsbestemmelserne. Når der er to anmeldelser vedrørende samme kemikalie fra mindst to forskellige regioner, undersøger komiteen de indsamlede oplysninger og anbefaler, såfremt oplysningerne opfylder konventionens krav, at kemikaliet opføres på konventionens liste. Den endelige beslutning om opførelse på konventionens liste træffes af Partskonferencen. Eksport må kun finde sted med forudgående informeret samtykke (Prior Informed Consent) fra myndighederne i importlandet.

Danmark ratificerede Rotterdamkonventionen den 15. januar 2004. Rotterdamkonventionen er i EU implementeret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 304/2003 af 28. januar 2003 om eksport og import af farlige kemikalier. Forordning (EF) nr. 304/2003 forbyder eksport af 10 POP-stoffer, der i øjeblikket er opført på listen i Stockholmkonventionen.

Helsinkikonventionen og HELCOM

Helsinkikonventionen trådte i kraft i 1980 og er siden revideret i 1992. Danmark har ratificeret begge. Parterne er forpligtet til at tage passende lovgivningsmæssige, administrative eller andre relevante forholdsregler for at forebygge og eliminere forurening, med henblik på at fremme den økologiske genopbygning og bevarelse af den økologiske ligevægt i Østersøområdet. Dette skal bl.a. ske gennem brug af forsigtighedsprincippet, bedste miljøpraksis, bedste tilgængelige teknikker og forureneren betaler princippet. Parterne må ikke på uacceptabel vis belaste luft, jord og vand, producere uacceptabelt skadeligt eller store mængder affald eller øge sundhedsfaren for mennesker.

Ifølge konventionen skal parterne bl.a. forbyde endelig brug af DDT og afledte DDE-stoffer. Undtaget herfra er brug af DDT til medicinske formål. Endvidere forbydes al brug af PCB og PCT bortset fra brug i lukket udstyr til slutningen af udstyrets levetid samt til brug til forsknings- og analysemæssige formål.

Konventionen dækker Østersøen, Øresund og Bælterne samt Skagerrak op til en linje fra Skagen til Gøteborg. Alle landene ved Østersøen, inklusive Danmark, foruden EU, har tiltrådt konventionen. Helsinkikommissionen, refereret til som HELCOM, er det styrende organ i arbejdet under konventionen.

OSPAR

Konventionen af 1992 om beskyttelse af det marine miljø i Nordøst Atlanten (OSPAR) danner ramme for det internationale samarbejde om beskyttelse af det marine miljø i det nordøstlige Atlanterhav. Arbejdet under konventionen ledes af OSPAR Kommissionen. Konventionens målsætning er at reducere udledningen af toksiske, persistente og bioakkumulerbare stoffer til det marine miljø til et niveau, hvor disse stoffer ikke er skadelige for mennesker og naturen, og med det sigte helt at eliminere disse stoffer. Danmark ratificerede konventionen den 20. december 1995.

I forbindelse med OSPAR-samarbejdet er Danmark sammen med Belgien ”lead country” for dioxin, hvilket bl.a. har resulteret i, at Danmark har udarbejdet et baggrundsdokument omkring udledninger af dioxin fra OSPAR-landene. Baggrundsdokument forventes at skulle opdateres i 2006.

Nordisk Ministerråd

Danmark samarbejder i regi af Nordisk Ministerråd med de øvrige nordiske lande omkring problematikker i relation til POP-stoffer. De nordiske miljøministres samarbejde bygger på fireårige miljøhandlingsprogrammer. Miljø-handlingsprogrammet 2005-2008 indeholder specifikt tre indsatspunkter i relation til POP-stoffer:

• Fortsat fælles opfølgning på internationale konventioner vedrørende farlige stoffer, herunder POP-stoffer;
• Udarbejdelse af en strategi for den nordiske miljøindsats i Arktis, specielt vedrørende POP-stoffer, kviksølv og klima. Strategien skal stimulere til en særlig indsats i Arktis fra Nordisk Ministerråds side. Den nordiske indsats skal koordineres med arbejdet i Arktisk Råd og Barentsrådet;
• Arbejde med indspil til styrkelse af Stockholmkonventionen og POP-protokollen samt udarbejdelse af spredningsmodeller for tungmetaller og POP-stoffer.

Strategi for bæredygtig udvikling i Norden

De nordiske statsministre gav i 1998 Nordisk Ministerråd i opdrag at udarbejde en tværsektorielt forankret strategi for bæredygtig udvikling i Norden og dets nærområder. Arbejdet resulterede i strategien ”Bæredygtig udvikling - En ny kurs for Norden”, som trådte i kraft ved årsskiftet 2001. Strategien fokuserer på de områder, hvor en fælles nordisk indsats om at gennemføre bæredygtig udvikling er højt prioriteret. Det drejer sig om klima, biodiversitet og genressourcer, havet, kemikalier og fødevaresikkerhed.

I henhold til strategien vil de nordiske lande bidrage til en effektiv international gennemførelse af de globale konventioner: Montrealprotokollen, PIC-konventionen, Stockholmkonventionen (kun planlagt på ikrafttrædelsestidspunktet) og den internationale aftale om brug af TBT på skibe. De nordiske lande vil endvidere arbejde for, at flere stoffer med uønskede egenskaber omfattes af disse konventioner.

Strategien er fulgt op af det nordiske miljøhandlingsprogram 2005-2008, der danner rammen om de nordiske landes miljøsamarbejde både inden for Norden og i forhold til nærområderne, Arktis, EU og øvrige internationale fora. Miljøhandlingsprogrammet fokuserer på fire hovedtemaer: miljø og sundhed, havet, natur, kulturmiljø og friluftsliv og bæredygtig produktion og forbrug.

AEPS og Arktisk Råd

Danmark tilsluttede sig i 1991 Den Internationale Arktiske Miljøstrategi (AEPS), som udgør grundlaget for den nationale danske miljøindsats i Arktis. Arktisk Råd blev dannet i 1996 som et mellemstatsligt forum bestående af de otte arktiske staters regeringer samt syv oprindelige folkeslag. Rådet beskæftiger sig med sager af fælles interesse for lande og befolkninger i Arktis.

Med dannelsen af Arktisk Råd har de otte arktiske lande udtrykt ønske om et bredere internationalt samarbejde i det cirkumpolare nord. AEPS er nu underlagt Arktisk Råd, men står stadig som hovedhjørnestenen i det arktiske miljøsamarbejde.

De specifikke mål i AEPS er at beskytte det arktiske økosystem, at beskytte, forstærke og genoprette miljøkvaliteten og den bæredygtige udnyttelse af de naturlige ressourcer i Arktis, at overvåge tilstanden af det arktiske miljø samt at identificere, reducere og som endeligt mål at eliminere forureningen.

Ifølge AEPS indvilliger de arktiske lande i bl.a. at gennemføre foranstaltninger til at reducere eller kontrollere brugen af chlordan, DDT, toxaphen og PCB. Aftalen mellem landene om disse stoffer er siden dækket og præciseret i Stockholmkonventionen.

2.2.4 Lovgivning på POP-området

Et tæt samspil mellem EU lovgivningen og national regulering

Reguleringen af POP-stofferne og POP-affald i Stockholmkonventionen er karakteriseret ved et tæt samspil mellem EU-lovgivningen og national regulering. De fleste regler på POP-området i Danmark er en følge af EU-lovgivning.

Stockholmkonventionen er i EU gennemført i Forordning (EF) nr. 850/2004 om persistente organiske miljøgifte (POP-forordningen). Forordningen er umiddelbart anvendelig, da en forordning automatisk bliver en del af dansk ret.

Forordningen gennemfører de vigtigste bestemmelser i Stockholmkonventionen og UNECE-protokollen om POP-stoffer ved at forbyde fremstilling, anvendelse og markedsføring af stofferne på listen. For at opnå et højt beskyttelsesniveau for sundhed og miljø er der i forordningen ikke gjort brug af den mulighed, som de internationale aftaler giver, for i begrænset omfang at fortsætte med fremstilling, markedsføring og anvendelse af nogle af stofferne på listen.

Kravene i forordningen til udslipsfortegnelser og til udarbejdelse og gennemførelse af de nationale handlingsplaner er på visse punkter mere specifikke end de, der er fastsat i konventionen.

Udover bestemmelser om kontrolforanstaltninger rummer forordningen også nogle generelle forpligtelser, der bygger på konventionens og protokollens bestemmelser. Endelig indeholder forordningen bestemmelser om lagre og affald, som er strengere end bestemmelserne i konventionen.

POP-forordningen suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 304/2003 af 28. januar 2003 om eksport og import af farlige kemikalier (PIC-forordningen) og Rådets Forordning 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab (Transportforordningen). Denne beskrives nærmere nedenfor under håndtering af affald.

POP-forordningen suppleres endvidere af den danske miljøbeskyttelseslov og kemikalielov samt en række bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Herudover er der EU-regler for dioxin og PCB i foder og fødevarer.

I det følgende skitseres den gældende danske lovgivning for POP-stoffer og POP-affald, herunder markedsførings- og anvendelsesforbud og godkendelsesordninger for pesticider samt krav til tilsyn og kontrol med overholdelsen af reglerne.

De 10 tilsigtet anvendte POP-stoffer

Markedsføring og anvendelse af de 10 pesticider og industrikemikalier har været forbudt i flere år i Danmark. Tabel 2.2 indeholder en oversigt over, hvornår de 10 stoffer blev forbudt i Danmark.

POP-forordningens forbudsbestemmelse suppleres af kemikalieloven^[5], bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen^[6] og POP-bekendtgørelsen.^[7]

PCB

• PCB reguleres i medfør af miljøbeskyttelsesloven og kemikalieloven, herunder PCB-bekendtgørelsen.^[8]
• I 1977 blev de såkaldte ”åbne” anvendelser forbudt i Danmark, dvs. PCB i maling, fugemasser, selvkopierende papir mv.
• Salg og import af PCB samt apparater eller kemiske produkter, der indeholder PCB, har været forbudt i Danmark siden 31. oktober 1986.^[9] Eksisterende PCB-holdige apparater måtte dog stadig anvendes i en overgangsperiode frem til 1995 for de største og vigtigste udstyrstypers vedkommende. Siden 1. januar 1995 har det været forbudt at anvende PCB-holdige kondensatorer og transformatorer over en vis størrelse (totalvægt > 1 kg eller en effekt > 2 kW).
• Udstyr indeholdende mindre mængder PCB, først og fremmest små kondensatorer, har kunnet bruges i resten af udstyrets levetid. I den seneste bekendtgørelse fra december 1998, som implementerer EU’s PCB/PCT-direktiv, blev der stillet supplerende krav om, at de større PCB-holdige apparater, herunder transformatorer med en PCB-koncentration over 0,05 vægtprocent, skulle bortskaffes eller dekontamineres hurtigst muligt og inden 1. januar 2000, uanset om de var i brug eller ej.
• PCB-bekendtgørelsen indeholder strengere regler, end hvad der følger af Stockholmkonventionen og EU-direktivet om PCB (96/59/EF) i relation til tidspunktet for dekontaminering og/eller bortskaffelse. I Stockholmkonventionen skal dekontaminering og/eller bortskaffelse ske senest 2028 og i direktivet senest i 2010. Mindre kondensatorer og transformatorer må anvendes, indtil deres levetid er udløbet.

Tilsyn og håndhævelse udøves af Miljøstyrelsen hvad angår reglerne i PCB-bekendtgørelsen om salg, import, anvendelse, vedligeholdelse, opbevaring og mærkning af PCB samt apparater, der indeholder PCB, samt tilsynet med overholdelsen af regler om afgivelse af oplysninger.

De 9 forbudte stoffer

Kemikalieloven forbyder markedsføring eller anvendelse af aldrin, chlordan, dieldrin, DDT, endrin, heptachlor, hexachlorbenzen (HCB), mirex, og toxaphen i bekæmpelsesmidler eller grupper heraf (jf. lovens bilag 2, liste B).

Salg, import og anvendelse i øvrigt af aldrin, chlordan, dieldrin, DDT, endrin, heptachlor, hexachlorbenzen (HCB), mirex, og toxaphen er forbudt i medfør af POP-bekendtgørelsen.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn og kontrol med overholdelsen af reglerne.

Godkendelsesordning og revurdering af eksisterende kemikalier for POP-egenskaber

Godkendelse af bekæmpelsesmidler sker efter kemikalieloven (kapitel 7) og bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen^[10] (kapitel 2). Miljøstyrelsen er ansvarlig myndighed for godkendelse af bekæmpelsesmidler og for kontrol og tilsyn med, at loven og bekendtgørelsen overholdes. Den danske lovgivning implementerer direktiv 91/414/EF om plantebeskyttelsesmidler og direktiv 98/8/EF om biocider.

Et plantebeskyttelsesmiddel må hverken importeres, sælges eller bruges i Danmark, medmindre midlet er godkendt af Miljøstyrelsen. Ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel indleveres på særlige skemaer til Miljøstyrelsen af den, der ønsker at importere eller markedsføre et plantebeskyttelsesmiddel i Danmark. Sammen med ansøgningen indleveres alle de oplysninger, der er nødvendige for en fyldestgørende vurdering af aktivstoffet og midlet. De nærmere krav til ansøgningernes indhold fremgår af bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen.

Mindskelse af udslip af utilsigtet fremstillede POP-stoffer

Hvad angår de POP-stoffer, der opstår utilsigtet, findes der er række instrumenter i EU-lovgivningen og den danske miljøbeskyttelseslovgivning, som er med til at nedbringe udslip af disse stoffer. De vigtigste udslipsbegrænsende foranstaltninger findes i direktiv 96/61/EF (direktivet om ”Integrated Pollution Prevention and Control” - IPPC)), som omfatter de største stationære kilder til utilsigtet dannede POP-stoffer. IPPC-direktivet er navnlig gennemført via miljøbeskyttelsesloven og godkendelsesbekendtgørelsen.

Miljøbeskyttelsesloven bygger på det grundlæggende princip, at den samlede forurening af omgivelserne skal forhindres eller begrænses mest muligt. Ud fra dette princip pålægger miljøbeskyttelsesloven den enkelte virksomhed at anvende de bedste tilgængelige teknikker (BAT), således at forureningen ud fra en samlet betragtning bliver mindst mulig.

Med reglerne om forbrænding af affald i affaldsbekendtgørelsen og i bekendtgørelsen om anlæg, der forbrænder affald^[11] (affaldsforbrændingsbekendtgørelsen), dækkes en meget betydelig kilde til utilsigtet dannede POP-stoffer. Det følger af affaldsbekendtgørelsen, at forbrænding af affald kun er tilladt på dertil godkendte anlæg. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med affaldsforbrændingsbekendtgørelsens regler om indretning og drift af forbrændingsanlæg og medforbrændingsanlæg, herunder kraverne til emissionsgrænseværdier for luftemissioner. De aktuelle emissionsgrænseværdier for luftemission fra forbrændingsanlæg og medforbrændingsanlæg er 0,1 ng I-TEQ/Nm³.

Bekendtgørelse om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra^[12] påbyder fjernelse af farlige komponenter fra køretøjerne, før karrosseriet neddeles, og forsvarlig bortskaffelse af shredderaffaldet. Dette er med til at mindske udslip af POP-stoffer fra bilfragmenteringsanlæg.

Endelig foreskriver elskrotbekendtgørelsen, at PCB-holdige komponenter i skrottede elektriske og elektroniske produkter skal udtages af produkterne og bortskaffes til destruktion.

Ved Kommissionens beslutning 2000/479/EF10 blev der indført en
Europæisk Oversigt over Forurenende Emissioner (EPER), som er en fortegnelse over de vigtigste emissioner og forureningskilder. Den omfatter alle utilsigtet dannede POP-stoffer, undtagen PCB. Listen over registrerede forurenende stoffer bliver udvidet i 2007, bl.a. som følge af Stockholmkonventionen, og også PCB vil blive optaget i fortegnelsen. Oversigten skal fremover også omfatte opgørelser af udslip fra diffuse kilder.

Lagre

Håndtering af lagre, før de bliver til affald, er omfattet af den gældende kemikalielovgivning.

Håndtering af POP-affald

En del af bestemmelserne om affaldshåndtering i konventionen findes allerede i affaldsbekendtgørelsen og bekendtgørelser for særlige fraktioner af affald, som gennemfører EU’s affaldslovgivning.

Kommunerne er ansvarlige for al indsamling og behandling af affald, jf. miljøbeskyttelsesloven § 45, stk. 1 - 3. Det er således kommunalbestyrelsens pligt at anvise bortskaffelsesmuligheder for affald, at forestå indsamling og bortskaffelse af affald og at udarbejde affaldsplaner samt regulativer om affaldsordningernes omfang og tilrettelæggelse mv.

PCB-holdigt affald og eventuelt andet POP-affald er farligt affald. Håndteringskravene er fastsat i affaldsbekendtgørelsens kapitel 9. For PCB-holdige apparater gælder bestemmelsen i § 54 i affaldsbekendtgørelsen (nr. 619 af 27. juni 2000 med senere ændringer), som fastsætter, at kommunalbestyrelsen skal etablere indsamlingsordninger i form af henteordninger for farligt affald, herunder PCB-holdigt affald og eventuelt andet POP-affald.

Foruden de generelle bestemmelser om indsamling af farligt affald skal også elektronik og elektroniske produkter indsamles separat, og PCB-holdige kondensatorer og olier skal udtages. Dette affald skal afleveres til virksomheder, der er godkendt efter miljøbeskyttelsesloven kapitel 5 til at bortskaffe farligt affald, og som overholder de til enhver tid gældende regler for bortskaffelse af PBC. Denne regulering fremgår af en ny bekendtgørelse nr. 664 af 27. juni 2005 om håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, som samtidig har indført et producentansvar.

Det følger af affaldsbekendtgørelsen (§ 58 a), at affald, som indeholder stofferne aldrin, chlordan, dieldrin, DDT, endrin, heptachlor, hexachlorbenzen, mirex, toxaphen, polychlorerede dibenzo-p-dioxin og polychlorerede dibenzofuraner, skal bortskaffes på en sådan måde, at det ikke længere besidder POP-stoffers egenskaber. Hvis det ikke er teknisk muligt, kan Kommunalbestyrelsen dog tillade, at affaldet bortskaffes på anden miljømæssig forsvarlig måde.

Endvidere kan Miljøstyrelsen efter ansøgning tillade, at affaldet kan håndteres på anden miljømæssig forsvarlig måde, såfremt indholdet af POP-stoffer er lavt.

Grænseoverskridende transport af affald er omfattet af Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for samt til og fra Det Europæiske Fællesskab. Denne forordning er det vigtigste instrument til gennemførelse af Baselkonventionen i Fællesskabets lovgivning. Affald, der består af, indeholder eller er forurenet med POP-stoffer, er også omfattet af forordningen.

I dag er overførsel af sådant affald inden for EU omfattet af en procedure, der bygger på forudgående skriftlig anmeldelse og skriftligt samtykke. Hvad angår udførsel fra Fællesskabet, bestemmer forordningen, at eksport til bortskaffelse er fuldstændig forbudt, mens eksport til nyttiggørelse kun er tilladt, hvis behandlingen finder sted i et OECD-land. Import i Fællesskabet er tilladt, hvis det sker fra EFTA-lande eller lande, der er part i Baselkonventionen, eller - hvis affaldet er til nyttiggørelse - også fra andre OECD-lande.

Forordningen har været under revision. Af det foreliggende forslag, som der er politisk enighed om - og som forventes endeligt vedtaget i Rådet inden juli 2006, følger det, at overførsel af affald, der består af, indeholder eller er forurenet med stoffer, der er opført på Stockholmkonventionens liste, er omfattet af de samme bestemmelser som overførsel af affald til bortskaffelse. Det vil reelt betyde, at al overførsel inden for Fællesskabet stadig er omfattet af kravet om skriftlig anmeldelse og skriftligt samtykke, og at al eksport fra Fællesskabet er forbudt. Hvad angår import i Fællesskabet, bliver det kun tilladt, hvis det finder sted fra EFTA-lande eller lande, der er part i Baselkonventionen. Ved vedtagelse af POP-forordningen i 2004 blev der ikke fastsat fælles EU niveauer for koncentrationen af POP-stoffer i affald. Kommissionen har fremsendt 3 forslag til ændring af bilag IV (liste over stoffer, der er omfattet af bestemmelserne om affaldshåndtering i artikel 7) og bilag V (affaldshåndtering) til afstemning i den tekniske tilpasningskomité 25. januar 2006, men de tre forslag blev ikke vedtaget i den tekniske tilpasningskomité. Kommissionen skal derfor forelægge sagen for Rådet.

Regler for dioxin og dioxinlignende PCB i fødevarer

Der er fastsat EU-grænseværdier for dioxinindholdet i fødevarer. De fremgår af Kommissionens Forordning (EF) Nr. 466/2001 af 8. marts 2001 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenede stoffer i levnedsmidler, som senest ændret ved Kommissionens Forordning (EF) Nr. 199/2006 af 3. februar 2006.

Med Forordning 199/2006 er der, foruden grænseværdier for dioxin, blevet indført grænseværdier for summen af dioxin og de dioxinlignende PCB’er, og indgrebsværdier for de dioxinlignende PCB’er udover de eksisterende indgrebsværdier for dioxin. Reglerne træder i kraft 4. november 2006.

På grund af et højt dioxinindhold i Østersøen er der i Danmark indført begrænsninger for fiskeri og omsætning af visse fiskearter fra Østersøen.

De nye grænseværdier samt indgrebsværdier sammenholdes i afsnit 4.3.4 med de fundne niveauer i danske fødevarer.

Krav til prøveudtagnings- og analysemetoder er fastlagt i Kommissionens direktiv 2002/69, som i Danmark er gennemført i bekendtgørelse nr. 194 af 21/03/2005 om visse forureninger i fødevarer.

Regler for dioxin og dioxinlignende PCB i foderstoffer

Parallelt med ændringer af fødevarereglerne (Forordning 199/2006) er reglerne for dioxin og dioxinlignende PCB i foderstoffer også blevet ændret. Grænseværdierne for dioxin er uændrede. Direktivet ^[13] introducerer grænseværdier for summen af dioxin og de dioxinlignende PCB’er (total TEQ). Som noget nyt indføres grænseværdier for dioxin og total TEQ i sporstoffer (tilsætningsstofkategorien mikromineraler) og forblandinger. Derudover indeholder direktivet indgrebsværdier for dioxin og dioxinlignende PCB’er. Ændringerne er endnu ikke gennemført i dansk lovgivning.

2.2.5 Centrale tilgange og procedurer

Centrale tilgange og procedurer for at sikre håndhævelse af den gældende lovgivning i relation til POP-stoffer er følgende:

• System for godkendelse af pesticider;
• System for miljøgodkendelser af listevirksomheder;
• System for registrering af markedsførte kemiske produkter og deres indholdsstoffer;
• Registrerings- og godkendelsessystem for affaldsbehandlingsvirksomheder;
• Registreringssystem som følger affald fra virksomheder og kommuner fra dør til grav.

2.3 POP-situationen i Danmark

2.3.1 Bilag A og B stoffer (eksklusive PCB)

Hverken DDT eller de øvrige pesticider omfattet af Stockholmkonventionen: aldrin, chlordan, dieldrin, endrin, heptachlor, mirex og toxaphen, anvendes i Danmark. Det er derfor valgt at beskrive alle bilag A og bilag B pesticider samlet.

Så vidt vides har kun fem af de ni POP-pesticider nogensinde været anvendt som pesticider (insektmidler) i Danmark. Det drejer sig om DDT samt aldrin, dieldrin, endrin og heptachlor. Heraf har kun DDT og dieldrin haft væsentlig anvendelse, mens de øvrige kun blev solgt i små mængder, og udgik af markedet i henholdsvis 1963 (aldrin, endrin) og 1972 (heptachlor). I det følgende gives derfor kun en nærmere beskrivelse af de to førstnævnte stoffer.

År for ikrafttræden af regulering af de forbudte POP-stoffer i Danmark fremgår af tabel 2.2. De to vigtigste instrumenter er bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen (BEK nr. 208 af 26. marts 1992) og POP-bekendtgørelsen (BEK nr. 820 af 29. sept.  2003).

Tabel 2.2
Regulering af bilag A og B stoffer i Danmark.

* Med ”totalt forbud” menes forbud mod import, salg og anvendelse bortset fra utilsigtede sporforureninger og anvendelse som referencemateriale i laboratorieskala jf. BEK nr. 820 af 29/09/2003.

DDT

Salg af DDT på det danske marked er registreret første gang i 1956, som så vidt vides var det første år, hvor salget af pesticider blev opgjort officielt i Danmark. I 1956 var forbruget allerede 39 tons aktivstof. Der er derfor grund til at tro, at stoffet på dette tidspunkt allerede havde været i anvendelse i en årrække. DDT blev brugt til forskellige bekæmpelsesformål frem til det endelige forbud i 1984. I løbet af de 27 år, stoffet var på markedet, blev der solgt i alt 530 tons opgjort som aktivstof. Det højeste forbrug på et enkelt år var 43 tons i 1959, men generelt lå forbruget fra 1956-1969 på ca. 35-40 tons aktivstof pr. år.

Til og med 1969 blev DDT anvendt som insekticid i landbrugsafgrøder, altovervejende i korsblomstrede afgrøder som raps og sennep. Den direkte landbrugsanvendelse blev forbudt fra og med 1970, og forbruget af stoffet faldt som følge heraf til gennemsnitligt ca. 1.100 kg pr. år i perioden fra 1970 og frem til det endelige forbud, der trådte i kraft i 1984.

Fra 1970-1983 måtte DDT kun bruges til ”indendørs behandling af unge nåletræsplanter”, men stoffet indgik desuden i et middel til bekæmpelse af insekter i møbler og træværk.

Dieldrin

Dieldrin optræder ligeledes i den første danske salgsstatistik fra 1956, men dog kun med et forbrug på 179 kg aktivstof. I løbet af en kortere årrække steg forbruget noget, og det gennemsnitlige salg i de 29 år, stoffet var på markedet i Danmark, var 863 kg pr. år. Dieldrin blev forbudt i Danmark i 1988.

Dieldrin er aldrig blevet brugt til jordbrugsformål på friland i Danmark. Stoffet har haft to hovedanvendelser, dels som påstrygningsmiddel til bekæmpelse af krybende insekter, dog kun på steder hvor det ikke kunne komme i berøring med levnedsmidler, dels - ligesom DDT - som middel mod skadedyr i træ. Stoffet måtte dog ikke anvendes ”i lokaler til tilvirkning eller opbevaring af levnedsmidler, korn eller foderstoffer og ikke i stalde, hønsehuse og lignende”.

Industriel anvendelse af HCB

Fra 15. oktober 2003 har import, salg og anvendelse af HCB og kemiske produkter og andre varer, der indeholder HCB, været forbudt. Forbudet gælder ikke, når stoffet anvendes som referencemateriale eller til forskning i laboratorieskala. En opgørelse på screeningsniveau fra 1995 estimerede på basis af oplysninger om et forbrug i Danmark på 100 kg HCB til laboratorieformål i 1992, at det samlede udslip fra tilsigtede anvendelser vil kunne være i størrelsen 20 kg pr. år. Det vurderes, at stoffet ikke anvendes tilsigtet i Danmark.

Industriel anvendelse af mirex

Mirex har internationalt været anvendt som flammehæmmer i plast mm. Import, anvendelse og salg af mirex har ligesom for HCB været forbudt siden 15. oktober 2003. Stoffet er ikke registreret i Produktregistret og det vurderes, at stoffet ikke anvendes tilsigtet i Danmark.

POP-pesticider i fødevarer

Det danske overvågningsprogram for fødevarer indeholder også målinger af en række pesticider, herunder chlordan, DDT, dieldrin, HCB, og heptachlor. Resultaterne af overvågningsprogrammet for 1998-2003 er rapporteret i FødevareRapport 2005:1. På grundlag af målingerne er det samlede middelindtag af stofferne estimeret som følger:

ΣClordan: 0,11 μg/dag

ΣDDT: 0.27 μg/dag

Dieldrin: 0.13 μg/dag

HCB: 0.09 μg/dag

Heptachlor sum:  0.05 μg/dag.

Det daglige indtag er for alle stofferne faldet markant gennem de seneste 20 år. Det konkluderes af Fødevarestyrelsen ud fra en sammenligning af de estimerede indtag med ADI (acceptabel dagligt indtag) eller TDI (tolerabelt dagligt indtag), at de fundne indhold af POP-pesticider ikke giver anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder.

POP-pesticider i miljøet

En række chlorerede pesticider, heriblandt DDT/ DDE, HCB og chlordan, indgår i den løbende monitering af forureningsstoffer i miljøet og i udledninger fra punktkilder. Stofferne er blevet fulgt over en lang årrække, og der foreligger et stort datamateriale. I den seneste overvågningsrapport for de marine områder, som bl.a. præsenterer data vedrørende chlorerede pesticider i muslinger og fisk, konkluderes det, at koncentrationen af chlorerede pesticider er på et niveau, hvor der ikke vurderes at være en risiko for miljøet. I perioden 1993-2003 er der foretaget an række målinger af alle POP-pesticiderne i grundvand (25-70 målinger pr. stof) uden fund af stofferne.

Da de miljø- og sundhedsmæssige risici i dag hovedsageligt er knyttet til forekomsten af PCB og dioxin, vil POP-pesticiderne ikke blive omtalt yderligere her.

2.3.2 Bilag B stoffer - DDT

DDT, som for øjeblikket er det eneste bilag B stof, er behandlet sammen med de øvrige pesticider i afsnit 2.3.1. DDT anvendes ikke i Danmark.

2.3.3 Tilsigtet anvendelse af PCB

Historisk anvendelse af PCB

PCB har aldrig været produceret i Danmark, men man har i Danmark ligesom i resten af verden i en periode benyttet PCB til forskellige produkter og udstyr til tekniske formål. Den første samlede undersøgelse af forbruget af PCB i Danmark stammer fra 1983, og der findes derfor et relativt godt billede af det historiske forbrug af PCB i Danmark, som er vist i tabel 2.3. Tabellen viser forbruget indtil 1981. Der kan i perioden 1981-1986 også have været et mindre forbrug af PCB-holdigt elektroteknisk udstyr, således at det samlede forbrug har været lidt større end mængderne angivet i tabellen, men der findes ingen data for denne periode.

I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne blev det klart, at PCB spredes og ophobes i miljøet, og at det kan findes i betænkelige mængder i fødevarer. Det blev anledningen til en række lovgivningsmæssige initiativer, som beskrevet i afsnit 2.2.4.

PCB i elektroteknisk udstyr

I forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen fra 1998 blev der foretaget en omfattende spørgeskemaundersøgelse for at sikre, at potentielle indehavere af udstyr var opmærksomme på kravene og fik bortskaffet eventuelt PCB-holdigt udstyr. I undersøgelsen oplyste 19 virksomheder, at de stadig havde PCB-holdigt udstyr, og udstyret blev efterfølgende bortskaffet. Den samlede mængde PCB, som blev identificeret i undersøgelsen, var 3,3 tons, hvoraf en enkelt virksomhed, som både havde PCB-holdige transformatorer og kondensatorer, alene tegnede sig for 2,5 tons.

Det konkluderedes i undersøgelsen, at det ikke kunne udelukkes, at der stadig ville være mindre mængder PCB-holdige store kondensatorer til fasekompensering og evt. enkelte transformatorer i brug på små virksomheder, men at det i praksis ville være umuligt at identificere dette udstyr. Det blev påpeget, at folk i el-branchen stadig burde være opmærksomme på gammelt elektrisk udstyr, således at PCB-holdigt udstyr kunne bortskaffes korrekt, hvis det dukkede frem.

Tabel 2.3
Forbrug af PCB i Danmark ifølge en opgørelse fra 1983

* Der har muligvis været et beskedent forbrug af PCB i udstyr med store kondensatorer og transformatorer frem til forbudet i 1986, og totalforbruget kan derfor have været lidt højere end angivet. Kilde: Baseret på: Hansen, E. et al. 1983. PCB/PCT-forurening - En udredning om forbrug, forurening og transportveje for PCB og PCT i Danmark.

Små PCB-holdige kondensatorer har hovedsageligt været brugt i hårde hvidevarer og lysstofarmaturer. Kondensatorer vil i dag langt overvejende være bortskaffet sammen med produkterne, men mindre mængder kan evt. stadig være i anvendelse, især i gamle lysstofarmaturer. Ifølge elskrotbekendtgørelsen skal lysstofarmaturer fra virksomheder i lighed med andet affald af elektriske og elektroniske produkter bortskaffes til særlig behandling.

PCB i byggematerialer

PCB har som angivet i tabel 2.3 været anvendt indtil 1974 i fugemasser og lim til termoruder. Ud fra de tekniske forskrifter for disse materialer skulle de generelt forventes at holde mindre end de 30 år, der mindst er gået, siden de blev taget i anvendelse.

Som led i Miljøministeriets Affaldsstrategi 2005-2008 skal det undersøges, om der er miljø- og sundhedsmæssig risici i forbindelse med brug, renovering og nedrivning af bygninger, der indeholder PCB. Miljøstyrelsen har derfor i 2005 igangsat en undersøgelse af PCB i byggematerialer i ældre byggeri. Resultaterne af undersøgelserne foreligger endnu ikke. Københavns Kommune har i samtidige undersøgelser fundet PCB i byggematerialer i flere ejendomme.

PCB i fødevarer

I det danske overvågningsprogram for fødevarer har indholdet af PCB i fødevarer været fulgt siden overvågningsprogrammets start i 1983.

De seneste resultater er rapporteret for overvågningsperioden 1998-2003. Udviklingen over tid for indholdene af chlorpesticider og indikator-PCB i fisk er fulgt i denne og de tre tidligere overvågningsperioder. Der er observeret et generelt fald i indholdet af PCB i perioden fra 1983 til 1998, hvorimod der i gennem den seneste periode (1998-2003) ikke har kunnet konstateres et fald.

Faldet fra 1986 til 2005 er illustreret i figur 2.1, som viser udviklingen i
PCB-indholdet i torskelever. PCB niveauet var væsentligt højere i 1970’erne, men præcise sammenligninger vanskeliggøres af, at der gennem perioden er sket ændringer i analysemetoderne.

Figur 2.1 PCB i torskelever fra Danske farvande.

Kilde: Miljøstyrelsens indikatorer for bæredygtig udvikling baseret på data fra overvågningsprogrammet for fødevarer. Regressionsliner baseret på logaritmisk transformation af grunddata. (http://www.mst.dk/indikator/BU/ShowIndi.asp?Indikator_ID=196&Sprog_ID=1&Produkt_ID=1)

Den danske befolknings gennemsnitlige daglige indtag i perioden 1998-2003 er estimeret til at være 0,9 μg/dag for summen af 10 indikator-PCB. Estimatet for personer, der har et relativt højt indtag af stofferne (0,95-fraktilen), viser, at de konsumerer ca. dobbelt så meget som gennemsnitsdanskeren. Personer med specielle indtagsmønstre, f.eks. personer med betydelig konsumering af torskelever eller torskeleverolie, forventes dog at have et endnu højere indtag. Det højeste bidrag til indtaget af chlororganiske forbindelser er fra fisk, kød og mejeriprodukter, hvor børn har et højere indtag fra mælk og mælkeprodukter og et lavere fra fisk end voksne.

Den sundhedsmæssige vurdering af PCB er særligt kompliceret, da der er tale om blandinger af congenere med forskellige toksikologiske egenskaber og virkemåder. De fleste toksikologiske undersøgelser er blevet foretaget med de oprindelige kommercielle handelsprodukter, som ikke er repræsentative for de blandinger, der opkoncentreres i fødekæderne. Der er også en del andre usikkerheder ved de toksikologiske undersøgelser, der foreligger af PCB. Ud fra forskellige overvejelser har Fødevarestyrelsen fastsat et tolerabelt dagligt indtag (TDI) for total PCB på 0,1 μg/kg legemsvægt/dag.

Det konkluderes af Fødevarestyrelsen ud fra en sammenligning af de estimerede indtag med TDI, at de fundne indhold ikke giver anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder. Det gennemsnitlige indtag for børn udgør 25% af TDI, mens det for voksne udgør 13% af TDI.

PCB i miljøet

PCB i miljøet i Danmark er blevet fulgt gennem flere årtier. PCB kom for alvor på dagsordenen i midten af 1970’erne, da stoffet kom under mistanke for at være medvirkende til nedgangen i bestanden af sæler i Østersøen, en mistanke der senere blev bekræftet. Ifølge HELCOM var bestanden, da den var på sit laveste i 1970’erne, på omkring 2.000 individer, men den er i dag steget til omkring 10.000. Det er mindre klart, om forureningen med miljøfremmede stoffer i de danske farvande har været tilstrækkelig høj til, at det har givet en synlig tilbagegang i den danske sælbestand. Danmarks Miljøundersøgelser har imidlertid kunnet konstatere en forbedring af helbredstilstanden af sæler i de danske farvande sammenfaldende med, at PCB-niveauet i havmiljøet har været faldende.

PCB menes ligeledes at have haft indflydelse på tilbagegangen af bestanden af oddere i Danmark i den sidste halvdel af det 20. århundrede. PCB har mange forskellige giftvirkninger. Blandt andet kan det forstyrre omsætningen af A-vitamin i kroppen. Forsøg med mink og sæler har vist, at en forgiftning med PCB giver dyrene en nedsat evne til at formere sig. Dyrene kommer også til at lide af mangel på A-vitamin, som blandt andet medfører et svækket immunforsvar. Derfor har dyr med PCB-forgiftning en større risiko for at blive syge. Man har set en faldende mængde PCB i de danske oddere, som er blevet indsamlet i perioden 1980-1990. Omkring 1990 var PCB- forureningen i Danmark stadig høj nok til at give lave A-vitaminniveauer i enkelte dyr. Forureningen med PCB i Danmark ser ifølge DMU i dag ikke ud til at være så høj, at den har en negativ virkning på den danske bestand af oddere.

Den seneste rapport fra 2004 fra miljøovervågningsprogrammet NOVANA - det nationale program for overvågning af vandmiljøet og naturen - konkluderer, at koncentrationen af PCB i muslinger og sediment generelt stadig er på et niveau, hvor effekter på havmiljøet ikke kan udelukkes, på trods af at koncentrationen af PCB er faldet markant gennem de seneste årtier.

Koncentrationerne af PCB og de chlorerede pesticider DDT og HCH i muslinger er vist i figur 2.2. I alle områder var koncentrationen over den nedre EAC-grænseværdi (grænseværdi fastsat ud fra økotoksikologiske vurderingskriterier), hvilket betyder, at der kan forekomme effekter i miljøet pga. forhøjede koncentrationer af PCB.

Figur 2.2
Koncentrationer af chlorerede pesticider og PCB i muslinger (middelværdi og maksimum) sammenholdt med grænseværdier fastsat ud fra økotoksikologiske kriterier(EAC). Enhed: μg kg-1 vådvægt. Bemærk anden skaleringsfaktor for HCH. ^[14]

Et omfattende materiale vedrørende koncentrationen af PCB i vand, sediment og en lang række organismer er sammenfattet i rapporten ”Kortlægning af dioxinforurening samt kilder til dioxinforurening i Østersøen ”.

2.3.4 Utilsigtet produktion af dioxin, HCB og PCB

I forlængelse af Seveso-ulykken i 1976, hvor der spredtes store mængder af dioxin, udarbejdede en arbejdsgruppe under Miljøstyrelsen i 1977 den første udredning med henblik på at vurdere muligheden af forekomst af dioxin i produkter, der markedsførtes i Danmark, og mulighederne for dannelse af dioxin ved forskellige processer.

På daværende tidspunkt havde fokus især været på forekomsten af dioxin i kemiske produkter, og der var i Danmark en grænseværdi for dioxin i plantebeskyttelsesmidlet 2,4,5-T, der er kendt som en af ingredienserne i afløvningsmidlet Agent Orange. Arbejdsgruppen anbefalede, at der indførtes en maksimalgrænseværdi for indholdet af dioxin i pentachlorphenol (PCP), forskellige forholdsregler i forhold til brugen af træbeskyttelsesmidlet natriumpentachlor-phenolat (na-PCP) og andre metalsalte af chlorerede phenoler, og at et forbud mod afbrænding af imprægneret træ skulle overvejes.

Brugen af pentachlorphenol og træbeskyttelsesmidler baseret på stoffet har nu været forbudt i en lang årrække, men dioxinet er stadig til stede i træ, som blev behandlet med PCP-midler i midten af 1970’erne, som det er påvist i en undersøgelse, Miljøstyrelsen foretog i 2003.

I løbet af 1980’erne reguleredes brugen af dioxinholdige kemikalier og fokus rettedes mod den utilsigtede dannelse af dioxin ved forbrændingsprocesser. I perioden skete der en kraftig udbygning af forbrændingsanlæg i hele Danmark, og det blev gradvist klart, at anlæggene var kilde til betydelige udledninger af dioxin, og at øget rensning var påkrævet.

I 1990-1992 og 1997 blev der udarbejdet mere omfattende redegørelser. For at etablere et samlet bilede af strømmen af dioxin gennem det danske samfund er der senere gennemført to massestrømsanalyser, som beskriver situationen i henholdsvis 1998/99 og i 2000-2002.

Med den belgiske dioxinskandale i 1999, hvor forurenet fedt iblandet foder førte til en uacceptabel dioxinforurening af fødevarer, kom der international fokus på fødevaresikkerheden med hensyn til dioxin og lignende stoffer. På baggrund af skandalen blev der i Danmark og andre EU-lande taget initiativ til en forstærket indsats for at reducere befolkningens belastning med dioxin. I Danmark er indsatsen sket i form af et koordineret samarbejde mellem Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender og Miljøministeriet.

Undersøgelser har omfattet målinger af dioxinemissioner fra private brændeovne, målinger af dioxin i jord, kompost, bioaske, perkolat fra lossepladser, komælk og modermælk, luft, vand, sediment, depositionsmålinger (atmosfærisk nedfald af dioxin), samt målinger af bromeret dioxin i røggas fra affaldsforbrændingsanlæg. Resultaterne er offentliggjort i en række statusrapporter og enkelte hovedresultater omtales i det følgende.

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders (Fødevarestyrelsen) samt Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris (Plantedirektoratet) bidrag til samarbejdet på dioxinområdet har omfattet den såkaldte dioxinhandlingsplan, der er rettet både mod foderstoffer og fødevarer. Dioxinhandlingsplanens hovedresultater, som blev publiceret i 2005, omtales senere i dette afsnit.

Der findes i Danmark ingen opgørelser af utilsigtet dannelse af PCB og HCB. Ingen af de processer, som vides at være væsentlige kilder til utilsigtet produktion af HCB, såsom produktion af visse kemikalier, elektrolytisk produktion af aluminium og produktion af magnesium, finder sted i Danmark.

Hvad angår målinger af stoffer i fødevarer, foderstoffer og i miljøet, indgår PCB og HCB i moniteringsprogrammerne, men udgangspunktet for dette har i højere grad været de tilsigtede anvendelser af stofferne. Målinger af HCB og PCB er følgelig omtalt under tilsigtede anvendelser i afsnit 2.3.1 og 2.3.3.

Det følgende afsnit vil koncentrere sig om dioxin og dioxinlignende PCB.

Kilder til dioxinforurening

Opgørelser af udslip af dioxin til jord, luft og vand fremgår af handlingsplanen for reduktion af udslip af utilsigtet fremstillede POP-stoffer i bilag 1. Diskussion af kilderne og indsatsen i forhold til udvalgte kilder fremgår også af bilaget.

De væsentligste kilder var i 2004 affaldsforbrænding, forbrænding af biobrændsler (træ, træaffald, halm), cementfremstilling og transportprocesser.

For at etablere en samlet beskrivelse af dannelsen af dioxin og udledning af dioxin til alle medier og affaldsdeponier er der gennemført to massestrømsanalyser. Som det fremgår af figur 2.3 er den samlede dannelse af dioxin ved forskellige processer i Danmark omkring år 2002 i størrelsen 72-689 gram I-TEQ/år, hvilket er væsentlig større end de samlede udslip. Det skyldes, at en stor del af den dannede dioxin ender i restprodukter fra røggasrensningen. Der er en stor usikkerhed på estimaterne pga. stor variation i indholdet af dioxin i restprodukterne og et begrænset antal målinger.

Der er siden massestrømsanalysen blev foretaget indført nye regler, som har betydet en væsentlig reduktion i udslippene fra forbrændingsanlæg. Der er i forbrændingsanlægsbekendtgørelsen opstillet en grænseværdi for emission af dioxin fra forbrændingsanlæg på 0,1 ng I-TEQ/ Nm³. Grænseværdien har været gældende for nye anlæg siden 24. marts 2003. For eksisterende anlæg har grænseværdien været gældende siden den 28. december 2005. Hvis alle anlæg overholder grænseværdien, vil den samlede udledning således maksimalt være 2,2 g I-TEQ/år, svarende til omkring 7% af de samlede udledninger fra forbrændingsanlæg i 1990.

Figur 2.3
Den samlede strøm af dioxin i Danmark 2000-2002 i gram I-TEQ/år ^[15]

Der gøres desuden opmærksom på, at tallene for udslip af dioxin er under revision, og at man derfor ikke direkte kan anvende tallene i figuren.

En række af de anlæg, hvor der sker en destruktion af dioxiner, er samtidig blandt de vigtigste kilder til dannelse af dioxiner. Dette gælder især affaldsforbrænding, hvor der dannes en dioxinmængde, som er væsentlig større end den mængde, der destrueres. Dioxinen opfanges ved røgrensningen.

Dioxin i produkter

Som omtalt i indledningen til dette kapitel er der for mange år siden indført forbud mod PCP i Danmark. PCP vil dog kunne være til stede som imprægneringsmiddel i importeret træ, tekstiler og læder, da stoffet endnu bruges til imprægnering i visse dele af verden. Den samlede import med tekstiler og læder anslås på baggrund af målinger at være i størrelsen 1 g I-TEQ/år. Nye undersøgelser har bekræftet, at engangspaller importeret fra lande i Sydeuropa kan indeholde PCP, dog under de eksisterende grænseværdier på 5 mg/kg.

Dioxin og dioxin-lignende PCB i fødevarer, modermælk og foderstoffer

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender og Fødevareministeriets bidrag til samarbejdet på dioxinområdet omfatter som nævnt den såkaldte dioxinhandlingsplan, der er rettet både mod foderstoffer og fødevarer. Resultaterne af handlingsplanen blev senest rapporteret i maj 2005.

EU har fastsat grænseværdier for dioxinindholdet i fødevarer, som trådte i kraft 1. juli 2002.^[16] I forordningen fremhæves det, at foranstaltninger, der alene er baseret på fastsættelse af grænseværdier for dioxin og dioxin-lignende PCB i fødevarer, ikke vil være tilstrækkeligt effektive til at nedbringe befolkningens eksponering for dioxin. I så fald skulle grænseværdierne sættes så lavt, at en stor del af fødevarerne ville blive erklæret uegnet til konsum. EU erkender således, at den ønskede reduktion af dioxinniveauerne ikke kan opnås umiddelbart, men må foregå over nogle år. Strategien omfatter en gradvis nedsættelse af grænseværdierne.

EU opererer med yderligere to sæt ”grænseværdier”, såkaldte indgrebsværdier og målværdier, kombineret med foranstaltninger til begrænsning af emissioner.

Indgrebsværdier er et redskab, som de ansvarlige myndigheder og erhvervslivet kan anvende til at identificere de tilfælde, hvor det er relevant at foretage nærmere undersøgelser af forureningskilden med henblik på evt. foranstaltninger, der reducerer eller fjerner den. Ikke blot i tilfælde af manglende overholdelse af bestemmelserne i forordningen, men også hvis der i fødevarer konstateres dioxinværdier, der ligger markant over de normale baggrundsværdier.

Målværdier angiver de niveauer, der skal opnås for endeligt at nedbringe hovedparten af befolkningens eksponering til den TWI (tolerabelt ugentligt indtag), som EU’s Videnskabelige Komité for Levnedsmidler har fastsat.

Der blev i første omgang kun fastsat grænseværdier for dioxin og ikke for dioxin-lignende PCB. Dette skyldes, at der er meget begrænsede data om forekomsten af dioxin-lignende PCB.

Som skitseret i afsnit 2.2.4 om lovgivning, er der netop blevet indført grænseværdier for summen af dioxin og de dioxinlignende PCB’er (total-TEQ) og indgrebsværdier for de dioxinlignende PCB’er udover de eksisterende indgrebsværdier for dioxin. Reglerne fremgår af Kommissionens forordning nr. 199/2006 af 3. februar 2006.

Med virkning fra den 4. november 2006 skal både de eksisterende grænseværdier for dioxin og den højere grænseværdi for total-TEQ overholdes.

De nye grænseværdier for total-TEQ er sammen med fundne niveauer i danske fødevarer er vist i figur 2.4. Flere resultater og en mere detaljeret diskussion af måleresultaterne kan findes i den seneste rapport fra overvågningsprogrammet for fødevarer og slutrapporten for dioxinhandlingsplanen.

Et område, som har skabt særligt opmærksomhed, er dioxin i æg, idet der i andre lande er fundet højere dioxinkoncentrationer i økologiske æg end i æg fra konventionelle landbrug. Miljøstyrelsen har i 2005 igangsat en undersøgelse af kilder til dioxin i økologiske landbrug i Danmark.

Kortlægningsundersøgelserne af dioxinindholdet i danske fødevarer viser, at niveauet generelt er under de foreslåede grænseværdier for total-TEQ bortset fra i visse typer af fisk.

Med de nye grænseværdier for summen af dioxin og dioxin-lignende PCB vil der, foruden overskridelser i laks fra Østersøen og i sild fra Østersøen øst for Bornholm, også kunne forventes overskridelser af grænseværdien for havørreder fra havområderne omkring Bornholm og ål fra Øresund (figur 2.4).

På baggrund af resultaterne af kortlægningen og i henhold til de gældende grænseværdier for dioxin udstedte Fødevarestyrelsen i 2004 et fiskeri- og omsætningsforbud for henholdsvis sild fra den østlige Østersø og laks på over 4,4 kg urenset vægt fra hele Østersøen.

Fødevarestyrelsen og Nordbornholms røgeri har senere gennemført forskellige forsøg med at skære fedtlaget af laks ud, en såkaldt dybdetrimning, og dermed nedbringe indholdet af dioxin. Som resultat af undersøgelserne er det med bekendtgørelse 861 af 15. sept. 2005 blevet tilladt at sælge de store laks, hvis laksen har undergået en dybdetrimningsproces beskrevet i en branchekode godkendt af Fødevarestyrelsen.

Figur 2.4
Målte indhold af summen af dioxin og dioxin-lignende PCB (total TEQ) i danske fødevareprøver fra 2000-2004. Bemærk forskellig skala og enhed på to figurer. De målte indhold er angivet ved en middelværdi og intervallet fra laveste til højeste målte værdi. De foreslåede maksimalgrænseværdier er angivet med røde vandrette linier. ** For frugt, grønt og kornprodukter findes der ikke maksimalgrænseværdier, og summen af indgrebsværdierne for dioxin og dioxin-lignende PCB er i stedet angivet. ^[17]

Befolkningens indtag af dioxin og dioxinlignende PCB

En del af den danske befolkning må skønnes generelt at blive udsat for et for højt indtag af dioxin og dioxin-lignende PCB.

EU’s videnskabelige Komité for Levnedsmidler (SCF) fastsatte i 2001 en tolerabel ugentlig indtagelse (TWI) af dioxin og dioxin-lignende PCB for mennesker på 14 pg WHO-TEQ/kg legemsvægt/uge.

Det danske middelindtag af dioxin og dioxin-lignende PCB for voksne er beregnet til at ligge mellem 5,6 og 7,7 pg WHO-TEQ/kg kropsvægt/uge. Gennemsnitsværdien for de 5% af befolkningen, der indtager mest (95%-percentilen), ligger mellem 12,6 og 25,9 pg WHO-TEQ/kg kropsvægt/uge.

Hvis der ses bort fra indtaget fra fisk, er det estimerede middelindtag for børn i alderen 4-14 år på 7,7 pg WHO-TEQ/kg kropsvægt/dag og i alderen 4-6 år på 10,5 pg WHO-TEQ/kg kropsvægt/dag. 95%-percentilen for de to børnegrupper er på henholdsvis 14,0 og 16,8 pg WHO-TEQ/kg kropsvægt/dag, svarende til henholdsvis 100% og 120% af TWI. For børn, der indtager fisk, vil niveauet være endnu højere.

Det anslås, at over 90% af dioxinbelastningen hidrører fra fødevarer, heraf ca. 80% fra animalske fødevarer. Den procentvise fordeling af middelindtaget af dioxin og dioxin-lignende PCB fra alle fødevaregrupperne er på mellem 30-40% fra mælk og mælkeprodukter, 3-4% fra æg, 13-18% fra kød og 38-55% fra fisk.

Det skal bemærkes, at kostundersøgelserne viser, at danskerne spiser for lidt fisk, og at gennemsnitsdanskeren faktisk kun spiser halvt så meget fisk, som kostrådene anbefaler. Hvis indtaget af fisk hæves til det anbefalede, understreger indtagsberegningerne, at det er vigtigt, at indtaget ikke sker ensidigt med fede fisk fra belastede områder, men at der veksles mellem fed og mager fisk fra forskellige farvande. Jo mere fed fisk der indtages med et højt dioxin- og PCB indhold, jo større del af befolkningen vil nærme sig eller overskride TWI.

Dioxin og dioxin-lignende PCB i modermælk

I planlægningen af dioxinhandlingsplanen blev der lagt vægt på at medtage modermælksprøver til at følge den humane belastning med dioxin og dioxin-lignende PCB. Da mere end 90% af det humane dioxinindtag kommer fra fødevarerne, vil analyser af indholdet af dioxin og dioxin-lignende PCB i mennesker, f.eks. modermælk, give et billede af den samlede humane belastning med disse stoffer.

Prøverne som er taget som led i handlingsplanen, er udtaget på moder-mælkscentralerne på Hvidovre Hospital og Skejby Sygehus. Modermælken stammer fra førstegangsfødende mellem 25 og 29 år, og er fortrinsvis udmalket mellem 3. og 8. uge efter fødslen. Prøveudtagningen er på denne måde standardiseret og kan derfor sammenlignes med tidligere undersøgelser af modermælk i Danmark.

I figur 2.5 er middelværdierne for resultaterne af analyserne for hvert af årene 1999, 2002 og 2004 afbilledet. På samme figur fremgår også resultaterne fra tidligere danske undersøgelser i hhv. 1986 og 1993. Der ses et tydeligt fald i indholdet af dioxin og dioxin-lignende PCB. Fra 1993 og til 2004 er der et fald på 48% for dioxin, 67% for dioxin-lignende PCB og 58% for summen af dioxin og dioxin-lignende PCB.

Siden udfasningen af brugen af PCB i 1980’erne er der observeret et fald i den humane belastning med PCB. Da dioxin-lignende PCB udgør en del af den samlede mængde PCB, er faldet i dioxin-lignende PCB primært en følge af det generelle faldende niveau af PCB som konsekens af udfasningen af brugen af PCB. Faldet i belastningen med dioxin må tilskrives den indsats, der både i Danmark og internationalt er gjort for at nedbringe udledningerne af dioxin.

Mængden af dioxin i modermælk kan betragtes som en indikator for den faktiske belastning af befolkningen, og det er værd at bemærke, at niveauet, på trods af de markante fald i udledningerne i Danmark, i 2004 stadig var på omkring 50% af niveauet i 1986, som var meget højt.

Figur 2.5
Indhold af dioxin og summen af dioxin og dioxin-lignende PCB i dansk modermælk. Figuren viser middelindhold i modermælksprøver indsamlet i årene 1986, 1993/94, 1999, 2002 og 2004. ^[18]

Dioxin og dioxin-lignende PCB i foderstoffer

Som led i dioxinhandlingsplanen er der årligt fra 2000 til 2004 udtaget 100 prøver af foderstoffer, som er blevet analyseret for indholdet af dioxin, dioxinlignende PCB og indikator-PCB. I perioden 2000 til 2004 blev der under dioxinhandlingsplanen samlet udtaget 460 foderstofprøver til analyse for dioxin, dioxin-lignende PCB og indikator-PCB. Indholdet af dioxin var i 43 tilfælde over de grænseværdier, der var gældende fra den 1. juli 2002. Derimod havde kun én af de 84 udtagne foderstofprøver i 2004 et indhold af dioxin over grænseværdien. Generelt var indholdet af dioxin og begge typer PCB lidt højere i foderstoffer, hvori der indgår fiskebestanddele (fiskeolie, fiskemel, fiskefoder og pelsdyrfoder). I foderfedt (både animalsk og vegetabilsk) var indholdet af dioxin, men ikke de dioxin-lignende PCB og indikator-PCB, relativt højt (næsten på linie med fiskemel, hvad dioxin angår). I de øvrige fodermidler og foderblandinger var indholdene lave både for så vidt angår dioxin og begge typer PCB.

Grænseværdier for størsteindhold af dioxin i foderstoffer trådte i kraft 1. juli 2002^[19], og er ved Kommissionens direktiv 2003/57 justeret og tydeliggjort, især hvad angår mineralstoffer og bindemidler. Med det netop vedtagne direktiv om ændring af bilag I i direktiv 2002/32 er der fastsat et tilladt størsteindhold af dioxin-lignende PCB og indikator PCB, ligesom indgrebsværdierne for dioxin er blevet justeret, og der er blevet indført indgrebsværdier for dioxin-lignende PCB.

Dioxin i miljøet

Som led i dioxinhandlingsplanen er der målt dioxin i sedimenter, jord, luft og atmosfærisk nedfald (deposition). Fra 2005 indgår dioxin og dioxin-lignende PCB desuden i det nationale overvågningsprogram NOVANA.

Dioxin i sedimenter

Der er undersøgt sediment (bundmateriale) fra 18 fjorde og søer i Jylland og på Øerne, samt Øresund og Kattegat. Der var stor forskel på indholdet af dioxin i de forskellige sedimenter, som gik fra 0,6 til 24 ng/kg I-TEQ. Generelt er niveauet i Jylland lavere end på Sjælland, men ellers er der ingen simpel sammenhæng mellem niveau og geografisk beliggenhed, heller ikke mellem land- og byzone. Den store variation og niveauernes højde tyder på, at vandbåren forurening spiller en væsentlig rolle. Baseret på målinger af den atmosfæriske deposition skulle der forventes niveauer på 0,2 - 1,2 ng/kg, hvilket er i overensstemmelse med de laveste sedimentresultater. De målte koncentrationer i havsedimenterne ligger på samme niveau som koncentrationerne i sediment fra fjorde og søer.

Dioxin i jord

Der er i 2002-2003 foretaget en landsdækkende undersøgelse af dioxin i jord omfattende prøver fra 32 lokaliteter. Langt det meste dioxin findes i det øverste jordlag i en dybde på 0-10 cm. Dioxinniveauet i prøver af landbrugsjord og anden jord i landzone måltes til 0,7 ± 0,2 ng/kg I-TEQ (gennemsnit ± spredning) fra uforurenede referenceområder, og i eksponerede landzoner, i vindretningen øst for by- og industriområder samt større punktkilder, måltes ligeledes 0,7 ± 0,2 ng/kg I-TEQ. Der kan derfor ikke konstateres forhøjet dioxinindhold i eksponerede zoner. Derimod er indholdet i have- og parkjord fra byer langt højere: 6,2 ± 5,6 ng/kg I-TEQ i prøver fra København og Nyborg.

Undersøgelsen er i 2003-2004 fulgt op med supplerende undersøgelser af have- og parkjord fra en række byer og fra jord i landzone i det sønderjyske område. Undersøgelsen viser, at dioxinindholdet i jord fra københavnske parker og haver varierede fra 1,6-34 ng/kg I-TEQ, mens indholdet i jorden i de undersøgte provinsbyers parker varierede fra 1,5-2,5 ng/kg I-TEQ. I det samlede datamateriale ses en tendens til faldende dioxinkoncentration i jord, når man går fra syd mod nord i landet, som konsekvens af den højere atmosfæriske transport af dioxin fra syd.

Nedfald af dioxin

Som led i dioxinhandlingsplanen blev der i 2001 igangsat et måleprogram, der omfattede målinger af dioxin i luft og atmosfærisk nedfald (deposition) af dioxin. Der blev målt dioxin i ”bulk deposition” på tre skovstationer i henholdsvis Vestjylland (Ulfborg), Nordsjælland (Fredensborg) og Bornholm samt i byområde (København). I Fredensborg blev tillige målt deposition under kroner af grantræer (gennemdryp). Koncentrationen af dioxin i luft blev målt i Fredensborg og København samt en landsby (Gundsømagle) med mange brændeovne. Programmet afsluttedes i 2005 og er for nylig blevet rapporteret. Nedenstående giver en kort oversigt over hovedresultaterne.

Nedfald af dioxin fra luften er af afgørende betydning for overførsel af dioxin fra kilder til land- eller havområder. Depositionen er et direkte udtryk for eksponeringsintensiteten af et geografisk område, hvilket er direkte relateret til den modtagne mængde i området.

Undersøgelserne har vist, at der er en regelmæssig årstidsvariation i koncentrationen af dioxin i luften, med maksimum om vinteren. Luftkoncentrationen i Nordsjælland og København fulgtes ad tæt og synkront, hvilket peger på, at fjerntransport disse steder giver et betydeligt bidrag til dioxin i atmosfæren. I landsbyen var vintermaksimum overordentligt udtalt og var det højeste resultat målt i programmet. Dette må fortolkes som forårsaget af udslip fra brændeovnene i fyringssæsonen.

Som konsekvens af årstidsvariationen i luftkoncentrationerne ses, at depositionen af dioxin er højere om vinteren end om sommeren, om end det er mere udtalt på nogle stationer end på andre. Der ses en tendens til, at depositionen over Bornholm (Østersøen) er højere end over Ulfborg (Nordsøen), hvilket også var forventet ud fra modeller over atmosfærisk transport af dioxin i regionen. Den samlede geografiske variation fra København til Ulfborg er ikke stor, men udgør en faktor 2,1.

I måleprogrammer er det også blevet undersøgt, om der kan ses en sammenhæng mellem regionale forskelle i deposition og koncentrationen af dioxin i jord og sedimenter.

Depositionen kan nogenlunde redegøre for dioxinindholdet i jord i landområder. Men i København er koncentrationerne i jord alt for høje til at kunne forklares ud fra depositionen. Koncentrationerne i sediment fra alle søer, bortset fra nogle få, er for høje til at kunne forklares ved deposition alene. Dette gælder også havsediment. Miljøstyrelsen har i 2005 på grundlag af målingerne igangsat en undersøgelse af sammenhængen mellem dioxinkoncentrationen i vandet, atmosfærisk nedfald og frigivelse fra sedimenter i Østersøen.

Depositionen på havoverfladen af den vestlige Østersø estimeres til 1,3 mg
I-TEQ/km²/år, hvilket udgør mere end 200 gange den mængde, som opsamles årligt pr. km² i fede fisk som sild og laks. Deposition tilfører således Østersøen et stort overskud af dioxin, som er tilgængelig for videre optagelse i fødekæderne. Dette er følgelig en betydningsfuld kilde til befolkningens indtagelse gennem fisk mange år frem.

På grundlag af depositionsmålingerne har det været muligt at beregne det årlige nedfald af dioxin mere præcist end de 13-130 g I-TEQ, der er angivet i flowdiagrammet i figur 2.3. Det årlige nedfald på Danmarks landareal er på grundlag af målingerne beregnet til ca. 40-90 g I-TEQ, hvilket indikerer, at Danmark netto modtager dioxin fra andre lande.

Grænseoverskridende transport

Det Europæiske Moniterings- og Evalueringsprogram (EMEP) under Geneve-konventionen om grænseoverskridende luftforurening (LRTAP) foretager beregninger af, hvor meget de enkelte europæiske lande modtager af forurening fra andre lande, og hvor meget de belaster andre lande med forurening

EMEP publicerer løbende en række rapporter med beregninger for de enkelte lande, herunder også for Danmark. For dioxin omfatter beregningerne emission, atmosfærisk nedfald (deposition), koncentrationer i luften, jordbund og vegetation, samt udveksling af dioxin mellem Danmark og de vigtigste lande i Europa. Der er naturligvis en del usikkerhed på beregningerne, der er afhængig af, at de enkelte lande melder korrekte emissionsopgørelser ind til EMEP. Hertil kommer, at de anvendte modeller også er behæftet med en væsentlig usikkerhed.

Ifølge den seneste statusrapport med modelberegninger for 2003 blev godt halvdelen af den samlede luftemission fra danske kilder deponeret i lande inden for det europæiske kontinent, inklusive Danmark. Resten blev deponeret i havet uden for Europa eller nedbrudt i atmosfæren. Af den halvdel, der blev deponeret i Europa, blev ca. 30% deponeret i Danmark. De største modtagerlande af dioxin udledt i Danmark var Sverige, Rusland og Polen med henholdsvis omkring 19%, 14% og 7%.

Af den mængde, der i 2003 blev deponeret i Danmark, stammede mere end halvdelen fra danske kilder, 8% fra Storbritannien, og henholdsvis 7% og 4% havde sin oprindelse i Tyskland og Polen.

Det skal bemærkes, at tallene kun siger noget om depositionen over landjorden og dermed ikke giver et billede af, hvor dioxin i fisk, som er ansvarlig for en væsentlig del af dioxinbelastningen fra fødevarer i Danmark, stammer fra.

2.3.5 Lagre, affald og forurenede grunde

POP- pesticider i affaldsprodukter og depoter

Der er ikke foretaget nogen systematisk monitering af POP-pesticider i affaldsprodukter i Danmark på nær i spildevandsslam fra offentlige renseanlæg, hvor stofferne aldrin, dieldrin og endrin indgik i punktkildeprogrammet under NOVA2003 frem til og med 2003.

Det fremgår af punktkilderapporten for 2003, at stofferne ikke kunne påvises, hverken i udløb eller i slam fra de undersøgte renseanlæg, og ved opdateringen af NOVA2003 til NOVANA blev det derfor besluttet at udelade POP-pesticider af det videre overvågningsprogram.

I en tidligere undersøgelse af ”Miljøbelastning fra affaldsbehandlingsanlæg” indgik DDX (dvs. DDT/DDD/DDE) i analyseprogrammet for miljøfremmede stoffer i affaldsprodukter og emissioner fra udvalgte affaldsforbrændingsanlæg, komposteringsanlæg og lossepladser, men kunne ikke påvises i en eneste af de udtagne prøver.

I 1961 foranstaltede Landbrugsministeriet en landsdækkende indsamling af pesticidaffald og -rester, som blev deponeret i Cheminovas såkaldte ”Høfdedepot” ved Høfde 42 på Harboøre Tange. Det vides ikke præcis hvilke stoffer, der blev deponeret fra indsamlingen, men der kan have været POP-pesticider iblandt. En del af depotet skyllede ud i Vesterhavet allerede i februar 1962 i forbindelse med en kraftig storm, hvilket førte til omfattende fiskedød i området. Depotet er senere blevet oprenset, men der arbejdes stadig med foranstaltninger til at nedbringe udsivningen af farlige stoffer fra tilbageværende affald. Det skal dog bemærkes, at ingen af de stoffer, der er påvist, er POP-stoffer.

Frem til etableringen af egentlige regler og ordninger for bortskaffelse af farligt affald er det sandsynligt, at ukontrolleret og uhensigtsmæssig deponering af pesticidrester har fundet sted, selv om den mest almindelige praksis var at afbrænde rester og emballage lokalt på gårdene. De sidste mange år er pesticidrester og -emballage blevet bortskaffet gennem de kommunale modtageordninger og transporteret til Kommunekemi til destruktion og slutdeponering.

Det vurderes, at der i dag ikke findes lagre af gamle POP-pesticider i Danmark.

PCB i affaldsprodukter

Mængden af affald indeholdende PCB og PCT (polychloreret terphenyl) opgøres i Miljøstyrelsens Informationssystem for Affald og Genanvendelse, ISAG. ISAG er baseret på indberetninger fra landets affaldsbehandlingsanlæg. Der er i perioden fra 1997 til 2004 set en faldende tendens i mængderne af PCB-holdigt affald, som angivet i figur 2.6. Den høje værdi for 2000 skyldes bortskaffelse af et stort parti PCB-forurenet jord.

Figur 2.6
Mængden af PCB/PCT-holdigt affald registreret i ISAG.

PCB/PCT-holdigt affald bortskaffes langt overvejende til Kommunekemi. Udviklingen i mængderne af de vigtigste PCB/PCT-holdige affaldskategorier bortskaffet til Kommunekemi fremgår af figur 2.7. Bemærk at mængderne er i tons affald. I kondensatorer og transformatorer udgør PCB ca. en tredjedel af den samlede vægt. For de to fraktioner ses et jævnt fald gennem perioden 1995 til 2005. I 2005 blev der bortskaffet 3,4 tons kondensatorer i 13 leverancer. Hvis der regnes med, at der er tale om store kondensatorer, svarer det til i størrelsesordenen 1 tons PCB i 70-150 kondensatorer. Resultaterne bekræfter, at der stadig er en mindre mængde PCB-holdigt udstyr i brug, som først bliver opdaget i forbindelse med demonteringen af udstyret.

Udover de viste fraktioner var der i 2005 44 kg affald, som blev ført under en ”diverse” fraktion, og i perioden op til 2000 blev der ved enkelte lejligheder bortskaffet større mængder jord, lossepladsaffald og grundvand.

Figur 2.7
Mængden af de tre vigtigste fraktioner af PCB/PCT-holdigt affald indleveret til Kommunekemi 1993-2005. baseret på oplysninger indhentet fra Kommunekemi.

PCB-forurenede grunde

Der findes i Danmark ingen jordkvalitetskriterier for PCB eller dioxin i jord, og det er op til de enkelte amter at bestemme, hvilke koncentrationer der giver anledning til afværgeforanstaltninger.

Jordforureningssager registreres af amterne, der årligt rapporter videre til Miljøstyrelsen. I Miljøstyrelsen registreres sagerne i ROKA-databasen. For perioden siden starten på registreringen i databasen til 2004 er der i alt registret 3 jordforureningssager, hvor PCB er indgået som forureningselement. De tre sager er registreret i henholdsvis 1989, 1998 og 2002.

Der er gennem tiden foretaget en hel del undersøgelser af PCB i jord på elværker og transformatorstationer, uden at der er fundet væsentlige mængder PCB.

I 2003-2004 har forsyningsselskabet NESA lavet undersøgelser, hvor man har undersøgt jorden under kondensatorbatterier, som findes på 11 af selskabets 65 hovedtransformerstationer. PCB har tidligere været brugt i kondensatorer på hovedtransformerstationer, hvorimod PCB-holdige transformatorer stort set ikke har været brugt i forsyningsnettet. Under to af de 11 kondensatorbatterier blev der fundet forhøjede koncentrationer af PCB i jorden på op til 3,5 mg/kg (total af 10 PCB congenere). Der er efterfølgende foretaget oprensning.

Dioxin i restprodukter fra affaldsforbrænding

I forbindelse med røggasrensning vil en stor del af det dannende dioxin ende i røggasrensningsprodukterne.

I den seneste massestrømsanalyse anslås det ud fra målinger af dioxin-koncentrationen i røggas og i restprodukter, at der i 2000-2002 samlet dannedes 58-436 g I-TEQ/år i de danske forbrændingsanlæg. Af dette ansloges 6,4-28,9 g I-TEQ at blive udledt til luft, 2-5 g I-TEQ endte i slagge, mens de øvrige 50-402 g I-TEQ endte i røggasrensningsprodukter (bemærk at affaldsbehandling i figur 2.3 også omfatter anden affaldsbehandling). Den store usikkerhed på de totale mængder skyldes den meget store variation, der er i målingerne af dioxin i røggasrensningsprodukterne. Således var der i 21 målinger fra forskellige anlæg en variation fra 135 til 35.566 ng I-TEQ pr. kg tørstof. Gennemsnittet i røggasrensningsprodukterne var på 4.162 ng I-TEQ/kg.

Det skal bemærkes, at der ved affaldsforbrændingen også sker en destruktion af dioxin. Affaldet, som bortskaffes til almindelig affaldsforbrænding, er i massestrømsanalysen således vurderet til at have et totalt indhold på 9-310 g
I-TEQ/år. Hvis der benyttes europæiske gennemsnitstal for dioxin i affald^[20], vil den samlede mængde kunne estimeres til 107 g pr. år. Denne mængde ville altså ende på lossepladsen, hvis affaldet blev deponeret i stedet for forbrændt, og vil i et nettoregnskab opveje en del af den dioxin, der dannes ved affaldsforbrændingen.

I to af de anlægstyper, der anvendes på danske forbrændingsanlæg, bliver en del af dioxinet sammen med aktivt kul opsamlet i et selvstændigt restprodukt. Dette restprodukt kan efterfølgende afbrændes, hvorved den opsamlede dioxin destrueres. Det drejer sig om anlæg, der har posefiltre med aktivt kul efterstillet den øvrige røggasrensning, og anlæg der bruger den såkaldte ADIOX proces, hvor dioxinen bindes i et glasfibermateriale med indstøbt aktivt kul, der efter opfyldning, typisk efter flere år, kan sendes til destruktion/afbrændes. I de øvrige anlæg bliver det indblæste aktive kul opsamlet sammen med de øvrige røggasrensningsprodukter.

Mens slaggerne fra affaldsforbrændingen hovedsageligt anvendes til anlægsformål, bliver røggasrensningsprodukterne altovervejende deponeret i Norge eller Tyskland. I Norge stabiliseres restprodukterne med jernsulfat og svovlsyre, som er et affaldsprodukt fra norske industrier, og den resulterende gips fyldes i et tidligere stenbrud på øen Langøya i Oslo fjorden. I Tyskland blandes restprodukterne sammen med cement og andre tilsats-materialer til en betonmasse, der indbygges i gamle saltminer.

Dioxin i restprodukter fra energifremstilling

Der foreligger ikke målinger af dioxin i flyveaske fra danske kraftværker, og i mangel af aktuelle målinger estimeres det med stor usikkerhed i massestrømsanalysen, at det samlede indhold af dioxin i flyveasken er 0,3-40 g I-TEQ/år. En nyere rapport fra EU²⁰ estimerer på grundlag af europæiske gennemsnitstal den samlede mængde af dioxin i flyveaske fra kulforbrænding i Danmark til 17 g I-TEQ/år.

Dioxin i bioaske

Som led i dioxinhandlingsplanen er der foretaget undersøgelser af dioxin i aske fra afbrænding af biobrændsler. I alt er der målt på 23 askeprøver. Heraf er syv prøver fra mindre halmfyrede gårdfyr, fire prøver fra mindre varmeværker - to halmfyrede og to flisfyrede - samt tolv prøver fra flisfyr, hvor der udelukkende er fyret med træflis. Endelig er medtaget en prøve fra en privat brændeovn fyret med brænde. Resultaterne af undersøgelsen viser, at asken fra de halmfyrede gårdfyr har et gennemsnitligt indhold af dioxin på 3,7 ng
I-TEQ pr. kg varierende fra 0,2-12 ng/kg I-TEQ. Den samlede mængde dioxin i asken estimeres i den seneste massestrømsanalyse til 0,005 - 0,1 g
I-TEQ/år. Denne aske spredes i vidt omfang til landbrugsjord, men grundet de små mængder anses dioxinindholdet ikke for at være en begrænsning for denne anvendelse af asken.

Asken fra de mindre varmeværker har et betydeligt lavere gennemsnitligt dioxinindhold, 0,6 ng I-TEQ pr. kg aske og varierer fra 0,03-1,4 ng I-TEQ/kg. Asken fra flisfyrene har et gennemsnitligt indhold af dioxin på 18 ng
I-TEQ/kg, hvilket er betydeligt højere end halmfyrene, og den udviser langt større variationer, idet de målte værdier varierer fra 0,02-74 ng I-TEQ/kg. Den enlige prøve fra en privat brændeovn har et meget lavt indhold på 0,03 ng I-TEQ/kg.

Hvis der sammenlignes med røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrænding, hvor gennemsnittet var på omkring 4.000 ng I-TEQ/kg, ses, at bioasken indeholder i størrelsesordenen 1.000 gange mindre dioxin pr. kg.

Dioxin i perkolat fra lossepladser

Der er som led i dioxinhandlingsplanen analyseret prøver af afledt vand (perkolat) fra syv lossepladser. Koncentrationerne varierede fra 0,01 til 0,11 pg
I-TEQ pr. liter. Til sammenligning er koncentrationen i regnvand på fem lokaliteter målt til 0,7-3,0 pg I-TEQ pr. liter, altså op til 30 gange højere. Perkolat fra lossepladser anses derfor på nuværende tidspunkt for at være af væsentlig mindre betydning end regnvand for belastningen af grundvand og vandløb.

2.3.6 Fremtidig tilsigtet produktion af POP-stoffer og behov for
undtagelser

Der er i Danmark ikke nogen tilsigtet produktion eller brug af POP-stoffer og ikke noget behov for specifikke undtagelser.

2.3.7 Programmer for monitering af udslip, sundhedsmæssige risici
og emissionsopgørelser

Monitering af POP-stoffer i fødevarer og sundhedsmæssige risici

Indholdet af dioxin og dioxinlignende PCB, indikator-PCB, chlordan, DDT, endrin, dieldrin, heptachlor og HCB i fødevarer overvåges løbende som en del af det danske overvågningsprogram for fødevarer. Overvågningsprogrammet varetages af Danmarks Fødevareforskning under Ministeriet for Familie- og Fødevareanliggender.

På baggrund af de fundne værdier beregnes indtaget med fødevarer, og det estimerede indtag sammenlignes med de fastsatte tolerable daglige eller ugentlige indtag.

Resultaterne af moniteringen rapporteres periodevis og er offentligt tilgængelige på Fødevarestyrelsens hjemmeside (www.foedevarestyrelsen.dk).

Monitering af POP-stoffer i foderstoffer

Plantedirektoratet har i perioden 2000-2004 som led i det nationale dioxinhandlingsplan undersøgt samlet 491 foderstofprøver for dioxin, dioxinlignende PCB og indikator-PCB (kontrolprøver og overvågningsprøver). Fra 2005 indgår Plantedirektoratet i et EU-harmoniseret kortlægnings-, overvågnings- og kontrolprogram for dioxin, dioxin-lignende PCB og PCB i foderstoffer. Plantedirektoratet indrapporterer regelmæssigt data til Kommissionen.

Monitering af POP-stoffer i miljøet

Monitering af POP-stoffer i miljøet indgår i det nationale program for overvågning af vandmiljøet og naturen, NOVANA. Overvågningen af natur- og miljøforholdene i de danske fjorde og havområder udføres i et samarbejde mellem de regionale myndigheder (primært amterne) og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Overordnet er de regionale myndigheder ansvarlige for udførelsen af overvågningen af fjorde og kystvande, mens DMU har ansvaret for overvågningen af de åbne farvande. Punktkildeprogrammets gennemførelse bygger i vid udstrækning på det eksisterede spildevandstilsyn i amterne og på kommunernes henholdsvis virksomhedernes egenkontrol.

NOVANA programmet omfatter målinger af følgende POP-stoffer:

Muslinger:       Basisprogram: PCB (10 indikatorer), DDT/DDE, HCB.
                        Udvidet program: Dioxin og dioxinlignende PCB.

Fisk:                 PCB (10 indikatorer), DDT/DDE og HCB.

Sediment:        DDT/ DDE, HCB, PCB (10 indikatorer), dioxin og
                        dioxinlignende PCB.

Punktkilder:     PCB, HCB, dieldrin, endrin, aldrin.

POP-stoffer i luften, atmosfærisk nedfald, jord, mm. indgår ikke i den løbende monitering, men har indgået i særlige undersøgelser.

Ingen af POP-stofferne indgår i den løbende grundvandsovervågning, som varetages af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) som er fagdatacenter for grundvand og boringer. I perioden 1993-2003 er der af GEUS foretaget en række målinger af alle POP-pesticiderne i grundvand (25-70 pr. stof) uden nogen fund af stofferne.

Resultaterne af moniteringen rapporteres årligt og er offentligt tilgængelige på DMU’s hjemmeside (www.dmu.dk).

Monitering af dioxin-emissioner fra forbrændingsanlæg og andre punktkilder

Miljøstyrelsens referencelaboratorium for måling af emissioner til luften, som huses af Force Technology (tidligere DK-Teknik), har opbygget en database for målinger af emissionen af dioxin. Databasen opbygges primært omkring registrering af målinger på forbrændingsanlæg til affald og farligt affald, men der er mulighed for at registrere emissionsmålinger fra andre typer anlæg.

Der er til brug for databasen lavet et regneark, som forbrændingsanlæggene kan benytte til indberetningen. Indberetningen er frivillig, og indtil nu er det et begrænset antal anlæg, der indberetter.

Databasen gør det muligt at trække nødvendige data ud for f.eks. at beregne emissionsfaktorer, års-emissioner, dioxinmønstre eller I-TEQ procenter. Det er ønsket, at alle emissionsmålinger for dioxin, både virksomhedernes egenkontrol og myndighedernes myndighedskontrol, indberettes til dioxindatabasen. Data i databasen er planlagt senere at blive tilgængelige direkte på referencelaboratoriets hjemmeside (www.ref-lab.dk), men det er endnu uvist, hvornår databasen vil være udviklet til dette niveau.

Emission af POP-stoffer fra virksomheder

Miljøstyrelsens register over virksomheders miljøforhold indeholder oplysninger om udledninger fra danske virksomheder, som er omfattet af IPPC-lovgivningen. I 2004 indeholdt registret oplysninger om ca. 7.000 godkendelsespligtige virksomheder, herunder udledninger fra 158 store danske virksomheder til luft og vand. Registret indeholder oplysninger om 50 prioriterede stoffer, herunder dioxin, HCB og ”halogenerede organiske forbindelser”. Registret bygger på årlige oplysninger, som virksomhederne afgiver i deres grønne regnskaber.

Registret er under opbygning, idet det skal udvides til et egentligt ”Pollutant Release and Transfer Register” - PRTR register - og indeholde oplysninger om diffuse kilder og udledninger til jord. Oplysninger i registret bruges i forbindelse med udarbejdelse af nationale opgørelser af udslip til luft, som udarbejdes af DMU. Oplysningerne er tilgængelige på Miljøstyrelsens hjemmeside (https://secure.mim.dk/mst/simi/) og på hjemmesiden for det fælleseuropæiske European Pollutant Emission Register, EPER (http://eper.cec.eu.int/eper/default.asp).

Emissioner til atmosfæren

DMU er ansvarlig for udarbejdelse af de årlige officielle danske opgørelser af emissioner til atmosfæren. DMU rapporterer om de samlede estimerede emissioner af dioxin til EU og Geneve-konventionen om langtransporteret grænseoverskridende luftforurening (CLRTAP). Opgørelserne er offentligt tilgængelige på hjemmesiden for EU’s databank (Central Data Repository på http://cdr.eionet.eu.int/).

2.3.8 Information til befolkningen og udveksling af oplysninger med andre konventionsparter

Formidling af problemstillinger i relation til POP-stoffer foregår på mange niveauer og i mange fora. I de fleste tilfælde vil information om POP-stofferne indgå i en lidt bredere sammenhæng, hvor der også informeres om andre farlige stoffer.

Her skal kun nævnes nogle få eksempler på formidling, der mere specifikt handler om POP-stofferne.

Dioxinredegørelser

Som led i dioxinhandlingsplanen er der i de seneste år udarbejdet en række dioxinredegørelser, se ovenfor, som er tilgængelige for offentligheden på Miljøstyrelsens hjemmeside på http://www.mst.dk/kemi/02280000.htm.

Fyr fornuftigt - og få ren hygge

Den almindelige borger bidrager primært til forureningen med POP-stoffer ved afbrænding af affald og brug af brændeovne.

Miljøstyrelsen lancerede i 2000/2001 kampagnen ”Fyrer du med skrald ryger miljøet” som i 2004, i samarbejde med Foreningen af Danske Producenter af Pejse og Brændeovne, blev fulgt op af kampagnen ”Fyr fornuftigt - og få ren hygge” (se bilag 3). Målet for kampagnen er at undgå, at røgen fra brændeovne indeholder farlige stoffer, herunder POP-stoffer, på grund af forkert fyring. I kampagnefolderen opfordres der bl.a. til kun at fyre med rent træ og undgå at bruge reklamer, magasiner, mælkekartoner, pap eller træ der er malet eller behandlet. Kampagnefolderen uddeles bl.a. i forretninger som forhandler brændeovne. Som en del af kampagnen er der lavet en hjemmeside med gode råd og oplysninger om miljøforhold og luftforurening: http://www.fyrfornuftigt.dk/.

Den tidligere Bygge- og Boligstyrelsen udarbejdede for nogle år siden pjecen ”Korrekt fyring. Sådan udnyttes brændslet bedre”, som bl.a. opfordrer til kun at bruge rent og ubehandlet træ. Pjecen distribueres nu i opdateret udgave via Kommunernes Landsforenings hjemmeside (http://www.kl.dk/).

Forhandlere af brændeovne og brændsel, ligesom mange kommuner og forsyningsselskaber, henviser til pjecerne på deres hjemmesider.

Sig pænt farvel til PVC-affald og imprægneret træ

I 2002 lancerede Miljøstyrelsen en kampagne for at oplyse befolkningen om, at PVC-holdige produkter ikke må smides ud sammen med det almindelige affald. Begrundelsen for at undgå, at PVC-affald sendes til affaldsforbrænding, har primært været at undgå dannelsen af de store mængder restprodukter, som PVC giver anledning til. Som angivet i Regeringens Affaldsstrategi 2005-2008 kan affaldets chlorindhold ved forbrænding imidlertid også indvirke på dannelsen af dioxin. Da PVC-affaldet er en af chlorkilderne, er der altså en sandsynlig sidegevinst ved, at dette affald så vidt muligt holdes borte fra affaldsforbrændingsanlæggene. Folderen er stadig tilgængelig på Miljøstyrelsens hjemmeside (http://www.mst.dk.).

Dioxin og dioxinlignende PCB i fødevarer

På fødevarestyrelsens hjemmeside ”Alt om kost - smag for livet” (www.altomkost.dk) oplyses der om dioxin og dioxinlignende PCB i fødevarer, skadelige virkninger og hvilke fødevarer, der især indeholder stofferne. I Rapporten ”Helhedssyn på fisk og fiskevarer” fra Fødevaredirektoratet, 2003, findes der oplysning om en række POP-stoffer i fisk og fiskevarer, herunder dioxin og dioxinlignende PCB.

DAKOFA

Som konsekvens af, at affaldsforbrænding har været den vigtigste kilde til dioxinudslip til atmosfæren i Danmark, har der inden for rammerne af Dansk Komite for Affald (DAKOFA) været gennemført en række initiativer i form af konferencer og møder til oplysning om, og diskussion af, mulighederne for at nedbringe emissionen af dioxin fra affaldsforbrændingsanlæg

Informationsudveksling med andre konventionsparter

Gennem rapportering til UNECE udveksler Danmark årligt oplysninger om emissioner af nogle POP-stoffer med de konventionsparter, der også er parter til POP-protokollen.

Danmark har gennem sit medlemskab af EU på en række punkter, der vedrører POP-stoffer, løbende informationsudveksling med andre medlemslande.

Ligeledes foregår der ofte i nordisk regi en informationsudveksling vedrørende POP-stoffer.

2.3.9 Aktiviteter af ikke-offentlige interesseorganisationer

WWF oplyser på organisations hjemmeside (http://www.wwf.dk) om POP-stoffer, og POP-stoffer er en integreret del af foreningens arbejde med at stramme kemikalielovgivningen i EU.

Greenpeace arbejder med Stockholmkonventionen og overvåger implementering og deler viden om implementering i det internationale netværk IPEN - International POPS Elimination Network. I Danmark har organisationen særligt fokus på renere teknologi og virksomheder der udleder dioxin og tilhørende miljøgodkendelser. Desuden oplyser Greenpeace på organisations hjemmeside om POP-stoffer.

Informationscenteret for Miljø & Sundhed, IMS, som er et uafhængigt informationscenter om miljø, sundhed og forbrug finansieret af Miljøministeriet, har i en lang række artikler informeret om problemstillinger i relation til POP-stoffer, især dioxin i fødevarer.

2.3.10 Teknisk infrastruktur for POP-vurdering, målinger, analyser, forskning og udvikling

Laboratorier med kapacitet for måling af POP-stoffer

Der findes i Danmark og Sverige en række laboratorier, som er akkrediterede til at analysere for POP-stoffer. Følgende laboratorier er udpeget til analyser af POP-stoffer i et eller flere medier under overvågningsprogrammet NOVANA (men flere laboratorier kan have kapaciteten):

• Dioxin: DMU (Roskilde), Fødevarestyrelsen måler også dioxin;
• PCB: DMU (Roskilde), Eurofins (Ålborg), Eurofins (Vallensbæk), Milana (Helsingør);
• HCB: DMU (Roskilde), Eurofins (Ålborg), AnalyCen (Fredericia), Eurofins (Vallensbæk), Steins (Brørup);
• DDT/DDE: (Roskilde), Eurofins (Ålborg);
• Aldrin, dieldrin, endrin: Eurofins (Ålborg) AnalyCen (Lidkùping, Sverige), Milana (Helsingør), Eurofins (Vallensbæk/Viborg), Steins (Brørup);

Tre danske laboratorier tilbyder målinger af dioxin i røggas: Force Technology, Eurofins og Teknologisk Institut. Laboratorierne varetager prøvetagningen, mens selve analyserne typisk fortages på tyske laboratorier.

Forskning af forekomst og effekter af POP-stoffer

POP-stoffer indgår i en række forskningsprogrammer ved danske forskningsinstitutioner. Den igangværende POP-relaterede forskning ved institutionerne er nærmere omtalt i afsnit 3.3.9 under strategielementer.

En stor del af forskningen retter sig mod POP-stoffer i Arktis og indgår i arbejdet under Arctic Monitoring and Assessment Programme, AMAP, og finansieres gennem Miljøstyrelsens program for Miljøbistand til Arktis, DANCEA.

Følgende institutioner arbejder med problemstillinger knyttet til forekomst og effekter af POP-stoffer:

• Danmarks Miljøundersøgelser, Afdeling for Arktisk Miljø;
• Forskningsenheden for Miljømedicin ved Institut for Sundhedstjensteforskning ved Syddansk Universitet;
• Center for Arktisk Miljømedicin, som har til huse på Institut for Folkesundhed, Århus Universitet;
• Forskningsgruppen for Økotoksikologi ved Biologisk Institut ved Syddansk Universitet.
• Afdeling for Atmosfærisk Miljø ved Danmarks Miljøundersøgelser, som har gennemført en lang række undersøgelser med henblik på at afdække sammenhænge mellem kilder til dioxin og forekomsten i miljøet.

2.3.11 Særligt udsatte befolkningsgrupper

Grønland og Færøerne

Indenfor rigsfællesskabet er befolkningerne i Grønland og Færøerne i særlig grad udsatte for POP-stofferne gennem et relativt stort indtag af fisk og havpattedyr. Da Grønland og Færøerne ikke er omfattet af denne implementeringsplan, vil problemstillingen ikke blive yderligere beskrevet.

Kvinder i den fødedygtige alder

Forurening med dioxin og andre POP-stoffer udgør en særlig risiko for kvinder i den fødedygtige alder samt gravide og ammende kvinder. Fødevarestyrelsen anbefaler eksempelvis på sin hjenmmeside ”alt om kost”, at kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende højst spiser en portion laks fra Østersøen om måneden. Børn med stort indtag af fisk vil ligeledes kunne overskride det maksimale anbefalede indtag.

Socioøkonomiske effekter - bornholmske fiskere

Socioøkonomisk rammer de eksisterende grænseværdier for dioxin i fisk i særligt grad bornholmske fiskere. Forbudet mod fangst af laks over 4,4 kg urenset vægt fra hele Østersøen og sild fra den østlige Østersø har indflydelse på erhvervet. 25 bornholmske laksefiskere, der er berørt af omsætningsforbudet for Østersølaks over 4,4 kg, har modtaget kompensation fra Fødevareministeriet. Da sild fra den vestlige Østersø stadig kan fanges, har forbudet mod fangst af fisk fra den østlige Østersø ikke haft indflydelse på den samlede mængde, der kan landes, da den samlede kvote er blevet fastholdt.

2.3.12 Systemer for vurdering og optagelse af nye stoffer under konventionen

I Danmark er der i de senere år gennemført en række udredninger, som beskriver anvendelsen af en række svært nedbrydelige organiske stoffer i Danmark og mulighederne for at begrænse brugen af dem. Der er således lavet udredninger om bromerede flammehæmmere (herunder stofferne/-stofgrupperne PBDE, PBB, TBBPA og HBCD) siloxaner, perfluoroctansyre (PFOA) og perfluoroctan sulfonater (PFOS) samt beslægtede stoffer og udvalgte såkaldt PBT-stoffer (svært nedbrydelige og bioakkumulerbare giftige stoffer) og vPvB-stoffer (meget svært nedbrydelige og meget bioakkumulerbare stoffer).

I EU-regi samarbejder Danmark med de øvrige medlemsstater omkring vurdering af nye POP-stoffer, regulering af disse stoffer i EU og nominering af stoffer under POP-protokollen og Stockholmkonventionen.

Fodnoter

^[3] General technical guidelines on environmentally sound management of waste consisting of, containing or contaminated with persistent organic pollutants.

^[4] Rådets Forordning 259/93 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab.

^[5] Lovbekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 1996 af lov om kemiske stoffer og produkter med senere ændringer.

^[6] Bekendtgørelse nr. 533 af 18. juni 2003 med senere ændringer.

^[7] Bekendtgørelse nr. 820 af 29. september 2003 om visse bestandige organiske forbindelser.

^[8] Bekendtgørelsen nr. 925 af 13. december 1998 med senere ændringer.

^[9] Jf. § 3 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 718 af 9. oktober 1986 om begrænsninger i anvendelse af PCB og PCT. Bekendtgørelsen blev ophævet med PCB-bekendtgørelsen (nr. 925 af 13. december 2000), jf. § 28.

^[10] Bekendtgørelse nr. 533 af 18. juni 2003 om bekæmpelsesmidler med senere ændringer.

^[11] Bekendtgørelse nr. 162 af 11. marts 2003. Bekendtgørelsen gennemfører en række bestemmelser i direktivet om forbrænding af affald (direktiv 2000/76/EF).

^[12] Bekendtgørelse nr. 480 af 19. juni 2002. Bekendtgørelsen gennemfører en række bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer.

^[13] Kommissions direktiv 2003/100/EF af 31. oktober 2003 om ændring af bilag I i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/32/EF af 7. maj 2002 om uønskede stoffer i foderstoffer.

^[14] Kilde: Ærtebjerg et al. 2002. Marine områder 2001 - Tilstand og udvikling i miljø- og naturkvaliteten. NOVANA. Faglig rapport fra DMU nr. 419, Danmarks Miljøundersøgelser.

^[15] Kilde: Baseret på Hansen et al. 2003. Substance Flow Analysis for Dioxin 2002. Miljøprojekt nr. 811. Miljøstyrelsen, København.

^[16] Kommissionens forordning nr. 466/2001 af 8. marts 2001 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i levnedsmidler som senest ændret ved Kommissionens forordning nr. 199/2006 af 3. februar 2006.

^[17]      Kilde: Baseret på: Statusredegørelse for indsatsen mod dioxiner. Miljøministeriet, Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, 25. maj 2005.

^[18] Kilde: Danmarks Fødevareforskning 2005.Dioxinhandlingsplan 2000-2004. Slutrapport. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, Danmarks Fødevareforskning.

^[19] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/32/EF af 7. maj 2002 om uønskede stoffer i foderstoffer.

^[20] BIPRO. 2005. Study to facilitate the implementation of certain waste related provisions of the Regulation on Persistent Organic Pollutants (POPs). European Commission, Brussels.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Juni 2006, © Miljøstyrelsen.