| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljø- og sundhedsforhold for plastmaterialer

27 Migration

• 27.1 Introduktion
• 27.2 Migration fra plast til fødevarer
• 27.3 Migration fra plastrør til drikkevand
• 27.4 Afdampning

Se også:

Miljø- og sundhedsvurderinger

Referencer

Indholdsfortegnelse

Oversigtsfigur

27.1 Introduktion

Stoffer, der anvendes ved plastproduktion, kan vandre (migrere) fra plastproduktet til omgivelserne. En anden form for migration er afsmitning, hvor stoffer/molekyler slider eller rives af plastoverfladen og ender i det omgivende medie. De migrerende bestanddele er lavmolekylære komponenter, såsom additiver, restmonomerer og biprodukter fra fremstillingen af plastemballagen eller plastproduktet.

Hvis omgivelserne er fødevarer eller drikkevand, betyder dette at mennesker indtager stofferne gennem mave-tarmkanalen og dermed udsætter sig for en mulig sundhedseffekt. Hvis migration sker til overflader i hjemmet, ender migrationsprodukterne i husstøv og giver dermed mulighed for påvirkning via luftvejene.

Den mulige påvirkning af sundheden har betydet, at myndighederne i mange år har haft fokus på problemstillingen, og området er langt hen ad vejen velreguleret i forhold til danske virksomheder. De følgende afsnit giver et hurtigt overblik over de væsentligste problemstillinger, men det ligger udenfor rapportens rammer at give et detaljeret indblik i den viden og de vurderinger, der ligger bag ved diverse lovgivningsinitiativer.

27.2 Migration fra plast til fødevarer

En stor del af de stoffer, der anvendes i produktionen af emballage, er endnu ikke vurderet af toksikologer. Men virksomheder, der producerer, importerer og/eller bruger emballagen, har ansvar for at lave en vurdering, før emballagen eller køkkengrejet sælges og anvendes.

I Danmark er der generelle regler for alle de materialer, genstande og stoffer, der er beregnet til at komme i kontakt med mad, og der er grænseværdier for en række stoffers afgivelse til maden. Reglerne omfatter forordning 1935/2004/EU samt bekendtgørelse nr. 80 af 27. januar 2005. Desuden findes cirkulære om kontrol af de specifikke regler. Man skal sikre sig, at både bestemmelserne i forordningen og i bekendtgørelserne er overholdt. Det skal dog bemærkes, at forordningens artikel 17 om sporbarhed først træder i kraft 27. oktober 2006. Bekendtgørelserne og cirkulæret findes kun på dansk, men da størstedelen af bestemmelserne er implementering af EU-direktiver kan disse findes på de officielle EU-sprog, ligesom rammeforordningen findes på de officielle EU-sprog.

Desuden findes der en vejledning til området (”Vejledning om genstande og materialer bestemt til at komme i kontakt med fødevarer” (VEJ 12114 af 2001), hvor der bl.a. er råd til den, der er ansvarlig for materialet eller genstanden dvs. producenter af materialer og genstande samt fødevarer samt importører. I Fødevaredirektoratets folder "Om-emballage m.v." er en kort introduktion til området, der også omfatter en tjek-liste til virksomhedernes egenkontrol.

Plastbestemmelserne er blevet til på grundlag af EU s plastdirektiv (2002/72/EC) med senere ændring. Der er her fastsat regler bl.a. for total migration og specifik migration samt en udtømmende positivliste over, hvilke monomere og andre udgangsstoffer der må benyttes til fremstilling af plastmaterialer og -genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer. For en del af stofferne eller for stofgrupper på denne liste er der grænser for specifik migration. Den udtømmende liste over monomere og andre udgangsstoffer, der må anvendes, findes i bekendtgørelsens bilag 2.

Plastbestemmelserne indeholder specielle regler for plastvarer, hvori polyvinylchlorid (PVC) indgår. Monomerindholdet af vinylchlorid (VCM) er reguleret dels som indhold i plasten, dels i indhold i fødevarerne.

Plastdirektivet revideres fortsat i disse år. I 1995 blev direktivet udbygget med en liste over nogle af de additiver (tilsætningsstoffer), der må benyttes til fremstilling af plastmaterialer og -genstande. Denne liste findes i bekendtgørelsens bilag 3 og er en ikke udtømmende liste. Listen over additiver udbygges således, at den efter planen bliver en udtømmende positivliste over tilladte additiver til plast i løbet af nogle år.

27.3 Migration fra plastrør til drikkevand

Det efterfølgende afsnit bygger i al væsentlighed på en rapport udarbejdet for Vandpanelet i 2004.

Omkring 1960 begyndte man i de danske vandforsyninger at anvende rør af plastmateriale til forsyningsledninger. Der er med få undtagelser tale om rør af PVC eller PE. I 1980’erne blev der introduceret plastrør til installationer inde i bygninger - her anvendes PEX-rør.

Alle produkter, der er beregnet til drikkevandsinstallationer i ejendomme, skal være godkendte for at måtte installeres. I Danmark eksisterer to godkendelsesordninger for plastrør, som anvendes til drikkevandsformål. VA-godkendelsesordningen omfatter alle ikke-standardiserede plastrør, der anvendes i drikkevandsinstallationer i ejendomme. Denne ordning tager sit afsæt i bygningslovgivningen og omfatter f.eks. PEX-rør. DS-mærkning er en certificeringsordning, som de enkelte fabrikanter selv kan vælge at lade deres produkter underlægge. Der findes DS-mærkning for rør af typerne PE og PVC. I de danske normer DS 441 og DS 442 for henholdsvis almene og ikke-almene vandforsyningsanlæg er det anført, at de anvendte rørmaterialer m.v. skal være i overensstemmelse med gældende normer og standarder. Det betyder, at de plastrør, som vandforsyningerne anvender i anlæg til produktion og distribution af drikkevand bør være DS-mærkede.

Dansk Standard står for udformningen af de krav, som skal gælde for at et produkt kan opnå DS-mærkning, og Dansk Standard er tillige den instans, der skal sikre at kravene i mærkningsordningen overholdes. I ordningen er der endvidere krav om, at rørene skal være accepteret uden anmærkning af Miljøstyrelsen. Retningslinerne for Miljøstyrelsens sagsbehandling er formuleret i en intern vejledning. Godkendelsesproceduren omfatter blandt andet en vurdering af, om det er sandsynligt, at der kan afgives stoffer, som er sundhedsmæssigt uønskede i forbindelse med drikkevand. Hvis dette er tilfældet undersøges, om afgivelse af stofferne vil kunne ske i et omfang, der kan være sundhedsmæssigt problematisk. Dette sker f.eks. på baggrund af grænseværdier og i hvilke mængder, de indgår i rørmaterialet.

I efteråret 2002 kom der fokus, inklusive en del omtale i dagspressen, på forskningsresultater, der pegede på, at der kunne afgives uønskede stoffer til drikkevand fra de plastrør, der anvendes til vandforsyningsformål. Efterfølgende blev der nedsat en arbejdsgruppe, der havde til formål at identificere potentielle organiske stoffer, der vil kunne afgives fra de plastrør, der indtil i dag har været anvendt til distribution af drikkevand i Danmark, om som vil være relevant at medtage i en konkret analyse af drikkevand, der distribueres gennem plastledninger.

27.3.1 Additiver i plastrør

I Tabel 1 findes en oversigt over de additiver, som arbejdsgruppen fandt var blevet anvendt i forbindelse med produktion af PE og PEX rør i Danmark.

Tabel 1. Additiver, som vides at have været anvendt ved produktion af PE og PEX rør i Danmark (Efter Vandpanelet, 2004).

27.3.2 Migrationsprodukter

Det er imidlertid ikke additivstofferne i sig selv, der identificeres ved undersøgelser af vandet, men i langt højere grad deres nedbrydningsprodukter. Vandpanelet (2004) giver på baggrund af informationen i en række videnskabelige undersøgelser følgende bud på, hvilke stoffer, der kan være relevante at inddrage i en vurdering, fordi deres forekomst er kendt:

Tabel 2. Nedbrydningsprodukter fra PE og PEX rør (Efter Vandpanelet, 2004)

27.3.3 Arbejdsgruppens konklusioner

Det ligger udenfor denne rapports rammer at gå ind i en diskussion af betydningen af, at disse stoffer afgives til drikkevandet. Arbejdsgruppen bag rapporten nåede frem til blandt andet følgende konklusioner:

• En egentlig kortlægning af de tilsætningsstoffer der indgår i fremstillingen af de PE-rør, der ligger i jorden i dag, er ikke mulig. For det første er recepturen til de anvendte plastmaterialer firmahemmeligheder, for det andet har sammensætningen ændret sig over tid, og for det tredje findes der kun få tilstrækkelig detaljerede registreringer af hvilke fabrikater, der har været anvendt. Der findes en fortegnelse over de mest anvendte antioxidanter.
• Ud fra den foreliggende viden vil der kun ske en meget begrænset afsmitning fra forsyningsrør af PVC. Den foreliggende information peger på, at der vil kunne forekomme afsmitning af dibutyltin.
• De foreliggende laboratorieundersøgelser af afsmitningen fra PE-rør peger på, at der er en målbar afsmitning af nedbrydningsprodukter fra de anvendte antioxidanter. Undersøgelserne peger samtidig på, at der er en betydelig variation i såvel hvilke stoffer, der afgives, som mængderne de afgives i, selv inden for samme type rør. Ud fra de foreliggende undersøgelser kan det ikke afvises, at denne afsmitning vil kunne foregå over hele rørenes levetid. Ud fra litteraturen kan der identificeres 11 specifikke stoffer, der potentielt kan give afsmitning fra PE rør.
• Selvom de anvendte antioxidanter måtte være godkendte til anvendelse i emballager til fødevarer, omfatter den sundhedsmæssige vurdering i denne forbindelse ofte ikke de mulige nedbrydningsprodukter af stofferne.
• Der foreligger kun få undersøgelser, som vurderer de sundhedsmæssige konsekvenser af de miljøfremmede stoffer, der kan frigives til drikkevand. Der foreligger kun toksikologisk vurdering af ét af de 11 nedbrydningsprodukter, som er påvist i testen af PE rørene. Denne vurdering peger på, at en grænseværdi for drikkevand vil komme til at ligge i størrelsesordenen 20 µg/l. Ud fra analog betragtning vurderer Miljøstyrelsen, at der vil gælde en tilsvarende grænseværdi for de øvrige påviste nedbrydningsprodukter. De påviste koncentrationer af nedbrydningsprodukter i eluatet i laboratorieforsøgene ligger for ét enkelt rør væsentligt over denne værdi, hvorfor det kan være relevant at klarlægge koncentrationen af nedbrydningsprodukter i det eksisterende ledningsnet.
• Den nuværende DS-certificering af PE-rør tager ikke højde for frigivelse af de specifikke nedbrydningsprodukter, da den anvendte metode til analyse af phenoler (DS281) ikke medtager alle disse stoffer.
• Såfremt man ved fremtidige godkendelser af PE og PVC rør ønsker en godkendelsesordning som medtager nedbrydningsprodukterne, vil det være nødvendigt at indføre specifikke analyser, som kan påvise de omtalte nedbrydningsprodukter.

27.3.4 Feltundersøgelse af vandrør

Som opfølgning på Vandpanelets rapport er der gennemført en feltundersøgelse af afsmitningen fra de plastrør, der gennem årene har været anvendt til at opbygge det ledningsnet, som leverer drikkevand til de danske forbrugere (Nielsen et al. (2005).

Der blev udtaget prøver på 10 strækninger, 7 med PE-ledninger (1-3 år gamle) og 3 med PVC-ledninger (ca. 15 år gamle). I de syv feltprøver fra PE-rør blev der kun påvist nedbrydningsprodukter på de to strækninger og kun i de første to prøver. Der blev påvist henholdsvis et og tre stoffer på de to strækninger, og den højeste samlede koncentration var 3 mg/l.

Til sammenligning blev nye PE-rør testet. Her blev der påvist 6 af de ti nedbrydningsprodukter fra PE-rør, der er nævnt i afsnit 1.3.2, i koncentrationer mellem 0,05 og 1,5 µg/l.

Undersøgelsen af PE-rør viser, at de undersøgte rør overholder de krav, der er stillet i den nuværende DS-ordning for plastrør til drikkevandsforsyning. Der er meget begrænset viden om den toksiske effekt af de målte nedbrydningsprodukter, men en vurdering af et af nedbrydningsprodukterne indikerer, at en grænseværdi, baseret på en sundhedsmæssig vurdering, bør ligge i størrelsesordenen 20 µg/l, altså noget højere end de målte værdier.

I rapporten er afsmitningen beregnet for andre rørdimensioner og opholdstider. Beregninger baseret på de højest samlede afsmitning målt i laboratorietest indikerer, at afsmitningen af nedbrydningsprodukter ikke vil udgøre noget sundhedsmæssigt problem under normale omstændigheder.

Laboratorieundersøgelsen af PVC-rør viste ikke afsmitning af organiske stoffer, men undersøgelser af gamle rør, der er opgravet, viste afsmitning af bly fra alle tre rørstykker i koncentrationer op til 0,82 µg/l. Grænseværdier for bly er 5 µg/l ved indgang til ejendommen, og det skal bemærkes, at det siden 2001 ikke har været tilladt at tilsætte bly i PVC-rør til drikkevand.

Feltundersøgelser af PVC-rør viste heller ingen afsmitning af organiske stoffer eller bly. På en af de tre strækninger, der blev undersøgt, blev der påvist afsmitning af organotinforbindelser i koncentrationer op til 0,031 µg/l. Der findes ikke i dag grænseværdier for dette stof.

27.4 Afdampning

De følgende afsnit er i overvejende grad baseret på et udkast til en rapport til Miljøstyrelsen (Jensen og Knudsen (under udgivelse)).

Mange af de forbrugerprodukter, vi omgiver os med, er fremstillet af plast eller indeholder plastkomponenter. De stoffer, som produkterne er baseret på (monomerer og additiver), kan i visse tilfælde afgives fra produkterne som følge af slid, varme eller påvirkning af lys, og de udgør dermed også en potentiel kilde til påvirkning af menneskers sundhed.

Overordnet er det meget vanskeligt at relatere forureninger i indeklimaet til specifikke produkter. Et stof som f.eks. formaldehyd kan stamme fra flere forskellige kilder, idet det har en række anvendelser blandt andet i byggematerialer, hvorfra det kan frigives med varierende hastighed, ligesom det kan dannes som følge af mange af vores daglige aktiviteter som tobaksrygning, madlavning mm.

Miljøstyrelsen har i en række forbrugerprodukt-undersøgelser kortlagt indhold af stoffer i indeklimarelevante produkter og, for nogle af produkternes vedkommende, også foretaget målinger af, hvilke stoffer, der afgives, og i hvor store mængder.

27.4.1 Afgivelse af phthalater

Enkelte af de undersøgte produkter kan karakteriseres som deciderede plastprodukter. Det drejer sig f.eks. om badeforhæng, tasker, handsker, vinylgulve, tæppefliser og vinyltapeter, hvor alle de undersøgte produkter var fremstillet af blødgjort PVC. Der blev fundet mindst én type af phthalater i samtlige prøver. Mest forekommende var DEHP i 10 ud af 12 varer fulgt af DINP/DIDP i halvdelen af varerne, DBP i en tredjedel og BBP i to produkter. Det var endvidere kendetegnende for prøverne, at phthalater var til stede i stor mængde varierende fra 2,5% til 63%.

Der blev påvist et væsentligt indhold af organiske tinforbindelser i 5 ud af 12 prøver. Summen af de organiske tinforbindelser var op til 0,03%. Dibutyltin optrådte typisk i størst koncentration. Tributyltin fandtes kun i 2 prøver. Produkterne blev dog ikke undersøgt for afgivelse af de pågældende stoffer.

Jensen og Knudsen (under udgivelse) indeholder en sammenfatning af en række undersøgelser, hvor mængden af blødgørere i husstøv er blevet undersøgt i forskellige lande. Tabel 2 giver et summarisk overblik over undersøgelsernes resultater:

Tabel 3. Resultater af målinger af blødgørere i husstøv. (Efter Jensen og Knudsen (under udgivelse)).

I den svenske undersøgelse blev der konstateret en sammenhæng mellem astma/allergi hos børn og forekomst af phthalater i husstøv fra PVC-gulve.  En opfølgende undersøgelse af de 6 phthalater i støv fra børneværelser i 390 hjem i Sverige viste, at PVC gulve ikke er hele forklaringen. PVC tapeter har også stort bidrag. Herudover var der i undersøgelsen højere phthalatkoncentration i:

• Flerfamiliehuse
• Huse med betonfundament men uden kælder
• Huse fra før 1960 med PVC gulve
• Huse med højere luftskifte
• Huse med vandskade.

Jensen og Knudsen (under udgivelse) citerer også en amerikansk undersøgelse (Uhde et al, 2001), hvor afgivelsen af phthalater fra PVC vægtapet med et indhold på 30% blødgører blev målt i testkammerforsøg over 14 dage. Koncentrationen af blødgører i luften i kammeret holdt sig nogenlunde konstant over det meste af perioden. Kondensering på kold metalplade blev også målt (se tabellen nedenfor).

Tabel 4. Phthalatkoncentrationer i testkammer og ved kondensering

Clausen et al. (2004) undersøgte afgivelsen af DEHP fra PVC-gulvbelægning i to forskellige testkammerundersøgelser, der varede op til 472 dage. Koncentrationen af DEHP steg langsomt i løbet af de første 150 dage og nåede et såkaldt quasi-statisk ligevægt på omkring 1mg/m³.

27.4.2 Afgivelse af bromerede flammehæmmere

Dette afsnit er ligesom afsnittet om phthalater i altovervejende grad baseret på Jensen og Knudsen (under udgivelse).

27.4.2.1 Afgivelse fra polyurethan skumplast

Indholdet i og afgivelsen af bromerede flammehæmmere (21 congenere - dog ikke BDE 209) fra blød polyurethan-skum benyttet i kontorstole, bilsæder og møbler er ganske betydelig i laboratorieforsøg (Wilford et al. (2003)). I gennemsnit blev der fra forsøgskammeret afgivet 500 ng PBDE/m³ per gram skumplast. Afgivelsen af flammehæmmer fra en kontorstol kan være flere hundrede mikrogram per dag. Med alderen af skummet frigøres mere støv. De lavere PBDE afgives hurtigst. Indholdet af PBDE var op til 5,5% i PUR-skum.

27.4.2.2 PBDE i elektronik og husstøv

På samme måde som for blødgørere er der foretaget en række målinger af indholdet af bromerede flammehæmmere i husstøv. Jensen og Knudsen (under udgivelse) opsummerer resultaterne fra de enkelte undersøgelser, og denne opsummering er sammenfattet i Tabel 3.

Som det fremgår af tabellen, er der meget stor variation i de fundne koncentrationer, specielt er der forskel mellem de koncentrationer, der er fundet i Tyskland og USA. Det skal bemærkes, at det høje indhold af BDE 209 i den ene tyske undersøgelse er fundet i støv fra en polyurethan-madras. Jensen og Knudsen (under udarbejdelse) bemærker omkring undersøgelsen af støv fra Washington, DC, at der var ingen sammenhæng med alder af huset, gulvmaterialer eller antal TV-apparater og PC’er. Dog blev fraktionen af BDE 209 mindre med øget areal af måleområde.

Tabel 5. Koncentrationsintervaller for bromerede flammehæmmere i husstøv opsamlet med støvsuger. Resultater fra fire undersøgelser. Sammenfattet fra Jensen og Knudsen (under udarbejdelse).

27.4.2.3 PBDE i indeluft kontra udeluft

Koncentrationen af bromerede flammehæmmere (PBDE 47, 99, 100, 153 og 154) var mere end 20 gange højere i indeluften end i udeluften i England (Harrad et al. (2004)). I 6 udendørsprøver var koncentrationsintervallet 10-33 pg PBDE/m³ (median 18 pg PBDE/m³) og for 17 indendørs prøver 60-15.509 pg PBDE/m³ (median 762 pg PBDE/m³). Median koncentrationen indendørs var højere i kontormiljøer (1082 pg PBDE/m³) end i boliger (128 pg PBDE/m³).

Der var desuden en direkte sammenhæng mellem luftkoncentrationen indendørs og antallet af elektriske apparater og antallet af polstrede møbler i hjemmet.

I Ottawa, Canada, var koncentrationen af bromerede flammehæmmere (PBDE 17, 28, 47, (66), (71), (85), 99, 100, (153) og (154)) 50 gange højere i indeluften (10 congenere bestemt) end i udeluften (5 congenere bestemt) med anvendelse af passiv prøveopsamling (Wilford et al. (2004)). Koncentrationsintervaller var henholdsvis <2-4,4 pg PBDE/m³ (median 2,6 pg PBDE/m³) for luft syv steder udendørs, og 2-3600 pg PBDE/m³ (100 pg PBDE/m³) for indendørs luft i de 74 tilfældigt valgte hjem.

I Toronto, Canada, var koncentrationerne af PBDE i udeluft (2 prøver) henholdsvis 39-48 pg/m³ og 76-2088 pg/m³ (4 boliger) (Wilford et al. (2004)). Der blev analyseret for 9 PBDE congenere, dog eksklusive BDE 209.

27.4.3 Afgivelse af toluendiisocyanat

Forskellige husholdningsprodukter (tæppeunderlag, møbelpuder, skumplader, lak og fugemasser/tætningsmidler) og materialer af polyurethan er undersøgt i forsøgskammer for afgivelse af toluendiisocyanat (TDI) (Kelly et al, 2004). Ved stuetemperatur var emissionen fra nogle kommercielt tilgængelige fugemasseprodukter omkring 300 mg TDI/m² per time. Inden emissionen ophørte efter ½ time ved 21°C og 1 time ved 27°C var der afgivet 35-179 µg TDI fra de undersøgte produkter.

27.4.4 Afgivelse fra personlige computere

En undersøgelse af computeres påvirkning af et kontormiljø viste at luftkvaliteten blev forringet (Bako-Biro et al. (2004). Emissionen fra computerne blev analyseret og emissionshastigheden bestemt. Derefter blev luftkoncentrationer modelleret. Forekomsten af 2-ethylhexanol stammer formentlig fra nedbrydning af blødgørere.

Tabel 6. Emission fra personlige computere.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Juli 2006, © Miljøstyrelsen.