|
Fjernelse af jordforurening ved og under huse - Priskatalog 3 Mekaniske oprensningsmetoderI dette kapitel anføres metoder til at fjerne den forurenede jord, inklusive forskellige former for afstivning af bygningskonstruktioner og afstivning mod jordtryk, hvilket omfatter både traditionelle og nyere metoder. I det efterfølgende priskatalog er der også medtaget priser på arbejdspladsindretning og på opbrydning af terrænbefæstelser samt gulvkonstruktioner mm. Disse ydelser er ikke nærmere beskrevet i dette kapitel men fremgår af teksten til prisskemaerne. 3.1 Fri udgravningFri udgravning ved hjælp af gravemaskiner er sædvanligvis den billigste og hurtigste metode, idet den ikke kræver indsats af specialudstyr og -mandskab. En yderligere fordel ved gravemaskiner med kabine er muligheden for at ventilere denne, så føreren ikke behøver væsentlige personlige værnemidler, der ofte virker arbejdshæmmende. Endelig kan frie udgravninger opfyldes med ethvert ønsket materiale, der indbygges efter behov.
Figur 3.1: Arbejdspladsindretning med beskyttende køreplader og container samt minigravemaskine og minidumper
Figur 3.2: Fri udgravning med stejle skråninger. Til højre ses grundvandssænkningsboringer (blå) samt en sekantvæg til støtte af bygningen. (Odense kaserne) Metoden har imidlertid to vigtige forudsætninger:
Pladsen er oftest begrænset af naboejendomme, hegn, udbygninger, tagudhæng, ledninger i jord mv. Flade skråningsanlæg er pladskrævende og medfører enten udgravning foroven af en stor del ren jord for at komme i bund med forureningen, eller at der 'under' udgravningssiderne forbliver en restforurening. Den del af forureningsmængden, der ligger op ad bygninger under funderingsniveau, må ligeledes efterlades, hvis ikke der tages supplerende metoder til afstivning i anvendelse. Nogenlunde fast lerjord er stabilt, og kortvarige udgravninger vil kunne stå meget stejlt; der henvises til /ref. 1/ og /ref. 2/. For at give mandskab og materiel den tilstrækkelige sikkerhed, kan det for lidt dybere udgravninger være nødvendigt, at udgravningen udføres inde fra en simpel gravekasse; men det understreges, at en sådan principielt er fri af udgravningens sider og således ikke afstiver disse. Fri udgravning inde i bygning Ved udgravning inde i en bygning er pladsen begrænset af vægge og loft, og der kræves opbrydning af terrændæk/kældergulv. Der skal anvendes små minigravemaskiner og transportbånd eller minibør til at transportere jorden ud til container eller lastbil. Desuden vil adgangsforholdene selv for disse minimaskiner være mere besværlige end ved udgravning udenfor bygningen.
Figur 3.3: Minigravemaskine og transportør i stue 3.2 OpboringOpboring med almindeligt sneglebor er lidt dyrere og langsommere end fri udgravning, men er også en forholdsvis kendt og enkel metode, der af flere entreprenører kan udføres i dimensioner op til ø1,60 m. Fordelen er de lodrette og stabile 'udgravningssider', også i sand over grundvandsspejlet. Ved dimensioner større end ø0,80 m anvendes et stålforingsrør, der hører til udstyret.
Figur 3.4: Stor boresnegl i aktion
Figur 3.5: Til venstre ses toppen af en 10 m dyb sekantvæg; til højre ses 8 m dybe stål-foringsrør for opboring af forurenet jord. En anden fordel ved opboring er, at boringerne i en række kan armeres og udstøbes med beton. Herved kan den danne en stabiliserende eller understøttende sekantvæg (jf. afsnit 3.4), hvorved yderligere afstivninger eventuelt er overflødige. En begrænsning ved især dybe boringer og boringer i lille dimension er, at fylden ikke kan komprimeres. Ved en større oprensning med tætstående boringer, skal boringerne overlappe hinanden med opboring af rent materiale fra den forudgående boring til følge, for at undgå at der efterlades en restforurening i 'trekanterne' mellem boringerne.
Figur 3.6: Opboring med og uden overlap. Plan Boringen kan normalt udføres til 6-8 m dybde. Ved at grave med fri skråning til funderingsniveau og starte opboringen fra denne udgravningsbund f. eks. 2 m under terræn, kan bunden af oprensningen nå tilsvarende dybere., 8-10 m. Men store og dybe boringer kræver stort og pladskrævende udstyr, så ved indvendige boringer kan loftshøjden være den begrænsende faktor. Indendørs kan der derfor oftest kun bores til 4 m dybde. Skrå boringer Boringer i mindre dimensioner (ø40-ø80 cm) kan udføres på skrå, hvor de styres af en mægler (en stålskinne). Med foringsrør kan de således i et vist omfang udføres udefra og ind under bygningsfundamenter og gulve uden ekstra afstivning af disse. De udstøbes med beton, og betonens hærdetid medfører begrænsninger i udførelseshastigheden for udboringer i flere lag.
Figur 3.7: Skrå boring Der efterlades en mindre restmængde forurenet jord i "trekanterne" mellem boringerne ved denne metode, da der på grund af betonens hærdning ikke kan bores med overlap. 3.3 TørsugningFjernelse af forurenet jord ved simpel opsugning direkte til en tankbil forekommer at være en forholdsvis økonomisk og hurtig metode til hotspots samt vanskeligt tilgængelige 'kroge', idet sugeslangen og tankbilen overflødiggør opstilling af transportbånd og container. Endvidere medfører sugningen en formindsket spredning til omgivelserne af støv samt den hertil bundne forurening.
Figur 3.8: Tørsuger fra Leif M. Jensen Umiddelbart kan sand og anden løs jord suges op direkte, mens stiv lerjord nødvendiggør løsnen med gravegreb eller andet. Alternativt kan vælges en opsugning, efter at jorden successivt løsnes med højtryksvand fra tankbilen; men denne metode er mere omstændelig og dyrere i sin tømmeprocedure for tankbilen, rensning af det brugte overskudvand mv. Medens sugning af løs jord er rutine for de specialfirmaer, der råder over udstyret, har de ikke erfaring med sugning af lerjord. Kun sugning i sandjord er derfor medtaget i priskataloget. Udgravningssider må selvsagt sikres som ved øvrige udgravningsformer. Ud over lerjord synes de eneste reelle begrænsninger at være tankbilens begrænsede kapacitet i forhold til større oprensninger samt de pt. i Danmark værende få operatører. 3.4 Afstivet udgravningAfstivede udgravninger er mere omstændelige og langsomme at udføre – og tilfylde – og dermed dyrere end frie udgravninger. Fordelen ved afstivede udgravninger er generelt, at udgravninger i alle jordtyper kan udføres med lodrette sider. En fordel er det også, at afstivede udgravninger ikke blot sikrer mandskab og materiel i udgravningen, men også kan dimensioneres for bygningslasten, således at en selvstændig afstivning af bygningen undgås. Skal afstivningen kunne bære bygningslasten skal udgravningsgeometrien udføres med snævre tolerancer, så der etableres en effektiv, lastoverførende forbindelse mellem udgravningssiden og afstivningen. En fordel ved flere afstivningsformer er, at der i et vist omfang kan udgraves dybere end afstivningen. Men generelt er det vanskeligt eller umuligt at ændre den generelle udgravningsgeometri under udførelsen. Københavnervæg Her nedrammes eller nedbores og indstøbes først en række lodrette H-jern med en indbyrdes afstand omkring 1,8 m og dybere end den planlagte udgravnings bund. I takt med udgravningen etableres plader eller vandrette planker mellem H-jernene. Væggen er fordelagtig ved større udgravninger, men i hvert fald en del af H-jernene efterlades i jorden under tilfyldningen.
Figur 3.9: Udgravning indenfor københavnervæg med afstivningsramme En 'omvendt københavnervæg' med vandrette stålrammer, bag hvilke der i takt med udgravningen nedhamres lodrette planker, er en billig og velegnet variant i udgravninger med begrænset plan. Og her fjernes størstedelen i takt med tilfyldningen. Spredt afstivning Spredt afstivning kan udføres af forhåndenværende materialer eller systemelementer. Fordelen er, at afstivningen kan tilpasses udgravningsgeometrien, og at alle afstivningselementer fjernes under tilfyldningen. Afstivningen anvendes oftest ved snævre udgravninger med vandrette tværafstivninger (soldater) mellem udgravningssiderne, og den er sjældent fordelagtig ved store udgravninger. Systemvægge Der findes et stort antal systemer, der ved lidt større udgravninger kan være fordelagtige i forhold til spredt afstivning. Også her fjernes alle afstivningselementer i forbindelse med tilfyldningen.
Figur 3.10: Spredt systemafstivning, American Shoring Stålspunsvæg En traditionel nedrammet eller nedvibreret spunsvæg kræver stort specialudstyr. Den er derfor oftest den dyreste (og vanskeligste) metode ved små og mindre udgravninger, men har sin absolutte fordel ved store udgravninger. På grund af sten i jorden, der beskadiger spidsen af spunsjernene under nedbringningen, må en stor del af jernene ofte efterlades i jorden i forbindelse med tilfyldningen. Sekantvæg En betonvæg bestående af borede og udstøbte, tætstående pæle er nævnt i afsnit 3.2. Pælene udføres som en almindelig spunsvæg et stykke ned under den planlagte udgravnings bund, således at der her er modhold i jorden. Udføres den ved hjælp af en enkelt række pæle udstøbes i toppen en armeret bjælke, der holder sammen på væggen. Alternativt til en sådan enkelt række pæle kan der udføres 2-3 rækker store (ø1,0-1,6 m) pæle bag hinanden. Disse er især fordelagtige, hvor der fx på grund af grundvandsspejlet ikke kan bores (dybt) under udgravningsbunden. En begrænsning er imidlertid, at der efterlades en mindre mængde forurenet jord i 'trekanterne' mellem pælene. Sekantvæggen kan udføres i såvel stor som lille skala. Den kræver mere specialudstyr (borevogn) end den omvendte københavnervæg, og er mindre fleksibel end denne. Hele væggen efterlades i jorden efter tilfyldning.
Figur 3.11: Sekantvæg under stue 3.5 Afstivning af fundamentUnderstøbning af fundament Udgravning i ca. 1 m lange sektioner og udstøbning under fundamentet er en traditionel metode til at sikre bygningens stabilitet ved udgravning dybere end fundamentets underkant. Ved understøbninger på 1-2 m er dette oftest også den billigste metode til at afstive fundamentet.
Figur 3.12: Færdigetableret fundamentsunderstøbning Afstivning med forstærkningsbjælker på stålpæle Som alternativ til understøbningen kan fundamenter afstives med forstærkningsbjælker, de bæres af borede, pressede eller rammede pæle. Forstærkningsbjælkerne kan udføres enten i beton eller af stålprofiler. Ved betonbjælker bores pæle af stålrør parvist omkring fundamentet i hver ende af den afstivede strækning. Stålrørene udstøbes med beton. Fundamentet forsynes med strittere for sikker overførsel af kræfterne til bjælkerne som udstøbes oven på pælene. Bjælkerne udstøbes på begge sider af fundamentet på den nedre del, så bjælkerne ikke går op over terræn eller gulvkonstruktion. Ved stålbjælker udføres der tilsvarende parvis pæle i hver ende af afstivningen og der oplægges 2 stålbjælker. Der bores huller i fundamentet til indføring af ståldragere, der bærer lasten fra bygningen. Ståldragerne bæres af stålbjælkerne på begge sider af fundamentet. Alternativt kan de indvendige pæle og bjælken undværes, hvis ståldragerne kan understøttes af et indvendigt fundament. De skal så være lidt længere. Ved denne løsning må fundamentet efter udgravningen understøbes eller opmures, da stålafstivningen ikke er blivende.
Figur 3.13: Stålpæle med drager og tværbjælker afstiver bygning. Fundament undermures
|
