UMIPTEX - Miljøvurdering af tekstiler

2 Valg af produkter til UMIPTEX

For at få etableret et repræsentativt og brugbart antal tekstil enhedsprocesser er opgaven løst ved at udvælge 6 produkter – 6 UMIPTEX-produkter - der forfølges gennem hele livscyklus.

Som det ses i procestræet i figur 2.1 udgør produktionsfasen, fra spinding af garn til og med konfektionering, en særdeles kompleks fase i livsforløbet for tekstiler. Alle slutprodukter vil i denne fase have gennemløbet flere forskellige enhedsprocesser. Som eksempel kan nævnes, at der farves på såvel fibre som metervarer som på færdigkonfektionerede beklædningstekstiler. Produktionsfasen er også den fase, hvor den danske tekstilbranche har sine aktiviteter, og databasen må nødvendigvis derfor være meget differentieret og detaljeret for denne fase.

Figur 2.1 Grundlæggende procestræ for mange typer tekstilprodukter

Figur 2.1 Grundlæggende procestræ for mange typer tekstilprodukter

For hvert UMIPTEX-produkt er der udarbejdet styklister over de delprodukter, der indgår, og et procestræ fra vugge til grav er opstillet for hvert UMIPTEX-produkt. Disse 6 UMIPTEX-produkter udgør således grundstammen i databasen, og kan danne grundlag for det videre arbejde i den del af tekstilbranchen, der afsætter færdigproducerede varer til detailhandlen.

Tabel 2.1 Oversigt over UMIPTEX-produkter

Nr. UMIPTEX-produkter
1 En T-shirt af 100% bomuld
2 En træningsdragt af nylon mikrofibre med bomuldsfor
3 En arbejdsjakke af 65% polyester og 35% bomuld
4 En bluse af viskose, nylon og elasthan
5 En dug af bomuld
6 Et gulvtæppe af nylon og polypropylen

For hvert delprodukt i de 6 UMIPTEX-produkter er der ligeledes opstillet styklister og procestræ – og disse danner grundlag for den egentlige dataindsamling, samt for det videre arbejde på de enkelte virksomheder, der producerer delprodukterne (eller udfører en del af produktionen som f.eks. et strikkeri, farveri etc.).

Detaljer om de enkelte UMIPTEX-produkter fremgår af de 6 case-historier i bilag 1 – 6.

2.1 Kriterier for valg af UMIPTEX produkter

Da hovedparten af den danske detailhandel på tekstilområdet udgøres af importvarer, og hovedparten af den danske tekstilproduktion eksporteres, har det har ikke været et kriterie, at alle delprodukter der indgår i hvert UMIPTEX-produkt aktuelt produceres i Danmark. Den danske tekstilbranche har både produktionsanlæg og ekspertise til at producere alle delprodukter, og i de tilfælde hvor delprodukter i et UMIPTEX-produkt ikke aktuelt produceres i Danmark, er der taget udgangspunkt i produktions- og emissionsdata fra bestående danske produktionsanlæg, der kunne producere tilsvarende delprodukter.

De overordnede kriterier for valg af de 6 UMIPTEX-produkter, der udgør grundstammen i UMIPTEX databasen, har været:

  • Produkterne skal samlet dække relevante fibertyper i dansk tekstilproduktion.
  • Produkternes livsforløb skal omfatte miljømæssigt væsentlige forædlingsprocesser i dansk tekstilproduktion.
  • Produkterne skal kunne karakteriseres som væsentlige for danske tekstilforædlingsvirksomheder – og de virksomheder der viser interesse for projektet og deltager i dataindsamling vil få meget stor indflydelse på, hvilke produkter der vælges.

Det skal være muligt at demonstrere databasens anvendelighed gennem en række relevante og tidssvarende renere teknologi scenarier - f.eks. økologisk versus konventionel bomuld og rens versus vask.

Ved udvælgelsen af UMIPTEX-produkterne indgik også følgende litteratur-referencer:

  • Danmarks Statistik’s varestatistik for tekstilindustrien i 1997. Statistikken er desværre lidet detaljeret bl.a. hvad angår fibertype. Varekategorien "Bluser (herunder skjortebluser), trikotage, af kemofibre til mænd/drenge" er et typisk eksempel. Produktkategorierne er endvidere i en del tilfælde meget overordnede: F.eks. er der kun en overordnet kategori for tøj til spædbørn ("Beklædningsgenstande og tilbehør").
  • "Profil af den danske tøjindustri" (DTB, november 1992), indeholder en opgørelse over væsentlige produktkategorier. Også her er der anvendt overordnede produktbetegnelser, som f.eks. "børnetøj" og "kjoler".
  • DTB’s opdaterede produkt- og virksomhedskartotek (www.textile.dk). Kartoteket er baseret på medlemsvirksomhedernes egne oplysning om forretningsområde (fibertyper, produkter/halvfabrikata), men indeholder ingen tal på mængder eller omsætning.

Projektets styregruppe har evalueret produktudvalget ligesom det har været præsenteret ved et informationsmøde for tekstilbranchen arrangeret hos DT&B i Herning.

Kommentarer fra såvel Styregruppe som virksomhedernes resulterede i, at de 6 produkter beskrevet i tabel 2.1 blev udvalgt som UMIPTEX-produkter.

Acryl

Hos virksomhederne er der meget lille interesse for produkter af acryl, der betegnes som en marginalvare på vej ud af markedet. UMIPTEX-projektet medtog derfor ikke produkter indeholdende acryl. Der blev dog indført de seneste forhåndenværende data for acryl-fiber-produktionen i databasen, således at andre, der ønsker at arbejde med acryl-produkter, har mulighed for at arbejde videre derfra.

2.2 Et UMIPTEX søsterprojekt om møbelstoffer i uld

Kun tæppeproducenterne angiver at være interesseret i uld. Ingen producenter af beklædningsvarer produceret i uld eller blandinger heraf har vist interesse for at deltage i projektet, og flere væsentlige led i produktionskæden for uld til beklædning savnes i den danske virksomhedssammensætning.

En stor del af uldprodukters livscyklus er imidlertid omfattet af projektet "Livscyklus i salg, design og produktudvikling", som gennemførtes af tekstilvirksomheden Gabriel A/S i samarbejde med COWI og Dansk Kvalitetsrådgivning. Projektet omhandlede møbelstoffer af uld, og der blev taget udgangspunkt i UMIP-metoden.

Med baggrund i disse forhold er uldprodukter ikke inkluderet i nærværende projekt.

2.3 Styklister for produkterne

På baggrund af produktvalgene blev udarbejdet ”styklister”. En stykliste opregner, hvilke mellemprodukter og -processer det enkelte slutprodukt er sammensat af under produktion, brug og bortskaffelse. Styklisterne gav tilsammen et overblik over, hvilke mellemprodukter og -processer der skulle etableres enhedsprocesser for i UMIPTEX databasen.

Styklisterne blev revideret i samarbejde med relevante virksomheder, således at hvert mellemprodukt relaterede sig til tidssvarende og aktuelle processer – hver virksomhed fik således tildelt et eller flere referenceprodukter, hvorfra data blev indsamlet i samarbejde med projektdeltagerne.

2.4 Tekstilvirksomheder i UMIPTEX

Virksomheder som deltog i UMIPTEX er opført i tabel 2.2.

Tabel 2.2 Oversigt over UMIPTEX-virksomheder.

UMIPTEX-virksomheder Virksomhedstype / produkter
Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi Spinderi/garnfarveri (forskellige garner også økologiske)
Trevira Neckelmann Garnfarveri (garner af polyester, særligt til autotekstiler)
Sunds Velour Strikkeri/farveri (strikkede stoffer til beklædning, velour)
S. Thygesen Strikkeri (strikkede stoffer til beklædning)
J.Mørup Stof Strikkeri (stoffer til beklædning, velour, også økologiske tekstiler)
Sunesens Tekstilforædling Lønfarveri
Nordisk Textilforædling – Nortex Lønfarveri
Kemotextil Lønfarveri
Nordisk Tekstil Produktion Konfektion/farveri/trykkeri (boligtekstiler særligt sengelinned, vævede stoffer også økologiske produkter)
Södahl Design Konfektion/trykkeri/systue (mange produkter, fortrinsvis boligtekstiler, også økologiske tekstiler)
Egetæpper Tæppeproducent inkl. Farveri
Dan-Floor Tæppeproducent (inkl. farveri ved Foamtex)
Grenå Dampvæveri Vævning og farvning af vævede varer på kontinue
Kay Borchk A/S Konfektionering af arbejdstøj
Novotex Producent at diverse beklædningsprodukter
Tytex Producent af medicinske og teknisk tekstiler (skæring, special-strikning, efterbehandling)

Virksomhederne har bidraget på forskellig vis. Nogle bidrog med kommentarer til produktmodeller og processer - andre var endvidere været direkte involveret i selve dataindsamlingen og har bidraget med værdifulde data om bl.a. anvendte kemikalier, energiforbrug og affald.

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.