Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i kunstige negle og neglehærdere

Sammenfatning og konklusioner

Formålet med dette kortlægningsprojekt var

  • At kortlægge forekomsten af allergifremkaldende kemikalier i neglehærdere og produkter til fremstilling af kunstige negle, der forhandles til private i detailhandlen, over internettet samt i produkter fra skønhedsklinikker.
  • Analysere udvalgte produkter for deres indhold af bl.a. akrylforbindelser.
  • At udføre sundhedsmæssig risikovurdering af udvalgte kemikalier fundet i analysen.
  • At komme med et forslag til en sikker koncentration af formaldehyd i neglehærder.

Et bredt udvalg af produkter blev indkøbt. Neglehærdere blev indkøbt i detailhandlen, mens produkter til kunstige negle udelukkende viste sig at kunne indkøbes via Internettet. Undtaget fra dette var negletipper, der kan købes hos materialister osv. Disse produkter blev dog vurderet uinteressante set fra et sundhedsmæssigt perspektiv og derfor ikke medtaget i denne kortlægning. Limene til fastklæbring af disse negletipper blev dog medtaget i projektet. Det blev i stedet for valgt at fokusere på akrylnegle (liquid and powder) og gelnegle.

De indkøbte produkter blev gennemgået og deres mærkning vurderet. Denne gennemgang viste, at mange af produkterne har store mangler i forhold til kravene om mærkning. De mest markante mangler er mangelfuldt udført indholdsdeklaration og manglende brugsanvisninger. Denne mangel på brugsanvisning for især kunstige negleprodukter skal ses i sammenhæng med, at denne undersøgelse har vist, at en korrekt påførelse af produkterne på neglen er uhyre vigtigt for at undgå sundhedsmæssige risici i forhold til allergi.

Produkter til dannelse af kunstige negle kan opdeles i forskellige systemer, hvoraf der i dette projekt er blevet undersøgt produkter til dannelse af akrylnegle (liquid and powder), som formodes at være et af de mest benyttede systemer. Derudover har produkter til dannelse af gelnegle indgået i projektets analyser. Kun udvalgte produkter indenfor hvert system indgik i projektet, idet de produkttyper, som blev anset for at have størst indhold af akrylforbindelser, blev udtaget til projektet; dette var bl.a. akrylpulverne og tilhørende akrylvæsker. Andre produkttyper (topcoat, primer mm.), der også indgår i dele af processen blev ikke medtaget i kortlægningen.

Produkter fra de forskellige indkøbte produktgrupper blev udvalgt til analyse. Neglehærdere blev analyseret for frit formaldehyd, mens produkter til kunstige negle blev analyseret for akrylaterne:

-   Triethylenglycoldiakrylat (CAS nr. 1680-21-3)

-   2-Hydroxypropylakrylat (CAS nr. 999-61-1)

-   2-Hydroxyethylakrylat (CAS nr. 818-61-1)

-   Ethylakrylat (CAS nr. 140-88-5)

-   Ethylendimethakrylat (CAS nr. 97-90-5)

-   2-Hydroxypropylmethakrylat (CAS nr. 27813-02-1)

Der blev udført toksikologiske undersøgelser af udvalgte stoffer (formaldehyd, 2-hydroxyethylakrylat, 2-hydroxypropylakrylat, 2-hydroxypropylmethakrylat og ethylendimethakrylat) hvorved stoffernes kritiske effekter blev fundet. På baggrund af de toksikologiske undersøgelser vurderes det, at den kritiske effekt af hoveddelen af de undersøgte stoffer er allergi. Derudover viste en gennemgang af litteraturen, at allergi opstået efter brug af kunstige negle og neglehærdere er beskrevet.

For neglehærderne blev der opstillet et realistisk worst-case scenario, hvor risikoen for systemiske effekter ved brug blev udregnet. Dette viste, at der ikke er nogen risiko for systemiske effekter ved brug af neglehærdere indeholdende den i dag tilladte mængde af formaldehyd på 5 %. Da formaldehyd kan fordampe i løbet af processen anbefales det dog at lufte ud efter anvendelse af neglehærder for at begrænse eksponeringen mest muligt ved indånding og deponering af dampe på huden.

Formaldehyd kan medføre allergi og er klassificeret som allergifremkaldende. Elicitering af allergi er observeret hos formaldehyd-overfølsomme personer i koncentrationer helt ned til 0,05 % formaldehyd, mens induktion af allergi i dyrestudier ses ved omkring 0,4 – 0,96 % formaldehyd. Den største risiko for allergi forventes at forekomme, hvis neglehærderen kommer i kontakt med huden. Eksponeringen af huden ved påsmøring af neglehærder forventes at være lille, men risikoen for at smøre neglehærderen ud over neglebånd og hud er til stede. Herved kan allergiske reaktioner opstå. Ligeledes kan irritation og allergi forekomme i tilfælde, hvor neglehærder påsmøres ødelagte negle. Herved kan formaldehyd komme i kontakt med vævet under neglen, hvilket forøger risikoen for irritation og udvikling af allergi.

På baggrund af det materiale, der er genereret i dette projekt, vurderes den tilladte koncentration på 5 %, at kunne udgøre en risiko i forhold til induktion af allergi hos raske personer samt en høj risiko for elicitering af allergi hos formaldehyd-overfølsomme personer. På baggrund af den litteratur, der præsenteres i denne rapport vurderes en maksimal koncentration på 0,01 % formaldehyd i neglehærdere at være en sikker koncentration i forhold til risikoen for allergi ved brug både for raske personer og for personer, der allerede lider af allergi. Hvis formålet er, at forhindre at raske personer udvikler formaldehydallergi, kan der argumenteres for en højere koncentrationsgrænse. Denne er dog svær at fastsætte, idet der ikke foreligger en klar grænseværdi for induktion af formaldehydallergi ved denne eksponeringsform. Formaldehyd er tilladt som konserveringsmiddel i kosmetik i en koncentration på 0,2 %. Der kan argumenteres for, at koncentrationen i neglehærdere som minimum ikke bør overskride denne grænse for at mindske risikoen for induktion af allergi i raske personer. For allerede overfølsomme personer bør en advarsel på produktet om indhold af formaldehyd i en koncentration over 0,05 % advare den følsomme forbruger. EU’s videnskabelige komité for forbrugerprodukter (SCCP) er blevet anmodet om, at vurdere en sikker grænseværdi for indholdet af formaldehyd i neglehærder.

Undersøgelsen har desuden vist, at flere neglehærdere på det danske marked indeholder under 1 % formaldehyd (4 ud af 6 testede). Der findes derfor alternativer til de produkter, som indeholder højere mængder af formaldehyd. Et produkt af de seks testede indeholder kun 0,01 % formaldehyd.

Sundhedsvurderingen af produkter til opbygning af kunstige negle viste, at der ikke er sundhedsmæssige risici for systemiske effekter forbundet med brugen. Derimod vurderes det, at risikoen for kontaktallergi ved anvendelse af disse produkter er signifikant. Denne vurdering er fremsat på baggrund af den fundne mængde af akrylater i produkterne sammenholdt med disse stoffers allergifremkaldende potentiale. Hvis hudkontakt forekommer ved udarbejdelsen af den kunstige negl vil der forekomme en risiko for kontaktallergi, idet produkterne indeholder allergifremkaldende akrylat monomerer i koncentrationer op til 15 %. Dette gælder især for gelneglene, der indeholder høje koncentrationer (op til 8 %) af især 2-hydroxyethylakrylat, der anses som den ingrediens med det højeste allergifremkaldende potentiale af de testede ingredienser. I lappeprøver med akrylat-overfølsomme personer ses elicitering af allergi ved koncentrationer på 0,1 % 2-hydroxyethylakrylat. Akrylneglene (liquid and powder) synes at udgøre en lavere risiko for kontaktallergi idet der findes lavere koncentrationer af de mest allergipotente akrylater i disse produkter. Der forekommer dog stadig en signifikant risiko for allergi ved brug af produkterne.

Konklusionen af dette kortlægningsprojekt er, at produkterne indeholder kemiske stoffer i koncentrationer, der udgør en signifikant risiko for kontaktallergi. Samtidigt er det tydeligt, hvor vigtigt selve påførelsen af denne type produkt på neglen er. Det foreslås, at udarbejdelsen af kunstige negle foretages af fagligt kompetent personale og ikke af forbrugeren selv. Dette kortlægningsprojekt har ikke behandlet arbejdsmiljøet for personale i skønhedskliniker og lignende, men det er vigtigt at påpege, at disse produkter indeholder stoffer, der kan give grund til bekymring for arbejdsmiljøet.

Mange af de indkøbte produkter markedsføres til professionelt brug, men det vurderes, at den private forbruger ikke vil have svært ved at skaffe produkterne til privat brug. Risikoen for kontaktallergi ved brug forøges væsentlig, hvis produkterne kommer i kontakt med huden. Ligesom det vurderes at risikoen for hudkontakt falder med stigende erfaring i pålægning af kunstige negle.

Følgende anbefalinger til forbrugeren er fremkommet som konklusion af projektet:

Anbefalinger til forbrugere

  • Luft godt ud når du bruger neglehærder for at reducere mængden af formaldehyd der indåndes og deponeres på huden.
  • Vær forsigtig ved påføring af neglehærder så det kun smøres på neglen og ikke på huden. Herved reduceres risikoen for formaldehydallergi.
  • Brug ikke neglehærder med formaldehyd på beskadigede negle. Hvis neglen er flækket, kan indholdsstofferne komme i kontakt med vævet under neglen, hvilket forøger risikoen for at udvikle allergi.
  • Brug kvalificerede negleteknikere til påsætning af ”powder + liquid negle”, ”gelnegle”, ”wrapping negle” og ”dip on negle”. Disse produkter bør ikke påføres af private forbrugere, da eksponeringen for allergifremkaldende stoffer forøges væsentligt ved forkert anvendelse.

 



Version 1.0 Juli 2008, © Miljøstyrelsen.