| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Dermal absorption af bekæmpelsesmidler - Evaluering af årsager til variation samt forebyggelsesmuligheder
4 Biologiske faktorer med indflydelse på hudpenetration
Flere biologiske faktorer påvirker hudabsorptionen. Primært har området, hvor huden eksponeres, meget stor indflydelse på, hvor godt et stof trænger over hudbarrieren. Desuden har individets alder også en vis indflydelse på hudens gennemtrængelighed.
4.1 Applikationsområde
Området, der eksponeres, er væsentligt for penetrationshastigheden af mange stoffer. Det har været vist, at for lægemidlet hydrocortison har huden på scrotum den største permeabilitet og huden på fodsålerne den laveste. Permeabiliteten varierer over 40 gange (Feldmann & Maibach, 1967). Der forventes således også at være forskel på penetrationsraten mellem den ubeskadigede håndflade og underarm. Der er dog endnu ikke lavet et generelt kort over kroppens permeabilitet, der passer på alle stoffer, og grunden til forskellen kan skyldes både antallet af follikler, tykkelsen af stratum corneum, sebum-kompositionen samt strukturen af kapillærerne (Rougier et al., 1999).
4.2 Alder
Alderen indvirker på hudstrukturen og på hudens permeabilitet. Strukturen ændrer sig med alderen – stratum corneum bliver mere tør og overfladelipiderne færre. Generelt bliver huden mere rynket og vandindholdet i huden forskubbes til i mindre grad at være proteinbundet (Waller & Maibach, 2006). Ændringen i overfladelipider og vandindhold har vist sig at have den største effekt på hydrofile stoffers hudgennemtrængelighed, da lipofile stoffer let opløses i stratum corneum på trods af de færre lipider (Roskos et al., 1989).
4.3 Hudbarrieren
Hudens barrierefunktion bestemmes hovedsagelig af, hvorvidt stratum corneum er intakt eller ej. Ændringer eller skade på hudstrukturen øger permeabiliteten. Denne ændring kan være kemisk eller fysisk betinget eller skyldes sygdom. Flere opløsningsmidler har vist sig at ændre hudbarrieren, og der er udført talrige studier, der påviser dette (Nielsen & Nielsen, 2000; Kezic et al., 2001; Rosado & Rodrigues, 2003; Dias et al., 2008). Hudsygdomme som atopisk dermatitis ændrer hudbarrieren pga. et reduceret lipidindhold i stratum corneum (Imokawa et al., 1991; Yamamoto et al., 1991), ligesom det nu er påvist, at 10 % af den europæiske befolkning har en mutation i filaggrin-genet (Palmer et al., 2006), der gør filaggrin funktionsløst. Filaggrin er nøgleprotein i opbygningen af hudens barriere, og manglende funktion giver udtørring af huden (Kezic et al., 2008) med potentielt store penetrationshastighed til følge.
4.4 Metabolisme
Kroppens primære metaboliske organ er leveren, men også huden har en vis metabolisk kapacitet (Denyer S.P et al., 1985). Målet er at omdanne stofferne, så de bliver lettere for kroppen at udskille. Men metabolismen kan også føre til mere toksiske metabolitter (Liu et al., 2002; Liu & Kim, 2003)..
4.5 Hydrering
For at huden skal virke som en god barriere er det vigtigt, at den indeholder tilstrækkelig fugt, om end også for meget fugt øger absorptionen. Dette kan ses ved brugen af gummihandsker samt hos opvaskere, rengøringspersonale, frisører mm. Disse fag er forbundet med en øget forekomst af kontakteksem, som skyldes et øget optag af hudirritanter. Da vand- og lufttæthed (gummihandsker) har vist sig at være den faktor, der øger hudens penetration mest, er det vigtigt, at man undgår kemikalier inden i handskerne.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Maj 2009, © Miljøstyrelsen.
|