|
En fælles forståelse af emballagedirektivets krav til emballageminimering 2 Emballageminimering – Emballagedirektivet, DS/EN 13428 og virksomhedernes dagligdag
2.1 Emballagedirektivet og den danske BekendtgørelseDet grundlæggende formål med Emballagedirektivet (94/62/EF) og den danske Bekendtgørelse om visse krav til emballager er at sikre, at der bruges så lidt emballagemateriale som muligt. Ved at leve op til dette formål opnår virksomhederne en økonomisk gevinst, samtidig med at miljøet belastes så lidt som muligt. Det er derfor i alles interesse, at forbruget af emballagemateriale rent faktisk minimeres. Direktivet og Bekendtgørelsen indeholder tre væsentlige – og sideordnede - krav til emballager med hensyn til deres minimering, genbrug/genanvendelse og indhold af farlige stoffer. Det er dog alene kravet i Direktivet om minimering, der behandles i den nærværende rapport. Den fulde ordlyd vedrørende emballageminimering i Direktivet er: ”Emballage skal fremstilles på en sådan måde, at emballagens rumfang og vægt mindskes til det minimum, der behøves til at bevare det for det emballerede produkt og for forbrugeren nødvendige sikkerheds-, hygiejne- og acceptniveau.” Videre anfører Emballagedirektivet, at den, der markedsfører en emballage, har ansvaret for overholdelsen. I den danske bekendtgørelse er dokumentationsbyrden for, at emballagen er minimeret, fastlagt på følgende måde: ”Enhver, der markedsfører en tom emballage eller et emballeret produkt, skal på Miljøstyrelsens anmodning fremlægge dokumentation for, at emballagen opfylder kravene i § 4”. 2.2 Standarden DS/EN 13428 om emballageminimeringDirektivets krav til emballageminimering er meget overordnet formuleret, og for at hjælpe emballageproducenter og packer/fillers til at opfylde kravene, er der derfor udarbejdet en standard i CEN-regi (DS/EN 13428), der blandt andet anviser en metode til at vurdere sin emballage og dermed sikre, at den overholder Direktivets krav om minimering af brugen af emballagemateriale. Standarden DS/EN 13428 er kun en af flere standarder under paraplystandarden DS/EN 13427, men håndteringen af de øvrige standarder er ikke beskrevet i nævneværdig detalje i denne rapport. Det er dog vigtigt at nævne, at kravene i alle standarder refererer til det samlede emballagesystem og ikke bare de enkelte komponenter i dette. Der skal altså anlægges et helhedssyn ved emballageminimering og –optimering, hvor der tages hensyn til både primær, sekundær og tertiær emballage. I dette helhedssyn indgår også de to andre, sideordnede, krav i Direktivet med hensyn til genbrug/genanvendelse og indhold af farlige stoffer. Strukturen i metoden i DS/EN 13428 er, at man skal kortlægge kravene til emballagens egenskaber med hensyn 10 brede ydeevnekriterier, udpege et (og kun et!) kritisk punkt indenfor disse ydeevnekriterier og derefter via forskellige former for tests dokumentere, at emballagen ikke kan minimeres yderligere uden, at det går ud over produktets beskyttelse eller det for forbrugeren nødvendige sikkerheds-, hygiejne og acceptniveau. Denne dokumentation skal i princippet udarbejdes for alle komponenter i den samlede emballageløsning (både salgsemballage, multipak/transportemballage og palleløsninger). De ti ydeevnekriterier omhandler nedenstående punkter. I afsnit 4.2 findes der en forklarende tekst til hvert kriterium samt en række supplerende stikord omkring hvilke egenskaber, der er relevante for ydeevnen i relation til de ti kriterier.
Det er frivilligt at benytte DS/EN 13428 til at dokumentere, at en emballage overholder Direktivets krav, men hvis standarden har været anvendt formodes det, at Direktivets væsentligste krav er overholdt. ”Anden teknisk dokumentation” kan også accepteres som bevis for, at Direktivets krav er overholdt, men det vil være en vurdering fra sag til sag, om dette rent faktisk er tilfældet. Rent formelt stiller Direktiv og standard således krav om, at der foreligger tests, der sandsynliggør, at emballagen ikke kan blive mindre. Sådanne tests kan være af meget forskellig karakter, fra mekaniske tests (fald, vibration, hældning) af forskellige løsninger, over prøveforsendelser via de mest krævende ruter, til forbrugerpaneler, hvor inviterede slutbrugere bedømmer, om emballagen lever op til deres krav. Det ligger implicit i dette, at testene skal omfatte en løsning, der ikke er tilstrækkelig god til at opfylde alle krav og som derfor skal være ændret i den endelige løsning. Der kan for eksempel være tale om, at en uacceptabel del af produkter eller emballage beskadiges i en mekanisk test eller ved en prøveforsendelse, eller at forbrugerne ikke accepterer en løsning, fordi den ikke er tilstrækkelig let at håndtere. Det skal bemærkes, at ansvaret for at have den nødvendige dokumentation generelt vil ligge hos packer/filler. En emballageproducent, der markedsfører tom emballage (hyldevarer), har dog ansvaret for, at emballagen er minimeret kvantitativt, indtil den overdrages til en packer/filler ved en transaktion. Virksomheder, der markedsfører produkter under eget varemærke, har ansvaret for dokumentationen, uanset om der er tale om en standardløsning eller ej. I det daglige arbejde kan det være hensigtsmæssigt, at emballageproducenten har en dokumentation for specifikke emballager, der er udviklet på baggrund af kundeønsker og –krav, både fordi denne dokumentation kan være nyttig i fremtidige udviklingsopgaver, og fordi emballageproducenten dermed bevarer muligheden for at hjælpe packer/filler med at levere dokumentation for minimering efter ønske derom fra myndighederne. Ved indgåelse af aftaler om levering af emballager kan det derfor være en god ide, hvis emballageproducent og packer/filler aftaler, hvem der er den nærmeste til at producere den ønskede dokumentation. 2.3 Virksomhedernes dagligdagLangt de fleste virksomheder er motiverede for at bruge så lidt emballage som muligt, om ikke af miljømæssige hensyn så af økonomiske. Danske emballageproducenter presses på prisen i et globalt marked og er nødt til at kompensere for høje arbejdslønninger og høje energipriser ved at tilbyde løsninger, hvor materialeforbruget er minimeret. Danske packer/fillers kan naturligvis også spare på omkostningerne til emballage ved at vælge den letteste løsning rent vægtmæssigt. Mange emballerer flere hundrede tusinde produkter hver dag, og så betyder hvert gram, der kan spares i en emballage, også en stor økonomisk besparelse. Mange virksomheder sætter derfor store ressourcer af til at designe og udvikle emballager, der lever op til de krav, som stilles gennem hele værdikæden, med et minimalt forbrug af materiale. De tester selv diverse løsninger – eller får testene lavet eksternt, og når en tilfredsstillende løsning er fundet, bliver den implementeret. Stort set uanset hvilken type af test, der er relevant, kræver den en prøveproduktion. Den nye emballage skal produceres og fyldes med produktet; der efterfølgende skal pakkes i sekundær og tertiær emballage, hvorefter den samlede emballageløsning kan testes med standardiserede tests eller der kan gennemføres en prøvedistribution til de mest krævende markeder. Prøveproduktionen skal efterfølgende efterses og testes for funktionsduelighed hos slutbrugeren. Virksomhederne opfylder således ånden i Direktivet, nemlig at arbejde aktivt med at udvikle optimerede emballageløsninger, men de kan kun sjældent dokumentere, at de også lever op til Direktivets bogstav. Den anbefalede fremgangsmåde i DS/EN 13428 anvendes ikke – eller kun sjældent – i praksis, idet det generelle fokus er på at udarbejde løsninger, der er teknologisk funktionsduelige og accepteret af alle aktører i hele værdikæden. Ved slutningen af udviklingsarbejdet ligger der således en løsning, der er gennemtestet på alle relevante måder, men i forhold til kravene i standarden er der hverken udpeget et (og kun et) kritisk punkt eller lavet dokumentation for, at en lettere løsning ikke har den ønskede ydeevne. I langt de fleste tilfælde vil det være forbundet med store omkostninger at gennemføre en test-serie som beskrevet i DS/EN 13428, når en formodet acceptabel løsning skal sluttestes. Hvis testene viser, at løsningen er tilfredsstillende på alle punkter, er der ikke bevis for, at løsningen ikke kan gøres lettere. Med en meget stram fortolkning af kravene i standarden er virksomheden derfor nødt til at teste alternative – og lettere – løsninger, indtil et punkt, hvor den samlede løsning ikke er acceptabel. Foruden de basale omkostninger ved hele testproceduren betyder dette også, at produktet forsinkes på markedet, hvilket medfører manglende indtjening. 2.4 Hvordan kan virksomhederne tackle Direktivets krav?Det største problem omkring Direktivets (og DS/EN 13428) krav til emballageminimering er måske, at afstanden mellem Direktivets bogstav og dets ånd er stor, hvis man laver en streng fortolkning af standardens krav, men lille, hvis man ser på det praktiske arbejde, som virksomhederne laver i deres emballageudvikling. Virksomhederne er naturligvis forpligtede til at overholde alle krav i Emballagedirektivet, men at lave en formel korrekt dokumentation for at de rent faktisk overholder kravene, vil medføre en stor økonomisk byrde for mange virksomheder. Ganske vist er det ikke et krav, at dokumentationen skal kunne fremvises på stedet, men da stort set ingen virksomheder har de tests, der kræves, vil selv en frist på fire uger være svær at overholde. Samtidig må det erkendes, at selv om Direktivet har været i kraft i mange år, har virksomhederne ikke noget godt billede af den historiske udvikling for deres emballager. Baggrunden for de valg, der er blevet truffet for mange år siden, er gået i glemmebogen, og de personer, der har truffet dem, er måske ikke ansat længere. Det mest naturlige fokus for virksomhedernes arbejde med emballageminimering bør derfor være på det fremadrettede arbejde, frem for at forsøge på at udarbejde dokumentation for ældre emballageløsninger. Med i dette billede hører dog, at gamle, traditionelle, løsninger måske er dem, hvor der er størst mulighed for at optimere/minimere emballagen, og det skal derfor være en del af det fremadrettede arbejde at sørge for, at eksisterende løsninger tages op til vurdering med jævne mellemrum. Den helt overordnede anbefaling er derfor, at virksomheder opbygger et system, der efter anmodning fra kontrolmyndigheden kan tilvejebringe dokumentation på et passende niveau indenfor en rimelig tidsfrist. Et sådant system vil være et naturligt element i eksisterende kvalitets- og/eller miljøledelsessystemer (f.eks. EMAS, ISO 14001 eller ISO 9001). Hvis en virksomhed ikke har et sådant certificerbart system, vil det være en forventning i relation til Emballagedirektivet alene, at den som minimum etablerer et system, der dækker kravene i dette direktiv, ikke bare i relation til emballageminimering, men også i relation til indholdet af tungmetaller, N-klassificerede stoffer samt materialeegenskaber i forhold til energigenvinding, genanvendelse osv. En væsentlig baggrund for denne anbefaling er, at certificerbare ledelsessystemer skal tage hensyn til den lovgivning, der er relevant for virksomheden, dvs. at også Emballagedirektiv og Bekendtgørelse skal håndteres i systemet. Ansvarlige auditorer vil derfor også være med til løbende at sikre, at kravene i Direktivet bliver overholdt. En anden grund er, at det for en virksomhed med ledelsessystem er naturligt at have mange procedurer for det daglige kvalitets- og miljøarbejde og håndtere mange typer af dokumentation. Integration af Bekendtgørelsens krav vil derfor ikke som udgangspunkt udgøre en væsentlig ekstra byrde i forhold til det øvrige miljø og/eller kvalitetsarbejde, som virksomheden laver.
|