Evaluering af vejstøjstrategien, hovedrapport

2 Metode

Et bærende element i denne evaluering er resultaterne fra interviews af medarbejdere hos 35 danske kommuner. Kommunerne blev udvalgt efter følgende kriterier:

  • Hovedparten af de kommuner i Hovedstadsområdet, der har gennemført støjkortlægning og udarbejder en støjhandlingsplan for kommunens samlede byområde.
     
  • Ca. 50 % af de kommuner, der har kortlagt og udarbejder støjhandlingsplaner for større veje.
     
  • Et geografisk fordelt udvalg af øvrige kommuner, der omfatter større bysamfund.

Det har dermed ikke været hensigten at nå et repræsentativt udvalg af alle danske kommuner, men at nå en stor del af de kommuner, der må antages at have trafikstøj i et omfang, der har gjort det nødvendigt at have en holdning til emnet.

I Tabel 1 er anført de deltagende kommuner og angivelse af deres status i forhold et formelt krav om støjkortlægning og udarbejdelse af støjhandlingsplaner i henhold til Støjbekendtgørelsen[2]. Endvidere er anført den primære kontaktperson i kommunen, som velvilligt har ladet sig interviewe.

Tabel 1. Oversigt over kommuner, der har deltaget i interviewundersøgelsen. I henhold til Støjbekendtgørelsen har 14 kommuner i Hovedstadsområdet gennemført en støjkortlægning af større samlede byområder og udarbejder en støjhandlingsplan. Derudover har en række kommuner kortlagt støj fra større veje i kommunen og udarbejder støjhandlingsplan for disse veje. De øvrige kommuner er ikke omfattet af Støjbekendtgørelsen.

Kommune Status Kontaktperson
Albertslund Samlet byområde Lars Kamp Jørgensen
Ballerup Samlet byområde Sten Brøgger Jensen
Frederiksberg Samlet byområde Niels Kaalund Jensen
Gentofte Samlet byområde Thomas Gjerulff
Gladsaxe Samlet byområde Martin Willerup
Glostrup Samlet byområde Michael Seifert
Herlev Samlet byområde Morten Møller
Hvidovre Samlet byområde Morten Beha Pedersen
København Samlet byområde Lone Reiff
Lyngby - Taarbæk Samlet byområde Erling Mønster
Vallensbæk og Ishøj Samlet byområde Hans Schmidt
Fredericia Større veje Kurt Meiner Hansen
Greve Større veje Torben Danielsen
Holstebro Større veje Jeanette Lind Jørgensen
Horsens Større veje Mikael Mikkelsen
Kolding Større veje Steen Langhof
Køge Større veje Henrik Jørgensen
Odense Større veje Birthe Papsøe
Randers Større veje Birgit Berggrein
Ringsted Større veje Ole Winther
Roskilde Større veje Anita Madsen
Silkeborg Større veje Hans Leth
Skanderborg Større veje Gitte Smed
Vejle Større veje Helle Frederiksen
Viborg Større veje Thorkild Vestergaard
Aalborg Større veje Mette Skams Holm
Århus Større veje Birte Nielsen
Esbjerg Ikke omfattet Susan Schmidt
Furesø Ikke omfattet Pernille Vous Jensen
Herning Ikke omfattet Tommy Jonassen
Middelfart Ikke omfattet Uffe Høybye
Nyborg Ikke omfattet Per Jürgensen
Næstved Ikke omfattet Jens Terp
Slagelse Ikke omfattet Peter Raaschou
Solrød Ikke omfattet Jørgen Atzen

Alle interviews er gennemført over telefon efter en forudgående aftale og omfattede følgende hovedpunkter opdelt i 50 spørgsmål:

  1. Brug af virkemidler
  2. Holdning til virkemidlerne
  3. Støj i trafik- og miljøplaner og støjhandlingsplaner
  4. Resultater af indsatsen mod støj
  5. Støjhensyn i kommuneplaner og lokalplanlægning
  6. Holdninger og ønsker til statens indsats
  7. Ønsker til nye statslige initiativer

Interviewundersøgelsen er således gennemført efter et fast skema og de samme spørgsmål er stillet til alle deltagere. Aftalen med deltagerne har været, at ingen citeres i evalueringsrapporten med navns nævnelse uden efter nærmere aftale. Det betyder, at grundlaget for evalueringen fremstår anonymt, om end kendt af Rambøll. Det betyder imidlertid også, at deltagerne mere frit har kunnet fremsætte holdninger, umiddelbare tilkendegivelser, ideer og forslag. De svar vi har fået er i princippet ikke kommunernes officielle holdninger, men måske mere et udtryk for deltagernes viden, erfaringer og synspunkter. Det er dog vores klare indtryk, at deltagerne har svaret på kommunens vegne, frem for på egne vegne. Endvidere finder vi også, at medarbejdernes holdninger er et særdeles værdifuldt bidrag.

Alle interviews er gennemført i perioden marts – maj 2009.

Kommunerne er ikke blevet bedt om at levere detaljerede oplysninger om investeringer, konkrete projekter m.v. Det ville udløse et ressourceforbrug hos kommunerne som vi ikke har anset for nødvendigt for at opfylde formålet med denne evaluering. Vi har til gengæld fået et væld af andre værdifulde informationer.

I en del af denne rapports afsnit er indsat udvalgte citater fra de gennemførte interviews. De er som sagt anonyme og skal derfor ses som en illustration af det grundlag vi har anvendt. Der er en risiko for, at såvel citaterne, som udvalget er farvet af Rambølls holdninger. Det har vi søgt at undgå ved så objektivt som muligt at anføre citater, der illustrerer forskellige holdninger, når de optræder.

Interviewundersøgelsen er suppleret med en gennemgang af hjemmesiden hos alle landet kommuner for at identificere kommuner, der har offentliggjort støjhandlingsplaner.

Den anden centrale metode har været en gennemgang af væsentlig publiceret litteratur, ikke mindst rapporter, guidelines m.v., der er udarbejdet i internationale og nationale forsknings- og udviklingsprojekter. En lang række fagpersoner har bistået med at udpege væsentlig litteratur. De sammen personer har bistået med deres viden og indsigt og på den måde leveret et afgørende bidrag til denne rapport.

Vi har desuden undersøgt, hvordan vejstøj håndteres i en række lande, dog fortrinsvis vores nærmeste nabolande, Norge og Sverige. Formålet har her været på udvalgte områder at sammenholde den danske tilgang til vejstøj med eksempler fra andre lande.


[2] Støjbekendtgørelsen, Bekendtgørelse nr. 717 af 13/06/2006 om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner

 



Version 1.0 Maj 2010, © Miljøstyrelsen.