| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Miljøstyrelsens tilsynsplan
4 Forslag til fælles aktiviteter
4.1 Idékatalog til fælles opfølgende aktiviteter
Som tidligere nævnt blev der i forbindelse med kortlægningen af Miljøstyrelsens tilsyn afholdt et tilsynsseminar med deltagelse af styregruppe, projektgruppe og andre med tilsynsopgaver i styrelsen. På seminaret kom deltagerne med en række idéer til det videre arbejde. Referatet fra seminaret kan læses i kortlægningsrapporten.
I det følgende er nogle af idéerne beskrevet og i et vist omfang bearbejdet, idet det er hensigten, at den tværgående tilsynsgruppe får til opgave at arbejde videre med områderne. Listen er ikke udtømmende, og tilsynsgruppen kan vælge at tage fat på andre områder, hvis det viser sig mere relevant.
4.1.1 Formidlingsindsats
Formålet med at føre tilsyn er at sikre størst mulig efterlevelse af love og regler. Dette opnås ad forskellige veje, hvor formidling dels i forbindelse med de konkrete tilsyn og kontroller, dels generel formidling af kampagner (optakt og resultater) og tilsynsindsats generelt kan være medvirkende til at flere efterlever reglerne. Dertil kommer en ikke uvigtig formidlingsindsats for at få udbredt kendskabet til reglerne, sådan at virksomheder, producenter osv., der har viljen til at efterleve reglerne, men ikke ”evnerne”, får muligheden for at overholde loven.
Formidling kan rettes både til den enkelte virksomhed, producent m.v. og bredt til brancher, pressen og borgere.
Det foreslås derfor, at der udarbejdes en formidlingsstrategi for styrelsens tilsyn. Det foreslås endvidere, at Kommunikation bistår ved udarbejdelse af strategien.
4.1.2 Uddannelse
Nye tilsynsmedarbejdere har behov for oplæring af erfarne tilsynsmedarbejdere. De erfarne medarbejdere kan både være ansat i Miljøstyrelsen, men de kan også være ansat i andre styrelser eller et af miljøcentrene. Derudover vil der for mange af de nye tilsynsmedarbejderes vedkommende være behov for at få kompetencer i fx håndhævelse, viden om retssikkerhedslov og forvaltningslov m.v.
Kemikalieinspektionen har nogle erfaringer med efteruddannelse, der eventuelt kan danne udgangspunkt for en fælles model. Kemikalieinspektionen har fx haft Center for Konfliktløsning til at afholde et kursus i konflikthåndtering og politiets rejsehold til at afholde kursus om bevissikring ved overtrædelser.
Oplæring af nye medarbejdere kan bestå i:
- Følordning.
- Grundig indføring i håndhævelse, herunder bevisførelse.
- Ret til sparring med en fast kontaktperson.
Det foreslås endvidere, at der udarbejdes en mappe til nye tilsynsmedarbejdere med relevant materiale og henvisninger til relevant materiale (se 4.1.4).
Der har i løbet af kortlægningen også vist sig et behov for at arrangere fælles efteruddannelse af erfarne tilsynsmedarbejdere. Udover at det kan være med til at sikre et fortsat højt niveau for varetagelse af opgaverne, kan det også være med til at styrke netværk på tværs af enhederne – og ganske simpelt give ny, fælles inspiration.
Endelig kan det i visse tilfælde være nødvendigt at overveje efteruddannelse af eksterne samarbejdspartnere, når der indgås aftaler med andre styrelser eller lignende om gennemførelse af tilsyn efter Miljøministeriets lovgivning.
Det foreslås derfor, at der tilrettelægges en systematisk oplæring af nye tilsynsmedarbejdere. Det foreslås endvidere, at der udarbejdes et fælles efteruddannelsesprogram evt. med udgangspunkt i Kemikalieinspektionens erfaringer.
4.1.3 Projektrum på intranettet
Udover at etablere en tværgående tilsynsgruppe foreslås det, at der etableres et virtuelt projektrum eller lignende på Miljøstyrelsens intranet. Projektrummet kan i flere tilfælde understøtte den tværgående indsats:
- Rapporter, informationsmateriale, best practise-eksempler m.v. kan gøres tilgængelige her,
- Den skriftlige del af evalueringen og opfølgningen på tilsynsplanen kan forankres her,
- Mødeindkaldelser og referater fra møder kan lægges på siden, og
- Delprojekter i tilsynsgruppen kan have ophæng her.
Det foreslås, at der opbygges et projektrum på intranettet jf. ovenfor.
4.1.4 Uddelegering og samarbejde
Det fremgår af kortlægningen af tilsynsforpligtelserne, at der i flere tilfælde er andre myndigheder, der udfører tilsyn på Miljøstyrelsens vegne. Der er også forskellige former for samarbejder med andre myndigheder.
- I flere bekendtgørelser er andre myndigheder indskrevet, men der er ikke altid samarbejdsaftaler. Det bør sikres, at de pågældende myndigheder er klar over forpligtelsen, og at der er de nødvendige samarbejdsaftaler på alle områder.
- Der kan i nogle sammenhænge laves samarbejdsaftaler om fx indsamling af data, uden at der tale om en uddelegering af tilsynskompetencen.
- Samarbejdspartnere (myndigheder) kan gøre opmærksom på ulovligheder. Det er derfor en fordel at etablere et godt samarbejde og sørge for erfaringsudveksling med de relevante øvrige myndigheder.
- Det er væsentligt, at beføjelser (hjemmel) mellem de forskellige myndigheder er til stede. Det skal med andre ord være nødvendig hjemmel, når andre myndigheder gennemfører tilsyn på Miljøstyrelsens vegne. Omfanget og rækkevidden af delegering skal også fastlægges.
- Generelt er en gennemgang af eksisterende samarbejdsaftaler en god ide.
Det foreslås, at tilsynsgruppen inden udgangen af 2010 gennemfører en drøftelse af samarbejdsrelationer til andre myndigheder (herunder uddelegering af tilsynet). Resultatet af drøftelsen skal bl.a. være en liste over delegering af tilsynet, hvor det bør undersøges nærmere, om den nødvendige hjemmel er til stede.
4.1.5 Guidelines for tilsyn
Miljøstyrelsens tilsyn bør tage udgangspunkt i de generelle vejledninger, der er udarbejdet om miljøtilsyn med industrivirksomheder (nr. 6, 2006), håndhævelsesvejledningen (nr. 6, 2005), samt vejledning om retssikkerhedsloven (notat [link]). Der kan også være andre mere specifikke vejledninger, der kan være relevante på enkeltområde.
Der bør udarbejdes en kortfattet fælles guideline for tilsyn mht. det juridiske grundlag med henvisninger til de forvaltningsretslige regler, reglerne om varsling af tilsyn, og hvilke muligheder, beføjelser og rettigheder man har som tilsynsførende. Det kan også være en idé at udarbejde tilsynsskemaer, standarder for afrapportering af tilsyn (tilsynsrapporter) m.v.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Juni 2010, © Miljøstyrelsen.
|