| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Brancheindsats for produktkæden ”Korrosionshindrende overfladebehandling af store stålkonstruktioner og skibe”
1 Indledning
Heavy-Duty branchen har i henhold til Miljøstyrelsens prioriteringsplan for renere produkter 2003 "Innovation og spredning af miljøvenlige produkter - Brancheindsats for produktkæde " fået bevilling til dels et forprojekt til projektet "Korrosionshindrende overfladebehandling af store stålkonstruktioner og skibe", og til selve projektet, der består af 3 delprojekter:
Delprojekt 1: Udvikling af mobilt robotanlæg til automatiseret påføring af maling udvendigt på vindmølletårne.
Delprojekt 2: Udvikling af påføringsmetoder.
Delprojekt 3: Informationsprojekt - Tillæg til ISO 12.944.
1.1. Baggrund
I 2000-2001 gennemførte Arbejdstilsynet sammen med Miljøstyrelsen et forprojekt [i] som skulle initiere udvikling af mere arbejdsmiljø- og miljøvenlige processer og produkter inden for forbehandling og malebehandling af store stålkonstruktioner. Heri deltog DO (Danske Overfladebehandlere tidl. Foreningen af Danske Overfladebehandlere – FDO) og Danske Maritime - DMT. Forprojektet pegede på 6 forskellige forslag til undersøgelser af opklarende karakter samt to konkrete udviklingsideer:
Foreslåede undersøgelser i forprojektet i 2001:
- Sammenlignende forsøg til at belyse økonomien i hhv. tør blæserensning (”sandblæsning”) og UHP-rensning (Ultra High Pressure water-jetting).
- Sammenlignende forsøg til belysning af økonomien i hhv. trykluftdreven blæserensning og mekanisk dreven slyngrensning.
- Undersøgelser af kontamineringen af overflader, specielt ved genbrug af tørt blæsemiddel; samt betydningen heraf for den efterfølgende malebehandlings beskyttelsesværdi.
- Vurdering af alternative blæsemidlers miljø- og arbejdsmiljømæssige effekt.
- Vurdering af håndholdte renseværktøjers ydeevne ved brug på vanskelige detaljer, som ikke kan afrenses med mere eller mindre automatiserede metoder.
- Bestemmelse af blæsemidlers effekt og optimale brugsparametre dvs. tryk, blæsevinkel og arbejdshastighed.
Udviklingsideer:
- Udvikling af halvautomatiske robotter til blæserensning og malebehandling (en kabine til montering på en liftarm el.l.).
- Udvikling af elektrostatisk sprøjtning til brug i fri luft.
1.2 Fornyede drøftelser i branchen.
Forprojektets anbefalinger blev revurderet af den samlede heavy-duty branche repræsenteret ved 5 brancheforeninger:
- Danske Maritime.
- Foreningen af Danske Overfladebehandlingsvirksomheder – FDO (Nu Danske Overfladebehandlere DO).
- Sandblæse- og Maleentreprenørernes Brancheforening SME (Nu Industrilakerernes Landsforening IL).
- Maleudstyrs- og anlægsleverandørernes Brancheforening MAB.
- Foreningen af Danmarks Farve- og Lakindustri FDLF (Nu Danmarks Farve- og Lakindustri).
De fem brancheforeninger afholdt 3 møder om initiativet, og mellem møderne blev udkast til ansøgningen rundsendt til foreningernes medlemmer for at sikre opbakning og for at føre ansøgningens indhold ajour. Endelig var det afgørende, at der skulle være rimelige udsigter til, at projekterne kunne gennemføres med succes.
Heavy-duty branchen besluttede derfor at søge om støtte til et (mindre) forprojekt, som kan føre de tidligere undersøgelser ajour ved at gennemgå og prioritere de tidligere fremsatte projektideer ud fra en LCA-tankegang.
Derudover ønskede heavy-duty branchen at påvirke specielt de rådgivende ingeniører til brug af mere miljø- og arbejdsmiljøvenlige produkter og metoder gennem en informationsindsats. Denne ide var ny i forhold til det gennemførte forprojekt.
Den endelige beslutning om projektets indhold blev, at projektet skulle indeholde 3 delprojekter:
- Udviling af mobilt robotanlæg til automatiseret påføring af maling udvendigt på vindmølletårne.
- Udvikling af påføringsmetoder.
- Informationsprojekt - Tillæg til ISO 12.944.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Juli 2010, © Miljøstyrelsen.
|