Evaluering af forenklinger på miljøreguleringsområdet (miljøgodkendelse og tilsyn med virksomheder)
5 Miljøtilsyn
- 5.1 Anvendelse af det differentierede tilsyn i kommuner og miljøcentre
- 5.2 Ideer til forbedringer af tilsynssystemet
- 5.3 Regelforenklingstiltagenes betydning for miljøbeskyttelsesniveauet
Formålet med det ændrede tilsynssystem er at opnå en forenkling af tilsynsindsatsen og en målrettet ressourceanvendelse til gavn for både myndigheder og virksomheder.
5.1 Anvendelse af det differentierede tilsyn i kommuner og miljøcentre
Figur 18 viser, at det differentierede tilsynssystem ikke har vundet den udbredelse, det var tiltænkt af Miljøstyrelsen.
Figur 18 Andel af myndigheder der gennemfører differentieret tilsyn
Dette kan skyldes kommunernes anstrengte økonomiske situation, samt ledelsesmæssige og politiske prioriteringer. En stor del af kommunerne har således ud fra besparelseshensyn valgt alene at fokusere på at overholde aftalen om minimumsfrekvenser for tilsyn, der er indgået mellem miljøministeren og KL. Overholdelsen af denne aftale volder dog i sig selv problemer for ca. en tredjedel af kommunerne og miljøcentrene.
Figur 19 Andel af myndigheder der har problemer med overholdelse af minimumsaftalen
Kommunerne oplever vejledningen om differentieret tilsyn i nogen grad som en nedfældning af den praksis, der eksisterede på området også forud for udstedelse af vejledningen.
At indførelsen af det differentierede tilsyn ikke har spillet den store rolle for kommunerne understreges også af, at flertallet af kommunerne og miljøcentrene ikke mener, at det nye system har frigjort tid. Dette skyldes ifølge deltagerne på workshoppen, at vejledningen, som tidligere nævnt, var en videreførelse af eksisterende praksis.
Figur 20 Andel af myndigheder, der mener forenklingstiltagene på tilsynsområdet har frigjort tid
En række sagsbehandlere mener at kategoriseringen af virksomheder kan gøres mere effektiv. Som det er i dag, deler vejledningen virksomhederne op i 3 kategorier, jf. kap. 2. De tre kategorier opleves ikke at være helt dækkende for de forskelle, der gør sig gældende for virksomhederne. I mange kommuner bliver op mod 90 procent af virksomhederne indplaceret i kategori 2. Årsagen er ifølge sagsbehandlerne, at mange virksomheder lever op til en stor del af miljøkravene for placering i kategori 1, men alligevel ikke placeres i denne kategori, fordi virksomheden har et begrænset antal medarbejdere eller kun lille miljøbelastning, og det derfor ikke giver mening at indføre et egentligt miljøledelsesprogram i virksomheden. I vejledningen er der lagt op til, at eksistensen af et miljøledelsesprogram i form af en certificeringsordning er et væsentligt element, der kan tale for en placering af virksomheden i kategori 1, såfremt virksomheden samtidig er lovlydig. Det fremgik af workshoppen med sagsbehandlere, at de opfatter vejledningens krav til et miljøledelsessystem, som et ultimativt krav, som virksomheden skal opfylde for at komme i kategori 1. Denne opfattelse er ikke korrekt. Der er tale om en vejledning, hvorfor vurderingen af kategoriseringen fortsat må bero på en konkret vurdering af, om dette krav i forhold til den enkelte virksomhed giver mening. Det er derfor et problem, at sagsbehandlerne opfatter den manglende eksistens af et miljøledelsessystem, som blokerende for en kategorisering af virksomheden i kategori 1. Dette betyder, at også mindre virksomheder med styr på deres miljøeffekt og processer bliver placeret i kategori 2, selv om virksomheden agerer miljømæssigt korrekt og overholder lovgivningen til punkt og prikke. Miljøstyrelsen har derfor en opgave med at få kommunikeret den rette forståelse af vejledningens tekst ud til kommunerne.
Nogle virksomheder har i forhold til kategoriseringen efterlyst, at sagsbehandlerne også medtager miljøledelsessystemer udviklet af de konkrete brancheforeninger i deres vurdering. Det fremhæves af disse virksomheder, at denne form for miljøledelsessystem er langt mere relevant for dem end de certificerede miljøledelsessystemer.
De fleste kommuner mener selv, at de har en god forståelse af, hvilke virksomheder der har behov for hyppige tilsyn, og hvilke der ikke har. Det er kommunernes vurdering, at kategori 1 og 2 ikke giver et realistisk billede af, hvilke virksomheder der har størst behov for hyppige tilsyn eller har et højt regeloverholdelsesniveau. Kategori 3 opleves derimod som reel og brugbar. For de kommunerne, der inddrager vejledningens kategorisering ved tilrettelæggelse af tilsynsarbejdet, har det store omfang af indplaceringer i kategori 2 den betydning, at mulighederne for at få fuldt udbytte af det differentierede tilsyn er begrænsede. Af denne grund føres der almindeligt tilsyn med en række virksomheder, hvor der egentlig ikke er behov for dette tilsynsniveau. Dermed kan kategoriseringen bidrage til en mindre optimal prioritering af tilsynsressourcerne.
Det blev på workshoppen klart, at sagsbehandlerne ikke finder, at virksomhederne interesserede sig for den kategorisering, som de har fået, og ikke bruger den i deres markedsføring. Dette indtryk er bekræftet af de interviewede virksomheder. Det er på den baggrund blevet diskuteret, hvorvidt man kan ændre kategorisering til en smiley-ordning f.eks. i stil med den, der findes inden for fødevarebranchen. Sagsbehandlerne giver udtryk for, at de generelt savner et modspil til de private certificeringsordninger, og en offentlig kategorisering af virksomhederne kunne være en vej. Der er dog enighed om, at det vil være vanskeligt at etablere en ordning med baggrund i de nuværende tilsynsfrekvenser, idet der simpelthen går for lang tid mellem tilsynene til, at en kategorisering vil kunne være udtryk for et reelt og troværdigt billede af virksomhedens miljøstandard.
Nogle sagsbehandlere påpeger, at det vil være en fordel, hvis vejledningen skelner mellem forskellige typer overtrædelser, der udløser påbud og forbud og dermed nedplacering i kategorisystemet, idet ikke alle overtrædelser er lige afgørende for miljøet. Dette skyldes, at der ikke i vejledningen er sket en sammenstilling af miljøeffekten og differentieringen i forhold til mængden af påbud/forbud. Det betyder, at der bliver brugt for meget tid på små virksomheder, der ikke kan finde ud af reglerne, men hvor miljøbelastningen er begrænset, og hvor overtrædelserne resulterer i ubetydelige miljøeffekter. Konsekvensen er, som en kommune udtrykker det, "mere regeloverholdelse for pengene" i stedet for "mere miljø for pengene". Eller som det blev udtrykt af en anden kommune "en overtrædelse fra en stor virksomhed kan have større konsekvenser end 100 overtrædelser fra små virksomheder". Dette tager vejledningen ikke højde for. Der er dog også stor enighed om, at det vil være en vanskelig opgave at finde en gangbar måde at indarbejde miljøeffekten, som et led i kategoriseringen af virksomhederne. En mulig løsning kunne være at rangere vilkårene efter, hvor miljøalvorlige de er. Man kunne eksempelvis opdele miljøgodkendelsen i to typer af vilkår. De røde og miljøalvorlige, hvis håndhævelse skal have betydning for kategoriseringen, og nogle grønne vilkår, som skal overholdes, men ikke får betydning for kategoriseringen.
De sagsbehandlere, der deltog på workshoppen, havde dog blandede holdninger til denne ide og udtrykte den bekymring, at en sådan opdeling vil føre til, at kun de røde vilkår vil have virksomhedernes fokus.
5.1.1 Virksomhedernes vurdering af det differentierede miljøtilsyn
Virksomhederne oplever generelt ikke, at det differentierede tilsynssystem har givet et ekstra incitament til at forbedre den miljømæssige performance. En stor del af de interviewede virksomheder kender slet ikke til kategoriseringen og princippet bag det differentierede tilsynssystem, og ved derfor heller ikke på hvilket niveau de er kategoriseret. Dette kan skyldes, at en del af kommunerne enten ikke anvender kategoriseringen eller ikke formidler kategoriseringen videre til virksomhederne. Dette understreges af, at 51 % af virksomhederne har svaret "ved ikke" til spørgeskemaets spørgsmål om, i hvilken tilsynskategori de befinder sig. 64 % af virksomhederne har svaret, at det ændrede tilsynssystem ikke har påvirket ' tidsforbruget til tilsynsarbejde' eller " tilført smidighed i 'sagsbehandlingen.
Det kan også via interviewene, der er gennemført med virksomhederne bekræftes, at kategoriseringen tilsyneladende ikke har betydning for tilsynsfrekvensen. En styrkelse af denne sammenhæng i de kommuner, hvor der administreres efter vejledningens retningslinjer, kunne derfor i sig selv måske være med til at styrke miljøindsatsen hos virksomhederne.
5.1.2 Tilsyn med certificerede virksomheder
Vejledningen fremhæver, at der ved tilsyn med certificerede virksomheder bør tages hensyn til virksomhedens miljøledelsessystem, således at der ikke udføres dobbeltarbejde. Ifølge spørgeskemaet er dette dog kun tilfældet for 57 % af de certificerede virksomheder, der har besvaret spørgeskemaet. Ifølge nogle af de interviewede sagsbehandlere er en forklaring på, hvorfor virksomhedernes miljøledelsessystemer ikke bruges mere i forbindelse med tilsyn, at miljøledelsessystemerne ofte har et andet fokus end tilsynet. De retter sig bl.a. mere mod, om virksomhederne følger procedurerne, end om de overholder vilkårene. Det er sagsbehandlernes erfaring, at der er lige så mange vilkårsovertrædelser hos miljøcertificerede virksomheder som hos ikke-miljøcertificerede virksomheder.
Sagsbehandlerne er dog generelt enige om, at certificeringsordninger har en hel del gode effekter på miljøbeskyttelsesniveauet på virksomheden. De certificerede virksomheder er generelt karakteriseret ved at være store virksomheder med flere ressourcer og kompetencer til miljøarbejde. Miljøarbejdet er typisk forankret hos en miljøansvarlig person eller i en miljøafdeling. Det gør, at sagsbehandlerne møder en person, som "taler samme sprog" som dem. Det letter kommunikationen og smidiggør dialogen også i forbindelse med eventuelle vilkårsovertrædelser.
Det forholder sig dog ikke således, at miljøcertificerede virksomheder kræver færre ressourcer fra sagsbehandlerne - tværtimod. De certificerede virksomheder er markant mere dialogsøgende, og det er derfor indtrykket hos de interviewede sagsbehandlere, at der bliver brugt mindst lige så meget tid på miljøcertificerede virksomheder som andre virksomheder.
Det blev på workshoppen fremhævet, at sagsbehandlerne i større omfang skal være bedre til selv at udnytte fordelene ved eksistensen af et miljøledelsessystem ved at bygge bro mellem de to systemer, certificeringssystemet og regelsystemet. Dette kan gøres ved et øget fokus på certificeringspunktet "ingen udeståender med myndighederne". For de certificerende organisationer har det stor betydning for, at man fortsat kan forblive certificeret, at der ikke er udeståender med myndighederne, f.eks. i forbindelse med vilkårsovertrædelser, som virksomheden ikke har reageret på. Gentagne udeståender med myndighederne kan føre til, at certifikatet fratages virksomheden og vil som minimum give en registrering af en afvigelse i systemet. Det betyder, at sagsbehandlerne har mulighed for at lægge ekstra pres på virksomhedens overholdes af reglerne ved at foretage tilsyn kort tid forinden den årlige audit på virksomheden.
5.1.3 Samlet tilsyn
Det er i kapitel 4.2.1 nævnt, at størstedelen af kommunerne alene følger minimumsaftalen. Sagsbehandlere fra miljøcentrene og kommunerne har i interviews tilkendegivet, at der primært føres deltilsyn og samlet tilsyn. Kommunerne beskriver, at udviklingen over de senere år har været imod færre tilsyn totalt set, men ud af dem, der er gennemført, er der en større andel samlede tilsyn. Det er også et krav i aftalen, at der er ført et samlet tilsyn med alle virksomheder minimum hvert 3. år.
Spørgeskemaundersøgelsen viser en mindre effekt af indførelsen af samlet tilsyn. Ganske vist har 62 % af virksomhederne svaret, at det ikke har ændret sagsbehandlingstiden, mens omtrent en fjerdel del mener, at det har gjort sagsbehandlingen mere smidig.
Figur 21 Hvordan indførelsen af samlet tilsyn har påvirket smidigheden i sagsbehandlingen
På workshoppen og i de interview, der er gennemført med sagsbehandlere, er der givet udtryk for en meget ambivalent holdning til minimumsaftalen. Sagsbehandlerne synes, at det er godt, at der er nogle ramme for tilsyn, så frekvenserne er mere ens på tværs af landet, og at der et bolværk mod at prioritere tilsyn endnu lavere end minimumsfrekvenserne tillader. Men de enkelte sagsbehandlere oplever i flere tilfælde aftalen som en hæmsko for arbejdet. Dette skyldes, at den politiske virkelighed ude i kommunerne med en meget stram økonomi medfører, at politikerne ønsker at spare, hvor man kan. Et ret usynligt sted at spare i forhold til borgerne er på tilsynsarbejdet, fordi det ikke er så nemt at gennemskue de umiddelbare konsekvenser af denne besparelse. Dette betyder, at sagsbehandlerne får besked på til punkt og prikke at efterleve aftalen og ikke foretage sig noget yderligere ud over tilsyn affødt af borgerhenvendelser. Det betyder i nogle tilfælde at sagsbehandlerne ikke kan besøge "problemvirksomheder" f.eks. kategori 3 virksomheder mere end hvert 3. år, selv om det kunne være en god ide. I modsætning hertil er sagsbehandleren nødt til at besøge den meget lovlydige virksomhed også hvert 3. år, selv om der sjældent er behov herfor.
Nogle sagsbehandlere har foreslået, at en kombination af den "gamle aftale fra 1996" og den nye minimumsaftale fra 2005 kunne være den optimale løsning. Det vil betyde, at en vis procent af virksomhederne skal besøges hvert år (det var i den gamle ordning 50 %), og at alle virksomheder skal besøges inden for f.eks. 5 år. Det ville give en større råderum for at prioritere og betyde, at der igen kan være rum for den individuelle og konkret vurdering af behovet, som en meget rigid efterlevelse af minimumsaftalen har umuliggjort i flere kommuner. En administration der også betyder, at vejledningen om differentieret tilsyn reelt ingen betydning har for prioritering af tilsyns indsatsen i disse kommuner.
Der er sagsbehandlere, der giver udtryk for, at en tilsynsfrekvens på mindre end 3 år faktisk i sidste ende er billigere og mere miljøeffektiv for kommunen. Den tætte dialog, som hyppigere besøg afstedkommer, vurderes at give færre overtrædelser, og virksomhederne kan nemmere "huske" aftaler med videre, som blev indgået under sidste tilsynsbesøg. Omvendt betyder længere tid mellem besøgene, at der er vanskeligt at sikre kontinuiteten i samarbejdet, og at der meget vel kan gå noget galt i den tid, der går mellem tilsynsbesøgene. På workshoppen blev et konkret eksempel fremhævet. En kommune, der selv følger minimumsaftalen, fører også tilsyn med virksomhederne i en nabokommune. I denne kommune er det politisk bestemt, at tilsynsfrekvensen skal være hvert 2. år. Sagsbehandleren fra den pågældende kommune oplyste, at tilsynsbesøgene er mindre tidskrævende samlet set, når der bliver ført tilsyn med en frekvens på 2. år i stedet for på 3. år. Det er altså billigere, nemmere og har en større miljøeffekt med hyppigere tilsyn end hvert 3. år, er denne sagsbehandlers erfaring.
I forhold til tilsyn med landbrug efter minimumsaftalen bliver der i de 4 case kommuner alene ført tilsyn med husdyrbrugene efter minimumsaftalen fra 2007. Aftalen fungerer fint med den 3-årige frekvens, der er afsat for de store landbrug. Det er dog et problem at de små landbrug kun skal have tilsyn hvert 6. år, da erfaringen viser, at det ofte er de små, der giver anledning til overtrædelser og dermed håndhævelsesreaktioner. De store brug har som regel styr på det. De små brug har slet ikke samme fokus på miljøbelastningen og kendskab til lovgivningen. Der er ofte problemer med, at de slet ikke er anmeldt.
5.2 Ideer til forbedringer af tilsynssystemet
Overordnet er anbefalingen mere målrettet og miljøprioriteret tilsynsarbejde. Mange kommuner fremhæver frihed til at prioritere tilsynsindsatsen, som en standardløsning, men dette risikerer at sænke beskyttelsesniveauet i økonomisk trængte kommuner, hvor man ser en politisk mulighed for at opnå besparelser. Det helt centrale bliver at finde en passende balance mellem prioriteringsfrihed for kommunerne og en kontrol med kvaliteten af kommunernes tilsynsindsats.
Hvis der skal sættes ind i forhold til at forbedre tilsynsindsatsen er det indtrykket, at den mest gangbare vej vil være, at dette skal det ske via en ændring af minimumsaftalens krav. Differentieret tilsyn skal gøres obligatorisk og hænge sammen med minimumsaftalen for at få en effekt. Det vil først og fremmest løse problemet med, at der føres for mange tilsyn med virksomheder, der egentlig ikke belaster miljøet og for få tilsyn med miljøproblematiske virksomheder. Kommunerne skal under en vis kontrol have mulighed for at planlægge tilsynsfrekvensen for den enkelte virksomhed på baggrund af tanken om differentieret tilsyn. Kontrollen skal sikre, at man undgår store kvalitetsmæssige forskelle på tværs af kommunerne. Det gælder særligt i forhold til økonomisk trængte kommuner, der "leder efter et område", hvor man kan opnå besparelser. Kontrollen kunne bestå af en kombination af løbende stikprøvekontroller af kommunernes tilsyn og via de almindelige årlige rapporteringer til Miljøstyrelsen.
Øvrige anbefalinger til ændringer i det forenklede tilsynssystem i ikke-prioriteret rækkefølge:
- Større differentieringsmuligheder mellem virksomheder i de forskellige tilsynskategorier, således at kommunerne i højere grad kan prioritere tilsynsfrekvensen. Der bør desuden være bedre muligheder for virksomhederne for at skifte kategori som følge af nye miljøtiltag[22].
- Der kan evt. indføres en kategorisering, der kun indeholder to niveauer (godt og dårligt). Kategoriseringen vil kunne foretages på baggrund af færre parametre og spare tid.
- I stedet for at indføre et nyt system kan kategorierne 1, 2 og 3 redefineres, således at virksomhederne i højere grad kommer til at fordele sig mellem de tre kategorier. Det vil kræve, at mindre virksomheder med en lille miljøbelastning får lempeligere kriterier i forhold til mere komplicerede virksomheder, hvor den potentielle miljøbelastning er større. Hertil kunne man eksempelvis anvende et scoringssystem, der vægter miljøbelastningen efter væsentlighed, evt. i stil med de systemer der anvendes i miljøcertificeringsøjemed
- Der kan gennemføres en informationskampagne for at øge prestige i kategorisering, således at virksomhederne stiler efter at opnå bedste kategorisering (en smiley-ordning). Ordningen skal fungere som motivation for virksomhederne til at forbedre deres miljøforhold.
- Tilsynsfrekvensen for nogle virksomhedsgrupper sættes ned, så der føres tilsyn f.eks. hvert femte år. Nogle kommuner fremhæver dog, at 5-års-intervaller er for lang en periode. I stedet foreslås det, at der kan arbejdes med tilsyn i ”light-udgave” frem for et ”samlet tilsyn”. Formålet med "light" tilsynene skal være at sikre løbende dialog med virksomhederne. Det er oplevelsen, at sjældne tilsyn ikke nødvendigvis opleves som en belønning for virksomheder, idet miljøpositive virksomheder gerne vil have tilsyn og dialog.
- Der er konkrete virksomhedstyper, hvor der sjældent er en miljøbelastning, og hvor man kan derfor kan lette tilsynet.
- Det foreslås at revidere minimumsaftalerne fra 2005 og 2007, således at de bliver en kombination af den "gamle aftale fra 1996" og de nye minimumsaftaler fra 2005/2007. Aftalen kunne udformes således, at en vis procent af virksomhederne skal besøges hvert år, som i den gamle ordning f.eks. 50 % kombineret med, at alle virksomheder skal besøges inden for f.eks. 5 år. Det ville give en større råderum for at prioritere og betyde, at der igen kan være rum for den individuelle og konkret vurdering af behovet, som ikke er til stede i dag med den meget rigide efterlevelse af minimumsaftalerne, som mange kommuner praktiserer i dag.
5.3 Regelforenklingstiltagenes betydning for miljøbeskyttelsesniveauet
[23] Sagsbehandlerne finder overordnet, at tiltagene i forenklingen af miljøgodkendelserne har forbedret miljøbeskyttelsesniveauet, jf. også bilag 3, hvor COWIs teknikere har lavet følgende generelle vurdering af branchebilagene.
Det er i mange kommuner og miljøcentre vurderingen, at standardvilkårene har givet små miljømæssige fordele i og med, at BAT bliver bedre indarbejdet, primært i forhold til luft, affald og jord. Flere sagsbehandlere har givet udtryk for, at der stadigvæk er et behov for yderligere at afgrænse de tilfælde, hvor der skal tages konkret stilling vedr. støj, lugt mv. Dette kan også efterspores i den konkret tekniske og juridiske gennemgang af branchebilagene som findes i bilag 3,4 og 5.
- Der er flere eksempler på forbedringer af miljøbeskyttelsesniveauet f.eks. vedr. listepkt. C202, jf. bilag 5.[24] Af andre branchebilag, der bidrager med væsentlige forbedringer i sagsbehandlingens forudsætning, så resultatet bliver, at miljøgodkendelsen bliver "sundere" for miljøet kan nævnes D 207 og D 208, jf. kommentarer til disse i bilag 5.
COWIs tekniske gennemgang af bilagene viser dog også, at BAT i fremtiden kan indarbejdes endnu bedre i hvert fald vedrørende de tre listepunkter, der er gennemgået særligt grundigt, jf. kommentarerne til C202, E202 og K211 i bilag 5.
Derudover har branchebilagene haft den effekt, at de har forbedret gennemsigtigheden og overskueligheden for både myndigheder og virksomheder. Dette har særligt været en stor hjælp for nye sagsbehandlere, og har uden tvivl haft en miljømæssig gavnlig effekt.
Som det fremgår i afsnit 5.1 er der i tilsynssystemet en tendens til at forholde sig for firkantet til regeloverholdelse frem for miljøbelastning, hvilket kan gå ud over miljøbeskyttelsen i og med, der er begrænsede ressourcer hos myndigheder og virksomheder til miljøarbejde. Dette er dog ikke udelukkende et resultat af de konkrete forenklingstiltag, men formentligt også et spørgsmål om, hvordan kommunerne anvender og tilpasser godkendelserne i lyset af forenklingstiltagene. Mange kommuner har fortalt, at de er usikre på eksempelvis anvendelsen af standardvilkår og specielt fravigelserne fra disse. Der er således et behov for undervisning og vejledning i det forenklede godkendelsessystem, bl.a. i forhold til:
- Hvordan BAT-referencelisterne anvendes
- Hvordan afvigelser fra standardvilkår skal begrundes.
- Hvordan standardvilkår kan bruges på hoved- og biaktiviteter.
- Hvordan miljøbelastning skal indgå i vægtning af tilsynsindsatsen
- Hvordan miljømyndigheden med fordel kan samarbejde med de certificerende organer.
Figur 22 viser, at 77 % af kommunerne og 75 % af miljøcentrene finder, at det ændrede tilsynssystem 'i høj eller i nogen grad' giver et kvalitetsmæssigt tilstrækkeligt tilsyn. Dette strider dog i nogen grad mod, at kommunerne og miljøcentrene på workshoppen vurderede, at tilsynssystemet formentligt var bedre for miljøet tidligere. Denne udvikling er ikke et udtryk for, at det enkelte tilsyn er blevet dårligere, men at man i dag har færre ressourcer til tilsynsarbejdet samtidig med at der er markant flere virksomheder at føre tilsyn med for kommunerne. Dette skyldes i høj grad, at kommunalreformen og en generel politisk nedprioritering har medvirket til, at der er færre ressourcer til tilsynsområdet i kommunerne, således at ca. 1/3 af kommunerne i dag har problemer med blot at opfylde minimumsaftalen.
Figur 22 Kvaliteten af tilsyn - Bliver der på baggrund af det differentierede tilsynssystem og de ændrede minimumsfrekvenser/samlet tilsyn ført kvalitetsmæssigt tilstrækkeligt tilsyn?
Det differentierede tilsynssystem har ikke påvirket miljøbeskyttelsen nævneværdigt, i og med de fleste kommuner ikke bruger det differentierede system. I stedet bruges i vid udstrækning minimumsaftalen med det resultat, at alle virksomheder, hvad enten virksomhederne har miljømæssige problemer eller ej, får lige mange tilsyn. Dette er dog ikke en ressourcemæssig optimal udnyttelse, hvilket medfører, at man ikke får 'mest mulig miljø for pengene' under det eksisterende tilsynssystem. Det differentierede tilsynssystems kategorisering af virksomheder har ikke vist sig fuldt operationelt hos kommunerne. Der har ifølge både sagsbehandlere og virksomheder været en tendens til at fokusere for meget på, om virksomhederne overholder alle reglerne i stedet for at se mere overordnet på mest mulig miljø for pengene. Både den uhensigtsmæssige kategorisering af virksomheder i det differentierede tilsynssystem og et manglende fokus på miljøbelastning som følge af det snævre fokus på minimumsaftalen har medvirket til en forringelse af tilsynet gennem en meget rigid administration af tilsynsfrekvensen. Den tidligere 50 % -ordning gav betydelig mere differentiering og fleksibilitet, end tilfældet er i dag. En stor del af grunden til, at det forenklede tilsynssystem ikke har haft en positiv effekt, falder dog tilbage på kommunerne, som under de afsatte ressourcer ikke har været indstillet på at implementere de ideer forenklingstiltagene indeholder vedr. bl.a. differentieret tilsyn.
Dette understreger behovet for at integrere minimumsaftalen med det differentierede tilsynssystem på en måde, som binder kommunerne til på en systematisk måde at prioritere og differentiere deres tilsynsressourcer på en mere optimal måde. Det foreslås på den baggrund at revidere minimumsaftalerne fra 2005 og 2007, således at de bliver en kombination af den "gamle aftale fra 1996" og de nye minimumsaftaler fra 2005/2007. Aftalen kunne udformes således, at en vis procentdel af virksomhederne skal besøges hvert år, som i den gamle ordning f.eks. 50 % kombineret med, at alle virksomheder skal besøges inden for f.eks. 5 år. Det ville give en større råderum for at prioritere og betyde, at der igen kan være rum for den individuelle og konkrete vurdering af virksomheders miljøbelastning, hvilket vil være gavnligt for miljøbeskyttelsesniveauet.
[22] Bruttokataloget over forenklingsforslag, juni 2010
[23] I de fleste tilfælde har branchebilagene medført bedre og mere præcise vilkår samt i nogle tilfælde også en væsentlig skærpelse af grænseværdierne. Der er dog også eksempler på, at nyere godkendelser skærpes i forhold til branchebilagene (f.eks. skydebaner). Det bør vurderes af MST, hvorvidt der er behov for en generel skærpelse af dette bilags krav.
[24] Der er vedr. dette listepunkt generelt flere og mere detaljerede standardvilkår vedrørende siloer og tanke i standardvilkårene end angivet i Brancheorienteringen. F.eks. omtaler Brancheorienteringen ikke de nyere fillermaterialer såsom cement, kalk, flyveaske, filler fra støberisand, stålsand og blæsemidler, og der er detaljerede vilkår der regulerer spild fra tanke, flydende oplag og farligt affald. Dette giver et bedre beskyttelsesniveau end anbefalet som BAT i Brancheorienteringen.
Version 1.0 December 2010, © Miljøstyrelsen.