Miljøforhold ved vedligehold renovering og
nybyggeri i hotel- restaurant- og turistvirksomheder
8. Miljøindikatorer
I det følgende kapitel gøres nogle principielle overvejelser om tilvejebringelse af datagrundlaget i forbindelse med anvendelsen af indikatorer indenfor vedligehold, renovering og nybyggeri. Endvidere gives konkrete anvisninger for, hvor og hvordan der bør måles i de tekniske anlæg i et hotel.
Ideelt set bør en indikator dække en veldefineret og velafgrænset miljøpåvirkning, der relaterer sig direkte til en aktivitet i branchens virksomheder. Dette betyder, at der bør ske en underopdeling efter de enkeltaktiviteter, der finder sted i branchens virksomheder.
Således kan et hotel typisk opdeles i flg. områder, hvor der i hvert område kan måles på enkeltaktiviteter eller serviceydelser:
 | værelser |
| fællesrum som dagligstuer, foyér, kontorer m.v. |
| pool/fitness/sauna område |
| restaurant og køkken |
| konferencerum/mødelokaler/festsale |
Hotellet rummer altså serviceydelser, hvoraf nogle er fælles med andre virksomheder i branchen og andre er specifikke for netop hoteller.
For den førstnævnte gruppe gælder, at såfremt man kunne opstille indikatorer, der var specifikt gældende for disse serviceydelser, kunne man foretage sammenligninger af nøgletal på tværs i hele branchen. Hvorimod de indikatorer, der gælder specifikt for hoteller, primært kan anvendes i forbindelse med sammenligninger med tilsvarende virksomheder.
Udover opdelingen i enkeltaktiviteter/serviceydelser må opbygningen af indikatorer nødvendigvis også tage hensyn til hvilke konkrete muligheder, der overhovedet er for at kvantificere den pågældende miljøpåvirkning og om de data, der beskriver den er tilgængelige inden for rimelighedens grænser.
I den forbindelse kan miljøpåvirkningerne opdeles i to hovedtyper:
| miljøpåvirkninger, der kan henføres til styring af tekniske anlæg – altså f.eks. vand- og energiforbrug |
| øvrige miljøpåvirkninger – f.eks. påvirkninger fra affaldsgenerering og arbejdsmiljø |
For den førstnævnte gruppe gælder, at der i nogen udstrækning allerede foregår en dataopsamling. Dels til brug for afregningen, men også som en del af anlæggenes styring. For denne gruppes vedkommende er det således i høj grad et spørgsmål om at organisere dataopsamlingen, så den er egnet i forbindelse med brugen af indikatorer.
Derved kommer den ovenstående opdeling i serviceydelser/enkeltaktiviteter ind i billedet. For skal indikatorerne dække veldefinerede og velafgrænsede miljøpåvirkninger og derved kunne anvendes til sammenligninger på tværs i branchen, ja så skal de indhentede måledata naturligvis også være veldefinerede, velafgrænsede og kunne fordeles.
Det forudsætter, at de tekniske anlæg er opdelt i enheder eller sektioner svarende til opdelingen i serviceydelser/enkeltaktiviteter.
Det skal her bemærkes, at der groft sagt ikke er nogen tekniske begrænsninger for, hvor langt ned i detaljen, man kan måle i de tekniske anlæg – faktisk kan man måle varmeforbruget på den enkelte radiator eller vandforbruget på den enkelte vandhane. Men i praksis sætter økonomien jo nogle grænser for, hvor langt man kan gå. Og for eksisterende anlæg er det ikke kun et spørgsmål om at installere et passende antal målesteder; der kan også blive tale om at ændre føringerne for de tekniske installationer, således at den ønskede sektionering opnås. Disse ændringer vil næppe blive foretaget uden, at anlæggene af andre grunde skal renoveres eller ombygges.
Men det er af helt afgørende betydning for arbejdet med indikatorer, at de omtalte sektioneringer af de tekniske anlæg rent faktisk finder sted ved nyanlæg eller ombygninger. I modsat fald vil udbyttet af, at arbejde med indikatorer blive for ringe. Det gælder naturligvis især, når det drejer sig om virksomhedssammenligninger, men også hvad angår den virksomhedsinterne anvendelse, som vil besværliggøres, hvis indikatorerne ikke er præcise nok. I så fald vil der være alt for mange parametre, som øver indflydelse på udfaldet af målingerne – og dermed tilsvarende vanskeligt at forklare, hvilke parametre man bør justere på, hvis målingerne i en periode falder dårligt ud.
For de "øvrige påvirkninger" gælder i princip samme betragtninger. Her vil det i de fleste tilfælde være endnu vanskeligere at knytte data for miljøpåvirkninger sammen med de respektive serviceydelser/enkeltaktiviteter.
Det synes således nødvendigt, at indikatorerne opbygges hierarkisk, således at der konstrueres nogle hovedindikatorer, som er tilstrækkeligt generelle til at kunne anvendes, også hvor datagrundlaget er dårligere end ønskeligt. Hovedindikatorerne kan så være sammensat af nogle delindikatorer, som den enkelte virksomhed kan vælge at anvende i afhængighed af, hvor godt datagrundlaget er i det konkrete tilfælde. En delindikator kunne eksempelvis være bimålerer, der registrerer forbrug af elektricitet på hver værelsesgang, hvor hovedmåleren (hovedindikatoren) er forbrug af elektricitet på samtlige værelsesgange.
I starten vil virksomheden så nok være i den situation, at delindikatorerne kun kan anvendes virksomhedsspecifikt, men efterhånden som branchens arbejde med indikatorer vinder frem, vil man i højere grad kunne anvende delindikatorerne på tværs af branchen.
De måleapparater, der ligger til grund for delindikatorerne, kan opdeles i tre principielt forskellige typer:
| elmålere |
| væskesstrømsmålere |
| varmestrømsmålere |
Hvad angår elforbrug vil der altid finde en central måling sted i en hovedmåler til brug for afregningen med leverandøren af el. For at kunne foretage de deltaljerede målinger, er det imidlertid nødvendigt at opsætte en bimåler for hver af de angivne forbrugere.
Det samme gør sig gældende med vand og – hvis hotellet er forsynet med fjernvarme – med varmeforsyningen.
Der er imidlertid tale om kendte og indarbejdede måleteknikker, og under forudsætning af, at målerne indbygges i overensstemmelse med leverandørens forskrifter, kan der opnås en god nøjagtighed på målingerne for en relativt beskeden udgift.
Måledataene skal imidlertid ikke blot opsamles, men også bearbejdes til brug for beregningen af de valgte indikatorer. I princippet kan det ske manuelt, men det bliver hurtigt en uoverskuelig opgave med et stigende antal målepunkter. Her er et CTS-anlæg til stor hjælp, idet et sådant anlæg som regel indeholder funktioner til både opsamling, oplagring og præsentation af måledata.
I bilag E er et skema med angivelse af alle de steder i et hotel, hvor forbrug af vand, vamt vand, rumopvarmning og elektricitet skal registreres for at få et optimalt overblik over, hvordan forbruget af de nævnte parametre udvikler sig.