10 Bortskaffelse vil sige enten deponering eller forbrænding uden energiudnyttelse. Nyttiggørelse er enten genanvendelse eller forbrænding med energiudnyttelse.

6. De enkelte affaldskilder og status i forhold til målene år 2004

Figur 8 viser mængden af restprodukter (slagger, flyveaske og røggasrensningsprodukter) fra affaldsforbrænding 1994 - 1999 i tons, samt hvilken behandling affaldet har fået.

Restprodukterne fra affaldsforbrænding er ikke medregnet i opgørelserne over den samlede affaldsproduktion, da affaldet ellers ville blive talt med 2 gange i statistikken. Imidlertid udgør restprodukterne en ganske betydelig affaldsfraktion, som skal anvendes eller bortskaffes på en eller anden måde.

Figur 8. Se her!

Langt den største del af restprodukterne genanvendes, selvom der har været tale et fald på 3 procentpoint i 1999 i forhold til genanvendelsesprocenten i 1998.

Restprodukterne kan dog ikke genanvendes, hvis de indeholder for stor mængde tungmetaller. De må så i stedet deponeres.

I Affald 21 lægges der op til, at miljøbelastende fraktioner som PVC, imprægneret træ og elektriske og elektroniske produkter fremover ikke må anvises til forbrænding. Det vil betyde, at indholdet af tungmetaller i slaggen vil falde væsentligt.

Imidlertid vil kravene til genanvendelsen samtidigt blive skærpet pga. hensynet til grundvandet. Målet i den tidligere handlingsplan om en genanvendelsesprocent på 70 fastholdes derfor i Affald 21.

I tabel 15 er anvendelsen af restprodukterne fra affaldsforbrænding opgjort.

Tabel 15. Se her!

Mængden af restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg er naturligvis afhængig af den mængde affald, der forbrændes. Slagger og røggasrensningsprodukter udgør henholdsvis ca. 20% og 3% af den indfyrede affaldsmængde.

Det ses af tabellen, at mængden af restprodukter fra affaldsforbrænding i 1999 udgjorde 592.159 tons, hvilket er ca. 41.000 tons mere end året før.

Af den fraførte mængde på 592.159 tons blev 191.704 tons deponeret, mens 427.177 tons blev genanvendt. Det vil sige, at der har været tale om en nedbringelse af de oplagrede mængder af flyveaske og røggasrensningsprodukter med tæt ved 27.000 tons.

Mængden af affald fra bygge- og anlægssektoren var i 1999 på 2.968.000 tons, hvilket er en ubetydelig stigning på 5.000 tons mere end i 1998.

Langt størstedelen af bygge- og anlægsaffaldet genanvendes. 90% blev således genanvendt i 1999, mens 2% blev forbrændt og 8% blev deponeret, jf. figur 9. Som det ses af figuren er genanvendelsen af bygge- og anlægsaffaldet steget med 6 procentpoint i perioden 1994 til 1999. Tilsvarende er andelen af bygge- og anlægsaffald, der deponeres faldet med 7 procentpoint.

Det ses også af figuren, at fordelingen på de enkelte behandlingsformer i 1999 var helt i overensstemmelse med målene for behandling i år 2004.

Den høje genanvendelsesprocent for bygge- og anlægsaffald skyldes dels at affald, der genanvendes ikke er pålagt affaldsafgift, som det er tilfældet med affald, der forbrændes eller deponeres.

Dels, at der i 1995 blev udstedt et cirkulære¹¹ om kommunale regulativer om sortering af bygge- og anlægsaffald med henblik på genanvendelse.

Desuden har Miljøministeriet og Entreprenørforeningen indgået en aftale om selektiv nedrivning af bygningsaffald.

Figur 9. Se her!

Der er dog stadig mulighed for at forbedre affaldsbehandlingen. Fremover skal der derfor gøres en særlig indsats for at udsortere og behandle de typer af byggeaffald, der belaster miljøet mest, såsom PVC og imprægneret træ.

Endelig kan der også i højere grad anlægges en "vugge - til - grav" betragtninger og bruge miljørigtig projektering i forbindelse med nybyggeri.

På figur 10 vises fordelingen af bygge- og anlægsaffaldet på de enkelte fraktioner i 1999. Det ses, at hovedparten af byggeaffaldet består af beton, fulgt af asfalt, andet byggeaffald og jord og sten.

Figur 10.

Kilde: ISAG indberetning 1999. Signaturforklaringen starter hvor "urviseren" står på tolv og går med uret.

En stor del af bygge- og anlægsaffaldet oparbejdes af mobile knuseanlæg, der flyttes rundt i landet til forskellige opgaver.

Det sker at de behandlede mængder indberettes til ISAG både af ejeren af knuseanlægget og af bygherren. Miljøstyrelsen er meget opmærksom på denne mulige kilde til dobbeltregistrering, og der lægges et stort arbejde i, i samarbejde med indberetterne, at kvalitetssikre data så der ikke sker dobbeltregistrering.

Husholdningernes affald er sammensat af affaldstyperne dagrenovation, storskrald og haveaffald, som igen kan opdeles i de enkelte affaldsfraktioner, såsom f.eks. papir og pap, flasker og glas og madspild/andet organisk affald, jf. tabel 16, hvor fraktionerne er angivet i det omfang, de har kunnet registreres særskilt.

Mængden af f.eks. pap og papir udgør ikke potentialet i husholdningsaffaldet, men alene den mængde, der er udsorteret til genanvendelse. Resten af papiret indgår i fraktionen "diverse brændbart".

Den samlede affaldsproduktion fra husholdningerne var i 1999 på 2.963.000 tons, hvilet er en stigning på 167.000 tons eller 6% i forhold til 1998. Heraf er mængderne af storskrald og haveaffald steget med hhv. 17% og 6%, mens mængden af dagrenovation er faldet med 2%.

Tabel 16. Se her!

Mængden af farligt affald fra husholdningerne er steget med 33% fra ca. 14.400 tons i 1998 til ca. 19.000 tons i 1999. Tilsvarende er mængden af "diverse brændbart" steget i 1999 efter at have været faldende siden 1996. I forhold til 1998 har der været tale om en stigning på 9%.

Også mængden af den separat indsamlede fraktion flasker og glas er steget fra 1998 til 1999, nemlig med 6%. Til gengæld er mængden af separat indsamlet papir og pap faldet med 14%.

I det følgende gennemgås udviklingen i og behandlingen af de enkelte affaldstyper nærmere.

6.3.1 Dagrenovation

Dagrenovation fra husholdninger består af det affald, der naturligt forekommer fra forbruget i private husholdninger. Det vil sige papir, flasker, glas, organisk madaffald, samt øvrigt restaffald. Dagrenovation indsamles normalt i faste intervaller ved husstanden, hver eller hver anden uge.

Som nævnt tidligere er mængden af dagrenovation faldet fra 1.702.000 tons i 1998 til 1.665.000 tons i 1999, hvilket svarer til et fald på 2%. Siden 1994 har mængden af dagrenovation varieret lidt fra år til år uden at der dog har været en klar tendens – set over hele perioden har mængden stort set været konstant, jf. tabel 1.

I 1999 blev 15% af dagrenovationen genanvendt. Dette er 2 procentpoint mindre end i 1998. 78% blev forbrændt, hvilket er det samme som i 1998, mens 7% blev deponeret i 1999, jf. figur 11.

Det ses også af figuren, at andelen af dagrenovation til genanvendelse stort set har været uændret i perioden 1994 til 1999. Skiftet mellem behandlingsformerne er derimod sket fra deponering til forbrænding, selvom der reelt kun har været tale om en begrænset stigning i andelen til forbrænding, nemlig 4 procentpoint over perioden 1994- 99.

Der bliver altså fortsat forbrændt og deponeret for meget dagrenovation i forhold til målsætningerne i Affald 21.

Figur 11. Se her!

For at nå målet for en genanvendelsesprocent på 30% i år 2004, vil der i de kommende år blive iværksat en række initiativer. F.eks. skal der ske en øget udsortering af og indsamling af glas, papir og pap- og plastemballager til genanvendelse.

Desuden vil der blive iværksat en række initiativer med henblik på at genanvende en større del af den organiske dagrenovation, hvor kun ca. 4% genanvendes i biogasanlæg i dag. Det er målet at 7% af den organiske dagrenovation skal genanvendes i år 2004.

I 1999 producerede de danske husholdninger 672.000 tons storskrald. Det er 100.000 tons mere end i året før. Der har altså været tale om en stigning i storskraldsmængden på 17%.

Mængden af storskrald er i perioden 1994 – 99 steget med 11% kun afbrudt af mindre fald i mængderne i 1997 og 1998. Stigningen i storskraldsmængderne skyldes dels en reel stigning, men i væsentlig grad også indførelsen af indsamlings- og afleveringsordninger på genbrugspladser.

Fordelingen på de tre behandlingsformer har siden 1994 stort set været uændret. Imidlertid er der sket en forskydning mellem behandlingsformerne i 1999, jf. figur 12.

Andelen af storskrald, der blev deponeret i 1999 var således kun 36%, hvilket både er et fald på 5 procentpoint i forhold til 1998 og samtidig opfylder målsætningen i Affald 21 om max 37,5% deponering i år 2004.

Desværre betyder det ikke, at målsætningen for de øvrige behandlingsformer opfyldes; andelen til forbrænding er steget fra 42% i 1998 til 48% i 1999, mens andelen, der genanvendes er faldet fra 17% i 1998 til 16% i 1999.

Figur 12. Se her!

Sammenholdes dette med udviklingen i de enkelte affaldsfraktioner fra husholdningerne tyder det på, at det er udviklingen i storskraldsmængderne, der har ansvaret for den betydelige stigning i fraktionen "diverse brændbart", jf. tabel 15.

Hvis målsætningerne for behandling i år 2004 skal nås, skal der gøres en betydelig indsats for at udsortere og indsamle flere af fraktionerne i storskraldet særskilt. En række initiativer overfor f.eks. pap, elektriske og elektroniske produkter, imprægneret træ og PVC- holdigt affald er allerede iværksat eller er ved at blive iværksat.

Mængden af haveaffald, der blev indsamlet fra husholdningerne var i 1999 på 464.000 tons, hvilket er 26.000 tons mere end i 1998. Mængden af haveaffald er steget støt op gennem 1990’erne. Siden 1994 har der således været tale om en stigning i mængderne på 62%.

Denne stigning skal ikke så meget ses som et udtryk for en reel stigning i mængden af haveaffald, men snarere som udtryk for de stadig større muligheder for - og forpligtelser til - at bortskaffe haveaffaldet på kommunale behandlingsanlæg fremfor selv at brænde eller kompostere affaldet.

Behandlingen af haveaffaldet fremgår af figur 13. 98% af haveaffaldet blev genanvendt i 1999, mens 1% blev forbrændt og 1% blev deponeret.

Det betyder at genanvendelsen er steget med 4 procentpoint i forhold til 1998, mens forbrændingen og deponeringen er faldet med hhv. 1 og 4 procentpoint.

Figur 13. Se her!

Målsætningen for genanvendelse og forbrænding af husholdningernes haveaffald er altså mere end opfyldt. Det vurderes, at det ikke er muligt at øge genanvendelsen af haveaffaldet yderligere. Den fremtidige indsats overfor haveaffaldet vil derfor dreje sig om, at fastholde den nuværende situation.

Produktionen af husholdningsaffald opgjort pr. indbygger og pr. husstand er opgjort i tabel 17. I tabellen er mængden desuden opgjort på udvalgte affaldstyper og affaldsfraktioner.

Tabel 17. Se her!

Husholdningernes totale affaldsproduktion pr. indbygger er i 1999 30 kg større end i 1998. Opgjort pr. husstand er husholdningernes affaldsproduktionen steget med 61 kg. Heraf er mængden af dagrenovation pr. indbygger og pr. husstand faldet med hhv. 9 kg og 20 kg. Mængden af haveaffald er steget med hhv. 4 kg og 9 kg, mens mængden af storskrald er steget med hhv. 18 kg og 39 kg.

Affaldsproduktionen i industrien var i 1999 på 2.653.000 tons, hvilket er 130.000 tons eller 5% mindre end i 1998.

Fordelingen af affaldet fra industrien fremgår af figur 14. Som det ses, så er jern og metal klart den største enkeltfraktion, fulgt af diverse brændbart, diverse ikke-brændbart, roejord og papir og pap.

Industriaffaldets fordeling på de enkelte fraktioner er stort set uændret i 1999 i forhold til 1998. Dog udgør slam fra industriproduktion kun 3% af industriaffaldet i 1999, mens andelen var 6% i 1998.

Dette skyldes delvist, at der er sket en ændring i registreringen fra 1998 til 1999. Nogle spildprodukter fra fødevareproduktion er i 1998 blevet registreret som slam i stedet for som "madspild/andet organisk", som det burde. Dette er ændret i 1999.

Figur 14.

Kilde: ISAG indberetning 1999. Signaturforklaringen starter hvor "urviseren" står på tolv og går med uret.

Denne ændring i registreringen kan dog ikke forklare hele faldet i mængden af industrislam, som er faldet med 44% fra ca. 154.000 tons i 1998 til ca. 86.400 tons i 1999.

Der er fra 1998 til 1999 sket en stigning i fraktionerne plast, madspild og farligt affald på hhv. 11%, 24% og 10%, hvilket i absolutte tal vil sige hhv. 3000 tons, 26.600 tons og 8.800 tons. Mængden af jern og metal er stort set uændret, mens der har været et fald i de øvrige fraktioner.

Mængden af roejord er således faldet med 20% fra 288.000 tons i 1998 til 231.000 tons i 1999. Mængden af roejord fra optagning af sukkerroer er afhængig af vejrforholdene under optagningen, som altså var mere gunstige i 1999 end i 1998.

Andre fraktioner, der skiller sig ud, er mængden af papir og pap, som er faldet med 9% fra ca. 210.300 tons i 1998 til ca. 191.300 tons i 1999, samt mængden af ikke-brændbart affald, som er faldet med 20% fra ca. 290.400 tons i 1998 til ca. 230.600 tons i 1999

Behandlingen af affaldet fra fremstillingsvirksomhederne fremgår af figur 15. 60% af affaldet blev genanvendt i 1999, hvilket er 4 procentpoint mere end i 1998. I absolutte tal har der dog været tale om et fald på ca. 14.000 tons.

Siden 1994 er andelen af industriaffald, der bliver genanvendt steget med 9 procentpoint, mens andelen til deponering er faldet med 14 procentpoint.

Andelen af industriaffald, der blev forbrændt i 1999 var 19%, hvilket er 3 procentpoint mere end i 1998, men dog stadig i overensstemmelse med målsætningen for år 2004. Til gengæld blev kun 22% deponeret i 1999, hvilket er 5 procentpoint mindre end i 1998.

Selvom genanvendelses- og deponeringsprocenterne har udviklet sig i en positiv retning, er der altså stadig et stykke vej endnu før målsætningerne for disse to behandlingsformer kan opfyldes.

Figur 15. Se her!

Mængden og sammensætningen af affaldet fra industrien afhænger både af, hvilken branche affaldet stammer fra og virksomhedernes størrelse og antal. Mulighederne for at reducere eller genanvende affaldet vil derfor være forskellig afhængig af affaldsfraktion og branche.

Miljøstyrelsen har netop gennemført en række ændringer i ISAG- systemet, der betyder at det fra år 2001 vil være muligt at opgøre industriaffaldet på 11 forskellige brancher. Dette vil alt andet lige øge mulighederne for at gennemføre branchespecifikke analyser og indsatser.

For at opfylde målsætningerne i Affald 21, har Miljøstyrelsen udpeget nogle affaldstyper fra industrien, som der skal gøres en særlig indsats overfor.

Det gælder f.eks. shredderaffald, hvor nye behandlingsteknikker skal medvirke til at flytte affaldet fra deponering til genanvendelse, og farligt affald, hvor der skal etableres indsamlingsordninger med henblik på udsortering og genanvendelse.

Mængden af affald fra institutioner, handel og kontor var i 1999 på 955.000 tons, hvilket er det samme som i 1998.

Fordelingen af affaldet fra institutioner, handel og kontor i 1999 fremgår af figur 16. Fordelingen mellem de enkelte fraktioner er næsten uændret i forhold til 1998.

Dog er andelen af diverse ikke- brændbart faldet med 2 procentpoint i forhold til 1998, mens andelen af diverse brændbart og papir og pap er steget med hhv. 1 og 2 procentpoint.

Disse mindre forskydninger dækker over et fald i de absolutte mængder af diverse ikke- brændbart på 25%, en stigning i den indsamlede mængde papir og pap på 9% og en mindre stigning i mængden af diverse brændbart på 2%.

Desuden er mængden af indsamlede flasker og glas faldet med 12%, mens mængden af indsamlet farligt affald er steget med 5%.

Figur 16.

Kilde: ISAG indberetning 1999. Signaturforklaringen starter hvor "urviseren" står på tolv og går med uret.

Af de 955.000 tons affald, som servicesektoren producerede i 1999, blev de 37% genanvendt, 45% blev forbrændt og 17% blev deponeret, jf. figur 17.

Fordelingen på behandlingsformerne har således kun ændret sig ganske lidt i forhold til 1998, hvor 35% blev genanvendt, 46% blev forbrændt og 17% blev deponeret. I forhold til 1994 er de største forskydninger mellem de enkelte behandlingsformer sket mellem genanvendelse og deponering, som er hhv. steget og faldet med 6 procentpoint.

I forhold til målsætningerne i Affald 21 om behandlingen i år 2004, blev deri 1999 fortsat genanvendt for lidt og deponeret for meget affald fra denne sektor.

For at opfylde målsætningerne skal sorteringen og indsamlingen af affaldet forbedres, sådan at en større del af de genanvendelige materialer kan genanvendes og de miljøbelastende affaldstyper kan sorteres fra og behandles særskilt.

Figur 17. Se her!

Kilde: Se tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan, at mængden i år 2004 er den samme som i 1999. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Mængden af restprodukter fra de kulfyrede kraftværker kan variere fra år til år som følge af variationer i Danmarks eksport af elektricitet til Sverige og Norge. Som det ses af figur 18 var eksporten af el f.eks. særlig stor i 1996, hvilket betød at produktionen af restprodukter også var stor, nemlig 2.332.000 tons.

Siden da er mængden af restprodukter faldet med 44% og var således i 1999 på 1.299.000 tons. Faldet fra 1998 til 1999 var på 12%.

Dette fald skyldes både at vores eleksport ikke har været så stor i årene siden 1996, og også regeringens energihandlingsplan 1996, Energi 21, hvorefter kul på langt sigt skal fortrænges af naturgas og vedvarende energi, herunder biobrændsler. Det ses da også af energistatistikken¹², at en stadig større del af elproduktionen baseres på naturgas og vedvarende energi.

Energi 21 vil også fremover bevirke et fald i restprodukterne fra den kulbaserede energiproduktion, mens der må forventes en stigning i mængden af flyveaske og bundaske fra biobrændsler.

Langt størstedelen af restprodukterne fra kulkraftværkerne kan genanvendes. I 1999 har der været tale om genanvendelse af 99% af restprodukterne, hvilket er 13 procentpoint mere end i 1998.

Målsætningerne for behandlingen af restprodukterne fra kulkraftværkerne er altså mere end opfyldt i 1999, jf. figur 18.

Figur 18. Se her!

I tabel 18 er nyttiggørelsen af restprodukterne i 1999 mere specifikt angivet. Næsten 85% af restprodukterne anvendes som råvarer i forbindelse med industriel produktion af f.eks. cement, beton og gipsplader, mens ca. 14% blev genanvendt enten i henhold til bestemmelserne i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 586 af 6. december 1983, eller i form af fyldmateriale, der kræver særlig tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven.

Tabel 18. Se her!

6.7 Slam fra kommunale rensningsanlæg

Mængden af slam fra de kommunale rensningsanlæg opgjort i vådvægt var i 1999¹³ på 1.379.000 tons, hvilket er 128.000 tons eller 10% mere end det foregående år. Heri er ikke indeholdt sand og ristestof, men alene slam.

Opgjort i tørvægt har der i forhold til det foregående år kun været tale om en mindre stigning i mængden af slam på 2.600 tons. Den samlede slammængde var i 1999 på 153.800 tons tørvægt.

En del af stigningen skønnes at skyldes den statslige spildevandsafgift, der medfører, at mange rensningsanlæg renser spildevandet bedre end krævet i udledningstilladelsen.

Behandlingen af slammet fordeler sig med 78% til genanvendelse, 13% til forbrænding og 9% til deponering, jf. figur 19.

I mængden til genanvendelse er indregnet 396.000 tons slam i vådvægt, svarende til 4.300 tons tørvægt, som er blevet deponeret på langtidslager med henblik på yderligere mineralisering. Eftersom det forventes, at slammet vil blive genanvendt efter en årrække, er det valgt at indregne den oplagrede mængde som genanvendt.

Figur 19. Se her!

Kilde: Se tabel 1 og 2. Figuren er konstrueret sådan, at mængden i år 2004 er den samme som i 1999. Dette skal ikke ses som et udtryk for en prognose om den fremtidige udvikling i affaldsmængderne.

Spildevandsslam genanvendes hovedsageligt som gødning på landbrugsjord. Der vil fremover blive stillet skrappere krav til slammets indhold af visse organiske og kemiske stoffer, hvis det skal spredes på landbrugsjord. Dette forventes på kort sigt at få genanvendelsen til at falde.

Til gengæld forventes slammets kvalitet at blive forbedret via den generelle udfasningspolitik for de miljøfremmede stoffer.

Endelig ser det ud til at der i stadig større grad findes alternative metoder til nyttiggørelse af slam. Efter forbrænding af slammet udnyttes den uorganiske del til produktion af eksempelvis sandblæsningsmidler eller cement. Mængden af slam, der blev nyttiggjort ved sådanne alternative metoder var ca. 40.000 tons i 1999¹⁴. På figur 19 er de 40.000 tons medregnet som forbrænding.

¹¹Cirkulære nr. 94 af 21. juni 1995

¹² Energistatistik 1999 kan findes på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk

¹³ Der foreligger endnu ikke en opgørelse for 1999 over mængden af slam fra kommunale rensningsanlæg til udbringning på landbrugsjord mv. og afbrænding af slam på slamforbrændingsanlæg. Der anvendes derfor 1998 – tal.

¹⁴Jf. fodnote 13 er der reelt tale om tal for 1998.

7. Forbrændings- og deponeringsanlæg

Den samlede affaldsforbrændingskapacitet var i 1999 ca. 2.726.000 tons, fordelt på 31 anlæg, jf. tabel 19. Dette er en stigning i kapaciteten på 253.000 tons i forhold til kapaciteten i 1996.

Der er i starten af 90’erne sket en omfattende omlægning af affaldsforbrændingsanlæggene fra varmeproduktion til kraftvarmeproduktion. I forbindelse med denne omlægning er der foretaget kapacitetstilpasninger i forhold til de forventede affaldsmængder til forbrænding fremover.

Med forbudet pr. 1. januar 1997 mod at deponere brændbart affald er der sket et yderligere pres på forbrændingskapaciteten. Der vil ske en løbende overvågning af de forbrændingsegnede, ikke-genanvendelige affaldsmængder med henblik på at sikre den nødvendige forbrændingskapacitet.

Tabel 19.
Antal forbrændingsanlæg og den eksisterende forbrændingskapacitet i 1989, 1993, 1994/95 og 1996

Kilde: Rambøll &Hannemann 1990: Analyse af data for energianlæg baseret på affald, for Miljøstyrelsen og Energistyrelsen. Miljøstyrelsen og Energistyrelsen 1994: Affaldsressourcer til affaldsforbrænding 1993 og 2000. Miljøstyrelsen og Energistyrelsen 1997: Affaldsmængder til forbrænding år 2000. Rambøll A/S 2000: Upubliceret opgørelse over forbrændingskapaciteten.

Tallene for 1989 og 1995 er beregnet ud fra den nominelle kapacitet ved 7000 timer pr. år. Tallene for 1996 bygger på anlæggenes faktiske driftstimer. Fjernvarmekapaciteten (FV) kan være underlagt restriktioner iht. varmeforsyningsloven. Kraftvarmekapaciteten er angivet (KV). I tallene for 1999 er der i den nominelle kapacitet medregnet de anlæg, der blev opført i 1999. Det giver en større nominel kapacitet, da ovnene reelt ikke har været fuldt implementerede i 1999.

7.2 Deponeringsanlæg

Den samlede restkapacitet på lossepladserne var i 1994 24,7 mio. tons fordelt på 64 lossepladser. Restkapaciteten på fyldpladserne var i 1994 6,4 mio. tons fordelt på 49 fyldpladser. Restkapaciteten på specialdepoter beliggende separat var i 1994 6,2 mio. tons fordelt på 63 pladser.

Ved en losseplads¹⁵ forstås en deponeringsplads for affald, som straks eller senere frembyder en risiko for forurening af grundvand, overfladevand og/eller luft. Ved fyldplads forstås en deponeringsplads for affald, som ikke eller i meget ringe omfang frembyder en risiko for forurening af grundvand, overfladevand og/eller luft. Ved specialdepot forstås en losseplads for en enkelt eller et begrænset antal affaldstyper med kendt sammensætning.

Som følge af det nævnte stop for deponering af forbrændingsegnet affald, i kombination med en forhøjet og yderligere differentieret affaldsafgift, forventes et stærkt aftagende behov for deponering af affald. Der forventes derfor ikke på landsplan at være behov for en voldsom udbygning af deponeringskapaciteten fremover.

Tabel 20.
Antal lossepladser, fyldpladser og specialdepoter beliggende separat samt den eksisterende deponeringskapacitet i 1992 og 1994

Kilde: Miljøstyrelsen: Arbejdsrapport nr. 54, Deponeringskapacitet 1992. Miljøstyrelsen 1997: Arbejdsrapport nr. 33, Deponeringsanlæg i Danmark, samt egne beregninger.

¹⁵ Losseplads er en gammel betegnelse for et deponeringsanlæg.

Bilag 1. Tabeller over affaldsproduktion

Tabel 1. Se her!
Affaldsproduktion i Danmark i 1997, 1998 og 1999, samt målsætning for år 2004. Opgjort på kilde og behandlingsform. angivet i 1000 tons og i %

Tabel 2. Se her!
Affaldsproduktionen i Danmark 1997, 1998 og 1999 opgjort på affaldstype og behandlingsform. Angivet i tons og i %

Bilag 2. forudsætninger for fordelingen af affald fra container/omlastestationer

Container/omlastestation.

ISAG indeholder den erhvervsmæssige kilde "container/omlastestationer". Derved bliver affald fra f.eks. husholdninger, der går via omlastestation, ikke registreret som affald fra "husholdninger".

Kilden "container/omlastestation" er derfor fordelt på de egentlige kilder. Denne fordeling er selvsagt sket ud fra skøn.