Eksempel for et køleskab

6 Forretningsmæssig vurdering

To aspekter indgår i forretningsvurderingen, nemlig 1) indebærer ideen en besparelse eller en øget omkostning? og 2) hvordan prioriterer kunderne miljøegenskaberne? Mange ideer - i UMIP projektet viste det sig at være de fleste -viser sig at være omkostningsbesparende. Andre kan være omkostningsneutrale eller fordyrende. I så fald kan det være afgørende, om kunderne vil give øget præference til det miljøforbedrede produkt.

Gram A/S lavede i 1995 en kort vurdering af markedets miljøprioritering. Den er kort refereret i tabel 1.

Køleskabenes indhold af køle- og blæsemidler er (1995) en meget vigtig konkurrenceparameter, og konkurrencen om at finde alternativer til CFC har været stærk blandt producenterne. Allerede i september 1993 erstattede Gram A/S CFC i skummet med R134a, og fra januar 1994 blev R134a også anvendt som kølemiddel. Især på det tyske marked har kundernes fokus på ozonlagsnedbrydningen været meget stor, men også drivhuseffekten har opmærksomhed fra de tyske kunder. Derfor er valget mellem R134a og andre løsninger som f. eks. pentan/isobutan blevet en vigtig konkurrenceparameter i Tyskland, og Gram A/S’ største konkurrenter i Tyskland markedsfører overvejende pentan/isobutan modeller. I Danmark er kundernes fokus på CFC ikke nær så stor, men her er energiforbruget blevet en meget afgørende parameter. Fra 1. januar 1995 er der indført et energimærkesystem i EU, hvor køleskabene inddeles i kategorier fra A til G efter relativt energiforbrug (Energistyrelsen, 1994). A repræsenterer det laveste energiforbrug og G det højeste. LER 200-skabet tilhører klasse A, og for LER200-skabet er det en af de mest afgørende salgsparametre. Det er svært at pege på nævneværdige forskelle på de konkurrerende produkter for andre miljøparametre end de her nævnte. Den næste parameter, der viser sig i fremtiden, vurderes at være muligheden for adskillelse, når alternativer til shredderteknologien er etableret på samfundsplan.

Tabel 1.
Gram A/S‘ vurdering af nogle miljøprioriteringer på markedet 1995

Den forretningsmæssige vurdering skal så vidt muligt fremskrives til at gælde den periode, produkterne er på markedet. Den er en væsentlig del af projektet, og virksomhedernes bidrag er her væsentligt. Der findes metoder til sådanne markedsvurderinger fra kvalitetsområdet, Quality Function Deployment (QFD), og de er før med succes anvendt på miljøområdet.Når ideerne er vurderet teknisk og forretningsmæssigt, er det samlede grundlag til stede for at opstille retningslinier og anbefalinger til ledelsen, produktudviklerne, konstruktørerne og andre aktører i produkternes livsforløb.