Chiptuning af køretøjer - miljømæssig effekt

5 Øvrige effekter

Ud over den betydelige risiko for øget emission er der risiko for andre negative effekter af chiptuning.

Eksempelvis må motorernes levetid forventes at blive reduceret, når der tunes. Tuning resulterer blandt andet i højere tryk i forbrændingskammer og højere temperaturer i udstødningsgassen. Det udsætter uvilkårligt nogle af motorens vitale dele for større belastning og kan i værste fald føre til motorhavari. Samtidig vil resten af bilens transmissionssystem, såsom gearkasse, differentiale og drivaksler ligeledes blive udsat for større belastning.

For bilejerne er der således flere risici ved at chiptune. Ud over risikoen for at mekanikken ikke kan holde til den øgede belastning, risikerer de desuden, at garantien ikke dækker, hvis de skulle få brug for det. Flere danske bilimportører annullerer samtlige garantiforpligtelser, hvis de opdager, at en bil er tunet. For visse bilmærker er det ikke kun garantien for motoren, der bortfalder, men for hele bilen.

Bilproducenterne risikerer, at deres omdømme ødelægges, hvis deres motorer ikke kan holde til de ekstra belastninger, de udsættes for, især hvis det ikke kan påvises, at et eventuelt motorhavari skyldes tuning. Derudover er det dårlig reklame, hvis et bilmærke ofte observeres med en røgsky ud af udstødningsrøret.

Endelig kan chiptuning have en negativ effekt på det ellers forbedrede image, som dieselbiler efterhånden har opnået ved hjælp af skrappe lovkrav og omfattende produktudvikling hos fabrikanterne. Dette image bliver ødelagt, hvis der ofte ses sorte skyer fra udstødningsrøret på nye dieselbiler.

 



Version 1.0 Januar 2004, © Miljøstyrelsen.