Miljø og forbrugeradfærdBilag A: Uddybning af erfaringer fra forskningsverdenenI det følgende er en uddybning af nogle af de centrale kilder, som er anvendt i projektet primært i kapitel 4. 1.1 Danskernes værdier 1981-1999 Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd har finansieret en analyse af danskernes værdier, som er gennemført af en række forskere fra forskellige institutioner: Sociologisk Institut, Biostatistik afdeling ved Institut for Folke-sundhedsvidenskab samt Institut for Religionshistorie på Københavns Universitet, Institut for Statskundskab ved Århus Universitet, Handelshøjskolen i Århus, Institut for Statskundskab ved Odense Universitet, Institut for Sociale forhold ved Aalborg Universitet samt Socialforskningsinstituttet. Analysen er en del af et stort europæisk forsk-ningsprojekt om værdier, der er gennemført i 1981, 1990 og 1999. Analysen er udgivet i bogen “Danskernes værdier 1981-1999”. Analysen handler om værdier i bred forstand og heri indgår spørgsmål om miljøværdier som nogle af de mange spørgsmål. Undersøgelsen har ikke fokus på handlinger i form af miljø og indkøb, men den er alligevel fundet interessant, da den giver et billede på danskernes prioritering af miljøspørgsmålene i perioden. I bogen analyseres værdier dels teoretisk og dels udfra de tre spørgeskemaun-dersøgelser. Sammenfattende angives det, at man kan se på værdier på to måder, hvor man må antage, at der er systematiske forskelle i værdierne for forskellige befolkningsgrupper.
Værdier opfattes som samfundets kit, dvs. det som holder samfundet sammen. Men værdier er ikke noget, som kan observeres direkte, hvorfor der er store målemæssige problemer i at fastlægge værdier. Der er heller ingen teoretisk forståelse af værdiers betydning for adfærden, ligesom det er uklart, hvilke processer der skaber værdier. Surveyundersøgelser om værdier viser, at folks besvarelser er labile snarere end stabile. Det begrundes bl.a. med måleproblemer, men det kan også skyldes, at folk ikke altid ved, hvad deres værdier er. Det kan således være et problem, at det er uklart, hvad folk svarer på, når de bliver bedt om at tage stilling til prioriteringer mellem værdier. I bogen anføres det, at der er stor forskel på holdningskonsistensen (dvs. sammenhængen mellem forskellige holdninger) og holdningsstabiliteten (samme holdning ved gentagne målinger) mellem den politiske elite og almindelige mennesker. En amerikansk undersøgelser viser, at graden af konsistens og stabilitet var meget lav blandt almindelige mennesker, men den viste også, at der var forskel i forhold til karakteren af de stillede spørgsmål. Konklusionen på undersøgelsen var, at de færreste mennesker besidder noget, der fortjener betegnelsen “politiske holdninger”. Den lave stabilitet blandt almindelige mennesker forklares som et udtryk for manglende viden og interesse. De politiske holdninger har i Danmark i perioden 1981-1999 generelt været præget af, at relationelle værdier i stigende grad supplerer de klassiske materielle værdier (socialisme kontra liberalisme) med ændret syn på fx selvudfoldelse, ægteskabsideal og børneopdragelse. Siden slutningen af 1980erne er udlændingepolitikken og retspolitikken rykket op på den politiske dagsorden. Samtidig er udenrigspolitikken ikke længere en øst-vest konfrontation, men den vedrører nu lige så meget spørgsmål om menneskerettigheder, humanitære indsatser og behandling af nationale mindretal. Til gengæld har rendyrkede materielle spørgsmål som økonomisk politik, skattepolitik og indgreb i erhvervslivet udvist en vigende tendens. Denne udvikling kan ses som en konsekvens af en fortsat tematisering af de modstående relationelle værdier. Frem til fødselsårgangene i første halvdel af 1960erne har de nye generationer tilsluttet sig de nye livsværdier, men blandt de yngste generationer er tilslutningen dog noget mere blandet, og det er derfor ikke muligt at spå om fremtiden for de nye værdier. Perioden fra 1990-1999 er uden de store holdningsmæssige ændringer, men der kan iagttages følgende tendens. Der er i 1999 en lidt større accept af deltagelse i de mest kontroversielle protestaktiviteter som fx overenskomststridige strejker. Der er en større accept af abort og homoseksualitet, og der er en større erkendelse af nødvendigheden af at integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet. Samtidig er der en større afvisning af grupper, der er tilknyttet det yderste højre. I forhold til miljøspørgsmålene er der en mindre støtte til forureningsbekæmpelse i 1999 end i 1990. Det beror bl.a. på et spørgsmål, hvor man skal erklære sig enig eller uenig i “jeg vil gå med til en skatteforhøjelse, hvis de ekstra penge bliver brugt til at forhindre forurening af miljøet”. Den mindre opbakning til miljøsagen forklares ikke med en støtte til forurening, men snarere at miljøforkæmperne har tabt pusten i 1990erne. Bevægelsen er størst blandt de ældre, de lavtuddannede, de selvstændige og højrefløjen, mens stabiliteten er størst i de grupper, der udtrykker den stærkeste støtte til forureningsbekæmpelse: De offentligt ansatte, folk fra de store byer, de postmaterielle og de venstreorienterede. De unge er oftest dem, der følger strømmen, uanset i hvilken retning den går. Men modsat andre spørgsmål er de unge mere stabile på miljøspørgsmålene. Dette forklares med, at de unge er vokset op med miljøspørgsmålet på dagsordenen og dermed har været præget af miljøbevidsthed og har fået grundfæstet disse holdninger bedre end de lidt ældre generationer, for hvem miljøspørgsmålene først er kommet til efter, at de har nået en mere moden alder. 1.2 Natur, nationalitet og engagement i miljøspørgsmål Danmarks Pædagogiske Universitet deltog i delprogram “Social Science Research on Environmental Policy Issues ” som led i et forskningsprogram under Nordisk Ministerråd “The Nordic Environmental Research Programme 1993-97 (NERP)” med projektet “Nature, National Identity and Environmental Policy in the Nordic Countries”. Analysen af natur, nationalitet og engagement i miljøspørgsmål er et fælles projekt for Sverige, Island og Danmark med en spørgeskemaundersøgelse gennemført i 1997. Det overordnede formål med projektet var at forsøge at karakterisere miljøengagementets karakter og omfang i de 3 lande på en måde, der kunne bidrage til de øvrige studier under NERP, der især er baseret på natur- og samfundsvidenskabelige perspektiver med et humanvidenskabeligt fokus på natursyn og national identitet. Dette bl.a. ud fra en antagelse om, at befolkningens naturopfattelse kan have afgørende betydning for opfattelsen af miljøproblemer. Det hænger også sammen med en anden antagelse om, at befolkningens naturopfattelse er en vigtig del af deres nationale identitet. Undersøgelsen kombinerer områder og teorier af forskellig karakter (natur, identitet og politik), som oftest behandlet som selvstændige fænomener. 1.2.1 National identitet og symboler Ifølge norske studier, der gengives i undersøgelsen, har alder og uddannelse størst betydning for oplevelsen af national identitet. Der er således blandt højtuddannede og yngre en lavere grad af national identitet end blandt ældre og lavtuddannede. Dette ses i sammenhæng med, at de højtuddannede og de yngre er hurtigere til at tilslutte sig nye postmaterialistiske værdier og frihedsværdier, hvorfor et generelt højere uddannelsesniveau forventes at reducere den nationale identitet yderligere. I undersøgelsen er stillet spørgsmål til prioritering af symboler til karakteristik af landet. Som det fremgår af tabel 1.1 er udfaldet lidt forskelligt i de tre lande: Danmark, Sverige og Island, som er omfattet af undersøgelsen. Alle adspurgte havde mulighed for at angive tre svar. Tabel 1.1: Landskab ligger højst som symbol i alle tre landet. Set i forhold til alder er der i Danmark en mindre overvægt blandt de 25-34, 35-44 og 55-64 årige, som vælger dette. For de ældste 65-75 årige betyder landskabet mindre. I forhold til uddannelse øges tilslutningen til kategorierne kultur, sprog og landskab med stigende uddannelsesgrad. De lavtuddannede foretrækker overvejende konkrete symboler (flag, nationalsang og kongehus), mens de højtuddannede de noget mere abstrakte. På spørgsmålet om “hvad er det første ord, som falder dig ind, når du tænker på den danske nationalkarakter, viser der sig også visse forskelle mellem de tre lande. Det er gengivet i tabel 1.2. Tabel 1.2: Det er bemærkelsesværdigt, at natur er højt placeret hos svenskerne og islæn-dingene som et og to, men kun på en 8. plads for danskerne. Inden for top-13 har svenskerne og islændingene desuden andre kategorier med relation til natur, hhv. “allemansrätten” og skov for svenskerne, og styrke, kraft, skønhed, smuk og fisk for islændingene. Flere kvinder end mænd nævner natur i den danske undersøgelse. I undersøgelsen indgår spørgsmål om “hvad er efter din mening det smukkeste landskab: Et landskab, der er påvirket af mennesker gennem dyrkning eller et uberørt landskab” med svarskala fra 1 til 5. Der er især i Danmark og Island en overvejende tilslutning til det “uberørte landskab”, se tabel 1.3. Tabel 1.3: Et andet spørgsmål, der vedrører det uberørte versus det kultiverede i forhold til landskab, er omkring placering af vindmøller. Her kunne man på en 5-punktskala erklære sig: Fuldstændig enig, delvis enig, hverken enig eller uenig, delvist uenig eller fuldstændig uenig i, hvorvidt “placeringen af vindmøller i det danske landskab forringer min oplevelse af naturen”. Der er en stor spredning på dette spørgsmål med hhv. 9%, 20%, 17%, 24% og 30%, om end med en tydelig tendens (54%), der mener, at vindmøller ikke forringer naturoplevelsen, mod 29%, som mener, at naturoplevelsen forringes. I betragtning af, at de fleste i Danmark (58%) foretrækker uberørte landskaber, er det påfaldende, at et tilsvarende flertal ikke oplever vindmøller som æstetisk forstyrrende. Det anføres, at svarene måske er udtryk for et moment af miljøpolitisk korrekthed, hvor man ikke på den ene side vil gå ind for anvendelse af vedvarende energi og samtidig hævde, at vindmøller skæmmer naturen. Det er et eksempel på, at uberørthed i praksis ikke er så afgørende. Om man oplever, at naturen og den nationale identitet er truet, og hvilke tilknytninger man oplever til den danske natur versus naturen andre steder, er analyseret ud fra følgende spørgsmål:
Der er 64%, som er fuldstændig eller delvist uenige i, at den danske natur ikke er truet. Der er 56%, som er fuldstændig eller delvist enige i, at en trussel mod naturen også er en trussel mod den nationale identitet Mens der er 69%, som er fuldstændig eller delvist enige i, at de er mere knyttet til dansk natur end udenlandsk. Der er et stort flertal, som viser en stor grad af tilknytning til den danske natur. Spørgsmålene er vurderet i forhold til baggrundsvariable: Alder, køn, bopæl og uddannelse. I forhold til alder gælder:
I forhold til køn gælder:
I forhold til bopæl gælder:
I forhold til bopæl gælder:
Det er således især kvinder, københavnere, 25-55 årige og højtuddannede, der angiver, at den danske natur er truet. Omvendt trækker mænd, 55-75 år, boende ude på landet og med lav uddannelse i retning af, at naturen ikke er truet. De samme karakteristikker følger ikke de to andre spørgsmål. Det viser, at der ikke generelt ses en stor sammenhæng mellem truslen mod den danske natur og den danske nationalitet. Det antydes, at sammenhængen mellem natur og national identitet er størst blandt ældre. Blandt de lavtuddannede ser man i højere grad en forbindelse mellem truet natur og national identitet. I undersøgelsen arbejdes med 4 forskellige natursyn:
I analysen af kultursyn er der i alle tre lande, uanset udsving og variationer, langt flere respondenter, der positivt går ind for de tre første (naturvenlige) natursyn end det sidste (negative) natursyn. Der er en påfaldende samtidighed for det antropocentriske og økocentriske natursyn. Der er på langt de fleste spørgsmål om natursyn en beskeden, men systematisk kønsforskel. Kvinder i alle lande er lidt mere tilbøjelige til at være kritiske over for dyreopdræt, at opfatte naturen som truet, at føle sig som ét med naturen, at være kritiske over for jagt etc. Generelt forekommer det, at kvinder især er mere zoocentriske end mænd. Det har imidlertid samtidig vist sig, at det kun i stærkt begrænset omfang er muligt at inddele befolkningen i adskilte grupper ud fra de forskellige positive natursyn. Stort set samtlige respondenter i undersøgelsen svarer ud fra en eller anden form for blanding af alle tre (antropocentriske, zoocentriske og økocentriske natursyn), som ellers ud fra klassifikationen rent logisk betragtet kan hævdes at udelukke hinanden. I praksis opleves disse natursyn ikke som modsætninger til hinanden. Det er således relativt få, som tager entydigt stilling for et af disse natursyn. Hensynet til mennesker, dyr og natur hænger således ofte uløseligt sammen i hverdagsspørgsmålene. Tredelingen er i øvrigt et udtryk for en logik, som ofte genfindes i miljøpolitiske debatter. Det afspejler, at vi alle er mere eller mindre bekymrede for miljøet, og derfor tales om en almen bevidsthed om, at der er en række hensyn, som skal varetages samtidig. I et eksempel i bogen angives det, at det kan være umuligt at afgøre, om man som forbruger vælger at købe økologiske æg af hensyn til dyrevelfærd (zoocentrisme), af hensyn til egen sundhed eller smag (antropocentrisme) eller af hensyn til økologisk produktionsform (økocentrisme). Nogle mennesker vil gøre det ud fra et hensyn, andre en kombination, hvor man ikke kan sige, at en begrundelse nødvendigvis udelukker en anden. Det konstateres, at alle tre natursyn er særdeles udbredte. Da resultaterne af undersøgelsen peger på, at kun meget få mennesker identificerer sig med ét bestemt natursyn, antages det, at forskellige natursyn vil have forskellige vægt i forskellige situationer. Her vil det typisk være sådan, at de politiske enkeltsager ofte appellerer til et bestemt aspekt, som fx når en kampagne imod drab på babysæler pludselig kan få voldsom effekt. 1.2.2 Motivering for miljøengagement Der er undersøgt, om der bag de nordiske befolkningers overordnede set fælles miljøbekymring ligger nogle forskelle i borgernes opfattelse af relevante og nødvendige tiltag samt i givet fald at vurdere, hvoraf disse forskelle opstår. Der indgår en sondering af betydningen af miljøpolitisk engagement (og mil-jøpolitisk mobilisering), da det er vanskeligt at redegøre for, hvad der egentlig motiverer mennesker til (miljø)politisk deltagelse. Dette skal ses i lyset af betydningen af valget og analyserne af klassiske baggrundsvariable som køn, alder, uddannelse, bopæl, arbejde etc. Nogle vil foretrække på traditionel vis at se det i sammenhæng med en almen klasseanalyse, hvor forskelle i miljøengagement ses som en del af på forhånd eksisterende skel i samfundet. Det anføres således, at miljøbevægelsen (i det mindste i en årrække) er blevet anset for “venstreorienteret”. En anden vinkel er at betragte miljøspørgsmålene som selvstændige problemer, altså uafhængigt af klassetilhørsforhold eller politisk orientering i øvrigt. I denne tankegang vil det omvendt være sådan, at ens engagement afgør, hvilken klasse man tilhører, hvorved man gør miljøkamp til en slags selvstændig klassekamp. Den manglende tilslutning til partiet “De Grønne” bruges til at anføre, at de fleste herhjemme ikke ser miljøproblemet som et isoleret problem. Et tredje synspunkt kan være, at vi alle er blevet miljøengagerede og miljøbevidste og ikke kan placeres efter klassiske inddelinger af det politiske landskab eller klasser. Dette vil indebære, at statistik på traditionelle baggrundsvariable vil være uden betydning. Selvom analyser i den internationale litteratur antyder, at der er forskelle i miljøengagement, som kan forklares ved hjælp af traditionelle baggrundsvariable som køn, alder, uddannelse, partipolitisk orientering etc., er det i mange tilfælde også således, at resultaterne ikke er entydige. Det anføres således, at miljøproblemerne er af så forskellig art, at det meget vel kan forholde sig således, at forskellige problemer er mobiliserende for forskellige grupper, ligesom forskellige problemer kan implicere forskellige handlemåder. Dette kan ses i det perspektiv, som ofte fremhæves som generel karakteristik af det politiske liv, at det er blevet orienteret om enkeltsager og om mediepromovering. Det kan også betyde, at spørgsmålene om miljøproblemer besvares forskelligt alt efter, hvad respondenterne nu mener, disse problemer helt konkret er for nogle. Eksempelvis har nogle deltagere i undersøgelsen anført, at de ser en række problemer som globale, men kun i mindre grad som nationale. Miljøområdet er et godt eksempel på den samtidige fokusering på det lokale og det globale, som det kendes fra slogans om “at tænke globalt, men handle lokalt”. Miljøproblemer flytter umiddelbart fokus til det globale, men det indebærer ikke nødvendigvis nogen svækkelse af det nationale. Der stilles i bogen spørgsmål ved om. i hvilket omfang villighed til politisk del-tagelse nødvendigvis er et godt alment udtryk for miljøengagement. Det er ikke nødvendigvis sådan, at traditionelle former for politisk deltagelse ses som en adækvat vej til problemløsning for det enkelte individ. Der er mange andre måder at agere miljøvenligt på, som fx den “politiske forbruger”. Markedsmekanismerne betragtes i dag ikke som en fremmedgørende trussel, men snarere som en garant for individualiteten, idet det frie forbrugsvalgs velsignelse også kan anvendes i slagord om, at forbrugerne får de miljøvenlige varer og den dyrevelfærd etc., som de er villige til at betale for. Etikken (fx de økologiske æg) bliver i sig selv en vare, hvor det angiveligt er forbrugernes egen skyld, hvis de køber den forkerte (buræg). 1.2.3 Villighed til økonomiske ofre Med tanke på den udbredte opfattelse af, at naturen rent faktisk er truet, forventes det, at der i alle 3 lande vil være en udbredt tilslutning til at gøre noget mere for at afhjælpe naturens og/eller menneskets truethed. I undersøgelsen er der spurgt til, hvorledes befolkningerne ser på forskellige former for miljøpolitiske og personlige handlinger for at få et bedre overblik over engagementets karakter. Der stilles to spørgsmål, der vedrører økonomi, som er gengivet i tabel 1.4. Spørgsmålene er stillet med følgende ordlyd:
Tabel 1.4: I betragtning af det generelt høje skattetryk i deltagerlandene med deraf følgende generel modvilje i befolkningen (og blandt politikere) mod endnu højere skattetryk, kan resultaterne fortolkes som en markant tilslutning: 60% i Danmark, 55% i Sverige og 42% i Island er villig til at acceptere skattestigninger til bekæmpelse af forurening. Det angives, at i forhold til tidligere undersøgelser (fra 1992) er der dog en faldende vilje til økonomiske ofre. Af andre spørgsmål fremgår det til gengæld, at bevidstheden om miljøproblemer generelt er steget i samme periode. Det bemærkes, at en modvilje til økonomiske ofre også kan være et udtryk for, at befolkningerne er af den opfattelse, at der findes andre midler, som er bedre egnede til forureningsbekæmpelse end øgede økonomiske midler. 1.2.4 Påvirkning af miljøpolitikken I undersøgelsen er der spurgt til en eventuel mulig deltagelse i miljøspørgsmål med formuleringen. “Kan du forestille dig at arbejde aktivt med miljøspørgsmål?” Resultaterne er medtaget i tabel 1.5. Heraf fremgår det, at i Danmark og Sverige er det ca. 50% og i Island ca. 70%, som godt kunne forestille sig aktivt miljøarbejde. I Danmark og Sverige er der stort set lige mange i forhold til de organiserede som de uorganiserede aktionsformer, mens islændingene mest er til de uorganiserede aktionsformer. Tabel 1.5: Af de respondenter, som i det sidste år har prøvet at påvirke politiske beslutninger gennem fx underskriftsindsamling, demonstrationer, boykot, kontakt til politikere eller offentlige embedsmænd, været aktiv i et politisk parti eller en organisation, skrevet indlæg til avis eller tidsskrift eller været aktiv via andre kanaler gælder det, at ca. halvdelen af al politisk deltagelse vedrørte miljø. Undersøgelsen viser, at den kortest varende og typisk mindst aktive form (underskrift, demonstration eller boykot) er den langt mest udbredte – mellem 65-78% i de tre lande. Der er generelt en stor tiltro til, at man har mulighed for at påvirke miljø-politikken. 61% i Danmark er fuldstændig eller delvis enig i dette, som det ses i tabel 1.6. Tabel 1.6: Der er spurgt til “hvilke(n) af følgende parter mener du bedst kan bidrage til at løse miljøproblemer. Du må vælge op til tre alternativer?” Det afspejler, at forbrugerne i alle tre lande opfattes som dem, der bedst kan bidrage til at løse miljøproblemerne, mens markedet får en tilsvarende sidsteplads. Det tolkes ifølge bogen til, at begrebet den politiske forbruger er slået igennem. Markedsmekanismerne ses som den ringeste bidragsyder til løsningen af miljøproblemer. Det er da også netop disse mekanismers manglende miljøvenlighed, som den politiske forbruger (angiveligt) kan være med til at påvirke. Indirekte tilskrives markedsmekanismerne således en stor betydning som et påvirkeligt redskab for forbrugerne. Tabel 1.7: De danske svar afspejler samtidig med tilliden til forbrugerne også en relativ mere udbredt opfattelse af, at politiske løsninger samt løsninger i produktionsapparatet er blandt de bedste. Dette er en tendens i undersøgelsen, som står i kontrast til især Island, hvor man ikke tror på “systemløsninger”. Dette skal ses i lyset af, at miljøspørgsmål ikke er institutionaliseret i Island i samme omfang som i Danmark og Sverige – der er med andre ord færre offentlige instanser at have tillid til. I forhold til regulering med miljølove og bestemmelser, angiver respondenterne, at fokus primært bør være i forhold til industrien frem for husholdningerne, som det fremgår af tabel 1.8. Det kan ifølge bogen være et udtryk for tilliden til forbrugeren som miljøaktør eller, at bekymringen for den diffuse forurening ikke er så udbredt. Tabel 1.8: I forhold til et spørgsmål om, “hvad man tror betyder mest for en løsning af miljøproblemerne; lovgivning og offentlige restriktioner eller personligt engagement”, er der en tendens til at prioritere det personlige engagement over lovgivningen, hvilket ses i tabel 1.9. Tendensen er dog mindst i Danmark, hvilket måske er et udtryk for en større dansk tillid til de mere institutionaliserede løsninger. Tabel 1.9: I vægtningen af interesser i forbindelse med indsatsen for natur- og miljøbe-skyttelse kommer de kollektive interesser før de individuelle. Dette er vist i tabel 1.10. Det store personlige engagement i fx Danmark står således ikke i modsætning til de kollektive interesser. Tabel 1.10: I undersøgelsen er endelig indgået en analyse af respondenternes opfattelse af egen indsats i forhold til gennemsnitsborgeren. Resultaterne er gengivet i tabel 1.11. Tabel 1.11: Der er for alle spørgsmålene flere, som mener, at de gør mere for miljøet end gennemsnittet end dem, som mener, de gør mindre end gennemsnittet. For de fleste af spørgsmålene er danskerne mindre selvkritiske end svenskerne og islændingene. I alle lande er den største “hverken/eller” procent på spørgsmålet om villighed til økonomiske ofre. Kombinationen af mindre vilje til økonomiske ofre samt en tendens til at mene, at man allerede handler mere miljøvenligt end gennemsnittet, anføres som en indikation af, at der kan være vanskeligheder med mobilisering af befolkningerne i specielt Danmark og Sverige. Undersøgelsen viser også, at der ikke er en opfattelse af, at miljøpolitikken ikke er overprioriteret. 68% i Danmark (59% i Sverige og 77% i Island) er således fuldstændig eller delvis uenig i udsagnet “miljøspørgsmål er prioriteret for højt politisk”. Det viser en bred tilslutning til en øget politisk indsats. Det anføres, at det er en udbredt opfattelse, at miljøproblemerne skyldes karakteren af de industrialiserede landes udvikling med stadigt stigende energiforbrug. En eventuel beskyttelse af miljøet vil derfor ifølge manges opfattelse kræve større omlægninger af produktionsformer, transportformer, energiproduktion m.m. – og muligvis indebære en nedsat levestandard for at have en effekt. I undersøgelsen er derfor spurgt til, om miljøproblemerne kan løses uden dramatiske ændringer i vort samfundssystem. Resultatet er gengivet i tabel 1.12. Tabel 1.12: I Danmark er man næsten delt midt over på dette spørgsmål, i Island tror man på løsninger uden ændringer i samfundssystemet, mens der i Sverige er lidt flere, som finder samfundsændringer nødvendige. I forlængelse af dette bemærkes det, at 91% i Sverige og 75% i Danmark og Island er fuldstændig eller delvis enige i, at individet må ofre sig, hvis vi skal løse miljøproblemerne. Der er dermed i alle tre lande betydeligt flere, som er enige i nødvendigheden af individuelle ofre, end der er af enige i nødvendigheden af egentlige samfundsændringer. Svenskerne forekommer mest indstillet på større ændringer. Der er ikke bred tiltro til, at teknologien giver løsningen på miljøproblemerne. Det fremgår af tabel 1.13. Tabel 1.13: I bogen konkluderes det, at et vigtigt resultat er den store tillid til den politiske forbruger som bidragyder til løsning af miljøproblemer. Det anføres, at netop miljøområdet har været et af de mest succesfulde områder for “forbrugermagt”. På miljøområdet har den politiske forbrugers magt og aktionsgruppers enkeltsagspolitik på visse områder haft held til at påvirke miljøpolitik både nationalt og globalt. I den forbindelse peges der på, at netop den grønne forbruger synes at være kendetegnet ved samtidig at varetage antropocentriske, zoocentriske og økocentriske interesser. I modsætning hertil står produktionsapparatets og det politiske systems typiske antropocentriske natursyn, som der stadig oftere sættes spørgsmålstegn ved. I opsamlingen anføres tillige, at der i alle tre lande er over 30% fuldstændig uenige i og yderligere mellem 30-40% delvist uenige i, at miljøpolitikken er for højt prioriteret. Frem for at se på miljøpolitik som et spørgsmål om, hvordan man får engageret borgerne, vil mange borgere sikkert mene, at det handler om, hvordan man får engageret politikerne og andre mulige aktører. 1.3 Danske forbrugere og økologiske fødevarer “Danske forbrugere og økologiske fødevarer – ØKO foods II projektet”, af Suzanne C. Beckmann m.fl. fra Handelshøjskolen i København (2001). Titlen dækker en undersøgelse af de danske forbrugeres forhold til økologiske fødevarer samt miljøadfærd og miljøholdninger i bredere forstand. Der er fokus på, hvem der køber, hvad de køber og hvorfor – og hvorfor ikke. Undersøgelsen er en opfølgning på en lignende undersøgelse, der således sammenholder indsatsen i 1999 (Øko Foods II) med 1991 (Øko Foods I). Der anføres, at i de 8 år, som er gået mellem undersøgelserne, er miljødebatten og fokuseringen på økologi og fødevarer vokset betragteligt. Debatten har imidlertid ændret karakter over årene. Hvor man tidligere gik ud fra, at miljøhensyn var den primære motivation for at købe økologiske fødevarer, kan man i 1999 observere flere forskellige og mere fremtrædende købsmotiver som smag, kvalitet og sundhed, som alle udspringer af mere egoistiske motiver. Senest er dyrevelfærd, transportøkologi og genmodificerede produkter kommet til spektret af mangfoldige motiver, som indgår ï forbrugernes beslutningsprocesser. Det påpeges ligeledes, at medierne gennem 1990erne har haft stor betydning for forbrugernes voksende engagement og bekymring for fødevarekvaliteten. Historierne er mangfoldige og blandt de mest markante er BSE ved kvæg, salmonella og bakterier i æg og fjerkræ, hormonrester i kalvekød, medicinrester og vækstfremmer i svinekød, gensplejsede sojabønner og rester af landbrugets sprøjtegifte i grundvandet. Skandalehistorier er i stor udstrækning med til at påvirke forbrugernes tillid til kvaliteten af de konventionelle fødevarer og dermed til at øge incitamentet til at ændre fødevarevaner i retning af økologiske produkter. Man kan spore en generel positiv attitude over for økologiske fødevarer, da de forbindes med mindre sundhedsrisiko end de konventionelle fødevarer, men også fordi de dyrkes med hensyntagen til miljøets behov for skånsom behandling. Alligevel hævdes det, at der til stadighed er stor afstand mellem påståede købs-intentioner og observeret købsadfærd. Dette kan skyldes to årsager: Købsbarrierer for dem, der principielt er interesserede, eller mangel på interesse hos andre. En del forbrugere har måske ikke endnu formet købsintentioner ud i det økologiske enten på grund af generel uvidenhed om sammenhæng mellem økologi og landbrugsproduktion eller på grund af manglende interesse for miljøspørgsmål i det hele taget. Barriererne kan henføres til begrænset økologisk sortiment, mistillid omkring økologiske fødevarers produktkarakteristika, svingende og usikker levering samt prisdifferencen mellem økologiske og konventionelle fødevarer. Selvom forholdene for disse faktorer har ændret sig markant i de seneste år, er forbrugernes oplevelse af disse barrierer relevante. Økologiske fødevarers markedsandel i Danmark ligger i dag (2001) på ca. 5%. Projektet mål er at undersøge, hvilke faktorer der påvirker danske forbrugeres beslutningsprocesser i forhold til økologiske fødevarer. Dertil hører kortlægning af både de aspekter, som fører til, at forbrugerne foretrækker økologiske fødevarer frem for konventionelle fødevarer, og de årsager, som synes at forhindre langt den største del af forbrugerne i at købe økologisk. 1.3.1 Analysemodellen Modellen, der danner udgangspunkt for undersøgelsen, har karakter af et heu-ristisk (dvs. undersøgende metode til nye erkendelse) skema, som identificerer de koncepter, der er relevante for forbrugernes købsadfærd i forhold til økologiske fødevarer. Modellen tager afsæt i de klassiske afsætningsøkonomiske overvejelser omkring forbrugernes adfærd og er konstrueret efter værdiholdningsadfærdshier-arkiet. Her ses værdier som abstrakte sociale kognitioner (fænomener og erkendelser), der hjælper individet med at tilpasse sig omgivelserne. De fungerer dermed som rettesnor, ud fra hvilke holdninger og adfærd udvikler sig. Det antages fx, at sundhedshedsrelaterede, æstetiske, etiske og religiøse holdninger er bestem-mende for valget af fødevarer. Holdningerne er ofte en konstruktion af tre komponenter: Vidensrelateret, følelsesbetonet og adfærdsbetonet. Det antages, at værdier påvirker holdninger og dermed købsadfærden til økologiske fødevarer. Der er taget udgangspunkt i 8 personlige værdier, som angives tilsammen at dække de centrale personorienterede værdier:
Der indgår desuden 6 samfundsværdier:
Det antages desuden, at den generelle viden om ernæring kan anvendes som indikator for spisevaner og valg af fødevarer, og at der er en sammenhæng mellem ernæringsviden og fødevarerelaterede holdninger, fordi interessen i ernæring og sundhed påvirker ønsket om at få mere viden. Det antages, at miljøbevidsthed består af elementerne: Miljøholdninger, miljøviden og miljøadfærd. Spørgsmålene er dannet på baggrund af dimensioner verbalt og faktisk engagement, følelser og viden. Det betyder, at først testes holdningen til miljøet i 10 forskellige miljørelaterede udsagn, fx “jeg er villig til at holde op med at købe produkter fra selskaber, der forurener miljøet, selvom det måske vil være upraktisk for mig”. Miljøholdningerne måler herefter forbrugernes engagement i miljørelaterede emner og indikerer derved, om de mere eksterne og altruistiske (uegennyttige) motiver som økologi, forurening og dyrevelfærd er vigtige for beslutningen om køb af økologiske fødevarer. Omkring miljøviden behandles forbrugernes viden om en række forbrugsre-laterede dagligdagsaktiviteters indflydelse på miljøet, idet der antages at være en sammenhæng mellem graden af miljøviden (og miljøadfærd) og den efterfølgende købsadfærd. Der er en måling af forbrugernes frekvens af miljøansvarlige hverdagsaktiviteter. De tre aspekter omkring miljøbevidsthed indgår hver for sig og i et indbyrdes forhold. Miljøbevidsthed danner basis for en segmentering af respondenterne, der bruges til en dyberegående beskrivelse af forskellige forbrugertyper, og som tjener til at identificere deltagernes til efterfølgende undersøgelser. I forhold til holdningerne til fødevarer indgår foruden miljøbevidsthed også holdninger omkring tillid til fødevareindustrien og konsekvenser af fødevare-forædling i forhold til fødevarernes kvalitet og sundhedsgrad. En anden variable er forbrugernes opfattelse af egenskaber ved fødevarerne. Der indgår desuden spørgsmål om kendskab til mærkning, betalingsvillighed og købsmotiver. Data er indsamlet ved såvel kvantitative som kvalitative metoder. Der er gen-nemført en telefonsurveyundersøgelse, som omfatter 1.500 interview. Herved er identificeret de aspekter, der er relevante i sammenhæng med købsadfærden vedrørende økologiske fødevarer. Efterfølgende er gennemført 300 interview med tre udvalgte forbrugersegmenter fra den første undersøgelse, hvorved det er muligt at uddybe relevante aspekter og dermed perspektivere holdninger og købsadfærd. Det er tilstræbt ved respondentudvælgelsen at indsamle data, der kan tillade en generalisering til den danske befolkning. De tre midtergrupper fra segmentanalysen blev udtaget til videre interview. Dette beror på, at ekstrem-grupperne, dvs. de “helt grønne” og “de mindst grønne”, i deres konsekvente adfærd og holdningstilkendegivelser er mindre påvirkelige. Det antages også, at “de mindst grønne” uanset væsentlige ændringer i pris og distribution vil afvise økologiske fødevarer og information herom. Mens de “helt grønne” allerede ret konsekvent køber økologisk. Potentialet ligger i midtergrupperne, der kun en gang imellem køber økologisk. Formålet med de ekstra interview er således at finde ud af, hvad der forhindrer disse forbrugergrupper i at købe flere økologiske fødevarer. De kvalitative undersøgelser blev gennemført i fortsættelse af surveyundersø-gelsen for at perspektivere resultaterne og for at afdække forbrugerønsker og trends med henblik på at skabe en fremtidsvision orienteret mod at sætte dags-ordenen for krav og ønsker til økologiske fødevarer. De kvalitative analyser omfatter både fokusgruppeinterview med forbrugerne og interview med danske eksperter, der bredt dækker markedet og forskellige interesser omkring økologi. 1.3.2 Miljøholdninger og miljøviden I analysen af miljøholdningen, som er sammenlignet med undersøgelsen i 1991, ses bl.a. følgende:
Det sidste harmonerer ikke helt med den store tillid til, at myndighederne gør nok! Men denne holdning til, at myndighederne har styr på situationen, fører til en adfærdsmæssig passivitet i bidragelsen til at løse problemerne. Flertallet (ca. 64%) er helt eller delvist villig til at holde op med at købe produkter fra forurenede selskaber, men mere end halvdelen er til gengæld helt eller delvist uvillige til at skrive til et folketingsmedlem. Derudover er mange villige til at betale en dagløn til en fond, mens de ikke er villige til at betale en ekstra skat til bekæmpelse af forurening. Det forklares med, at ekstra skat måske kan forbindes med negative associationer. Knap halvdelen diskuterer miljøspørgsmål med venner og bekendte, mens lidt over halvdelen erkender, at de sjældent læser artikler eller ser udsendelser om miljø. Der er i perioden fra 1991 til 1999 sket et mindre fald i dem, som diskuterer miljøspørgsmål, mens der er en markant stigning i andelen, som ikke læser eller ser udsendelser om miljø. Miljø er således mindre i fokus nu end tidligere. Tilsvarende indeholder undersøgelsen en test af konkret miljøviden. Her er stillet spørgsmål om:
Her kan færre svare “rigtigt” på spørgsmålene i 1999 end 1991, hvilket kan underbygge, at interessen for miljø er dalende. 1.3.3 Miljøadfærd Analysen af miljøadfærden viser, at de mest udbredte miljøhandlinger, som 4 ud af 5 respondenter regelmæssigt udfører, er: Aflevering af glasemballager, batterier, kemikalier og medicinrester samt papir til særlige opsamlingssteder. Disse handlinger omhandler alle bortskaffelse efter brugen. De handlinger, som ligger forud for forbruget af varen, nemlig indkøbsfasen, er mindre præget af miljøhensyn. Når det gælder afvisning af emballager og køb af kviksølvfrie batterier, svarer over halvdelen, at de enten finder det unødvendigt at gøre eller, at de “ikke kender eller bruger det”. Det er uvist, om den primære årsag er uvidenhed eller modvilje. Der er stor spredning i besvarelserne for indkøb af grønne produkter som toiletpapir af genbrugspapir og miljøvenlige rengøringsmidler, men det er dog ca. 2/3, som gør det af og til eller regelmæssigt. Det anføres, at der generelt er ganske få, som tilkendegiver, at de synes, de listede handlinger er unødvendige eller overdrevne. Derimod vil man gerne indrømme et manglende kendskab eller ditto brug af miljøforbedrende handlinger. Sammenlignet med undersøgelsen i 1991 er der en klar tendens til, at de fleste adfærdsmuligheder til miljøindsats bruges mindre regelmæssigt i 1999 end i 1991. Tabel 1.14: Knap hver tredje adspurgte udfører næsten aldrig nogle af de listede miljøan-svarlige handlinger. Set i lyset af målingen om folks miljøbekymring stemmer det meget godt overens. Der henvises til, at miljøbekymringen toppede i 1987 med 77%, der var meget bekymrede for forurening, og at den er faldet støt til kun 40% i 1999 er meget bekymrende (henvisning i bogen til “Danskerne 2000” fra Institut for Konjunktur-Analyse). Det anføres, at man ifølge effekthierarkiets antagelser i relation til miljøbekym-ringens tre elementer kan antage, at det på et overordnet plan er nødvendigt at have en viden om miljøemner for at have en positiv holdning hertil. I tråd hermed kan det forventes, at en forudsætning for at handle skånsomt over for miljøet er, at man har en positiv holdning til miljøproblemernes alvor, dvs. at man er bekymret. 1.3.4 Segmentering af forbrugerne I undersøgelsen ses en signifikant samvariation mellem såvel holdninger og adfærd, mellem adfærd og viden som mellem holdninger og viden. Dette resultat bruges som forudsætning for at inddele respondenterne i segmenter. Respondenterne blev inddelt i 5 segmenter på basis af deres miljøholdninger, miljøviden og adfærd:
Der er en tendens til, at de midaldrende forbrugere er mest miljøvidste, mens de yngre og de ældre er mindre interesseret i økologi og miljø. Der er en langt mindre bekymring for bl.a. forurening, og der er et mere prag-matisk syn på miljøproblemerne – ikke mindst fordi staten i samme periode har mobiliseret flere og flere ressourcer til at begrænse forureningen og beskytte miljøet. Dette fører ifølge bogen til befolkningens oplevelse af, at der bliver gjort noget, som samtidig kan forklare, hvorfor egenindsatsen er faldende. Forbrugernes kendskab til, hvad der ligger bag Ø-mærket er faldet markant fra 1991 til 1999. 1.3.5 Købsadfærd Meget få forbrugere fra især de to mindst interesserede grønne segmenter har ikke kendskab til økologisk produkter. 87% af alle respondenterne har købt økologiske produkter, mens 13% aldrig har købt økologisk. Ca. 2/3 af alle forbrugere har købt økologiske mælkeprodukter eller grøntsager. Købsadfærden opgjort i forhold til de 5 forbrugersegmenter for de forskellige produkttyper er vist i tabel 1.15. Der ses en tendens til, at jo mere grøn man er, des større andel købes af de forskellige økologiske produkter. Tabel: 1.15: Af dem, som køber økologiske fødevarer, angiver nogle få (1%), at de har købt økologiske produkter i mere end 30 år, knap hver fjerde (22%) respondent har købt økologisk i mere end 7 år, halvdelen har 3-6 års erfaring med at købe økologisk, mens lidt mere end hver fjerde (28%) har købt økologiske fødevarer i mindre end 2 år. Der er en sammenhæng mellem, at jo mere grøn man er, des længere har man købt økologiske fødevarer. Indkøbshyppigheden opgjort i forhold til produkttyperne er vist i tabel 1.16. Tabel: 1.16: Der er ca. 5-10%, som inden for hver produktgruppe angiver, at de ikke køber økologisk eller bare har prøvet det. Der er mellem 20-45%, som køber en gang imellem, mens der er mellem 45-75% af dem, som køber økologiske fødevarer, som svarer, at de hver gang eller regelmæssigt køber økologisk. Det anføres, at hyppigheden af indkøb kan virke noget overdrevent i forhold til de økologiske produkters reelle markedsandele. Dette forklares bl.a. med en potentiel fejlkilde, hvor respondenterne enten fremstiller sig selv mere grønne, end de reelt er, eller har svært ved mere præcist at besvare spørgsmålene. Det samme ses ved analysen af, hvilken andel de økologiske fødevarer udgør af respondenternes samlede indkøb for de forskellige produktgrupper. Det bemærkes fx, at æg kom på tredjepladsen, som den økologiske fødevare flest havde købt, men æg er det produkt, som i størst udstrækning købes hver gang. Det forklares bl.a. med, at det er en produktgruppe, hvor der har været stor fokus og der er lille prisforskel. En nærmere analyse af indkøbsfrekvensen viser, at der er en tendens til, at enten køber man de økologiske produkter hele tiden, eller også gør man det slet ikke. De praktisk grønne overgår de stedsegrønne i forhold til andelen af køb af økologisk brød, æg og mælk, mens det omvendte gælder for kornprodukter, smør og ost. De to grupper køber nogenlunde lige store andele af frugt, grøntsager og kød. Viljen til at betale mere for de økologiske produkter er steget lidt i perioden fra 1991 til 1999. Villigheden til at betale mere for de økologiske end for de konventionelle fødevarer i 1999 er vist i tabel 1.17. Tabel 1.17: Det er de mest grønne segmenter, der er parate til at betale ekstra for de økologiske fødevarer. De teoretiske grønne er det mest modvillige segment af alle, idet hele 84% befinder sig i den laveste betalingsgruppe, og kun 0,5% i den højeste. 25% af respondenterne i den højeste betalingsgruppe udgøres af de uinteresserede grønne, som har lavest interesse for økologi og laveste indkomster. En analyse af villigheden til at betale mere i forhold til husstandens indkomstniveau viste ikke en signifikant sammenhæng mellem disse to parametre. Det kan bero på den meget lille andel (kun 20%), der er villige til at betale mere end 20% mere for de økologiske produkter. De væsentligste grunde til at købe økologisk er:
Opgjort i forhold til de 5 segmentgrupper er der visse forskelle mellem de for-skellige grupper, som det er vist i tabel 1.18. Det gælder først og fremmest i forhold til den betydning, som miljøet tillægges, hvor de meget grønne tillægger miljø og natur en større vægt end de mindre grønne. Tabel: 1.18: For de tre midtersegmenter – de skeptiske, de teoretiske og de praktisk grønne – er der gennemført en opfølgende undersøgelse for at klarlægge de årsager, der synes at forhindre langt den største del af forbrugerne i at købe økologisk. Der er umiddelbart tre årsager, som ser ud til at have størst betydning. Det er dilemmaet mellem danske konventionelle varer og økologiske varer fra udlandet, det er for høje priser, og det er forestillinger om for meget snyderi. Andre forhindringsgrunde har kun mindre betydning eller, man har svært ved at tage stilling til dem. De mere distributionsrelaterede forhindringer er nærmest uden betydning. Forhindringsgrundene er anført i tabel 1.19 Tabel 1.19: 1.3.6 Miljøbekymring og miljøindsats Det anføres i bogen, at den primære bevæggrund til at producere fødevarer økologisk er at værne om miljøet. Det er derfor fundet relevant i den opfølgende undersøgelse at undersøge forbrugernes holdning til miljøet og dets tilstand ud fra en betragtning om, at en større miljøbekymring antages at give større incitament til at købe økologiske fødevarer. Derudover var det også hensigten at belyse, hvorvidt forbrugerne mener, at de gennem forbrug vil påtage sig noget af ansvaret for nutidens miljøproblemer, og om de føler, det nytter noget. Respondenternes holdningstilkendegivelser er listet i prioriteret rækkefølge:
For de tre segmentgrupper: de skeptiske, de teoretiske og de praktisk grønne, er der visse forskelle i deres holdningstilkendegivelser. Der er flere praktisk grønne (47%), som er enig i, at velfærdssamfundet belaster naturen, og der er flere (57%), som mener, at de allerede gør nok – det er også denne gruppe, som faktisk gør mest i forhold til køb af økologiske fødevarer. De skeptisk grønne, som gør mindst, erkender i størst grad (32%), at de gør nok, mens andel er hhv. 23% og 20% for de teoretiske grønne og de praktiske grønne. De teoretiske grønne har størst tiltro til forbrugernes magt, og de er i større grad parate til at påtage sig skylden for forureningen, idet 53% er uenige i, at ens personlige forbrug ikke påvirker miljøet – det gælder kun 35% af de skeptiske grønne. De erkender også i højere grad, at det nytter at gøre noget, selvom ikke flertallet gør noget. Uanset de forskelle, som er konstateret, så konkluderes det, at de praktiske grønne ikke er mere bekymrede for miljøet end de to andre grupper. Fødevarer købes især for deres ernærings- og sundhedsrelaterede egenskaber, men også for deres symbolværdi og af nydelsesgrunde. I den opfølgende undersøgelse er stillet tre spørgsmål, som belyser respondenternes købsbeslutning i relation til omverdenens meninger. Spørgsmål i relation til respondenternes selvopfattelse prioriteret i forhold til svarene:
Undersøgelsen viser, at det tilsyneladende ikke påvirker respondenterne, hvad andre tænker om deres købsadfærd. Da det konstateres, at der ligefrem er en rimelig stor uenighed i, at det er rart at vise andre, at man køber økologisk, så konkluderes det, at man ikke køber økologisk, fordi det er moderne, og at man gerne vil signalere, at man er bevidst og politisk korrekt. Der er ikke noget entydigt svar på, om respondenterne får god samvittighed ved at købe økologisk. De tre segmenter ligner i store træk hinanden, som det fremgår af tabel 1.20, dog oplever de praktiske grønne mere god samvittighed end de to andre grupper. Tabel 1.20: Ved undersøgelse af de tre segmenters interesse for mad viser det sig, at de teoretiske grønne er mest interesseret i mad og madlavning. Det er dem, som tillægger afprøvning af nye opskrifter, mad som en del af livsglæden og mad baseret på selv tilberedte råvarer størst betydning. De skeptiske grønne går mindst op i mad, mens de praktiske grønne lidt modsiger sig selv, idet de tilslutter sig vigtigheden af rigtigt ernæringsmæssig sammensætning af mad, mens de tror på, at velsmagende mad også er sund mad – hvilket ikke nødvendigvis behøver at være tilfældet. De er, som de teoretiske grønne, glade for god mad og vil gerne ofre lidt penge på det. I undersøgelsen angives det, at de demografiske variable kun bidrager lidt til forklaring af det økologiske indkøb. Både købsmotiver og købsadfærd går på tværs af variable som køn, alder, uddannelser og indkomstniveau. Det at betragte miljøproblemernes løsning som et personligt anliggende og tage økologiske fødevarer til sig, er tilsyneladende mest bestemt ud fra en række andre faktorer (såsom værdier og holdninger) end de “hårde” socioøkonomiske fakta. 1.3.7 Forbrugerfokusgrupper Der er valgt tre fokusgrupper: De grønne, de mellemgrønne og de ikke-grønne, hvilket stort set svarer til segmenterne: De stedsegrønne, de teoretiske grønne og de uinteresserede. De to opdelinger er dog ikke helt sammenfaldende. Temaerne i fokusgrupperne var: Holdninger til økologi hhv. økologisk landbrug og “den økologiske forbruger”, købsadfærd samt motiver og barrierer for at købe økologisk, økologi og fødevareindustriens samspil mellem økologi og miljø samt forbrugernes syn på fremtiden for de økologiske fødevarer. Alle tre grupper er analyseret samlet under hvert tema, men det bemærkes, at de mellemgrønne svinger fra side til side, og på mange områder deler sig i to lejre, der isoleret set ikke adskiller sig fra de grønne eller de ikke-grønne.De mellemgrønne anføres derfor kun, hvor de skiller sig ud fra de to andre grupper. For de grønne og mellemgrønne gælder det, at økologien indgår på et mere bevidst plan i deres beslutningsproces og selvopfattelse. De ikke-grønne giver udtryk for et nostalgisk billede af økologien, har nærmest dogmatiske holdninger til blandingen “økologi og stordrift”, og de ser økologien som et teknologisk og velfærdsmæssigt tilbageskridt. De forbinder økologisk købsadfærd med ord som fanatisme og askese. De tager afstand fra “hyklere”, som fx de folk, der tager bilen i stedet for cyklen efter 2 liter økologisk mælk. Det er for dem et spørgsmål om enten eller med økologi og andre miljøhensyn. De mener ikke, at deres egen købsadfærd har nogen som helst bemærkelsesværdige miljøkonsekvenser, hverken i den ene eller den anden retning. De køber det billigste og sjældent økologisk, og hvis de køber økologisk, så er det i givet fald på grund af dyrevelfærd. De mener ikke, at deres købsadfærd gør en forskel for politikere, producenter eller detailhandlen. Det bunder i, at det økologiske kun er en blandt mange produktegenskaber, der skal tages i betragtning, og økologien er langt fra det vigtigste aspekt for dem. Der er ingen værdi for dem i at købe økologisk, bare fordi varen er økologisk, og de frabeder sig en ideologisering af deres daglige handlen. De grønne beskriver et mere realistisk og tolerant forhold til økologien. De ser ikke nødvendigvis en modsætning mellem økologi og stordrift, og de mener, at økologien påvirker samfundet positivt. For dem er det naturligt at købe økologisk og gøre et forsøg på at få flere til det. De ser forbrug som et styrende princip, og de mener, at forbrugernes adfærd i høj grad er skyld i den ringe fødevarekvalitet. De påtager sig selv et ansvar og erkender derved også, at der er såvel en selvforskyldt som “uforskyldt” kløft mellem deres holdninger og handlinger. Det er i orden for dem, da økologi ikke behøver at være 100%. De køber oftest økologisk af hensyn til naturen, men også pga. bedre kvalitet, egen sundhed og dyrevelfærd. De er overbevidste om, at deres forbrugsmønster gør en forskel og påvirker politikere, producenter og detailhandel. Værdien for de grønne er håbet om at påvirke i en bæredygtig retning. De mellemgrønne hælder mere i den økologiske retning, men føler sig til en vis grad presset til det ud fra et håb om social accept af omverdenen og en følelse af, at det er det “korrekte” i samfundets øjne. De hælder til, at deres forbrugsmønster gør en forskel. Værdien for dem er opnåelse af social accept og god samvittighed. Alle uanset gruppe vælger supermarkedet af bekvemmelighedsgrunde – det tætteste eller “one-stop” shopping, hvor man kan få det hele. Det betyder, at man tager til takke med det udvalgt af økologiske varer, der nu er. Der er også stor enighed blandt alle med hensyn til forhindringer for at købe økologiske produkter: For høje priser, for kort holdbarhed, for kedeligt udseende, for dårlig kvalitet, manglende udbud, forkert emballering og ikke mindst frygten for at blive snydt. Liste af forhindringer er udgangspunktet for deltagernes forslag til fremme af salget af økologiske fødevarer – nemlig at tackle kritikpunkterne. Hvis det lykkes, så spås økologien en strålende fremtid i Danmark. 1.3.8 Eksperternes vurderinger I undersøgelsen er flere eksperter blevet interviewet. Eksperterne repræsenterer en bred vifte i og omkring den økologiske sektor. Der er således ikke entydige svar, men mere en belysning fra flere sider, hvor den enkelte eksperts holdning er bestemt ud fra dens rolle i kæden fra jord til bord. Der ses en fordeling i holdningerne, hvor producenterne klager over detailhandlen, som så klager over producenterne og manglende politisk opbakning. Eksperterne ser ikke så pessimistisk på udviklingen. Alle er enige om, at det ikke længere går eksplosivt fremad, men det skyldes, at alle parter sunder sig ovenpå den hurtige vækst i starten af 1990erne og nu forsøger at finde deres eget fodfæste. Der er enighed om en faldende miljøbekymring, en til tider skiftende kvalitet af de økologiske fødevarer og et skift i mediernes fokus på økologi. Der er også en klar opfattelse af, at detailhandlen har svigtet ved at have for høje avancer, for lidt opmærksomhed omkring de økologiske varer og for at have presset producenterne. Man mener dog alligevel, at det blot er et spørgsmål om tid, før det går fremad igen. Mange spår, at økologien i fremtiden vil opnå en markedsandel på 25%, mens nogle få sågar drister sig til at erklære, at økologien en dag vil blive standarden – det normale – og det konventionelle dermed bliver det alternative. Eksperterne ser positivt på økologiske convenience-varer, mens færdigretter heller ikke afvises. Genmodificerede fødevarer er derimod helt udelukket, da alle bortset fra to er enige om, at økologien netop bruges for at undgå GMO. Eksperterne angiver en vis utilfredshed med indholdet i Ø-mærket, som betragtes som for utidssvarende og ukonkret samtidig med, at der mangler både markedsføring af mærket og bedre oplysninger til forbrugerne. Der stilles krav om, at økologien skal udvikle sig og differentiere sig i forhold til det konventionelle. Derudover er eksperterne stort set enige i, at økologien stadig slæber på associationer som “hellige”, “frelste” eller “romantiske”, hvilket man advarer imod, fordi det derved forbliver en politisk ideologi, som kun de færreste forbrugere kan identificere sig med. 1.3.9 Sammenholdning af undersøgelserne Der er enighed om motiver og barrierer for køb af økologiske fødevarer. Egoistiske motiver er dominerende, dog kan spores en sammenhæng mellem miljømotiver og sundhedsmotiver, forstået på den måde, at et sundere miljø giver sundere fødevarer og dermed gavner ens eget helbred. De fleste forbrugere føler, at der er sket en række miljøforbedringer i de senere år, hvilket fører til, at miljø som motivator får mindre betydning – en holdning, der gør sig gældende især hos de praktiske grønne. Med hensyn til barrierer synes såvel eksperter som forbrugere, at priserne stadig er for høje samt, at kvaliteten tit ikke opfylder forventningerne, og at produkterne præsenteres for dårligt i butikkerne. Mange forbrugere bekymrer sig om snyd, hvilket eksperterne viser forståelse for. Der er således fælles krav til øget kontrol. Det tyder dog på, at bekymringen om snyderiet blandt især de ikke-grønne (fokusgruppe) og de uinteresserede og skeptiske grønne (surveyundersøgelsen) er større end realiteterne, og at denne bekymring bliver brugt som en “undskyldning” for ikke at købe økologisk. Eksperterne peger på, at der hersker en fejlagtig opfattelse af økologisk landbrug og produktion hos forbrugerne. Dette bekræftes klart af fokusgruppedeltagerne, hvor de ikke-grønne nærer et natur-romantisk billede af økologien, mens de grønnes syn nærmere stemmer overens med virkeligheden. De ikke-grønne er udmærket klar over, at deres opfattelse er for idealistisk, men de bruger den alligevel for at afvise økologien, og de distancerer sig fra den “frelste økologiske forbruger”. Det antages, at der er lignende årsager for de uinteresserede og skeptiske grønnes tilbageholdenhed over for økologiske fødevarer. I modsætning hertil er de grønne og de stedsegrønne villige til at gå på kompromis, fordi de drives af den overbevisning, at økologisk køb gavner både miljøet og dermed samfundet samt dem selv. De praktiske grønne, som ellers ligner de stedsegrønne/de grønne meget, er til gengæld mindre villige til at acceptere ringere kvalitet eller snyd, mest fordi de er overbeviste om, at de gør deres bedste allerede og dermed nok. Det tema, hvor der ses mest uenighed mellem eksperterne og forbrugerne, er den videre bearbejdning af økologiske råvarer. Eksperterne er mere positivt indstillet og taler især for flere convenience-produkter, dog afviser de fleste af dem økologisk fast food. Deltagerne i fokusgrupperne er ikke begejstrede for tanken om økologiske convenience-produkter, selvom næsten alle giver udtryk for vanskeligheden i at håndtere en konsekvent økologisk hverdag. Det taler for at gøre den mindre besværlig gennem et større udbud af forarbejdede produkter. Uenigheden hersker også omkring GMO, hvor eksperterne på nær to er afvisende, mens forbrugerne synes at være mindre bekymrede – der er kun få respondenter, som uopfordret begrunder deres økologiske køb med motivet at undgå GMO fødevarer. Projektet viser, at der ikke findes “den økologiske forbruger” med klart afgrænsede demografiske kendetegn og en veldefineret livsstil. Såvel generelle miljøopfattelser som til- hhv. fravalg af økologiske fødevarer går på tværs af demografien, ligesom købsmotiver og -barrierer, holdninger til den konventionelle fødevareproduktion samt syn på økologien som politisk udfordring. Den yngre veluddannede kvinde fra storbyen, som tit præsenteres som den typiske økologiske forbruger, genfindes således ikke entydigt her. Der findes overordnet set flere typer af forbrugere med hver deres holdninger, som dog er delvist sammenfaldende. 1.4 Miljø til daglig brug? “Miljø til daglig brug? Forbrugeres erfaringer med miljøhensyn i hverdagen”, af Bente Halkier udgivet på Forlaget Sociologi (1998). “Miljø til daglig brug” er en ph.d. afhandling fra Institut for Miljø, Teknologi og Samfund på Roskilde Universitet. Det er gennemgang og opsamling på teori og undersøgelser om, hvilket ansvar forbrugerne tillægges miljøindsatsen, og hvordan miljøhensyn indgår i hverdagslivets dynamikker. Der præsenteres forskellighederne i en række unge forbrugeres forhold til miljøhensyn i dagligdagen – udtrykt som 9 stemmer. De er formuleret på baggrund af en rækkekvalitative interview med informanterne. De 9 stemmer viser, at de unges håndtering af miljøhensyn i forbrug er ambivalent og nært knyttet til deres sociale identifikation – uanset øvrige forskelle. Der præsenteres endvidere 5 forskellige sociale netværksgruppers forhandlinger om normer om miljøhensyn i forbrug. Netværksgrupperne er knyttet til de unge, der har deltaget i de kvalitative interview. Unge er valgt som eksempel på forbrugere, da de er ved at etablere sig som selvstændige husholdningsansvarlige, og hvor de prøver forskellige boformer, venner, kærester, uddannelser og job og forholder sig søgende til egen identitet og normer. Det er sålede unge, som lige er flyttet hjemmefra. De unge er vokset op med miljøspørgsmålene som selvfølgelige emner i skole, lokalsamfund og medierne, hvorfor man kan forvente, at de har mødt miljøproblemer på en eller anden måde. Ungdomsforskningens generelle pointe er, at unge tydeligere og mere intensivt end folk i andre livsfaser forholder sig til egne og andres identitet og normer, og at de mere bevidst bruger og ændrer udtryk, stil, opfattelser, livsorienteringer og handlinger. Derudover er unge mere sensitive over for forandringer og ambivalenserne i hverdagens sammenhænge og i udviklingen. De unge er i dag vokset op med et “krav” til refleksion og med miljø på dagsorden. Det betyder, at spørgsmålene omkring miljøhensyn kan forventes at indgå i deres forbrug, men også at mønstre kan ændres, når de skifter livsfaser. Mad er valgt som eksempel-område i analyserne, da mad både er basalt nødvendigt for alle samtidig med, at det er et område, der rummer mange symbolske betydninger både kropsligt, kulturelt og socialt. Forbruget af fødevarer er præget af mange modsatrettede samfundsmæssige tendenser, fx mors mad kontra fast food, færdigretter, halvfabrikata, prægning fra andre kulturer, råvarer er blevet uafhængige af sæson, sundheds- og ernæringsråd, diæter og særlige kostnormer bl.a. vegetarer, planlagte kontra uplanlagte måltider i forhold til nye tids- og familiestrukturer. Madforbruget er også præget af en høj grad af vaner og forskelle mellem tra-ditionelle sociale grupper. Derudover indgår miljøproblemer i forhold til mad som forbrugsområde uanset, om der lægges vægt på ændringer eller kontinuitet, hvilket gensplejsninger er et eksempel på. 1.4.1 Giver stort forbrug øget forbrugeransvar? Forbrugernes anskaffelse, brug og bortskaffelse af varer og tjenester forurener og overforbruger ressourcer på grund af det relativt høje materielle niveau i vores levemåde. Forbrug har ikke længere kun at gøre med at dække behov, men med at udtrykke sig socialt og kulturelt. Samfundsudviklingen og den offentlige debat har siden midten af 1980erne været præget af, at den enkelte er tillagt et medansvar for at løse miljøproblemerne. Den enkelte tillægges et ansvar for at lægge sine forbrugsvalg og hverdagsvaner om i mindre miljøbelastende retning. 1.4.2 Videns- og segmenteringsmodeller – kan de bruges? Blandt forskere er der divergerende holdninger til, hvorvidt forbrugerne handler miljøvenligt ud fra rationelle hensyn, ud fra viden og holdninger til miljø eller, om forbrugerne handler ud fra sociale og andre sammensatte hensyn. Den rationelle model tilsiger, at viden fører til holdning, som fører til handling for forbrugernes miljøadfærd. Så hvis forbrugerne ved nok, vil de blive bevidste og få miljøvenlige holdninger og handle derefter. De præsenteres for flere variationer af modellen bl.a.: Motivation – evne – mulighed – adfærd. Problemet med disse modeller er dog, at forbrugernes opførsel i forhold til miljøhensyn snarere er præget af ofte skiftende processer, hvorved tavs og reflekteret viden og erfaringer og fortolkninger, valg, rutiner, muligheder og forhindringer opererer sammen i ambivalente praktiske situationer. Der er heller ingen garanti for, at man kan få en endelig viden om, hvad der er det mest miljørigtige valg, fordi eksperterne heller ikke kan afgøre det. Det refereres også til flere tidligere undersøgelser, som tager udgangspunkt i inddelingen af befolkningen efter forskellige segmenter af lysegrønne og mørkegrønne livsstile ud fra socioøkonomisk status, køn, livsform eller livsstile. De peger på, at især de økonomisk velstillede og dem på venstrefløjen handler miljøvenligt. Derudover finder man, at der er to ydergrupper, som adskiller sig markant fra hinanden, hvad angår deres forhold til miljøhensyn i forbruget. Den ene ydergruppe er yngre, højt uddannede forbrugere i byerne, som kan svare rigtigt på alle vidensspørgsmålene om miljøsammenhænge og køber miljørigtige varer, men sammenlagt har et højt materielt forbrug, der belaster miljøet. Den anden ydergruppe er midaldrende forbrugere på landet uden uddannelse, som ikke kan besvare vidensspørgsmålene om miljøsammenhænge, og som ikke har mulighed for at købe varer med miljømærke, men som sammenlagt lever nøjsomt materielt, og derfor ikke be-laster miljøet så meget som den første gruppe. Der peges dog på et problem med modellerne, som ikke kan bruges entydigt –de overvurderer den indre sammenhæng for segmenterne, da forbrugernes handlinger er sammensat af mange forskellige, skiftende, overlappende og ambivalente sammenhænge. Segmenteringen og livsstilsbegrebet har især sin anvendelse i forhold til marketingssektoren. Livsstilsbegrebet, der stammer fra den klassiske samfundsvidenskab, har tidligere været knyttet til klasseinddelingerne i samfundet til at definere klassernes mønstre og forbrug. Denne opdeling er ikke så entydig mere, men “livsstil” bruges stadig til at angive en genkendelig social ramme. Et af dilemmaerne er imidlertid, at vi indgår i forskellige sociale sammenhænge, og at vores værdier og handlinger ofte er forskellige afhængige af sammenhænge. Frem for fokusering på en livsstil, der forsøger at indfange individerne i ét segment, kan det være mere dækkende at indfange værdier og handlinger på konkret delområder. Summen af de forskellige livsstile fortæller den vekslende “livshistorie” for den enkelte. Man bør analysere i forhold til forskellige konkrete forbruger- og forbrugskon-tekster om, hvorfor nogen handler miljøvenligt omkring mad, men ikke for andre varer – det kan handle om andre prioriteringer end at forbedre miljøet. Der fremhæves i en undersøgelse, hvor hovedkonklusionen er, at den enkeltes dagligdag er så fuld af forskellige former for problemer og ansvar, at det er nødvendigt for den enkelte at prioritere mellem dem, og at det ofte er “ansvarlighedens umiddelbarhed”, der vinder. Forstået på den måde, at de former for ansvar, den enkelte umiddelbart oplever som tættere på, og som ansvar, hvor den enkelte også har indflydelse, bliver prioriteret højst i hverdagen. Hvorvidt den enkeltes opfattelse af individuelt miljøansvar bliver omsat i praksis er således en kompleks proces, afhængig af den enkeltes hverdagsliv såvel som af hvilke andre aktører, der opfattes som ansvarlige og handlekraftige på området. 1.4.3 Problemstillingen: Forbrugernes rolle til miljøproblemerne Forfatterens mål er at blive klogere på, hvordan forbrugernes rolle i forhold til samfundets miljøproblemer er under forandring. Hovedproblemstillinger er formuleret som: “Hvordan forstår og håndterer unge forbrugere i praksis eksistensen af miljøproblemer og forskellige samfundsaktørers krav om miljøhensyn i deres hverdag? Med særligt henblik på sociokulturelle processer samt dannelse og forhandling af normer omkring miljøhensyn i forbrug”. Perspektivet er: “hvilke eksempler på samfundsmæssig konsekvenser kan man forvente af denne problematisering af forbruget ud fra miljøhensyn og de unges forskellige håndtering heraf”. 1.4.4 Udviklingstendenser I bogen peges på to gensidigt afhængige hoveddynamikker, som præger udviklingen i det moderne samfund. Det ene er en tendens til individualisering. Det enkelte menneske “sættes fri” i stigende grad af traditionelle sociale bindinger og kulturelle forståelsesrammer som religion, lokalsamfund, familie, kønsroller og social klasse. Den enkelte lever i en flerhed af skiftende sociale medlemskaber med mindre stabile og mindre klare regler for fortolkning og handling i forskellige sociale relationer og situationer. Det giver den enkelte større arbejde med at binde de forskellige del-identiteter sammen i sin livsverden, og den enkelte skal selv vælge ud fra de mange forskellige kulturelle signaler og skabe meningsgivende forståelse for at gebærde sig i tilværelsen. Den anden tendens er en øget formel samfundsmæssig institutionalisering, hvor en voksende del af vore sociale og samfundsmæssige aktiviteter og relationer foregår via eller er påvirket direkte af “fjerne” systemer og strukturer såsom velfærdsstatens institutioner, verdensmarkedets mekanismer og massemedierne. Institutionaliseringen er blevet så markant, så debatten de senere år i Danmark har handlet om privatisering og afbureaukratisering. Men individualiseringen er blevet afhængig af institutionaliseringen. Fremkomsten af kravet om miljøhensyn i forbruget er et godt eksempel på sammenfletningen mellem disse to samfundsmæssige dynamikker: Samfundets miljøproblemer, som er bundne til institutionelle strukturer for produktion, reproduktion, forbrug, infrastruktur og ressourcemanagement bliver forsøgt placeret på hver enkelt forbrugers intime “voksdugsdagsorden”. De enkelte forbrugere håndterer dette krav på forskellig vis, og miljøhensyn i forbruget bliver koblet på forskellige sociokulturelle forståelser og handlinger i forskellige sociale relationer og situationer. Miljøhensynet i dagligdagen bliver fx:
Afhængigheden af institutionerne har betydet, at befolkningen dels må have et minimum af kendskab til, hvordan tingene forholder sig, dels have an vis tiltro og tryghed til forholdene. En af de unge forbrugere tænker ikke på miljøproblemer, når hun drikker et glas vand, for hun stoler på, at de offentlige myndigheder sætter og holder grænseværdierne for drikkevandets forurening. En anden af de unge afviser derimod at have tillid til det statskontrollerede økologimærke, fordi han oplever, at mærkets institutionelle krav er i modstrid med hans egen viden om at drive landbrug. 1.4.5 Erstattes traditionel politisk indflydelse med livsstilsvalg? Der har mellem forskere og offentligheden været diskuteret, om borgernes po-litiske deltagelse er faldet, og at borgerne har trukket sig bort fra den politiske offentlighed og tilbage til privatsfæren, idet valgdeltagelse svinger, og parti-medlemskab, fagforeningsaktivitet og fast deltagelse i græsrodsbevægelser er faldet siden 1970erne og 1980erne. Det anføres i bogen, at de nyeste undersøgelser tyder på, at befolkningens politiske aktivitet snarere har flyttet sig end faldet. Dette relaterer sig til en vækst i livspolitik som en ny form for politisk engagement, der i højere grad handler om personlige beslutninger end om parlamentariske dagsordener. Livspolitik består i at udøve aktive praktiske valg om, hvordan man bør leve ansvarligt over for hinanden i det globale samfund samtidig med, at valgene er en del af den enkeltes selvrealisering. Kollektive kanaler for påvirkning er blevet suppleret med flere individuelle, fx brugerindflydelse på institutionsniveau og forbrugeraktiviteter. Nationale og lokale politiske sammenhænge er suppleret med mikrolokale sammenhænge, fx skolebestyrelser og supermarkeder, vindmøllelaug osv. Det anføres også, at når en del kvantitative undersøgelser peger på, at kvinder agerer som mere miljøvenlige forbrugere end mænd, kan der være flere forkla-ringer. Der kan være flere substantielle forklaringer, fx at kvinder stadig står for den største del af husarbejdet – indkøb, at kvinder har sværere end mænd ved at finde tid til andre mere organiserede måder at give udtryk for deres holdninger til miljø, at kvinder mest er forbundne med reproduktionsfæren og derfor mest tiltrukket af bløde policy-emner, og kvinder griber “det grønne” som en redningsplanke i deres identitetsskabelse i forvirringen over uafklarede kønsroller. Valget af livsstilselementer får betydning for den enkeltes identitet, hvor de forskellige og skiftende livsstilsvalg bindes sammen til den enkeltes fortælling og genfortælling om sig selv. Et eksempel fra en af de unge: Hun skaber en vigtig del af sin identitet ved at kunne fortælle om de miljøvenlige madpraksisser, hun deler med sine kvalitetsbevidste venner. Hun lægger særligt vægt på det forbrugerbaserede livsstilselement med at vælge at spise kvalitet, og hun og vennerne distancerer sig fra “den grå masse af danskere”. 1.4.6 Risiko som drivkraft for miljøindsatsen I undersøgelsen peges der på risikosamfund, som en drivkraft for miljøindsatsen. I forhold til de unge udtrykkes det bl.a. gennem følgende: En af de unge i undersøgelsen beklager tendensen med, at man kan købe alle slags frugt og grønt på alle årstider. Både fordi det involverer mere transport og energiforbrug, der tærer på de naturlige ressourcer, men også fordi det til en vis grad gør madlavningen mindre meningsfuld – når man altid kan få alt, så værdsætter man den enkelte frugt eller grøntsag mindre. Flere af de unge giver udtryk for mistillid til, hvad der gemmer sig i madvarerne under tekniske varedeklarationer, og hvad der ikke står noget om fx gensplejsning. De er bekymrede for, hvilke konsekvenser såvel produktionen af varerne som brugen af dem kan have for miljøet og deres egen sundhed, og de er skeptiske overfor, om myndighederne kan kontrollere disse effekter. En af de unge i undersøgelsen ændrede sine forbrugsvaner i løbet af interviewforløbet til at begynde at købe økologisk mælk, Hun kunne ikke holde ud at høre sig selv sidde og sige, hvor nødvendigt det var at forbedre miljøet, og at hun samtidig kunne høre, at hun ikke levede op til sine egne fordringer og omgangskredsens normer. En af pointerne i bogen er, at hver enkelt forbruger har sine grunde til at handle, som de gør i forhold til at inddrage miljøhensyn. Det spænder lige fra “det er kedeligt og utroværdigt”, “jeg burde gøre det, men jeg holder fri fra det” til “det er en måde at beskytte min krop på”. Miljøhensyn i forbrug er uden garantier for, at aktiviteten i sidste ende forbedrer miljøets tilstand, fordi den enkelte forbrugers handlinger indgår i et kompleks af samhandlinger og strukturer. Et af de unges gennemgående spørgsmål er da også – nytter det noget, hvis ikke alle gør en indsats? Eget eksempel – Nej til reklamer, men det forlyder ofte, at der fortsat trykkes det samme antal reklamer, men at de blot ryger direkte ud. 1.4.7 De 9 stemmer De unges relationer til miljøproblematikken i hverdagen er udtrykt i 9 forskellige stemmer om miljøhensyn i forbrug, som er forfatterens fortolkning ud fra de enkelte informanters udsagn omkring forståelse og håndtering af:
Derudover indgår i fortolkningen af mønstrene de øvrige dele af informantens hverdagsliv dvs. deres livshistorie, arbejde og fritid, omgangskreds og venner, forventninger til fremtiden, madpraksisser og egen fortolkning af sig selv og andre som forbrugere. De 9 stemmer kan kort skitseres med overskrifterne:
Sammenfatningen af de 9 stemmer angiver informanternes forståelser og håndtering af miljøkravet til forbrug baseret på det komplekse samspil mellem deres erfaringer med miljøproblematikken, miljøhensyn i forbrug, madforbrug, deres øvrige hverdagserfaringer og livshistorie. Alle de 9 unge opfatter miljøproblemerne i samfundet meget alvorlige, som noget der skal gøres noget ved. Det er ikke her forskellene ligger, men på hvordan de ser deres egen rolle som forbruger i forhold til problemerne. 1. Det er kedeligt og utroværdigt 2. Det er byboernes urealistiske valg 3. Det er ikke mit ansvar, når andre ikke gør det 4. Jeg burde, men holder fri fra det 5. Nu, jeg har fået sat ord på, vil jeg prøve at starte 6. Det er godt for naturen 7. Det er rationelt, når det nytter noget 8. Det er en måde at beskytte min krop på 9. Det er det eneste naturlige at gøre 1.4.8 Normer blandt de unge om miljø Normerne om miljøhensyn er uddraget fra 5 forskellige netværksgrupper, der er samlet omkring de unge informanter. Normforhandlingerne angiver, hvordan de unge tolker normer om miljøhensyn i forbrug, og hvordan normerne håndteres i deres hverdag. De 5 normforhandlinger udtrykkes kort:
1.4.9 Konklusion De vigtigste sociokulturelle dynamikker til at forklare, hvordan og hvorfor de unge forbrugere forstår og håndterer miljøkrav til forbrug, er erfaringer og ambivalenser. De unges forhold til miljøhensyn i forbrug hænger sammen med deres bredere forbrugserfaringer. Ligeledes er deres forhold til miljøhensyn i forbrug tæt forbundet med, hvilke typer af sociale samspil miljøkravet indgår i, og hvilke former for sociokulturel meningsdannelse, miljøkravet kobles til. Det viser sig samtidig, at måderne, hvorpå de unge praktisk og symbolsk håndterer miljøhensyn i forbrug, ofte er præget af ambivalens, sammensathed og flertydighed. Derudover er der to andre vigtige sociokulturelt dynamikker i forklaringen af de unge forbrugeres forståelser og praksisser på miljøområdet. Det er de unges identifikationer, og det er de unges forskellige former for risikohåndtering. Desuden er der en række mere sammensatte dynamikker herunder:
Forhandlingerne blandt de unge om miljøhensyn i forbrug tyder på, at de unge forholder sig som individuel reflekterende moralsk aktør fra situation til situation. Men samtidig vil de unge også gerne moralsk aflastes af institutionerne i en verden fuld af usikker viden og forhandlinger af, hvad der er det rigtige at gøre, så ønsker de fortsat samfundsmæssige etablerede systemer og koder for handling.
|
