Statistik for hjemmekompostering 2001

Sammenfatning og konklusioner

I ”Statistik for hjemmekompostering 2001” opgøres dels antallet af husstande, der deltager i en ordning for hjemmekompostering eller lokal kompostering dels mængden af vegetabilsk madaffald, der komposteres gennem disse ordninger.

Opgørelsen baseres dels på de oplysninger kommunerne indberetter til kommunedatabasen, om hvorvidt kommunen har en ordning for hjemmekompostering og/eller lokal kompostering samt hvor mange husstande kommunen har registreret, der deltager i ordningen. Da ikke alle kommuner har oplyst om ordninger for hjemmekompostering eller antallet af deltagende husstande, så har det været nødvendigt at basere en del af opgørelsen på skøn.

Beregning af, hvor meget vegetabilsk madaffald husstandene selv komposterer, sker på baggrund af en særlig undersøgelse. Her er husstandens selvrapporterede adfærd omkring hjemmekompostering sammenlignet med mængden af vegetabilsk madaffald i affaldssækken hos samme husstand, /4/. På denne baggrund er det fundet, at husstande, der deltager i en ordning for hjemmekompostering, i gennemsnit komposterer 45-55 kg vegetabilsk affald om året.

I tidligere statistikker for hjemmekompostering er der regnet med, at de aktivt deltagende husstande i gennemsnit komposterede 140 kg om året. Det giver derfor ingen mening at sammenligne mængden hjemmekomposteret madaffald med mængden i tidligere års statistikker.

Det er beregnet, at 404.000 husstande i en- og tofamiliehuse hjemmekomposterer vegetabilsk madaffald. Hver af disse husstande komposterer i gennemsnit 50 kg vegetabilsk madaffald om året i egen have. Det svarer til i alt 20.200 tons.

Det er beregnet, at 61.000 sommerhuse hjemmekomposterer vegetabilsk madaffald. Hvert sommerhus komposterer i gennemsnit 10 kg vegetabilsk madaffald om året i egen have. Det svarer til i alt 610 tons.

I 2001 er således i alt blevet hjemmekomposteret 20.800 tons vegetabilsk madaffald.

Det er beregnet, at maksimalt 12.000 husstande deltager aktivt i en ordning for lokal kompostering. Hver deltagende husstand skønnes i gennemsnit at bidrage med 50 kg vegetabilsk madaffald pr. år. Det svarer til i alt 600 tons.

I alt bliver således komposteret 21.400 tons vegetabilsk madaffald gennem ordninger for hjemmekompostering og lokal kompostering.