Statistik for hjemmekompostering 2001

1 Metode

1.1 Dataindsamling
1.2 Opgørelsesmetode
      1.2.1 Tidligere anvendt metode
      1.2.2 Metode for 2001
1.3 Afgrænsning og definitioner
      1.3.1 Hjemmekompostering og lokalkompostering
      1.3.2 Registrerede og deltagende husstande

1.1 Dataindsamling

I årene 1994 – 1998 indeholdt Kompoststatistikken et særligt kapitel om hjemmekompostering, /1/. I 1999, /5/ og 2001 er der udarbejdet et særskilt notat indeholdende ”Statistik for hjemmekompostering”.

Der blev ikke udarbejdet en statistik for hjemmekompostering i 2000, da der på dette tidspunkt ikke forelå nye data.

I statistikken beskrives omfanget af hjemme- og lokalkompostering af vegetabilsk madaffald.

Statistikken baseres på kommunernes indberetning til Kommunedatabasen, /2/. En gang årligt indberetter kommunerne oplysninger om eksisterende ordninger for affaldshåndtering. Eventuelle ordninger for hjemmekompostering og lokalkompostering, omfanget og deltagelsen i sådanne ordninger indgår i Kommunedatabasen. Det er alene oplysninger i Kommunedatabasen pr. 12/11 2002, der anvendes i nærværende statistik.

1.2 Opgørelsesmetode

Gennem årene er der anvendt forskellige metoder til at beskrive omfanget af hjemmekompostering. Det betyder, at det er vanskeligt at sammenligne omfanget af hjemmekompostering fra år til år.

1.2.1 Tidligere anvendt metode

I statistikken for 1999 og tidligere er det valgt at benytte en metode, der baserede sig på:

  • at antallet af husstande omfattet af ordning for hjemmekompostering blev beregnet fra data i Kommunedatabasen, hvor der forelå både oplysning om en ordning og oplysning om antallet af omfattede husstande.
  • at antallet af husstande, der reelt komposterede (deltagende husstande), blev nedskrevet med 15 %.
  • at deltagende husstande gennemsnitlig hjemmekomposterede 2,7 kg pr. husstand pr. uge.

Den gang forelå ikke den nyeste evaluering af ordninger for hjemmekompostering, og beregningerne baseredes på andre undersøgelser og forudsætninger.

1.2.2 Metode for 2001

I 2001 igangsatte Miljøstyrelsen en undersøgelse, hvor effektiviteten af husstandenes kompostering af kildesorteret organisk madaffald i egen have blev kortlagt, /4/. Gennem en kombination af spørgeskemaundersøgelse og analyse af sammensætningen af madaffald fra den enkelte husstand beregnes, hvor meget en husstand i gennemsnit forventes at kompostere af madaffald i egen have.

”Statistik for hjemmekompostering 2001” er baseret på tal fra kommunedatabasen. Pr. 12/11 2002 indeholdt databasen oplysninger omkring hjemme- og lokalkompostering fra 212 kommuner.

Kommunernes oplysninger i kommunedatabasen er revideret ud fra dels objektive og dels subjektive kriterier.

1.2.2.1 Objektive kriterier for at ændre indberetninger

De indberettede data ændres i de tilfælde, hvor der tydeligvis er foretaget fejl i indberetningen.

Ændringen sker f.eks., når det oplyste antal svarer til antallet af indbyggere i kommunen. I de tilfælde, hvor antallet af husstande, der er indberettet til Kommunedatabasen, overstiger det samlede antal husstande i kommunen med 10 % (Danmarks Statistik), anvendes data fra Danmarks Statistik. Dette er sket i syv tilfælde.

I tretten tilfælde har en kommune ikke oplyst, hvilken boligtype der hjemmekomposterer. Kommunen kan også have oplyst, at etageboliger deltager i ordning hjemmekompostering. I disse tilfælde er der til statistikken hentet tal fra Danmarks Statistik til videre beregning.

For endnu fire kommuner er det samlede antal af hjemmekomposterende husstande mindre end antallet af en- og tofamilieshuse, og her er antallet af registrerede husstande ikke korrigeret.

Herudover er der i en række tilfælde foretaget en telefonisk henvendelse til kommunen for at få klarlagt specifikke forhold.

Der er således redigeret i data i de tilfælde, hvor oplysningerne tydeligvis har været fejlbehæftede. Når der således er ændret på de fejlbehæftede data, så er der altid benyttet oplysninger fra Danmarks Statistik i stedet. Data kan siden være blevet korrigeret endnu en gang – denne supplerende korrektion er da sket på grundlag af Econet’s skøn. I det følgende beskrives, hvorledes disse subjektive skøn er gennemført for henholdsvis hjemme- og lokalkompostering.

1.2.2.2 Subjektive skøn vedrørende hjemmekompostering

I Statistik for hjemmekompostering er det kun boliger med egen have, der medtages under hjemmekompostering. Det er således alene husstande i en- og tofamiliehuse samt sommerhuse, der indgår. Husstande fra etageboliger, der komposterer eget madaffald i en fælles kompostordning, medregnes under ordning for lokalkompostering, jf. afsnit 1.2.2.3.

Blandt de 212 kommuner, der indgår i Kommunedatabasens register for hjemmekompostering, har 86 kommuner angivet antallet af husstande, der er registreret i ordning for hjemmekompostering. De 86 kommuner har til kommunedatabasen indberettet, at i alt 273.000 boliger med egen have hjemmekomposterer. Dette tal er erfaringsmæssigt alt for højt.

Antallet af husstande kan således blive nedskrevet med en faktor – afhængig af hvilke oplysninger kommunen har givet omkring deres ordning for hjemmekompostering.

Når der findes en påbudt ordning for hjemmekompostering, så vurderes det, at samtlige en- og tofamilieshuse og sommerhuse aktivt hjemmekomposterer. Oplysning om antallet af hver boligtype er indhentet gennem Danmarks Statistik. Syv kommuner har oplyst om en påbudt ordning for hjemmekompostering. Data vedrørende hjemmekompostering i etageboliger er overført til ”lokalkompostering”.

Antallet af husstande korrigeres ligeledes, hvis oplysningen i Kommunedatabasen er uforholdsmæssigt højt sammenlignet med antallet af husstande i kommunen.

Har kommunen oplyst, at mere end 50 % af husstandene indenfor én boligtype komposterer madaffald i egen have – og der ikke er tale om en påbudt ordning – så nedskrives antallet af registrerede husstande efter følgende retningslinier:

  • Ydes tilskud til anskaffelse af kompostbeholderen eller medfører deltagelse i ordning for hjemmekompostering, at renovationsgebyret reduceres, så antages det, at halvdelen af kommunens en- og tofamiliehuse samt i sommerhuse hjemmekomposterer.
  • Ydes der ikke tilskud til anskaffelse af beholder, og reduceres renovationsgebyret ikke ved aktiv deltagelse, så antages kun 10 % af husstandene at hjemmekompostere.
  • Er det ikke er tilladt at hjemmekompostere, så antages det, at 10 % af husstandene i en- og tofamiliehuse samt i sommerhuse komposterer i egen have.

Antallet af husstande baseres for hver boligtype på Danmarks Statistik.

Er antallet af husstande i Kommunedatabasen mindre end 50 % af antallet husstande i kommunen, så foretages ingen korrektion.

Kommuner, der har oplyst om en ordning for hjemmekompostering uden samtidig at anføre antallet af registrerede husstande, antages at have samme relative andel af hjemmekomposterende husstande som de kommuner, der oplyste antallet af husstande.

Kommuner, der ikke har oplyst om en ordning for hjemmekompostering, antages at have samme relative andel af hjemmekomposterende husstande som de kommuner, der oplyste antallet af husstande.

1.2.2.3 Subjektive skøn vedrørende lokalkompostering

Ligesom for hjemmekompostering er det valgt at korrigere de indberettede oplysninger om antallet af husstande, der er omfattet af en fælles ordning for lokalkompostering. Beregning af antallet af husstande, der er omfattet af en ordningfor lokalkompostering, sker efter lignende retningslinier som for hjemmekompostering.

Under lokalkompostering er medregnet alle etageboliger, der af kommunen er registreret i en ordning for hjemmekompostering. Hertil er lagt de husstande, der er registeret som deltagende i en ordning for lokalkompostering.

Der foretages kun en nedskrivning hvis kommunen oplyser, at antallet af registrerede husstande, der indgår i en fælles ordning for lokalkompostering, udgør mere end 50 % af det samlede antal husstande inden for den pågældende boligtype. Det antages, at maksimalt 8 % (Danmarks Statistik) af husstandene inden for en given boligtype reelt deltager i en fælles ordning for lokalkompostering.

De 8 % er udregnet som et vægtet gennemsnit, der baseres på data fra 13 kommuner, der har oplyst hvor mange husstande indenfor en boligtype, der lokalkomposterer. Alle disse 13 kommuner oplyser, at under halvdelen af husstandene i en given boligtype deltager i en ordning for lokalkompostering.

I enkelte tilfælde indberetter en kommune det samme antal husstande under ”hjemmekompostering” og ”lokalkompostering”. I disse tilfælde ses bort fra databasens oplysninger vedrørende lokalkompostering.

Flertallet af kommuner, har oplyst, at der ikke findes nogen ordning for lokalkompostering. Derfor antages det, at kommuner, der har en sådan ordning, allerede er dækket af indberetningerne til Kommunedatabasen.

Der foretages således ingen korrektion blandt de kommuner, der ikke har været inde at godkende ordning for lokal kompostering.

1.2.2.4 Komposteret mængde

Det er beregnet, at en husstand, der deltager i en ordning for hjemmekompostering, i gennemsnit komposterer 45 – 55 kg vegetabilsk madaffald om året, /4/.

I Statistik for hjemmekompostering regnes derfor med, at en husstand i en- og tofamiliehuse, der deltager i en ordning for hjemmekompostering, komposterer 50 kg vegetabilsk madaffald om året.

I sommerhuse regnes med, at hver deltagende bolig i gennemsnit komposterer 10 kg vegetabilsk madaffald om året.

1.3 Afgrænsning og definitioner

1.2 afgrænsning og definitioner

1.3.1 Hjemmekompostering og lokalkompostering

I Statistik for hjemmekompostering skelnes der mellem hjemmekompostering og lokalkompostering på følgende måde.

Ved hjemmekompostering forstås en ordning hvor husstande i en- og tofamilieshuse samt sommerhuse komposterer en del af madaffaldet i egen kompostbeholder eller lignende. Når det i Kommunedatabasen oplyses, at husstande i etageboliger deltager i en ordning for hjemmekompostering, så betragtes disse husstande, som deltagende i en ordning for lokal kompostering.

Ved lokalkompostering forstås en ordning, hvor husstande fra en- og tofamilieshuse eller etageejendomme i fællesskab komposterer en del af madaffaldet i en fælles gård eller på et fællesareal.

1.3.2 Registrerede og deltagende husstande

I Statistik for hjemmekompostering anvendes dels oplysninger afgivet af kommunerne og dels beregnede størrelser. Der skelnes således mellem en ”registreret” husstand og en ”deltagende” husstand.

Ved registrerede husstande, forstås det antal husstande som er oplyst i Kommunedatabasen.

Ved deltagende husstande, forstås de husstande, som Econet vurderer, reelt deltager i ordningen for hjemme- eller lokalkompostering. Således vil udtrykket ”deltagende” være en korrigeret størrelse. Korrektionen er foretaget efter de i afsnit 1.2.2 nævnte forskrifter. Så vidt muligt er det tilstræbt, at data fra Kommunedatabasen indgår som de korrigerede data.

Statistik for hjemmekompostering har tidligere år skelnet mellem en permanent ordning for hjemmekompostering og en ikke-permanent ordning.

I nærværende statistik er det derimod vurderet om

  • er tale om en påbudt ordning
  • ydes tilskud til anskaffelse af kompostbeholderen
  • er nedsat renovationsgebyr ved anskaffelse af en kompostbeholder

I alt 98 kommuner oplyser at have en påbudt ordning, at yde tilskud eller nedsætte renovationsgebyret. Heraf har 31 kommuner registeret antallet af husstande, der hjemmekomposterer. Blandt de 98 kommuner er der seks, der ikke tillader hjemmekompostering, men på trods heraf antages det, at gennemsnitlig 10 % af husstandene i en- og tofamiliehuse deltager aktivt i hjemmekompostering.

1.3.3