| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Affaldsstrategi 2005-08

2 Fokus på at forebygge tab af ressourcer og miljøbelastning fra affald

Affald er ressourcer, som er på vej til at gå tabt. Udfordringen fremover er at begrænse tabet af ressourcerne mest muligt og at gøre det på en effektiv måde, som tager hensyn til både miljø og økonomi. At forebygge tab af ressourcer er ikke en nem opgave, og det er afgørende, at borgere og virksomheder medvirker aktivt. Det skal via information være åbenlyst, hvor borgerne og virksomhederne kan gøre en forskel. Lokale løsninger vil komme i fokus, og gevinsten skal være gennemskuelig for relevante aktører. Der skal ikke være tvivl om, hvor og hvornår det kan betale sig at spare på ressourcerne.

Borgerne skal eksempelvis vide, hvilke produkter det kan betale sig at købe, hvis de ønsker at medvirke til at nedsætte miljøbelastningen. Og de skal have mulighed for at vælge at reparere deres produkter og herved undgå at smide varerne væk, hvis det ikke er nødvendigt.

Virksomhederne bør være opmærksomme på, at der er økonomi i en fornuftig husholdning med deres råvarer. Jo mindre spild, jo større vil indtjeningen oftest være. Miljøstyring er for mange virksomheder et godt instrument til at få et godt overblik over, hvor i processen der forekommer spild. Det skal være nemmere for virksomhederne at agere til fordel både for deres egen økonomi og for miljøet. Men det må ikke betyde, at virksomhedernes konkurrencevilkår forringes, og det vil være nødvendigt at sikre, at indsatsen sker på et så ensartet grundlag som muligt.

Vi kan forebygge tab af ressourcer og miljøbelastning på flere forskellige måder. For det første kan vi arbejde for, at der slet ikke opstår affald. Her vil vi umiddelbart se en effekt af vores bestræbelser på affaldsmængderne, som opgøres hvert år. Vi skal være ansvarlige for, at vi bruger vores ressourcer effektivt, så de ikke går til spilde.

Men vi kan også genanvende affaldet, og herved sparer vi de jomfruelige råvarer. Når der skal træffes et valg for behandling af affald, er det vigtigt, at det bygger på et solidt og velfunderet grundlag. Vi må erkende, at selvom affaldet genanvendes, vil vi også her tabe nogle ressourcer. Desuden kan genanvendelse ikke foregå uden en vis belastning af miljøet.

Og endelig skal vi også se på farligheden af affaldet for at bidrage til at forebygge miljøbelastningen. Affaldet skal med tiden blive mindre skadeligt, og en høj kvalitet i affaldsbehandlingen skal sikre, at mange miljøproblemer ved fremtidens håndtering kan undgås.

Nyt og bedre fundament
Vores miljøindsats har hidtil været målt i mængden af affald. Som et af de få lande i EU har Danmark hvert år kunne opgøre samfundets samlede affaldsproduktion i tons, og hvordan affaldet behandles. En høj genanvendelse har typisk været et mål for en god indsats.

Fremover skal vi stadig have fokus på mængden af affald, men indsatsen skal baseres på et forbedret beslutningsgrundlag, der knytter miljøproblemerne til de tons affald, vi nu engang producerer.

Vi har derfor udviklet og beregnet en række nye indikatorer, som fortæller os noget om affaldets ressource- og miljøbelastning. Indikatorerne opgør ressource- og energiforbruget samt behovet for deponering ved en række forskellige behandlingsformer. I første omgang har vi beregnet indikatorerne for 22 materialer, som findes i affaldet.

Formålet med de nye indikatorer er at få et bedre grundlag for at træffe vores valg af behandling af affaldet. Vi vil med de nye indikatorer være i stand til at prioritere og opgøre, om det miljø- og ressourcemæssigt er bedst at genanvende en særlig affaldsfraktion fremfor at forbrænde den. Desværre er vi ikke med det nuværende datagrundlag i stand til at afgøre, hvor stor den miljømæssige gevinst er ved at sætte kræfterne ind på helt at undgå affaldet ved affaldsforebyggelse. Dertil er vores datagrundlag endnu for mangelfuldt.

Vi skal fortsat bruge mængden af affald som en indikator for, hvor godt vi gør det på affaldsområdet. Det er en simpel og enkel indikator at anvende.  Det nye er, at denne indikator ikke længere skal stå alene. Den skal suppleres med opgørelser for, hvor mange ressourcer der tabes i affaldet; og det vil sige lige fra råstofferne er indvundet og produkterne er produceret til affaldet bliver genanvendt, forbrændt eller deponeret.

Første generation af de nye indikatorer offentliggøres sammen med affaldsstrategi 2005-2008. Men det fulde udbytte af indikatorerne får vi først, når der ligger en serie af indikatorer, som er opgjort over en årrække.

Det kommer til at tage tid, inden vi har et fuldt udviklet prioriteringsredskab. Vi skal derfor i strategiens periode arbejde for at udvikle flere nye indikatorer og beregne dem over flere år. De nye affaldsindikatorer skal videreudvikles, således at de giver et samlet billede af ressourceforbruget og miljøbelastningen. Indikatorerne kan ikke stå alene. De skal suppleres med en vurdering af materialernes miljø- og sundhedsmæssige effekter.

De nye affaldsindikatorer skal kombineres med samfundsøkonomiske analyser. Herved opnår vi et solidt grundlag for at vurdere, om konkrete affaldsfraktioner behandles miljømæssigt bedst og til den rigtige pris.

2.1 Affaldsmængder og den økonomiske udvikling

Stigende affaldsmængder hænger snævert sammen med et stigende ressourceforbrug. Derfor er forebyggelse af affald² fortsat et vigtigt element i en bæredygtig udvikling. En bæredygtig udvikling³ indebærer, at økonomisk vækst ikke må ske med en tilsvarende vækst i ressource- og energiforbrug samt øget forurening, herunder affald

Det har vist sig, at økonomien er ansvarlig for 80% af stigningen i affaldsmængderne. Jo flere penge befolkningen har mellem hænderne, jo mere affald dannes der. Men økonomien spiller ikke lige meget ind for alle fraktioner. Den resterende del af stigningen i mængden af affald skyldes andre faktorer, som f.eks. ændringer i lovgivningen samt vores produktionsmønstre.

Udfordringen er at afkoble stigningen i affaldsmængderne fra den generelle økonomiske vækst. Ansvaret for at løse problemet med de stigende affaldsmængder ligger hos alle sektorer i samfundet. Vores mål er således i første omgang at sikre, at stigning i affaldsmængderne ikke sker i samme takt som stigningen i den økonomiske udvikling.

Af figuren ses det, at de samlede affaldsmængder er steget hurtigere end den økonomiske vækst i perioden 1995 til 1996, mens der efter et fald i affaldsmængderne igen var en stigning fra 1999 til 2000. Dette billede gælder dog kun de samlede affaldsmængder. I bilag D vises udviklingen i affaldsmængderne for de enkelte sektorer.

Affaldsproduktionen er resultatet af de samlede aktiviteter i samfundet. Sættes den samlede affaldsproduktion i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), får man et udtryk for affaldsintensiteten i samfundet.

Kurven viser den relative udvikling i henholdsvis bruttonationalproduktet i faste priser⁴ (BNP) og affaldsproduktionen samt affaldsintensiteten, der er forholdet mellem den relative udvikling i affaldsproduktionen og den relative udvikling i BNP. Som det ses af figuren, faldt affaldsintensiteten indtil 1999 (afkobling) og har efterfølgende ligget nogenlunde konstant. Det betyder, at væksten i affaldsmængden siden 1999 stort set har svaret til væksten i BNP. Udviklingen peger derfor ikke i retning af afkobling, men snarere et nogenlunde konstant forhold mellem væksten i affaldsmængden og den økonomiske vækst opgjort som BNP.

Da mængden af affaldet inden for en række sektorer er stigende, er det derfor vigtigt fortsat at arbejde for at nedbringe mængden af affald. Prognoser for de fremtidige affaldsmængder viser, at mængderne vil stige, hvis der ikkegøres en aktiv indsats for at nedbringe dem. Dette fremgår bl.a. af Det Europæiske Miljøagenturs rapport ”Europas miljø ved århundredeskiftet”.

2.2 Forebyggelse af affald

Der er mange barrierer, der skal overvindes, når vi skal forebygge, at der dannes affald. Det er vigtigt, at vi hver især vurderer, hvorvidt vores adfærd er hensigtsmæssig. Desuden skal vi finde og vælge de rette virkemidler, som skal sikre, at vi reagerer på et fornuftigt grundlag. Det er vigtigt at vurdere, om eksisterende virkemidler i realiteten modarbejder, at vi sparer på ressourcerne, og at vi derved danner mere affald. Lovgivningen skal understøtte forebyggende initiativer, og der skal være tilstrækkelig viden og udvikling på området. Endelig, men ikke mindst, skal informationsindsatsen målrettes.

I denne affaldsstrategi er det valgt i første omgang at sætte ind, hvor barriererne er lave, og hvor der på kortere sigt kan opnås resultater til forholdsvis lave omkostninger.

På langt sigt skal brugen af ressourcer og produkters reelle miljøbelastning afspejles direkte i varens pris. Alle lovforslag skal i dag miljøvurderes, og disse vurderinger bør i fremtiden inddrage ressourceforbrug og affaldsproduktion i højere grad. Ved udvikling af fremtidige markedsøkonomiske virkemidler skal der sigtes mere mod affaldsforebyggelse.

I november 2000 blev der afholdt en konference om forebyggelse af affald, hvor mange aktører deltog.

Resultatet af konferencen var, at aktørerne pegede på, hvilke forebyggende  initiativer de gerne så gennemført i de kommende år. Alle var indstillet på at arbejde for at nedbringe affaldsmængderne; dog var der ikke enighed om, hvilke midler der skulle tages i anvendelse for at nå målene.

I det følgende vises en oversigt over affaldsstrategiens tiltag til affaldsforebyggelse. Den enkelte initiativer er mere udførligt beskrevet for hver sektor i bilag D. 

Det er i dag meget vanskeligt at opgøre miljøeffekten af disse forebyggende initiativer, idet der ikke foreligger erfaringsdata for ændringer i befolkningens og erhvervslivets adfærd. Miljøeffekter og de samlede samfundsøkonomiske konsekvenser af de forebyggende initiativer  vil alligevel blive søgt vurderet.

2.3 Nye indikatorer for tab af ressourcer og miljøbelastning

Der er udviklet og beregnet nye affaldsindikatorer for tabet af ressourcer og deponeringsbehov for 22 materialer, der findes i affaldet.  Indikatorerne udtrykker den miljøgevinst, der er ved flytte en særlig affaldsfraktion fra deponi til genanvendelse eller forbrænding. Dette betyder, at vi for hver materialetype beregner tabet af ressourcer og energi ved deponering af hele fraktionen, og sammenligner tabet med en ny behandlingssituation, hvor en realistisk mængde enten bliver genanvendt eller forbrændt⁵. Indikatorerne er beregnet på grundlag af mængden af affald 2000, og der er ikke foretaget en fremskrivning af affaldsmængden.

Indikatorerne kan anvendes til en miljømæssig prioritering af indsatsen overfor de enkelte fraktioner, idet indikatorerne fortælles os, om det udfra en ressource- og miljømæssig betragtning kan betale sig at genanvende affaldet eller forbrænde det. På denne måde kan de nye indikatorer anvendes til at udvælge, hvor vi opnår den mindste belastning af miljøet. Og som nævnt i kapitel 1 udgør indikatorerne også et vigtigt fundament, når vi skal opgøre kvaliteten i affaldsbehandlingen.

Med de nye indikatorer i hånden er vi i stand til at udpege konkrete områder, hvor vores fremtidige indsats skal ligge. Vi har nu den første beregning afindikatorerne, som kan danne basis for nye initiativer. Men det er vigtigt at nævne, at der, inden de konkrete initiativer gennemføres, vil blive foretaget en grundigere miljømæssig og økonomisk analyse af tiltagene.

De nye indikatorer kræver et meget stort LCA-datagrundlag, kortlægning af materialestrømme og komplicerede beregninger. Og indikatorerne er derfor forbundet med en vis usikkerhed. Der er foretaget en kritisk gennemgang af metoden og datagrundlaget, og det er heri konkluderet, at indikatorerne uden tvivl giver et mere retvisende billede af de reelle miljøbelastninger end de eksisterende indikatorer, der udelukkende baserer sig på mængden af affald. Indikatoren for deponeringsbehov er dog yderst usikker.

På grund af mangel på LCA-data har det ikke været muligt at beregne indikatorerne for alle affaldsfraktioner. Desuden medtager indikatorerne i beregningerne ikke toksiske effekter, idet datagrundlaget på dette område ikke eksisterer. Derfor er det afgørende, at indikatorerne suppleres med en kvalitativ vurdering af farlige udledninger fra processerne i materialernes livscyklus, inden de endelige beslutninger om nye initiativer træffes.

For de miljøbelastende fraktioner PVC og imprægneret træ er der udviklet nye behandlingsmetoder. Der foreligger imidlertid ikke LCA-data for disse processer, og derfor indgår metoderne ikke i de beregnede indikatorer.

2.3.1 Definitioner

For hver af de udvalgte materialer er beregnet 3 indikatorer:

1. Ressourceforbrug
2. Energiforbrug
3. Deponeringsbehov

Ressourceforbruget udtrykkes i personreserver. Ved en personreserve forstår man mængden af det pågældende materiale, der er tilgængelig pr. person. (For ikke-fornyelige ressourcer beregnes den tilgængelige mængde pr. verdensborger, men for fornyelige ressourcer beregnes den tilgængelige mængde pr. person i regionen.)  

Energiforbruget beregnes i personækvivalenter.  En personækvivalent svarer til den mængde energi (primærenergi), som en dansker bruger på et år.

Deponeringsbehovet udtrykkes ligeledes i personækvivalenter. Her forstås en personækvivalent som den mængde, der bliver deponeret pr. dansker pr. år.



Klik på billedet for at se html-versionen af: Figur 2.a

2.3.2 Materialer og behandlingsformer

Indikatorerne tager udgangspunkt i affaldsmængden fra 2000, og den behandling som var aktuel dette år. Affaldsmængden, der gik til deponering, forbrænding, genanvendelse og eventuelt genbrug, fremgår af figur 2.a.

Som det ses, deponerer vi ret store mængder af papir og pap, imprægneret træ samt gips. Papir og pap, træ og organisk dagrenovation samt de mange bidrag fra forskellige plastmaterialer udgør de største mængder til forbrænding. De største mængder til genanvendelse er beton, tegl, asfalt (inkl. genbrug), pap og papir samt jern og stål. 

2.3.3 Indikator for ressourcebesparelser

Figur 2.b viser, hvor mange ressourcer vi har sparet ved den nuværende behandling af affaldet i forhold til en situation, hvor alt affaldet blevdeponeret. Ressourcebesparelserne er opdelt i energiressourcer og andre ressourcer. 

Det er især genanvendelsen af metallerne, der har givet de største bidrag til de ressourcebesparelser, der allerede er opnået.

Bly, tin og zink er ikke vist i figurerne, da der mangler LCA-data til indikatorberegningen. Men det skønnes, at ressourcebesparelserne for bly, tin og zink vil være på samme niveau som for de øvrige metaller, da der er tale om ressourcer med relativ kort forsyningshorisont.

Papir, træ og de seks plastfraktioner bidrager især til besparelse af energiressourcer, da de ved forbrænding erstatter energiråstoffer til el- og varmeproduktion.



Klik på billedet for at se html-versionen af: Figur 2.b



Klik på billedet for at se html-versionen af: Figur 2.c

Byggematerialerne beton, tegl og asfalt er ikke vist på figuren, da der ikke er væsentlige ressourcer at spare ved genanvendelse, fordi beton, tegl og asfalt erstatter ressourcer, som findes i rigelige mængder.

Figur 2.c viser, hvor meget bedre vi kan gøre det, hvis vi eksempelvis er i stand til at genanvende en større del af en fraktion, som i dag går til forbrænding eller deponering. Vi taler altså her om en indikatorværdi, som viser, hvor meget mere vi kan spare på ressourcerne ved at forbedre den nuværende behandling.

En positiv værdi udtrykker, at der er en miljøgevinst at hente, hvis vi kan spare ressourcer ved at gå fra den nuværende affaldshåndtering til en ”optimeret affaldsbehandling” med øget genanvendelse. I beregningen er der foretaget en vurdering af, hvor meget mere det vil være realistisk at genanvende.

For papir, plast (bortset fra PVC), aluminium og kobber viser figur 2.c, at der er mulighed for betydelige ressourcebesparelser ved at øge genanvendelsen. For træ kan der opnås ressourcebesparelse ved øget forbrænding i affaldsforbrændingsanlæg.

Figuren viser endvidere, at vi ikke kan spare yderligere ressourcer ved at genanvende en større mængde organisk dagrenovation, autogummi og olie, end vi gør i dag.

For PVC er det forudsat, at en større del af PVC-affaldet af miljømæssige hensyn deponeres, hvorved besparelsen af energiressourcer bliver negativ.

2.3.4 Indikator for  energibesparelser

Figur 2.d viser, hvor meget energi vi har sparet ved den nuværende behandling af affaldet i forhold til en situation, hvor alt affaldet blev deponeret.

Her viser det sig, at vi allerede har sparet energi i væsentligt omfang, ved behandlingen af de fleste forbrændingsegnede materialer. Dette afspejler, at et væsentligt element i den nuværende affaldshåndtering er forbrænding med energiudnyttelse. Især de sidste ti års udbygning med elproducerende affaldsforbrændingsanlæg bidrager væsentligt til de opnåede energibesparelser. Ved elproduktion på affaldsforbrændingsanlæg erstattes naturgas og andre fossile brændsler med affald.



Klik på billedet for at se html-versionen af: Figur 2.d



Klik på billedet for at se html-versionen af: Figur 2.e 



Klik på billedet for at se html-versionen af: Figur 2.f

Figur 2.e viser, hvor meget mere energi vi kan spare, hvis vi eksempelvis er i stand til at genanvende en større del af en fraktion, som i dag går til forbrænding eller deponering. Vi taler altså her om en indikatorværdi, som viser, hvor meget mere vi kan spare på energiforbruget ved at forbedre den nuværende behandling.

Af figur 2.e fremgår det, at der stadig er energiressourcer at hente i vores affald. Det vil sige, at vi kan spare energiressourcer ved at øge genanvendelsen af affaldsfraktionerne i forhold til i dag. Dette gælder dog ikke for organisk dagrenovation, PVC og autogummi. 

Hvis vi skal spare flere energiressourcer, skal vi satse på at øge genanvendelsen af aluminium og papir. For de fleste plastmaterialer samt for glasemballage er der en mindre energibesparelse ved en øget genanvendelse frem for forbrænding. Den store mulighed for yderligere energibesparelser for træ skyldes, at der er regnet med en øget forbrænding frem for deponering.

2.3.5 Indikator for deponeringsbehov

Indikatorværdierne  for deponeringsbehov er yderst usikre.

Figur 2.f viser, hvor meget vi har nedsat vores deponeringsbehov ved affaldsbehandlingen i 2000 set i forhold til en situation, hvor alt affaldet blev deponeret.

Indikatorværdien for sparet deponeringsbehov viser, at den nuværende affaldsbehandling sikrer, at store mængder affald ikke ender på deponeringsanlæggene.

I indikatoren indgår også de såkaldte ”skjulte materialestrømme”, hvor det har været muligt. De skjulte materialestrømme indgår i data for udvinding af kul og delvist i data for udvinding af metaller. Der vil således indgå deponeringsaffald i forbindelse med udvinding af nye materialer eller energi til erstatning for materialer, der er gået tabt ved deponering eller forbrænding.

For de fleste metaller er deponeringsbehovet i forbindelse med udvinding af malm betydeligt. Men på grund af mangel på data for de skjulte strømme, indgår disse generelt ikke i opgørelserne. Hvis de skjulte strømme blev indregnet alle steder, ville øget genanvendelse give en betydelig besparelse i deponeringsbehovet for de fleste metaller.

I figur 2.g er vist, hvor meget mere vi kan spare i deponeringsbehov, hvis vi eksempelvis er i stand til at genanvende en større del af en fraktion, som i dag går til forbrænding eller deponering. Vi taler altså her om en indikatorværdi, som viser, hvor meget mere vi kan spare på deponeringsbehovet ved at forbedre den nuværende behandling.

For glas og aluminium er der en betydelig mulighed for at spare deponering, idet glas, der ikke genanvendes, bliver forbrændt, hvilket giver slagge, der skal deponeres. Tilsvarende brændes aluminium ikke i de tykkelser, som typisk findes i husholdningsaffald, og bidrager dermed til slaggemængden.



Klik på billedet for at se html-versionen af: Figur 2.g

For flere af materialerne ses et øget deponeringsbehov. For beton, tegl og PVC skyldes de øgede mængder til deponering, at der ved fastlæggelse af den fremtidige behandling er taget højde for krav om øget frasortering af forurenet materiale til deponering i forhold til situationen i 2000. Her er der sket en ændring fra genanvendelse til deponering.

Resultaterne skal fortolkes med forsigtighed, da indikatorerne er sammensat af mange forskellige typer affald, uden at der er foretaget en afvejning af miljøfarligheden af disse affaldstyper.

2.3.6 Sammenfatning af de nye indikatorer

Ved den nuværende affaldsbehandling, der indebærer 66% genanvendelse, 24% forbrænding og 10% deponering, er der opnået væsentlige besparelser i ressourceforbruget for affald af papir og pap, træ samt metallerne aluminium, jern og stål samt kobber. Der er opnået væsentlige energibesparelser gennem den nuværende affaldsbehandling af papir og pap, træ, PE-plast, aluminium samt jern og stål. Besparelserne af deponeringsbehov i den nuværende affaldsbehandling omhandler hovedparten af alle affaldsfraktioner, når der ses bort fra imprægneret træ, PVC og planglas.

De vigtigste muligheder for yderligere besparelser i såvel ressourceforbruget  som energiforbruget findes i metallerne, papir samt plast, bortset fra PVC. De største muligheder for yderligere besparelser i deponeringsbehovet findes for glasemballage og aluminium. 

2.3.7 Konklusion

Med udvikling og beregning af de nye indikatorer er der sat en værdifuld proces i gang. Vi får en større og mere nuanceret viden om affaldets miljøbelastning. Indikatorerne bidrager til, at vi får et bedre fundament at træffe de rigtige beslutninger på affaldsområdet på.

Vi er kun i begyndelsen af processen, og der vil gå en del år, førend vi har et veludbygget og fyldestgørende redskab til at prioritere indsatsen. Men vi har taget det første skridt til at udvikle det rigtige værktøj, som skal sikre, at vi får en bedre kvalitet i vores affaldsbehandling. Sammenholder vi indikatorerne og den øvrige viden på området med samfundsøkonomiske beregninger, er vi godt på vej til at få et værktøj, som fortæller os, hvor vi får mere miljø for pengene.

Vi skal i de kommende år udvikle nye indikatorer for flere miljøeffekter, og vi skal forbedre vores datagrundlag. Vi skal løbende opdatere de indikatorer, som vi allerede nu har beregnet for at få et overblik over, om vi nu også sender affaldet til den behandling, som er mest til gavn for miljøet.

____________________________________________________________
² Definition: Affaldsforebyggelse omfatter alle aktiviteter, der fører til en reduktion i mængden af affald til genanvendelse, forbrænding og deponering. Direkte genbrug, hvor et produkt bruges igen i sin oprindelige form og til sit oprindelige formål (f.eks. en genpåfyldelig flaske), er affaldsforebyggende.
³ Som beskrevet i Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling, Regeringen juni 2001.
⁴ Faste priser er årets priser korrigeret for prisudvilklingen og er således et udtryk for realvæksten.
⁵ Sagt med andre ord viser indikatorværdierne, hvad der er sparet ved hver behandlingsform i forhold til 100% deponering af den pågældende affaldsfraktion.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |