| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Affaldsstrategi 2005-08

Bilag A: Regulering

A 1 Virkemidler som anvendes i det danske affaldssystem

Lovgrundlag

Affaldslovgivningen er karakteriseret ved et tæt samspil mellem EU-regulering og national regulering.

EU-reguleringen skitserer således de overordnede rammer og principper. Selve organiseringen og den faktiske implementering til national lovgivning er derimod en opgave for de nationale danske myndigheder.

Den danske affaldsmodel virker ved en kombination af traditionel regulering (love, bekendtgørelser og cirkulærer) og en række andre virkemidler, som afgifter, gebyrer, tilskudsordninger og aftaler. Disse vil blive beskrevet i det følgende.

En nærmere beskrivelse af EU’s affaldsregulering fremgår af bilag A2, hvor sammenhængen mellem EU’s regulering og den danske lovgivning også kort er nævnt.

A 1.1 Administrative virkemidler

De lovgivningsmæssige rammer, der forpligter kommunerne til at håndtere affald, er nærmere fastlagt i Miljøbeskyttelsesloven og tilknyttede bekendtgørelser og cirkulærer. Hovedbekendtgørelsen er bekendtgørelse om affald, nr. 619 af 27. juni 2000.

Kommunen - den kompetente affaldsmyndighed

Miljøbeskyttelsesloven indeholder i kapitel 6 (§§ 43-50a) regler om affald. Det fremgår heraf, at det er kommunalbestyrelsen, der forestår håndteringen af affald. Kommunen er således ansvarlig for det affald, der bliver produceret i den pågældende kommune, uanset om der er tale om affald fra husholdninger eller erhverv.

Kommunens forpligtelser

Det følger af Miljøbeskyttelsesloven og Affaldsbekendtgørelsen, at kommunerne har en række forpligtelser i forbindelse med varetagelsen af affaldshåndteringen.

Kommunen skal således hvert fjerde år udarbejde en kortsigtet 4-årig og en langsigtet 12-årig affaldsplan for kommunen. 

Kommunen skal endvidere udarbejde affaldsregulativer, der i detaljer beskriver de ordninger, som er etableret i den enkelte kommune.

Kommunen skal i den forbindelse sikre, at affaldshåndteringen sker med udgangspunkt i, at affaldshierarkiet efterleves, herunder at visse typer affald genanvendes i overensstemmelse med specifikke krav, der er fastsat i Affaldsbekendtgørelsen , øvrige bekendtgørelser og cirkulærer på affaldsområdet.

Kommunen skal etablere ordninger, der sikrer, at affald frembragt i kommunen håndteres miljømæssigt forsvarligt. Ordningerne kan enten være anvisningsordninger eller indsamlingsordninger.

Det centrale ved en anvisningsordning er, at kommunen i et affaldsregulativ fastlægger, at den pågældende affaldstype anvises til en fastsat håndtering. Affaldsproducenten har ansvaret for, at affaldet håndteres efter regulativets bestemmelser.

En indsamlingsordning er derimod karakteriseret ved, at kommunerne har ansvaret for, at det pågældende affald indsamles, transporteres og håndteres i overensstemmelse med regulativet. 

For dagrenovation, herunder glas og papir fra private husstande, for dagrenovationslignende affald fra virksomheder samt for farligt affald er der i Affaldsbekendtgørelsen fastsat krav om, at kommunen skal etablere en indsamlingsordning. Derudover vaer der i Bekendtgørelse om kommunal indsamling af madaffald fra storkøkkener fastsat krav om etablering af en indsamlingsordning. Denne Bekendtgørelse er ophævet per 1. august 2003.

Kommunen indsamler og registrerer oplysninger om affaldsmængder og affaldsbehandlingsanlæg m.v.

Endelig træffer kommunen afgørelser efter Miljøbeskyttelsesloven og Affaldsbekendtgørelsen, bl.a. om klassificering af affald og udstedelse af påbud og forbud samt fører tilsyn med, at reglerne overholdes.

Benyttelsespligt

Når en kommunal ordning er etableret, er borgere, grundejere og virksomheder efter bekendtgørelsen som hovedregel forpligtet til at benytte ordningen. Der er dog en række forskellige undtagelsesmuligheder fra benyttelsespligten. 

Det følger endvidere af Miljøbeskyttelsesloven, at der ikke må iværksættes konkurrerende indsamling, når der er etableret en kommunal indsamlingsordning.

Organisering

Kommunen kan ikke overdrage myndighedsopgaverne – det vil sige den del af den kommunale forvaltning, der består i at regulere borgernes retsforhold, eksempelvis gebyrfastsættelse, regulativudarbejdelse og tilsyn - på affaldsområdet. For så vidt angår affaldsplaner findes der dog en hjemmel hertil i Miljøbeskyttelseslovens § 47, stk. 4. Denne hjemmel er udnyttet i Affaldsbekendtgørelsens § 11, hvorefter kompetencen til affaldsplanlægningen kan overdrages til et fælleskommunalt selskab.

I relation til den faktiske forvaltningsvirksomhed på affaldsområdet (driftsopgaverne) kan kommunen vælge imellem selv at forestå opgaveløsningen eller at overdrage opgaveløsningen til et kommunalt fællesskab (dvs. i en sammenslutning af kommuner) eller at lade driftsopgaverne løse af private.

Driften af indsamlingsordningerne for husholdningsaffald foretages af både kommuner og private affaldsentreprenører, mens håndteringen af erhvervsaffald oftest foregår i privat regi.

Miljøgodkendelse

Virksomheder og anlæg, der behandler, oparbejder, nedknuser m.v. affald, skal miljøgodkendes. Efter 1. januar 1992 må deponeringsanlæg som hovedregel kun ejes af offentlige myndigheder.

I reguleringen af enkelte specifikke affaldsfraktioner er det ikke kommunerne, som har ansvaret for håndteringen. Dette gælder eksempelvis i Bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder, Bekendtgørelse om biomasseaffald, Bekendtgørelse om håndtering af biler, Bekendtgørelse om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål samt Bekendtgørelse om pant og indsamling mv. af emballager til øl og visse læskedrikke.

A 1.1.1 Fremtidige initiativer

Midler

• Eventuelle ændringer i lovgivningen på baggrund af Arbejdsgruppens forslag
• Ensretning og begrænsning i antallet af regulativer

Regeringen har i 2002 nedsat en arbejdsgruppe om organiseringen af affaldsområdet.

Arbejdsgruppen skal foretage en samlet vurdering af omfanget og betydningen af en række problemstillinger på affaldsområdet. Der er identificeret følgende væsentlige problemstillinger, som danner grundlag for arbejdsgruppens arbejde: manglende gennemsigtighed i gebyrfastsættelsen,  ændret organisering af den danske affaldssektor, uklarhed om kompetencer gennem sammenblanding af myndigheds- og driftsherrerollen, effektiviseringspotentiale på forbrændings- og deponeringsområdet, fordele og ulemper ved liberalisering af affaldssektoren, erfaringer med en konkurrenceudsat affaldsbehandling (genanvendelsessektor),  offentligt – privat samspil på affaldsområdet, manglende udvikling og udnyttelse af behandlingsteknologier, dataindberetning – transportørregistreringer, producentansvar samt manglende gennemsigtighed i affaldstransportører og –mægleres rolle.

Arbejdsgruppen skal fremkomme med forslag til løsninger i de tilfælde, hvor arbejdsgruppen vurderer, at problemerne har et sådant omfang og en sådan betydning, at det er nødvendigt at ændre på den nuværende organisering og lovgivning.

Arbejdsgruppens arbejde forventes afsluttet i 2004. På baggrund af arbejdsgruppens konklusioner vil miljøministeren træffe afgørelse af, om, hvorvidt der skal foretages ændringer i lovgivningen på affaldsområdet. Ændringerne vil kunne have betydning for kommunernes organisering af affaldshåndteringen samt udformningen af de kommunale affaldsregulativer.

Der kan allerede nu peges på et behov for at nedbringe antallet af kommunale regulativer. Desuden skal regulativernes indhold ensrettes, således at det bliver nemmere for virksomhederne at arbejde på tværs af kommunegrænser.

A 1.2 Øvrige virkemidler

Udover den ovenfor nævnte traditionelle

regulering via love, bekendtgørelser og cirkulærer, reguleres affaldsområdet ved hjælp af en række forskellige virkemidler, dels i form af afgifter og gebyrer, dels i form af tilskudsordninger og aftaler.

Affaldsafgift

Affaldsafgiften, der trådte i kraft 1. januar 1987, indgår som et virkemiddel til at opnå de målsætninger, som er fastsat i handlingsplanen. Affaldsafgiften er differentieret, så det er dyrest at deponere affaldet, billigere at forbrænde affaldet og afgiftsfrit at genanvende affaldet. Der svares ikke afgift af farligt affald og forurenet jord samt affald, som er omfattet af Bekendtgørelse om biomasseaffald.

Det er således hensigten, at afgiftens størrelse og differentiering skal skabe et incitament til, at det producerede affald i videst muligt omfang genanvendes direkte eller udnyttes som brændsel ved forbrænding med energiudnyttelse fremfor, at affaldet deponeres.

Affaldsafgiften uddybes i bilag A 1.3.

Emballageafgifter

Der findes afgifter for emballager på en række produkter. Der har siden 1978 eksisteret en volumenbaseret afgift på emballager til de fleste drikkevarer. Afgiften pålægges nye emballager og indeholder derfor et incitament til at anvende genpåfyldelige emballager.

Herudover er der med virkning fra 1. januar 1999 indført en vægtbaseret afgift fordelt på 13 materiale- og emballagetyper. Afgiften pålægges emballager for en række produkter, herunder sæbe- og vaskemidler, smøremidler, parfume og margarine. De ikke-kulsyreholdige læskedrikke samt eddike og spiseolie overgik også til den vægtbaserede afgift pr. 1. januar 1999.

Den vægtbaserede afgift tilskynder til en reduktion af emballageforbruget og dermed affaldsmængderne. Afgiften blev fra 1. april 2001 indrettet således, at afgiften afspejler de enkelte materialers miljøbelastninger. Der er udarbejdet en række miljøindeks på baggrund af “vugge til grav”-vurderinger (livscyklusanalyser).

Fra 1. januar 1999 har der endvidere skulle betales en vægtbaseret afgift af folier fremstillet af blød PVC til emballering af levnedsmidler. Formålet med afgiften er at fremme brugen af mere miljøvenlige emballagefolier.

Endelig har der siden 1994 været en vægtbaseret afgift på bæreposer af papir og plast og siden 1988 en værdiafgift på engangsservice. Begge afgifter giver et incitament til at øge genbruget og dermed mindske affaldsmængderne.

Afgift på PVC og phthalater

I december 1999 blev det vedtaget, at der skulle lægges en afgift på PVC og phthalater. Loven trådte i kraft 1. juli 2000. I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at loven vil blive taget op til revision efter to år.

Baggrunden for at indføre afgiften var, at bortskaffelse af PVC giver problemer. Ved forbrænding af PVC udvikles der saltsyre, som efterfølgende skal neutraliseres. Rensning af saltsyren fra røgen danner et røggasrensningsprodukt. Produktet er klassificeret som farligt affald og skal specialdeponeres. Herudover er nogle phthalater mistænkt for at have uønskede effekter på vandmiljøet, og nogle phthalater giver skader på forplantningsevnen og fosterskader i dyreforsøg.

Afgiftens formål er at reducere mængden af PVC, som forbrændes eller deponeres samt at nedsætte anvendelsen af phthalater.

Udgangspunktet for afgiften er 2 kr./kg PVC og 7 kr./kg phthalat.  Afgiften lægges på både dansk producerede varer og importerede varer. Ved eksport godtgøres afgiften.  Afgiften gav i 2001 ca. 65 mio. kr. i provenue.

Specifikke afgifter

Ved siden af den generelle affaldsafgift eksisterer der mere specifikke afgifter rettet mod visse produkter, som enten kræver særlig behandling efter endt levetid, eller hvor forbruget ønskes begrænset eller flyttet til mere miljøvenlige produkter. Som eksempel kan nævnes afgift på bl.a. nikkel-cadmium batterier¹⁶ og miljøbidraget på biler. Afgiftsprovenuet anvendes til henholdsvis til dækning af udgifterne ved  en godtgørelsesordning for indsamling af nikkel-cadmium batterier og til udgifterne ved en godtgørelsesordning til bilejere, der afleverer udtjente biler til ophugning på registrerede ophugningsvirksomheder.

Generel gebyr- eller skattefinansiering af de kommunale ordninger

Kommunerne kan gebyr- eller skattefinansiere deres faktiske omkostninger i forbindelse med håndteringen af affald fra husholdninger. Kommunerne skal gebyrfinansiere deres faktiske omkostninger i forbindelse med håndteringen af affald fra erhverv. 

Gebyrerne kan omfatte udgifter til etablering, drift, administration, investeringer, planlægning og indsamling af oplysninger m.v.

Ifølge almindelige kommunalretlige principper skal gebyrerne fastsættes ud fra et omkostningsprincip, dvs. gebyrernes størrelse skal fastsættes, så der over tid er balance mellem indtægter (gebyrer) og udgifter ved de enkelte ordninger for affaldshåndteringen. Ordningerne skal derfor hvile i sig selv.

Kommunen kan fastsætte et samlet gebyr for de ordninger, som kommunalbestyrelsen har iværksat. Samlegebyret skal inden for rimelige grænser svare til den ydelse, som leveres eller stilles til rådighed for den enkelte bruger.

I det omfang affaldshåndteringen er gebyrfinansieret, skal kommunen fastsætte bestemmelser om affaldsgebyrer, herunder omfattede affaldsordninger og brugerkredse,gebyrstørrelse og opkrævningsmåde,  i de kommunale affaldsregulativer. Endvidere kan der fastsættes bestemmelser om gebyrstørrelser og opkrævningsmåde.

Specifikke gebyrer

Udover det affaldsgebyr, der finansierer de kommunalt iværksatte ordninger for håndtering af affald, anvendes gebyrer i stigende omfang til at finansiere f.eks. tilbagetagningsordninger for særlige affaldsfraktioner (dæk og blyakkumulatorer). Gebyrprovenuet anvendes i denne sammenhæng til dækning af udgifterne ved tilskudsordninger til indsamling og genanvendelse af de gebyrbelagte produkter.

Aftaler

Også aftaler er et styringsinstrument, der kan anvendes til at opnå de miljømæssige målsætninger på affaldsområdet. Der er f.eks. indgået en aftale med Entreprenørforeningen om selektiv nedrivning af bygningsaffald, en aftale med kommunerne om CFC-holdige køleskabe, en aftale med Dansk Industri, Plastindustrien og Emballageindustrien om genanvendelse af transportemballager (transportemballageaftalen), en aftale mellem miljøministeren og branchen om indsamling af kasserede blyakkumulatorer samt en aftale med dæk- og autobranchens organisation, GenvindingsIndustrien og de kommunale organisationer om en tilbagetagningsordning for kasserede dæk.

Støtteordninger til fremme af renere produkter og genanvendelse

Under tilskudsprogrammet  "Program for renere produkter m.v." fra 1999 til 2002 varer der afsat penge til projekter om genanvendelse og udvikling af behandlingsteknologier og anden affaldshåndtering. Den overordnede prioritering af midlerne varetages af Miljørådet for renere produkter, mens Miljøstyrelsen står for administrationen af tilskud til konkrete projekter.

Der gives tilskud til aktiviteter, der nedsætter miljøbelastningen i forbindelse med udvikling, produktion, afsætning eller anvendelse af produkter eller i forbindelse med håndteringen af det affald, der opstår i hele produktets livscyklus, enten ved hjælp af fremme af renere produkter eller genanvendelse. Der kan også gives tilskud til affaldsprojekter, der har til formål at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse. Detkan være i form af demonstrations-, udrednings- og informationsprojekter m.v., eller til udvikling af processer, metoder, produktionsudstyr eller produkter indenfor affaldsområdet. Der er p.t. ikke mulighed for støtte til anlægsinvesteringer.

A 1.2.1 Fremtidige initiativer

Midler

• ændring af gebyrhjemlen for at øge gennemsigtigheden i gebyrfastsættelsen
• opdatering af miljøindekset for den vægtbaserede emballageafgift samt revision af afgiften
• udvidelse af transportemballageaftalen til at omfatte flere materialer og emballagetyper fra erhverv
• gennemførelse af producentansvar for person- og varebiler samt for elektriske og elektroniske produkter

Folketinget har i dets motiverede dagsorden fra den 12. december 1996 stillet krav om gennemsigtighed i de kommunale gebyrer. Senest i miljøprojekt nr. 717 fra 2002 om ”GennnemsigtighedGennemsigtighed i de kommunale renovationsgebyrer” er det konkluderet, at der ikke er en sådan gennemsigtighed tilstede.

Gebyrhjemlen i § 48 i Miljøbeskyttelsesloven vil blive foreslået ændret i Folketingssamlingen 2004-05. Baggrunden er først og fremmest ønsket om øget gennemsigtighed – både i den enkelte kommunens fastsættelse af gebyrerne og kommunerne imellem. Foruden gennemsigtighed vil hensynet til kommunernes behov for fleksibilitet i affaldshåndteringen, hensynet til lighedsgrundsætningen, hensynet til forureneren betaler-princippet samt hensynet til såvel den miljømæssige, den økonomiske og den juridiske effektivitet indgå i valget af udformningen af gebyrhjemlen.

Da den vægtbaserede emballageafgift blev ændret i april 2001, gav Miljøstyrelsen tilsagn om at gennemføre nye beregninger vedrørende det miljøbaserede indeks, når UMIP-databasen var opdateret. Det forventes, at miljøindekset kan opdateres og den vægtbaserede emballageafgift kan revideres i 2004. Det miljøbaserede indeks skal endvidere ved denne lejlighed gennemgås af en ekstern ekspert.

Transportemballageaftalen omfatter transportemballager af pap og papir samt plast. En status for årene 1999 og 2000 viser, at aftalens mål for genanvendelse af pap og papir under ét er nået i 2000. Aftalens mål for genanvendelse af plast i 2001 er ikke nået i 1999 og 2000. Målet er knyttet til målsætningen i EU’‘s Eemballagedirektiv, som er minimum 15 % i 2001. 

Emballagedirektivet er under revision. Der er i oktober 2002 vedtaget en fælles holdning, hvori der opstilles mål for 2008. Yderligere tiltag er nødvendige, hvis de fremtidige højere genanvendelsesmål for emballager skal nås. Transportemballageaftalen skal derfor udvides til at omfatte flere materialer og emballagetyper fra erhverv

I henhold til Direktivet om udrangerede køretøjer og Direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr skal der gennemføres producentansvar for person- og varebiler samt for elektriske og elektroniske produkter. Det indebærer bl.a. at producenterne skal sikre, at der findes effektive indsamlingsordninger, og at udtjente produkter indsamles og affaldshåndteres, samt at affaldshåndteringen finansieres af producenterne. 

A 1.3 Affaldsafgiften

A 1.3.1 Status

Sigtelinie år 2008

• sikre at affaldsafgiften  affaldsforebyggende og øger genanvendelsen

Affaldsafgiften blev indført i 1987. Formålet med affaldsafgiften er at styre affaldet fra deponering og forbrænding til genanvendelse. Derfor er afgiften differentieret, så det er dyrest at deponere affaldet, billigere at forbrænde med energiudnyttelse og afgiftsfrit at genanvende affaldet.

Affaldsafgiften giver et økonomisk incitament til at flytte affaldsmængder fra forbrænding og deponering til genanvendelse. Den har fungeret godt for de større homogene affaldsfraktioner, men har frem til 1997 ikke været høj nok til at sikre en tilfredsstillende genanvendelse af det industriaffald, som i forvejen ikke traditionelt har været afsat til genanvendelse.

A 1.3.2 Fremtidige initiativer

Midler:

• analysere om affaldsafgiftens satser understøtter den miljømæssige prioritering
• vurdere om affaldsafgiften kan anvendes som et mere præcist styringsmiddel bl.a.  i forbindelse med slam og shredderaffald.

Det skal analyseres, om affaldsafgiftens satser understøtter den miljømæssige prioritering, herunder om differentieringen mellem forbrænding og deponering er passende, og om forbrændingssatsen giver tilstrækkeligt incitament til at sikre, at affaldet bliver genanvendt i tilfælde, hvor det miljømæssigt og samfundsøkonomisk kan betale sig. Det skal således afdækkes, om afgiftssatserne indbyrdes niveau sikrer en ”optimal” bortskaffelse af affaldet.

I forbindelse med regelforenklingsarbejdet er affaldsafgiften blevet revideret. Der er dog anbefalinger, som ikke er omfattet af regelforenklingsarbejdet. Det drejer sig om en ændring af afgiftsgrundlaget for komposteret og mineraliseret slam samt for shredderaffald. Det skal således overvejes, om affaldsafgiften i højere grad skal være i overensstemmelse med de miljømæssige prioriteringer på disse affaldsfraktioner. En ændring af affaldsafgiften vil ikke medføre en samlet stigning i afgiftens provenu.

 A 1.3.3 Regulering

Affaldsafgiften har hjemmel i Lov om afgift af affald og råstoffer. Afgiftsprovenuet indgår som en indtægt på Finansloven. Afgiften administreres af de lokale told- og skatteregioner og opkræves ved registreringspligtige behandlingsanlæg. Derved sikres, at alt affald, der behandles, afgiftsbelægges, og at afgiften overvæltes fuldt på dem, der producerer affaldet. Affaldsafgiften er senest ændret pr. 1. januar 2003.

Affaldsafgiften er differentieret således, at satserne i dag er 375 kr. pr. ton for alt affald, der deponeres, 330 kr. pr. ton for affald, der forbrændes. Hvis affaldet genanvendes, skal der ikke betales afgift.

Som udgangspunkt er alt affald omfattet af affaldsafgiften, men der er enkelte fritagelser. Af de vigtigste kan nævnes farligt affald, forurenet jord og affaldsfraktioner, som er omfattet af biomasseaffaldsbekendtgørelsen.

A 1.3.4 Miljøvurdering

En tilpasset affaldsafgift vil betyde mindre ressourcetab og forbedret affaldsbehandling og dermed mindsket påvirkning af miljøet. Affaldsafgiften medvirker desuden til, at miljøpåvirkningen reduceres så omkostningseffektivt som muligt.

A 1.3.5 Betydning for de nationale myndigheder

Der kan blive tale om at ændre Afgiftsloven afhængigt af resultatet af de igangsatte undersøgelser og af konkrete problemstillinger, som dukker op.

A 1.3.6 Betydning for de kommunale myndigheder

Kommunerne skal til stadighed være opmærksomme på affaldsafgiftens virkning, dels i forbindelse med klassificeringen af affaldet, dels i forbindelse med typen af behandling, affaldet anvises til.

____________________________________________________________
¹⁶ Lov nr. 414 af 14. januar 1995, som ændret ved lov nr. 397 af 22. maj 1996 om afgift på nikkelcadmium-batterier. 

A 2 EU’s affaldsregulering

Tæt samspil mellem EU og national regulering

Som nævnt er affaldslovgivningen karakteriseret ved et tæt samspil mellem EU-regulering og national regulering.

EU-reguleringen skitserer således de overordnede rammer og principper. Selve organiseringen og den faktiske implementering til national lovgivning er derimod en opgave for de nationale danske myndigheder. 

Tilblivelsen af EU’s affaldsstrategi og lovgivning sker i et tæt samarbejde mellem EU’s institutioner og de enkelte medlemsstater.

EU’‘s målsætning

EU’s målsætning for affaldshåndtering er navnlig koncentreret om forebyggelse, fremme af genanvendelse og anden nyttiggørelse samt minimering af endelig bortskaffelse.

Fællesskabets nuværende affaldsstrategi, herunder særligt affaldspolitikkens mål og midler, er beskrevet i Rådsmeddelelse om affaldspolitik, som Rådet vedtog den 30. juli 1996. 

Den fastlagte affaldspolitik har bl.a. resulteret i vedtagelsen af en række retsakter, hvor medlemslandene er pålagt forpligtelser vedrørende affaldshåndtering.

For at nå de mål for affaldshåndtering direktiverne opstiller, stilles der krav om, at medlemslandene udarbejder en eller flere planer for håndtering af affald.

Den væsentligste retsakt er Direktivet om affald (direktiv 75/442/EØF, som ændret ved direktiv 91/156/EØF), det såkaldte Affaldsrammedirektiv. Herudover indeholder Direktivet om farligt affald (direktiv 91/689/EØF) generelle regler om farligt affald. Disse direktiver suppleres af en række direktiver, der regulerer specifikke typer af affald. Hertil kommer regulering i form af en række direktiver for behandling af affald: Direktiv om forbrænding af affald og Direktiv om deponering af affald.

I det følgende beskrives de målsætninger for og krav til håndtering af affald, som affaldsdirektiverne opstiller, herunder kravene til udarbejdelse af affaldsplaner.

Endelig beskrives reguleringen af grænseoverskridende transport af affald og Forordningen om affaldsstatistik.

A 2.1 Generelle krav i Affaldsrammedirektivet og Farligt affaldsdirektivet

Affaldsdefinitionen

Direktivet om affald¹⁷ (Affaldsrammedirektivet) fastslår en række grundlæggende begreber på affaldsområdet og fastslår principperne for en miljømæssig forsvarlig håndtering af affald. Direktivet omfatter alt affald, der ikke er reguleret specifikt i andre EU-retsakter. Affaldsrammedirektivet suppleres af generelle regler i Direktivet om farligt affald¹⁸ (Farligt affaldsdirektivet), som tilsvarende omfatter alt farligt affald, der ikke er reguleret specifikt i andre EU-retsakter.

Listen over affald  

Affaldsrammedirektivet definerer, hvad der forstås ved affald (affaldsdefinitionen) og i tilknytning hertil definerer farligt affaldsdirektivet, hvad der forstås ved farligt affald. Som en præcisering og eksemplificering af affaldsdefinitionen, herunder definitionen af farligt affald, er der udarbejdet en liste over affald¹⁹ hvori det også er angivet hvilke affaldstyper, der anses som farlige

A 2.1.1 Affaldsrammedirektivet

Behandlingshierarki

• affaldsforebyggelse
• genanvendelse
• forbrænding med energiudnyttelse
• deponering

Affaldsrammedirektivet definerer de behandlingsformer, der er relevante i relation til affald. Det sondrer mellem på den ene side nyttiggørelse, dvs. behandlingsformer, hvorved der sker en ressourceudnyttelse af affaldet (bl.a. genanvendelse og forbrænding med energiudnyttelse) og på den anden side bortskaffelse, dvs. behandlingsformer, hvor der ikke sker nogen ressourceudnyttelse af affaldet (herunder deponering).

Affaldsrammedirektivet fastslår det behandlingshierarki, som er omtalt ovenfor. Dvs. affaldsforebyggelse er det højest prioriterede. Herefter følger genanvendelse samt anden nyttiggørelse, herunder forbrænding med energiudnyttelse. Endelig skal det affald, der ikke kan behandles på anden måde, deponeres.

Principperne om nærhed og selvforsyning

Medlemsstaterne er i henhold til direktivet forpligtet til at oprette et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesfaciliteter, hvorved såvel Fællesskabet som hver enkelt medlemsstat sættes i stand til selv at bortskaffe eget affald.

Miljømæssig forsvarlig håndtering

Direktivet pålægger medlemsstaterne at sikre, at affald håndteres på en sådan måde, at der ikke opstår skade på mennesker eller miljøet. Direktivet forbyder ukontrolleret dumpning og deponering af affald og stiller krav om, at alle behandlingsanlæg skal godkendes, samt at der løbende skal føres tilsyn med anlæggene.

Direktivet pålægger i forlængelse heraf behandlingsvirksomheder for affald at føre et register om forskellige oplysninger om affaldet.

Direktivet fastslår endelig “Princippet om at forureneren betaler”, dvs. at omkostningerne ved håndtering af affald afholdes af indehaveren og/eller de tidligere indehavere eller producenter af det produkt, hvorfra affaldet hidrører.

Udarbejdelse af planer m.h.p. målopfyldelse

For at føre direktivets målsætninger ud i livet skal medlemstaterne udarbejde planer for håndtering af affald. Medlemsstaterne kan forbyde transport af affald, som ikke er i overensstemmelse med disse planer.

Direktivet opstiller herudover en række specifikke krav til indholdet af planerne vedrørende affaldets art, mængde og oprindelse samt tekniske forskrifter, håndtering af specialaffald og anlæg, der er egnet til håndtering.

Gennemførelse i Danmark

Affaldsrammedirektivet er i Danmark gennemført i bl.a. Miljøbeskyttelsesloven samt Affaldsbekendtgørelsen.

A 2.1.2 Farligt affaldsdirektivet

Godkendelse Tilsyn

I Farligt affaldsdirektivet stilles krav, der svarer til de krav, som beskrives i Affaldsrammedirektivet: Det drejer sig om godkendelse af de virksomheder, der står for opbevaring, behandling eller deponering af farligt affald samt regelmæssigt tilsyn med de virksomheder, der står for transport af sådant affald.

Forbud mod sammenblanding

Herudover indeholder Farligt affaldsdirektivet et forbud mod sammenblanding af farligt affald med andet farligt affald, eller sammenblanding af ikke-farligt affald med farligt affald.

Desuden pålægger direktivet medlemsstaterne at sikre, at affaldet emballeres og mærkes i forbindelse med indsamling, transport og midlertidig deponering.

Direktivet pålægger producenter, transportører og behandlingsvirksomheder af farligt affald at føre et register med forskellige oplysninger om affaldet.

Planer

Endelig er der pligt til at udarbejde planer for håndtering af farligt affald. 

Gennemførelse i Danmark

Direktivet er gennemført i dansk lovgivning ved en række bestemmelser i Affaldsbekendtgørelsen. 

Direktivet om farligt affald suppleres af en række særdirektiver, som regulerer specifikke typer af farligt affald. Men de generelle principper, der er beskrevet i Affaldsrammedirektivet og Farligt affaldsdirektivet vedrørende eksempelvis udstedelse af tilladelse til de virksomheder, som står for opbevaring, behandling eller deponering af farligt affald, regelmæssig kontrol med de virksomheder, der står for transport af sådant affald samt planer for håndtering af farligt affald, finder også anvendelse for særdirektiverne. 

A 2.2 Krav til særlige affaldsfraktioner

A 2.2.1 Direktivet om olieaffald

Særlige håndteringskrav

Direktivet om olieaffald²⁰ forbyder enhver udledning og behandling af olieaffald, der kan fremkalde forurening af miljøet. Hvis sådanne udledninger og behandlinger ikke kan undgås, skal medlemsstaterne foretage de nødvendige foranstaltninger for at sikre en miljømæssig forsvarlig indsamling og håndtering af olieaffald.

Direktivet stiller krav om, at håndteringen af olieaffald i videst muligt omfang sker ved regenerering og/eller forbrænding med energiudnyttelse.

Direktivet indeholder emissionskrav i forbindelse med forbrænding af olieaffaldet 

Herudover stiller direktivet krav om, at virksomheder, der indsamler olieaffald, skal være registeret hos og underlagt tilsyn af de kompetente myndigheder, ligesom virksomheder, der bortskaffer olieaffald, skal være godkendte.

Gennemførelse i Danmark

Direktivet er gennemført i dansk lovgivning ved en række bestemmelser i affaldsbekendtgørelsen. 

A 2.2.2 Direktivet om batterier

Direktivet om batterier²¹ har til formål at harmonisere medlemslandenes håndtering af brugte batterier og akkumulatorer, som indeholder kviksølv, cadmium og bly.

Særlige indsamlingskrav

Direktivet pålægger medlemslandene at etablere indsamlingsordninger for brugte batterier og akkumulatorer, der indeholder kviksølv, cadmium og bly samt at sikre særskilt bortskaffelse heraf.

Direktivet indeholder dels et forbud mod markedsføring af alkali-manganbatterier, dels et forbud mod indbygning af akkumulatorer i apparater, hvis batterierne eller akkumulatorerne overskrider de i direktivet fastsatte grænseværdier. 

Direktivet suppleres af et Kommissionsdirektiv om mærkning af batterier og akkumulatorer²². Mærkningen skal understøtte bbatteridirektivets bestemmelser om indsamling og genanvendelse af batterier og akkumulatorer. 

Direktivet indeholder endelig bestemmelser om anvendelse af økonomiske virkemidler i form af bl.a. pant, gebyrer eller afgifter.

Herudover pålægger direktivet medlemsstaterne at udarbejde planer, der skal understøtte direktivets målsætninger. Planerne skal bl.a. indeholde initiativer, der fremmer markedsføring af grønne batterier og sikrer, at tungmetalholdige batterier fjernes fra husholdningsaffaldet.

Direktivet er gennemført ved en bekendtgørelse om visse batterier og akkumulatorer, der indeholder visse farlige stoffer, Affaldsbekendtgørelsen, Bekendtgørelse om gebyrer på blyakkumulatorer og Lov om godtgørelse i forbindelse medbekendtgørelse om tilskud til indsamling og genanvendelse af blyakkumulatorer m.v.

Det forventes, at EU vil revidere det gældende batteridirektiv i affaldsstrategiens gyldighedsperiode. Der er dog ikke fremlagt en tidsplan for revisionen.

A 2.2.3 Direktivet om udrangerede køretøjer

Direktivet om udrangerede køretøjer har til formål at harmonisere medlemslandenes affaldshåndtering af udtjente person- og varebiler.

Direktivet pålægger medlemslandene at etablere ordninger for indsamling, af udtjente biler samt særskilt behandling og nyttiggørelse, herunder især genbrug og genanvendelse af affald fra biler.

Direktivet indeholder bestemmelser om forbud mod anvendelse af bly, kviksølv, cadmium og hexavalent chrom i nye biler, der bringes på markedet. 

Direktivet indeholder tillige bestemmelser om, at sidste ejer af et køretøj skal kunne aflevere køretøjet til affaldsbehandling uden omkostninger, og at en væsentlig del af omkostningerne ved affaldshåndteringen skal afholdes af producenten. Producentansvaret for biler skal gennemføres senest den 1.1. 2007.

I direktivet er der endvidere fastsat bestemmelser om, at der ved aflevering af en udtjent bil skal udstedes skrotningsattester.

Herudover stiller direktivet krav om, at virksomheder, der affaldsbehandler udtjente biler, skal være registeret hos og underlagt tilsyn af de kompetente myndigheder, ligesom virksomheder, der affaldsbehandler udtjente biler, skal være godkendte.

Direktivet er gennemført i dansk lovgivning med Bilskrotbekendtgørelsen²³ samt Love og Bekendtgørelse om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler²⁴.

A 2.2.4 Direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr

Direktivet har til formål at forebygge frembringelsen af affald af elektrisk og elektronisk udstyr og at styrke genbrug, genanvendelse og andre former for nyttiggørelse af affald af elektrisk og elektronisk udstyr.

Direktivet pålægger medlemslandene at fastsætte regler om indsamling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr samt regler om særskilt behandling og nyttiggørelse, herunder især genbrug og genanvendelse af affald af elektrisk og elektronisk udstyr.

Direktivet indeholder tillige bestemmelser om producentansvar for affaldshåndtering af elektrisk og elektronisk affald, hvilket bl.a. indebærer at affaldshåndteringen fra private husholdninger skal finansieres af danske fabrikanter og importører, der bringer elektrisk og elektronisk udstyr på markedet. Elektrisk og elektronisk affald fra andre brugere end private husholdninger finansieres ligeledes af producenterne alternativt af sidste bruger.

Direktivet skal inden udgangen af 2004 gennemføres i dansk lovgivning. Det vil ske ved ændring af Bekendtgørelse om håndtering af affald i form af elektriske og elektroniske produkter²⁵.

A 2.2.5 Direktivet om PCB og PCT

Direktivet om PCB og PCT²⁶ regulerer bortskaffelse af PCB/PCT og udskiftning eller bortskaffelse af apparater indeholdende PCB og bortskaffelse af brugt PCB. Direktivet forbyder genbrug af PCB.

Formålet med direktivet er således at sikre en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af PCB og PCT. For større mængder af PCB (PCB-indhold på mere end 5 dm³) skal bortskaffelsen ske senest ved udgangen af år 2010. For apparater med et indhold på mindre end 5 dm³ skal bortskaffelsen ske senest ved udløbet af produktets levetid.

Medlemsstaterne skal sørge for, at der udarbejdes en fortegnelse over apparater, der indeholder mere end 5 dm³.

Direktivet skal ses i sammenhæng med Direktivet om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater, der delvist forbyder anvendelsen af PCB/PCT²⁷ og Olieaffaldsdirektivet²⁸ samt Direktiv om forbrænding af affald.

Planer

Endelig skal der udarbejdes planer for udskiftning, indsamling og bortskaffelse af PCB.

Direktivet om PCB/PCT er gennemført i dansk lovgivning i december  1998²⁹.

A 2.2.6 Slamdirektivet

Slamdirektivet³⁰ fastsætter regler om genanvendelsen af slam og er implementeret ved Slambekendtgørelsen³¹. Direktivet er et minimumsdirektiv, og Slambekendtgørelsen har skærpet direktivets grænseværdier væsentligt. Forslag til revision af Slamdirektivet forventes fremsat i 2003, bl.a. indeholdende skærpede grænseværdier.

A 2.2.7 Direktiv om biologisk behandling af organiske affald til jordbrugsanvendelse

EU-KommissionenEU-kommissionen arbejder på et Direktiv om biologisk behandling af organisk affald til jordbrugsanvendelse. Forslaget til direktiv forventes fremsat i 2004. Området reguleres allerede i Danmark ved Slambekendtgørelsen. Direktivet vil bl.a. regulere kildesortering og biologiske behandling af organisk dagrenovation.

A 2.2.8 Forordning om animalske biprodukter

I oktober 2002 blev Forordningen om animalske biprodukter³² vedtaget. Forordningen medfører, at en stor mængde animalsk affald, der tidligere blev oparbejdet til kødbenmel og anvendt i foder, i fremtiden skal forbrændes eller genanvendes i biogasanlæg forud for jordbrugsanvendelse.

Forordningen har medført en revision af Slambekendtgørelsen i foråret 2003.

A 2.2.9 Særlige krav til emballage og emballageaffald

Direktivet om emballage og emballageaffald³³ skal ses i sammenhæng med Affaldsrammedirektivet og EU’s affaldsstrategi. Emballagedirektivet er det første eksempel på et direktiv, der konsekvent implementerer affaldshierarkiet.

Direktivet indeholder således bestemmelser om forebyggelse af emballageaffald, herunder fremme af genbrugssystemer for emballage. Ligesom det opstiller en række kvantitative målsætninger for nyttiggørelse af emballageaffald.

Der er krav om, at mellem 50% og 65% af de samlede emballageaffaldsmængder skal nyttiggøres senest i år 2001. Heraf skal mellem 25% og 45% af de samlede emballageaffaldsmængder genanvendes. For de specifikke materialer gælder, at minimum 15 % af hvert materiale skal genanvendes inden år 2001.

Emballagedirektivet er under revision. Der er i oktober 2002 vedtaget en fælles holdning, hvori der opstilles mål for 2008. Målet for nyttiggørelsen af emballageaffald er 60% i 2008 og heraf skal mellem 55% og 80% af de samlede emballagemængder genanvendes. For de enkelte materialer er målet for genanvendelse 60% for pap/papir, 60% for glas, 50% for metal, 22,5% for plast og 15% for træ. Se nærmere i afsnittet i bilag E om emballager, hvordan Danmark vil sikrer, at kravene opfyldes.

For at understøtte direktivets målsætninger for, hvordan man skal behandle emballagerne, efter de er blevet til affald, indeholder direktivet nogle krav til emballageudformning. Disse krav retter sig mod den enkelte emballageproducent (eller -importør).

Kravene har til formål at reducere mængden af og miljøbelastningen fra emballager og emballageaffald. Direktivet indeholder således nogle grænseværdier for indholdet af tungmetaller i emballage og de såkaldte væsentlige krav til emballageudformning.

Danmark har fra midten af 1999 årligt skulle fremsende dokumentation til Kommissionen om status for genanvendelse og nyttiggørelse af emballageaffald.

Herudover indeholder direktivet i lighed med en række af de øvrige direktiver på affaldsområdet nogle bestemmelser om mærkning, retur-, indsamlings- og nyttiggørelsessystemer, affaldsplanlægning, information og økonomiske virkemidler.

Endelig åbner direktivet mulighed for, at medlemsstaterne kan iværksætte særlige nationale foranstaltninger til at sikre forebyggelse af emballageaffald og genbrug. De danske initiativer gennemgås i det følgende.

Udover at sikre opfyldelse af de specifikke krav i direktivet, skal medlemsstaterne selv sørge for, at der iværksættes andre foranstaltninger til forebyggelse af emballageaffald (artikel 4).

I 2000 vedtog Folketinget en omlægning af den eksisterende vægtbaserede eeemballageafgift, således at der fra 2001 skal svares afgift af emballage til visse produkter udfra emballagematerialets miljøbelastning og vægt. Det forventes, at afgiften i et vist omfang vil skabe incitament til en reduktion i anvendelsen af materialer med stor miljøbelastning. 

Derudover har Danmark et tilskudsprogram for renere produkter mv., som på længere sigt forventes at have en affaldsminimerende effekt. Det kan nævnes, at Miljørådet for renere produkter i slutningen af 2002 støttede en brancheindsats for emballage med 1,7 mio. kr. Formålet med indsatsen er dels at udvikle værktøjer til dokumentation af materialeoptimering af emballage i forhold til Emballagedirektivet, dels at  udvikle metoder til inddragelse af miljøhensyn i designfasen af emballagen.

Bortset fra, at man f.eks. med økonomiske styringsmidler som afgifter kan skabe et incitament for producenterne til at udvikle nye, materialebesparende eller på anden måde miljøvenlige teknologier, er det ikke på fremstillingssiden, at medlemsstaterne har et oplagt råderum for selvstændigt at iværksætte forebyggende foranstaltninger. Dette skyldes, at direktivets krav til emballage-fremstilling og sammensætning i sig selv fordrer, at samtlige emballager så vidt muligt skal være optimerede udfra et forebyggelsessynspunkt.

Danmark har derfor fundet det oplagt først og fremmest at fokusere på affaldshåndteringsfasen i forbindelse med nationale forebyggelsesinitiativer. Genbrug af emballager er et oplagt og effektivt middel til at forebygge affaldsdannelse.

Danmark har valgt drikkevareemballager som særligt indsatsområde for forebyggende initiativer, idet det er et område, der potentielt repræsenterer en ganske betragtelig mængde emballageaffald på grund af det store volumen.

Danmark har en ordning, hvorefter øl og kulsyreholdige læskedrikke kun må markedsføres i genpåfyldelig emballage eller engangsemballage, som er omfattet af et pant- og retursystem³⁴. Genpåfyldelige emballager skal returneres med henblik på genbrug. Når den genpåfyldelige emballage ikke længere kan genbruges, skal den materialegenvindes. Også engangsemballagerne skal materialegenvindes.

Returflaskesystemet fortrænger årligt, hvad der svarer til ca. 325.000 tons affald, hvis der sammenlignes med den samlede vægt af et tilsvarende volumen engangsflasker af glas og plast.

Vin- og spiritusflasker indsamles via de kommunale ordninger (se nærmere afsnittet om glas i bilag E 7), via restaurationssektoren og via detailhandelen.

De indsamlede hele flasker skylles og afsættes til genpåfyldning enten herhjemme eller i udlandet, og skårene afsættes til materialegenvinding. Refusion af emballageafgift ved eksport af flasker til genpåfyldning i udlandet bidrager til at understøtte genbruget af vinflasker.

Ordningerne for vin- og spiritusflasker fortrænger årligt ca. 650.000 tons affald.

Genbrug af transport-emballager 

Endelig genbruges en stor mængde transportemballager af plast - særligt sodavands- og ølkasser, transportkasser til fødevarer indenfor detailhandelen samt paller. 

Direktivet er gennemført i dansk lovgivning ved bl.a. Affaldsbekendtgørelsen og Bekendtgørelse om visse krav til emballager³⁵. 

A 2.3 Behandlingsanlægsdirektiverne

Direktivet om deponering af affald (Deponeringsdirektivet) er et af de væsentligste retsakter om anlæg til behandling af affald. Hertil kommer

Direktiv om forbrænding af affald.

A 2.3.1 Direktiv om deponering af affald

Deponeringsdirektivet

Deponeringsdirektivet³⁶ er udarbejdet inden for rammerne af Affaldsrammedirektivet. Formålet med Deponeringsdirektivet er at indføre foranstaltninger, procedurer og retningslinier for at forebygge eller i videst muligt omfang at begrænse miljøbelastningen fra deponeringsanlæg. Det vil navnligtt sige forurening af overfladevand, grundvand, jord og luft, belastningen af det globale miljø, herunder drivhuseffekten, samt de risici affaldsdeponering indebærer for menneskers sundhed.

Direktivet omfatter alle nye anlæg, men også bestående anlæg skal senest den 16. juni 2009 leve op til direktivets krav eller nedlukkes og efterbehandles i henhold til direktivets krav hertil.

Deponeringsdirektivet regulerer godkendelse, konstruktion, drift, nedlukning og efterbehandling af deponeringsanlæg. Proceduren for godkendelse er ensartet uanset kategorien af affaldsdeponeringsanlæg (for farligt-, ikke farligtt- og inert affald). Direktivet fastsætter endvidere procedurer for modtagelse af affald til deponering. Modtageprocedurerne er baseret på affaldsklassificeringarakterisering. Kriterierne for affaldskarakteriseringenlassificeringen er specificeret i en Råds beslutning 2003/33/EF af den xx19. december 2002. Denne beslutning skal gennemføres i dansk lovgivning senest 16. juli 2004.

Med henblik på at reducere mængden af bionedbrydeligt affald på deponeringsanlæg, fastsætter direktivet nogle mål for, hvor store mængder af denne type affald medlemslandene må føre til deponering. Endvidere stilles der - med visse undtagelser - krav om, at alt affald underkastes behandling, inden det deponeres.

Direktivet stiller krav om, at prisen for deponering skal afspejle alle omkostninger ved etablering og drift af anlægget. Herunder så vidt muligt omkostningerne ved sikkerhedsstillelse, omkostningerne ved nedlukning og efterbehandling i en periode på mindst 30 år.

Direktivet er gennemført i dansk lovgivning ved bl.a. ændring af Miljøbeskyttelsesloven og Affaldsbekendtgørelsen, samt udstedelse af Bekendtgørelse om deponeringsanlæg ogsamt Bekendtgørelse om uddannelse af driftsledere og personale beskæftiget på deponeringsanlæg.

A 2.3.2 Forbrændingsdirektivet

Direktiv 2000/76/EF om forbrænding af affald relaterer sig til Affaldsrammedirektivet og opstiller mini­mums­regler for forbrænding af affald. Direktivet angiver selv, at disse regler ikke er tilstrækkelige til at opfylde IPPC-direktivet (nr. 96/61/EF). Direktivet omfatter enhver form for forbrænding af affald med undtagelse af en række vegetabilske affaldstyper fra landbrug og skovbrug, herunder fremstilling af jomfrupulp i papirindustrien, træ­af­fald med visse undtagelser, dyrekroppe og affald, der stammer fra offshoreindustrien.

Forbrændingsdirektivet regulerer godkendelse, konstruktion, udstyring og drift af anlæg, der forbrænder af­fald.

Direktivet fastsætter grænseværdier for emission af støv, visse tungmetaller, chlorbrinte, flourbrinte, SO₂, NO_x samt dioxiner og furaner.

Direktivet fastsætter krav til måling, inspektion og indberetning i forbindelse med anlæggene.

A 2.4 Grænseoverskridende transport af affald

Transportforordningen³⁷ er bl.a. udstedt med henblik på at gennemføre Baselkonventionen af 22. marts 1989 om kontrol med grænseoverskridende transport af farligt affald og bortskaffelse heraf (se nedenfor) samt en OECD-Råds beslutning om kontrol med grænseoverskridende overførsel af affald til nyttiggørelse i Fællesskabet.

A 2.4.1 Transportforordningen

Forordninger er umiddelbart anvendelige og således bindende overfor myndighederne og borgerne. Forordninger skal derfor - i modsætning til direktiver - ikke gennemføres i medlemstaternes lovgivning.

Transportforordningen suppleres dog i dansk ret af Bekendtgørelse om import og eksport af affald³⁸, der bl.a. fastsætter straffe- og tilsynsbestemmelser.

Hovedprincipper

Forordningen opstiller en række procedurer, som skal følges i forbindelse med grænseoverskridende transporter af affald og bygger på et princip om forudgående anmeldelse og godkendelse samt sikkerhedsstillelse. Forordningen regulerer endvidere i hvilke tilfælde, de kompetente myndigheder kan forbyde affaldstransporter.

Transportforordningen sondrer mellem affald til bortskaffelse og affald til nyttiggørelse. Affald til nyttiggørelse inddeles  i tre hovedgrupper - grønt, orange og rødt.

De indsigelsesgrunde, som myndighederne kan gøre gældende i forbindelse med transporter af affald, er forskellige afhængig af, om affaldet skal bortskaffes eller nyttiggøres.

Forordningen kræver, at alt affald, der skal bortskaffes, skal anmeldes og tillades overført.

Forordningen opererer med en række indsigelsesmuligheder mod transport af affald til bortskaffelse. En medlemsstat kan helt eller delvist forbyde transport til og fra sit eget område. Et sådant helt eller delvist forbud skal være begrundet i, at det pågældende affald kan bortskaffes et sted, der er tættere på kilden (nærhedsprincippet), eller at det pågældende affald bør nyttiggøres i stedet for at bortskaffes (prioritering af nyttiggørelse), eller at Fællesskabet som helhed skal sættes i stand til at bortskaffe sit eget affald, og samtidig gøre det muligt for de enkelte medlemsstater hver især at nå dette mål, således at man ikke søger affaldsproblemet løst ved eksport (selvforsyningsprincippet). Danmark har benyttet denne hjemmel til at indføre danske regler, der som hovedregel forbyder såvel import som eksport af affald med henblik på bortskaffelse.

Herudover består muligheden for konkret at gøre indsigelse mod den enkelte affaldstransport til bortskaffelse, såfremt transporten strider mod selvforsyningsprincippet, nærhedsprincippet, affaldsplaner eller national miljølovgivning.

Affald til nyttiggørelse inddeles i forordningen i tre forskellige affaldstyper: grønt, orange og rødt affald, og der gælder forskellige regler for grænseoverskridende transporter af disse affaldstyper. Affald, der ikke er opført på nogen af de tre lister (ulistet affald), skal følge proceduren for rødt affald.

Grønt affald er ikke omfattet af forordningens bestemmelser om anmeldelse, men for at kunne spore affaldet skal transporten være ledsaget af en række oplysninger om bl.a. modtager og indehaver af affaldet.

Orange affald er omfattet af krav om anmeldelse. Hvis der ikke er gjort indsigelse mod transporten inden for en nærmere angiven frist, kan denne finde sted uden skriftlig tilkendegivelse.

Rødt affald følger samme procedure for anmeldelse som orange affald, men der skal foreligge skriftligt samtykke fra de kompetente myndigheder, før overførslen finder sted.

I praksis finder overførsler af anmeldepligtigt affald dog ikke sted, uden at der foreligger et skriftligt samtykke fra de kompetente myndigheder.

Der er mere begrænsede indsigelsesmuligheder for affald til nyttiggørelse end for affald til bortskaffelse. Som følge af at grønt affald er undtaget fra anmeldelsesbestemmelserne, er der ingen direkte mulighed for - efter forordningen - at gøre indsigelse mod transporten. For det orange og røde affald er de vigtigste indsigelsesgrunde affaldshåndteringsplaner og/eller nationale retsforskrifter.

Desuden er der mulighed for at gøre indsigelse, hvis forholdet mellem mængden af affald, som kan nyttiggøres, og mængden, der ikke kan nyttiggøres ud fra økonomiske eller miljømæssige betragtninger ikke kan begrunde nyttiggørelse (fiktiv nyttiggørelse).

Revision af transportforordningen

Transportforordningen er under revision, men tidsplanen for færdiggørelsen kendes ikke. Formålet med revisionen er primært at integrere OECD-beslutning af 14. juni 200 C (2001) 107/FINAL i forordningen. Denne beslutning dækker over, at der skal ske en  harmonisering mellem OECD og Basel, for så vidt det angår af lister og andre krav i Basel-konventionen om transport og bortskaffelse af farligt affald.

Ændringen sigter endvidere på at simplificere procedurerne samt at sætte klarere og mere ensartede krav til notifikation, transportdokumenter, information, finansiel sikkerhedsstillelse mv. i hele fælleskabetfællesskabet.

Der forventes ydermere, at der skal foreligge en skriftlig samtykke forud for transporten for både orange og rødt affald.

A 2.4.2 Baselkonventionen

Baselkonventionen om kontrol med grænseoverskridende transport af farligt affald og bortskaffelse heraf blev vedtaget i UNEP-regi i Basel 1989 og trådte i kraft i maj 1992.

Et af konventionens hovedformål er at reducere antallet af transporter med farligt affald. Konventionen opstiller desuden en række procedurekrav i forbindelse med transporter - bl.a. krav om anmeldelse af og godkendelse af transporter.

Danmark har sammen med de øvrige EU-lande gennemført konventionen via den såkaldte transportforordning, der regulerer grænseoverskridende transport af affald, herunder farligt affald.

I marts 1994 vedtog konventionens parter - initieret af bl.a. Danmark - et øjeblikkeligt forbud mod transport af farligt affald bestemt til slutdeponering og et forbud mod eksport til genanvendelse senest pr. 1. januar 1998 fra OECD-lande til ikke-OECD-lande.

På grund af manglende ratifikation er forbudet ikke formelt trådt i kraft endnu. På trods heraf har Danmark sammen med resten af EU ændret transportforordningen, således at forbudet gælder for alle EU-landene.

Med henblik på at sikre et operationelt forbud, er der samtidigt med forbudet udarbejdet og vedtaget to lister - én over farligt affald og én over ikke-farligt affald. Disse to lister etablerer det tekniske grundlag for at fastslå, om der er tale om farligt affald eller ikke-farligt affald, og hermed om en given transport er omfattet af forbudet eller ej. Disse to lister er indarbejdet i bilag V til transportforordningen.

A 2.5 Forordning om affaldsstatistik

Forordningen om affaldsstatistik³⁹ tilvejebringer det juridiske grundlag for indsamling af statistiske data om produktion og behandling af affald fra husholdninger og erhverv i EU. Forordningen præciserer definitionerne på forskellige begreber inden for affaldssektoren og opstiller kvalitetskriterier for de indsamlede data. Dermed vil forordningen sikre tilvejebringelsen af statistiske data med en større sammenlignelighed end hidtil. Oplysningerne skal indberettes hvert 2. år til EU’s statistiske kontor EUROSTAT.

Formålet er overvågning af trends i udviklingen af affaldsproduktion og affaldsbehandling med henblik på at sikre overensstemmelse med målene i EU’s affaldspolitik.

De statistiske data tilvejebringes i Danmark via Miljøstyrelsens eksisterende Informations System for Affald og Genanvendelse, ISAG.  ISAG er implementeret i Affaldsbekendtgørelsen med de seneste ændringer i bekendtgørelsen.

Statistikforordningen

Dette indebærer, at forordningen ikke får ingen yderligere konsekvenser for Danmark, idet Danmark allerede opfylder reglerne.

____________________________________________________________
¹⁷ Direktiv 75/442/EØF, som ændret ved direktiv 91/156/EØF.
¹⁸ Direktiv 91/689/EØF.
¹⁹ Kommissionens beslutning 2000/532/EF, som ændret ved Kommissionens beslutning 2001/118/EF, Kommissionens 2001/119/EF og Rådets beslutning 2001/573/EF.
²⁰ Direktiv 75/439/EØF, som ændret ved direktiv 87/101/EØF.
²¹ Direktiv 91/157/EØF, Lov om afgift af blyakkumalatorer og hermetisk forseglede nikkelcaddiumbatterier samt bekendtgørelse om godtgørelse i forbindelse med indsamling og genanvendelse af hermetisk forseglede nikkel-cadiumbatterier.
²² kommisions direktiv 93/86/EØF.
²³ Bekendtgørelse nr. 480 af 19. juni 2002
²⁴ Bekendtgørelse nr. 782 af 17. september 2002
²⁵ Bekendtgørelse nr. 1067 af 22. december 1998
²⁶ Direktiv 96/59/EF.
²⁷ Direktiv 85/467/EØF
²⁸ Direktiv 75/439/EØF
²⁹ Bekendtgørelse nr. 925 af 13. december 1998 om PCB, PCT og erstatningsstoffer herfor.
³⁰ Rådets direktiv 86/278/EØF af 12. juni 1986 om beskyttelse af miljøet, navnlig jorden, i forbindelse med anvendelse i landbruget af slam fra renseanlæg.
³¹ Bekendtgørelse nr. 49 af 20. januar 2000 om genanvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål.
³² Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum.^1
33 Direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald.
³⁴ Ordningen er fastlagt i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 om pant og indsamling mv. af emballager til øl og visse læskedrikke.
³⁵ Bekendtgørelse nr. 298 af 30. april 1997 om visse krav til emballager, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1113 af 14. december 2001.
³⁶ Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald.
³⁷ Rådets forordning nr. 259/93 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab, som ændret ved Rådets forordning nr. 120/97 af 20. januar 1997.
³⁸ Bekendtgørelse nr. 971 af 19. november 1996, som ændret ved bekendtgørelse 246 af 3. april 2000.
³⁹ Europaparlamentets og rådets forordning (EF) Nr. 2150/2002 af 25. november 2002 om affaldsstatistik.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |