Affaldsstrategi 2005-08Bilag C: KapacitetC 1 Kapacitet - forbrændingsanlæg C 1.1 Affaldsmængder, kapacitet og oplande I 2001 blev der tilført ca. 2,9 mio. tons affald til danske forbrændingsanlæg. Derudover blev ca. 300.000 tons kommunalt spildevandsslam forbrændt på egentlige slamforbrændingsanlæg. Stop for deponering af forbrændingsegnet affald blev indført 1. januar 1997. Stigningen i affaldsmængderne samt forsinkelser i omstillingen til kraftvarmeproduktion medførte, at der i årene efter 1997 var et kapacitetsunderskud. De seneste år er der dog sket en udbygning af forbrændingskapaciteten, så der i 2001 stort set var balance mellem forbrændingskapacitet og affaldsmængder. Dette dækker dog over et uensartet regionalt billede, hvor der f.eks. er overkapacitet i Østdanmark, men regioner, hvor kapaciteten kun netop er tilstrækkelig. Pr. 1. januar 2003 var der i alt 32 affaldsforbrændingsanlæg i Danmark inklusiv et nyetableret forbrændingsanlæg i Esbjerg. Der er siden 1991 udfaset 6 ældre forbrændingsanlæg, og den ældste fungerende ovnlinie stammer fra 1969. Ved udgangen af 1999 var det samlede antal ovnlinier på 68, fordelt på henholdsvis 32 kraftvarme- (KV) og 36 alene varmtvandsproducerende (VV) ovnlinier. Målet har været at sikre maksimal energiudnyttelse og at flytte mest muligt affald over på KV-anlæg. Anlæggenes forbrændingskapacitet varierede i 1999 mellem 12.000 tons og 500.000 tons pr. år. Af den samlede mængde affald til forbrænding blev 64% forbrændt på KV-anlæg og 36% på VV-anlæg. Affald bidrog i 2001 med ca. 32 mio. GJ. til energiforsyningen i Danmark. Der blev i 2001 brugt ca. 130 mio. GJ. til fremstilling af elektricitet i Danmark, hvoraf ca. 3,5 % af energien kom fra affald. Der blev brugt ca. 128 mio. GJ. til fremstilling af fjernvarme, hvoraf ca. 22 % kom fra affald. Således blev ca. 86 % af energiindholdet i affaldet i Danmark omsat til fjernvarme mens de resterende 14 % blev omsat til elektricitet. Der søges sikret en regional balance I denne plan er der defineret en række affaldsregioner. Ved en affaldsregioner forstås et velafgrænset geografisk område inden for hvilket, der naturligt og hensigtsmæssigt kan foregå et samarbejde om udnyttelse af forbrændingskapacitet m.v. Grundlaget for inddelingen i regioner er Miljøstyrelsens Orientering nr. 11, 2001 – Affaldsforbrænding 2004 og 2008, mængder og kapaciteter. Her inddeles Danmark i 5 regioner; Sjælland, Bornholm, Fyn, Midt- og Sønderjylland og Nordjylland Det tilstræbes i dansk affaldspolitik, at der inden for hver af affaldsregionerne er tilstrækkelig kapacitet til at behandle mængderne af forbrændingsegnet affald fra regionen. Derved håndhæves princippet om affaldsregionernes selvforsyning og princippet om, at forbrændingsegnet affald i videst muligt omfang skal føres til forbrændingsanlæg i nærområdet. Nedenfor er vist forbrændingskapacitet og affaldsmængder i årene 1999 og 200854 i Danmark. Tallene for 1999 afspejler mængden af den faktiske tilførsel af forbrændingsegnet affald til forbrændingsanlæggene i Danmark. Heri er ikke medtaget mængden af forbrændingsegnet affald, der samtidig blev midlertidigt oplagret. Mængden af forbrændingsegnet affald i år 2008 er en fremskrivning af data, som er indberettet til ISAG, kombineret med affaldsfremskrivninger fra RISØ-mModellen, der er baseret på forventninger til den økonomiske udvikling i ADAM-mModellen I nedenstående tabel er den samlede affaldsmængde på landsplan sammenholdt med den samlede forbrændingskapacitet i 1999.
Som det ses, var der i 1999 stort set balance mellem forbrændingskapaciteten og affaldsmængden til forbrænding. Forventningen frem til 2008 er en væsentlig stigning i forbrændingskapaciteten samt en mindre stigning i affaldsmængden, så der i 2008 vil være tilstrækkelig forbrændingskapacitet i alle regioner. I de følgende tabeller beskrives status i de 5 regioner i 1999.
Som det ses mangler der lidt forbrændingskapacitet på Bornholm. Der er dog ikke planer om at udvide kapaciteten.
Ifølge opgørelsen er der allerede i dag et kapacitetsoverskud på Fyn. Dog er der tegnet en langvarig aftale om levering af 48.500 tons affald årligt til Fysværket fra KAVO/Noveren på Sjælland. I Nordjylland var der i 1999 et mindre kapacitetsoverskud. Der er i perioden planlagt udvidelse af kapaciteten på Reno-Nord, så der også i 2008 må forventes at være tilstrækkelig forbrændingskapacitet.
I Midt- og Sønderjylland var der i 1999 mangel på kapacitet. Der er således oplagret en del affald midlertidigt fra denne region. I 2003 forventes et nyt forbrændingsanlæg i Esbjerg at blive taget i brug, og der forventes herefter at være tilstrækkelig forbrændingskapacitet i regionen
Forbrændingsegnet affald føres så vidt muligt til nærmeste affaldsforbrændingsanlæg I Danmark er det således i vid udstrækning sikret, at forbrændingsegnet affald føres til forbrænding inden for de ovennævnte regioner, selvom der forekommer transporter af forbrændingsegnet affald mellem de enkelte affaldsregioner. Analyse af effektiviteten på danske forbrændingsanlæg Lille effektiviseringspotentiale på danske forbrændingsanlæg Af Finansministeriets Miljøvurdering af finanslovforslaget 2000 fremgik det bl.a., at: ”en øget effektivitet via f.eks. udlicitering og benchmarking i affaldssektoren vil betyde, at det er muligt at opnå samme miljøtilstand for færre økonomiske omkostninger”. På den baggrund valgte Miljøstyrelsen at få udført en benchmarking af forbrændings- og deponeringsanlæggene i Danmark. Analysen; der blev færdig i starten af 2002, viste, at det realiserbare effektiviseringspotentiale på forbrændingsområdet er på 135-155 mio. kr. i år 2000, svarende til 8-10% af de samlede omkostninger. Der er altså tale om et relativt lille potentiale C 1.2 Kapacitetsudnyttelse Kapaciteten blev i 1999 udnyttet maksimalt I 1999 blev der i alt tilført ca. 2,7 mio. tons affald til affaldsforbrændingsanlæg, svarende til en kapacitetsudnyttelse på 100%. I de senere år med kapacitetsunderskud er der oplagret forbrændingsegent affald midlertidigt med henblik på forbrænding, når den nødvendige kapacitet er etableret. Ved udgangen af 1999 var der oplagert ca. 635.000 tons forbrændigsegnet affald. Størstedelen af affaldet er oplagret på Sjælland, hvor der er tilstrækkelig kapacitet til at affaldet nu føres til forbrænding. I oplandet omkring det ny forbrændingsanlæg i Esbjerg oplagres der stadig forbrændingsegnet affald, idet det ny anlæg først tages i brug medio 2003. Herefter vil det opbyggede lager blive afviklet løbende. Samlet set forventes de oplagrede forbrændingsegnede affaldsmængder at være afviklet inden udgangen af 2010. C 1.3 Sigtelinie og fremtidige initiativer Sigtelinie
Den samlede mængde affald, der skal forbrændes i 2008, forventes at blive højere end i dag. Nogle af planens initiativer for øget genanvendelse vil flytte affald væk fra forbrænding, men andre faktorer trækker i modsat retning. Stoppet for deponering af forbrændingsegnet affald har flyttet store mængder affald fra deponering til forbrænding. Det vurderes dog at der med de planlagte udvidelser vil være tilstrækkelig kapacitet til at dække behovet for forbrænding i 2008. Sigtelinien er, at kapaciteten tilpasses det helt nødvendige behov, og at kapaciteten placeres i områder, hvor der opnås bedst mulig energiudnyttelse og størst mulig CO2-fortrængning under hensyn til princippet om regional selvforsyning med forbrændingskapacitet. En del af forbrændingskapaciteten er i dag alene baseret på varmtvandslinjer. Det skønnes, at der også efter år 2004 vil være behov for at udnytte kapaciteten i flere af disse ovne. Ovnene udfases dog løbende i takt med etablering af nye ovne, og i 2008 forventes ca. 95% af affaldet til forbrænding behandlet på kraftvarmeovne. C 1.4 Regulering Ifølge Affaldsbekendtgørelsen55 er kommunerne forpligtet til at sikre, at forbrændingsegnet affald, der ikke genanvendes, anvises til forbrænding på godkendte forbrændingsanlæg og til at sikre, at der er tilstrækkelig forbrændingskapacitet for forbrændingsegnet affald. Kommunerne har dog mulighed for at give dispensation til midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald på deponeringsanlæg affald i under 1 år. Skal affaldet oplagres i længere tid, kræves dispensation fra Miljøstyrelsen. Nye affaldsforbrændingsanlæg bliver i dag godkendt i henhold til Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, efter at amtskommunen har gennemført en såkaldt VVM-vurdering (vurdering af virkninger på miljøet)56 samt i henhold til elforsyningsloven57 og varmeforsyningsloven58. EU-direktiv om affaldsforbrænding forventes at skærpe miljøkravene Med det nye EU-direktiv om affaldsforbrænding skærpes miljøkravene til danske forbrændingsanlæg med hensyn til bl.a. dioxin- og NOX-udledning. EU-direktivet er udmøntest i en ny bekendtgørelse om affaldsforbrænding.g, der har været i høring i efteråret 2002. Forbrændingsanlæg projekteret inden for de seneste år er kontrueretkonstrueret så de lever op til de kommende krav. Allerede i år kan 2/3 af det danske affald brændes på anlæg, der er i stand til at overholde den nye lavere grænseværdi, og med udgangen af 2004 er vi oppe på 90%. I 2002 nedsatte Regeringen en arbejdsgruppe bestående af en lang række af aktører på affaldsområdet. Arbejdsgruppens opgave er at se på, om affaldsområdet kan organiseres mere hensigtsmæssigt end i dag. Arbejdsgruppen arbejde er nærmere beskrevet i kapitel 1, men omhandler bl.a. realisering af det påviste effektiviseringspotentiale på forbrændingsanlæggene. For at belyse dette igangsættes et projekt, der skal belyse fordele og ulemper ved forskellige grader af liberalisering på forbrændings- og deponeringsområdet. Projektet har været i udbud i efteråreter igangsat i starten 2002, og igangsættes i starten af 2003 og forventes afsluttet medio 2004. Regeringen offentliggjorde i 2002 et debatoplæg om liberalisering af energimarkederne, der omfatter både el, varme og gassektoren. Regeringen ønsker med debatoplægget at diskutere Regeringens langsigtede mål om bl.a. at fremme liberalisering og konkurrence og bringe omkostningerne til energiforsyning ned. Energistyrelsen sendte i juli 2002 et udkast til bekendtgørelse om prislofter for ydelser fra affaldsforbrændingsanlæg i høring. Høringssvarene viste, at der er behov for at arbejde videre med prisloftsmodellen. Dette arbejde forventes at foregå i starten af 2003, hvorefter den endelige model vil blive sendt i høring. C 1.5 Betydning for de nationale myndigheder Udviklingen i forbrændingsegnede, ikke-genanvendelige affaldsmængder vil blive fulgt på nationalt og regionalt niveau med henblik på at sikre den nødvendige forbrændingskapacitet. C 1.6 Betydning for de kommunale myndigheder Kommunerne er forpligtet til i de kommunale affaldsplaner at redegøre for mængden af affald til forbrænding sammenholdt med den kapacitet, som kommunen råder over. Kommunen skal herunder redegøre for, hvorledes kommunen agter at afvikle midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald og dermed et eventuelt behov for ny forbrændingskapacitet. ____________________________________________________________ C 2 Kapacitet - deponeringsanlæg
C 2.1 Affaldsmængder tilført deponeringsanlæg I 2001 blev der deponeret 1,3 mio. tons affald i Danmark. Som det fremgår af figuren herunder, er der sket et markant fald i de samlede, årlige deponerede affaldsmængder på over 0,5 mio. tons fra 1998 til 2001. Som det endvidere fremgår af figuren skyldes faldet i de samlede deponerede affaldsmængder fra 2000 til 2001 primært et fald i de deponerede husholdningsaffaldsmængder.
Kilde: ISAG (Affaldsstatistik 2000 og 2001) I modsætning til situationen i planperioden 1994-1997 er mængden af slagger og flyveaske fra kulkraftværker til deponering stort set elimineret. I 1994 blev der således deponeret ca. 600.000 tons slagger og flyveaske fra kulkraftværker, mens der kun blev deponeret ca. 10.000 tons i 2001. Det registrerede fald hænger dels sammen med begrænsningen af kulbaseret energiproduktion (jf. målsætningen i Energi 21), dels med det faktum, at det er lykkedes at genanvende stort set hele den producerede mængde slagger og flyveaske fra kulkraftværkerne. C 2.2 Regionplanlægning m.m. På basis af oplysninger fra kommunerne, der står for selve affaldsplanlægningen, skal amterne i regionplanlægningen sikre, at der er reserveret arealer til den nødvendige behandlingskapacitet i hele planperioden - til såvel deponeringsanlæg som affaldsforbrændingsanlæg, under hensyntagen til eventuel eksport og import af affald. For at sikre en overensstemmelse mellem de forventede affaldsmængder og den eksisterende og/eller planlagte kapacitet, forudsættes det, at regionplanerne indeholder en samlet redegørelse om affaldskapaciteterne og samlede overvejelser om mulige placeringer af de forskellige affaldsbehandlingsanlæg. Regionplanrevisionen i 2001 viste, at der generelt er tilstrækkelig deponeringskapacitet til den 4-årige planperiode. Ved behov for placering af nye affaldsbehandlingsanlæg er der en række lokaliseringskriterier, der skal tages hensyn til. Det drejer sig om: Miljø- og Energiministeriets retningslinier om kystnær placering af deponeringsanlæg, brev af 27. december 1991 og Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledninger af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet59. Her forudsættes det, at deponeringsanlæg ikke placeres, hvor udslip af perkolat kan give anledning til forurening af vandløb, søer og havet. Der bør ikke placeres deponeringsanlæg nær sårbare vandområder. (Dette afsnit skal revideres, når/hvis cirkulæret om placering af deponeringsanlæg bliver offentliggjort, hvilket forhåbentligt vil ske i februar/marts 2003.) Herudover bør det i forbindelse med planlægningen af større bygge- og anlægsarbejder indgå i overvejelserne at udnytte uorganiske restprodukter. Mange anlægsarbejder bliver i dag planlagt og udført uden at inddrage overvejelser om nyttiggørelse af sådanne restprodukter, hvilket må betragtes som et ressourcespild med den konsekvens, at der i stedet skal udpeges større deponeringsarealer. Eventuelle ændringer i regionplanlægningen skal indarbejdes i et efterfølgende regionplantillæg. Affaldsdeponeringsanlæg er som hovedregel omfattet af planlovens VVM-regler (vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet). Dette gælder altid ved deponering af farligt affald. C 2.3 Den fremtidige kapacitet på de danske deponeringsanlæg Midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald. Der er behov for en nøje gennemgang af affaldsprognoserne for at sikre, at den nødvendige deponeringskapacitet er til stede. I den forbindelse er det også nødvendigt at sikre plads til midlertidig oplagring af forbrændingsegnet affald. Behovet for at oplagre forbrændingsegnet affald midlertidigt forventes dog fremover at være relativt lille, og de midlertidigt oplagrede mængder forventes at være afviklet med udgangen af 2010. Mængden af restprodukter fra affaldsforbrænding (slagger og røggasrensningsprodukter) forventes at stige svagt. Tre kommuner og deres amter er med brev af 24. august 1998 fra Miljø- og Energiministeriet blevet pålagt at friholde relevante arealer til depoter for røggasaffald. Røggasrensningsprodukterne eksporteres i dag til enten Norge eller Sverige til deponering. Mængden af bioasker (fra halm og træflis) er stigende, men hovedparten af dette kan genanvendes til jordbrugsformål efter bioaskebekendtgørelsen60. En del specielt flyveaske vil dog blive deponeret pga. højt indhold af cadmium. Konklusion Der er frem til år 2008 tilstrækkelig deponeringskapacitet på landsplan, men der er samtidig store regionale forskelle - bl.a. også afledt af mulighederne for at finde egnede steder til lokalisering af deponeringsanlæggene. Herudover viser praksis, at planlægningen på området bør gennemføres med en 12-årig tidshorisont. Der er en tendens til, at kapacitetsovervejelserne alene rækker 4 år frem. ____________________________________________________________ C 3 Kapacitet - farligt affald C 3.1 Status Farligt affald omfatter både affald fra primære kilder og fra sekundære kilder (f.eks. restprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg). I 2001 blev der produceret 288.154 tons fra primære kilder (svarende til ca. 2% af den samlede affaldsmængde) og 86.149 tons fra sekundære kilder. Affald fra sekundære kilder medregnes ikke i den totale affaldsproduktion, da disse mængder i så fald ville blive medregnet to gange. En oversigt over væsentlige farlige affaldsfraktioner og deres behandling fremgår af nedenstående tabel C 3.1. Af den totale mængde af farligt affald fra primære kilder går: 25% til genanvendelse:
32% til forbrænding:
6% til særlig behandling:
37% til deponering:
Biler der ikke er tømt for væsker eller andre farlige dele er klassificeret som farligt affald. Der er fastsat regler for affaldshåndtering af udtjente motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra i bilskrotbekendtgørelsen. Udtjente person- og varebiler skal afleveres til virksomheder der er registreret og har etableret et certificeret miljø eller kvalitetsledelsessystem. Andre former for udtjente køretøjer skal afleveres til godkendte ophugningsvirksomheder. Der er registreret ca. 210 virksomheder, der kan affaldsbehandle biler i overensstemmelse med reglerne i bilskrotbekendtgørelsen. Herudover findes et mindre antal ophugningsvirksomheder, der ophugger andre former for køretøjer og som ophugger udtjente biler, der er affaldsbehandlet på en registreret ophugningsvirksomhed. Herudover findes der seks shreddervirksomheder, hvor bilskrot neddeles og sorteres. Batterier Indsamlingen af blyakkumulatorer er sikret gennem en aftale mellem miljøministeren og branchen (Returbat), som forpligter Returbat til at indsamle alle brugte blyakkumulatorer i Danmark. Der er ca. 80 indsamlere registreret under Returbat’s aftale. I 2001 blev der samlet ca. 16.900 tons blyakkumulatorer ind. En indsamlingsordning for nikkel-cadmium batterier administreres af Miljøstyrelsen. I forbindelse med ordningen er der udstedt en bekendtgørelse62, der angiver, hvilke kriterier indsamlerne af brugte nikkel-cadmium batterier skal opfylde for at opnå registrering som professionel indsamler. Der er registreret ca. 20 indsamlere af nikkel-cadmium-batterier under ordningen, som sender batterierne til oparbejdning i enten Sverige eller Frankrig. I 2001 blev der indsamlet ca. 9164 tons nikkel-cadmium-batterier. Elektriske og elektroniske produkter I 2001 blev der indsamlet og specialbehandlet 21.200 tons elektronikskrot. Af den samlede mængde af elektriske og elektroniske produkter anslås det, at yderligere ca. 10.000-20.000 tons skal indsamles og særskilt behandles. Der eksisterer i dag ca. 20 demonteringsvirksomheder. Den nuværende kapacitet er ca. 90.000 tons pr. år, og der forventes ikke kapacitetsproblemer fremtiden. Der er opstået en række virksomheder, der forbehandler farligt affald, f.eks. ved at udsortere de ikke farlige fraktioner fra det farlige affald (f.eks. oliefiltre, malingstromler og den vandige komponent i spildolie). De farlige fraktioner videresendes hovedsagelig til Kommunekemi A/S eller til fjernvarmeværkerne (spildolie). De ikke-farlige fraktioner sendes til forbrænding eller genanvendelse. For enkelte affaldsfraktioner (sølv fra fotobranchen og organiske opløsningsmidler) findes der genanvendelsesvirksomheder (genvinding af sølv og kølervæske), men traditionelt er der ikke udviklet mange behandlingsmetoder til f.eks. genvinding eller genanvendelse af farlige affaldsfraktioner. Sekundære kilder Flyveaske fra affaldsforbrænding udgør omkring 18% af den samlede mængde primært og sekundært farligt affald. Nogle af disse restprodukter bliver i dag deponeret i udlandet. Røggasaffaldet eksporteres og deponeres, indtil en permanent løsning er blevet etableret. C 3.2 Fremtidige initiativer Der er ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at forudsige noget behov for kapacitetsudvidelse for behandling af farligt affald. Kravene til genanvendelse af restprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæg skal tilpasses, så hensynet til grundvandet tilgodeses. Miljøstyrelsen vil i 2003 udarbejde en handlingsplan for den fremtidige håndtering af røggasrensningsprodukterne i samarbejde med affaldsforbrændingsanlæggene. Handlingsplanen skal indeholde terminer for, hvornår problemerne med røggasrensningsprodukterne skal være løst. Når miljømæssigt forsvarlige oparbejdningsmetoder er etableret, vil der blive udarbejdet konkrete regler for håndtering af røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg. C 3.3 Regulering Farligt affald er reguleret af affaldsbekendtgørelsen63. Kommunalbestyrelsens indsamlingsordning for farligt skal benyttes, med mindre affaldsproducenten kan godtgøre, at det farlige affald vil blive håndteret miljømæssigt forsvarligt. C 3.4 Miljøvurdering Forbedret indsamling og klassificering af farligt affald vil sikre miljømæssig korrekt håndtering af affaldet. C 3.5 Betydning for de nationale myndigheder Ingen. C 3.6 Betydning for de kommunale myndigheder ____________________________________________________________
|
