Pesticider i punktkilder

2. Materialer og metoder

2.1 Bortskaffelse af pesticidaffald, spørgeskemaundersøgelse
2.2 Udvælgelse af egnet forsøgsområde
2.3 Beskrivelse af Allingåbro, områdets anvendelse, tidsskema
2.4 Etablering og placering af boringer
2.5 Analysemetoder. Uorganiske parametre, pesticider, datering

Til at afklare i hvilken udstrækning brugerne af pesticider har bortskaffet pesticider ved nedgravning eller deponering på losseplads blev det besluttet at udarbejde et spørgeskema som kune anvendes til formålet. For at sikre, at udfyldelsen skete under de samme vilkår skulle alle spørgeskemaer udleveres og besvares efter at gruppen af brugere havde fået forklaret hvad hele problemet drejede sig om, og hvad resultaterne skulle bruges til. Alle spørgeskemaer er derfor udleveret og udfyldt i forbindelse med foredrag afholdt af Arne Helweg i 1996 og 1997.

Spørgeskemaet er som grundlag udarbejdet af Arne Helweg, men for at sikre den mest pædagogiske opbygning er skemaet tilrettet i projektgruppen med støtte fra styringsgruppen og seneste udgave er desuden gennemgået af cand oecon. Michael Vith Hansen, DJF, som tidligere har arbejdet med spørgeskemaundersøgelser.

Eksempel på spørgeskema benyttet til klarlæggelse af hvordan der opstår rester af pesticider og hvordan man tidligere har skaffet sig af med rester af pesticider.

Spørgeskemaets udformning fremgår af tabel 2.1. Indledningsvis blev der givet en kort beskrivelse af undersøgelsen, hvor også ansvaret for eventuel nedgravning af affald blev belyst. Det kunne dog ikke lade sig gøre at fratage for det økonomiske problem, der kunne opstå, hvis kemikalieaffald var gravet ned, og der skulle foretages en oprensning på ejendommen.

Undersøgelsen er ikke så omfattende, at den kan give et statistisk sikkert billede af problemet, kun 276 skemaer er udleveret og 184 er returneret i udfyldt stand. Det blev imidlertid vægtet højt, at alle de som besvarede skemaerne havde de samme grundlæggende informationer gennem et foredrag. Resultaterne skal derfor ses som en strømpil som kan illustrere hvordan der kan opstå rester af pesticider og hvordan et udsnit af landmænd og gartnere mener, at man gennem tiden har skaffet sig af med disse rester.

2.2 Udvælgelse af egnet forsøgsområde

For at udvælge et forsøgsområde som var egnet til at belyse spredningen fra en punktkilde, valgte vi en 2-delt strategi som omfattede:
a:) Udvælgelse af en lokalitet med en påvist grundvandsforurening, hvor det skønnes at være muligt at finde frem til kilden for forurening.
b:) Udvælgelse af en kendt punktkilde og måle spredningen fra denne ud fra kortlægning af geologien i området og analysering af vandprøver i forskellig afstand fra kilden.

De kendte fund af pesticider blev gennemgået via borearkivet på GEUS. Målet var at undersøge, om det var muligt at udpege en lokalitet hvor man kunne finde frem til en punktkilde som årsag til forureningen. Der var stor interesse i amterne for projektet, og der var en række påvisninger af pesticider, hvor man ikke kan forklare fundene med fladebelastninger. Denne gennemgang gav dog ikke nogen tydelige lokaliteter, som kunne anvendes.

Der blev derefter foretaget en gennemgang af kendte pesticidpunktkilder, herunder blev lokaliteter i Ulfborg, Asbo, Fjerritslev, Bæk, Galten, Dannemare, Vammen, Kærgård, Ribe, Aarhus, Allingåbro, Ordrup og Gørlev gennemgået.

Lokaliteten Allingåbro blev udvalgt af følgende grunde:

• Kendskab til den overordnede geologi og hydrologi i området
• Delvis kendskab til forureningskilden
• Anaerobt magasin
• Velegnede pesticidforureninger med analyser taget i kilden

2.3 Beskrivelse af Allingåbro, områdets anvendelse, tidsskema

Beliggenhed:
Markedsplads 6, 8961 Allingåbro
Landboforeningen for Rougsø-Sønderhalh Herreder

Landboforeningen drev fra 1950 til ca. 1980 en maskinstation med dels sprøjtevirksomhed og dels som udleveringssted for pesticider (A/S Samfundsteknik, Miljøteknisk rapport til Århus Amt, Teknik og Miljø, 20. maj, 1996)

Kronologisk gennemgang af området:

1950: Start af sprøjtevirksomhed, samt opbevaring og udlevering af kemikalier. Mindre forbrug af sprøjtemidler

1960: Maksimalt forbrug af sprøjtemidler

1967 – 1969: Opførelse af maskinhal og garage

1972: Brug af sprøjtemidler aftager fordi foderstofforretningerne starter salg af midlerne

1978: På grund af gener i forbindelse med nedsivning af kemikalier ved rengøring af sprøjtebeholdere opføres en vaskehal med cementeret bund. I vaskehallen etableres en brønd med automatisk sugepumpe, hvor der transporteres spildevand i 3 x 1200 L kemikaliefaste lagertanke, der placeres inde i hallen.

1980/-82 Sprøjtevirksomheden nedlægges

1994: Foretaget undersøgelse for at vurdere jordforurening på vaskepladsen. Prøver udtaget i 0,5 til 0,7 m’s dybde. Jordprøverne analyseret for de 8 GRUMO-stoffer. Der blev kun påvist spor af dinoseb i en af prøverne, ingen andre pesticider påvist i jordprøverne.

1995: Vandprøve fra 10 meter dyb boring (DGU nr. 69.520) analyseret for de 8 GRUMO-pesticider, påvist atrazin 3 m g L^-1, dichlorprop 40 m g L^-1 , mechlorprop 12 m g L^-1 og simazin 1 m g L^-1.

De potentielle kilder til forureningen er: spild under påfyldning, udtømning af mindre rester opblandet sprøjtevæske, afvaskning af sprøjte og traktor og indvendig skylning af sprøjter. En del af rengøringen foregik dog i marken eller hos de landmænd, som kørte med sprøjterne.

Aktiviteterne på pladsen har omfattet håndtering af diverse pesticider anvendt i jordbruget til behandling af afgrøder, plantager og gårdspladser i denne periode.

A/S Samfundsteknik har for Århus Amt, Natur & Miljø udarbejdet en grundvandsundersøgelse i Allingåbro by, Rougsø Kommune. Ved undersøgelsen er der truffet pesticider i det øvre grundvand ved Allingåbro Vandværk, Allingåbro skolens Vandværk og i en undersøgelsesboring ved Landboforeningens maskinstation.

Der er ingen tvivl om sammenhængen mellem Landboforeningens sprøjtevirksomhed på arealet i byens vestlige del og 11 fundne pesticider i grundvandet på lokaliteten. Pesticid fundene ved to vandværker længere mod øst i byen omfatter i alt 5 pesticider. Det er sandsynligt, at det øvre grundvand i byens centrale og østlige dele er påvirket af pesticider, og de fundne pesticider her kan stamme fra såvel privat forbrug af sprøjtemidler i byen som fra ukrudtsbekæmpelse på de kommunale arealer.

De potentielle pesticidkilder er spredt jævnt ud over området. Hvad angår de potentielt forurenede industrigrunde, kan der foretages en opdeling af byen i en vestlig og en østlig del, hvor den vestlige del er kendetegnet ved ældre industrigrunde med et relativt højt potentielt forureningsniveau, mens den østlige del er præget af yngre industri med et generelt lavere potentielt forureningsniveau.

På grund af den velkendte sprøjtevirksomhed ved Landboforeningen findes denne lokalitet velegnet til som udgangspunkt at undersøge udvalgte pesticiders opførsel i jord og grundvand.

2.4 Etablering og placering af boringer

Boringer
I forbindelse med undersøgelsen er der gennemført 5 ellog-boringer samt 4 traditionelle snegleboringer.

Kortet viser nedsættelse af boringer til optagning af vandprøver.

Allingåbro med placering af boringer i forhold til Landboforeningen. Punktkilden er beliggende ved ALP5 og ALP9.

Afstand fra kilden til boring ALP7, 3, 8, 6, 4 og 1 er henholdsvis ca. 30, 60, 70, 40, 90 og 145 m.

Da der ikke sker væsentlig oppumpning af vand i den vestlige del af Allingåbro formodes grundvandsstrømningen overordnet at være styret af tilstømningen fra de højereliggende områder i østbyen, samt af vandløbene og havet. Således sker der oppumpning af højtliggende grundvand til såvel Hejbækken som til Alling Å.

Der er derfor placeret en ellogboring, kaldet ALP 5, i punktkilden ved Landboforeningen.

De øvrige ellogboringer, kaldet ALP 1-4, er derefter placeret, efter hvad der vurderes som nedstrøms punktkilden, dvs. i sydlig til sydvestlig retning i forhold til Landboforeningen.

Efter første analyse runde blev det besluttet at gennemføre yderligere 4 boringer med tør snegl og sandspand, idet den litologiske sammensætning skulle fastlægges mere præcist. Ved disse boringer er prøvetagning og den geologiske vurdering foretaget på stedet under borearbejdet. Boringerne, ALP 7 – ALP 8, blev placeret syd for kilden mens ALP 6 blev placeret nord for. ALP 9 blev placeret i kilden og udført med 0,5 meter filtre for at kunne stedfæste den vertikale fordeling af pesticider og pesticidrester. Placeringen af boringerne fremgår af figur 2.1.

Allingåbro er beliggende ca. 15 km øst for Randers. Randers Fjord når - i form af Grund Fjord - næsten ind til Allingåbro fra vest. Landskabet omkring Allingåbro er kendetegnet ved et kuperet istidslandskab omgivet af den flade stenalderhavbund. Medens stenalderfladen når højder på op til ca. 5 meter, så har de omkringliggende bakker stedvist højder på 60-80 meter over havet (ved Lundby, 2,5 km syd for Allingåbro). Området afvandes af Hejbækken nord for Allingåbro samt Alling Å og Tøjstrup Bæk syd for Allingåbro.

Allingåbros vestlige halvdel er beliggende på stenalderfladen omkring kote 1-2, mens terrænet østover stiger til omkring kote 15-20 i byens østlige udkant. Grænsen mellem istidslandskabet og stenalderhavets flade danner i byens sydlige halvdel en markant skrænt, som nordover bliver mindre markeret. Der er ingen vandløb i bakkedraget og heller ingen erosionsdale, som kunne tyde på tidligere vandløbserosion.

Geologisk opbygning

Med baggrund i eksisterende boringer i området omkring Allingåbro er der udarbejdet 2 geologiske profilsnit A og B, som går henholdsvis nordvest-sydøst og vest-øst gennem Allingåbro (se bilag 7.1 og 7.2).

Dybest i den gennemborede lagserie haves kalk fra tertiærtidens ældste del, Danien. Kalken er i en enkelt boring nærmere beskrevet som kalksandskalk (69.263). Kalkens overflade er beliggende mellem kote -20 og -50 m og når tilsyneladende de største dybder under bakkedraget i Allingåbros østlige del. Der er således ikke tegn på nogen sammenhæng mellem lavninger i kalkoverfladen og lavninger i det nuværende terræn. Den øverste del af kalken må generelt forventes at være opsprækket som følge af gletscherpåvirkning under nedisningerne.

Over kalkoverfladen følger lag fra istiderne (glaciale lag) og lag fra tiden efter istiderne (postglaciale lag). Ud fra begge geologiske profiler ses det, at der er markant forskel på lagserien under den lavtliggende stenalderhavbund og i bakkerne mod øst. Centralt under Allingåbro ligger et ca. 30 meter tykt lag

af moræneler, som brat afgrænses ved byens udkant mod både øst og vest. Moræneleret er ikke særlig godt beskrevet ud fra boreoplysningerne, men beskrives eksempelvis i 69.168 som "hård, hvid ler" eller "grå, stenet ler". Moræneleret kan genfindes ca. midt på profil A, men her ser det dog ud til, at lerets tykkelse mod nordvest reduceres, da der her findes et lag af smeltevandssand og -grus (boring 69.456). Sandlaget er formodentlig sammenhængende med sandlagene i boringerne 69.69 og 69.394 mod nordvest, som antydet på profilet. Det kan formodes, at sandlaget også fortsætter nordøstover.

Sydøst og øst for moræneleret findes der en smeltevandsaflejret lagserie, som hviler direkte på kalken. Der er tale om smeltevandssand af en tykkelse på ca. 30 meter, som overlejres af mellem 10 og 20 meter smeltevandsler. Silt- og lerlagene har tilsyneladende en god udbredelse under det meste af bakkedraget, mens smeltevandssandet er placeret længere mod sydøst. Silt/ler-lagserien er bedst beskrevet i boring 69.263, hvor det bl.a. fremgår, at smeltevandslagene er lagdelte. Smeltevandssandet på de to profiler må forventes at være sammenhængende.

Oven over dette ler og silt haves en 10-20 meter tyk lagserie af smeltevandssand, som i sine øvre dele mod øst har indslag af moræneler. Sandet er vel udbredt i bakkedraget ved Allingåbro by. Mod sydøst ved Tøjstrup bæk kiler sandet ud, mens det tilsyneladende fortsætter mod øst med begrænset tykkelse.

Under stenalderfladerne mod vest i profilerne findes marine aflejringer (postglaciale) af primært sand og grus og sekundært af ler, stedvist med dyndlag og skaller. Typisk vil der langs den gamle kystlinie være tale om sandede aflejringer, mens der mere centralt på fladen vil træffes mere finkornede aflejringer. Store variationer kan dog forventes, afhængig af de oprindelige strømningsforhold, og på dele af fladen er der siden havets tilbagetrækning dannet tørv. Som det kan ses af profilerne er aflejringernes horisontale udbredelse i de dybere niveauer ikke veldefineret, og det skyldes det begrænsede antal boringer. Uanset den eksakte udbredelse horisontalt, så er det fastlagt ud fra boringerne, at de postglaciale aflejringer enten er i direkte kontakt med kalken eller med tynde sandlag lige over kalken. De postglaciale lag udfylder således en erosionsdal, i hvis bund kalken stedvist har været blotlagt. Det må forventes, at de postglaciale lag kan ligge direkte eller tæt på kalkoverfladen i store dele af området under den gamle havbund.

Lagserien længere mod vest og nordvest på profilerne består igen af glaciale aflejringer, men på grund af begrænset boringsdækning beskrives denne ikke nærmere.

På jordartskort, som viser jordlagenes beskaffenhed i terrænets øverste meter, ses, at der i bakkedraget ved Allingåbro primært findes moræneler. Denne overflade nære ler kan ikke genfindes i boringerne, og må derfor være af meget begrænset tykkelse.

Dannelseshistorien for den glaciale lagserie lader sig ikke udrede ud fra de eksisterende boringsoplysninger. Dog er det klart, at kraftige erosionsepisoder under istiderne har fjernet yngre tertiære lag, således at glaciale og postglaciale lag er kommet i direkte kontakt med kalken.

Grundvandsmagasiner

Tertiære aflejringer

Som det fremgår af ovenstående, findes der i dybe niveauer (dybere end kote -20 til -50 m) kalk, som er udbredt i hele området. Kalken er vandførende, og der indvindes herfra flere steder i området, bl.a. ved Tøjstrupvejens Vandværk (69.214). Den øverste del af kalken kan forventes at være opsprækket, hvilket generelt vil give en øget hydraulisk ledningsevne. Trykniveauet for magasinet ligger lige over kote 0.

Kvartære aflejringer

Umiddelbart oven på kalken findes der smeltevandsaflejringer af sand og grus under byens nordvest del og i byens øst/sydøstdel. Sandlagenes overkant findes ca. mellem kote -15 og -20 m. Sandlagene er vandførende. På trods af en formodet forskellig dannelse af lagene, er der stor sandsynlighed for, at sandlagene er i indbyrdes hydraulisk kontakt. Lagene af smeltevandssand lige over kalken betragtes således som værende eet magasin.

Øverst i bakkedraget findes der smeltevandssand, som er vandførende i de nederste dele. Sandet er vandførende fra ca. kote 1-2 m og ned til kote ca. -10 m. Sandets nedre afgrænsning varierer mellem kote 0 og -10 m. Sandmagasinet er frit, og der er en umættet zone på op til 15 m. Magasinet er afgrænset mod vest, syd og nord ved stenalderfladen, og mod øst kiler det ud.

Vest og nordvest for Allingåbro udgør de postglaciale marine aflejringer et sammenhængende magasin. Det kan forventes, at de overvejende sandede lag kan findes under hele den postglaciale flade. Grundvandsspejlet ligger lige over kote 0. Åerne på fladen står i direkte kontakt med grundvandet.

Magasinet er op til 30-35 meter tykt og afgrænses nedadtil af kalken eller relativt tynde istidslag over kalken. Stedvist er der tale om dyndlag og finkornede lag, som kan medføre store variationer i den hydrauliske ledningsevne. Typisk vil der langs den gamle kystlinie være tale om sandede aflejringer, mens de mere finkornede lag findes i de centrale dele.

Sårbarhed og sammenhæng mellem magasinerne

Der er kontakt mellem sandmagasin og kalkmagasin

Under bakkedraget ved Allingåbro er der hydraulisk kontakt mellem kalkmagasinet og det dybtliggende sandmagasin. De to geologisk set forskellige magasiner udgør således eet magasin.

Dette magasin er dækket af moræneler og smeltevandsler/
silt af en samlet tykkelse på mellem 10 og 45 meter. Tilsyneladende udgør leret en sammenhængende lagpakke på trods af forskellene i dannelse. Det kan dog ikke ses ud fra profilerne om der stedvist findes sandlag mellem moræneleret og smeltevandsleret. En del af den dækkende lagpakke er beskrevet som sandet silt. D

Det øvre sandmagasin i bakkedraget er således nedadtil begrænset af leret, men horisontalt er der derimod mod vest og nordvest direkte sammenhæng med de postglaciale havaflejringer. Dette må formodes at være gældende hele vejen rundt om bakkedraget.

Grundvandet i de postglaciale aflejringer er ubeskyttet, og som det ligeledes kan ses på profilerne, er det i direkte hydraulisk kontakt med det dybe kalkmagasin. Der er således ikke nogen beskyttelse af det dybe kalkmagasin i området under stenalderhavets flade.

Den gamle stenalder kystlinie i Allingåbro markerer derfor i store træk en grænselinie, hvor det dybe kalkmagasin på østsiden er beskyttet af lerlag, og hvor det på vestsiden så godt som ikke er beskyttet mod nedsivning af miljøfremmede stoffer fra overfladen. Det dybe grundvand mod vest kan derfor karakteriseres som sårbart, mens det dybe grundvand mod øst har en nedsat sårbarhed.

Det øvre grundvandsmagasin i bakkerne er ubeskyttet, bortset fra relativt tynde lerlag mod øst, og magasinet kan generelt karakteriseres som sårbart.

Potentialeforhold

Ud fra borings oplysningerne kan det ses, at trykniveauet i det dybe kalkmagasin i området ligger lige over kote 0. Det er ikke muligt at se overordnede strømningsretninger, men det kan forventes, at grundvandsstrømningen overordnet er styret af åerne og havet. For de øvre, frie magasiners vedkommende ligger trykniveauet ligeledes lige over kote 0, men det må forventes, at der sker en grundvandsstrømning fra bakketoppen i Allingåbros østlige del og ud mod åerne. Der kan ikke ses nogen entydig forskel i grundvandspotentialet for det nedre og det øvre magasin mod øst, og under stenalderhavfladen forventes trykniveauet for det nedre og det øvre magasin at være sammenfaldende.

På grund af de meget små forskelle i trykniveau for magasinerne i området, vil vandindvindinger med sænkninger, som beskrevet i det foregående, kunne medføre betydelige lokale ændringer i grundvandsstrømningens retning.

På de lavtliggende områder ved åerne findes pumpestationer, som håndtere drænvand. I hvilket omfang pumpningen fra disse stationer influerer på potentiale billedet vides ikke.

Baggrundsmateriale for lokal geologiske model

Under projektforløbet er gennemført 4 snegleboringer Alp 6-9, som blev beskrevet under borearbejdet, samtidig med at der blev udtaget sedimentprøver. Desuden er der gennemført 5 ellogboringer, alp1 til 5, hvor der ikke udtages sedimentprøver, men hvor der er gennemført logging under borearbejdet. Fra en tidligere undersøgelse gennemført af Samfundsteknik, 1996, for Århus Amt foreligger oplysninger fra 5 ellogboringer, hvoraf de 2 ligger tæt ved undersøgelsesområdet.

Under prøvetagningen i felten blev der udtaget vand til kemisk analyse i laboratoriet. Samtidig udførtes der målinger på følsomme parametre direkte ved oppumpningen.
Temperatur og conduktivitet blev målt med Yellow Spring Inc probe direkte i boringen eller hvor der var anvendt 20 mm rør på udløbsvandet fra pumpesystemet.
Måling af pH, conduktivitet C ₂₅, redoxpotentiale Eh og oxygenindhold blev udført i flowsystem med WTW/Mobro prober.
Ved prøvetagningen udførtes også kolorimetriske analyser for Fe⁺⁺, Mn, NH₄ og PO₄ ved anvendelse af Merck Spectroquant sæt og måling på et Jenway 6100 system.
I laboratoriet umiddelbart efter hjemkomst blev pH og alkalinitet bestemt på et Metrohm autoburette/titrator system.
Analyse af Br, Cl, NO₃ og SO₄ blev udført på Dionex 2000i system med en AS4S kolonne.

Analysemetoden for de 44 stoffer består af en polymer-fastfase ekstraktion af 1 l vandprøve, eluering med methanol/acetonitril, inddampning under nitrogenflow og genopløsning i 1 ml 10 % methanol/vandopløsning.

Den opkoncentrerede prøve analyseres ved HPLC - omvendt fase chromatografi, hvorefter stofferne detekteres ved massepektrometri, idet sure stoffer som phenoxysyrer, phenoler og sulfonylurea-forbindelser, i alt 18 komponenter, ioniseres under atmosfærisk tryk (API - atmospheric pressure ionisation) i et electrospray inlet (ESI). De resterende 26 komponenter ioniseres ligeledes under API-betingelser ved kemisk ionisation (APCI - atmospheric pressure chemical ionisation).

Alle prøver, der indeholder en eller flere komponenter reanalyseres under samme chromatografiske betingelser, hvor detektionen foregår ved dobbelt massespektrometri, MS-MS. En ion isoleret i den første MS fragmenteres under 1 mTorr argontryk under påføring af elektrisk energi og et karakteristisk fragment isoleres i andet MS, hvorved kun den komponent, der kan opfylde disse krav såvel som retentionstidskravet (samme retentionstid for standard og prøve) ved chromatografien bliver detekteret. Herved er der meget stor grad af sandsynlighed for, at der ikke detekteres andre komponenter som falske positive.

Den udviklede analysemetode er beskrevet i Spliid et al., 1998.

Aldersbestemmelse af grundvand vha tritium metoden bliver mere og mere usikker fordi de engang markante tritium-pulser pga kernevåbenforsøgene i atmosfæren er blevet svagere og mere disperse i grundvandet. Derimod har CFC indholdet i grundvandet stammende fra CFC gasserne i atmosfæren vist sig velegnet til aldersbestemmelse af grundvandet. Under gunstige betingelser kan grundvandets alder bestemmes med en nøjagtighed på +/- 2 år.

Grundvandet aldersbestemmes ved CFC-analyser
Metode: Vandprøverne til CFC analyse udtages med en teknik, der hindrer kontakt mellem det oppumpede grundvand og atmosfæren. Prøverne forsegles i 60 ml glasampuller, der åbnes uden kontakt til atmosfæren i laboratoriet. Vandprøven overføres til en glasbeholder og CFC gasserne drives vha nitrogen over i frysefælde. Frysefælden opvarmes og gasserne føres med bæregas over i en gaskromatograf. Adskillelse og bestemmelse af de enkelte CFC gassers koncentrationer foregår i gaskromatografen, der er forsynet med EC-detektor.

CFC indholdet i grundvandet udregnes og atmosfærens CFC indhold på tidspunktet for grundvandsdannelsen beregnes ud fra CFC gassernes opløselighed i vand (Henrys lov). Endelig beregnes alderen vha kurverne for atmosfærens CFC indhold gennem de sidste 50 år, se figur 2.2.

Fordelen ved CFC-metoden er at den giver en nøjagtigere aldersbestemmelse end tritium-metoden. Tritium-metoden fungerer bedst ved bestemmelse i flere niveauer mhp bestemmelse af dybden af puls(erne) fra de atmosfæriske kernevåbenforsøg. CFC-metoden kan derimod give alderen i hver enkelt niveau.

Ulempen ved CFC-metoden består i den vanskelige prøvetagning, der kræver specielt udstyr. Normalt udtages 3-4 prøver til hver enkelt datering og mindst to prøver analyseres for at kontrollere at prøverne ikke er "forurenede" pga kontakt med atmosfæren.

Ikke alle grundvandstyper egner sig lige godt til CFC datering, da det har vist sig at CFC’er kan nedbrydes under anoxiske betingelser. Det betyder ikke, at CFC automatisk nedbrydes, hvis der ikke er ilt tilstede i grundvandet. Nedbrydning sker i forbindelse med høj mikrobiel aktivitet, f. eks. i lag med betydelig nitrat-reduktion. Nedbrydning af nitrat i grundvandsmagasiner resulterer i en delvis nedbrydning af CFC-11 og CFC-113, mens CFC-12 har vist sig at være stabil under nitrat-reducerende forhold. Det betyder CFC-11 og CFC-113 giver for høje aldre under sådanne forhold mens CFC-12 aldre stadig anses for at være pålidelige.

CFC- og tritium-koncentrationer i hhv atmosfære og nedbør siden 1940. CFC i atmosfæren er målt regelmæssigt siden 1977. Kurverne før 1977 er beregnet ud fra den årlige produktion af CFC-gasser.

CFC and tritium concentrations in atmosphere and precipitation respectively in the period 1940-1997. CFC concentrations in the atmosphere have been measured regularly since 1977. The curves from the period before 1977 are calculated from the yearly production of CFC gas.